23.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/1


AFTALE

mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Ukraine på den anden side om Ukraines deltagelse i Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation og Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram (2021-2025), som komplementerer Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation


Europa-Kommissionen, i det følgende benævnt »Kommissionen«, som handler på vegne af Den Europæiske Union, og Det Europæiske Atomenergifællesskab, i det følgende benævnt »Euratom«,

på den ene side,

og

Ukraine, i det følgende benævnt »Ukraine«,

på den anden side,

herefter benævnt »parterne«,

DER HENVISER TIL, at det i associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (1) (i det følgende benævnt »associeringsaftalen«) understreges, at parterne skal udvikle og styrke deres videnskabelige og teknologiske samarbejde for at bidrage til den videnskabelige udvikling som sådan, men også for at styrke deres videnskabelige potentiale til at kunne bidrage til løsningen af nationale og globale udfordringer,

DER HENVISER TIL, at associeringsaftalen indeholder bestemmelser om fremme af civil videnskabelig forskning inden for nuklear sikkerhed, herunder fælles forsknings- og udviklingsaktiviteter, samt forskeres uddannelse og mobilitet, ligesom det understreges, at samarbejdet i den civile nukleare sektor bør tage form af gennemførelsen af specifikke aftaler på dette område,

DER HENVISER TIL, at det i protokol III til associeringsaftalen er fastsat, at de særlige vilkår og betingelser for Ukraines deltagelse i hvert program, navnlig det finansielle bidrag, der skal betales, samt rapporterings- og evalueringsprocedurerne, skal fastsættes ved et aftalememorandum mellem Kommissionen og de kompetente myndigheder i Ukraine på grundlag af de kriterier, der er fastsat ved de pågældende programmer (2),

DER HENVISER TIL, at Den Europæiske Unions program, Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation i det følgende benævnt »Horisont Europa-programmet«), blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (3),

DER HENVISER TIL, at Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram (2021-2025), som komplementerer Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation (i det følgende benævnt »Euratomprogrammet«) blev oprettet ved Rådets forordning (Euratom) 2021/765 (4),

SOM TAGER HENSYN TIL Den Europæiske Unions bestræbelser på at lede indsatsen ved at samarbejde med internationale partnere for at tackle globale udfordringer i overensstemmelse med handlingsplanen for mennesker, planeten og velstand i FN's dagsorden »Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling«, og som anerkender, at forskning og innovation er vigtige drivkræfter og vigtige redskaber til innovationsdrevet bæredygtig vækst, økonomisk konkurrenceevne og tiltrækningskraft,

SOM ANERKENDER de generelle principper, der er fastsat i forordning (EU) 2021/695 og forordning (Euratom) 2021/765,

DER HENVISER TIL, at den generelle målsætning med Euratomprogrammet er at forfølge forsknings- og uddannelsesaktiviteter med vægt på forbedring af nuklear sikkerhed, sikring og strålingsbeskyttelse og sigte mod at komplementere Horisont Europas ikkenukleare målsætninger, herunder i forbindelse med energiomstillingen,

SOM ANERKENDER målene for det fornyede europæiske forskningsrum om at opbygge et fælles videnskabeligt og teknologisk område, oprette et indre marked for forskning og innovation, fremme og lette samarbejdet mellem universiteter og udvekslingen af bedste praksis og attraktive forskningskarrierer, lette mobiliteten for forskere på tværs af grænser og sektorer, fremme fri bevægelighed for videnskabelig viden og innovation, fremme respekten for akademisk frihed og frihed til videnskabelig forskning, støtte videnskabelige uddannelses- og kommunikationsaktiviteter og fremme de deltagende økonomiers konkurrenceevne og tiltrækningskraft, og at associerede lande er centrale partnere i denne indsats,

DER UNDERSTREGER den rolle, som de europæiske partnerskaber spiller i at tackle nogle af Europas mest presserende udfordringer gennem fælles initiativer inden for forskning og innovation, der i væsentlig grad bidrager til de af Den Europæiske Unions og Euratoms prioriteter inden for forskning og innovation, der kræver en kritisk masse samt en langsigtet vision, og betydningen af associerede landes deltagelse i disse partnerskaber,

SOM SØGER at skabe gensidigt fordelagtige betingelser med henblik på at oprette anstændige arbejdspladser, styrke og støtte parternes innovationsøkosystemer ved at hjælpe virksomhederne med at innovere og opskalere på parternes markeder og lette udbredelsen samt udrulningen af og adgangen til innovation, herunder kapacitetsopbyggende aktiviteter,

SOM ANERKENDER, at gensidig deltagelse i hinandens forsknings- og innovationsprogrammer bør give gensidige fordele, og samtidig anerkender, at parterne forbeholder sig retten til at begrænse eller betinge deltagelse i deres forsknings- og innovationsprogrammer, herunder aktioner vedrørende deres strategiske aktiver, interesser, uafhængighed eller sikkerhed,

SOM TAGER HENSYN TIL parternes fælles mål, værdier og stærke bånd inden for forskning og innovation, herunder i den nukleare sektor, der tidligere blev etableret gennem aftaler om Ukraines deltagelse i Horisont 2020 og Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram (2014-2018) og dets efterfølger samt talrige andre internationale aftaler, der underbygger forholdet mellem parterne (5), og som anerkender parternes fælles ønske om yderligere at udvikle, styrke, stimulere og udvide deres forbindelser og samarbejde på dette område,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Associeringens omfang

1.   Ukraine deltager som et associeret land i og bidrager til alle dele af Horisont Europa-programmet — rammeprogrammet for forskning og innovation, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2021/695 og gennemføres gennem det særprogram, der er oprettet ved Rådets afgørelse (EU) 2021/764 (6), i deres seneste ajourførte udgaver, og gennem et finansielt bidrag til Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi. Ukraine deltager som et associeret land i og bidrager til alle dele af Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram (»Euratomprogrammet«), der er oprettet ved forordning (Euratom) 2021/765 i den seneste udgave.

2.   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/819 (7) og afgørelse (EU) 2021/820 (8) i deres seneste ajourførte udgaver finder anvendelse på ukrainske retlige enheders deltagelse i videns- og innovationsfællesskaber.

Artikel 2

Vilkår og betingelser for deltagelse i Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet

1.   Ukraine deltager i Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet i overensstemmelse med betingelserne i protokol III til associeringsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine om de generelle principper for Ukraines deltagelse i fælleskabsprogrammer og på de vilkår og betingelser, der er fastsat i nærværende aftale, i de retsakter, der er omhandlet i artikel 1 i nærværende aftale, samt i de seneste udgaver af alle andre regler vedrørende gennemførelsen af Horisont Europa-programmet.

