22003A0327(01)

Aftale mellem Den Europæiske Union og Den Nordatlantiske Traktats Organisation om informationssikkerhed

EU-Tidende nr. L 080 af 27/03/2003 s. 0036 - 0038


OVERSÆTTELSE

Aftale mellem Den Europæiske Union og Den Nordatlantiske Traktats Organisation om informationssikkerhed

Den Europæiske Union, i det følgende benævnt "EU",

repræsenteret ved formanden for Rådet for Den Europæiske Union, der handler på grundlag af artikel 24 i traktaten om Den Europæiske Union,

Georgios A. Papandreou, udenrigsminister for Den Hellenske Republik

og

Den Nordatlantiske Traktats Organisation, i det følgende benævnt "NATO",

repræsenteret ved NATO's generalsekretær,

the Rt.Hon. Lord Robertson of Port Ellen

i det følgende benævnt "parterne",

som henviser til den nordatlantiske traktat, der blev undertegnet den 4. april 1949 i Washington,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, der blev udfærdiget den 7. februar 1992 i Maastricht, med senere ændringer,

som henviser til den aftale mellem parterne i den nordatlantiske traktat om informationssikkerhed, der blev udfærdiget den 6. marts 1997 i Bruxelles,

som tager i betragtning, at NATO's generalsekretær på ministermødet i Det Nordatlantiske Råd den 24. maj 2000 i Firenze blev pålagt omgående at optage kontakt med EU og bane vejen for de fremtidige sikkerhedsordninger mellem parterne forud for de påtænkte konsultationer om dette spørgsmål,

som tager i betragtning, at NATO og EU i forlængelse af de beslutninger, der blev truffet af stats- og regeringscheferne for NATO's medlemsstater i Washington og på efterfølgende ministermøder samt af Det Europæiske Råd i Feira, Nice, Göteborg og Laeken, er blevet enige om at etablere konsultationer og samarbejde om sikkerheds-, forsvars- og krisestyringsspørgsmål af fælles interesse med henblik på den mest passende militære reaktion på en krisesituation og en effektiv krisestyring,

som tager i betragtning, at EU's mål med hensyn til militær kapacitet og de mål, der for de involverede landes vedkommende hidrører fra NATO's forsvarskapacitetsinitiativ, gensidigt styrker hinanden,

som erkender, at fuld og effektiv gennemførelse af konsultationer og samarbejde kan indebære adgang til EU's og NATO's klassificerede oplysninger og materiale samt udveksling af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale mellem EU og NATO,

som er sig bevidst, at en sådan adgang til og udveksling af klassificerede oplysninger og dermed forbundet materiale kræver passende sikkerhedsforanstaltninger, og

som noterer sig den foreløbige sikkerhedsaftale, der blev indgået mellem Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og NATO i form af brevveksling af 26. juli 2000 mellem deres respektive generalsekretærer,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Denne aftale finder anvendelse på klassificerede oplysninger og klassificeret materiale uanset form, der videregives eller udveksles mellem parterne.

Artikel 2

Ved klassificerede oplysninger forstås enhver form for oplysninger (dvs. viden, der kan meddeles i en eller anden form) eller materiale, der kræver beskyttelse mod uautoriseret videregivelse, og som er blevet kendetegnet som sådan ved en sikkerhedsklassificering.

Artikel 3

Med henblik på gennemførelsen af denne aftale forstås ved

a) "NATO": Den Nordatlantiske Traktats Organisation

b) "EU": Rådet for Den Europæiske Union, generalsekretæren/den højtstående repræsentant og Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (i det følgende benævnt "Europa-Kommissionen").

Artikel 4

Hver af parterne:

a) beskytter og sikrer klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale, som videregives eller udleveres af den anden part

b) sikrer, at klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale, som videregives eller udleveres, bevarer den sikkerhedsklassificering, som disse oplysninger og dette materiale er blevet tildelt af den videregivende part. Den modtagende part beskytter og sikrer de klassificerede oplysninger og det klassificerede materiale efter bestemmelserne i deres respektive sikkerhedsforskrifter for oplysninger og materiale med tilsvarende sikkerhedsklassificering som fastsat i de sikkerhedsordninger, der fastlægges i medfør af artikel 11 og 12

c) undlader at anvende klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale til andre formål end dem, der er fastsat af den part, hvorfra oplysningerne og materialet hidrører, og dem, der lå til grund for videregivelsen eller udleveringen

d) undlader at videregive klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale til tredjeparter eller til andre EU-institutioner eller -enheder end dem, der er nævnt i artikel 3, eller til andre stater end dem, der er omhandlet i artikel 5, litra a), medmindre den part, hvorfra oplysningerne og materialet hidrører, har givet sit samtykke hertil.

