02021D0509 — DA — 26.06.2023 — 002.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2021/509

af 22. marts 2021

om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528

(EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/577 af 13. marts 2023

  L 75

23

14.3.2023

►M2

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/994 af 22. maj 2023

  L 135

120

23.5.2023

►M3

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/1304 af 26. juni 2023

  L 161

66

27.6.2023




▼B

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2021/509

af 22. marts 2021

om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528



AFSNIT I

OPRETTELSE OG STRUKTUR



KAPITEL 1

Oprettelse, anvendelsesområde, definitioner og mål

Artikel 1

Oprettelse og anvendelsesområde

1.  
Der oprettes hermed en europæisk fredsfacilitet (»faciliteten«) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) med henblik på at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), såfremt aktionsudgifterne til disse aktioner ikke afholdes over Unionens budget, jf. artikel 41, stk. 2, i TEU.
2.  

Faciliteten anvendes til finansiering af

a) 

de fælles udgifter til Unionens operationer i henhold til artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2, i TEU, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, og som derfor i henhold til artikel 41, stk. 2, i TEU, ikke kan afholdes over Unionens budget

b) 

bistandsforanstaltninger, der består af EU-aktioner i henhold til artikel 28 i TEU, hvis Rådet i henhold til artikel 41, stk. 2, i TEU med enstemmighed træffer afgørelse om, at de dermed forbundne aktionsudgifter, skal afholdes af medlemsstaterne.

Som bistandsforanstaltninger i henhold til litra b) anses:

i) 

aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender

ii) 

støtte til militære aspekter af fredsstøttende operationer, der ledes af en regional eller international organisation eller af tredjelande.

3.  
Ved denne afgørelse fastlægges ligeledes en ramme for vedtagelse og gennemførelse af de i stk. 2, litra b), omhandlede bistandsforanstaltninger, som skal bygge på de principper og mål, der er fastsat i artikel 56, og følge de strategiske prioriteter og retningslinjer, der er omhandlet i artikel 9.

▼M3

Artikel 2

1.  
Det finansielle loft for gennemførelsen af faciliteten i perioden 2021-2027 er på 12 040 000 000  EUR i løbende priser.
2.  
Fordelingen af det finansielle loft pr. år er som fastsat i bilag I.
3.  
Det finansielle loft anvendes på en måde, der bevarer facilitetens globale geografiske anvendelsesområde og Unionens evne til at forebygge og reagere hurtigt på kriser og konflikter, primært, men ikke udelukkende, på områder med de mest presserende og kritiske sikkerhedstrusler for Unionen, og på en måde, der i henhold til artikel 9, stk. 1, følger de strategiske prioriteter, som Det Europæiske Råd og Rådet har fastsat. Det facilitetsudvalg der er omhandlet i artikel 11, træffer afgørelse om anvendelsen af det finansielle loft ved at fastsætte de samlede beløb til bistandsforanstaltninger og de samlede beløb til operationer, der finansieres under faciliteten, for at sikre dens finansielle bæredygtighed. Facilitetsudvalget reviderer disse samlede beløb, hvor det er nødvendigt, i overensstemmelse med Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités (PSC's) strategiske retningslinjer i henhold til artikel 9, stk. 2.

▼B

Artikel 3

Rets- og handleevne samt fritagelse for indirekte skatter og told

1.  
Faciliteten har rets- og handleevne, navnlig til at indehave bankkonti, erhverve, besidde eller afhænde aktiver, forsyninger og tjenester, ansætte personale, indgå kontrakter, aftaler og administrative ordninger, indfri sine forpligtelser samt optræde som part i retssager som påkrævet for at gennemføre denne afgørelse. Faciliteten må ikke have til formål eller følge, at der opnås en fortjeneste.
2.  
I henhold til artikel 3, stk. 2, i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter skal medlemsstaterne, hver gang det er muligt, træffe egnede forholdsregler med henblik på fritagelse, eftergivelse eller tilbagebetaling af indirekte skatter og afgifter, der indgår i prisen for fast ejendom eller løsøre, når faciliteten til tjenestebrug foretager større indkøb, hvis pris omfatter skatter og afgifter af denne art. Anvendelsen af sådanne bestemmelser må dog ikke fordreje konkurrencevilkårene inden for Unionen. I overensstemmelse med nævnte protokols artikel 4, stk. 1, er facilitetens indførsel af varer til Unionen desuden fritaget for al told.

Artikel 4

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

a) 

»operation«: en EU-operation eller -mission, der iværksættes inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) i overensstemmelse med artikel 42 i TEU, og som har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, herunder tilfælde, hvor gennemførelsen af en opgave overdrages til en gruppe af medlemsstater i overensstemmelse med artikel 44 i TEU

b) 

»øverstbefalende for en operation«: den øverstbefalende for en EU-operation som defineret i EU Concept for Military Command and Control, herunder, hvis det er relevant, direktøren for Den Militære Planlægnings- og Gennemførelseskapabilitet

c) 

»bistandsforanstaltning«: en EU-aktion som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra b); den bistand, der skal ydes, kan bestå i finansiel, teknisk eller materiel støtte; en sådan aktion kan tage form af en specifik foranstaltning eller et generelt støtteprogram med et bestemt geografisk eller tematisk fokus

d) 

»bidragydende medlemsstater«: de medlemsstater, der bidrager til finansieringen af en operation eller bistandsforanstaltning, der skal finansieres under faciliteten

e) 

»gennemførelsesaktør«: en aktør, som er overdraget gennemførelsen af en bistandsforanstaltning eller dele heraf, og som med henblik herpå indgår en kontrakt med faciliteten

f) 

»modtager«: et tredjeland eller regional eller international organisation, hvortil der ydes støtte gennem en bistandsforanstaltning.

▼M1

g) 

»øvelse«: Unionens militære FSFP-øvelse eller den militære komponent af en civil FSFP-øvelse, der gennemføres i overensstemmelse med Den Europæiske Unions øvelsespolitik inden for rammerne af FUSP.

▼B

Artikel 5

Deltagelse i afgørelser om og bidrag til finansiering af operationer og bistandsforanstaltninger

1.  
Med forbehold af stk. 2, 3 og 4 deltager medlemsstaterne i afgørelser om og bidrager til finansieringen af operationer og bistandsforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten i overensstemmelse med denne afgørelses bestemmelser.
2.  
I overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, andet afsnit, i TEU, er en medlemsstat, der har afholdt sig fra at stemme om en rådsafgørelse om en operation og har afgivet en formel erklæring i henhold til artikel 31, stk. 1, andet afsnit, i TEU, ikke forpligtet til at bidrage til finansieringen af den pågældende operation.
3.  
I tilfælde, hvor en medlemsstat har afholdt sig fra at stemme i forbindelse med en afstemning og har afgivet en formel erklæring i henhold til artikel 31, stk. 1, andet afsnit, i TEU vedrørende en bistandsforanstaltning, der giver mulighed for levering af dødbringende militært udstyr eller dødbringende militære platforme, bidrager den pågældende medlemsstat ikke til udgifterne til denne bistandsforanstaltning. I så fald yder den pågældende medlemsstat et supplerende bidrag til andre bistandsforanstaltninger end dem, der vedrører levering af sådant udstyr eller sådanne platforme.

▼M2 —————

▼B

5.  
De bidragydende medlemsstater deltager i det i artikel 11 omhandlede facilitetsudvalgs afgørelser vedrørende denne operation eller bistandsforanstaltning.

Artikel 6

Initiativ vedrørende operationer og bistandsforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten

Afgørelser om iværksættelse af operationer og bistandsforanstaltninger, der finansieres under faciliteten, vedtages på grundlag af forslag eller initiativer, der forelægges i overensstemmelse med henholdsvis artikel 42, stk. 4, eller artikel 30, stk. 1, i TEU.

Artikel 7

Retsgrundlag for finansiering af EU-operationer og bistandsforanstaltninger under faciliteten

1.  
Finansieringen af operationer eller bistandsforanstaltninger under faciliteten kræver forudgående vedtagelse af en basisretsakt i form af en afgørelse, der vedtages af Rådet, om iværksættelse af operationen i henhold til artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2, i TEU, eller af bistandsforanstaltningen i henhold til artikel 28 i TEU. Som en undtagelse herfra kræves en basisretsakt ikke til finansiering af fælles udgifter under den forberedende fase af en operation eller af de nødvendige udgifter til afvikling af en operation som omhandlet i denne afgørelses artikel 44, stk. 1 henholdsvis 3. En basisretsakt kræves heller ikke, når Rådet har givet tilladelse til finansiering af foranstaltninger til forberedelse af en bistandsforanstaltning eller af hasteforanstaltninger, før der foreligger en afgørelse om en bistandsforanstaltning, jf. denne afgørelses artikel 57, stk. 2, henholdsvis artikel 58.
2.  
De basisretsakter, der er omhandlet i stk. 1, skal fastlægge målene og anvendelsesområdet for og, varigheden og betingelserne for gennemførelsen af den pågældende operation eller bistandsforanstaltning og anføre referencebeløbet for de finansielle ressourcer, der skal finansieres under faciliteten.

Artikel 8

Sammenhæng i EU-aktioner

1.  
Rådet og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) påser i overensstemmelse med artikel 26, stk. 2, i TEU, at der er sammenhæng mellem aktioner, der finansieres under faciliteten, og andre aktioner på FUSP-området. Rådet og Kommissionen, der bistås af den højtstående repræsentant, sikrer, jf. artikel 21, stk. 3, i TEU, at der er sammenhæng mellem aktioner, der finansieres under faciliteten, og foranstaltninger inden for rammerne af instrumenter på andre områder af Unionens optræden udadtil samt dens øvrige politikker, og samarbejder i den henseende.
2.  
Uden at det berører ordningerne for den økonomiske forvaltning af faciliteten som fastsat i denne afgørelses kapitel 2, bidrager den højtstående repræsentant, jf. artikel 18, stk. 4, og artikel 27, stk. 1, i TEU, til at sikre sammenhæng i og den nødvendige koordinering af gennemførelsen af denne afgørelse.
3.  
Administratorer og andre aktører med ansvar for at forvalte finansieringen af operationer og bistandsforanstaltninger under faciliteten samarbejder og koordinerer indbyrdes med henblik på at sikre, at faciliteten fungerer effektivt.

Artikel 9

Strategiske prioriteter og retningslinjer

1.  
Operationer og bistandsforanstaltninger følger de strategiske prioriteter, som Det Europæiske Råd og Rådet har fastlagt, herunder i deres relevante konklusioner, for EU-aktioner under FUSP.
2.  
Inden for rammerne af de i denne artikels stk. 1 omhandlede strategiske prioriteter udstikker PSC strategiske retningslinjer for operationer og bistandsforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten, med henblik på at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed. Med henblik herpå afholder den en debat to gange om året. Med hensyn til bistandsforanstaltninger baserer PSC sig på de mål og principper, der er fastsat i artikel 56, og tager behørigt hensyn til den højtstående repræsentants rapporter, jf. artikel 63.
3.  
Rådet fastlægger en metode til analyse af risici og sikkerhedsforanstaltninger vedrørende de bistandsforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten, og metoden revurderes regelmæssigt af PSC.
4.  
De i stk. 2 omhandlede strategiske retningslinjer tilvejebringer både et tematisk og et geografisk fokus under hensyntagen til den internationale situation, de relevante rådskonklusioner, Unionens optræden udadtil inden for rammerne af de relevante finansielle instrumenter og relevante rapporter fra den højtstående repræsentant, administratorerne og de øverstbefalende for operationer med henblik på at opnå effektivitet og sammenhæng i bidraget til at opfylde Unionens mål ved hjælp af operationer og bistandsforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten.
5.  
Den i stk. 3 omhandlede metode til analyse af risici og sikkerhedsforanstaltninger skal omfatte mulige afhjælpende og ledsagende elementer, overvågnings- og evalueringsordninger samt kontroller og sikkerhedsforanstaltninger, herunder for så vidt angår bistandsforanstaltninger, der omfatter genstande, der er opført på Unionens fælles liste over militært udstyr.



KAPITEL 2

Facilitetens organisationsstruktur

Artikel 10

Forvaltningsorganer og personale

1.  

Faciliteten forvaltes under det i artikel 11 omhandlede facilitetsudvalgs myndighed og ledelse af:

a) 

en administrator for operationer

b) 

den øverstbefalende for den enkelte operation for så vidt angår operationer, som vedkommende har ansvaret for, og for enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre, jf. artikel 60

c) 

en administrator for bistandsforanstaltninger og

d) 

en regnskabsfører for operationer og en regnskabsfører for bistandsforanstaltninger.

2.  
Faciliteten benytter i videst muligt omfang Unionens institutioner, organer og agenturer. Den benytter sig primært af bestående administrative strukturer og personale i Unionens institutioner, organer og agenturer samt personale, som medlemsstaterne udstationerer, på anmodning af den pågældende administrator.
3.  
Rådets generalsekretær stiller det nødvendige personale og de nødvendige administrative ressourcer til rådighed for administratoren for operationer og regnskabsføreren for operationer med henblik på varetagelsen af disses opgaver.
4.  
Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af Rådets afgørelser om iværksættelse af bistandsforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, i TEU.
5.  
Med henblik på den finansielle gennemførelse af bistandsforanstaltninger bortset fra bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som gennemføres som led i en operation, bistås den højtstående repræsentant af administratoren for bistandsforanstaltninger og regnskabsføreren for bistandsforanstaltninger. Den højtstående repræsentant udøver dette ansvar med støtte fra den tjenestegren i Kommissionen, der er omhandlet i artikel 9, stk. 6, i Rådets afgørelse 2010/427/EU ( 1 ), og fra andre af Kommissionens tjenestegrene efter behov.

Artikel 11

Facilitetsudvalget

1.  
Der nedsættes et facilitetsudvalg (»udvalget«), som består af en repræsentant for hver medlemsstat.
2.  
En repræsentant for den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet, er formand for udvalget. Formanden indkalder til og leder udvalgets møder.
3.  
Udvalget udøver sine beføjelser i henhold til denne afgørelse. Det handler efter afstemningsreglerne i stk. 14.
4.  
Udvalget vedtager facilitetens årlige budget og ændringsbudgetterne under hensyntagen til referencebeløbet for den enkelte operation og bistandsforanstaltning.
5.  
Udvalget godkender årsregnskabet og meddeler administratorerne og hver øverstbefalende for en operation decharge for spørgsmål, som de hver især er ansvarlige for.
6.  

Udvalget vedtager på fælles forslag af administratorerne følgende regler for afholdelsen af udgifter, der finansieres under faciliteten, som supplement til reglerne i denne afgørelse:

a) 

reglerne for afholdelsen af udgifter for så vidt angår militæroperationer, som med hensyn til fleksibilitet skal svare til de finansielle regler, der gjaldt for mekanismen til administration af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, der blev oprettet ved afgørelse (FUSP) 2015/528 (»Athenamekanismen«)

b) 

reglerne for afholdelsen af udgifter for så vidt angår bistandsforanstaltninger, som skal være i overensstemmelse med og sikre samme niveau af forsvarlig økonomisk forvaltning, åbenhed og ikkeforskelsbehandling som foranstaltningerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 ( 2 ). Disse regler skal udtrykkeligt begrunde de tilfælde, der kræver en afvigelse fra reglerne i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 for at give mulighed for målrettet fleksibilitet, og sikre, at de regnskabsregler, som regnskabsføreren har vedtaget i henhold til artikel 13, stk. 4, litra d), er i overensstemmelse med internationalt anerkendte regnskabsstandarder, der anvendes i den offentlige sektor.

Udvalget gennemgår de i litra a) og b) foreslåede regler for afholdelsen af udgifter i tæt samarbejde med administratorerne, navnlig med henblik på at sikre, at reglerne er i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, ikkeforskelsbehandling og overholdelse af de grundlæggende rettigheder.

7.  
Udvalget vedtager selv sin forretningsorden på forslag af formanden med bistand fra administratorerne.
8.  

Når udvalget drøfter finansieringen af en operation eller bistandsforanstaltning:

a) 

består det af en repræsentant for hver bidragydende medlemsstat

b) 

kan en repræsentant for en medlemsstat, der ikke bidrager til operationen eller bistandsforanstaltningen, deltage i udvalgets drøftelser vedrørende en sådan operation eller bistandsforanstaltning, men har ikke stemmeret

c) 

deltager hver øverstbefalende for en operation eller dennes repræsentant i udvalgets drøftelser vedrørende den operation, som vedkommende har ansvaret for, og den bistandsforanstaltning eller enhver del heraf, som operationen gennemfører, men har ikke stemmeret

d) 

indbydes repræsentanterne for de bidragydende tredjelande og frivillige bidragydere til at deltage i udvalgets drøftelser, hvis drøftelsen direkte vedrører deres finansielle bidrag, uden stemmeret og uden at være til stede under afstemningerne

e) 

kan repræsentanter for andre relevante aktører, navnlig gennemførelsesaktører, indbydes til at deltage i udvalgets drøftelser vedrørende den bistandsforanstaltning, som de gennemfører helt eller delvist, men har ikke stemmeret.

9.  
Udvalgets sekretariatsopgaver varetages af administratoren for operationer, for så vidt angår spørgsmål vedrørende operationer og bistandsforanstaltninger, som gennemføres som led i operationer, og af administratoren for bistandsforanstaltninger, for så vidt angår spørgsmål vedrørende bistandsforanstaltningerne. Den enkelte administrator deltager i udvalgets møder og udarbejder mødeprotokollen for de punkter, der hører under vedkommendes ansvarsområde. Administratorerne kan deltage i møderne med henblik på andre punkter. Administratorerne deltager ikke i udvalgets afstemninger.
10.  
Repræsentanter for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og for Kommissionen indbydes til at deltage i udvalgets møder uden stemmeret.
11.  
Repræsentanter for Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) kan indbydes til at deltage i udvalgets møder uden stemmeret og uden at være til stede under afstemningerne, når de punkter, der drøftes, vedrører EDA's aktivitetsområde.
12.  
Facilitetens regnskabsførere deltager efter behov i udvalgets drøftelser for så vidt angår de punkter, der vedrører deres respektive ansvarsområder, men har ikke stemmeret.
13.  
Hvis en medlemsstat, en administrator eller en øverstbefalende for en operation anmoder om det, indkalder formanden udvalget inden for 15 dage.
14.  
Under hensyntagen til udvalgets sammensætning, jf. stk. 1 og 8, træffer udvalget afgørelse med enstemmighed blandt medlemmerne. Det træffer dog afgørelse med simpelt flertal af medlemmerne i procedurespørgsmål, for eksempel ved godkendelse af dagsorden og protokol samt ved vedtagelse af sin forretningsorden.
15.  
Udvalgets afgørelser er bindende.
16.  
I hastende anliggender kan der i overensstemmelse med regler, som fastsættes af udvalget, på initiativ af formanden træffes afgørelse ved skriftlig procedure, medmindre et medlem af udvalget anmoder om et møde i udvalget.
17.  
Udvalget underrettes alt efter tilfældet af administratorerne, de øverstbefalende for operationer og regnskabsførerne om spørgsmål vedrørende deres respektive ansvarsområder. Navnlig giver den pågældende administrator udvalget tilstrækkelige oplysninger i tilfælde af et krav eller en tvist, der vedrører faciliteten.
18.  
Budgetterne og andre akter, som udvalget vedtager, underskrives af formanden og af den pågældende administrator i spørgsmål vedrørende vedkommendes ansvarsområder.
19.  
Hvis der ikke opnås enighed i udvalget om et bestemt punkt, kan udvalget beslutte at henvise spørgsmålet til Rådet med henblik på en afgørelse.

Artikel 12

Administratorer

1.  
Rådets generalsekretær udpeger efter at have underrettet udvalget administratoren for operationer og mindst én assisterende administrator for operationer for en periode på tre år.
2.  
Den højtstående repræsentant udpeger efter at have underrettet udvalget en administrator for bistandsforanstaltninger for en periode på tre år.
3.  
Administratorerne udfører deres respektive opgaver på vegne af faciliteten.
4.  
Ansvaret for de specifikke afsnit i budgettet, der vedrører en operations gennemførelse af bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, ligger hos administratoren for operationer.
5.  
Den enkelte administrator er facilitetens retlige repræsentant i spørgsmål vedrørende vedkommendes respektive ansvarsområder, herunder i forbindelse med retssager og bilæggelse af tvister.
6.  

Den enkelte administrator:

a) 

opstiller de afsnit i det årlige budgetforslag og de ændringsbudgetter, som vedkommende er ansvarlig for, og forelægger dem for udvalget. I de årlige budgetforslag og ændringsbudgetterne opstilles udgiftsdelen for en operation og for enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre, på forslag af den pågældende øverstbefalende for operationen

b) 

gennemfører og rapporterer om de årlige budgetter og tilhørende ændringsbudgetter, som vedkommende har ansvar for, efter at udvalget har vedtaget dem

c) 

er den respektive anvisningsberettigede for facilitetens indtægter og udgifter, bortset fra udgifter, der afholdes i operationens aktive fase. Administratoren kan delegere funktionen som anvisningsberettiget efter behov

d) 

gennemfører for så vidt angår indtægterne de finansielle arrangementer, der indgås med tredjeparter om finansieringen af henholdsvis operationer og bistandsforanstaltninger.

7.  
Den enkelte administrator sikrer i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder overholdelsen af de regler, der er fastsat i denne afgørelse, og gennemførelsen af de afgørelser, der træffes af udvalget. Med henblik herpå kan administratoren for bistandsforanstaltninger udstede de nødvendige instrukser til gennemførelsesaktører, herunder vedrørende hasteforanstaltninger.
8.  
Den enkelte administrator har beføjelse til i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder i overensstemmelse med denne afgørelse og de regler, som udvalget fastsætter i henhold til artikel 11, stk. 6, at træffe de foranstaltninger, som vedkommendes skønner nødvendige til afholdelse af de udgifter, der finansieres under faciliteten. Den pågældende administrator underretter udvalget herom.
9.  
Den enkelte administrator koordinerer i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder arbejdet med de finansielle anliggender i forbindelse med operationer og bistandsforanstaltninger. Den pågældende administrator fungerer som kontaktled til de nationale myndigheder samt, hvor det er relevant, til internationale organisationer med hensyn til disse spørgsmål.
10.  
Den enkelte administrator sørger i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder for kontinuitet i sin opgavevaretagelse, hvor det er nødvendigt.
11.  
Den enkelte administrator står til ansvar over for udvalget i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder.

Artikel 13

Regnskabsførere

1.  
Rådets generalsekretær udpeger regnskabsføreren for operationer og mindst én assisterende regnskabsfører for operationer for en periode på tre år.
2.  
Den højtstående repræsentant udpeger regnskabsføreren for bistandsforanstaltninger for en periode på tre år.
3.  
Regnskabsførerne udfører deres respektive opgaver på vegne af faciliteten.
4.  

Den enkelte regnskabsfører sørger i spørgsmål vedrørende vedkommendes ansvarsområder for at:

a) 

gennemføre betalinger, indkassere indtægter og inddrive fastlagte fordringer korrekt

b) 

udarbejde facilitetens årsregnskab og forelægge det for udvalget til godkendelse

c) 

føre regnskab

d) 

fastlægge regnskabsregler og -procedurer samt regnskabskontoplanen

e) 

udforme, godkende og overvåge regnskabssystemerne for indtægterne og, hvor det er relevant, godkende og overvåge systemer, som den pågældende anvisningsberettigede har udformet med henblik på at give eller dokumentere regnskabsmæssige oplysninger, kontrollere modtagne oplysninger og anmode om korrigering af fejl, når det skønnes nødvendigt

f) 

opbevare regnskabsbilag

g) 

varetage likviditetsstyringen.

5.  
Den enkelte regnskabsfører åbner eller foranlediger åbning af en eller flere bankkonti i facilitetens navn til brug for likviditetsstyring. Regnskabsføreren er også ansvarlig for at lukke eller foranledige lukning af de pågældende konti. Regnskabsførerne kan delegere visse opgaver til underordnede ansatte.
6.  
Administratorerne og hver øverstbefalende for en operation forsyner den pågældende regnskabsfører med alle oplysninger, der er nødvendige for opstilling af et regnskab, der giver et retvisende billede af den økonomiske situation og budgettets gennemførelse. De attesterer rigtigheden af sådanne oplysninger.
7.  
Regnskabsførerne står til ansvar over for udvalget.

Artikel 14

Generelle bestemmelser for administratorerne, regnskabsførerne og personalet

1.  
Hvervet som på den ene side administrator eller assisterende administrator og på den anden side regnskabsfører eller assisterende regnskabsfører udelukker gensidigt hinanden.
2.  
Den assisterende administrator for operationer handler med referat til administratoren for operationer. Den assisterende regnskabsfører for operationer handler med referat til regnskabsføreren for operationer.
3.  
Den assisterende administrator for operationer træder i stedet for administratoren for operationer i dennes fravær. Den assisterende regnskabsfører for operationer træder i stedet for regnskabsføreren for operationer i dennes fravær.
4.  
Tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen, der udfører opgaver på vegne af faciliteten, er fortsat omfattet af bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen, fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 ( 3 ) (»personalevedtægten«).
5.  
Personale, som medlemsstaterne har stillet til rådighed for faciliteten, er omfattet af de regler, som gælder for nationale eksperter udstationeret i den EU-institution, der har ansvaret for deres administrative forvaltning, og af de bestemmelser, der er aftalt af deres nationale administration og EU-institutionen eller den respektive administrator på vegne af faciliteten.
6.  
Personale, som stilles til rådighed for eller ansættes af faciliteten, skal forudgående være blevet sikkerhedsgodkendt til at kunne få adgang til klassificerede informationer mindst til og med klassifikationsgraden »SECRET UE/EU SECRET« eller have modtaget en tilsvarende sikkerhedsgodkendelse af en medlemsstat.

Artikel 15

Øverstbefalende for operationer

1.  
Hver øverstbefalende for en operation udfører på vegne af faciliteten sine opgaver vedrørende finansieringen af de fælles udgifter til den operation, som vedkommende har ansvaret for, og finansieringen af enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre.
2.  

Til den operation, som vedkommende har ansvaret for, og til enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre, skal hver øverstbefalende for en operation:

a) 

forelægge administratoren for operationer sine forslag til den del af budgetforslagene, der vedrører udgifter

b) 

i sin egenskab af anvisningsberettiget:

i) 

anvende bevillingerne til de fælles udgifter og nationale udgifter som omhandlet i artikel 48 og bevillingerne til bistandsforanstaltningerne eller en del heraf, som operationen måtte gennemføre; være den foresatte for enhver, der deltager i anvendelsen af disse bevillinger, herunder også som midlertidig finansiering; kunne tildele kontrakter og indgå kontrakter på facilitetens vegne; og åbne bankkonti til den operation, som vedkommende har ansvaret for, herunder til bistandsforanstaltninger eller dele heraf, som operationen måtte gennemføre

ii) 

anvende bevillingerne til udgifter i forbindelse med den operation, som vedkommende har ansvaret for, og som finansieres af frivillige bidrag; være den foresatte for enhver, der deltager i anvendelsen af disse bevillinger, på grundlag af de relevante bestemmelser i den administrative ad hoc-aftale med bidragyderen; kunne tildele og indgå kontrakter på bidragsyderens vegne; og åbne en bankkonto til hvert bidrag.

3.  
Hver øverstbefalende for en operation har beføjelse til i overensstemmelse med denne afgørelse og de regler, som udvalget har fastsat i henhold til artikel 11, stk. 6, at træffe enhver foranstaltning, som vedkommende skønner nødvendig til afholdelsen af de udgifter, der finansieres under faciliteten, for den operation, som vedkommende har ansvaret for, og for enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre. Den pågældende øverstbefalende for operationen underretter administratoren for operationer og udvalget herom.
4.  
Hver øverstbefalende for en operation fører regnskab over de midler, som modtages fra faciliteten, over de udgiftsforpligtelser, som vedkommende indgår, samt over foretagne betalinger og modtagne indtægter samt udarbejder en fortegnelse over det løsøre, der finansieres over facilitetens budget og anvendes til den operation, som vedkommende har ansvaret for, og for enhver bistandsforanstaltning eller del heraf, som operationen måtte gennemføre. Dette regnskab skal være tilgængeligt for regnskabsføreren for operationer med henblik på kontrol, når der anmodes om det.
5.  
Bortset fra i behørigt begrundede tilfælde, som er godkendt af administratoren og regnskabsføreren for operationer, bruger hver øverstbefalende for operationer det regnskabssystem og det system til forvaltning af aktiver, som stilles til rådighed af faciliteten.

Artikel 16

Ansvar

1.  
I tilfælde af at personel, der handler på vegne af faciliteten, gør sig skyldig i forseelser eller forsømmelse i udførelsen af deres opgaver i henhold til denne afgørelse, bestemmes EU-personales disciplinære ansvar af personalevedtægten, og det disciplinære ansvar for personale, der udstationeres eller stilles til rådighed for faciliteten af en medlemsstat, bestemmes efter de relevante nationale regler og ordninger. Uden at det berører protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, som finder anvendelse på EU-personale, bestemmes det strafferetlige ansvar for personel, der handler på vegne af faciliteten, af de gældende nationale bestemmelser. Udvalget kan desuden på eget initiativ eller på anmodning af en bidragydende medlemsstat eller en bidragydende tredjepart beslutte, at faciliteten skal indlede civilt søgsmål mod sådant personel. EU-personales civilretlige ansvar er begrænset til skader forvoldt af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse under eller i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og bestemmes af den personalevedtægt og de gennemførelsesbestemmelser, der gælder for dem.
2.  
En bidragydende medlemsstat eller en bidragydende tredjepart kan under ingen omstændigheder drage Unionen, Rådets generalsekretær, den højtstående repræsentant eller Kommissionen til ansvar som følge af facilitetens administratorers, regnskabsføreres eller assisterende eller udstationerede personales udøvelse af deres hverv.
3.  
De bidragydende medlemsstater og eventuelt bidragydende tredjeparter påtager sig gennem faciliteten ethvert ansvar i kontraktforhold, der opstår som følge af indgåelse af kontrakter på vegne af faciliteten. Ansvaret i kontraktforhold bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.
4.  
Ansvar uden for kontraktforhold for skader forvoldt af det operative hovedkvarter, styrkehovedkvarteret eller komponenthovedkvarteret eller af deres personale under udøvelsen af deres hverv samt ansvar uden for kontraktforhold for skader forvoldt ved gennemførelsen af en bistandsforanstaltning erstattes gennem faciliteten af de bidragydende medlemsstater og eventuelt bidragydende tredjeparter i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.
5.  
En bidragydende medlemsstat eller en bidragydende tredjepart kan under ingen omstændigheder drage Unionen eller medlemsstaterne til ansvar i forbindelse med kontrakter, der er indgået som led i gennemførelsen af budgettet, eller for skader forvoldt af en operation eller af dens personale under udøvelsen af deres hverv.
6.  
Denne artikel berører ikke eventuelle ordninger vedrørende en operations personels immunitet i medfør af en aftale om styrkernes status eller en aftale om missionens status, der er indgået med værtsstaten, eller i medfør af EU-aftalen vedrørende status for militært og civilt personel ( 4 ).



AFSNIT II

BUDGET



KAPITEL 3

Principper og struktur, ændringsbudgetter, bevillingsoverførsler og -fremførsler

Artikel 17

Budgetprincipper

1.  
Budgettet, der opstilles i euro, er det dokument, der for hvert regnskabsår angiver og godkender de samlede indtægter og udgifter, der administreres af faciliteten.
2.  
Bevillingerne på budgettet gælder for ét regnskabsår, der begynder den 1. januar i et kalenderår og slutter den 31. december samme år. De omfatter forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger.
3.  
Forpligtelsesbevillingerne på budgettet godkendes inden for de årlige finansielle lofter, der er fastsat i bilag I. Forudsat at det samlede loft, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, er overholdt, kan udvalget dog om nødvendigt eller undtagelsesvis vedtage et årligt budget eller et ændringsbudget, der overstiger det respektive årlige finansielle loft med op til 15 %. I så fald kan den højtstående repræsentant forelægge Rådet et forslag til justering af de årlige lofter, der er fastsat i bilag I, idet der først tages højde for eventuelle uudnyttede dele af lofterne for de foregående år.

▼M1

3a.  
Uanset denne artikels stk. 3 kan den enkelte administrator foreslå udvalget, at der i de afsnit i budgettet, som vedkommende er ansvarlig for i et givet år, opføres supplerende forpligtelsesbevillinger vedrørende betalinger, der finansieres med forhåndsbidrag, jf. artikel 29, stk. 15, til dækning af uforudsete gennemførelsesbehov. De supplerende forpligtelsesbevillinger, der opføres på budgettet, trækkes fra de årlige finansielle lofter for de kommende år.

▼B

4.  
Der skal på budgettet være balance mellem indtægter og udgifter.
5.  
Alle udgifter skal være knyttet til en specifik operation eller bistandsforanstaltning, medmindre de skal dække udgifterne i bilag II og III.
6.  
Alle indtægter og udgifter skal konteres under et budgetafsnit og må ikke overstige beløbet for de dér opførte bevillinger, jf. dog artikel 51, stk. 2 og 6, og artikel 58.

Artikel 18

Årligt budget

1.  
Det årlige budget består af forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger, der fordeles i afsnit, som underinddeles i kapitler og artikler.
2.  
Den enkelte administrator udarbejder hvert år i forbindelse med forberedelsen af budgetforslaget for det følgende regnskabsår de afsnit, som vedkommende er ansvarlig for i henhold til artikel 12, stk. 1 og 2, på grundlag af de anslåede behov inden for det tilsvarende årlige finansielle loft, der er fastsat i bilag I. De øverstbefalende for operationer bistår administratoren for operationer.
3.  

Budgetforslaget skal indeholde:

a) 

de bevillinger, der skønnes nødvendige til dækning af:

— 
de fælles udgifter til igangværende eller planlagte operationer
— 
de udgifter til bistandsforanstaltninger, som Rådet har iværksat eller skal godkende
b) 

en generel del til dækning af støtte- og forberedelsesudgifter i forbindelse med de operationer, der er omhandlet i bilag II og III, som ikke er knyttet til en specifik operation

c) 

en generel del til dækning af støtte- og forberedelsesudgifter i forbindelse med de bistandsforanstaltninger, der er omhandlet i bilag II og III, som ikke er knyttet til en specifik bistandsforanstaltning

d) 

et overslag over de indtægter, der er nødvendige til dækning af udgifterne.

4.  
Der oprettes et specifikt afsnit for hver operation eller bistandsforanstaltning, der er omhandlet i stk. 3, litra a), og for hver generel del til støtte- og forberedelsesudgifter i forbindelse med operationer og bistandsforanstaltninger. Når en del af en bistandsforanstaltning gennemføres som led i en operation, oprettes der et specifikt afsnit for den del af foranstaltningen, som administratoren for operationer har ansvaret for, og adskilt fra afsnittet for fælles udgifter til operationen.
5.  
Støtte- og forberedelsesudgifter, som er fælles for operationer og bistandsforanstaltninger, fordeles på hver generel del i forhold til den procentdel, som afsnittene for operationer og for bistandsforanstaltninger udgør i facilitetens oprindelige årlige budget som vedtaget af udvalget, jf. artikel 11, stk. 4.
6.  
Hvert afsnit kan indeholde et kapitel med overskriften »formålsbestemte reserver«. Disse bevillinger opføres, når der af vægtige grunde hersker usikkerhed om størrelsen af de bevillinger, der er behov for, eller om muligheden for at anvende de opførte bevillinger.
7.  

Indtægterne, der underinddeles i afsnit, består af:

a) 

bidrag, der skal betales af de bidragydende medlemsstater og, hvor det er relevant, af bidragydende tredjelande

b) 

diverse indtægter, hvilket omfatter:

— 
budgetsaldoen for det foregående regnskabsår som fastlagt af udvalget
— 
renteindtægter og salgsprovenuer
— 
inddrivelse af ubrugte midler i forbindelse med gennemførelsen.
8.  
Administratorerne forelægger det årlige budgetforslag for udvalget senest den 30. september. Udvalget vedtager budgetforslaget senest den 30. november. Administratorerne underretter medlemsstaterne og bidragydende tredjelande om budgettet, når det er vedtaget.

Artikel 19

Ændringsbudgetter

1.  

Administratoren for operationer eller administratoren for bistandsforanstaltninger forelægger udvalget et forslag til ændringsbudget i følgende tilfælde:

a) 

Rådet har truffet afgørelse om en ny operation eller bistandsforanstaltning, og der skal derfor oprettes et nyt afsnit herfor i budgettet

b) 

budgetsaldoen for et regnskabsår, for hvilket regnskaberne er blevet godkendt i overensstemmelse med artikel 43, stk. 6, skal opføres på budgettet for det følgende regnskabsår

c) 

de bevillinger, der er opført i afsnittene for operationer eller for bistandsforanstaltninger, svarer på grund af uundgåelige, undtagelsesvise eller uforudsete omstændigheder ikke til den dertil hørende operations eller bistandsforanstaltnings behov.

2.  
Det forslag til ændringsbudget, der er en følge af iværksættelsen eller forlængelsen af en operation eller bistandsforanstaltning, forelægges udvalget inden for en periode på fire måneder, efter at Rådet har godkendt referencebeløbet, medmindre udvalget fastsætter en længere frist.
3.  
Et ændringsbudget forelagt af en administrator skal i videst mulig udstrækning udligne en stigning i bevillingerne med nedsættelser i andre afsnit, som den pågældende administrator er ansvarlig for.
4.  
Forslag til ændringsbudget opstilles, fremsættes, godkendes, vedtages og meddeles efter samme procedure som det årlige budget. Udvalget drøfter og vedtager ændringsbudgettet under hensyn til, hvor meget sagen haster.

Artikel 20

Bevillingsoverførsler

1.  
Den enkelte administrator kan foretage bevillingsoverførsler inden for de afsnit i budgettet, som denne er ansvarlig for. Administratoren for operationer handler på grundlag af et forslag fra den pågældende øverstbefalende for operationen, medmindre der er tale om de afsnit, som vedkommende er anvisningsberettiget for. Den pågældende administrator underretter udvalget om sine hensigter mindst en uge forinden, for så vidt som sagens hastende karakter giver mulighed herfor.
2.  
Udvalgets forhåndsgodkendelse er dog påkrævet, hvis den planlagte overførsel fra et kapitel til et andet overstiger 10 % i afsnit vedrørende operationer og 20 % i afsnit vedrørende bistandsforanstaltninger af bevillingerne under det kapitel, hvorfra bevillingerne overføres sker, således som det fremgår på regnskabsårets budget som vedtaget på den dato, hvor det pågældende overførselsforslag fremsættes, jf. dog artikel 51, stk. 5. Dette krav gælder ikke overførsler inden for et afsnit for en bistandsforanstaltning, der har form af et generelt program.
3.  
Udvalgets forhåndsgodkendelse er påkrævet for så vidt angår bevillingsoverførsler mellem afsnit i den del af budgettet, der vedrører henholdsvis operationer eller bistandsforanstaltninger. Det er kun muligt at foretage bevillingsoverførsler mellem afsnit, hvis de samme medlemsstater bidrager til både det oprindelige afsnit og det nye afsnit. I tilfælde, hvor gennemførelsen af en del af en bistandsforanstaltning udføres som led i en operation som fastsat i artikel 60, stk. 1, kræves ikke udvalgets forudgående godkendelse af den nødvendige overførsel af bevillinger mellem afsnittet om bistandsforanstaltningen og afsnittet vedrørende gennemførelsen af en del af bistandsforanstaltningen som led i operationen.
4.  
Der kan ikke foretages bevillingsoverførsler mellem afsnit for operationer og afsnit for bistandsforanstaltninger.

Artikel 21

Bevillingsfremførsler

1.  
Bevillinger, der ikke er anvendt ved afslutningen af det regnskabsår, for hvilket de er opført, og som ikke er fremført til det følgende regnskabsår, bortfalder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.
2.  
For så vidt angår forslag fra de respektive administratorer kan udvalget senest den 31. marts hvert år beslutte at fremføre forpligtelsesbevillinger, for hvilke der ikke er indgået forpligtelser ved det foregående regnskabsårs afslutning, og om nødvendigt tilsvarende betalingsbevillinger, og der kan i så fald indgås forpligtelser for dem, og de kan udbetales, indtil den 31. december.
3.  
Administratorerne forelægger senest den 1. marts hvert år deres respektive forslag for udvalget.
4.  

Bevillinger kan dog fremføres ved afgørelse truffet af den ansvarlige administrator i følgende tilfælde:

a) 

betalingsbevillinger, hvis de er nødvendige til opfyldelse af tidligere indgåede forpligtelser

b) 

forpligtelsesbevillinger i afsnit for bistandsforanstaltninger, for hvilke størstedelen af de forberedende etaper forud for indgåelsen af forpligtelsen, som fastlægges i reglerne for afholdelsen af udgifter, jf. artikel 11, stk. 6, er afsluttet senest den31. december i det foregående år. Der kan indgås forpligtelser for sådanne bevillinger indtil den 31. marts

c) 

forpligtelses- og betalingsbevillinger, der er nødvendige, hvis der er vedtaget en rådsafgørelse om en ny bistandsforanstaltning i løbet af det foregående regnskabsårs sidste kvartal.

De enkelte administratorer underetter udvalget om deres afgørelser om fremførsel senest den 1. marts hvert år.

5.  
I forbindelse med gennemførelsen af denne artikel bistås administratoren for operationer af hver øverstbefalende for en operation.

Artikel 22

Opsplittede forpligtelser

Budgetforpligtelser, der løber over mere end ét regnskabsår, kan opdeles på flere år i årlige trancher.

Artikel 23

Inddrivelse af midler

Inddrivelser opføres som indtægter i de samme afsnit, som de hidrører fra. Hvis det afsnit ikke længere eksisterer, opføres inddrivelsen i den generelle del, som den pågældende administrator er ansvarlig for.

Artikel 24

Forudgående gennemførelse

Så snart det årlige budget er vedtaget, kan bevillinger anvendes til dækning af forpligtelser og betalinger, for så vidt det er operativt nødvendigt, gennem forudgående gennemførelse.



KAPITEL 4

Bidrag

Artikel 25

Tidlige overslag

1.  

Administratorerne forelægger senest den 30. juni i år n:

a) 

et overslag over anden indkaldelse af bidrag for år n

b) 

et overslag over loftet for betalinger for år n + 1 for at tage højde for fremtidige eller ekspanderende operationer og bistandsforanstaltninger, der ikke er omfattet af budgetforslaget

c) 

et vejledende skøn over det årlige bidragsbeløb for år n + 1, n + 2, n + 3 og n + 4 i overensstemmelse med de anslåede behov

d) 

et overslag over størrelsen af første indkaldelse af bidrag for år n + 1.

2.  
Udvalget fastsætter senest den 31. juli i år n loftet for betalinger for år n + 1.
3.  

Administratorerne forelægger senest den 30. september i år n udvalget:

a) 

et overslag over det årlige bidrags størrelse for alle afsnit i budgetforslaget

b) 

et overslag over størrelsen af første indkaldelse af bidrag for år n + 1

c) 

et revideret vejledende skøn over de årlige bidrags størrelse for år n + 2, n + 3 og n + 4 på grundlag af de bedste foreliggende oplysninger.

Artikel 26

Fastsættelse af bidrag

1.  
De bidrag, der skal betales i løbet af et år for et givet afsnit i budgettet, skal svare til de betalingsbevillinger, der er opført i det pågældende afsnit, efter fradrag af de indtægter, der er opført i samme afsnit.
2.  
Betalingsbevillingerne for hver operation eller bistandsforanstaltning dækkes af bidrag fra de bidragydende medlemsstater til den pågældende operation eller bistandsforanstaltning.

▼M2

3.  
Betalingsbevillingerne i den generelle del af budgettet for støtte- og forberedelsesudgifter i forbindelse med de operationer, der er omhandlet i artikel 18, stk. 3, litra b), dækkes af bidrag fra medlemsstaterne.

▼B

4.  
Betalingsbevillingerne i den generelle del af budgettet for støtte- og forberedelsesudgifter i forbindelse med de bistandsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 18, stk. 3, litra c), dækkes af bidrag fra medlemsstaterne.
5.  
Fordelingen af bidragene mellem de bidragydende medlemsstater fastsættes efter den fordelingsnøgle, der er baseret på bruttonationalindkomsten, jf. artikel 41, stk. 2, i TEU, og i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom ( 5 ) eller enhver anden rådsafgørelse, som måtte træde i stedet for den nævnte.
6.  
Grundlaget for beregning af bidragene er kolonnen »Egne indtægter baseret på BNI« i tabellen »Oversigt over det almindelige budgets finansiering efter type af egne indtægter og medlemsstat« i Unionens senest vedtagne almindelige budget. Bidraget for hver af de medlemsstater, fra hvilke der indkaldes bidrag, fastsættes i forhold til, hvor stor en del den pågældende medlemsstats bruttonationalindkomst (BNI) udgør af den samlede BNI i de medlemsstater, fra hvilke der indkaldes bidrag.
7.  
Hvis en medlemsstat i henhold til artikel 5, stk. 3, afholder sig fra at stemme om vedtagelse af en bistandsforanstaltning og ikke bidrager til den pågældende foranstaltning, bidrager den med et supplerende beløb til andre bistandsforanstaltninger end dem, der vedrører levering af dødbringende militært udstyr eller dødbringende militære platforme. Et sådant supplerende beløb skal sikre at den pågældende medlemsstats samlede bidrag til bistandsforanstaltninger er i overensstemmelse med dens andel af BNI. Størrelsen af de bidrag, som andre medlemsstater skal betale til de foranstaltninger, hvortil der ydes sådanne supplerende bidrag, berøres ikke af de pågældende supplerende bidrag.

▼M1

8.  
Medlemsstaternes bidrag i et givet år må ikke overstige deres respektive andel af det betalingsloft, der er omhandlet i artikel 25, stk. 2. Denne grænse finder ikke anvendelse på supplerende bidrag i henhold til nærværende artikels stk. 7 som følge af undladelser af at stemme om bistandsforanstaltninger eller på forhåndsbidrag, jf. artikel 29, stk. 15.

▼B

Artikel 27

Bidrag efter en stemmeundladelse

1.  
En medlemsstat, der har angivet, at den agter at afholde sig fra at stemme om vedtagelsen af en bistandsforanstaltning som omhandlet i artikel 5, stk. 3, kan udpege andre bistandsforanstaltninger, som den vil yde et supplerende bidrag til. Den kan udpege enten eksisterende foranstaltninger eller mulige fremtidige foranstaltninger, for hvilke Rådet har forelagt eller godkendt en konceptnote, eller den kan anmode om andre nye foranstaltninger med henblik herpå.
2.  
Hvis den i stk. 1 omhandlede medlemsstat ikke udpeger, foreslår eller anmoder om andre bistandsforanstaltninger inden for seks måneder, fastlægger den højtstående repræsentant eller andre medlemsstater, hvilke foranstaltninger der ydes sådanne supplerende bidrag til.
3.  
Efter at have vurderet behovet for andre bistandsforanstaltninger, jf. denne artikels stk. 1 og 2, og under behørig hensyntagen til Unionens strategiske prioriteter og de mål og principper, der er nævnt i artikel 56, forelægger den højtstående repræsentant om nødvendigt Rådet forslag til vedtagelse.
4.  
Administratoren for bistandsforanstaltninger fører en fortegnelse over de supplerende bidrag, der skal betales af medlemsstater, der afholder sig fra at stemme om en bistandsforanstaltning i henhold til artikel 5, stk. 3.
5.  
Gennemførelsen af denne artikel skal overholde principperne om behovsbaseret programmering og forsvarlig økonomisk forvaltning af faciliteten og bevare dens effektivitet i overensstemmelse med traktaterne.

▼M1

Artikel 28

Hurtig finansiering

1.  
Faciliteten skal have en minimumsdeponeringsordning med henblik på at yde hurtig finansiering til Unionens hurtige reaktionsoperationer, hasteforanstaltninger som omhandlet i artikel 58 og, med forbehold af forudgående tilladelse fra udvalget, individuelle bistandsforanstaltninger, hvis der ikke er tilstrækkelige midler til rådighed, og det efter den almindelige procedure for inddrivelse af bidrag ikke vil være muligt at opfylde behovene i tide. Minimumsdeponeringen forvaltes af de enkelte respektive administratorer.
2.  
Minimumsdeponeringens størrelse fastsættes og revideres om nødvendigt af udvalget på forslag fra administratoren.
3.  

Med henblik på hurtig finansiering af minimumsdeponeringen skal medlemsstaterne enten:

a) 

indbetale bidrag til faciliteten på forhånd eller

b) 

når Rådet beslutter at iværksætte en hurtig reaktionsoperation, som de bidrager til, godkender en hasteforanstaltning, eller når udvalget tillader, at den anvendes til individuelle bistandsforanstaltninger i henhold til stk. 1, og det er nødvendigt at anvende minimumsdeponeringen, indbetale deres bidrag inden for ti dage efter fremsendelse af indkaldelsen af bidrag svarende til referencebeløbet for den hurtige reaktionsoperation eller den godkendte udgift til hasteforanstaltningen eller den individuelle bistandsforanstaltning, medmindre Rådet træffer anden afgørelse.

▼B

Artikel 29

Inddrivelse af bidrag

1.  
Bidrag til faciliteten indbetales i euro.
2.  
Den enkelte administrator sender de skriftlige indkaldelser af bidrag til bevillinger vedrørende dennes respektive ansvarsområder til de kompetente nationale myndigheder, hvis kontaktdetaljer er blevet meddelt administratoren.
3.  
Når gennemførelsen af en bistandsforanstaltning eller en del heraf udføres som led i en operation, sender administratoren for operationer indkaldelsen af bidrag til den kompetente nationale administration. Hvis administratoren for bistandsforanstaltninger allerede har offentliggjort indkaldelsen af bidrag til bistandsforanstaltningen, inden Rådet har besluttet, at foranstaltningen eller en del heraf vil blive gennemført som led i en operation, overfører vedkommende de midler, der er nødvendige for gennemførelsen, til administratoren for operationer.
4.  

Indkaldelserne af bidrag sendes, når:

a) 

et budgetforslag for et regnskabsår er blevet vedtaget af udvalget. Den første indkaldelse af bidrag dækker betalingsbehovene i de første otte måneder. Den anden indkaldelse dækker den resterende del af bidragene under hensyntagen til budgetsaldoen for det foregående år, når udvalget har besluttet at medtage denne saldo i det løbende budget

b) 

et ændringsbudget er blevet vedtaget, jf. artikel 19, og de planlagte indkaldelser af bidrag for året ikke kan opfylde betalingsbehovene i tide

c) 

bidrag til minimumsdeponeringen og fornyede betalinger hertil er nødvendige som fastsat i artikel 28, stk. 3, og i nærværende artikels stk. 9 og 10.

5.  
Administratoren for operationer og administratoren for bistandsforanstaltninger indkalder bidrag fra de bidragydende medlemsstater, når Rådet vedtager en afgørelse om iværksættelse af en operation eller en bistandsforanstaltning, for så vidt de midler, som er til rådighed til henholdsvis operationer eller bistandsforanstaltninger, er utilstrækkelige til at finansiere de indbetalinger, som Rådet har givet bemyndigelse til på grundlag af referencebeløbet i en sådan afgørelse.
6.  
Der tages højde for eventuelle renteindtægter af bidrag indbetalt af medlemsstaterne, jf. artikel 28, stk. 3, litra a), i beregningen af deres bidrag i forbindelse med efterfølgende almindelige indkaldelser af bidrag.
7.  
Enhver indkaldelse af bidrag skal vise fordelingen af stigninger i og nedsættelser af bidrag pr. afsnit i budgettet.
8.  
Uden at det berører de øvrige bestemmelser i denne afgørelse, indbetales bidragene senest 30 dage efter fremsendelsen af den relevante indkaldelse, med undtagelse af første indkaldelse af bidrag til budgettet for et nyt regnskabsår, hvor fristen for betaling er 40 dage efter fremsendelsen af den relevante indkaldelse.

▼M1

9.  
Eventuelle anvendte dele af forhåndsbidragene til minimumsdeponeringen fornys ved at forhøje de pågældende medlemsstaters bidrag i forbindelse med den næste almindelige indkaldelse af bidrag, medmindre de forinden har fornyet deres bidrag. Hvis det er nødvendigt at anvende minimumsdeponeringen, og de pågældende medlemsstater ikke har fornyet deres bidrag i mellemtiden, skal de inden for ti dage indbetale det nødvendige beløb, jf. artikel 28, stk. 3, litra b).

▼B

10.  
En medlemsstat, der på forhånd bidrager til en minimumsdeponering, kan bemyndige den ansvarlige administrator til at anvende op til 75 % af et sådant bidrag til dækning af dens bidrag til en operation eller en bistandsforanstaltning. Den berørte medlemsstat fornyer i så fald sit forhåndsbidrag inden for 90 dage efter den ansvarlige administrators fremsendelse af en indkaldelse.
11.  
Når budgetforslaget er sendt til udvalget, kan den enkelte administrator inden afslutningen af det løbende regnskabsår give en forventet indkaldelse af bidrag til bevillinger vedrørende dennes ansvarsområder til de medlemsstater, hvis budgetmæssige og finansielle procedurer ikke tillader betaling af deres bidrag inden for de fastlagte frister, som forudbetaling for bidragene til det følgende regnskabsårs budget.
12.  
Bankgebyrer i forbindelse med indbetalingen af bidragene betales af de enkelte bidragydende medlemsstater og tredjelande.
13.  
Administratorerne bekræfter modtagelsen af de bidrag, de har indkaldt.
14.  
Når der skal betales refusioner, og de ikke kan foretages fuldt ud ved et fradrag i de bidrag, der skal indbetales til faciliteten, tilbagebetales de til de pågældende medlemsstater inden for 30 dage.

▼M1

15.  
Ud over de betalinger, der foretages efter en indkaldelse af bidrag offentliggjort i henhold til denne artikel, kan en medlemsstat på frivillig basis og i samråd med den ansvarlige administrator indbetale forhåndsbidrag i et givet regnskabsår. I så fald angiver den medlemsstat, der har ydet forhåndsbidraget, i samråd med den ansvarlige administrator de regnskabsår, i forhold til hvilke beløbet skal fratrækkes dens fremtidige bidrag.

▼B

Artikel 30

Facilitetens forvaltning af frivillige finansielle bidrag

1.  
I overensstemmelse med de relevante bestemmelser i den retlige ramme for en operation eller bistandsforanstaltning og efter Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités (PSC's) godkendelse kan udvalget give tilladelse til, at den administrative forvaltning af en medlemsstats eller en tredjeparts frivillige finansielle bidrag overdrages til faciliteten. Et sådant frivilligt finansielt bidrag kan øremærkes til et bestemt projekt til støtte for operationen eller bistandsforanstaltningen.
2.  
De administrative omkostninger i forbindelse med forvaltningen af det frivillige bidrag dækkes af selve det frivillige bidrag, medmindre udvalget træffer anden afgørelse.
3.  
Efter godkendelse fra udvalget indgår den respektive administrator med den pågældende medlemsstat eller tredjepart de nødvendige administrative ordninger, der fastlægger formålet med det frivillige bidrag, de udgifter, som det skal dække, og forvaltningen af det frivillige bidrag.
4.  
Alle frivillige bidrag må kun anvendes til det formål, hvortil de er givet til faciliteten, som angivet i den administrative ordning med den pågældende medlemsstat eller tredjepart.
5.  
Den respektive administrator sikrer, at forvaltningen af frivillige bidrag overholder de relevante administrative ordninger. Den pågældende giver direkte eller, hvis det er relevant, gennem den øverstbefalende for operationen den enkelte bidragyder alle relevante oplysninger vedrørende forvaltningen af det frivillige bidrag som aftalt i den gældende administrative ordning.

Artikel 31

Morarenter

1.  
Hvis en medlemsstat eller tredjepart ikke har foretaget indbetaling til faciliteten senest på forfaldsdagen, påløber der morarenter svarende til Den Europæiske Centralbanks vigtigste refinansieringssats forhøjet med 3,5 procentpoint.
2.  
Når indbetaling foretages højst 30 dage for sent, påløber der ingen renter. Når indbetaling foretages mere end 30 dage for sent, påløber der renter for hele forsinkelsesperioden.



KAPITEL 5

Gennemførelse

Artikel 32

Principper

1.  
Bevillingerne til faciliteten anvendes i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
2.  

Den anvisningsberettigede har til opgave at modtage facilitetens indtægter og afholde dens udgifter i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning samt at sikre indtægternes og udgifternes lovlighed og formelle rigtighed.

Ved afholdelse af udgifter skal den anvisningsberettigede:

a) 

indgå budgetmæssige og retlige forpligtelser, herunder ved at underskrive kontrakter på facilitetens vegne

b) 

fastsætte udgifter og anvise betalinger samt

c) 

foretage de handlinger, der er nødvendige forud for anvendelsen af bevillingerne.

3.  

En anvisningsberettiget kan delegere sine beføjelser ved en afgørelse, der fastslår:

a) 

til hvilke ansatte på passende niveau beføjelserne delegeres

b) 

omfanget af de delegerede beføjelser og

c) 

de befuldmægtigedes mulighed for at videredelegere deres beføjelser.

4.  
Det sikres, at anvendelsen af bevillingerne sker efter princippet om adskillelse af den anvisningsberettigedes og regnskabsførerens opgaver. Opgaverne som anvisningsberettiget og som regnskabsfører udelukker gensidigt hinanden.

Artikel 33

Gennemførelsesmetoder

1.  
Finansieringen af de fælles udgifter til en operation foretages på facilitetens vegne af den øverstbefalende for operationen, når denne har tiltrådt sin tjeneste, og ellers af administratoren for operationer i deres egenskab af anvisningsberettigede.
2.  

En bistandsforanstaltning kan gennemføres ved direkte eller indirekte forvaltning. Når en bistandsforanstaltning gennemføres ved indirekte forvaltning, kan gennemførelsesaktørerne udpeges af Rådet blandt en af følgende kategorier:

a) 

medlemsstaternes ministerier eller offentlige administration eller deres andre offentligretlige organer og agenturer eller privatretlige organer, der har fået overdraget offentlige serviceopgaver, i det omfang sidstnævnte har fået stillet tilstrækkelige finansielle garantier

b) 

en international organisation, en regional organisation eller deres organer og agenturer

c) 

et tredjeland eller dets offentligretlige organer og agenturer, forudsat at et sådant tredjeland ikke handler i strid med Unionens og dens medlemsstaters sikkerheds- og forsvarsinteresser, og at det overholder folkeretten og, hvor det er relevant, princippet om gode naboskabsforbindelser med medlemsstaterne

d) 

EU-agenturer og -organer med status som juridiske personer.

3.  
Undtagelsesvis kan enheder, der ikke falder ind under ovennævnte kategorier, udpeges som gennemførelsesaktører efter administratorens bekræftelse i overensstemmelse med stk. 5, forudsat at bistandsforanstaltningen gennemføres i overensstemmelse med stk. 2, litra c).
4.  
Bistandsforanstaltninger kan også helt eller delvis gennemføres af modtageren eller de organer, som den har udpeget. I så fald finder denne afgørelses bestemmelser om gennemførelsesaktører anvendelse på en sådan modtager eller sådanne organer i deres egenskab af gennemførelsesaktører.
5.  
Uden at det berører artikel 56, stk. 3, og artikel 66, stk. 3, rådgiver administratoren under forberedelsen af en bistandsforanstaltning om mulige gennemførelsesaktørers kapacitet til at gennemføre bistandsforanstaltningen eller dele heraf i overensstemmelse med kapitel 10 og, hvor det er relevant, om kapaciteten hos en modtager af et tilskud ydet uden indkaldelse af forslag til at gennemføre tilskuddet. En gennemførelsesaktør eller tilskudsmodtager udpeges af Rådet efter administratorens bekræftelse af, at gennemførelsesaktøren eller tilskudsmodtageren har sådan kapacitet. Kan en sådan kapacitet ikke bekræftes, underretter administratoren Rådet om andre mulige måder, hvorpå foranstaltningen kan gennemføres. Hvis det er relevant, overvejer administratoren, hvordan specifikke begrænsninger i de mulige gennemførelsesaktørers kapacitet bør håndteres, jf. artikel 66, stk. 6.
6.  
Bistandsforanstaltninger kan også helt eller delvis gennemføres som led i en operation som fastlagt af Rådet i overensstemmelse med artikel 60, navnlig med henblik på at yde integreret bistand, herunder militær uddannelse, rådgivning, materiel støtte og overvågning af modtagerens anvendelse heraf.
7.  
En medlemsstat, EU-institution, international organisation, regional organisation eller anden aktør, som har fået overdraget afholdelsen af udgifter til en operation, der finansieres under faciliteten, anvender de regler, der gælder for afholdelsen af dens egne udgifter. Tilsvarende kan en gennemførelsesaktør for en bistandsforanstaltning anvende de regler, der gælder for afholdelsen af dens egne udgifter, med forbehold af den vurdering, der er omhandlet i artikel 66. I tilfælde af væsentlige forskelle mellem på den ene side de nævnte regler og på den anden side nærværende afgørelses bestemmelser og de regler, der er vedtaget af udvalget i henhold til artikel 11, stk. 6, har de to sidstnævnte forrang. Med henblik herpå kan den ansvarlige administrator træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af facilitetens finansielle interesser.

Artikel 34

Bankkonti

1.  
Facilitetens bankkonti åbnes hos et førsteklasses pengeinstitut med hovedsæde i en af medlemsstaterne og skal være eurokonti på anfordring eller med kort opsigelse.
2.  
Når omstændighederne taler derfor og efter den respektive administrators godkendelse, kan der dog åbnes konti i pengeinstitutter med hovedsæde uden for Unionen og i andre valutaer end euro.
3.  
Facilitetens bankkonti må ikke overtrækkes.
4.  

Medlemsstaternes bidrag indbetales på særlige bankkonti. Disse bidrag anvendes til at betale:

a) 

de forskud til de øverstbefalende for operationer, der er nødvendige til afholdelse af de fælles udgifter til operationer og til udgifterne til bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som gennemføres som led i operationer, og

b) 

de indbetalinger til gennemførelsesaktører og leverandører, der er nødvendige i forbindelse med bistandsforanstaltninger.

5.  
Bidrag i henhold til nationale udgifter og frivillige bidrag indbetales på særlige bankkonti. De anvendes til at afholde udgifter, hvis forvaltning er blevet overdraget til faciliteten.

Artikel 35

Udbud

1.  
Udbud, der skal finansieres eller finansieres midlertidigt under faciliteten med henblik på mod betaling af en pris at få leveret varer eller fast ejendom ved køb, leasing eller leje med eller uden forkøbsret samt at få leveret tjenesteydelser eller udført bygge- og anlægsarbejder, skal ske ved hjælp af kontrakter, der indgås på facilitetens vegne, hvis de gennemføres direkte af faciliteten eller gennem en operation.
2.  
Udbudsprocedurerne skal have til formål at sikre de mest effektive udbud, der opfylder operationers eller bistandsforanstaltningers krav, gennem fair og åben konkurrence.
3.  
De regler, som udvalget i henhold til artikel 11, stk. 6, vedtager om afholdelse af udgifter, der finansieres gennem faciliteten, skal indeholde bestemmelser om udbudsprocedurer i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1 og 2.

Artikel 36

Tilskud

1.  
Bistandsforanstaltninger kan gennemføres ved hjælp af tilskud, som ydes med eller uden indkaldelse af forslag.
2.  
De regler, som udvalget i henhold til artikel 11, stk. 6, vedtager om afholdelse af udgifter, der finansieres under faciliteten, skal indeholde bestemmelser om tildeling og gennemførelse af tilskud, herunder i de behørigt begrundede tilfælde, hvor der kan ydes tilskud uden indkaldelse af forslag. Nævnte bestemmelser skal sikre, at administratoren fører nøje tilsyn under hele gennemførelsen af tilskud, og tage særligt hensyn til den kontrol, som administratoren fører i tilfælde af direkte forvaltning.

Artikel 37

Administrative ordninger til at fremme kommende udbud eller gensidig støtte

1.  
Faciliteten kan indgå administrative ordninger med medlemsstater, EU-institutioner, organer og agenturer samt med tredjelande, internationale organisationer og regionale organisationer samt deres agenturer med henblik på at fremme kommende udbud eller de finansielle aspekter af den gensidige støtte eller begge på den mest omkostningseffektive måde.
2.  

De i stk. 1 omhandlede administrative ordninger forelægges:

a) 

til forudgående høring i udvalget, når de indgås med medlemsstater, EU-institutioner eller en medlemsstats organer eller agenturer eller EU-organer eller -agenturer, eller

b) 

til forudgående godkendelse i udvalget, når de indgås med tredjelande, internationale organisationer eller regionale organisationer.

3.  
De i stk. 1 omhandlede administrative ordninger underskrives af den ansvarlige administrator eller, hvor det er relevant, af den pågældende øverstbefalende for operationen, der handler på vegne af faciliteten, og af de i stk. 1 omhandlede andre parters kompetente administrative myndigheder.
4.  
Rammekontrakter kan indgås for at fremme udbud på den mest omkostningseffektive måde. Rammekontrakter forelægges udvalget til godkendelse, inden de underskrives af den ansvarlige administrator. Medlemsstaterne og de øverstbefalende for operationer kan gøre brug af rammekontrakter, hvis de ønsker det. Facilitetens indgåelse af rammekontrakter forpligter ikke en medlemsstat, der ikke er part heri, til at købe varer og tjenesteydelser på grundlag af disse kontrakter.



KAPITEL 6

Finansielle rapporter, regnskab og revision

Artikel 38

Regelmæssige finansielle rapporter til udvalget

Hver tredje måned forelægger den enkelte administrator med støtte fra den ansvarlige regnskabsfører og de øverstbefalende for operationer udvalget en rapport over modtagelsen af de indtægter og afholdelsen af de udgifter, der henhører under dennes ansvarsområde, siden regnskabsårets begyndelse, en cashflowrapport og en rapport over den dertil hørende minimumsdeponering.

Artikel 39

Konti

1.  
Den enkelte regnskabsfører fører regnskab over de indkaldte bidrag og foretagne overførsler af de midler, der henhører under dennes ansvarsområde. Endvidere opstiller den pågældende regnskab over de udgifter, der er afholdt, og de indtægter, der er modtaget, under den pågældende administrators myndighed.
2.  
Regnskabsføreren for operationer udarbejder årsregnskabet for operationer og for bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som er gennemført som led i operationer, med støtte fra de øverstbefalende for operationer. Regnskabsføreren for bistandsforanstaltninger udarbejder årsregnskabet for bistandsforanstaltninger med støtte fra gennemførelsesaktørerne.

Artikel 40

Generelle regler for kontrol

1.  
Faciliteten foretager gennem sine repræsentanter eller gennem de kontrol- eller revisionsorganer, som den måtte udpege, kontrol på stedet af operationer og gennemførelsesaktører med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i denne afgørelse og i de afgørelser, der træffes af udvalget, gennemføres behørigt, og at bestemmelserne i de kontrakter, der indgås med gennemførelsesaktører, overholdes.
2.  
De personer, der har til opgave at revidere facilitetens indtægter og udgifter, skal forinden være blevet sikkerhedsgodkendt til at kunne få adgang til klassificerede informationer mindst til og med klassifikationsgraden »SECRET UE/EU SECRET« eller være tilsvarende sikkerhedsgodkendt af en medlemsstat eller af NATO, alt efter hvad der er relevant. Disse personer skal sikre, at de iagttager informationernes fortrolighed og beskytter de data, som de måtte få kendskab til under deres revision, i overensstemmelse med de regler, der gælder for de pågældende informationer og data.
3.  
De personer, der har til opgave at revidere facilitetens indtægter og udgifter, har straks og uden forudgående varsel adgang til dokumenterne og indholdet af enhver form for databærer vedrørende disse indtægter og udgifter samt til de lokaler, hvor disse dokumenter og databærere opbevares. De kan tage kopi heraf. De personer, der deltager i modtagelsen af facilitetens indtægter og afholdelsen af dens udgifter, yder administratorerne og de personer, der har ansvaret for at revidere disse indtægter og udgifter, den nødvendige bistand til varetagelsen af deres opgave.
4.  
Hvis der konstateres uregelmæssigheder, der medfører et finansielt tab, træffer faciliteten sammen med den pågældende operation, gennemførelsesaktør eller leverandør de nødvendige skridt til at sikre inddrivelse eller tilbagesøgning af de pågældende beløb.

Artikel 41

Intern revision af faciliteten

1.  
På forslag af administratoren for operationer og efter at have underrettet udvalget udpeger Rådets generalsekretær en intern revisor og mindst én assisterende intern revisor for operationer. På forslag af administratoren for bistandsforanstaltninger og efter at have underrettet udvalget udpeger den højtstående repræsentant en intern revisor for bistandsforanstaltninger.
2.  
De interne revisorer udpeges for en periode på fire år, der kan forlænges til en samlet periode på højst otte år. Interne revisorer skal have de nødvendige faglige kvalifikationer og frembyde tilstrækkelig garanti for sikkerhed og uvildighed. De interne revisorer må ikke være en anvisningsberettiget eller en regnskabsfører, og de må ikke deltage i udarbejdelsen af årsregnskaber vedrørende faciliteten.
3.  
Den enkelte interne revisor aflægger beretning til den ansvarlige administrator om risikostyring ved at afgive uafhængige udtalelser om forvaltnings- og kontrolsystemernes kvalitet og fremsætte henstillinger til fremme af en forsvarlig økonomisk forvaltning. De interne revisorer har navnlig til opgave at vurdere, om de interne forvaltningssystemer er hensigtsmæssige og effektive, og i hvilket omfang de relevante tjenestegrene har præsteret at gennemføre politikkerne og nå målene set i relation til de dermed forbundne risici.
4.  
De interne revisorer udfører deres opgaver i forbindelse med spørgsmål vedrørende deres respektive ansvarsområder for så vidt angår alle de tjenestegrene, der er involveret i indkassering af facilitetens indtægter eller afholdelse af dens udgifter.
5.  
Den enkelte interne revisor foretager en eller efter omstændighederne flere revisioner i løbet af et regnskabsår og aflægger beretning til den ansvarlige administrator. De øverstbefalende for operationer og, hvor det er relevant, gennemførelsesaktørerne underrettes af den ansvarlige interne revisor om dennes konklusioner og henstillinger. Den enkelte administrator sørger i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder for, at henstillinger på baggrund af revisionsarbejdet følges op, herunder ved at give de nødvendige instrukser til de øverstbefalende for operationer og til gennemførelsesaktørerne.
6.  
Hvert år forelægger den enkelte administrator udvalget en rapport om den interne revision, der er udført med hensyn til spørgsmål vedrørende den pågældendes ansvarsområder, der angiver det antal og de typer interne revisioner, der er foretaget, de konstateringer, der er gjort, de henstillinger, der er fremsat, og hvorledes der er fulgt op på disse henstillinger.
7.  
De interne revisorers arbejde og beretninger stilles til rådighed for revisorkollegiet nedsat i medfør af artikel 42 sammen med al tilhørende dokumentation.

Artikel 42

Ekstern revision af faciliteten

1.  
Der nedsættes et revisorkollegium. De udgifts- og indtægtsposter, der følger af gennemførelsen af denne afgørelse i henhold til artikel 1, stk. 2, samt årsregnskaberne for operationer og bistandsforanstaltninger revideres af revisorkollegiet.
2.  
Udvalget fastsætter, hvor mange revisorer der er behov for, og udpeger revisorkollegiets medlemmer for en periode på op til tre år, som kan forlænges én gang, blandt de kandidater, medlemsstaterne indstiller. Udvalget kan forlænge et medlems mandat med op til seks måneder. Kandidaterne skal være medlem af det højeste nationale revisionsorgan i en medlemsstat eller være anbefalet af et sådant organ og frembyde tilstrækkelig garanti for sikkerhed og uvildighed.
3.  
Udvalget kan udpege assistenter til medlemmer af revisorkollegiet på revisorkollegiets anmodning. Assistenterne skal stille passende garantier for sikkerhed og uafhængighed. Efter anmodning fra revisorkollegiet kan udvalget godkende, at revisorkollegiet anvender kvalificeret ekstern støtte med henblik på den eksterne revision af faciliteten.
4.  
Revisorkollegiet kontrollerer i løbet af regnskabsåret og efterfølgende ved kontrol på stedet samt ved kontrol af regnskabsbilagene, dels at de udgifter, der finansieres eller finansieres midlertidigt gennem faciliteten, afholdes i overensstemmelse med denne afgørelse og de regler, der er vedtaget i medfør af artikel 11, stk. 6, samt, hvor det er relevant, gældende EU-ret og national ret samt i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet, dels at den interne kontrol er fyldestgørende.
5.  
Medlemmerne af revisorkollegiet og deres assistenter aflønnes fortsat af det revisionsorgan, som de er udlånt fra; faciliteten afholder deres rejseudgifter i overensstemmelse med de regler, som vedtages af udvalget, samt omkostningerne ved kvalificeret ekstern støtte.
6.  

I mandatperioden:

a) 

må medlemmerne af revisorkollegiet og deres assistenter hverken anmode om eller modtage instrukser fra andre end udvalget; inden for rammerne af revisionsmandatet er revisorkollegiet og dets medlemmer helt uvildige og eneansvarlige for gennemførelsen af den eksterne revision

b) 

har medlemmerne af revisorkollegiet og deres assistenter kun referat til udvalget med hensyn til udførelsen af deres opgaver.

7.  
Hvert år enten vælger revisorkollegiet sin formand blandt sine medlemmer eller forlænger den siddende formands mandat. Revisorkollegiet fastsætter selv de regler, der skal gælde for de revisioner, der udføres af dets medlemmer, i overensstemmelse med de højeste internationale standarder. Det godkender de revisionsrapporter, der udarbejdes af dets medlemmer, inden de fremsendes til administratorerne og udvalget.
8.  
Administratorerne eller de personer, som en af administratorerne har udpeget, kan til enhver tid foretage revisioner af udgifter, der finansieres gennem faciliteten. Endvidere kan udvalget på forslag af en af administratorerne eller af en medlemsstat til enhver tid på ad hoc-basis udpege yderligere eksterne revisorer, hvis mandat og arbejdsvilkår det fastlægger.

Artikel 43

Aflæggelse af årsregnskabet og budgetsaldoen

1.  
Senest den 15. maj efter regnskabsårets afslutning udarbejder den enkelte regnskabsfører for faciliteten med bistand fra den ansvarlige administrator udkastet til facilitetens årsregnskab i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder og forelægger det for revisorkollegiet. Regnskabsføreren for operationer anvender de regnskaber, der er modtaget fra de øverstbefalende for operationer, herunder regnskaber for bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som operationen har gennemført. Regnskabsføreren for bistandsforanstaltninger anvender de regnskaber, der er modtaget fra gennemførelsesaktørerne. Senest samme dato forelægger den enkelte regnskabsfører udvalget regnskabsårets budgetoverskud for hvert afsnit i budgettet, som denne er ansvarlig for. Den enkelte administrator forelægger udvalget en årsberetning i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder.
2.  
Senest den 15. juli forelægger revisorkollegiet på grundlag af det udførte revisionsarbejde, herunder ved den kvalificerede eksterne støtte omhandlet i artikel 42, stk. 3, den enkelte regnskabsfører samt hver øverstbefalende for en operation revisionsresultaterne vedrørende deres respektive regnskaber.
3.  
Senest den 30. september fremsender den enkelte regnskabsfører med bistand fra den ansvarlige administrator facilitetens endelige reviderede årsregnskab i forbindelse med spørgsmål vedrørende sine ansvarsområder til udvalget.
4.  
Revisorkollegiet forelægger senest den 30. september efter regnskabsårets afslutning udvalget sin revisionsrapport, herunder revisionserklæringen. Udvalget gennemgår revisionsrapporten, revisionserklæringen og årsregnskabet med henblik på at meddele decharge til den enkelte administrator og hver øverstbefalende for en operation.
5.  
Bilagene til facilitetens årsregnskab opbevares i en periode på fem år fra datoen for meddelelse af den pågældende decharge. Når en operation er afsluttet, sørger den øverstbefalende for operationen for fremsendelse af samtlige regnskabsbilag, herunder om gennemførelsen af enhver bistandsforanstaltning eller enhver del heraf, som er blevet gennemført som led i operationen, til administratoren for operationer.
6.  
Udvalget opfører budgetsaldoen for det regnskabsår, hvis regnskab er blevet godkendt, på budgettet for det følgende regnskabsår under indtægter eller udgifter, alt efter hvad der er relevant. Inden regnskabet er blevet godkendt, kan udvalget dog beslutte at opføre en anslået budgetsaldo, når det har modtaget revisionserklæringen fra revisorkollegiet. Den ansvarlige administrator forelægger de nødvendige ændringsbudgetter under hensyntagen til fremførslen af midler.
7.  
Hvis refusion ikke kan ske udelukkende ved at foretage fradrag i de bidrag, der skal indbetales til faciliteten, tilbagebetales budgetsaldoen til den pågældende medlemsstat i henhold til BNI-nøglen for refusionsåret.



AFSNIT III

SÆRLIGE REGLER FOR OPERATIONER



KAPITEL 7

Fælles udgifter og nationale udgifter

Artikel 44

Definition af fælles udgifter og støtteberettigelsesperioder

1.  
Faciliteten afholder de fælles udgifter, der er opført i bilag III, i en operations forberedende fase, som varer fra godkendelsen af krisestyringskonceptet indtil udnævnelsen af den øverstbefalende for operationen. Under særlige omstændigheder kan udvalget efter høring af PSC forlænge det tidsrum, hvori disse udgifter afholdes af faciliteten.
2.  

I en operations aktive fase, der løber fra datoen for udnævnelsen af den øverstbefalende for operationen til den dag, hvor det operative hovedkvarter afslutter sit virke, afholder faciliteten som fælles udgifter:

a) 

de fælles udgifter, der er opført i bilag IV, del A

b) 

de fælles udgifter, der er opført i bilag IV, del B, hvis Rådet beslutter dette

c) 

de fælles udgifter, der er opført i bilag IV, del C, når den øverstbefalende for operationen anmoder om det, og hvis udvalget godkender det.

3.  
Til de fælles udgifter til en operation henregnes også de nødvendige udgifter til dens afvikling, jf. bilag V.
4.  
En EU-operation afvikles, når udstyr og infrastruktur, der finansieres i fællesskab med henblik på denne operation, har fundet deres endelige bestemmelsessted, og regnskaberne for operationen er godkendt.
5.  
Fælles udgifter begrænses til ekstraomkostninger, dvs. andre udgifter end dem, der under alle omstændigheder ville være blevet afholdt af en eller flere bidragydende medlemsstater eller tredjelande, en EU-institution eller en international organisation uafhængigt af tilrettelæggelsen af en EU-operation.
6.  
Rådet kan i afgørelser om iværksættelse eller forlængelse af operationer fastsætte, at visse ekstraomkostninger ud over dem, der på det pågældende tidspunkt betragtes som fælles udgifter, betragtes som fælles udgifter til en given operation.
7.  
Ud over dets beføjelse i henhold til stk. 2, litra b), kan udvalget fra sag til sag beslutte, at visse ekstraomkostninger ud over dem, der er opført i bilag II-V, på grund af særlige omstændigheder betragtes som fælles udgifter til en given operation.

Artikel 45

Øvelser

▼M2

1.  
De fælles udgifter til Unionens øvelser finansieres gennem faciliteten i henhold til regler og procedurer svarende til dem, der gælder for operationer, som alle medlemsstater bidrager til.

▼B

2.  
Disse fælles udgifter til øvelser består for det første af ekstraomkostninger til deployerbare eller faste hovedkvarterer og for det andet af ekstraomkostninger i forbindelse med Unionens brug af fælles NATO-aktiver og -kapabiliteter, der er stillet til rådighed for en øvelse.
3.  

Fælles udgifter til øvelser omfatter ikke udgifter vedrørende:

a) 

kapitalinvesteringer, herunder investeringer i bygninger, infrastruktur og udstyr

b) 

øvelsernes planlægnings- og forberedelsesfaser, medmindre de er godkendt af udvalget

c) 

transport, kaserner og indkvartering til styrkerne.

Artikel 46

Referencebeløb for operationer

For enhver rådsafgørelse om iværksættelse eller forlængelse af en operation fastsættes der et referencebeløb for de fælles udgifter til operationen. Administratoren for operationer vurderer navnlig med bistand fra EU's Militærstab og, hvis denne har tiltrådt sin tjeneste, den øverstbefalende for operationen, hvilket beløb der skønnes nødvendigt til dækning af de fælles udgifter til operationen for den planlagte periode. Administratoren for operationer fremsender det foreslåede beløb til formandskabet for Rådet med henblik på gennemgang i det forberedende rådsorgan, der har ansvaret for at gennemgå udkastet til afgørelse. Medlemmerne af udvalget indbydes til drøftelserne i dette organ vedrørende referencebeløbet.

Artikel 47

Refusion af midlertidig finansiering

1.  
En medlemsstat, et tredjeland eller, alt efter hvad der er relevant, en international organisation, der af Rådet er blevet bemyndiget til at finansiere en del af de fælles udgifter til en operation midlertidigt, kan få refusion fra faciliteten efter anmodning, der er ledsaget af de nødvendige bilag, og som stiles til administratoren for operationer, senest to måneder efter datoen for afslutning af den pågældende operation.
2.  
En anmodning om refusion kan ikke efterkommes, medmindre den er godkendt af både den øverstbefalende for operationen, hvis denne stadig er i tjenesten, og af administratoren for operationer.
3.  
Hvis en bidragydende medlemsstats eller et bidragydende tredjelands anmodning om refusion godkendes, kan det pågældende beløb fratrækkes i den førstkommende indkaldelse af bidrag, som administratoren for operationer tilsender denne stat.
4.  
Hvis der ikke forventes nogen indkaldelse af bidrag, når anmodningen godkendes, eller hvis den godkendte anmodning om refusion overstiger det planlagte bidrag, refunderer administratoren for operationer refusionsbeløbet inden 30 dage under hensyn til facilitetens likvide midler og behovene for finansiering af de fælles udgifter til den pågældende operation.
5.  
Refusionen skal ske i overensstemmelse med denne afgørelse, uanset om en planlagt operation aflyses.
6.  
Refusionen omfatter renteindtægter af det beløb, der er stillet til rådighed via den midlertidige finansiering.

Artikel 48

Facilitetens forvaltning af udgifter, der ikke er omfattet af de fælles udgifter (nationale udgifter)

1.  
Udvalget kan på forslag af administratoren for operationer og med bistand fra den øverstbefalende for operationen eller på forslag af en medlemsstat beslutte, at den administrative forvaltning af visse udgifter i forbindelse med en operation (»nationale udgifter«) overdrages til faciliteten, men at de fortsat afholdes af den medlemsstat, som de vedrører.
2.  
Udvalget kan i sin afgørelse bemyndige den øverstbefalende for operationen til på vegne af de medlemsstater, der bidrager til en operation med personel eller aktiver, og i givet fald tredjeparter at indgå kontrakter om erhvervelse af tjenester og udstyr, der skal finansieres som nationale udgifter.
3.  
Udvalget fastsætter i sin afgørelse de nærmere bestemmelser for forvaltningen af nationale udgifter, herunder for den midlertidige finansiering heraf og, hvor det er relevant, varigheden af bemyndigelsen til den øverstbefalende for operationen.
4.  
Faciliteten fører regnskab over de nationale udgifter, som den forvalter, og som afholdes af de enkelte medlemsstater og i givet fald af tredjeparter. Administratoren for operationer sender hver måned den enkelte medlemsstat og i givet fald de pågældende tredjeparter en opgørelse over de udgifter, som de eller deres personel har givet anledning til i den forløbne måned, og indkalder de nødvendige midler til betaling af disse udgifter. Medlemsstaterne og i givet fald de pågældende tredjeparter indbetaler de indkaldte midler til faciliteten senest 30 dage efter fremsendelsen af indkaldelsen af midler.

Artikel 49

Facilitetens forvaltning af midlertidig finansiering og udgifter, der ikke er omfattet af de fælles udgifter, for at lette den indledende deployering af styrkerne til en operation

1.  
Udvalget kan, hvis det af hensyn til særlige operative omstændigheder er påkrævet, på forslag af administratoren for operationer og med bistand fra den øverstbefalende for operationen eller på forslag af en medlemsstat beslutte, at den midlertidige finansiering og administrative forvaltning af visse udgifter i forbindelse med en operation overdrages til faciliteten, men at de fortsat afholdes af den medlemsstat, som de vedrører, med henblik på at lette den indledende deployering af styrkerne til en operation, inden det er blevet bekræftet, hvilke medlemsstater der vil bidrage til operationen med personel eller aktiver.
2.  
Forvaltningen af disse udgifter sker inden for rammerne af de eksisterende midler og ressourcer, og den indledende udgift begrænses til 20 % af referencebeløbet. I så fald fastsætter udvalget i sin afgørelse de nærmere bestemmelser for midlertidig finansiering og refusion af de midlertidigt finansierede beløb fra de medlemsstater og tredjeparter, der vil bidrage til operationen med personel eller aktiver.

Artikel 50

Fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer, eller som ikke direkte er knyttet til en specifik operation

Administratoren for operationer udøver hvervet som anvisningsberettiget for fælles udgifter, der påløber i den forberedende fase og efter afslutning af operationens aktive fase, samt fælles udgifter, der ikke direkte er knyttet til en specifik operation.

Artikel 51

Fælles udgifter i en operations aktive fase

1.  
Den øverstbefalende for operationen udøver hvervet som anvisningsberettiget for fælles udgifter, der påløber i den aktive fase af den operation, som vedkommende har ansvaret for.
2.  
Uanset artikel 17, stk. 6, giver Rådets vedtagelse af et referencebeløb administratoren for operationer og den øverstbefalende for operationen ret til hver især inden for deres ansvarsområde at indgå udgiftsforpligtelser og betale udgifter for den pågældende operation på op til 30 % af referencebeløbet, medmindre Rådet træffer bestemmelse om en anden procentdel.
3.  
Udvalget kan på forslag af administratoren for operationer eller den øverstbefalende for operationen og under hensyntagen til, hvor nødvendig og hastende operationen er, beslutte, at der kan indgås yderligere udgiftsforpligtelser og, hvis det er relevant, afholdes supplerende udgifter. Denne undtagelse finder ikke længere anvendelse efter vedtagelsen af budgettet for den pågældende operation.
4.  
I perioden forud for vedtagelsen af budgettet for en operation aflægger administratoren for operationer og den øverstbefalende for operationen eller dennes repræsentant hver måned hver især inden for deres ansvarsområde rapport til udvalget om de udgifter, der kan betragtes som fælles udgifter til operationen. Udvalget kan på forslag af administratoren for operationer, den øverstbefalende for operationen eller en medlemsstat udstede anvisninger for afholdelsen af udgifterne i denne periode.
5.  
I de tre måneder efter iværksættelsen af operationen, og hvis den øverstbefalende for operationen skønner det nødvendigt af hensyn til korrekt afvikling af operationen, kan denne foretage overførsler af bevillinger fra en artikel til en anden og fra et kapitel til et andet i det afsnit, der vedrører operationen. Den øverstbefalende for operationen underretter administratoren for operationer og udvalget herom.
6.  
Uanset artikel 17, stk. 6, kan den øverstbefalende for en EU-operation i tilfælde af overhængende livsfare for det personel, der deltager i operationen, ud over de bevillinger, der er opført på budgettet, afholde de udgifter, der er nødvendige for at undgå tab af personel. Den øverstbefalende for operationen underretter administratoren for operationer og udvalget herom hurtigst muligt. I sådanne tilfælde foreslår administratoren for operationer i samråd med den øverstbefalende for operationen de nødvendige overførsler til finansiering af sådanne uforudsete udgifter. Hvis det ikke er muligt at sikre en tilstrækkelig dækning af sådanne udgifter ved overførsel, fremsætter administratoren for operationer et forslag til ændringsbudget.



KAPITEL 8

Forvaltning af midler og aktiver

Artikel 52

Endeligt bestemmelsessted for udstyr og infrastrukturer, der finansieres i fællesskab

1.  
Udvalget godkender på forslag af administratoren for operationer en sats for værdiforringelsen af udstyr og andre aktiver til alle operationer. Den øverstbefalende for operationen kan anvende en anden sats for værdiforringelse, hvis det af hensyn til de operative omstændigheder er nødvendigt, og efter godkendelse fra udvalget.
2.  
Med henblik på at afvikle en operation foreslår den øverstbefalende for operationen udvalget et endeligt bestemmelsessted for det udstyr og den infrastruktur, der er finansieret i fællesskab til den pågældende operation.
3.  
Administratoren for operationer forvalter det udstyr og den infrastruktur, der er tilbage efter afslutning af operationens aktive fase, med henblik på om nødvendigt at finde et endeligt bestemmelsessted herfor.
4.  

Det endelige bestemmelsessted for udstyr og infrastruktur, der er finansieret i fællesskab, godkendes af udvalget under hensyn til operative behov og økonomiske kriterier. Det endelige bestemmelsessted kan være følgende:

a) 

infrastruktur kan sælges eller overdrages via faciliteten til værtslandet, en medlemsstat eller en tredjepart

b) 

udstyr kan sælges via faciliteten til en medlemsstat, værtslandet eller en tredjepart eller opbevares og vedligeholdes af faciliteten, en medlemsstat eller en tredjepart til brug i en senere operation.

5.  
Ved salg skal udstyr og infrastruktur sælges til handelsværdien eller, hvis der ikke kan fastsættes en handelsværdi, til en retfærdig og rimelig pris, idet der tages hensyn til specifikke lokale forhold.
6.  
Salg eller overdragelse til værtslandet eller en tredjepart skal ske i overensstemmelse med de relevante gældende sikkerhedsforskrifter.

▼M2

7.  
Såfremt det besluttes, at faciliteten skal beholde udstyr, der er finansieret i fællesskab i forbindelse med en operation, kan de bidragydende medlemsstater anmode de øvrige medlemsstater om økonomisk kompensation. Udvalget træffer de nødvendige afgørelser på forslag fra administratoren for operationer.

▼B

Artikel 53

Fælles underskrivelse af betalinger

Enhver udbetaling, der foretages fra midler, som administreres af faciliteten, til operationer eller til bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som gennemføres som led i operationer, skal underskrives både af en anvisningsberettiget og af enten regnskabsføreren for operationer eller en operations regnskabsfører.

Artikel 54

Regnskabsføring

1.  
Hver øverstbefalende for en operation fører regnskab over overførsler af de midler, som modtages fra faciliteten, de udgiftsforpligtelser, som vedkommende indgår, samt over foretagne betalinger og modtagne indtægter samt fører en fortegnelse over det løsøre, der finansieres over facilitetens budget og anvendes til den operation, som vedkommende har ansvaret for.
2.  
Hver øverstbefalende for en operation forelægger regelmæssigt regnskabsføreren for operationer regnskaberne og fortegnelsen omhandlet i stk. 1. Navnlig forelægger hver øverstbefalende for en operation senest den 31. marts efter regnskabsårets afslutning eller inden fire måneder efter afslutningen af den operation, som vedkommende har ansvaret for, alt efter hvilken dato der kommer først, regnskabsføreren for operationer de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af årsregnskabet vedrørende fælles udgifter, nationale udgifter og bistandsforanstaltninger eller enhver del heraf, som blev gennemført som led i operationen, samt aktivitetsrapporten.
3.  
De nærmere regler for udarbejdelse og forelæggelse af regnskaber og fortegnelser vedrørende operationer fastlægges i udvalgets afgørelse om fastlæggelse af regler for afholdelsen af udgifter, der finansieres gennem faciliteten, jf. artikel 11, stk. 6, og i de regnskabsretningslinjer og -regler, der fastsættes af regnskabsføreren for operationer.

Artikel 55

Revision

Hver øverstbefalende for en operation giver administratoren for operationer og revisorer, der handler på vegne af faciliteten, fuld adgang til den operation, som vedkommende har ansvaret for, herunder lokaler og oplysninger.



AFSNIT IV

SÆRLIGE REGLER FOR BISTANDSFORANSTALTNINGER



KAPITEL 9

Mål, principper og procedurer for vedtagelse af bistandsforanstaltninger

Artikel 56

Mål og principper

1.  

Bistandsforanstaltningers vigtigste mål er at:

a) 

styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender og modstandsdygtighed

b) 

bidrage hurtigt og effektivt til tredjelandes og regionale og internationale organisationers militære reaktion i en krisesituation

c) 

bidrage effektivt til konfliktforebyggelse, stabilisering og konsolidering af freden, herunder i forbindelse med operationer med opgaver inden for uddannelse, rådgivning og vejledning i sikkerhedssektoren, samt i andre situationer før eller efter en konflikt

d) 

støtte samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet mellem Unionen og et tredjeland eller en regional eller international organisation.

2.  

Bistandsforanstaltninger skal hvile på følgende principper:

a) 

De skal være i overensstemmelse med politikkerne og målene for Unionens optræden udadtil og have til formål at opbygge fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed.

b) 

De skal overholde EU-retten og Unionens politikker og strategier, navnlig EU's strategiske ramme for støtte til en reform af sikkerhedssektoren og den integrerede tilgang til eksterne konflikter og kriser, EU's strategiske tilgang til kvinder, fred og sikkerhed samt de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

c) 

De skal overholde Unionens og medlemsstaternes forpligtelser i henhold til folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret.

d) 

De må ikke berøre en medlemsstats sikkerheds- og forsvarspolitiks særlige karakter, og de må ikke være i modstrid med Unionens og dens medlemsstaters sikkerheds- og forsvarsinteresser.

3.  
Enhver bistandsforanstaltning, som omfatter eksport eller overførsel af genstande, der er opført på Unionens fælles liste over militært udstyr, skal overholde de principper, der er fastsat i fælles holdning 2008/944/FUSP, og må ikke berøre den procedure, som medlemsstaterne skal følge i forbindelse med sådan eksport eller overførsel i overensstemmelse med nævnte fælles holdning, herunder med hensyn til vurdering. Sådanne bistandsforanstaltninger må desuden ikke berøre medlemsstaternes beføjelser for så vidt angår politik for overførsel inden for Unionen og eksport af militært udstyr.
4.  
Forslag til bistandsforanstaltninger skal ledsages af en vurdering fra den højtstående repræsentant, herunder en konfliktsensitivitets- og kontekstanalyse og en risiko- og konsekvensanalyse, og skal omfatte passende sikkerhedsforanstaltninger, kontroller, afhjælpende og ledsagende elementer og overvågnings- og evalueringsordninger, jf. artikel 9, stk. 3, og principperne i nærværende artikels stk. 2. Med henblik på at sikre den nødvendige effektivitet og sammenhæng bør en sådan analyse og vurdering, hvor det er relevant, bygge på den praktiske erfaring, som Unionens aktører har indhøstet. De regelmæssige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltninger, som den højtstående repræsentant forelægger PSC, jf. artikel 63, skal også omfatter de i nærværende stykke omhandlede spørgsmål.

Artikel 57

Forberedende fase

1.  
Den højtstående repræsentant eller en medlemsstat kan forelægge Rådet en konceptnote med beskrivelse af en mulig bistandsforanstaltning, som skal omfatte dens omfang, varighed, aktionstyper og potentielle gennemførelsesaktører og ledsages af en foreløbig analyse af konfliktsensitiviteten, konteksten og risiciene sammen med de indledende overvejelser med henblik på en konsekvensanalyse samt sikkerhedsforanstaltninger og afhjælpende foranstaltninger, der skal videreudvikles i det i artikel 59 omhandlede forslag.
2.  
Ved godkendelsen af en konceptnote kan Rådet give tilladelse til, at foranstaltninger til forberedelse af den mulige bistandsforanstaltning finansieres under faciliteten.
3.  
Hvis en mulig bistandsforanstaltning indebærer levering af dødbringende militært udstyr eller dødbringende militære platforme, jf. artikel 5, stk. 3, skal konceptnoten omfatte et foreløbigt overslag over udgifter til foranstaltningen. En medlemsstat, der agter at afholde sig fra at stemme om vedtagelse af foranstaltningen og afgive en formel erklæring i henhold til artikel 31, stk. 1, andet afsnit, i TEU, bør tilkendegive en sådan hensigt ved en skriftlig meddelelse til Rådet i god tid og efter forelæggelsen af konceptnoten. Denne meddelelse kan også indeholde en angivelse af andre bistandsforanstaltninger, som den i stedet ønsker at bidrage til.
4.  
I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i afgørelse 2010/427/EU, hører EU-Udenrigstjenesten, når den udarbejder konceptnoter og efterfølgende forslag fra den højtstående repræsentant om bistandsforanstaltninger, de relevante tjenestegrene i Kommissionen for at sikre den nødvendige sammenhæng i Unionens politikker i overensstemmelse med artikel 8.

Artikel 58

Hasteforanstaltninger

1.  
Hvis situationens hastende karakter kræver det, kan Rådet, før der foreligger en afgørelse om en bistandsforanstaltning, godkende de nødvendige hasteforanstaltninger, der skal finansieres under faciliteten, under hensyntagen til den metode til analyse af risici og sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 9, stk. 3. Hasteforanstaltninger og de anslåede udgifter hertil kan kortlægges i konceptnoten med en beskrivelse af en mulig bistandsforanstaltning eller i forslaget om iværksættelse af en bistandsforanstaltning, jf. henholdsvis artikel 57 og artikel 59, stk. 1.
2.  
Hasteforanstaltninger må ikke omfatte levering af udstyr som omhandlet i artikel 5, stk. 3.
3.  
Uanset artikel 17, stk. 6, giver Rådets godkendelse af hasteforanstaltninger administratoren for bistandsforanstaltninger ret til at indgå udgiftsforpligtelser og betale udgifter for den pågældende hasteforanstaltning op til det tilladte udgiftsniveau.

Artikel 59

Bistandsforanstaltninger

1.  
Afgørelser om iværksættelse af bistandsforanstaltninger vedtages af Rådet på grundlag af et forslag eller initiativ som omhandlet i artikel 6 efter anmodning fra en potentiel modtager.
2.  
Der skal af enhver rådsafgørelse om iværksættelse af en bistandsforanstaltning fremgå modtager, mål, omfang, varighed, arten af den bistand, der skal ydes, samt et finansielt referencebeløb til dækning af de anslåede udgifter til dens gennemførelse. I afgørelsen udpeges, hvor det er relevant, gennemførelsesaktørerne eller modtagerne af eventuelle tilskud, der tildeles uden indkaldelse af forslag, jf. artikel 36. Afgørelsen skal fastlægge den kontrol og de garantier, der kræves af modtageren eller, hvor det er relevant, gennemførelsesaktørerne, samt de nødvendige bestemmelser om overvågning og evaluering i overensstemmelse med den metode til analyse af risici og sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i medfør af artikel 9, stk. 3. Den skal også omfatte bestemmelser om foranstaltningens suspension og ophævelse i overensstemmelse med artikel 64.
3.  
Bistandsforanstaltninger har form af en specifik foranstaltning eller et generelt støtteprogram med et bestemt geografisk eller tematisk fokus. En rådsafgørelse om oprettelse af et generelt program skal præcisere omfanget af de aktioner, der er støtteberettigede under det pågældende program. Bistandsforanstaltninger kan være flerårige.
4.  
Ressourcerne til bistandsforanstaltninger kan omfatte de bevillinger, der er nødvendige for opfølgning, overvågning, evaluering, revision, kommunikation og synliggørelse.
5.  
Bistandsforanstaltninger med henblik på levering af dødbringende militært udstyr eller dødbringende militære platforme som omhandlet i artikel 5, stk. 3, må ikke omfatte andre genstande eller former for støtte. Der må ikke anvendes bistandsforanstaltninger til levering af genstande, som vil være i strid med EU-retten eller Unionens eller alle medlemsstaternes internationale forpligtelser.
6.  
Bistandsforanstaltninger, der har form af et generelt program, må ikke omfatte levering af udstyr eller platforme som omhandlet i artikel 5, stk. 3.
7.  
Støtte til enhver aktion inden for rammerne af et generelt program ydes på anmodning af modtageren og kræver forudgående gennemgang og godkendelse fra PSC i overensstemmelse med betingelserne i Rådets afgørelse om oprettelse af det generelle program.

Artikel 60

Gennemførelse af en bistandsforanstaltning som led i en operation

1.  
Rådet kan beslutte, at en specifik bistandsforanstaltning helt eller delvis skal gennemføres som led i en operation i overensstemmelse med kravene i artikel 59, stk. 2. I tilfælde af en delvis gennemførelse skal en sådan afgørelse angive, hvilke specifikke aktioner der skal gennemføres som led i operationen, og det dertil knyttede finansielle beløb.
2.  
Når Rådet træffer afgørelse som omhandlet i stk. 1, fastsætter det de nødvendige ændringer af mandatet for den pågældende operation.

Artikel 61

Kontrakter med gennemførelsesaktører

1.  
Administratoren for bistandsforanstaltninger sikrer, at der foretages de nødvendige vurderinger af gennemførelsesaktørernes kapacitet, jf. artikel 66, navnlig med hensyn til økonomisk forvaltning. Disse vurderinger vedrører afholdelsen af de udgifter, der finansieres under faciliteten i overensstemmelse med artikel 67, og forvaltningen af de aktiver, der finansieres under faciliteten i overensstemmelse med artikel 68.
2.  
Administratoren for bistandsforanstaltninger kræver, at gennemførelsesaktørerne fremlægger de nødvendige dokumenter, herunder gennemførelsesrapporter, regnskaber, forvaltningserklæringer og sammenfatninger af revisionsrapporter.
3.  
Administratoren for bistandsforanstaltninger underretter udvalget om resultatet af de i stk. 1 omhandlede vurderinger og om de kontrakter, der skal indgås med gennemførelsesaktørerne. Ethvert medlem af udvalget kan anmode om yderligere oplysninger om sådanne vurderinger og kontrakter.
4.  
Administratoren for bistandsforanstaltninger, der handler på vegne af faciliteten, indgår kontrakterne med gennemførelsesaktører.

Artikel 62

Ordninger med modtagere

1.  
Den højtstående repræsentant indgår de fornødne ordninger med modtageren for at sikre efterlevelse af de krav og betingelser, som Rådet opstiller i forbindelse med bistandsforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 56 og 59, herunder, hvor det er relevant, til forvaltning og anvendelse af aktiver, der finansieres under faciliteten, og den nødvendige kontrol med aktiver.
2.  

Ordninger indgået i overensstemmelse med stk. 1 skal omfatte bestemmelser, der er i overensstemmelse med vilkårene for bistandsforanstaltningen eller med en relevant afgørelse truffet af Rådet eller af udvalget, herunder om sikkerhedsforanstaltninger, for at sikre:

a) 

korrekt og effektiv anvendelse af aktiver til de formål, hvortil de blev tilvejebragt

b) 

tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiverne for at sikre brugbarhed og operationel disponibilitet gennem aktivernes livscyklus

c) 

at aktiverne ikke går tabt eller uden udvalgets samtykke afhændes til andre personer eller enheder end dem, som er blevet udpeget i ordningerne, ved afslutningen af deres livscyklus eller ved bistandsforanstaltningens udløb eller ophævelse

d) 

efterlevelse af eventuelle andre krav, som Rådet har fastlagt.

3.  
Den højtstående repræsentant underretter rettidigt Rådet om ordninger som omhandlet i stk. 1.
4.  
De i stk. 1 omhandlede ordninger berører ikke eventuelle yderligere betingelser, som en medlemsstat kan pålægge, når den udsteder en eksporttilladelse i overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP.
5.  
For så vidt angår bistandsforanstaltninger, der har form af et generelt program, kan administratoren for bistandsforanstaltninger indgå en finansieringsaftale med modtageren på grundlag af et sådant program. Administratoren for bistandsforanstaltninger underretter udvalget om sådanne aftaler, der skal indgås. Ethvert medlem af udvalget kan anmode om yderligere oplysninger om sådanne aftaler.

Artikel 63

Rapportering og opfølgning

Den højtstående repræsentant forelægger PSC en rapport om gennemførelsen af bistandsforanstaltninger to gange om året, eller når PSC anmoder herom. Sådanne rapporter skal dække bistandsforanstaltningens politiske, operationelle og finansielle aspekter. De skal indeholde en evaluering af dens virkning og forvaltningen og anvendelsen af aktiverne samt ajourføringer af konfliktsensitivitets- og kontekstanalysen og risiko- og konsekvensanalysen.

Artikel 64

Suspension og ophævelse af bistandsforanstaltninger

1.  

Enhver rådsafgørelse om en bistandsforanstaltning skal indeholde følgende bestemmelser om suspension og ophævelse af foranstaltningen, uden at dette berører medlemsstaternes myndigheders beføjelser vedrørende suspension af eksportlicenser, hvis en sådan licens er påkrævet:

a) 

PSC kan på anmodning af en medlemsstat eller den højtstående repræsentant beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af en bistandsforanstaltning i følgende tilfælde:

i) 

hvis modtageren bryder sine forpligtelser i henhold til folkeretten, navnlig menneskerettighedslovgivningen og den humanitære folkeret, eller ikke opfylder tilsagnene afgivet i henhold til de i artikel 62 omhandlede ordninger

ii) 

hvis kontrakten med en gennemførelsesaktør er blevet suspenderet eller ophævet som følge af dennes brud på sine forpligtelser i henhold til kontrakten

iii) 

hvis situationen i det pågældende land eller område ikke længere gør det muligt at gennemføre foranstaltningen samtidig med, at der sikres tilstrækkelige garantier

iv) 

hvis foranstaltningen ikke længere tjener sit formål eller ikke længere er i Unionens interesse

b) 

i hastende og undtagelsesvise tilfælde kan den højtstående repræsentant midlertidigt suspendere gennemførelsen af en bistandsforanstaltning helt eller delvis, indtil PSC træffer afgørelse.

2.  
PSC kan henstille til Rådet, at en bistandsforanstaltning ophæves.

Artikel 65

Suspension og ophævelse af kontrakter med gennemførelsesaktører

Administratoren kan suspendere eller ophæve en kontrakt indgået i overensstemmelse med artikel 61, hvis gennemførelsesaktøren bryder sine kontraktlige forpligtelser. Administratoren underretter udvalget straks efter suspenderingen af en kontrakt. Administratoren underretter udvalget i god tid inden ophævelsen af en kontrakt. Indtil ophævelsen kan ethvert medlem af udvalget anmode om yderligere oplysninger og en drøftelse i udvalget om ophævelsens mulige konsekvenser for den pågældende bistandsforanstaltning.



KAPITEL 10

Kontrol med udgifter og aktiver, der finansieres under faciliteten og overdrages til gennemførelsesaktører

Artikel 66

Vurdering af gennemførelsesaktørers kapacitet til at afholde udgifter, der finansieres under faciliteten

1.  
Hvis afholdelsen af udgifter overdrages til gennemførelsesaktører, verificerer administratoren, at de sikrer et beskyttelsesniveau for facilitetens finansielle interesser svarende til det, som ydes, når faciliteten afholder sine udgifter direkte.
2.  
Med henblik herpå foretager administratoren før undertegnelsen af kontrakter, jf. artikel 61, en vurdering for at sikre, at gennemførelsesaktørernes systemer, regler og procedurer giver rimelig sikkerhed for, at de vil opfylde de betingelser, der er fastsat i disse kontrakter, jf. artikel 67 og 68.
3.  
Vurderingen omhandlet i stk. 1 foretages på en forholdsmæssigt afpasset måde og under behørig hensyntagen til de involverede finansielle risici.
4.  
Gennemførelsesaktører, som er blevet vurderet af administratoren i overensstemmelse med stk. 2, underretter straks administratoren, hvis deres regler, systemer eller procedurer ændres væsentligt.
5.  
Hvis en gennemførelsesaktør har fået en positiv vurdering i henhold til stk. 2, kan den anvende de regler, der gælder for afholdelsen af dens egne udgifter.
6.  
Opfylder gennemførelsesaktører kun delvis kravene i vurderingen, jf. denne artikels stk. 2, træffer administratoren passende afhjælpende foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af facilitetens interesser. Disse foranstaltninger fastsættes nærmere i de relevante kontrakter, jf. artikel 61.
7.  
Faciliteten kan helt eller delvis basere sig på vurderinger, som Kommissionen eller andre enheder, hvor det er relevant, har foretaget, for så vidt som administratoren finder, at disse vurderinger opfylder kravene i de regler for afholdelsen af udgifter, som udvalget har vedtaget i henhold til artikel 11, stk. 6. Med henblik herpå fremmer faciliteten anerkendelsen af internationalt anerkendte standarder eller international bedste praksis.
8.  

Administratoren foretager ikke en vurdering af medlemsstaternes ministerier eller offentlige administration, såfremt de er udpeget som gennemførelsesaktører. Administratoren kan beslutte ikke at foretage en vurdering af:

a) 

EU-agenturer og -organer

b) 

medlemsstaters andre offentligretlige organer og agenturer

c) 

tredjelande eller de offentligretlige organer og agenturer, som de har udpeget.

9.  
Hvis der i overensstemmelse med stk. 8 ikke foretages en vurdering, træffer administratoren alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af faciliteten, herunder tilstrækkelig beskyttelse af dens finansielle interesser. Administratoren kan anvende passende kontrol med gennemførelsesaktører og sikre, at der anvendes finansielle regler og procedurer og regnskabsregler og -procedurer, der svarer til facilitetens.
10.  
Administratoren underretter udvalget om resultaterne af vurderingen, således at det kan overveje eventuelle yderligere skridt, der skal tages. Kan kapaciteten til at afholde udgifter under faciliteten ikke bekræftes, angiver administratoren eventuelle andre mulige måder, hvorpå foranstaltningen kan gennemføres. Hvis det er relevant, overvejer administratoren, hvordan specifikke begrænsninger i de mulige gennemførelsesaktørers kapacitet skal håndteres, jf. stk. 6.

Artikel 67

Standardbestemmelser i kontrakter med gennemførelsesaktører

1.  
De kontrakter, der indgås med gennemførelsesaktører, jf. artikel 61, med henblik på afholdelse af udgifter, der finansieres under faciliteten, skal overholde de mål og principper, der er fastsat i artikel 56, stk. 1 og 2, og kravene i artikel 59. Sådanne kontrakter skal omfatte detaljerede ordninger, der sikrer beskyttelse af facilitetens interesser, dvs. at afholdelsen sigter mod operationel effektivitet med hensyn til at opfylde bistandsforanstaltningens mål og overholdelse af principperne vedrørende forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Administratoren for bistandsforanstaltninger kræver, at gennemførelsesaktørerne, hvor det er relevant, sikrer, at underleverandørerne overholder disse mål og principper samt de mål og principper, der er nævnt i artikel 33, stk. 2, litra c).
2.  

Desuden skal kontrakter, der indgås med gennemførelsesaktører, navnlig omfatte bestemmelser, der sikrer, at:

a) 

aktiver, der finansieres med midler fra faciliteten, i givet fald tilvejebringes i overensstemmelse med gældende EU-ret om offentligt udbud eller med regler, som anses for at svare til de regler, som udvalget har vedtaget, jf. artikel 11, stk. 6, med hensyn til direkte udbud foretaget af faciliteten

b) 

der anvendes et regnskabssystem, der rettidigt stiller nøjagtige, fuldstændige og pålidelige oplysninger til rådighed

c) 

et effektivt internt kontrolsystem samt politikker og foranstaltninger baseret på international bedste praksis giver mulighed for at sikre navnlig lovligheden og den formelle rigtighed af de udgifter, der finansieres under faciliteten, og at uregelmæssigheder, korruption og svig forebygges, opdages og korrigeres

d) 

der foretages uafhængige eksterne revisioner i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder af en revisionstjeneste, der er funktionelt uafhængig af den enhed eller de personer, der gennemfører bistandsforanstaltningen, for så vidt angår lovligheden og den formelle rigtighed af de udgifter, der er finansieret under faciliteten

e) 

faciliteten forelægges regelmæssige finansielle rapporter om, hvordan bistandsforanstaltningerne gennemføres, og at den straks underrettes om tilfælde af konstateret svig og konstaterede uregelmæssigheder vedrørende faciliteten og om de forebyggende eller korrigerende foranstaltninger, der er truffet, herunder inddrivelse eller tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb

f) 

alle uretmæssigt udbetalte beløb inddrives af faciliteten

g) 

faciliteten rettidigt får stillet regnskabet over de udgifter, der er finansieret under faciliteten i den relevante referenceperiode, til rådighed sammen med en forvaltningserklæring om, at de personer, der har ansvaret for forvaltningen af midlerne, er af den opfattelse, at oplysningerne er korrekt udformet, fuldstændige og nøjagtige, at udgifterne er anvendt til det tilsigtede formål, og at de eksisterende kontrolprocedurer giver den nødvendige garanti i den henseende, samt en udtalelse fra et uafhængigt revisionsorgan, der er udarbejdet i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder

h) 

faciliteten, de revisorer, som den udpeger, og revisorkollegiet af gennemførelsesaktøren får tilladelse og al den fornødne bistand til at foretage den nødvendige kontrol på stedet og til straks og uden varsel at få adgang til dokumenterne og dataene vedrørende udgifter, der er finansieret under faciliteten, og til de lokaler, hvor disse dokumenter og data opbevares

i) 

enhver ordning, betingelse, begrænsning eller afhjælpende forholdsregel i eller i overensstemmelse med rådsafgørelsen om iværksættelse af bistandsforanstaltningen overholdes

j) 

gennemførelsesaktøren er erstatningspligtig med hensyn til sin gennemførelse af kontrakten

k) 

facilitetens forpligtelser i henhold til kontrakten vil blive suspenderet, hvis bistandsforanstaltningen suspenderes i overensstemmelse med artikel 64, stk. 1, og at nævnte forpligtelser vil blive bragt til ophør, hvis bistandsforanstaltningen ophæves af Rådet.

Artikel 68

Supplerende bestemmelser i kontrakter med gennemførelsesaktører om forvaltning af aktiver, der finansieres under faciliteten, og om underentreprise

1.  

Hvis en gennemførelsesaktør får overdraget aktiver såsom infrastruktur, udstyr eller forsyninger, der finansieres under faciliteten, eller får til opgave at tilvejebringe dem, skal der i de kontrakter, der skal indgås med administratoren på facilitetens vegne, jf. artikel 61 og 68, fastsættes vilkår, som sikrer, at sådanne aktiver forvaltes:

a) 

med henblik på at nå bistandsforanstaltningens mål effektivt og rettidigt

b) 

i overensstemmelse med de ordninger, der er fastsat i bistandsforanstaltningen, herunder eventuelle restriktioner eller begrænsninger for deres anvendelse, salg eller overførsel og eventuelle andre afhjælpende forholdsregler

c) 

under overholdelse af målene og principperne i artikel 56, stk. 1, 2 og 3, og i overensstemmelse med artikel 59.

2.  

Kontrakterne omhandlet i stk. 1 skal navnlig indeholde bestemmelser, som sikrer, at aktiverne:

a) 

leveres effektivt til modtageren i overensstemmelse med bistandsforanstaltningen

b) 

til enhver tid er under gennemførelsesaktørens kontrol, indtil de leveres til modtageren.

3.  

Kontrakterne omhandlet i stk. 1 skal indeholde bestemmelser om, at gennemførelsesaktørerne:

a) 

regelmæssigt skal forelægge faciliteten rapporter om gennemførelsen af de bistandsforanstaltninger, de har fået overdraget, herunder, hvis det er relevant, opgørelser over aktiver, som finansieres gennem faciliteten, og oplysninger om leverandører og underleverandører

b) 

skal give faciliteten eller de personer, som den udpeger, tilladelse og al fornøden bistand til at foretage den nødvendige kontrol på stedet.

4.  
De regler for afholdelsen af udgifter, som skal vedtages af udvalget, jf. artikel 11, stk. 6, skal indeholde bestemmelser om gennemførelsesaktørers indgåelse af kontrakter for at sikre, at inddragelsen af underleverandører i gennemførelsen af bistandsforanstaltninger er i overensstemmelse med denne afgørelse, herunder de principper, der er nævnt i artikel 56, stk. 2, og artikel 33, stk. 2, litra c).



AFSNIT V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER



KAPITEL 11

Forskellige bestemmelser

Artikel 69

Regler for sikkerhedsbeskyttelse af klassificerede informationer

Reglerne i Rådets afgørelse 2013/488/EU ( 6 ) eller enhver anden rådsafgørelse, som måtte træde i stedet for nævnte afgørelse, finder anvendelse på klassificerede informationer vedrørende faciliteten.

Artikel 70

Beskyttelse af personoplysninger

Faciliteten beskytter fysiske personer med hensyn til behandling af personoplysninger om dem i overensstemmelse med principperne og procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 ( 7 ), uden at dette berør nævnte forordnings artikel 2, stk. 4. Med henblik herpå vedtager udvalget de nødvendige gennemførelsesbestemmelser på grundlag af et forslag fra den højstående repræsentant.

Artikel 71

Aktindsigt

Udvalget vedtager på forslag af den højtstående repræsentant de nødvendige bestemmelser om aktindsigt i facilitetens dokumenter i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 ( 8 ).

Artikel 72

Kommunikation, information og synlighed

1.  
Den højtstående repræsentant gennemfører i samråd med udvalget de nødvendige informations- og kommunikationstiltag vedrørende faciliteten og dens aktioner og resultater. Disse aktiviteter kan undtagelsesvis finansieres af faciliteten, hvis udvalget træffer beslutning herom.
2.  
Modtagere af støtte fra faciliteten kan anmodes om at anerkende dens oprindelse og sikre Unionens synlighed, navnlig når de promoverer aktionerne og deres resultater, gennem kohærente, virkningsfulde og forholdsmæssigt afpassede oplysninger, som er målrettet forskellige modtagergrupper, herunder medierne og offentligheden.

Artikel 73

Overgangsforanstaltninger

1.  
Den højtstående repræsentant, Rådets generalsekretær og Kommissionen tilrettelægger i fællesskab alt efter behov en smidig overgang fra Athenamekanismen og fra fredsfaciliteten for Afrika, der blev oprettet ved Rådets forordning (EU) 2015/322 ( 9 ). Udvalget underrettes om sådanne ordninger.
2.  
Det beløb på op til 113 000 000 EUR, der er omhandlet i Rådets afgørelse (EU) 2020/1422 ( 10 ), eller dele heraf, og som der er indgået kontrakter for senest den 30. juni 2021, er ikke til rådighed for aktioner, der finansieres under faciliteten i 2021 eller senere.
3.  
De finansielle regler for udgifter, der finansieres gennem Athenamekanismen, finder anvendelse på afholdelsen af udgifter til operationer, der finansieres af faciliteten, indtil den dato, hvor de regler, som vedtages af udvalget i henhold til artikel 11, stk. 6, finder anvendelse.
4.  
Udnævnelser i henhold til afgørelse (FUSP) 2015/528 af Athenamekanismens administrator, regnskabsfører og interne revisor og den assisterende administrator, den assisterende regnskabsfører og den assisterende interne revisor samt af Athenamekanismens eksterne revisorer finder anvendelse på tilsvarende stillinger i henhold til nærværende afgørelse, indtil der er foretaget nye udnævnelser.
5.  
Athenas specialkomités akt 12-0392 af 29. maj 2012, herunder beskrivelsen af ekstraomkostningerne i forbindelse med deployering af EU-kampgrupper, finder anvendelse med henblik på gennemførelsen af nærværende afgørelse, indtil nævnte akt erstattes af en afgørelse om samme spørgsmål fra udvalget eller Rådet.
6.  
Athenas specialkomités afgørelser, herunder dem, der vedrører den specifikke berettigelse til fælles finansiering af visse ekstraomkostninger i henhold til artikel 15, stk. 7, eller bilag III, del C, i afgørelse (FUSP) 2015/528, og dem, der vedrører undtagelser angående udbudsprocedurer i henhold til del II i de finansielle regler for udgifter, der finansieres gennem Athenamekanismen, samt Athenamekanismens administrators afgørelser om sådanne undtagelser, finder anvendelse med henblik på gennemførelsen af nærværende afgørelse, indtil sådanne afgørelser erstattes af afgørelser om samme spørgsmål fra udvalget eller administratoren for operationer.
7.  
For så vidt angår operationer er facilitetens oprindelige budget for 2021 det budget, der er godkendt af Athenas specialkomité for 2021.
8.  
Faciliteten finansierer operationer og bistandsforanstaltninger fra den 1. januar 2021, medmindre Rådet i hvert enkelt tilfælde træffer afgørelse om en anden dato.

▼M1

9.  

Det finansielle referencebeløb for de fælles udgifter til EU's krisestyringsmilitærøvelse i 2023 (MILEX 23) udgør 5 000 000  EUR. Ud over de fælles udgifter, der er finansieringsberettigede i forbindelse med øvelser i henhold til artikel 45, er følgende ekstraomkostninger, der påløber i forbindelse med støtte til hovedkvarteret og de styrker, der deltager i øvelsen, undtagelsesvis finansieringsberettigede i forbindelse med den pågældende øvelse:

a) 

transport som anført i bilag IV for EU-kampgruppen, herunder for dens strategiske katalysatorer, og inden for det simulerede indsatsområde midlertidige kaserner og midlertidig indkvartering

b) 

arbejder i forbindelse med deployering/midlertidig infrastruktur: udgifter, der er absolut nødvendige, for at hovedkvarteret og de styrker, der deltager i øvelsen, kan nå deres mål

c) 

identifikationsmærkning: specifikke identifikationsmærker, EU-identitetskort, badges, medaljer, flag i EU-farver eller andre identifikationsmærker for styrken eller hovedkvarteret (bortset fra beklædning, hovedbeklædning eller uniformer)

d) 

driftsomkostninger: ekstraomkostninger til tjenester, der er absolut nødvendige for den direkte støtte til deployering til ankomststeder ad luft- og/eller søvejen samt logistiske områder og samlingsområder.

▼M3

10.  
Udvalget træffer afgørelse om anvendelsen af det finansielle loft i henhold til artikel 2, stk. 3, senest den 30. september 2023.

▼B



KAPITEL 12

Ophævelse, revision og ikrafttræden

Artikel 74

Ophævelse af Athenamekanismen

1.  
Afgørelse (FUSP) 2015/528 ophæves. Alle henvisninger til afgørelse (FUSP) 2015/528 eller bestemmelser heri i rådsretsakter eller andre foranstaltninger vedrørende operationer forstås som henvisninger til nærværende afgørelse eller til de tilsvarende bestemmelser heri.

Bestemmelserne i afgørelse (FUSP) 2015/528 finder dog fortsat anvendelse på afholdelsen af udgifter til operationer, som der er indgået forpligtelser for frem til datoen for nærværende afgørelses ikrafttræden, og på den dermed forbundne regnskabsføring og opgørelse, revision og regnskabsaflæggelse samt ansvar, indtil der er meddelt decharge for sådanne udgifter til administratoren for Athenamekanismen og de øverstbefalende for operationer.