2.   Medmindre andet er fastsat i de vilkår og betingelser, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, herunder i forbindelse med gennemførelsen af artikel 22, stk. 5, i forordning (EU) 2021/695, kan retlige enheder etableret i Ukraine deltage i indirekte aktioner under Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet på betingelser svarende til dem, der gælder for retlige enheder, der er etableret i Den Europæiske Union, herunder overholdelse af Unionens restriktive foranstaltninger (9).

3.   Inden Kommissionen træffer afgørelse om, hvorvidt retlige enheder, der er etableret i Ukraine, er berettiget til at deltage i en aktion vedrørende Den Europæiske Unions strategiske aktiver, interesser, uafhængighed eller sikkerhed i henhold til artikel 22, stk. 5, i forordning (EU) 2021/695, kan Kommissionen anmode om specifikke oplysninger eller garantier, såsom:

a)

oplysninger om, hvorvidt retlige enheder, der er etableret i Den Europæiske Union, har eller vil få gensidig adgang til Ukraines eksisterende og planlagte programmer, projekter og aktiviteter, der svarer til den pågældende aktion under Horisont Europa

b)

oplysninger om, hvorvidt Ukraine har indført en screeningmekanisme til nationale investeringer, og forsikringer om, at Ukraines myndigheder vil rapportere om og høre Kommissionen om eventuelle tilfælde, hvor de i forbindelse med anvendelsen af en sådan mekanisme er blevet bekendt med planlagte udenlandske investeringer/overtagelser foretaget af en enhed, der er etableret eller drevet uden for Ukraine af en ukrainsk retlig enhed, der har modtaget midler under Horisont Europa til aktioner vedrørende Den Europæiske Unions strategiske aktiver, interesser, uafhængighed eller sikkerhed, forudsat at Kommissionen forsyner Ukraine med listen over de relevante retlige enheder, der er etableret i Ukraine, efter undertegnelsen af tilskudsaftaler med disse enheder og

c)

forsikringer om, at ingen af de resultater, teknologier, tjenester og produkter, der udvikles under de pågældende aktioner af enheder, som er etableret i Ukraine, vil være underlagt restriktioner for deres eksport til EU-medlemsstaterne i løbet af aktionen og i fire år efter aktionens afslutning. Ukraine vil dele en ajourført årlig liste over genstande, der er omfattet af nationale eksportrestriktioner, under aktionen og i fire år efter aktionens afslutning.

4.   Retlige enheder etableret i Ukraine kan deltage i Det Fælles Forskningscenters (JRC) aktiviteter på vilkår og betingelser svarende til dem, der gælder for retlige enheder etableret i Den Europæiske Union, medmindre begrænsninger er nødvendige for at sikre sammenhæng med omfanget af deltagelsen som følge af gennemførelsen af denne artikels stk. 2 og 3.

5.   Når Den Europæiske Union gennemfører Horisont Europa-programmet ved anvendelse af artikel 185 og 187 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, kan Ukraine og ukrainske retlige enheder deltage i de retlige strukturer, der er oprettet i henhold til disse bestemmelser, i overensstemmelse med de EU-retsakter, der er eller vil blive vedtaget med henblik på etablering af disse retlige strukturer.

6.   Denne aftale giver ikke Ukraine ret til medlemskab af Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling eller deltagelse i aftalen om oprettelse af Den Internationale Fusionsenergiorganisation for ITER, der skal forestå den fælles gennemførelse af ITER-projektet.

7.   Repræsentanter for Ukraine har ret til at deltage som observatører i det udvalg, der er omhandlet i artikel 14 i afgørelse (EU) 2021/764, og i det udvalg, der er omhandlet i artikel 16 i forordning (Euratom) 2021/765, uden stemmeret og for punkter, der vedrører Ukraine.

Disse udvalg træder sammen uden de ukrainske repræsentanter, når der stemmes. Ukraine underrettes om udfaldet.

8.   Der gælder samme regler, herunder procedurer for modtagelse af information og dokumentation, for ukrainsk deltagelse som omhandlet i forrige stykke som for deltagelse af repræsentanter for Den Europæiske Unions medlemsstater. Ukraines ret til repræsentation og deltagelse i Udvalget for det Europæiske Forskningsrum og dets undergrupper er den samme som for associerede lande.

9.   Repræsentanter for Ukraine har ret til at deltage som observatører i JRC's Styrelsesråd uden stemmeret. På denne betingelse gælder de samme regler og procedurer som dem, der gælder for EU-medlemsstaternes repræsentanter, herunder talerettigheder og procedurer for modtagelse af oplysninger og dokumentation om et punkt, der vedrører Ukraine.

10.   Ukraine kan deltage i et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (ERIC) i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 723/2009 (10) i den seneste udgave og med retsakten om oprettelse af ERIC.

11.   De rejse- og opholdsudgifter, som Ukraines repræsentanter og eksperter har i forbindelse med deltagelse som observatører i arbejdet i det udvalg, der er omhandlet i artikel 14 i afgørelse (EU) 2021/764, og i det udvalg, der er omhandlet i artikel 16 i forordning (Euratom) 2021/765, eller i andre møder, der vedrører gennemførelsen af Horisont Europa-programmet eller Euratomprogrammet, refunderes af Den Europæiske Union på samme grundlag og efter samme procedurer, som dem, der er gældende for repræsentanter for Den Europæiske Unions medlemsstater.

12.   Inden for rammerne af de gældende bestemmelser skal parterne gøre deres bedste for at lette fri bevægelighed og ophold for forskere, der deltager i aktiviteter i medfør af denne aftale, samt for at lette bevægeligheden på tværs af grænserne for varer og tjenesteydelser, der skal anvendes i sådanne aktiviteter.

13.   Ukraine træffer alle nødvendige og passende foranstaltninger for at sikre, at varer og tjenesteydelser, der købes i Ukraine eller importeres til Ukraine, og som helt eller delvis finansieres i henhold til de tilskudsaftaler og/eller kontrakter, der er indgået med henblik på gennemførelse af aktiviteterne i overensstemmelse med denne aftale, fritages for told, importafgifter og andre skattelignende afgifter, herunder moms, der finder anvendelse i Ukraine.

Artikel 3

Finansielt bidrag

1.   Ukraines eller ukrainske retlige enheders deltagelse i Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet er betinget af, at Ukraine bidrager finansielt til de respektive programmer og de dermed forbundne forvaltnings-, gennemførelses- og driftsomkostninger under Den Europæiske Unions almindelige budget (i det følgende benævnt »EU-budgettet«).

