02024R1781 — DA — 28.06.2024 — 000.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1781

af 13. juni 2024

om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 1781 af 28.6.2024, s. 1)


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EUT L 90493, 7.8.2024, s.  1 (2024/1781)

►C2

Berigtigelse, EUT L 90356, 28.4.2025, s.  1 (2024/1781)




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1781

af 13. juni 2024

om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF

(EØS-relevant tekst)



KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  
Denne forordning fastlægger en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design, som produkter skal opfylde for at blive bragt i omsætning eller taget i brug, med det formål at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed med henblik på at gøre bæredygtige produkter til normen og reducere produkters samlede CO2-aftryk og miljøaftryk i løbet af deres livscyklus og for at sikre bæredygtige produkters frie bevægelighed i det indre marked.

Denne forordning indfører også et digitalt produktpas, fastsætter obligatoriske krav om grønne offentlige udbud og skaber en ramme, der skal forhindre, at usolgte forbrugerprodukter destrueres.

2.  

Denne forordning finder anvendelse på alle fysiske varer, der bringes i omsætning eller tages i brug, herunder komponenter og mellemprodukter. Den finder dog ikke anvendelse på:

a) 

fødevarer som defineret i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/2002

b) 

foder som defineret i artikel 3, nr. 4), i forordning (EF) nr. 178/2002

c) 

lægemidler som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2001/83/EF

d) 

veterinærlægemidler som defineret i artikel 4, nr. 1), i forordning (EU) 2019/6

e) 

levende planter, dyr og mikroorganismer

f) 

produkter af menneskelig oprindelse

g) 

produkter af planter og dyr, der er direkte forbundet med deres fremtidige reproduktion

h) 

køretøjer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 167/2013, i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 168/2013 og i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) 2018/858, for så vidt angår de produktaspekter, for hvilke der er fastsat krav i sektorspecifikke EU-retsakter, der finder anvendelse på disse køretøjer.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) 

»produkt«: alle fysiske varer, der bringes i omsætning eller tages i brug

2) 

»komponent«: et produkt, der er beregnet til at indgå i et andet produkt

3) 

»mellemprodukt«: et produkt, der kræver yderligere fremstilling eller omdannelse såsom blanding, overfladebehandling eller samling for at gøre det egnet til slutbrugerne

4) 

»energirelateret produkt«: ethvert produkt, der påvirker energiforbruget under anvendelsen

5) 

»produktgruppe«: en gruppe produkter, der tjener lignende formål og kan sidestilles med hensyn til anvendelse, eller som har lignende funktionsmæssige egenskaber, og som kan sidestilles med hensyn til forbrugernes opfattelse

6) 

»miljøvenligt design«: integration af hensyn til miljømæssig bæredygtighed i et produkts egenskaber og i de processer, der finder sted i hele produktets værdikæde

7) 

»krav til miljøvenligt design«: et ydeevnekrav eller et oplysningskrav, der har til formål at gøre et produkt, herunder de processer, der finder sted i hele produktets værdikæde, mere miljømæssigt bæredygtigt

8) 

»ydeevnekrav«: et kvantitativt eller ikkekvantitativt krav om, eller som relaterer sig til, at et produkt skal opnå et bestemt ydeevneniveau i forhold til en produktparameter som omhandlet i bilag I

9) 

»oplysningskrav«: en forpligtelse for et produkt til at være ledsaget af oplysninger som specificeret i artikel 7, stk. 2

10) 

»forsyningskæde«: alle aktiviteter og processer i produktets værdikæde i forudgående led frem til det punkt, hvor produktet når frem til kunden

11) 

»værdikæde«: alle aktiviteter og processer, der er en del af et produkts livscyklus, samt eventuel genfremstilling heraf

12) 

»livscyklus«: de fortløbende og indbyrdes forbundne faser af et produkts livscyklus, der består af anskaffelse eller produktion af råmaterialer fra naturressourcer, forbehandling, fremstilling, oplagring, distribution, installation, anvendelse, vedligeholdelse, reparation, opgradering, istandsættelse og genbrug samt udtjente produkter

13) 

»udtjent produkt«: den livscyklusfase, der begynder, når et produkt kasseres, og slutter, når det affaldsmateriale, der kommer fra produktet, returneres til naturen eller går ind i et andet produkts livscyklus

14) 

»miljøpåvirkning«: enhver ændring af miljøet, hvad enten den er skadelig eller gavnlig, som helt eller delvis skyldes et produkt i løbet af dets livscyklus

15) 

»ydeevneklasse«: en række ydeevneniveauer i forhold til en eller flere af de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, som er fastsat på grundlag af en fælles metode for produktet eller produktgruppen, opdelt på en sådan måde, at d produktdifferentiering muliggøres

16) 

»genfremstilling«: handlinger, hvorigennem et nyt produkt fremstilles af genstande, der er affald, produkter eller komponenter, og hvorigennem der foretages mindst én ændring, som i væsentlig grad påvirker dets sikkerhed, ydeevne, formål eller type

17) 

»opgradering«: handlinger, der udføres for at forbedre et produkts funktionalitet, ydeevne, kapacitet, sikkerhed eller æstetik

18) 

»istandsættelse«: handlinger, der udføres for at bearbejde, rengøre, teste og om nødvendigt reparere et produkt eller et kasseret produkt for at genoprette dets ydeevne eller funktionalitet med hensyn til den tilsigtede anvendelse og ydeevne som oprindeligt udformet i designfasen på det tidspunkt, hvor produktet bringes i omsætning

19) 

»vedligeholdelse«: én eller flere handlinger, der udføres for at holde et produkt i en tilstand, hvor det kan opfylde sin tilsigtede anvendelse

20) 

»reparation«: én eller flere handlinger, der udføres for at bringe et defekt produkt eller affald tilbage til en tilstand, hvor det opfylder sin tilsigtede anvendelse

21) 

»for tidlig forældelse«: en produktdesignfunktion eller efterfølgende handling eller undladelse, som resulterer i, at produktet bliver ikkefunktionsdygtigt eller fungerer mindre godt, uden at disse ændringer af funktionen eller ydeevnen skyldes normal slitage

22) 

»holdbarhed«: et produkts evne til over tid at opretholde sin funktions- og ydeevne under nærmere angivne anvendelses-, vedligeholdelses- og reparationsbetingelser

23) 

»pålidelighed«: sandsynligheden for, at et produkt fungerer som krævet under givne betingelser i en given periode uden en hændelse, der fører til, at en primær eller sekundær funktion af produktet ikke længere udøves

24) 

»miljøaftryk«: en kvantificering af et produkts miljøpåvirkninger i hele dets livscyklus, enten i forhold til en enkelt miljøpåvirkningskategori eller et aggregeret sæt påvirkningskategorier baseret på metoden til vurdering af produkters miljøaftryk som fastsat i henstilling (EU) 2021/2279 eller andre videnskabelige metoder, der er udviklet af internationale organisationer, afprøvet bredt i samarbejde med forskellige industrisektorer og vedtaget eller gennemført af Kommissionen i anden EU-ret

25) 

»CO2-aftryk«: summen af drivhusgasemissioner og drivhusgasoptag i et produktsystem, udtrykt som CO2-ækvivalenter og baseret på en livscyklusvurdering ved hjælp af klimaændringernes enkelte påvirkningskategori

26) 

»materialeaftryk«: den samlede mængde råstoffer, der udvindes for at imødekomme den endelige forbrugsefterspørgsel

27) 

»problematisk stof«: et stof, som:

a) 

opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006 og er identificeret i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1, i nævnte forordning

b) 

er klassificeret i del 3 i bilag VI til forordning (EF) nr. 1272/2008 i en af følgende fareklasser eller farekategorier:

i) 

carcinogenicitet, kategori 1 og 2

ii) 

kimcellemutagenicitet, kategori 1 og 2

iii) 

reproduktionstoksicitet, kategori 1 og 2

iv) 

hormonforstyrrende virkning på menneskers sundhed, kategori 1 og 2

v) 

hormonforstyrrende virkning på miljøet, kategori 1 og 2

vi) 

persistente, mobile og toksiske eller meget persistente, meget mobile egenskaber

vii) 

persistente, bioakkumulerende og toksiske eller meget persistente, meget bioakkumulerende egenskaber

viii) 

respiratorisk sensibilisering, kategori 1

ix) 

hudsensibilisering, kategori 1

x) 

farligt for vandmiljøet, kronisk kategori 1-4

xi) 

farlig for ozonlaget

xii) 

specifik målorgantoksicitet – gentagen eksponering, kategori 1 og 2

xiii) 

specifik målorgantoksicitet – enkelteksponering, kategori 1 og 2

c) 

er reguleret i henhold til forordning (EU) 2019/1021, eller

d) 

har en negativ indvirkning på genbrug og genanvendelse af materialer i det produkt, hvori det forekommer

28) 

»digitalt produktpas«: et datasæt, der er specifikt for et produkt, og som indeholder de oplysninger, der er specificeret i den relevante delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, og som er elektronisk tilgængelige via en databærer i overensstemmelse med kapitel III

29) 

»databærer«: et lineært stregkodesymbol, et todimensionalt symbol eller et andet automatisk identifikationsdataopsamlingsmedium, der kan læses af en anordning

30) 

»entydig produktidentifikator«: en entydig række tegn til identifikation af et produkt, som også muliggør et link til det digitale produktpas

31) 

»entydig operatøridentifikator«: en entydig række tegn til identifikation af en aktør, der er involveret i et produkts værdikæde

32) 

»udbyder af digitale produktpastjenester«: en fysisk eller juridisk person, som er en uafhængig tredjepart med tilladelse fra den erhvervsdrivende, der bringer produktet i omsætning eller tager det i brug, og som behandler digitale produktpasdata for det pågældende produkt med henblik på at gøre sådanne data tilgængelige for erhvervsdrivende og andre relevante aktører med ret til adgang til disse data i henhold til denne forordning eller anden EU-ret

33) 

»entydig anlægsidentifikator«: en entydig række tegn til identifikation af lokaliteter eller bygninger, der indgår i et produkts værdikæde, eller som anvendes af aktører, der er involveret i et produkts værdikæde

34) 

»destruktion«: forsætlig beskadigelse eller kassering af et produkt som affald med undtagelse af at kassere det udelukkende med henblik på levering af det kasserede produkt til forberedelse med henblik på genbrug, herunder istandsættelse eller genfremstilling

35) 

»kunde«: en fysisk eller juridisk person, der køber, lejer eller modtager et produkt til eget brug, uanset om denne handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

36) 

»forbrugerprodukt«: ethvert produkt, bortset fra komponenter og mellemprodukter, der primært er beregnet til forbrugere

37) 

»usolgt forbrugerprodukt«: ethvert forbrugerprodukt, der ikke er blevet solgt, herunder overskudslager, for stor lageropbygning og ukurante produkter og produkter, som er blevet returneret af en forbruger på grundlag af dennes fortrydelsesret i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2011/83/EU eller, hvor det er relevant, under en eventuel længere fortrydelsesfrist, som den handlende har givet

38) 

»selvreguleringsforanstaltning«: en frivillig aftale eller en adfærdskodeks, som erhvervsdrivende har indgået på eget initiativ, og som de er ansvarlige for at håndhæve

39) 

»gøre tilgængelig på markedet«: enhver levering af et produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag

40) 

»bringe i omsætning«: første tilgængeliggørelse af et produkt på EU-markedet

41) 

»ibrugtagning«: den første anvendelse i Unionen af et produkt i overensstemmelse med dets tilsigtede formål

42) 

»fabrikant«: enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret eller fremstillet, og som markedsfører dette produkt under sit navn eller varemærke

43) 

»bemyndiget repræsentant«: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at handle på fabrikantens vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver vedrørende fabrikantens forpligtelser i henhold til denne forordning

44) 

»importør«: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som bringer et produkt fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet

45) 

»distributør«: enhver anden fysisk eller juridisk person i forsyningskæden end fabrikanten eller importøren, som gør et produkt tilgængeligt på markedet

46) 

»erhvervsdrivende«: fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren, distributøren, forhandleren og udbyderen af distributionstjenester

47) 

»uafhængig erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, som er uafhængig af fabrikanten, og som er direkte eller indirekte involveret i istandsættelse, reparation, vedligeholdelse eller ændring af anvendelsen af et produkt, herunder affaldshåndteringsvirksomheder, renoveringsvirksomheder, reparatører, fabrikanter eller distributører af reparationsudstyr, værktøj eller reservedele, samt udgivere af tekniske oplysninger, erhvervsdrivende, der tilbyder inspektion og test, og erhvervsdrivende, der tilbyder uddannelse af installatører, fabrikanter og reparatører af udstyr

48) 

»professionel reparatør«: en fysisk eller juridisk person, der leverer professionelle reparations- og vedligeholdelsesydelser for et produkt, uanset om vedkommende handler inden for fabrikantens distributionssystem eller uafhængigt af fabrikantens distributionssystem

49) 

»teknisk specifikation«: et dokument, der fastsætter tekniske krav, som et produkt, en proces eller en tjeneste skal opfylde

50) 

»CE-mærkning«: mærkning, hvormed fabrikanten angiver, at det pågældende produkt er i overensstemmelse med alle gældende krav fastsat i EU-harmoniseringslovgivningen om anbringelse af denne mærkning

51) 

»overensstemmelsesvurdering«: en proces til påvisning af, om kravene til miljøvenligt design i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4 er blevet opfyldt

52) 

»overensstemmelsesvurderingsorgan«: et organ, der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, test, certificering og inspektion

53) 

»bemyndiget organ«: et overensstemmelsesvurderingsorgan, der er bemyndiget i overensstemmelse med kapitel IX

54) 

»udbyder af en onlinemarkedsplads«: en udbyder af en formidlingstjeneste, der anvender en onlinegrænseflade, der gør det muligt for kunder at indgå fjernsalgsaftaler med erhvervsdrivende om salg af produkter, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4

55) 

»forhandler«: en distributør eller enhver anden fysisk eller juridisk person, der udbyder produkter til salg, leje eller køb på afbetaling, eller som udstiller produkter til slutbrugere som led i erhvervsvirksomhed, herunder gennem fjernsalg og omfatter enhver fysisk eller juridisk person, der tager et produkt i brug som led i erhvervsvirksomhed

56) 

»fjernsalg«: tilbud om salg, leje eller køb på afbetaling af produkter online eller ved hjælp af andre former for fjernsalg, hvorved den potentielle kunde ikke fysisk kan få adgang til produktet

57) 

»produkt, der udgør en risiko«: et produkt, der ved ikke at opfylde et krav til miljøvenligt design, der er fastsat i eller i henhold til denne forordning, bortset fra kravene anført i artikel 71, stk. 1, kan skade miljøet eller andre samfundsinteresser, der er beskyttet af dette krav

58) 

»produkt, der udgør en alvorlig risiko«: et produkt, der udgør en risiko, for hvilket graden af den relevante manglende overensstemmelse eller den dermed forbundne skade på grundlag af en vurdering anses for at kræve hurtig indgriben fra markedsovervågningsmyndighederne, herunder tilfælde, hvor virkningerne af den manglende overensstemmelse ikke er umiddelbare.

Definitionerne af »SMV'er«, »små virksomheder« og »mikrovirksomheder« i henholdsvis artikel 2, stk. 1, 2 og 3, i bilag I til Kommissionens henstilling 2003/361/EF ( 1 ) finder anvendelse.

Definitionerne af »stof« og »blanding« i henholdsvis artikel 3, nr. 1) og 2), i forordning (EF) nr. 1907/2006 finder anvendelse.

Definitionerne af »akkreditering« og »nationalt akkrediteringsorgan« i henholdsvis artikel 2, nr. 10) og 11), i forordning (EF) nr. 765/2008 finder anvendelse.

Definitionerne af »affald«, »farligt affald«, »genbrug«, »nyttiggørelse«, »forberedelse med henblik på genbrug« og »genanvendelse« i henholdsvis artikel 3, nr. 1), 2), 13), 15), 16) og 17), i direktiv 2008/98/EF finder anvendelse.

Definitionen af »harmoniseret standard« i artikel 2, nr. 1), litra c), i forordning (EU) nr. 1025/2012 finder anvendelse.

Definitionerne af »ordregivende myndigheder« i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2014/24/EU og af »ordregivende enheder« i artikel 4, nr. 1), i direktiv 2014/25/EU finder anvendelse. »Offentlige kontrakter«: kontrakter som omfattet af direktiv 2014/24/EU og direktiv 2014/25/EU.

Definitionen af »behandling« i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1807 ( 2 ) finder anvendelse.

Definitionen af »forbruger« i artikel 2, nr. 2), i direktiv (EU) 2019/771 finder anvendelse.

Definitionerne af »markedsovervågning«, »markedsovervågningsmyndighed«, »udbyder af distributionstjenester«, »onlinegrænseflade«, »korrigerende tiltag«, »slutbruger«, »tilbagekaldelse«, »tilbagetrækning«, »toldmyndigheder« og »overgang til fri omsætning« i henholdsvis artikel 3, nr. 3), 4), 11), 15), 16), 21), 22), 23), 24) og 25), i forordning (EU) 2019/1020 finder anvendelse.

Artikel 3

Fri bevægelighed

1.  
Produkter må kun bringes i omsætning eller tages i brug, hvis de opfylder de krav til miljøvenligt design, der finder anvendelse på disse produkter og er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.
2.  
Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre omsætning eller ibrugtagning af produkter, der opfylder de ydeevnekrav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, på grund af manglende overensstemmelse med nationale ydeevnekrav vedrørende de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, og som er omfattet af ydeevnekrav i sådanne delegerede retsakter.

Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre omsætning eller ibrugtagning af produkter, der opfylder de oplysningskrav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, på grund af manglende overensstemmelse med nationale oplysningskrav vedrørende de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, og som er omfattet af oplysningskrav i sådanne delegerede retsakter.

3.  
Uanset denne artikels stk. 2 forhindres medlemsstaterne ikke i at fastsætte mindstekrav til energimæssig ydeevne i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv (EU) 2024/1275 og krav til installationer i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 13.
4.  
Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre omsætning eller ibrugtagning af produkter, for hvilke det i en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 2, er fastsat, at ingen ydeevnekrav, ingen oplysningskrav eller hverken ydeevnekrav eller oplysningskrav skal fastsættes for en eller flere specifikke produktparametre, jf. bilag I, på grund af manglende overensstemmelse med nationale krav vedrørende sådanne parametre.
5.  
Medlemsstaterne må ikke forhindre, at der på messer, udstillinger og ved lignende arrangementer forevises produkter, der ikke er i overensstemmelse med kravene fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, forudsat at det ved synlig skiltning klart er anført, at sådanne produkter ikke opfylder de krav, der er fastsat i disse delegerede retsakter, og at de ikke udbydes til salg, før de er blevet bragt i overensstemmelse med de gældende krav.

KAPITEL II

KRAV TIL MILJØVENLIGT DESIGN

Artikel 4

Beføjelser til at vedtage delegerede retsakter

1.  
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte krav til miljøvenligt design. Disse delegerede retsakter skal mindst omfatte de elementer, der er anført i artikel 8. Sådanne krav til miljøvenligt design fastsættes i overensstemmelse med artikel 5, 6 og 7 og kapitel III.
2.  
Den i stk. 1 omhandlede beføjelse omfatter muligheden for at fastslå, at der ikke skal fastsættes nogen ydeevnekrav, oplysningskrav eller hverken ydeevnekrav eller oplysningskrav for visse produktparametre, der er omhandlet i bilag I, hvis et krav vedrørende disse specifikke produktparametre vil have en negativ indvirkning på de krav til miljøvenligt design, der tages i betragtning for den pågældende produktgruppe.
3.  
Den i stk. 1 omhandlede beføjelse omfatter ikke muligheden for at vedtage en delegeret retsakt, der fastslår, at der ikke er behov for nogen krav til miljøvenligt design for en produktgruppe.
4.  
I de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til stk. 1, giver Kommissionen de erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at opfylde de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i disse delegerede retsakter, navnlig under hensyntagen til SMV'ers, navnlig mikrovirksomheders, behov. Anvendelsesdatoen for en delegeret retsakt må ikke være tidligere end 18 måneder fra dens ikrafttræden, undtagen i behørigt begrundede tilfælde for hele retsakten eller for visse specifikke krav eller i tilfælde af delvis ophævelse eller ændring af delegerede retsakter, hvor der kan fastsættes en tidligere anvendelsesdato.
5.  
I de delegerede retsakter, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, supplerer Kommissionen også denne forordning ved at specificere de gældende overensstemmelsesvurderingsprocedurer blandt enten modul A, der er fastsat i bilag IV til denne forordning, eller et af modulerne B-H1, der er fastsat i bilag II til afgørelse nr. 768/2008/EF med de tilpasninger, der er nødvendige på baggrund af de pågældende produktkrav eller krav til miljøvenligt design i overensstemmelse med denne forordnings artikel 43.

Hvis der skal anvendes forskellige overensstemmelsesvurderingsmoduler i bilag II til afgørelse nr. 768/2008/EF, i henhold til anden EU-ret for det samme produkt, skal det modul, der er fastsat i de i stk. 1 omhandlede delegerede retsakter, anvendes til det pågældende krav til miljøvenligt design.

Når denne forordning, hvor det er relevant, finder anvendelse på en produktgruppe som supplement til en af Europa-Parlamentet og Rådet vedtaget forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer (»byggevareforordningen«), skal den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til stk. 1, specificere overensstemmelsesvurderingsproceduren, herunder, hvor det er relevant, eventuelle systemer, der er fastsat i henhold til en foranstaltning i henhold til byggevareforordningen, under hensyntagen til produktgruppens karakteristika, de relevante krav til miljøvenligt design og omkostningerne for de erhvervsdrivende.

6.  

De delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til stk. 1, kan, alt efter hvad der er relevant i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for produktgruppen, indeholde enhver af følgende yderligere krav:

a) 

hvis det er nødvendigt for en effektiv markedsovervågning:

i) 

at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører opbevarer den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i en anden periode end de ti år, der er omhandlet i artikel 27, stk. 3, artikel 28, stk. 2, litra a), eller artikel 29, stk. 7, alt efter hvad der er relevant, efter at det relevante produkt er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, under hensyntagen til arten af det pågældende produkt eller de pågældende krav til miljøvenligt design

ii) 

at erhvervsdrivende giver efter anmodning markedsovervågningsmyndighederne de oplysninger, der er fastsat i artikel 36, stk. 2, andet afsnit, i en anden periode end de ti år, der er omhandlet, efter at det relevante produkt er blevet leveret

iii) 

at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører stiller, uden at en anmodning er nødvendig, dele af den tekniske dokumentation vedrørende det pågældende produkt til rådighed digitalt for Kommissionen eller markedsovervågningsmyndighederne i overensstemmelse med artikel 36, stk. 3

iv) 

at forsyningskædeaktørerne opholder forpligtelserne anført i artikel 38

b) 

at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører stiller oplysninger til rådighed for Kommissionen om de mængder af et produkt, der er omfattet af de i denne artikels første stk. 1 omhandlede delegerede retsakter, og som er bragt i omsætning eller taget i brug i overensstemmelse med artikel 37, stk. 1

c) 

hvis det er nødvendigt for at sikre en energieffektiv anvendelse af produkter eller for at udarbejde fremtidige krav til miljøvenligt design:

i) 

at produkter kan måle den energi, de forbruger, eller deres ydeevne i forhold til andre relevante produktparametre, der er omhandlet i bilag I, når de er i brug, i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2

ii) 

at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører indsamler de i litra i) omhandlede brugsdata, der ikke er personlige, og rapporterer til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 37, stk. 4

iii) 

at digitale værktøjer anvendes til beregning af et produkts ydeevne i forhold til en produktparameter, der er omhandlet i bilag I, i overensstemmelse med artikel 39, stk. 2

d) 

for at sikre gennemsigtighed med hensyn til overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design, regler om mærkning, der angiver overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design, for produkter, der ikke er omfattet af kravet om CE-mærkning, inden de bringes i omsætning eller tages i brug i overensstemmelse med artikel 47.

