AFTALE vedrørende anvendelsen af kapitel XI i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982

DE I DENNE AFTALE DELTAGENDE STATER,

SOM ERKENDER, at De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (herefter kaldt »Konventionen«) bidrager væsentligt til opretholdelsen af fred, retfærdighed og fremskridt for alle jordens folkeslag,

SOM PÅ NY BEKRÆFTER, at havbunden og dens undergrund, som ligger uden for grænserne for national jurisdiktion (herefter kaldet »Området«), såvel som Områdets ressourcer er menneskehedens fælles arv,

SOM ER OPMÆRKSOMME PÅ konventionens betydning for beskyttelse og bevarelse af havmiljøet og den voksende bekymring for det globale miljø,

SOM HAR OVERVEJET De Forenede Nationers generalsekretærs rapport om resultaterne af de uformelle konsultationer mellem staterne fra 1990 til 1994 om udestående spørgsmål vedrørende Konventionens kapitel XI og tilknyttede bestemmelser (herefter kaldet »kapitel XI«),

SOM KONSTATERER de politiske og økonomiske forandringer, herunder markedsorienterede tiltag, som påvirker anvendelsen af kapitel XI,

SOM ØNSKER at lette universel deltagelse i Konventionen,

SOM VURDERER, at en aftale vedrørende anvendelsen af kapitel XI bedst vil opfylde dette behov,

ER BLEVET ENIGE om følgende:

Artikel 1 Anvendelse af kapitel XI

1. De i denne aftale deltagende stater forpligter sig til at anvende kapitel XI i overensstemmelse med denne aftale.

2. Bilaget udgør en integreret del af denne aftale.

Artikel 2 Forholdet mellem denne aftale og kapitel XI

1. Bestemmelserne i denne aftale og kapitel XI skal fortolkes og finde anvendelse som et enkelt instrument. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne aftale og kapitel XI skal bestemmelserne i denne aftale have forrang.

2. Artikel 309 til 319 i Konventionen finder anvendelse i samme omfang i forhold til denne aftale som i forhold til Konventionen.

Artikel 3 Undertegnelse

Denne aftale skal i tolv måneder efter dens vedtagelse forblive åben for undertegnelse i De Forenede Nationers hovedsæde for de stater og enheder, der er nævnt i Konventionens artikel 305, stk. 1, litra a), c), d), e) og f).

Artikel 4 Samtykke i bundethed

1. Efter vedtagelsen af denne aftale skal ethvert ratifikationsinstrument eller formel bekræftelse til eller tiltrædelse af Konventionen tillige betegne samtykke i at være bundet af denne aftale.

2. Ingen stat eller enhed kan samtykke i at være bundet af denne aftale, medmindre den tidligere har samtykket i eller samtidig samtykker i at være bundet af Konventionen.

3. En stat eller enhed, som nævnt i artikel 3, kan erklære sig bundet af denne aftale ved:

a) undertegnelse uden forbehold af ratifikation, formel bekræftelse eller den i artikel 5 nævnte procedure

b) undertegnelse med forbehold af ratifikation eller formel bekræftelse, efterfulgt af ratifikation eller formel bekræftelse

c) undertegnelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 5, eller

d) tiltrædelse.

4. Formel bekræftelse fra enheder nævnt i Konventionens artikel 305, stk. 1, litra f), skal være i overensstemmelse med Konventionens bilag IX.

5. Ratifikationsinstrumenter, formel bekræftelse eller tiltrædelse skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 5 Forenklet procedure

1. En stat eller enhed, som før datoen for vedtagelse af denne aftale har deponeret ratifikationsinstrument eller formel bekræftelse til eller tiltrædelse af Konventionen og som har undertegnet denne aftale i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3 litra c), skal betragtes som havende samtykket i at være bundet af denne aftale tolv måneder efter dens vedtagelse, medmindre staten eller enheden inden dette tidspunkt skriftligt notificerer depositaren om, at den ikke benytter sig af den forenklede procedure som er nævnt i denne artikel.

2. I tilfælde af en sådan notifikation skal der afgives samtykke om bundethed af denne aftale i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, litra b).

Artikel 6 Ikrafttrædelse

1. Denne aftale skal træde i kraft 30 dage efter det tidspunkt, hvor 40 stater har samtykket i at være bundet i overensstemmelse med artikel 4 og 5, forudsat at disse stater består af mindst syv af de i artikel 1, litra a), i resolution II fra De Forenede Nationers Tredje Havretskonference (herefter kaldet »resolution II«) nævnte stater, og at mindst fem af disse stater er industrialiserede. Hvis disse betingelser for ikrafttrædelse er opfyldt før den 16. november 1994, skal denne aftale træde i kraft den 16. november 1994.

2. I forhold til hver enkelt stat eller enhed, som samtykker i at være bundet af denne aftale, efter at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, skal denne aftale træde i kraft på den tredivte dag, efter at den har samtykket i at være bundet.

Artikel 7 Foreløbig anvendelse

1. Hvis denne aftale ikke er trådt i kraft den 16. november 1994, skal den indtil ikrafttrædelsen anvendes foreløbigt af:

a) stater, som har samtykket i dens vedtagelse i De Forenede Nationers Generalforsamling, undtagen enhver stat, som inden den 16. november 1994 skriftligt notificerer depositaren om, at den enten ikke vil anvende denne aftale således, eller at den først vil samtykke i en sådan anvendelse ved efterfølgende undertegnelse eller skriftlig notificering

b) stater eller enheder, som undertegner denne aftale, undtagen enhver stat eller enhed, som skriftligt notificerer depositaren på tidspunktet for undertegnelse om, at den ikke vil anvende denne aftale således

c) stater eller enheder, som samtykker i foreløbig anvendelse ved skriftligt at notificere depositaren herom

d) stater, som tiltræder denne aftale.

2. Enhver stat eller enhed skal fra den 16. november 1994 eller tidspunktet for undertegnelse, notificering af samtykke eller tiltrædelse, hvis dette er senere, anvende denne aftale foreløbigt i overensstemmelse med deres nationale eller interne love og forskrifter.

3. Foreløbig anvendelse skal ophøre på tidspunktet for denne aftales ikrafttræden. I alle tilfælde skal den foreløbige anvendelse ophøre den 16. november 1998, hvis betingelserne i artikel 6, stk. 1, om samtykke i at være bundet af denne aftale fra mindst syv af de stater (hvoraf mindst fem skal være industrialiserede stater), som er omtalt i artikel 1, litra a), i resolution II, ikke er opfyldt på det tidspunkt.

Artikel 8 Deltagende stater

1. I forhold til denne aftale betyder »deltagende stater« de stater, som har samtykket i at være bundet af denne aftale, og for hvem denne aftale er i kraft.

2. Denne aftale finder anvendelse mutatis mutandis på de enheder nævnt i Konventionens artikel 305, stk. 1, litra c), d), e) og f), som bliver deltagere i denne aftale i overensstemmelse med de relevante betingelser for hver enkelt og i det omfang, »deltagende stater« henviser til disse enheder.

Artikel 9 Depositar

De Forenede Nationers generalsekretær er depositar for denne aftale.

Artikel 10 Autentiske tekster

Originalteksten til denne aftale, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, der er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne aftale.

Udfærdiget i New York, den niogtyvende juli nitten hundrede fireoghalvfems.

BILAG

AFSNIT 1 Omkostninger for de deltagende stater og institutionelle arrangementer

1. Den Internationale Havbundsmyndighed (herefter betegnet »Myndigheden«) er den organisation, gennem hvilken de stater, der deltager i Konventionen, i overensstemmelse med den ordning for Området, der er etableret i kapitel XI og ved nærværende aftale, skal tilrettelægge og kontrollere aktiviteter i Området, især med henblik på forvaltning af Områdets ressourcer. Myndighedens beføjelser og funktioner er sådanne, som udtrykkeligt er tillagt den i Konventionen. Myndigheden skal have sådanne øvrige beføjelser i overensstemmelse med Konventionen, som følger af og er nødvendige for udøvelsen af disse beføjelser og funktioner med hensyn til aktiviteter i Området.

2. Med henblik på begrænsning af de deltagende staters omkostninger skal alle de organer og underorganer, der oprettes i henhold til Konventionen og nærværende aftale, være omkostningseffektive. Dette princip skal ligeledes gælde for hyppigheden af møder, tilrettelæggelsen af dem og deres varighed.

3. Oprettelsen af Myndighedens organer og underorganer og deres funktion skal baseres på evolutionære principper, idet der skal tages hensyn til de pågældende organers og underorganers funktionelle behov med henblik på, at de effektivt skal kunne udføre deres respektive opgaver under de forskellige faser af udviklingen i aktiviteterne i Området.