2.   Ukraines finansielle bidrag til hvert program har form af summen af:

a)

et operationelt bidrag og

b)

et deltagelsesgebyr.

3.   Ukraines finansielle bidrag til hvert af de to programmer ydes i form af en årlig betaling i to rater og forfalder senest i juni og september.

4.   Ukraines operationelle bidrag til hvert program skal dække programmets aktions- og støtteudgifter og være et supplement, for så vidt angår både forpligtelses- og betalingsbevillinger, til de beløb, der er opført på det endelige EU-budget for det respektive program, herunder eventuelle bevillinger svarende til frigørelser, der genopføres, jf. artikel 15, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (11) i den seneste ajourførte udgave (i det følgende benævnt »finansforordningen«), og forhøjet med eksterne formålsbestemte indtægter, der ikke stammer fra finansielle bidrag til det respektive program fra andre donorer (12).

For så vidt angår eksterne formålsbestemte indtægter, der er tildelt Horisont Europa-programmet i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2020/2094 (13), skal denne stigning svare til de årlige bevillinger, der er anført i de dokumenter, der ledsager Kommissionens budgetforslag, for så vidt angår Horisont Europa-programmet.

5.   Ukraines indledende operationelle bidrag til hvert program baseres på en fordelingsnøgle defineret som forholdet mellem Ukraines bruttonationalprodukt (BNP) i markedspriser og EU's BNP i markedspriser. De BNP'er i markedspriser, der finder anvendelse, fastsættes af Kommissionens særlige tjenestegrene på grundlag af de seneste statistiske data, der er tilgængelige for budgetberegningerne i året forud for det år, hvor den årlige betaling forfalder. Ukraines indledende operationelle bidrag til hvert program baseres i 2021 undtagelsesvist på BNP for 2019 i markedspriser. Bilag I indeholder tilpasninger til denne fordelingsnøgle.

6.   Ukraines indledende operationelle bidrag til hvert af programmerne beregnes ved at anvende den tilpassede fordelingsnøgle på de oprindelige forpligtelsesbevillinger, der er opført på Unionens endelige budget for det relevante år til finansiering af det respektive program, forhøjet i overensstemmelse med stk. 4.

7.   Ukraines deltagelsesgebyr til hvert program skal udgøre 4 % af det indledende årlige operationelle bidrag til de respektive programmer som beregnet i overensstemmelse med stk. 5 og 6 og indfases som fastsat i bilag I. Deltagelsesgebyret er ikke genstand for tilpasninger eller korrektioner med tilbagevirkende kraft.

8.   Ukraines indledende operationelle bidrag til enkelt program for et år »N« kan op- eller nedjusteres med tilbagevirkende kraft i et eller flere efterfølgende år på grundlag af de budgetmæssige forpligtelser, der er indgået for forpligtelsesbevillingerne for det pågældende år N, forhøjet i overensstemmelse med stk. 4, deres gennemførelse gennem retlige forpligtelser og deres frigørelser. Bilag I indeholder de detaljerede bestemmelser om gennemførelsen af denne artikel.

9.   Den Europæiske Union forsyner Ukraine med oplysninger om sin finansielle deltagelse, som det fremgår af budget-, regnskabs-, resultat- og evalueringsrelaterede oplysninger indgivet til Den Europæiske Unions budget- og dechargemyndigheder vedrørende Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet. Disse oplysninger forelægges under behørig hensyntagen til Den Europæiske Unions, Euratoms og Ukraines fortroligheds- og databeskyttelsesregler og berører ikke de oplysninger, som Ukraine har ret til at modtage i henhold til bilag III.

10.   Alle bidrag fra Ukraine eller betalinger fra Den Europæiske Union og beregningen af beløb, der forfalder til betaling eller modtages, foretages i EUR.

Artikel 4

Regler for anvendelse af den automatiske korrektionsmekanisme på Ukraines operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet

1.   En automatisk korrektionsmekanisme finder anvendelse på Ukraines operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet.

2.   En automatisk korrektionsmekanisme for Ukraines indledende operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet for år N, som tilpasset i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8, finder anvendelse og beregnes i år N+2. Den baseres på Ukraines og ukrainske retlige enheders resultater i de dele af Horisont Europa-programmet, der gennemføres ved hjælp af konkurrencetilskud, der finansieres med forpligtelsesbevillinger fra år N, som er forhøjet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4.

Størrelsen af den automatiske korrektion beregnes ud fra forskellen mellem:

a)

de indledende beløb for de retlige forpligtelser for konkurrencetilskud fra Horisont Europa-programmet, der faktisk er indgået med Ukraine eller ukrainske retlige enheder, der finansieres ud fra forpligtelsesbevillinger for år N, som er forhøjet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4 og

b)

det tilsvarende operationelle bidrag for år N, som Ukraine har betalt, som tilpasset i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8, med undtagelse af ikke-interventionsomkostninger, der finansieres ud fra forpligtelsesbevillinger for år N, som er forhøjet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4.

3.   Hvis det beløb, der er omhandlet i stk. 2, uanset om beløbet er positivt eller negativt, overstiger 8 % af Ukraines tilsvarende indledende operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet som justeret i henhold til artikel 3, stk. 8, korrigeres Ukraines indledende operationelle bidrag for år N. Det beløb, som Ukraine skylder eller skal modtage som et supplerende bidrag til eller en reduktion af Ukraines bidrag til Horisont Europa-programmet i henhold til den automatiske korrektionsmekanisme, er det beløb, der overstiger denne tærskel på 8 %. Et beløb, der ligger under denne tærskel på 8 %, vil ikke blive taget i betragtning ved beregningen af det supplerende bidrag, der skal betales eller kompenseres for.

4.   Bilag I indeholder de detaljerede regler for den automatiske korrektionsmekanisme, der finder anvendelse på Ukraines operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet.

Artikel 5

Gensidighed

1.   Retlige enheder, der er etableret i Den Europæiske Union, kan deltage i Ukraines programmer, projekter og aktiviteter svarende til Horisont Europa-programmet eller Euratomprogrammet i overensstemmelse med Ukraines lovgivning.

2.   Del I i bilag II indeholder listen over Ukraines tilsvarende programmer, projekter og aktiviteter, der er åbne for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union. Ukraine gør sit bedste for gradvist at åbne sine programmer, projekter og aktiviteter, jf. bilag II, del II, for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union.

