20.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 118/68


DET BILATERALE TILSYNSUDVALG FOR AFTALEN MELLEM AMERIKAS FORENEDE STATER OG DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OM REGELSAMARBEJDE INDEN FOR CIVIL LUFTFARTSSIKKERHED —

BESLUTNINGSDOKUMENT

BESLUTNING nr. 0011 [2022/646]

Idet det bemærkes, at ændring 1 til aftalen mellem Amerikas Forenede Stater og Det Europæiske Fællesskab om regelsamarbejde inden for civil luftfartssikkerhed (»aftalen«) udvider anvendelsesområdet for aftalens artikel 2, stk. B, til at omfatte bl.a. certificering og uddannelse af personale, og

idet det endvidere bemærkes, at aftalens artikel 5, som ændret, indeholder bestemmelser om udarbejdelse af nye bilag til aftalen om spørgsmål inden for aftalens anvendelsesområde, som i henhold til artikel 19, stk. C, herefter træder i kraft ved beslutning truffet af Det Bilaterale Tilsynsudvalg, der er nedsat i henhold til artikel 3,

beslutter Det Bilaterale Tilsynsudvalg hermed følgende:

1.

At vedtage bilag 4 (flyvesimulatortræningsanordninger) til aftalen, som er vedhæftet denne beslutning, på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. I tilfælde af afvigende fortolkninger mellem de forskellige sprogudgaver af teksterne har den engelske tekst forrang.

2.

At notere sig den fælles erklæring, som parternes repræsentanter skal undertegne vedrørende autentificering af den kroatiske sprogudgave af bilag 4.

3.

Bilag 4 (flyvesimulatortræningsanordninger) til aftalen træder i kraft på dagen for den sidste undertegnelse nedenfor.

For Det Bilaterale Tilsynsudvalg:

FEDERAL AVIATION ADMINISTRATION

DEPARTMENT OF TRANSPORTATION

AMERIKAS FORENEDE STATER

 

EUROPA-KOMMISSIONEN

DEN EUROPÆISKE UNION

VED:

Ali BAHRAMI

 

VED:

Filip CORNELIS

TITEL:

Associate Administrator for Aviation Safety

 

TITEL:

Direktør, luftfart

Generaldirektoratet for Mobilitet og Transport, Europa-Kommissionen

DATO:

19. november 2020

 

DATO:

19. november 2020

STED:

Washington, DC

 

STED:

Bruxelles, Belgien


BILAG 4

FLYVESIMULATORTRÆNINGSANORDNINGER

1.   FORMÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

1.1.

Parterne har vurderet hinandens standarder, regler, fremgangsmåder og procedurer for periodisk evaluering og løbende kvalificering af fulde flyvesimulatorer (FFS) til flyvemaskiner og har konkluderet, at de er tilstrækkeligt kompatible til at tillade anerkendelse af hinandens godkendelser og konstateringer. Dette bilag omfatter gensidig anerkendelse af konstateringer af overensstemmelse og dokumentation samt ydelse af teknisk bistand med hensyn til periodisk evaluering og kvalificering af FFS'er. Intet i dette bilag må fortolkes således, at det begrænser en parts ret til at handle i henhold til aftalens artikel 15.

1.2.

Dette bilags anvendelsesområde omfatter periodisk evaluering og løbende kvalificering på niveau C, CG, D og DG FFS for flyvemaskiner med en kvalifikation, der er udstedt af Federal Aviation Administration (FAA) og af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) eller en luftfartsmyndighed, afhængigt af hvad der er relevant. Dette anvendelsesområde kan udvides ved en ændring af dette bilag i henhold til en beslutning, der træffes af Det Bilaterale Tilsynsudvalg i overensstemmelse med aftalens artikel 19, stk. B.

1.3.

Udvidelse af anvendelsesområdet for dette bilag finder sted efter den nødvendige tillidsskabende proces, der foretages af de tekniske repræsentanter.

1.4.

