21998A0812(01)

Aftale om oprettelse af et videnskabs- og teknologicenter i Ukraine - Erklæringen fra Fællesskabets repræsentanter ved deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet ved videnskab- og teknologicentret i Ukraine

EF-Tidende nr. L 225 af 12/08/1998 s. 0005 - 0012


AFTALE om oprettelse af et videnskabs- og teknologicenter i Ukraine

CANADA, SVERIGE, UKRAINE OG AMERIKAS FORENEDE STATER -

SOM PÅ NY BEKRÆFTER behovet for at hindre en spredning af teknologi og ekspertise i tilknytning til masseødelæggelsesvåben - nukleare, kemiske og biologiske våben,

SOM NOTERER SIG den nuværende kritiske periode i staterne i det tidligere Sovjetunionen, en periode der omfatter overgang til markedsøkonomi, fremadskridende nedrustningsproces og omstilling af industriel og teknisk kapacitet fra militære til fredelige formål,

SOM i denne sammenhæng ERKENDER behovet for at oprette et internationalt videnskabs- og teknologicenter i Ukraine med henblik på i videst muligt omfang at mindske tilskyndelsen til at engagere sig i aktiviteter, der kan resultere i en sådan spredning, ved at bistå og støtte aktiviteter med henblik på fredelige formål, som drives af videnskabsmænd og teknikere på våbenområdet i Ukraine og, hvis de er interesseret, i andre stater i det tidligere Sovjetunionen,

SOM TILGODESER behovet for gennem centrets projekter og aktiviteter at bidrage til overgangen til markedsøkonomi i staterne i det tidligere Sovjetunionen og for at støtte forskning og udvikling til fredelige formål,

SOM ØNSKER, at centrets projekter skaber incitamenter og støtte til de deltagende videnskabsmænd og teknikere, således at de får mulighed for at udvikle deres karrieremuligheder på lang sigt, hvilket vil styrke den videnskabelige forsknings- og udviklingskapacitet i Ukraine, og

SOM ER KLAR OVER, at kraftig støtte fra regeringer og fra fonde, akademiske og videnskabelige institutter og andre mellemstatslige og ikke-statslige organisationer er en forudsætning for centrets succes -

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel I

Der oprettes herved et videnskabs- og teknologicenter i Ukraine (i det følgende benævnt »centret«) som en mellemstatslig organisation. Enhver part letter på sit område centrets aktiviteter. Med henblik på at nå sine mål har centret i overensstemmelse med parternes love og forskrifter beføjelse til at indgå kontrakter, til at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og til at være part i retssager.

Artikel II

A. Centret udvikler, godkender, finansierer og fører tilsyn med videnskabs- og teknologiprojekter med fredelige formål, som fortrinsvis gennemføres i institutioner og anlæg beliggende i Ukraine og, hvis de er interesseret, i andre stater i det tidligere Sovjetunionen.

B. Centrets målsætning er:

i) at give videnskabsmænd og teknikere på våbenområdet, og især dem, der sidder inde med viden og kvalifikationer vedrørende masseødelæggelsesvåben eller raketaffyringssystemer, i Ukraine og, hvis de er interesseret, i andre stater i det tidligere Sovjetunionen, lejlighed til at rette deres færdigheder mod fredelige aktiviteter, og

ii) således ved hjælp af sine projekter og aktiviteter at bidrage til at løse nationale eller internationale tekniske problemer og virkeliggøre de overordnede mål vedrørende en mere effektiv overgang til markedsøkonomi, som er lydhør for civile behov, styrkelse af grundforskning og anvendt forskning og teknologisk udvikling inden for bl.a. miljøbeskyttelse, energiproduktion, nuklear sikkerhed og afbødning af konsekvenserne af uheld i kernekraftreaktorer samt fremme af yderligere integration af videnskabsmænd fra Ukraine og det tidligere Sovjetunionen i det internationale videnskabelige samfund.

Artikel III

Til virkeliggørelse af sine mål har centret beføjelse til:

i) ved hjælp af finansielle midler eller på anden måde at fremme og støtte videnskabelige og teknologiske projekter i overensstemmelse med artikel II i denne aftale

ii) at føre tilsyn med og sørge for den finansielle kontrol med centrets projekter i overensstemmelse med artikel VIII i denne aftale

iii) i fornødent omfang at formidle oplysninger for at fremme centrets projekter, tilskynde til indlevering af forslag og udvide den internationale deltagerkreds

iv) at etablere passende former for samarbejde med regeringer, mellemstatslige organisationer, ikke-statslige organisationer (hvilket i denne aftale også omfatter den private sektor) samt programmer

v) at modtage midler eller gaver fra regeringer, mellemstatslige organisationer og ikke-statslige organisationer

vi) i fornødent omfang at oprette afdelinger, og

vii) at udføre andre aktiviteter, som parterne måtte træffe aftale om.

