21.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 276/3


OVERSÆTTELSE

BUDAPESTKONVENTIONEN

om transportaftalen ved godstransport ad indre vandveje (CMNI) (1)

DE KONTRAHERENDE STATER I DENNE KONVENTION,

SOM HAR MÆRKET SIG anbefalingerne i slutakten fra Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa af 1. august 1975 om harmonisering af de retlige ordninger med henblik på transportudvikling af de stater, der er medlemmer af Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen og Donaukommissionen i samarbejde med De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa,

SOM ERKENDER, at det er nødvendigt og ønskeligt ved fælles aftale at fastsætte visse ensartede regler om transportaftalen ved godstransport ad indre vandveje,

HAR BESLUTTET at indgå en konvention herom og er med henblik herpå enedes om følgende:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne konvention forstås ved:

1)

»transportaftale«: enhver aftale, hvorved en transportør mod betaling af fragt forpligter sig til at transportere gods ad indre vandveje

2)

»transportør«: den person, der indgår en transportaftale med en afskiber, eller i hvis navn en sådan aftale indgås

3)

»faktisk transportør«: den person, bortset fra transportørens ansatte eller agent, som af transportøren har fået overdraget at udføre transporten eller en del af transporten

4)

»afskiber«: den person, der indgår en transportaftale med en transportør, eller i hvis navn eller på hvis vegne en sådan aftale indgås

5)

»modtager«: den person, der har ret til at få godset leveret

6)

»transportdokument«: et dokument, der er et bevis for en transportaftale og en transportørs overtagelse eller lastning af godset, udformet som et konnossement, fragtbrev eller andet dokument, der anvendes i branchen

7)

»gods«: omfatter ikke slæbe- eller skubbefartøjer eller passagerers bagage eller køretøjer; hvis disse former for gods er samlet i en container eller på en palle eller på en lignende genstand eller er emballeret, omfatter »gods« sådanne transportgenstande eller -emballager, hvis de leveres af afskiberen

8)

»skriftlig«: omfatter, medmindre andet aftales mellem de berørte parter, oplysninger overført ved brug af elektroniske, optiske eller lignende kommunikationsmidler, herunder, men ikke begrænset til, telegram, fax, telex, e-mail eller elektronisk dataudveksling (EDI), såfremt oplysningerne er tilgængelige, så de senere kan konsulteres.

9)

Hvor konventionen foreskriver anvendelse af loven i et bestemt land, skal dette forstås som en henvisning til de i dette land gældende retsregler med undtagelse af dets regler inden for international privatret.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne konvention gælder for alle transportaftaler, hvor afskibningshavnen eller stedet for godsets overtagelse og udlosningshavnen eller leveringsstedet for godset er beliggende i to forskellige lande, hvoraf mindst det ene er kontraherende stat i denne konvention. Hvis der i henhold til aftalen kan vælges mellem flere udlosningshavne eller leveringssteder, afgør den udlosningshavn eller det sted, hvortil godset faktisk er blevet leveret, dette valg.

2.   Denne konvention finder anvendelse, hvis formålet med transportaftalen er transport af gods uden omladning ad såvel indre vandveje som farvande underlagt søfartsbestemmelser, på de betingelser, der er fastsat i stk. 1, medmindre:

a)

der er udstedt skibskonnossement i overensstemmelse med gældende søret, eller

b)

den afstand, der skal tilbagelægges i farvande underlagt søfartsbestemmelser, er længst.

3.   Denne konvention finder anvendelse uanset fartøjets nationalitet, registreringssted eller hjemhavn, og uanset om fartøjet er et søfartøj eller et fartøj beregnet til sejlads ad indre vandveje, og uanset transportørens, afskiberens og modtagerens nationalitet, hjemsted, forretningssted eller bopæl.

KAPITEL II

DE KONTRAHERENDE PARTERS RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER

Artikel 3

Overtagelse, transport og levering af gods

1.   Transportøren transporterer godset til leveringsstedet inden for den angivne frist og leverer det til modtageren i den stand, hvori det blev overgivet til transportøren.

2.   Medmindre andet aftales, finder overtagelsen og leveringen af godset sted om bord på fartøjet.

3.   Transportøren vælger, hvilket fartøj der anvendes. Transportøren er før og ved påbegyndelsen af en rejse forpligtet til at udvise passende omhu med henblik på at sikre, at fartøjet under hensyntagen til det gods, der skal transporteres, er i en stand, der gør det muligt at modtage godset, er sødygtigt, er bemandet og udstyret i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og er i besiddelse af de krævede nationale og internationale godkendelser til transport af det pågældende gods.

4.   Hvis det er aftalt, at transporten skal udføres ved brug af et bestemt fartøj eller en bestemt type fartøj, må transportøren kun laste godset eller omlade godset helt eller delvist til et andet fartøj eller en anden type fartøj uden afskiberens samtykke:

a)

i tilfælde af omstændigheder, som f.eks. lavvande, kollision eller anden hindring for sejlads, der ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor transportaftalen blev indgået, og hvor lastning eller omladning af godset er nødvendig for at opfylde transportaftalen, og transportøren ikke inden for en rimelig tid kan indhente anvisninger fra afskiberen, eller

b)

når det er i overensstemmelse med gældende praksis i den havn, hvor fartøjet befinder sig.

5.   Medmindre det følger af de forpligtelser, der er pålagt afskiberen, sikrer transportøren, at lastning, stuvning og sikring af godset ikke påvirker fartøjets sikkerhed.

6.   Transportøren er kun forpligtet til at transportere godset på dæk eller i åbne fartøjer, hvis det er aftalt med afskiberen, eller hvis det er i overensstemmelse med den pågældende branches sædvanlige praksis eller kræves i henhold til lovgivningen.

Artikel 4

Faktisk transportør

1.   En aftale, der er i overensstemmelse med definitionen i artikel 1, nr. 1), og som er indgået mellem en transportør og en faktisk transportør, udgør en transportaftale i denne konventions forstand. I forbindelse med en sådan aftale gælder alle denne konventions bestemmelser vedrørende afskiberen for transportøren, og alle bestemmelser vedrørende transportøren gælder for den faktiske transportør.

