21997P2145

Den Paritetiske Forsamling for Konventionen mellem Staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og Den Europæiske Union (AVS-EU) - Vedtagne beslutninger om afskaffelse af dødsstraf (AVS-EU 2145/97/endel.)

EF-Tidende nr. C 308 af 09/10/1997 s. 0077 - 0077


BESLUTNING [1] om afskaffelse af dødsstraf

[1] Vedtager af Den Paritetiske Forsamling AVS-EU den 20. marts 1997 i Bruxelles (Belgien).

Den Paritetiske Forsamling AVS-EU,

- forsamlet i Bruxelles den 17.-20. marts 1997,

- der henviser til sine tidligere beslutninger om afskaffelse af dødsstraf, særlig den beslutning, som blev vedtaget den 26. september 1996, og hvori der kræves fuldstændig afskaffelse af dødsstraf i alle Lomé-konventionens signatarstater,

- der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 1995, hvori det bekræftes, at der bør indføjes en artikel om forbud mod dødsstraf i traktaten om Den Europæiske Union, og beslutningen af 20. februar 1997, hvori alle medlemsstater opfordres til at støtte en resolution om et universelt moratorium for henrettelser under 1997-samlingen i FN's Menneskerettighedskommission,

- der henviser til FN's seneste rapport om dødsstraf (E/CN./1996/19), som bekræfter den tendens til afskaffelse af dødsstraf, der er konstateret i FN-medlemsstaterne,

A. der henviser til opsvinget i brugen af dødsstraf i de seneste år,

B. der glæder sig over den fuldstændige afskaffelse af dødsstraf i Italien, Spanien, Belgien, Moldova og Makedonien i 1995 og 1996,

C. der glæder sig over, at betydelige internationale organisationer som f.eks. Europarådet, Europa-Parlamentet, Det Latinamerikanske Parlament og Den Paritetiske Forsamling AVS-EU i løbet af de to sidste år har vedtaget beslutninger, som forfægter et moratorium for henrettelser på verdensplan som et første skridt hen imod afskaffelse af dødsstraf,

D. der med tilfredshed noterer, at Italien på regeringskonferencen har foreslået, at der i forbindelse med revisionen af Maastricht-traktaten indføjes en ny bestemmelse om forbud mod dødsstraf,

1. bekræfter på ny sin absolutte modstand mod dødsstraf;

2. opfordrer alle de af Lomé-konventionens signatarstater, som endnu ikke har afskaffet dødsstraf, til omgående at gøre dette;

3. anmoder alle EU- og AVS-stater om på samlingen i FN's Generalforsamling i 1997 at støtte en resolution om et universelt moratorium for henrettelser som et første skridt i retning af afskaffelse af dødsstraf for alle forbrydelser inden år 2000;

4. mener, at afskaffelse af dødsstraf bør være en prioritet i alle forhandlinger om partnerskabs- og samarbejdsaftaler og inden for rammerne af forhandlingerne vedrørende den kommende Lomé-konvention;

5. anmoder Kommissionen om, at den i sine årsrapporter om »menneskerettigheds«-klausulerne i aftaler, EU har indgået med tredjelande, og i sine rapporter om gennemførelsen af Lomé-konventionen koncentrerer sig særlig om dødsstraf;

6. gentager sin anmodning til regeringskonferencen om, at der i den nye EU-traktat bliver indføjet forbud mod dødsstraf;

7. pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EF-Ministerrådet, Kommissionen, Europarådets generalsekretær og formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling samt FN's generalsekretær og formanden for FN's Generalforsamling.