30.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 140/4


Aftale mellem Den Europæiske Union og Montenegro om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro

DEN EUROPÆISKE UNION

og

MONTENEGRO,

i det følgende hver for sig benævnt »part« og under ét »parterne«,

HAR — I BETRAGTNING AF, at der kan opstå situationer, hvor Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (»agenturet«) koordinerer det operationelle samarbejde mellem EU-medlemsstaterne og Montenegro, herunder på Montenegros område,

I BETRAGTNING AF, at der bør fastlægges en retlig ramme i form af en statusaftale med henblik på situationer, hvor medlemmer af hold indsat af agenturet kan have udøvende beføjelser på Montenegros område,

I BETRAGTNING AF, at statusaftalen kan indeholde bestemmelse om, at agenturet kan etablere lokalkontorer på Montenegros område med henblik på at lette og forbedre koordineringen af operationelle aktiviteter og sikre en effektiv forvaltning af agenturets menneskelige og tekniske ressourcer,

UNDER HENSYN TIL det høje beskyttelsesniveau for personoplysninger i Montenegro og Den Europæiske Union,

UNDER HENSYN TIL, at Montenegro har ratificeret Europarådets konvention nr. 108 af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og tillægsprotokollen hertil,

I BETRAGTNING AF, at overholdelse af menneskerettigheder og demokratiske principper er grundlæggende principper, der ligger til grund for samarbejdet mellem parterne,

I BETRAGTNING AF, at Montenegro har ratificeret Europarådets konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der fastsætter rettigheder svarende til rettighederne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

I BETRAGTNING AF, at alle agenturets operationelle aktiviteter på Montenegros område fuldt ud bør respektere de grundlæggende rettigheder og internationale aftaler, som Den Europæiske Union, dens medlemsstater og/eller Montenegro er part i,

I BETRAGTNING AF, at alle personer, der deltager i en operationel aktivitet, er forpligtede til at opretholde de højeste standarder for integritet, etisk adfærd, professionalisme og overholdelse af de grundlæggende rettigheder og til at opfylde de forpligtelser, der påhviler dem ifølge bestemmelserne i den operationelle plan og agenturets adfærdskodeks —

BESLUTTET AT INDGÅ DENNE AFTALE:

ARTIKEL 1

Anvendelsesområde

1.   Denne aftale regulerer alle forhold, der er nødvendige for at indsætte grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps i Montenegro, hvor holdmedlemmerne kan udøve udøvende beføjelser.

2.   Den i stk. 1 omhandlede indsættelse kan finde sted på Montenegros område.

Med forbehold af parternes forpligtelser i henhold til havretten, navnlig De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, kan operationelle aktiviteter også finde sted i Montenegros eksklusive økonomiske zone. Operationelle aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne aftale, berører ikke de eftersøgnings- og redningsforpligtelser, der følger af havretten, navnlig FN's havretskonvention af 1982, den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen af 1974 og den internationale konvention om maritim eftersøgning og redning af 1979.

3.   Både medlemsstaternes og Montenegros respektive områders status i henhold til folkeretten og deres afgrænsning berøres på ingen måde hverken af denne aftale eller af nogen handling, der udøves under dens gennemførelse af parterne eller på deres vegne, herunder udarbejdelse af operationelle planer eller deltagelse i grænseoverskridende operationer.

ARTIKEL 2

Definitioner

I denne aftale forstås ved:

1)

»agentur«: Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, der blev oprettet ved forordning (EU) 2019/1896 om den europæiske grænse- og kystvagt (1) og enhver ændring heraf

2)

»operationel aktivitet«: en fælles operation eller en hurtig grænseindsats

3)

»grænsekontrol«: den aktivitet, som i overensstemmelse med og med henblik på denne aftale foretages ved en grænse udelukkende på grund af en planlagt eller faktisk grænsepassage uagtet andre hensyn, og som omfatter ind- og udrejsekontrol, grænseovervågning og vurdering af trusler mod den interne sikkerhed ved statsgrænsen

4)

»udøvende beføjelser«: de beføjelser, der er nødvendige for at udføre de krævede opgaver i forbindelse med grænsekontrol, som udføres på Montenegros område under en operationel aktivitet som fastsat i den operationelle plan

5)

»operationel plan«: en plan, på grundlag af hvilken der gennemføres operationelle aktiviteter, jf. artikel 38 og 74 i forordning (EU) 2019/1896

6)

»den europæiske grænse- og kystvagts stående korps«: den europæiske grænse- og kystvagts stående korps som omhandlet i artikel 54 i forordning (EU) 2019/1896

7)

»grænseforvaltningshold«: hold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps, som skal indsættes under fælles operationer og hurtige grænseindsatser ved de ydre grænser i medlemsstaterne og tredjelande

8)

»rådgivende forum«: det rådgivende organ, der er nedsat af agenturet i henhold til artikel 108 i forordning (EU) 2019/1896

9)

»Eurosur«: rammerne for informationsudveksling og samarbejde mellem medlemsstaterne og Agenturet

10)

»observatør af grundlæggende rettigheder«: observatør af grundlæggende rettigheder som omhandlet i artikel 110 i forordning (EU) 2019/1896

11)

»oprindelsesmedlemsstat«: den medlemsstat, hvorfra en medarbejder er indsat eller udstationeret i den europæiske grænse- og kystvagts stående korps

12)

»hændelse«: en situation i tilknytning til ulovlig indvandring, grænseoverskridende kriminalitet eller en trussel mod migranters liv ved, langs med eller i nærheden af Den Europæiske Unions eller Montenegros ydre grænser

13)

»fælles operation«: et tiltag, der koordineres eller tilrettelægges af agenturet for at støtte de nationale myndigheder i Montenegro med ansvar for grænsekontrol med henblik på at tackle udfordringer som f.eks. irregulær migration, nuværende eller fremtidige trusler ved Montenegros ydre grænser eller grænseoverskridende kriminalitet eller med henblik på at yde øget teknisk og operationel bistand til indsatsen for at kontrollere disse grænser

14)

»holdmedlem«: et medlem af den europæiske grænse- og kystvagts stående korps, der indsættes via et grænseforvaltningshold for at deltage i en operationel aktivitet

15)

»medlemsstat«: en medlemsstat i Den Europæiske Union

16)

»operationelt område«: det geografiske område, hvor en operationel aktivitet skal finde sted

17)

»deltagende medlemsstat«: en medlemsstat, der deltager i en operationel aktivitet ved at stille den europæiske grænse- og kystvagts stående korps' tekniske udstyr eller personale til rådighed

18)

»personoplysninger«: enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (»den registrerede«); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller ved et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

19)

»hurtig grænseindsats«: et tiltag, der har til formål at reagere på en situation med særlige og uforholdsmæssigt store udfordringer ved Montenegros grænser ved at indsætte grænseforvaltningshold på Montenegros område i et begrænset tidsrum for at foretage grænsekontrol sammen med de nationale myndigheder i Montenegro med ansvar for grænsekontrol

20)

»vedtægtsomfattet personale«: personale ansat af Agenturet i overensstemmelse med vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen, der er fastlagt i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (2).