2.   Har transportøren overdraget udførelsen af transporten eller en del heraf til en faktisk transportør, hvad enten det sker i henhold til en bestemmelse i transportaftalen eller ej, bevarer transportøren stadigvæk ansvaret for hele transporten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention. Alle bestemmelser i denne konvention, som omhandler transportørens ansvar, gælder også for den faktiske transportørs ansvar for den transport, vedkommende udfører.

3.   Transportøren skal under alle omstændigheder underrette afskiberen, hvis transportøren overlader udførelsen af transporten eller en del heraf til en faktisk transportør.

4.   En aftale med afskiberen eller modtageren, som udvider transportørens ansvar i forhold til bestemmelserne i denne konvention, har kun virkning for den faktiske transportør, hvis vedkommende udtrykkeligt og skriftligt har accepteret dette. Den faktiske transportør har samme indsigelsesret, som transportøren har i henhold til transportaftalen.

5.   Hvis og for så vidt både transportøren og den faktiske transportør er ansvarlige, hæfter de solidarisk. Intet i denne artikel kan berøre eventuelle regreskrav mellem dem.

Artikel 5

Leveringstid

Transportøren leverer godset inden for den frist, der er fastsat i transportaftalen, eller, hvis en frist ikke er fastsat, inden for den frist, der med rimelighed kan kræves af en omhyggelig transportør i betragtning af omstændighederne ved rejsen og ved uhindret sejlads.

Artikel 6

Afskiberens forpligtelser

1.   Afskiberen er forpligtet til at betale alle skyldige beløb i henhold til transportaftalen.

2.   Inden overdragelsen af godset udleverer afskiberen skriftligt følgende oplysninger om det gods, der skal transporteres, til transportøren:

a)

godsets dimensioner, antal eller vægt og stuvefaktor

b)

mærker, der er nødvendige for at identificere godset

c)

godsets art, kendetegn og egenskaber

d)

toldanvisninger eller administrative bestemmelser gældende for godset

e)

andre nødvendige oplysninger, der skal indføjes i transportdokumentet.

Afskiberen udleverer også alle de krævede ledsagedokumenter til transportøren, når godset overdrages.

3.   Hvis godsets art kræver det, pakker afskiberen det, afhængigt af den aftalte transport, på en sådan måde, at det ikke går tabt eller beskadiges i tidsrummet mellem transportørens overtagelse og dets levering, og på en sådan måde, at det ikke beskadiger fartøjet eller andet gods. Alt efter, hvad der er aftalt i transportaftalen, sørger afskiberen også for hensigtsmæssig mærkning i overensstemmelse med gældende internationale eller nationale bestemmelser eller, hvis sådanne bestemmelser ikke findes, generelt anerkendte regler og sædvanlig praksis inden for sejlads ad indre vandveje.

4.   Med forbehold af de forpligtelser, der påhviler transportøren, laster og stuver afskiberen godset og sikrer det i overensstemmelse med den praksis, der gælder inden for sejlads ad indre vandveje, medmindre andet er anført i transportaftalen.

Artikel 7

Farligt og forurenende gods

1.   Hvis farligt eller forurenende gods skal transporteres, underretter afskiberen, inden godset udleveres, og ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, klart og skriftligt transportøren om den fare og risiko for forurening, der er forbundet med godset, og de forholdsregler, der skal træffes.

2.   Hvis transporten af det farlige eller forurenende gods kræver godkendelse, udleverer afskiberen alle de nødvendige dokumenter senest samtidig med udleveringen af godset.

3.   Hvis fortsættelse af transporten eller udtømning eller levering af det farlige eller forurenende gods ikke kan finde sted, fordi administrativ godkendelse ikke foreligger, bærer afskiberen omkostningerne ved returneringen af godset til afskibningshavnen eller et nærmere sted, hvor det kan udtømmes og leveres eller bortskaffes.

4.   Hvis der opstår umiddelbar fare for menneskeliv, ejendom eller miljøet, kan transportøren, selv om denne inden overtagelsen af godset var orienteret om eller på anden måde var gjort opmærksom på den fare eller risiko for forurening, godset frembød, losse godset, gøre det uskadeligt eller, såfremt det ikke står i misforhold til farens karakter, destruere det.

5.   Hvis transportøren er berettiget til at træffe de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3 eller 4 ovenfor, har denne ret til erstatning.

Artikel 8

Afskiberens ansvar

1.   Selv om afskiberen er uden skyld heri, er afskiberen ansvarlig for enhver skade og omkostning, som transportøren eller den faktiske transportør pådrager sig, som følge af:

a)

at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, eller artikel 7, stk. 1, mangler, er unøjagtige eller er ufuldstændige

b)

at farligt eller forurenende gods ikke er mærket i overensstemmelse med gældende internationale eller nationale bestemmelser eller, hvor sådanne bestemmelser ikke foreligger, med generelt anerkendte regler og sædvanlig praksis inden for sejlads ad indre vandveje

c)

at de nødvendige ledsagedokumenter mangler, er unøjagtige eller er ufuldstændige.

Transportøren kan ikke påberåbe sig afskiberens ansvar, hvis det dokumenteres, at transportøren eller dennes ansatte eller agenter var skyld denne skade eller disse omkostninger. Det samme gælder for den faktiske transportør.

2.   Afskiberen er ansvarlig for enhver handling eller forsømmelse, der begås af personer, hvis tjenester afskiberen benytter til at udføre sådanne opgaver og opfylde de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 6 og 7, under udførelsen af deres arbejde, som om en sådan handling eller forsømmelse var afskiberens egen.

Artikel 9

Transportørens opsigelse af transportaftalen

1.   Transportøren kan opsige transportaftalen, hvis afskiberen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 2, eller artikel 7, stk. 1 og 2.