Artikel IV

A. Centret har et styrelsesråd og et sekretariat bestående af en eksekutivdirektør, viceeksekutivdirektører og sådant andet personale, som måtte være nødvendigt, i overensstemmelse med centrets vedtægt.

B. Styrelsesrådet har ansvaret for:

i) at fastlægge centrets politik og fastsætte sin forretningsorden

ii) at varetage den generelle styring og ledelse af sekretariatet

iii) at godkende centrets driftsbudget

iv) at varetage centrets finansielle og andre anliggender, herunder at godkende procedurer for udarbejdelse af centrets budget, opstilling af regnskaber og revision heraf

v) at fastlægge generelle kriterier og prioriteter for godkendelse af projekter

vi) at godkende projekter i overensstemmelse med artikel VI

vii) at vedtage vedtægten og eventuelt andre gennemførelsesarrangementer, og

viii) at udføre andre opgaver, som tillægges det ved denne aftale, eller som er nødvendige for gennemførelsen af denne aftale.

Styrelsesrådets beslutninger træffes ved konsensus mellem alle parter i rådet, jf. betingelserne i medfør af artikel V, medmindre andet er fastsat i denne aftale.

C. Hver af signatarerne er repræsenteret i styrelsesrådet med én stemme. Hver part udpeger én repræsentant til styrelsesrådet inden syv (7) dage efter denne aftales ikrafttræden.

D. Styrelsesrådet vedtager en vedtægt til gennemførelse af denne aftale. Vedtægten skal indeholde bestemmelser om følgende:

i) sekretariatets struktur

ii) fremgangsmåden for udvælgelse, udvikling, godkendelse, finansiering, gennemførelse og tilsyn med projekter

iii) fremgangsmåden for, hvordan eksekutivdirektøren indhenter videnskabelig og anden nødvendig faglig rådgivning om foreslåede projekter direkte fra internationale eksperter

iv) procedurer for udarbejdelse af centrets budget, opstilling og revision af regnskaber

v) passende retningslinjer for intellektuel ejendomsret i forbindelse med centrets projekter og for formidling af projektresultater

vi) procedurer for regeringers, mellemstatslige og ikke-statslige organisationers deltagelse i centrets projekter

vii) fordelingen af centrets ejendom ved opsigelse af denne aftale eller ved en parts udtræden

viii) personalepolitik, og

ix) andre nødvendige arrangementer til gennemførelse af denne aftale.

Artikel V

Styrelsesrådet har diskretionær og eksklusiv beføjelse til at udvide sin medlemskreds til også at omfatte repræsentanter, der er udpeget af parter, der tiltræder denne aftale, på de betingelser, rådet fastsætter. Parter, der ikke er repræsenteret i styrelsesrådet og mellemstatslige og ikke-statslige organisationer kan indbydes til at deltage i dets drøftelser uden stemmeret.

Artikel VI

Ethvert projekt, der forelægges styrelsesrådet til godkendelse, ledsages af skriftligt samtykke fra den stat eller de stater, hvor arbejdet skal gennemføres. Foruden nævnte stats eller staters forudgående samtykke kræves der til godkendelse af projekter konsensus mellem parterne i styrelsesrådet, bortset fra stater, der er projektberettigede i henhold til artikel II, litra A. (Denne konsensus er underlagt betingelserne i medfør af artikel V).

Artikel VII

A. Projekter, der godkendes af styrelsesrådet, kan finansieres eller støttes af centret, eller af regeringer, mellemstatslige organisationer eller ikke-statslige organisationer, direkte eller gennem centret. Finansieringen og støtten af godkendte projekter sker på de betingelser, som de, der stiller finansieringsmidlerne til rådighed, fastsætter; betingelserne skal være i overensstemmelse med denne aftale.

B. Repræsentanterne for parterne i styrelsesrådet og personalet ved centrets sekretariat må ikke modtage projekttilskud og må ikke direkte drage fordel af noget projekttilskud.

Artikel VIII

A. Centret har ret til, inden for Ukraine eller andre stater i det tidligere Sovjetunionen, som tiltræder denne aftale:

i) på stedet at undersøge centrets projektaktiviteter, -materialer, leverancer og anvendelse af midler til projekter samt projektrelaterede tjenesteydelser og projektrelateret anvendelse af midler efter forudgående meddelelse eller i tilslutning hertil som fastsat i projektaftalen

ii) på dets anmodning at inspicere eller revidere alle oplysninger, herunder bøger eller dokumenter, vedrørende centrets projektaktiviteter og anvendelse af midler, uanset hvor sådanne bøger eller dokumentation befinder sig, i den periode, i hvilken centret stiller finansiering til rådighed, og i en periode derefter som fastsat i projektaftalen.