ARTIKEL 3

Iværksættelse af operationelle aktiviteter

1.   En operationel aktivitet inden for rammerne af denne aftale iværksættes ved en skriftlig afgørelse truffet af agenturets administrerende direktør (»den administrerende direktør«) efter skriftlig anmodning fra de kompetente myndigheder i Montenegro. En sådan anmodning skal indeholde en beskrivelse af situationen, mulige mål og forudsete behov samt profiler af det nødvendige personale, herunder det personale, der i relevant omfang har udøvende beføjelser.

2.   Hvis den administrerende direktør finder, at den operationelle aktivitet, der anmodes om, med sandsynlighed vil medføre eller føre til alvorlig eller vedvarende overtrædelse af de grundlæggende rettigheder eller forpligtelserne med hensyn til international beskyttelse, iværksætter den administrerende direktør ikke den operationelle aktivitet.

3.   Hvis den administrerende direktør efter modtagelsen af en anmodning, jf. stk. 1, finder, at der er behov for yderligere oplysninger for at afgøre, om en operationel aktivitet skal iværksættes, kan vedkommende anmode om yderligere oplysninger eller bemyndige agenturets eksperter til at rejse til Montenegro for at vurdere situationen der. Montenegro letter sådanne rejser.

4.   Den administrerende direktør beslutter ikke at iværksætte en operationel aktivitet, hvis vedkommende finder, at der er berettiget grund til at suspendere eller bringe den til ophør i henhold til artikel 18.

ARTIKEL 4

Operationel plan

1.   Der aftales en operationel plan for hver operationel aktivitet mellem agenturet og Montenegro i overensstemmelse med artikel 38 og 74 i forordning (EU) 2019/1896. Den operationelle plan er bindende for agenturet, Montenegro og de deltagende medlemsstater.

2.   Den operationelle plan skal indeholde en detaljeret beskrivelse af de organisatoriske og proceduremæssige aspekter af den operationelle aktivitet, herunder:

a)

en beskrivelse af situationen, inklusive fremgangsmåde og formålene med indsættelsen, herunder det operationelle mål

b)

det skønnede tidsrum, som den operationelle aktivitet forventes at vare for at nå sit mål

c)

det operationelle område

d)

en detaljeret beskrivelse af de opgaver, der skal udføres ved udøvelsen af et officiel hverv, herunder dem, der kræver udøvende beføjelser, ansvarsområder, herunder for så vidt angår overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og databeskyttelseskravene, og særlige instrukser til grænseforvaltningsholdene, herunder om tilladte søgninger i databaser og tilladte tjenestevåben samt tilladt ammunition og udstyr i Montenegro

e)

sammensætningen af grænseforvaltningsholdet samt indsættelsen af andet relevant personale og tilstedeværelse af andre medlemmer af det vedtægtsomfattede personale, herunder observatører af grundlæggende rettigheder

f)

bestemmelser om kommando og kontrol, herunder angivelse af navn og rang for de af Montenegros grænsepolitibetjente eller andet relevant personale, der har ansvaret for samarbejdet med holdmedlemmerne og agenturet, navnlig navn og rang for de grænsepolitibetjente eller andet relevant personale, som har kommandoen i indsættelsesperioden, og holdmedlemmernes plads i kommandostrukturen

g)

det tekniske udstyr, der skal anvendes under den operationelle aktivitet, herunder særlige krav såsom betingelser for brug, det mandskab, der er anmodet om, transport og anden logistik samt finansielle bestemmelser

h)

detaljerede bestemmelser for agenturets øjeblikkelige rapportering om enhver hændelse i forbindelse med en operationel aktivitet, der udføres i henhold til denne aftale, til bestyrelsen og til relevante myndigheder i de deltagende medlemsstater og i Montenegro

i)

en rapporterings- og evalueringsordning med benchmarks til evalueringsrapporten, herunder med hensyn til beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, og en endelig frist for indgivelse af den endelige evalueringsrapport

j)

med hensyn til operationer til søs, specifikke oplysninger om anvendelse af den relevante retspraksis og gældende ret i det operationelle område, herunder henvisninger til folkerettens, EU-rettens og national rets regler om opbringning, redning til søs og ilandsætning

k)

vilkårene for samarbejde med andre EU-organer, -kontorer og -agenturer end agenturet, andre tredjelande eller internationale organisationer

l)

generelle instrukser om, hvordan der sikres beskyttelse af de grundlæggende rettigheder under den operationelle aktivitet, herunder beskyttelse af personoplysninger og forpligtelser i henhold til gældende internationale menneskerettighedsforskrifter

m)

procedurer, hvorved personer med behov for international beskyttelse, ofre for menneskehandel, uledsagede mindreårige og andre personer i en sårbar situation henvises til de kompetente nationale myndigheder med henblik på passende bistand

n)

procedurer for oprettelse af en mekanisme for modtagelse og videresendelse til agenturet og Montenegro af klager (herunder klager indgivet i henhold til artikel 8, stk. 5) over enhver person, som deltager i en af agenturets operationelle aktiviteter, herunder grænsepolitibetjente eller andet relevant personale i Montenegro og holdmedlemmer, med påstand om overtrædelse af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med deres deltagelse i en af agenturets operationelle aktiviteter

o)

logistiske ordninger, herunder information om arbejdsvilkår og forholdene i de områder, hvor en operationel aktivitet skal finde sted, og

p)

bestemmelser vedrørende et lokalkontor oprettet i henhold til artikel 6.

3.   Den operationelle plan og alle ændringer eller tilpasninger af den skal efter høring af de deltagende medlemsstater godkendes af agenturet, Montenegro og de medlemsstater, der grænser op til Montenegro eller op til det operationelle område. Agenturet koordinerer med de relevante medlemsstater for at bekræfte deres godkendelse.

4.   Udveksling af oplysninger og operationelt samarbejde med henblik på Eurosur skal finde sted i overensstemmelse med reglerne for udarbejdelse og deling af de specifikke situationsbilleder, som fastlægges i en operationel plan for den pågældende operationelle aktivitet.

5.   Evalueringen af den operationelle aktivitet, jf. stk. 2, litra i), udføres i fællesskab af Montenegro og agenturet.

6.   Vilkårene for samarbejdet med EU-organer, -kontorer og -agenturer, jf. stk. 2, litra k), skal overholdes i overensstemmelse med disses respektive mandater og med de tilgængelige ressourcer.

ARTIKEL 5

Rapportering af hændelser

1.   Agenturet og politidirektoratet i Montenegros indenrigsministerium har hver især en mekanisme til rettidig indberetning af hændelser, der opstår i forbindelse med en operationel aktivitet, der udføres i henhold til denne aftale.

