24.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 352/68


AFGØRELSE Nr. 1/2013 VEDTAGET AF SAMARBEJDSRÅDET EU-IRAK

af 8. oktober 2013

om vedtagelse af samarbejdsrådets og samarbejdsudvalgets forretningsordener

(2013/802/EU)

SAMARBEJDSRÅDET EU-IRAK HAR —

under henvisning til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side (i det følgende benævnt »aftalen«), særlig artikel 111, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 117 i aftalen er visse bestemmelser i den midlertidigt blevet anvendt siden den 1. august 2012.

(2)

For at bidrage til en effektiv gennemførelse af aftalen bør dens institutionelle ramme fastlægges snarest muligt. I denne forbindelse er det op til samarbejdsrådet at vedtage de nødvendige foranstaltninger.

(3)

Ifølge artikel 111, stk. 3, i aftalen fastsætter samarbejdsrådet selv sin forretningsorden. For at samarbejdsudvalget kan blive operationelt så hurtigt som muligt, fastsætter samarbejdsrådet også samarbejdsudvalgets forretningsorden.

(4)

Ifølge artikel 10 i samarbejdsrådets forretningsorden kan samarbejdsrådet vedtage afgørelser ved skriftlig procedure.

(5)

Det er nødvendigt at vedtage denne afgørelse ved skriftlig procedure —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Samarbejdsrådets og samarbejdsudvalgets forretningsordener, som findes i henholdsvis bilag I og II, vedtages hermed.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. oktober 2013.

På vegne af Samarbejdsrådet EU-Irak

C. ASHTON

Formand


BILAG I

FORRETNINGSORDEN FOR SAMARBEJDSRÅDET EU-IRAK

Artikel 1

Formandskab

Formandskabet for samarbejdsrådet udøves på skift for 12 måneder ad gangen af formanden for Rådet for Den Europæiske Union (udenrigsanliggender) på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater og af Iraks udenrigsminister. Første periode begynder på datoen for afholdelsen af samarbejdsrådets første møde og slutter den 31. december samme år.

Artikel 2

Møder

Samarbejdsrådet træder sammen på ministerplan én gang om året. Der kan efter anmodning fra en af parterne afholdes særlige møder i samarbejdsrådet, hvis parterne er enige herom. Medmindre parterne aftaler andet, holdes samarbejdsrådets møder på det sædvanlige sted for Rådet for Den Europæiske Unions samlinger på en dato, som parterne er enige om. Samarbejdsrådets sekretærer indkalder efter aftale med formanden til møderne i samarbejdsrådet.

Artikel 3

Repræsentation

Medlemmerne af samarbejdsrådet kan lade sig repræsentere, hvis de er forhindret i at deltage i et møde. Et medlem skal, hvis han ønsker at lade sig repræsentere, meddele formanden navnet på den, der skal repræsentere ham, inden det møde, hvor han lader sig repræsentere. Den, der repræsenterer et medlem af samarbejdsrådet, udøver alle dette medlems rettigheder.

Artikel 4

Delegationer

Medlemmerne af samarbejdsrådet kan ledsages af embedsmænd. Inden hvert møde underrettes formanden om den planlagte sammensætning af parternes delegationer.

En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank deltager som observatør i samarbejdsrådets møder, når der er spørgsmål på dagsordenen, som vedrører banken.

Når det er hensigtsmæssigt, kan personer i deres egenskab af eksperter eller repræsentanter for andre organer efter fælles aftale blive indbudt til at deltage i samarbejdsrådets møder som observatør eller for at orientere om et bestemt emne.

Artikel 5

Sekretariat

En repræsentant for Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og en repræsentant for Iraks mission ved Den Europæiske Union fungerer sammen som sekretærer for samarbejdsrådet.

Artikel 6

Korrespondance

Korrespondance til samarbejdsrådet sendes til formanden for samarbejdsrådet på adressen for Rådet for Den Europæiske Union.