Det i artikel VI omhandlede skriftlige samtykke skal omfatte tilladelse både fra den stat i det tidligere Sovjetunionen, hvor arbejdet skal udføres, og fra modtagerinstitutionen, til at give centret den nødvendige adgang til at foretage den i dette litra omhandlede revision og kontrol af projektet.

B. De parter, der er repræsenteret i styrelsesrådet, har også i samråd med centret de i litra A beskrevne rettigheder med hensyn til projekter, de finansierer helt eller delvis, enten direkte eller gennem centret.

C. Hvis det fastslås, at de med et projekt forbundne betingelser ikke er blevet overholdt, kan centret eller den regering eller organisation, der finansierer projektet, bringe projektet til ophør, efter at de har underrettet styrelsesrådet om grundene hertil, og tage passende skridt i overensstemmelse med betingelserne i projektaftalen.

Artikel IX

A. Centrets hovedkvarter placeres i Ukraine.

B. Gennem materiel støtte til centret stiller Ukraines regering for egen regning et passende anlæg til rådighed for centret og sørger for dets vedligeholdelse, energi- og vandforsyning samt sikkerhed.

C. I Ukraine har centret status som juridisk person og skal i denne egenskab have ret til at indgå kontrakter, at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og at være part i retssager.

Artikel X

Ukraines regering påser:

i) a) at midler og ejendom, der tilhører centret eller dets afdelinger, herunder renteindtægter fra midler i form af bankindeståender i Ukraine, er fritaget for skat og andre afgifter, der pålægges af Ukraines regering eller en myndighed herunder

b) at varer, forsyninger eller andre goder, der stilles til rådighed eller anvendes i forbindelse med centret og dets projekter og aktiviteter, kan indføres i, udføres fra eller anvendes i Ukraine under fritagelse for afgifter, told, importafgifter og andre lignende skatter og afgifter, som pålægges af Ukraine. For at være fritaget i henhold til dette litra skal varer, forsyninger eller andre goder være specificeret i en projektaftale, eller de skal attesteres af eksekutivdirektøren som leverancer, der skal anvendes af centret eller i et centerprojekt. Proceduren for en sådan attestation skal fastsættes i centrets vedtægt

c) at midler, som modtages af fysiske eller juridiske personer, herunder ukrainske videnskabelige organisationer eller ukrainske videnskabsmænd og eksperter, i forbindelse med centrets projekter og aktiviteter, ikke beskattes eller pålægges andre afgifter af Ukraines regering eller en myndighed herunder

ii) a) at centret, regeringer, mellemstatslige organisationer og ikke-statslige organisationer frit kan forsende pengemidler vedrørende centret og dets projekter og aktiviteter, undtagen den lokale valuta i Ukraine, til og fra Ukraine uden restriktioner, idet de dog hver især ikke kan udføre større beløb, end de har indført i Ukraine

b) at centret med henblik på centrets finansiering og dets projekter og aktiviteter har ret til for egen regning og på vegne af de enheder, der er omhandlet i litra a), at sælge udenlandsk valuta i Ukraine.

Artikel XI

A. Parterne arbejder nært sammen med henblik på at lette afgørelsen af retssager og erstatningskrav i henhold til denne artikel.

B. Medmindre andet vedtages, skal Ukraines regering i forbindelse med retssager og erstatningskrav, som anlægges eller indbringes af ukrainske statsborgere eller organisationer, bortset fra kontraktmæssige krav, som følge af handlinger eller forsømmelser fra centrets eller dets personales side i udøvelsen af centrets aktiviteter:

i) afstå fra at anlægge retssager mod centret og dets personale

ii) påtage sig ansvar for behandling af retssager eller erstatningskrav mod centret og dets personale, som anlægges eller indbringes af de ovennævnte

iii) holde centret og dets personale skadesløse, hvad angår de i nr. ii) ovenfor nævnte retssager og erstatningskrav.

C. Bestemmelserne i denne artikel er ikke til hinder for kompensation eller erstatning i henhold til gældende internationale aftaler eller nogen stats nationale lovgivning.

D. Intet i litra B kan fortolkes med henblik på at forhindre retssager eller erstatningskrav mod ukrainske statsborgere.

Artikel XII

A. Personale fra regeringerne i Amerikas Forenede Stater, Canada og Sverige, som opholder sig i Ukraine i forbindelse med centret eller dets projekter eller aktiviteter, indrømmes af Ukraines regering en status svarende til den, der indrømmes administrativt og teknisk personale i henhold til Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser.