2.   Agenturet og Montenegro bistår hinanden med at foretage alle nødvendige forespørgsler og undersøgelser af enhver hændelse, der indberettes via den i stk. 1 omhandlede mekanisme, f.eks. identificering af vidner og indsamling og fremlæggelse af bevismateriale, herunder anmodninger om at indhente og i givet fald udlevere genstande, der er knyttet til en indberettet hændelse. Udleveringen af sådanne genstande kan gøres betinget af, at de returneres på de betingelser, der er fastsat af den kompetente myndighed, der udleverer dem.

ARTIKEL 6

Lokalkontorer

1.   Agenturet kan etablere lokalkontorer på Montenegros område med henblik på at lette og forbedre koordineringen af operationelle aktiviteter og sikre en effektiv forvaltning af agenturets menneskelige og tekniske ressourcer. Placeringen af lokalkontoret fastlægges af agenturet i samråd med de relevante myndigheder i Montenegro.

2.   Lokalkontorerne etableres i overensstemmelse med de operationelle behov og er i drift i det tidsrum, der er nødvendigt for, at agenturet kan udføre væsentlige operationelle aktiviteter i Montenegro og naboregionen. Med forbehold af Montenegros godkendelse kan dette tidsrum forlænges af agenturet.

3.   Hvert lokalkontor forvaltes af en repræsentant for agenturet, der er udpeget af den administrerende direktør som chef for lokalkontoret, og som fører tilsyn med kontorets overordnede arbejde.

4.   Lokalkontoret skal, når det er relevant:

a)

yde operationel og logistisk støtte og sikre koordineringen af agenturets aktiviteter i de berørte operationelle områder

b)

yde operationel støtte til Montenegro i de berørte indsatsområder

c)

overvåge grænseforvaltningsholdenes aktiviteter og regelmæssigt rapportere til agenturets hjemsted

d)

samarbejde med Montenegro om alle spørgsmål vedrørende den praktiske gennemførelse af de operationelle aktiviteter, som agenturet har tilrettelagt i Montenegro, herunder eventuelle yderligere spørgsmål, der måtte være opstået i forbindelse med disse aktiviteter

e)

støtte den koordinationsansvarlige i forbindelse med dennes samarbejde med Montenegro om alle spørgsmål vedrørende deres bidrag til de operationelle aktiviteter, som agenturet har tilrettelagt, og, når det er nødvendigt, samarbejde med agenturets hjemsted

f)

bistå den koordinationsansvarlige og de observatører af grundlæggende rettigheder, der har til opgave at overvåge operationelle aktiviteter, med om nødvendigt at lette koordineringen og kommunikationen mellem grænseforvaltningsholdene og de relevante myndigheder i Montenegro samt alle relevante opgaver

g)

tilrettelægge logistisk støtte i forbindelse med indsættelsen af holdmedlemmerne og indsættelsen og brugen af teknisk udstyr

h)

yde al anden logistisk støtte vedrørende det operationelle område, som et givet lokalkontor er ansvarligt for, med henblik på at lette den smidige gennemførelse af de operationelle aktiviteter, som agenturet har tilrettelagt

i)

sikre en effektiv forvaltning af agenturets eget udstyr på de områder, der er omfattet af dets aktiviteter, herunder den mulige registrering og langsigtede vedligeholdelse af dette udstyr og eventuel nødvendig logistisk støtte, og

j)

støtte andet af agenturets personale og/eller andre af dets aktiviteter i Montenegro som aftalt mellem agenturet og Montenegro.

5.   Agenturet og Montenegro træffer foranstaltninger til udførelse af de opgaver, der er pålagt lokalkontorerne.

6.   Montenegro yder agenturet bistand med henblik på at sikre lokalkontorernes operationelle kapacitet. Yderligere oplysninger fastsættes i en særskilt ordning mellem Montenegro og agenturet.

ARTIKEL 7

Den koordinationsansvarlige

1.   Uden at det berører lokalkontorernes rolle som beskrevet i artikel 6, udpeger den administrerende direktør en eller flere eksperter fra det vedtægtsomfattede personale, der skal indsættes som koordinationsansvarlig for hver operationel aktivitet. Den administrerende direktør underretter Montenegro om en sådan udpegelse.

2.   Den koordinationsansvarlige har til opgave at:

a)

fungere som forbindelsesled mellem agenturet, Montenegro og holdmedlemmerne og yde bistand på vegne af agenturet i alle spørgsmål vedrørende betingelserne for indsættelsen på grænseforvaltningsholdene

b)

overvåge, at den operationelle plan gennemføres korrekt, herunder i samarbejde med observatørerne af grundlæggende rettigheder, hvad angår beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, og rapportere til den administrerende direktør herom

c)

handle på agenturets vegne i forbindelse med alle aspekter af indsættelsen af grænseforvaltningsholdene og rapportere til agenturet om alle disse aspekter og

d)

fremme samarbejde og koordinering mellem Montenegro og de deltagende medlemsstater.

3.   I forbindelse med operationelle aktiviteter kan den administrerende direktør give den koordinationsansvarlige beføjelse til at bistå med at løse eventuelle uoverensstemmelser om gennemførelsen af den operationelle plan og indsættelsen af grænseforvaltningsholdene.

4.   Montenegro udsteder kun instrukser til holdmedlemmerne, der er i overensstemmelse med den operationelle plan. Hvis den koordinationsansvarlige mener, at instrukserne til holdmedlemmerne ikke er i overensstemmelse med den operationelle plan eller de gældende retlige forpligtelser, meddeler vedkommende straks dette til de ansvarlige i Montenegro, som varetager en koordinerende rolle, og til den administrerende direktør. Den administrerende direktør kan træffe passende foranstaltninger, herunder suspendere eller bringe den operationelle aktivitet til ophør, jf. artikel 18.

ARTIKEL 8

Grundlæggende rettigheder

1.   Parterne forpligter sig ved opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til denne aftale til at handle i overensstemmelse med alle gældende menneskerettighedsforskrifter, herunder Europarådets konvention fra 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, FN's konvention fra 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen hertil fra 1967, FN's internationale konvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN's internationale konvention fra 1966 om borgerlige og politiske rettigheder, FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, FN's konvention fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder, FN's konvention fra 2006 om rettigheder for personer med handicap samt Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.   Holdmedlemmerne skal under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser fuldt ud overholde de grundlæggende rettigheder, herunder adgang til asylprocedurer og den menneskelige værdighed, og være særlig opmærksomme på sårbare personer. De foranstaltninger, der træffes under udførelsen af deres opgaver og under udøvelsen af deres beføjelser, skal stå i et rimeligt forhold til målene for disse foranstaltninger. De må under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser ikke forskelsbehandle personer af nogen grund såsom køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering, jf. artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Alle foranstaltninger, som griber ind i de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne, må kun træffes af holdmedlemmer under udførelsen af deres opgaver eller udøvelsen af deres beføjelser, hvis det er nødvendigt og står i et rimeligt forhold til målene for foranstaltningerne og respekterer kernen i de pågældende grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne i overensstemmelse med gældende folkeret, EU-ret og national ret.

Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på alt personale hos de nationale myndigheder i Montenegro, der deltager i en operationel aktivitet.

3.   Agenturets ansvarlige for grundlæggende rettigheder overvåger, at hver enkelt operationel aktivitet overholder de gældende standarder for grundlæggende rettigheder. Den ansvarlige for grundlæggende rettigheder eller dennes stedfortræder kan aflægge besøg på stedet i Montenegro; vedkommende kan også afgive en udtalelse om de operationelle planer og underrette den administrerende direktør om mulige overtrædelser af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med en operationel aktivitet. Montenegro støtter efter anmodning den ansvarlige for grundlæggende rettigheders overvågningsindsats.

4.   Agenturet og Montenegro er enige om at give det rådgivende forum rettidig og effektiv adgang til alle oplysninger vedrørende overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med enhver operationel aktivitet, der udføres i henhold til denne aftale, herunder gennem besøg på stedet i det operationelle område.

5.   Agenturet og Montenegro har hver især en mekanisme til prøvelse af påstande om, at deres personale har tilsidesat de grundlæggende rettigheder ved udøvelsen af deres officielle hverv under en operationel aktivitet, der udføres i henhold til denne aftale. Mekanismen fastsættes i den operationelle plan.

ARTIKEL 9

Observatører af grundlæggende rettigheder

1.   Agenturets ansvarlige for grundlæggende rettigheder udpeger mindst én observatør af grundlæggende rettigheder til hver operationel aktivitet, som bl.a. skal bistå og rådgive den koordinationsansvarlige.

2.   Observatøren af grundlæggende rettigheder overvåger overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og yder rådgivning og bistand vedrørende de grundlæggende rettigheder i forbindelse med forberedelsen, gennemførelsen og evalueringen af den relevante operationelle aktivitet. Dette indebærer navnlig at:

a)

følge udarbejdelsen af operationelle planer og rapportere til den ansvarlige for grundlæggende rettigheder, så denne kan udføre sine opgaver som fastsat i forordning (EU) 2019/1896

b)

gennemføre besøg, navnlig langsigtede besøg, der, hvor der finder operationelle aktiviteter sted

c)

samarbejde med den koordinationsansvarlige og yde vedkommende rådgivning og bistand

d)

underrette den koordinationsansvarlige og rapportere til den ansvarlige for grundlæggende rettigheder om eventuelle betænkeligheder vedrørende mulige overtrædelser af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med den operationelle aktivitet og

e)

bidrage til evalueringen af den operationelle aktivitet som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra i).

3.   Observatører af grundlæggende rettigheder, der skal være uafhængige ved udførelsen af deres opgaver, skal have adgang til alle områder, hvor den operationelle aktivitet finder sted, og til alle dokumenter, der er relevante for gennemførelsen af den pågældende aktivitet.

4.   Når observatører af grundlæggende rettigheder er til stede i et operationelt område, bærer de insignier, der klart gør det muligt at identificere dem som observatører af grundlæggende rettigheder.

5.   Agenturets ansvarlige for grundlæggende rettigheder kan samarbejde med institutionen for beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder i Montenegro (ombudsmanden).

ARTIKEL 10

Holdmedlemmer

1.   Holdmedlemmer har bemyndigelse til at udføre de opgaver, herunder de opgaver, der kræver udøvende beføjelser, der er beskrevet i den operationelle plan.

2.   Under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser skal holdmedlemmerne overholde Montenegros love og forskrifter samt gældende folkeret og EU-ret.

3.   Holdmedlemmer kan kun udføre opgaver og udøve beføjelser på Montenegros område i henhold til instrukser fra og under tilstedeværelse af Montenegros grænseforvaltningsmyndigheder. Montenegro kan bemyndige holdmedlemmer til at udføre specifikke opgaver og udøve specifikke beføjelser på dets område, når dets grænseforvaltningsmyndigheder ikke er til stede, hvis dette godkendes af agenturet eller oprindelsesmedlemsstaten, alt efter hvad der er relevant.

4.   Holdmedlemmer, som tilhører det vedtægtsomfattede personale, bærer den europæiske grænse- og kystvagts stående korps' uniform under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser, medmindre andet er angivet i den operationelle plan.

Holdmedlemmer, som ikke tilhører det vedtægtsomfattede personale, bærer deres nationale uniform under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser, medmindre andet er angivet i den operationelle plan.

Alle holdmedlemmer, som er i tjeneste, skal endvidere bære synlig personlig identifikation og et blåt armbind med Den Europæiske Unions og agenturets insignier på deres uniform.

5.   Montenegro bemyndiger relevante holdmedlemmer til at udføre opgaver under en operationel aktivitet, som kræver magtanvendelse, herunder medbringelse og brug af tjenestevåben, ammunition og andre tvangsmidler, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i den operationelle plan under hensyntagen til følgende:

a)

holdmedlemmer, som tilhører det vedtægtsomfattede personale, må bære og anvende udstyr, tjenestevåben, ammunition og andre tvangsmidler med agenturets samtykke

b)

holdmedlemmer, som ikke tilhører det vedtægtsomfattede personale, må bære og anvende udstyr, tjenestevåben, ammunition og andre tvangsmidler med den relevante oprindelsesmedlemsstats samtykke.

6.   Anvendelsen af magt, herunder at bære og anvende tjenestevåben, ammunition og andre tvangsmidler, skal ske i overensstemmelse med Montenegros nationale ret og under tilstedeværelse af Montenegros grænseforvaltningsmyndigheder. Montenegro kan give holdmedlemmer tilladelse til at anvende magt, når Montenegros grænseforvaltningsmyndigheder ikke er til stede, under hensyntagen til følgende:

a)

for holdmedlemmer, som er vedtægtsomfattet personale, er en sådan tilladelse til at anvende magt, når Montenegros grænseforvaltningsmyndigheder ikke er til stede, betinget af agenturets samtykke

b)

for holdmedlemmer, som ikke er agenturets vedtægtsomfattede personale, er en sådan tilladelse til at anvende magt, når Montenegros grænseforvaltningsmyndigheder ikke er til stede, betinget af den relevante oprindelsesmedlemsstats samtykke.

Holdmedlemmers magtanvendelse skal være nødvendig og forholdsmæssig og fuldt ud overholde gældende folkeret, EU-ret og national ret, herunder navnlig kravene i bilag V til forordning (EU) 2019/1896, jf. dog kravene i Montenegros nationale ret.

7.   Agenturet underretter forud for indsættelsen af holdmedlemmerne Montenegro om de tjenestevåben, ammunition og andet udstyr, som holdmedlemmer må bære i henhold til stk. 5. Montenegro kan forbyde dem at bære bestemte former for tjenestevåben, ammunition eller udstyr, forudsat at det samme forbud er fastsat for dets egne grænseforvaltningsmyndigheder i national ret. Inden indsættelsen af holdmedlemmer meddeler Montenegro agenturet, hvilke former for tjenestevåben, ammunition og udstyr der er tilladt, og hvilke betingelser der gælder for deres anvendelse. Agenturet stiller disse oplysninger til rådighed for medlemsstaterne.

