12002M014

Traktaten om Den Europæiske Union (konsolideret udgave Nice) - Afsnit V: Bestemmelse en Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik - Artikel 14 - Artikel J.4 - EU Traktaten (Maastricht 1992) -

EF-Tidende nr. C 325 af 24/12/2002 s. 0015 - 0015
EF-Tidende nr. C 340 af 10/11/1997 s. 0156 - konsolideret udgave
EF-Tidende nr. C 191 af 29/07/1992 s. 0059


Traktaten om Den Europæiske Union (konsolideret udgave Nice)

Afsnit V: Bestemmelse en Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik

Artikel 14

Artikel J.4 - EU Traktaten (Maastricht 1992)

Artikel 14

1. Rådet vedtager fælles aktioner. Fælles aktioner vedrører konkrete situationer, hvor der skønnes at være behov for operationel aktion fra Unionens side. De fastsætter mål og rækkevidde, de midler, der skal stilles til rådighed for Unionen, om nødvendigt deres varighed, og betingelserne for deres gennemførelse.

2. Hvis der sker en ændring af forholdene, der har væsentlig betydning for et spørgsmål, der er genstand for en fælles aktion, reviderer Rådet principperne og målene for denne aktion og vedtager de nødvendige afgørelser. Så længe Rådet ikke har truffet afgørelse, opretholdes den fælles aktion.

3. Fælles aktioner forpligter medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger.

4. Rådet kan anmode Kommissionen om at forelægge det passende forslag vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at sikre gennemførelsen af en fælles aktion.

5. Enhver national stillingtagen eller handling i forbindelse med en fælles aktion forudsætter, at der sker underretning derom så betids, at der om nødvendigt kan holdes forudgående samråd i Rådet. Forpligtelsen til at give forhåndsunderretning gælder ikke for foranstaltninger, som alene indebærer transformation til det nationale plan af rådsafgørelser.

6. Gør forholdenes udvikling det påtrængende nødvendigt, og foreligger der ikke nogen rådsafgørelse, kan medlemsstaterne straks træffe de foranstaltninger, der er absolut nødvendige under hensyntagen til de almindelige mål for den fælles aktion. En medlemsstat, der træffer sådanne foranstaltninger, underretter omgående Rådet herom.

7. Volder iværksættelsen af en fælles aktion alvorlige vanskeligheder for en medlemsstat, skal denne forelægge sagen for Rådet, der skal drøfte den og søge passende løsninger. Disse må ikke stride imod målene for aktionen eller være til skade for dens effektivitet.