7.  
Den første delegerede retsakt, der skal vedtages i henhold til denne artikel, træder ikke i kraft før den 19. juli 2025.

Artikel 5

Krav til miljøvenligt design

1.  

For at imødegå miljøpåvirkninger og på grundlag af de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, skal kravene til miljøvenligt design i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, være af en sådan art, at følgende produktaspekter (»produktaspekter«) forbedres, hvis disse produktaspekter er relevante for den pågældende produktgruppe:

a) 

holdbarhed

b) 

pålidelighed

c) 

genbrugelighed

d) 

opgraderingsmuligheder

e) 

reparerbarhed

f) 

muligheden for vedligeholdelse og renovering

g) 

tilstedeværelsen af problematiske stoffer

h) 

energiforbrug og energieffektivitet

i) 

vandforbrug og vandeffektivitet

j) 

ressourceforbrug og ressourceeffektivitet

k) 

genanvendt indhold

l) 

muligheden for genfremstilling

m) 

genanvendeligheden

n) 

muligheden for nyttiggørelse af materialer

o) 

miljøpåvirkninger, herunder CO2-aftryk og miljøaftryk

p) 

forventet generering af affald.

2.  
Krav til miljøvenligt design skal, hvor det er relevant, sikre ud fra de i bilag I omhandlede produktparametre, at produkter ikke bliver forældede for tidligt af årsager, der omfatter fabrikanternes designvalg, anvendelsen af komponenter, der er betydeligt mindre robuste end andre komponenter, forhindring af at nøglekomponenter kan afmonteres, utilgængelige reparationsoplysninger eller reservedele, software der ikke længere fungerer, når et operativsystem er blevet opdateret, eller softwareopdateringer, der ikke leveres.
3.  
Kommissionen udvælger eller udvikler værktøjer eller metoder, alt efter hvad der er nødvendigt, for fastsættelsen af krav til miljøvenligt design.
4.  
Der fastsættes krav til miljøvenligt design for specifikke produktgrupper. De kan differentieres for ethvert specifikt produkt, der tilhører den pågældende produktgruppe.
5.  
Produkter, der udelukkende skal tjene forsvarsformål eller den nationale sikkerhed, udelukkes fra produktgrupperne.
6.  
Kommissionen kan også fastsætte horisontale krav til miljøvenligt design for de produktgrupper, som ikke er medtaget i den arbejdsplan, der er omhandlet i artikel 18.
7.  
Hvis to eller flere produktgrupper udviser en eller flere ligheder, der gør det muligt effektivt at forbedre et produktaspekt på grundlag af fælles oplysningskrav eller ydeevnekrav, kan der fastsættes horisontale krav til miljøvenligt design for disse produktgrupper (»horisontale krav til miljøvenligt design«). Når Kommissionen overvejer, om der skal fastsættes horisontale krav til miljøvenligt design, tager den også hensyn til disse kravs positive indvirkning i forhold til at nå målene i denne forordning, navnlig evnen til at dække en bred vifte af produktgrupper i den samme delegerede retsakt. Kommissionen kan supplere de horisontale krav til miljøvenligt design gennem fastsættelse af krav til miljøvenligt design for en bestemt produktgruppe.
8.  
Et krav til miljøvenligt design kan omfatte produkter, der er omfattet af en selvreguleringsforanstaltning, der er opført på listen i den gennemførelsesretsakt, der vedtages i henhold til artikel 21, stk. 3, hvis selvreguleringsforanstaltningen ikke vedrører de produktaspekter, der er omfattet af dette krav til miljøvenligt design.
9.  

Kravene til miljøvenligt design skal, alt efter hvad der er relevant for at forbedre de specifikke produktaspekter, omfatte enten et eller begge af følgende:

a) 

ydeevnekrav som fastsat i artikel 6

b) 

oplysningskrav som fastsat i artikel 7.

10.  

Ved udarbejdelsen af krav til miljøvenligt design skal Kommissionen sikre sammenhæng med anden EU-ret og skal:

a) 

tage hensyn til følgende elementer:

i) 

Unionens prioriteter for klimaet, miljøet, energieffektivitet, ressourceeffektivitet og -sikkerhed, herunder en giftfri cirkulær økonomi, og andre relaterede EU-prioriteter og -mål

ii) 

relevant EU-ret, herunder i hvilket omfang den omhandler de relevante produktaspekter

iii) 

relevante internationale aftaler

iv) 

selvreguleringsforanstaltninger

v) 

relevant national miljøret

vi) 

relevante europæiske og internationale standarder

b) 

foretage en konsekvensanalyse baseret på den bedste tilgængelige dokumentation og analyser og, hvor det er relevant, på yderligere undersøgelser og forskningsresultater, der er udarbejdet inden for rammerne af EU-finansieringsprogrammer. Fastsættelsen af krav vedrørende miljøvenligt design af visse af produktaspekterne må ikke forsinkes unødigt af usikkerhed med hensyn til muligheden for at fastsætte krav til miljøvenligt design for at forbedre andre produktaspekter af det pågældende produkt. I konsekvensanalysen skal Kommissionen:

i) 

angive den anvendte metode

ii) 

sikre, at alle produktaspekter analyseres, og at analysens dybde for produktaspekterne står i et rimeligt forhold til deres betydning for det pågældende produkt

iii) 

sikre, at afvejning af indbyrdes afhængighed mellem de forskellige produktaspekter analyseres

iv) 

fastsætte de forventede ændringer med hensyn til miljøpåvirkninger, herunder kvantificeret som et CO2-aftryk og et miljøaftryk, når det er muligt

v) 

analysere tilgængeligheden af råmaterialer til istandsættelsessektoren, hvor det er relevant

vi) 

analysere eventuelle relevante påvirkninger af menneskers sundhed

vii) 

overveje hvilket minimumsniveau af ydeevne for et produkt eller en produktgruppe, der er nødvendigt, for i fremtiden at nå Unionens mål som anført i litra a), nr. i)

c) 

tage hensyn til relevante tekniske oplysninger, der er anvendt som grundlag for eller afledt af EU-retten eller -instrumenter, herunder forordning (EF) nr. 66/2010, direktiv 2010/75/EU, tekniske screeningskriterier vedtaget i henhold til forordning (EU) 2020/852 og Unionens kriterier for grønne offentlige udbud

d) 

tage hensyn til beskyttelsen af fortrolige forretningsoplysninger

e) 

tage hensyn til de synspunkter, som det forum for miljøvenligt design, der er omhandlet i artikel 19, og medlemsstaternes ekspertgruppe, der er omhandlet i artikel 20, har givet udtryk for.

11.  

Kravene til miljøvenligt design skal opfylde følgende kriterier:

a) 

der må ikke være nogen væsentlig negativ indvirkning på produktets brugsegenskaber set fra brugerens synspunkt

b) 

der må ikke være nogen negativ indvirkning på menneskers sundhed og sikkerhed

c) 

der må ikke være nogen væsentlig negativ indvirkning på forbrugerne med hensyn til de relevante produkters prisoverkommelighed, idet der også tages hensyn til adgang til brugte produkter, holdbarhed og produkternes livscyklusomkostninger

d) 

der må ikke være nogen uforholdsmæssigt negativ påvirkning af konkurrenceevnen for erhvervsdrivende og andre aktører i værdikæden, herunder SMV'er og navnlig mikrovirksomheder

e) 

fabrikanter eller andre aktører i værdikæden må ikke pålægges nogen proprietær teknologi

f) 

der må ikke være nogen uforholdsmæssigt stor administrativ byrde for fabrikanter eller andre aktører i værdikæden, herunder SMV'er og navnlig mikrovirksomheder.

12.  
Krav til miljøvenligt design skal være verificerbare. Kommissionen fastlægger passende metoder til verifikation af specifikke krav til miljøvenligt design, herunder direkte kontrol af produktet eller på grundlag af den tekniske dokumentation.
13.  
Kommissionen offentliggør relevante undersøgelser og analyser, herunder de konsekvensanalyser, der er omhandlet i stk. 10, litra b), der er anvendt ved fastsættelsen af krav til miljøvenligt design.
14.  

For hver produktgruppe, der er omfattet af krav til miljøvenligt design, fastsætter Kommissionen, hvor det er relevant, hvilke stoffer der falder ind under definitionen i artikel 2, nr. 27), litra d), idet der som minimum tages hensyn til, om:

a) 

stofferne på grundlag af standardteknologier gør genbrugs- eller genanvendelsesprocessen mere kompliceret, dyr eller energi- eller ressourcekrævende eller gør miljøpåvirkningen heraf betydeligt større

b) 

stofferne forringer de tekniske egenskaber eller funktionaliteter ved eller nytteværdien eller værdien af det genanvendte materiale, der kommer fra produktet, eller de genanvendte produkter, der er fremstillet af dette genanvendte materiale

c) 

stofferne påvirker det genanvendte materiales æstetiske eller olfaktoriske egenskaber negativt.

Artikel 6

Ydeevnekrav

1.  
Produkter skal opfylde ydeevnekrav vedrørende produktaspekterne, som fastsat i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4.
2.  

Ydeevnekravene baseres på de relevante produktparametre, der er omhandlet i bilag I, og skal, hvor det er relevant, omfatte enten et eller begge af følgende:

a) 

minimums- eller maksimumsværdier i forhold til en specifik produktparameter eller en kombination heraf

b) 

ikkekvantitative krav, der har til formål at forbedre ydeevnen i forbindelse med en eller flere af sådanne produktparametre

3.  
Ydeevnekrav baseret på produktparameteren som omhandlet i bilag I, litra f), må primært af hensyn til kemisk sikkerhed ikke begrænse forekomsten af stoffer i produkter.

Fastsættelsen af ydeevnekrav skal dog også, hvor det er relevant, mindske væsentlige risici for menneskers sundhed eller miljøet.

4.  
Når Kommissionen fastsætter ydeevnekrav, følger den proceduren fastsat i bilag II.

Artikel 7

Oplysningskrav

1.  
Produkterne skal opfylde oplysningskravene vedrørende produktaspekterne, som fastsat i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4.
2.  

Oplysningskravene skal:

a) 

som minimum omfatte krav vedrørende det digitale produktpas, der er fastsat i kapitel III, og krav vedrørende problematiske stoffer, der er fastsat i stk. 5

b) 

i givet fald også indeholde krav om, at produkterne ledsages af:

i) 

oplysninger om produktets ydeevne i forhold til en eller flere af de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, herunder en reparerbarhedsscore, en holdbarhedsscore eller CO2-aftryk eller miljøaftryk

ii) 

oplysninger til kunder og andre aktører om, hvordan produktet installeres, anvendes, vedligeholdes og repareres med henblik på at minimere dets miljøpåvirkning og sikre optimal holdbarhed, om, hvordan der installeres operativsystemer fra tredjeparter, hvor det er relevant, samt om indsamling med henblik på istandsættelse eller genfremstilling og om, hvordan produktet returneres eller håndteres, når det er udtjent

iii) 

oplysninger til behandlingsanlæg om demontering, genbrug, istandsættelse, genanvendelse eller bortskaffelse, når produktet er udtjent

iv) 

andre oplysninger, der kan påvirke kundernes valg af bæredygtige produkter og den måde, hvorpå produktet håndteres af andre parter end fabrikanten, med henblik på at lette hensigtsmæssig anvendelse, værdifastholdelse og korrekt behandling, når produktet er udtjent

c) 

være klare, letforståelige og skræddersyet til de pågældende produktgruppers særlige karakteristika og de tiltænkte modtagere af oplysningerne.

Der kan fastsættes et oplysningskrav for en specifik produktparameter, uanset om der er fastsat et ydeevnekrav for den specifikke produktparameter.

Hvis en delegeret retsakt indeholder horisontale krav til miljøvenligt design, finder dette stykkes litra a) ikke anvendelse.

3.  
Oplysningskrav baseret på produktparameteren i bilag I, litra f), må ikke vedrøre mærkning af stoffer eller blandinger, som primært vedrører deres sundheds- eller miljøfarer.
4.  
Ved fastsættelsen af de oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 2, litra b), nr. i), fastsætter Kommissionen, hvor det er relevant i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for produktgruppen, ydeevneklasser.

Kommissionen kan basere ydeevneklasserne på enkelte parametre eller på aggregerede bedømmelser. Sådanne ydeevneklasser kan være udtrykt i absolutte tal eller i enhver anden form, der gør det muligt for potentielle kunder at vælge produkterne med den bedste ydeevne.

Disse ydeevneklasser skal svare til signifikante forbedringer af ydeevneniveauet.

Hvis ydeevneklasser er baseret på parametre, for hvilke der er fastsat ydeevnekrav, skal den laveste klasse svare til den minimumsydeevne, der kræves på det tidspunkt, hvor ydeevneklasserne begynder at finde anvendelse.

5.  

Medmindre andet er fastsat i stk. 6, litra b), skal oplysningskravene gøre det muligt at spore de problematiske stoffer i hele de pågældende produkters livscyklus, medmindre en sådan sporing allerede er muliggjort i henhold til de oplysningskrav, som er fastsat i en anden delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, der dækker de pågældende produkter, og skal mindst omfatte følgende:

a) 

navnet på eller den numeriske kode for de problematiske stoffer i produktet som følger:

i) 

navn i IUPAC-nomenklaturen (Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi) eller et andet internationalt navn, hvis IUPAC-navnet ikke er tilgængeligt

ii) 

andre navne, herunder sædvanligt navn, handelsnavn, forkortelse

iii) 

Det Europæiske Fællesskabs (EF's) nummer som angivet i den europæiske fortegnelse over markedsførte kemiske stoffer (EINECS), den europæiske liste over anmeldte kemiske stoffer (ELINCS) eller No Longer Polymer (NLP)-listen eller nummeret tildelt af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvis et sådant findes, og det er relevant

iv) 

Chemical Abstracts Services (CAS') navn og nummer, hvis det foreligger

b) 

placeringen af de problematiske stoffer i produktet

c) 

koncentrationen, den maksimale koncentration eller koncentrationsområdet for de problematiske stoffer på produktets niveau, dets relevante hovedkomponenter eller reservedele

d) 

relevante anvisninger for sikker anvendelse af produktet

e) 

oplysninger, der er relevante for demontering, forberedelse med henblik på genbrug, genbrug, genanvendelse og miljømæssigt forsvarlig håndtering af produktet, når det er udtjent.

Kommissionen kan, hvor det er relevant for den pågældende produktgruppe, fastsætte tærskler for, hvornår oplysningskravet vedrørende problematiske stoffer skal finde anvendelse.

6.  

Hvis Kommissionen fastsætter oplysningskrav i en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, skal den, hvor det er relevant:

a) 

fastsætte anvendelsesdatoer for sådanne oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 5, første afsnit, idet der differentieres mellem problematiske stoffer, hvor det er nødvendigt

b) 

fastsætte behørigt begrundede undtagelser for problematiske stoffer eller informationselementer fra sådanne oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 5, første afsnit, på grundlag af den tekniske gennemførlighed eller relevans af at spore problematiske stoffer, eksistensen af analytiske metoder til at påvise og kvantificere disse stoffer, behovet for at beskytte fortrolige forretningsoplysninger eller i andre behørigt begrundede tilfælde; problematiske stoffer som omhandlet i artikel 2, nr. 27), litra a), må ikke undtages, hvis de er til stede i produkter, deres relevante komponenter eller reservedele i en koncentration på over 0,1  % vægtprocent, og

c) 

sikre overensstemmelse med eksisterende oplysningskrav i henhold til EU-retten og minimere den administrative byrde, herunder gennem passende tekniske løsninger.

7.  

Oplysningskravene skal angive, hvordan de krævede oplysninger skal stilles til rådighed. Når et digitalt produktpas er tilgængeligt, skal de krævede oplysninger angives deri og, hvor det er nødvendigt, også gives på én eller flere af følgende måder:

a) 

på selve produktet

b) 

på produktets emballage

c) 

på et mærke som omhandlet i artikel 16

d) 

i en brugervejledning eller anden dokumentation, der ledsager produktet

e) 

på et websted eller i en applikation med gratis adgang.

Oplysninger, der gør det muligt at spore problematiske stoffer i henhold til stk. 5, skal enten gives på produktet eller være tilgængelige via en databærer, der er indeholdt i produktet.

8.  
De oplysninger, der skal gives i henhold til oplysningskravene, skal gives på et for kunder letforståeligt sprog fastsat af den medlemsstat, på hvis marked produktet skal gøres tilgængeligt, eller i hvilken det skal tages i brug.

Artikel 8

De delegerede retsakters indhold

De delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, specificerer som minimum følgende elementer:

a) 

definitionen af den eller de omfattede produktgrupper, herunder listen over varekoder fastsat i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 ( 3 ) og varebeskrivelser

b) 

kravene til miljøvenligt design for de omfattede produktgrupper

c) 

hvor det er relevant, de i bilag I omhandlede produktparametre, for hvilke Kommissionen fastslår, at der ikke er behov for krav til miljøvenligt design, jf. artikel 4

d) 

de test-, måle- eller beregningsstandarder eller -metoder, der skal anvendes i henhold til artikel 39, stk. 1

e) 

hvor det er relevant, krav vedrørende anvendelsen af digitale værktøjer i henhold til artikel 39, stk. 2

f) 

hvor det er relevant, de overgangsmetoder, harmoniserede standarder eller dele deraf, hvis referencerne er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, eller de fælles specifikationer, der skal anvendes

g) 

formatet, måden og rækkefølgen, hvori de oplysninger, der er nødvendige for verifikationen af overholdelsen, skal stilles til rådighed

h) 

det overensstemmelsesvurderingsmodul, der skal anvendes i henhold til artikel 4, stk. 5; hvis det modul, der skal anvendes, er forskelligt fra modulet i bilag IV, de faktorer, der fører til valget af det pågældende modul

i) 

kravene vedrørende de oplysninger, som fabrikanterne skal give, herunder de elementer i den tekniske dokumentation, der er nødvendige for at muliggøre kontrollen af, om produktet opfylder kravene til miljøvenligt design

j) 

hvor det er relevant, eventuelle yderligere oplysningskrav i henhold til artikel 36 og 37

k) 

varigheden af den overgangsperiode, i hvilken medlemsstaterne skal tillade omsætning eller ibrugtagning af produkter, som opfylder de nationale bestemmelser, der gælder på deres område, på datoen, hvor den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, træder i kraft

l) 

datoen for gennemgangen af den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, idet der bl.a. tages hensyn til:

i) 

produktgruppens karakteristika og dens marked

ii) 

behovet for at tilpasse kravene for at gøre produkterne mere bæredygtige

iii) 

Unionens politiske mål

iv) 

tekniske fremskridt, og

v) 

tilgængelighed af metoder.

KAPITEL III

DIGITALT PRODUKTPAS

Artikel 9

Digitalt Produktpas

1.  
Oplysningskravene skal sikre, at produkter kun kan bringes i omsætning eller tages i brug, hvis et digitalt produktpas er tilgængeligt i overensstemmelse med de gældende delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4 og med artikel 10 og 11. Dataene i det digitale produktpas skal være præcise, fuldstændige og ajourførte.
2.  

De krav vedrørende det digitale produktpas, der er fastsat i de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4, skal, alt efter hvad der er relevant for de omfattede produktgrupper, specificere følgende:

a) 

de data, der skal indgå i det digitale produktpas i henhold til bilag III

b) 

én eller flere databærere, der skal anvendes

c) 

det layout, hvormed databæreren skal præsenteres, og dens placering

d) 

om det digitale produktpas skal fastsættes på model-, parti- eller produktniveau, og definitionen af sådanne niveauer

e) 

den måde, hvorpå det digitale produktpas skal gøres tilgængeligt for kunderne, inden de bliver bundet af en aftale om salg, leje eller køb på afbetaling, herunder i tilfælde af fjernsalg

f) 

de aktører, der skal have adgang til dataene i det digitale produktpas, og til hvilke oplysninger de skal have adgang

g) 

de aktører, der skal oprette et digitalt produktpas eller ajourføre dataene i et digitalt produktpas, og hvilke data de kan indføre eller ajourføre; de detaljerede ordninger for indførelse eller ajourføring af oplysninger

h) 

de nærmere regler for at indføre eller ajourføre data

i) 

den periode, hvorunder det digitale produktpas skal forblive tilgængeligt, og som mindst skal svare til et konkret produkts forventede levetid.

3.  

De krav, der er omhandlet i stk. 2, skal:

a) 

sikre, at aktører i værdikæden let kan få adgang til og forstå produktinformation, der er relevant for dem

b) 

lette de kompetente nationale myndigheders kontrol af produktoverensstemmelse, og

c) 

forbedre sporbarheden af produkter i hele værdikæden.

4.  

Ved fastsættelsen af kravene til det digitale produktpas kan Kommissionen undtage produktgrupper fra kravet om at have et digitalt produktpas, hvis:

a) 

der ikke foreligger tekniske specifikationer for det digitale produktpas i forbindelse med de væsentlige krav i artikel 10 og 11, eller

b) 

anden EU-ret omfatter et system til digital levering af oplysninger vedrørende en produktgruppe, som Kommissionen mener opfylder de mål, der er omhandlet i stk. 3, litra a) og b).

Artikel 10

Generelle krav til det digitale produktpas

1.  

Et digitalt produktpas skal overholde følgende væsentlige krav:

a) 

det skal via en databærer forbindes med en blivende entydig produktidentifikator

b) 

databæreren skal være fysisk til stede på produktet, dets emballage eller på den dokumentation, der ledsager produktet, jf. den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4

c) 

databæreren og den entydige produktidentifikator skal overholde én eller flere af de standarder, der er omhandlet i bilag III, andet afsnit, eller tilsvarende europæiske eller internationale standarder, indtil referencerne på de harmoniserede standarder er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

d) 

alle data i det digitale produktpas skal være baseret på åbne standarder, der er udviklet i et interoperabelt format, og skal, alt efter hvad der er relevant, være maskinlæsbare, strukturerede, søgbare og kunne overføres gennem et åbent interoperabelt dataudvekslingsnet uden leverandørfastlåsning i overensstemmelse med de væsentlige krav i denne artikel og artikel 11

e) 

personoplysninger vedrørende kunder må ikke lagres i det digitale produktpas uden deres udtrykkelige samtykke i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EU) 2016/679

f) 

dataene i det digitale produktpas skal henvise til produktmodellen, partiet eller produktet som specificeret i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4

g) 

adgangen til data i det digitale produktpas reguleres i overensstemmelse med de væsentlige krav i denne artikel og artikel 11, og med de specifikke adgangsrettigheder på produktgruppeniveau som anført i den gældende delegerede retsakt, der vedtages i henhold til artikel 4.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at ændre bilag III, første afsnit, litra c), og andet afsnit, i lyset af den tekniske og videnskabelige udvikling ved at erstatte standarderne eller tilføje andre europæiske eller internationale standarder, som databærerne, de entydige operatøridentifikatorer og de entydige anlægsidentifikatorer skal overholde med henblik på at opfylde betingelserne i nærværende artikel.

2.  
Hvis anden EU-ret kræver eller tillader medtagelse af specifikke data i det digitale produktpas, kan disse data indgå i det digitale produktpas i henhold til den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4.
3.  

Den erhvervsdrivende, der bringer produktet i omsætning, skal:

a) 

give forhandlerne og udbyderne af onlinemarkedspladser en digital kopi af databæreren eller den entydige produktidentifikator, alt efter hvad der er relevant, således at de kan gøre databæreren eller den entydige produktidentifikator tilgængelig for potentielle kunder, hvis de ikke fysisk kan få adgang til produktet.

b) 

stille den i litra a) omhandlede digitale kopi eller et link til en webside gratis til rådighed straks og under alle omstændigheder senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning herom.

