|
11.10.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 274/62 |
Afgørelse nr. 1/2016 truffet af det fælles udvalg for gennemførelse af aftalen, der er nedsat i kraft af den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union på den ene side og Republikken Indonesien på den anden side
af 15. september 2016
om startdatoen for licensordningen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) [2016/1797]
DET FÆLLES UDVALG FOR GENNEMFØRELSE AF AFTALEN HAR —
under henvisning til den frivillige partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Indonesien (i det følgende benævnt »aftalen«), der efter parternes ratificering heraf trådte i kraft den 1. maj 2014, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Det fastsættes i artikel 14, stk. 5, litra e), at det fælles udvalg for gennemførelse af aftalen (»det fælles udvalg«) aftaler datoen for FLEGT-licensordningens ikrafttrædelse efter en evaluering af, hvordan det indonesiske system til verifikation af lovlighed for træprodukter (»verifikationssystemet«) fungerer, jf. kriterierne i bilag VIII. |
|
(2) |
I en fælles uafhængig vurdering af det indonesiske verifikationssystem er det konkluderet, at det indonesiske verifikationssystem er robust, og at systemet opfylder de kriterier for vurdering af systemets effektivitet, der er fastsat i bilag VIII til aftalen. |
|
(3) |
De to parter har afsluttet deres respektive interne procedurer og har gennem det fælles udvalg underrettet hinanden om, at de er parate til at starte FLEGT-licensordningen. |
|
(4) |
Det fælles udvalg vil fortsat overvåge gennemførelsen af aftalen, og parterne har udpeget fælles foranstaltninger, der skal prioriteres i løbet af 2017 for at sikre en effektiv gennemførelse af aftalen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
FLEGT-licensordningen starter den 15. november 2016.
Artikel 2
Denne afgørelse er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og indonesisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse har den engelske tekst forrang.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft den 15. november 2016.
Udfærdiget i Jakarta, Indonesien, den 15. september 2016.
For Republikken Indonesien
IB Putera PARTHAMA, ph.d.
Generaldirektør for bæredygtig skovforvaltning
Ministeriet for Miljø og Skovbrug, Indonesien
For Den Europæiske Union
Charles-Michel GEURTS
Stedfortrædende missionschef
EU's delegation i Republikken Indonesien og Brunei