21998D1216(01)

Afgørelse nr. 2/98 truffet af associeringsrådet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side den 29. oktober 1998 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i fællesskabsprogrammet på ungdomsområdet

EF-Tidende nr. L 340 af 16/12/1998 s. 0030 - 0032


AFGØRELSE Nr. 2/98 TRUFFET AF ASSOCIERINGSRÅDET mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side den 29. oktober 1998 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i fællesskabsprogrammet på ungdomsområdet (98/714/EF)

ASSOCIERINGSRÅDET HAR -

under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side (1),

under henvisning til tillægsprotokollen til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side, vedrørende Bulgariens deltagelse i Fællesskabets programmer (2), særlig artikel 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til artikel 1 i tillægsprotokollen kan Bulgarien deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter eller andre foranstaltninger, bl.a. på ungdomsområdet;

i henhold til artikel 2 i nævnte tillægsprotokol skal vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i de i dens artikel 1 nævnte aktiviteter fastlægges af associeringsrådet -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bulgarien deltager i Det Europæiske Fællesskabs program Ungdom for Europa i henhold til de vilkår og betingelser, der er fastsat i bilag I og II, som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse i hele programmets løbetid.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i måneden efter associeringsrådets vedtagelse heraf.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. oktober 1998.

På associeringsrådets vegne

N. MIHAILOVA

Formand

(1) EFT L 358 af 31. 12. 1994, s. 2.

(2) EFT L 317 af 30. 12. 1995, s. 25.

BILAG I

VILKÅR OG BETINGELSER FOR BULGARIENS DELTAGELSE I PROGRAMMET UNGDOM FOR EUROPA

1. Bulgarien deltager i alle aktiviteter under programmet Ungdom for Europa, i det følgende benævnt »programmet«, i overensstemmelse med målene, kriterierne, procedurerne og tidsplanerne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 818/95/EF af 14. marts 1995 om vedtagelse af tredje fase af programmet Ungdom for Europa (1), medmindre andet er fastsat i denne afgørelse.

2. Vilkårene og betingelserne for indgivelse, vurdering og udvælgelse af ansøgninger fra støtteberettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Bulgarien er de samme som dem, der finder anvendelse for berettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Fællesskabet.

Sproglige forberedelses- og uddannelsesaktiviteter vedrører Fællesskabets officielle sprog. Under ganske særlige omstændigheder kan andre sprog godkendes, hvis programmets gennemførelse kræver det.

3. For at sikre programmets fællesskabsdimension skal tværnationale projekter og aktiviteter, der foreslås af Bulgarien, omfatte et mindsteantal partnere fra Fællesskabets medlemsstater. Dette mindsteantal fastlægges i forbindelse med programmets gennemførelse, idet der tages hensyn til arten af de forskellige aktiviteter, antallet af partnere i et bestemt projekt og antallet af lande, der deltager i programmet. Projekter og aktiviteter, der udelukkende gennemføres af Bulgarien og EFTA-EØS-lande eller andre tredjelande, herunder lande, der har en associeringsaftale med Fællesskabet, og som har ret til at deltage i programmerne, er ikke berettigede til finansiel støtte fra Fællesskabet.

4. I overensstemmelse med betingelserne i de relevante bestemmelser i afgørelsen om programmet Ungdom for Europa stiller Bulgarien passende strukturer og mekanismer på nationalt plan til rådighed og tager alle andre nødvendige skridt for at sikre den nationale koordinering og tilrettelæggelse af programmets gennemførelse.

5. Bulgarien indbetaler hvert år et bidrag til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget til dækning af omkostningerne ved landets deltagelse i programmet (se bilag II).

Associeringsudvalget kan i fornødent omfang justere dette bidrag.

6. Fællesskabets medlemsstater og Bulgarien vil inden for rammerne af de eksisterende bestemmelser gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremme den frie bevægelighed og opholdet for unge og andre personer, der er berettigede i henhold til programmet, og som rejser mellem Bulgarien og Fællesskabet i forbindelse med deltagelse i aktiviteter, som er omfattet af denne afgørelse.

7. Uden at dette berører Kommissionen og Revisionsretten for De Europæiske Fællesskabers ansvar for overvågning og evaluering af programmet i overensstemmelse med afgørelsen om programmet Ungdom for Europa (artikel 9), evalueres Bulgariens deltagelse i programmet løbende på grundlag af et partnerskab mellem Bulgarien og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Bulgarien forelægger Kommissionen de fornødne rapporter og medvirker ved andre særlige aktiviteter, som Fællesskabet tager initiativ til i denne sammenhæng.

8. Uden at dette berører procedurerne i artikel 6 i afgørelsen om Ungdom for Europa, vil Bulgarien blive indbudt til koordinationsmøder om alle spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne afgørelse forud for de ordinære møder i udvalget. Kommissionen informerer Bulgarien om resultaterne af disse ordinære møder.

9. Det sprog, der anvendes i forbindelse med ansøgningsprocessen, kontrakter, rapporter, der skal indgives, og andre administrative arrangementer i forbindelse med programmet, skal være et af Fællesskabets officielle sprog.

(1) EFT L 87 af 20. 4. 1995, s. 1.

BILAG II

BULGARIENS FINANSIELLE BIDRAG TIL UNGDOM FOR EUROPA

1. Bulgariens finansielle bidrag omfatter:

- tilskud og al anden økonomiske støtte til bulgarske deltagere i henhold til programmet

- finansiel støtte fra programmet til driften af det nationale kontor

- de ekstra administrationsudgifter i forbindelse med forvaltningen af programmet, der påløber for Europa-Kommissionen som følge af Bulgariens deltagelse.

2. For hvert budgetår vil det samlede tilskudsbeløb eller enhver anden finansiel støtte, der modtages via programmet af bulgarske deltagere og af det nationale kontor i Bulgarien, ikke overstige det bidrag, der betales af Bulgarien, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter.

Skulle det bidrag, der betales af Bulgarien til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter, være større end det samlede tilskudsbeløb eller enhver anden finansiel støtte, der modtages af de bulgarske deltagere og af det nationale kontor via programmet, overfører Kommissionen saldoen til det næste regnskabsår, og det overskydende beløb vil blive trukket fra det følgende års bidrag. Hvis der stadig består en sådan saldo, når programmet slutter, vil det pågældende beløb blive udbetalt til Bulgarien.

3. Bulgariens årlige bidrag andrager:

- 273 000 ECU i 1998 for deltagelse i aktion AI, BI, C og E. Af dette beløb dækker 18 000 ECU de ekstra administrationsudgifter til Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Bulgariens deltagelse

- 385 000 ECU i 1999 for deltagelse i alle programaktionerne, undtagen aktion D. Af dette beløb dækker 25 000 ECU de ekstra administrationsudgifter til Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Bulgariens deltagelse.

4. Finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget finder også anvendelse på forvaltningen af bidraget fra Bulgarien.

Efter denne afgørelses ikrafttræden og i begyndelsen af 1999 sender Kommissionen Bulgarien en indkaldelse af midler svarende til landets bidrag til dækningen af udgifterne i henhold til denne afgørelse.

Dette bidrag vil blive udtrykt i ecu og skal indbetales til en af Kommissionens ecubankkonti.

Det årlige finansielle bidrag beregnes på grundlag af deltagelse i et komplet regnskabsår. Skulle associeringsrådets afgørelse træde i kraft i løbet af året, justeres bidraget for det pågældende år efter, hvor langt programmet for det pågældende år er fremme.

Bulgarien indbetaler senest tre måneder efter, at indkaldelsen af midler er afsendt, sit bidrag til dækningen af de årlige udgifter i henhold til denne afgørelse i overensstemmelse med indkaldelsen af midler. Enhver forsinkelse ved betalingen af bidraget vil medføre, at Bulgarien skal betale renter af det udestående beløb fra forfaldsdagen. Rentesatsen svarer til den rente, der anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde i den måned, der rummer forfaldsdagen, for operationer i ecu (1), forhøjet med 1,5 procentpoint.

5. Bulgarien betaler de ekstra administrationsudgifter, der er omhandlet i stk. 3, via sit nationale budget.

6. Bulgarien betaler også via sit nationale budget for 1998 og 1999 henholdsvis 5 100 ECU og 108 000 ECU af restbeløbet af dets årlige bidrag som omhandlet i stk. 3.

I overensstemmelse med de sædvanlige Phare-programmeringsprocedurer betales de resterende 249 900 ECU og 252 000 ECU via Bulgariens årlige nationale vejledende Phare-programmer for henholdsvis 1998 og 1999.

(1) Rentesatsen offentliggøres hver måned i De Europæiske Fællesskabers Tidende - C-udgaven.