Konsolideret TEKST: 32018R2066 — DA

Artikel 1

Denne forordning fastlægger regler om følgende:

overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og aktivitetsdata i henhold til direktiv 2003/87/EF i handelsperioden for Unionens emissionshandelssystem fra den 1. januar 2021 og i efterfølgende handelsperioder

ii)

overvågning og rapportering af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart i henhold til artikel 14 i direktiv 2003/87/EF fra den 1. januar 2025.

Artikel 2

Denne forordning gælder for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner, som er specificeret i forbindelse med de aktiviteter, der er opført i bilag I og III til direktiv 2003/87/EF, for aktivitetsdata fra stationære anlæg, luftfartsaktiviteter, herunder ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, og frigivne brændselsmængder fra de aktiviteter, der er omhandlet i nævnte direktivs bilag III.

Den finder anvendelse på følgende:

emissioner, aktivitetsdata og frigivne brændselsmængder, der indtræffer fra den 1. januar 2021

ii)

ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart fra den 1. januar 2025.

Overvågningen og rapporteringen af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart fra 2025 skal omfatte alle ikke-CO2-relaterede virkninger af de luftfartsaktiviteter, der er opført i direktivets bilag I, og som involverer en flyveplads i EØS. For så vidt angår overvågning og rapportering af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, der indtræffer i 2025 og 2026, kræves rapporteringen imidlertid kun for ruter, der involverer to flyvepladser i EØS, og ruter fra en flyveplads i EØS, der afgår til Schweiz eller Det Forenede Kongerige. For så vidt angår 2025 og 2026 kan ikke-CO2-relaterede virkninger af andre flyvninger rapporteres på frivillig basis.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

»aktivitetsdata«: mængden af data vedrørende brændsler eller materialer, der forbruges eller produceres ved en proces, alt efter hvad der er relevant for den beregningsbaserede overvågningsmetode, udtrykt i terajoule, masse (udtrykt i ton) eller (for gasarters vedkommende) som mængde i normalkubikmeter alt efter omstændighederne

»handelsperiode«: en periode som angivet i artikel 13 i direktiv 2003/87/EF

▼M4 —————

»kildestrøm«: én af følgende:

en bestemt type brændsel, råmateriale eller produkt, som medfører en emission af relevante drivhusgasser fra én eller flere emissionskilder som følge af forbruget eller fremstillingen heraf

hvis massebalancemetoden anvendes i overensstemmelse med denne forordnings artikel 25, én af følgende:

en bestemt type brændsel, råmateriale eller produkt, som indeholder kulstof

ii)

CO2 overført i overensstemmelse med denne forordnings artikel 49

»emissionskilde«: det særskilt identificerbare element i et anlæg eller en proces, hvorfra der udledes relevante drivhusgasser, eller med hensyn til luftfartsaktiviteter et individuelt luftfartøj

»usikkerhed«: en parameter, der er knyttet til resultatet af bestemmelsen af en størrelse, som beskriver spredningen i de værdier, der med rimelighed kan tilskrives den pågældende størrelse, herunder indflydelsen fra både systematiske og tilfældige faktorer, og som udtrykt i procent beskriver et konfidensinterval omkring gennemsnitsværdien, der omfatter 95 % af de beregnede værdier under hensyntagen til en eventuel asymmetri i fordelingen af værdier

»beregningsfaktorer«: nedre brændværdi, emissionsfaktor, foreløbig emissionsfaktor, oxidationsfaktor, omregningsfaktor, kulstofindhold, fossil fraktion, biomassefraktion, biomassefraktion med nulsats, RFNBO- eller RCF-fraktion, fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats, fraktion med nulsats eller enhedsomregningsfaktor

»metodetrin«: et specifikt krav, der anvendes til bestemmelse af aktivitetsdata, beregningsfaktorer, årlig emission og årlig gennemsnitlig emission pr. time, frigivet brændselsmængde og anvendelsesfaktor

»iboende risiko«: tilbøjeligheden til, at en parameter i den årlige emissionsrapport har ukorrekte angivelser, der kan have væsentlig betydning, individuelt eller i forbindelse med andre ukorrekte angivelser, før effekten fra eventuelle relaterede kontrolaktiviteter medregnes

10)

»kontrolrisiko«: tilbøjeligheden til, at en parameter i den årlige emissionsrapport har ukorrekte angivelser, der kan have væsentlig betydning, individuelt eller sammen med andre ukorrekte angivelser, og som ikke forhindres, opdages eller afhjælpes i tide af kontrolsystemet

11)

»forbrændingsemissioner«: drivhusgasser, som udledes som følge af en eksoterm reaktion mellem et brændsel og oxygen

12)

»rapporteringsperiode«: et kalenderår, hvori emissioner skal overvåges og rapporteres

13)

»emissionsfaktor«: den gennemsnitlige emission af en drivhusgas i forhold til aktivitetsdata for en kildestrøm eller en brændselsstrøm, hvor der antages en fuldstændig oxidation i forbindelse med forbrændingen og en komplet omdannelse i forbindelse med alle andre kemiske reaktioner

14)

»oxidationsfaktor«: forholdet mellem kulstof, der oxideres til CO2 som følge af forbrænding, og det samlede kulstofindhold i brændslet udtrykt som en brøk, hvor kulmonoxid (CO) udledt i atmosfæren anses for den molære ækvivalensmængde af CO2

15)

»omregningsfaktor«: forholdet mellem kulstof udledt som CO2 og det samlede kulstofindhold i kildestrømmen før emissionsprocessen finder sted, udtrykt som en brøk, hvor CO udledt i atmosfæren betragtes som den molære ækvivalensmængde af CO2. I tilfælde, hvor CO2-emissionerne anses for at være permanent kemisk bundet i produkt, er omregningsfaktoren forholdet mellem den CO2, der i løbet af en proces bindes som kulstof i et produkt, og den samlede mængde CO2, som produktet indeholder i form af kulstof ved afslutningen af samme proces

16)

»nøjagtighed«: overensstemmelsen mellem en målings resultat og den sande værdi for den pågældende størrelse eller en referenceværdi, som bestemmes empirisk ved hjælp af internationalt anerkendte og sporbare kalibreringsmaterialer og standardmetoder under hensyn til både tilfældige og systematiske faktorer

17)

»kalibrering«: en række handlinger, som under nærmere angivne betingelser etablerer forholdet mellem værdier, der er repræsenteret ved et fysisk mål eller et referencemateriale, eller de værdier, et måleinstrument eller målesystem viser, og de tilsvarende værdier af en størrelse, der følger af en referencestandard

18)

»flyvning«: flyvning som defineret i punkt 1, nr. 1, i bilaget til beslutning 2009/450/EF

19)

»passagerer«: personer om bord på luftfartøjet under en flyvning bortset fra dettes besætningsmedlemmer

20)

»konservativ«: der defineres en række antagelser, som skal sikre, at der ikke foretages en undervurdering af de årlige emissioner

21)

»biomasse«: den bionedbrydelige fraktion af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige fraktion af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse

21a)

»biomassebrændsel«: gasformige og faste brændsler produceret af biomasse

21b)

»biogas«: gasformige brændsler produceret af biomasse

21c)

»affald«: affald som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98/EF, med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på at opfylde denne definition

21ca)

»kommunalt affald«: kommunalt affald som defineret i artikel 3, litra 2b), i direktiv 2008/98/EF

21d)

»restprodukt«: et stof, som ikke er det slutprodukt eller de slutprodukter, der er det direkte formål med produktionsprocessen; det er ikke det primære mål for produktionsprocessen, og processen er ikke bevidst ændret for at producere det

21e)

»restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug«: restprodukter, som direkte genereres af landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, og som ikke omfatter restprodukter fra tilknyttede erhvervssektorer eller tilknyttet forarbejdning

22)

»flydende biobrændsler«: flydende brændstof til energiformål, bortset fra transport, herunder elektricitet og opvarmning og køling, fremstillet på grundlag af biomasse

23)

»biobrændstoffer«: flydende brændstof til transport, som er produceret på grundlag af biomasse

23a)

»støtteberettiget flybrændstof«: brændstoftyper, der er berettiget til støtte i henhold til artikel 3c, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF

23b)

»alternative flybrændstoffer«: rene flybrændstoffer, der indeholder andet kulstof end det, der stammer fra de rene fossile brændstoffer, der er opført i tabel 1 i bilag III til denne forordning

23c)

»nulsats«: den mekanisme, hvormed emissionsfaktoren for et brændstof eller materiale reduceres for at anerkende:

hvis der er tale om biomasse, dens overholdelse af kriterierne for bæredygtighed eller drivhusgasbesparelser i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001, jf. denne forordnings artikel 38, stk. 5

hvis der er tale om RFNBO eller RCF, dets overholdelse af kriterierne for drivhusgasbesparelser i artikel 29a i direktiv (EU) 2018/2001, jf. denne forordnings artikel 39a, stk. 3

hvis der er tale om syntetiske kulstoffattige brændstoffer, deres overholdelse af kriterierne for drivhusgasbesparelser i artikel 2, nr. 13), i direktiv (EU) 2024/1788 om fælles regler for de indre markeder for vedvarende gas, naturgas og brint samt den forudgående returnering af kvoter i henhold til direktiv 2003/87/EF for det opsamlede kulstof, der er nødvendigt for at producere de syntetiske kulstoffattige brændstoffer, jf. denne forordnings artikel 39a, stk. 4, medmindre dette opsamlede kulstof er omfattet af en nulsats som defineret i artikel 3, stk. 38f.

23d)

»brændstoffer med nulsats«: biobrændstoffer, flydende biobrændsler, biomassebrændsler, syntetiske kulstoffattige brændstoffer, RFNBO'er eller RCF'er eller fraktioner af brændselsblandinger eller materialer, der opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 38, stk. 5, eller artikel 39a, stk. 3, eller artikel 39a, stk. 4, alt efter hvad der er relevant

23e)

»genanvendt kulstofbrændsel« (RCF): genanvendt kulstofbrændsel som defineret i artikel 2, nr. 35), i direktiv (EU) 2018/2001

23f)

»vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse« (RFNBO): vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, som defineret i artikel 2, nr. 36), i direktiv (EU) 2018/2001

23g)

»rent brændstof«: brændstof i ren form, der kun indeholder en af følgende fraktioner:

fossil fraktion

ii)

fraktion af biomasse uden nulsats

iii)

fraktion af biomasse med nulsats

iv)

fraktion af RFNBO eller RCF uden nulsats

fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats

vi)

fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof uden nulsats

vii)

fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats

viii)

fraktion af brændsler, der indeholder andet kulstof end det, der stammer fra de fossile brændstoffer, der er opført i tabel 1 i bilag III til denne forordning, eller fra biomasse, RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer

23h)

»syntetiske kulstoffattige brændstoffer«: gasformige og flydende brændstoffer, hvis energiindhold stammer fra kulstoffattig brint som defineret i artikel 2, nr. 13), i direktiv (EU) 2024/1788, som opfylder tærsklen for reduktion af drivhusgasemissioner på 70 % i forhold til det fossile brændstof, der sammenlignes med, for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, som fastsat i den metode, der er vedtaget i henhold til artikel 29a, stk. 3, i direktiv (EU) 2018/2001, som certificeret i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv (EU) 2018/2001.

24)

»lovbestemt metrologisk kontrol«: den kontrol af måleopgaverne, der kan foretages for et måleinstruments anvendelsesområde af hensyn til almenhedens interesse, til folkesundheden, den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, beskyttelse af miljøet, opkrævning af skatter og afgifter, beskyttelse af forbrugerne og rimelige handelsvilkår

25)

»tilladt tolerance«: den tilladte målefejl som angivet i bilag I og instrumentspecifikke bilag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/32/EU ( 1 ) eller relevante nationale bestemmelser vedrørende juridisk metrologisk kontrol

26)

»datastrømsaktiviteter«: aktiviteter i forbindelse med tilegnelsen, forarbejdningen og håndteringen af data, der er nødvendige for at udarbejde en emissionsrapport baseret på primære kildedata

27)

»ton CO2(e)«: ton CO2 eller CO2(e)

28)

»CO2(e)«: drivhusgasser, dog ikke CO2, som er anført i bilag II til direktiv 2003/87/EF, med et ækvivalent globalt opvarmningspotentiale som CO2

29)

»målesystem«: et samlet sæt måleinstrumenter og andet udstyr, f.eks. prøvetagnings- og databehandlingsudstyr, der anvendes til at bestemme variabler såsom aktivitetsdata, kulstofindhold, brændværdi eller emissionsfaktoren for drivhusgasemissioner

30)

»nedre brændværdi« (NCV): den specifikke mængde energi, der frigives som varme, når et brændsel eller materiale forbrændes fuldstændig med ilt under standardbetingelser med undtagelse af varmen fra fordampning af eventuelle vanddampe

31)

»procesemissioner«: drivhusgasemissioner ud over forbrændingsemissioner, som forekommer på grund af tilsigtede eller utilsigtede reaktioner mellem stoffer eller omdannelsen af disse, herunder kemisk og elektrolytisk reduktion af malme, termisk nedbrydning af stoffer samt dannelse af stoffer til brug som produkt eller råmateriale

32)

»standardhandelsbrændsel«: internationalt standardiserede handelsbrændsler og -brændstoffer med et 95 % konfidensinterval på højst 1 % i den specificerede brændværdi, f.eks. gasolie, fyringsolie, benzin, lampeolie, petroleum, ethan, propan, butan, jetkerosine (jet A1 eller jet A), jetbenzin (jet B) og flyvebenzin (AvGas)

33)

»parti«: en mængde brændsel eller materiale, hvoraf der udtages repræsentative prøver, og som overføres som én forsendelse eller kontinuerligt i en bestemt tidsperiode

34)

»brændselsblanding«: brændsel, der indeholder mindst to af følgende:

kulstof, der stammer fra biomasse

ii)

kulstof, der stammer fra et RFNBO eller RCF

iii)

kulstof, der stammer fra syntetiske kulstoffattige brændstoffer

iv)

andet fossilt kulstof

eller som indeholder både kulstof med nulsats og andet kulstof.

34a)

»blandet flybrændstof«: brændstof, der indeholder mindst to forskellige rene brændstoffer

35)

»materialeblanding«: materiale, der indeholder både biomasse og fossilt kulstof

36)

»foreløbig emissionsfaktor«: antaget samlet emissionsfaktor for et brændsel eller materiale baseret på dets samlede kulstofindhold, før det ganges med den fossile fraktion for at nå frem til emissionsfaktoren

37)

»fossil fraktion«: forholdet mellem fossilt kulstof og det samlede kulstofindhold i et brændsel eller materiale, udtrykt som en brøk

38)

biomassefraktion: forholdet mellem kulstof fra biomasse og et brændsels eller materiales samlede kulstofindhold, udtrykt som en brøk, uanset om biomassen opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 38, stk. 5

▼M5 —————

38b)

»fraktion af biomasse med nulsats«: forholdet mellem kulstof fra biomasse, som opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 38, stk. 5, og et brændsels eller materiales samlede kulstofindhold, udtrykt som en brøk

38c)

»RFNBO- eller RCF-fraktion«: forholdet mellem kulstof fra et RFNBO eller RCF og et brændsels samlede kulstofindhold, udtrykt som en brøk, uanset om RFNBO'et eller RFC'et opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 39a, stk. 3

38d)

»fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats«: forholdet mellem kulstof fra et RFNBO eller RCF, som opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 39a, stk. 3, og et brændsels samlede kulstofindhold, udtrykt som en brøk

38e)

»fraktion af kulstof med nulsats«:

hvis der er tale om et brændsel, summen af dets fraktion af biomasse med nulsats, dets fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats og dets fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats uden dobbelttælling af kulstof

ii)

hvis der er tale om et materiale, dets fraktion af biomasse med nulsats.

38f)

»kulstof med nulsats«: kulstof i et brændstof eller materiale, der tilhører det pågældende brændsels eller materiales fraktion af kulstof med nulsats.

38g)

»fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof«: forholdet mellem kulstof fra syntetisk kulstoffattigt brændstof og et brændsels samlede kulstofindhold, udtrykt som en brøk, uanset om det syntetiske kulstoffattige brændstof opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 39a, stk. 4

38h)

»fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats«: forholdet mellem kulstof fra et syntetisk kulstoffattigt brændstof, som opfylder kriterierne i denne forordnings artikel 39a, stk. 4, og et brændsels samlede kulstofindhold

39)

»energibalancemetode«: en metode til at skønne den energimængde, der er brugt som brændsel i en kedel, beregnet som summen af nyttevarmen og alle relevante energitab ved udstråling, overførsel og via røggassen

40)

»kontinuerlig emissionsmåling«: en række handlinger, der har til formål at bestemme værdien af en størrelse ved hjælp af periodiske målinger, enten ved målinger i skorstenen eller ved udtagning med måleinstrument tæt på denne, dette udtryk omfatter ikke målemetoder, som er baseret på enkeltprøver fra skorstenen

41)

»indeholdt CO2«: CO2, som er en del af et brændsel

42)

»fossilt kulstof«: uorganisk og organisk kulstof, der ikke er tildelt nulsats

43)

»målepunkt«: den emissionskilde, for hvilken der bruges systemer til kontinuerlig emissionsmåling (CEMS), eller tværsnittet i et rørledningssystem, for hvilket CO2-strømmen bestemmes ved hjælp af systemer til kontinuerlig måling

44)

»masse- og balancedokumenter«: dokumenter som anført i internationale eller nationale bestemmelser til gennemførelse af standarder og anbefalinger (SARPs), jf. bilag 6 til konventionen om international civil luftfart, der blev undertegnet i Chicago den 7. december 1944, og som anført i Subpart C, afsnit 3, i bilag IV til Kommissionens forordning (EU) nr. 965/2012 ( 2 ), eller ækvivalente internationale bestemmelser

45)

»flyvestrækning«: storcirkelafstanden mellem afgangsflyvepladsen og ankomstflyvepladsen plus en yderligere fast faktor på 95 km

46)

»afgangsflyveplads«: den flyveplads, som er udgangspunkt for en flyvning, der udgør en luftfartsaktivitet som omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF

47)

»ankomstflyveplads«: den flyveplads, som er bestemmelsessted for en flyvning, der udgør en luftfartsaktivitet som omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF

▼M4 —————

49)

»fugitive emissioner«: uregelmæssige eller utilsigtede emissioner fra kilder, som ikke er lokaliseret, eller som er for forskelligartede eller små til at kunne overvåges individuelt

50)

»flyveplads«: flyveplads som defineret i punkt 1, nr. 2, i bilaget til beslutning 2009/450/EF

51)

»flyvepladspar«: et par bestående af en afgangsflyveplads og en ankomstflyveplads

52)

»standardbetingelser«: temperaturen 273,15 K og trykket 101 325 Pa, hvorved normalkubikmeteren (Nm3) er defineret

53)

»lagringslokalitet«: lagringslokalitet som defineret i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2009/31/EF

54)

»CO2-opsamling«: en aktivitet, der går ud på at opsamle CO2 fra gasstrømme, som ellers ville blive udledt, med henblik på transport og geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

55)

»CO2-transport«: transport af CO2 med henblik på geologisk lagring på et lagringsanlæg, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

56)

»geologisk lagring af CO2«: geologisk lagring af CO2 som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2009/31/EF

57)

»udluftningsemissioner«: emissioner, som bevidst slippes ud fra anlægget gennem et nærmere bestemt emissionspunkt

58)

»forbedret kulbrinteindvinding«: indvinding af kulbrinter ud over, hvad der produceres ved vandinjektion eller andre metoder

59)

»indirekte data«: årlige værdier, der bekræftes empirisk eller udledes fra accepterede kilder, og som en driftsleder eller en reguleret enhed som defineret i artikel 3 i direktiv 2003/87/EF bruger til at erstatte aktivitetsdata, de frigivne brændselsmængder eller beregningsfaktorer for at sikre fuldstændig rapportering, når det ikke er muligt at generere samtlige nødvendige aktivitetsdata, de frigivne brændselsmængder eller beregningsfaktorer i den relevante overvågningsmetode

60)

»vandsøjle«: vandsøjle som defineret i artikel 3, nr. 2), i direktiv 2009/31/EF

61)

»udsivning«: udsivning som defineret i artikel 3, nr. 5), i direktiv 2009/31/EF

62)

»lagringskompleks«: lagringskompleks som defineret i artikel 3, nr. 6), i direktiv 2009/31/EF

63)

»CO2-transportinfrastruktur«: infrastruktur som defineret i artikel 3, stk. 29, i forordning (EU) 2024/1735

63b)

»CO2 i transit«: enhver mængde overført CO2 i en CO2-transportinfrastruktur, som ikke er blevet overført til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur inden for samme rapporteringsperiode, som den blev modtaget i

64)

»brændselsstrøm«: brændsel som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF, der overgår til forbrug ved hjælp af specifikke fysiske midler såsom rørledninger, lastbiler, jernbaner, skibe eller tankstationer, og som medfører emissioner af relevante drivhusgasser som følge af forbruget heraf for de kategorier af forbrugere i de sektorer, der er omfattet af bilag III til direktiv 2003/87/EF

65)

»national brændselsstrøm«: aggregeringen, pr. brændselstype, af alle regulerede enheders brændselsstrømme på en medlemsstats område

66)

»anvendelsesfaktor«: den faktor mellem nul og én, der anvendes til at bestemme andelen af en brændselsstrøm, der anvendes til forbrænding i de sektorer, der er omfattet af bilag III til direktiv 2003/87/EF

67)

»frigivet brændselsmængde«: data om den brændselsmængde, jf. definitionen i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF, der overgår til forbrug, og som er udtrykt som energi i terajoule, masse i ton eller volumen i normal kubikmeter eller ækvivalent i liter, hvor det er relevant, inden anvendelse af en anvendelsesfaktor

68)

»omregningsfaktor«: en faktor, der omregner den enhed, hvori frigivne brændselsmængder udtrykkes i mængder udtrykt som energi i terajoule, masse i ton eller volumen i normal kubikmeter eller tilsvarende i liter, hvor det er relevant, og som omfatter alle relevante faktorer såsom massefylde, den nedre brændværdi eller (for gasser) konvertering fra øvre brændværdi til nedre brændværdi, alt efter hvad der er relevant

69)

»endelig forbruger«: med henblik på anvendelsen i denne forordning af definitionen af »reguleret enhed« i overensstemmelse med artikel 3, litra ae), i direktiv 2003/87/EF, enhver fysisk eller juridisk person, der er forbruger af brændstoffet, og hvis årlige brændstofforbrug ikke overstiger ét ton CO2

70)

»overgået til forbrug« med henblik på denne forordning: det tidspunkt, hvor punktafgiften på et brændsel som defineret i artikel 3, nr. af), i direktiv 2003/87/EF forfalder i henhold til artikel 6, stk. 2 og 3, i Rådets direktiv (EU) 2020/262 ( 3 ) eller, hvor det er relevant, i henhold til artikel 21, stk. 5, i direktiv 2003/96/EF ( 4 ), medmindre medlemsstaten har gjort brug af fleksibiliteten i artikel 3, nr. ae), litra iv), i direktiv 2003/87/EF, i hvilket tilfælde det er det tidspunkt, som medlemsstaten har udpeget til at skabe forpligtelser i medfør af nævnte direktivs kapitel IVa.

71)

»ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart«: ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart som defineret i artikel 3, litra v), i direktiv 2003/87/EF

72)

»CO2(e) pr. flyvning«: de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, der opvarmer atmosfæren, udtrykt som en ækvivalent mængde CO2-emissioner for den pågældende flyvning

73)

»strålingspåvirkning«: en indført ændring af planetens energibalance målt i watt pr. kvadratmeter (W/m2)

74)

»virkningsfuldhed«: den ændring af den globale gennemsnitstemperatur pr. strålingspåvirkningsenhed, som forårsages af den klimamæssige agens i forhold til påvirkningen fra en standard-CO2-forcering med udgangspunkt i samme oprindelige klimatilstand

75)

»CO2(e)-beregningsmodel«: en model til beregning af den samlede klimapåvirkning fra ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart i overensstemmelse med afsnit 4 i bilag IIIa til denne forordning

76)

»vejrbaseret tilgang«: metode C, jf. afsnit 4 i bilag IIIa til denne forordning, hvor der primært anvendes forbedrede vejrdata samt flyveinformation, oplysninger om flyvevej, luftfartøjsegenskaber og brændstofegenskaber

77)

»positionsbaseret forenklet tilgang«: metode D, jf. afsnit 4 i bilag IIIa til denne forordning, hvor der primært anvendes luftfartøjets positionsrelaterede data indsamlet under flyvningen som f.eks. flyveinformation og oplysninger om flyvevej, men også grundlæggende vejrdata og luftfartøjsegenskaber

78)

»system til overvågning af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart (NEATS)«: et informationsteknologisk værktøj (IT-værktøj), som Kommissionen stiller til rådighed for luftfartøjsoperatører, akkrediterede verifikatorer og kompetente myndigheder med henblik på at lette og så vidt muligt automatisere overvågning, rapportering og verifikation af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF

79)

»luftfartøjsegenskaber«: den kategori af oplysninger, der som minimum for hver flyvning omfatter luftfartøjstypen, motorens/motorernes identifikator(er) og luftfartøjets masse.

80)

»flyvemaskine«: et kraftdrevet luftfartøj, som er tungere end luft, og som under flyvning hovedsagelig bæres oppe af aerodynamiske reaktioner på flader, der forbliver faste, så længe flyvebetingelserne ikke ændres.

AFSNIT 2

Generelle principper

Artikel 4

Driftsledere og luftfartøjsoperatører opfylder deres forpligtelser i forbindelse med overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart i henhold til direktiv 2003/87/EF i overensstemmelse med principperne i denne forordnings artikel 5-9.

Artikel 5

Fuldstændighed

Overvågningen og rapporteringen skal være fuldstændig og omfatte alle proces- og forbrændingsemissioner fra alle emissionskilder og kildestrømme med tilknytning til de aktiviteter, som er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, og andre relevante aktiviteter, der er medtaget ifølge artikel 24 i samme direktiv, såvel som tilknyttede aktiviteter inden for anlæggets område, samt alle drivhusgasser, der er specificeret i relation til disse aktiviteter, samtidig med at det undgås, at emissionerne medregnes flere gange.

Driftsledere og luftfartøjsoperatører træffer passende foranstaltninger til at forhindre enhver form for manglende data inden for rapporteringsperioden.

Artikel 6

Ensartethed, sammenlignelighed og gennemsigtighed

Overvågningen og rapporteringen skal være ensartet og sammenlignelig over tid. Til dette formål anvender driftsledere og luftfartøjsoperatører de samme overvågningsmetoder og datasæt, hvortil den kompetente myndighed kan vedtage ændringer og undtagelser.

Driftsledere og luftfartøjsoperatører skal på gennemsigtig vis indsamle, registrere, samle, analysere og dokumentere overvågningsdata, herunder antagelser, referencer, aktivitetsdata samt beregningsfaktorer, således at det er muligt for verifikatoren og den kompetente myndighed at reproducere bestemmelsen af emissionerne.

Luftfartøjsoperatører skal på gennemsigtig vis indsamle, registrere, samle, analysere og dokumentere overvågningsdata, herunder antagelser, referencer, aktivitetsdata samt beregningsfaktorer, således at det er muligt for verifikatoren og den kompetente myndighed at reproducere bestemmelsen af de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart for hver flyvning.

Artikel 7

Nøjagtighed

Driftsledere og luftfartøjsoperatører sikrer, at bestemmelsen af emissioner hverken er systematisk eller bevidst unøjagtig.

De afdækker og reducerer så vidt muligt eventuelle kilder til unøjagtigheder.

De udviser behørig omhu for at sikre, at emissionsberegningerne og -målingerne bliver så nøjagtige som muligt.

Artikel 8

Driftsledere og luftfartøjsoperatører sørger for, at det med rimelig sikkerhed er muligt at fastslå integriteten af de emissionsdata og data om ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, som skal rapporteres. De bestemmer emissionerne og de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart ved hjælp af de hensigtsmæssige overvågningsmetoder, der er fastsat i denne forordning.

Rapporterede emissionsdata og data om ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart og redegørelser i forbindelse hermed må ikke indeholde væsentlige ukorrekte angivelser, jf. definitionen i artikel 3, nr. 6), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067 ( 5 ) eller være tendentiøse med hensyn til udvælgelse eller præsentation af oplysninger, og de skal give et troværdigt og velafvejet billede af et anlægs eller en luftfartøjsoperatørs emissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart.

Ved valget af overvågningsmetoder skal de forbedringer, der opnås gennem øget nøjagtighed, afvejes i forhold til de ekstra omkostninger. Ved overvågningen og rapporteringen skal der således stræbes efter den højest mulige nøjagtighed, medmindre dette er teknisk umuligt eller medfører urimeligt høje omkostninger.

Artikel 9

Løbende forbedringer

Driftsledere og luftfartøjsoperatører tager i forbindelse med den videre overvågning og rapportering hensyn til anbefalingerne i de verifikationsrapporter, som udarbejdes i henhold til artikel 15 i direktiv 2003/87/EF.

Artikel 10

Koordination

Såfremt en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed i henhold til artikel 18 i direktiv 2003/87/EF, skal den pågældende medlemsstat koordinere det arbejde, der udføres af disse myndigheder i henhold til denne forordning.

KAPITEL II

OVERVÅGNINGSPLAN

AFSNIT 1

Generelle bestemmelser

Artikel 11

Generel forpligtelse

Driftslederens eller luftfartøjsoperatørens overvågning af drivhusgasemissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart sker på grundlag af en overvågningsplan, som den kompetente myndighed har godkendt i overensstemmelse med denne forordnings artikel 12, idet de tager hensyn til arten og driften af det anlæg eller den luftfartsaktivitet, som planen vedrører.

Overvågningsplanen suppleres med skriftlige procedurer, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren alt efter omstændighederne fastlægger, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder for aktiviteter under overvågningsplanen.

Den i stk. 1 omhandlede overvågningsplan skal sikre, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren får en enkel og logisk vejledning, at dobbeltarbejde undgås, og at der tages hensyn til anlæggets eksisterende systemer eller systemer, som anvendes af driftslederen eller luftfartøjsoperatøren.

Artikel 12

Overvågningsplanens indhold og indsendelse

Hver driftsleder eller luftfartøjsoperatør forelægger en overvågningsplan uden unødig forsinkelse til den kompetente myndigheds godkendelse.

Overvågningsplanen består af en detaljeret, fuldstændig og gennemskuelig dokumentation af et bestemt anlægs eller en bestemt luftfartøjsoperatørs overvågningsmetode og skal som minimum indeholde de elementer, som er fastlagt i bilag I.

Sammen med overvågningsplanen indsender driftslederen eller luftfartøjsoperatøren nedenstående supplerende dokumenter:

for anlæg: dokumentation, som for hver større og mindre kildestrøm påviser overholdelse af usikkerhedsgrænserne for aktivitetsdata og beregningsfaktorer, når det er relevant, for de anvendte metodetrin som defineret i bilag II og IV, og som for hver emissionskilde påviser overholdelse af usikkerhedsgrænserne for de anvendte metodetrin som defineret i bilag VIII, når det er relevant

resultaterne af en risikovurdering, der godtgør, at de foreslåede kontrolaktiviteter og procedurer til kontrolaktiviteter står i rimeligt forhold til de påviste iboende risici og kontrolrisici.

Såfremt bilag I henviser til en procedure, fastlægger, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder driftslederen eller luftfartøjsoperatøren denne procedure særskilt fra overvågningsplanen.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren sammenfatter procedurerne i overvågningsplanen med følgende oplysninger:

procedurens navn

en reference til identifikation af proceduren, der skal kunne spores og kontrolleres

identifikation af den stilling eller afdeling, der er ansvarlig for procedurens gennemførelse og de data, som proceduren genererer og forvalter

en kort beskrivelse af proceduren, så driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, den kompetente myndighed og verifikatoren kan forstå de afgørende parametre og udførte handlinger

opbevaringsstedet for relevante registre og information

navnet på det anvendte computersystem, hvis dette er relevant

en liste over EN-standarder eller andre anvendte standarder, hvis det er relevant.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal gøre al skriftlig dokumentation for procedurerne tilgængelig for den kompetente myndighed, som denne anmoder om. Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal ligeledes gøre disse tilgængelige med henblik på verifikation i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

▼M1 —————

Artikel 13

Standardiserede og forenklede overvågningsplaner

Medlemsstaterne kan give driftsledere og luftfartøjsoperatører tilladelse til at benytte standardiserede eller forenklede overvågningsplaner med forbehold af artikel 12, stk. 3.

Til dette formål kan medlemsstaterne offentliggøre skabeloner for overvågningsplanerne med en beskrivelse af datastrøms- og kontrolprocedurer, jf. artikel 58 og 59, som er baseret på Kommissionens skabeloner og retningslinjer.

Før en forenklet overvågningsplan som omtalt i stk. 1 kan godkendes, udfører den kompetente myndighed en forenklet risikovurdering af, hvorvidt de angivne kontrolaktiviteter og procedurer for kontrolaktiviteter står i forhold til de påviste iboende risici og kontrolrisici og berettiger anvendelsen af en sådan forenklet overvågningsplan.

Medlemsstaterne kan pålægge driftslederen eller luftfartøjsoperatøren selv at udføre risikovurderingen i henhold til det foregående stykke, hvis det er relevant.