De to sekretærer sørger for, at korrespondancen viderebringes til samarbejdsrådets formand og om nødvendigt rundsendes til de øvrige medlemmer af samarbejdsrådet. Rundsendt korrespondance sendes også til Kommissionens Generalsekretariat, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaternes faste repræsentationer og Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union samt til Iraks mission ved Den Europæiske Union.

Meddelelser fra samarbejdsrådets formand sendes af de to sekretærer til adressaterne og rundsendes om nødvendigt til de øvrige medlemmer af samarbejdsrådet på de adresser, der er anført i stk. 2.

Artikel 7

Offentlighed

Medmindre andet vedtages, er samarbejdsrådets møder ikke offentlige.

Artikel 8

Dagsorden for møderne

1.   Formanden opstiller en foreløbig dagsorden for hvert møde. Den fremsendes af samarbejdsrådets sekretærer til de adressater, der er omhandlet i artikel 6, senest 15 dage inden mødet. Den foreløbige dagsorden skal indeholde de emner, som formanden senest 21 dage før mødet har modtaget anmodning om at få optaget på dagsordenen; dog optages emner ikke på den foreløbige dagsorden, hvis den fornødne dokumentation ikke er fremsendt til sekretærerne inden datoen for udsendelsen af den foreløbige dagsorden. Dagsordenen vedtages af samarbejdsrådet ved hvert mødes begyndelse. Et punkt, som ikke er opført på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis de to parter er enige herom.

2.   Formanden kan efter aftale med de to parter afkorte de i stk. 1 nævnte tidsfrister for at tage hensyn til særlige omstændigheder i en bestemt sag.

Artikel 9

Protokol

De to sekretærer udarbejder sammen et udkast til protokol for hvert møde. Protokollen indeholder i almindelighed for hvert punkt på dagsordenen oplysning om:

den dokumentation, der er forelagt samarbejdsrådet

de erklæringer, som et medlem af samarbejdsrådet har anmodet om at få optaget i protokollen

de fremsatte henstillinger, vedtagne erklæringer og dragne konklusioner.

Udkastet til protokol forelægges samarbejdsrådet til godkendelse. Den godkendte protokol undertegnes af formanden og de to sekretærer. Protokollen arkiveres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, der fungerer som depositar for aftalens dokumenter. Der sendes en bekræftet genpart til hver af de i artikel 6 anførte adressater.

Artikel 10

Afgørelser og henstillinger

1.   Samarbejdsrådet vedtager afgørelser og fremsætter henstillinger ved fælles overenskomst mellem parterne. De tilfælde, hvor samarbejdsrådet kan vedtage afgørelser, er anført i selve aftalen.

Samarbejdsrådet kan vedtage afgørelser eller fremsætte henstillinger ved skriftlig procedure, hvis begge parter er enige herom. Når samarbejdsrådet beslutter at anvende skriftlig procedure, kan der fastsættes en frist ved fælles overenskomst mellem parterne, efter hvis udløb formanden for samarbejdsrådet på grundlag af en redegørelse fra de to sekretærer kan meddele, om parterne er nået til enighed.

2.   Samarbejdsrådets afgørelser og henstillinger i henhold til artikel 111 i aftalen benævnes henholdsvis »afgørelse« og »henstilling« efterfulgt af et løbenummer, datoen for vedtagelsen og en beskrivelse af emnet. Samarbejdsrådets afgørelser og henstillinger undertegnes af formanden, og ægtheden bekræftes af de to sekretærer. Afgørelser og henstillinger sendes til hver af de adressater, der er anført i artikel 6 i denne forretningsorden. Hver af parterne kan beslutte at offentliggøre samarbejdsrådets afgørelser og henstillinger i deres respektive officielle tidende.

