26.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 326/1


KONSOLIDERET UDGAVE AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE

TREDJE DEL

UNIONENS INTERNE POLITIKKER OG FORANSTALTNINGER

AFSNIT VIII

DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE POLITIK

KAPITEL 1

DEN ØKONOMISKE POLITIK

Artikel 122

(tidl. artikel 100 i TEF)

1.   Med forbehold af de øvrige procedurer i traktaterne kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet.

2.   I tilfælde af vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder i en medlemsstat som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over, kan Rådet, på forslag af Kommissionen, på bestemte betingelser yde den pågældende medlemsstat finansiel støtte fra Unionen. Formanden for Rådet underretter Europa-Parlamentet om den afgørelse, der er truffet.