4.  
Den erhvervsdrivende skal, når den bringer produktet i omsætning, stille en backup-kopi af det digitale produktpas til rådighed via en udbyder af digitale produktpastjenester.

Artikel 11

Teknisk udformning og anvendelse af det digitale produktpas

Den tekniske udformning og anvendelse af det digitale produktpas skal overholde følgende væsentlige krav:

a) 

det digitale produktpas skal være fuldt ud interoperabelt med andre digitale produktpas, der kræves i henhold til delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, for så vidt angår de tekniske, semantiske og organisatoriske aspekter af end-to-end-kommunikation og dataoverførsel

b) 

kunder, fabrikanter, importører, distributører, forhandlere, professionelle reparatører, uafhængige aktører, istandsættelsesvirksomheder, genfremstillingsvirksomheder, genvindingsvirksomheder, markedsovervågningsmyndigheder og toldmyndigheder, civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og andre relevante aktører skal have gratis og let adgang til det digitale produktpas på grundlag af deres respektive adgangsrettigheder som fastsat i den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4

c) 

det digitale produktpas lagres af den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for dets oprettelse, eller af udbydere af digitale produktpastjenester

d) 

hvis der oprettes et nyt digitalt produktpas for et produkt, der allerede har et digitalt produktpas, skal det nye produktpas knyttes til det eller de originale digitale produktpas

e) 

det digitale produktpas forbliver tilgængeligt i den periode, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, herunder efter insolvens, likvidation eller aktivitetsophør i Unionen for den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for oprettelsen af det digitale produktpas

f) 

rettighederne til at indføre, ændre eller ajourføre dataene i det digitale produktpas skal være begrænset på grundlag af de adgangsrettigheder, der er specificeret i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4

g) 

dataautentificering, -pålidelighed og -integritet sikres

h) 

digitale produktpas udformes og anvendes på en sådan måde, at der sikres et højt niveau af sikkerhed og privatlivets fred, og at svig undgås.

Hvis det digitale produktpas lagres i henhold til første afsnit, litra c), eller på anden måde behandles af udbydere af digitale produktpastjenester, må disse udbydere af digitale produktpastjenester ikke helt eller delvist sælge, genbruge eller behandle sådanne data ud over, hvad der er nødvendigt for at levere de relevante lagrings- eller behandlingstjenester, medmindre det specifikt er aftalt med den erhvervsdrivende, der bringer produktet i omsætning eller ibrugtager det.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at supplere nærværende artikel ved at fastsætte de krav, som udbydere af digitale produktpastjenester skal overholde for at kunne blive sådanne udbydere, og, hvor det er relevant, en certificeringsordning til kontrol af overholdelsen af sådanne krav, og ved at fastsætte de krav, som disse tjenesteudbydere skal overholde, når de leverer digitale produktpastjenester.

Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter procedurer for udstedelse og kontrol af de digitale adgangsrettigheder for erhvervsdrivende og andre relevante aktører, der skal have adgang til data i det digitale produktpas. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

Artikel 12

Entydige identifikatorer

1.  
De entydige operatøridentifikatorer, der er omhandlet i bilag III, første afsnit, litra g) og h), og de entydige anlægsidentifikatorer, der er omhandlet i bilag III, første afsnit, litra i), skal være i overensstemmelse med de standarder, der er omhandlet i bilag III, første afsnit, litra c), og andet afsnit, eller tilsvarende europæiske eller internationale standarder, indtil referencerne for harmoniserede standarder er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
2.  
Hvis en entydig operatøridentifikator som omhandlet i bilag III, første afsnit, litra h), endnu ikke er tilgængelig, anmoder den erhvervsdrivende, der opretter eller ajourfører det digitale produktpas, om en entydig operatøridentifikator på vegne af den relevante aktør og giver denne aktør fuldstændige oplysninger om den entydige operatøridentifikator, når denne er udstedt.

Inden der indgives en anmodning som omhandlet i første afsnit, skal den erhvervsdrivende, der opretter eller ajourfører det digitale produktpas, anmode den relevante aktør om at bekræfte, at der ikke findes nogen entydig anlægsidentifikator.

3.  
Hvis en entydig anlægsidentifikator som omhandlet i bilag III, første afsnit, nr. i), endnu ikke er tilgængelig, anmoder den erhvervsdrivende, der opretter eller ajourfører det digitale produktpas, om en entydig anlægsidentifikator på vegne af den aktør, der er ansvarlig for den pågældende lokalitet eller bygning og giver den pågældende ansvarlige aktør fuldstændige oplysninger om den entydige anlægsidentifikator, når denne er udstedt.

Inden der udstedes en anmodning som omhandlet i første afsnit, skal den erhvervsdrivende, der opretter eller ajourfører det digitale produktpas, anmode den relevante aktør om at bekræfte, at der ikke findes nogen entydig anlægsidentifikator.

4.  

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte regler og procedurer vedrørende entydige identifikatorers og databæreres livscyklusforvaltning. Disse delegerede retsakter skal navnlig:

a) 

fastsætte regler for organisationer, der ønsker at blive et organ, der udsteder entydige identifikatorer og databærere, og

b) 

fastsætte regler for erhvervsdrivende, der ønsker at skabe deres egne entydige identifikatorer og databærere og ikke vil forlade sig på et organ, der udsteder entydige identifikatorer og databærere.

5.  

De delegerede retsakter, der vedtages i henhold til stk. 4, fastsætter:

a) 

kriterier for at blive et organ, der udsteder entydige identifikatorer og databærere

b) 

de roller, som et organ, der udsteder entydige identifikatorer og databærere, skal spille

c) 

reglerne for at sikre, at entydige identifikatorer og databærere er pålidelige, verificerbare og entydige på verdensplan

d) 

reglerne for skabelse, vedligeholdelse, ajourføring og tilbagetrækning af entydige identifikatorer og databærere

e) 

reglerne vedrørende dataforvaltning.

6.  

Ved fastsættelsen af regler og procedurer som omhandlet i stk. 4 skal Kommissionen:

a) 

søge at sikre interoperabilitet mellem forskellige tilgange

b) 

tage hensyn til relevante eksisterende tekniske løsninger og standarder

c) 

sikre, at de fastsatte regler og procedurer i det videst mulige omfang forbliver teknologineutrale.

Artikel 13

Register over digitale produktpas

1.  
Kommissionen opretter senest den 19. juli 2026 et digitalt register (»registret«), der på en sikker måde som minimum lagrer de entydige identifikatorer.

Ved produkter, som skal henføres under toldproceduren »overgang til fri omsætning«, lagrer registret varekoden.

Registret lagrer entydige identifikatorer for batterier, jf. artikel 77, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 ( 4 ).

Kommissionen forvalter registret og sikrer, at de data, der opbevares i registret, behandles sikkert og i overensstemmelse med EU-retten, herunder gældende regler om beskyttelse af personoplysninger.

2.  

Kommissionen præciserer i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, hvilke andre data der ud over at være indeholdt i det digitale produktpas skal opbevares i registret under hensyntagen til mindst følgende kriterier:

a) 

behovet for at gøre det muligt at kontrollere ægtheden af det digitale produktpas

b) 

relevansen af oplysninger med henblik på at forbedre effektiviteten af markedsovervågningskontrol og toldkontrol

c) 

behovet for at undgå uforholdsmæssige administrative byrder for erhvervsdrivende og toldmyndigheder.

3.  
For så vidt angår Kommissionens ansvar for at oprette og forvalte registret og behandlingen af personoplysninger, der måtte følge af denne aktivitet, betragtes den som dataansvarlig som defineret i artikel 3, nr. 8), i forordning (EU) 2018/1725.
4.  
Den erhvervsdrivende, der bringer produktet i omsætning eller tager det i brug, uploader de data, der er omhandlet i stk. 1 og 2, til registret.
5.  
Når den erhvervsdrivende uploader dataene, der er omhandlet i stk. 1 og 2, i registret, meddeler registret automatisk denne erhvervsdrivende, en entydig registreringsidentifikator, som knytter sig til de entydige identifikatorer, der er uploadet i registret for et specifikt produkt i overensstemmelse med stk. 4. Denne meddelelse fra registret anses ikke for at være bevis for overensstemmelse med denne forordning eller anden EU-ret.

Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt, der præciserer gennemførelsesordningerne for registret, herunder for meddelelsen af den entydige registreringsidentifikator, der er omhandlet i første afsnit.

Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

6.  
Kommissionen, de kompetente nationale myndigheder og toldmyndighederne har adgang til registret med henblik på udførelsen af deres opgaver i henhold til EU-retten.

Artikel 14

Webportal vedrørende data i det digitale produktpas

Kommissionen opretter og driver en offentligt tilgængelig webportal, som gør det muligt for interessenter at søge efter og sammenligne data i digitale produktpas. Webportalen udformes således, at det sikres, at interessenter kan søge efter og sammenligne dataene på en måde, der er i overensstemmelse med deres respektive adgangsrettigheder, som er specificeret i de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 15

Toldkontrol i forbindelse med det digitale produktpas

1.  
Enhver person, der har til hensigt at henføre et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, under toldproceduren »overgang til fri omsætning«, tilvejebringer eller stiller den entydige registreringsidentifikator for det pågældende produkt, jf. artikel 13, stk. 5, til rådighed for toldmyndighederne.

Dette stykkes første afsnit finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor registret er operationelt.

2.  
Toldmyndighederne må først frigive et produkt til fri omsætning, efter at de som minimum har kontrolleret, at den entydige registreringsidentifikator, der henvises til i artikel 13, stk. 5, og den varekode, som de har modtaget eller fået stillet til rådighed, svarer til de data, der er lagret i registret.

Den kontrol, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, finder sted elektronisk og automatisk via den forbindelse, der er omhandlet i stk. 3. Den finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor forbindelsen er operationel.

Overgangen til fri omsætning anses ikke som bevis for overensstemmelse med denne forordning eller anden EU-ret.

3.  
Kommissionen forbinder registret med EU-kvikskranken til udveksling af certifikater på toldområdet (EU CSW-CERTEX) og muliggør dermed automatiseret udveksling af oplysninger med de nationale toldsystemer gennem EU-kvikskrankemiljøet til udveksling af certifikater på toldområdet, der er oprettet ved forordning (EU) 2022/2399.

Denne forbindelse skal være operationel senest fire år efter datoen for ikrafttrædelsen af den gennemførelsesretsakt om registret, der er omhandlet i artikel 13, stk. 5.

4.  
Kommissionen og toldmyndighederne kan udtrække og anvende dataene i det digitale produktpas og registret til at udføre deres opgaver i henhold til EU-retten, herunder risikostyring, toldkontrol og frigivelse til fri omsætning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 952/2013.
5.  
Denne artikel berører ikke forordning (EU) nr. 952/2013 og kapitel VII i forordning (EU) 2019/1020 eller anden EU-ret.

KAPITEL IV

MÆRKER

Artikel 16

Mærker

1.  

Hvis oplysningskravene angiver, at oplysningerne skal fremgå af et mærke i henhold til artikel 7, stk. 7, litra c), skal de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, specificere:

a) 

mærkets indhold

b) 

mærkets layout til sikring af synlighed og læsbarhed

c) 

den måde, hvorpå mærket skal vises for kunderne, herunder i tilfælde af fjernsalg, under hensyntagen til kravene i artikel 32 og konsekvenserne for de relevante erhvervsdrivende

d) 

hvor det er relevant, elektroniske midler til generering af mærker.

2.  
Hvis et oplysningskrav indebærer, at ydeevneklassen skal indgå i et mærke, skal det mærke, der er omhandlet i stk. 1, litra b), være klart og let forståeligt og skal udformes således, at kunderne let kan sammenligne produktets ydeevne i forhold til den relevante produktparameter og vælge produkter med bedre ydeevne.
3.  
For så vidt angår energirelaterede produkter, der er omfattet af energimærker, som er indført i henhold til forordning (EU) 2017/1369, hvor oplysninger om en relevant produktparameter, herunder om ydeevneklasser som omhandlet i nærværende forordnings artikel 7, stk. 4, ikke kan indarbejdes i energimærket, og såfremt sådanne oplysninger anses for at være mere relevante og omfattende end de oplysninger, der er omfattet af energimærket, kan Kommissionen efter at have vurderet risikoen for forveksling for kunder, den administrative byrde for erhvervsdrivende, og hvordan disse specifikke oplysninger bedst formidles, hvor det er relevant, kræve, at der indføres et mærke i overensstemmelse med nærværende forordning i stedet for energimærket, der er oprettet i henhold til forordning (EU) 2017/1369.
4.  
Når Kommissionen fastsætter de oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 1, kræver den, hvor det er relevant, at mærket omfatter databærere eller andre midler, der gør det muligt for kunderne at få adgang til yderligere oplysninger om produktet, herunder midler, der giver adgang til det digitale produktpas.
5.  
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter fælles krav til udformningen af de mærker, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 7, litra c).

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

Artikel 17

Efterligning af mærker

Produkter, der er forsynet med eller ledsaget af mærker, der kan vildlede eller forvirre kunderne eller de potentielle kunder ved at efterligne de i artikel 16 fastsatte mærker, eller produkter, som er ledsaget af andre oplysninger, der kan vildlede eller forvirre kunderne eller de potentielle kunder med hensyn til de mærker, som er omhandlet i nævnte artikel, må ikke bringes i omsætning eller tages i brug.

KAPITEL V

PRIORITERING, PLANLÆGNING OG HØRING

Artikel 18

Prioritering og planlægning

1.  

Når Kommissionen prioriterer produkter, der skal være omfattet af krav til miljøvenligt design, analyserer den de pågældende produkters potentielle bidrag til opfyldelsen af Unionens klima-, miljø- og energieffektivitetsmål under hensyntagen til følgende kriterier:

a) 

potentialet for at forbedre produktaspekterne uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger, navnlig under hensyntagen til:

i) 

manglende eller utilstrækkelig EU-ret eller manglende markedskræfter eller selvreguleringsforanstaltninger med henblik på at opfylde målet korrekt, og

ii) 

forskelle i ydeevnen for produkter, der er tilgængelige på markedet, og som har tilsvarende funktionalitet, i forhold til produktaspekterne

b) 

mængden af salg af og handel med disse varer inden for Unionen

c) 

fordelingen i hele værdikæden af klima- og miljøpåvirkninger, energiforbrug, ressourceanvendelse og affaldsproduktion i forbindelse med disse produkter

d) 

behovet for regelmæssigt at revidere og tilpasse delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4 i lyset af den teknologiske udvikling og markedsudviklingen.

Kommissionen bestræber sig også på at vurdere produkternes potentielle bidrag til det indre markeds funktion og til Unionens økonomiske modstandsdygtighed.

2.  
Når Kommissionen prioriterer aspekter, der skal være omfattet af horisontale krav til miljøvenligt design, tager den også hensyn til fordelene ved at dække en bred vifte produkter og produktgrupper i samme delegerede retsakt i forhold til at nå denne forordnings mål.
3.  
Kommissionen vedtager en arbejdsplan og gør den offentligt tilgængelig sammen med alle relevante forberedende dokumenter (»arbejdsplanen«). Arbejdsplanen skal indeholde en liste over produktgrupper, som skal prioriteres med hensyn til fastsættelsen af krav til miljøvenligt design, og de anslåede tidsplaner for indførelsen heraf. Listen skal omfatte de produktaspekter og produktgrupper, der skal betragtes som prioriteter ved fastsættelsen af horisontale krav til miljøvenligt design, samt de usolgte forbrugerprodukter, hvis sådanne findes, i forhold til hvilke det skal overvejes at indføre et forbud mod destruktion for erhvervsdrivende, på grundlag af de konsolidere oplysninger, der fremlægges i henhold til artikel 26, stk. 1, og eventuel anden tilgængelig dokumentation.

Kommissionen overvejer navnlig at medtage elektrisk og elektronisk udstyr, når den første gang fastlægger de eventuelle produkter, som den vil overveje at gøre det forbudt for erhvervsdrivende at destruere.

Arbejdsplanen skal dække en periode på mindst tre år og ajourføres regelmæssigt.

Når Kommissionen vedtager eller ajourfører arbejdsplanen, tager den hensyn til kriterierne i stk. 1 og 2.

4.  
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet et udkast til arbejdsplanen, inden arbejdsplanen vedtages.
5.  

I den første arbejdsplan, som skal vedtages senest den 19. april 2025, prioriterer Kommissionen følgende produktgrupper:

a) 

jern og stål

b) 

aluminium

c) 

tekstiler, navnlig beklædning og fodtøj

d) 

møbler, herunder madrasser

e) 

dæk

f) 

vaske- og rengøringsmidler

g) 

maling

h) 

smøremidler

i) 

kemikalier

j) 

energirelaterede produkter, for hvilke der for første gang skal fastsættes krav til miljøvenligt design, eller for hvilke eksisterende foranstaltninger vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF skal revideres i henhold til denne forordning, og

k) 

informations- og kommunikationsteknologiprodukter og andre elektronikrelaterede produkter

Hvis nogen af de produktgrupper, som er omhandlet i første afsnit, ikke er medtaget i den første arbejdsplan, eller hvis en anden produktgruppe medtages, skal Kommissionen give en begrundelse for sin beslutning i denne arbejdsplan.

6.  
I fraværet af passende ydeevnekrav og oplysningskrav vedrørende miljøaftryk og CO2-aftryk for cement i henhold til byggevareforordningen fastsætter Kommissionen krav til miljøvenligt design for cement i en delegeret retsakt, der vedtages i henhold til artikel 4, tidligst den 31. december 2028 og senest den 1. januar 2030.
7.  
Kommissionen underretter hvert år Europa-Parlamentet og Rådet om de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af arbejdsplanen.

Artikel 19

Forum for miljøvenligt design

Kommissionen opretter et forum for miljøvenligt design i form af en ekspertgruppe med en afbalanceret og effektiv deltagelse af eksperter udpeget af medlemsstaterne og af alle parter, der har en interesse i det pågældende produkt eller den pågældende produktgruppe.

Forummet for miljøvenligt design skal navnlig bidrage til:

a) 

udarbejdelse af krav til miljøvenligt design

b) 

udarbejdelse af arbejdsplaner

c) 

undersøgelse af effektiviteten af de etablerede markedsovervågningsmekanismer

d) 

vurdering af selvreguleringsforanstaltninger, og

e) 

vurdering af forbuddet mod at destruere usolgte forbrugerprodukter i tillæg til dem, der er opført i bilag VII.

Artikel 20

Medlemsstaternes ekspertgruppe

Kommissionen nedsætter en ekspertgruppe for medlemsstaterne som en undergruppe under forummet for miljøvenligt design bestående af eksperter udpeget af medlemsstaterne.

Disse eksperter skal navnlig bidrage til:

a) 

udarbejdelse af krav til miljøvenligt design

b) 

vurdering af selvreguleringsforanstaltninger

c) 

udveksling af oplysninger og bedste praksis om foranstaltninger til at forbedre overholdelsen af denne forordning

▼C2

d) 

fastsættelse af prioriteter med hensyn til usolgte forbrugerprodukter, i forhold til hvilke indførelsen af et forbud mod destruktion for erhvervsdrivende skal overvejes i henhold til artikel 18, stk. 3, navnlig elektrisk og elektronisk udstyr, når de pågældende usolgte forbrugerprodukter første gang fastlægges.

▼B

Artikel 21

Selvreguleringsforanstaltninger

1.  
Erhvervsdrivende kan forelægge Kommissionen en selvreguleringsforanstaltning, der fastsætter krav til miljøvenligt design af produkter, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 eller ikke er inkluderet i den aktuelle arbejdsplan. Disse erhvervsdrivende skal dokumentere, at de i nærværærende artikels stk. 3 er opfyldt.
2.  

Den i henhold til stk. 1 forelagte selvreguleringsforanstaltning skal indeholde følgende oplysninger:

a) 

en liste over de erhvervsdrivende, der har undertegnet selvreguleringsforanstaltningen

b) 

de krav til miljøvenligt design, der gælder for produkter, der er omfattet af selvreguleringsforanstaltningen

c) 

en detaljeret, gennemsigtig og objektiv overvågningsplan med klart identificerede ansvarsområder for industrien og uafhængige inspektører, herunder kriterierne i bilag VI, punkt 6

d) 

regler om oplysninger, der skal indberettes af underskriverne, og om test og inspektioner

e) 

regler om konsekvenserne af en underskrivers manglende overensstemmelse, herunder bestemmelser om, at en underskriver, som ikke har truffet tilstrækkelige korrigerende tiltag inden for tre måneder, fjernes fra underskriverne af selvreguleringsforanstaltningen, og

f) 

en note, som forklarer, hvordan den i henhold til stk. 1 forelagte selvreguleringsforanstaltning forbedrer produkters miljømæssige bæredygtighed i overensstemmelse med denne forordnings mål hurtigere eller med lavere omkostninger end en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4; denne note skal være underbygget af dokumentation og bestå af en struktureret teknisk, miljømæssig og økonomisk analyse, der begrunder kravene til miljøvenligt design og målene for selvreguleringsforanstaltningen og vurderer virkningerne af disse krav til miljøvenligt design.

Underskriverne af selvreguleringsforanstaltningen holder de oplysninger, der er omhandlet i dette stykke, ajourførte og tilgængelige på et offentligt og frit tilgængeligt websted.

Underskriverne af selvreguleringsforanstaltningen underretter straks Kommissionen om eventuelle ændringer af selvreguleringsforanstaltningen, navnlig eventuelle ændringer der vedrører dem.

3.  

Kommissionen vurderer den forelagte selvreguleringsforanstaltning og indhenter om nødvendigt videnskabelig rådgivning fra Unionens decentrale agenturer. I forbindelse med vurderingen kontrollerer Kommissionen, om følgende kriterier er opfyldt:

a) 

selvreguleringsforanstaltningen forelægges af mindst to erhvervsdrivende

b) 

markedsandelen udtrykt i volumen for underskriverne af selvreguleringsforanstaltningen i forhold til de produkter, der er omfattet af denne foranstaltning, udgør mindst 80 % af de enheder, der bringes i omsætning eller ibrugtages

c) 

selvreguleringsforanstaltningen bidrager til at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed i overensstemmelse med målene med denne forordning og til at sikre den frie bevægelighed i det indre marked hurtigere eller til lavere omkostninger, end en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, og består af krav til miljøvenligt design, der er nødvendige for at nå målene med denne forordning

d) 

selvreguleringsforanstaltningen opfylder kriterierne i bilag VI

e) 

selvreguleringsforanstaltningen er i overensstemmelse med EU-retten og Unionens internationale handelsforpligtelser.

Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt, der indeholder en liste over selvreguleringsforanstaltninger, som opfylder kriterierne i denne artikel. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 2.

4.  
Kommissionen kan til enhver tid anmode underskriverne af en selvreguleringsforanstaltning, der er opført i en gennemførelsesretsakt vedtaget i henhold til stk. 3, andet afsnit, om inden for et passende tidsrum at forelægge en revideret og ajourført udgave af den pågældende foranstaltning i lyset af den relevante markedsudvikling eller teknologiske udvikling vedrørende den pågældende produktgruppe. Hvis Kommissionen har grund til at tro, at kriterierne i denne artikel ikke længere er opfyldt, fremlægger underskriverne en revideret og ajourført udgave af foranstaltningen senest tre måneder efter Kommissionens anmodning.
5.  
Når en selvreguleringsforanstaltning er opført i en gennemførelsesretsakt, der er vedtaget i henhold til stk. 3, andet afsnit, aflægger underskriverne af denne foranstaltning med regelmæssige mellemrum som fastsat i den pågældende gennemførelsesretsakt rapport til Kommissionen om de fremskridt, der er gjort, med hensyn til at nå målene for selvreguleringsforanstaltningen og påvise, at kriterierne i stk. 3 fortsat er opfyldt.