Dette bilags anvendelsesområde omfatter ikke flyvesimulatortræningsanordninger (FSTD), der befinder sig uden for det anvendelsesområde, der er angivet i aftalens artikel 12.

2.   DEFINITIONER

2.1.

Ud over de definitioner, der findes i aftalen, gælder følgende definitioner med henblik på dette bilag:

a)

»Kvalifikationsniveau for FFS'er«: graden af overholdelse baseret på FFS'ens tekniske kapacitet, der er bestemt ved en evaluering af FFS'en i henhold til de fastlagte tekniske evalueringskriterier som defineret i de relevante krav. FFS'er kategoriseres som niveau A, B, C eller D. Endvidere har nogle anordninger, der er kvalificeret i EU, kvalifikationsniveau AG, BG, CG eller DG i henhold til hævdvundne rettigheder.

b)

»Konstatering«: kontrol af, om FSTD'en overholder relevante krav, hvilket registreres som resultater/uoverensstemmelser i den evalueringsrapport, der udarbejdes af FAA, EASA eller en luftfartsmyndighed, afhængigt af hvad der er relevant.

c)

»Flyvesimulatortræningsanordning« (FSTD):

i)

for så vidt angår Den Europæiske Union en træningsanordning, som for flyvemaskiner er en fuld flyvesimulator (FFS), en flyvetræningsanordning (FTD), en træningsanordning til flyve- og navigationsprocedurer (FNPT) eller en grundlæggende instrumenttræningsanordning (BITD).

ii)

for så vidt angår USA en træningsanordning, som for flyvemaskiner er en fuld flyvesimulator (FFS) eller en flyvetræningsanordning (FTD).

d)

»Fuld flyvesimulator« (FFS): en kopi i naturlig størrelse af cockpittet i et luftfartøj af bestemt type eller fabrikat, model og serie, herunder den nødvendige sammenkobling af udstyr og computerprogrammer for at repræsentere det pågældende luftfartøjs funktioner under operation på jorden og i luften og et visuelt system, der giver et billede af udsynet fra cockpittet, samt et system, der ved bevægelse af simulatoren illuderer de forskellige kræfters påvirkning af luftfartøjet.

e)

»FSTD-evaluering«: en vurdering af FSTD'en i forhold til de fastlagte tekniske kriterier for det pågældende niveau, der fører til en FSTD-kvalifikation.

f)

»FTSD-operatør«: angiver den organisation, som er direkte ansvarlig over for EASA eller en luftfartsmyndighed, afhængigt af hvad der er relevant, for at anmode om og vedligeholde kvalificeringen af en bestemt FSTD, og som skal opfylde del-ORA-kravene i forordning (EU) nr. 1178/2011.

g)

»FTSD-sponsor«: angiver den organisation, som er direkte ansvarlig over for FAA for at anmode om og vedligeholde kvalificeringen af en bestemt FSTD, og som skal opfylde kravene i afsnit 14 i United States Code of Federal Regulations, part 60 (herefter benævnt »part 60«).

h)

»Hævdvundne rettigheder«:

i)

for så vidt angår USA en FSTD-operatør/-sponsors ret til at beholde det kvalifikationsniveau, der er tildelt ved et tidligere vejledende cirkulære.

ii)

for så vidt angår Den Europæiske Union en FSTD-operatør/-sponsors ret til at beholde det kvalifikationsniveau, der er tildelt ved en tidligere forordning. Det er også en FSTD-brugers ret til at beholde den godskrivning af træning, prøvning og kontrol, der blev opnået i henhold til den tidligere forordning.

i)

»Hovedkvalifikationsprøvevejledning« (MQTG): den kvalifikationsprøvevejledning, som er godkendt af myndigheden, og som omfatter resultaterne af prøver, som bevidnes af FAA, EASA eller en luftfartsmyndighed, afhængigt af hvad der er relevant. Hovedkvalifikationsprøvevejledningen tjener som reference for fremtidige evalueringer.

j)

»Kvalifikationsprøvevejledning« (QTG): et dokument, der anvendes til at påvise, at ydeevne og betjeningsegenskaber er inden for luftfartøjets forud fastsatte grænser, og at alle relevante krav er opfyldt.

k)

»Særlige betingelser«: de krav, der på grundlag af en sammenligning af de respektive regelsystemer for evaluering og kvalificering af FFS'er har vist sig ikke at være fælles for begge systemer, og som er tilstrækkeligt væsentlige til at være omfattet af dette bilag.

3.   ET FÆLLES KOORDINERINGSORGAN

3.1.   Sammensætning

3.1.1.

Der nedsættes herved under Det Bilaterale Tilsynsudvalg et fælles koordineringsorgan kaldet FSTD-tilsynsudvalget under fælles ledelse af EASA's direktør for luftfartsstandarder og FAA's administrerende direktør for luftfartsstandarder. FSTD-tilsynsudvalget omfatter FSTD-eksperter fra hver af de tekniske repræsentanter.

3.1.2.

Den fælles ledelse kan opfordre andre til at deltage i FSTD-tilsynsudvalget for at gøre det lettere at nå målene i dette bilag.

3.2.   Mandat

3.2.1.

FSTD-tilsynsudvalget afholder møde mindst en gang om året for at sikre, at dette bilag fungerer og gennemføres effektivt. FSTD-tilsynsudvalgets opgaver omfatter:

a)

udvikling, godkendelse og revision af de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer til evaluering og kvalificering af FFS'er, herunder samarbejde, bistand, informationsudveksling og aktiviteter knyttet til vedvarende tillid, der skal anvendes i de processer, som er omfattet af dette bilag

b)

udveksling af oplysninger om relevante sikkerhedsspørgsmål og udarbejdelse af handlingsplaner for at imødegå dem

c)

sikring af en ensartet anvendelse af dette bilag

d)

informationsudveksling om planlagte og igangværende reguleringsaktiviteter, som kan påvirke bilagets grundlag og anvendelsesområde

e)

udveksling af oplysninger om væsentlige ændringer i parternes FSTD-kvalifikationssystemer, som kan påvirke bilagets grundlag og anvendelsesområde

f)

løsning af tekniske spørgsmål, der hører under de tekniske repræsentanters og luftfartsmyndighedernes ansvarsområde, og som ikke kan løses på et lavere niveau, samt

g)

forslag til Det Bilaterale Tilsynsudvalg om ændringer af dette bilag.

3.2.2.

FSTD-tilsynsudvalget underretter Det Bilaterale Tilsynsudvalg om uløste spørgsmål og sikrer gennemførelsen af de beslutninger, som Det Bilaterale Tilsynsudvalg træffer angående dette bilag.

4.   GENNEMFØRELSE

4.1.

De tekniske repræsentanter udarbejder og vedligeholder til kontrolformål en hovedliste over FFS'er, hvis kvalifikationer er omfattet af dette bilag. Procedurerne for udarbejdelse og vedligeholdelse af denne hovedliste fastlægges i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer.

4.2.

Løbende FAA-kvalificering

4.2.1.

Parterne er enige om, at en FFS, som:

a)

har en aktuel kvalifikation i overensstemmelse med det relevante EU-kvalifikationsgrundlag og

b)

opfylder betingelserne i dette bilag, herunder FAA's særlige betingelser i tillæg 1, uanset de krav til kvalitetsstyringssystemet for simulatorer i part 60, der gælder for indehaveren af FFS-certifikatet,

efter modtagelse, gennemgang og anerkendelse af de evalueringsrapporter og rapporter om særlige betingelser, der er udarbejdet af EASA eller en luftfartsmyndighed, afhængigt af hvad der er relevant, anses for at opfylde de tekniske krav til løbende FAA-kvalificering.

4.2.2.