Montenegro træffer de nødvendige foranstaltninger til udstedelse af de nødvendige våbentilladelser og letter import, eksport, transport og oplagring af våben, ammunition og andet udstyr, der stilles til rådighed for holdmedlemmerne efter anmodning fra agenturet. Proceduren for udstedelse af våbentilladelser fastlægges i den operationelle plan.

8.   Tjenestevåben, ammunition og udstyr må anvendes i lovligt nødværge og til lovligt forsvar af holdmedlemmer eller af andre personer i overensstemmelse med Montenegros nationale ret i overensstemmelse med relevante principper i folkeretten og EU-retten.

9.   Montenegro kan give holdmedlemmer tilladelse til at foretage søgninger i dets nationale databaser, hvis det er nødvendigt for at opfylde de operative mål, der er fastlagt i den operationelle plan. Montenegro sikrer, at der gives adgang til databaserne på effektiv og virkningsfuld vis.

Inden indsættelsen af holdmedlemmer meddeler Montenegro agenturet, hvilke nationale databaser der kan søges i.

Holdmedlemmer må kun søge i de data, der er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver og udøve deres beføjelser. Søgningen skal ske i overensstemmelse med Montenegros nationale regler om databeskyttelse og denne aftale.

10.   Med henblik på gennemførelsen af de operationelle aktiviteter udsender Montenegro embedsmænd fra politidirektoratet i Montenegros indenrigsministerium, som er i stand til og villige til at kommunikere på engelsk for at varetage en koordinerende rolle på Montenegros vegne i overensstemmelse med den operationelle plan.

ARTIKEL 11

Privilegier og immuniteter vedrørende agenturets ejendom, pengemidler, aktiver og operationer

1.   Agenturets lokaler og bygninger i Montenegro er ukrænkelige. De kan ikke gøres til genstand for ransagning, rekvisition, beslaglæggelse eller ekspropriation.

2.   Agenturets ejendom og aktiver, herunder transportmidler, kommunikationsudstyr, arkiver, korrespondance, dokumenter, identitetspapirer og finansielle aktiver, er ukrænkelige.

3.   Agenturets aktiver omfatter aktiver, der ejes, medejes, chartres eller lejes af en medlemsstat og tilbydes agenturet. Når en eller flere repræsentanter for de kompetente nationale myndigheder indtræder, behandles disse som aktiver, der er i offentlig tjeneste, og som er bemyndiget hertil.

4.   Der må ikke træffes gennemførelsesforanstaltninger over for agenturet. Agenturets ejendom og aktiver må ikke gøres til genstand for administrative eller retlige tvangsforanstaltninger. Agenturets ejendom må ikke beslaglægges med henblik på fuldbyrdelse af en dom, afgørelse eller kendelse.

5.   Efter anmodning fra Montenegros relevante retslige myndigheder kan den administrerende direktør give samtykke til, at de relevante nationale myndigheder i Montenegro får adgang til agenturets lokaler og bygninger og/eller adgang til agenturets ejendom og aktiver i tilfælde af alvorlig mistanke om strafbare handlinger.

I tilfælde af brand eller anden katastrofe, der kræver øjeblikkelig beskyttelse, antages den administrerende direktør at have givet sit samtykke.

6.   Montenegro tillader indførsel og fjernelse af genstande og udstyr, som agenturet har indsat i Montenegro til operationelle formål.

7.   Agenturet er fritaget for alle skatter og afgifter (herunder told) samt alle forbud og restriktioner vedrørende indførsel og udførsel af genstande og udstyr, der er bestemt til tjenestebrug, herunder genstande og udstyr, der er indført eller udført af tredjepart på agenturets vegne.

ARTIKEL 12

Holdmedlemmers privilegier og immuniteter

1.   De privilegier og immuniteter, der indrømmes holdmedlemmerne, har til formål at sikre udøvelsen af deres officielle hverv i forbindelse med de tiltag, der gennemføres i overensstemmelse med den operationelle plan på Montenegros område.

2.   Holdmedlemmer må ikke gøres til genstand for nogen form for undersøgelse eller retsforfølgning i Montenegro eller af myndighederne i Montenegro, medmindre de omstændigheder, der er omhandlet i stk. 3, gør sig gældende.

3.   Holdmedlemmer nyder civilretlig og administrativ immunitet i Montenegro for så vidt angår alle de handlinger, de udfører under udøvelsen af deres officielle hverv.

Hvis Montenegros myndigheder agter at indlede strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer mod et holdmedlem, underretter Montenegros kompetente myndigheder straks den administrerende direktør herom. Underretningsproceduren skal være i overensstemmelse med agenturets gældende afgørelse herom, som fastsættes i den operationelle plan.

Efter at den administrerende direktør har modtaget en sådan underretning informerer den pågældende de relevante myndigheder i Montenegro om, hvorvidt den pågældende handling blev udført af et holdmedlem under udførelsen af dennes officielle hverv. Hvis det fremgår af oplysningerne, at handlingen er blevet udført som led i udøvelsen af officielle hverv, må der ikke indledes en retssag. Hvis det fremgår af oplysningerne, at handlingen ikke er blevet udført som led i udøvelsen af officielle hverv, kan der indledes retssag. Den administrerende direktørs erklæring er bindende for Montenegro, som ikke kan anfægte den.

Indtil denne erklæring foreligger, afholder agenturet sig fra at træffe foranstaltninger, der har til formål at bringe Montenegros kompetente myndigheders eventuelle efterfølgende strafferetlige forfølgning af holdmedlemmet i fare, herunder at lette det pågældende holdmedlems tilbagevenden fra Montenegro til sin oprindelsesmedlemsstat.

De privilegier og den immunitet fra strafferetlig forfølgelse i Montenegro, der indrømmes holdmedlemmer, fritager dem ikke fra strafferetlig forfølgelse i oprindelsesmedlemsstaten.

4.   Hvis et holdmedlem anlægger en retssag, afskærer dette vedkommende fra at påberåbe sig immunitet i relation til ethvert modkrav, der er direkte forbundet med den principale påstand.

5.   Holdmedlemmers lokaler, boliger, transportmidler og kommunikationsudstyr samt ejendom, herunder al korrespondance, dokumenter, identitetspapirer og aktiver, er ukrænkelige, medmindre der er tale om fuldbyrdelsesforanstaltninger som tilladt i henhold til stk. 10.

6.   Montenegro er ansvarligt for enhver skade, holdmedlemmer forvolder tredjeparter som led i udøvelsen af deres officielle hverv.