3.   Ukraines finansiering af retlige enheder, der er etableret i Den Europæiske Union, er underlagt Ukraines lovgivning om driften af forsknings- og innovationsprogrammer, -projekter og -aktiviteter. Hvis der ikke ydes finansiering, kan retlige enheder, der er etableret i Den Europæiske Union, deltage ved brug af egne midler.

Artikel 6

Åben videnskab

Parterne skal gensidigt fremme og tilskynde til praksis med åben videnskab i deres programmer, projekter og aktiviteter i overensstemmelse med reglerne i Horisont Europa-programmet, Euratomprogrammet og Ukraines lovgivning.

Artikel 7

Overvågning, evaluering og rapportering

1.   Uden at det berører Kommissionens, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) og Den Europæiske Unions Revisionsrets ansvar for overvågning og evaluering af Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet, overvåges Ukraines deltagelse i disse programmer løbende på grundlag af et partnerskab mellem Kommissionen og Ukraine.

2.   Reglerne for forsvarlig økonomisk forvaltning, herunder finanskontrol, inddrivelse og andre foranstaltninger til bekæmpelse af svig i forbindelse med Den Europæiske Unions finansiering i henhold til denne aftale er fastsat i bilag III.

Artikel 8

Det fælles forsknings- og innovationsudvalg EU/Euratom-Ukraine

1.   Der nedsættes herved et fælles forsknings- og innovationsudvalg mellem EU/Euratom og Ukraine (i det følgende benævnt »fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine«). Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine har bl.a. følgende arbejdsopgaver:

a)

vurdere, evaluere og gennemgå gennemførelsen af denne aftale, navnlig:

i)

Ukraines retlige enheders deltagelse og resultater i Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet

ii)

graden af (gensidig) åbenhed over for retlige enheder, der er etableret i hver part, for at deltage i den anden parts programmer, projekter og aktiviteter

iii)

gennemførelsen af mekanismen for finansielt bidrag og den automatiske korrektionsmekanisme i overensstemmelse med artikel 3 og 4

iv)

udveksling af oplysninger og undersøgelse af eventuelle spørgsmål om udnyttelse af resultater, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder

b)

efter anmodning fra en af parterne drøfte restriktioner, som parterne anvender eller planlægger at anvende vedrørende adgang til deres respektive forsknings- og innovationsprogrammer, herunder aktioner vedrørende deres strategiske aktiver, interesser, uafhængighed eller sikkerhed

c)

undersøge, hvordan samarbejdet kan forbedres og udvikles

d)

i fællesskab drøfte de fremtidige retningslinjer og prioriteter for politikker vedrørende forskning og innovation og forskningsplanlægning af fælles interesse og

e)

udveksling af oplysninger om bl.a. ny lovgivning, afgørelser eller nationale forsknings- og innovationsprogrammer, der er relevante for gennemførelsen af denne aftale.

2.   Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine, der består af repræsentanter for Den Europæiske Union og Euratom samt Ukraine, vedtager selv sin forretningsorden.

3.   Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine kan beslutte at nedsætte arbejdsgrupper/rådgivende organer på ad hoc-basis på ekspertniveau, som kan bistå med gennemførelsen af denne aftale.

4.   Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine træder sammen mindst én gang om året og, når særlige omstændigheder kræver det, efter anmodning fra en af parterne. Møderne tilrettelægges og afholdes skiftevis af Den Europæiske Union og Ukraines regering.

5.   Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine udfører sine arbejdsopgaver løbende gennem udveksling af relevante oplysninger ved hjælp af et vilkårligt kommunikationsmiddel, navnlig i forbindelse med deltagelsen af/resultaterne for Ukraines retlige enheder. Det fælles udvalg EU/Euratom-Ukraine kan navnlig fuldføre sine arbejdsopgaver skriftligt, når der opstår behov herfor.

Artikel 9

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne aftale træder i kraft den dag, hvor parterne meddeler hinanden, at de nødvendige interne procedurer til dette formål er gennemført.

2.   Aftalen finder anvendelse fra den 1. januar 2021. Den forbliver i kraft, så længe det er nødvendigt for alle de projekter, aktioner, aktiviteter eller dele heraf, der finansieres ved Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet, alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser, og afslutningen af alle de finansielle forpligtelser, der følger af gennemførelsen af denne aftale mellem parterne.

3.   Denne aftale udvides til at omfatte efterfølgeren til Euratomprogrammet og anvendes for perioden 2026-2027 på de samme vilkår og betingelser, medmindre en af parterne senest 3 måneder efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af det efterfølgende program meddeler sin beslutning om ikke at udvide denne aftale til at omfatte det efterfølgende program. I tilfælde af en sådan meddelelse finder denne aftale ikke anvendelse fra den 1. januar 2026 for så vidt angår efterfølgeren til Euratomprogrammet.

4.   Anvendelsen af denne aftale i forbindelse med Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet kan suspenderes af Den Europæiske Union eller Euratom i tilfælde af en fuldstændig eller delvis manglende betaling af det finansielle bidrag, som Ukraine skal betale i henhold til denne aftale.

I tilfælde af manglende betaling, som kan bringe gennemførelsen og forvaltningen af Horisont Europa-programmet eller Euratomprogrammet i alvorlig fare, sender Europa-Kommissionen en formel rykkerskrivelse. Hvis der ikke er foretaget betaling senest 20 arbejdsdage efter den formelle rykkerskrivelse, underretter Europa-Kommissionen Ukraine om suspensionen af anvendelsen af denne aftale for så vidt angår det relevante program ved en formel notifikationsskrivelse, som træder i kraft 15 dage efter Ukraines modtagelse af denne skrivelse.

Hvis anvendelsen af denne aftale suspenderes i overensstemmelse med i dette stykkes første afsnit, er retlige enheder, der er etableret i Ukraine, ikke berettigede til at deltage i tildelingsprocedurer under det relevante program, der endnu ikke er afsluttet, når suspensionen træder i kraft. En tildelingsprocedure anses for afsluttet, når der er indgået retlige forpligtelser som følge af proceduren.

Suspensionen berører ikke de retlige forpligtelser, der er indgået under det relevante program med de retlige enheder, der er etableret i Ukraine, inden suspensionen trådte i kraft. Denne aftale finder fortsat anvendelse på sådanne retlige forpligtelser.

Kommissionen, som handler på Den Europæiske Unions vegne, og Euratom underretter straks Ukraine, når hele det skyldige finansielle bidrag for det relevante program er modtaget. Suspensionen i forbindelse med dette program ophæves med øjeblikkelig virkning ved modtagelsen af denne underretning.