4. Myndighedens funktioner skal i den første tid efter Konventionens ikrafttræden udføres af Forsamlingen, Rådet, Sekretariatet, Den Juridiske og Tekniske Kommission og Finanskomitéen. De funktioner, der er tillagt Kommissionen for Økonomisk Planlægning, skal udføres af Den Juridiske og Tekniske Kommission, indtil Rådet træffer anden beslutning eller indtil godkendelsen af den første arbejdsplan for udnyttelse.

5. I tidsrummet mellem Konventionens ikrafttræden og godkendelse af den første arbejdsplan for udnyttelse skal Myndigheden koncentrere sig om:

a) behandling af ansøgninger om godkendelse af arbejdsplaner for efterforskning i overensstemmelse med kapitel XI og nærværende aftale

b) gennemførelse af beslutninger truffet af Den Forberedende Kommission for Den Internationale Havbundsmyndighed og Den Internationale Havretsdomstol (Kommissionen benævnes herefter »Den Forberedende Kommission«) vedrørende de indregistrerede pionerinvestorer og deres certificerende stater, herunder deres rettigheder og forpligtelser, i overensstemmelse med Konventionens artikel 308, stk. 5, og paragraf 13 i resolution II

c) overvågning af overholdelse af arbejdsplaner for efterforskning godkendt i form af kontrakter

d) overvågning og undersøgelse af udviklingstendenser og ændringer i forholdene for havbundsminedrift, herunder regelmæssig analyse af vilkårene og prisforholdene på verdensmarkedet for metaller samt udviklingstendenser og fremtidsudsigter

e) studier af den mulige indflydelse fra mineralproduktion fra Området på den økonomiske situation for udviklingslande, der har landbaseret produktion af sådanne mineraler, og som må forventes at blive meget alvorligt påvirket heraf, med henblik på at begrænse deres vanskeligheder og bistå dem i deres økonomiske tilpasning, idet der tages hensyn til det arbejde, der er gjort af Den Forberedende Kommission i så henseende

f) vedtagelse af de regler, forskrifter og procedurer, som viser sig nødvendige for gennemførelse af aktiviteterne i Området, efterhånden som de udvikler sig. Uanset bestemmelserne i Konventionens bilag III, artikel 17, stk. 2, litra b) og c), skal sådanne regler, forskrifter og procedurer tage hensyn til vilkårene i nærværende aftale, til den langvarige forsinkelse af kommerciel havbundsminedrift og til det sandsynlige aktivitetsniveau i Området

g) vedtagelse af regler, forskrifter og procedurer med relevante standarder inkorporeret for beskyttelse og bevaring af havmiljøet

h) støtte og fremme af videnskabelige havundersøgelser med hensyn til aktiviteter i Området og indsamling og udbredelse af resultater af sådanne undersøgelser og analyser, når de er tilgængelige, med særlig vægt på undersøgelser relateret til de miljømæssige virkninger af aktiviteter i Området

i) indhentning af videnskabelige oplysninger og overvågning af udviklingen i marin teknologi, som er relevant for aktiviteter i Området, herunder særligt teknologi i relation til beskyttelse og bevaring af havmiljøet

j) bedømmelse af til rådighed værende data vedrørende forundersøgelser og efterforskning

k) rettidig udarbejdelse af regler, forskrifter og procedurer for udnyttelse, inklusive regler vedrørende beskyttelse og bevaring af havmiljøet

6. a) En ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning skal behandles af Rådet efter modtagen henstilling fra Den Juridiske og Tekniske Kommission. Behandling af en ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i Konventionen, inklusive bilag III, og i nærværende aftale, og på følgende vilkår:

i) En arbejdsplan for efterforskning, som indsendes på vegne af en stat eller enhed, eller del af en sådan enhed, som omtalt i resolution II, paragraf 1, litra a), nr. ii) eller iii), som ikke er registreret pionerinvestor, og som allerede har udført betydelige aktiviteter i Området forud for Konventionens ikrafttræden, eller den, som succederer i dens interesse, skal anses for at have opfyldt de finansielle og tekniske kvalifikationer, der kræves for godkendelse af en arbejdsplan, hvis den sponsorerende stat eller de sponsorerende stater officielt bekræfter, at ansøger har anvendt et beløb svarende til mindst 30 mio. USD til forsknings- og efterforskningsaktiviteter og har anvendt ikke mindre end 10 % af dette beløb på afgrænsning, undersøgelse og evaluering af det område, arbejdsplanen vedrører. Hvis arbejdsplanen i øvrigt opfylder vilkårene i Konventionen og eventuelle regler, forskrifter og procedurer vedtaget på grundlag heraf, skal den godkendes af Rådet i form af en kontrakt. Bestemmelserne i afsnit 3, punkt 11, i nærværende bilag skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse hermed.

ii) Uanset bestemmelserne i resolution II, paragraf 8, litra a), kan en registreret pionerinvestor kræve godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning inden for 36 måneder efter Konventionens ikrafttræden. Arbejdsplanen skal bestå af dokumenter, rapporter og andre data fremsendt til Den Forberedende Kommission såvel før som efter registrering og skal ledsages af et opfyldelsescertifikat, som skal bestå af en faktuel rapport, der beskriver status for opfyldelse af forpligtelserne i henhold til pionerinvestorregimet, udstedt af Den Forberedende Kommission i overensstemmelse med resolution II, paragraf 11, litra a). En sådan arbejdsplan skal anses for godkendt. En sådan godkendt arbejdsplan skal være i form af en kontrakt, der er indgået mellem Myndigheden og den registrerede pionerinvestor i overensstemmelse med kapitel XI og nærværende aftale. Afgiften på 250 000 USD, som er betalt i medfør af resolution II, paragraf 7, litra a), skal anses for at dække den afgift, der vedrører efterforskningsfasen i medfør af afsnit 8, punkt 3, i nærværende bilag. Afsnit 3, punkt 11, i nærværende bilag skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse hermed.

iii) I overensstemmelse med princippet om ikke-diskriminering skal en kontrakt med en stat eller enhed eller del af en sådan enhed som omtalt i litra a), nr. i), indeholde ordninger, som svarer til og ikke er mindre favorable end de, der er aftalt med enhver anden pionerinvestor som omtalt i litra a), nr. ii). Hvis nogen af de stater eller enheder eller dele af enheder, som er omtalt i litra a) nr. i), opnår mere fordelagtige ordninger, skal Rådet indgå tilsvarende og ikke mindre favorable ordninger med hensyn til de rettigheder og forpligtelser, som påhviler de registrerede pionerinvestorer, som er omtalt i litra a) nr. ii), forudsat sådanne ordninger ikke påvirker eller præjudicerer Myndighedens interesser.

iv En stat, der sponsorerer en ansøgning om en arbejdsplan i henhold til bestemmelserne i litra a), nr. i) eller ii), kan være en deltagende stat eller en stat, som anvender nærværende aftale på foreløbig basis i overensstemmelse med artikel 7 eller en stat, som er medlem af Myndigheden på foreløbig basis i overensstemmelse med punkt 12.

v) Resolution II, paragraf 8, litra c), skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med litra a), nr. iv).

b) Godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning skal ske i overensstemmelse med Konventionens artikel 153, stk. 3.

7. En ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan skal ledsages af en vurdering af de potentielle miljømæssige virkninger af de foreslåede aktiviteter og af en beskrivelse af et program for oceanografiske undersøgelser og grundlæggende miljøundersøgelser i overensstemmelse med de regler, forskrifter og procedurer, der er vedtaget af Myndigheden.

8. En ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning skal, med forbehold for bestemmelserne i punkt 6, litra a), nr. i) eller ii), behandles i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i afsnit 3, punkt 11, i nærværende bilag.

9. En arbejdsplan for efterforskning skal godkendes for en periode på 15 år. Når en arbejdsplan for efterforskning udløber, skal kontrahenten ansøge om en arbejdsplan for udnyttelse, medmindre kontrahenten allerede har gjort det eller har opnået en forlængelse af arbejdsplanen for efterforskning. Kontrahenter kan ansøge om sådanne forlængelser for perioder, der ikke hver for sig er længere end fem år. Sådanne forlængelser skal godkendes, hvis kontrahenten loyalt og efter bedste evne har arbejdet for at opfylde forpligtelserne i arbejdsplanen, men af grunde, som han ikke er herre over, har været ude af stand til at fuldføre det nødvendige forberedende arbejde for overgang til udnyttelsesfasen, eller hvis de herskende økonomiske forhold ikke berettiger til overgang til udnyttelsesfasen.

10. Udpegning af et reserveret område for Myndigheden i overensstemmelse med Konventionens bilag III, artikel 8, skal finde sted i forbindelse med godkendelse af en ansøgning om en arbejdsplan for efterforskning eller godkendelse af en ansøgning om en arbejdsplan for efterforskning og udnyttelse.