Artikel 14

Ændringer af overvågningsplanen

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren kontrollerer jævnligt, om overvågningsplanen afspejler arten og driften af anlægget eller luftfartsaktiviteterne i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/87/EF, og hvorvidt overvågningsmetoden kan forbedres.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ændrer overvågningsplanen som minimum i en af følgende situationer:

der opstår nye emissioner som følge af nye aktiviteter eller på grund af brugen af nye brændsler eller materialer, der endnu ikke er omfattet af overvågningsplanen

aa)

der opstår ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart som følge af nye aktiviteter

tilgængeligheden af data har ændret sig, fordi der anvendes nye typer af måleinstrumenter, prøvetagningsmetoder eller analysemetoder eller af andre årsager, hvilket medfører større nøjagtighed i bestemmelsen af emissionerne

data fremkommet ved anvendelse af den hidtidige overvågningsmetode har vist sig at være ukorrekte

en ændring af overvågningsplanen forbedrer nøjagtigheden af de rapporterede data, medmindre dette ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger

overvågningsplanen er ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, og den kompetente myndighed anmoder driftslederen eller luftfartøjsoperatøren om at ændre den

det er nødvendigt at reagere på forslag om forbedring af overvågningsplanen i en verifikationsrapport.

Artikel 15

Godkendelse af ændringer af overvågningsplanen

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren underretter den kompetente myndighed om forslag til ændringer af overvågningsplanen uden unødig forsinkelse.

Den kompetente myndighed kan dog tillade driftslederen eller luftfartøjsoperatøren at underrette om ændringer af overvågningsplanen, som ikke er betydelige ændringer i henhold til stk. 3 og 4, senest den 31. december det pågældende år.

Betydelige ændringer af overvågningsplanen i henhold til stk. 3 og 4 skal godkendes af den kompetente myndighed.

Såfremt den kompetente myndighed anser en ændring for ikke at være betydelig, informeres driftslederen eller luftfartøjsoperatøren derom uden unødig forsinkelse.

Betydelige ændringer af et anlægs overvågningsplan omfatter:

ændringer af anlæggets kategori, hvis sådanne ændringer kræver en ændring af overvågningsmetoden eller fører til en ændring af det gældende væsentlighedsniveau i henhold til artikel 23 i gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067

uanset artikel 47, stk. 8, ændringer, som har indflydelse på, om anlægget skal anses for et anlæg med små emissionsmængder

ændringer i emissionskilderne

en omlægning fra beregningsbaserede til målingsbaserede metoder, eller omvendt, eller fra en alternativ metode til en metodetrin-baseret metode til at bestemme emissionerne, eller omvendt

en ændring i det anvendte metodetrin

indførelsen af nye kildestrømme

en ændring i kategoriseringen af kildestrømme — mellem større, mindre eller ubetydelige kildestrømme, hvis en sådan ændring kræver en ændring i overvågningsmetoden

en ændring i standardværdien for en beregningsfaktor, hvor værdien skal fastlægges i overvågningsplanen

indførelsen af nye metoder eller ændringer af eksisterende metoder i forbindelse med prøvetagning, analyse eller kalibrering, hvor dette har en direkte indvirkning på emissionsdataenes nøjagtighed

gennemførelse eller tilpasning af en kvantificeringsmetode for emission i form af udsivning på lagringsanlæg.

Betydelige ændringer af en luftfartøjsoperatørs overvågningsplaner omfatter følgende:

for så vidt angår emissioner:

en ændring af emissionsfaktorværdierne i overvågningsplanen

ii)

en ændring af beregningsmetoderne i bilag III, eller et skift fra at anvende en beregningsmetode til at anvende en skønsmetode i henhold til artikel 55, stk. 2, eller omvendt

iii)

indførelsen af nye kildestrømme

iv)

ændring af luftfartøjsoperatørens status som luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder i henhold til denne forordnings artikel 55, stk. 1, eller med hensyn til, hvorvidt luftfartøjsoperatøren har til hensigt at anvende de forenklede procedurer i henhold til artikel 28a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF.

▼M4 —————

for så vidt angår ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart:

en ændring i den valgte tilgang til CO2(e)-beregning, jf. denne forordnings artikel 56a, stk. 4, navnlig med hensyn til de IT-værktøjer, hvormed CO2(e)-beregningsmodellerne anvendes

ii)

en ændring af luftfartøjsoperatørens status som luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder i henhold til denne forordnings artikel 55, stk. 1.

Artikel 16

Gennemførelse og registrering af ændringer

Inden driftslederen eller luftfartøjsoperatøren modtager en godkendelse eller information i henhold til artikel 15, stk. 2, kan den ændrede overvågningsplan anvendes som grundlag for overvågning og rapportering, hvis det med rimelighed kan antages, at de foreslåede ændringer ikke er betydelige, eller hvis overvågningen i henhold til den oprindelige overvågningsplan ville føre til ufuldstændige emissionsdata.

I tvivlstilfælde anvender driftslederen eller luftfartsoperatøren sideløbende både den ændrede og den oprindelige overvågningsplan til at foretage al overvågning og rapportering i overensstemmelse med begge planer, og vedkommende fører registre over resultatet af begge overvågninger.

Efter at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har modtaget godkendelsen eller information i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, anvendes kun data vedrørende den ændrede overvågningsplan, og al overvågning og rapportering udføres udelukkende på grundlag af den ændrede overvågningsplan fra den dato, fra hvilken denne version af overvågningsplanen er gældende.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren fører register over alle ændringer af overvågningsplanen. Hver registrering skal indeholde:

en klar beskrivelse af ændringen

en begrundelse for ændringen

datoen, hvor den kompetente myndighed blev underrettet om ændringen i henhold til artikel 15, stk. 1

i påkommende tilfælde den dato, hvor den kompetente myndighed bekræftede modtagelsen af denne underretning, jf. artikel 15, stk. 1, og godkendelses- eller informationsdatoen, jf. artikel 15, stk. 2

startdatoen for gennemførelsen af den ændrede overvågningsplan i overensstemmelse med stk. 2 i nærværende artikel.

AFSNIT 2

Teknisk gennemførlighed og urimelige omkostninger

Artikel 17

Teknisk gennemførlighed

Såfremt en driftsleder eller luftfartøjsoperatør hævder, at det ikke er teknisk muligt at anvende en specifik overvågningsmetode, vurderer den kompetente myndighed den tekniske gennemførlighed under hensyntagen til driftslederens eller luftfartøjsoperatørens begrundelse. Begrundelsen baseres på, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har de nødvendige tekniske ressourcer til at efterleve et foreslået system eller påbud, som kan gennemføres inden for den tidsramme, der kræves i denne forordning. Disse tekniske ressourcer omfatter tilgængeligheden af de påkrævede teknikker og den nødvendige teknologi.

Artikel 18

Urimelige omkostninger

Såfremt en driftsleder eller luftfartøjsoperatør hævder, at anvendelsen af en specifik overvågningsmetode vil medføre urimelige omkostninger, vurderer den kompetente myndighed under hensyntagen til driftslederens eller luftfartøjsoperatørens begrundelse, hvorvidt omkostningerne er urimelige.

Den kompetente myndighed anser omkostninger for urimelige, hvis de skønnede omkostninger overstiger fordelene. Til dette formål beregnes fordelene ved at gange en forbedringsfaktor med en referencepris på 80 EUR pr. kvote, og til omkostningerne medregnes en passende afskrivningsperiode, som baseres på udstyrets økonomiske levetid.

Når det vurderes, om omkostninger i forbindelse med driftslederens valg af metodetrin for aktivitetsdata er urimelige, anvender den kompetente myndighed som forbedringsfaktor, jf. stk. 1, differencen mellem den aktuelt opnåede usikkerhed og usikkerhedsgrænsen for metodetrinet, der ville være opnået med forbedring, ganget med de gennemsnitlige årlige emissioner forårsaget af den pågældende kildestrøm over de seneste tre år som forbedringsfaktor.

I mangel af sådanne data vedrørende den gennemsnitlige årlige emissionsmængde forårsaget af denne kildestrøm over de tre seneste år forelægger driftslederen eller luftfartøjsoperatøren et konservativt overslag over de årlige gennemsnitlige emissioner med undtagelse af CO2, der stammer fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ , og før fratrækning af overført CO2. For måleinstrumenter under national, lovbestemt metrologisk kontrol kan den aktuelt opnåede usikkerhed erstattes af tilladt tolerance i drift som foreskrevet i den relevante nationale lovgivning.

Artikel 38, stk. 5, anvendes i forbindelse med nærværende stykke, forudsat at driftslederen har de relevante oplysninger om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der anvendes til forbrænding.

Når det vurderes, om omkostninger i forbindelse med foranstaltninger, der øger kvaliteten af rapporterede emissioner, men som er uden direkte indvirkning på nøjagtigheden af aktivitetsdata, er urimelige, anvender den kompetente myndighed en forbedringsfaktor på 1 % af de gennemsnitlige årlige emissioner for de respektive kildestrømme for de tre seneste rapporteringsperioder. Disse foranstaltninger kan omfatte:

et skift fra standardværdier til analyser med henblik på at bestemme beregningsfaktorer

en stigning i antallet af analyser pr. kildestrøm

hvis specifikke måleopgaver ikke hører ind under national, lovbestemt metrologisk kontrol, udskiftes måleinstrumenter med instrumenter, der overholder relevante krav til lovbestemt metrologisk kontrol af medlemsstaterne ved lignende anvendelser eller til måleinstrumenter, der overholder gældende nationale bestemmelser vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU ( 6 ) eller direktiv 2014/32/EU

en afkortning af kalibrerings- og vedligeholdelsesintervaller for måleinstrumenter

forbedringer af datastrøms- og kontrolaktiviteter, der mindsker den iboende kontrolrisiko betydeligt.

Foranstaltninger i forbindelse med forbedringen af et anlægs overvågningsmetode anses ikke for at medføre urimelige omkostninger op til et samlet beløb på 4 000 EUR pr. rapporteringsperiode. For anlæg med små emissionsmængder er denne grænse 1 000 EUR pr. rapporteringsperiode.

KAPITEL III

OVERVÅGNING AF EMISSIONER FRA STATIONÆRE ANLÆG

AFSNIT 1

Generelle bestemmelser

Artikel 19

Kategorisering af anlæg, kildestrømme og emissionskilder

Med henblik på at overvåge emissioner og fastsætte minimumskrav til metodetrin fastlægger hver driftsleder anlæggets kategori i henhold til stk. 2, og i påkommende tilfælde for hver kildestrøm i henhold til stk. 3 og for hver emissionskilde i henhold til stk. 4.

Driftslederen klassificerer de enkelte anlæg i én af følgende kategorier:

kategori A-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner i handelsperioden umiddelbart før den indeværende, svarer til eller er mindre end 50 000 ton CO2(e), dog undtaget CO2 fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ og før fratrækning af overført CO2

kategori B-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner i handelsperioden umiddelbart før den indeværende overstiger 50 000 ton CO2(e) og er mindre end eller lig med 500 000 ton CO2(e), dog undtaget CO2 fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ og før fratrækning af overført CO2

kategori C-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner i handelsperioden umiddelbart før den indeværende, overstiger 500 000 ton CO2(e), dog undtaget CO2 fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ og før fratrækning af overført CO2.

Uanset artikel 14, stk. 2, kan den kompetente myndighed tillade, at driftslederen ikke ændrer overvågningsplanen, hvis det på grundlag af verificerede emissioner fremgår, at grænsen for klassificeringen af det anlæg, der er omhandlet i første afsnit, overskrides, men driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at denne grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen i efterfølgende rapporteringsperioder.

Driftslederen klassificerer hver enkelt kildestrøm i en af følgende kategorier ved at sammenligne kildestrømmen med summen af alle absolutte værdier af fossilt CO2 og CO2(e), som svarer til alle de kildestrømme, der indgår i de beregningsbaserede metoder, og alle emissioner fra emissionskilder, der overvåges ved hjælp af målingsbaserede metoder, før fratrækning af overført CO2:

mindre kildestrømme, hvor de kildestrømme, som driftslederen har udvalgt, tilsammen udgør mindre end 5 000 ton fossilt CO2 om året eller mindre end 10 %, dog højst i alt 100 000 ton fossilt CO2 om året, alt efter hvilken absolut værdi der er højest

ubetydelige kildestrømme, hvor de kildestrømme, som driftslederen har udvalgt, tilsammen udgør mindre end 1 000 ton fossilt CO2 om året eller mindre end 2 %, dog højst i alt 20 000 ton fossilt CO2 om året, alt efter hvilken absolut værdi der er højest

større kildestrømme, hvor kildestrømmene ikke tilhører nogen af de i litra a) og b) omtalte kategorier.

Uanset artikel 14, stk. 2, kan den kompetente myndighed tillade, at driftslederen ikke ændrer overvågningsplanen, hvis det på grundlag af verificerede emissioner fremgår, at grænsen for klassificeringen af en kildestrøm som en mindre kildestrøm eller en ubetydelig kildestrøm, der er omhandlet i første afsnit, overskrides, men driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at denne grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen i efterfølgende rapporteringsperioder.

Driftslederen klassificerer hver enkelt emissionskilde, for hvilken en målingsbaseret metode anvendes, i en af følgende kategorier:

mindre emissionskilder, hvor emissionskilden udleder mindre end 5 000 ton fossilt CO2(e) om året eller mindre end 10 % af anlæggets samlede fossile emissioner, dog højst 100 000 ton fossilt CO2(e) om året, alt efter hvilken absolut værdi der er højest

større emissionskilder, hvis emissionskilden ikke kan klassificeres som en mindre emissionskilde.

Uanset artikel 14, stk. 2, kan den kompetente myndighed tillade, at driftslederen ikke ændrer overvågningsplanen, hvis det på grundlag af verificerede emissioner fremgår, at grænsen for klassificeringen af en emissionskilde som en mindre emissionskilde, der er omhandlet i første afsnit, overskrides, men driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at denne grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen i efterfølgende rapporteringsperioder.

Hvis den gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængde for anlægget i handelsperioden umiddelbart før den indeværende ikke er tilgængelig eller er ikke længere er repræsentativ med henblik på stk. 2, anvender driftslederen et konservativt skøn over den gennemsnitlige årlige emissionsmængde med undtagelse af CO2, der stammer fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ , og før fratrækning af overført CO2, til at bestemme anlæggets kategori.

▼M5 —————

Artikel 20

Overvågningsgrænser

Driftslederen fastlægger hvert anlægs overvågningsgrænser.

Driftslederen skal inden for disse grænser medtage samtlige emissioner af relevante drivhusgasser fra samtlige emissionskilder og kildestrømme i forbindelse med de i bilag I til direktiv 2003/87/EF angivne aktiviteter, der udføres i anlægget, og fra aktiviteter og drivhusgasser, som er medtaget af den medlemsstat, hvori anlægget er beliggende, i henhold til artikel 24 i dette direktiv.

Driftslederen skal ligeledes medtage emissioner fra normal drift og unormale forhold, herunder opstart, nedlukning og nødsituationer i løbet af rapporteringsperioden, dog med undtagelse af emissioner fra flytbare maskiner til transport.

Ved bestemmelse af overvågnings- og rapporteringsprocessen medtager driftslederen de sektorspecifikke krav i bilag IV.

Hvis der fra et lagringskompleks, jf. direktiv 2009/31/EF, konstateres udsivninger, som betyder, at der udledes eller frigives CO2 til vandsøjlen, skal de betragtes som emissionskilder for det pågældende anlæg og skal overvåges i overensstemmelse med afsnit 23 i bilag IV til nærværende forordning.

Udsivningen kan med den kompetente myndigheds godkendelse udelukkes som emissionskilde i overvågnings- og rapporteringsprocessen, når der er truffet udbedrende foranstaltninger, jf. artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og der ikke længere kan konstateres emissioner eller frigivelser til vandsøjlen fra den pågældende udsivning.

Artikel 21

Valg af overvågningsmetode

Til overvågning af et anlægs emissioner vælger driftslederen enten at anvende en beregningsbaseret metode eller en målingsbaseret metode, der begge er underlagt specifikke bestemmelser i henhold til nærværende forordning.

Den beregningsbaserede metode indebærer, at emissioner fra kildestrømme bestemmes ud fra aktivitetsdata, der opnås via målesystemer og yderligere parametre fra laboratorieanalyser eller standardfaktorer. Den kan gennemføres efter standardmetoden i artikel 24 eller massebalancemetoden i artikel 25.

Den målingsbaserede metode indebærer, at emissioner fra emissionskilder bestemmes ved hjælp af kontinuerlig måling af koncentrationen af de relevante drivhusgasser i røggassen og kontinuerlig måling af røggasstrømmen, herunder overvågning af CO2-overførsel mellem anlæg, hvor CO2-koncentrationen og strømmen af overført gas måles.

Når den beregningsbaserede metode anvendes, bestemmer driftslederen for hver kildestrøm i overvågningsplanen, hvorvidt standardmetoden eller massebalancemetoden anvendes, herunder de relevante metodetrin i overensstemmelse med bilag II.

Med forbehold af den kompetente myndigheds godkendelse kan driftslederen kombinere standardmetoder, massebalancemetoder og målingsbaserede metoder for forskellige emissionskilder og kildestrømme fra et anlæg, såfremt det påvises, at emissioner hverken udelades eller regnes med to gange.

Gør sektorspecifikke krav i bilag IV det påkrævet at anvende en specifik overvågningsmetode, benytter driftslederen denne metode eller en målingsbaseret metode. Driftslederen må udelukkende vælge en anden metode, hvis vedkommende over for den kompetente myndighed godtgør, at anvendelsen af den påkrævede metode ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger, eller at en alternativ metode resulterer i samlet set mere nøjagtige emissionsdata.

Artikel 22

Overvågningsmetode, der ikke er baseret på metodetrin

Uanset artikel 21, stk. 1, kan driftslederen benytte en overvågningsmetode, der ikke er baseret på metodetrin (i det følgende benævnt »den alternative metode«) for udvalgte kildestrømme eller emissionskilder, såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

det er ikke teknisk muligt, eller det ville medføre urimelige omkostninger som minimum at anvende metodetrin 1 under den beregningsbaserede metode for én eller flere større kildestrømme eller mindre kildestrømme samt en målingsbaseret metode for mindst én emissionskilde i forbindelse med samme kildestrømme

driftslederen vurderer og kvantificerer hvert år usikkerhederne i forbindelse med alle parametre, som anvendes til at bestemme de årlige emissioner i henhold til ISO-retningslinjen om måleusikkerhedsangivelser (JCGM 100:2008) eller en anden ækvivalent international anerkendt standard, og medtager resultaterne i den årlige emissionsrapport

driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at de generelle usikkerhedsgrænser for det årlige emissionsniveau af drivhusgasser for hele anlægget ikke overskrider 7,5 % for kategori A-anlæg, 5,0 % for kategori B-anlæg og 2,5 % for kategori C-anlæg, når en alternativ overvågningsmetode anvendes.

Artikel 23

Midlertidige ændringer af overvågningsmetoden

Såfremt det af tekniske årsager midlertidigt er umuligt at anvende den overvågningsplan, som den kompetente myndighed har godkendt, anvender den pågældende driftsleder det højest gennemførlige metodetrin, eller en konservativ ikke-metodetrindelt tilgang, hvis anvendelsen af metodetrin ikke kan gennemføres, indtil forudsætningerne for at anvende det godkendte metodetrin i overvågningsplanen er blevet genetableret.

Driftslederen træffer alle nødvendige foranstaltninger til hurtigt igen at anvende det metodetrin i overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt.

Den pågældende driftsleder underretter den kompetente myndighed uden unødig forsinkelse om den midlertidige ændring i overvågningsmetoden, jf. stk. 1, med angivelse af:

begrundelsen for at afvige fra den overvågningsplan, som den kompetente myndighed har godkendt

nærmere oplysninger om den midlertidige overvågningsmetode, som driftslederen anvender til at bestemme emissionerne, indtil forudsætningerne for at anvende overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt, er blevet genetableret

de foranstaltninger, som driftslederen træffer for at genetablere forudsætningerne for at anvende overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt

det forventede tidspunkt, hvor overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt, igen vil blive anvendt.

AFSNIT 2

Beregningsbaseret metode

Underafsnit 1

Generelt

Artikel 24

Beregning af emissioner med standardmetoden

Med standardmetoden beregner driftslederen forbrændingsemissioner for hver kildestrøm ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt som terajoule baseret på nedre brændværdi (NCV) med den tilsvarende emissionsfaktor udtrykt som ton CO2 pr. terajoule (t CO2/TJ), der stemmer overens med brugen af NCV og den tilsvarende oxidationsfaktor.

1a.

Med henblik på rapportering af memorandumposter beregner driftslederen også for hver kildestrøm, der forbrændes, og for brændsler, der tilføres som procesmateriale, følgende parametre, der er defineret ved disse beregninger:

de samlede foreløbige emissioner beregnes ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende foreløbige emissionsfaktor og den tilsvarende oxidationsfaktor

ii)

emissioner fra biomasse beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med biomassefraktionen

iii)

emissioner fra biomasse med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med fraktionen af biomasse med nulsats

iv)

emissioner fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

emissioner fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats

Driftslederen bestemmer procesemissioner pr. kildestrøm ved at gange aktivitetsdata for materialeforbrug, produktionsmængde eller produktionsudbytte udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor, udtrykt i t CO2/t eller t CO2/Nm3, og den tilsvarende omregningsfaktor.

2a.

Med henblik på rapportering af memorandumposter beregner driftslederen også for hver kildestrøm i forbindelse med procesemissioner følgende parametre, der er defineret ved disse beregninger:

De samlede foreløbige emissioner beregnes ved at gange aktivitetsdataene for materialeforbrug, produktionsmængde eller produktionsudbytte udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor, udtrykt i t CO2/t eller t CO2/Nm3, og den tilsvarende omregningsfaktor

ii)

Emissioner fra biomasse beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med den relevante biomassefraktion

iii)

Emissioner fra biomasse med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med den relevante fraktion af biomasse med nulsats.

Hvis en metodetrin 1- eller metodetrin 2-emissionsfaktor allerede omfatter effekten af ufuldstændige kemiske reaktioner, indstilles oxidationsfaktoren eller omregningsfaktoren til 1.

Artikel 25

Beregning af emissioner med massebalancemetoden

Med massebalancemetoden beregner driftslederen CO2-mængden for hver enkelt kildestrøm, der er omfattet af massebalancen, ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel, materiale eller overført CO2, der medtages i eller udtages af massebalancen, med brændslets, materialets eller den overførte CO2's kulstofindhold ganget den fossile fraktion og med. 3,664 t CO2/t C under anvendelse af afsnit 3 i bilag II til denne forordning.

1a.

Med henblik på rapportering af memorandumposter beregner driftslederen også for hver kildestrøm, der er omfattet af massebalancen, følgende parametre, der er defineret ved disse beregninger:

Den samlede foreløbige CO2-mængde beregnes ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel eller materiale, der medtages i eller udtages af massebalancen, med brændslets eller materialets kulstofindhold og med 3,664 t CO2/t C

ii)

Mængden af CO2 i forbindelse med biomasse beregnes ved at gange den samlede foreløbige CO2-mængde med biomassefraktionen

iii)

Mængden af CO2 i forbindelse med biomasse med nulsats beregnes ved at gange den samlede foreløbige CO2-mængde med fraktionen af biomasse med nulsats

iv)

Hvor det er relevant, beregnes mængden af CO2 i forbindelse med RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer ved at gange den samlede foreløbige CO2-mængde med RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

Hvor det er relevant, beregnes mængden af CO2 i forbindelse med RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats ved at gange den samlede foreløbige CO2-mængde med fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats.

Uanset artikel 49 udgør emissionerne fra den samlede proces, der er omfattet af massebalancen, summen af de CO2-mængder, der svarer til alle de kildestrømme, der er omfattet af massebalancen. Kulmonoxid (CO), som udledes i atmosfæren, beregnes i massebalancen som emission af den molære ækvivalensmængde af CO2.

Hvis driftslederen anvender en massebalance i overensstemmelse med denne artikel, og inputmaterialerne eller brændslerne indeholder kulstof med nulsats, og de producerede materialer indeholder kulstof, forelægger driftslederen den kompetente myndighed data om fraktionen af kulstof med nulsats indeholdt i de producerede strømme. Driftslederen skal således dokumentere, at anlæggets samlede emissioner ikke systematisk undervurderes i den anvendte overvågningsmetode, og at den samlede kulstofmasse, der svarer til fraktionerne af kulstof med nulsats i alle relevante producerede materialer, ikke er lavere end den samlede masse af fraktionerne af kulstof med nulsats i inputmaterialerne og -brændslerne.

Med henblik på første afsnit finder artikel 39, stk. 3 og 4, anvendelse på fraktionen af biomasse med nulsats for biogas og naturgas, der anvendes som input.

Artikel 26

Anvendelige metodetrin

Til bestemmelse af aktivitetsdata og de enkelte beregningsfaktorer anvender hver driftsleder ved fastlæggelsen af de relevante metodetrin for større og mindre kildestrømme i henhold til artikel 21, stk. 1:

som minimum de metodetrin, der er anført i bilag V, for så vidt angår kategori A-anlæg, eller hvis der kræves en beregningsfaktor for en kildestrøm, som er et standardhandelsbrændsel

i andre tilfælde end anført under litra a), det højeste metodetrin, der er omhandlet i bilag II.

Driftslederen må imidlertid for større kildestrømme anvende et metodetrin, der er et metodetrin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit for kategori C-anlæg og op til to metodetrin lavere for kategori A- og B-anlæg, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

Den kompetente myndighed kan i en overgangsperiode, som aftales med driftslederen, tillade driftslederen for større kildestrømme at anvende metodetrin, der er lavere end de omtalte i andet afsnit, dog mindst metodetrin 1, forudsat at:

driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i andet afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger og

driftslederen fremlægger en forbedringsplan med angivelse af, hvor og hvornår det i andet afsnit krævede metodetrin som minimum vil blive nået.

Driftslederen må imidlertid for mindre kildestrømme anvende et lavere metodetrin end påkrævet i henhold til stk. 1, første afsnit, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i stk. 1, første afsnit, krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

For ubetydelige kildestrømme kan driftslederen bestemme aktivitetsdata og de enkelte beregningsfaktorer ved hjælp af konservative skøn i stedet for at benytte metodetrin, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

For så vidt angår oxidationsfaktoren og omregningsfaktoren anvender driftslederen som minimum de laveste metodetrin angivet i bilag II.

Såfremt den kompetente myndighed har tilladt brug af emissionsfaktorer for brændsler udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3, og hvis brændsler kan anvendes som procesinput eller i massebalancer i henhold til artikel 25, kan den nedre brændværdi overvåges ved hjælp af konservative skøn i stedet for at benytte metodetrin, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

Underafsnit 2

Aktivitetsdata

Artikel 27

Bestemmelse af aktivitetsdata

Driftslederen bestemmer aktivitetsdataene for en kildestrøm på én af følgende måder:

på grundlag af en kontinuerlig måling af den proces, som forårsager emissionen

på grundlag af en sammenlægning af målinger af mængder, der leveres separat, hvor der tages højde for relevante ændringer i lagerbeholdningen.

Ved anvendelsen af stk. 1, litra b), beregnes mængden af brændsel eller materiale, som forarbejdes i løbet af rapporteringsperioden, som mængden af brændsel eller materiale, der modtages i løbet af rapporteringsperioden, minus mængden af brændsel eller materiale, der udgår fra anlægget, plus mængden af brændsel eller materiale på lager ved begyndelsen af rapporteringsperioden, minus mængden af brændsel eller materiale på lager ved afslutning af rapporteringsperioden.

Hvis det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at bestemme lagerbeholdningerne ved direkte måling, kan driftslederen foretage et skøn over beholdningerne på grundlag af enten:

data fra tidligere år korreleret med data for produktionsmængden i rapporteringsperioden eller

dokumenterede procedurer og foreliggende data fra reviderede regnskaber for rapporteringsperioden.

Hvis det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at bestemme aktivitetsdata for hele kalenderåret, kan driftslederen vælge den næstmest passende dag til at adskille ét rapporteringsår fra det efterfølgende år og dermed forene det med det påkrævede kalenderår. De afvigelser, der dermed kan forekomme i forhold til én eller flere kildestrømme, skal registreres tydeligt, danne grundlag for en værdi, der er repræsentativ for kalenderåret, og opgøres konsekvent i forhold til det følgende år.

Artikel 28

Målesystemer under driftslederens kontrol

Til bestemmelse af aktivitetsdata i henhold til artikel 27 anvender driftslederen måleresultater baseret på målesystemer, som er under driftslederens kontrol på anlægget, forudsat at alle nedenstående betingelser overholdes:

driftslederen udfører en usikkerhedsvurdering og sikrer, at usikkerhedsgrænserne for det relevante metodetrin overholdes

mindst én gang om året og efter hver kalibrering af måleinstrumenterne sikrer driftslederen, at kalibreringsresultaterne ganget med en konservativ justeringsfaktor sammenholdes med de relevante usikkerhedsgrænser. Den konservative justeringsfaktor baseres på en passende tidsrække af tidligere kalibreringer af samme eller lignende måleinstrumenter for at tage højde for effekten af usikkerheden under drift.

Overskrides de godkendte grænser for metodetrinene, jf. artikel 12, eller konstateres det, at udstyret ikke er i overensstemmelse med andre krav, træffer driftslederen korrigerende foranstaltninger uden unødig forsinkelse og underretter den kompetente myndighed herom.

Når der underrettes om en ny overvågningsplan, eller hvis det er relevant at ændre den godkendte overvågningsplan, forelægger driftslederen den usikkerhedsvurdering, der er omhandlet i stk. 1, litra a), for den kompetente myndighed.

Usikkerhedsvurderingen omfatter den angivne usikkerhed ved de anvendte måleinstrumenter, usikkerhed i forbindelse med kalibrering og enhver yderligere usikkerhed, der skyldes måleinstrumenternes praktiske anvendelse. Usikkerhedsvurderingen skal omfatte usikkerhed i forbindelse med ændringer i lagerbeholdningerne, hvis lagerkapaciteten er mindst 5 % af den årligt anvendte relevante brændsels- eller materialemængde. Ved vurderingen tager driftslederen hensyn til, at de angivne værdier, der anvendes til at fastlægge usikkerhedsgrænser for metodetrin i bilag II, henviser til usikkerheden for en hel rapporteringsperiode.

Driftslederen kan forenkle usikkerhedsvurderingen ved at antage, at den tilladte tolerance, der er angivet for det benyttede måleinstrument, eller — hvis den er lavere — at den usikkerhed, der opnås ved kalibrering, ganget med en konservativ justeringsfaktor for at tage højde for effekten af usikkerhed i drift anses for usikkerheden over hele rapporteringsperioden som påkrævet i henhold til metodetrindefinitionerne i bilag II, såfremt måleinstrumenterne er installeret i omgivelser, der passer til deres brugsspecifikationer.

Med forbehold af stk. 2 kan den kompetente myndighed tillade driftslederen at anvende måleresultater baseret på målesystemer under driftslederens egen kontrol på anlægget, hvis denne dokumenterer, at det anvendte måleinstrument er underlagt relevant national, lovbestemt metrologisk kontrol.

Til dette formål kan den tilladte tolerance i drift i den relevante nationale lovgivning om lovbestemt metrologisk kontrol for den relevante måleopgave benyttes som usikkerhedsværdi uden fremlæggelse af yderligere dokumentation.

Artikel 29

Målesystemer uden for driftslederens egen kontrol

Hvis en forenklet usikkerhedsvurdering viser, at anvendelsen af målesystemer uden for driftslederens egen kontrol sammenlignet med brugen af målesystemer under driftslederens egen kontrol i henhold til artikel 28 giver driftslederen mulighed for at overholde kravene til et mindst ligeså højt metodetrin, giver mere pålidelige resultater og færre kontrolrisici, skal driftslederen bestemme aktivitetsdata fra målesystemer uden for dennes egen kontrol.

Til dette formål kan driftslederen anvende en af følgende datakilder:

mængder fra fakturaer udstedt af en handelspartner, såfremt der finder en kommerciel transaktion mellem to uafhængige handelspartnere sted

direkte aflæsninger fra målesystemerne.

Driftslederen sikrer overholdelse af det anvendte metodetrin i henhold til artikel 26.

Til dette formål kan den tilladte tolerance i drift i henhold til den relevante lovgivning om national, lovbestemt metrologisk kontrol for den relevante kommercielle transaktion benyttes som usikkerhedsværdi uden fremlæggelse af yderligere dokumentation.

Hvis de gældende bestemmelser ifølge national, lovbestemt metrologisk kontrol er mindre strenge end det relevante metodetrin i henhold til artikel 26, skal driftslederen indhente dokumentation for den gældende usikkerhed fra den handelspartner, der er ansvarlig for målesystemet.

Underafsnit 3

Beregningsfaktorer

Artikel 30

Bestemmelse af beregningsfaktorer

Driftslederen bestemmer beregningsfaktorerne, enten som standardværdier eller værdier baseret på analyse alt efter det relevante metodetrin.

Driftslederen bestemmer og rapporterer beregningsfaktorerne i overensstemmelse med den tilstand, som benyttes for de tilknyttede aktivitetsdata, med henvisning til den tilstand, som brændslet eller materialet indkøbes i eller anvendes i processen, der forårsager emission, før det tørres eller på anden måde behandles inden en laboratorieanalyse.

Hvis fremgangsmåden medfører urimelige omkostninger, eller hvis der kan opnås større nøjagtighed, kan driftslederen konsekvent rapportere aktivitetsdata og beregningsfaktorer, som henviser til den tilstand, som laboratorieanalyserne udføres i.

▼M5 —————

2a.

Driftslederen skal kun bestemme biomassefraktionen for brændselsblandinger eller materialer, der indeholder biomasse. For andre brændsler eller materialer anvendes standardværdien på 0 % for biomassefraktionen for fossile brændsler eller materialer, og en standardværdi på 100 % biomassefraktion for biomassebrændsler eller materialer, der udelukkende består af biomasse.