2.   Hvis transportøren gør brug af sin opsigelsesret, kan denne losse godset for afskiberens regning og eventuelt kræve betaling af et af følgende beløb:

a)

en tredjedel af den aftalte fragt, eller

b)

ud over godtgørelse for overliggetid, en godtgørelse svarende til de afholdte omkostninger og det forårsagede tab samt — i tilfælde af, at sejladsen allerede er påbegyndt — forholdsmæssigt beregnet fragt for den andel af sejladsen, der allerede er udført.

Artikel 10

Levering af godset

1.   Uanset afskiberens forpligtelse i henhold til artikel 6, stk. 1, hæfter modtageren, som efter godsets ankomst til leveringsstedet forlanger det leveret, i overensstemmelse med transportaftalen for fragten og andre gebyrer, der er pålagt godset, samt for sit bidrag til et eventuelt groshavari. Hvis et transportdokument ikke foreligger, eller hvis et sådant dokument ikke er blevet fremlagt, hæfter modtageren for den fragt, der er aftalt med afskiberen, hvis den svarer til markedspraksis.

2.   Når godset er stillet til rådighed for modtageren i overensstemmelse med transportaftalen, sædvane inden for den pågældende branche eller den for udlosningshavnen gældende lovgivning, anses leveringen for at have fundet sted. Også godsets overdragelse til en myndighed eller tredjemand, som forlanger det udleveret, betragtes som en levering.

KAPITEL III

TRANSPORTDOKUMENTER

Artikel 11

Art og indhold

1.   For hver godstransport, der er underlagt denne konvention, udsteder transportøren et transportdokument; transportøren udsteder kun et konnossement, hvis afskiberen anmoder herom, og hvis det er aftalt, inden godset blev lastet, eller inden det blev overtaget til transport. Et manglende eller ufuldstændigt transportdokument påvirker ikke gyldigheden af transportaftalen.

2.   Det originale transportdokument skal være underskrevet af transportøren, skibsføreren eller en person autoriseret af transportøren. Transportøren kan kræve, at afskiberen medunderskriver originalen eller en kopi. Underskriften kan være håndskrevet, trykt på fax, perforeret, stemplet, med symboler eller påført med andre mekaniske eller elektroniske midler, såfremt det ikke er forbudt i henhold til lovgivningen i det land, hvor transportdokumentet blev udstedt.

3.   Transportdokumentet er umiddelbart bevis, medmindre andet dokumenteres, for indgåelsen af transportaftalen og dens indhold og for transportørens overtagelse af godset. Det udgør navnlig grundlaget for at antage, at godset er blevet overtaget til transport som beskrevet i transportdokumentet.

4.   Er transportdokumentet et konnossement, afgør det alene forholdet mellem transportøren og modtageren. Betingelserne i transportaftalen afgør fortsat forholdet mellem transportøren og afskiberen.

5.   Transportdokumentet indeholder ud over dets betegnelse følgende oplysninger:

a)

transportørens og afskiberens navn, hjemsted, forretningssted eller bopæl

b)

modtageren af godset

c)

navnet eller nummeret på det fartøj, om bord på hvilket godset er blevet lastet, eller oplysninger i transportdokumentet, som viser, at godset er blevet overtaget af transportøren, men endnu ikke lastet på fartøjet

d)

afskibningshavnen eller det sted, hvor godset blev overtaget, og udlosningshavnen eller leveringsstedet

e)

den sædvanlige betegnelse for godstypen og dets emballeringsmetode samt for farligt eller forurenende gods desuden dets betegnelse i henhold til de gældende krav eller, hvis en sådan betegnelse ikke foreligger, dets generelle betegnelse

f)

dimensionerne, antallet eller vægten samt identifikationsmærker for det gods, der er bragt om bord eller overtaget med henblik på transport

g)

hvis det er relevant, erklæring om, at godset skal eller kan transporteres på dæk eller i åbne fartøjer

h)

de aftalte bestemmelser vedrørende fragt

i)

hvis der er tale om et fragtbrev, angivelse af, om det er en original eller kopi; hvis der er tale om et konnossement, angivelse af antallet af originaler

j)

udstedelsessted og -dato.

Selv om en eller flere af de oplysninger, der er omhandlet i dette stykke, mangler, påvirker det ikke den juridiske karakter af et transportdokument, jf. denne konventions artikel 1, nr. 6).

Artikel 12

Forbehold i transportdokumenter

1.   Transportøren kan i transportdokumentet indsætte forbehold vedrørende:

a)

godsets dimensioner, antal eller vægt, hvis transportøren har grund til at tro, at de oplysninger, der er udleveret af afskiberen, er upræcise, eller hvis transportøren ikke har haft rimelig mulighed for at kontrollere sådanne oplysninger, navnlig fordi godset ikke er blevet optalt, målt eller vejet under dennes opsyn, eller fordi dimensionerne eller vægten uden udtrykkelig aftale er blevet bestemt ved omtrentlig måling

b)

identifikationsmærker, som ikke er fastgjort på en tydelig og holdbar måde på selvet godset eller på beholderne eller emballagen, hvis godset er emballeret

c)

godsets umiddelbart synlige stand.

2.   Har transportøren ikke indføjet bemærkninger om godsets umiddelbart synlige stand eller ikke indsat forbehold i den henseende, anses transportøren for i transportdokumentet at have bemærket, at godset var i tilsyneladende god stand.

3.   Hvis godset i overensstemmelse med angivelserne i transportdokumentet anbringes i en container eller i fartøjets lastrum og forsegles af andre personer end transportøren eller dennes ansatte eller agenter, og hvis hverken containeren eller forseglingerne er beskadigede eller brudte, når de ankommer til udlosningshavnen eller leveringsstedet, formodes tab eller beskadigelse af godset ikke at være sket under transporten.

Artikel 13

Konnossement

1.   De originale konnossementer er adkomstdokumenter udstedt i modtagerens navn til ordre eller til ihændehaver.

2.   På destinationen leveres godset kun mod udlevering af originalen af det oprindelige konnossement; derefter kan yderligere levering ikke kræves mod andre originaler.

3.   Når godset er overtaget af transportøren, har udlevering af konnossementet til en person, som derved berettiges til at modtage godset, samme virkning som udlevering af godset, for så vidt angår erhvervelse af rettigheder til godset.