Den uafhængige inspektør, som er omhandlet i bilag VI, punkt 6, underretter Kommissionen om en underskrivers manglende overholdelse.

Statusrapporter, herunder overholdelsesrapporter udarbejdet af den uafhængige inspektør, og meddelelser om manglende overholdelse og korrigerende tiltag i medfør heraf gøres tilgængelige af underskriverne på et offentligt tilgængeligt websted.

6.  
Hvis Kommissionen finder, at en selvreguleringsforanstaltning, der er opført i en gennemførelsesretsakt vedtaget i henhold til stk. 3, andet afsnit, ikke længere opfylder kriterierne i denne artikel, eller hvis underskriverne af den pågældende selvreguleringsforanstaltning ikke har overholdt den frist, der er omhandlet i stk. 4, sletter den denne foranstaltning fra den i stk. 3 omhandlede liste ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 2.

Hvis en selvreguleringsforanstaltning er blevet slettet fra listen omhandlet i stk. 3, kan Kommissionen fastsætte krav til miljøvenligt design, der finder anvendelse på det produkt, der er omfattet af den pågældende selvreguleringsforanstaltning, i en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 22

Små og mellemstore virksomheder

1.  
I forbindelse med programmer, som SMV'er, navnlig mikrovirksomheder, kan drage fordel af, sørger Kommissionen for, at der er initiativer, der hjælper disse virksomheder med at integrere miljømæssig bæredygtighed, herunder energieffektivitet, i deres værdikæde.
2.  
Når Kommissionen vedtager delegerede retsakter i henhold til artikel 4, lader den, hvor det er relevant, disse delegerede retsakter ledsage af digitale værktøjer og retningslinjer, der dækker de særlige forhold, der gør sig gældende for SMV'er, navnlig mikrovirksomheder, der er aktive i den berørte produktsektor eller produktgruppesektor, med henblik på at lette disse virksomheders overholdelse af denne forordning. Ved udarbejdelsen af disse retningslinjer hører Kommissionen organisationer, der repræsenterer SMV'er.
3.  
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at hjælpe SMV'er, navnlig mikrovirksomheder, med at overholde de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4. Medlemsstaterne hører organisationer, der repræsenterer SMV'er, om, hvilke foranstaltninger SMV'er anser for nyttige.

Disse foranstaltninger skal som minimum omfatte sikring af tilgængeligheden af kvikskranker eller lignende mekanismer til at øge bevidstheden om krav til miljøvenligt design og skabe netværksmuligheder for SMV'er, navnlig mikrovirksomheder, for at tilpasse sig kravene til miljøvenligt design.

Med forbehold af gældende statsstøtteregler kan sådanne foranstaltninger desuden omfatte:

a) 

finansiel støtte, herunder ved at give skattemæssige fordele og investere i fysiske og digitale infrastrukturer

b) 

adgang til finansiering

c) 

specialiseret uddannelse af ledelse og personale

d) 

organisatorisk og teknisk bistand.

KAPITEL VI

DESTRUKTION AF USOLGTE FORBRUGERPRODUKTER

Artikel 23

Generelle principper for at forebygge destruktion

Erhvervsdrivende træffer de nødvendige foranstaltninger, som med rimelighed kan forventes at forebygge behovet for at destruere usolgte forbrugerprodukter.

Artikel 24

Offentliggørelse af oplysninger om usolgte forbrugerprodukter

1.  

Erhvervsdrivende, der kasserer usolgte forbrugerprodukter direkte eller lader usolgte forbrugerprodukter kassere for sin regning, skal oplyse:

a) 

antallet og vægten af usolgte forbrugerprodukter, der kasseres pr. år, opdelt efter produkttype eller -kategori

b) 

årsagerne til, at produkterne er blevet kasseret, og i givet fald den relevante undtagelse i henhold til artikel 25, stk. 5

c) 

andelen af kasserede produkter, som er leveret, enten direkte eller gennem en tredjepart, som skal gennemgå hver af følgende aktiviteter: forberedelse med henblik på genbrug, herunder istandsættelse og genfremstilling, genanvendelse, anden nyttiggørelse, herunder energiudnyttelse og bortskaffelse i overensstemmelse med affaldshierarkiet som defineret i artikel 4 i direktiv 2008/98/EF

d) 

foranstaltninger, som er truffet, og foranstaltninger, som er planlagt, med det formål at forebygge destruktionen af usolgte forbrugerprodukter.

Erhvervsdrivende skal offentliggøre de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, på en klar og synlig måde, i det mindste på en let tilgængelig side på deres websted. Erhvervsdrivende, der er omfattet af forpligtelsen til at offentliggøre bæredygtighedsrapporteringen i deres ledelsesberetning i henhold til artikel 19a eller artikel 29a i direktiv 2013/34/EU, kan også medtage disse oplysninger i denne bæredygtighedsrapportering.

Erhvervsdrivende offentliggør hvert år de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, og medtager som en del af disse oplysninger de usolgte forbrugerprodukter, der er blevet kasseret i løbet af det foregående regnskabsår. De gør oplysningerne for hvert år offentligt tilgængelige. Den første offentliggørelse skal omfatte usolgte forbrugerprodukter, der er blevet kasseret i løbet af det første hele regnskabsår, hvor denne forordning er i kraft.

Dette stykke finder ikke anvendelse på mikrovirksomheder og små virksomheder.

Dette stykke finder anvendelse på mellemstore virksomheder fra den 19. juli 2030.

2.  
Med undtagelse af tilfælde, hvor oplysningerne er tilgængelige for den kompetente nationale myndighed på grundlag af en anden retsakt, giver erhvervsdrivende efter anmodning fra Kommissionen eller en kompetent national myndighed al den information og dokumentation, der er nødvendig for at dokumentere leveringen og modtagelsen af de kasserede produkter som offentliggjort i henhold til denne artikels stk. 1, litra c), og, hvor det er relevant, de nødvendige oplysninger for at dokumentere anvendelsen af en undtagelse i henhold til artikel 25, stk. 5. Denne information og dokumentation forelægges i papirform eller elektronisk senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.
3.  
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter detaljerne og formatet for offentliggørelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, herunder afgrænsningen af produkttyper eller -kategorier, og hvordan sådanne oplysninger skal verificeres.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

Den første af disse gennemførelsesretsakter vedtages senest den 19. juli 2025.

Artikel 25

Destruktion af usolgte forbrugerprodukter

1.  
Fra den 19. juli 2026 er det forbudt at destruere usolgte forbrugerprodukter som opført i bilag VII.

Dette stykke finder ikke anvendelse på mikrovirksomheder og små virksomheder.

Dette stykke finder anvendelse på mellemstore virksomheder fra den 19. juli 2030.

2.  
Erhvervsdrivende, der ikke er omfattet af forbuddet omhandlet i stk. 1, må ikke destruere usolgte forbrugerprodukter, som de har fået leveret med det formål at omgå dette forbud.
3.  

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at ændre bilag VII:

a) 

for at tilføje nye produkter for at tage hensyn til miljøvirkningerne af deres destruktion

b) 

for at ajourføre oplysningerne inden for produktgrupper med det formål om nødvendigt at tilpasse dem til ændringer af deres respektive varekoder eller beskrivelser i bilag I til forordning (EØF) nr. 2658/87.

4.  

Ved udarbejdelsen af en delegeret retsakt, som skal vedtages i henhold til stk. 3, litra a), skal Kommissionen:

a) 

vurdere udbredelsen og miljøpåvirkningerne af destruktionen af visse usolgte forbrugerprodukter

b) 

tage hensyn til de oplysninger, som erhvervsdrivende har videregivet i henhold til artikel 24, stk. 1

c) 

foretage en konsekvensanalyse på grundlag af den bedste tilgængelige dokumentation og analyser og om nødvendigt på grundlag af yderligere undersøgelser.

I denne delegerede retsakt specificeres dens anvendelsesdato og, hvor det er relevant, eventuelle trinvise foranstaltninger eller overgangsforanstaltninger eller -perioder.

5.  

Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 for at supplere denne forordning ved at fastsætte undtagelser fra forbuddet mod destruktion af usolgte forbrugerprodukter, der er opført i bilag VII, hvor det er relevant af hensyn til enhver af følgende grunde:

a) 

sundheds-, hygiejne- og sikkerhedsmæssige betænkeligheder

b) 

skader forårsaget på produkter som følge af håndtering, eller som opdages, efter produkt er blevet returneret af en forbruger, og som ikke kan repareres på en omkostningseffektiv måde

c) 

produkters uegnethed til det formål, de er beregnet til, idet der, hvor det er relevant, tages hensyn til EU-retten og national ret og tekniske standarder

d) 

manglende accept af produkter, der tilbydes til donation

e) 

produkters uegnethed til forberedelse med henblik på genbrug eller genfremstilling

f) 

produkter, der er usælgelige på grund af krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder forfalskede produkter

g) 

destruktion er den mulighed, der har de mindst negative miljøvirkninger.

Disse delegerede retsakter kan også, hvor det er relevant, fastsætte, at forbuddet mod at destruere usolgte forbrugerprodukter, jf. denne artikels stk. 1, eller den oplysningsforpligtelse, der er fastsat i artikel 24, finder anvendelse på mikrovirksomheder og små virksomheder, hvis der er tilstrækkelig dokumentation for, at disse virksomheder kan anvendes til at omgå forbuddet eller forpligtelsen.

Den i første afsnit omhandlede delegerede retsakt vedtages senest den 19. juli 2025.

Artikel 26

Konsoliderede oplysninger om destruktion af usolgte forbrugerprodukter

Senest den 19. juli 2027 og derefter hver 36. måned skal Kommissionen på sit websted offentliggøre konsoliderede oplysninger om destruktion af usolgte forbrugerprodukter, herunder følgende elementer:

a) 

udbredelsen af destruktion af specifikke grupper af usolgte forbrugerprodukter pr. år på grundlag af de oplysninger, som de erhvervsdrivende opgiver i henhold til artikel 24, stk. 1

b) 

den komparative miljøpåvirkning pr. produktgruppe af destruktion af usolgte forbrugerprodukter.

KAPITEL VII

DE ERHVERVSDRIVENDES FORPLIGTELSER

Artikel 27

Fabrikantens forpligtelser

1.  

Når fabrikanter bringer produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, i omsætning eller tager dem i brug dem, sikrer de, at:

a) 

disse produkter er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med kravene til ydeevne i de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4

b) 

disse produkter er ledsaget af de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7 og de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, og

c) 

et digitalt produktpas er tilgængeligt i overensstemmelse med artikel 9 og de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4, herunder en sikkerhedskopi af den senest ajourførte udgave af det digitale produktpas, der opbevares af en udbyder af digitale produktpastjenester i overensstemmelse med artikel 10, stk. 4.

2.  
Fabrikanten skal, før denne bringer et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, i omsætning eller tager det i brug, gennemføre den overensstemmelsesvurderingsprocedure, der er fastsat i nævnte delegerede retsakt eller få den udført på fabrikantens vegne og udarbejde den nødvendige tekniske dokumentation.

Hvis et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, viser sig at være i overensstemmelse med de gældende krav, udarbejder fabrikanten en EU-overensstemmelseserklæring i overensstemmelse med artikel 44 og anbringer CE-mærkningen i overensstemmelse med artikel 46. Hvis Kommissionen har fastsat alternative regler i henhold til artikel 4, stk. 6, litra d), skal fabrikanten dog anbringe overensstemmelsesmærkning i overensstemmelse med disse regler.

3.  
Fabrikanten opbevarer den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i ti år efter, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt i henhold til artikel 4, er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, medmindre der i den pågældende delegerede retsakt er fastsat en anden periode.
4.  
Fabrikanten sikrer, at der findes procedurer til sikring af, at produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, og som indgår i en serieproduktion, fortsat er i overensstemmelse med de gældende krav. Fabrikanten tager i fornødent omfang hensyn til ændringer i produktionsprocessen, produktkonstruktionen eller egenskaberne samt ændringer i harmoniserede standarder, fælles specifikationer eller andre tekniske specifikationer, som der er henvist til for at dokumentere produktets overensstemmelse med de gældende krav, eller ved anvendelse af hvilke dets overensstemmelse kontrolleres, og fabrikanten foretager, hvis denne konstaterer, at produktets overensstemmelse er berørt af sådanne ændringer, en fornyet vurdering i overensstemmelse med den gældende overensstemmelsesvurderingsprocedure, som omhandlet i stk. 2, eller får foretaget denne fornyede vurdering på dennes vegne.
5.  
Fabrikanten sikrer, at dennes produkter, som er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, er forsynet med et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, ved hjælp af hvilken de kan identificeres, eller, hvis dette på grund af produktets størrelse eller art ikke er muligt, at de krævede oplysninger fremgår af emballagen eller af et dokument, der ledsager produktet.
6.  

For produkter, som er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, anfører fabrikanter deres navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke, postadresse på hvilken og elektroniske kommunikationsmidler via hvilke, de kan kontaktes:

a) 

på den offentlige del af et digitalt produktpas, hvor det er relevant, og

b) 

på produktet eller, hvis det ikke er muligt, på dets emballage eller i et dokument, der ledsager produktet.

Adressen skal angive et enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes. Kontaktoplysningerne skal være klare, forståelige og læselige.

7.  
Fabrikanten sikrer, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, ledsages af en brugsanvisning i digitalt format vedrørende produktet (»digital brugsanvisning«) på et letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat. En digital brugsanvisning skal være klar, forståelig og læselig og mindst indeholde de oplysninger, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, litra b), nr. ii), som specificeret i den pågældende delegerede retsakt.

Fabrikanter skal dog på papir i et kortfattet format fremlægge sikkerhedsoplysninger og brugsanvisninger, der er relevante for kundernes og andre relevante aktørers sundhed og sikkerhed.

Når fabrikanten stiller den digitale brugsanvisning til rådighed, skal fabrikanten indføje den i det digitale produktpas og gøre den tilgængelig gennem den tilhørende databærer eller, hvis det digitale produktpas ikke finder anvendelse, angive på produktet eller, hvis dette ikke er muligt, på emballagen eller i et ledsagende dokument, hvordan man får adgang til den digitale brugsanvisning.

Fabrikanten præsenterer den digitale brugsanvisning i et format, der gør det muligt at downloade og gemme den på et elektronisk udstyr, således at brugeren til enhver tid kan få adgang til den, og gør dem tilgængelig online i produktets forventede levetid, men under alle omstændigheder i mindst ti år efter, at produktet er bragt i omsætning eller taget i brug.

På anmodning af kunden på købstidspunktet eller i op til seks måneder efter købet skal fabrikanten dog udlevere den digitale brugsanvisning gratis i papirform inden for én måned efter modtagelsen af anmodningen.

I de delegerede retsakter, som vedtages i henhold til artikel 4, kan det præciseres, at visse oplysninger, der udgør en del af den digitale, også skal leveres i papirform.

8.  
Hvis en fabrikant finder eller har grund til at tro, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, som denne har bragt i omsætning eller taget i brug, ikke er i overensstemmelse med kravene i denne delegerede retsakt, træffer fabrikanten uden unødig forsinkelse det nødvendige korrigerende tiltag for at bringe det pågældende produkt i overensstemmelse eller om nødvendigt straks at trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Fabrikanten underretter straks markedsovervågningsmyndighederne i de medlemsstater, hvor denne har gjort produktet tilgængeligt eller taget det i brug, om den formodede manglende overensstemmelse og om eventuelle korrigerende tiltag, der er truffet.

9.  
Fabrikanten gør kommunikationskanaler såsom et telefonnummer, en e-mailadresse eller en særlig del af sit websted offentligt tilgængelige, idet der tages hensyn til tilgængelighedsbehovene for personer med handicap, med henblik på at give kunderne mulighed for at indgive klager eller fremsætte bekymringer med hensyn til produkters eventuelle manglende overensstemmelse.

Fabrikanten fører et register over indkomne klager og bekymringer, så længe det er nødvendigt med henblik på denne forordning, men ikke længere end fem år efter, at de er indgivet, og stiller registret til rådighed efter anmodning fra en markedsovervågningsmyndighed.

10.  
Fabrikanten skal for produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere disse produkters overensstemmelse, herunder den tekniske dokumentation, på et for denne myndighed let forståeligt sprog. Disse oplysninger og denne dokumentation forelægges i papirform eller elektronisk snarest muligt og under alle omstændigheder senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning fra denne myndighed.

Fabrikanten samarbejder med den kompetente nationale myndighed om eventuelle korrigerende tiltag, der træffes for at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse med kravene fastsat i den relevante delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 28

Bemyndigede repræsentanter

1.  
En fabrikant kan ved skriftlig fuldmagt udpege en bemyndiget repræsentant.

Forpligtelserne i henhold til artikel 27, stk. 1, og udarbejdelsen af teknisk dokumentation udgør ikke en del af den bemyndigede repræsentants fuldmagt.

2.  

En bemyndiget repræsentant udfører de opgaver, der er fastsat i den fuldmagt, denne har modtaget fra fabrikanten. Fuldmagten skal som minimum sætte den bemyndigede repræsentant i stand til at:

a) 

opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation, så den i ti år, efter at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, står til rådighed for de nationale markedsovervågningsmyndigheder, medmindre der i den pågældende delegerede retsakt er fastsat en anden periode

b) 

samarbejde med de nationale kompetente myndigheder, hvis disse anmoder herom, om foranstaltninger, der træffes med hensyn til tilfælde af manglende overensstemmelse med reglerne for det produkt, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt

c) 

på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere produktets overensstemmelse, på et for denne myndighed let forståeligt sprog snarest muligt og under alle omstændigheder senest 15 dage efter modtagelse af en sådan anmodning, og

d) 

bringe mandatet til ophør, hvis fabrikanten handler i strid med sine forpligtelser i henhold til denne forordning.

Artikel 29

Importørens forpligtelser

1.  
Importøren må, for så vidt angår produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, kun bringe produkter, som opfylder kravene i de gældende delegerede retsakter, i omsætning.
2.  

Inden importøren bringer et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, i omsætning, sikrer denne, at:

a) 

fabrikanten har gennemført den relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure, og at fabrikanten har udarbejdet den tekniske dokumentation

b) 

produktet er ledsaget af de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7 og de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, og

c) 

et digitalt produktpas er tilgængeligt i overensstemmelse med artikel 9 og de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4, herunder en sikkerhedskopi af den senest ajourførte udgave af det digitale produktpas, der opbevares af en udbyder af digitale produktpastjenester i overensstemmelse med artikel 10, stk. 4.

Importøren sikrer endvidere, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, er forsynet med den krævede CE-mærkning, jf. artikel 45, hvor det er relevant, i overensstemmelse med de i artikel 46 omhandlede regler og betingelser, eller den alternative overensstemmelsesmærkning som fastlagt i en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 6, litra d), og er ledsaget af den krævede dokumentation, og at fabrikanten har opfyldt kravene fastsat i artikel 27, stk. 5 og 6.

Hvis importøren finder eller har grund til at tro, at et produkt ikke er i overensstemmelse med kravene i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, må denne ikke bringe produktet i omsætning eller tage det i brug, før det er blevet bragt i overensstemmelse med de gældende krav.

3.  

For produkter, som er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, anfører importøren deres navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke, postadresse på hvilken og elektroniske kommunikationsmidler via hvilke, de kan kontaktes:

a) 

på den offentlige del af et digitalt produktpas, hvor det er relevant, og

b) 

på produktet eller, hvis det ikke er muligt, på emballagen eller i et dokument, der ledsager produktet.

Kontaktoplysningerne skal være klare, forståelige og læselige.

4.  
Importøren sikrer, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, ledsages af en digital brugsanvisning på et letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat. Sådanne anvisninger skal være klare, forståelige og læselige og mindst indeholde de oplysninger, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, litra b), nr. ii), som specificeret i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4. Forpligtelserne fastlagt i artikel 27, stk. 7, fjerde og femte afsnit, finder tilsvarende anvendelse.
5.  
Importøren sikrer, at opbevarings- og transportbetingelserne for et produkt, som denne har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med kravene fastsat i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4 i fare.
6.  
Hvis en importør finder eller har grund til at tro, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, som denne har bragt i omsætning, ikke er i overensstemmelse med kravene i den pågældende delegerede retsakt, træffer importøren uden unødig forsinkelse det nødvendige korrigerende tiltag for at bringe det pågældende produkt i overensstemmelse eller om nødvendigt straks at trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Importøren underretter straks markedsovervågningsmyndighederne i de medlemsstater, hvor denne har gjort produktet tilgængeligt, om den formodede manglende overensstemmelse og om eventuelle trufne korrigerende tiltag.

7.  
Importøren skal opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, så den står til rådighed for markedsovervågningsmyndighederne, og sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom, i ti år efter at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, medmindre der i den pågældende delegerede retsakt er fastsat en anden periode.
8.  
Importøren skal for produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere disse produkters overensstemmelse, herunder den tekniske dokumentation, på et for denne myndighed let forståeligt sprog. Disse oplysninger og denne dokumentation forelægges i papirform eller elektronisk snarest muligt og under alle omstændigheder senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning fremsat af denne myndighed.

Importøren samarbejder med den kompetente nationale myndighed om eventuelle korrigerende tiltag, der træffes for at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse med kravene fastsat i den relevante delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 30

Distributørens forpligtelser

1.  
Distributøren handler, når denne gør et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, tilgængeligt på markedet, med fornøden omhu med hensyn til de krav, der er fastsat i de gældende delegerede retsakter.
2.  

Distributøren kontrollerer, før denne gør et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, tilgængeligt på markedet, at:

a) 

produktet er forsynet med CE-mærkning i overensstemmelse med artikel 45 og 46 eller den overensstemmelsesmærkning, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 6, tredje afsnit, litra d), og hvor det er relevant, er mærket eller er knyttet til et digitalt produktpas i overensstemmelse med nævnte delegerede retsakt

b) 

produktet ledsages af den krævede dokumentation og af en digital brugsanvisning på et for kunder letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat, og at en sådan brugsanvisning er klar, forståelig og letlæselig og mindst indeholder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra b), nr. ii), som specificeret i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, idet forpligtelserne i henhold til artikel 27, stk. 7, fjerde og femte afsnit, finder tilsvarende, og

c) 

fabrikanten og importøren har opfyldt kravene i artikel 27, stk. 5 og 6, og artikel 29, stk. 3.

3.  
Hvis en distributør finder eller har grund til at tro, at et produkt, før det gøres tilgængeligt på markedet, ikke er i overensstemmelse, eller produktets fabrikant ikke opfylder kravene i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, må distributøren ikke gøre produktet tilgængeligt på markedet, før produktet er blevet bragt i overensstemmelse, eller fabrikanten opfylder kravene.

Distributøren sikrer, at opbevarings- og transportbetingelserne for et produkt, som denne har ansvaret for, ikke bringer dets overensstemmelse med kravene i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4 i fare.

4.  
Hvis en distributør finder eller har grund til at tro, at et produkt, denne har gjort tilgængeligt på markedet, ikke er i overensstemmelse med kravene i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, sikrer distributøren, at der træffes det nødvendige korrigerende tiltag for at bringe det pågældende produkt i overensstemmelse eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

Distributøren underretter straks markedsovervågningsmyndighederne i de medlemsstater, hvor denne har gjort produktet tilgængeligt, om den formodede manglende overensstemmelse og om eventuelle korrigerende tiltag, der er truffet.

5.  
Distributøren skal på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give al den information og dokumentation, som distributøren har adgang til, og som er nødvendig for at påvise et produkts overensstemmelse. Disse oplysninger og denne dokumentation forelægges i papirform eller elektronisk senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning fra den pågældende myndighed.