7.   Hvis et holdmedlem, der er medlem af det vedtægtsomfattede personale, har forvoldt skade ved grov forsømmelighed eller forsætlig forseelse, eller dette ikke er sket under udøvelsen af officielle hverv, kan Montenegro via den administrerende direktør anmode agenturet om at betale erstatning.

Hvis et holdmedlem, der ikke er medlem af det vedtægtsomfattede personale, har forvoldt skade ved grov forsømmelighed eller forsætlig forseelse, eller dette ikke er sket under udøvelsen af officielle hverv, kan Montenegro via den administrerende direktør anmode den pågældende oprindelsesmedlemsstat om at betale erstatning.

8.   Hverken parterne, de deltagende medlemsstater eller agenturet er ansvarlige for skader, der forvoldes i Montenegro som følge af en force majeure-hændelse, som de ikke selv er herre over.

9.   Holdmedlemmer er ikke forpligtede til at afgive vidneforklaring i retssager i Montenegro. Holdmedlemmer kan afgive vidneforklaring i form af en erklæring indgivet i overensstemmelse med Montenegros retsplejeregler. Dette berører ikke immuniteten i henhold til stk. 3.

10.   Der må ikke træffes nogen gennemførelsesforanstaltninger over for holdmedlemmer, medmindre de sagsøges i en straffesag, en civilretlig sag eller en administrativ sag, der ikke vedrører deres officielle funktioner. Ejendom, som tilhører holdmedlemmer, og som af den administrerende direktør attesteres som værende nødvendig for opfyldelsen af deres officielle funktioner, må ikke konfiskeres med henblik på fuldbyrdelse af en dom, retsafgørelse eller kendelse. I straffesager, civilretlige sager og administrative sager må holdmedlemmer ikke underkastes nogen begrænsninger i deres personlige frihed eller nogen anden tvangsforanstaltning.

11.   Holdmedlemmer er med hensyn til tjenester, der udføres for agenturet, fritaget for eventuelle bestemmelser om social sikring i Montenegro.

12.   Holdmedlemmer er fritaget for enhver form for beskatning i Montenegro af de vederlag og honorarer, som agenturet eller oprindelsesmedlemsstaten betaler dem, samt af enhver indkomst, der modtages uden for Montenegro.

13.   Montenegro tillader indførsel af genstande til holdmedlemmers personlige brug og fritager disse for al told og alle skatter og lignende afgifter bortset fra betaling for lager- og transportydelser samt tilsvarende ydelser. Montenegro tillader også udførsel af sådanne genstande.

14.   Holdmedlemmers personlige bagage er fritaget for kontrol, medmindre der er vægtige grunde til at formode, at den indeholder genstande, der ikke er til holdmedlemmernes personlige brug, eller genstande, hvis ind- eller udførsel er forbudt ved lov eller underlagt karantæneregler i Montenegro. Kontrol af sådan personlig bagage må kun udføres i nærværelse af de berørte holdmedlemmer eller af en bemyndiget repræsentant for agenturet.

15.   Agenturet og Montenegro udpeger kontaktpunkter, der til enhver tid er til rådighed, og som er ansvarlige for udveksling af oplysninger og omgående tiltag, der skal træffes, hvis en handling udført af et holdmedlem kan være i strid med straffelovgivningen, og for udveksling af oplysninger og operationelle aktiviteter i forbindelse med civile eller administrative procedurer mod et holdmedlem.

Indtil de kompetente myndigheder i oprindelsesmedlemsstaten har iværksat tiltag, bistår agenturet og Montenegro hinanden med at foretage alle nødvendige forespørgsler og undersøgelser af enhver formodet strafbar handling, hvori agenturet eller Montenegro eller begge har en interesse, med at identificere vidner og med at indsamle og fremlægge bevismateriale, herunder anmodninger om at indhente og i givet fald udlevere genstande, der er knyttet til en formodet strafbar handling. Udleveringen af sådanne genstande kan gøres betinget af, at de returneres på de betingelser, der er fastsat af den kompetente myndighed, der udleverer dem.

ARTIKEL 13

Tilskadekomne eller afdøde holdmedlemmer

1.   Med forbehold af artikel 12 har den administrerende direktør ret til at overtage og træffe passende foranstaltninger til hjemsendelse af tilskadekomne eller afdøde holdmedlemmer samt af deres personlige ejendele.

2.   Der må kun foretages obduktion af et holdmedlem, der er afgået ved døden, med den pågældende oprindelsesmedlemsstats udtrykkelige samtykke og under tilstedeværelse af en repræsentant for agenturet eller den pågældende oprindelsesmedlemsstat.

3.   Montenegro og agenturet samarbejder i videst muligt omfang om hurtig hjemsendelse af tilskadekomne eller afdøde holdmedlemmer.

ARTIKEL 14

Akkrediteringsdokument

1.   Agenturet udsteder et dokument på montenegrinsk og engelsk til hvert holdmedlem med henblik på identifikation over for Montenegros nationale myndigheder og som bevis for indehaverens ret til at udføre de opgaver og udøve de beføjelser, som er omhandlet i denne aftales artikel 10 og i den operationelle plan (»akkrediteringsdokumentet«).

2.   Akkrediteringsdokumentet skal indeholde følgende oplysninger om medarbejderen: navn og nationalitet, rang eller stilling samt et nyere digitaliseret foto og de opgaver, som medlemmet har tilladelse til at udføre under indsættelsen. Akkrediteringsdokumentet skal indeholde en udløbsdato.

3.   Med henblik på identifikation over for Montenegro nationale myndigheder medbringer holdmedlemmer til enhver tid akkrediteringsdokumentet.

4.   Montenegro anerkender, at akkrediteringsdokumentet kombineret med et gyldigt rejsedokument giver det pågældende holdmedlem indrejse- og opholdstilladelse i Montenegro uden visum, opholdstilladelse, forudgående tilladelse eller andet dokument indtil dets udløbsdato.

5.   Akkrediteringsdokumentet afleveres til agenturet, når indsættelsen afsluttes. De kompetente myndigheder i Montenegro underrettes herom.

ARTIKEL 15

Anvendelse på personale i agenturet, der ikke er udsendt som holdmedlemmer

Artikel 12, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse på alt personale fra agenturet, der er udsendt til Montenegro, som ikke er holdmedlemmer, herunder observatører af grundlæggende rettigheder og agenturets vedtægtsomfattede personale, der udsendes til lokalkontorer.