4.   Hvis konnossementet er overført til tredjemand, herunder modtageren, som har handlet i god tro i tillid til beskrivelsen af godset deri, accepteres bevis for det modsatte af formodningen i artikel 11, stk. 3, og artikel 12, stk. 2, ikke.

KAPITEL IV

RET TIL AT RÅDE OVER GODSET

Artikel 14

Indehaver af råderet

1.   Afskiberen har ret til at råde over godset; afskiberen kan navnlig kræve, at transportøren afbryder transporten af godset, ændrer leveringsstedet eller leverer godset til en anden modtager end den modtager, der er anført i transportdokumentet.

2.   Afskiberens råderet ophører, når modtageren efter godsets ankomst til det planmæssige leveringssted har anmodet om udlevering af godset, og

a)

ved transport med fragtbrev, når originalen er blevet udleveret til modtageren

b)

ved transport med konnossement, når afskiberen har givet afkald på alle originaler i vedkommendes besiddelse ved at udlevere dem til en anden person.

3.   Ved udstedelsen af fragtbrevet kan afskiberen ved indføjelse af en relevant bemærkning i fragtbrevet give afkald på sin råderet til fordel for modtageren.

Artikel 15

Betingelser for udøvelse af råderet

Afskiberen, eller modtageren i de artikel 14, stk. 2 og 3, omhandlede tilfælde, skal, hvis disse ønsker at udøve deres råderet:

a)

når et konnossement anvendes, fremlægge alle originaler inden godsets ankomst til det planlagte leveringssted

b)

når et andet transportdokument end et konnossement anvendes, fremlægge dette dokument indeholdende de nye anvisninger til transportøren

c)

kompensere transportøren for alle omkostninger og skader, denne har pådraget sig i forbindelse med udførelsen af anvisningerne

d)

betale den aftalte fragt, hvis godset losses inden ankomsten til det planlagte leveringssted, medmindre andet er anført i transportaftalen.

KAPITEL V

TRANSPORTØRENS ANSVAR

Artikel 16

Ansvar for tab

1.   Transportøren er ansvarlig for tab eller beskadigelse af godset, der opstår i tidsrummet mellem dennes overtagelse af godset til transport og leveringen, eller som følger af forsinket levering, medmindre transportøren kan godtgøre, at tabet skyldes omstændigheder, som en omhyggelig transportør ikke kunne have forhindret, og hvis konsekvenser transportøren ikke kunne have undgået.

2.   Transportørens ansvar for tab, der opstår som følge af tab eller beskadigelse af godset opstået inden lastning af godset på fartøjet eller efter dets udlosning fra fartøjet, er underlagt det lands lovgivning, som gælder for transportaftalen.

Artikel 17

Ansatte og agenter

1.   Transportøren er ansvarlig for enhver handling eller forsømmelse, der begås af dennes ansatte eller agenter, hvis tjenester transportøren benytter under udførelsen af transportaftalen, under udførelsen af deres arbejde, som om en sådan handling eller forsømmelse var transportørens egen.

2.   Når transporten udføres af en faktisk transportør, jf. artikel 4, er transportøren også ansvarlig for den faktiske transportørs handlinger og forsømmelser og for handlinger og forsømmelser, der begås af den faktiske transportørs ansatte og agenter under udførelsen af deres arbejde.

3.   Hvis der rejses søgsmål mod transportørens eller den faktiske transportørs ansatte eller agenter, har sådanne personer, hvis de kan bevise, at de har handlet under udførelsen af deres arbejde, ret til at påberåbe sig de samme betingelser og erstatningsgrænser, som transportøren eller den faktiske transportør kan påberåbe sig i henhold til denne konvention.

4.   En lods, der er udpeget af en myndighed, og som ikke frit kan vælges, betragtes ikke som en ansat eller agent, jf. stk. 1.

Artikel 18

Særlig ansvarsfritagelse

1.   Transportøren eller den faktiske transportør fritages for ansvar, hvis tabet, skaden eller forsinkelsen skyldes et af de forhold eller en af de risici, der er anført nedenfor:

a)

handlinger eller forsømmelser begået af afskiberen, modtageren eller den person, der har råderet over godset

b)

håndtering, lastning, stuvning eller udlosning af godset foretaget af afskiberen, modtageren eller tredjemand, der handler på afskiberens eller modtagerens vegne

c)

transport af godset på dæk eller i åbne fartøjer, hvis sådan transport er aftalt med afskiberen eller er i overensstemmelse med den pågældende branches praksis, eller hvis det kræves i henhold til de gældende bestemmelser

d)

godsets beskaffenhed, når denne indebærer, at det helt eller delvist kan gå tabt eller blive beskadiget, f.eks. som følge af brækage, rust, nedbrydning, udtørring, lækage eller normalt svind (i volumen eller vægt), eller at det er udsat for skadedyrsangreb

e)

manglende eller defekt emballage, hvis der er tale om gods, der på grund af dets art kan gå tabt eller blive beskadiget, såfremt det ikke er emballeret, eller såfremt emballagen er defekt

f)

utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig identifikationsmærkning af godset

g)

rednings- eller bjærgningsaktioner eller forsøg herpå på indre vandveje

h)

transport af levende dyr, medmindre transportøren ikke har truffet de foranstaltninger eller overholdt de anvisninger, der er fastsat i transportaftalen.

2.   Hvis en skade under de aktuelle omstændigheder kan tilskrives et eller flere af de forhold eller en eller flere af de risici, der er anført i nærværende artikels stk. 1, formodes den at være forårsaget af et sådant forhold eller en sådan risiko. Denne formodning gælder ikke, hvis den skadelidte part beviser, at det lidte tab ikke skyldes eller ikke udelukkende skyldes et af de forhold eller en af de risici, der er anført i denne artikels stk. 1.

Artikel 19

Beregning af erstatning

1.   Hvis transportøren hæfter for totalt tab af gods, er den erstatning, transportøren kan pålægges, lig med værdien af godset på leveringsstedet og -tidspunktet i henhold til transportaftalen. Levering til en anden person end den berettigede person betragtes som et tab.