Driftslederen bestemmer kun fraktionen af RFNBO eller RCF eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof for brændselsblandinger, som indeholder RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof. For andre brændstoffer anvendes standardværdien på 0 % for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof og en standardværdi på 100 % for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof, hvis brændstoffet udelukkende består af RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof.

Driftslederen skal kun bestemme fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats og fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats, hvis driftslederen ønsker at gøre brug af nulsatsen.

Med hensyn til den indbyrdes afhængighed af sammensætningsrelaterede beregningsfaktorer skal driftslederen anvende følgende regler:

Hvis et brændsel eller materiale indeholder biomasse, skal driftslederen bestemme biomassefraktionen i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39.

ii)

Hvis biomassefraktionen ikke er nul, og hvis driftslederen ønsker at gøre brug af nulsatsen, skal driftslederen bestemme fraktionen af biomasse med nulsats i overensstemmelse med denne forordnings artikel 38, stk. 5.

iii)

Hvis et brændstof indeholder et RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof, skal driftslederen bestemme RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 1 og 2.

iv)

Hvis RFNBO- eller RCF-fraktionen ikke er nul, og hvis driftslederen ønsker at gøre brug af nulsatsen, skal driftslederen bestemme fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 3.

Hvis fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof ikke er nul, og hvis driftslederen ønsker at gøre brug af nulsatsen, skal driftslederen bestemme fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 4.

vi)

Hvis fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats ikke er nul, skal driftslederen beregne fraktionen med nulsats som summen af fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats og fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats. Den fossile fraktion er summen af alle fraktioner uden nulsats.

vii)

Driftslederen skal beregne emissionsfaktoren som den foreløbige emissionsfaktor ganget med den fossile fraktion.

Hvis driftslederen ikke beregner fraktionen med nulsats, er den fossile fraktion 100 % for så vidt angår nr. vi).

Uanset første afsnit må driftslederen:

bestemme biomassefraktionen som værende identisk med fraktionen af biomasse med nulsats, hvis sidstnævnte bestemmes på grundlag af massebalancen i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001

ii)

bestemme RFNBO- eller RCF-fraktionen som værende identisk med fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats, hvis sidstnævnte bestemmes på grundlag af massebalancen i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001

iii)

bestemme fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof som værende identisk med fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats, hvis sidstnævnte bestemmes på grundlag af massebalancen i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001.

Artikel 31

Standardværdier for beregningsfaktorer

Hvis driftslederen bestemmer beregningsfaktorer som standardværdier, skal vedkommende i henhold til kravene for det anvendte metodetrin som anført i bilag II og VI anvende en af følgende værdier:

standardfaktorer og støkiometriske faktorer opført i bilag VI

standardfaktorer, som medlemsstaten benytter til forelæggelse af dens nationale opgørelse til sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer

litteraturværdier aftalt med den kompetente myndighed, herunder offentliggjorte standardfaktorer fra den kompetente myndighed, der er forenelige med faktorerne i litra b), men som er repræsentative for mere opdelte kildebrændselsstrømme

værdier angivet og garanteret af leverandøren af et brændsel eller et materiale, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at kulstofindholdet udviser et 95 % konfidensinterval på ikke mere end 1 %

værdier baseret på tidligere udførte analyser, såfremt driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at værdierne er repræsentative for fremtidige partier af samme brændsel eller materiale.

Driftslederen angiver alle standardværdier, der er anvendt i overvågningsplanen.

Ændres standardværdierne hvert år, angiver driftslederen den pågældende autoritative kilde til denne værdi i overvågningsplanen.

Den kompetente myndighed må kun godkende en ændring af standardværdier for en beregningsfaktor i overvågningsplanen i henhold til artikel 15, stk. 2, hvis driftslederen kan dokumentere, at den nye standardværdi fører til en mere nøjagtig fastsættelse af emissioner.

Efter ansøgning herom fra driftslederen kan den kompetente myndighed tillade, at den nedre brændværdi og emissionsfaktorer for brændsel bestemmes ved anvendelse af samme metodetrin som krævet for standardhandelsbrændsel, forudsat at driftslederen mindst hvert tredje år indsender dokumentation for, at intervallet på 1 % for den angivne brændværdi er overholdt de seneste tre år.

Efter ansøgning herom fra driftslederen kan den kompetente myndighed acceptere, at et rent kemisk stofs støkiometriske kulstofindhold anses for at opfylde et metodetrin, som ellers ville kræve analyser udført i henhold til artikel 32-35, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at anvendelsen af analyser vil medføre urimeligt høje omkostninger, og anvendelsen af den støkiometriske værdi ikke fører til en undervurdering af emissionerne.

Artikel 32

Beregningsfaktorer baseret på analyser

Driftslederen sikrer, at analyser, prøvetagning, kalibreringer og valideringer til bestemmelse af beregningsfaktorer udføres ved hjælp af metoder, der er baseret på tilsvarende EN-standarder.

Hvis sådanne standarder ikke er til rådighed, baseres metoderne på passende ISO-standarder eller nationale standarder. Såfremt der ikke findes relevante offentliggjorte standarder, anvendes relevante udkast til standarder, industriens retningslinjer for bedste praksis eller andre videnskabeligt beviste metoder for at begrænse risikoen for tendentiøs prøvetagning og måling.

Såfremt onlinegaskromatografer eller ekstraktive eller ikke-ekstraktive gasanalysatorer anvendes til bestemmelse af emissioner, skal driftslederen indhente den kompetente myndigheds godkendelse af brugen af dette udstyr. Udstyret må kun bruges i forbindelse med sammensætningsdata for gasformige brændsler og materialer. På kvalitetssikringsområdet skal driftslederen som minimum sikre, at der gennemføres en indledende validering og årligt tilbagevendende valideringer af instrumentet.

Analyseresultater må kun bruges i leveringsperioden eller for et parti af brændsel eller materiale, hvorfra der er taget prøver, og som prøverne skulle være repræsentative for.

Ved bestemmelse af en specifik parameter anvender driftslederen resultater fra alle udførte analyser i forbindelse med den pågældende parameter.

Artikel 33

Prøvetagningsplan

Fastlægges beregningsfaktorerne på baggrund af analyser, forelægger driftslederen en prøvetagningsplan for hvert brændsel eller materiale til den kompetente myndigheds godkendelse i form af en skriftlig procedure, der indeholder oplysninger om de anvendte metoder til forberedelsen af prøveudtagningen, herunder information om ansvarsområder, lokaliteter, hyppighed og mængde, samt metoderne til lagring og transport af prøver.

Driftslederen sikrer, at de udtagne prøver er repræsentative for det relevante parti eller den relevante leveringsperiode, og at de ikke er tendentiøse. Relevante elementer af prøvetagningsplanen aftales med laboratoriet, der udfører analysen af det respektive brændsel eller materiale, og dokumentation for denne aftale medtages i planen. Driftslederen skal gøre planen tilgængelig med henblik på verifikation i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

Efter aftale med laboratoriet, der udfører analysen af det pågældende brændsel eller materiale, og som er underlagt krav om godkendelse fra den kompetente myndighed, tilpasser driftslederen elementerne i prøvetagningsplanen, hvis analyseresultaterne viser, at brændslets eller materialets heterogenitet i betydelig grad afviger fra den information om heterogenitet, som den oprindelige prøveudtagningsplan for det specifikke brændsel eller materiale var baseret på.

Artikel 34

Brug af laboratorier

Driftslederen sikrer, at de laboratorier, som benyttes til at udføre analyser til bestemmelsen af beregningsfaktorerne, er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025 for de relevante analysemetoder.

Laboratorier, der ikke er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025, anvendes kun til at fastlægge beregningsfaktorer, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den i stk. 1 omhandlede adgang til laboratorier ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, og at det ikke-akkrediterede laboratorium lever op til krav, som er ækvivalente med EN ISO/IEC 17025.

Den kompetente myndighed anser et laboratorium for at overholde krav, som er ækvivalente med EN ISO/IEC 17025, jf. stk. 2, hvis driftslederen i det omfang, det er muligt, fremlægger dokumentation herfor i overensstemmelse med andet og tredje afsnit i nærværende stykke i form af og på et lignende detaljeringsniveau, som der kræves for procedurer i henhold til artikel 12, stk. 2.

For så vidt angår kvalitetsstyringen, fremviser driftslederen en akkrediteret certificering af laboratoriet i henhold til EN ISO/IEC 9001 eller andre certificerede kvalitetsstyringssystemer, der omfatter laboratoriet. I mangel af et sådan certificeret kvalitetsstyringssystem fremlægger driftslederen andre passende beviser på, at laboratoriet er i stand til at håndtere sit personale og sine procedurer, dokumenter og opgaver på pålidelig vis.

For så vidt angår den tekniske kompetence, dokumenterer driftslederen, at laboratoriet er kompetent og i stand til at generere teknisk gyldige resultater ved hjælp af relevante analyseprocedurer. Dokumentationen skal som minimum omfatte ét af følgende elementer:

håndtering af personalets kompetencer i forhold til den tildelte specifikke opgave

lokalernes og de miljømæssige forholds egnethed

udvælgelse af analysemetoder og relevante standarder

i påkommende tilfælde styring af prøvetagningen og forberedelsen af prøverne, herunder kontrol med prøvernes integritet

i påkommende tilfælde udvikling og validering af nye analysemetoder eller anvendelse af metoder, der ikke er omfattet af internationale eller nationale standarder

usikkerhedsskøn

håndtering af udstyr, herunder procedurer til kalibrering, justering, vedligeholdelse og reparation af udstyr og registrering deraf

styring og kontrol af data, dokumenter og software

håndtering af kalibreringsenheder og referencematerialer

kvalitetssikring af kalibrering og testresultater, herunder jævnlig deltagelse i præstationsprøvningsordninger, hvor der anvendes analysemetoder på certificeret referencemateriale eller sammenligninger med et akkrediteret laboratorium

styring af outsourcede processer

styring af opgaver, kundeklager og sikring af, at der træffes rettidige korrigerende foranstaltninger.

Artikel 35

Analysehyppighed

Driftslederen anvender som minimum den analysehyppighed for relevante brændsler og materiale, der er angivet i bilag VII.

Den kompetente myndighed kan give driftslederen tilladelse til at benytte en hyppighed, som afviger fra dem, der er angivet i stk. 1, hvis der ikke foreligger mindstehyppigheder, eller hvis driftslederen dokumenterer et af følgende:

baseret på historiske data, herunder analyseværdier for de respektive brændsler eller materialer i rapporteringsperioden umiddelbart før den indeværende, var der ingen afvigelser i analyseværdierne for det respektive brændsel eller materiale, der overstiger 1/3 af den usikkerhedsværdi, som driftslederen skal overholde med hensyn til bestemmelsen af aktivitetsdata for de relevante brændsler eller materialer

anvendelsen af den krævede hyppighed ville medføre urimelige omkostninger.

Drives et anlæg kun en del af året, eller leveres brændsler eller materialer i partier, der forbruges over mere end et kalenderår, kan den kompetente myndighed aftale en mere hensigtsmæssig plan for analyser med driftslederen, forudsat at det fører til en tilsvarende usikkerhed som omhandlet i første afsnit, litra a).

Underafsnit 4

Specifikke beregningsfaktorer

Artikel 36

Emissionsfaktorer for CO2

Driftslederen fastsætter aktivitetsspecifikke emissionsfaktorer for CO2-emissioner.

Emissionsfaktorer for brændsler, herunder brændsler, der anvendes som procesinput, udtrykkes som t CO2/TJ.

Den kompetente myndighed kan tillade driftslederen at benytte en emissionsfaktor for et brændsel udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3 for forbrændingsemissioner, hvis brugen af en emissionsfaktor udtrykt som t CO2/TJ medfører urimelige omkostninger, eller hvis en som minimum ækvivalent nøjagtighed for de beregnede emissioner kan opnås ved hjælp af sådan en emissionsfaktor.

Til konverteringen af kulstofindholdet til den respektive værdi af en CO2-relateret emissionsfaktor eller omvendt benytter driftslederen faktoren 3,664 t CO2/t C.

Artikel 37

Oxidations- og omregningsfaktorer

Driftslederen benytter metodetrin 1 som minimum til at fastsætte oxidations- eller omregningsfaktorer. Driftslederen bruger værdien 1 til en oxidations- eller omregningsfaktor, hvis emissionsfaktoren omfatter effekten af ufuldstændig oxidation eller omdannelse.

Den kompetente myndighed kan imidlertid pålægge driftslederne altid at anvende metodetrin 1.

Såfremt der anvendes flere brændsler i et anlæg, og metodetrin 3 skal anvendes til den specifikke oxidationsfaktor, kan driftslederen anmode om den kompetente myndigheds godkendelse af ét eller begge de følgende punkter:

bestemmelsen af en samlet oxidationsfaktor for hele forbrændingsprocessen og anvendelse af denne på alle brændsler

henføring af en ufuldstændig oxidation til en større kildestrøm og anvendelse af en værdi på 1 for oxidationsfaktoren for andre kildestrømme.

Hvis der anvendes brændselsblandinger, dokumenterer driftslederen, at anvendelse af litra a) eller b) i første afsnit ikke fører til en undervurdering af emissionerne.

Underafsnit 5

Behandling af biomasse, syntetiske kulstoffattige brændstoffer, RFNBO og RCF

Artikel 38

Biomassekildestrømme

Driftslederen kan fastslå aktivitetsdata for en ►M5 kulstof med nulsats ◄ kildestrøm uden anvendelse af metodetrin og fremlægge analysedokumentation for ►M5 kulstof med nulsats ◄ indhold, hvis denne kildestrøm udelukkende består af ►M5 kulstof med nulsats ◄ , og driftslederen kan garantere, at den ikke er forurenet af andre materialer eller brændsler.

▼M5 —————

►M5 ————— ◄

Emissionsfaktoren for hvert brændsel eller materiale beregnes og rapporteres som den foreløbige emissionsfaktor fastlagt i henhold til artikel 30 ganget med brændslets eller materialets fossilfraktion.

Tørv, xylit og fossilfraktioner i blandede brændsler eller materialer anses ikke for at være biomasse.

Hvis ►M5 fraktionen af biomasse med nulsats ◄ for blandede brændsler eller materialer udgør 97 % eller derover, eller hvis den på grund af mængden af emissioner forbundet med brændslets eller materialets fossile fraktion klassificeres som en ubetydelig kildestrøm, kan den kompetente myndighed tillade driftslederen at anvende ikke-metodetrindelte metoder, herunder energibalancemetoden, til bestemmelse af aktivitetsdata og relevante beregningsfaktorer.

▼M5 —————

►M5 Biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler skal opfylde bæredygtighedskriterierne og kriterierne for besparelse af drivhusgasemissioner i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001 for at blive medregnet i fraktionen af biomasse med nulsats i en kildestrøm. ◄

Biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der er fremstillet af affald og restprodukter, som ikke stammer fra ►C2 landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug ◄ skal dog kun opfylde kriterierne i artikel 29, stk. 10, i direktiv (EU) 2018/2001. Nærværende afsnit finder også anvendelse på affald og restprodukter, som først forarbejdes til et produkt, inden de videreforarbejdes til biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler.

Elektricitet, opvarmning og køling, der er fremstillet af kommunalt fast affald, er ikke underlagt kriterierne i artikel 29, stk. 10, i direktiv (EU) 2018/2001.

Kriterierne i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001 gælder uanset biomassens geografiske oprindelse.

Artikel 29, stk. 10, i direktiv (EU) 2018/2001 finder anvendelse på et anlæg som defineret i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87/EF.

Vurderingen af, om kriterierne i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001 overholdes, foretages i overensstemmelse med artikel 30 og artikel 31, stk. 1, i nævnte direktiv. Kriterierne kan også anses for at være opfyldt, hvis driftslederen fremlægger dokumentation for køb af en mængde biobrændstof, flydende biobrændsel eller biogas, der er forbundet med annulleringen af den pågældende mængde i den EU-database, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a, eller en national database, der er oprettet af medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i de førnævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede emissioner i overensstemmelse hermed.

Hvis den biomasse, der anvendes, ikke opfylder bestemmelserne i nærværende stykke, anses dens kulstofindhold for at være fossilt kulstof.

Hvis kriterierne i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001 i henhold til nærværende stykke, første til sjette afsnit, ikke finder anvendelse på biomasse, er fraktionen af biomasse med nulsats lig med biomassefraktionen.

▼M3

Uanset stk. 5, første afsnit, kan medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder, alt efter hvad der er relevant, anse de bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, der er omhandlet i nævnte stykke, for at være opfyldt for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der anvendes til forbrænding fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022.

Artikel 39

Bestemmelse af biomasse og fossil fraktion

For brændsler eller materialer, der indeholder biomasse, kan driftslederen enten antage, at det ikke indeholder biomasse, og anvende en standard biomassefraktion på 0 %, eller bestemme en biomassefraktion i henhold til stk. 2 ved anvendelse af metodetrin som fastsat i afsnit 2.4 i bilag II til denne forordning.

Hvis driftslederen i henhold til det påkrævede metodetrin skal udføre analyser med henblik på at bestemme biomassefraktionen, skal vedkommende gøre dette på grundlag af en relevant standard og de dertil hørende analysemetoder, forudsat at den kompetente myndighed har godkendt brugen af denne standard og analysemetode.

Hvis driftslederen i henhold til det påkrævede metodetrin skal udføre analyser med henblik på at bestemme biomassefraktionen, men anvendelsen af første afsnit ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, skal driftslederen forelægge en alternativ skønsmetode til bestemmelse af biomassefraktionen til den kompetente myndigheds godkendelse. For brændsler eller materialer, som stammer fra en fremstillingsproces med veldefinerede og sporbare tilførselsstrømme, kan driftslederen basere sit skøn på en materialebalance over det fossile kulstof og det biomassekulstof, som indgår i eller udgår af processen.

Kommissionen kan fastsætte retningslinjer for yderligere relevant skønsmetoder.

▼M5 —————

Uanset denne artikels stk. 1 og 2 og artikel 30, må driftslederen, undtagen med henblik på ►M5 artikel 43, stk. 4b ◄ , ikke anvende analyser eller skønsmetoder i henhold til denne artikels stk. 2 til at bestemme biomassefraktionen af naturgas modtaget fra et gasnet, hvortil der er tilsat biogas.

Driftslederen kan bestemme, at en vis mængde naturgas fra gasnettet er biogas med nulsats ved hjælp af metoden i stk. 4. I så fald skal driftslederen uanset artikel 30, stk. 3, anse biomassefraktionen for at være identisk med fraktionen af biomasse med nulsats.

Driftslederen kan bestemme biomassefraktionen og den identiske fraktion af biomasse med nulsats ved hjælp af fortegnelser over køb af biogas med et tilsvarende energiindhold, forudsat at driftslederen over for den kompetente myndighed dokumenterer:

at den samme mængde biogas ikke dobbelttælles, navnlig at den købte biogas ikke hævdes at blive anvendt af nogen anden, bl.a. ved at fremlægge en oprindelsesgaranti som defineret i artikel 2, nr. 12, i direktiv (EU) 2018/2001, og

►C1 at driftslederen og biogasproducenten er forbundet til samme gasnet. ◄

Med henblik på dokumentation af, at nærværende stykke efterleves, kan driftslederen benytte de data, der er registreret i en database, som en eller flere medlemsstater har oprettet, og som gør det muligt at spore overførsler af biogas. Efterlevelsen af dette stykke kan anses for at være godtgjort, hvis driftslederen fremlægger dokumentation for køb af en mængde biogas, der er forbundet med annulleringen af den pågældende mængde i den EU-database, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i de førnævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede emissioner i overensstemmelse hermed.

Artikel 39a

Bestemmelse af RFNBO- eller RCF-fraktion eller fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof og fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats

For brændsler eller materialer, der indeholder RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof, for hvilke driftslederen ikke kan bestemme RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i overensstemmelse med stk. 2, skal driftslederen antage, at brændslet eller materialet ikke indeholder RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof, og anvende en standardværdi på 0 % for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof.

Driftslederen skal bestemme følgende beregningsfaktorer vedrørende brændstoffernes sammensætning på grundlag af massebalancen i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001:

fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats

ii)

RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof.

Uanset første afsnit kan der, hvis driftslederen ikke ønsker at gøre brug af nulsatsen for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof, anvendes andre metoder såsom en materialebalance for den blandings- eller produktionsproces, som brændslet eller materialet stammer fra.

Kulstofindholdet i brændstoffer, der kan betegnes som RFNBO'er eller RCF'er i henhold til direktiv (EU) 2018/2001, og som opfylder kriterierne for besparelse af drivhusgasemissioner i artikel 29a i nævnte direktiv, anses for at være nul.

Vurderingen af, om kriterierne i artikel 29a i direktiv (EU) 2018/2001 overholdes, foretages i overensstemmelse med artikel 30 og artikel 31, stk. 1, i nævnte direktiv. Kriterierne kan også anses for at være opfyldt, hvis driftslederen fremlægger dokumentation for køb af en mængde RFNBO eller RCF, der er forbundet med annulleringen af den pågældende mængde i den EU-database, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i de førnævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede emissioner i overensstemmelse hermed.

Hvis det pågældende RFNBO eller RCF ikke opfylder kriterierne i første afsnit, betragtes dets kulstofindhold som fossilt kulstof.

Syntetiske kulstoffattige brændstoffer tildeles nulsats, når deres kulstofindhold har været genstand for forudgående returnering af kvoter i henhold til direktiv 2003/87/EF, medmindre det opsamlede kulstof er omfattet af en nulsats som defineret i denne forordnings artikel 3, stk. 38f.

Vurderingen af, om kriterierne i artikel 29a, stk. 3, i direktiv (EU) 2018/2001 overholdes, foretages i overensstemmelse med artikel 30 og artikel 31, stk. 1, i nævnte direktiv. Kriterierne kan også anses for at være opfyldt, hvis driftslederen fremlægger dokumentation for køb af en mængde syntetisk kulstoffattigt brændstof, der er forbundet med annulleringen af den pågældende mængde i den EU-database, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i de førnævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede emissioner i overensstemmelse hermed.

I alle andre tilfælde betragtes kulstofindholdet i syntetiske kulstoffattige brændstoffer som fossilt kulstof.

Driftslederen kan bestemme RFNBO- eller RCF-fraktionen og den identiske fraktion af RFNBO- eller RCF med nulsats i naturgas, hvor disse fraktioner er tilført et naturgasnet, ved hjælp af fortegnelser over køb af RFNBO eller RCF med et tilsvarende energiindhold, forudsat at driftslederen over for den kompetente myndighed dokumenterer:

at den samme mængde RFNBO eller RCF ikke dobbelttælles, navnlig at den købte RFNBO eller RCF ikke hævdes at blive anvendt af nogen anden, bl.a. ved at fremlægge en oprindelsesgaranti som defineret i artikel 2, nr. 12, i direktiv (EU) 2018/2001, og

at driftslederen og RFBNO- eller RCF-producenten er forbundet til samme gasnet.

Efterlevelsen af dette stykke kan anses for at være godtgjort, hvis driftslederen fremlægger dokumentation for køb af en mængde gasformig RFNBO eller RCF, der er forbundet med annulleringen af den pågældende mængde i den EU-database, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i de førnævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede emissioner i overensstemmelse hermed.

AFSNIT 3

Målingsbaseret metode

Artikel 40

Anvendelse af den målingsbaserede overvågningsmetode

Driftslederen anvender målingsbaserede metoder til alle emissioner af dinitrogenoxid (N2O) som fastsat i bilag IV samt til kvantificering af overført CO2 i henhold til artikel 49.

Driftslederen kan endvidere anvende målingsbaserede metoder til CO2-emissionskilder, hvis det kan dokumenteres, at kravene til metodetrin for den enkelte emissionskilde, jf. artikel 41, er overholdt.

Artikel 41

Krav til metodetrin

For hver større emissionskilde anvender driftslederen følgende:

som minimum de metodetrin, der er anført i bilag VIII, afsnit 2, for så vidt angår kategori A-anlæg

det højeste metodetrin, der er anført i bilag VIII, afsnit 1, i øvrige tilfælde.

Driftslederen kan imidlertid anvende et metodetrin, der er et metodetrin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit for kategori C-anlæg og op til to metodetrin lavere for kategori A- og B-anlæg, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

Driftslederen må imidlertid for emissioner fra mindre emissionskilder anvende et lavere metodetrin end påkrævet i henhold til stk. 1, første afsnit, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i stk. 1, første afsnit, krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

Artikel 42

Målestandarder og laboratorier

Alle målinger udføres ved hjælp af metoder, der er baseret på:

EN 14181 (Emissioner fra stationære kilder — Kvalitetssikring af automatiske målere)

EN 15259 (Luftkvalitet — Måling af emissioner fra stationære kilder — Krav til målested, målsætning, planlægning og rapport)

samt andre tilsvarende EN-standarder, herunder EN ISO 16911-2, (Emissioner fra stationære kilder — Manuel og automatisk bestemmelse af hastighed og volumenstrøm (flow) i kanaler).

Hvis der ikke findes sådanne standarder, baseres metoderne på egnede ISO-standarder, standarder offentliggjort af Kommissionen eller nationale standarder. Såfremt der ikke findes relevante offentliggjorte standarder, anvendes relevante udkast til standarder, industriens retningslinjer for bedste praksis eller andre videnskabeligt beviste metoder for at begrænse risikoen for tendentiøs prøvetagning og måling.

Driftslederen tager hensyn til alle relevante aspekter af et kontinuerligt målesystem, herunder udstyrets placering, kalibrering, måling, kvalitetssikring og kvalitetskontrol.

Driftslederen sikrer, at laboratorier, der udfører målinger, kalibreringer og relevante vurderinger af udstyr for CEMS, er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025 for de relevante analysemetoder eller kalibreringsaktiviteter.

Hvis laboratoriet ikke har en sådan akkreditering, sikrer driftslederen overholdelsen af krav, som er ækvivalente med artikel 34, stk. 2 og 3.

Artikel 43

Bestemmelse af emissioner

Driftslederen bestemmer de årlige emissioner fra en emissionskilde i løbet af rapporteringsperioden ved at summere alle timeværdier af den målte drivhusgaskoncentration ganget med timeværdier for røggasstrømmen, hvor timeværdierne er gennemsnit af alle individuelle måleresultater for den respektive driftstime.

For så vidt angår CO2-emissioner, fastsætter driftslederen de årlige emissioner baseret på ligning 1 i bilag VIII. Kulmonoxid (CO) udledt i atmosfæren behandles som den molære ækvivalensmængde af CO2.

For så vidt angår dinitrogenoxid (N2O), bestemmer driftslederen de årlige emissioner baseret på ligningen i bilag IV, afsnit 16, underafsnit B.1.

Såfremt der findes flere emissionskilder i et anlæg, og disse ikke kan måles som én emissionskilde, måler driftslederen emissionerne fra disse emissionskilder separat og lægger resultaterne sammen for at opnå de samlede emissioner for den pågældende gas i rapporteringsperioden.

Driftslederen bestemmer drivhusgaskoncentrationen i røggassen ved kontinuerlig måling på et repræsentativt punkt ved hjælp af én af følgende metoder:

direkte måling

i tilfælde af en høj koncentration i røggassen beregnes koncentrationen ved hjælp af en indirekte koncentrationsmåling, ligning 3 i bilag VIII og under hensyntagen til de målte koncentrationsværdier for alle andre komponenter af gasstrømmen som fastlagt i driftslederens overvågningsplan.

Hvis det er relevant, bestemmer driftslederen separat alle CO2-mængder, der stammer fra biomasse. Driftslederen kan til dette formål anvende:

en beregningsbaseret metode, herunder tilgange, som benytter analyser og prøvetagning baseret på EN ISO 13833 (Emissioner fra stationære kilder — Bestemmelse af andelen af biogent og fossilt carbondioxid — Prøvetagning og radioaktivitetsanalyse)

en anden metode, der er baseret på en relevant standard, herunder ISO 18466 (Emissioner fra stationære kilder — Bestemmelse af den biogene fraktion i CO2 i skorstensrøg ved hjælp af balancemetoden)

en skønsmetode offentliggjort af Kommissionen.

Hvis den af driftslederen foreslåede metode involverer kontinuerlig prøvetagning fra røggasstrømmen, skal EN 15259 (Luftkvalitet — Måling af emissioner fra stationære kilder — Krav til målested, målsætning, planlægning og rapport) anvendes. Prøvetagningsplanen i henhold til artikel 33 skal stå i et rimeligt forhold til analysehyppigheden i overensstemmelse med bilag VII til denne forordning og sikre, at den er repræsentativ, så den dækker hele rapporteringsåret.

Artikel 38, stk. 5, anvendes i forbindelse med nærværende stykke.

Hvis den metode, der foreslås af driftslederen, indebærer kontinuerlig prøvetagning fra røggasstrømmen, og anlægget forbruger naturgas fra nettet, trækker driftslederen den CO2, der stammer fra biogas i naturgassen, fra de samlede målte CO2-emissioner. Biomassefraktionen i naturgassen bestemmes i overensstemmelse med artikel 32-35.

4a.

Driftslederen anvender biomassefraktionen bestemt i overensstemmelse med stk. 4 som fraktionen af biomasse med nulsats, hvis følgende betingelser er opfyldt for alle de brændsler eller materialer, der fører til emissioner, for hvilke den målingsbaserede metode anvendes:

kriterierne i artikel 29, stk. 2-7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001 finder i henhold til denne forordnings artikel 38, stk. 5, første til sjette afsnit, ikke anvendelse, eller

ii)

100 % af biomassefraktionen af det anvendte brændsel eller materiale er omfattet af den relevante dokumentation i henhold til denne forordnings artikel 38, stk. 5.

Betingelse ii) anses for opfyldt for biogas, der overvåges i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39, stk. 4.

Hvis betingelse i) og ii) ikke er opfyldt for brændsler eller materialer, der fører til emissioner, for hvilke den målingsbaserede metode anvendes, bestemmer driftslederen fraktionen af biomasse med nulsats for disse brændsler eller materialer ved hjælp af en beregningsbaseret tilgang i overensstemmelse med artikel 24-39a i denne forordning.

4b.

Driftslederen kan fra de samlede emissioner fra den pågældende emissionskilde trække emissionerne fra biomasse med nulsats som bestemt i overensstemmelse med denne artikels stk. 4a.

Hvis den af driftslederen foreslåede metode til bestemmelse af fraktionen af biomasse med nulsats involverer kontinuerlig prøvetagning fra røggasstrømmen, og anlægget forbruger naturgas fra nettet, bestemmer driftslederen den fysiske mængde CO2, der stammer fra den anvendte biogas, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 32-35 og fratrækker den pågældende mængde CO2 fra den CO2 med nulsats, som er bestemt i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4a.

4c.

Hvis driftslederen anvender RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats i en proces, for hvilken den målingsbaserede metode anvendes, kan driftslederen fra de samlede emissioner trække emissionerne fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats.

Emissionerne fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer bestemmes ved hjælp af en beregningsbaseret tilgang i overensstemmelse med denne forordnings artikel 24-39a. De skal svare til aktivitetsdataene for det relevante brændstof ganget med den foreløbige emissionsfaktor og fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats.

Driftslederen bestemmer røggasstrømmen med henblik på beregningen i henhold til stk. 1 ved hjælp af én af følgende metoder:

beregning ved hjælp af en egnet materialebalance, hvor alle væsentlige parametre på tilførselssiden, herunder for CO2-emissioner som minimum tilført materialemængde, tilført luftmængde og proceseffektivitet samt på produktionssiden som minimum produktmængde og koncentrationen af oxygen (O2), svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx)

bestemmelse ved kontinuerlig flowmåling på et repræsentativt punkt.

Artikel 44

Dataaggregering

Driftslederen beregner timegennemsnit for hver parameter, herunder koncentrationer og strøm, der er relevant for bestemmelsen af emissioner eller mængder af overført CO2, på baggrund af en målingsbaseret metode ved hjælp af alle datapunkter, der er tilgængelige for den pågældende time.

Hvis en driftsleder kan generere data for kortere referenceperioder uden yderligere udgifter, benytter driftslederen disse referenceperioder til at bestemme de årlige emissioner i henhold til artikel 43, stk. 1.

Hvis det kontinuerlige måleudstyr for en parameter er i uorden, forkert indstillet eller ude af drift i en del af timen eller den i stk. 1 omtalte referenceperiode, beregner driftslederen det relaterede timegennemsnit pro rata i forhold til de resterende datapunkter for den specifikke time eller en kortere referenceperiode, forudsat at mindst 80 % af det maksimale antal datapunkter for en parameter er tilgængelige.

Artikel 45, stk. 2-4, finder anvendelse, hvis færre end 80 % af det maksimale antal datapunkter for en parameter er tilgængelige.

Artikel 45

Manglende data

Hvis måleudstyr i et CEMS er ude af drift i mere end fem fortløbende dage i et kalenderår, informerer driftslederen den kompetente myndighed herom uden unødig forsinkelse og foreslår passende tiltag for at forbedre kvaliteten af det pågældende CEMS.

Når der ikke kan indhentes en gyldig datatime eller en kortere referenceperiode for data i henhold til artikel 44, stk. 1, for én eller flere parametre i den målingsbaserede metode som følge af, at udstyret er i uorden, forkert indstillet eller ude af drift, bestemmer driftslederen erstatningsværdier for hver manglende datatime.

Hvis der ikke kan indhentes en gyldig datatime eller en kortere referenceperiode for data for en parameter direkte målt som koncentration, beregner driftslederen en erstatningsværdi som summen af en gennemsnitlig koncentration og to gange den standardafvigelse, der hører til dette gennemsnit, ved brug af ligning 4 i bilag VIII.

Såfremt rapporteringsperioden ikke kan anvendes til at bestemme sådanne erstatningsværdier på grund af betydelige tekniske ændringer af anlægget, indgår driftslederen en aftale med den kompetente myndighed om en repræsentativ tidsramme for bestemmelsen af gennemsnit og standardafvigelse, om muligt med en varighed på ét år.