11. Uanset bestemmelserne i punkt 9 bortfalder en godkendt arbejdsplan for efterforskning, som er sponsoreret af mindst én stat, der anvender nærværende aftale foreløbigt, såfremt en sådan stat ophører med at anvende aftalen foreløbigt og hverken er blevet medlem på foreløbig basis i overensstemmelse med punkt 12 eller er blevet en deltagende stat.

12. Ved nærværende aftales ikrafttræden kan de i aftalens artikel 3 omtalte stater og enheder, som har anvendt den foreløbigt i overensstemmelse med artikel 7, og for hvem den ikke er i kraft, fortsætte med at være medlemmer af Myndigheden på foreløbig basis i afventen af dens ikrafttræden for de pågældende stater og enheder i overensstemmelse med følgende nærmere bestemmelser:

a) Hvis nærværende aftale træder i kraft inden den 16. november 1994, har sådanne stater og enheder ret til fortsat at deltage som medlemmer af Myndigheden på foreløbig basis, forudsat en sådan stat eller enhed notificerer aftalens depositar om dens hensigt om at deltage som medlem på foreløbig basis. Et sådant medlemskab skal afsluttes enten den 16. november 1996, eller når nærværende aftale og Konventionen træder i kraft for det pågældende medlem, alt efter hvad der sker først. Rådet kan efter anmodning fra den pågældende stat eller enhed forlænge et sådant medlemskab ud over den 16. november 1996 for en eller flere yderligere perioder, der tilsammen ikke overskrider to år, forudsat Rådet finder, at staten eller enheden loyalt og efter bedste evne har bestræbt sig på at blive deltager i aftalen og Konventionen.

b) Hvis nærværende aftale træder i kraft efter den 16. november 1994, kan sådanne stater og enheder anmode Rådet om fortsat medlemskab af Myndigheden på foreløbig basis for en eller flere perioder, der ikke strækker sig ud over den 16. november 1998. Rådet skal bevilge et sådant medlemskab med virkning fra datoen for anmodningen, hvis det finder, at staten eller enheden loyalt og efter bedste evne har bestræbt sig på at blive deltager i aftalen og Konventionen.

c) Stater og enheder, som er medlemmer af Myndigheden på foreløbig basis i overensstemmelse med litra a) eller b), skal anvende bestemmelserne i kapitel XI og nærværende aftale i overensstemmelse med deres nationale eller interne lovgivning, forskrifter og årlige budgetmæssige bevillinger og skal have de samme rettigheder og forpligtelser som andre medlemmer, herunder:

i) forpligtelsen til at bidrage til Myndighedens administrationsbudget i overensstemmelse med den aftalte bidragsskala

ii) retten til at sponsorere en ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan for efterforskning. I tilfælde, hvor en enhed består af fysiske eller juridiske personer med mere end én nationalitet, kan en arbejdsplan for efterforskning ikke godkendes, medmindre alle de stater, som de pågældende fysiske eller juridiske personer tilhører, er deltagende stater eller medlemmer på foreløbig basis.

d) Uanset bestemmelserne i punkt 9 skal en godkendt arbejdsplan i kontraktform for efterforskning, som var sponsoreret i henhold til litra c), nr. ii), af en stat, som var medlem på foreløbig basis, ophøre, hvis dette medlemskab ophører, og staten eller enheden ikke er blevet en deltagende stat.

e) Hvis et sådant medlem har undladt at betale de fastsatte bidrag eller i øvrigt ikke har opfyldt sine forpligtelser i overensstemmelse med nærværende punkt, ophører dets medlemskab på foreløbig basis.

13. Henvisningen i Konventionens bilag III, artikel 10, til utilfredsstillende indsats skal forstås således, at kontrahenten ikke har opfyldt vilkårene i en godkendt arbejdsplan for efterforskning til trods for en eller flere skriftlige advarsler fra Myndigheden til kontrahenten om at overholde disse.

14. Myndigheden skal have sit eget budget. Indtil udgangen af året efter det år, i hvilket nærværende aftale træder i kraft, skal Myndighedens administrationsudgifter dækkes af De Forenede Nationers budget. Herefter skal Myndighedens administrationsudgifter dækkes ved fastsatte bidrag fra dens medlemmer, herunder medlemmer på foreløbig basis, i overensstemmelse med Konventionens artikel 171, litra a), og artikel 173 samt nærværende aftale, indtil Myndigheden råder over tilstrækkelige midler fra andre kilder til dækning af disse udgifter. Myndigheden må ikke udnytte sin bemyndigelse som nævnt i Konventionens artikel 174, stk. 1, til optagelse af lån til finansiering af sine administrationsudgifter.

15. Myndigheden skal i overensstemmelse med Konventionens artikel 162, stk. 2, litra o), nr. ii) udarbejde og vedtage regler, forskrifter og procedurer baseret på de principper, der er indeholdt i afsnit 2, 5, 6, 7 og 8 i nærværende bilag såvel som de supplerende regler, forskrifter og procedurer, som måtte vise sig nødvendige for at fremme godkendelsen af arbejdsplaner for efterforskning eller udnyttelse, i overensstemmelse med følgende nærmere bestemmelser:

a) Rådet kan iværksætte udarbejdelse af sådanne regler, forskrifter og procedurer, når som helst det skønner, at der er behov for disse med henblik på udførelse af aktiviteter i Området, eller når det finder, at kommerciel udnyttelse er umiddelbart forestående, eller på anmodning af en stat, hvor en af dens statsborgere har til hensigt at søge godkendelse af en arbejdsplan for udnyttelse.

b) Hvis en stat som omtalt i litra a) anmoder herom, skal Rådet i overensstemmelse med Konventionens artikel 162, stk. 2, litra o), færdiggøre vedtagelsen af sådanne regler, forskrifter og procedurer inden for to år efter anmodningen.

c) Hvis Rådet ikke har afsluttet udarbejdelsen af regler, forskrifter og procedurer inden for den foreskrevne tid, og en ansøgning om godkendelse af en arbejdsplan for udnyttelse udestår, skal det ikke desto mindre behandle og foreløbigt godkende en sådan arbejdsplan på basis af bestemmelserne i Konventionen og eventuelle regler, forskrifter og procedurer, som Rådet måtte have vedtaget foreløbigt, eller på basis af de normer, der findes i Konventionen, og de vilkår og principper, der er indeholdt i nærværende bilag, samt princippet om ikke-diskriminering af kontrahenter.

16. Myndigheden skal tage de udkast til regler, forskrifter og procedurer samt eventuelle henstillinger i relation til bestemmelserne i kapitel XI, som måtte findes i rapporter og henstillinger fra Den Forberedende Kommission, i betragtning ved vedtagelse af regler, forskrifter og procedurer i overensstemmelse med kapitel XI og nærværende aftale.

17. De relevante bestemmelser i Konventionens kapitel XI, afsnit 4, skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med nærværende aftale.

AFSNIT 2 Produktionsselskabet

1. Myndighedens sekretariat skal udføre Produktionsselskabets opgaver, indtil det begynder sin virksomhed uafhængigt af Sekretariatet. Myndighedens generalsekretær skal inden for Myndighedens stab udpege en midlertidig generaldirektør til at føre tilsyn med Sekretariatets udførelse af disse opgaver.

Der skal udføres følgende opgaver:

a) overvågning og undersøgelse af udviklingstendenser og ændringer i forholdene for havbundsminedrift, herunder regelmæssig analyse af vilkårene og prisforholdene på verdensmarkedet for metaller samt udviklingstendenser og fremtidsudsigter

b) bedømmelse af resultaterne af videnskabelige havundersøgelser med hensyn til aktiviteter i Området med særlig vægt på undersøgelser relateret til den miljømæssige virkning af aktiviteter i Området

c) bedømmelse af til rådighed værende data relateret til forundersøgelser og efterforskning, inklusive kriterier for sådanne aktiviteter

d) bedømmelse af teknologisk udvikling, som er relevant for aktiviteter i Området, herunder især teknologi relateret til beskyttelse og bevaring af havmiljøet

e) vurdering af oplysninger og data relateret til områder, som er reserveret for Myndigheden

f) bedømmelse af oplæg til joint venture-aktiviteter

g) indsamling af oplysninger om mulighederne for at skaffe uddannet arbejdskraft

h) studier af mulige ledelsesstrategier for styring af Produktionsselskabet i de forskellige stadier af dets virksomhed.