De kompetente luftfartsmyndigheder skal træffe de foranstaltninger, der er defineret i tillæg 2 til dette bilag, når de handler på vegne af FAA i forbindelse med den periodiske evaluering af hver FFS, der er omfattet af dette bilag.

4.3.

Løbende EASA-kvalificering

4.3.1.

Parterne er enige om, at en FFS, som:

a)

har en aktuel FAA-kvalifikation i overensstemmelse med det relevante kvalifikationsgrundlag i USA og

b)

opfylder betingelserne i dette bilag, herunder de særlige EU-betingelser i tillæg 1, uanset de del-ORA-krav, der gælder for indehaveren af FSTD-certifikatet

efter modtagelse, gennemgang og anerkendelse af de evalueringsrapporter og rapporter om særlige betingelser, der er udarbejdet af FAA, anses for at opfylde de tekniske krav til løbende EASA-kvalificering.

4.4.

Gensidig anerkendelse af evalueringsrapporter

4.4.1.

Med forbehold af bestemmelserne i dette bilag er parterne enige om, at de tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne, afhængigt af hvad der er relevant, skal udlevere rapporterne om periodisk evaluering af FFS'er og særlige betingelser til den anden parts tekniske repræsentant. Disse rapporter skal indeholde konstateringer af overensstemmelse med de respektive krav i EU og USA, som udgør grundlaget for udstedelsen eller den fortsatte gyldighed af deres respektive FFS-kvalifikationer, afhængigt af hvad der er relevant.

4.5.

Opfølgning på konstateringerne i evalueringsrapporten

4.5.1.

FSTD-operatøren/-sponsoren afhjælper konstateringer med den tekniske repræsentant eller den luftfartsmyndighed, der udførte evalueringen, medmindre den relevante tekniske repræsentant i de tilfælde, der er defineret i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer, angiver andet. I sådanne tilfælde skal et besøg på stedet, hvor dette besøg på stedet er nødvendigt for at vurdere afhjælpningen af konstateringen, i det omfang ressourcerne tillader det, gennemføres af den tekniske repræsentant eller, hvor det er relevant, af den luftfartsmyndighed, der udførte evalueringen.

4.6.

Hvis der opstår omstændigheder uden for omfanget af de periodiske evalueringer, skal hver parts tekniske repræsentant eller, hvor det er relevant, en luftfartsmyndighed på anmodning og efter gensidig overenskomst om nødvendigt yde den anden parts tekniske repræsentant eller, hvor det er relevant, en luftfartsmyndighed teknisk bistand med hensyn til evalueringer af FFS'er. De tekniske repræsentanter eller en luftfartsmyndighed kan afvise at yde sådan teknisk bistand på grund af manglende ressourcer. Sådan bistand kan omfatte, men er ikke begrænset til:

a)

gennemførelse af og rapportering om undersøgelser efter anmodning

b)

fremskaffelse og forelæggelse af data efter anmodning samt

c)

udførelse af en særlig evaluering af en FFS i tilfælde af flytning eller ændring af anordningen.

4.7.

I overensstemmelse med aftalens artikel 15, stk. B, kan de tekniske repræsentanter udføre uafhængige evalueringer af anordninger i tilfælde af specifikke sikkerhedsproblemer.

4.8.

Grundlaget for gennemførelsen af dette bilag kan påvirkes, hvis en af parterne foretager ændringer af sin organisationsstruktur, sine love, regler eller procedurer, sin politik eller sine standarder, herunder også internt i de tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne. Hver part underretter via de tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne, afhængigt af hvad der er relevant, ved førstkommende lejlighed den anden part om sådanne planlagte ændringer, og det drøftes, i hvilket omfang sådanne planlagte ændringer påvirker grundlaget for dette bilag. Hvis samråd i henhold til aftalens artikel 15, stk. C, fører til en aftale om at ændre dette bilag, søger parterne at sikre, at en sådan ændring træder i kraft samtidig med eller snarest muligt efter ikrafttrædelsen eller gennemførelsen af den ændring, som gav anledning til at ændre bilaget.