ARTIKEL 16

Beskyttelse af personoplysninger

1.   Videregivelse af personoplysninger finder kun sted, hvis det er nødvendigt, for at Montenegros kompetente myndigheder eller agenturet kan gennemføre aftalen. En myndigheds behandling af personoplysninger i et bestemt tilfælde, herunder videregivelse af sådanne personoplysninger til den anden part, er underlagt de databeskyttelsesregler, der gælder for den pågældende myndighed. Parten sikrer følgende minimumsgarantier som en forudsætning for enhver videregivelse af oplysninger:

a)

personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede

b)

personoplysninger skal indsamles med det specifikke, udtrykkelige og legitime formål at gennemføre denne aftale og må ikke viderebehandles af den meddelende eller modtagende myndighed på en måde, der er uforenelig med dette formål

c)

personoplysningerne skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de indsamles eller viderebehandles; især må personoplysninger, der videregives i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for den meddelende part, kun vedrøre et eller flere af følgende:

fornavn

efternavn

fødselsdato

nationalitet

rang

rejsedokumentets side med biometriske data

akkrediteringsdokument

foto på ID-kort/pas/akkrediteringsdokument

e-mailadresse

mobiltelefonnummer

oplysninger om våben

udsendelsens varighed

sted, hvortil udsendelsen sker

luftfartøjets registreringsnummer eller skibets identifikationsnummer

ankomstdato

ankomstlufthavn/grænseovergangssted

ankomstrutenummer

afrejsedato

afgangslufthavn/grænseovergangssted

afgangsrutenummer

oprindelsesmedlemsstat/-tredjeland

den udsendende myndighed

opgaver/operationel profil

transportmidler

rute

for så vidt angår holdmedlemmer, agenturets personale, relevante observatører eller deltagere i personaleudvekslingsprogrammer

d)

personoplysninger skal være nøjagtige og om nødvendigt ajourførte

e)

personoplysninger skal opbevares på en måde, der gør det muligt at identificere de registrerede i et tidsrum, der ikke må være længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med indsamlingen af oplysningerne eller for viderebehandlingen

f)

personoplysninger skal behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger, under hensyntagen til de specifikke risici i forbindelse med behandling, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger (»databrud«); den modtagende part træffer passende foranstaltninger for at afhjælpe ethvert databrud og underretter den meddelende part om et sådant brud uden unødig forsinkelse og inden for 72 timer

g)

såvel den meddelende myndighed som den modtagende myndighed træffer alle rimelige foranstaltninger til at sikre omgående berigtigelse eller sletning af personoplysninger, hvis de behandles i strid med denne artikel, navnlig fordi oplysningerne ikke er formålstjenlige, relevante eller nøjagtige, eller fordi de er overdrevent omfattende i forhold til formålet med behandlingen; dette gælder også meddelelsen til den anden part af enhver berigtigelse eller sletning af oplysninger

h)

efter anmodning underretter den modtagende myndighed den meddelende myndighed om brugen af de videregivne oplysninger

i)

personoplysninger må kun meddeles følgende kompetente myndigheder:

agenturet, og

politidirektoratet i Montenegros indenrigsministerium,

videregivelse til andre organer kræver den meddelende myndigheds forudgående godkendelse

j)

de meddelende og de modtagende myndigheder udarbejder en skriftlig fortegnelse over meddelelsen og modtagelsen af personoplysninger

k)

der føres uafhængigt tilsyn for at kontrollere overholdelsen af databeskyttelsesreglerne, herunder for at inspicere sådanne fortegnelser; registrerede har ret til at indgive klager til tilsynsorganet og modtage et svar uden unødig forsinkelse

l)

registrerede har ret til at modtage oplysninger om behandlingen af deres personoplysninger, indsigt i sådanne oplysninger og berigtigelse eller sletning af ukorrekte eller ulovligt behandlede oplysninger med forbehold af nødvendige og forholdsmæssige begrænsninger af hensyn til vigtige samfundsinteresser, og

m)

registrerede har ret til effektiv administrativ og retslig prøvelse i tilfælde af overtrædelse af ovennævnte garantier.

2.   Hver part gennemgår regelmæssigt sine egne politikker og procedurer til gennemførelse af denne artikel. Efter anmodning fra den anden part gennemgår den part, der har modtaget anmodningen, sine politikker og procedurer for behandling af personoplysninger for at sikre og bekræfte, at garantierne i denne artikel gennemføres effektivt. Resultaterne af gennemgangen meddeles den part, der har anmodet om gennemgangen, inden for en rimelig frist.

3.   Databeskyttelsesgarantierne i henhold til denne aftale er underlagt tilsyn af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Montenegros nationale center for beskyttelse af personoplysninger og fri adgang til oplysninger.

4.   Parterne samarbejder med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse som agenturets tilsynsmyndighed.

5.   Agenturet og Montenegro udarbejder en fælles rapport om anvendelsen af denne artikel ved afslutningen af hver operationel aktivitet. Denne rapport sendes til agenturets ansvarlige for grundlæggende rettigheder og til dets databeskyttelsesansvarlige samt til Montenegros nationale center for beskyttelse af personoplysninger og fri adgang til oplysninger.

6.   Agenturet og Montenegro fastsætter nærmere bestemmelser for meddelelse og behandling af personoplysninger med henblik på operationelle aktiviteter i henhold til denne aftale i specifikke bestemmelser i de relevante operationelle planer. Disse bestemmelser skal være i overensstemmelse med kravene i EU-retten og Montenegros lovgivning. De skal bl.a. beskrive det tilsigtede formål med meddelelsen, alle de(n) dataansvarliges roller og ansvarsområder, hvilke kategorier af oplysninger der er meddelt, de konkrete frister for lagring af oplysninger og alle minimumsgarantier. Af hensyn til gennemsigtigheden og forudsigeligheden skal disse bestemmelser gøres offentligt tilgængelige i overensstemmelse med Det Europæiske Databeskyttelsesråds relevante retningslinjer.

ARTIKEL 17

Udveksling af klassificerede oplysninger og følsomme ikkeklassificerede oplysninger

1.   Enhver udveksling, deling eller formidling af klassificerede oplysninger mellem parterne inden for rammerne af denne aftale fastlægges i en særskilt administrativ ordning, der indgås mellem agenturet og de relevante myndigheder i Montenegro, og som skal forhåndsgodkendes af Europa-Kommissionen.

2.   Enhver udveksling af følsomme ikkeklassificerede oplysninger inden for rammerne af denne aftale:

a)

behandles af agenturet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 (3) og af Montenegro i overensstemmelse med landets nationale ret

b)

modtager et beskyttelsesniveau fra den modtagende part, som svarer til det beskyttelsesniveau, som de foranstaltninger, der anvendes af den meddelende part på disse oplysninger, giver med hensyn til fortrolighed, integritet og tilgængelighed, og

c)

foretages gennem systemer til udveksling af oplysninger, der opfylder kriterierne for tilgængelighed, fortrolighed og integritet af følsomme ikkeklassificerede oplysninger, f.eks. det kommunikationsnetværk, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EU) 2019/1896.

3.   Parterne respekterer intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med alle oplysninger, der behandles inden for rammerne af denne aftale.

ARTIKEL 18

Beslutning om suspension, ophør og/eller tilbagetrækning af finansiering til en operationel aktivitet

1.   Hvis betingelserne for at gennemføre en operationel aktivitet ikke længere er opfyldt, herunder som meddelt af Montenegro, bringer den administrerende direktør den pågældende operationelle aktivitet til ophør efter at have underrettet Montenegro. Disse oplysninger gives skriftligt og skal indeholde en begrundelse herfor.