B. Personalet ved centret indrømmes af Ukraines regering de privilegier og immuniteter, der sædvanligvis indrømmes tjenestemænd i internationale organisationer, dvs.:

i) fritagelse for anholdelse, tilbageholdelse og retsforfølgning i såvel strafferetlig, civilretlig som forvaltningsretlig henseende i forbindelse med tale eller skrevne ord og alle sådanne handlinger, som de foretager i embeds medfør

ii) fritagelse for enhver indkomstskat, sociale sikringsbidrag eller andre former for skatter, told eller andre afgifter på indkomst, der hidrører fra centrets aktiviteter, undtagen sådanne, som normalt indgår i prisen på varer, eller som betales for præsterede tjenester

iii) fritagelse fra bestemmelserne vedrørende social sikring samt fritagelse for indvandringsrestriktioner og registreringspligt for udlændinge, og

iv) ret til at indføre møbler og personlige effekter på det tidspunkt, hvor de første gang tiltræder deres stilling, uden nogen form for ukrainske afgifter, told, importafgifter eller andre lignende skatter og afgifter.

C. Repræsentanterne for parterne i styrelsesrådet, eksekutivdirektøren og viceeksekutivdirektørerne indrømmes af Ukraines regering foruden de i denne artikels litra A og B opregnede privilegier og immuniteter sådanne privilegier, immuniteter, fritagelser og lettelser, som i almindelighed indrømmes repræsentanter for medlemmer af og ledende personale i internationale organisationer i overensstemmelse med international ret.

D. Enhver part kan give eksekutivdirektøren meddelelse om, at andre personer end de i litra A og C omhandlede vil opholde sig i Ukraine i forbindelse med centrets projekter og aktiviteter. En part, som giver en sådan meddelelse, underretter disse personer om deres pligt til at overholde Ukraines love og forskrifter. Eksekutivdirektøren giver meddelelsen videre til Ukraines regering, som indrømmer disse personer de i litra B, nr. ii) til iv) omhandlede fordele.

E. Intet i denne artikel forpligter Ukraines regering til at indrømme de i denne artikels litra A, B og C omhandlede privilegier og immuniteter til egne statsborgere.

F. Med forbehold af de ovenfor omhandlede privilegier, immuniteter og andre fordele, er det en pligt for alle personer, som nyder privilegier, immuniteter og fordele i henhold til denne artikel, at overholde Ukraines love og forskrifter.

G. Intet i denne aftale kan fortolkes med henblik på at afvige fra de privilegier, immuniteter og andre fordele, der indrømmes personale som beskrevet i litra A til D, i henhold til andre aftaler.

Artikel XIII

Enhver stat, som ønsker at blive part i denne aftale, skal meddele styrelsesrådet dette gennem eksekutivdirektøren. Styrelsesrådet skal gennem eksekutivdirektøren sende bekræftede kopier af denne aftale til den pågældende stat. Efter styrelsesrådets godkendelse gives der nævnte stat tilladelse til at tiltræde denne aftale. Såfremt en stat eller stater i det tidligere Sovjetunionen tiltræder denne aftale, skal denne eller disse stater overholde de forpligtelser, som Ukraines regering har påtaget sig i henhold til artikel VIII, artikel IX, litra C, og artikel X til XII.

Artikel XIV

Selv om intet i denne aftale begrænser parternes ret til at gennemføre projekter uden om centret, skal parterne så vidt muligt bestræbe sig på anvende centret, når de gennemfører projekter, hvis karakter og målsætninger er egnede for centret.

Artikel XV

A. Denne aftale tages op til fornyet gennemgang af parterne to år efter dens ikrafttræden. Ved gennemgangen skal der tages hensyn til parternes finansielle tilsagn og indbetalinger.

B. Denne aftale kan til enhver tid ændres ved skriftlig aftale mellem alle parterne.

C. Enhver part kan trække sig ud af denne aftale seks måneder efter skriftligt at have meddelt dette til de andre parter.

Artikel XVI

Alle spørgsmål eller tvister vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af denne aftale gøres til genstand for konsultation mellem parterne.

Artikel XVII

Med henblik på finansiering af projekter så hurtigt som muligt fastlægger signatarerne de nødvendige midlertidige procedurer, indtil styrelsesrådet har vedtaget vedtægten. Disse skal navnlig omfatte udnævnelse af eksekutivdirektøren og det nødvendige personale samt fastlæggelse af procedurer for forelæggelse, gennemgang og godkendelse af projekter.

Artikel XVIII

A. Hver signatar meddeler gennem de diplomatiske kanaler de øvrige signatarer, at den har afsluttet alle interne procedurer, som er nødvendige for at være bundet af denne aftale.

B. Denne aftale træder i kraft på tredivtedagen (30) efter datoen for den sidste notifikation som omhandlet i litra A.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne aftale.

Udfærdiget i Kiev, den 25. oktober 1993, i ét eksemplar på engelsk, fransk og ukrainsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

FOR CANADA

FOR KONGERIGET SVERIGE

FOR UKRAINE

FOR AMERIKAS FORENEDE STATER