5.   MEDDELELSE OG SAMARBEJDE

5.1.

De tekniske repræsentanter udveksler og fører en liste over kontaktpunkter vedrørende dette bilags forskellige tekniske aspekter.

5.2.

Alle meddelelser, herunder teknisk dokumentation, mellem de tekniske repræsentanter og, hvor det er relevant, luftfartsmyndighederne skal være affattet på engelsk.

5.3.

Formatet for alle datoer, der anvendes i meddelelser, er DD MMM ÅÅÅÅ, f.eks.»05 MAY 2014«.

5.4.

De tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne skal underrette hinanden om undtagelser og dispensationer, der er tildelt FFS'er, der er omfattet af dette bilag.

5.5.

Evalueringsvejledning

De tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne forelægger med henblik på gennemgang alle særlige instrukser eller anmodninger, der skal gennemføres i løbet af en evaluering, mindst 30 kalenderdage forud for evalueringen.

6.   KVALIFIKATIONSKRAV MED HENBLIK PÅ ANERKENDELSE AF KONSTATERINGER AF OVERENSSTEMMELSE

6.1.   Grundlæggende krav

6.1.1.

Hver teknisk repræsentant og, hvor det er relevant, enhver luftfartsmyndighed skal over for den anden tekniske repræsentant påvise effektiviteten af deres respektive system for det forskriftsmæssige tilsyn med FSTD'er. For at udføre evalueringer af FFS'er på hinandens vegne skal de tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne, afhængigt af hvad der er relevant, påvise effektivitet og hensigtsmæssighed, for så vidt angår deres:

a)

juridiske og reguleringsmæssige struktur

b)

organisationsstruktur

c)

ressourcer, herunder tilstrækkeligt kvalificeret personale

d)

uddannelsesprogram for det tekniske personale

e)

interne politikker, processer og procedurer, herunder et kvalitetssystem

f)

dokumentation og fortegnelser

g)

tilsynsprogram samt

h)

myndighed over regulerede enheder og anordninger.

6.2.   Tillid i opstartsfasen

6.2.1.

Hver teknisk repræsentant har gennem tillidsskabende aktiviteter i opstartsfasen over for den anden tekniske repræsentant påvist effektiviteten af sine respektive systemer for det forskriftsmæssige tilsyn med aktiviteter, der er omfattet af dette bilag. De tekniske repræsentanter har også over for hinanden påvist effektiviteten af deres kvalitetsrevisioner og standardiseringsaktiviteter, herunder revisioner af luftfartsmyndigheder, jf. afsnit 6.3.1.

EU's tekniske repræsentant skal, inden en luftfartsmyndighed påbegynder evalueringer af FFS'er på vegne af USA's tekniske repræsentant, udføre en vurdering af den pågældende luftfartsmyndighed i overensstemmelse med bestemmelserne i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer.

6.3.   Vedvarende tillid

6.3.1.

De tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne skal løbende påvise, at deres tilsyn er effektivt, jf. afsnit 6.1.1, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer, som er udarbejdet og godkendt af FSTD-tilsynsudvalget.

a)

De tekniske repræsentanter og, hvor det er relevant, luftfartsmyndighederne, skal navnlig:

i)

have ret til at deltage som observatør: for EASA's vedkommende i FAA's kvalitetsrevisioner og standardiseringsmøder; for FAA's vedkommende i EASA's standardiseringsaktiviteter

ii)

sikre, at FSTD-operatører/-sponsorer giver begge tekniske repræsentanter adgang til revisioner, evalueringer og inspektioner, alt efter hvad der er relevant

iii)

stille rapporter fra revisioner, standardiseringsinspektioner og gensidige inspektioner, der gælder for dette bilag, til rådighed

iv)

udveksle relevante sikkerhedsoplysninger og kendte begrænsninger, som kan påvirke en luftfartsmyndigheds eller teknisk repræsentants mulighed for fuldt ud at opfylde de relevante internationale sikkerhedsstandarder eller eventuelle sikkerhedskrav, der er fastsat i henhold til aftalen