2.   I tilfælde af delvist tab eller beskadigelse af godset hæfter transportøren kun for dets tab i værdi.

3.   Godsets værdi fastsættes i henhold til den noterede råvarepris, eller, hvis en sådan pris ikke foreligger, i henhold til dets markedspris, eller, hvis der hverken foreligger en noteret råvarepris eller en markedspris, på grundlag af den sædvanlige værdi af gods af samme art og kvalitet på leveringsstedet.

4.   For gods, der på grund af sin art udsættes for svind under transport, er transportøren, uanset transportens længde, kun ansvarlig for den del af svindet, der overstiger normalt svind (i volumen eller vægt) som fastsat af parterne i transportaftalen eller, i mangel heraf, i henhold til bestemmelserne eller sædvanlige praksis på bestemmelsesstedet.

5.   Bestemmelserne i denne artikel berører ikke transportørens rettigheder vedrørende fragt som fastsat i transportaftalen eller i henhold til de gældende nationale bestemmelser eller praksisser, hvis der ikke er indgået særlig aftale herom.

Artikel 20

Erstatningsgrænser

1.   Medmindre andet følger af artikel 21 og nærværende artikels stk. 4, kan transportøren under ingen omstændigheder, og uanset hvilke krav der rejses mod denne, drages til ansvar for beløb, der overstiger 666,67 regningsenheder pr. pakke eller anden forsendelsesenhed eller 2 regningsenheder pr. kg vægt anført i transportdokumentet, af det tabte eller beskadigede gods, idet den højeste værdi gælder. Hvis pakken eller den anden forsendelsesenhed er en container, og en pakke eller forsendelsesenhed samlet i containeren ikke er nævnt i transportdokumentet, gælder i stedet for beløbet på 666,67 regningsenheder et beløb på 1 500 regningsenheder for containeren uden det gods, den indeholder, og desuden et beløb på 25 000 regningsenheder for det gods, containeren indeholder.

2.   Hvis en container, palle eller lignende transportenhed bruges til at samle gods, betragtes de pakker eller andre forsendelsesenheder, der er angivet i transportdokumentet som pakket i eller på en sådan transportenhed, som pakker eller forsendelsesenheder. Med undtagelse af ovennævnte betragtes godset i eller på en sådan transportenhed som én forsendelsesenhed. Ved tab eller beskadigelse af selve transportenheden betragtes den pågældende transportenhed, hvis den ikke ejes eller på anden måde leveres af transportøren, som én separat forsendelsesenhed.

3.   I tilfælde af tab, der skyldes forsinket levering, kan transportørens ansvar ikke overstige fragtbeløbet. Det samlede ansvar i henhold til stk. 1 og nærværende stykkes første punktum kan dog ikke overstige den begrænsning, der i henhold til stk. 1 gælder ved totalt tab af gods omfattet af sådant ansvar.

4.   De maksimale erstatningsgrænser, jf. stk. 1, finder ikke anvendelse:

a)

hvis godsets eller transportenhedernes art og højere værdi er udtrykkeligt anført i transportdokumentet, og transportøren ikke har afvist disse angivelser, eller

b)

hvis parterne udtrykkeligt har aftalt højere erstatningsgrænser.

5.   Det samlede erstatningsbeløb, der kan pålægges transportøren, den faktiske transportør og deres ansatte og agenter for det samme tab, kan samlet set ikke overstige de samlede erstatningsgrænser som fastsat i denne artikel.

Artikel 21

Fortabelse af retten til erstatningsbegrænsning

1.   Transportøren eller den faktiske transportør kan ikke påberåbe sig ret til den ansvarsfritagelse og de erstatningsgrænser, der er fastlagt i denne konvention eller i transportaftalen, hvis det bevises, at skaden er forvoldt ved en handling eller forsømmelse fra deres side, der enten er forsætlig eller uforsvarlig, vel vidende at skaden kunne opstå.

2.   Ansatte eller agenter, der handler på transportørens eller den faktiske transportørs vegne, kan ligeledes ikke påberåbe sig ret til den ansvarsfritagelse og de erstatningsgrænser, der er fastlagt i denne konvention eller i transportaftalen, hvis det bevises, at de forvoldte skaden som beskrevet i stk. 1.

Artikel 22

Anvendelse af ansvarsfritagelse og erstatningsgrænse

De bestemmelser om ansvarsfritagelse og erstatningsgrænser, der er fastsat i denne konvention eller i transportaftalen, finder anvendelse i alle sager, der rejses vedrørende beskadigelse eller forsinket levering af gods omfattet af transportaftalen, uanset om sagen anlægges om ansvar i eller uden for kontrakt eller på andet juridisk grundlag.

KAPITEL VI

FRISTER FOR KRAV OM ERSTATNING

Artikel 23

Anmeldelse af skade

1.   Modtagerens accept uden forbehold af godset er umiddelbart bevis for, at transportøren har leveret godset i den stand og mængde, hvori transportøren modtog det til transport.

2.   Transportøren og modtageren kan kræve, at godsets stand og mængde ved levering kontrolleres under de to parters tilstedeværelse.

3.   Hvis tab eller beskadigelse af godset fremgår umiddelbart, skal forbehold fra modtagerens side meddeles skriftligt med en generel beskrivelse af skadens art senest på leveringstidspunktet, medmindre modtageren og transportøren i fællesskab har kontrolleret godsets stand.

4.   Hvis tab eller beskadigelse af godset ikke fremgår umiddelbart, skal forbehold fra modtagerens side meddeles skriftligt med en generel beskrivelse af skadens art senest syv sammenhængende dage efter leveringstidspunktet. I dette tilfælde skal den skadelidte part godtgøre, at skaden opstod, mens godset var i transportørens varetægt.

5.   Der skal ikke betales erstatning for skader forårsaget af forsinket levering, medmindre modtageren kan bevise, at modtageren underrettede transportøren om forsinkelsen inden for 21 sammenhængende dage efter leveringen af godset, og at denne meddelelse nåede frem til transportøren.