Fra den dato, hvor suspensionen ophæves, er retlige enheder i Ukraine igen berettigede til at deltage i tildelingsprocedurer under det relevante program, der iværksættes efter denne dato, og i tildelingsprocedurer, der er indledt inden denne dato, for hvilke fristerne for indgivelse af ansøgninger ikke er udløbet.

5.   Hver af parterne kan til enhver tid afslutte aftalen ved skriftligt at underrette den anden part om sin hensigt om at afslutte aftalen.

Afslutningen træder i kraft tre kalendermåneder efter den dato, hvor den skriftlige meddelelse modtages. Den dato, hvor afslutningen træder i kraft, udgør afslutningsdatoen med henblik på denne aftale.

6.   Hvis denne aftale afsluttes i overensstemmelse med stk. 5, er parterne enige om, at:

a)

projekter, aktioner, aktiviteter eller dele heraf, for hvilke der er indgået retlige forpligtelser efter denne aftales ikrafttræden, og inden denne aftale ophører med at finde anvendelse eller afsluttes, fortsætter, indtil de er afsluttet på de betingelser, der er fastsat i denne aftale

b)

det årlige finansielle bidrag til hvert af de to programmer, jf. denne aftales artikel 3, stk. 1, for år N, hvorunder denne aftale afsluttes, betales fuldt ud i overensstemmelse med artikel 3. Det operationelle bidrag under Horisont Europa-programmet for år N justeres i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8, og korrigeres i overensstemmelse med denne aftales artikel 4. Det operationelle bidrag til Euratomprogrammet for år N justeres i overensstemmelse med denne aftales artikel 8, stk. 3. Det deltagelsesgebyr, der betales for år N som del af det finansielle bidrag for hvert af de to programmer, må ikke justeres eller korrigeres

c)

efter det år, hvor denne aftale ophører, justeres de indledende operationelle bidrag, der er betalt til hvert af de to programmer, jf. artikel 3, stk. 1, for de år, hvor denne aftale fandt anvendelse, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 8. Hvad angår Horisont Europa-programmet korrigeres disse bidrag automatisk i overensstemmelse med artikel 4.

Parterne afvikler efter fælles overenskomst alle andre konsekvenser af afslutningen af denne aftale.

7.   Aftalen kan kun ændres skriftligt efter fælles overenskomst mellem parterne. Ændringernes ikrafttræden følger samme procedure som den, der gælder for denne aftales ikrafttræden.

8.   Bilagene til denne aftale udgør en integrerende del af denne aftale.

Udfærdiget i Kiev den 12. oktober 2021 i to eksemplarer på engelsk og ukrainsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse har den engelske tekst forrang.

For Europa-Kommissionen på Den Europæiske Unions og Euratoms vegne:

Josep BORRELL

Næstformand for Europa-Kommissionen

For Ukraine:

Serhii SHKARLET

Ukraines minister for uddannelse og videnskab


(1)   EUT L 161 af 29.5.2014, s. 3.

(2)  Denne aftale udgør og har samme retsvirkninger som aftalememorandummet i henhold til protokol III til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side om en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Ukraine om de generelle principper for Ukraines deltagelse i Unionens programmer.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 af 28. april 2021 om oprettelse af Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation — og om reglerne for deltagelse og formidling og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013 (EUT L 170 af 12.5.2021, s. 1).

(4)  Rådets forordning (Euratom) 2021/765 af 10. maj 2021 om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram for perioden 2021-2025, som komplementerer Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation og om ophævelse af forordning (Euratom) 2018/1563 (EUT L 167 I af 12.5.2021, s. 81).

(5)  Aftale om samarbejde mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Ukraines ministerkabinet inden for kontrolleret nuklear fusion (EFT L 322 af 27.11.2002, s. 40), Aftale om samarbejde mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Ukraines ministerkabinet inden for nuklear sikkerhed (EFT L 322 af 27.11.2002, s. 33) og Aftale mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Ukraines ministerkabinet om samarbejde om brug af kerneenergi til fredelige formål (EUT L 261 af 22.9.2006, s. 27).

(6)  Rådets afgørelse (EU) 2021/764 af 10. maj 2021 om særprogrammet til gennemførelse af Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation, og om ophævelse af afgørelse 2013/743/EU (EUT L 167 I af 12.5.2021, s. 1).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/819 af 20. maj 2021 om Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (omarbejdning) (EUT L 189 af 28.5.2021, s. 61).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2021/820 af 20. maj 2021 om den strategiske innovationsdagsorden for Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) for 2021-2027: Styrkelse af Europas innovationstalent og -kapacitet og om ophævelse af afgørelse nr. 1312/2013/EU (EUT L 189 af 28.5.2021, s. 91).

(9)  EU's restriktive foranstaltninger vedtages i henhold til artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union eller artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(10)  Rådets forordning (EF) nr. 723/2009 af 25. juni 2009 om fællesskabsrammebestemmelser for et konsortium for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERIC) (EUT L 206 af 8.8.2009, s. 1).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

(12)  I forbindelse med Horisont Europa-programmet omfatter dette navnlig ressourcer fra EU-genopretningsinstrumentet, som blev oprettet ved Rådets forordning (EU) 2020/2094 af 14. december 2020 om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 23).

(13)  Rådets forordning (EU) 2020/2094 af 14. december 2020 om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 23).


BILAG I

Regler for Ukraines finansielle bidrag til Horisont Europa-programmet (2021-2027) og Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram (2021-2025)

I.   Beregning af Ukraines finansielle bidrag

1.

Ukraines finansielle bidrag til Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet skal være adskilt. Ukraines finansielle bidrag til henholdsvis Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet fastsættes årligt i forhold til og som supplement til det beløb, der hvert år er til rådighed i EU-budgettet til forpligtelsesbevillinger, der er nødvendige til forvaltning, gennemførelse og drift af henholdsvis Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet.

2.

Det i denne aftales artikel 3, stk. 7, omhandlede deltagelsesgebyr til de to programmer indfases som følger:

2021: 0,5 %

2022: 1 %

2023: 1,5 %

2024: 2 %

2025: 2,5 %

2026: 3 %

2027: 4 %.

3.

I overensstemmelse med denne aftales artikel 3, stk. 5, beregnes det indledende operationelle bidrag, som Ukraine skal betale for sin deltagelse i henholdsvis Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet, for de respektive regnskabsår ved at anvende en tilpasning af fordelingsnøglen.