2. Produktionsselskabet skal udføre sin indledende virksomhed vedrørende havbundsminedrift gennem joint ventures. I forbindelse med godkendelse af en arbejdsplan for udnyttelse for en anden enhed end Produktionsselskabet eller i forbindelse med Rådets modtagelse af en ansøgning om virksomhed i joint venture med Produktionsselskabet, skal Rådet tage spørgsmålet om Produktionsselskabets driftsmæssige uafhængighed af Myndighedens sekretariat op til drøftelse. Hvis virksomhed i joint venture med Produktionsselskabet er i overensstemmelse med sunde kommercielle principper, skal Rådet udstede et direktiv, der giver adgang til uafhængig drift i henhold til Konventionens artikel 170, stk. 2.

3. De deltagende staters forpligtelse til at finansiere et udvindingssted for Produktionsselskabet som foreskrevet i Konventionens bilag IV, artikel 11, stk. 3, skal ikke være gældende, og de deltagende stater skal ikke være forpligtet til at finansiere nogen del af aktiviteterne for nogen af Produktionsselskabets udvindingssteder eller udvindingssteder, der drives i joint venture med Produktionsselskabet.

4. Forpligtelser, der kan gøres gældende for kontrahenter, skal gælde for Produktionsselskabet. Uanset bestemmelserne i Konventionens artikel 153, stk 3, og bilag III, artikel 3, stk. 5, skal en arbejdsplan for Produktionsselskabet ved godkendelsen have form af en kontrakt indgået mellem Myndigheden og Produktionsselskabet.

5. En kontrahent, som har stillet et bestemt område til rådighed for Myndigheden som reserveret område, har fortrinsret til at indgå en joint venture-ordning med Produktionsselskabet med henblik på efterforskning og udnyttelse i dette område. Hvis Produktionsselskabet ikke indsender en ansøgning om arbejdsplan for aktiviteter vedrørende et sådant reserveret område inden 15 år efter påbegyndelsen af dets drift uafhængigt af Myndighedens sekretariat eller inden 15 år fra den dato, hvor området blev reserveret til Myndigheden, idet den seneste af disse to datoer er afgørende, har den kontrahent, som stillede området til rådighed, ret til at ansøge om en arbejdsplan for det nævnte område, forudsat han loyalt tilbyder at medtage Produktionsselskabet som joint venture-partner.

6. Konventionens artikel 170, stk. 4, bilag IV, og andre bestemmelser i Konventionen med hensyn til Produktionsselskabet skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med nærværende afsnit.

AFSNIT 3 Beslutningsprocedure

1. Myndighedens generelle politik skal fastlægges af Forsamlingen i samarbejde med Rådet.

2. Generelt skal afgørelser i Myndighedens organer træffes ved konsensus.

3. Hvis alle muligheder for at nå til en afgørelse ved konsensus er udtømt, skal afgørelser ved afstemning i Forsamlingen vedrørende procedurespørgsmål træffes af et flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme, og afgørelser om substansspørgsmål skal træffes med to tredjedeles flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme som foreskrevet i Konventionens artikel 159, stk. 8.

4. Forsamlingens afgørelser i sager, hvor Rådet også har kompetence, og i alle sager vedrørende administration, budget eller finansielle spørgsmål skal baseres på Rådets henstillinger. Hvis Forsamlingen ikke accepterer Rådets henstilling i en given sag, skal sagen tilbagesendes til Rådet til videre behandling. Rådet skal genbehandle sagen i lyset af de synspunkter, der er fremført af Forsamlingen.

5. Hvis alle muligheder for at nå til afgørelse ved konsensus er udtømt, skal afgørelser ved afstemning i Rådet om procedurespørgsmål træffes af et flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme, og afgørelser om substansspørgsmål skal, undtagen i de tilfælde, hvor Konventionen foreskriver afgørelse ved konsensus i Rådet, træffes med to tredjedeles flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme, forudsat der ikke er flertal mod en given afgørelse i nogen af de i stk. 9 omtalte kamre. Ved sine afgørelser skal Rådet søge at fremme alle Forsamlingens medlemmers interesser.

6. Rådet kan udsætte en afgørelse med henblik på at lette fortsat forhandling i tilfælde, hvor det ser ud til, at alle muligheder for at nå til konsensus ikke er udtømt.

7. Afgørelser i Forsamlingen eller Rådet, som har finansielle eller budgetmæssige konsekvenser, skal baseres på Finanskomitéens henstillinger.

8. Bestemmelserne i Konventionens artikel 161, stk. 8, litra b) og c), finder ikke anvendelse.

9. a) Hver gruppe af stater valgt i henhold til punkt 15, litra a), b) og c), skal behandles som ét kammer med henblik på afstemning i Rådet. De udviklingslande, som er valgt i henhold til punkt 15, litra d) og e), skal behandles som et samlet kammer med henblik på afstemninger i Rådet.

b) Forud for valg af medlemmer til Rådet skal Forsamlingen oprette lister over lande, som opfylder kriterierne for medlemskab i hver af de grupper af stater, der er omhandlet i punkt 15, litra a) d). Hvis en stat opfylder kriterierne for medlemskab i mere end én gruppe, kan den kun bringes i forslag til valg til Rådet af én gruppe, og den kan kun repræsentere denne gruppe ved afstemninger i Rådet.

10. Hver gruppe af stater i punkt 15, litra a) d), skal repræsenteres i Rådet af de medlemmer, der er indstillet af den pågældende gruppe. Hver gruppe kan kun indstille et antal kandidater, der svarer til det antal pladser, som skal besættes af den pågældende gruppe. Når antallet af potentielle kandidater i hver af de i punkt 15, litra a) e), omtalte grupper overskrider antallet af pladser i hver af de respektive grupper, skal rotationsprincippet anvendes som hovedregel. De stater, der er medlemmer af hver af disse grupper, bestemmer, hvorledes princippet skal anvendes for de pågældende grupper.

11. a) Rådet skal godkende en henstilling fra Den Juridiske og Tekniske Kommission om godkendelse af en arbejdsplan, medmindre Rådet beslutter at forkaste arbejdsplanen med mindst to tredjedeles flertal blandt de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme, inklusive et flertal af medlemmer af hvert af Rådets kamre, som er til stede og afgiver deres stemme. Hvis Rådet ikke træffer afgørelse vedrørende en henstilling om godkendelse af en arbejdsplan inden for en foreskreven periode, skal henstillingen anses for at være godkendt af Rådet ved udløbet af denne periode. Den foreskrevne periode skal normalt være 60 dage, medmindre Rådet beslutter at foreskrive en længere periode. Hvis Kommissionen henstiller, at en arbejdsplan forkastes, eller ikke afgiver nogen henstilling, kan Rådet ikke desto mindre godkende arbejdsplanen i overensstemmelse med sine procedureregler for afgørelser i substansspørgsmål.

b) Bestemmelserne i Konventionens artikel 162, stk. 2, litra j), finder ikke anvendelse.

12. Hvor der opstår tvist i forbindelse med forkastelse af en arbejdsplan, skal en sådan tvist underkastes de procedurer for bilæggelse af tvister, der er opstillet i Konventionen.

13. Afgørelser ved afstemning i Den Juridiske og Tekniske Kommission skal træffes af et flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme.

14. Konventionens kapitel XI, afsnit 4, underafsnit B og C, skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med nærværende afsnit.

15. Rådet skal bestå af 36 medlemmer af Myndigheden, valgt af Forsamlingen i nedennævnte rækkefølge:

a) Fire medlemmer blandt de deltagende stater, som i løbet af de sidste fem år, for hvilke der foreligger statistisk materiale, enten har forbrugt mere end 2 % af værdien af det samlede verdensforbrug, eller havde en nettoimport på mere end 2 % af værdien af den samlede verdensimport af varer, fremstillet af de kategorier af mineraler, der skal udvindes fra Området, idet det forudsættes, at de fire medlemmer skal omfatte den stat fra det østeuropæiske område, som har den største økonomiske kapacitet i området i henseende til dens bruttonationalprodukt, samt den stat, som ved Konventionens ikrafttræden har den største økonomiske kapacitet målt ved dens bruttonationalprodukt, såfremt disse stater ønsker at lade sig repræsentere i denne gruppe.

b) Fire medlemmer blandt de otte deltagende stater, som har foretaget de største investeringer med henblik på forberedelse og udførelse af aktiviteter i Området, enten direkte eller gennem deres statsborgere.

c) Fire medlemmer blandt de deltagende stater, som på grundlag af produktion i områder under deres jurisdiktion er vigtige nettoeksportører af de kategorier af mineraler, som skal indvindes fra Området, herunder mindst to udviklingslande, hvis eksport af sådanne mineraler har væsentlig betydning for deres økonomi.

d) Seks medlemmer blandt deltagende udviklingslande, som repræsenterer særlige interesser. De særlige interesser, som skal repræsenteres, skal omfatte stater med store befolkninger, indlandsstater eller geografisk forfordelte stater, østater, stater, som er vigtige importører af de kategorier af mineraler, som skal udvindes fra Området, stater, som er potentielle producenter af sådanne mineraler, og de mindst udviklede stater.

e) 18 medlemmer, som vælges i overensstemmelse med princippet om en ligelig geografisk fordeling af pladser i Rådet som helhed, idet hvert geografisk område skal have mindst et medlem valgt i henhold til dette litra. I dette øjemed skal de geografiske områder være Afrika, Asien, Østeuropa, Latinamerika og Caraibien samt Vesteuropa og Andre.