Hvis der ikke kan indhentes en gyldig datatime for en parameter ud over koncentration, indhenter driftslederen erstatningsværdier for denne parameter via en passende massebalancemodel eller energibalancemetoden for processen. Driftslederen validerer resultaterne ved hjælp af den målingsbaserede metodes resterende målte parametre og data fremkommet under almindelige arbejdsforhold, hvor der anvendes en tidsperiode af samme varighed som for de manglede data.

Artikel 46

Underbyggende emissionsberegning

Driftslederen underbygger de emissionsmængder, der er bestemt ved hjælp af en målingsbaseret metode, med undtagelse af emissioner af dinitrogenoxid (N2O) fra salpetersyreproduktion og drivhusgasser overført til et ►M5 CO2-transportinfrastruktur ◄ eller et lagringsanlæg, ved at beregne de årlige emissioner for hver enkelt drivhusgas for samme emissionskilder og kildestrømme.

Brugen af metodetrin er ikke påkrævet.

AFSNIT 4

Særlige bestemmelser

Artikel 47

Anlæg med små emissionsmængder

Den kompetente myndighed kan tillade, at driftslederen forelægger en forenklet overvågningsplan, jf. artikel 13, forudsat at der er tale om et anlæg med små emissionsmængder.

Første afsnit finder ikke anvendelse på anlæg, der udfører aktiviteter, der omfatter N2O, i henhold til bilag I til direktiv 2003/87/EF.

For så vidt angår første afsnit i stk. 1 anses et anlæg for at have en lille emissionsmængde, hvis mindst en af følgende betingelser er overholdt:

anlæggets gennemsnitlige årlige emissioner, der er rapporteret i de verificerede emissionsrapporter for handelsperioden umiddelbart før den indeværende med undtagelse af CO2, der stammer fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ , og før fratrækning af overført CO2, var mindre end 25 000 ton CO2(e) om året

de gennemsnitlige årlige emissioner omtalt i litra a) er ikke tilgængelige eller er ikke længere relevante på grund af ændringer af anlæggets grænser eller driftsforhold, men de årlige emissioner for dette anlæg i de næste fem år, med undtagelse af CO2 fra ►M5 kulstof med nulsats ◄ og før fratrækning af overført CO2, vil på baggrund af et konservativt skøn være mindre end 25 000 ton CO2(e) om året.

▼M5 —————

Driftslederen for et anlæg med små emissionsmængder må ikke pålægges at forelægge den i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, nævnte supplerende dokumentation og skal være fritaget for kravet om at forelægge en rapport om forbedringer, jf. artikel 69, stk. 4, som opfølgning på anbefalede forbedringer, som verifikatoren angiver i verifikationsrapporten.

Uanset artikel 27 kan driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder bestemme mængden af brændsel eller materiale ved hjælp af tilgængelige og dokumenterede indkøbsregistre og anslåede lagerændringer. Driftslederen er også undtaget fra kravet om at forelægge en usikkerhedsvurdering for den kompetente myndighed, jf. artikel 28, stk. 2.

Driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder er undtaget fra kravet i artikel 28, stk. 2, om at medtage usikkerheden i forbindelse med ændringer i lagerbeholdningerne i en usikkerhedsvurdering.

Uanset artikel 26, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, må driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder som minimum anvende metodetrin 1 til at bestemme aktivitetsdata og beregningsfaktorer for alle kildestrømme samt bestemme emissioner på baggrund af målingsbaserede metoder, medmindre større nøjagtighed kan opnås uden yderligere tiltag fra driftslederens side, uden at der fremlægges dokumentation for, at anvendelsen af højere metodetrin ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger.

Med henblik på bestemmelse af beregningsfaktorer på basis af analyser, jf. artikel 32, må driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder benytte ethvert laboratorium, der er teknisk kompetent og i stand til at generere teknisk gyldige resultater på baggrund af relevante analyseprocedurer og fremlægge bevis på kvalitetssikringsforanstaltninger, jf. artikel 34, stk. 3.

Hvis et anlæg med små emissionsmængder, som er underlagt krav om forenklet overvågning, overskrider den i stk. 2 omtalte grænse i et givent kalenderår, underretter anlæggets driftsleder den kompetente myndighed om dette uden unødig forsinkelse.

Driftslederen forelægger i henhold til artikel 15, stk. 3, litra b), uden unødig forsinkelse betydelige ændringer af overvågningsplanen for den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

Den kompetente myndighed giver tilladelse til, at driftslederen fortsætter med den forenklede overvågning, forudsat at driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den i stk. 2 omtalte grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode.

Artikel 48

Indeholdt CO2

Indeholdt CO2, som overføres til et anlæg, inklusive CO2 indeholdt i naturgas, røggas (herunder højovnsgas eller koksovnsgas), eller i materiale, der tilføres processen (herunder syntesegas), medregnes i den pågældende kildestrøms emissionsfaktor.

Hvis indeholdt CO2 stammer fra aktiviteter omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF eller er medtaget i henhold til artikel 24 i samme direktiv og efterfølgende overføres fra anlægget som del af en kildestrøm til et andet anlæg og en anden aktivitet omfattet af det omtalte direktiv, tælles det ikke som emission fra det anlæg, som det stammer fra. Med henblik på bestemmelse af fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats i den indeholdte CO2 i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39 sikrer driftslederen for overførselsanlægget, at den valgte overvågningsmetode ikke systematisk vurderer overførselsanlæggets samlede emissioner til at være for lave.

Udledes eller overføres indeholdt CO2 imidlertid fra anlægget til enheder, der ikke er omfattet af det omtalte direktiv, tælles det som emission fra det anlæg, hvor det oprindeligt stammer fra.

Driftslederne kan bestemme de mængder af indeholdt CO2, der overføres fra anlægget, både ved overførselsanlægget og modtageranlægget. I så fald skal mængderne af henholdsvis overført og modtaget indeholdt CO2 og den tilsvarende fraktion af biomasse med nulsats, den tilsvarende fraktion af RFNBO eller RCF med nulsats og den tilsvarende fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats være identiske.

Hvis mængden af overført og modtaget indeholdt CO2 ikke er identisk, anvendes det aritmetiske gennemsnit for begge de bestemte værdier i både overførsels- og modtageranlæggets emissionsrapporter, forudsat at afvigelsen mellem værdierne kan forklares med usikkerhed i målesystemerne eller den metode, hvormed bestemmelsen er foretaget. I sådanne tilfælde skal det i emissionsrapporten nævnes, at værdien er blevet justeret.

Hvis afvigelsen mellem de målte værdier ikke kan forklares med en godkendt usikkerhedsmargin i målesystemerne eller den metode, hvormed bestemmelsen er foretaget, justerer driftslederne på overførsels- og modtageranlægget værdierne ved at anvende konservative justeringer godkendt af den kompetente myndighed.

Artikel 49

Overført CO2

Driftslederen trækker fra anlæggets emissioner enhver mængde CO2, der stammer fra de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som ikke stammer fra kulstof med nulsats, og som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra anlægget til ethvert af følgende anlæg:

et opsamlingsanlæg med henblik på transport og langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

ii)

en CO2-transportinfrastruktur med henblik på langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

iii)

et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF med henblik på langsigtet geologisk lagring.

Overførselsanlæggets driftsleder angiver i sin årlige emissionsrapport modtageranlæggets identifikationskode, som er anerkendt i henhold til de retsakter, der er vedtaget efter artikel 19, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, hvis modtageranlægget er omfattet af dette direktiv. I alle andre tilfælde angiver overførselsanlæggets driftsleder navn, adresse og kontaktoplysninger for en kontaktperson for modtageranlægget.

Første afsnit finder ligeledes anvendelse på modtageranlægget, for så vidt angår overførselsanlæggets identifikationskode.

Til bestemmelse af mængden af CO2 overført fra et anlæg eller en CO2-transportinfrastruktur til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur i overensstemmelse med stk. 1 anvender driftslederen med forbehold af de yderligere bestemmelser i bilag IV til denne forordning enten en beregningsbaseret metode eller en målingsbaseret metode i overensstemmelse med denne forordnings artikel 43, 44 og 45.

Hvis der anvendes en målingsbaseret metode, skal emissionskilden svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført CO2.

Hvis der anvendes en målingsbaseret metode til bestemmelse af mængden af CO2 overført fra et anlæg eller en CO2-transportinfrastruktur til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur, anvender driftslederen det højeste metodetrin, jf. definitionen i afsnit 1 i bilag VIII til denne forordning.

Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at vedkommende kan dokumentere, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i afsnit 1 i bilag VIII til denne forordning, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

Driftslederne kan bestemme de mængder af CO2, der overføres fra anlægget, både ved overførselsanlægget og modtageranlægget. I dette tilfælde finder artikel 48, stk. 3, anvendelse.

I tilfælde af overførsel til et opsamlingsanlæg af CO2, der stammer fra materialer eller brændsler, der indeholder en fraktion af kulstof med nulsats, må overførselsanlægget kun fratrække den mængde CO2, der svarer til den fraktion af kulstof, der ikke stammer fra kulstof med nulsats, fra sine rapporterede emissioner i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1.

Driftsledere af CO2-transportinfrastrukturer og lagringsanlæg skal overvåge emissioner fra udsivningsuheld, fugitive emissioner og udluftningsemissioner fra enhver mængde CO2, som er omhandlet i første afsnit, herunder CO2 fra enheder, der ikke udfører de aktiviteter, der er opført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, og rapportere emissionerne, som om CO2'en er af fossil karakter.

Driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur kan i de emissioner, der rapporteres i en given rapporteringsperiode, medtage enhver mængde CO2 i transit, der senest den 31. januar i det efterfølgende år er blevet overført til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur. Driftslederen skal hvert år opstille en fortegnelse over den CO2, der indgår i og udgår af CO2-transportinfrastrukturen, og særskilt rapportere om enhver CO2 i transit.

Artikel 49a

Emissioner, der er permanent kemisk bundet i et produkt

Driftslederen trækker fra anlæggets emissioner enhver mængde CO2, der stammer fra kulstof uden nulsats i aktiviteter omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, som ikke udledes fra anlægget, men er permanent kemisk bundet i et produkt, der er opført i den delegerede forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF.

Hvis der er tale om CO2 fra materialer eller brændsler, der indeholder en fraktion af kulstof med nulsats, trækker driftslederen kun den mængde CO2, der er permanent kemisk bundet i et produkt, der er opført i den delegerede forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF, fra anlæggets emissioner, svarende til den kulstoffraktion, der ikke stammer fra kulstof uden nulsats.

Til bestemmelse af mængden af CO2, der er bundet i et produkt, der opfylder specifikationerne i stk. 1, anvender driftslederen enten standardmetoden i overensstemmelse med afsnit 2 og 4 i bilag II til denne forordning eller en massebalance i overensstemmelse med denne forordnings artikel 25 ved hjælp af de brændsler og materialer, der indgår i og forlader den proces, hvori CO2'en bindes kemisk, som de relevante kildestrømme i denne beregning, samtidig med at der tages hensyn til eventuelle forbrændingsemissioner i forbindelse med processen. Med henblik herpå anvendes det højeste metodetrin som defineret i bilag II til denne forordning for den aktivitet, jf. nævnte bilag, som CO2'en hidrører fra. Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at driftslederen over for den kompetente myndighed godtgør, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i bilag II til denne forordning, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

Artikel 50

Brug eller overførsel af N2O

Hvis N2O stammer fra aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og for hvilke dette bilag angiver N2O som værende relevant, og et anlæg ikke udleder den pågældende N2O, men overfører den til et andet anlæg, som overvåger og rapporterer emissioner i henhold til denne forordning, tælles den ikke som emission fra det anlæg, som den stammer fra.

Et anlæg, der modtager N2O fra et anlæg og aktiviteter i henhold til første afsnit, skal overvåge de relevante gasstrømme ved hjælp af de samme metoder, der kræves i denne forordning, som om den pågældende N2O blev genereret i modtageranlægget.

Hvis N2O er aftappet på flaske eller anvendes som en gas i produkter, således at den udledes uden for anlægget, eller hvis den overføres fra anlægget til enheder, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, tælles den som emission fra det anlæg, hvor den oprindeligt stammer fra, bortset fra mængder N2O, som operatøren af det anlæg, hvor N2O stammer fra, over for den kompetente myndighed kan godtgøre, at den pågældende N2O, destrueres med egnet emissionsrensningsudstyr.

Første afsnit finder ligeledes anvendelse på modtageranlægget, for så vidt angår overførselsanlæggets identifikationskode.

Med henblik på at bestemme mængden af overført N2O fra et anlæg til et andet anvender driftslederen en målingsbaseret metode, bl.a. i henhold til artikel 43, 44 og 45. Emissionskilden skal svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført N2O.

Med henblik på at bestemme mængden af overført N2O fra et anlæg til et andet, anvender driftslederen det højeste metodetrin, jf. definitionen i bilag VIII, afsnit 1, for emissioner af N2O.

Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at vedkommende kan dokumentere, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i bilag VIII, afsnit 1, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

Driftslederne kan bestemme de mængder af N2O, der overføres fra anlægget, både ved overførselsanlægget og modtageranlægget. I så tilfælde finder artikel 48, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

KAPITEL IV

OVERVÅGNING AF EMISSIONER OG IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

Artikel 51

Generelle bestemmelser

Luftfartøjsoperatøren overvåger og rapporterer emissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfartsaktiviteter for alle flyvninger omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, som udføres af den pågældende luftfartøjsoperatør i løbet af rapporteringsperioden, og som luftfartøjsoperatøren er ansvarlig for.

Til dette formål henfører luftfartøjsoperatøren alle flyvninger til afgangstidens kalenderår (målt efter koordineret verdenstid (UTC)).

▼M4 —————

Med henblik på at kunne identificere den enkelte luftfartøjsoperatør, jf. artikel 3, litra o), i direktiv 2003/87/EF, som ansvarlig for en flyvning anvendes det kaldesignal, som benyttes af flyvekontroltjenesten, jf. flyveplanens rubrik 7. Luftfartøjsoperatøren skal via kaldesignalet kunne identificeres på følgende måde:

hvis punkt 7 indeholder ICAO-designatorkoden for luftfartøjsoperatøren skal den enkelte luftfartøjsoperatør være den luftfartøjsoperatør, der har fået tildelt den pågældende ICAO-designatorkode

hvis punkt 7 indeholder nationaliteten eller det fælles mærke og registreringsmærket for det luftfartøj, der udtrykkeligt er anført i et luftfartscertifikat (AOC — »air operator's certificate«) (eller tilsvarende) eller i et dokument, der er udstedt af en stat, og som identificerer luftfartøjets driftsleder, er den enkelte luftfartøjsoperatør den juridiske eller fysiske person, der er indehaver af dette AOC (eller tilsvarende), eller som er anført i dokumentet.

3a.

Hvis den enkelte luftfartøjsoperatør ikke kan identificeres ved hjælp af det kaldesignal, der er omhandlet i stk. 3, er den enkelte luftfartøjsoperatør, jf. artikel 3, litra o), i direktiv 2003/87/EF, som er ansvarlig for en given flyvning, den juridiske eller fysiske person, der har ansat eller har et andet kontraktligt forhold til flyvningens kaptajn.

Er luftfartøjsoperatørens identitet ikke bekendt, anser den kompetente myndighed luftfartøjets ejer for at være luftfartøjsoperatør, medmindre denne kan bevise den ansvarlige luftfartøjsoperatørs identitet.

Artikel 52

Indsendelse af overvågningsplaner

Senest fire måneder før påbegyndelse af luftfartsaktiviteter, som er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, skal luftfartøjsoperatøren forelægge den kompetente myndighed en overvågningsplan for overvågning og rapportering af emissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart i henhold til denne forordnings artikel 12.

Uanset første afsnit indsender en luftfartøjsoperatør, der for første gang udfører en luftfartsaktivitet omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF eller overvåger og rapporterer ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, som ikke kunne være forudset fire måneder før aktiviteten, en overvågningsplan til den kompetente myndighed uden unødig forsinkelse, dog senest seks uger efter udførelsen af den pågældende aktivitet. Luftfartøjsoperatøren giver en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor det ikke var muligt at indsende en overvågningsplan fire måneder før aktiviteten.

Hvis den administrerende medlemsstat, jf. artikel 18a i direktiv 2003/87/EF, ikke er kendt på forhånd, indsender luftfartøjsoperatøren overvågningsplanen uden unødig forsinkelse, når oplysninger om den kompetente myndighed i den administrerende medlemsstat bliver tilgængelige.

▼M4 —————

Artikel 53

Overvågningsmetode for emissioner fra luftfartsaktiviteter

Hver luftfartøjsoperatør bestemmer de årlige CO2-emissioner fra luftfartsaktiviteter ved at gange det årlige forbrug af hver type rent brændstof (udtrykt i ton) med den respektive emissionsfaktor.

For så vidt angår blandede flybrændstoffer, bestemmer luftfartøjsoperatøren den teoretiske mængde af hvert enkelt rent brændstof ud fra den samlede mængde af det blandede flybrændstof og relevante sammensætningsdata ved at anvende følgende:

Hvis et brændstof eller materiale indeholder biomasse, skal luftfartøjsoperatøren bestemme biomassefraktionen i overensstemmelse med artikel 54

ii)

Hvis et brændstof indeholder et RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof, skal luftfartøjsoperatøren bestemme RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i overensstemmelse med artikel 54b

iii)

Hvis RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof ikke er nul, og hvis luftfartøjsoperatøren ønsker at gøre brug af nulsatsen, skal luftfartøjsoperatøren bestemme fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i overensstemmelse med artikel 54c

iv)

Hvis fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats ikke er nul, skal luftfartøjsoperatøren beregne fraktionen med nulsats som summen af fraktionen af biomasse med nulsats, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats og fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats. Den fossile fraktion er summen af alle fraktioner uden nulsats.

Luftfartøjsoperatøren skal beregne mængden af hvert enkelt rent brændstof som den samlede mængde af det blandede flybrændstof ganget med den relevante fraktion.

Hvis luftfartøjsoperatøren ikke beregner fraktionen med nulsats, er den fossile fraktion 100 % for så vidt angår nærværende stykkes nr. iv).

1a.

Uanset stk. 1 bestemmer luftfartøjsoperatøren med henblik på at vurdere de emissionstærskler, der er fastsat i artikel 55, stk. 1-2, i denne forordning, i artikel 28a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF og i rækken »Luftfart« i tabellen i bilag I til direktiv 2003/87/EF, CO2-emissionerne ved at gange det årlige forbrug af hvert brændstof med dets foreløbige emissionsfaktor.

1b.

Med henblik på rapportering i henhold til artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1603 ( 7 ) bestemmer og rapporterer luftfartøjsoperatøren de emissioner, der fremkommer ved at gange det årlige forbrug af hvert brændstof med dets foreløbige emissionsfaktor.

Luftfartøjsoperatøren bestemmer brændstofforbruget for hver flyvning og for hver brændstoftype, herunder hjælpemotorers brændstofforbrug. Til dette formål benytter luftfartøjsoperatøren én af metoderne i bilag III, afsnit 1. Luftfartøjsoperatøren vælger den metode, der giver de mest fyldestgørende og rettidige data kombineret med den laveste usikkerhed, uden at det medfører urimelige omkostninger.

Luftfartøjsoperatøren bestemmer brændstofpåfyldningsmængden i henhold til bilag III, afsnit 1, på grundlag af ét af nedenstående punkter:

brændstofleverandørens måling som dokumenteret på følgesedler eller fakturaer for hver flyvning

data fra målesystemer om bord på luftfartøjet eller registreret i masse- og balancedokumenter, i luftfartøjets tekniske logbog eller overført elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren.

Luftfartøjsoperatøren opgør brændstofmængden i tanken ved hjælp af data, der stammer fra luftfartøjets målesystemer om bord og er registreret i masse- og balancedokumenterne eller i luftfartøjets tekniske logbog eller er overført elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren.

Hvis brændstofpåfyldningsmængden eller brændstofmængden i luftfartøjets brændstoftanke er angivet i volumenenheder (liter), omregner luftfartøjsoperatøren denne kvantitet fra volumen til mængde ved at benytte densitetsværdier. Luftfartøjsoperatøren anvender den brændstofdensitet (som kan være en faktisk eller en fast værdi på 0,8 kg/liter), der anvendes af operationelle og sikkerhedsmæssige årsager.

Proceduren for at underrette om, hvorvidt den faktiske densitet eller en standarddensitet anvendes, beskrives i overvågningsplanen sammen med en henvisning til den pågældende luftfartøjsoperatørs dokumentation.

Til den i stk. 1 omhandlede beregning anvender luftfartøjsoperatøren standardemissionsfaktorerne i tabel 1 i bilag III.

Luftfartsoperatøren anvender de standardemissionsfaktorer, der er fastsat i tabel 1 i bilag III, som foreløbig emissionsfaktor.

For alternative flybrændstoffer, bortset fra biobrændstoffer, RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer, bestemmer luftfartøjsoperatøren emissionsfaktoren i overensstemmelse med artikel 32 i denne forordning. For sådanne brændstoffer bestemmes og rapporteres den nedre brændværdi som en memorandumpost.

Uanset stk. 6 kan luftfartøjsoperatøren efter godkendelse fra den kompetente myndighed for kommercielt handlet brændstof udlede emissionsfaktoren eller det kulstofindhold, den er baseret på, eller den nedre brændværdi af de indkøbsregistre for det pågældende brændstof, som brændselsleverandøren har leveret, såfremt udledningen er foretaget på grundlag af internationalt anerkendte standarder, og de i bilag III, tabel 1, angivne emissionsfaktorer ikke kan anvendes.

Artikel 53a

Rapporteringsregler for anvendelsen af alternative flybrændstoffer

Luftfartøjsoperatøren overvåger den anvendte mængde alternative flybrændstoffer og indberetter den mængde, der henføres til hver enkelt flyvning eller hvert flyvepladspar.

Hvis alternative flybrændstoffer leveres til luftfartøjet i fysisk identificerbare batcher, fremlægger luftfartøjsoperatøren desuden over for den kompetente myndighed på tilfredsstillende vis dokumentation for, at det alternative flybrændstof er blevet henført til flyvningen umiddelbart efter brændstofpåfyldningen til den pågældende flyvning.

Hvis der udføres flere efterfølgende flyvninger uden brændstofpåfyldning mellem disse flyvninger, skal luftfartøjsoperatøren opdele mængden af alternativt flybrændstof og henføre den til disse flyvninger proportionalt med emissionerne fra disse flyvninger, der beregnes ved brug af den foreløbige emissionsfaktor.

Hvis det alternative flybrændstof ikke fysisk kan henføres til en bestemt flyvning på en flyveplads, henfører luftfartøjsoperatøren flybrændstoffet til sine flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, i forhold til emissionerne fra de flyvninger, der afgår fra den pågældende flyveplads, beregnet ved brug af den foreløbige emissionsfaktor.

I denne forbindelse skal luftfartøjsoperatøren over for den kompetente myndighed fremlægge dokumentation for, at det alternative flybrændstof blev leveret til afgangsflyvepladsens brændstofsystem i rapporteringsperioden eller tre måneder før starten eller tre måneder efter rapporteringsperiodens afslutning.

Med henblik på stk. 2 og 3 skal luftfartøjsoperatøren over for den kompetente myndighed fremlægge dokumentation for, at:

den samlede mængde alternative flybrændstof, der er ansøgt om, ikke overstiger den pågældende luftfartøjsoperatørs samlede brændstofforbrug til flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, og som påbegyndes på den flyveplads, hvor det alternative flybrændstof leveres

ii)

mængden af alternativt flybrændstof til flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, ikke overstiger den samlede mængde alternativt flybrændstof, der er indkøbt, hvorfra den samlede mængde alternativt flybrændstof, der er solgt til tredjemand, fratrækkes

iii)

forholdet mellem de alternative flybrændstoffer og de fossile brændstoffer, der henføres til flyvninger aggregeret pr. flyvepladspar, ikke overstiger den maksimale blandingsgrænse for det pågældende brændstoftype, der er certificeret i henhold til en anerkendt international standard

iv)

der ikke forekommer dobbelttælling af den samme mængde alternativt flybrændstof, navnlig at det indkøbte alternative flybrændstof ikke hævdes at være anvendt i en tidligere rapport eller af en anden luftfartøjsoperatør eller i et andet kulstofprissætningssystem.

Med henblik på nr. i)-iii), antages ethvert resterende brændstof i tanken efter en flyvning og før en påfyldning at være 100 % fossilt brændstof.

Med henblik på at påvise overholdelse af de krav, der henvises til i nr. iv), kan luftfartøjsoperatøren benytte de data, der er registreret i EU-databasen, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv.

Artikel 54

Bestemmelse af biomassefraktionen for biobrændstoffer

Luftfartøjsoperatøren bestemmer biomassefraktionen af blandede flybrændstoffer, der indeholder biobrændstoffer. Luftfartøjsoperatøren kan enten antage, at de ikke indeholder biobrændstoffer, og anvende en standard fossilfraktion på 100 % eller bestemme en biomassefraktion i henhold til stk. 2 eller 3. Luftfartøjsoperatøren anvender en standardværdi med en biomassefraktion på 100 % for rene biobrændstoffer.

Uanset stk. 1 kan luftfartøjsoperatøren, der anvender blandet flybrændstof, som indeholder biobrændstoffer, vælge at overvåge biobrændstofindholdet og indholdet af fossilt flybrændstof som separate kildestrømme, hvis dokumentationen fra brændstofleverandørerne giver mulighed for en sådan tilgang.

Hvis biobrændstoffer fysisk blandes med fossile brændstoffer og leveres til luftfartøjet i fysisk identificerbare partier, kan luftfartøjsoperatøren foretage analyser i overensstemmelse med artikel 32-35 for at bestemme biomassefraktionen på grundlag af en relevant standardmetode og de analysemetoder, der er omhandlet i de nævnte artikler, forudsat at brugen af den pågældende standard og de pågældende analysemetoder er godkendt af den kompetente myndighed. Hvis luftfartøjsoperatøren over for den kompetente myndighed kan godtgøre, at sådanne analyser ville medføre urimelige omkostninger eller ikke er teknisk mulige, kan luftfartøjsoperatøren basere skønnet over biobrændstofindholdet på en materialebalance af blandingen af indkøbte fossile brændstoffer og biobrændstoffer. Hvis biomassefraktionen blev bestemt ved hjælp af massebalance i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001, kræves der ikke dokumentation for urimelige omkostninger eller teknisk gennemførlighed.

Hvis indkøbte biobrændstofpartier ikke leveres fysisk til et bestemt luftfartøj, må luftfartøjsoperatøren ikke benytte analyser til at bestemme biomassefraktionen af de anvendte brændstoffer. Luftfartøjsoperatøren kan bestemme biomassefraktionen ved hjælp af fortegnelser over køb af biobrændstoffer med tilsvarende energiindhold.

Artikel 54a

Særlige bestemmelser for støtteberettigede flybrændstoffer

Med henblik på artikel 3c, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF etablerer, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder den kommercielle luftfartøjsoperatør en skriftlig procedure med henblik på at overvåge alle mængder rent flybrændstof (i ton), der anvendes til subsoniske flyvninger, og indberetter de mængder af støtteberettiget flybrændstof, der er ansøgt om, som en særskilt memorandumpost i sin årlige emissionsrapport.

Med henblik på stk. 1 sikrer luftfartøjsoperatøren, at enhver mængde støtteberettiget flybrændstof, der ansøges om, er certificeret i overensstemmelse med artikel 30 i direktiv (EU) 2018/2001 eller en anden certificering, der accepteres i henhold til forordning 2023/2405. Den kompetente myndighed kan tillade luftfartøjsoperatøren at benytte de data, der er registreret i EU-databasen, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv. I tilfælde af efterfølgende manglende overholdelse i forbindelse med dokumentation for bæredygtigheden af de annullerede mængder i ovennævnte databaser skal den kompetente myndighed korrigere de verificerede mængder af støtteberettigede flybrændstoffer i overensstemmelse hermed.

For blandede flybrændstoffer kan luftfartøjsoperatøren enten antage, at de ikke indeholder støtteberettiget flybrændstof og anvende en standard fossilfraktion på 100 % eller bestemme mængden af rent støtteberettiget flybrændstof i overensstemmelse med stk. 3a.

3a.

Luftfartøjsoperatøren bestemmer mængden af rent støtteberettiget flybrændstof som en sum af rene alternative brændstoffer i henhold til artikel 3c, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF som fastlagt i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, i nærværende forordning. De rene flybrændstoffer henføres til hver flyvning eller flyvepladspar i overensstemmelse med stk. 4 eller 5.

Hvis støtteberettigede flybrændstoffer leveres til luftfartøjet i fysisk identificerbare batcher, fremlægger luftfartøjsoperatøren desuden over for den kompetente myndighed på tilfredsstillende vis dokumentation for, at det støtteberettigede flybrændstof henføres til flyvningen umiddelbart efter brændstofpåfyldningen til den pågældende flyvning.

Hvis der udføres flere efterfølgende flyvninger uden brændstofpåfyldning mellem disse flyvninger, skal luftfartøjsoperatøren opdele mængden af støtteberettiget flybrændstof og tildele den til disse flyvninger proportionalt med emissionerne fra disse flyvninger, der beregnes ved brug af den foreløbige emissionsfaktor.

Hvis det støtteberettigede flybrændstof ikke fysisk kan henføres til en bestemt flyvning på en flyveplads, tildeler luftfartøjsoperatøren brændstoffet til sine flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, og til sine flyvninger, der er omfattet af direktivets artikel 3c, stk. 8, proportionelt med emissionerne fra de flyvninger, der afgår fra den pågældende flyveplads, beregnet ved brug af den foreløbige emissionsfaktor.

Med henblik herpå skal luftfartøjsoperatøren over for den kompetente myndighed fremlægge dokumentation for, at det støtteberettigede flybrændstof blev leveret til afgangsflyvepladsens brændstofsystem i rapporteringsperioden eller tre måneder før rapporteringsperiodens begyndelse eller tre måneder efter rapporteringsperiodens afslutning.

Med henblik på stk. 4 og 5 skal luftfartøjsoperatøren over for den kompetente myndighed fremlægge dokumentation for, at:

den samlede mængde støtteberettiget flybrændstof, der er ansøgt om, ikke overstiger den pågældende luftfartøjsoperatørs samlede brændstofforbrug til flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, og til flyvninger, der er omfattet af direktivets artikel 3c, stk. 8, og som kommer fra den flyveplads, hvor det berettigede flybrændstof leveres

mængden af støtteberettiget flybrændstof til flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, og fra flyvninger, der er omfattet af direktivets artikel 3c, stk. 8, ikke overstiger den samlede mængde støtteberettiget flybrændstof, der er indkøbt, hvorfra den samlede mængde støtteberettiget flybrændstof, der er solgt til tredjemand, fratrækkes

forholdet mellem de støtteberettigede flybrændstoffer og de fossile brændstoffer, der henføres til flyvninger aggregeret pr. flyvepladspar, ikke overstiger den maksimale blandingsgrænse for det pågældende brændstoftype, der er certificeret i henhold til en anerkendt international standard

der ikke forekommer dobbelttælling af den samme støtteberettigede mængde flybrændstof, navnlig at det indkøbte støtteberettigede flybrændstof ikke hævdes at være anvendt i en tidligere rapport eller af en anden luftfartøjsoperatør eller i et andet CO2-prissætningssystem.

Med henblik på litra a)-c) antages ethvert resterende brændstof i tanke efter en flyvning og før en påfyldning at være 100 % ikkestøtteberettiget brændstof.

Med henblik på at påvise overholdelse af de krav, der henvises til i litra d), kan luftfartøjsoperatøren benytte de data, der er registreret i EU-databasen, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31a i direktiv (EU) 2018/2001, eller en national database, der er oprettet af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 31a, stk. 5, i nævnte direktiv.

Artikel 54b

Bestemmelse af fraktionen af RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof

Luftfartøjsoperatøren bestemmer RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i blandede flybrændstoffer, som indeholder RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof. Luftfartøjsoperatøren kan enten antage, at de ikke indeholder RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige flybrændstoffer, og anvende en standard fossilfraktion på 100 % eller bestemme en RFNBO- eller RCF-fraktion eller fraktionen af syntetiske kulstoffattige flybrændstoffer i henhold til stk. 2 eller 3. Luftfartøjsoperatøren anvender en standardfraktion på 100 % RFNBO eller RCF eller 100 % syntetisk kulstoffattigt brændstof, alt efter hvad der er relevant, for ren RFNBO eller RCF eller rent syntetisk kulstoffattigt brændstof.

Uanset stk. 1 kan luftfartøjsoperatøren, der anvender blandede flybrændstoffer, som indeholder RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattigt brændstof, vælge at overvåge indholdet af RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof og indholdet af fossilt flybrændstof som separate kildestrømme, hvis dokumentationen fra brændstofleverandørerne giver mulighed for en sådan tilgang.

Hvis RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof fysisk blandes med fossile brændstoffer og leveres til luftfartøjet i fysisk identificerbare batcher, baserer luftfartøjsoperatøren skønnet af RFNBO- eller RCF-indholdet eller indholdet af syntetisk kulstoffattigt brændstof på en massebalance i henhold til artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001, som afspejler den indkøbte blanding af fossile brændstoffer og RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof.

Hvis de indkøbte batcher af RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof ikke fysisk leveres til et specifikt luftfartøj, kan luftfartøjsoperatøren bestemme RFNBO eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof ved hjælp af fortegnelser over køb af RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof med et tilsvarende energiindhold.