Fordelingsnøglen tilpasses som følger:

Contribution Key Adjusted = Contribution Key × Coefficient

Den koefficient, der anvendes til ovennævnte beregning til justering af fordelingsnøglen, er 0,07 for Horisont Europa-programmet og 0,21 for Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram.

4.

I overensstemmelse med denne aftales artikel 3, stk. 8, foretages den første tilpasning af det finansielle bidrag til hvert program, jf. artikel 3, stk. 1, vedrørende budgetgennemførelsen for år N i år N+1, hvor det indledende operationelle bidrag til dette program for år N op- eller nedjusteres med forskellen mellem:

a)

et justeret bidrag beregnet ved at anvende fordelingsnøglen justeret ud fra år N med summen af:

i.

beløbet for de budgetmæssige forpligtelser, der er indgået på grundlag af forpligtelsesbevillinger, der er godkendt til år N for det respektive program inden for rammerne af det vedtagne EU-budget, og forpligtelsesbevillinger svarende til genopførte frigørelser og

ii.

eventuelle forpligtelsesbevillinger baseret på eksterne formålsbestemte indtægter, der ikke hidrører fra andre donorers finansielle bidrag til det respektive program, og som var disponible ved udgangen af år N

b)

og det indledende operationelle bidrag til dette program for år N.

Fra år N+2 og hvert efterfølgende år, indtil alle budgetforpligtelser, der finansieres under forpligtelsesbevillinger med oprindelse i år N, er betalt eller frigjort, og senest tre år efter afslutningen af Horisont Europa-programmet eller Euratomprogrammet, beregner EU en justering af det operationelle bidrag for år N ved at reducere Ukraines operationelle bidrag til det relevante program med det beløb, der fremkommer ved at anvende den justerede fordelingsnøgle for år N på frigørelser, der hvert år er indgået på forpligtelser for år N, og som er finansieret over det vedtagne EU-budget eller ved genopførte frigørelser.

Hvis forpligtelsesbevillinger fra eksterne formålsbestemte indtægter for år N, der ikke stammer fra finansielle bidrag til det respektive program fra andre donorer, annulleres, reduceres Ukraines operationelle bidrag til dette program med det beløb, der fremkommer ved at anvende fordelingsnøglen justeret for år N på det annullerede beløb.

II.   Automatisk korrektion af Ukraines operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet

1.

Ved beregningen af den automatiske korrektion, som kun er gældende for Horisont Europa-programmet, og som er omhandlet i denne aftales artikel 4, gælder følgende procedurer:

a)

»Konkurrencetilskud« betyder tilskud, der tildeles gennem indkaldelser af forslag, hvor de endelige modtagere kan udpeges på tidspunktet for beregningen af den automatiske korrektion. Finansiel støtte til tredjeparter som defineret i finansforordningens artikel 204 er udelukket.

b)

Når der indgås en retlig forpligtelse med et konsortium, er de beløb, der anvendes til at fastlægge de indledende beløb for den retlige forpligtelse, de akkumulerede beløb, der er tildelt modtagere, som er ukrainske enheder, i overensstemmelse med tilskudsaftalens vejledende budgetfordeling.

c)

Alle beløb i retlige forpligtelser, der svarer til konkurrencetilskud, fastsættes ved hjælp af Kommissionens elektroniske system eCorda og hentes den anden onsdag i februar i år N+2.

d)

Ved »ikke-interventionsomkostninger« forstås omkostninger under programmet, bortset fra konkurrencetilskud, herunder støtteudgifter, programspecifik administration og andre aktioner (1).

e)

Beløb, som tildeles internationale organisationer såsom retlige enheder, der er den endelige støttemodtager (2), betragtes som ikke-interventionsomkostninger.

2.

Mekanismen anvendes som følger:

a)

Automatiske korrektioner for år N i forbindelse med gennemførelsen af forpligtelsesbevillinger for år N på grundlag af data for år N og år N+1 fra eCorda som omhandlet i dette bilags afsnit II, stk. 1, litra c), i år N+2, efter at eventuelle tilpasninger i overensstemmelse med denne aftales artikel 3, stk. 8, er blevet anvendt på Ukraines bidrag til Horisont Europa-programmet. Det beløb, der tages i betragtning, er beløbet for konkurrencetilskuddene, som der foreligger oplysninger om på tidspunktet for beregningen af korrektionen.

b)

Fra år N+2 og frem til 2029 beregnes størrelsen af den automatiske korrektion for år N ved at tage forskellen mellem:

i.

det samlede beløb for de konkurrencetilskud, der er tildelt Ukraine eller ukrainske retlige enheder som forpligtelser indgået på budgetbevillinger for år N og

ii.

Ukraines justerede operationelle bidrag for år N multipliceret med forholdet mellem:

A.

beløbet for konkurrencetilskud, der ydes over forpligtelsesbevillinger for år N, og

B.

summen af alle godkendte budgetmæssige forpligtelsesbevillinger for år N, inkl. ikke-interventionsomkostninger.

III.   Betaling af Ukraines finansielle bidrag til hvert program, betaling af justeringerne af Ukraines operationelle bidrag til hvert program og betaling af den automatiske korrektion af Ukraines operationelle bidrag til Horisont Europa-programmet

1.

Kommissionen meddeler snarest muligt og senest i forbindelse med den første indkaldelse af midler i regnskabsåret følgende oplysninger til Ukraine for hvert af de to programmer, jf. denne aftales artikel 3, stk. 1:

a.

beløbene for de forpligtelsesbevillinger på EU-budgettet, der er endeligt vedtaget for det pågældende år for budgetposterne til Ukraines deltagelse i henholdsvis Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet, og eventuelle eksterne formålsbestemte indtægtsbevillinger, der ikke er et resultat af finansielle bidrag fra andre donorer til disse budgetposter

b.

beløbet for det deltagelsesgebyr til det respektive program, der er omhandlet i artikel 3, stk. 7 i denne aftale

c.

gennemførelsen af forpligtelsesbevillinger svarende til regnskabsår N og frigørelsesniveauet for de respektive programmer fra år N+1 for gennemførelsen af Horisont Europa-programmet og Euratomprogrammet

d.

for så vidt angår Horisont Europa-programmet størrelsen af de forpligtelser, der er indgået til fordel for ukrainske retlige enheder, opdelt efter det tilsvarende år for budgetbevillingerne og forpligtelsernes samlede omfang, for den del af Horisont Europa-programmet, hvor sådanne oplysninger er nødvendige for, at den automatiske korrektion kan beregnes.