16. Bestemmelserne i Konventionens artikel 161, stk. 1, finder ikke anvendelse.

AFSNIT 4 Revisionskonferencen

Bestemmelserne vedrørende revisionskonferencen i Konventionens artikel 155, stk. 1, 3 og 4, finder ikke anvendelse. Uanset bestemmelserne i Konventionens artikel 314, stk. 2, kan Forsamlingen efter henstilling fra Rådet til enhver tid tage de spørgsmål, der er omtalt i Konventionens artikel 155, stk. 1, op til revision. Ændringer i nærværende aftale og i kapitel XI skal følge de procedurer, der findes i Konventionens artikel 314, 315 og 316, idet det forudsættes, at de principper, det regime og de øvrige vilkår, der henvises til i Konventionens artikel 155, stk. 2, bliver fastholdt, og at de rettigheder, der henvises til i samme artikels stk. 5, ikke påvirkes heraf.

AFSNIT 5 Overførsel af teknologi

1. I tillæg til bestemmelserne i Konventionens artikel 144 skal overførsel af teknologi i de øjemed, der er angivet i kapitel XI, ske efter følgende principper:

a) Produktionsselskabet og de udviklingslande, der ønsker at få adgang til teknologi vedrørende havbundsminedrift, skal forsøge at opnå adgang til sådan teknologi på retfærdige og rimelige vilkår på det åbne marked eller gennem joint venture-ordninger.

b) Hvis Produktionsselskabet eller udviklingslandene er ude af stand til at få adgang til teknologi vedrørende havbundsminedrift, kan Myndigheden anmode nogle af kontrahenterne eller dem alle og deres respektive sponsorstat eller -stater om at samarbejde med sig med henblik på at lette erhvervelsen af havbundsminedriftteknologi for Produktionsselskabet eller dets joint venture eller for et eller flere udviklingslande, der søger at erhverve sådan teknologi på retfærdige og rimelige kommercielle vilkår og betingelser, idet der samtidig skal tages behørigt hensyn til effektiv beskyttelse af immaterielle rettigheder. De deltagende stater forpligter sig til at samarbejde effektivt og fuldt ud med Myndigheden i dette øjemed og at sikre, at kontrahenter, der sponsoreres af dem, også samarbejder fuldt ud med Myndigheden.

c) Som hovedregel skal de deltagende stater fremme internationalt teknisk og videnskabeligt samarbejde med hensyn til aktiviteter i Området, enten mellem de berørte parter eller ved udvikling af programmer for uddannelse, teknisk bistand og videnskabeligt samarbejde inden for havforskning og marin teknologi og beskyttelse og bevaring af havmiljøet.

2. Bestemmelserne i Konventionens bilag III, artikel 5, finder ikke anvendelse.

AFSNIT 6 Produktionspolitik

1. Myndighedens produktionspolitik skal baseres på følgende principper:

a) Udvikling af Områdets ressourcer skal ske efter sunde kommercielle principper.

b) Bestemmelserne i GATT-aftalen, i dens relevante regelsæt og i dens afløser eller i de aftaler, der eventuelt fortrænger den, skal gælde for aktiviteterne i Området.

c) Der må især ikke forekomme subsidiering af aktiviteter i Området, undtagen hvis det er tilladt i de aftaler, der er omtalt under litra b). Subsidiering skal i dette øjemed defineres som i de aftaler, der er omtalt under litra b).

d) Der må ikke diskrimineres mellem mineraler udvundet fra Området og mineraler fra andre kilder. Der må ikke gives nogen fortrin i markedsadgangen til sådanne mineraler eller varer, der er produceret på basis af sådanne mineraler, herunder særlig:

i) ved anvendelse af toldmæssige eller ikke-toldmæssige barrierer, og

ii) givet af de deltagende stater til sådanne mineraler eller varer, som er produceret af deres statslige virksomheder eller af fysiske eller juridiske personer, som besidder deres statsborgerskab eller kontrolleres af dem eller deres statsborgere.

e) Den arbejdsplan for udnyttelse, som er godkendt af Myndigheden for hvert mineområde, skal angive det forventede produktionsforløb inklusive et skøn over den maksimale mængde af mineraler, som forventes produceret årligt i henhold til arbejdsplanen.

f) Følgende bestemmelser skal gælde vedrørende bilæggelse af tvister angående bestemmelserne i de aftaler, der henvises til i litra b):

i) Hvor de involverede deltagende stater deltager i sådanne aftaler, kan de henholde sig til de procedurer for bilæggelse af tvister, der er indeholdt i disse aftaler.

ii) Hvor en eller flere af de deltagende stater ikke deltager i sådanne aftaler, skal de kunne anvende de procedurer for bilæggelse af tvister, der er anført i Konventionen.

g) I tilfælde af, at det fastslås i henhold til de under litra b) nævnte aftaler, at en deltagende stat har været involveret i subsidiering, som er forbudt eller har medført ugunstige virkninger på en anden deltagende stats interesser, og der ikke er taget passende skridt af den eller de pågældende deltagende stater, kan en deltagende stat anmode Rådet om at træffe passende forholdsregler.

2. De principper, der er indeholdt i punkt 1, skal ikke have nogen virkning for rettigheder og forpligtelser i henhold til nogen bestemmelse i de aftaler, der er nævnt under punkt 1, litra b), eller for de relevante aftaler om frihandel og toldunioner i forholdet mellem de deltagende stater, som deltager i sådanne aftaler.

3. En kontrahents accept af subsidier, bortset fra sådanne som eventuelt er tilladt i henhold til de aftaler, der er omtalt i punkt 1, litra b), skal anses for at være et brud på de grundlæggende vilkår i den kontrakt, der udgør arbejdsplanen for udførelse af aktiviteter i Området.

4. Enhver deltagende stat, som har grund til at antage, at vilkårene i punkt 1, litra b), c) og d), eller punkt 3 ikke er overholdt, kan indlede procedurer for bilæggelse af tvist i overensstemmelse med punkt 1, litra f) eller g).

5. En deltagende stat kan til enhver tid henlede Rådets opmærksomhed på aktiviteter, som efter dens opfattelse ikke er i overensstemmelse med vilkårene i punkt 1, litra b), c) og d).

6. Myndigheden skal udvikle regler, forskrifter og procedurer, som sikrer gennemførelse af bestemmelserne i dette afsnit inklusive relevante regler, forskrifter og procedurer for godkendelse af arbejdsplaner.

7. Bestemmelserne i Konventionens artikel 151, stk. 1 7 og stk. 9, artikel 162, stk. 2, litra q), artikel 165, stk. 2, litra n), samt bilag III, artikel 6, stk. 5, og artikel 7, finder ikke anvendelse.

AFSNIT 7 Økonomisk bistand

Myndighedens politik for bistand til udviklingslande, der rammes af alvorlige ugunstige virkninger på deres eksportindtægter eller økonomi som følge af en nedgang i prisen for et berørt mineral eller eksportmængden for dette mineral, skal, i det omfang en sådan nedgang er forårsaget af aktiviteter i Området, baseres på følgende principper:

a) Myndigheden skal oprette en fond for økonomisk bistand af en del af de midler, der står til rådighed for Myndigheden ud over de midler, der er nødvendige til dækning af Myndighedens administrationsudgifter. Det beløb, der afsættes til dette formål, skal fastsættes af Rådet i hvert enkelt tilfælde efter henstilling fra Finanskomitéen. Kun midler, der stammer fra betalinger fra kontrahenter, herunder Produktionsselskabet, og frivillige bidrag kan anvendes til etablering af fonden for økonomisk bistand.

b) Udviklingslande med landbaseret produktion, for hvem det er påvist, at deres økonomi er alvorligt berørt af produktionen af mineraler fra den dybe havbund, skal tilbydes bistand fra Myndighedens fond for økonomisk bistand.

c) Myndigheden skal tilbyde bistand fra fonden til berørte udviklingslande med landbaseret produktion efter omstændighederne i samarbejde med eksisterende globale eller regionale institutter for udviklingsbistand, som har infrastrukturen og ekspertisen til at udføre sådanne bistandsprogrammer.

d) Omfanget af og tidsrummet for sådan bistand skal fastlægges individuelt i hvert enkelt tilfælde. Ved fastlæggelsen skal der tages behørigt hensyn til størrelsen og arten af de problemer, de berørte udviklingslande med landbaseret produktion står over for.