Artikel 54c

Betingelser for luftfartøjsoperatørers tildeling af nulsats til biobrændstoffer, RFNBO, RCF og syntetiske kulstoffattige brændstoffer

Luftfartøjsoperatøren kan kun tælle biomassefraktionen i et blandet flybrændstof med ved beregningen af fraktionen af biomasse med nulsats, i det omfang biobrændstofindholdet opfylder kriterierne i artikel 38, stk. 5.

Luftfartøjsoperatøren kan kun tælle fraktionen af RFNBO eller RCF i et blandet flybrændstof med ved beregningen af fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats, i det omfang indholdet af RFNBO eller RCF opfylder kriterierne i artikel 39a, stk. 3.

Luftfartøjsoperatøren kan kun tælle fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof i et blandet flybrændstof med ved beregningen af fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats, i det omfang indholdet af syntetisk kulstoffattigt brændstof opfylder kriterierne i artikel 39a, stk. 4.

Luftfartøjsoperatøren kan kun ansøge om biobrændstoffer, RFNBO eller RCF og syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats, i det omfang disse brændstoffer med nulsats opfylder den maksimale mængde brændstofanvendelse fastsat i overensstemmelse med denne forordnings artikel 53a for flyvninger, for hvilke der skal returneres kvoter i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF.

Artikel 55

Luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder

Luftfartøjsoperatører, som udfører færre end 243 flyvninger pr. periode i tre på hinanden følgende firemånedersperioder, og luftfartøjsoperatører, som udfører flyvninger, hvor de samlede udledninger er lavere end 25 000 ton CO2 pr. år, betragtes som luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder.

Uanset artikel 53 kan luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder og luftfartøjsoperatører, hvis årlige emissioner fra andre flyvninger end dem, der er omhandlet i artikel 28a, stk. 1, litra a), og artikel 3c, stk. 8, i direktiv 2003/87/EF, er mindre end 3 000 ton CO2, give et overslag over brændstofforbruget baseret på afstand pr. flyvepladspar med værktøjer, der er indført af Eurocontrol eller en anden relevant organisation, som kan behandle al relevant lufttrafikinformation og undgå enhver undervurdering af emissionsmængderne.

De pågældende værktøjer må kun anvendes, hvis de er godkendt af Kommissionen, og dette gælder også anvendelsen af korrektionsfaktorer til kompensation for eventuelle unøjagtigheder i metoderne til opstilling af modeller.

Uanset artikel 12 forelægger en luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder, som agter at benytte de omtalte værktøjer i stk. 2 i denne artikel, kun følgende oplysninger i overvågningsplanen for emission:

oplysninger, som kræves i henhold til i bilag I, afsnit 2, punkt 1

dokumentation for, at grænseværdierne for luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder, der er fastsat i stk. 1 i nærværende artikel, overholdes

navnet på eller en henvisning til værktøjet, der er beskrevet i stk. 2 i nærværende artikel, som vil blive anvendt til vurdering af brændstofforbruget.

Luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder er undtaget fra kravet om at skulle forelægge de supplerende dokumenter, som er omhandlet i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit.

Hvis en luftfartøjsoperatør gør brug af de i stk. 2 omtalte værktøjer og overskrider de i stk. 1 omtalte grænser i et givent rapporteringsår, underretter luftfartøjsoperatøren den kompetente myndighed herom uden unødig forsinkelse.

Luftfartøjsoperatøren forelægger uden unødig forsinkelse betydelige ændringer af overvågningsplanen, jf. artikel 15, stk. 4, litra a), nr. iv), for den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

Den kompetente myndighed tillader dog, at luftfartøjsoperatøren fortsætter med at anvende det i stk. 2 omtalte værktøj, forudsat at luftfartøjsoperatøren dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at de i stk. 1 omtalte grænser ikke allerede er blevet overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder, og at de ikke vil blive overskredet igen fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode.

Artikel 56

Kilder til usikkerhed

Luftfartøjsoperatøren skal ved valget af overvågningsmetode, jf. artikel 53, stk. 2, overveje kilder til usikkerhed og tage deres tilknyttede usikkerhedsniveauer i betragtning.

Luftfartøjsoperatøren udfører jævnligt passende kontrolaktiviteter, herunder krydstjek mellem mængden af påfyldt brændstof ifølge fakturaer og påfyldningsmængden ifølge målinger om bord på luftfartøjet, og træffer korrigerende foranstaltninger, hvis der konstateres betydelige afvigelser.

Artikel 56a

Beregning af CO2-ækvivalent for ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart

Hver luftfartøjsoperatør overvåger de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart fra de af dens aktiviteter, der udføres af fly udstyret med jetmotorer, i CO2-ækvivalent (CO2(e)) pr. flyvning.

Luftfartøjsoperatøren beregner CO2(e) pr. flyvning ved hjælp af GWP-målestandarden, særlig GWP20, GWP50 og GWP100, der som resultat giver CO2(e)-værdier for tre tidshorisonter (20, 50 og 100 år) for hver af de overvågede flyvninger.

Luftfartøjsoperatøren anvender virkningsfuldhed som defineret i denne forordning og i NEATS til at finjustere GWP, jf. stk. 2, til beregningen af CO2(e) pr. flyvning, medmindre luftfartøjsoperatøren fremlægger dokumentation for den kompetente myndighed for, at det ikke er muligt at anvende virkningsfuldhed.

Med henblik på at beregne CO2(e) pr. flyvning anvender hver luftfartøjsoperatør en tilgang til beregning af CO2(e), som omfatter følgende elementer:

modulet til estimering af brændstofforbrug og emissioner som beskrevet i bilag IIIa, afsnit 3

metode C, som består af en vejrbaseret tilgang, og metode D, som består af en positionsbaseret forenklet tilgang, som omhandlet i bilag IIIa, afsnit 4

en tilgang med standardværdier, som anvendes i tilfælde af manglende data, som beskrevet i bilag IIIa, afsnit 5, og afsnit IIIb.

Metode C og metode D baseres på inputdata fra de moduler, der er omhandlet i dette stykkes litra a), data fra luftfartøjsoperatøren og relevante vejrdata fra luftfartøjsoperatøren eller tredjepartskilder.

Hver luftfartøjsoperatør anvender metode C til at beregne CO2(e) pr. flyvning.

Uanset stk. 5, kan luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder, som defineret i artikel 55, stk. 1, anvende metode D.

Med henblik på at anvende CO2(e)-beregningsmodellerne på deres flyvninger skal luftfartøjsoperatørerne opfylde alle de følgende krav, enten ved hjælp af NEATS i henhold til bilag IIIa, afsnit 2, ved hjælp af egne og tredjeparters IT-værktøjer eller ved hjælp af en kombination af NEATS og disse værktøjer:

værktøjerne skal opfylde de krav, der er fastsat i bilag IIIa, for så vidt angår modulet til estimering af emissioner i nævnte bilags afsnit 3, 4 og 5

hvis der er behov for forbedrede vejrdata, som defineret i bilag IIIa, skal værktøjerne benytte den samme fælles referencemodel, nemlig modellen for numerisk vejrprognose (NWP), og vejrdata som den, der stilles til rådighed via NEATS

med henblik på verifikation skal værktøjerne give mulighed for og lette adgangen til de overvågede data i overensstemmelse med bilag IIIa, afsnit 4

værktøjerne skal sikre, at de overvågede data lagres sikkert i mindst to år med funktioner til backup og genoprettelse

værktøjerne skal leve op til principperne i artikel 75, stk. 1.

Når en luftfartøjsoperatør planlægger at anvende andre i stk. 7 omhandlede værktøjer end modulet for brændstofforbrug, forelægger luftfartøjsoperatøren først værktøjets tekniske specifikationer for Kommissionen. Kommissionen vurderer værktøjets specifikationer og godkender værktøjerne, hvis de opfylder kravene i denne forordning. Når værktøjernes tekniske specifikationer og arbejdsgange er blevet godkendt, beskriver luftfartøjsoperatøren dem nærmere i overvågningsplanen.

Artikel 56b

Dataovervågning

Luftfartøjsoperatøren overvåger de data, der er anført i bilag IIIa, afsnit 4.

De overvågede data som omhandlet i stk. 1, herunder, hvis de foreligger, data fra luftfartøjets flyvedatarekorderudstyr, tilvejebringes af luftfartøjsoperatøren.

Uanset stk. 2 kan luftfartøjsoperatøren med henblik på overvågningen af nogle eller samtlige data vælge at forlade sig på følgende:

uafhængige tredjepartskilder som f.eks. Eurocontrol

NEATS som beskrevet i bilag IIIa, afsnit 2.

Hvis der mangler data, og luftfartøjsoperatøren har påvist, at den ikke er i stand til at fremhente disse data via NEATS eller ved hjælp af andre metoder, anvender luftfartøjsoperatøren standardværdier, jf. bilag IIIa, afsnit 5, og bilag IIIb.

Luftfartøjsoperatørerne giver verifikatoren adgang til alle data, der er nødvendige med henblik på verifikation, herunder fortrolige data. På anmodning fra luftfartøjsoperatøren behandler den kompetente myndighed de oplysninger, luftfartøjsoperatøren har fremlagt, som fortrolige.

Hvis det ikke er muligt at anvendes NEATS, fordi NEATS ikke er tilgængelig, overvåger luftfartøjsoperatøren som minimum flyveinformation og luftfartøjsegenskaber pr. flyvning. I sådanne tilfælde foretager luftfartøjsoperatøren CO2(e)-beregningen pr. flyvning på et senere tidspunkt, og senest når Kommissionen har gjort NEATS tilgængelig.

Hvis det ikke er muligt at anvende en fælles NWP-referencemodel, fordi den ikke er tilgængelig i NEATS, anvender luftfartøjsoperatøren, uanset artikel 56a, stk. 5, metode D. Når den fælles NWP-referencemodel er gjort tilgængelig, anvender luftfartøjsoperatøren den passende metode i overensstemmelse med artikel 56a, stk. 5 og 6.

NEATS ajourføres, når det er hensigtsmæssigt

▼M4 —————

KAPITEL V

DATAHÅNDTERING OG -KONTROL

Artikel 58

Datastrømsaktiviteter

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren etablerer, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger og sikrer, at den årlige emissionsrapport, der udarbejdes på grundlag af datastrømsaktiviteter, ikke indeholder ukorrekte angivelser og er i overensstemmelse med overvågningsplanen, de skriftlige procedurer og denne forordning.

Beskrivelserne af de skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter, der er indeholdt i overvågningsplanen, skal som minimum omfatte:

de oplysninger, der er anført i artikel 12, stk. 2

en identifikation af de primære datakilder

de enkelte trin i datastrømmen — fra primære data til årlige emissionsmængder og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart — som afspejler rækkefølgen og interaktionen mellem datastrømsaktiviteterne, herunder relevante formler og anvendte dataaggregeringstrin

de relevante bearbejdningstrin i forbindelse med hver enkelt specifik datastrømsaktivitet, herunder formler og data anvendt til at bestemme emissionsmængder

de anvendte, relevante elektroniske databehandlings- og lagringssystemer og interaktionen mellem disse systemer og andre input, bl.a. manuelle input

måden, hvorpå resultatet af datastrømsaktiviteter registreres.

Artikel 59

Kontrolsystem

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren etablerer, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder et effektivt kontrolsystem for at sikre, at den årlige emissionsrapport, der udarbejdes på grundlag af datastrømsaktiviteter, ikke indeholder ukorrekte angivelser og er i overensstemmelse med overvågningsplanen og denne forordning.

Det i stk. 1 omtalte kontrolsystem består af følgende:

en driftsleders eller luftfartøjsoperatørs vurdering af iboende risici og kontrolrisici baseret på en skriftlig procedure med henblik på at udføre vurderingen

skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter, der skal afhjælpe de påviste risici.

De i stk. 2, litra b), omtalte skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter skal som minimum omfatte:

kvalitetssikring af måleudstyret

kvalitetssikring af det IT-system, der anvendes til datastrømsaktiviteter, herunder computerteknologi til processtyring

en adskillelse af opgaver i datastrømsaktiviteter og kontrolaktiviteter samt håndtering af nødvendige kompetencer

interne evalueringer og validering af data

korrektioner og korrigerende foranstaltninger

kontrol af outsourcede processer

registrering og dokumentation, herunder håndtering af dokumentversioner.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren overvåger effektiviteten af kontrolsystemet bl.a. ved at foretage interne evalueringer og tage højde for verifikatorens konklusioner under verifikationen af den årlige emissionsrapport, der udføres i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

Såfremt det vurderes, at kontrolsystemet er ineffektivt eller ikke svarer til de påviste risici, søger driftslederen eller luftfartøjsoperatøren i givet fald at forbedre kontrolsystemet og opdatere overvågningsplanen eller de underliggende skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter, risikovurderinger og kontrolaktiviteter.

Artikel 60

Kvalitetssikring

Driftslederen sikrer ved anvendelse af artikel 59, stk. 3, litra a), at alt anvendt måleudstyr kalibreres, justeres og kontrolleres regelmæssigt, også inden brug, og kontrolleres i forhold til målestandarder, som skal kunne spores til internationale målestandarder, hvis der findes sådanne, i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser og i rimeligt forhold til de påviste risici.

Hvis nogle af målesystemernes komponenter ikke kan kalibreres, udpeger driftslederen disse i overvågningsplanen og foreslår alternative kontrolaktiviteter.

Hvis udstyret vurderes ikke at være i overensstemmelse med kravene, iværksætter driftslederen øjeblikkeligt de nødvendige korrigerende foranstaltninger.

For så vidt angår systemer til kontinuerlig emissionsmåling anvender driftslederen kvalitetssikring, der er baseret på standarden Kvalitetssikring af automatiske målesystemer (EN 14181), herunder mindst én gang om året parallelmålinger med standardreferencemetoder, som udføres af kompetent personale.

Såfremt kvalitetssikringen kræver emissionsgrænseværdier (EGV) som nødvendige parametre som grundlag for kalibrering og funktionsprøvninger, anvendes den årlige gennemsnitlige timekoncentration af drivhusgas som erstatning for disse EGV. Såfremt driftslederen konstaterer manglende overholdelse af kravene til kvalitetssikring, herunder at der skal udføres rekalibrering, rapporteres dette til den kompetente myndighed, og driftslederen iværksætter korrigerende foranstaltninger uden unødig forsinkelse.

Artikel 61

Kvalitetssikring af IT-systemet

Med henblik på anvendelsen af artikel 59, stk. 3, litra b), sikrer driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, at IT-systemet er udformet, dokumenteret, testet og implementeret, og at det kontrolleres og vedligeholdes på en sådan måde, at databearbejdningen bliver pålidelig, nøjagtig og rettidig under hensyntagen til de påviste risici, jf. artikel 59, stk. 2, litra a).

Kontrollen af IT-systemet skal omfatte adgangskontrol, kontrol af sikkerhedskopiering, gendannelse, kontinuitetsplanlægning og systemsikkerhed.

Artikel 62

Adskillelse af opgaver

Med henblik på anvendelsen af artikel 59, stk. 3, litra c), udpeger driftslederen eller luftfartøjsoperatøren for alle datastrøms- og kontrolaktiviteter personer, der har ansvaret for at varetage disse aktiviteter, på en sådan måde, at kolliderende opgaver holdes adskilt. I tilfælde af, at der ikke udføres andre kontrolaktiviteter, sikrer driftslederen hhv. luftfartøjsoperatøren for alle datastrømsaktiviteter under hensyntagen til de påviste iboende risici, at alle relevante oplysninger og data bekræftes af mindst én person, der ikke har været involveret i bestemmelse og registrering af disse oplysninger eller data.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren forvalter de kompetencer, der kræves til de berørte ansvarsområder, og sørger herunder for passende ansvarsfordeling, uddannelse og præstationsevalueringer.

Artikel 63

Interne evalueringer og validering af data

Med henblik på anvendelsen af artikel 59, stk. 3, litra d), skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren evaluere og validere de data, der hidrører fra datastrømsaktiviteter, jf. artikel 58, på grundlag af de iboende risici og kontrolrisici, der er påvist i risikovurderingen, jf. artikel 59, stk. 2, litra a).

Denne evaluering og validering af data skal mindst omfatte:

en kontrol af, om dataene er fuldstændige

en sammenligning af de data, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har indhentet, overvåget og rapporteret gennem flere år

en sammenligning af data og værdier fra forskellige dataindsamlingssystemer, herunder i relevant omfang følgende sammenligninger:

en sammenligning af indkøbsdata for brændsel eller materiale med data om lagerændringer og om forbrug for de relevante kildestrømme

ii)

en sammenligning mellem beregningsfaktorer fastlagt ved analyse eller beregnet eller indhentet fra brændsels- eller materialeleverandøren og nationale eller internationale referencefaktorer for tilsvarende brændsler eller materialer

iii)

en sammenligning mellem emissionsmængder fastlagt ved målingsbaserede metoder og resultaterne af underbyggende beregning, jf. artikel 46

iv)

en sammenligning af aggregerede data og rådata.

Driftslederen og luftfartøjsoperatøren skal i størst muligt omfang sikre, at kriterierne for afvisning af data som led i evaluering og validering er kendt på forhånd. Med henblik herpå fastsættes kriterierne for afvisning af data i dokumentationen for de relevante skriftlige procedurer.

Artikel 64

Rettelser og korrigerende foranstaltninger

Når det viser sig, at en del af datastrømsaktiviteterne, jf. artikel 58, eller kontrolaktiviteterne, jf. artikel 59, ikke fungerer effektivt eller kun fungerer uden for de grænser, der er foreskrevet i dokumentationen af procedurerne for de pågældende datastrøms- og kontrolaktiviteter, afhjælper driftslederen eller luftfartøjsoperatøren straks funktionsfejlen og retter afviste data uden at sætte den anslåede emissionsmængde for lavt.

Med henblik på stk. 1 foretager driftslederen eller luftfartøjsoperatøren mindst følgende:

en vurdering af, om resultaterne af de forskellige trin i datastrømsaktiviteterne, jf. artikel 58, eller kontrolaktiviteterne, jf. artikel 59, er gyldige

en bestemmelse af årsagen til defekten eller fejlen

de fornødne korrigerende foranstaltninger, herunder rettelse af fejlbehæftede data i emissionsrapporten, alt efter hvad der er relevant.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren udfører de korrigerende foranstaltninger, jf. stk. 1, på en sådan måde, at der reageres på de iboende risici og kontrolrisici, der er påvist i risikovurderingen, jf. artikel 59.

Artikel 65

Outsourcede processer

En driftsleder eller luftfartøjsoperatør, der outsourcer en eller flere datastrømsaktiviteter, jf. artikel 58, eller kontrolaktiviteter, jf. artikel 59, skal:

kontrollere kvaliteten af de outsourcede datastrøms- og kontrolaktiviteter i overensstemmelse med denne forordning

fastsætte passende krav til resultaterne af de outsourcede processer og til de metoder, der anvendes i disse processer

kontrollere kvaliteten af resultaterne og metoderne, jf. litra b)

sikre, at outsourcede aktiviteter udføres således, at der reageres på de iboende risici og kontrolrisici, der er påvist i risikovurderingen, jf. artikel 59.

Artikel 66

Håndtering af manglende data til rapportering af emissioner

Hvis der mangler data, som er relevante for bestemmelsen af emissionsmængden for et anlæg, benytter driftslederen en passende metode til at bestemme konservativt skønnede surrogatdata for den pågældende tidsperiode og den manglende parameter.

Er skønsmetoden endnu ikke fastlagt i en skriftlig procedure, udarbejder driftslederen en sådan skriftlig procedure og søger om den kompetente myndigheds godkendelse af en passende ændring af overvågningsplanen, jf. artikel 15.

Hvis der mangler data, som er relevante for bestemmelsen af en luftfartøjsoperatørs emissionsmængde for en eller flere flyvninger, skal operatøren benytte surrogatdata for den pågældende tidsperiode beregnet efter den alternative metode, der er fastlagt i overvågningsplanen.

Såfremt surrogatdata ikke kan bestemmes i overensstemmelse med første afsnit i dette stykke, kan luftfartøjsoperatøren anslå emissionsmængden for den eller de pågældende flyvninger ud fra brændstofforbruget bestemt ved brug af et værktøj som omhandlet i artikel 55, stk. 2.

Hvis antallet af flyvninger med manglende data, jf. de to første afsnit, overstiger 5 % af de årlige flyvninger, der er rapporteret, informerer luftfartøjsoperatøren den kompetente myndighed herom uden unødig forsinkelse og træffer korrigerende foranstaltninger for at forbedre overvågningsmetoden.

Artikel 67

Registreringer og dokumentation

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal opbevare registreringer af alle relevante data og oplysninger i mindst 10 år, herunder oplysninger om de forhold, der er opregnet i bilag IX.

Der skal være tilstrækkeligt med dokumenterede og arkiverede data til verifikation af de årlige emissionsrapporter i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067. Data, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har rapporteret, og som ligger i et elektronisk rapporterings- og datastyringssystem, der er etableret af den kompetente myndighed, kan anses for at være opbevaret hos driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, hvis de har adgang til disse data.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal sikre, at relevante dokumenter foreligger, når og hvor der er behov for dem til udførelse af datastrøms- og kontrolaktiviteter.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren stiller på anmodning disse dokumenter til rådighed for den kompetente myndighed og for den verifikator, der verificerer emissionsrapporten i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

KAPITEL VI

RAPPORTERINGSKRAV

Artikel 68

Tidsfrister og forpligtelser vedrørende rapportering

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren forelægger senest den 31. marts hvert år den kompetente myndighed en emissionsrapport, som omfatter de årlige emissionsmængder i rapporteringsperioden, og som er verificeret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

De kompetente myndigheder kan imidlertid pålægge driftslederen eller luftfartøjsoperatøren at forelægge den verificerede årlige emissionsrapport tidligere end 31. marts, dog tidligst 28. februar.

▼M4 —————

De årlige emissionsrapporter skal mindst indeholde de oplysninger, der er opregnet i bilag X.

Medlemsstaterne indsender den verificerede årlige emissionsrapport for hvert anlæg til forbrænding af kommunalt affald, jf. bilag I til direktiv 2003/87/EF, til Kommissionen senest den 30. april hvert år.

Hvis den kompetente myndighed har korrigeret de verificerede emissioner efter den 30. april hvert år, meddeler medlemsstaterne Kommissionen denne korrektion uden unødig forsinkelse.

Luftfartøjsoperatøren indgiver til den kompetente myndighed på de samme betingelser som dem, der er omhandlet i stk. 1, en særskilt rapport, der omfatter de årlige ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, som bilag til den årlige emissionsrapport.

Den særskilte rapport, der er omhandlet i stk. 5, skal mindst indeholde de oplysninger, der er opregnet i bilag X, afsnit 2a.

Artikel 69

Rapportering om forbedringer af overvågningsmetoden

Hver operatør kontrollerer jævnligt, om den anvendte overvågningsmetode kan forbedres.

Driftslederen af et anlæg forelægger en rapport med de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvis det er relevant, for den kompetente myndighed med henblik på godkendelse inden for følgende frister:

for kategori A-anlæg, senest den 30. juni hvert femte år

for kategori B-anlæg, senest den 30. juni hvert tredje år

for kategori C-anlæg, senest den 30. juni hvert andet år.

Den kompetente myndighed kan imidlertid fastsætte en alternativ dato for indsendelse af rapporten, dog senest den 30. september samme år.

Uanset andet og tredje afsnit, og uden at det berører første afsnit, kan den kompetente myndighed sammen med overvågningsplanen eller rapporten om forbedringer godkende en forlængelse af fristen, jf. andet afsnit, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, efter at en overvågningsplan er forelagt i henhold til artikel 12, efter underretning om ajourføringer i henhold til artikel 15 eller efter forelæggelse af en rapport om forbedringer i henhold til nærværende artikel, at årsagerne til, at omkostningerne bliver urimelige, eller at det ikke er teknisk muligt at forbedre foranstaltninger, vil gøre sig gældende i en længere periode. Ved denne forlængelse tages der hensyn til antallet af år, for hvilke driftslederen fremlægger beviser. Den samlede tidsperiode mellem rapporter om forbedringer må ikke overstige tre år for kategori C-anlæg, fire år for kategori B-anlæg eller fem år for kategori A-anlæg.

Hvis driftslederen ikke som minimum anvender de påkrævede metodetrin i henhold til artikel 26, stk. 1, første afsnit, for større kildestrømme og mindre kildestrømme, og artikel 41 for emissionskilder, skal driftslederen begrunde, hvorfor det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at anvende de påkrævede metodetrin.

Men viser det sig, at de nødvendige tiltag for at nå disse metodetrin er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal driftslederen underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i henhold til artikel 15 og forelægge forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger tillige med en tidsplan.

Hvis driftslederen anvender en alternativ overvågningsmetode, jf. artikel 22, skal driftslederen forelægge: en begrundelse for, hvorfor det er ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger som minimum at anvende metodetrin 1 for en eller flere større eller mindre kildestrømme.

Men viser det sig, at de nødvendige tiltag for som minimum at nå metodetrin 1 for disse kildestrømme er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal driftslederen underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i overensstemmelse med artikel 15 og indsende forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger med en tidsplan.

Hvis den verifikationsrapport, der er udarbejdet i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067, nævner uløste tilfælde af manglende overensstemmelse eller anbefaler forbedringer, jf. artikel 27, 29 og 30 i denne gennemførelsesforordning, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren forelægge den kompetente myndighed en rapport til godkendelse senest den 30. juni i det år, hvori verifikatoren udsteder verifikationsrapporten. I rapporten skal det beskrives, hvordan og hvornår driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har udbedret eller har planer om at udbedre mangler, som verifikatoren har påpeget, og gennemføre anbefalede forbedringer.

Den kompetente myndighed kan fastsætte en alternativ frist for forelæggelse af den rapport, der nævnes i dette stykke, dog senest den 30. september samme år. Hvis det er relevant, kan denne rapport kombineres med den i stk. 1 omhandlede rapport.

Hvis anbefalede forbedringer ikke ville give en bedre overvågningsmetode, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren begrunde, hvorfor dette ikke er tilfældet. Såfremt anbefalede forbedringer vil medføre urimelige omkostninger, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren fremlægge belæg for, hvorfor disse omkostninger er urimelige.

Denne artikels stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har allerede afhjulpet alle uoverensstemmelser og fulgt anbefalinger til forbedringer og har forelagt tilknyttede ændringer af overvågningsplanen for den kompetente myndighed til godkendelse i henhold til denne forordnings artikel 15 inden den frist, der er fastsat i henhold til stk. 4.

Artikel 70

Den kompetente myndigheds bestemmelse af emissionsmængden

Den kompetente myndighed skal anlægge et konservativt skøn over emissionsmængden fra et anlæg eller en luftfartøjsoperatør og, hvis det er relevant, ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart fra en luftfartøjsoperatør i følgende situationer:

hvis driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ikke har forelagt en verificeret årlig emissionsrapport inden for den frist, der er fastsat i artikel 68, stk. 1

hvis den verificerede årlige emissionsrapport, jf. artikel 68, stk. 1, ikke er i overensstemmelse med denne forordning

hvis en driftsleders eller luftfartøjsoperatørs årlige emissionsrapport ikke er blevet verificeret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

Hvis verifikatoren i verifikationsrapporten i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067 har anført, at der foreligger uvæsentlige ukorrekte angivelser, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ikke har rettet inden udstedelsen af verifikationsrapporten, skal den kompetente myndighed vurdere disse ukorrekte angivelser og efter omstændighederne anlægge et konservativt skøn over anlæggets eller luftfartøjsoperatørens emissionsmængde og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart. Den kompetente myndighed oplyser driftslederen eller luftfartøjsoperatøren om, hvorvidt det er nødvendigt at rette den årlige emissionsrapport, og hvilke rettelser der i givet fald skal foretages. Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal gøre disse oplysninger tilgængelige for verifikatoren.

Medlemsstaterne skal etablere en effektiv udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for godkendelse af overvågningsplaner og dem, der er ansvarlige for godkendelse af årlige emissionsrapporter.

Artikel 71

Adgang til oplysninger

Emissionsrapporter, der foreligger hos den kompetente myndighed, skal af denne myndighed gøres tilgængelige for offentligheden i overensstemmelse med de nationale regler, der er vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF ( 8 ). Hvad angår anvendelse af undtagelsen som angivet i artikel 4, stk. 2, litra d), i direktiv 2003/4/EF, kan driftsledere eller luftfartøjsoperatører i deres rapporter anføre, hvilke oplysninger de anser for forretningsmæssigt følsomme.

Artikel 72

Afrunding af data

De samlede årlige emissioner af CO2, N2O og PFC samt ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart rapporteres som afrundede ton CO2 eller CO2(e). Anlæggets samlede årlige emissioner beregnes som summen af afrundede værdier CO2, N2O og PFC.

Alle anvendte variabler til beregning af emissionsmængden afrundes således, at alle cifre, der har betydning for beregningen og rapporteringen af emissionsmængderne, er med.

▼M4 —————

Artikel 73

Sikring af overensstemmelse med anden rapportering

Hver af de aktiviteter, der udføres af en driftsleder eller luftfartøjsoperatør og er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, mærkes, når det er relevant, med koder fra følgende rapporteringsordninger:

det fælles rapporteringsformat for nationale drivhusgasopgørelser, som er vedtaget af de kompetente organer under FN's rammekonvention om klimaændringer

anlæggets id-nummer i det europæiske register over udledning og overførsel af forurenende stoffer, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 ( 9 )

aktiviteten i bilag I til forordning (EF) nr. 166/2006

NACE-koden i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 ( 10 ).

KAPITEL VII

KRAV TIL INFORMATIONSTEKNOLOGI

Artikel 74

Formater til elektronisk dataudveksling

Medlemsstaterne kan kræve, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren benytter elektroniske skabeloner eller bestemte filformater til indsendelse af overvågningsplaner og ændringer af overvågningsplanen samt for indsendelse af årlige emissionsrapporter, verifikationsrapporter og rapporter om forbedringer.

Skabeloner og specifikationer for filformater, som medlemsstaterne udarbejder, skal mindst indeholde de oplysninger, som er indeholdt i elektroniske skabeloner eller filformatspecifikationer offentliggjort af Kommissionen.

Når medlemsstaterne udarbejder skabeloner eller filformatspecifikationer som omhandlet i stk. 1, andet afsnit, kan de vælge en af eller begge følgende muligheder:

filformatspecifikationer baseret på XML, såsom EU ETS-rapporteringssproget, som Kommissionen har offentliggjort til brug i forbindelse med avancerede, automatiske systemer

skabeloner udgivet i et format, der kan anvendes af standardsoftware til tekstbehandling, inklusive regneark og tekstbehandlingsfiler.

Artikel 75

Brug af automatiserede systemer

Såfremt en medlemsstat vælger at benytte automatiserede systemer til udveksling af elektroniske data baseret på filformatspecifikationer, jf. artikel 74, stk. 2, litra a), skal disse systemer ved implementering af tidssvarende teknologiske foranstaltninger sikre følgende på en omkostningseffektiv måde:

dataintegritet, så elektroniske meddelelser ikke ændres under transmissionen

datafortrolighed ved hjælp af sikkerhedsteknikker, herunder krypteringsteknikker, så dataene kun er tilgængelige for den part, som de er tiltænkt, og så ingen data kan opfanges af uvedkommende parter

dataægthed, således at identiteten på både afsender og modtager af data er kendt og verificeret

uafviselighed af data, således at en transaktionspart ikke kan afvise at have modtaget eller den anden at have sendt transaktionen, ved anvendelse af metoder som underskriftsteknikker eller uafhængig revision af systemmæssige sikkerhedsforanstaltninger.

Ethvert automatiseret system baseret på filformatspecifikationer, jf. artikel 74, stk. 2, litra a), som medlemsstaterne benytter til kommunikation mellem den kompetente myndighed, driftsledere og luftfartøjsoperatører samt verifikator og akkrediteringsorgan, jf. gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067, skal opfylde følgende ikke-funktionelle krav ved implementering af tidssvarende teknologiske foranstaltninger:

adgangskontrol, så der kun er adgang til systemet for beføjede parter, og så ingen data kan læses, skrives eller opdateres af ubeføjede parter, ved implementering af teknologiske foranstaltninger med følgende formål:

begrænsning af den fysiske adgang til det hardware, hvorpå de automatiserede systemer kører, ved hjælp af fysiske barrierer

ii)

begrænsning af logisk adgang til automatiserede systemer ved hjælp af teknologi til identifikation, autentificering og godkendelse

tilgængelighed, således at adgangen til dataene er sikret, også efter længere tid, og efter at der i givet fald er indført ny software

kontrolspor, så det sikres, at dataændringer altid kan genfindes og analyseres efterfølgende.

KAPITEL VIIa

OVERVÅGNING AF EMISSIONER FRA REGULEREDE ENHEDER

AFSNIT 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 75a

Generelle principper

Denne forordnings artikel 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 finder anvendelse på emissioner, regulerede enheder og kvoter, der er omfattet af kapitel IVa i direktiv 2003/87/EF. I den forbindelse:

forstås enhver henvisning til driftsleder og luftfartsoperatør som en henvisning til den regulerede enhed

finder eventuelle henvisninger til procesemissioner ikke anvendelse

forstås enhver henvisning til kildestrømme, som om der var tale om en henvisning til brændselsstrømme

finder eventuelle henvisninger til emissionskilde ikke anvendelse

forstås enhver henvisning til de aktiviteter, der er opført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, som om der var tale om en henvisning til den aktivitet, der er omhandlet i bilag III til nævnte direktiv

forstås enhver henvisning til artikel 24 i direktiv 2003/87/EF, som om der var tale om en henvisning til artikel 30j i nævnte direktiv

forstås enhver henvisning til aktivitetsdata, som om der var tale om en henvisning til de frigivne brændselsmængder

forstås enhver henvisning til beregningsfaktorer, som om der var tale om en henvisning til beregningsfaktorer og anvendelsesfaktor.