Artikel 24

Forældelse

1.   Alle krav, der udspringer af en aftale underlagt denne konvention, forældes efter udløb af et år fra den dag, hvor godset blev eller skulle have været leveret til modtageren. Den dag, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, indgår ikke i fristen.

2.   Den person, mod hvilken der rejses krav, kan til enhver tid inden udløbet af denne frist forlænge den ved en skriftlig erklæring til den krænkede part. Fristen kan yderligere forlænges ved en eller flere yderligere erklæringer.

3.   Afbrydelse af forældelsesfristen er underlagt det lands lovgivning, der gælder for transportaftalen. Anmeldelse af et krav i en sag om begrænsning af ansvaret for alle krav, der udspringer af en skadebegivenhed, afbryder forældelsesfristen.

4.   Regreskrav kan af den person, der holdes ansvarlig i medfør af denne konvention, rejses efter udløbet af den i nærværende artikels stk. 1 og 2 fastsatte frist, når sagen anlægges inden for en frist på 90 dage regnet fra den dag, hvor den regressøgende har indfriet kravet eller fået forkyndt stævningen, eller inden for en længere frist, der måtte gælde i henhold til lovgivningen i det land, hvor sagen anlægges.

5.   Forældede krav kan ikke gøres gældende ved fremsættelse af et modkrav eller en indsigelse.

KAPITEL VII

GRÆNSER FOR AFTALEFRIHED

Artikel 25

Ugyldige aftalebestemmelser

1.   Enhver aftalebestemmelse, der har til formål at fritage, begrænse eller øge det ansvar, der som defineret i denne konvention påhviler transportøren, den faktiske transportør eller deres ansatte eller agenter, eller at flytte bevisbyrden eller afkorte de i artikel 23 og 24 omhandlede frister, er ugyldig, jf. dog artikel 20, stk. 4. Enhver bestemmelse om, at forsikringsdækning af godset skal tilfalde transportøren, er også ugyldig.

2.   Uanset bestemmelserne i nærværende artikels stk. 1, og med forbehold af artikel 21, kan transportaftalen indeholde bestemmelser om, at transportøren eller den faktiske transportør ikke hæfter for tab, der opstår som følge af:

a)

handlinger eller forsømmelser begået af skibsføreren, lodsen eller en anden person, der gør tjeneste på fartøjet, på slæbebåde eller skubbebåde under sejlads eller under dannelse eller opløsning af en slæbt konvoj, såfremt transportøren har overholdt de forpligtelser angående besætning, der er fastlagt i artikel 3, stk. 3, medmindre skaden er forvoldt ved en forsætlig handling eller forsømmelse fra transportørens side eller ved uforsvarlig adfærd, vel vidende at skaden kunne opstå

b)

brand eller eksplosion om bord på fartøjet, hvis det ikke kan bevises, at branden eller eksplosionen skyldes fejl begået af transportøren, den faktiske transportør eller deres ansatte eller agenter eller kan tilskrives en defekt på fartøjet

c)

defekter, der eksisterede inden påbegyndelsen af transporten, ved transportørens fartøj eller et chartret fartøj, hvis transportøren kan bevise, at det ikke var muligt at konstatere sådanne defekter inden påbegyndelsen af transporten trods udvist omhu.

KAPITEL VIII

SUPPLERENDE BESTEMMELSER

Artikel 26

Groshavari

Intet i denne konvention udelukker anvendelsen af bestemmelser i transportaftalen eller national lovgivning vedrørende beregning af erstatningsbeløb og bidrag, der skal betales i tilfælde af groshavari.

Artikel 27

Andre gældende bestemmelser og nuklear skade

1.   Denne konvention ændrer ikke transportørens rettigheder eller forpligtelser i henhold til internationale konventioner eller national lovgivning vedrørende begrænsning af ansvar for ejere af fartøjer beregnet til sejlads ad indre vandveje eller søfartøjer.

2.   Transportøren fritages for ansvar i henhold til denne konvention for skade forårsaget af en nuklear hændelse, hvis operatøren af et nukleart anlæg eller en anden autoriseret person er ansvarlig for en sådan skade i henhold til nationale love og bestemmelser om ansvar på den nukleare energis område.

Artikel 28

Regningsenhed

Den regningsenhed, der er omhandlet i denne konventions artikel 20, er den særlige trækningsrettighed (»SDR«) defineret af Den Internationale Valutafond. De beløb, der er nævnt i artikel 20, omregnes til den nationale valuta i et land i overensstemmelse med valutaens værdi på vurderingsdatoen eller den dato, parterne har aftalt. Værdien i SRD af en kontraherende stats nationale valuta beregnes i overensstemmelse med den vurderingsmetode, der anvendes af Den Internationale Valutafond, og som gælder for dens operationer og transaktioner på den pågældende dato.

Artikel 29

Yderligere nationale bestemmelser

1.   I spørgsmål, hvorom denne konvention ikke indeholder bestemmelser, er transportaftalen underlagt lovgivningen i det land, som parterne har aftalt.

2.   Hvis en transportaftale ikke er indgået, finder lovgivningen i det land, som transportaftalen har tættest forbindelse til, anvendelse.

3.   Transportaftalen formodes at have tættest forbindelse til det land, hvor transportøren har sit hovedforretningssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvis afskibningshavnen, det sted, hvor godset overtages, udlosningshavnen, leveringsstedet eller afskiberens hovedforretningssted også er beliggende i det pågældende land. Hvis transportøren ikke har et forretningssted på land og indgår transportaftalen om bord på sit fartøj, antages det, at aftalen har tættest forbindelse til det land, hvor fartøjet er registreret, eller under hvis flag det sejler, hvis afskibningshavnen, det sted, hvor godset overtages, udlosningshavnen, leveringsstedet eller afskiberens hovedforretningssted også er beliggende i det pågældende land.

4.   Realsikkerhed for transportørens krav efter artikel 10, stk. 1, er underlagt lovgivningen i det land, hvor godset befinder sig.