2. Konventionens artikel 151, stk. 10, skal gennemføres ved hjælp af de økonomiske bistandsforanstaltninger, der er omtalt i punkt 1. Konventionens artikel 160, stk. 2, litra l), artikel 162, stk. 2, litra n), artikel 164, stk. 2, litra d), artikel 171, litra f), og artikel 173, stk. 2, litra c), skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

AFSNIT 8 Finansielle kontraktvilkår

1. Følgende principper skal danne grundlag for opstilling af regler, forskrifter og procedurer for finansielle kontraktvilkår:

a) Systemet for betaling til Myndigheden skal være rimeligt, både over for kontrahenten og over for Myndigheden, og skal give tilfredsstillende muligheder for at afgøre, om kontrahenten efterlever systemet.

b) Betalingssatserne i henhold til systemet skal ligge inden for samme niveau som de satser, der er fremherskende med hensyn til landbaseret udvinding af de samme eller tilsvarende mineraler med henblik på at undgå at give dem, der udfører dybhavsminedrift, en kunstig konkurrencemæssig fordel eller pålægge dem en konkurrencemæssig ulempe.

c) Systemet må ikke være kompliceret og må ikke pålægge Myndigheden eller en kontrahent betydelige administrationsomkostninger. Det skal overvejes at vedtage et royalty system eller et kombineret system af royalties og overskudsdeling. Hvis det besluttes at anvende flere alternative systemer, har kontrahenten ret til at vælge det system, der skal anvendes på hans kontrakt. Enhver efterfølgende ændring i valg mellem alternative systemer skal imidlertid ske efter aftale mellem Myndigheden og kontrahenten.

d) Der skal betales en fast årlig afgift med virkning fra datoen for påbegyndelse af kommerciel produktion. Denne afgift kan fradrages i andre betalinger, der forfalder i henhold til systemet i overensstemmelse med litra c). Afgiftens størrelse fastsættes af Rådet.

e) Betalingssystemet kan revideres periodisk i lyset af ændrede omstændigheder. Enhver ændring skal foretages på en ikke-diskriminatorisk måde. Sådanne ændringer kan kun anvendes på eksisterende kontrakter, hvis kontrahenten vælger dette. Enhver efterfølgende ændring i valg mellem alternative systemer skal ske efter aftale mellem Myndigheden og kontrahenten.

f) Tvister vedrørende fortolkning eller anvendelse af regler og forskrifter baseret på disse principper skal underkastes de procedurer for bilæggelse af tvister, der er anført i Konventionen.

2. Bestemmelserne i Konventionens bilag III, artikel 13, stk. 3 10, finder ikke anvendelse.

3. Med hensyn til gennemførelsen af Konventionens bilag III, artikel 13, stk. 2, skal afgiften for behandling af ansøgninger om godkendelse af en arbejdsplan, der er begrænset til én fase, enten efterforskningsfasen eller udnyttelsesfasen, udgøre 250 000 USD.

AFSNIT 9 Finanskomitéen

1. Herved etableres en finanskomité. Komitéen skal bestå af 15 medlemmer med passende kvalifikationer, som er relevante i finansanliggender. De deltagende stater skal nominere kandidater af den højest mulige standard i henseende til kompetence og integritet.

2. Der må ikke være to medlemmer af Finanskomitéen af samme nationalitet.

3. Medlemmerne af Finanskomitéen skal vælges af Forsamlingen, og der skal herved tages passende hensyn til behovet for ligelig geografisk fordeling og repræsentation af særlige interesser. Hver gruppe af stater, som er anført i afsnit 3, punkt 15, litra a) d), i nærværende bilag, skal være repræsenteret i komitéen med mindst ét medlem. Indtil Myndigheden råder over tilstrækkelige midler ud over de fastsatte bidrag til dækning af dens administrationsudgifter, skal medlemsskaren i komitéen omfatte repræsentanter for de fem største finansielle bidragydere til Myndighedens administrationsbudget. Derefter skal valget af ét medlem fra hver gruppe ske på basis af nominering foretaget af medlemmerne i den pågældende gruppe uden præjudice for muligheden for valg af yderligere medlemmer fra hver gruppe.

4. Medlemmerne af Finanskomitéen skal beklæde deres hverv i en periode på fem år. De kan genvælges for yderligere en periode.

5. I tilfælde af et medlems død, indisponering eller fratræden forud for udløbet af funktionsperioden, skal Forsamlingen for den resterende del af perioden vælge et medlem fra samme geografiske område eller gruppe af stater.

6. Medlemmer af Finanskomitéen må ikke have finansiel interesse i nogen af de aktiviteter, som komitéen har ansvaret for at fremsætte henstillinger om. De må ikke, selv efter deres fratræden, afsløre fortrolige oplysninger, som kommer til deres kendskab som følge af udførelsen af deres opgaver for Myndigheden.

7. Ved beslutning om følgende emner skal Forsamlingen og Rådet tage Finanskomitéens henstillinger i betragtning:

a) Udkast til finansielle regler, forskrifter og procedurer for Myndighedens organer og Myndighedens finansielle styring og interne finansielle administration.

b) Fastsættelse af medlemmernes bidrag til Myndighedens administrationsbudget i overensstemmelse med Konventionens artikel 160, stk. 2, litra e).

c) Alle relevante finansielle spørgsmål, herunder forslag til det årlige budget udarbejdet af Myndighedens generalsekretær i overensstemmelse med Konventionens artikel 172 og de finansielle aspekter af gennemførelsen af Sekretariatets arbejdsprogram.

d) Administrationsbudgettet.

e) De deltagende staters finansielle forpligtelser som følge af gennemførelsen af denne aftale og kapitel XI såvel som de administrative og budgetmæssige konsekvenser af forslag og henstillinger, der medfører udgifter af Myndighedens midler.

f) Regler, forskrifter og procedurer vedrørende ligelig deling af finansielle og andre økonomiske goder, der fremkommer som følge af aktiviteter i Området, og beslutninger, der skal træffes i den forbindelse.

8. Beslutning i Finanskomitéen om procedurespørgsmål skal træffes med almindeligt flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver deres stemme. Beslutninger vedrørende substansspørgsmål skal træffes ved konsensus.

9. Kravet i Konventionens artikel 162, stk. 2, litra y), om etablering af et underordnet organ til at behandle finansielle spørgsmål skal anses for at være opfyldt ved etablering af Finanskomitéen i overensstemmelse med nærværende afsnit.

BILAG II

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKABS FORMELLE BEKRÆFTELSESINSTRUMENT

Det Europæiske Fællesskab har under henvisning til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 og aftalen vedrørende anvendelsen af kapitel XI i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 28. juli 1994, den ære at deponere sit instrument for formel bekræftelse af nævnte konvention og aftale.

I anledning af deponeringen af dette instrument skal Fællesskabet erklære, at det, hvad angår de områder, for hvilke dets medlemsstater, der er part i konventionen, har overdraget det kompetence, accepterer de rettigheder og forpligtelser, der af konventionen følger for staterne. Den kompetenceerklæring, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i bilag IX til konventionen, er vedlagt.

Fællesskabet ønsker desuden i overensstemmelse med konventionens artikel 310 at erklære, at det modsætter sig enhver erklæring eller stillingtagen, der bevirker en udelukkelse eller ændring af den juridiske rækkevidde af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention, særlig sådanne, som vedrører fiskerivirksomhed. Fællesskabet mener navnlig, at konventionen ikke anerkender kyststatens rettigheder og jurisdiktion, hvad angår udnyttelse, bevarelse og forvaltning af andre fiskeressourcer end stand-arter uden for den eksklusive økonomiske zone.

Fællesskabet forbeholder sig ret til senere at afgive erklæringer vedrørende konventionen og aftalen og som svar på fremtidige erklæringer og holdninger.

Fællesskabet vil gerne benytte denne lejlighed til på ny at forsikre De Forenede Nationers generalsekretær om sin mest udmærkede højagtelse.

KOMPETENCEERKLÆRING FRA DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OM DE OMRÅDER, DER BEHANDLES I DE FORENEDE NATIONERS HAVRETSKONVENTION AF 10. DECEMBER 1982 OG I AFTALEN AF 28. JULI 1994 VEDRØRENDE ANVENDELSEN AF KAPITEL XI I DENNE KONVENTION (Erklæring afgivet i medfør af artikel 5, stk. 1, i bilag IX til konventionen og artikel 4, stk. 4, i aftalen)

Artikel 5, stk. 1, i bilag IX til De Forenede Nationers havretskonvention fastsætter, at en international organisations formelle bekræftelsesinstrument skal indeholde en erklæring, som nærmere angiver de områder i konventionen, for hvilke de af dens medlemsstater, der er part i konventionen, har overdraget den kompetence (1).