Artikel 75b

Overvågningsplaner

Artikel 11, artikel 12, stk. 2, artikel 13 og 14, artikel 15, stk. 1 og 2, og artikel 16 finder anvendelse. I den forbindelse:

forstås enhver henvisning til driftsleder eller luftfartsoperatør som en henvisning til den regulerede enhed

forstås enhver henvisning til luftfartsaktivitet, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enheds aktivitet.

Senest fire måneder før en reguleret enhed påbegynder en aktivitet, der er omfattet af bilag III til direktiv 2003/87/EF, forelægger enheden den kompetente myndighed en overvågningsplan til godkendelse, medmindre den kompetente myndighed har fastsat en alternativ frist for denne forelæggelse.

Overvågningsplanen består af en detaljeret, fuldstændig og gennemskuelig dokumentation af et bestemt anlægs eller en bestemt reguleret enheds overvågningsmetode og skal som minimum indeholde de elementer, som er fastlagt i bilag I.

Den regulerede enhed forelægger sammen med overvågningsplanen resultaterne af en risikovurdering, der godtgør, at de foreslåede kontrolaktiviteter og procedurer til kontrolaktiviteter står i rimeligt forhold til de påviste iboende risici og kontrolrisici.

I henhold til artikel 15 omfatter væsentlige ændringer af en reguleret enheds overvågningsplan:

ændringer af den regulerede enheds kategori, hvis sådanne ændringer kræver en ændring af overvågningsmetoden eller fører til en ændring af den gældende væsentlighedsgrad i henhold til artikel 23 i gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067

uanset artikel 75n ændringer, som har indflydelse på, om den regulerede enhed skal anses for en reguleret enhed med små emissionsmængder

en ændring i det anvendte metodetrin

indførelsen af nye brændselsstrømme

en ændring i kategoriseringen af brændselsstrømme — mellem større eller ubetydelige brændselsstrømme, hvis en sådan ændring kræver en ændring i overvågningsmetoden

en ændring i standardværdien for en beregningsfaktor, hvor værdien skal fastlægges i overvågningsplanen

en ændring i standardværdien for anvendelsesfaktoren

Artikel 75c

Teknisk gennemførlighed

Såfremt en reguleret enhed hævder, at det er teknisk umuligt at anvende en specifik overvågningsmetode, vurderer den kompetente myndighed den tekniske gennemførlighed under hensyntagen til den regulerede enheds begrundelse. Begrundelsen baseres på, at den regulerede enhed har de nødvendige tekniske ressourcer til at efterleve et foreslået system eller påbud, som kan gennemføres inden for den tidsramme, der kræves i denne forordning. Disse tekniske ressourcer omfatter tilgængeligheden af de påkrævede teknikker og den nødvendige teknologi.

Med henblik på overvågningen og rapporteringen af historiske emissioner for 2024 i henhold til artikel 30f, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF kan medlemsstaterne undtage regulerede enheder fra at begrunde, at en specifik overvågningsmetode ikke er teknisk mulig.

Artikel 75d

Urimelige omkostninger

Såfremt en reguleret enhed eller luftfartøjsoperatør hævder, at anvendelsen af en specifik overvågningsmetode vil medføre urimelige omkostninger, vurderer den kompetente myndighed under hensyntagen til den regulerede enheds begrundelse, hvorvidt omkostningerne er urimelige.

Den kompetente myndighed anser omkostninger for urimelige, hvis de skønnede omkostninger overstiger fordelene. Til dette formål beregnes fordelen ved at gange en forbedringsfaktor med en referencepris på 60 EUR pr. kvote. Omkostningerne skal omfatte en passende afskrivningsperiode, der baseres på udstyrets økonomiske levetid.

Uanset stk. 1 skal den regulerede enhed tage hensyn til de omkostninger, der er forbundet med at anvende en specifik overvågningsmetode, som afholdes af forbrugerne af de frigivne brændselsstrømme, herunder de endelige forbrugere. Med henblik på dette afsnit kan den regulerede enhed anvende konservative skøn over omkostningerne.

Når det vurderes, om omkostninger i forbindelse med valget af metodetrin for den regulerede enheds frigivne brændselsmængder er urimelige, anvender den kompetente myndighed som forbedringsfaktor, jf. stk. 1, differencen mellem den aktuelt opnåede usikkerhed og usikkerhedsgrænsen for metodetrinet, der ville være opnået med forbedring, ganget med de gennemsnitlige årlige emissioner forårsaget af den pågældende brændselsstrøm over de seneste tre år som forbedringsfaktor.

I mangel af sådanne data vedrørende den gennemsnitlige årlige emissionsmængde forårsaget af denne brændselsstrøm over de tre seneste år forelægger den regulerede enhed et konservativt overslag over de årlige gennemsnitlige emissioner med undtagelse af CO2, der stammer fra ►M5 brændstoffer med nulsats ◄ . For måleinstrumenter under national, lovbestemt metrologisk kontrol kan den aktuelt opnåede usikkerhed erstattes af tilladt tolerance i drift som foreskrevet i den relevante nationale lovgivning.

Artikel 38, stk. 5, og artikel 39a, stk. 3, anvendes i forbindelse med dette stykke, forudsat at den regulerede enhed har de relevante oplysninger om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for brændstoffer med nulsats, der anvendes til forbrænding.

Når det vurderes, om omkostninger i forbindelse med valget af metodetrin til bestemmelse af den regulerede enheds anvendelsesfaktor og i forbindelse med foranstaltninger, der øger kvaliteten af de rapporterede data om emissioner, men som er uden direkte indvirkning på nøjagtigheden af data om frigivne brændselsmængder, er urimelige, anvender den kompetente myndighed en forbedringsfaktor på 1 % af de gennemsnitlige årlige emissioner for de respektive brændselsstrømme for de tre seneste rapporteringsperioder. De foranstaltninger, der øger kvaliteten af de rapporterede emissioner, men som er uden direkte indvirkning på nøjagtigheden af data om frigivne brændselsmængder, kan omfatte:

et skift fra standardværdier til analyser med henblik på at bestemme beregningsfaktorer

en stigning i antallet af analyser pr. brændselsstrøm

en afkortning af kalibrerings- og vedligeholdelsesintervaller for måleinstrumenter

forbedringer af datastrøms- og kontrolaktiviteter, der mindsker den iboende kontrolrisiko betydeligt

regulerede enheder, der skifter til en mere nøjagtig identifikation af anvendelsesfaktoren.

Foranstaltninger i forbindelse med forbedringen af en reguleret enheds overvågningsmetode anses ikke for at medføre urimelige omkostninger op til et samlet beløb på 4 000 EUR pr. rapporteringsperiode. For regulerede enheder med små emissionsmængder er denne grænse 1 000 EUR pr. rapporteringsperiode.

Artikel 75e

Kategorisering af regulerede enheder og brændselsstrømme

Med henblik på overvågning af emissioner og fastlæggelse af minimumskravene til metodetrin for de tilhørende beregningsfaktorer fastlægger hver reguleret enhed sin kategori i henhold til stk. 2 og, hvor det er relevant, for hver brændselsstrøm i henhold til stk. 3.

Den regulerede enhed indplacerer sig i en af følgende kategorier:

en kategori A-enhed, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængder i perioden 2027-2030 i de to år, der går forud for rapporteringsperioden inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren, med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, er 50 000 ton CO2(e) eller derunder

en kategori B-enhed, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængder i perioden 2027-2030 i de to år, der går forud for rapporteringsperioden inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren, med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, overstiger 50 000 ton CO2(e).

Fra 2031 og fremefter bestemmes de kategori A- og B-enheder, der er omhandlet i første afsnit, litra a) og b), på grundlag af de gennemsnitlige, verificerede årlige emissionsmængder i den handelsperiode, der går umiddelbart forud for den indeværende handelsperiode.

Uanset artikel 14, stk. 2, kan den kompetente myndighed tillade, at den regulerede enhed ikke ændrer overvågningsplanen, hvis det på grundlag af verificerede emissioner fremgår, at grænsen for klassificeringen af den regulerede enhed, der er omhandlet i første afsnit, overskrides, men den regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at denne grænse ikke allerede er overskredet inden for de foregående fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen i efterfølgende rapporteringsperioder.

Den regulerede enhed klassificerer hver brændselsstrøm i en af følgende kategorier:

ubetydelige brændselsstrømme, hvor de brændselsstrømme, som den regulerede enhed har valgt, tilsammen udgør mindre end 1 000 ton fossilt CO2 pr. år inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren

større brændelsstrømme, hvor brændselsstrømmene ikke tilhører den i litra a) nævnte kategori.

Uanset artikel 14, stk. 2, kan den kompetente myndighed tillade, at den regulerede enhed ikke ændrer overvågningsplanen, hvis det på grundlag af verificerede emissionsmængder fremgår, at grænsen for klassificeringen af en brændselsstrøm som en mindre emissionskilde, der er omhandlet i første afsnit, overskrides, men den regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at denne grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen i efterfølgende rapporteringsperioder.

Hvis den gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængde, der anvendes til at bestemme den regulerede enheds kategori, jf. stk. 2, ikke er tilgængelig eller ikke længere er repræsentativ med henblik på stk. 2, anvender den regulerede enhed et konservativt skøn over den gennemsnitlige årlige emissionsmængde beregnet inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren, med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, til at bestemme den regulerede enheds kategori.

4a.

Uanset stk. 2, 3 og 4 kan den kompetente myndighed inden 2027 tillade den regulerede enhed at klassificere sig selv og hver enkelt brændselsstrøm på grundlag af emissionerne efter anvendelsen af anvendelsesfaktoren med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, såfremt den regulerede enhed over for den kompetente myndighed kan godtgøre, at den anvendelsesfaktor, der anvendes til klassificeringen, også fortsat vil være repræsentativ i de kommende år.

▼M5 —————

Artikel 75f

Overvågningsmetode

Hver reguleret enhed bestemmer de årlige CO2-emissioner fra de aktiviteter, der er nævnt i bilag III til direktiv 2003/87/EF, ved for hver brændselsstrøm at gange den frigivne brændselsmængde med den tilsvarende omregningsfaktor, den tilsvarende anvendelsesfaktor og den tilsvarende emissionsfaktor.

Emissionsfaktoren udtrykkes som ton CO2 pr. terajoule (t CO2/TJ), som er i overensstemmelse med omregningsfaktoren.

Den kompetente myndighed kan tillade brug af emissionsfaktorer for brændstoffer udtrykt som tCO2/t eller tCO2/Nm3. I sådanne tilfælde bestemmer den regulerede enhed emissionerne ved at gange den frigivne brændselsmængde, udtrykt i ton eller normalkubikmeter, med den tilsvarende anvendelsesfaktor og den tilsvarende oxidationsfaktor.

Artikel 75g

Midlertidige ændringer af overvågningsmetoden

Såfremt det af tekniske årsager midlertidigt er umuligt at anvende den overvågningsplan, som den regulerede enhed har godkendt, anvender den pågældende driftsleder det højest gennemførlige metodetrin, bortset fra anvendelsesfaktoren, eller en konservativ ikke-metodetrindelt tilgang, hvis anvendelsen af metodetrin ikke kan gennemføres, indtil forudsætningerne for at anvende det godkendte metodetrin i overvågningsplanen er genetableret.

Den regulerede enhed træffer alle nødvendige foranstaltninger til hurtigt igen at anvende det metodetrin i overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt.

Den pågældende regulerede enhed underretter den kompetente myndighed uden unødig forsinkelse om den midlertidige ændring i overvågningsmetoden, jf. stk. 1, med angivelse af:

begrundelsen for at afvige fra den overvågningsplan, som den kompetente myndighed har godkendt

nærmere oplysninger om den midlertidige overvågningsmetode, som den regulerede enhed anvender til at bestemme emissionerne, indtil forudsætningerne for at anvende overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt, er genetableret

de foranstaltninger, som den regulerede enhed træffer for at genetablere forudsætningerne for at anvende overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt

det forventede tidspunkt, hvor overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt, igen vil blive anvendt.

AFSNIT 2

Beregningsbaseret metode

Underafsnit 1

Generelt

Artikel 75h

Anvendelige metodetrin for frigivne brændselsmængder og beregningsfaktorer

Til bestemmelse af frigivne brændselsmængder og de enkelte beregningsfaktorer anvender den enkelte regulerede enhed ved definitionen af de relevante metodetrin for større brændselsstrømme:

som minimum de metodetrin, der er anført i bilag V, for så vidt angår kategori A-enheder, eller hvis der kræves en beregningsfaktor for en brændselsstrøm, som er et standardhandelsbrændsel

i andre tilfælde end anført under litra a), det højeste metodetrin, der er omhandlet i bilag IIa.

Den regulerede enhed må imidlertid for frigivne brændselsmængder og beregningsfaktorer for større brændselsstrømme anvende et metodetrin, der er op til to trin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin eller, hvis det er relevant, det næste højere metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

For ubetydelige brændselsstrømme kan den regulerede enhed bestemme frigivne brændselsmængder og de enkelte beregningsfaktorer ved hjælp af konservative skøn i stedet for at benytte metodetrin, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

For de i første afsnit omhandlede brændselsstrømme kan den regulerede enhed bestemme frigivne brændselsmængder på grundlag af fakturaer eller fortegnelser over køb, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

Såfremt den kompetente myndighed har tilladt brug af emissionsfaktorer for brændsler udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3, kan omregningsfaktoren overvåges ved hjælp af konservative skøn i stedet for at benytte metodetrin, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

Artikel 75i

Anvendelige metodetrin for anvendelsesfaktoren

Til bestemmelse af anvendelsesfaktoren anvender den enkelte regulerede enhed ved definitionen af de relevante metodetrin for brændselsstrømme det højeste metodetrin, der er omhandlet i bilag IIa.

Den regulerede enhed må imidlertid anvende et metodetrin, der er et metodetrin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger, eller at de metoder, der er anført i artikel 75l, stk. 2, litra a)-d), ikke er tilgængelige.

Hvis andet afsnit ikke finder anvendelse, kan den regulerede enhed anvende et metodetrin, der er to trin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit, dog mindst metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger, eller at metoderne i lavere metodetrin på grundlag af en forenklet usikkerhedsvurdering fører til en mere nøjagtig bestemmelse af, om brændslet anvendes til forbrænding i de sektorer, der er omfattet af bilag III til direktiv 2003/87/EF.

Hvis den regulerede enhed for en brændselsstrøm anvender mere end én af de metoder, der er anført i artikel 75l, stk. 2, 3 og 4, skal den påvise, at betingelserne i nærværende stykke kun er opfyldt med hensyn til den andel af den frigivne brændselsmængde, som der anmodes om et lavere metodetrin for.

For ubetydelige brændselsstrømme kræves det ikke, at den regulerede enhed påviser at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, medmindre et fastsat metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

Underafsnit 2

Frigivne brændselsmængder

Artikel 75j

Bestemmelse af frigivne brændselsmængder

Den regulerede enhed bestemmer de frigivne brændselsmængder for en brændselsstrøm på én af følgende måder:

hvis de regulerede enheder og de omfattede brændselsstrømme svarer til enheder med rapporteringsforpligtelser i henhold til og energiprodukter, der er omfattet af national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og (EU) 2020/262, på grundlag af de målemetoder, der anvendes med henblik på disse retsakter, når disse metoder er baseret på national måleteknisk kontrol

på grundlag af aggregering af mængder, hvor brændselsstrømmene overgår til forbrug

på grundlag af kontinuerlig måling, hvor brændselsstrømmene overgår til forbrug.

De kompetente myndigheder kan dog kræve, at de regulerede enheder, hvor det er relevant, kun anvender den metode, der er omhandlet i første afsnit, litra a).

Hvis det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at bestemme frigivne brændselsmængder for hele kalenderåret, kan den regulerede enhed med de kompetente myndigheders godkendelse vælge den næstmest passende dag til at adskille ét overvågningsår fra det efterfølgende år og dermed forene det med det påkrævede kalenderår. De afvigelser, der dermed kan forekomme i forhold til én eller flere brændselsstrømme, skal dokumenteres i overvågningsplanen, registreres tydeligt, danne grundlag for en værdi, der er repræsentativ for kalenderåret, og opgøres konsekvent i forhold til det følgende år. Kommissionen kan fastsætte de relevante retningslinjer.

Ved bestemmelse af de frigivne brændselsmængder i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, litra b) og c), finder artikel 28 og 29 anvendelse med undtagelse af artikel 28, stk. 2, andet afsnit, andet punktum, og tredje afsnit. Med henblik herpå skal enhver henvisning til driftsleder eller anlæg forstås, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enhed.

Den regulerede enhed kan forenkle usikkerhedsvurderingen ved at antage, at den tilladte tolerance, der er angivet for det benyttede måleinstrument, skal betragtes som usikkerheden over hele rapporteringsperioden som påkrævet i henhold til definitionerne af metodetrin i bilag IIa.

Uanset artikel 75h kan den regulerede enhed, hvis den metode, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, litra a), anvendes, bestemme de frigivne brændselsmængder uden anvendelse af metodetrin. De kompetente myndigheder aflægger senest den 30. juni 2026 rapport til Kommissionen om den praktiske anvendelse af og niveauet af usikkerhed for den metode, der er omhandlet i nævnte litra.

Underafsnit 3

Beregningsfaktorer

Artikel 75k

Bestemmelse af beregningsfaktorer

Artikel 30, artikel 31, stk. 1, 2 og 3 og artikel 32, 33, 34 og 35 finder anvendelse. Med henblik herpå:

forstås enhver henvisning til driftsleder, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enhed

forstås enhver henvisning til aktivitetsdata, som om der var tale om en henvisning til de frigivne brændselsmængder

forstås enhver henvisning til brændsler eller materialer, som om der var tale om en henvisning til brændsler som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF

forstås enhver henvisning til bilag II, som om der var tale om en henvisning til bilag IIa.

Den kompetente myndighed kan kræve, at den regulerede enhed bestemmer omregningsfaktoren og emissionsfaktoren for de i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF definerede brændsler ved hjælp af de samme metodetrin som dem, der kræves for standardhandelsbrændsel, forudsat at et af følgende parametre på nationalt eller regionalt plan udviser 95 % konfidens

under 2 % for den nedre brændværdi

under 2 % for emissionsfaktor, hvor de frigivne brændselsmængder udtrykkes som energiindhold.

Inden denne undtagelse anvendes forelægger den kompetente myndighed med henblik på Kommissionens godkendelse et resumé af den metode og de datakilder, der er anvendt til at bestemme, om en af disse betingelser er opfyldt i de sidste 3 år, og for at sikre, at de anvendte værdier er i overensstemmelse med de gennemsnitsværdier, som driftslederne har anvendt på det tilsvarende nationale eller regionale plan. Den kompetente myndighed kan indhente eller anmode om sådan dokumentation. Mindst hvert 3. år reviderer den de anvendte værdier og underretter Kommissionen, hvis der sker væsentlige ændringer, under hensyntagen til gennemsnittet af de værdier, som driftslederne anvender på det tilsvarende nationale eller regionale plan.

Kommissionen kan, set i lyset af udviklingen på markedet for brændsel og de europæiske standardiseringsprocessers udvikling, regelmæssigt revidere relevansen af denne bestemmelse og de betingelser, der er fastsat i dette stykke.

Artikel 75l

Bestemmelse af anvendelsesfaktoren

Hvis de frigivne brændselsmængder i en brændselsstrøm kun anvendes til forbrænding i de sektorer, der er omhandlet i bilag III til direktiv 2003/87/EF, sættes anvendelsesfaktoren til 1.

Hvis de frigivne brændselsmængder i en brændselsstrøm kun anvendes til forbrænding i de sektorer, der er omhandlet i kapitel II og III i direktiv 2003/87/EF, med undtagelse af anlæg, der er udelukket i henhold til artikel 27a i nævnte direktiv, sættes anvendelsesfaktoren til nul, forudsat at den regulerede enhed påviser, at dobbelttælling som omhandlet i artikel 30f, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF er undgået.

Den regulerede enhed bestemmer en anvendelsesfaktor for hver brændselsstrøm enten ved at anvende de metoder, der er omhandlet i stk. 2, eller en standardværdi i overensstemmelse med stk. 3, afhængigt af det anvendte metodetrin.

Den regulerede enhed bestemmer anvendelsesfaktoren på grundlag af en eller flere af følgende metoder i overensstemmelse med kravene for det anvendte metodetrin som fastsat i bilag IIa til denne forordning:

metoder, der er baseret på den fysiske sondring mellem brændselsstrømme, herunder metoder, der er baseret på en sondring mellem geografiske områder eller på anvendelse af separate måleinstrumenter

metoder baseret på brændslets kemiske egenskaber, som gør det muligt for regulerede enheder at påvise, at det pågældende brændsel udelukkende kan anvendes til forbrænding i specifikke sektorer af juridiske, tekniske eller økonomiske grunde

anvendelse af en afgiftsmarkør i overensstemmelse med Rådets direktiv 95/60/EF ( 12 )

anvendelse af den verificerede årlige emissionsrapport, jf. artikel 68, stk. 1

en kæde af sporbare kontraktmæssige aftaler og fakturaer (»sporbarhedskæde«), der repræsenterer hele forsyningskæden fra den regulerede enhed til forbrugerne, herunder de endelige forbrugere

anvendelse af nationale markører eller farver (farvestoffer) til brændsler på grundlag af national lovgivning

indirekte metoder, der muliggør en nøjagtig differentiering af brændslernes endelige anvendelse på det tidspunkt, hvor de overgår til forbrug, såsom sektorspecifikke forbrugsprofiler, typiske kapacitetsintervaller for forbrugernes brændselsforbrug samt trykniveauer som det bruges ved gasformige brændsler, forudsat, at den kompetente myndighed har godkendt en sådan anvendelse. Kommissionen kan fastsætte retningslinjer for anvendte indirekte metoder.

Hvis det på de krævede metodetrin ikke er teknisk muligt at anvende de i stk. 2 omhandlede metoder eller anvendelsen ville medføre urimelige omkostninger, kan den regulerede enhed anvende en standardværdi på 1.

Uanset stk. 3 kan den regulerede enhed anvende en standardværdi, der er lavere end 1, forudsat at:

den regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, med henblik på rapportering af emissioner i rapporteringsårene 2024-2026, at anvendelsen af standardværdier lavere end 1 fører til en mere nøjagtig bestemmelse af emissionerne, eller

den regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, med henblik på rapportering af emissioner i rapporteringsårene fra den 1. januar 2027, at anvendelsen af standardværdier lavere end 1 fører til en mere nøjagtig bestemmelse af emissionerne, og at mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

brændselsstrømmen er en ubetydelig brændselsstrøm

ii)

standardværdien for brændselsstrømmen er ikke lavere end 0,95 for brændselsanvendelser i de sektorer, der er omhandlet i bilag III til direktiv 2003/87/EF, eller højst 0,05 for brændselsanvendelser i de sektorer, der ikke er omhandlet i nævnte bilag.

Hvis den regulerede enhed anvender mere end én af de metoder, der er anført i stk. 2, 3 og 4 for en brændselsstrøm, skal den bestemme anvendelsesfaktoren som det vægtede gennemsnit af anvendelsesfaktorerne for hver anvendt metode. For hver metode, der anvendes, forelægger den regulerede enhed oplysninger om metodetypen, den tilhørende anvendelsesfaktor, den frigivne brændselsmængde og koden fra det fælles rapporteringsformat for nationale drivhusgasopgørelser, som er vedtaget af de kompetente organer under FN's rammekonvention om klimaændringer (CRF-koden), i den tilgængelige detaljeringsgrad.

Uanset denne artikels stk. 1 og artikel 75i kan en medlemsstat kræve, at regulerede enheder anvender en bestemt metode, som er omfattet af nærværende artikels stk. 2, eller en standardværdi for en bestemt brændselstype eller i en bestemt region på deres område. Anvendelsen af standardværdier på nationalt plan skal godkendes af Kommissionen.

Når Kommissionen godkender en standardværdi i overensstemmelse med første afsnit, tager den højde for en passende grad af harmonisering af metoderne mellem medlemsstaterne, en balancering af nøjagtighed, administrativ effektivitet og omkostningskonsekvenser for forbrugerne samt den mulige risiko for undvigelse af de forpligtelser, der er omhandlet i kapitel IVa i direktiv 2003/87/EF.

Enhver bestemmelse af en standardværdi for nationale brændselsstrømme i henhold til dette stykke skal være mindst 0,95 for brændselsanvendelser i de sektorer, der er omhandlet i bilag III til direktiv 2003/87/EF, eller højst 0,05 for brændselsanvendelser i de sektorer, der ikke er omhandlet i nævnte bilag.

Den regulerede enhed angiver de anvendte metoder eller standardværdier i overvågningsplanen.

Underafsnit 4

Behandling af biomasse, syntetiske kulstoffattige brændstoffer, RFNBO og RCF

Artikel 75m

Frigivelse af brændstofstrømme, der indeholder biomasse, syntetiske kulstoffattige brændstoffer, RFNBO og RCF

Artikel 38, artikel 39, stk. 1, 3 og 4, og artikel 39a finder anvendelse. Med henblik herpå:

forstås enhver henvisning til driftsleder, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enhed

forstås enhver henvisning til aktivitetsdata, som om der var tale om en henvisning til de frigivne brændselsmængder

forstås enhver henvisning til kildestrømme, som om der var tale om en henvisning til brændselsstrømme

forstås enhver henvisning til bilag II, som om der var tale om en henvisning til bilag IIa

forstås enhver henvisning til artikel 39, stk. 2, som om der var tale om en henvisning til denne artikels stk. 3.

Hvis artikel 38, stk. 5, finder anvendelse, tages der hensyn til de tærskler, der er fastsat i artikel 29, stk. 1, fjerde afsnit, i direktiv (EU) 2018/2001, forudsat at den regulerede enhed kan fremlægge den relevante dokumentation til den kompetente myndigheds tilfredshed. Kommissionen kan fastsætte retningslinjer for den nærmere anvendelse af disse tærskler.

Hvis den regulerede enhed i henhold til det påkrævede metodetrin skal udføre analyser med henblik på at bestemme ►M5 fraktionen af kulstof med nulsats ◄ , skal vedkommende gøre dette på grundlag af en relevant standard og de dertil hørende analysemetoder, forudsat at den kompetente myndighed har godkendt brugen af denne standard og analysemetode.

Hvis den regulerede enhed i henhold til det påkrævede metodetrin skal udføre analyser med henblik på at bestemme ►M5 fraktionen af kulstof med nulsats ◄ , men anvendelsen af første afsnit ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, skal den regulerede enhed forelægge en alternativ skønsmetode til bestemmelse af biomassefraktionen til den kompetente myndigheds godkendelse.

AFSNIT 3

Andre bestemmelser

Artikel 75n

Regulerede enheder med små emissionsmængder

Den kompetente myndighed kan anse en reguleret enhed for at være en reguleret enhed med små emissionsmængder, hvis mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængder i perioden 2027-2030 i de to år, der går forud for rapporteringsperioden inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren, med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, er mindre end 1 000 ton CO2 pr. år

fra 2031 er den regulerede enheds gennemsnitlige årlige emissioner, der er rapporteret i de verificerede emissionsrapporter for den handelsperiode, der går umiddelbart forud for den indeværende handelsperiode, beregnet inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren og med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, mindre end 1 000 ton CO2 pr. år

de gennemsnitlige årlige emissioner i litra a) er ikke tilgængelige eller er ikke længere repræsentative med henblik på litra a), men de årlige emissioner for den regulerede enhed i de næste fem år, beregnet inden anvendelsen af anvendelsesfaktoren og med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, vil på baggrund af et konservativt skøn være mindre end 1 000 ton CO2(e) pr. år.

1a.

Uanset stk. 1 kan den kompetente myndighed inden 2027 anse en reguleret enhed for at være en reguleret enhed med små emissionsmængder på grundlag af emissionerne efter anvendelsen af anvendelsesfaktoren med undtagelse af CO2, der stammer fra brændstoffer med nulsats, såfremt den regulerede enhed over for den kompetente myndighed kan godtgøre, at den anvendelsesfaktor, der anvendes til klassificeringen, også fortsat vil være repræsentativ i de kommende år.

En reguleret enhed med små emissionsmængder er undtaget fra kravet om at skulle forelægge de supplerende dokumenter, som er omhandlet i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit.

Uanset artikel 75j kan den regulerede enhed med små emissionsmængder bestemme mængden af frigivet brændsel ved hjælp af tilgængelige og dokumenterede fortegnelser over køb og anslåede lagerændringer.

Uanset artikel 75h kan den regulerede enhed med små emissionsmængder som minimum anvende metodetrin 1 med henblik på at bestemme frigivne brændselsmængder og beregningsfaktorer for alle brændselsstrømme, medmindre større nøjagtighed kan opnås uden yderligere tiltag fra den regulerede enheds side.

Med henblik på bestemmelse af beregningsfaktorer på basis af analyser, jf. artikel 32, må den regulerede enhed med små emissionsmængder benytte ethvert laboratorium, der er teknisk kompetent og i stand til at generere teknisk gyldige resultater på baggrund af relevante analyseprocedurer og fremlægge bevis på kvalitetssikringsforanstaltninger, jf. artikel 34, stk. 3.

Hvis en reguleret enhed med små emissionsmængder, som er underlagt krav om forenklet overvågning, overskrider den i stk. 2 omtalte grænse i et givent kalenderår, underretter den regulerede enhed den kompetente myndighed om dette uden unødig forsinkelse.

Den regulerede enhed forelægger uden unødig forsinkelse betydelige ændringer af overvågningsplanen, jf. artikel 15, stk. 3, litra b), for den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

Den kompetente myndighed giver tilladelse til, at den regulerede enhed fortsætter med den forenklede overvågning, forudsat at denne regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den i stk. 2 omtalte grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode.

Artikel 75o

Datahåndtering og -kontrol

Bestemmelserne i kapitel V finder anvendelse. I denne henseende forstås enhver henvisning til driftsleder, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enhed

Artikel 75p

Årlig emissionsrapport

Begyndende med 2026 forelægger den regulerede enhed senest den 30. april hvert år den kompetente myndighed en emissionsrapport, som omfatter de årlige emissionsmængder i rapporteringsperioden, og som er verificeret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

I 2025 forelægger den regulerede enhed senest den 30. april den kompetente myndighed en emissionsrapport, som omfatter de årlige emissionsmængder i 2024. De kompetente myndigheder sikrer, at oplysningerne i rapporten er i overensstemmelse med kravene i denne forordning.

De kompetente myndigheder kan dog kræve, at regulerede enheder forelægger de årlige emissionsrapporter, der er omhandlet i dette stykke, tidligere end den 30. april, forudsat at rapporten forelægges tidligst én måned efter den frist, der er fastsat i artikel 68, stk. 1.

De årlige emissionsrapporter, der er omhandlet i stk. 1, skal mindst indeholde de oplysninger, der er opregnet i bilag X.

Artikel 75q

Rapportering om forbedringer af overvågningsmetoden

Hver reguleret enhed kontrollerer jævnligt, om den anvendte overvågningsmetode kan forbedres.

Den regulerede enhed forelægger en rapport med de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvis det er relevant, for den kompetente myndighed med henblik på godkendelse inden for følgende frister:

for enheder i kategori A, senest den 31. juli hvert femte år

for enheder i kategori B, senest den 31. juli hvert tredje år

for enhver reguleret enhed, der anvender en standardværdi for anvendelsesfaktoren som omhandlet i artikel 75l, stk. 3 og 4, senest den 31. juli 2026.

Den kompetente myndighed kan imidlertid fastsætte en alternativ dato for indsendelse af rapporten, men senest den 30. september samme år, og kan sammen med overvågningsplanen eller rapporten om forbedringer godkende en forlængelse af fristen, jf. andet afsnit, hvis den regulerede enhed kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, efter at en overvågningsplan er forelagt i henhold til artikel 75b, efter underretning om ajourføringer i henhold til nævnte artikel eller efter forelæggelse af en rapport om forbedringer i henhold til nærværende artikel, at årsagerne til, at omkostningerne bliver urimelige, eller at det ikke er teknisk muligt at forbedre foranstaltninger, vil gøre sig gældende i en længere periode. Ved denne forlængelse tages der hensyn til antallet af år, for hvilke den regulerede enhed fremlægger beviser. Den samlede tidsperiode mellem rapporter om forbedringer må ikke overstige fire år for regulerede enheder i kategori B eller fem år for regulerede enheder i kategori A.

Hvis den regulerede enhed ikke som minimum anvender de metodetrin, der kræves i henhold til artikel 75h, stk. 1, og artikel 75i, stk. 1, for større brændselsstrømme, skal den regulerede enhed begrunde, hvorfor det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at anvende de påkrævede metodetrin.

Men viser det sig, at de nødvendige tiltag for at nå disse metodetrin er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal den regulerede enhed underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i henhold til artikel 75b og forelægge forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger tillige med en tidsplan.

Hvis en reguleret enhed anvender en standardværdi for anvendelsesfaktoren som omhandlet i artikel 75l, stk. 3 og 4, skal den regulerede enhed fremlægge en begrundelse for, hvorfor det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at anvende andre metoder som omhandlet i artikel 75l, stk. 2, for en eller flere større eller ubetydelige brændselsstrømme.

Men viser det sig, at anvendelsen af andre metoder som omhandlet i artikel 75l, stk. 2, for disse brændselsstrømme er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal den regulerede enhed underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i henhold til artikel 75b og forelægge forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger tillige med en tidsplan.

