1.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/88


ACS-EU-AMBASSADØRUDVALGETS AFGØRELSE nr. 1/2022

af 21. juni 2022

om ændring af AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen [2022/1102]

ACS-EU-AMBASSADØRUDVALGET HAR –

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (1), særlig artikel 15, stk. 4, og artikel 16, stk. 2, sammenholdt med artikel 95, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (»AVS-EU-partnerskabsaftalen«) blev undertegnet den 23. juni 2000 i Cotonou og trådte i kraft den 1. april 2003. I overensstemmelse med AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 (2) (»afgørelsen om overgangsforanstaltninger«) skal den finde anvendelse indtil den 30. juni 2022.

(2)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, første afsnit, blev der indledt forhandlinger om en ny AVS-EU-partnerskabsaftale (»den nye aftale«) i september 2018. Den nye aftale vil ikke være klar til at blive anvendt fra den 30. juni 2022, datoen hvor den nuværende retlige ramme udløber. Det er derfor nødvendigt at ændre afgørelsen om overgangsforanstaltninger for yderligere at forlænge anvendelsen af bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen.

(3)

I henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, andet afsnit, træffer AVS-EU-Ministerrådet eventuelle nødvendige overgangsforanstaltninger, indtil den nye aftale træder i kraft.

(4)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 15, stk. 4, overdrog AVS-EU-Ministerrådet den 23. maj 2019 AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelserne til at træffe overgangsforanstaltninger (3).

(5)

Det er derfor hensigtsmæssigt, at ACS-EU-Ambassadørudvalget træffer afgørelse i medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, om ændring af afgørelsen om overgangsforanstaltninger med henblik på at forlænge anvendelsen af bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen indtil den 30. juni 2023 eller indtil den nye aftales ikrafttræden eller den midlertidige anvendelse mellem Unionen og ACS-staterne af den nye aftale, afhængigt af hvilket tidspunkt der kommer først.

(6)

Bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen vil fortsat blive anvendt med henblik på at bevare kontinuiteten i forbindelserne mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og ACS-staterne på den anden side. Formålet med de ændrede overgangsforanstaltninger er derfor ikke at ændre AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 3 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 1 i AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 ændres datoen »den 30. juni 2022« til »den 30. juni 2023«.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 1. juli 2022.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. juni 2022.

På vegne af ACS-EU-Ministerrådet

På vegne af ACS-EU-Ambassadørudvalget

Daniel Emery DEDE

Formand


(1)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. AVS-EU-partnerskabsaftalen blev ændret ved aftale undertegnet den 25. juni 2005 i Luxembourg (EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27) og ved aftale undertegnet den 22. juni 2010 i Ouagadougou (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).

(2)  AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 af 17. december 2019 om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen (EUT L 1 af 3.1.2020, s. 3).

(3)  Afgørelse nr. 1/2019 truffet af AVS-EU-Ministerrådet af 23. maj 2019 om overdragelsen af beføjelser til AVS-EU-Ambassadørudvalget vedrørende afgørelsen om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen (EUT L 146 af 5.6.2019, s. 114).