(OVERSÆTTELSE)

Monetær konvention

indgået mellem Den Italienske Republik, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, og Vatikanstaten, og på dennes vegne, Pavestolen

(2001/C 299/01)

DEN ITALIENSKE REPUBLIK, på DET EUROPÆISKE FÆLLESSKABS VEGNE,

og

VATIKANSTATEN, repræsenteret af Pavestolen, jf. artikel 3 i Laterantraktaten,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 111, stk. 3,

under henvisning til Rådets beslutning af 31. december 1998 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Vatikanstaten, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der er fastlagt en række principper i aftalerne mellem Vatikanstaten og Den Italienske Republik, navnlig i traktaten mellem Pavestolen og Italien af 11. februar 1929, med senere ændringer.

(2) Der er fastlagt en række bestemmelser i de bilaterale monetære konventioner og, senest, i den monetære konvention mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten, der blev indgået den 3. december 1991.

(3) I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 erstatter euroen fra den 1. januar 1999 til fast omregningskurs valutaen i hver af de medlemsstater, der deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase.

(4) Rådet for Den Europæiske Union, i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne, har ved sin beslutning af 3. maj 1998 vedtaget, at Italien er en af de medlemsstater af Det Europæiske Fællesskab, der indfører euroen.

(5) Fra den 1. januar 1999 vil Det Europæiske Fællesskab have kompetence vedrørende monetære spørgsmål i de medlemsstater, der indfører euroen.

(6) I henhold til erklæring nr. 6, der er knyttet som bilag til slutakten til traktaten om Den Europæiske Union, forpligter Fællesskabet sig til at lette de genforhandlinger af nuværende ordninger med Vatikanstaten, der kan blive nødvendige på grund af indførelsen af den fælles valuta.

(7) Indførelsen af euroen nødvendiggør en genforhandling af den gældende monetære konvention mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten, der blev indgået den 3. december 1991.

(8) Rådet har ved sin beslutning af 31. december 1998 fastlagt reglerne for forhandling og indgåelse af aftalen om de monetære forbindelser med Vatikanstaten.

(9) Det fastsættes således i beslutningen, at Den Italienske Republik på Fællesskabets vegne fører forhandlingerne med Vatikanstaten, Kommissionen tilknyttes forhandlingerne fuldt ud, og Den Europæiske Centralbank tilknyttes forhandlingerne fuldt ud inden for sit kompetenceområde.

(10) Ifølge samme beslutning er et af grundprincipperne for Fællesskabets holdning i forhandlingerne, at Vatikanstaten forpligter sig til ikke at udstede nogen form for pengesedler, mønter eller pengesurrogater uden Fællesskabets godkendelse af betingelserne herfor; dette berører dog ikke Vatikanstatens ret til fortsat at udstede mønter til samlerbrug.

(11) Vatikanstatens udstedelse af euromønter til samlerbrug følger de retningslinjer, der er fastsat for EF's medlemsstaters udstedelse af mønter til samlerbrug, og som navnlig forbyder udstedelse af euromønter til samlerbrug inden 1. januar 2002, og ifølge hvilke tekniske specifikationer, design og pålydende værdi skal gøre det muligt at skelne disse mønter fra dem, der skal sættes i omløb.

(12) Rådet har med sin beslutning af 31. december 1998 vedtaget, at pengeinstitutter i Vatikanstaten kan få adgang til betalingssystemerne inden for euroområdet på vilkår, som fastsættes med Den Europæiske Centralbanks godkendelse.

(13) Det forekommer i betragtning af de tætte bånd mellem Italien og Vatikanstaten hensigtsmæssigt at sikre denne adgang gennem de italienske betalingssystemer,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Vatikanstaten er fra 1. januar 1999 berettiget til at bruge euroen som sin officielle valuta i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1103/97 og forordning (EF) nr. 974/98.

Vatikanstaten giver med virkning fra 1. januar 2002 eurosedler og -mønter status som lovlige betalingsmidler.

Vatikanstaten forpligter sig til at lade Fællesskabets regler om europengesedler og -mønter finde anvendelse i Vatikanstaten og til at følge samme tidsplan som Den Italienske Republik for indførelsen af europengesedler og -mønter.

Vatikanstaten forpligter sig desuden til at trække sine egne liresedler og -mønter tilbage efter samme tidsplan som Den Italienske Republik.

Artikel 2

Vatikanstaten udsteder ikke nogen form for pengesedler, mønter eller pengesurrogater uden Fællesskabets godkendelse af betingelserne herfor. Betingelserne for udstedelse af en begrænset kvote mønter i euro, der skal gælde fra 1. januar 2002, og i lire indtil 31. december 2001, er fastlagt i denne konventions følgende artikler.

Artikel 3

Vatikanstaten kan fra 1. januar 2002 udstede euromønter til en pålydende værdi af højst 670000 EUR om året.

De euromønter, der udstedes af Vatikanstaten, er, for så vidt angår pålydende værdi, status som lovligt betalingsmiddel, tekniske specifikationer, design på den fælles side og den fælles design på den nationale side, identiske med de euromønter, der udstedes af de af EF's medlemsstater, der har indført euroen.

Vatikanstaten har på forhånd underrettet de kompetente EF-myndigheder om den nationale sides design.