v)

stille det nødvendige personale til rådighed til at deltage i revisioner og inspektioner, der gælder for dette bilag

vi)

stille FSTD-operatørernes/-sponsorernes fortegnelser, herunder evalueringsrapporter og rapporter om særlige betingelser, til rådighed

vii)

hvor det er nødvendigt, yde tolkebistand på lufthavnsmyndighedens kontor under gennemgangen af FFS-fortegnelser og -dokumentation, som er registreret på det nationale sprog, samt

viii)

bistå hinanden i færdigbehandlingen af eventuelle konstateringer i forbindelse med gensidige inspektioner.

b)

EU's tekniske repræsentant udfører supplerende standardiseringsrevisioner for at sikre luftfartsmyndighedens overholdelse af betingelserne i bilaget og navnlig de særlige FAA-betingelser, der gælder for FFS'er, som befinder sig i EU, som nærmere anført i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer.

c)

De tekniske repræsentanter underretter ved førstkommende lejlighed hinanden, hvis en teknisk repræsentant eller luftfartsmyndighed ikke er i stand til at opfylde et af kravene i afsnit 6.3.1. Hvis en af de tekniske repræsentanter er af den opfattelse, at de tekniske kompetencer ikke længere er tilstrækkelige, holder de tekniske repræsentanter samråd og foreslår en handlingsplan, herunder eventuelle nødvendige korrigerende foranstaltninger, med henblik på at afhjælpe manglerne.

d)

Hvis en teknisk repræsentant eller luftfartsmyndighed ikke afhjælper manglerne inden for den tidsramme, der er anført i handlingsplanen, kan hver af de tekniske repræsentanter henvise spørgsmålet til FSTD-tilsynsudvalget.

e)

Når en part har til hensigt at suspendere anerkendelsen af konstateringer eller kvalificeringer, der er foretaget af en teknisk repræsentant eller en luftfartsmyndighed inden for rammerne af dette bilag, skal parten straks underrette den anden part herom i overensstemmelse med aftalens artikel 18, stk. A.

7.   UNDERSØGELSER OG HÅNDHÆVELSESFORANSTALTNINGER

7.1.

Parterne bevarer retten til at træffe håndhævelsesforanstaltninger over for de FSTD-operatører/-sponsorer, som er godkendt af FAA eller EASA.

7.2.

I overensstemmelse med bestemmelserne i aftalens artikel 8 skal hver part gennem sin tekniske repræsentant og, hvor det er relevant, luftfartsmyndighederne straks underrette den anden om undersøgelser og efterfølgende foranstaltninger i anledning af manglende overensstemmelse omfattet af dette bilag, hvis den manglende overensstemmelse kan medføre en bod, tilbagekaldelse, suspension eller nedjustering af FFS-kvalifikationen.

7.3.

I tilfælde af tilbagekaldelse eller suspension af en FFS-kvalifikation skal den tekniske repræsentant og, hvor det er relevant, en luftfartsmyndighed underrette den anden tekniske repræsentant om tilbagekaldelsen eller suspensionen.

7.4.

De ovenfor omhandlede meddelelser sendes til den anden parts relevante kontaktpunkt.

8.   OVERDRAGELSESBESTEMMELSER

8.1.

Periodiske evalueringer af FFS'er, hvis kvalifikationer blev udstedt af FAA i henhold til bestemmelserne i gennemførelsesprocedurerne vedrørende flysimulatorer for USA og Det Forenede Kongerige, skal fortsat udføres, indtil overdragelsen af evalueringsaktiviteter som defineret i afsnit 8.2 er gennemført. (Gennemførelsesprocedurerne vedrørende flysimulatorer for USA og Det Forenede Kongerige, som blev aftalt den 20. december 1995, blev revideret den 6. oktober 2005. De blev indgået i henhold til aftalen mellem Amerikas Forenede Staters regering og regeringen for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om fremme af luftfartssikkerheden, der blev underskrevet i London den 12. december 1995).