Artikel 11

Sprog

Samarbejdsrådets officielle sprog er de to parters officielle sprog. Medmindre der træffes anden afgørelse, vil samarbejdsrådet basere sine afgørelser og forhandlinger på dokumenter, der er udarbejdet på disse sprog.

Artikel 12

Udgifter

Den Europæiske Union og Irak afholder hver især såvel de udgifter til personale, rejser og ophold, som de har som følge af deres deltagelse i samarbejdsrådets møder, som udgifter til postforsendelser og telekommunikation. Udgifter til tolkning ved møderne og til oversættelse og reproduktion af dokumenter afholdes af Den Europæiske Union, bortset fra udgifter til tolkning eller oversættelse til eller fra Iraks officielle sprog, som afholdes af Irak. Andre udgifter i forbindelse med afholdelsen af møder afholdes af den part, der er vært for mødet.

Artikel 13

Samarbejdsudvalget

1.   I henhold til artikel 112 i aftalen oprettes der et samarbejdsudvalg med henblik på at bistå samarbejdsrådet med dets opgaver. Udvalget består af repræsentanter for Den Europæiske Union på den ene side og af repræsentanter for Iraks regering på den anden side, normalt på højtstående embedsmandsplan.

2.   Samarbejdsudvalget forbereder samarbejdsrådets møder og forhandlinger, gennemfører om nødvendigt samarbejdsrådets afgørelser og henstillinger og sørger i almindelighed for, at der er kontinuitet i forbindelserne, og at aftalen fungerer korrekt. Det behandler ethvert spørgsmål, som det får forelagt af samarbejdsrådet, samt ethvert andet spørgsmål, som måtte opstå under den daglige gennemførelse af aftalen. Det forelægger forslag eller udkast til afgørelser eller henstillinger, der skal vedtages i samarbejdsrådet.

Samarbejdsrådet kan delegere enhver af sine beføjelser til samarbejdsudvalget.

3.   I de tilfælde, hvor der i aftalen henvises til en forpligtelse til eller mulighed for konsultation, eller hvor parterne ved fælles overenskomst beslutter at konsultere hinanden, kan en sådan konsultation finde sted i samarbejdsudvalget. Konsultationen kan fortsætte i samarbejdsrådet, hvis parterne er enige herom.


BILAG II

SAMARBEJDSUDVALGETS FORRETNINGSORDEN

Artikel 1

Formandskab

Formandskabet for samarbejdsudvalget udøves på skift for 12 måneder ad gangen af en repræsentant for Den Europæiske Union og af en repræsentant for Iraks regering.

Første periode begynder på datoen for afholdelsen af samarbejdsrådets første møde og slutter den 31. december samme år.

Artikel 2

Møder

Samarbejdsudvalget holder møde efter aftale mellem parterne, når omstændighederne kræver det, og mindst én gang om året. De enkelte møder i samarbejdsudvalget holdes på et tidspunkt og et sted, som de to parter er enige om.

Formanden indkalder til møder i samarbejdsudvalget. Der indkaldes til det årlige møde i samarbejdsudvalget inden det årlige møde i samarbejdsrådet. Det bør indkaldes i så god tid, at samarbejdsudvalget kan forberede mødet i samarbejdsrådet.

Artikel 3

Delegationer

Inden hvert møde underrettes formanden om den planlagte sammensætning af parternes delegationer.

Artikel 4

Sekretariat

En repræsentant for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og en repræsentant for Iraks regering fungerer sammen som sekretærer for samarbejdsudvalget. Alle meddelelser til og fra formanden for samarbejdsudvalget i henhold til denne afgørelse fremsendes til sekretærerne for samarbejdsudvalget og til sekretærerne og formanden for samarbejdsrådet.

Artikel 5

Offentlighed

Medmindre andet vedtages, er samarbejdsudvalgets møder ikke offentlige.

Artikel 6

Dagsorden for møderne

1.   Formanden opstiller en foreløbig dagsorden for hvert møde. Samarbejdsudvalgets sekretærer sender den til de adressater, der er anført i artikel 4, senest 15 dage inden mødet.