KAPITEL IX

ERKLÆRINGER VEDRØRENDE ANVENDELSESOMRÅDET

Artikel 30

Transport ad bestemte indre vandveje

1.   Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ratificeringen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen af denne konvention erklære, at den ikke vil anvende denne konvention på aftaler vedrørende transport ad bestemte indre vandveje, som er beliggende på dens område, som ikke er underlagt internationale søfartsregler, og som ikke danner en forbindelse mellem sådanne internationale vandveje. En sådan erklæring kan dog ikke omfatte alle det pågældende lands hovedvandveje.

2.   Hvis transportaftalen omhandler transport af gods uden omladning både ad vandveje, der ikke er nævnt i den erklæring, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, og ad vandveje, der er nævnt i erklæringen, gælder denne konventionen ligeledes for aftalen, medmindre den afstand, der tilbagelægges på sidstnævnte vandveje, er den største.

3.   Når en erklæring er fremsat i henhold til stk. 1, kan en anden kontraherende stat erklære, at den heller ikke vil anvende bestemmelserne i denne konvention på de aftaler, der er omhandlet i erklæringen. En erklæring fremsat i overensstemmelse med nærværende stykke har virkning fra tidspunktet for konventionens ikrafttræden for den stat, som har fremsat en erklæring i henhold til stk. 1, men tidligst på tidspunktet for konventionens ikrafttræden for den stat, der har fremsat erklæring efter bestemmelserne i nærværende stykke.

4.   De erklæringer, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 3, kan til enhver tid trækkes helt eller delvist tilbage ved meddelelse herom til depositaren med angivelse af datoen for deres ophør. Tilbagetrækningen af erklæringer har ikke virkning for aftaler, der allerede er indgået.

Artikel 31

National transport eller gratis transport

Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ratificeringen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen af denne konvention eller når som helst derefter erklære, at den også vil anvende denne konvention:

a)

på transportaftaler, hvor afskibningshavnen eller stedet for godsets overtagelse og udlosningshavnen eller leveringsstedet for godset er beliggende inden for dens eget område

b)

uanset artikel 1, nr. 1), på gratis transport.

Artikel 32

Regionale bestemmelser om ansvar

1.   Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ratificeringen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen af denne konvention eller når som helst derefter erklære, at transportøren, for så vidt angår transport af gods mellem afskibningshavne eller steder, hvor godset overtages, og udlosningshavne eller leveringssteder, som enten begge er beliggende på dets eget område, eller hvoraf det ene er beliggende på området for et andet land, der har fremsat en tilsvarende erklæring, ikke kan drages til ansvar for handlinger eller forsømmelser begået af skibsføreren, lodsen eller en anden person, der gør tjeneste på fartøjet, på slæbebåde eller skubbebåde under sejlads eller under dannelse eller opløsning af en slæbt konvoj, såfremt transportøren har overholdt de forpligtelser vedrørende besætning, der er fastlagt i artikel 3, stk. 3, medmindre skaden er forvoldt ved en forsætlig handling eller forsømmelse eller ved uforsvarlig adfærd, vel vidende at skaden kunne opstå.

2.   Bestemmelsen vedrørende ansvar omhandlet i stk. 1 træder i kraft mellem to kontraherende stater, når denne konvention træder i kraft i den anden stat, som har fremsat samme erklæring. Hvis en stat har fremsat denne erklæring efter konventionens ikrafttræden for den pågældende stat, træder bestemmelsen om ansvar i stk. 1 i kraft fra den første dag i måneden efter en periode på tre måneder regnet fra meddelelsen af erklæringen til depositaren. Bestemmelsen vedrørende ansvar gælder kun for transportaftaler indgået efter dens ikrafttræden.

3.   En erklæring fremsat i overensstemmelse med stk. 1 kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse til depositaren. I tilfælde af tilbagetrækning ophører bestemmelserne vedrørende ansvar i stk. 1 med at gælde med virkning fra den første dag i måneden efter meddelelsen eller på et efterfølgende tidspunkt anført i meddelelsen. Tilbagetrækningen gælder ikke for transportaftaler, der er indgået, inden bestemmelserne om ansvar blev ophævet.

KAPITEL X

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 33

Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse, tiltrædelse

1.   Denne konvention står åben for undertegnelse af alle stater i et år på depositarens hovedkvarter. Undertegnelsesperioden begynder på den dag, hvor depositaren oplyser, at alle de tekster til konventionen, der er retsgyldige, er tilgængelige.

2.   En stat kan blive part i denne konvention:

a)

ved undertegnelse uden forbehold med hensyn til ratificering, accept eller godkendelse

b)

ved undertegnelse med forbehold af ratificering, accept eller godkendelse fulgt af ratificering, accept eller godkendelse

c)

ved tiltrædelse efter den frist, der er fastsat for undertegnelse.

3.   Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.

Artikel 34

Ikrafttræden

1.   Denne konvention træder i kraft på den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder fra den dato, hvor fem stater har undertegnet konventionen uden forbehold med hensyn til ratificering, accept eller godkendelse eller har deponeret deres ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter hos depositaren.

2.   For stater, der undertegner denne konvention uden forbehold med hensyn til ratificering, accept eller godkendelse eller deponerer deres ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter hos depositaren efter konventionens ikrafttræden, træder den i kraft på den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for undertegnelsen uden forbehold med hensyn til ratificering, accept eller godkendelse eller deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne hos depositaren.

Artikel 35

Opsigelse

1.   Denne konvention kan opsiges af en kontraherende stat ved udløbet af en periode på et år efter dens ikrafttrædelsesdato for den pågældende stat.

2.   Meddelelse om opsigelse deponeres hos depositaren.

3.   Opsigelsen træder i kraft på den første dag i måneden efter udløbet af en periode på et år regnet fra datoen for deponeringen af meddelelsen om opsigelse eller efter en længere periode anført i meddelelsen om opsigelse.

Artikel 36

Revision og ændring

På anmodning af mindst en tredjedel af de kontraherende stater i denne konvention indkalder depositaren til en konference mellem de kontraherende stater med henblik på at revidere eller ændre den.