8.2.

Parterne er enige om, at overdragelsen af evalueringerne af FFS'er i henhold til dette bilag skal ske i overensstemmelse med følgende overdragelsesbestemmelser:

a)

En luftfartsmyndighed og de tekniske repræsentanter skal gennemføre uddannelse af tilstrækkeligt personale med hensyn til procedurerne i forbindelse med aftalen, dette bilag samt EU's og USA's særlige betingelser, alt efter hvad der er relevant, inden overdragelsen.

b)

Når et tilstrækkeligt antal medarbejdere har gennemført uddannelsen, overdrager de tekniske repræsentanter evalueringsaktiviteterne for kvalificerede FFS'er til de tekniske repræsentanter eller luftfartsmyndighederne, alt efter hvad der er relevant.

c)

Overdragelserne skal finde sted senest 18 måneder efter datoen for dette bilags ikrafttræden.

d)

De tekniske repræsentanter og luftfartsmyndighederne aftaler en procedureplan og en tidsplan for:

i)

synkronisering af periodiske evalueringer og

ii)

udførelse af alle evalueringer i overensstemmelse med dette bilag.

9.   GEBYRER

9.1

Gebyrer skal overholde aftalens artikel 14 og de relevante regelkrav.

Tillæg 1

SÆRLIGE BETINGELSER

1.   SÆRLIGE EU-BETINGELSER, DER GÆLDER FOR FULDE FLYVESIMULATORER (FFS) I LUFTFARTØJSKATEGORIEN FLYVEMASKINER, SOM BEFINDER SIG I USA

1.1.

De særlige betingelser, der er omhandlet i afsnit 4.3.1, jf. de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer, er følgende:

a)

FSTD-sponsoren udleverer følgende til FAA:

i)

dossier om periodiske evalueringer

ii)

årlige fortegnelser over udflyvninger

iii)

kontrolfortegnelser over simulatorens sikkerhedsfunktioner (ORA.FSTD.115 Installation, litra b), i forordning (EU) nr. 1178/2011) samt

iv)

ændringer til det FSTD-datablad, der er offentliggjort af EASA.

b)

Vejledningen til instruktørens arbejdsstation skal omfatte operationsinstrukser med EU-standarder.

c)

Indstillinger og angivelser for instruktørens arbejdsstation skal være i overensstemmelse med det internationale enhedssystem (SI).

d)

Der skal evalueres mindst én anmeldt kvalifikationsmodel af en europæisk lufthavn/flyveplads med korrekt opstilling af modeller og navigations-/kommunikationsfaciliteter.

e)

Instrumentindflyvninger i kategori I, II eller III (alt efter hvad der er relevant) og start ved dårlig sigtbarhed skal demonstreres i en europæisk lufthavn og med dertil hørende indstillinger, der vælges fra instruktørens arbejdsstation.

f)

FFS'en skal afspejle den europæiske konfiguration af den simulerede flyvemaskine.

g)

Der skal gennemføres en vedvarende og uafbrudt flyvning i forbindelse med evalueringen.

h)

Alle motortilpasninger, der er anført i EASA's kvalifikationscertifikat for FFS'er, skal evalueres i hver evaluering.

i)

Hvis der for flere flyelektronikkonfigurationer af en enkelt FFS er udstedt flere EASA-kvalifikationscertifikater for FFS'er, skal hver konfiguration — med hver motortilpasning, hvis det er relevant — evalueres i hver evaluering.

j)

Der skal udføres FFS-specifikke objektive, funktionelle og subjektive prøvninger i henhold til relevante europæiske krav, som ikke er omfattet af det relevante FAA-standardniveau for FFS-kvalifikationer.

2.   FAA'S SÆRLIGE BETINGELSER, DER GÆLDER FOR FULDE FLYVESIMULATORER (FFS) I LUFTFARTØJSKATEGORIEN FLYVEMASKINER, SOM BEFINDER SIG I EU

2.1.

