31.12.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 352/59 |
AVS-EF-MINISTERRÅDETS AFGØRELSE Nr. 3/2008
af 15. december 2008
om vedtagelse af ændringer af bilag IV til partnerskabsaftalen
(2008/991/EF)
AVS-EF-MINISTERRÅDET HAR
under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou (Benin) den 23. juni 2000 og revideret i Luxembourg den 25. juni 2005 (AVS-EF-partnerskabsaftalen (1), særlig stk. 15, stk. 3, artikel 81 og artikel 100,
under henvisning til henstillingen fra AVS-EF-Udvalget for Samarbejde med henblik på Udviklingsfinansiering, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Af effektivitets- og harmoniseringshensyn er der indarbejdet en række bestemmelser i bilag IV til AVS-EF-partnerskabsaftalen om forvaltningsprocedurer og implementering. Bestemmelserne i bilag IV om indgåelse og udførelse af aftaler var dog stadig til diskussion. |
(2) |
Ved undertegnelsen den 25. juni 2005 af den reviderede AVS-EF-partnerskabsaftale blev der afgivet erklæring VIII med overskriften »Fælleserklæring om artikel 19a i bilag IV«, hvorefter ministerrådet i overensstemmelse med artikel 100 i Cotonouaftalen skal gennemgå teksten til bilag IV til aftalen om indgåelse og udførelse af aftaler med henblik på vedtagelse af den, inden aftalen om ændring af Cotonouaftalen træder i kraft. |
(3) |
Teksten til den nye artikel 19c, der erstatter artikel 21, 23, 25, 27, 28 og 29 i bilag IV, opfylder målet om forenkling, tydeliggørelse og harmonisering af indkøbs- og forvaltningsprocedurerne i forbindelse med aftaler, som finansieres af Det Europæiske Fællesskab. |
(4) |
Bilag IV til AVS-EF-partnerskabsaftalen bør derfor ændres tilsvarende — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
I bilag IV til AVS-EF-partnerskabsaftalen foretages følgende ændringer:
1) |
Artikel 21, 23, 25, 27, 28 og 29 i bilag IV udgår. |
2) |
Følgende artikel indsættes i bilag IV: »Artikel 19c Indgåelse af aftaler, tildeling af tilskud og udførelse af aftaler 1. Aftaler indgås og udføres og tilskud tildeles efter fællesskabsreglerne og med undtagelse af de særlige tilfælde, der er omhandlet i disse regler, efter standardprocedurerne og i overensstemmelse med den dokumentation, som udarbejdes og offentliggøres af Kommissionen med henblik på gennemførelse af samarbejdsforanstaltninger med tredjelande, og som er gældende på tidspunktet for iværksættelsen af den pågældende procedure, jf. dog artikel 26. 2. I forbindelse med decentral forvaltning, hvor der er foretaget en fælles vurdering, som viser, at procedurerne for indgåelse af aftaler og tildeling af tilskud i AVS-staten eller modtagerregionen, som er godkendt af donorerne, opfylder principperne om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikke-diskrimination og udelukker enhver form for interessekonflikt, benytter Kommissionen disse procedurer i overensstemmelse med Pariserklæringen, og uden at dette i øvrigt berører artikel 26, under fuldstændig overholdelse af de regler, der ligger til grund for udøvelsen af dens beføjelser på dette område. 3. AVS-staten eller modtagerregionen forpligter sig til med regelmæssige mellemrum at undersøge, om de aktioner, der finansieres af fonden, gennemføres korrekt, at tage passende skridt til at modvirke uregelmæssigheder og bedrageri og til i givet fald at retsforfølge med henblik på at tilbagekræve ubehørigt udbetalte midler. 4. I forbindelse med decentral forvaltning forhandles, opstilles, underskrives og udføres aftaler af AVS-staterne. AVS-staterne kan dog anmode Kommissionen om at forhandle, opstille, underskrive og udføre aftaler på deres vegne. 5. I henhold til den i denne aftales artikel 50 omhandlede forpligtelse udføres aftaler og tildeles tilskud, der finansieres med midler fra fonden, i overensstemmelse internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsretlige standarder. 6. Der nedsættes en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for sekretariatet for gruppen af AVS-stater og Kommissionen til på anmodning af en af parterne at identificere eventuelle egnede rettelser og at stille forslag til ændringer og forbedringer af de i stk. 1 og 2 omhandlede regler og procedurer. Arbejdsgruppen aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til AVS-EF-Udvalget for Samarbejde med henblik på Udviklingsfinansiering for at bistå det ved undersøgelsen af problemer i forbindelse med gennemførelsen af udviklingssamarbejdsaktiviteter og foreslå passende foranstaltninger.« |
Artikel 2
Denne afgørelse vedtages af AVS-EF-Ministerrådet ved skriftlig procedure.
Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2008.
Formanden
for AVS-EF-Ambassadørudvalget efter bemyndigelse, på AVS-EF-Ministerrådets vegne
P. SELLAL
(1) EUT L 287 af 28.10.2005, s. 4.