Hvis den verifikationsrapport, der er udarbejdet i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067, nævner uløste tilfælde af manglende overensstemmelse eller anbefaler forbedringer, jf. artikel 27, 29 og 30 i denne gennemførelsesforordning, skal den regulerede enhed forelægge den kompetente myndighed en rapport til godkendelse senest den 31. juli i det år, hvori verifikatoren udsteder verifikationsrapporten. I rapporten skal det beskrives, hvordan og hvornår den regulerede enhed har udbedret eller har planer om at udbedre mangler, som verifikatoren har påpeget, og gennemføre anbefalede forbedringer.

Hvis anbefalede forbedringer ikke ville give en bedre overvågningsmetode, skal den regulerede enhed begrunde, hvorfor dette ikke er tilfældet. Såfremt anbefalede forbedringer vil medføre urimelige omkostninger, skal den regulerede enhed fremlægge belæg for, hvorfor disse omkostninger er urimelige.

Denne artikels stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis den regulerede enhed allerede har afhjulpet alle uoverensstemmelser og fulgt anbefalinger til forbedringer og har forelagt tilknyttede ændringer af overvågningsplanen for den kompetente myndighed til godkendelse i henhold til denne forordnings artikel 75b inden den frist, der er fastsat i henhold til denne artikels stk. 4.

Artikel 75r

Den kompetente myndigheds bestemmelse af emissionsmængden

Den kompetente myndighed skal under hensyntagen til omkostningskonsekvenserne for forbrugerne anlægge et konservativt skøn over emissionsmængden fra en reguleret enhed i følgende situationer:

hvis den regulerede enhed ikke har forelagt en verificeret årlig emissionsrapport inden for den frist, der er fastsat i artikel 75p

hvis den verificerede årlige emissionsrapport, jf. artikel 75p, ikke er i overensstemmelse med denne forordning

hvis den regulerede enheds årlige emissionsrapport ikke er blevet verificeret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067.

Hvis verifikatoren i verifikationsrapporten i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2067 har anført, at der foreligger uvæsentlige ukorrekte angivelser, som den regulerede enhed ikke har rettet inden udstedelsen af verifikationsrapporten, skal den kompetente myndighed vurdere disse ukorrekte angivelser og efter omstændighederne og under hensyntagen til omkostningskonsekvenserne for forbrugerne anlægge et konservativt skøn over den regulerede enheds emissionsmængde. Den kompetente myndighed oplyser den regulerede enhed om, hvorvidt det er nødvendigt at rette den årlige emissionsrapport, og hvilke rettelser der i givet fald skal foretages. Den regulerede enhed stiller disse oplysninger til rådighed for verifikatoren.

Artikel 75s

Adgang til oplysninger og afrunding af data

Artikel 71 og artikel 72, stk. 1 og 2, finder anvendelse. Med henblik herpå skal enhver henvisning til driftsleder eller luftfartsoperatør forstås, som om der var tale om en henvisning til regulerede enheder.

Artikel 75t

Sikring af overensstemmelse med anden rapportering

Med henblik på rapportering af emissioner fra aktiviteter, der er opført i bilag III til direktiv 2003/87/EF:

for de sektorer, hvor brændsler som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF overgår til forbrug og forbrændes, mærkes der med CRF-koderne

for brændsler som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF mærkes der med KN-koderne i overensstemmelse med national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og 2009/30/EF, hvor det er relevant

for at sikre overensstemmelse med indberetningen til skattemæssige formål i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og (EU) 2020/262 anvender den regulerede enhed, når de indberetter deres kontaktoplysninger i overvågningsplanen og emissionsrapporten, hvor det er relevant, de økonomiske operatørers registrerings- og identifikationsnummer, jf. forordning (EU) nr. 952/2013 ( 13 ), punktafgiftsnummeret, jf. forordning (EU) nr. 389/2012 ( 14 ) eller det nationale afgiftsregistrerings- og identifikationsnummer, der er udstedt af den relevante myndighed i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF.

Artikel 75u

Krav til informationsteknologi

Bestemmelserne i kapitel VII finder anvendelse. I denne henseende forstås enhver henvisning til driftsleder og luftfartsoperatør, som om der var tale om en henvisning til den regulerede enhed

KAPITEL VIIb

HORISONTALE BESTEMMELSER VEDRØRENDE OVERVÅGNING AF EMISSIONER FRA REGULEREDE ENHEDER

Artikel 75v

Undgåelse af dobbelttælling gennem overvågning og rapportering

Medlemsstaterne fremmer en effektiv udveksling af oplysninger, der sætter de regulerede enheder i stand til at bestemme den endelige anvendelse af det brændsel, der overgår til forbrug.

Hver driftsleder indsender sammen med sin verificerede emissionsrapport, jf. artikel 68, stk. 1, oplysninger i overensstemmelse med bilag Xa. Medlemsstaterne kan kræve, at driftsledere stiller de relevante oplysninger, der er anført i bilag Xa, til rådighed for den pågældende regulerede enhed tidligere end den 31. marts i rapporteringsåret.

Hver reguleret enhed indsender sammen med sin verificerede emissionsrapport, jf. artikel 75p, stk. 1, oplysninger om forbrugerne af de brændsler, der er overgået til forbrug, jf. bilag Xb.

Hver reguleret enhed, der frigiver brændsel til forbrænding i sektorer, der er omfattet af kapitel III i direktiv 2003/87/EF, bestemmer deres emissioner i den rapport, der er omhandlet i artikel 75p, stk. 1, i denne forordning, ved at anvende oplysningerne fra driftslederens rapporter indgivet i overensstemmelse med bilag Xa til denne forordning og ved at fratrække de relevante mængder brændsel, der er omhandlet i disse rapporter. De mængder brændsel, der er anskaffet, men ikke anvendt i samme år, kan kun fratrækkes, hvis driftslederens verificerede emissionsrapport for året efter rapporteringsåret bekræfter, at de er blevet anvendt til de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Ellers skal forskellen afspejles i den regulerede enheds verificerede emissionsrapporter for det pågældende år.

Hvis de mængder brændsel, der er blevet anvendt, fratrækkes året efter rapporteringsåret, foretages fratrækningen i form af absolutte emissionsreduktioner, der beregnes ved at gange den mængde brændsel, som driftslederen har anvendt, med den tilsvarende emissionsfaktor fra den regulerede enheds overvågningsplan.

Hvis den regulerede enhed ikke kan fastslå, at de brændsler, der overgår til forbrug, anvendes til forbrænding i de sektorer, der er omfattet af kapitel III i direktiv 2003/87/EF, finder stk. 4 og 5 ikke anvendelse.

Medlemsstaterne kan kræve, at de bestemmelser i denne artikel, der vedrører driftsledere, også anvendes af luftfartsoperatører.

Artikel 75w

Forebyggelse af svig og forpligtelse til at samarbejde

For at sikre nøjagtig overvågning og rapportering af de emissioner, der er omfattet af kapitel IVa i direktiv 2003/87/EF, træffer medlemsstaterne foranstaltninger mod svig og fastsætter sanktioner, der skal pålægges i tilfælde af svig, som står i et rimeligt forhold til deres formål, og som har en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

Ud over de forpligtelser, der er fastsat i henhold til artikel 10, samarbejder og udveksler de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 18 i direktiv 2003/87/EF, oplysninger med de kompetente myndigheder, der har til opgave at føre tilsyn med gennemførelsen af direktiv 2003/96/EF og (EU) 2020/262 i national lovgivning, hvor det er relevant, med henblik på denne forordning, herunder for at opdage overtrædelser og pålægge sanktioner som omhandlet i stk. 1 eller andre korrigerende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 2003/87/EF.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 76

Ændring af forordning (EU) nr. 601/2012

I forordning (EU) nr. 601/2012 foretages følgende ændringer:

Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, litra a), affattes således:

»a) for anlæg: dokumentation, som for hver større og mindre kildestrøm påviser overholdelse af usikkerhedsgrænserne for aktivitetsdata og beregningsfaktorer, når det er relevant, for de anvendte metodetrin som defineret i bilag II og IV, og som for hver emissionskilde påviser overholdelse af usikkerhedsgrænserne for de anvendte metodetrin som defineret i bilag VIII, når det er relevant«

Artikel 15, stk. 4, litra a), affattes således:

»a)

For så vidt angår overvågningsplanen for emission:

en ændring af emissionsfaktorværdierne i overvågningsplanen

ii)

en ændring af beregningsmetoderne i bilag III, eller et skift fra at anvende en beregningsmetode til at anvende en skønsmetode i henhold til artikel 55, stk. 2, eller omvendt

iii)

indførelsen af nye kildestrømme

iv)

ændring af luftfartøjsoperatørens status som luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder i henhold til artikel 55, stk. 1, eller med hensyn til en af de grænser, der er fastsat ved artikel 28a, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF.«

Artikel 49 affattes således:

»Artikel 49

Overført CO2

Driftslederen fratrækker fra anlæggets emissioner den mængde CO2, som stammer fra fossilt kulstof i aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som ikke udledes fra anlægget, men:

overføres fra anlægget til ét af følgende:

et opsamlingsanlæg med henblik på transport og langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

ii)

et transportnet med henblik på langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

iii)

et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF med henblik på langsigtet geologisk lagring

overføres fra anlægget og benyttes til fremstilling af udfældet kalciumkarbonat, hvori den anvendte CO2 er kemisk bundet.

Første afsnit finder ligeledes anvendelse på modtageranlægget, for så vidt angår overførselsanlæggets identifikationskode.

Til bestemmelse af mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet anvender driftslederen en målingsbaseret metode, bl.a. i henhold til artikel 43, 44 og 45. Emissionskilden skal svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført CO2.

Med henblik på stk. 1, litra b), anvender driftslederen en beregningsbaseret metode.

Til bestemmelse af mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet anvender driftslederen det højeste metodetrin, jf. definitionen i bilag VIII, afsnit 1.

Ved bestemmelsen af mængden af kemisk bundet CO2 i udfældet kalciumkarbonat skal driftslederen bruge datakilder, der repræsenterer den højst opnåelige nøjagtighed.

Driftslederne kan bestemme de mængder af CO2, der overføres fra anlægget, både ved overførselsanlægget og modtageranlægget. I dette tilfælde finder artikel 48, stk. 3, anvendelse.«

I artikel 52 foretages følgende ændringer:

stk. 5 udgår

stk. 6 affattes således:

»6.

stk. 7 affattes således:

»7.

Til den i stk. 1 omhandlede beregning anvender luftfartøjsoperatøren standardemissionsfaktorerne i tabel 2 i bilag III. For brændstoffer, der ikke er anført i denne tabel, bestemmer luftfartøjsoperatøren emissionsfaktoren i henhold til artikel 32. For sådanne brændstoffer bestemmes og rapporteres den nedre brændværdi som en memorandumpost.«

Artikel 54, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»2.

Uanset artikel 52 kan luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder give et overslag over brændstofforbruget med værktøjer, der er indført af Eurocontrol eller en anden relevant organisation, som kan behandle al relevant lufttrafikinformation og undgå enhver undervurdering af emissionsmængderne.«

I artikel 55 foretages følgende ændringer:

stk. 1 affattes således:

»1.

Luftfartøjsoperatøren skal ved valget af overvågningsmetode, jf. artikel 52, stk. 2, overveje kilder til usikkerhed og tage deres tilknyttede usikkerhedsniveauer i betragtning.«

stk. 2, 3 og 4 udgår.

Artikel 59, stk. 1, affattes således:

»Driftslederen sikrer ved anvendelse af artikel 58, stk. 3, litra a), at alt anvendt måleudstyr kalibreres, justeres og kontrolleres regelmæssigt, også inden brug, og kontrolleres i forhold til målestandarder, som skal kunne spores til internationale målestandarder, hvis der findes sådanne, i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser og i rimeligt forhold til de påviste risici.

Hvis nogle af målesystemernes komponenter ikke kan kalibreres, udpeger driftslederen disse i overvågningsplanen og foreslår alternative kontrolaktiviteter.

Hvis udstyret vurderes ikke at være i overensstemmelse med kravene, iværksætter driftslederen øjeblikkeligt de nødvendige korrigerende foranstaltninger.«

I artikel 65, stk. 2, tilføjes et tredje afsnit:

»Hvis antallet af flyvninger med manglende data, jf. de to første afsnit, overstiger 5 % af de årlige flyvninger, der er rapporteret, informerer luftfartøjsoperatøren den kompetente myndighed herom uden unødig forsinkelse og træffer korrigerende foranstaltninger for at forbedre overvågningsmetoden.«

I bilag I, afsnit 2, foretages følgende ændringer:

punkt 2, litra b), nr. ii), affattes således:

»ii) procedurerne for måling af brændstofpåfyldning og brændstofindholdet i tanke, en beskrivelse af de pågældende måleinstrumenter og procedurerne, der benyttes til at registrere, hente, overføre og lagre oplysninger om målinger, alt efter hvad der er relevant«

punkt 2, litra b), nr. iii), affattes således:

»iii) metoden til bestemmelse af densitet, hvor dette er relevant«

punkt 2, litra b), nr. iv), affattes således:

»iv) begrundelse for valget af overvågningsmetode med henblik på at sikre de laveste niveauer af usikkerhed i henhold til artikel 55, stk. 1«

punkt 2, litra d), udgår.

punkt 2, litra f), affattes således:

»f) en beskrivelse af procedurer og systemer til påvisning, vurdering og håndtering af manglende data i henhold til artikel 65, stk. 2.«

10)

I bilag III udgår afsnit 2.

11)

I bilag IV foretages følgende ændringer:

afsnit 10, underafsnit B, fjerde stykke, udgår

afsnit 14, underafsnit B, tredje stykke, udgår.

12)

I bilag IX foretages følgende ændringer:

afsnit 1, nr. 2), affattes således:

»Dokumentation, der begrunder valget af overvågningsmetode og midlertidige eller permanente ændringer af overvågningsmetoder, samt når det er relevant de metodetrin, som er godkendt af den kompetente myndighed.«

afsnit 3, nr. 5), affattes således:

»5) dokumentation af metoden i tilfælde af manglende data, antallet af flyvninger, for hvilke data manglede, de data, der er anvendt til at lukke datahuller, hvor disse forekom, og — i de tilfælde, hvor antallet af flyvninger med manglende data oversteg 5 % af de rapporterede flyvninger — årsagerne til, at data manglede, samt dokumentation for trufne korrigerende foranstaltninger.«

13)

I bilag X, afsnit 2, foretages følgende ændringer:

nr. 7) affattes således:

»7) Det samlede antal flyvninger opdelt på par af stater, der er omfattet af rapporten.«

følgende nr. indsættes efter nr. 7):

»7a) Masse af brændstof (i ton) pr. brændstoftype opdelt på par af stater«

nr. 10), litra a), affattes således:

»a) antallet af flyvninger, udtrykt i procent af antallet af årlige flyvninger, for hvilke manglende data forekom, og omstændighederne for og grundene til at data manglede«

nr. 11), litra a), affattes således:

»a) antallet af flyvninger, udtrykt i procent af antallet af årlige flyvninger (afrundet til nærmeste 0,1 %), for hvilke manglende data forekom, og omstændighederne for og grundene til at data manglede«

Artikel 77

Ophævelse af forordning (EU) nr. 601/2012

Forordning (EU) nr. 601/2012 ophæves med virkning fra den 1. januar 2021.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag XI.

Bestemmelserne i forordning (EU) nr. 601/2012 gælder fortsat for overvågning, rapportering og verifikation af emissioner og relevante aktivitetsdata, der opstår før 1. januar 2021.

Artikel 78

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2021.

Artikel 76 anvendes imidlertid fra den 1. januar 2019, dog tidligst fra datoen for ikrafttrædelsen af denne forordning.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

BILAG I

Minimumsindhold af overvågningsplanen (Artikel 12, stk. 1)

1. MINIMUMSINDHOLD AF OVERVÅGNINGSPLANEN FOR ANLÆG

Overvågningsplanen for et anlæg indeholder som minimum følgende oplysninger:

Generelle oplysninger om anlægget:

en beskrivelse af anlægget og udførte aktiviteter på anlægget, der overvåges, samt en liste over emissionskilder og kildestrømme, der overvåges for hver af et anlægs udførte aktiviteter, samt overholdelse af følgende kriterier:

denne beskrivelse skal være tilstrækkelig til at dokumentere, at der hverken opstår datamangler eller dobbelttælling af emissionsmængder

ii)

et enkelt diagram over emissionskilder, kildestrømme, prøvetagningspunkter og måleudstyr tilføjes efter anmodning fra den kompetente myndighed, eller hvor dette forenkler beskrivelsen af anlægget eller referencen til emissionskilder, kildestrømme, måleudstyr og enhver anden del af anlægget relevant for overvågningsmetoden, herunder datastrøms- og kontrolaktiviteter

en beskrivelse af proceduren for håndtering af fordeling af ansvar for overvågning og rapportering inden for anlægget og for styring af kompetencer blandt det ansvarlige personale

en beskrivelse af proceduren for jævnlig evaluering af overvågningsplanens egnethed, der som minimum omfatter følgende:

kontrol af listen over emissionskilder og kildestrømme, så der sikres fuldstændighed i emissionskilder og kildestrømme, og at alle relevante ændringer i anlæggets karakter og funktion omfattes af overvågningsplanen,

ii)

dokumentation for overholdelse af usikkerhedsgrænserne for aktivitetsdata og andre (relevante) parametre i de anvendte metodetrin for hver kildestrøm og emissionskilde

iii)

vurdering af potentielle forbedrende foranstaltninger af den anvendte overvågningsmetode

en beskrivelse af de skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter i henhold til artikel 58, herunder et uddybende diagram efter behov

en beskrivelse af skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter fastlagt i henhold til artikel 59

hvis det er relevant, information om relevante forbindelser til aktiviteter udført inden for rammerne af fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) etableret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 ( 15 ), systemer omfattet af den harmoniserede standard ►M4 ISO 14001:2015 ◄ og andre miljøledelsessystemer, herunder information om procedurer og kontrol med relevans for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner

overvågningsplanens versionsnummer og den dato, fra hvilken denne version af overvågningsplanen er gældende

anlæggets kategori

En detaljeret beskrivelse af de beregningsbaserede metoder, hvor disse er anvendt, bestående af følgende:

en detaljeret beskrivelse af den anvendte beregningsbaserede metode, herunder en liste over anvendte inputdata og beregningsformler, en liste over metodetrin anvendt for aktivitetsdata og alle relevante beregningsfaktorer for hver af de kildestrømme, der overvåges

hvis det er relevant, og hvis driftslederen har til hensigt at benytte forenklingen for mindre og de-minimis kildestrømme, en kategorisering af kildestrømme i større, mindre og de-minimis

en beskrivelse af de anvendte målesystemer og deres målerækkevidde, specificeret usikkerhed og nøjagtig placering af de måleinstrumenter, der skal anvendes for hver kildestrøm, der overvåges

eventuelle standardværdier anvendt til beregningsfaktorer med angivelse af kilden til faktorer eller den relevante kilde, hvorfra standardfaktoren hentes regelmæssigt for hver af kildestrømmene

eventuel liste over analysemetoder, som anvendes til at bestemme alle relevante beregningsfaktorer for hver af kildestrømmene, og en beskrivelse af de skriftlige procedurer for disse analyser

eventuel beskrivelse af den procedure, der understøtter prøvetagningsplanen for prøveudtagning af brændsel og materialer, der skal analyseres, samt den anvendte procedure til at granske, hvorvidt prøveudtagningsplanen er hensigtsmæssig

eventuel liste over laboratorier, der udfører relevante analyseprocedurer, samt, hvis laboratoriet ikke er akkrediteret i henhold til artikel 34, stk. 1, en beskrivelse af den anvendte procedure til dokumentation af overholdelse af tilsvarende krav i henhold til artikel 34, stk. 2 og 3.

Hvis en alternativ overvågningsmetode anvendes i henhold til artikel 22, en detaljeret beskrivelse af den anvendte overvågningsmetode for alle kildestrømme eller emissionskilder, hvor der bruges en fremgangsmåde uden metodetrin, og en beskrivelse af den anvendte skriftlige procedure for den tilhørende usikkerhedsanalyse, der skal udføres.

En detaljeret beskrivelse af de målingsbaserede metoder, hvis disse er anvendt, herunder følgende:

en beskrivelse af målingsmetoden med beskrivelser af alle skriftlige procedurer relevant for målingen, samt følgende:

alle beregningsformler anvendt til dataaggregering og til at bestemme den årlige emissionsmængde for hver emissionskilde

ii)

metoden, hvormed det bestemmes, om gyldige timer eller kortere referenceperioder for hver parameter kan beregnes, og med henblik på at erstatte manglende data i henhold til artikel 45

en liste over alle relevante emissionspunkter ved sædvanlig drift og ved drift med restriktioner og i overgangsfaser, herunder efter havari eller under indkøring, suppleret af et procesdiagram efter anmodning fra den kompetente myndighed

hvis en røggasstrøm udledes ved beregning, en beskrivelse af den skriftlige procedure for denne beregning for hver overvåget emissionskilde ved hjælp af en målingsbaseret metode

en liste over alt relevant udstyr med angivelse af målefrekvens, værdiinterval og usikkerhed

en liste over anvendte standarder og alle afvigelser fra disse standarder

en eventuel beskrivelse af den skriftlige procedure for udførelse af underbyggende beregninger i henhold til artikel 46

en eventuel beskrivelse af metoden, hvormed CO2 fra ►M5 fraktionen af kulstof med nulsats ◄ bestemmes og fratrækkes de målte CO2-emissioner, og den skriftlige procedure til dette formål, hvis det er relevant

hvis det er relevant, og hvis driftslederen har til hensigt at benytte forenklingen for mindre emissionskilder, en kategorisering af emissionskilder i større og mindre emissionskilder.

Ud over de i punkt 4 angivne elementer, en detaljeret beskrivelse af overvågningsmetoden, hvor emissioner af N2O overvåges, eventuelt i form af en beskrivelse af de anvendte skriftlige procedurer, herunder en beskrivelse af følgende:

metoder og parametre til at bestemme de materialemængder, der forbruges i fremstillingsprocessen, og den maksimale materialemængde, der forbruges ved fuld kapacitet

metoder og parametre til at bestemme produktmængden på timebasis, udtrykt som henholdsvis salpetersyre (100 %), adipinsyre (100 %), caprolactam, glyoxal og glyoxylsyre pr. time

metoder og parametre til bestemmelse af N2O-koncentrationen i røggassen fra hver enkelt emissionskilde, dens normale værdiinterval og usikkerhed samt oplysninger om, hvilke alternative metoder, der benyttes, hvis koncentrationerne kommer uden for det normale værdiinterval, og i hvilke situationer dette kan forekomme.

beregningsmetoden til opgørelse af N2O-emissionerne fra regelmæssige, urensede kilder ved fremstilling af salpetersyre, adipinsyre, caprolactam, glyoxal og glyoxylsyre

hvordan og i hvilket omfang anlægget kører med variabel belastning, og hvordan den driftsmæssige styring foregår

metode og beregningsformler til opgørelse af de årlige N2O-emissioner og tilsvarende værdier for CO2(e) for hver enkelt emissionskilde.

information om procestilstande, der afviger fra normale driftsbetingelser, et skøn over sådanne tilstandes hyppighed og varighed samt et skøn over størrelsen af N2O-emissionerne under sådanne afvigende procestilstande, f.eks. ved fejlfunktion i rensningsudstyret.

En detaljeret beskrivelse af overvågningsmetoden, for så vidt perfluorcarboner fra primær aluminiumfremstilling overvåges, eventuelt i form af en beskrivelse af anvendte skriftlige procedurer, herunder følgende:

i de relevante tilfælde de datoer, hvor der er foretaget målinger til bestemmelse af de anlægsspecifikke emissionsfaktorer SEFCF4 eller OVC og FC2F6, og en tidsplan for, hvornår en sådan bestemmelse vil blive foretaget på ny i fremtiden

i de relevante tilfælde den protokol, hvori den procedure, der anvendes til at bestemme de anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 og C2F6, er beskrevet, og hvoraf det desuden fremgår, at målingerne er og vil blive foretaget i tilstrækkelig lang tid til, at måleværdierne konvergerer, dog mindst 72 timer

i de relevante tilfælde metoden til at bestemme effektiviteten af opsamling af fugitive emissioner fra anlæg til fremstilling af primær aluminium

beskrivelse af celletype og anodetype.

En detaljeret beskrivelse af overvågningsmetoden, hvor overførsel af indeholdt CO2 som del af en kildestrøm i henhold til artikel 48, overførsel af CO2 i henhold til artikel 49 eller overførsel af N2O i henhold til artikel 50 udføres, eventuelt i form af en beskrivelse af anvendte skriftlige procedurer, herunder følgende:

hvis det er relevant, placeringen af udstyr til temperatur- og trykmåling i et ►M5 CO2-transportinfrastruktur ◄

hvis det er relevant, procedurer for forebyggelse, sporing og kvantificering af udsivningstilfælde i ►M5 CO2-transportinfrastruktur ◄

for så vidt angår ►M5 CO2-transportinfrastruktur ◄ , procedurer, som effektivt sikrer, at CO2 kun overføres til anlæg med en gyldig tilladelse til drivhusgasemission, eller hvor eventuelt udledt CO2 effektivt overvåges og angives i henhold til artikel 49

identifikation af modtagende og overførende anlæg i henhold til anlæggets id-kode som defineret i henhold til Kommissionens ►M4 forordning (EU) 2019/1122 ( 16 ) ◄

hvis det er relevant, en beskrivelse af systemer til kontinuerlig måling, der anvendes ved punkterne til overførsel af CO2 eller N2O mellem anlæg, som overfører CO2 eller N2O, eller af den metode, hvormed bestemmelsen er foretaget i henhold til artikel 48, 49 eller 50

hvis det er relevant, en beskrivelse af den anvendte konservative skønsmetode til bestemmelse af fraktionen med nulsats og fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats i indeholdt eller overført CO2 i henhold til artikel 48, 49 eller 49a

hvis det er relevant, kvantificeringsmetoder for emission eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen fra potentielle udsivninger samt anvendelse og eventuelt tilpassede kvantificeringsmetoder for faktiske emissioner eller CO2-frigivelse til vandsøjlen fra udsivninger som angivet i afsnit 23 i bilag IV.

en detaljeret beskrivelse af overvågningsmetoden, hvis CO2 er kemisk bundet i overensstemmelse med artikel 49a, i givet fald i form af en beskrivelse af anvendte skriftlige procedurer, herunder følgende:

procedurerne for at bestemme, hvorvidt et produkt, hvori CO2 er permanent kemisk bundet i henhold til denne forordnings artikel 49a, stk. 1, opfylder kravene i den delegerede forordning i henhold til artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF og disse produkters typer af anvendelse

en beskrivelse af beregningsmetoden til bestemmelse af de CO2-mængder, der er permanent kemisk bundet i overensstemmelse med artikel 49a, stk. 2.

hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at vurdere, om kildestrømmene med nulsats er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 38, stk. 5, artikel 39a, stk. 3, eller artikel 39a, stk. 4

9a)

hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der anvendes til at bestemme mængderne af biogas med nulsats på grundlag af fortegnelser over køb i overensstemmelse med artikel 39, stk. 4, eller mængderne af RFNBO eller RCF med nulsats i overensstemmelse med artikel 39a, stk. 5

10)

Hvis det er relevant, senest den 31. december 2026 en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at indsende oplysninger, jf. artikel 75v, stk. 2.

2. ►M4 MINIMUMSINDHOLD AF OVERVÅGNINGSPLANER FOR LUFTFART ◄

Overvågningsplanen indeholder følgende oplysninger for alle luftfartøjsoperatører:

identifikation af luftfartøjsoperatøren, dennes kaldesignal eller en anden entydig designatorkode, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, kontaktoplysninger for luftfartøjsoperatøren og en ansvarshavende person hos luftfartøjsoperatøren, kontaktadresse, administrerende medlemsstat og den administrerende kompetente myndighed

en foreløbig liste over luftfartøjstyper i luftfartøjsoperatørens flåde, som opereres på overvågningsplanens forelæggelsestidspunkt, antallet af luftfartøjer pr. type og en vejledende liste over yderligere luftfartøjstyper, som påtænkes anvendt, herunder i givet fald et skøn over antallet af luftfartøjer pr. type og kildestrømme (brændstoftyper) for hver luftfartøjstype

en beskrivelse af procedurer, systemer og ansvarsfordelinger, som anvendes til at ajourføre, at listen over emissionskilder er komplet i løbet af overvågningsåret, med det formål at sikre, at overvågningen og rapporteringen af emissioner og ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart fra såvel egne som leased-in luftfartøjer er fuldstændig

en beskrivelse af de procedurer, der anvendes til at overvåge, at listen over opererede flyvninger under den entydige designatorkode opdelt på flyvepladspar er komplet, og de procedurer, der anvendes til at fastslå, om flyvninger er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, for at det sikres, at dataene er fuldstændige, og at der undgås dobbelttælling

en beskrivelse af proceduren for håndtering og fordeling af ansvar for overvågning og rapportering samt for håndtering af kompetencer blandt det ansvarlige personale

en beskrivelse af proceduren for regelmæssig evaluering af overvågningsplanens egnethed, herunder potentielle forbedrende foranstaltninger i forbindelse med overvågningsmetoden og relaterede, anvendte procedurer

en beskrivelse af de skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter som krævet i henhold til artikel 58, herunder et uddybende diagram efter behov

en beskrivelse af skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter fastlagt i henhold til artikel 59

eventuelle oplysninger om relevante forbindelser til aktiviteter, som gennemføres under Fællesskabets ordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS), systemer omfattet af den harmoniserede standard ►M4 ISO 14001:2015 ◄ og andre miljøstyringssystemer, herunder information om procedurer og kontrolforanstaltninger med relevans for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner

overvågningsplanens versionsnummer og den dato, fra hvilken denne version af overvågningsplanen er gældende

bekræftelse af, hvorvidt luftfartøjsoperatøren har til hensigt at anvende nogle af de i denne forordnings artikel 55, stk. 2, omhandlede værktøjer, og hvorvidt luftfartøjsoperatøren har til hensigt at anvende de forenklede procedurer i henhold til artikel 28a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF

i givet fald en beskrivelse af den procedure, der anvendes til at vurdere, om biobrændstof, RFNBO, RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 54c

i givet fald en beskrivelse af den procedure, der anvendes til at bestemme mængderne af alternative flybrændstoffer i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, og til at sikre, at de rapporterede rene brændstoffer opfylder betingelserne i denne forordnings artikel 53a

hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at vurdere, om støtteberettiget flybrændstof er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54a, stk. 2

i givet fald en beskrivelse af den procedure, der anvendes til at bestemme mængderne af støtteberettiget flybrændstof i overensstemmelse med artikel 54a, stk. 3, og til at sikre, at de rapporterede brændstoffer opfylder betingelserne i denne forordnings artikel 54a, stk. 4 og 5

en bekræftelse af, hvorvidt luftfartøjsoperatøren gennemfører flyvninger i henhold til artikel 56a, stk. 1)

en bekræftelse af, hvorvidt luftfartøjsoperatøren kun agter at anvende NEATS til at bestemme de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, eller om luftfartøjsoperatøren, for alle de overvågede data eller en del af dem, agter at benytte egne eller tredjeparters IT-værktøjer, jf. artikel 56a, stk. 7

Med henblik på overvågning af emissioner skal overvågningsplanen indeholde følgende oplysninger for luftfartøjsoperatører, der ikke har små emissionsmængder i henhold til artikel 55, stk. 1, eller som ikke agter at bruge værktøjet for operatører med små emissionsmængder i henhold til artikel 55, stk. 2:

en beskrivelse af den skriftlige procedure, der anvendes til at definere overvågningsmetoden for yderligere luftfartøjstyper, som en luftfartøjsoperatør påtænker at benytte

en beskrivelse af de skriftlige procedurer for overvågning af brændstofforbrug i hvert luftfartøj, herunder:

den valgte metode (metode A eller metode B) til beregning af brændstofforbrug; og hvis samme metode ikke anvendes for alle luftfartøjstyper, en begrundelse for denne metode samt en liste over, hvilken metode der anvendes under hvilke forhold

ii)

procedurerne for måling af brændstofpåfyldning og brændstofindholdet i tanke, en beskrivelse af de pågældende måleinstrumenter og procedurerne, der benyttes til at registrere, hente, overføre og lagre oplysninger om målinger, alt efter hvad der er relevant

iii)

metoden til bestemmelse af densitet, hvor dette er relevant,

iv)

begrundelse for valget af overvågningsmetode med henblik på at sikre de laveste niveauer af usikkerhed i henhold til artikel 56, stk. 1.

en liste for specifikke flyvepladser over afvigelser fra den generelle overvågningsmetode som beskrevet i litra b), hvor det ikke er muligt for luftfartøjsoperatøren på grund af særlige omstændigheder at fremlægge alle nødvendige data for den krævede overvågningsmetode

de anvendte emissionsfaktorer for hver brændstoftype, eller for så vidt angår alternative brændstoffer, metoderne til bestemmelse af emissionsfaktorerne, herunder fremgangsmåden ved prøvetagning, analysemetoder, en beskrivelse af de benyttede laboratorier og deres akkreditering og/eller af deres kvalitetssikringsprocedurer

en beskrivelse af procedurer og systemer til påvisning, vurdering og håndtering af manglende data i henhold til artikel 66, stk. 2.