De særlige betingelser, der er omhandlet i afsnit 4.2.1, jf. de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer, er følgende:

a)

FSTD-operatøren skal:

i)

give luftfartsmyndigheden eller EASA, afhængigt af hvad der er relevant, dokumentation for, at FAA's FSTD-direktiver er indarbejdet i hovedkvalifikationsprøvevejledningen, og

ii)

udpege eventuelle ændringer i den FFS-konfigurationsliste, der er offentliggjort af FAA.

b)

Vejledningen til instruktørens arbejdsstation skal omfatte operationsinstrukser med USA's standarder.

c)

Indstillinger og angivelser for instruktørens arbejdsstation skal være i overensstemmelse med de amerikanske måleenheder.

d)

Der skal evalueres mindst én anmeldt kvalifikationsmodel af en amerikansk lufthavn/flyveplads med korrekt opstilling af modeller og navigations-/kommunikationsfaciliteter.

e)

Instrumentindflyvninger i kategori I, II eller III (alt efter hvad der er relevant) skal demonstreres i en amerikansk lufthavn og med dertil hørende indstillinger, der vælges fra instruktørens arbejdsstation.

f)

FFS'en skal afspejle den amerikanske konfiguration af den simulerede flyvemaskine.

g)

Alle konfigurationer, der er anført i FAA's kvalifikationscertifikat for FFS'er, skal evalueres i hver evaluering.

h)

Der skal gennemføres en cirklingsindflyvning til en amerikansk lufthavn med den maksimalt påviste landingsvægt.

i)

Der skal udføres FFS-specifikke objektive, funktionelle og subjektive prøvninger i henhold til relevante amerikanske krav, som ikke er omfattet af det relevante europæiske standardniveau for FFS-kvalifikationer.


Tillæg 2

LUFTFARTSMYNDIGHEDENS FORANSTALTNINGER

Den kompetente luftfartsmyndighed, der handler på FAA's vegne, skal træffe følgende foranstaltninger for de periodiske evalueringer af hver FFS, der er omfattet af dette bilag, som nærmere anført i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer:

1.

Planlægge den periodiske evaluering og formidle den planlagte dato for evalueringen til FAA.

2.

Forberede evalueringen. Inspektøren/inspektørerne fra den evaluerende luftfartsmyndighed skal:

a)

identificere de særlige betingelser

b)

indhente de relevante formularer og tjeklister samt

c)

identificere eventuelle ændringer, der har fundet sted mellem periodiske evalueringer.

3.

Udføre evalueringen under hensyntagen til de særlige betingelser og de relevante bestemmelser i de tekniske gennemførelsesprocedurer for simulatorer.

4.

Udføre aktiviteter efter evalueringen, herunder:

a)

fremsendelse af følgende oplysninger/dokumenter til FAA senest fem arbejdsdage efter afslutningen af evalueringen:

i)

evalueringsrapport

ii)

FFS-konfigurationsliste samt

iii)

rapport om særlige betingelser.

b)

udføre besøg på stedet, jf. dette bilags afsnit 4.5.1.


FÆLLES ERKLÆRING

Repræsentanter for Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union bekræftede, at den kroatiske sprogudgave af bilag 4 til aftalen mellem Amerikas Forenede Stater og Det Europæiske Fællesskab om regelsamarbejde inden for civil luftfartssikkerhed, der blev undertegnet i Bruxelles den 30. juni 2008, (»aftalen«) kan autentificeres ved udveksling af diplomatiske noter mellem USA og Den Europæiske Union.

De bekræftede endvidere, at den engelske tekst som fastsat i aftalen har forrang i tilfælde af afvigende fortolkninger mellem de forskellige sprogudgaver af aftalen eller bilag 4 til aftalen.

Denne fælles erklæring er en integrerende del af aftalen.

På Amerikas Forenede Staters vegne

På Den Europæiske Unions vegne