Den foreløbige dagsorden skal omfatte de emner, som formanden senest 21 dage inden mødet har modtaget anmodning om at få optaget på dagsordenen; dog optages emner ikke på den foreløbige dagsorden, hvis den fornødne dokumentation ikke er fremsendt til sekretærerne inden datoen for udsendelsen af den foreløbige dagsorden.

Samarbejdsudvalget kan anmode eksperter om at deltage i møderne med henblik på at orientere om særlige emner.

Dagsordenen vedtages af samarbejdsudvalget ved hvert mødes begyndelse. Et punkt, som ikke er opført på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis de to parter er enige herom.

2.   Formanden kan efter aftale med de to parter afkorte de i stk. 1 nævnte frister for at tage hensyn til særlige omstændigheder i en bestemt sag.

Artikel 7

Protokol

Der udarbejdes en protokol for hvert møde, som bygger på formandens sammenfatning af de konklusioner, som samarbejdsudvalget er nået frem til. Når samarbejdsudvalget har godkendt protokollen, undertegnes den af formanden og af de to sekretærer og arkiveres af begge parter. En genpart af protokollen sendes til hver af de i artikel 4 anførte adressater.

Artikel 8

Afgørelser og henstillinger

I de særlige tilfælde, hvor samarbejdsrådet i henhold til artikel 13, stk. 2, i samarbejdsrådets forretningsorden bemyndiger samarbejdsudvalget til at vedtage visse afgørelser eller henstillinger, benævnes disse henholdsvis »afgørelse« og »henstilling« efterfulgt af et løbenummer, datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet. Samarbejdsudvalgets afgørelser og henstillinger vedtages ved fælles overenskomst mellem parterne.

Samarbejdsudvalget kan vedtage afgørelser eller fremsætte henstillinger ved skriftlig procedure, hvis begge parter er enige herom. Når samarbejdsudvalget beslutter at anvende skriftlig procedure, kan der fastsættes en frist ved fælles overenskomst mellem parterne, efter hvis udløb formanden for samarbejdsudvalget på grundlag af en redegørelse fra de to sekretærer kan meddele, om parterne er nået til enighed.

Samarbejdsudvalgets afgørelser og henstillinger undertegnes af formanden, ægtheden bekræftes af de to sekretærer, og de sendes til de adressater, der er anført i artikel 4. Hver af parterne kan beslutte at offentliggøre samarbejdsudvalgets afgørelser og henstillinger i deres respektive officielle tidende.

Artikel 9

Udgifter

Den Europæiske Union og Irak afholder hver især de udgifter til personale, rejser og ophold, som de har som følge af deres deltagelse i samarbejdsudvalgets møder, samt udgifter til postforsendelser og telekommunikation. Udgifter til tolkning ved møderne og til oversættelse og reproduktion af dokumenter afholdes af Den Europæiske Union, bortset fra udgifter til tolkning eller oversættelse til eller fra Iraks officielle sprog, som afholdes af Irak. Andre udgifter i forbindelse med afholdelsen af møder afholdes af den part, der er vært for mødet.

Artikel 10

Underudvalg og specialiserede arbejdsgrupper

I overensstemmelse med artikel 13 i samarbejdsrådets forretningsorden kan samarbejdsudvalget beslutte at nedsætte underudvalg eller specialiserede arbejdsgrupper, der arbejder under samarbejdsudvalget, og som aflægger rapport til dette udvalg efter hvert af deres møder. Samarbejdsudvalget kan beslutte at opløse de nedsatte underudvalg eller arbejdsgrupper, at fastsætte eller ændre deres mandat eller at nedsætte yderligere underudvalg eller arbejdsgrupper til at bistå det i udførelsen af sine opgaver. Disse underudvalg og arbejdsgrupper har ingen besluttende myndighed.