Distributøren samarbejder med den kompetente nationale myndighed om eventuelle korrigerende tiltag, der træffes for at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse med den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 31

Forhandlerens forpligtelser

1.  
Forhandleren sikrer, at dennes kunder og potentielle kunder har adgang til alle relevante oplysninger, der ledsager produkter, som krævet i henhold til de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, herunder i tilfælde af fjernsalg.
2.  
Forhandleren sikrer, at det digitale produktpas er let tilgængeligt for kunderne og de potentielle kunder, herunder i tilfælde af fjernsalg, som fastsat i artikel 9, stk. 2, litra e), og som specificeret i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.
3.  

Forhandleren skal, herunder i tilfælde af fjernsalg:

a) 

på en synlig måde vise kunderne og de potentielle kunder de mærker, der er stillet til rådighed i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, litra b) eller c)

b) 

henvise til oplysningerne på de mærker, der leveres i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, litra b) eller c), i visuelle reklamer eller i teknisk salgsmateriale for en bestemt model i overensstemmelse med de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, og

c) 

undlade at levere eller vise andre mærker, mærkater, symboler eller påskrifter, der kan vildlede eller forvirre kunderne og de potentielle kunder med hensyn til oplysningerne på mærket vedrørende krav til miljøvenligt design.

Artikel 32

Forpligtelser i forbindelse med mærker

1.  

Hvis en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 kræver, at produkter er forsynet med et mærke som omhandlet i artikel 16, skal de erhvervsdrivende, der bringer produkterne i omsætning eller tager dem i brug:

a) 

sikre, at produkterne for hver enkelt enhed og gratis ledsages af trykte mærker i overensstemmelse med nævnte delegerede retsakt

b) 

tilvejebringe gratis trykte mærker eller digitale kopier af mærket til forhandleren straks og under alle omstændigheder inden for fem arbejdsdage efter en forhandlers anmodning, og

c) 

sikre, at deres mærker er nøjagtige, og tilvejebringe teknisk dokumentation, der er tilstrækkelig til, at nøjagtigheden af deres mærker kan vurderes.

2.  

Hvis en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 kræver, at produkter er forsynet med et mærke som omhandlet i artikel 16, skal de erhvervsdrivende, der stiller produkterne til rådighed eller tager dem i brug:

a) 

henvise til oplysningerne på mærket, i visuelle reklamer eller i teknisk salgsmateriale for en bestemt model i overensstemmelse med de relevante gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4

b) 

undlade at levere eller vise andre mærker, mærkater, symboler eller påskrifter, der kan vildlede eller forvirre kunderne eller de potentielle kunder med hensyn til oplysningerne på mærket vedrørende krav til miljøvenligt design.

Artikel 33

Forpligtelser for udbydere af distributionstjenester

For så vidt angår produkter, som udbydere af distributionstjenester håndterer, og som er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, sikrer sådanne udbydere, at betingelserne under oplagring, emballering, adressering eller forsendelse ikke bringer produkternes overensstemmelse med nævnte delegerede retsakt i fare.

Artikel 34

Tilfælde, hvor fabrikantens forpligtelser finder anvendelse på importører og distributører

Importører eller distributører anses for at være fabrikanter i denne forordnings forstand, hvis de:

a) 

bringer et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, i omsætning under eget navn eller varemærke, eller

b) 

ændrer et sådant produkt, der allerede er bragt i omsætning, på en måde, der påvirker overholdelsen af de krav, der er fastsat i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 35

Forpligtelser for udbydere af onlinemarkedspladser og onlinesøgemaskiner

1.  
De generelle forpligtelser i artikel 11 og 30 i forordning (EU) 2022/2065 finder anvendelse med henblik på nærværende forordning

Uden at det vedrører de generelle forpligtelser, der er omhandlet i første afsnit, skal udbydere af onlinemarkedspladser samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne, såfremt disse myndigheder anmoder herom og i specifikke tilfælde, med henblik på at lette eventuelle tiltag, der træffes for at eliminere eller, såfremt dette ikke er muligt, begrænse manglende overensstemmelse med et produkt, som udbydes eller har været udbudt til salg online gennem deres tjenester.

2.  
For så vidt angår de beføjelser, der tillægges medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) 2019/1020, tillægger medlemsstaterne deres markedsovervågningsmyndigheder beføjelsen til, for så vidt angår alle produkter omfattet af en relevant delegeret retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, at kunne beordre en udbyder af en onlinemarkedsplads til at gribe ind over for ét eller flere specifikke stykker indhold, der henviser til et produkt, som ikke overholder kravene, herunder ved at fjerne dem. Sådant indhold anses som ulovligt indhold i henhold til artikel 3, litra h), i forordning (EU) 2022/2065. Markedsovervågningsmyndigheder kan i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) 2022/2065 udstede sådanne påbud.
3.  
Udbydere af onlinemarkedspladser etablerer et enkelt kontaktpunkt med henblik på direkte kommunikation med medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder vedrørende overholdelse af denne forordning.

Dette enkelte kontaktpunkt kan være samme kontaktpunkt som omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 ( 5 ) eller artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2022/2065.

Artikel 36

Erhvervsdrivendes oplysningspligt

1.  

Hvis erhvervsdrivende gør et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, tilgængeligt på markedet ved fjernsalg, sikrer de, at produkttilbuddet som minimum klart og tydeligt indeholder følgende oplysninger:

a) 

fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke, samt postadressen og den elektroniske adresse, hvor fabrikanten kan kontaktes

b) 

i det tilfælde, at fabrikanten ikke er etableret i Unionen, navn, postadresse og elektronisk adresse og telefonnummer på den erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1020, og

c) 

oplysninger, der gør det muligt at identificere produktet, herunder et billede af det, dets type og eventuelle andre produktidentifikatorer.

2.  

Erhvervsdrivende skal efter en begrundet anmodning herom oplyse markedsovervågningsmyndighederne om:

a) 

navnet på alle erhvervsdrivende, af hvem de har fået leveret et produkt, som er omfattet af anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4

b) 

navnet på alle erhvervsdrivende, som de har leveret sådanne produkter til, samt mængder og nøjagtige modeller af sådanne produkter.

Erhvervsdrivende skal sikre, at de er i stand til at fremlægge de i første afsnit omhandlede oplysninger i en periode på ti år efter, at de har fået leveret de relevante produkter, og i en periode på ti år efter, at de har leveret sådanne produkter, medmindre der i den i stk. 1 omhandlede delegerede retsakt er fastsat en anden periode. Disse oplysninger forelægges i papirform eller elektronisk senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning fra markedsovervågningsmyndigheden.

3.  

Når det kræves, at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører skal gøre dele af den tekniske dokumentation vedrørende det relevante produkt tilgængeligt digitalt i henhold til artikel 4, stk. 6, litra a), nr. iii), tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

a) 

behovet for at lette markedsovervågningsmyndighedernes verifikation af fabrikanters, deres bemyndigede repræsentanters og importørers overholdelse af de gældende krav, og

b) 

behovet for at undgå uforholdsmæssige administrative byrder for erhvervsdrivende, navnlig for SMV'er.

Kommissionen specificerer, på hvilken måde de relevante dele af den tekniske dokumentation skal gøres tilgængelige. Hvis det digitale produktpas er tilgængeligt, skal den tekniske dokumentation gøres tilgængelig gennem det.

Artikel 37

Overvågning og rapportering af erhvervsdrivendes forpligtelser

1.  

Når det kræves, at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører gør oplysninger tilgængelige for Kommissionen om mængderne af et produkt i henhold til artikel 4, stk. 6, litra b), tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

a) 

tilgængeligheden af dokumentation vedrørende det relevante produkts indtrængen på markedet, der er nødvendig for at lette revideringen af de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, som finder anvendelse på det pågældende produkt

b) 

behovet for at undgå uforholdsmæssige administrative byrder for erhvervsdrivende, navnlig for SMV'er, og

c) 

nytten af de krævede oplysninger og forholdsmæssigheden af dette krav.

Kommissionen specificerer, hvilken periode som oplysningerne i henhold til første afsnit skal vedrøre. Disse oplysninger skal differentieres pr. produktmodel.

Kommissionen specificerer, hvordan de relevante oplysninger skal stilles til rådighed, og hvor ofte disse oplysninger skal stilles til rådighed.

Kommissionen sikrer, at de oplysninger, der er gjort tilgængelige, behandles på sikker vis og i overensstemmelse med EU-retten.

2.  

Hvis det er et krav, at et produkt skal kunne måle den energi, det forbruger eller dens ydeevne i forhold til andre relevante produktparametre som anført i bilag I, mens produktet er i brug, i henhold til artikel 4, stk. 6, litra c), nr. i), tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

a) 

hvor nyttige brugsgenerede data er for slutbrugere med hensyn til at forstå og administrere produktets energiforbrug eller ydeevne

b) 

hvorvidt det er teknisk muligt at registrere brugsdata

c) 

behovet for at undgå uforholdsmæssige administrative byrder for erhvervsdrivende, navnlig for SMV'er, og

d) 

behovet for at sikre, at der ikke indsamles data, som gør det muligt at identificere enkeltpersoner eller udlede enkeltpersoners adfærd.

3.  
Produkter omfattet af et krav i henhold til artikel 4, stk. 6, litra c), skal, hvor det er relevant, registrere de deraf følgende brugsdata i overensstemmelse med kriterierne i nærværende artikels stk. 2 og gøre disse data synlige for slutbrugeren.
4.  

Når det kræves, at fabrikanter, deres bemyndigede repræsentanter eller importører indsamler ikkepersonlige brugsdata omhandlet i denne artikels stk. 2 og indberetter disse data til Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 6, litra c), nr. ii), tager Kommissionen hensyn til følgende kriterier:

a) 

hvorvidt ikke-personlige brugsdata er nyttige for Kommissionen ved revideringen af kravene til miljøvenligt design eller til at bistå markedsovervågningsmyndighederne med statistiske oplysninger til deres risikoanalyse, og

b) 

behovet for at undgå uforholdsmæssige administrative byrder for erhvervsdrivende, navnlig for SMV'er.

5.  

Kravene omhandlet i stk. 4 kan navnlig bestå i:

a) 

indsamling af ikkepersonlige oplysninger, hvis de kan fjerntilgås via internettet, efter at slutbrugeren har givet udtrykkeligt samtykke til at stille disse data til rådighed, og

b) 

indberetning af disse data til Kommissionen mindst én gang om året.

De data, der skal indberettes af fabrikanter, deres autoriserede repræsentanter eller importører i henhold til stk. 4, skal indeholde, hvor der er relevant, modellens identifikationsnummer som registreret i produktets database som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1369 og, hvis dette er relevant for produktets ydeevne, generelle geografiske oplysninger om produkterne.

6.  
Kommissionen specificerer detaljerne og formatet for rapportering af ikkepersonlige brugsdata som omhandlet i stk. 4 i den relevante delegerede retsakt.
7.  
Kommissionen skal regelmæssigt vurdere de modtagne ikkepersonlige brugsdata i henhold til stk. 4 og, hvis relevant, offentliggøre aggregerede datasæt.

Artikel 38

Krav til aktører i forsyningskæden

Aktører i forsyningskæden skal, når det er angivet i den delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4:

a) 

efter anmodning og gratis give fabrikanter, bemyndigede organer og kompetente nationale myndigheder tilgængelige relevante oplysninger om de produkter eller tjenesteydelser, de leverer

b) 

i mangel af de oplysninger, der er omhandlet i litra a), give fabrikanterne mulighed for at vurdere de produkter eller tjenesteydelser, de leverer, og give disse fabrikanter adgang til relevante dokumenter eller faciliteter, og

c) 

give bemyndigede organer og kompetente nationale myndigheder mulighed for at kontrollere nøjagtigheden af relevante oplysninger, der vedrører deres aktiviteter.

KAPITEL VIII

PRODUKTERS OVERENSSTEMMELSE

Artikel 39

Metoder til test, måling og beregning

1.  
Af hensyn til overholdelsen og verificeringen af overholdelsen af kravene til miljøvenligt design skal test, målinger og beregninger foretages ved hjælp af harmoniserede standarder eller andre pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der gør brug af generelt anerkendte og moderne metoder. Disse metoder skal opfylde kravene til metoder til test, måling og beregning, der er fastsat i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.
2.  

Ved fastsættelsen af kravet om anvendelse af digitale værktøjer i henhold til artikel 4, stk. 6, litra c), nr. iii), tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

a) 

behovet for at sikre en ensartet anvendelse af beregningsmetoderne, og

b) 

behovet for at mindske den administrative byrde for de erhvervsdrivende.

Digitale værktøjer skal stilles gratis til rådighed for erhvervsdrivende.

Artikel 40

Forebyggelse af omgåelse og forringet ydeevne

1.  
Erhvervsdrivende må ikke udvise nogen adfærd, der underminerer produkters overholdelse af denne forordning, uanset om denne adfærd er af kontraktmæssig, kommerciel, teknisk eller anden art.
2.  
Produkter, der hører under anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, må ikke bringes i omsætning eller tages i brug, hvis de er designet til at ændre adfærd eller egenskaber, når de testes, med henblik på at opnå et mere gunstigt resultat for de produktparametre, der reguleres i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.

Med henblik på dette stykke anses produkter, der er designet til at kunne registrere, at de bliver testet, og som automatisk ændrer deres ydeevne som en reaktion herpå, samt produkter, der er forudindstillet til at ændre deres ydeevne på testtidspunktet, for at være produkter, der er designet til at ændre deres adfærd eller egenskaber, når de testes.

3.  
Erhvervsdrivende, der bringer et produkt i omsætning eller ibrugtager et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, må ikke fastsætte instruktioner, der specifikt vedrører test, og som ændrer produktets adfærd eller egenskaber med henblik på at opnå et mere gunstigt resultat for de produktparametre, der reguleres i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.

Med henblik på dette stykke anses instruktioner, der fører til en manuel ændring af produktet før en test, som ændrer et produkts ydeevne, for at være instruktioner, der specifikt vedrører test, som ændrer produktets adfærd eller egenskaber.

4.  
Produkter, der hører under anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, må ikke bringes i omsætning eller tages i brug, hvis de er designet til at ændre adfærd eller egenskaber inden for en kort periode efter ibrugtagningen, som fører til en forværring af deres ydeevne for et eller flere af de produktparametre, der reguleres i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, eller deres funktionelle ydeevne fra brugerens perspektiv.
5.  
Software- eller firmwareopdateringer må ikke føre til forringelse af produktets ydeevne ud over acceptable margener, der er specificeret i de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, i forbindelse med nogen af de produktparametre, der er reguleret i disse delegerede retsakter, eller deres funktionelle ydeevne fra brugerens perspektiv, hvis de måles med den testmetode, der blev anvendt til overensstemmelsesvurderingen, undtagen hvor kunden forud for opdateringen udtrykkeligt giver sit samtykke til en sådan forringelse af ydeevnen. Der må ikke ske ændringer, hvis en sådan opdatering afvises.

Software- eller firmwareopdateringer må under ingen omstændigheder føre til en forringelse af produktets ydeevne som omhandlet i dette stykkes første afsnit i et omfang, så produktet ikke længere overholder de fastsatte krav i de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 4, og som er gældende på det tidspunkt, hvor produktet bringes i omsætning, eller tidspunktet for dets ibrugtagning.

Artikel 41

Formodning om overensstemmelse

1.  
Metoder til test, måling eller beregning som omhandlet i artikel 39, der er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, anses for at være i overensstemmelse med de fastsatte krav i nævnte artikel samt med kravene til test, måling og beregning, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, for så vidt disse krav er omfattet af sådanne harmoniserede standarder eller dele heraf.
2.  
Digitale produktpas, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at være i overensstemmelse med de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i artikel 10 og 11, i det omfang disse krav er omfattet af sådanne harmoniserede standarder eller dele heraf.
3.  
Produkter, der er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, anses for at være i overensstemmelse med de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, for så vidt disse krav er omfattet af sådanne harmoniserede standarder eller dele heraf.

▼C2

4.  
Produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, og som er tildelt EU-miljømærket i henhold til forordning (EF) nr. 66/2010, anses for at overholde de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i den delegerede retsakt, i det omfang disse krav er omfattet af de EU-miljømærkekriterier, som er fastsat i henhold til artikel 8 i nævnte forordning.

▼B

Artikel 42

Fælles specifikationer

1.  
Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der for produkter, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, fastsætter fælles specifikationer, der omfatter krav til miljøvenligt design, de væsentlige krav til digitale produktpas som omhandlet i artikel 10 og 11 eller de test-, måle- eller beregningsmetoder, der er omhandlet i artikel 39.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages kun, når følgende betingelser er opfyldt:

a) 

Kommissionen har i medfør af artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1025/2012 anmodet en eller flere europæiske standardiseringsorganisationer om at udarbejde en harmoniseret standard for et krav til miljøvenligt design, for et væsentligt krav til digitale produktpas, jf. nærværende forordnings artikel 10 og 11, eller til en metode til test, måling eller beregning, jf. nærværende forordnings artikel 39, og:

i) 

anmodningen er ikke blevet imødekommet

ii) 

den harmoniserede standard, der forholder sig til denne anmodning, er ikke færdiggjort inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1025/2012, eller

iii) 

den harmoniserede standard er ikke i overensstemmelse med anmodningen, og

b) 

der er ikke offentliggjort nogen reference til harmoniserede standarder for krav til miljøvenligt design eller noget væsentligt krav til digitale produktpas, jf. denne forordnings artikel 10 og 11, eller til en metode til test, måling eller beregning som omhandlet i denne forordnings artikel 39 i Den Europæiske Unions Tidende i henhold til forordning (EU) nr. 1025/2012, og en sådan reference forventes ikke offentliggjort inden for et rimeligt tidsrum.

De gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

2.  
Inden Kommissionen udarbejder udkastet til de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, underretter den det udvalg, der er omhandlet i artikel 22 i forordning (EU) nr. 1025/2012, om, at den anser betingelserne i nærværende artikels stk. 1 for at være opfyldt.
3.  
Ved udarbejdelsen af udkastet til de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 1, tager Kommissionen hensyn til synspunkterne fra forummet for miljøvenligt design og fra medlemsstaternes ekspertgruppe samt fra andre relevante organer og hører på behørig vis alle relevante interessenter.
4.  
Metoder til test, måling eller beregning som omhandlet i artikel 39, der er i overensstemmelse med fælles specifikationer, der er fastsat ved gennemførelsesretsakter som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, eller dele heraf, anses for at være i overensstemmelse med kravene fastsat i nævnte artikel samt med kravene til test, måling og beregning, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, i det omfang disse krav er omfattet af en sådan fælles specifikation eller dele heraf.
5.  
Produkter inden for denne forordnings anvendelsesområde, der er i overensstemmelse med fælles specifikationer, der er fastsat ved gennemførelsesretsakter som omhandlet i denne artikels stk. 1, eller dele heraf, anses for at være i overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design eller med de væsentlige krav til digitale produktpas som omhandlet i artikel 10 og 11 eller med kravene til metoderne til test, måling eller beregning som omhandlet i artikel 39 i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, i det omfang disse krav er omfattet af disse fælles specifikationer eller dele heraf.
6.  
Hvis en harmoniseret standard vedtages af en europæisk standardiseringsorganisation og foreslås Kommissionen med henblik på offentliggørelse af en reference hertil i Den Europæiske Unions Tidende, vurderer Kommissionen den harmoniserede standard i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012.

Når der offentliggøres referencer til en harmoniseret standard i Den Europæiske Unions Tidende, ophæver Kommissionen de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 1, eller delene heraf, som omfatter de samme krav til miljøvenligt design, de væsentlige krav til digitale produktpas og krav til metoderne til test, måling eller beregning.

7.  
Hvis en medlemsstat eller Europa-Parlamentet mener, at en fælles specifikation ikke fuldt ud opfylder kravene til miljøvenligt design, de væsentlige krav til digitale produktpas og krav til metoderne til test, måling eller beregning, underretter vedkommende Kommissionen herom ved fremlæggelse af en detaljeret redegørelse. Kommissionen vurderer denne detaljerede forklaring og kan, hvis det er hensigtsmæssigt, ændre den gennemførelsesretsakt, der fastsætter den pågældende fælles specifikation.

Artikel 43

Overensstemmelsesvurdering

1.  

Ved specifikationen af den gældende overensstemmelsesvurderingsprocedure i henhold til artikel 4, stk. 5, tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

a) 

hvorvidt det pågældende modul er relevant for produkttypen og for de pågældende krav til miljøvenligt design og står i et rimeligt forhold til den offentlige interesse, der forfølges

b) 

arten af de risici, der er forbundet med produktet, og i hvor høj grad overensstemmelsesvurderingen svarer til arten og graden af disse risici, og

c) 

hvor inddragelse af tredjeparter er obligatorisk, nødvendigheden af, at fabrikanten skal kunne vælge mellem kvalitetssikrings- og produktcertificeringsmoduler som fastsat i bilag II til afgørelse nr. 768/2008/EF.

2.  
Der skal udarbejdes registre og korrespondancer vedrørende overensstemmelsesvurderingen på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor et bemyndiget organ, der er involveret i overensstemmelsesvurderingen i henhold til stk. 1, er etableret, eller på et sprog, der accepteres af det pågældende organ.

Artikel 44

EU-overensstemmelseserklæring

1.  
EU-overensstemmelseserklæringen skal angive, at overholdelsen af de krav til miljøvenligt design, der er specificeret i de gældende delegerede retsakter, som er vedtaget i henhold til artikel 4, er dokumenteret, eller at en overensstemmelsesformodning finder anvendelse i overensstemmelse med artikel 41.
2.  
EU-overensstemmelseserklæringen skal have den i bilag V angivne modelstruktur og skal indeholde de specificerede elementer i den gældende overensstemmelsesprocedure og en henvisning til de gældende delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4. Den skal ajourføres løbende og skal oversættes til det eller de sprog, der kræves af den medlemsstat, på hvis marked produktet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt.
3.  
Hvis et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, er underlagt mere end én EU-retsakt, som kræver en EU-overensstemmelseserklæring, skal der udarbejdes en samlet EU-overensstemmelseserklæring for alle sådanne EU-retsakter. Denne erklæring skal anføre de pågældende EU-retsakter og deres offentliggørelseshenvisninger. Det kan være et dossier bestående af alle de relevante enkelte overensstemmelseserklæringer.
4.  
Ved at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen står fabrikanten inde for, at produktet opfylder de gældende krav.

Artikel 45

Generelle principper for CE-mærkning

CE-mærkningen er underlagt de generelle principper fastsat i artikel 30 i forordning (EF) nr. 765/2008.

Artikel 46

Regler og betingelser for anbringelse af CE-mærkningen

1.  
CE-mærkningen skal anbringes på produktet, så den er synlig, let læselig og ikke kan slettes. Hvis produktet er af en sådan art, at det ikke er muligt eller forsvarligt at anbringe CE-mærkningen på det, anbringes den på emballagen og i ledsagedokumenterne.
2.  
CE-mærkningen skal anbringes, før produktet bringes i omsætning eller tages i brug.
3.  
For så vidt angår produkter i produktionskontrolfasen, hvor et bemyndiget organ er involveret, skal CE-mærkningen ledsages af det pågældende bemyndigede organs identifikationsnummer.

Det bemyndigede organs identifikationsnummer skal anbringes af organet selv eller, efter dettes instruktioner, af fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant.

4.  
CE-mærkningen og i givet fald det bemyndigede organs identifikationsnummer kan ledsages af et piktogram eller anden mærkning, der angiver en særlig risiko eller anvendelse.
5.  
Medlemsstaterne skal tage udgangspunkt i eksisterende mekanismer for at sikre, at reglerne for anvendelse af CE-mærkningen gennemføres korrekt, og skal træffe passende tiltag i tilfælde af uretmæssig anvendelse af CE-mærkningen.

Artikel 47

Specifikke regler for mærkninger

For så vidt angår produkter, der ikke er omfattet af krav om CE-mærkning i henhold til EU-retten, tager Kommissionen i forbindelse med specificeringen af regler for mærkninger, der angiver overensstemmelse med de gældende krav til miljøvenligt design i henhold til artikel 4, stk. 6, litra d), følgende kriterier i betragtning:

a) 

behovet for at mindske den administrative byrde for erhvervsdrivende

b) 

behovet for at sikre, at der er sammenhæng i relation til andre mærkninger, der finder anvendelse på et specifikt produkt, og

c) 

behovet for at undgå forvirring vedrørende betydningen af mærkninger under anden EU-ret.

KAPITEL IX

NOTIFIKATION AF OVERENSSTEMMELSESVURDERINGSORGANER

Artikel 48

Notifikation

Hvis der er fastsat eksterne overensstemmelsesvurderingsopgaver i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, underretter medlemsstaterne Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, hvilke organer der er bemyndiget til at udføre disse opgaver.

Artikel 49

Bemyndigende myndigheder

1.  
Medlemsstaterne udpeger en bemyndigende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og for at overvåge de bemyndigede organer, herunder overholdelsen af artikel 54.
2.  
Medlemsstaterne kan beslutte, at vurderingen og overvågningen som omhandlet i stk. 1 skal udføres af nationale akkrediteringsorganer i henhold til og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 765/2008.
3.  
Hvis den bemyndigende myndighed uddelegerer eller på anden måde betror vurderingen, notifikationen eller overvågningen som omhandlet i denne artikels stk. 1 til et organ, der ikke er en offentlig enhed, skal dette organ være en juridisk enhed og på tilsvarende vis overholde de i artikel 50 fastsatte krav. Endvidere skal der træffes foranstaltninger, der dækker det erstatningsansvar, som måtte opstå.
4.  
Den bemyndigende myndighed påtager sig det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af det i stk. 3 omhandlede organ.

Artikel 50

Krav vedrørende bemyndigende myndigheder

1.  
En bemyndigende myndighed skal etableres på en sådan måde, at der ikke opstår interessekonflikter med overensstemmelsesvurderingsorganer.
2.  
En bemyndigende myndighed skal være organiseret og arbejde på en sådan måde, at der i dens arbejde sikres objektivitet og uvildighed.
3.  
En bemyndigende myndighed skal være organiseret på en sådan måde, at alle beslutninger om notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganet træffes af kompetente personer, der ikke er identiske med dem, der foretog vurderingen.
4.  
En bemyndigende myndighed må ikke tilbyde eller udføre tjenester, som udføres af overensstemmelsesvurderingsorganer, eller yde rådgivningsbistand på kommercielt eller konkurrencemæssigt grundlag.
5.  
En bemyndigende myndighed sikrer fortroligheden af de oplysninger, der indhentes. Den udveksler dog på anmodning herom oplysninger vedrørende bemyndigede organer med Kommissionen, med bemyndigende myndigheder i andre medlemsstater og med andre relevante nationale myndigheder.
6.  
En bemyndigende myndighed vurderer med hensyn til notifikation udelukkende det specifikke overensstemmelsesvurderingsorgan, der anmoder om notifikation og tager ikke hensyn til moder- eller datterselskabers kapaciteter eller ansatte. Den bemyndigende myndighed vurderer organet i forhold til alle relevante krav og overensstemmelsesvurderingsopgaver.
7.  
En bemyndigende myndighed skal have et tilstrækkeligt antal kompetente ansatte og tilstrækkelig finansiering til rådighed til at kunne udføre sine opgaver korrekt.

Artikel 51

Oplysningspligt for bemyndigende myndigheder

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og overvågning af bemyndigede organer samt eventuelle ændringer heraf.

Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

Artikel 52

Krav vedrørende bemyndigede organer

1.  
For så vidt angår notifikation, skal et overensstemmelsesvurderingsorgan overholde de i stk. 2-12 fastsatte krav.
2.  
Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal etableres i henhold til en medlemsstats nationale ret og være en juridisk person.
3.  
Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal være et tredjepartsorgan, der er uafhængigt af den organisation eller det produkt, der vurderes. Det må ikke have forretningsforbindelser med organisationer, der har en interesse i de produkter, der vurderes, navnlig fabrikanter, deres handelspartnere og deres aktieinvestorer. Dette forhindrer ikke overensstemmelsesvurderingsorganet i at udføre overensstemmelsesvurderingsaktiviteter for konkurrerende fabrikanter.
4.  
Et overensstemmelsesvurderingsorgan, dets øverste ledelse og de ansatte med ansvar for udførelse af overensstemmelsesvurderingsopgaverne må ikke være designer, fabrikant, leverandør, importør, distributør, installatør, indkøber, indehaver, bruger eller vedligeholder af de produkter, der vurderes, og ligeledes heller ikke være repræsentant for disse. Dette forhindrer ikke anvendelse af vurderede produkter, der er nødvendige for driften af overensstemmelsesvurderingsorganet, eller anvendelse af sådanne produkter til personlige formål.

Et overensstemmelsesvurderingsorgan, dets øverste ledelse og de ansatte med ansvar for at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaverne må ikke være direkte involveret i design, fremstilling eller konstruktion eller markedsføring, installation, anvendelse eller vedligeholdelse af disse produkter eller repræsentere de parter, der udfører disse aktiviteter. De må ikke deltage i aktiviteter, som kan være i strid med deres objektivitet og integritet i forbindelse med de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, de er bemyndiget til. Dette gælder navnlig rådgivningstjenester.

Overensstemmelsesvurderingsorganerne sikrer, at aktiviteter i deres moder- eller søsterselskaber, datterselskaber eller underentreprenører ikke påvirker fortroligheden, objektiviteten eller uvildigheden af deres overensstemmelsesvurderingsaktiviteter.

Et overensstemmelsesvurderingsorgan må ikke uddelegere etableringen og overvågningen af interne procedurer, generelle politikker, adfærdskodekser eller andre interne regler, tildeling af dets personale til specifikke opgaver eller overensstemmelsesvurderingsafgørelser til en underentreprenør eller et datterselskab.

5.  
Overensstemmelsesvurderingsorganerne og deres ansatte skal udføre overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne med den højeste grad af professionel integritet og de krævede tekniske kompetencer inden for det specifikke område. De skal være fri for alle former for pres og incitamenter, navnlig økonomiske, der kan påvirke deres objektivitet eller resultaterne af deres overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, navnlig for så vidt angår personer eller grupper af personer med en interesse i resultaterne af disse aktiviteter.
6.  
Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal kunne udføre alle de overensstemmelsesvurderingsopgaver, det bliver tildelt under den relevante delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, og som det er bemyndiget til, uanset om disse opgaver udføres af overensstemmelsesvurderingsorganet selv eller på dets vegne og på dets ansvar.

Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal til enhver tid og for hver overensstemmelsesvurderingsprocedure samt for hver type eller kategori af produkter, som det er bemyndiget til, have følgende til sin rådighed:

a) 

det nødvendige personale af den størrelse og med den tekniske viden og tilstrækkelige og relevante erfaring, der skal til for at løse overensstemmelsesvurderingsopgaverne

b) 

de nødvendige beskrivelser af de procedurer, som overensstemmelsesvurderingen foretages i overensstemmelse med, således at disse procedurers gennemsigtighed og evne til gengivelse, herunder en beskrivelse af, hvordan det relevante personale, deres status og opgaver svarer til de overensstemmelsesvurderingsopgaver, som organet har til hensigt at blive bemyndiget til

c) 

hensigtsmæssige ordninger og procedurer med henblik på at skelne mellem de opgaver, det udfører i sin egenskab af bemyndiget organ, og dets øvrige aktiviteter

d) 

procedurer for udførelsen af aktiviteter, der tager behørigt hensyn til en virksomheds størrelse, den branchesektor, virksomheden opererer i, virksomhedens struktur, den pågældende produktteknologis grad af kompleksitet, og hvorvidt der er tale om masse- eller serieproduktionsprocesser.

Det skal have de nødvendige midler til rådighed til på passende vis at udføre de tekniske og administrative opgaver, der er forbundet med overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne, og det skal have adgang til alt nødvendigt udstyr og alle nødvendige faciliteter.

7.  

Personalet med ansvar for udførelse af overensstemmelsesvurderingsaktiviteter skal have følgende:

a) 

grundig teknisk uddannelse og erhvervsuddannelse, der omfatter alle overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, i forbindelse med hvilke overensstemmelsesvurderingsorganet er blevet bemyndiget

b) 

tilfredsstillende kendskab til kravene til de vurderinger, de udfører, og tilstrækkelige myndighedsbeføjelser til at udføre disse vurderinger, herunder relevant viden og forståelse af den relevante lovgivning samt krav til test, måling og beregning, til gældende harmoniserede standarder eller fælles specifikationer, og til de relevante bestemmelser i denne forordning og de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4

c) 

evnen til at udarbejde certifikater, registre og rapporter, der dokumenterer, at vurderingerne er blevet udført.

8.  

Det personale, der er ansvarligt for at træffe vurderingsafgørelser, skal:

(a) 

være ansat af overensstemmelsesvurderingsorganet i henhold til den bemyndigende medlemsstats nationale ret

(b) 

ikke have nogen potentiel interessekonflikt

(c) 

være kompetente til at kontrollere vurderinger foretaget af andet personale, eksterne eksperter eller underleverandører

(d) 

være et tilstrækkeligt stort antal til at kunne sikre driftskontinuitet og en konsekvent tilgang til overensstemmelsesvurderinger.

9.  
Overensstemmelsesvurderingsorganernes uvildighed samt uvildigheden af deres øverste ledelse og vurderingspersonalet skal garanteres.

Aflønningen af den øverste ledelse og vurderingspersonalet i et overensstemmelsesvurderingsorgan må ikke være afhængigt af antallet af udførte vurderinger eller resultaterne af disse.

10.  
Overensstemmelsesvurderingsorganer skal tegne en ansvarsforsikring, medmindre staten påtager sig ansvaret i henhold til den nationale lovgivning, eller hvis medlemsstaten selv er direkte ansvarlig for overensstemmelsesvurderingen.
11.  
Personalet i et overensstemmelsesvurderingsorgan skal overholde tavshedspligten vedrørende alle oplysninger, der indsamles i forbindelse med udførelsen af overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, medmindre det er i forbindelse med de bemyndigende myndigheder og andre nationale myndigheder i den medlemsstat, hvor disse aktiviteter udføres. Ejendomsrettigheder skal beskyttes.
12.  
Overensstemmelsesvurderingsorganer skal deltage i de relevante standardiseringsaktiviteter eller sikre, at deres vurderingspersonale er informeret herom, og tage hensyn til de relevante retningslinjer og henstillinger fra de europæiske standardiseringsorganers kompetente tekniske udvalg.

Artikel 53

Overensstemmelsesformodning for overensstemmelsesvurderingsorganer

Hvis et overensstemmelsesvurderingsorgan dokumenterer sin overensstemmelse med kriterierne fastsat i de relevante harmoniserede standarder eller dele heraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, skal dette organ anses for at overholde de i artikel 52 fastsatte krav, for så vidt de gældende harmoniserede standarder omfatter disse krav.

Artikel 54

Datterselskaber og underentreprise i tilknytning til bemyndigede organer

1.  
Hvis et bemyndiget organ giver specifikke opgaver i forbindelse med overensstemmelsesvurderingen i underentreprise eller anvender et datterselskab, skal det sikre, at underentreprenøren eller datterselskabet opfylder kravene i artikel 52, og underrette den bemyndigende myndighed herom.
2.  
Bemyndigede organer har det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af underentreprenører eller datterselskaber, uanset hvor disse er etableret.
3.  
Aktiviteter kan udelukkende gives i underentreprise eller udføres af et datterselskab, hvis kunden giver samtykke til dette.
4.  
Bemyndigede organer opbevarer de relevante dokumenter om vurderingen og overvågningen af underentreprenørens eller dattervirksomhedens kvalifikationer og af det arbejde, de har udført i henhold til de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, således at de er til rådighed for den bemyndigende myndighed.

Artikel 55

Ansøgning om notifikation

1.  
Et overensstemmelsesvurderingsorgan skal indgive en ansøgning om notifikation til den bemyndigende myndighed i den medlemsstat, hvor det er etableret.
2.  
Ansøgningen om notifikation ledsages af en beskrivelse af de overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, det eller de overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de produkter, som organet hævder at være kompetent til, samt af et eventuelt akkrediteringscertifikat udstedt af et nationalt akkrediteringsorgan, hvorved det attesteres, at overensstemmelsesvurderingsorganet opfylder kravene i artikel 52. Akkrediteringscertifikatet skal udelukkende vedrøre den specifikke juridiske enhed, der ansøger om notifikation, og det skal, udover relevante harmoniserede standarder, være baseret på de specifikke krav og overensstemmelsesvurderingsopgaver, der er fastsat i den relevante delegerede retsakt, som er vedtaget i henhold til artikel 4.
3.  
Hvis overensstemmelsesvurderingsorganet ikke kan forelægge et akkrediteringscertifikat, forelægger det den bemyndigende myndighed al den dokumentation, der er nødvendig med henblik på kontrol, anerkendelse og regelmæssig overvågning af, at det opfylder kravene i artikel 52.

Artikel 56

Notifikationsprocedure

1.  
De bemyndigende myndigheder må kun bemyndige overensstemmelsesvurderingsorganer, som opfylder kravene i artikel 52.
2.  
De bemyndigende myndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater ved hjælp af det elektroniske meddelelsesværktøj, der er udviklet og forvaltes af Kommissionen.
3.  
Notifikationen skal indeholde fyldestgørende oplysninger om overensstemmelsesvurderingsaktiviteterne, det eller de pågældende overensstemmelsesvurderingsmoduler og det eller de pågældende produkter og den relevante dokumentation for kompetencen.
4.  
Hvis en notifikation ikke er baseret på et akkrediteringscertifikat som omhandlet i artikel 55, stk. 2, skal den bemyndigende myndighed forelægge Kommissionen og de øvrige medlemsstater den dokumentation, der attesterer overensstemmelsesvurderingsorganets kompetence, og oplysninger om de ordninger, der er indført til sikring af, at der regelmæssigt føres tilsyn med organet, og at organet også fremover vil opfylde de i artikel 52 fastsatte krav.
5.  
Overensstemmelsesvurderingsorganet kan udføre et bemyndiget organs aktiviteter, hvis Kommissionen eller de øvrige medlemsstater ikke gør indsigelse senest to uger efter en notifikation, hvis der anvendes et akkrediteringscertifikat, eller inden for to måneder efter en notifikation, hvis der ikke anvendes akkreditering.

Kun et sådant organ skal anses for at være et bemyndiget organ i henhold til nærværende forordning.

6.  
Notifikationen bliver gyldig dagen efter, at organet inkluderes i listen over bemyndigede organer som omhandlet i artikel 57, stk. 2, af Kommissionen.

Det pågældende organ må først udføre aktiviteter som bemyndiget organ, når notifikationen er blevet gyldig.

Kommissionen må ikke offentliggøre en notifikation, hvis den har kendskab til eller får kendskab til, at det relevante bemyndigede organ ikke overholder kravene i artikel 52.

7.  
Kommissionen og de øvrige medlemsstater skal underrettes om eventuelle efterfølgende relevante ændringer af notifikationen.

Artikel 57

Identifikationsnumre og lister over bemyndigede organer

1.  
Kommissionen tildeler bemyndigede organer et identifikationsnummer.

Den tildeler et enkelt nummer, selv om organet er bemyndiget i henhold til flere EU-retsakter.

2.  
Kommissionen offentliggør listen over organer, der er bemyndiget i henhold til denne forordning, herunder de identifikationsnumre, de er blevet tildelt, og de aktiviteter, de er bemyndiget til.

Kommissionen sikrer, at denne liste holdes ajour.

Artikel 58

Ændringer af notifikationer

1.  
Hvis en bemyndigende myndighed har konstateret eller er blevet orienteret om, at et bemyndiget organ ikke længere opfylder kravene i artikel 52, eller at det ikke opfylder sine forpligtelser, begrænser, suspenderer eller inddrager den bemyndigende myndighed notifikationen, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt, og afhængigt af i hvor alvorlig grad organet ikke opfylder disse krav eller forpligtelser. Det underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.
2.  
Hvis en notifikation begrænses, suspenderes eller inddrages, eller hvis det bemyndigede organ har indstillet sine aktiviteter, træffer den bemyndigende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette organs sager enten behandles af et andet bemyndiget organ eller står til rådighed for de ansvarlige bemyndigende myndigheder og markedsovervågningsmyndigheder efter disses anmodning.

Artikel 59

Anfægtelse af de bemyndigede organers kompetence

1.  
Kommissionen undersøger alle sager, hvor den tvivler på eller gøres opmærksom på, at der er tvivl om det bemyndigede organs kompetence, eller hvorvidt et bemyndiget organ fortsat opfylder de krav og forpligtelser, som det er underlagt.
2.  
Den bemyndigende medlemsstat skal efter anmodning forelægge Kommissionen alle oplysninger vedrørende grundlaget for notifikationen eller det pågældende bemyndigede organs fortsatte kompetence
3.  
Kommissionen sikrer, at alle følsomme oplysninger, som den indhenter som led i sine undersøgelser, behandles fortroligt.
4.  
Hvis Kommissionen konstaterer, at et bemyndiget organ ikke eller ikke længere opfylder kravene vedrørende dets notifikation, skal den underrette den bemyndigende medlemsstat herom og anmode den om at træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, herunder om nødvendigt inddragelse af notifikationen.

Kommissionen ajourfører listen over bemyndigede organer, jf. artikel 57, stk. 2, senest to uger efter notifikationen af de korrigerende foranstaltninger, som de bemyndigende medlemsstater har truffet i henhold til nærværende stykkes første afsnit.

Artikel 60

Bemyndigede organers operationelle forpligtelser

1.  
Bemyndigede organer skal udføre overensstemmelsesvurderinger i overensstemmelse med de overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der er fastlagt i de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.
2.  
Overensstemmelsesvurderinger skal udføres på en forholdsmæssigt afpasset måde, så man undgår unødvendige byrder for erhvervsdrivende. Bemyndigede organer udfører deres aktiviteter under behørigt hensyn til en virksomheds størrelse, den branchesektor, virksomheden opererer i, virksomhedens struktur, den pågældende produktteknologis grad af kompleksitet, og hvorvidt der er tale om masse- eller serieproduktionsprocesser.

De respekterer dog i den forbindelse graden af principfasthed og beskyttelsesniveau, der er påkrævet for produktets overholdelse af de relevante krav.

3.  
Hvis et bemyndiget organ konstaterer, at en fabrikant ikke overholder de relevante krav eller tilsvarende harmoniserede standarder, fælles specifikationer eller andre tekniske specifikationer, kan det bemyndigede organ kræve, at fabrikanten træffer relevante korrigerende foranstaltninger med henblik på en endelig overensstemmelsesvurdering, medmindre de pågældende mangler ikke kan afhjælpes, og hvis dette er tilfældet, udstedes der ikke et certifikat eller en godkendelsesafgørelse.
4.  
Hvis et bemyndiget organ under overvågningen af overensstemmelse efter udstedelsen af et certifikat i overensstemmelse med de overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der er fastlagt i en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, eller en godkendelsesafgørelse konstaterer, at et produkt eller fabrikanten ikke overholder eller ikke længere overholder kravene, skal det bemyndigede organ kræve, at fabrikanten træffer de nødvendige korrigerende foranstaltninger, og det bemyndigede organ inddrager eller suspenderer om nødvendigt certifikatet eller godkendelsesafgørelsen.
5.  
Hvis der ikke træffes korrigerende foranstaltninger, eller hvis disse ikke har den ønskede effekt, begrænser, suspenderer eller inddrager det bemyndigede organ eventuelle certifikater eller godkendelsesafgørelser, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.

Artikel 61

Oplysningspligt for bemyndigede organer

1.  

Bemyndigede organer oplyser den bemyndigende myndighed om følgende:

a) 

eventuel afvisning, begrænsning, suspendering eller inddragelse af et certifikat

b) 

eventuelle forhold, der påvirker notifikationens anvendelsesområde og vilkår

c) 

eventuelle anmodninger om oplysninger, de har modtaget fra markedsovervågningsmyndigheder vedrørende overensstemmelsesvurderingsaktiviteter

d) 

efter anmodning herom, overensstemmelsesvurderingsaktiviteter udført inden for deres notifikations anvendelsesområde og eventuelle andre udførte aktiviteter, herunder grænseoverskridende aktiviteter og underentreprise.

2.  
Bemyndigede organer skal give andre organer, som er bemyndiget efter denne forordning og udfører de samme overensstemmelsesvurderingsaktiviteter, der dækker den samme produktgruppe, relevante oplysninger om spørgsmål vedrørende negative og, på anmodning, positive overensstemmelsesvurderingsresultater.
3.  
Hvis Kommissionen eller en medlemsstats markedsovervågningsmyndighed indsender en anmodning til et bemyndiget organ, der er etableret på en anden medlemsstats område, angående en overensstemmelsesvurdering, der er udført af det pågældende bemyndigede organ, skal der sendes en kopi af denne anmodning til den bemyndigende myndighed i den pågældende anden medlemsstat. Det pågældende bemyndigede organ skal uden forsinkelse og senest inden for 15 dage svare på denne anmodning. Den bemyndigende myndighed sikrer, at sådanne anmodninger løses af det bemyndigede organ.
4.  

Hvis bemyndigede organer har eller modtager dokumentation om følgende, advarer og deler de denne dokumentation med den relevante markedsovervågningsmyndighed eller bemyndigende myndighed, alt efter hvad der er relevant:

a) 

at et andet bemyndiget organ overholder ikke kravene fastsat i artikel 52 eller sine forpligtelser

b) 

at et produkt, der bringes i omsætning, overholder ikke kravene til miljøvenligt design, som er fastsat i de relevante delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, eller

c) 

at et produkt, som bringes i omsætning, vil som følge af sin fysiske tilstand med al sandsynlighed udgøre en alvorlig risiko.

Artikel 62

Erfaringsudveksling

Kommissionen organiserer erfaringsudvekslingen mellem medlemsstaternes myndigheder, der er ansvarlige for notifikationspolitik.

Artikel 63

Koordinering af bemyndigede organer

1.  
Kommissionen sikrer, at der etableres passende koordinering og samarbejde mellem de bemyndigede organer i henhold til nærværende forordning, og at disse anvendes korrekt i form af en gruppe eller grupper af bemyndigede organer, herunder, hvis relevant, grupper af bemyndigede organer under samme delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 eller i forbindelse med lignende overensstemmelsesvurderingsopgaver.

Bemyndigede organer deltager i alle relevante gruppers arbejde, direkte eller ved hjælp af udpegede repræsentanter.

2.  
Bemyndigede organer skal som generel retningslinje anvende eventuelle relevante dokumenter udarbejdet som følge af arbejdet i de grupper, der er omhandlet i stk. 1.
3.  
Koordineringen og samarbejdet i de i denne artikels stk. 1 omhandlede grupper skal sigte mod at sikre en ensartet anvendelse af denne forordning samt af de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4. I den forbindelse tager disse grupper hensyn til de relevante retningslinjer og henstillinger fra de europæiske standardiseringsorganers kompetente tekniske udvalg.

KAPITEL X

INCITAMENTER

Artikel 64

Medlemsstaternes incitamenter

1.  
Når medlemsstaterne indfører incitamenter for så vidt angår produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, skal disse incitamenter tage sigte på de to højeste klasser af ydeevne med et antal produkter på EU-plan, eller, hvor det er relevant, på produkter med EU-miljømærket.
2.  
Uanset denne artikels stk. 1 finder henholdsvis artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1369 og artikel 11 i forordning (EU) 2020/740 anvendelse, hvis medlemsstaterne indfører incitamenter for energirelaterede produkter eller dæk, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, som også er omfattet af krav til energi- eller brændstofeffektivitetsmærkning.

Artikel 65

Grønne offentlige udbud

1.  
Ordregivende myndigheder og ordregivende enheder tildeler i overensstemmelse med direktiv 2014/24/EU eller 2014/25/EU offentlige kontrakter, der opfylder minimumskravene i henhold til denne artikels stk. 2, til indkøb af varer, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, eller for bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser, hvis disse varer anvendes til aktiviteter, der udgør genstanden for disse kontrakter (»minimumskrav«).
2.  
Minimumskravene fastsættes efter behov for at tilskynde til udbud af og efterspørgsel efter miljømæssigt bæredygtige produkter, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, under hensyntagen til værdien og mængden af offentlige kontrakter, der er tildelt for de relevante produktgrupper, og den økonomiske gennemførlighed for ordregivende myndigheder og ordregivende enheder til at købe mere miljømæssigt bæredygtige produkter, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger.
3.  
Kommissionen tillægges beføjelser til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at fastsætte minimumskravene i form af tekniske specifikationer, tildelingskriterier, betingelser for kontraktens udførelse eller mål.

Minimumskravene fastsættes i forbindelse med produktaspekterne, som behandles i den delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, der finder anvendelse på de pågældende produktgrupper, alt efter hvad der er relevant for disse produktgrupper.

Minimumskravene baseres på de to højeste ydeevneklasser, de højeste scorer eller, hvis de ikke foreligger, på de bedst mulige ydeevneniveauer som fastsat i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, og som finder anvendelse på de pågældende produktgrupper.

Tildelingskriterierne skal, hvor det er relevant, omfatte en minimumsvægtning på mellem 15 % og 30 % i tildelingsprocessen, hvilket medfører, at de kan få en betydelig indvirkning på resultatet af udbudsproceduren, og hvilket fremmer udvælgelsen af de mest miljømæssigt bæredygtige produkter.

▼C2

Målene kræver på årsbasis eller flerårig basis en minimumsprocentdel på 50 % af udbud, der gennemføres af ordregivende myndigheder eller ordregivende enheder eller på aggregeret nationalt plan, af de mest miljømæssigt bæredygtige produkter.

▼B

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

KAPITEL XI

MARKEDSOVERVÅGNING

Artikel 66

Planlagte markedsovervågningsaktiviteter

1.  
Hver medlemsstat skal i den nationale markedsovervågningsstrategi, der er omhandlet i artikel 13 i forordning (EU) 2019/1020, medtage et afsnit om de markedsovervågningsaktiviteter, som er planlagt med henblik på at sikre, at der udføres relevante kontroller, herunder, hvor det er relevant, fysisk kontrol og laboratoriekontrol, i en passende skala i henhold til nærværende forordning og de delegerede retsakter vedtaget i henhold til nærværende forordnings artikel 4.

Det i første afsnit omhandlede afsnit skal som minimum inkludere:

a) 

de produkter eller krav, der er udpeget som prioriteter for markedsovervågning, under hensyntagen til de fælles prioriteter, der er udpeget af den administrative samarbejdsgruppe (»ADCO«), der er nedsat i henhold til artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1020, i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1, litra a), og rapporterne i henhold til artikel 67, stk. 2

b) 

de planlagte markedsovervågningsaktiviteter med henblik på at mindske den manglende overensstemmelse for de produkter eller krav, der er udpeget som prioriteter, herunder arten af kontroller, der skal udføres i den periode, der er omfattet af den nationale markedsovervågningsstrategi, eller bringe uoverensstemmelsen til ophør.

2.  

Prioriteterne for markedsovervågning i henhold til stk. 1, andet afsnit, litra a), identificeres på baggrund af objektive kriterier, herunder:

a) 

graden af manglende overholdelse observeret på det marked, der henhører under markedsovervågningsmyndighedens kompetence

b) 

den manglende overensstemmelses miljøpåvirkning

c) 

hvis det er muligt, antallet af klager modtaget fra slutbrugere eller forbrugerorganisationer eller andre oplysninger modtaget fra erhvervsdrivende eller medier

d) 

antallet af relevante produkter, der er gjort tilgængelige på det marked, der henhører under markedsovervågningsmyndighedens kompetence, og

e) 

antallet af relevante erhvervsdrivende, der er aktive på det marked, der henhører under markedsovervågningsmyndighedens kompetence.

3.  
For produktkategorier, der er udpeget som højrisikokategorier for så vidt angår manglende overensstemmelse, skal den i stk. 1 omhandlede kontrol omfatte, hvor det er relevant, fysisk kontrol og laboratoriekontrol på grundlag af passende stikprøver.

Markedsovervågningsmyndighederne har ret til at tilbagesøge omkostningerne til kontrol af dokumenter og fysiske produkttest fra den ansvarlige erhvervsdrivende i tilfælde af manglende overensstemmelse med delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4.

Artikel 67

Rapportering og benchmarking

1.  
Markedsovervågningsmyndighederne angiver i det informations- og kommunikationssystem, der er omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) 2019/1020, oplysninger om arten og graden af sanktioner, der pålægges i forbindelse med manglende overensstemmelse med nærværende forordning.
2.  
Kommissionen udarbejder hvert fjerde år senest den 30. juni en rapport baseret på de oplysninger, der er angivet af markedsovervågningsmyndighederne i informations- og kommunikationssystemet som omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) 2019/1020.

Rapporten skal indeholde:

a) 

oplysninger om arten og antallet af kontroller, der er udført af markedsovervågningsmyndighederne de fire foregående kalenderår i henhold til artikel 34, stk. 4 og 5, i forordning (EU) 2019/1020

b) 

oplysninger om graden af den konstaterede manglende overensstemmelse samt arten og graden af sanktioner, der er pålagt for de fire foregående kalenderår, for produkter, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4 i nærværende forordning

c) 

en sammenligning af de oplysninger, der er omhandlet i dette stykkes litra a) og b), med de aktiviteter, der er planlagt inden for rammerne af det afsnit om markedsovervågningsaktiviteter, der er udarbejdet i henhold til artikel 66, stk. 1

d) 

vejledende benchmarks for markedsovervågningsmyndighederne, for så vidt angår hyppigheden af kontroller samt arten og graden af pålagte sanktioner

e) 

en liste over prioriteter for markedsovervågningsmyndighederne med hensyn til produkter og krav.

3.  
Kommissionen offentliggør rapporten i henhold til denne artikels stk. 2 i det informations- og kommunikationssystem, der er omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) 2019/1020, og gør den offentlig tilgængelig. Den første af disse rapporter offentliggøres senest den 19. juli 2028.

Artikel 68

Koordinering og støtte af markedsovervågning

1.  
For så vidt angår denne forordning skal ADCO mødes med jævnlige mellemrum og, hvis relevant, på rimelig anmodning fra Kommissionen eller to eller flere deltagende markedsovervågningsmyndigheder.

I forbindelse med udførelsen af sine opgaver som fastsat i artikel 32 i forordning (EU) 2019/1020 skal ADCO støtte gennemførelsen af det afsnit om markedsovervågningsaktiviteter, der er udarbejdet i henhold til artikel 66, stk. 1, og udpege:

a) 

fælles prioriteter for markedsovervågning jf. artikel 66, stk. 1, litra a), baseret på objektive kriterier i henhold til artikel 66, stk. 2

b) 

prioriteter for EU-støtte i henhold til stk. 2

c) 

hvilke krav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, og som anvendes eller fortolkes forskelligt og bør være prioriteter for organiseringen af fælles uddannelsesprogrammer eller vedtagelse af retningslinjer i henhold til nærværende artikels stk. 2.

2.  

På baggrund af de prioriteter, der identificeres af ADCO, skal Kommissionen:

a) 

organisere fælles markedsovervågning og testprojekter på områder af fælles interesse

b) 

organisere fælles investering i markedsovervågningskapacitet, herunder udstyr og IT-udstyr

c) 

organisere fælles uddannelsesprogrammer for personalet hos markedsovervågningsmyndighederne, toldmyndighederne, de bemyndigende myndigheder og de bemyndigede organer, herunder programmer vedrørende korrekt fortolkning og anvendelse af de krav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, samt vedrørende metoder og teknikker, som er relevante for anvendelse eller verificering af overholdelsen af sådanne krav

d) 

udarbejde retningslinjer for anvendelse og håndhævelse af de krav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, herunder fælles praksis og metoder til effektiv markedsovervågning

e) 

om nødvendigt høre interessenter og eksperter.

Unionen finansierer, hvor det er relevant, tiltagene i første afsnit, litra a), b) og c).

3.  
Kommissionen yder teknisk og logistisk støtte for at sikre, at ADCO fuldfører sine opgaver i henhold til nærværende artikel og artikel 32 i forordning (EU) 2019/1020, når sådanne opgaver vedrører nærværende forordning.

KAPITEL XII

BESKYTTELSESPROCEDURER

Artikel 69

Procedure for produkter, der udgør en risiko på nationalt plan

1.  
Hvis markedsovervågningsmyndighederne har tilstrækkelig grund til at antage, at et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, udgør en risiko, skal de foretage en evaluering omfattende alle de krav, der er relevante for risikoen, og som er fastsat i denne forordning eller i den pågældende delegerede retsakt.

Hvis markedsovervågningsmyndighederne i forbindelse med denne evaluering konstaterer, at produktet ikke opfylder kravene i denne forordning eller i den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, skal de straks anmode den pågældende erhvervsdrivende om at træffe passende og forholdsmæssige korrigerende tiltag inden for en rimelig tidsfrist, der fastsættes af markedsovervågningsmyndighederne, og som står i et rimeligt forhold til arten og, hvor det er relevant, graden af den manglende overensstemmelse for at bringe den manglende overensstemmelse til ophør. Dette korrigerende tiltag kan blandt andet omfatte de tiltag, der er angivet i artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2019/1020.

Markedsovervågningsmyndighederne underretter det relevante bemyndigede organ herom.

2.  
Hvis markedsovervågningsmyndighederne konstaterer, at den manglende overensstemmelse med kravene ikke er begrænset til deres nationale område, underretter de Kommissionen og de øvrige medlemsstater om resultaterne af evalueringen og om det korrigerende tiltag, de har pålagt den erhvervsdrivende at træffe.
3.  
Den relevante erhvervsdrivende sikrer, at der træffes alle fornødne korrigerende tiltag over for alle de pågældende produkter, som denne har gjort tilgængelige på markedet i hele Unionen.
4.  
Hvis den pågældende erhvervsdrivende ikke træffer korrigerende tiltag inden for den frist, der er omhandlet i stk. 1, andet afsnit, eller den manglende overensstemmelse varer ved, træffer markedsovervågningsmyndighederne de nødvendige foreløbige foranstaltninger for at forbyde eller begrænse tilgængeliggørelsen af det pågældende produkt på deres nationale marked eller for at trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.

De underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om sådanne foranstaltninger.

▼C2

5.  

De oplysninger, der skal gives til Kommissionen og de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne artikels stk. 4, meddeles via det informations- og kommunikationssystem, der er omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) 2019/1020, og skal indeholde alle tilgængelige oplysninger, særlig hvad angår de nødvendige data til identifikation af det produkt, der ikke opfylder kravene, produktets oprindelse, arten af den påståede manglende overensstemmelse og den pågældende risiko, arten og varigheden af de trufne nationale foranstaltninger samt de synspunkter, som den relevante erhvervsdrivende har fremsat. Markedsovervågningsmyndighederne angiver også, om den manglende overensstemmelse med kravene skyldes enten:

a) 

at produktet ikke opfylder kravene i den relevante delegerede retsakt vedtaget i henhold til nærværende forordnings artikel 4, eller

b) 

mangler ved de harmoniserede standarder eller fælles specifikationer, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 41 og 42, og som danner grundlag for overensstemmelsesformodningen.

▼B

6.  
De øvrige medlemsstater ud over den medlemsstat, der har indledt proceduren, skal straks underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater om alle trufne foranstaltninger og om yderligere oplysninger, som de måtte råde over, om det pågældende produkts manglende overensstemmelse med kravene, og om deres indsigelser, hvis de ikke er indforstået med den meddelte nationale foranstaltning.
7.  
Hvis der ikke inden for tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat, anses foranstaltningen for at være berettiget. Denne midlertidige foranstaltning kan fastsætte en anden periode end tre måneder for at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de pågældende produkter eller krav.
8.  
Medlemsstaterne sikrer, at der straks træffes de fornødne restriktive foranstaltninger over for det pågældende produkt eller den pågældende fabrikant, såsom tilbagetrækning af produktet fra deres marked.

Artikel 70

EU-beskyttelsesprocedure

1.  
Hvis der efter afslutningen af proceduren i artikel 69, stk. 3 og 4, gøres indsigelse mod en medlemsstats nationale foranstaltning, eller hvis Kommissionen finder, at den nationale foranstaltning er i modstrid med EU-retten, skal Kommissionen straks drøfte spørgsmålet med medlemsstaterne og den eller de pågældende erhvervsdrivende og vurdere den nationale foranstaltning. På grundlag af resultaterne af denne evaluering træffer Kommissionen ved hjælp af en gennemførelsesretsakt afgørelse om, hvorvidt den nationale foranstaltning er berettiget eller ej.

Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

Kommissionen retter sin afgørelse til alle medlemsstaterne og meddeler den straks til disse samt til den eller de relevante erhvervsdrivende.

2.  
Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, træffer samtlige medlemsstater de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det produkt, der ikke er i overensstemmelse med kravene, trækkes tilbage fra deres marked, og underretter Kommissionen herom.

Hvis den nationale foranstaltning anses for ikke at være berettiget, trækker den pågældende medlemsstat foranstaltningen tilbage.

3.  
Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, og hvis produktets manglende overensstemmelse med kravene tilskrives mangler ved de harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 41 i denne forordning, anvender Kommissionen proceduren i artikel 11 i forordning (EU) nr. 1025/2012.
4.  
Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, og hvis produktets manglende overensstemmelse med kravene tilskrives mangler ved de fælles specifikationer, der er omhandlet i artikel 42, vedtager Kommissionen straks gennemførelsesretsakter, der ændrer eller ophæver de pågældende fælles specifikationer.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 73, stk. 3.

Artikel 71

Formel manglende overensstemmelse med kravene

1.  

Hvis en medlemsstat konstaterer et af følgende forhold, pålægger den den pågældende erhvervsdrivende at bringe den manglende overensstemmelse til ophør:

a) 

CE-mærkningen er anbragt i strid med artikel 30 i forordning (EF) nr. 765/2008 eller med nærværende forordnings artikel 46

b) 

der er ikke anbragt CE-mærkning

c) 

identifikationsnummeret på det bemyndigede organ er anbragt i strid med artikel 46 eller er ikke anbragt, hvis det er påkrævet

d) 

der er ikke udarbejdet en EU-overensstemmelseserklæring

e) 

EU-overensstemmelseserklæringen er ikke udarbejdet korrekt

f) 

den tekniske dokumentation er ikke tilgængelig, ikke fuldstændig eller indeholder fejl

g) 

de i artikel 27, stk. 6, eller artikel 29, stk. 3, omhandlede oplysninger mangler, er fejlagtige eller ufuldstændige

h) 

andre administrative krav i artikel 27 eller artikel 29 eller i den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 ikke er opfyldt.

2.  
Hvis der fortsat er tale om manglende overensstemmelse som omhandlet i stk. 1, skal den pågældende medlemsstat træffe alle nødvendige foranstaltninger for at begrænse eller forbyde, at produktet gøres tilgængeligt på markedet, eller sikre, at det kaldes tilbage eller trækkes tilbage fra markedet.

KAPITEL XIII

DELEGEREDE BEFØJELSER OG UDVALGSPROCEDURE

Artikel 72

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  
Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2.  
Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 4, artikel 10, stk. 1, andet afsnit, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 4, og artikel 25, stk. 3 og 5, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 18. juli 2024. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femsårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3.  
Den i artikel 4, artikel 10, stk. 1, andet afsnit, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 4, og artikel 25, stk. 3 og 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der præciseres heri. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4.  
Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.
5.  
Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6.  
En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, artikel 10, stk. 1, andet afsnit, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 4, eller artikel 25, stk. 3 eller 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 73

Udvalgsprocedure

1.  
Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2.  
Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
3.  
Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

KAPITEL XIV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 74

Sanktioner

1.  
Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den om senere ændringer, der berører dem.
2.  

Medlemsstaterne sikrer, at der ved de sanktioner, der er fastsat i denne artikel, tages behørigt hensyn til følgende, alt efter hvad der er relevant:

a) 

overtrædelsens karakter, grovhed og varighed

b) 

hvor det er relevant, hvorvidt overtrædelsen blev begået forsætligt eller uagtsomt

c) 

den finansielle situation hos den fysiske eller juridiske person, der holdes ansvarlig

d) 

de økonomiske fordele, som den fysiske eller juridiske person, der holdes ansvarlig, har opnået ved overtrædelsen, for så vidt som de kan fastslås

e) 

den miljømæssige skade, som overtrædelsen har forårsaget

f) 

eventuelle tiltag truffet af den fysiske eller juridiske person, der holdes ansvarlig, for at afbøde eller afhjælpe den forvoldte skade

g) 

overtrædelsens gentagne eller enkeltstående karakter

h) 

enhver anden skærpende eller formildende faktor i lyset af sagens omstændigheder.

3.  

Medlemsstater skal som minimum kunne pålægge følgende sanktioner i tilfælde af overtrædelse af denne forordning:

a) 

bøder

b) 

tidsbegrænset udelukkelse fra at deltage i offentlige udbudsprocedurer.

Artikel 75

Overvågning og evaluering

1.  
Blandt de relevante forberedende dokumenter til ajourføring af arbejdsplanen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, udarbejder Kommissionen en rapport om kravene til miljøvenligt design med henblik på at overvåge forbedringerne af den miljømæssige bæredygtighed og cirkulariteten af de produkter, der er omfattet af denne forordning.
2.  
Senest den 19. juli 2030 og derefter hvert sjette år foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og af dens bidrag til det indre markeds funktion, herunder for så vidt angår genbrugs- og istandsættelsessektoren, de køretøjer, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra h), og de forpligtelser, der er omhandlet i kapitel VI, navnlig undtagelserne for små virksomheder og mikrovirksomheder, og til forbedring af produkters miljømæssige bæredygtighed. Som led i denne evaluering vurderer Kommissionen, om det er muligt at medtage automatisk tilpasning af kravene til miljøvenligt design på grundlag af forbedring af produktets ydeevne i de produkter, der bringes i omsætning. Kommissionen forelægger en rapport om de vigtigste resultater af sin evaluering for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og gør den offentligt tilgængelig.
3.  
Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede rapporter.
4.  
Senest den 19. juli 2028 evaluerer Kommissionen de potentielle fordele ved at medtage krav om social bæredygtighed i denne forordnings anvendelsesområde. Kommissionen forelægger en rapport om de vigtigste resultater af sin evaluering for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og gør den offentligt tilgængelig.
5.  
Hvor det er relevant, ledsager Kommissionen de i stk. 2 og 4 omhandlede rapporter med et lovgivningsmæssigt forslag om ændring af de relevante bestemmelser i denne forordning.

Artikel 76

Forbrugernes klageadgang

I tilfælde af et produkts manglende overensstemmelse med de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, er følgende erhvervsdrivende ansvarlige for den skade, som forbrugeren påføres:

a) 

fabrikanten, eller

b) 

i det tilfælde, at fabrikanten ikke er etableret i Unionen, og uden at dette berører dennes eget ansvar, importøren eller fabrikantens bemyndigede repræsentant, eller

c) 

i det tilfælde, at importøren ikke er etableret i Unionen, eller der ikke findes nogen bemyndiget repræsentant for fabrikanten, udbyderen af distributionstjenester.

Disse erhvervsdrivendes erstatningsansvar berører ikke anvendelsen af andre retsmidler, der er til rådighed for forbrugerne i henhold til EU-retten eller national ret.

▼C1

Artikel 77

Ændring af direktiv (EU) 2020/1828

Punkt 27 i bilag I til direktiv (EU) 2020/1828 affattes således:

»(27) 

Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF (EUT L, 2024/1781, 28.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1781/oj).«

Artikel 78

Ændring af forordning (EU) 2023/1542

I artikel 77 i forordning (EU) 2023/1542 tilføjes følgende stykke:

»10.  
Den erhvervsdrivende, der bringer batteriet i omsætning eller tager det i brug, uploader den entydige identifikator i det register, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 ( *1 ).

▼B

Artikel 79

Ophævelse og overgangsbestemmelser

1.  

Direktiv 2009/125/EF ophæves med virkning fra den 18. juli 2024, med undtagelse af:

a) 

Artikel 1 og 2, artikel 8, stk. 2, artikel 11, 14, 15, 18 og 19 i samt bilag I, II IV, V og VII til direktiv 2009/125/EF i den udgave, der var gældende den 17. juli 2024, som i stedet for artikel 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 19 og 20 i og bilag I, II, III og IV til nærværende forordning fortsat finder anvendelse:

i) 

indtil den 31. december 2026 for så vidt angår solcellepaneler, anlæg til rumopvarmning og anlæg til kombineret rum- og brugsvandsopvarmning, vandvarmere, produkter til lokal rumopvarmning til fast brændsel, klimaanlæg, herunder luft-til-luft-varmepumper og komfortventilatorer, kedler til fast brændsel, ventilationsenheder til luftopvarmning og køleprodukter, støvsugere, apparater til madlavning, vandpumper, industriventilatorer, cirkulationspumper, eksterne strømforsyninger, computere, servere og datalagringsprodukter, effekttransformere, professionelt køleudstyr og billedbehandlingsudstyr

ii) 

indtil den 31. december 2030 for så vidt angår produkter, der er omfattet af gennemførelsesforanstaltninger vedtaget i henhold til artikel 15 i direktiv 2009/125/EF, dog kun i det omfang ændringer er nødvendige for at behandle tekniske spørgsmål vedrørende disse gennemførelsesforanstaltninger,

b) 

Artikel 1, stk. 3, artikel 2, artikel 3, stk. 1, artikel 4, 5 og 8, artikel 9, stk. 3, artikel 10, 14 og 20 i samt bilag IV, V og VI til direktiv 2009/125/EF i versionen gældende den 17. juli 2024, som i stedet for artiklerne 1, 2, 27 og 29, artikel 41, stk. 4, artikel 43, stk. 2, og artikel 44, 45, 46 og 74 i og bilag IV og V til denne forordning fortsat finder anvendelse for så vidt angår produkter, som er omfattet af gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til nævnte direktivs artikel 15, indtil sådanne foranstaltninger ophæves eller erklæres forældede.

Litra b) finder anvendelse, når Kommissionen har vedtaget gennemførelsesforanstaltninger i henhold til artikel 15 i direktiv 2009/125/EF for de produkter, der er omhandlet i litra a), nr. i) og ii).

2.  
Denne forordnings artikel 3, 40 og artikel 66-71 finder anvendelse på de produkter, der reguleres af gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 2009/125/EF.
3.  
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag VIII.
4.  
For produkter, der er bragt i omsætning eller taget i brug i overensstemmelse med direktiv 2009/125/EF inden datoen for anvendelsen af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til denne forordnings artikel 4, og som dækker de samme produkter, stiller fabrikanten i en periode på ti år fra den dato, hvor det sidste af de pågældende produkter blev fremstillet, en elektronisk udgave af dokumentationen vedrørende overensstemmelsesvurderingen og overensstemmelseserklæringen til rådighed for inspektion senest ti dage efter modtagelsen af en anmodning fra markedsovervågningsmyndighederne eller Kommissionen.

Artikel 80

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i enhver medlemsstat.