Artikel 5

a) Klassificerede oplysninger og klassificeret materiale, som den ene part, "den videregivende part", videregiver eller udleverer til den anden part, "den modtagende part", efter princippet om, at kontrollen over oplysningerne og materialet ligger hos den part, hvorfra oplysningerne og materialet hidrører, kan videregives eller udleveres til stater, der er medlemmer af NATO, og til andre stater, der er medlemmer af EU, og som har tilsluttet sig "Partnerskab for fred"-rammedokumentet og i den kontekst har en gyldig sikkerhedsaftale med NATO, som også opfylder de standarder, der fastlægges i medfør af artikel 11 og 12.

b) I forbindelse med udlevering til andre modtagere end dem, der er nævnt i artikel 3 og artikel 5, litra a), træffer den modtagende part afgørelse om videregivelse eller udlevering af klassificerede oplysninger eller klassificeret materiale efter at have indhentet samtykke fra den videregivende part efter princippet om, at kontrollen over oplysningerne og materialet ligger hos den part, hvorfra oplysningerne og materialet hidrører, som fastsat i denne parts sikkerhedsforskrifter.

c) Ved gennemførelsen af litra a) og b) er ingen generisk udlevering tilladt, medmindre der er fastlagt og aftalt procedurer mellem parterne for visse kategorier af oplysninger afhængigt af de operative behov.

Artikel 6

Hver af de enheder hos parterne, som er defineret i artikel 3 i denne aftale, skal råde over en sikkerhedsstruktur og sikkerhedsprogrammer, der er baseret på de grundlæggende principper og minimumsstandarder for sikkerhed, som implementeres i de sikkerhedssystemer hos parterne, der fastlægges i medfør af artikel 11 og 12, for at sikre, at der anvendes samme grad af beskyttelse for klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale.

Artikel 7

a) Parterne påser, at alle de personer i deres respektive sikkerhedsstrukturer, der tjenstligt skal have indsigt i, eller som via deres beføjelser eller opgaver får adgang til oplysninger eller materiale, som er klassificeret CONFIDENTIAL eller højere, og som er videregivet eller udvekslet i medfør af denne aftale, er behørigt sikkerhedsgodkendt, før de kan få adgang til sådanne oplysninger og sådant materiale.

b) Procedurerne for sikkerhedsgodkendelse udformes på en sådan måde, at det kan afgøres, om en enkeltperson under hensyn til dennes loyalitet, pålidelighed og vederhæftighed må have adgang til klassificerede oplysninger og klassificeret materiale.

Artikel 8

Parterne yder hinanden gensidig bistand med hensyn til sikkerheden af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale og med hensyn til anliggender af fælles sikkerhedsinteresse. De i artikel 11 omhandlede myndigheder fører indbyrdes sikkerhedskonsultationer med henblik på at vurdere effektiviteten af de under dem henhørende sikkerhedsordninger, som fastlægges i medfør af artikel 11 og 12.

Artikel 9

a) Med henblik på denne aftale gælder følgende:

i) For EU's vedkommende sendes al korrespondance til Rådet på følgende adresse: Rådet for Den Europæiske Union Chefen for Sekretariatet for Klassificerede Oplysninger (BIC) Rue de la Loi/Wetstraat 175 B - 1048 Bruxelles.

Chefen for Rådets Sekretariat for Klassificerede Oplysninger videresender al korrespondance til medlemsstaterne og Kommissionen, jf. dog litra b), i overensstemmelse med artikel 5, litra a).

ii) For NATO's vedkommende sendes al korrespondance til generalsekretæren, der handler på vegne af Det Nordatlantiske Råd, på følgende adresse (eller den adresse, der meddeles den anden part: NATO Headquarters B - 1110 Bruxelles.

b) Undtagelsesvis kan korrespondance fra den ene part, som kun er tilgængelig for bestemte kompetente tjenestemænd, organer eller tjenester hos denne part, af operative grunde stiles til og kun være tilgængelig for bestemte kompetente tjenestemænd, organer eller tjenester hos den anden part, der specifikt er udpeget som modtagere under hensyn til deres kompetence og efter "need-to-know"-princippet. De stater, der er medlemmer af de to organisationer, jf. artikel 5, litra a), vil have adgang til sådan korrespondance, hvis de ønsker det. For EU's vedkommende sendes sådan korrespondance via chefen for Rådets Sekretariat for Klassificerede Oplysninger (BIC).

Artikel 10

Generalsekretærerne for henholdsvis, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og NATO fører tilsyn med gennemførelsen af denne aftale.

Artikel 11

Med henblik på gennemførelsen af denne aftale gælder følgende:

a) I Rådet for Den Europæiske Union er det generalsekretariatets Sikkerhedskontor, i det følgende benævnt "GSR's Sikkerhedskontor", der med direkte referat til og på vegne af EU-Rådets generalsekretær, som handler på vegne af og med referat til EU-Rådet, er ansvarligt for udarbejdelsen af sikkerhedsordninger for beskyttelse og sikring af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale, der videregives til eller udveksles med EU i medfør af denne aftale.

b) I Europa-Kommissionen er det Sikkerhedskontoret, der med referat til det medlem af Europa-Kommissionen, som er ansvarligt for sikkerhedsanliggender, er ansvarlig for udarbejdelsen af sikkerhedsordninger for beskyttelse af klassificerede oplysninger internt i Kommissionen i medfør af denne aftale.

c) I NATO er det Sikkerhedskontoret, der med direkte referat til og på vegne af NATO's generalsekretær og formanden for NATO's Militærkomité, som handler på vegne af og med referat til Det Nordatlantiske Råd og NATO's Militærkomité, er ansvarligt for udarbejdelsen af sikkerhedsordninger for beskyttelse og sikring af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale, der videregives til eller udveksles med NATO i medfør af denne aftale.

Artikel 12

GSR's Sikkerhedskontor, Europa-Kommissionens Sikkerhedskontor og NATO's Sikkerhedskontor vedtager med henblik på udarbejdelsen af deres respektive sikkerhedsordninger standarderne for den gensidige sikkerhedsbeskyttelse af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale. I NATO skal standarderne godkendes af NATO's Sikkerhedskomité. I EU skal standarderne godkendes af Rådets Sikkerhedsudvalg.

Artikel 13

De myndigheder, der er omhandlet i artikel 11, fastlægger procedurer for de tilfælde, hvor der foreligger bevis for eller mistanke om lækage af klassificerede oplysninger eller klassificeret materiale omfattet af denne aftale.

Artikel 14

Før klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale videregives eller udveksles mellem parterne, skal de i artikel 11 omhandlede ansvarlige sikkerhedsmyndigheder være enige om, at den modtagende part er i stand til at beskytte og sikre de oplysninger og det materiale, der er omfattet af denne aftale, på en måde, der stemmer overens med de ordninger, der fastlægges i medfør af artikel 11 og 12.

Artikel 15

Denne aftale er på ingen måde til hinder for, at parterne indgår andre aftaler med tredjeparter om videregivelse eller udveksling af klassificerede oplysninger og klassificeret materiale omfattet af denne aftale, idet dog sådanne aftaler ikke må stride mod bestemmelserne i denne aftale.

Artikel 16

Denne aftale træder i kraft på datoen for parternes undertegnelse af den.

Denne aftale kan på anmodning af en af parterne revideres for at tage hensyn til eventuelle ændringer.

Alle ændringer af denne aftale skal foreligge skriftligt og være undertegnet af hver af parterne i denne aftale.

Artikel 17

Denne aftale kan opsiges af enhver af parterne ved skriftlig meddelelse til den anden part. Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter, at den anden part har modtaget opsigelsen, men har ingen virkning for forpligtelser, der allerede er indgået i henhold til bestemmelserne i denne aftale. Navnlig skal alle klassificerede oplysninger og alt klassificeret materiale, der er videregivet eller udvekslet i medfør af denne aftale, fortsat beskyttes i overensstemmelse med bestemmelserne heri.

Artikel 18

Denne aftale træder i stedet for den foreløbige sikkerhedsaftale, der blev indgået mellem Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og NATO i form af brevveksling af 26. juli 2000.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede undertegnet denne aftale.

Udfærdiget i Athen, den 14. marts 2003, i to eksemplarer begge på både engelsk og fransk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

For Den Europæiske Union

Georgios Papandreou

For Den Nordatlantiske Traktats Organisation

George Robertson