Kommissionen fremlægger på grundlag af sit budgetforslag og for hvert af de to programmer et overslag over oplysninger for det følgende år i henhold til litra a) og b) hurtigst muligt og senest den 1. september i regnskabsåret.

2.

Kommissionen sender senest i april og juli i hvert regnskabsår Ukraine en indkaldelse af midler på et beløb svarende til Ukraines bidrag til de to programmer, jf. denne aftales artikel 3, stk. 1.

Hver indkaldelse af midler skal indeholde bestemmelser om, at seks tolvtedele af Ukraines bidrag til de respektive programmer skal betales senest 60 dage efter, at indkaldelsen af midler er udsendt.

3.

Uanset stk. 2 opdeles det finansielle bidrag for 2021 i rater, som fordeles over flere forskellige indkaldelser af midler, efter følgende betalingsplan:

50 % af det finansielle bidrag for 2021 betales i 2022

50 % af det finansielle bidrag for 2021 betales i 2023.

De tilsvarende beløb skal inkluderes i indkaldelsen af midler for det pågældende år.

3.

Indkaldelsen af midler, der udsendes senest i april hvert år, kan også omfatte justeringer af Ukraines finansielle bidrag til gennemførelsen, forvaltningen og driften af det tidligere rammeprogram for forskning og innovation og Euratoms forsknings- og uddannelsesprogram, som Ukraine deltog i.

4.

Hvad angår Horisont Europa-programmet skal indkaldelserne af midler hvert år fra og med 2023 også afspejle størrelsen af den automatiske korrektion, der finder anvendelse på det operationelle bidrag, der er betalt for år N-2 til Horisont Europa-programmet.

For hvert af regnskabsårene 2028, 2029 og 2030 skal det beløb, der fremkommer ved den automatiske korrektion af de operationelle bidrag, som Ukraine har betalt i 2026 og 2027 til Horisont Europa-programmet, eller ved de tilpasninger, der er foretaget i henhold til i denne aftales artikel 3, stk. 8, betales til eller af Ukraine.

5.

Ukraine skal betale sit finansielle bidrag under denne aftale for hvert af de to programmer i overensstemmelse med punkt III i dette bilag. Hvis Ukraine ikke har betalt inden for den fastsatte frist, sender Kommissionen en formel rykkerskrivelse.

Ved enhver forsinkelse af indbetalingen af det finansielle bidrag til ethvert af de to programmer betaler Ukraine morarenter af det udestående beløb fra forfaldsdagen.

Rentesatsen for fordringer, der ikke er betalt på forfaldsdagen, er den sats, som Den Europæiske Centralbank pr. den første kalenderdag i forfaldsmåneden anvender på sine væsentligste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, serie C, forhøjet med halvandet procentpoint.


(1)  Andre aktioner omfatter bl.a. indkøb, priser, finansielle instrumenter, Det Fælles Forskningscenters direkte aktioner, abonnementer (OECD, EUREKA, IPEEC, IEA osv.), eksperter (evaluatorer, overvågning af projekter) osv.

(2)  Internationale organisationer vil kun blive betragtet som ikke-interventionsomkostninger, hvis de er endelige støttemodtagere. Dette gælder ikke, hvis en international organisation er koordinator for et projekt (fordeling af midler til andre koordinatorer).


BILAG II

Ikke-udtømmende liste over Ukraines tilsvarende programmer, projekter og aktiviteter

Del 1

Ukrainske programmer, der er åbne for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union.

Følgende ukrainske programmer er åbne for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union:

Konkurrencebaserede indkaldelser af forslag fra Ukraines forskningsfond

Konkurrencepræget udvælgelse af videnskabelige og tekniske (eksperimentelle) udviklinger under statsligt tilsyn, godkendt af det ukrainske ministerium for uddannelse og videnskab

Konkurrencepræget udvælgelse af videnskabelige og tekniske værker og projekter finansieret via Den Europæiske Unions eksterne instrument til støtte for Ukraines opfyldelse af forpligtelser inden for rammerne af Den Europæiske Unions rammeprogram for forskning og innovation »Horisont 2020«

Konkurrencepræget udvælgelse under den ukrainske opstartsfond

Del 2

Ukrainske programmer, hvor der gradvist åbnes for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union.

Følgende ukrainske programmer vil gradvist åbnes for deltagelse af retlige enheder etableret i Den Europæiske Union:

Den ukrainske præsidents støttefond for uddannelse, videnskab og sport


BILAG III

Forsvarlig økonomisk forvaltning

Beskyttelse af finansielle interesser og inddrivelse

Artikel 1

Gennemgange og revisioner

1.   Den Europæiske Union har ret til i overensstemmelse med gældende retsakter fra en eller flere EU-institutioner eller -organer og som angivet i relevante aftaler og/eller kontrakter at gennemføre tekniske, videnskabelige, finansielle eller andre former for gennemgange og revisioner hos enhver fysisk person eller retlig enhed, der er hhv. bosiddende eller etableret i Ukraine samt modtager EU-midler, og enhver tredjepart, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler og er bosiddende eller etableret i Ukraine. Sådanne gennemgange og revisioner kan foretages af ansatte hos Den Europæiske Unions institutioner og organer, navnlig Kommissionen og Den Europæiske Revisionsret, eller af andre personer, som er bemyndiget hertil af Kommissionen.

2.   Ansatte hos Den Europæiske Unions institutioner og organer, navnlig Kommissionen og Den Europæiske Revisionsret, og de øvrige personer, der er bemyndiget hertil af Kommissionen, skal have passende adgang til arbejdssteder, arbejder og dokumenter (både i elektronisk form og på papir) samt alle nødvendige informationer til at udføre sådanne revisioner, herunder ret til at få udleveret en fysisk/elektronisk kopi af og uddrag fra ethvert dokument eller indholdet af ethvert datamedium, som den reviderede fysiske eller juridiske person eller den reviderede tredjepart er i besiddelse af.

3.   Ukraine må ikke forhindre eller rejse særlige hindringer for adgangsretten i Ukraine og for adgangen til lokaler for ansatte og andre personer, der er omhandlet i stk. 2, på grund af udøvelsen af deres opgaver som omhandlet i denne artikel.

4.   Gennemgange og revisioner kan foretages (også efter suspensionen af denne aftales anvendelse i henhold til dens artikel 9, stk. 5, eller aftalens afslutning) på de betingelser, der er fastsat i en eller flere af Den Europæiske Unions institutioners eller organers gældende retsakter, og som fastsat i relevante aftaler og/eller kontrakter vedrørende enhver retlig forpligtelse til gennemførelse af Den Europæiske Unions budget, som Den Europæiske Union har indgået inden den dato, hvor anvendelsen af denne aftale i henhold til dens artikel 9, stk. 5, suspenderes, den midlertidige anvendelse ophører eller denne aftale afsluttes.

