18.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 192/60


DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE Nr. 105/2019

af 11. april 2019

om ændring af bilag XIII (Transport) til EØS-aftalen [2019/1235]

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«), særlig artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/501 af 25. marts 2019 om fælles regler til sikring af basal konnektivitet i gods- og passagertransport ad vej med henblik på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen (1) skal indarbejdes i EØS-aftalen.

(2)

Denne afgørelse vedrører indarbejdelsen i EØS-aftalen af EU's ensidige beredskabsforanstaltninger, der er vedtaget for at sikre et velfungerende indre marked i tilfælde af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU uden en aftale (no deal scenario). EØS-aftalen er ikke udformet til at håndtere forbindelserne mellem EØS-staterne og Det Forenede Kongerige, når sidstnævnte bliver et tredjeland. Indarbejdelsen godkendes derfor undtagelsesvis og på betingelse af, at anvendelsen af beredskabsforanstaltningerne er begrænset til en meget kort periode efter Det Forenede Kongeriges udtræden. Indarbejdelsen kan ikke danne præcedens for fremtiden og for andre tilfælde i forbindelse med EU-foranstaltninger, der påvirker tredjelande.

(3)

Bilag XIII til EØS-aftalen bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende indsættes efter punkt 26e (punktet udgået) i bilag XIII til EØS-aftalen:

»26f.

32019 R 0501: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/501 af 25. marts 2019 om fælles regler til sikring af basal konnektivitet i gods- og passagertransport ad vej med henblik på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen (EUT L 85 I af 27.3.2019, s. 39).

Forordningens bestemmelser gælder med henblik på denne aftale med følgende tilpasninger:

a)

For så vidt angår EFTA-staterne finder artikel 5 ikke anvendelse.

b)

I artikel 11 indsættes »og EFTA-stat« efter »medlemsstat«.«

Artikel 2

Den islandske og den norske udgave af forordning (EU) 2019/501, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-tillæg, er begge autentiske.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den 11. april 2019 eller dagen efter den sidste meddelelse til Det Blandede EØS-Udvalg, jf. EØS-aftalens artikel 103, stk. 1 (*1), hvis denne dag falder senere.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. april 2019.

På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

Claude MAERTEN

Formand


(1)   EUT L 85 I af 27.3.2019, s. 39.

(*1)  Ingen forfatningsmæssige krav angivet.