7.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 203/12


Artikel 17

1.   I mangel af frivillig overenskomst kan ikke-eksklusive licenser indrømmes ved voldgift eller ex officio på de i artiklerne 18-23 angivne betingelser:

a)

til Fællesskabet eller til de fællesforetagender, der har fået denne ret tildelt i henhold til artikel 48, når det drejer sig om patenter, midlertidigt beskyttede rettigheder eller brugsmønstre dækkende opfindelser, der har direkte forbindelse med kernefysisk forskning, i det omfang indrømmelse af sådanne licenser er nødvendig for at gennemføre deres eget forskningsarbejde eller uundværlig for driften af deres anlæg.

På begæring af Kommissionen skal disse licenser give ret til at bemyndige tredjemand til at udnytte opfindelsen i det omfang, denne udfører arbejder eller ordrer for Fællesskabets eller for fællesforetagenders regning

b)

til personer eller virksomheder, som har ansøgt Kommissionen herom, når det drejer sig om patenter, midlertidigt beskyttede rettigheder eller brugsmønstre dækkende en opfindelse, der har direkte forbindelse med og er af væsentlig betydning for kerneenergiens udvikling inden for Fællesskabet, under forudsætning af at samtlige følgende betingelser opfyldes:

i)

at mindst fire år er forløbet siden indleveringen af patentansøgningen, medmindre det drejer sig om en opfindelse, hvis genstand er af egentlig kernefysisk art

ii)

at de behov, som følger af udviklingen af kerneenergien inden for en medlemsstats områder, hvor en opfindelse er beskyttet, efter Kommissionens opfattelse af denne udvikling ikke er dækket, for så vidt angår denne opfindelse

iii)

at patenthaveren, efter at være blevet opfordret til selv eller gennem sine licenstagere at dække disse behov, ikke har efterkommet opfordringen

iv)

at de licensberettigede personer eller virksomheder er i stand til ved deres udnyttelse effektivt at dække disse behov.

For at dække de nævnte behov kan medlemsstaterne ikke uden forudgående begæring fra Kommissionen bringe nogen i deres nationale lovgivning indeholdt tvangsforanstaltning til anvendelse, som ville medføre begrænsning i den beskyttelse, der gives opfindelsen.

2.   Indrømmelse af en ikke-eksklusiv licens under de i det foregående stykke angivne betingelser kan ikke opnås, hvis patenthaveren påviser, at der foreligger gyldig grund, og specielt at der ikke er blevet givet ham en passende tidsfrist.

3.   Indrømmelse af en licens i medfør af stk. 1 giver ret til fuld erstatning, hvis størrelse skal fastsættes efter nærmere aftale mellem indehaveren af patentet, den midlertidigt beskyttede rettighed eller brugsmønstret, og licenstageren.

4.   Bestemmelserne i denne artikel gør ikke indgreb i bestemmelserne i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret.