9.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 323/29


DEN BLANDEDE LANDBRUGSKOMITÉS AFGØRELSE Nr. 2/2015

af 19. november 2015

om ændring af appendiks 1 og 2 til bilag 9 til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter [2015/2292]

DEN BLANDEDE LANDBRUGSKOMITÉ HAR —

under henvisning til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter, særlig artikel 11, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter (i det følgende benævnt »aftalen«) trådte i kraft den 1. juni 2002.

(2)

Formålet med aftalens bilag 9 er at lette og fremme den bilaterale samhandel med økologiske produkter med oprindelse i EU eller Schweiz.

(3)

Ifølge artikel 8 i aftalens bilag 9 behandler arbejdsgruppen for økologiske produkter alle spørgsmål vedrørende bilag 9 og gennemførelsen heraf og fremsætter anbefalinger til Den Blandede Landbrugskomité. Arbejdsgruppen er trådt sammen for navnlig at undersøge spørgsmål vedrørende bilagets anvendelsesområde. Anvendelsesområdet for bilag 9 bør udvides til at omfatte vin og gær, eftersom Schweiz' og Den Europæiske Unions bestemmelser på området er ækvivalente. Appendiks 2 bør desuden udgå, eftersom Schweiz har ændret sin lovgivning om mærkning med angivelse af økologisk produktionsmetode for dyrefoder og har vedtaget bestemmelser, der er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Arbejdsgruppen har anbefalet komitéen, at appendikserne til bilag 9 tilpasses.

(4)

Appendiks 1 og 2 til bilag 9 bør derfor ændres —

BESTEMT FØLGENDE:

Artikel 1

Appendiks 1 og 2 til bilag 9 til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter erstattes af teksten i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 31. december 2015.

Udfærdiget i Bern, den 19. november 2015

For Den Blandede Landbrugskomité

Susana MARAZUELA-AZPIROZ

Lederen af Den Europæiske Unions delegation

Adrian AEBI

Formand og leder af den schweiziske delegation

Thomas MAIER

Komitéens sekretær


BILAG

»

APPENDIKS 1

Liste over retsakter som omhandlet i artikel 3 vedrørende økologisk producerede landbrugsprodukter og levnedsmidler

Gældende EU-bestemmelser

 

Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91 (EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1), senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 (EUT L 158 af 10.6.2013, s. 1)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 af 5. september 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter, for så vidt angår økologisk produktion, mærkning og kontrol (EUT L 250 af 18.9.2008, s. 1), senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1358/2014 af 18. december 2014 (EUT L 365 af 19.12.2014, s. 97)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1235/2008 af 8. december 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 for så vidt angår ordninger for import af økologiske produkter fra tredjelande (EUT L 334 af 12.12.2008, s. 25), senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/131 af 23. januar 2015 (EUT L 23 af 29.1.2015, s. 1).

Gældende bestemmelser i Schweiz

 

Ordonnance af 22. september 1997 om økologisk landbrug og økologiske produkters og levnedsmidlers betegnelse (Ordonnance om økologisk landbrug), senest ændret den 29. oktober 2014 (RO 2014 3969)

 

Ordonnance af 22. september 1997 om økologisk landbrug, udstedt af Département fédéral de l'économie, de la formation et de la recherche (DEFR), senest ændret den 29. oktober 2014 (RO 2014 3979).

Udelukket fra ækvivalensordningen

 

Schweiziske produkter, hvis bestanddele er fremstillet i forbindelse med ordningen for omlægning til økologisk landbrug

 

Produkter fra den schweiziske gedeproduktion, når dyrene er omfattet af undtagelsen i artikel 39d i ordonnance om økologisk landbrug og økologiske produkters og levnedsmidlers betegnelse (1).

APPENDIKS 2

Gennemførelsesbestemmelser

Ingen.

«

(1)  (RS 910.18)