2.  
De kontrakter, rammekontrakter og administrative ordninger, der er indgået af Athenamekanismen, anses for at være indgået af faciliteten, og faciliteten påtager sig Athenamekanismens rettigheder og forpligtelser i henhold hertil. Ejerskab af aktiver og bankkonti, der tilhører Athenamekanismen, overføres til faciliteten, og alle Athenamekanismens fordringer og passiver overtages af faciliteten.

Artikel 75

Revurdering

1.  
Rådet tager denne afgørelse op til revurdering hvert tredje år efter dens ikrafttræden eller på anmodning af en medlemsstat.
2.  
Ved hver revurdering kan alle eksperter, der er relevante for sagen, herunder i udvalget og facilitetens forvaltningsorganer, blive anmodet om at bidrage til drøftelserne.

Artikel 76

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

▼M3




BILAG I

ÅRLIGE FINANSIELLE LOFTER

De årlige bevillinger godkendes inden for følgende beløbsrammer, uden at dette berører artikel 17, stk. 3 og 3a, og med forbehold af artikel 73, stk. 2:

Løbende priser i mio. EUR



 

2021

2022

2023

2024

2025

2026

2027

Løbende priser

399

591

980

2 785

2 380

2 425

2 480

▼B




BILAG II

DIVERSE UDGIFTER AFHOLDT AF FACILITETEN

(uanset om de er direkte knyttet til en operation eller bistandsforanstaltning)

Bevillinger vedrørende følgende udgifter bør i videst muligt omfang opføres i budgetafsnittene for den operation eller bistandsforanstaltning, som de mest vedrører:

1. 

udgifter til tjenesterejser til den øverstbefalende for en operation, en gennemførelsesaktør eller en anden relevant aktør samt disses personale i forbindelse med deltagelse i udvalgets drøftelser om en operation eller bistandsforanstaltning eller på anmodning af udvalget

2. 

skadeserstatninger og omkostninger som følge af krav og retslige skridt, der skal betales gennem faciliteten

3. 

omkostninger som følge af beslutninger om oplagring af materiel erhvervet i fællesskab med henblik på en operation eller en bistandsforanstaltning

4. 

bankomkostninger

5. 

omkostninger i forbindelse med udvikling og vedligeholdelse af facilitetens IT-systemer til regnskab og til forvaltning af aktiver

6. 

omkostninger i forbindelse med administrative ordninger, jf. artikel 37

7. 

udgifter til kontraktansatte, der arbejder for faciliteten, og administrativ støtte i hovedkvarter og delegationer

8. 

overvågning og evaluering

9. 

revisionsomkostninger

10. 

i undtagelsesvise tilfælde kommunikation, information og synlighed.




BILAG III

UDGIFTER, SOM AFHOLDES AF FACILITETEN, VEDRØRENDE DEN FORBEREDENDE FASE AF EN OPERATION ELLER BISTANDSFORANSTALTNING

Ekstraomkostninger til det militære og civile personels undersøgelsesmissioner og forberedelser (navnlig factfindingmissioner og rekognoscering) med henblik på en specifik EU-operation: transport, indkvartering, brug af operationelle kommunikationsmidler og rekruttering af civilt lokalt personel til gennemførelse af missionen, såsom tolke og chauffører.

Lægelige ydelser: udgifter til medicinsk nødevakuering (Medevac) af personer, der deltager i det militære og civile personels undersøgelsesmissioner og forberedelser med henblik på en specifik EU-operation, såfremt lægebehandling ikke kan foretages i indsatsområdet.

Ekstraomkostninger, der er nødvendige til forberedende foranstaltninger, der er godkendt af Rådet i overensstemmelse med artikel 57, med henblik på en bistandsforanstaltning.




BILAG IV

DEL A

FÆLLES UDGIFTER I FORBINDELSE MED DEN AKTIVE FASE AF EN EU-OPERATION, SOM ALTID AFHOLDES AF FACILITETEN

1.   Ekstraomkostninger til (deployerbare eller faste) hovedkvarterer for EU-ledede operationer

1.1. Definition af hovedkvarterer, hvis ekstraomkostninger finansieres i fællesskab:

a) 

Hovedkvarter (HQ): hovedkvarter, kommando- og støtteelementer som godkendt i operationsplanen (OPLAN)

b) 

Operativt hovedkvarter (OHQ): statisk hovedkvarter uden for indsatsområdet for den øverstbefalende for operationen, som er ansvarligt for opbygningen, indsættelsen, opretholdelsen og hjemkaldelsen af en EU-styrke.

Definitionen af fælles udgifter til et OHQ for en operation finder også anvendelse på Generalsekretariatet for Rådet, EU-Udenrigstjenesten, herunder Den Militære Planlægnings- og Gennemførelseskapabilitet, og faciliteten, i det omfang disse bidrager direkte til den pågældende operation

c) 

Styrkehovedkvarter (FHQ): hovedkvarter for en EU-styrke, der er deployeret i indsatsområdet for en militæroperation med udøvende beføjelser

d) 

Missionsstyrkehovedkvarter (MFHQ): hovedkvarter for en EU-styrke, der er deployeret i indsatsområdet for en militærmission uden udøvende beføjelser

e) 

Enhedskommandohovedkvarter (CCHQ): hovedkvarter for den øverstbefalende for en EU-enhed, der er deployeret med henblik på operationen (dvs. øverstbefalende for luft-, land- eller søstyrker eller andre specialstyrker, som det kan anses for nødvendigt at udpege afhængigt af operationens art).

1.2. Definition af ekstraomkostninger for hovedkvarterer, der finansieres i fællesskab:

a) 

Transportomkostninger: transport til og fra indsatsområdet med henblik på at deployere, opretholde og hjemkalde FHQ'er, MFHQ'er og CCHQ'er

b) 

Rejser og indkvartering: rejse- og indkvarteringsomkostninger, som OHQ har haft til nødvendige tjenesterejser i forbindelse med en operation; rejse- og indkvarteringsomkostninger for personel deployeret af HQ til tjenesterejser til Bruxelles og/eller møder i forbindelse med operationer

c) 

Transport/rejser (bortset fra omkostninger til dagpenge) foretaget af HQ inden for indsatsområdet: udgifter i forbindelse med transport med køretøjer og andre former for rejsevirksomhed med andre transportmidler samt fragtomkostninger, herunder rejser foretaget af nationale reserver og besøgende; ekstraomkostninger til brændstof, ud over hvad normale operationer ville have kostet; leasing af ekstrakøretøjer; omkostninger til civil ansvarsforsikring, som nogle lande kræver af internationale organisationer, der gennemfører operationer på deres område

d) 

Administration: supplerende kontor- og indkvarteringsudstyr, ydelser i henhold til kontrakt samt offentlige forsyningsydelser, omkostninger til vedligeholdelse af HQ's bygninger

e) 

Civilt personel, der rekrutteres i de støtteberettigede HQ'er specifikt med henblik på de behov, der gælder i forbindelse med operationen: civilt personel, som arbejder inden for Unionen, internationalt personel og lokalt personel, der rekrutteres i indsatsområdet, og som er nødvendigt for gennemførelsen af operationen ud over de normale operative behov (herunder eventuel overtidsbetaling)

f) 

Kommunikation mellem de støtteberettigede HQ'er indbyrdes og mellem støtteberettigede HQ'er og de styrker, der hører direkte herunder: investeringsudgifter til indkøb og brug af supplerende kommunikations- og IT-udstyr og omkostninger i forbindelse med tjenesteydelser (leje og vedligeholdelse af modemmer, telefonlinjer, satellittelefoner, kryptofaxer, sikre linjer, internetadgang, datalinjer, lokale datanet)

g) 

Kaserner og indkvartering/infrastruktur: eventuelle udgifter til erhvervelse, leje eller istandsættelse af de faciliteter, der er nødvendige for HQ i indsatsområdet (leje af bygninger, beskyttelsesrum, telte)

h) 

Information til offentligheden: omkostninger i forbindelse med informationskampagner og information af medierne på HQ-plan i overensstemmelse med den informationsstrategi, der er udformet af HQ

i) 

Repræsentation og bespisning: repræsentationsudgifter, omkostninger på HQ-plan, der er nødvendige for gennemførelsen af en operation.

2.   Ekstraomkostninger i forbindelse med støtte til styrken som helhed

De nedenfor anførte omkostninger er omkostninger som følge af styrkens deployering til dens bestemmelsessted:

a) 

Arbejder i forbindelse med deployering/infrastruktur: udgifter, der er absolut nødvendige for, at styrken som helhed kan løse sine opgaver (i fællesskab anvendte lufthavne, jernbaner, havne, logistiske hovedveje, herunder ankomststeder og fremskudte samlingsområder; undersøgelser, oppumpning, behandling, distribuering og bortledning af vand, vand- og elforsyning, planering for og statisk beskyttelse af styrkerne, lagerfaciliteter (navnlig til brændstof og ammunition), logistiske områder og samlingsområder, teknisk støtte til infrastruktur, der finansieres i fællesskab)

b) 

Identifikationsmærkning: specifikke identifikationsmærker, EU-identitetskort, badges, medaljer, flag i EU-farver eller andre identifikationsmærker for styrken eller HQ (bortset fra beklædning, hovedbeklædning eller uniformer)

c) 

Lægelige ydelser og faciliteter: medicinsk nødevakuering (Medevac). Rolle 2- og 3-ydelser og -faciliteter i operative elementer i indsatsområdet, såsom. lufthavne og udskibningshavne som godkendt i OPLAN. Rolle 1-ydelser og -faciliteter til militærmissioner uden udøvende beføjelser

d) 

Fremskaffelse af oplysninger: satellitbilleder til efterretninger som godkendt i OPLAN, hvis disse ikke kan finansieres med de disponible midler på budgettet for EU-Satellitcentret (Satcen)

3.   Ekstraomkostninger til EU-kampgruppen

De nedenfor anførte omkostninger er yderligere omkostninger som følge af deployering og redeployering af EU-kampgruppen til og fra indsatsområdet:

a) 

transportomkostninger ved deployering: ekstraomkostninger til transport i forbindelse med deployering med kort varsel af en EU-kampgruppe ad land-, sø- og luftvejen til det fælles indsatsområde i overensstemmelse med EU's kampgruppekoncept og på grundlag af specialkomitéens akt af 29. maj 2012 og de gældende faste beløb for refusion i forbindelse med deployering af EU-kampgrupper (dokument 11806/12 som godkendt af Rådet den 4. oktober 2012). Omkostninger til deployering af en EU-kampgruppe ad land- og søvejen betragtes kun som fælles udgifter, hvis dette er den mest omkostningseffektive mulighed, og på betingelse af at de fastlagte deployeringsfrister for EU-kampgruppen kan overholdes

b) 

Driftsomkostninger: ekstraomkostninger til tjenester, der er absolut nødvendige for den direkte støtte til deployering af EU-kampgrupper til ankomststeder ad luft- og/eller søvejen samt logistiske områder og samlingsområder, navnlig, men ikke udelukkende, sikret opbevaring af materiel og udstyr, rolle 1-ydelser og -faciliteter, overnatningssteder, sanitet (vaske-, bade-, toiletfaciliteter), spisefaciliteter, affaldsbortskaffelse og generel teknisk støtte

c) 

Deployeringsberedskabspakke: ekstraomkostninger til mad, vand og brændstof til op til ti dages forsyning med henblik på deployering af EU-kampgruppen som helhed som godkendt i OPLAN

d) 

Transportomkostninger ved redeployering: ekstraomkostninger til transport af EU-kampgruppens personel fra indsatsområdet ad land-, sø- eller luftvejen med henblik på redeployering. Kun den mest omkostningseffektive transportmulighed vil blive medregnet som fælles udgifter.

4.   Ekstraomkostninger i forbindelse med Unionens brug af NATO's fælles aktiver og kapabiliteter, der er stillet til rådighed for en EU-ledet operation

Unionens omkostninger som følge af anvendelsen med henblik på en af dens militæroperationer af ordningerne mellem Unionen og NATO om tilrådighedsstillelse, observation og tilbagelevering eller tilbagekaldelse af NATO's fælles aktiver og kapabiliteter, der er stillet til rådighed for en EU-ledet operation. Refusioner fra NATO til Unionen.

5. Ekstraomkostninger for Unionen i forbindelse med varer, tjenesteydelser eller arbejder, der er omfattet af listen over fælles udgifter og stillet til rådighed for en EU-ledet operation af en medlemsstat, en EU-institution, et tredjeland eller en international organisation i henhold til en ordning som omhandlet i artikel 37. Refusioner fra en stat, en EU-institution eller en international organisation på grundlag af en sådan ordning.

DEL B

FÆLLES UDGIFTER I FORBINDELSE MED DEN AKTIVE FASE AF EN SPECIFIK OPERATION, SOM AFHOLDES AF FACILITETEN, SÅFREMT RÅDET TRÆFFER AFGØRELSE HEROM

Transportomkostninger: transport til og fra indsatsområdet med henblik på at deployere, opretholde og hjemkalde de nødvendige styrker til operationen.

Multinationalt hovedkvarter for de operative styrker: det multinationale hovedkvarter for de operative EU-styrker, der deployeres i indsatsområdet.

DEL C

FÆLLES UDGIFTER, SOM AFHOLDES AF FACILITETEN EFTER ANMODNING FRA DEN ØVERSTBEFALENDE FOR OPERATIONEN OG EFTER UDVALGETS GODKENDELSE

a) 

Kaserner og indkvartering/infrastruktur: udgifter til erhvervelse, leje eller istandsættelse af faciliteter i indsatsområdet (bygninger, beskyttelsesrum, telte), der er nødvendige for de styrker, der er deployeret i forbindelse med operationen

b) 

Supplerende udstyr af afgørende betydning: leje eller indkøb under operationen af uforudset, specifikt udstyr, der er af afgørende betydning for gennemførelsen af operationen, i det omfang det indkøbte udstyr ikke hjemtages ved missionens afslutning

c) 

Lægelige ydelser og faciliteter: andre rolle 2-ydelser og -faciliteter i indsatsområdet end dem, der er nævnt i del A

d) 

Fremskaffelse af oplysninger: fremskaffelse af oplysninger (satellitbilleder, efterretninger fra, rekognoscering i og overvågning af indsatsområdet, herunder luft-til-jord-overvågning, og efterretninger fra menneskelige kilder)

e) 

Andre afgørende kapabiliteter i indsatsområdet: minerydning, hvis dette er nødvendigt for operationen, kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear beskyttelse (CBRN), oplagring og destruktion af våben og ammunition, der indsamles i indsatsområdet

f) 

Transportomkostninger ved redeployering: ekstraomkostninger til transport af EU-kampgruppens udstyr fra indsatsområdet ad land-, sø- eller luftvejen med henblik på redeployering. Kun den mest omkostningseffektive transportmulighed vil blive medregnet som fælles udgifter

g) 

Driftsomkostninger til en deployering i indsatsområdet af en operation med udøvende beføjelser: ekstraomkostninger til tjenester, der er absolut nødvendige for den direkte støtte til indledende deployering af styrker som helhed under deres midlertidige udstationering på luft- og/eller søvejsankomststeder samt i logistiske områder og samlingsområder på vej til deres endelige bestemmelsessted (luft- og søtrafikstyring, lastbehandling og passagerbetjening, told- og transittjenester, sikkerhedstjenester, herunder styrkebeskyttelse, sikret opbevaring af udstyr og materiel, rolle 1-ydelser og -faciliteter, overnatningssteder, sanitet (vaske-, bade- og toiletfaciliteter), spisefaciliteter, affaldsbortskaffelse og generel teknisk støtte)

h) 

Deployeringsberedskabspakke til en operation med udøvende beføjelser: ekstraomkostninger til mad, vand og brændstof til op til ti dages forsyning med henblik på indledende deployering af styrkerne som helhed som godkendt i OPLAN.




BILAG V

FÆLLES UDGIFTER I FORBINDELSE MED AFVIKLINGEN AF EN OPERATION, SOM AFHOLDES AF FACILITETEN

Udgifter i forbindelse med fastlæggelse af det endelige bestemmelsessted for udstyr og infrastruktur til operationen, der er finansieret i fællesskab.

Ekstraomkostninger i forbindelse med opstilling af operationens regnskaber. De fælles udgifter, der er finansieringsberettigede i denne forbindelse, bestemmes i overensstemmelse med bilag IV, idet der tages hensyn til, at det til opstillingen nødvendige regnskabspersonale hører til den pågældende operations HQ, også efter at sidstnævnte har afsluttet sit virke.



( 1 ) Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30).

( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

( 3 ) EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1.

( 4 ) Aftale mellem Den Europæiske Unions medlemsstater vedrørende status for militært og civilt personel, der udstationeres ved Den Europæiske Unions institutioner, for hovedkvartererne samt de styrker, der vil kunne stilles til rådighed for Den Europæiske Union som led i forberedelsen og gennemførelsen af de operationer, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, herunder i forbindelse med øvelser, samt for militært og civilt personel fra medlemsstaterne, der stilles til rådighed for Den Europæiske Union med henblik på at forrette tjeneste i denne forbindelse (EU-SOFA) (EUT C 321 af 31.12.2003, s. 6).

( 5 ) Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter (EUT L 168 af 7.6.2014, s. 105).

( 6 ) Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

( 8 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

( 9 ) Rådets forordning (EU) 2015/322 af 2. marts 2015 om gennemførelse af 11. Europæiske Udviklingsfond (EUT L 58 af 3.3.2015, s. 1).

( 10 ) Rådets afgørelse (EU) 2020/1422 af 5. oktober 2020 om bevilling af midler, der er frigjort fra projekter under 10. Europæiske Udviklingsfond med henblik på at genopfylde fredsfaciliteten for Afrika (EUT L 329 af 9.10.2020, s. 4).