Artikel 2

Bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig samt andre strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser

1.   Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) bemyndiges til at foretage administrative undersøgelser på Ukraines område, herunder kontrol og inspektion på stedet. Disse undersøgelser gennemføres i overensstemmelse med de vilkår og betingelser, der er fastsat i en eller flere af EU-institutionernes gældende retsakter.

2.   Ukraines kompetente myndigheder meddeler inden for en rimelig tidsfrist Kommissionen eller OLAF alle oplysninger eller mistanke om uregelmæssigheder, svig eller anden ulovlig aktivitet, der skader EU's finansielle interesser.

3.   Der kan foretages kontrol og inspektion på stedet hos enhver fysisk person eller retlig enhed, der er hhv. bosiddende eller etableret i Ukraine, og som modtager EU-midler, samt hos enhver tredjepart, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler og er bosiddende eller etableret i Ukraine.

4.   Kommissionen eller OLAF forbereder og gennemfører kontrol og inspektion på stedet i nært samarbejde med den af den ukrainske regering udpegede kompetente ukrainske myndighed. Den udpegede myndighed underrettes i god tid om kontrollens og inspektionens indhold, formål og retsgrundlag, således at den kan yde den fornødne bistand. Med henblik herpå kan de kompetente ukrainske myndigheder deltage i kontrollen eller inspektionen på stedet.

5.   Efter anmodning fra de ukrainske myndigheder kan kontrollen og inspektionen på stedet gennemføres i fællesskab med Kommissionen eller OLAF.

6.   Kommissionens ansatte og OLAF's personale skal have adgang til alle de oplysninger og dokumentation, herunder computerdata, vedrørende de pågældende operationer, der er nødvendige for en korrekt gennemførelse af kontrollen og inspektionen på stedet. De skal navnlig kunne kopiere relevante dokumenter.

7.   Hvis personen, enheden eller en anden tredjepart modsætter sig kontrol eller inspektion på stedet, yder de ukrainske myndigheder i overensstemmelse med de nationale love og bestemmelser Kommissionen eller OLAF bistand, for at de kan udføre den kontrol og inspektion på stedet, som de er blevet pålagt. Denne bistand omfatter, at der træffes passende forholdsregler i henhold til national ret, navnlig for at sikre bevismateriale.

8.   Kommissionen eller OLAF underretter de ukrainske myndigheder om resultatet af kontrollen eller inspektionen. Navnlig meddeler Kommissionen eller OLAF så hurtigt som muligt Ukraines kompetente myndighed alle oplysninger om uregelmæssigheder eller mistanke om uregelmæssigheder, som de har fået kendskab til under gennemførelsen af kontrollen eller inspektionen på stedet.

9.   Uden at det berører anvendelsen af Ukraines lovgivning, kan Kommissionen pålægge juridiske eller fysiske personer i Ukraine, der deltager i gennemførelsen af et program eller en aktivitet, administrative foranstaltninger og sanktioner i overensstemmelse med Den Europæiske Unions lovgivning.

10.   Med henblik på en korrekt gennemførelse af denne artikel udveksler Kommissionen eller OLAF og Ukraines kompetente myndigheder regelmæssigt oplysninger og, efter anmodning fra en af parterne i denne aftale, rådfører sig med hinanden.

11.   For at fremme et effektivt samarbejde og en effektiv udveksling af oplysninger med OLAF udpeger Ukraine et kontaktpunkt.

12.   Udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen eller OLAF og ukrainske kompetente myndigheder finder sted under behørig hensyntagen til fortrolighedskravene. Personoplysninger, der indgår i udvekslingen af oplysninger, beskyttes i overensstemmelse med gældende regler.

13.   De ukrainske myndigheder samarbejder med Den Europæiske Anklagemyndighed for at sætte den i stand til at opfylde sin pligt til at efterforske og retsforfølge gerningsmænd og medskyldige til strafbare handlinger, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser, i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Artikel 3

Inddrivelse og tvangsfuldbyrdelse

1.   Afgørelser, der vedtages af Kommissionen, og som pålægger juridiske eller fysiske personer, bortset fra stater, en forpligtelse til at betale en pengeydelse i forbindelse med krav, der hidrører fra Horisont Europa-programmet, kan tvangsfuldbyrdes i Ukraine. Fuldbyrdelsespåtegning skal efter en prøvelse, der kun omfatter ægtheden af det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag, påføres af den nationale myndighed, som den ukrainske regering har udpeget. Ukraines regering meddeler Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol sin udpegede nationale myndighed. I overensstemmelse med artikel 4 har Kommissionen ret til at anmelde sådanne afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, direkte til personer og retlige enheder, der er hhv. bosiddende eller etableret i Ukraine. Tvangsfuldbyrdelsen finder sted efter ukrainsk ret og de ukrainske retsplejeregler.

2.   Domme og kendelser afsagt af Den Europæiske Unions Domstol i medfør af en voldgiftsbestemmelse i en kontrakt eller aftale i forbindelse med EU-programmer, -aktiviteter, -aktioner eller -projekter skal kunne tvangsfuldbyrdes i Ukraine på samme måde som Kommissionens afgørelser som omhandlet i stk. 1.

3.   Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at prøve lovligheden af den i stk. 1 omhandlede afgørelse vedtaget af Kommissionen og til at udsætte tvangsfuldbyrdelsen heraf. Prøvelsen af fuldbyrdelsesforanstaltningernes lovlighed falder dog inden for de ukrainske dømmende myndigheders kompetence.

Artikel 4

Kommunikation og udveksling af oplysninger

Den Europæiske Unions institutioner og organer, der er involveret i gennemførelsen af Horisont Europa-programmet eller i kontrollen med dette program, har ret til at kommunikere direkte, herunder gennem elektroniske udvekslingssystemer, med enhver fysisk person eller retlig enhed, der er hhv. bosiddende eller etableret i Ukraine, og som modtager EU-midler, samt enhver tredjepart, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler og er bosiddende eller etableret i Ukraine. Sådanne personer, enheder og parter kan direkte forelægge Den Europæiske Unions institutioner og organer al den relevante information og dokumentation, som de er forpligtet til at forelægge i henhold til Den Europæiske Unions lovgivning, der finder anvendelse på EU-programmet, og de kontrakter eller aftaler, der er indgået med henblik på gennemførelse af det pågældende program.