Artikel 4

Den årlige pålydende værdi af de euromønter, der udstedes af Vatikanstaten, lægges sammen med den mængde mønter, der udstedes af Den Italienske Republik, med henblik på Den Europæiske Centralbanks godkendelse af det samlede omfang, der i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fremstilles i Den Italienske Republik.

Vatikanstaten underretter hvert år senest den 1. september Den Italienske Republik om den pålydende værdi af de euromønter, som den regner med at udstede i løbet af det følgende år.

Artikel 5

Denne konvention berører ikke Vatikanstatens ret til fortsat at udstede mønter til samlerbrug. Euromønter, der udstedes til samlerbrug, skal indgå som en del af den årlige pålydende værdi, der er fastsat i artikel 3.

Mønter til samlerbrug, der udstedes af Vatikanstaten, er ikke lovlige betalingsmidler i Det Europæiske Fællesskab.

Artikel 6

Den italienske regering stiller Istituto Poligrafico e Zecca dello Stato (den statslige møntanstalt) til rådighed for Vatikanstaten til prægning af vatikanske mønter og pavelige medaljer.

Vatikanstaten forpligter sig til, så længe denne konvention gælder, udelukkende at anvende Istituto Poligrafico e Zecca dello Stato til prægning af sine mønter.

Artikel 7

I et år, hvor Pavestolen er tom, kan Vatikanstaten fremstille mønter til et beløb af 201000 EUR ud over det maksimum, der er fastsat i artikel 3.

I hvert Helligt År kan Vatikanstaten desuden fremstille mønter til et beløb af 201000 EUR ud over det maksimum, der er fastsat i artikel 3.

I et år, hvor der indledes et økumenisk koncil, kan Vatikanstaten endvidere fremstille mønter til et beløb af 201000 EUR ud over det maksimum, der er fastsat i artikel 3.

Artikel 8

Vatikanstaten må ikke inden 1. januar 2002 udstede mønter i euro.

Vatikanstaten må indtil 31. december 2001 udstede mønter i lire. For denne udstedelse i lire gælder følgende regler:

- mønter i lire i de værdier, Vatikanstaten agter at fremstille, er identiske med de italienske for så vidt angår de enkelte stykkers metal, kemiske sammensætning, pålydende værdi, dimensioner og egenværdi

- vatikanske mønter og italienske mønter har på henholdsvis italiensk område og i Vatikanstaten samme status som lovlige betalingsmidler og samme frigørende virkning i forholdet mellem private og i forholdet til det offentlige

- Vatikanstaten og Den Italienske Republik kan kræve omveksling til italiensk valuta af de vatikanske mønter, der måtte have samlet sig i Den Italienske Stats kasser

- der kan præges guldmønter for ubegrænset værdi; disse mønter er kun lovligt betalingsmiddel på Vatikanstatens område; den pålydende værdi af andre mønter end guldmønter må ikke overskride et samlet beløb på 1 mia. ITL årligt og må under ingen omstændigheder overstige en mængde på 100 millioner stykker

- i et år, hvor Pavestolen står tom, i hvert Helligt År og i det år, hvor der indledes et økumenisk koncil, kan Vatikanstaten præge mønter til et beløb på 300 millioner italienske lire ud over det maksimum, der er fastsat i fjerde led

- den årlige pålydende værdi af mønter i lire, der udstedes af Vatikanstaten, lægges sammen med den mængde mønter, der udstedes af Den Italienske Republik, med henblik på Den Europæiske Centralbanks godkendelse af det samlede omfang, der i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fremstilles i Den Italienske Republik.

Artikel 9

Vatikanstaten arbejder tæt sammen med Det Europæiske Fællesskab om at bekæmpe forfalskning af eurosedler og -mønter og om at bekæmpe og strafforfølge eventuel forfalskning af eurosedler og -mønter, der måtte blive begået på dens område.

Artikel 10

Pengeinstitutter i Vatikanstaten kan få adgang til betalingssystemerne inden for euroområdet på de vilkår, som fastsættes specielt af Banca d'Italia med Den Europæiske Centralbanks godkendelse.

Artikel 11

Når denne konvention træder i kraft, anser parterne den monetære konvention mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten, der blev indgået den 3. december 1991, for ophævet.

Artikel 12

Denne konvention træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, hvor parterne gensidigt har underrettet hinanden om gennemførelsen af de procedurer, der for hver af parternes vedkommende gælder for ratifikation, indgåelse og vedtagelse.

Henholdsvis Den Italienske Republiks og Vatikanstatens kompetente finansielle organer reviderer efter fælles aftale og i overensstemmelse med gældende administrative procedurer hvert andet år på grundlag af ISTAT's forbrugerprisindeks for de forudgående to år de beløb, der er fastsat i artikel 3 og 7. Første revision finder sted med virkning fra 1. januar 2004.

Hver af parterne samt de organer, der deltager i proceduren i forbindelse med indgåelse af denne konvention, kan kræve, at konventionens bestemmelser tages op til fornyet vurdering. Såfremt det ifølge den fornyede vurdering findes hensigtsmæssigt at ændre konventionens bestemmelser, finder fællesskabsprocedurerne og gældende fællesskabsret anvendelse.

Hver af parterne kan opsige konventionen med et års varsel.

Udfærdiget i Rom, den 29. december 2000 i to eksemplarer på italiensk.

For Den Italienske Republiks regering på Det Europæiske Fællesskabs vegne

...

For Vatikanstaten, og på dennes vegne, Pavestolen

...