2.   Hvis denne aftale eller den operationelle plan ikke er blevet overholdt af Montenegro, kan den administrerende direktør trække finansieringen af den relevante operationelle aktivitet tilbage og/eller suspendere eller bringe den til ophør efter skriftligt at have underrettet Montenegro herom.

3.   Hvis sikkerheden for en deltager i en operationel aktivitet, som er udsendt til Montenegro, ikke kan garanteres, kan den administrerende direktør suspendere den relevante operationelle aktivitet eller aspekter heraf eller bringe den eller aspekter heraf til ophør.

4.   Hvis den administrerende direktør finder, at alvorlige eller vedvarende overtrædelser af de grundlæggende rettigheder eller forpligtelserne med hensyn til international beskyttelse har fundet sted eller med sandsynlighed vil finde sted i forbindelse med en operationel aktivitet, der gennemføres inden for rammerne af denne aftale, trækker vedkommende finansieringen af den pågældende operationelle aktivitet tilbage og/eller suspenderer eller bringer den til ophør efter at have underrettet Montenegro.

5.   Montenegro kan anmode den administrerende direktør om at suspendere eller bringe en operationel aktivitet til ophør. En sådan anmodning fremsættes skriftligt og skal indeholde en begrundelse herfor.

6.   Suspension, ophør eller tilbagetrækning af finansiering i henhold til denne artikel får virkning fra datoen for meddelelsen til Montenegro. Dette berører ikke eventuelle rettigheder eller forpligtelser, der følger af anvendelsen af denne aftale eller den operationelle plan forud for suspensionen, ophøret eller tilbagetrækningen af finansiering.

7.   Montenegro kan anmode om, at indsættelsen af et holdmedlem eller anden relevant medarbejder, der ikke overholder denne aftale eller en operationel plan i henhold hertil, og som begår alvorlige overtrædelser af Montenegros lovgivning, bringes til ophør. Beslutningen om at bringe indsættelsen til ophør træffes af den administrerende direktør eller den respektive oprindelsesmedlemsstat, alt efter hvad der er relevant, og meddeles Montenegros relevante myndigheder.

ARTIKEL 19

Bekæmpelse af svig

1.   Montenegro underretter straks agenturet, Den Europæiske Anklagemyndighed og/eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, hvis den bliver bekendt med troværdige påstande om svig, korruption eller andre ulovlige aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af denne aftale, der kan påvirke Den Europæiske Unions interesser.

2.   Hvis sådanne påstande vedrører EU-midler, der er udbetalt i forbindelse med denne aftale, yder Montenegro den nødvendige bistand til Den Europæiske Anklagemyndighed og/eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig med hensyn til undersøgelsesaktiviteter på dets område, herunder støtte til samtaler, kontrol på stedet og inspektioner (herunder adgang til informationssystemer og databaser i Montenegro), og støtte til at få adgang til alle relevante oplysninger om den tekniske og økonomiske forvaltning af forhold, der helt eller delvis finansieres af Den Europæiske Union.

ARTIKEL 20

Gennemførelse af denne aftale

1.   For Montenegros vedkommende gennemføres denne aftale af politidirektoratet i Montenegros indenrigsministerium.

2.   For Den Europæiske Union gennemføres denne aftale af agenturet.

ARTIKEL 21

Tvistbilæggelse

1.   Enhver tvist, der opstår i forbindelse med anvendelsen af denne aftale, behandles i fællesskab af repræsentanter for agenturet og Montenegros kompetente myndigheder.

2.   I mangel af forudgående bilæggelse løses tvister om fortolkning eller anvendelse af denne aftale udelukkende gennem forhandling mellem parterne.

ARTIKEL 22

Aftalens ikrafttræden, varighed og ophør samt midlertidig anvendelse, ændring og suspension af aftalen og den foregående aftales ophør

1.   Denne aftale ratificeres, accepteres eller godkendes af parterne i overensstemmelse med parternes egne interne retlige procedurer. Parterne giver hinanden meddelelse om afslutningen af de procedurer, der er nødvendige i så henseende.

2.   Denne aftale træder i kraft på den første dag i den anden måned efter den dato, på hvilken parterne har meddelt hinanden, at de har afsluttet de interne retlige procedurer i overensstemmelse med stk. 1.

Aftalen anvendes midlertidigt fra den første dag i den anden måned efter datoen for parternes undertegnelse indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.

3.   Denne aftale kan kun ændres skriftligt efter fælles overenskomst mellem parterne.

4.   Denne aftale indgås på ubestemt tid. Den kan suspenderes eller opsiges ved skriftlig aftale mellem parterne eller ensidigt af en af parterne.

I tilfælde af ensidig suspension eller opsigelse meddeler den part, der ønsker at suspendere eller opsige aftalen, skriftligt den anden part herom. En ensidig opsigelse eller suspension af denne aftale får virkning den første dag i den anden måned efter den måned, hvor der blev givet meddelelse herom.

5.   Statusaftalen af 7. oktober 2019 mellem Den Europæiske Union og Montenegro om tiltag, der gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro, undertegnet i Luxembourg, ophæves og erstattes af denne aftale.

I den periode, hvor denne aftale anvendes midlertidigt, suspenderes anvendelsen af den i Luxembourg undertegnede statusaftale af 7. oktober 2019 mellem Den Europæiske Union og Montenegro om tiltag, der gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro.

Enhver operationel aktivitet, der iværksættes på grundlag af den i Luxembourg undertegnede statusaftale af 7. oktober 2019 mellem Den Europæiske Union og Montenegro om tiltag, der gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro, og som er i gang på tidspunktet for denne aftales midlertidige anvendelse eller ikrafttræden, kan fortsætte med forbehold af ændring eller tilpasning af den respektive operationelle plan i overensstemmelse med denne aftale.

6.   Meddelelser i medfør af denne artikel sendes for Den Europæiske Unions vedkommende til generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union og for Montenegros vedkommende til udenrigsministeriet.

Udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og montenegrinsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, behørigt bemyndigede i så henseende, undertegnet denne aftale.

Image 1L1402023DA110120230515DA0001.00013131ERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, KONGERIGET NORGE, DET SCHWEIZISKE FORBUND OG FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEINParterne til aftalen mellem Den Europæiske Union og Montenegro om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro, noterer sig de tætte forbindelser mellem Den Europæiske Union og Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, navnlig i henhold til aftalerne af 18. maj 1999 og 26. oktober 2004 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne.Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, på den ene side, og Montenegro, på den anden side, uden ophold indgår bilaterale aftaler om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro, svarende til dem, der er omhandlet i aftalen mellem Den Europæiske Union og Montenegro om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Montenegro.

 


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1).

(2)  EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1.

(3)  Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen (EUT L 72 af 17.3.2015, s. 41).