Artikel 4, stk. 4, i aftalen vedrørende anvendelsen af kapitel XI i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (2) fastsætter, at internationale organisationers formelle bekræftelse sker i overensstemmelse med bilag IX til konventionen.

De Europæiske Fællesskaber er oprettet ved Paris-traktaten (EKSF) og Rom-traktaterne (EØF og Euratom), undertegnet henholdsvis den 18. april 1951 og den 25. marts 1957. Disse traktater trådte efter signatarstaternes ratifikation i kraft den 25. juli 1952 og den 1. januar 1958. De er ændret ved traktaten om Den Europæiske Union, som blev undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992 og trådte i kraft efter signatarstaternes ratifikation den 1. november 1993, og er senest ændret ved tiltrædelsestraktaten, undertegnet på Korfu den 24. juni 1994, som trådte i kraft den 1. januar 1995 (3).

I øjeblikket er følgende medlemmer af Fællesskaberne: Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

De Forenede Nationers havretskonvention og aftalen vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention gælder, hvad angår de til Det Europæiske Fællesskab overdragne beføjelser, på de områder, hvor traktaten om oprettelse af dette Fællesskab finder anvendelse, og på de i nævnte traktat anførte betingelser, særlig artikel 227.

Denne erklæring gælder ikke for de af medlemsstaternes områder, hvor nævnte traktat ikke finder anvendelse, og den berører ikke de berørte medlemsstaters handlinger og holdninger inden for rammerne af konventionen og aftalen på disse områders vegne eller i deres interesse.

I denne erklæring angives i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser de beføjelser, som medlemsstaterne har overdraget Fællesskabet i medfør af traktaterne på de områder, der behandles i konventionen og aftalen.

Udstrækningen og udøvelsen af Fællesskabets beføjelser undergår i sagens natur en vedvarende udvikling, og Fællesskabet vil om fornødent supplere eller ændre denne erklæring i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i bilag IX til konventionen.

Fællesskabet har på visse områder enekompetence, medens dets kompetence på andre områder deles med dets medlemsstater.

1. Områder, hvor Fællesskabet har enekompetence

- Hvad angår bevarelse og forvaltning af havfiskeriressourcerne skal Fællesskabet oplyse, at dets medlemsstater har overdraget det enekompetence. Det tilkommer det i denne egenskab på dette område at vedtage de relevante regler og forordninger (som anvendes af medlemsstaterne) og inden for rammerne af sine beføjelser at påtage sig forpligtelser over for tredjelande eller de kompetente internationale organisationer. Denne kompetence gælder fiskeri i farvande, der henhører under national jurisdiktion, og højsøfiskeri. Hvad derimod angår udøvelsen af beføjelser vedrørende skibene, tildeling af adgang til at føre flag, indregistrering af skibe og ret til at anvende straffebestemmelser og administrative sanktioner, har medlemsstaterne kompetence, idet de handler under overholdelse af fællesskabsretten. Fællesskabsretten omfatter også administrative sanktioner.

- I medfør af sin handels- og toldpolitik har Fællesskabet kompetence i henseende til de bestemmelser i konventionens kapitel X og XI og i aftalen af 28. juli 1994, som vedrører den internationale samhandel.

2. Områder, hvor Fællesskabet deler kompetence med medlemsstaterne

- Hvad angår fiskeri deles kompetence på en række områder, der ikke direkte henhører under foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, f. eks. forskning, teknologisk udvikling og udviklingssamarbejde.

- Hvad angår bestemmelserne om søtransport, sikkerhed i søtrafikken og forebyggelse af havforurening, der bl. a. findes i konventionens kapitel II, III, V, VII og XII, har Fællesskabet kun enekompetence i det omfang, disse bestemmelser i konventionen eller retsinstrumenter vedtaget i medfør deraf påvirker bestående fællesskabsregler. Når der findes fællesskabsregler, men disse ikke berøres, navnlig i tilfælde af EF-minimumsregler, deles kompetencen mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. I de andre tilfælde har medlemsstaterne kompetence.

En liste over de relevante EF-retsakter findes i tillægget. Udstrækningen af fællesskabskompetencen i henhold til disse tekster skal vurderes i forhold til deres præcise bestemmelser, særlig hvor disse bestemmelser fastlægger fælles regler.

- Hvad angår bestemmelserne i konventionens kapitel XIII og XIV har Fællesskabet kompetence til at fremme samarbejdet inden for forskning og teknologisk udvikling med tredjelande og internationale organisationer. Fællesskabets virksomhed på dette område supplerer medlemsstaternes. Konkret realiseres denne kompetence i form af de i tillægget anførte programmer.

3. Mulige virkninger for anden EF-politik

- Desuden bør fremhæves Fællesskabets politikker og aktiviteter med hensyn til kontrol med illoyal økonomisk praksis, offentlige aftaler og konkurrence inden for industrien samt på området udviklingsbistand. Denne EF-politik kan også være af interesse i forbindelse med konventionen og aftalen, navnlig for så vidt angår visse bestemmelser i konventionens kapitel VI og XI.

(1) I overensstemmelse med artikel 2 i bilag IX har Fællesskabet ledsaget sin undertegnelse af konventionen af en erklæring med angivelse af de områder i konventionen, for hvilke dets medlemsstater har overdraget det kompetence.

(2) Undertegnet af Fællesskabet den 29. juli 1994 og anvendt midlertidigt siden den 16. november 1994.

(3) Paris-traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev registreret hos de Forenede Nationers generalsekretariat den 15. marts 1957 under nr. 3729, og Rom-traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) blev registreret henholdsvis den 21. og den 24. april 1958 under nr. 4300 og 4301. Traktaten om Den Europæiske Union blev registreret den 28. december 1993 under nr. 30615. Tiltrædelsestraktaten af 24. juni 1994 blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende C 214 af 29. august 1994.

Tillæg

EF-RETSAKTER MED BERØRING TIL DE ANLIGGENDER, DER BEHANDLES I KONVENTIONEN OG AFTALEN

- Inden for sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening

Rådets beslutning 92/143/EØF af 25. februar 1992 om radionavigationssystemer til brug i Europa (EFT L 59 af 4.3.1992, s. 17)

Rådets direktiv 79/115/EØF af 21. december 1978 om højsølodsers lodsning af skibe i Nordsøen og i Den Engelske Kanal (EFT L 33 af 8.2.1979, s. 32)

Rådets direktiv 93/75/EØF af 13. september 1993 om mindstekrav til skibe, som er på vej til eller fra Fællesskabets søhavne med farligt eller forurenende gods (EFT L 247 af 5.10.1993, s. 19)

Rådets direktiv 93/103/EF af 23. november 1993 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed under arbejdet om bord på fiskerfartøjer (trettende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 307 af 13.12.1993, s. 1)

Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (direktiv om klassifikationsselskaber) (EFT L 319 af 12.12.1994, s. 20)

Rådets direktiv 94/58/EF af 22. november 1994 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (EFT L 319 af 12.12.1994, s. 28)

Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol) (EFT L 157 af 7.7.1995, s. 1)

Rådets direktiv 96/98/EF af 20. december 1996 om udstyr på skibe (EFT L 46 af 17.2.1997, s. 25)

Rådets forordning (EØF) nr. 613/91 af 4. marts 1991 om overførsel af skibe fra et register til et andet inden for Fællesskabet (EFT L 68 af 15.3.1991, s. 1) og Kommissionens forordning (EØF) nr. 2158/93 af 28. juli 1993 om anvendelse af ændringer til den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen og anvendelse af ændringer til den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe med henblik på gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 613/91 (EFT L 194 af 3.8.1993, s. 5)

Rådets forordning (EF) nr. 2978/94 af 21. november 1994 om gennemførelse af IMO-resolution A.747(18) om anvendelse af tonnagemåling af ballastrum i olietankskibe med separate ballasttanke (EFT L 319 af 12.12.1994, s. 1)

Rådets forordning (EF) nr. 3051/95 af 8. december 1995 om sikkerhedsledelse af ro-ro-passagerfærger (EFT L 320 af 30.12.1995, s. 14)

- Inden for beskyttelse og bevarelse af havmiljøet (konventionens kapitel XII)

Rådets beslutning 81/971/EØF af 3. december 1981 om indførelse af et fællesskabsinformationssystem vedrørende kontrol med og formindskelse af forurening af havet med carbonhydrider (EFT L 355 af 10.12.1981, s. 52)