BILAG I

Produktparametre

Følgende parametre anvendes, hvor det er relevant, og om nødvendigt suppleret med andre parametre, enkeltvis eller i kombination, som grundlag for at forbedre produktaspekterne:

a) 

produktets eller dets komponenters holdbarhed og pålidelighed udtrykt gennem produktets garanterede levetid, tekniske levetid, middeltid mellem svigt, angivelse af oplysninger om den faktiske anvendelse af produktet, modstandsdygtighed over for spændinger eller ældningsmekanismer

b) 

mulighed for reparation og vedligeholdelse som udtrykt ved: reservedelenes karakteristika, tilgængelighed, leveringstid og prisoverkommelighed, modularitet, kompatibilitet med almindeligt tilgængelige værktøjer og reservedele, adgang til reparations- og vedligeholdelsesinstruktioner, antal anvendte materialer og komponenter, brug af standardkomponenter, brug af komponent- og materialekodningsstandarder til identifikation af komponenter og materialer, antal og kompleksitet af processer, og hvorvidt der er behov for specialværktøjer, nem ikkedestruktiv demontering og genmontering, betingelser for adgang til produktdata, betingelser for adgang til eller brug af nødvendig hardware og software

c) 

hvor let det er at opgradere, genbruge, genfremstille og istandsætte, hvilket kommer til udtryk ved antal anvendte materialer og komponenter, brug af standardkomponenter, brug af komponent- og materialekodningsstandarder til identifikation af komponenter og materialer, antal og kompleksitet af de nødvendige processer og værktøjer, nem ikkedestruktiv demontering og genmontering, betingelser for adgang til produktdata, betingelser for adgang til eller brug af hardware og software, betingelser for adgang til testprotokoller eller ikke almindeligt tilgængeligt testudstyr, adgang til specifikke garantier for genfremstillede eller istandsatte produkter, betingelser for adgang til eller anvendelse af teknologier, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder, modularitet

d) 

udformning med henblik på genanvendelse, genanvendelsens lethed og kvalitet udtrykt ved anvendelse af let genanvendelige materialer, sikker, nem og ikkedestruktiv adgang til genanvendelige komponenter og materialer eller komponenter og materialer, der indeholder farlige stoffer og materialesammensætning og -homogenitet, mulighed for sortering med høj renhed, antal anvendte materialer og komponenter, brug af standardkomponenter, brug af komponent- og materialekodningsstandarder til identifikation af komponenter og materialer, antal og kompleksitet af de nødvendige processer og værktøjer, nem ikkedestruktiv demontering og genmontering, betingelser for adgang til produktdata, betingelser for adgang til eller brug af nødvendig hardware og software

e) 

undgåelse af tekniske løsninger, der er skadelige for genbrug, opgradering, reparation, vedligeholdelse, istandsættelse, genfremstilling og genanvendelse af produkter og komponenter

f) 

anvendelse af stoffer, og navnlig anvendelse af problematiske stoffer, som sådan, som bestanddele af stoffer eller i blandinger under fremstillingen af produkter, eller som fører til deres tilstedeværelse i produkter, herunder når disse produkter bliver til affald, samt deres indvirkning på menneskers sundhed og miljøet

g) 

brug eller forbrug af energi, vand og andre ressourcer i en eller flere livscyklusfaser af produktet, herunder virkningen af fysiske faktorer eller software- og firmwareopdateringer på produkteffektiviteten, herunder indvirkningen på skovrydning

h) 

anvendelse eller indhold af genanvendte materialer og nyttiggørelse af materialer, herunder råstoffer af kritisk betydning

i) 

anvendelse eller indhold af bæredygtige fornybare materialer

j) 

produktets og dets emballages vægt og volumen samt forholdet mellem produkt og emballage

k) 

anvendelse af brugte komponenter

l) 

mængde, karakteristika og tilgængelighed af hjælpematerialer, der er nødvendige for korrekt anvendelse og vedligeholdelse udtrykt i bl.a. udbytte, teknisk levetid, evne til genbrug, reparation og genfremstilling, masseressourceeffektivitet, og interoperabilitet

m) 

produktets miljøaftryk udtrykt som en kvantificering i overensstemmelse med den gældende delegerede retsakt af et produkts miljøpåvirkninger i hele dets livscyklus, enten i forhold til en eller flere miljøpåvirkningskategorier eller et samlet sæt påvirkningskategorier

n) 

produktets CO2-aftryk

o) 

produktets materialeaftryk

p) 

frigivelse af mikroplast og nanoplast som udtrykt gennem frigivelsen i de relevante faser af produktets livscyklus, herunder fremstilling, transport, slutanvendelse og bortskaffelse

q) 

emissioner til luft, vand eller jord, der frigives i et eller flere af produktets livscyklusstadier som udtrykt i emissionsmængder og -art, herunder støj

r) 

mængden af genereret affald, herunder plastaffald og emballageaffald, og hvor let det kan genbruges, og mængden af farligt affald, der genereres

s) 

funktionel ydeevne og betingelser for anvendelse, herunder som udtrykt via evne til at udføre den tilsigtede brug, forsigtighedsregler, påkrævede færdigheder og kompatibilitet med andre produkter eller systemer

t) 

letvægtsdesign udtrykt ved reduktion af materialeforbrug, belastnings- og stressoptimering af strukturer, integration af funktioner i materialet eller i en enkelt produktkomponent, anvendelse af materialer med lavere massefylde eller høj styrke og hybride materialer med hensyn til materialebesparelser, genanvendelse og andre cirkularitetsaspekter samt affaldsreduktion.




BILAG II

Procedure for fastlæggelse af ydeevnekrav

De produktspecifikke eller horisontale ydeevnekrav fastsættes som følger:

En teknisk, miljømæssig og økonomisk analyse skal udvælge en række repræsentative modeller af de(t) pågældende produkt(er) på markedet og identificere de tekniske muligheder for at forbedre produktets ydeevne i forhold til de produktparametre, der er omhandlet i bilag I, under hensyntagen til løsningernes økonomiske levedygtighed og undgåelse af enhver væsentlig stigning i andre miljøpåvirkninger over hele livscyklussen og betydeligt tab af ydeevne eller nytteværdi for forbrugerne.

Den analyse, der er omhandlet i første afsnit, skal for den pågældende parameter også kortlægge de produkter og teknologier med de bedste resultater, der er tilgængelige på markedet, samt nye teknologiske forbedringer.

Præstationerne for produkter, der er tilgængelige på internationale markeder, og benchmarks, der er fastsat i andre landes ret, skal tages i betragtning ved den analyse, der er omhandlet i første afsnit, og ved fastsættelsen af krav.

På grundlag af den i første afsnit omhandlede analyse og under hensyntagen til den økonomiske og tekniske gennemførlighed, herunder tilgængeligheden af centrale ressourcer og teknologier, samt potentialet for forbedringer, niveauer eller ikkekvantitative krav skal der fastlægges niveauer eller ikkekvantitative krav.

Enhver koncentrationsgrænse for stoffer som omhandlet i bilag I, litra f), baseres på en grundig analyse af stoffernes bæredygtighed og deres identificerede alternativer og må ikke have betydelige negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet. Alle ydeevnekrav vedrørende stoffer som omhandlet i bilag I, litra f), skal tage hensyn til eksisterende kemiske sikkerhedsvurderinger foretaget af de relevante EU-organer for de pågældende stoffer samt sikre og bæredygtige kriterier for design af kemikalier og materialer, der er udviklet af Kommissionen. De foreslåede koncentrationsgrænser skal også tage hensyn til aspekter, der kan håndhæves, såsom analytiske detektionsgrænser.

Hvor det er relevant, skal den analyse, der er omhandlet i første afsnit, tage hensyn til klimaændringernes sandsynlige indvirkning på produktet i dets forventede levetid og produktets potentiale til at forbedre modstandsdygtigheden over for klimaændringer i hele dets livscyklus.

Der skal foretages en følsomhedsanalyse, der omfatter de relevante faktorer, såsom prisen på energi eller andre ressourcer, omkostningerne ved råmaterialer og nødvendige teknologier, produktionsomkostninger, diskonteringssatser og, hvor det er relevant, eksterne miljøomkostninger, herunder undgåede drivhusgasemissioner.

I forbindelse med den analyse, der er omhandlet i første afsnit, skal der tages hensyn til relevante oplysninger, der er tilgængelige inden for rammerne af andre EU-aktiviteter, herunder andre eksisterende sektorspecifikke køreplaner som omhandlet i forordning (EU) 2021/1119, og de skal omfatte tekniske oplysninger, der anvendes som grundlag for eller er afledt af forordning (EF) nr. 66/2010, direktiv 2010/75/EU, de tekniske screeningkriterier vedtaget i henhold til forordning (EU) 2020/852 og EU-kriterierne for grønne offentlige udbud.

Dette gælder også for oplysninger fra eksisterende programmer, der anvendes i andre dele af verden med henblik på at fastsætte specifikke krav til miljøvenligt design for produkter, der handles med Unionens økonomiske partnere.




BILAG III

Digitalt produktpas

(jf. artikel 9-12)

Kravene vedrørende det digitale produktpas, der er fastsat i de delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 4, skal specificere, hvilke data der skal eller kan indgå i det digitale produktpas blandt følgende elementer:

a) 

oplysninger, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 2, litra b), og artikel 7, stk. 5, eller anden EU-ret, der finder anvendelse på den relevante produktgruppe

b) 

den entydige produktidentifikator på det niveau, der er angivet i den gældende delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4

c) 

Global Trade Identification Number, jf. Den Internationale Standardiseringsorganisations/Den Internationale Elektrotekniske Kommissions standard ISO/IEC 15459-6 eller tilsvarende for produkter eller dele deraf

d) 

relevante varekoder såsom en Taric-kode som defineret i forordning (EØF) nr. 2658/87

e) 

overensstemmelsesdokumentation og oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning eller anden EU-ret, der finder anvendelse på produktet, såsom overensstemmelseserklæringen, den tekniske dokumentation eller overensstemmelsesattester

f) 

brugervejledninger, brugsanvisninger, advarsler eller sikkerhedsoplysninger som krævet i anden EU-ret, der gælder for produktet

g) 

oplysninger vedrørende fabrikanten, såsom dennes entydige operatøridentifikator og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 27, stk. 7

h) 

entydige operatøridentifikatorer ud over fabrikantens

i) 

entydige anlægsidentifikatorer

j) 

oplysninger vedrørende importøren, herunder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 29, stk. 3, og dennes EORI-nummer (økonomiske operatørers registrerings- og identifikationsnummer)

k) 

navn, kontaktoplysninger og entydig operatøridentifikator for den erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, og som er ansvarlig for at udføre de opgaver, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EU) 2019/1020 eller artikel 15 i forordning (EU) 2023/988, eller lignende opgaver i henhold til anden EU-ret, der finder anvendelse på produktet

l) 

henvisningen til tjenesteudbyder af det digitale produktpas, der hoster backupkopien af det digitale produktpas.

Databæreren, den entydige produktidentifikator, der er omhandlet i litra b), de entydige operatøridentifikatorer, der er omhandlet i litra g), h) og k), og de entydige anlægsidentifikatorer, der er omhandlet i litra i), skal, hvor det er relevant for de pågældende produkter, overholde standarderne ISO/IEC 15459-1:2014, ISO/IEC 15459-2:2015, ISO/IEC 15459-3:2014, ISO/IEC 15459-4:2014, ISO/IEC 15459-5:2014 og ISO/IEC 15459-6:2014.

De delegerede retsakter, der vedtages i henhold til artikel 4, skal identificere oplysninger, der er relevante for krav til miljøvenligt design, som fabrikanterne kan medtage i det digitale produktpas ud over de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 9, stk. 2, litra a), herunder oplysninger om specifikke frivillige energimærker, der gælder for produktet. Dette omfatter bl.a., om produktet er blevet tildelt et EU-miljømærke i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 66/2010.




BILAG IV

Intern produktionskontrol

(Modul A)

1.

Intern produktionskontrol er den procedure for overensstemmelsesvurdering, hvor fabrikanten opfylder de i punkt 2, 3 og 4 omhandlede forpligtelser og på eget ansvar sikrer og erklærer, at produktet opfylder kravene i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4.

2.

Teknisk dokumentation

Fabrikanten udarbejder den tekniske dokumentation. Dokumentationen skal gøre det muligt at vurdere produktets overensstemmelse med kravene i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4. Den tekniske dokumentation skal specificere en beskrivelse af de relevante krav og i det omfang det er relevant for vurderingen, af produktets konstruktion, fremstilling og brug. Den tekniske dokumentation skal, hvor det er relevant, mindst indeholde følgende elementer:

— 
en generel beskrivelse af produktet og dets påtænkte anvendelse
— 
konstruktions- og produktionstegninger og oversigter over komponenter, delmontager, kredsløb osv.
— 
de nødvendige beskrivelser og forklaringer til forståelse af ovennævnte tegninger og oversigter samt af produktets funktion
— 
en liste over de harmoniserede standarder, fælles specifikationer eller andre relevante tekniske specifikationer, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og som er anvendt helt eller delvis, samt beskrivelser af de løsninger, der er valgt for at opfylde kravene, når disse harmoniserede standarder ikke er blevet anvendt. I tilfælde af delvis anvendelse af harmoniserede standarder skal den tekniske dokumentation specificere, hvilke dele der er anvendt
— 
resultater af udførte projekteringsberegninger, gennemførte undersøgelser osv.
— 
resultaterne af de målinger, der er foretaget i forbindelse med kravene til miljøvenligt design, herunder nærmere oplysninger om disse målingers overensstemmelse med de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4
— 
prøvningsrapporter, og
— 
en kopi af de oplysninger, der er givet i overensstemmelse med oplysningskravene i henhold til artikel 7.

3.

Fremstilling

Fabrikanten træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at det ved fremstillingsprocessen og overvågningen af den sikres, at produktet er i overensstemmelse med den tekniske dokumentation, der er omhandlet i punkt 2, og med kravene i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4.

4.

CE-mærkning og EU-overensstemmelseserklæring

Fabrikanten anbringer den krævede overensstemmelsesmærkning på hvert enkelt produkt, som opfylder kravene i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4.

Fabrikanten udarbejder en skriftlig overensstemmelseserklæring for hver produktmodel i overensstemmelse med artikel 44 og opbevarer den sammen med den tekniske dokumentation, så den i ti år efter, at produktet er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder. Det skal af overensstemmelseserklæringen fremgå, hvilket produkt den vedrører.

Et eksemplar af overensstemmelseserklæringen stilles efter anmodning til rådighed for de relevante myndigheder.

5.

Bemyndiget repræsentant

Fabrikantens forpligtelser i henhold til punkt 4 kan opfyldes af den bemyndigede repræsentant på dennes vegne og ansvar, såfremt forpligtelserne er specificeret i fuldmagten.




BILAG V

EU-overensstemmelseserklæring

(jf. artikel 44)

1. Nr … (entydig identifikation af produktet)

2. Navn og adresse på fabrikanten og i givet fald fabrikantens bemyndigede repræsentant

3. Denne EU-overensstemmelseserklæring udstedes på fabrikantens ansvar

4. Erklæringens genstand (beskrivelse af produktet, der er tilstrækkelig til, at det kan identificeres entydigt, og som gør det muligt at spore det. Den kan, hvis det er nødvendigt for identifikationen af produktet, omfatte et billede)

5. Genstanden for den i punkt 4 omhandlede erklæring er i overensstemmelse med denne forordning, den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4 og, hvor det er relevant, anden EU-harmoniseringslovgivning

6. Henvisninger til de relevante harmoniserede standarder eller til de anvendte fælles specifikationer eller henvisninger til andre tekniske specifikationer, som der erklæres overensstemmelse med

7. Hvor det er relevant, det bemyndigede organ … (navn, nummer) har foretaget … (beskrivelse af aktiviteten) og udstedt attesten eller afgørelsen om godkendelse … (nummer)

8. Hvor det er relevant, en henvisning til anden EU-ret om anbringelse af det CE-mærke, der er anbragt

9. Identifikation af den person, der er bemyndiget til at forpligte fabrikanten eller fabrikantens repræsentant, samt vedkommendes underskrift

10. Supplerende oplysninger:

Underskrevet for og på vegne af:

(sted og dato):

(navn, stilling) (underskrift):




BILAG VI

Kriterier for selvreguleringsforanstaltninger

(jf. artikel 21)

Følgende ikkeudtømmende liste over kriterier anvendes til at vurdere selvreguleringsforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 21:

1. 

Fri deltagelse

Selvreguleringsforanstaltninger skal være åbne for deltagelse af alle erhvervsdrivende, der bringer et produkt, der er omfattet af selvreguleringsforanstaltningen, i omsætning, herunder SMV'er og tredjelandsoperatører, både i forberedelses- og gennemførelsesfasen. Erhvervsdrivende, der agter at indføre en selvreguleringsforanstaltning, bør offentliggøre en meddelelse om, at de agter at gøre det, inden processen med at udvikle foranstaltningen påbegyndes.

2. 

Bæredygtighed og merværdi

Selvreguleringsforanstaltninger skal være i overensstemmelse med de politiske mål i denne forordning og skal være i overensstemmelse med de økonomiske og sociale dimensioner af bæredygtig udvikling. Selvreguleringsforanstaltninger skal have en integreret tilgang til beskyttelse af miljøet, forbrugernes interesser, sundhed, livskvalitet og økonomiske interesser.

3. 

Repræsentativitet

Industrien og dens tilknyttede sammenslutninger, der deltager i en selvreguleringsforanstaltning, skal repræsentere et stort flertal af den relevante økonomiske sektor i overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, første afsnit, litra b). Det skal sikres, at Unionens konkurrenceret overholdes, navnlig artikel 101 i TEUF vedrørende konkurrencebegrænsende aftaler.

4. 

Kvantitetsbestemte mål og indfasningsmål

De mål, som underskriverne har fastlagt i deres selvreguleringsforanstaltninger, skal fastsættes i klare, kvantificerbare og utvetydige vendinger med udgangspunkt i et veldefineret udgangspunkt. Hvis selvreguleringsforanstaltningen dækker en lang periode, skal der medtages midlertidige mål. Det skal være muligt at overvåge overholdelsen af målsætninger og delmål på en økonomisk overkommelig og troværdig måde ved hjælp af klare og pålidelige indikatorer.

5. 

Civilsamfundets inddragelse

For at sikre gennemsigtighed bør selvreguleringsforanstaltninger offentliggøres, herunder online på et offentligt og frit tilgængeligt websted og via andre elektroniske midler til udbredelse af oplysninger.

Interessenter, herunder medlemsstater, industrien, miljø-NGO'er og forbrugerorganisationer, skal opfordres til at fremsætte bemærkninger til en selvreguleringsforanstaltning.

6. 

Kontrol og rapportering

En uafhængig inspektør skal udvælges og udpeges for at overvåge underskrivernes overholdelse af selvreguleringsforanstaltningen. Selvreguleringsforanstaltningen skal give den uafhængige inspektør beføjelse til at kontrollere overholdelsen af dens krav. Selvreguleringsforanstaltningen skal også fastlægge proceduren for udvælgelse af den uafhængige inspektør og reglerne for at sikre, at inspektøren ikke har nogen interessekonflikter og har de nødvendige færdigheder til at kontrollere overholdelsen af dens krav.

Hvert år skal hver underskriver indberette alle de oplysninger og data, der er nødvendige for, at den uafhængige inspektør på pålidelig vis kan kontrollere underskriverens overholdelse af selvreguleringsforanstaltningen.

Den uafhængige inspektør skal udarbejde en overensstemmelsesrapport ved udgangen af hver etårig rapporteringsperiode.

Hvis en underskriver ikke opfylder kravene i selvreguleringsforanstaltningen, skal vedkommende træffe korrigerende tiltag. Den uafhængige inspektør skal underrette de øvrige underskrivere, der deltager i selvreguleringsforanstaltningen, om en underskrivers manglende overholdelse og om det korrigerende tiltag, som underskriveren agter at træffe.

Den uafhængige inspektør bør tage hensyn til resultaterne af en eventuel markedsovervågningsaktivitet udført af en markedsovervågningsmyndighed, i forbindelse med hvilken der er konstateret manglende overensstemmelse med selvreguleringsforanstaltningskravene, navnlig i overensstemmelsesrapporten, og der skal træffes korrigerende tiltag.

7. 

Omkostningseffektivitet i forbindelse med forvaltning af en selvreguleringsforanstaltning

Omkostningerne ved at administrere selvreguleringsforanstaltningen, navnlig med hensyn til overvågning, må ikke føre til en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde i forhold til dens mål og andre tilgængelige politiske instrumenter.




BILAG VII

Forbrugerprodukter, som det er forbudt for erhvervsdrivende at destruere

Varekoderne og beskrivelserne er taget fra den kombinerede nomenklatur som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2658/87, og som fastsat i bilag I dertil, i den version, der var gældende den 28. juni 2024.



Varekode

Beskrivelse

1.  Beklædningsgenstande og tilbehør til beklædningsgenstande

4203

Beklædningsgenstande og tilbehør dertil, af læder eller kunstlæder

61

Beklædningsgenstande og tilbehør til beklædningsgenstande, af trikotage

62

Beklædningsgenstande og tilbehør til beklædningsgenstande, undtagen varer af trikotage

6504

Hatte og anden hovedbeklædning, flettede eller fremstillet af bånd eller strimler, uanset materialets art, også forede eller garnerede

6505

Hatte og anden hovedbeklædning, af trikotage eller konfektioneret af blonder, kniplinger, filt eller andet tekstilstof (men ikke i strimler), også forede eller garnerede; hårnet, uanset materialets art, også forede eller garnerede

2.  Fodtøj

6401

Vandtæt fodtøj med ydersål og overdel af gummi eller plast, hvor overdelen ikke er fastgjort til sålen ved syning, nitning, sømning, skruning, stiftning eller lignende

6402

Andet fodtøj med ydersål og overdel af gummi eller plast

6403

Fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af læder

6404

Fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af tekstilmaterialer

6405

Andet fodtøj




BILAG VIII

Sammenligningstabel



Direktiv 2009/125/EF

Denne forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 29

Artikel 5

Artikel 44, 45 og 46

Artikel 6

Artikel 3

Artikel 7

Artikel 69, 70 og 71

Artikel 8

Artikel 27 og 43

Artikel 9

Artikel 41

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 38

Artikel 12

Artikel 68

Artikel 13

Artikel 22

Artikel 14

Artikel 7

Artikel 15

Artikel 4 og 5

Artikel 16

Artikel 18

Artikel 17

Artikel 21

Artikel 18

Artikel 19

Artikel 24

Artikel 28

Artikel 30-40

Artikel 42

Artikel 47-67

Artikel 72

Artikel 19

Artikel 73

Artikel 20

Artikel 74

Artikel 21

Artikel 75

Artikel 22

Artikel 23

Artikel 24

Artikel 79

Artikel 25

Artikel 80

Artikel 26

Bilag I

Artikel 5 og 7, bilag I

Bilag II

Bilag II

Bilag III

Bilag III

Bilag IV

Bilag IV

Bilag V

Bilag VI

Bilag V

Bilag VII

Artikel 8

Bilag VIII

Bilag VI

Bilag IX

Bilag X

Bilag VIII



( ) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).

( ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1807 af 14. november 2018 om en ramme for fri udveksling af andre data end personoplysninger i Den Europæiske Union (EUT L 303 af 28.11.2018, s. 59).

( ) Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

( ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier og udtjente batterier, om ændring af direktiv 2008/98/EF og forordning (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2006/66/EF (EUT L 191 af 28.7.2023, s. 1).

( ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 af 10. maj 2023 om produktsikkerhed i almindelighed, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF og Rådets direktiv 87/357/EØF (EUT L 135 af 23.5.2023, s. 1).

( *1 ) Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF (EUT L, 2024/1781, 28.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1781/oj).«