30.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 110/78


AFGØRELSE Nr. 2/2005

af 30. marts 2005

truffet af det udvalg, der er nedsat ved aftalen om gensidig anerkendelse mellem EF og Schweiz, om ændring af kapitel 3 i bilag 1

(2005/352/EF)

UDVALGET HAR —

under henvisning til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering, undertegnet den 21. juni 1999 (i det følgende benævnt »aftalen«), særlig artikel 10, stk. 4, litra e), og artikel 18, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved EDI-beslutning af 27. marts 2002 om sikkerhed ved legetøj (RO 2002 1082), senest ændret den 2. oktober 2003 (RO 2003 3733), ændrede Schweiz sine love, forskrifter og administrative bestemmelser vedrørende legetøj således, at bestemmelserne nu i medfør af artikel 1, stk. 2, i aftalen kan anses for at svare til Det Europæiske Fællesskabs tilsvarende lovgivning.

Kapitel 3 (Legetøj) i bilag 1 bør ændres tilsvarende.

Udvalget kan ifølge artikel 10, stk. 4, litra e), og artikel 18, stk. 2, ændre bilag 1 til denne aftale —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1)

Bilag 1, kapitel 3, Legetøj, afsnit I, til aftalen ændres i overensstemmelse med bilag A til denne afgørelse.

2)

Denne afgørelse, der er udfærdiget i to eksemplarer, underskrives af medformændene eller andre personer, der er beføjet til at handle på parternes vegne. Denne afgørelse får virkning fra datoen for den seneste af disse underskrifter.

Undertegnet i Bern, den 30. marts 2005.

For Det Schweiziske Forbund

Heinz HERTIG

Undertegnet i Bruxelles, den 23. marts 2005.

For Det Europæiske Fællesskab

Joanna KIOUSSI


BILAG

ÆNDRINGER AF AFTALEN

I bilag 1 (Varesektorer), kapitel 3 (Legetøj), afsnit I (Love, forskrifter og administrative bestemmelser), udgår »Bestemmelser i henhold til artikel 1, stk. 1« og erstattes af »Bestemmelser i henhold til artikel 1, stk. 2«.

I bilag 1 (Varesektorer), kapitel 3 (Legetøj), afsnit I, i listen med overskriften »Schweiz« udgår de schweiziske henvisninger til retsforskrifter og erstattes med følgende liste:

 

»Forbundslov af 9. oktober 1992 om levnedsmidler og råvarer (RO 1995 1469), senest ændret den 21. marts 2003 (RO 2003 4803)

 

Beslutning af 1. marts 1995 om råvarer (RO 1995 1643), senest ændret den 15. december 2003 (RO 2004 1111)

 

EDI-beslutning af 27. marts 2002 om sikkerhed ved legetøj (RO 2002 1082), senest ændret den 2. oktober 2003 (RO 2003 3733)«.