Rådets beslutning 86/85/EØF af 6. marts 1986 om indførelse af et fællesskabsinformationssystem vedrørende kontrol med formindskelse af forurening af havet med carbonhydrider og andre farlige stoffer (EFT L 77 af 22.3.1986, s. 33)

Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194 af 25.7.1975, s. 23)

Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194 af 25.7.1975, s. 47)

Rådets direktiv 76/160/EØF af 8. december 1975 om kvaliteten af badevand (EFT L 31 af 5.2.1976, s. 1)

Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø (EFT L 129 af 18.5.1976, s. 23)

Rådets direktiv 78/176/EØF af 20. februar 1978 om affald fra titandioxidindustrien (EFT L 54 af 25.2.1978, s. 19)

Rådets direktiv 79/923/EØF af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til skaldyrvande (EFT L 281 af 10.11.1979, s. 47)

Rådets direktiv 80/779/EØF af 15. juli 1980 om grænseværdier for luftkvaliteten med hensyn til svovldioxid og svævestøv (EFT L 229 af 30.8.1980, s. 30)

Rådets direktiv 82/176/EØF af 22. marts 1982 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra elektrolyse af alkaliske klorider (EFT L 81 af 27.3.1982, s. 29)

Rådets direktiv 82/501/EØF af 24. juni 1982 om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (EFT L 230 af 5.8.1982, s. 1)

Rådets direktiv 82/883/EØF af 3. december 1982 om metoder til overvågning af og kontrol med miljøer, der berøres af udledninger fra titandioxidindustrien (EFT L 378 af 31.12.1972, s. 1)

Rådets direktiv 82/884/EØF af 3. december 1982 om grænseværdi for bly i luften (EFT L 378 af 31.12.1982, s. 15)

Rådets direktiv 83/513/EØF af 26. september 1983 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af cadmium (EFT L 291 af 24.10.1983, s. 1)

Rådets direktiv 84/156/EØF af 8. marts 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra andre sektorer end elektrolyse af alkalichlorider (EFT L 74 af 17.3.1984, s. 49)

Rådets direktiv 84/360/EØF af 28. juni 1984 om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg (EFT L 188 af 16.7.1984, s. 20)

Rådets direktiv 84/491/EØF af 9. oktober 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af hexaklorcyklohexan (EFT L 274 af 17.10.1984, s. 11)

Rådets direktiv 85/203/EØF af 7. marts 1985 om luftkvalitetsnormer for så vidt angår nitrogendioxid (EFT L 87 af 27.3.1985, s. 1)

Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40)

Rådets direktiv 86/280/EØF af 12. juni 1986 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF (EFT L 181 af 4.7.1986, s. 16)

Rådets direktiv 88/609/EØF af 24. november 1988 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg (EFT L 336 af 7.12.1988, s. 1)

Rådets direktiv 89/369/EØF af 8. juni 1989 om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg (EFT L 163 af 14.6.1989, s. 32)

Rådets direktiv 89/429/EØF af 21. juni 1989 om forebyggelse af luftforurening fra bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg (EFT L 203 af 15.7.1989, s. 50)

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (EFT L 135 af 30.5.1991, s. 40)

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1)

Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20)

Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7)

Rådets direktiv 92/112/EØF af 15. december 1992 om fastsættelse af nærmere regler for harmonisering af programmer for nedbringelse af forureningen fra affald fra titandioxidindustrien med henblik på at bringe den til ophør (EFT L 409 af 31.12.1992, s. 11)

Rådets direktiv 94/67/EF af 16. december 1994 om forbrænding af farligt affald (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 34)

Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (EFT L 30 af 6.2.1993, s. 1)

- Inden for forskning i havmiljø samt videnskabeligt og teknologisk samarbejde

Program vedrørende marinevidenskab og -teknologi

Program vedrørende miljø og klima

Samarbejde med tredjelande og internationale organisationer: videnskabeligt og teknologisk samarbejde med udviklingslandene

- Konventioner, i hvilke Fællesskabet er kontraherende part

Konventionen om forhindring af landbaseret havforurening, Paris, den 4. juni 1974 (Rådets afgørelse 75/437/EØF af 3. marts 1975, offentliggjort i EFT L 194 af 25.7.1975, s. 5)

Protokol om ændring af konventionen om forhindring af landbaseret havforurening, Paris, den 26. marts 1986 (Rådets afgørelse 87/57/EØF af 28. december 1986, offentliggjort i EFT L 24 af 27.1.1987, s. 47)

Protokol om beskyttelse af Middelhavet mod landbaseret forurening, Athen, den 17. maj 1980 (Rådets afgørelse 83/101/EØF af 28. februar 1983, offentliggjort i EFT L 67 af 12.3.1983, s. 1)

Konvention om beskyttelse af Middelhavet mod forurening samt protokol om forebyggelse af forurening af Middelhavet, forårsaget af dumpning fra skibe og luftfartøjer, Barcelona, den 16. februar 1976 (Rådets afgørelse 77/585/EØF af 25. juli 1977, offentliggjort i EFT L 240 af 19.9.1977, s. 1)

Protokol om samarbejde om bekæmpelse af forurening af Middelhavet med olie og andre skadelige stoffer i tilfælde af kritiske situationer, Barcelona, den 16. februar 1976 (Rådets afgørelse 81/420/EØF af 19. maj 1981, offentliggjort i EFT L 162 af 19.6.1981, s. 4)

Konvention om grænseoverskridende forurening over store afstande, Genève, den 13. november 1979 (Rådets afgørelse 81/462/EØF af 11. juni 1981, offentliggjort i EFT L 171 af 27.6.1981, s. 11)

Protokol om særlig beskyttede områder i Middelhavet, Genève, den 3. april 1982 (Rådets afgørelse 84/132/EØF af 1. marts 1984, offentliggjort i EFT L 68 af 10.3.1984, s. 36)

Overenskomst om samarbejde om bekæmpelse af forurening af Nordsøen med olie og andre farlige stoffer, Bonn, den 13. september 1983 (Rådets afgørelse 84/358/EØF af 28. juni 1984, offentliggjort i EFT L 188 af 16.7.1984, s. 7)

Overenskomst om samarbejde om beskyttelse af det nordøstlige Atlanterhavs kyster og vande mod forurening, Lissabon, den 17. oktober 1990 (Rådets afgørelse 93/550/EØF af 20. oktober 1993, offentliggjort i EFT L 267 af 28.10.1993, s. 20)

Basel-konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf, Basel, den 22. marts 1989 (Rådets afgørelse 93/98/EØF af 1. februar 1993, offentliggjort i EFT L 39 af 16.2.1993, s. 1).

BILAG III

HAVRETSGRUPPENS MANDAT

Havretsgruppen undersøger løbende spørgsmål vedrørende De Forenede Nationers havretskonvention, som trådte i kraft den 16. november 1994. Den forbereder med sit arbejde drøftelserne i Rådet for Den Europæiske Union og bidrager til fastlæggelsen af Fællesskabets politik med berøring til spørgsmål henhørende under havretten. Den afgiver i denne forbindelse udtalelser til De Faste Repræsentanters Komité (eller efter omstændighederne Det Politiske Udvalg) på dennes (dettes) anmodning eller på eget initiativ med henblik på forberedelse af arbejdet i Rådet, hvad angår nævnte politiks forenelighed med folkeretten, navnlig De Forenede Nationers havretskonvention.

Gruppens mandat vedrører navnlig følgende punkter:

1) forberedelse af Rådets afgørelse om indgåelse af De Forenede Nationers havretskonvention og aftalen vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention

2) forberedelse af de erklæringer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1 og 4, i bilag IX til De Forenede Nationers havretskonvention

3) forberedelse af de erklæringer, der er omhandlet i artikel 287 og 310 i De Forenede Nationers havretskonvention

4) udarbejdelse af udkast til Fællesskabets holdning i de organer, der er oprettet ved konventionen, vedrørende spørgsmål henhørende under dets kompetence

5) samordning af Fællesskabets og medlemsstaternes optræden i Den Internationale Havbundsmyndighed og dennes organer og konsultation med sigte på fastlæggelse af udkast til fælles holdning vedrørende spørgsmål af almindelig interesse, som henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

6) fastlæggelse af udkast til fælles holdninger vedrørende udenrigspolitiske spørgsmål af almindelig interesse vedrørende udviklingen i havretten og følgerne heraf for Den Europæiske Unions udenrigspolitik

7) undersøgelse af, om udkast og forslag, der forelægges Rådet, er i overensstemmelse med international havret, navnlig De Forenede Nationers havretskonvention.

Fællesskabets holdning vedrørende ethvert spørgsmål, der henhører under dets kompetence, fastlægges efter den sædvanlige procedure.

For spørgsmål, der henhører under Den Europæiske Unions udenrigspolitik, gælder bestemmelserne i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union.