Artikel 37

Revision af beløbene for begrænsning af ansvar og regningsenhed

1.   Hvis der fremsættes forslag om revision af det beløb, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, eller erstatning af den enhed, der er omhandlet i artikel 28, med en anden enhed, fremlægger depositaren, når mindst en fjerdedel af de kontraherende stater i denne konvention anmoder herom, forslaget for alle medlemmer af FN's Økonomiske Kommission for Europa, Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen og Donaukommissionen samt alle kontraherende stater og indkalder til en konference alene med det formål at ændre det beløb, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, eller erstatte den enhed, der er omhandlet i artikel 28, med en anden enhed, jf. dog bestemmelserne i artikel 36.

2.   Konferencen afholdes tidligst seks måneder efter datoen for fremsættelsen af forslaget.

3.   Alle kontraherende stater i denne konvention kan deltage i konferencen, uanset om de er medlem af de organisationer, der er omhandlet i stk. 1.

4.   Ændringer skal vedtages af et flertal på to tredjedele af de kontraherende stater i denne konvention, som er repræsenteret på konferencen og deltager i afstemningen, såfremt mindst halvdelen af de kontraherende stater i denne konvention er repræsenteret, når afstemningen finder sted.

5.   Under høringen vedrørende ændringen af det beløb, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, inddrager konferencen erfaringer fra skadevoldende hændelser og navnlig det erstatningsbeløb, de har affødt, ændringer i pengebeløb og virkningen af den foreslåede ændring på forsikringsudgifterne.

6.

a)

En beløbsændring, der foretages i overensstemmelse med denne artikel, kan tidligst træde i kraft fem år efter den dato, hvor denne konvention blev åbnet for undertegnelse, og tidligst fem år efter den dato, hvor en tidligere ændring i overensstemmelse med denne artikel trådte i kraft

b)

Et beløb kan ikke forhøjes så meget, at det overstiger det beløb for erstatningsgrænser, der er anført i denne konvention, forhøjet med seks procent om året beregnet med renters rente med virkning fra den dato, hvor denne konvention blev åbnet for undertegnelse

c)

Et beløb kan ikke forhøjes så meget, at det overstiger det tredobbelte af de erstatningsgrænser, der er anført i denne konvention.

7.   Depositaren meddeler alle kontraherende stater alle ændringer vedtaget i overensstemmelse med stk. 4. Ændringen betragtes som accepteret efter en periode på 18 måneder efter datoen for meddelelsen, medmindre mindst en fjerdel af de stater, der var kontraherende stater på tidspunktet for beslutningen om ændringen, meddeler depositaren, at de ikke kan acceptere den pågældende ændring; i et sådant tilfælde afvises ændringen, og den træder ikke i kraft.

8.   En ændring, der anses for godkendt i overensstemmelse med stk. 7, træder i kraft 18 måneder efter godkendelsen.

9.   Alle kontraherende stater er bundet af ændringen, medmindre de opsiger denne konvention i overensstemmelse med artikel 35 senest seks måneder inden ændringens ikrafttræden. Opsigelsen træder i kraft, når ændringen træder i kraft.

10.   En ændring, som er blevet vedtaget, men hvis godkendelsesperiode på 18 måneder endnu ikke er udløbet, er bindende for en stat, der bliver kontraherende stat i denne periode, hvis ændringen træder i kraft. En stat, der bliver kontraherende stat efter denne periode, er bundet af en ændring godkendt i overensstemmelse med stk. 7. I de tilfælde, der er omhandlet i nærværende stykke, er en stat bundet af en ændring, så snart den træder i kraft, eller så snart denne konvention træder i kraft for den pågældende stat, hvis dette finder sted efterfølgende.

Artikel 38

Depositar

1.   Denne konvention deponeres hos Republikken Ungarns regering.

2.   Depositaren skal:

a)

til alle lande, der deltog i den diplomatiske konference om vedtagelse af Budapestkonventionen om transportaftalen ved godstransport ad indre vandveje, fremsende denne konvention i den officielle oversatte version, som ikke var tilgængelig, da konferencen blev afholdt, med henblik på kontrol

b)

underrette alle stater omhandlet i litra a) ovenfor om forslag til ændringer af teksten meddelt i overensstemmelse med litra a) ovenfor

c)

fastsætte den dato, hvor alle officielle oversættelser af denne konvention er bragt i overensstemmelse med hinanden og betragtes som retsgyldige

d)

meddele alle stater omhandlet i litra a) ovenfor den dato, der er fastlagt i overensstemmelse med litra c) ovenfor

e)

fremsende bekræftede genparter af denne konvention til alle stater, der var indbudt til den diplomatiske konference om vedtagelse af Budapestkonventionen om transportaftalen ved godstransport ad indre vandveje og til alle stater, der har undertegnet eller tiltrådt denne konvention

f)

underrette alle stater, der har undertegnet eller tiltrådt denne konvention:

i)

om enhver ny undertegnelse, meddelelse eller erklæring med angivelse af datoen herfor

ii)

om datoen for denne konventions ikrafttræden

iii)

om enhver opsigelse af denne konvention med angivelse af datoen for en sådan opsigelses virkning

iv)

om enhver ændring vedtaget i overensstemmelse med artikel 36 og 37 i denne konvention med angivelse af datoen for sådanne ændringers ikrafttræden

v)

om enhver anden meddelelse, der kræves i henhold til en bestemmelse i denne konvention.

3.   Så snart denne konvention er trådt i kraft, fremsender depositaren en bekræftet genpart af konventionen til De Forenede Nationers sekretariat til registrering og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.

UDFÆRDIGET i Budapest den 22. juni 2001 i et enkelt eksemplar, idet teksterne på nederlandsk, engelsk, fransk, tysk og russisk har samme gyldighed.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, behørigt bemyndigede i så henseende af deres regeringer, underskrevet denne konvention.


(1)  Vedtaget af den diplomatiske konference afholdt i fællesskab af CCNR, Donaukommissionen og FN/ECE i Budapest fra den 25. september til den 3. oktober 2000.