▼M4 —————

Med henblik på overvågning af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart indeholder overvågningsplanerne, alt efter hvad der er relevant, følgende oplysninger for luftfartøjsoperatører, der ikke kun anvender NEATS til at bestemme de ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart:

en beskrivelse af modulet til estimering af brændstofforbrug og emissioner, CO2(e)-beregningsmodellen og de tilknyttede IT-værktøjer, som luftfartøjsoperatøren agter at benytte

en beskrivelse af og et flowdiagram for processen til overvågning af data vedrørende CO2(e)-beregningsmodellen som beskrevet i bilag IIIa, afsnit 4, til denne forordning

en beskrivelse af den skriftlige procedure, som skal sikre, at egnede data anvendes som input i CO2(e)-beregningsmodeller i overensstemmelse med bilag IIIa til denne forordning, og at klimavirkninger af alle ikke-CO2-agenser tages med i betragtning for hver flyvning

en beskrivelse af den skriftlige procedure til påvisning og vurdering af manglende data og anvendelse af de standardværdier, der er beskrevet i bilag IIIa, afsnit 5, og bilag IIIb til denne forordning, for at kompensere for de manglende data.

▼M4 —————

4. MINIMUMSINDHOLD AF OVERVÅGNINGSPLANER FOR REGULEREDE ENHEDER

Overvågningsplanen for regulerede enheder indeholder som minimum følgende oplysninger:

generelle oplysninger om den regulerede enhed:

Identifikation af den regulerede enhed, kontaktoplysninger, herunder adresse og, hvor det er relevant, de økonomiske operatørers registrerings- og identifikationsnummer, jf. forordning (EU) nr. 952/2013, punktafgiftsnummeret, jf. forordning (EU) nr. 389/2012 eller det nationale afgiftsregistrerings- og identifikationsnummer, der er udstedt af den relevante myndighed i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og som anvendes ved indberetning til skattemæssige formål i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og (EU) 2020/262.

En beskrivelse af den regulerede enhed med en liste over de brændselsstrømme, der skal overvåges, de metoder, hvormed brændselsstrømmene overgår til forbrug, slutanvendelserne af de brændselsstrømme, der overgår til forbrug, herunder CRF-koden, på det tilgængelige aggregeringsniveau, og som opfylder følgende kriterier:

denne beskrivelse skal være tilstrækkelig til at dokumentere, at der hverken opstår datamangler eller dobbelttælling af emissionsmængder

ii)

et enkelt diagram, der beskriver de oplysninger, der er omhandlet i litra b), første afsnit, med en beskrivelse af den regulerede enhed, brændselsstrømmene, de måder, hvorpå brændslerne som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF overgår til forbrug, måleinstrumenter og alle andre dele af den regulerede enhed, der er relevante for overvågningsmetoden, herunder datastrømsaktiviteter og kontrolaktiviteter

iii)

hvis de regulerede enheder og de omfattede brændselsstrømme svarer til enheder med rapporteringsforpligtelser i henhold til og brændsler, der er omfattet af national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF eller 2009/30/EF, et enkelt diagram over de målemetoder, der anvendes med henblik på disse retsakter

iv)

hvis det er relevant, en beskrivelse af eventuelle afvigelser fra start- og slutdatoen for overvågningsåret i overensstemmelse med artikel 75j, stk. 2.

En beskrivelse af proceduren for håndtering af fordeling af ansvar for overvågning og rapportering inden for den regulerede enhed og for styring af kompetencer blandt det ansvarlige personale.

En beskrivelse af proceduren for jævnlig evaluering af overvågningsplanens egnethed, der som minimum omfatter følgende:

kontrol af listen over brændselsstrømme, så der sikres fuldstændighed, og at alle relevante ændringer i den regulerede enheds karakter og funktion omfattes af overvågningsplanen

ii)

dokumentation for overholdelse af usikkerhedsgrænserne for frigivne brændselsmængder og andre (relevante) parametre i de anvendte metodetrin for hver brændselsstrøm

iii)

vurdering af potentielle forbedrende foranstaltninger af den anvendte overvågningsmetode, navnlig metoden til bestemmelse af anvendelsesfaktoren.

En beskrivelse af de skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter i henhold til artikel 58, herunder et uddybende diagram efter behov.

En beskrivelse af skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter fastlagt i henhold til artikel 59.

Eventuelle oplysninger om relevante forbindelser mellem den regulerede enheds aktiviteter, der er opført i bilag III til direktiv 2003/87/EF, og indberetning til skattemæssige formål i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2003/96/EF og (EU) 2020/262.

Overvågningsplanens versionsnummer og den dato, fra hvilken denne version af overvågningsplanen er gældende.

Den regulerede enheds kategori.

En detaljeret beskrivelse af de beregningsbaserede metoder bestående af følgende:

For hver brændselsstrøm, der skal overvåges, en detaljeret beskrivelse af den anvendte beregningsbaserede metode, herunder en liste over anvendte inputdata og beregningsformler, metoderne til bestemmelse af anvendelsesfaktoren, en liste over de metodetrin, der anvendes for frigivne brændselsmængder, alle relevante beregningsfaktorer, anvendelsesfaktoren og, på det kendte aggregeringsniveau, CRF-koderne for den eller de endelige anvendelser af de brændselsstrømme, der overgår til forbrug.

Hvis den regulerede enhed har til hensigt at benytte forenklingen for ubetydelige brændselsstrømme, en kategorisering af brændselsstrømmene i større og ubetydelige brændselsstrømme.

En beskrivelse af de anvendte målesystemer og deres målerækkevidde, usikkerheder og placering af de måleinstrumenter, der skal anvendes for hver brændselsstrøm, der overvåges.

Eventuelle standardværdier anvendt til beregningsfaktorer med angivelse af kilden til faktorer eller den relevante kilde, hvorfra standardfaktoren hentes regelmæssigt for hver af brændselsstrømmene.

Eventuel liste over analysemetoder, som anvendes til at bestemme alle relevante beregningsfaktorer for hver af brændselsstrømmene, og en beskrivelse af de skriftlige procedurer for disse analyser.

Eventuel beskrivelse af den procedure, der forklarer prøvetagningsplanen for prøveudtagning af brændsel, der skal analyseres, samt den anvendte procedure til at revidere egnetheden af prøveudtagningsplanen.

Eventuel liste over laboratorier, der udfører relevante analyseprocedurer, samt, hvis laboratoriet ikke er akkrediteret i henhold til artikel 34, stk. 1, en beskrivelse af den anvendte procedure til dokumentation af overholdelse af tilsvarende krav i henhold til artikel 34, stk. 2 og 3.

Hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at vurdere, om brændselsstrømme med nulsats er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 38, stk. 5, artikel 39a, stk. 3 eller 4, og hvis det er relevant, artikel 75m, stk. 2, i denne forordning

Hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at bestemme biogasmængderne baseret på fortegnelser over køb, jf. artikel 39, stk. 4.

Hvis det er relevant, en beskrivelse af den procedure, der er anvendt til at indsende oplysninger, jf. artikel 75v, stk. 3, og til at modtage oplysninger, jf. artikel 75v, stk. 2.

BILAG II

Metodetrindefinitioner for beregningsbaserede metoder i forbindelse med anlæg (artikel 12, stk. 1)

1. DEFINITION AF METODETRIN FOR AKTIVITETSDATA

Usikkerhedsgrænserne i tabel 1 finder anvendelse på metodetrin, der er relevante for krav til aktivitetsdata i henhold til artikel 28, stk. 1, litra a), samt i artikel 29, stk. 2, første punktum, og bilag IV til denne forordning. Usikkerhedsgrænsen fortolkes som den største tilladte usikkerhed for bestemmelse af kildestrømme i løbet af en rapporteringsperiode.

Hvis tabel 1 ikke indeholder aktiviteter anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, og massebalancen i artikel 25 i nærværende forordning ikke anvendes, benytter driftslederen metodetrinene anført i tabel 1 under »Forbrænding af brændsler og brændsel tilført som procesmateriale« for disse aktiviteter.

Tabel 1

Metodetrin for aktivitetsdata (største tilladt usikkerhed for hvert metodetrin)

Aktivitets-/kildestrømstype	Parameter som usikkerheden anvendes for	Metodetrin 1	Metodetrin 2	Metodetrin 3	Metodetrin 4
Forbrænding af brændsel og brændsel som tilført procesmateriale
Standardhandelsbrændsel	Brændselsmængde [t] eller [Nm3]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Andre brændsler i gasholdig form eller flydende form	Brændselsmængde [t] eller [Nm3]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
▼M4
Fast brændsel, undtagen affald	Brændselsmængde [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
▼M4
Affald	Brændselsmængde [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
▼B
Flaring	Flaregasmængde [Nm3]	± 17,5 %	± 12,5 %	± 7,5 %
Røggasvask: karbonat (metode A)	Mængde af brugt karbonat [t]	± 7,5 %
Røggasvask: gips (metode B)	Mængde af fremstillet gips [t]	± 7,5 %
Røggasvask: urinstof	Mængden af brugt urinstof	± 7,5 %
▼M5
Raffinering af olie
▼B
Regenerering af katalysatorer til katalytisk krakning (1)	Usikkerhedskrav gælder separat for hver emissionskilde	± 10 %	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
Fremstilling af koks
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Ristning og sintring af malm
Tilført karbonat og procesrestprodukter [t]	Tilført karbonat og procesrestprodukter [t]	± 5 %	± 2,5 %
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af jern og stål
Brændsel anvendt til proces	Hver massestrøm ind i og fra anlægget [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af cementklinker
Mængde af materiale, ovnen tilføres (metode A)	Alt relevant materiale tilført ovnen [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
Klinkerfremstilling (metode B)	Fremstillede klinker [t]	± 5 %	± 2,5 %
Elfilterstøv	Elfilterstøv eller bypass-støv [t]	i.r. (2)	± 7,5 %
Andet kulstof end karbonat	Hvert råmateriale [t]	± 15 %	± 7,5 %
Fremstilling af kalk og kalcinering af dolomit og magnesit
Karbonater og andre procesmaterialer (metode A)	Alt relevant materiale tilført ovnen [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
Jordalkaliske oxider (metode B)	Fremstillet kalk [t]	± 5 %	± 2,5 %
Ovnstøv (metode B)	Ovnstøv [t]	i.r. (2)	± 7,5 %
Fremstilling af glas og mineraluld
Karbonater og andre procesmaterialer (tilført)	Hvert karbonatråmateriale eller additiver forbundet med emission af CO2 [t]	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af keramiske produkter
Tilført karbonat (metode A)	Hvert karbonatråmateriale eller additiv forbundet med emission af CO2 [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
Alkaliske oxider (metode B)	Bruttofremstilling samt afviste produkter og affald fra ovnene og forsendelse [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
Røggasvask	Forbrugt tørstof-CaCO3 [t]	± 7,5 %
Fremstilling af papirmasse og papir
Tilskudskemikalier	Mængde af CaCO3 og Na2CO3 [t]	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af carbon black
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af ammoniak
Brændsel anvendt til proces	Brændselsmængde anvendt til proces [t] eller [Nm3]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af brint og syntesegas
Brændsel anvendt til proces	Brændselsmængde brugt til procesmateriale til brintproduktion [t] eller [Nm3]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling af organiske massekemikalier
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Fremstilling eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller, herunder sekundær aluminium
Procesemissioner	Hvert tilført råmateriale eller procesaffald anvendt som tilført råmateriale i processen [t]	± 5 %	± 2,5 %
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
▼M5
Fremstilling af primær aluminium eller aluminiumoxid
▼B
Massebalancemetode	Hvert tilført og produceret materiale [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Emissioner af perfluorcarboner (hældningsmetoden)	Fremstilling af primær aluminium i [t], anodeeffektminutter i [antal anodeeffekter/celledage] og [anodeeffektminutter/forekomst]	± 2,5 %	± 1,5 %
Emissioner af perfluorcarboner (overspændingsmetoden)	Fremstilling af primær aluminium i [t], anodeeffektoverspænding [mV] og strømeffektivitet [-]	± 2,5 %	± 1,5 %
▼M5
Opsamling, overførsel og geologisk lagring af CO2 på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF
Massebalance af overført CO2	CO2, der overføres ind i eller ud af et anlæg, transportinfrastruktur eller lagringsanlæg samt udluftningsemissioner, emissioner fra udsivningsuheld eller fugitive emissioner [t]	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %	± 1,5 %
Udluftning, udsivning og fugitive emissioner af CO2	CO2 fra udluftningsemissioner, emissioner fra udsivningsuheld eller fugitive emissioner [t]	±17,5 %	± 12,5 %	± 7,5 %
▼B
(1) For overvågning af emissioner fra regenerering af katalysatorer til katalytisk krakning (anden katalysatorregenerering og fleksible forkoksningsanlæg) i mineralolieraffinaderier er den krævede usikkerhed forbundet med den samlede usikkerhed ved alle emissioner fra denne kilde. (2) Mængden [t] af elfilterstøv eller bypass-støv (hvis dette er relevant), der forlader ovnsystemet i rapporteringsperioden vurderet på basis af industriens retningslinjer for bedste praksis.

2. DEFINITION AF METODETRIN FOR BEREGNINGSFAKTORER FOR FORBRÆNDINGSEMISSIONER

Driftsledere overvåger emissionen af CO2 fra alle typer forbrændingsprocesser, der finder sted i forbindelse med alle aktiviteter anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF eller omfattet af EU-systemet i henhold til artikel 24 i dette direktiv ved brug af de i dette afsnit fastsatte definitioner af metodetrin. ►M1 Hvis brændsel eller brændbare materialer, som giver anledning til CO2-emissioner, anvendes som procesinput, finder afsnit 4 i dette bilag anvendelse. ◄ Hvis brændsel udgør en del af en massebalance i henhold til artikel 25, stk. 1, i denne forordning, gælder massebalancedefinitionerne i afsnit 3 i dette bilag.

For procesemissioner fra relateret røggasvask anvendes metodetrindefinitionerne i henhold til afsnit 4 og 5 i dette bilag, hvis det er relevant.

2.1. Metodetrin for emissionsfaktorer

Hvis en biomassefraktion eller en RFNBO- eller RCF-fraktion eller en fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof bestemmes for en brændselsblanding eller et materiale, er de definerede metodetrin relateret til den foreløbige emissionsfaktor. For fossile brændsler og materialer skal de definerede metodetrin relateres til emissionsfaktoren.

Metodetrin 1: Driftslederen anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 1

andre konstante værdier i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI, afsnit 1.

Metodetrin 2a: Driftslederen anvender landespecifikke emissionsfaktorer for henholdsvis brændsel eller materiale i henhold til artikel 31, stk. 1, litra b) og c), eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra d).

Metodetrin 2b: Driftslederen udleder emissionsfaktorer for brændsel baseret på en af følgende fastsatte referencer sammenholdt med en empirisk korrelation, som bestemmes mindst en gang om året i henhold til artikel 32-35 og artikel 39:

densitetsmåling af bestemte olier eller gasser, herunder dem som er fælles for raffinaderi- eller stålindustrien

nedre brændværdi for bestemte kultyper.

Driftslederen skal sikre, at korrelationen opfylder kravene med hensyn til god teknisk praksis, og at den kun anvendes i forhold til værdier for den reference, der ligger inden for det område, som den er fastsat for.

Metodetrin 3: Driftslederen anvender et af følgende:

emissionsfaktoren bestemmes i henhold til de relevante forskrifter i artikel 32-35

den empiriske korrelation som specificeret for metodetrin 2b, hvis driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at usikkerheden ved den empiriske korrelation ikke overstiger 1/3 af den usikkerhedsværdi, som driftslederen overholde med hensyn til bestemmelsen af aktivitetsdata for det relevante brændsel eller materiale.

2.2. Metodetrin for nedre brændværdi (NCV)

Metodetrin 1: Driftslederen anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 1

andre konstante værdier i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI, afsnit 1.

Metodetrin 2a: Driftslederen anvender landespecifikke faktorer for det respektive brændsel i henhold til artikel 31, stk. 1, litra b) eller c) eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra d).

Metodetrin 2b: For kommercielt handlede brændsler anvendes den nedre brændværdi, som udledes af indkøbsfortegnelserne fra brændselsleverandøren for det pågældende brændsel, forudsat den er udledt på grundlag af anerkendte nationale eller internationale standarder.

Metodetrin 3: Driftslederen bestemmer den nedre brændværdi i overensstemmelse med artikel 32-35.

2.3. Metodetrin for oxidationsfaktorer

Metodetrin 1: Driftslederen anvender en oxidationsfaktor på 1.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender oxidationsfaktorer for henholdsvis brændsel eller materiale i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra b) eller c).

Metodetrin 3: Hvad angår brændsel, udledes aktivitetsspecifikke faktorer af driftslederen baseret på relevant kulstofindhold i aske, spildevand og andet affald samt biprodukter og andet relevant, udledt ufuldstændigt oxideret kulstofgas med undtagelse af CO. Sammensætningsdata bestemmes i henhold til artikel 32-35.

2.4 Metodetrin for biomassefraktion

Metodetrin 1: Driftslederen anvender en gældende værdi, som den kompetente myndighed eller Kommissionen offentliggør, eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender en vurderingsmetode, der er godkendt i henhold til artikel 39, stk. 2, andet afsnit.

Metodetrin 3a: Driftslederen anvender analyser i overensstemmelse med artikel 39, stk. 2, første afsnit, og i overensstemmelse med artikel 32-35.

Metodetrin 3b: For brændsler, som stammer fra en fremstillingsproces med veldefinerede og sporbare tilførselsstrømme, kan operatøren basere sit skøn på en materialebalance over det fossile kulstof og det biomassekulstof, som indgår i eller udgår af processen, som f.eks. det massebalancesystem, der er omhandlet i artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001.

Antager en driftsleder, at den fossile fraktion udgør 100 % i henhold til denne forordnings artikel 39, stk. 1, tildeles biomassefraktionen ikke et metodetrin.

2.5 Metodetrin for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

Metodetrin 1: Operatøren bestemmer RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof på grundlag af massebalancesystemet i overensstemmelse med artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001.

Antager en driftsleder, at den fossile fraktion udgør 100 % i henhold til denne forordnings artikel 39, stk. 1, tildeles RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof ikke et metodetrin.

3. DEFINITION AF METODETRIN FOR BEREGNINGSFAKTORER FOR MASSEBALANCER

Hvis en driftsleder anvender en massebalance i henhold til artikel 25, anvendes metodetrindefinitionerne i dette afsnit.

3.1. Metodetrin for kulstofindhold

Driftslederen anvender et af følgende metodetrin anført under dette punkt. Hvad angår beregning af kulstofindhold fra en emissionsfaktor, anvender driftslederen følgende ligninger:

a)	for emissionsfaktorer udtrykt som t CO2/TJ: C = (EF × NCV) / f

b)	for emissionsfaktorer udtrykt som t CO2/t: C = EF / f

I disse formler angiver C kulstofindholdet udtrykt som en fraktion (ton kulstof pr. ton produkt), EF er emissionsfaktoren, NCV er den nedre brændværdi, og f er faktoren fastlagt i artikel 36, stk. 3.

Hvis en biomassefraktion eller en RFNBO- eller RCF-fraktion eller en fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof bestemmes for en brændselsblanding eller et materiale, skal de definerede metodetrin relateres til det samlede kulstofindhold. Kulstoffets biomassefraktion bestemmes ved brug af metodetrinene defineret i afsnit 2.4 i dette bilag. Kulstoffets fraktion af RFNBO eller RCF eller syntetisk kulstoffattigt brændstof bestemmes ved brug af metodetrinene defineret i afsnit 2.5 i dette bilag.

Metodetrin 1: Driftslederen anvender et af følgende:

kulstofindholdet udledt fra standardfaktorer anført i bilag VI, afsnit 1 og 2

andre konstante værdier i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI, afsnit 1 og 2.

Metodetrin 2a: Driftslederen udleder kulstofindholdet ud fra landespecifikke emissionsfaktorer for det respektive brændsel eller materiale i henhold til artikel 31, stk. 1, litra b) eller c), eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra d).

Metodetrin 2b: Driftslederen udleder kulstofindholdet fra emissionsfaktorer for brændsel baseret på en af følgende fastsatte referencer sammenholdt med en empirisk korrelation, som bestemmes mindst en gang om året i henhold til denne forordnings artikel 32-35:

densitetsmåling af bestemte olier eller gasser, som er fælles for eksempelvis raffinaderi- eller stålindustrien

den nedre brændværdi for bestemte kultyper

Metodetrin 3: Driftslederen anvender et af følgende:

bestemmelse af kulstofindholdet i henhold til de relevante forskrifter i artikel 32-35

3.2. Metodetrin for nedre brændværdier

Metodetrinene i afsnit 2.2 i dette bilag anvendes.

3.3. Metodetrin for biomassefraktion

Metodetrinene i afsnit 2.4 i dette bilag anvendes.

3.4. Metodetrin for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

Metodetrinene i afsnit 2.5 i dette bilag anvendes.

4. DEFINITION AF METODETRIN FOR BEREGNINGSFAKTORER FOR CO2-PROCESEMISSIONER

Hvad angår alle CO2-procesemissioner, især emissioner fra nedbrydningen af karbonater og fra procesmaterialer, der indeholder andet kulstof end karbonater, herunder urinstof, koks og grafit, hvis de overvåges ved hjælp af standardmetoden i henhold til artikel 24, stk. 2, anvendes følgende metodetrindefinitioner for de gældende beregningsfaktorer.

I tilfælde af blandede materialer, som indeholder uorganisk og organisk kulstof, kan driftslederen vælge:

—

at bestemme en samlet foreløbig emissionsfaktor for det blandede materiale ved at analysere det samlede kulstofindhold og anvende en omregningsfaktor og — hvis det er relevant — en biomassefraktion og en nedre brændværdi på det samlede kulstofindhold eller

—

at bestemme det organiske og uorganiske indhold hver for sig og behandle dem som to separate kildestrømme.

Hvad angår emissioner fra nedbrydningen af karbonater, kan driftslederen for hver kildestrøm vælge en af følgende metoder:

Metode A (baseret på tilført materiale): Emissionsfaktoren, omregningsfaktoren og aktivitetsdata er forbundet med mængden af tilført materiale i processen.

Metode B (baseret på produktion): Emissionsfaktoren, omregningsfaktoren og aktivitetsdata er forbundet med produktionsmængden fra processen.

Hvad angår andre CO2-procesemissioner, må driftslederen kun anvende metode A.

Uanset bestemmelserne i dette afsnit og de efterfølgende underafsnit kan operatører tildele nulsats til procesemissioner fra materialer, forudsat at materialerne opfylder alle følgende betingelser:

materialerne opfylder ikke definitionerne af RFNBO'er, RCF'er eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer

ii)

de blev produceret i et andet anlæg, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF

iii)

CO2 blev kemisk bundet til at producere materialerne

iv)

anlægget, der udledte den i nr. iii) omhandlede CO2, medtog denne CO2 i sin årlige emissionsrapport

materialerne lever ikke op til specifikationen for et produkt, som er opført i den delegerede forordning, der er vedtaget i medfør af artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF.

4.1. Metodetrin for emissionsfaktoren ved brug af metode A

Metodetrin 1: Driftslederen anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 2, tabel 2, hvis der er tale om nedbrydning af karbonat, eller i tabel 1, 4 eller 5, hvis der er tale om af andre procesmaterialer

andre konstante værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender en landespecifik emissionsfaktor i henhold til artikel 31, stk. 1, litra b) eller c), eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra d).

Metodetrin 3: Driftslederen bestemmer emissionsfaktoren i henhold til artikel 32-35. Sammensætningsdata omregnes til emissionsfaktorer ved anvendelse af de støkiometriske forhold i bilag VI, afsnit 2, hvis det er relevant.

4.2. Metodetrin for omregningsfaktoren ved brug af metode A

Metodetrin 1: Der anvendes en omregningsfaktor på 1.

Metodetrin 2: Karbonater og andet kulstof, der udgår af processen, medregnes ved hjælp af en omregningsfaktor med en værdi mellem 0 og 1. Driftslederen kan forudsætte fuld omsætning af et eller flere tilførte materialer og henføre uomsatte materialer eller andet kulstof til de resterende tilførte materialer. Produkternes øvrige relevante kemiske parametre bestemmes i overensstemmelse med artikel 32-35.

4.3. Metodetrin for emissionsfaktoren ved brug af metode B

Metodetrin 1: Driftslederen anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 2, tabel 3

andre konstante værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra e), hvis der ikke er fastsat relevante værdier i bilag VI.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender en landespecifik emissionsfaktor i henhold til artikel 31, stk. 1, litra b) eller c), eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1, litra d).

Metodetrin 3: Driftslederen bestemmer emissionsfaktoren i henhold til artikel 32-35. Støkiometriske forhold, jf. bilag VI, afsnit 2, tabel 3, anvendes til at omregne sammensætningsdata til emissionsfaktorer under den forudsætning, at alle de relevante metaloxider er blevet udledt fra de pågældende karbonater. Til dette formål skal driftslederen som minimum tage CaO og MgO i betragtning og forelægge den kompetente myndighed dokumentation for, hvilke yderligere metaloxider er relateret til karbonater i råmaterialerne.

4.4. Metodetrin for omregningsfaktoren ved brug af metode B

Metodetrin 1: Der anvendes en omregningsfaktor på 1.

Metodetrin 2: Mængden af ikke-karbonatholdige forbindelser for de relevante metaller i råmaterialerne, herunder returstøv eller flyveaske eller andre allerede brændte materialer, afspejles ved hjælp af omregningsfaktorer med en værdi på mellem 0 og 1, hvor værdien 1 svarer til en fuldstændig omsætning af råmaterialets karbonater til oxider. Den yderligere bestemmelse af relevante kemiske parametre for procestilførslerne udføres i henhold til artikel 32-35.

4.5. Metodetrin for nedre brændværdi (NCV)

Hvis det er relevant, bestemmer driftslederen den nedre brændværdi af procesmaterialerne ved brug af metodetrinene defineret i afsnit 2.2 i dette bilag. NCV anses ikke for at være relevant for ubetydlige kildestrømme, eller hvis materialet ikke i sig selv er brændbart, uden at der tilføres andre brændsler. Hvis der hersker tvivl, skal driftslederen bede den kompetente myndighed bekræfte, om NCV skal overvåges og rapporteres.

4.6. Metodetrin for biomassefraktion

Hvis det er relevant, bestemmer driftslederen biomassefraktionen af kulstoffet i procesmaterialet ved brug af metodetrinene defineret i afsnit 2.4 i dette bilag.

4.7. Metodetrin for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

Metodetrinene i afsnit 2.5 i dette bilag anvendes.

▼M1 —————

BILAG IIa

Metodetrindefinitioner for beregningsbaserede metoder i forbindelse med regulerede enheder

1. DEFINITION AF METODETRIN FOR FRIGIVNE BRÆNDSELSMÆNGDER

Usikkerhedsgrænserne i tabel 1 finder anvendelse på metodetrin, der er relevante for krav til frigivne brændselsmængder i henhold til artikel 28, stk. 1, litra a), samt i artikel 29, stk. 2, første punktum. Usikkerhedsgrænsen fortolkes som den største tilladte usikkerhed for bestemmelse af brændselsstrømme i løbet af en rapporteringsperiode.

Tabel 1

Metodetrin for frigivne brændselsmængder (tilladt tolerance for hvert metodetrin)

Brændselsstrømtype

Parameter som usikkerheden anvendes for

Metodetrin 1

Metodetrin 2

Metodetrin 3

Metodetrin 4

Forbrænding af brændsler

Standardhandelsbrændsel	Brændselsmængde [t] eller [Nm3] eller [TJ]	±7,5 %	±5 %	±2,5 %	±1,5 %
Andre brændsler i gasholdig form eller flydende form	Brændselsmængde [t] eller [Nm3] eller [TJ]	±7,5 %	±5 %	±2,5 %	±1,5 %
Fast brændsel	Brændselsmængde [t] eller [TJ]	±7,5 %	±5 %	±2,5 %	±1,5 %

2. DEFINITION AF METODETRIN FOR BEREGNINGSFAKTORER OG ANVENDELSESFAKTOR

De regulerede enheder overvåger emissionen af CO2 fra alle typer brændsler, der overgår til forbrug i de sektorer, der er anført i bilag III til direktiv 2003/87/EF eller omfattet af EU-systemet i henhold til artikel 30j i nævnte direktiv ved brug af de i dette afsnit fastsatte definitioner af metodetrin.

2.1. METODETRIN FOR EMISSIONSFAKTORER

Når en biomassefraktion bestemmes for et blandet brændsel, er de definerede metodetrin relateret til den foreløbige emissionsfaktor. For fossile brændsler er metodetrinene relateret til emissionsfaktoren.

Hvis en RFNBO- eller RCF-fraktion eller en fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof bestemmes for en brændselsblanding, skal de definerede metodetrin relateres til den foreløbige emissionsfaktor.

Metodetrin 1: Den regulerede enhed anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 1

andre konstante værdier i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI, afsnit 1.

Metodetrin 2a: Den regulerede enhed anvender landespecifikke emissionsfaktorer for det pågældende brændsel i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra b) og c).

Metodetrin 2b: Den regulerede enhed beregner emissionsfaktorer for brændsel baseret på den nedre brændværdi for bestemte kultyper sammenholdt med en empirisk korrelation, som bestemmes mindst en gang om året i henhold til artikel 32-35 og artikel 75m.

Den regulerede enhed skal sikre, at korrelationen opfylder kravene med hensyn til god teknisk praksis, og at den kun anvendes i forhold til værdier for den reference, der ligger inden for det område, som den er fastsat for.

Metodetrin 3: Den regulerede enhed anvender et af følgende:

emissionsfaktoren bestemmes i henhold til de relevante forskrifter i artikel 32-35

den empiriske korrelation som specificeret for metodetrin 2b, hvis den regulerede enhed dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at usikkerheden ved den empiriske korrelation ikke overstiger 1/3 af den usikkerhedsværdi, som den regulerede enhed skal overholde med hensyn til bestemmelsen af frigivne brændselsmængder for det relevante brændsel.

2.2. Metodetrin for omregningsfaktor

Metodetrin 1: Den regulerede enhed anvender et af følgende:

standardfaktorerne anført i bilag VI, afsnit 1

andre konstante værdier i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), hvis ingen relevante værdier er indeholdt i bilag VI, afsnit 1.

Metodetrin 2a: Den regulerede enhed anvender landespecifikke faktorer for det pågældende brændsel i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra b) eller c).

Metodetrin 2b: For kommercielt handlede brændsler anvendes en omregningsfaktor, som beregnes ud fra fortegnelserne over køb for det pågældende brændsel, forudsat at den er beregnet på grundlag af anerkendte nationale eller internationale standarder.

Metodetrin 3: Den regulerede enhed bestemmer omregningsfaktoren i henhold til artikel 32-35.

2.3. Metodetrin for biomassefraktion

Metodetrin 1: Den regulerede enhed anvender en gældende værdi, som den kompetente myndighed eller Kommissionen offentliggør, eller værdier i henhold til artikel 31, stk. 1.

Metodetrin 2: Den regulerede enhed anvender en skønsmetode, der er godkendt i henhold til artikel 75m, stk. 3, andet punktum.

Metodetrin 3a: Den regulerede enhed anvender analyser i henhold til artikel 75m, stk. 3, første punktum, og i henhold til artikel 32-35.

Antager den regulerede enhed, at den fossile fraktion udgør 100 % i henhold til artikel 39, stk. 1, tildeles biomassefraktionen ikke et metodetrin.

Metodetrin 3b: For brændsler, som stammer fra en fremstillingsproces med veldefinerede og sporbare tilførselsstrømme, kan den regulerede enhed basere sit skøn på en massebalance over det fossile kulstof og det biomassekulstof, som indgår i eller udgår af processen, som f.eks. det massebalancesystem, der er omhandlet i artikel 30, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001.

2.3a. Metodetrin for RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

Antager en driftsleder, at den fossile fraktion udgør 100 % i henhold til denne forordnings artikel 39a, stk. 1, tildeles RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof ikke et metodetrin.

2.4. Metodetrin for anvendelsesfaktoren

Metodetrin 1: Den regulerede enhed anvender en standardværdi i henhold til artikel 75l, stk. 3 eller 4.

Metodetrin 2: Den regulerede enhed anvender metoder i overensstemmelse med artikel 75l, stk. 2, litra e)-g).

Metodetrin 3: Den regulerede enhed anvender metoder i overensstemmelse med artikel 75l, stk. 2, litra a)-d).

BILAG III

Overvågningsmetoder for emissioner fra luftfart (artikel 53)

1. BEREGNINGSMETODER TIL BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASSER I LUFTFARTSSEKTOREN

Metode A:

Luftfartøjsoperatøren anvender følgende formel:

Det faktiske brændstofforbrug for hver flyvning [t] = Brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning til flyvningen [t] — brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning til den efterfølgende flyvning [t] + brændstofpåfyldning for denne efterfølgende flyvning [t]

Foretages der ingen brændstofpåfyldning til flyvningen eller en efterfølgende flyvning, bestemmes brændstofmængden i luftfartøjets tanke ved fjernelsen af blokkene (block-off) eller den efterfølgende flyvning. I det særlige tilfælde at et luftfartøj efter en flyvning, hvor brændstofforbruget overvåges, udfører andre aktiviteter end en flyvning, herunder et større vedligeholdelseseftersyn hvor tankene tømmes, kan en luftfartøjsoperatør erstatte tallene for »brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning for flyvningen + brændstofpåfyldning for denne efterfølgende flyvning« med »brændstofmængde i tankene ved begyndelsen af luftfartøjets efterfølgende aktivitet« ifølge registreringen i de tekniske logbøger.

Metode B:

Luftfartøjsoperatøren anvender følgende formel:

Det faktiske brændstofforbrug for hver flyvning [t] = brændstofmængde i luftfartøjets tanke ved placeringen af blokke ved afslutningen af den foregående flyvning (block-on) [t] + brændstofpåfyldning for flyvningen [t] — brændstofmængde i tankene ved placeringen af blokke ved flyvningens afslutning (block-on) [t]

Tidspunktet for placeringen af blokkene kan betragtes som svarende til det tidspunkt, hvor motorerne stoppes. Hvis et luftfartøj ikke har udført en flyvning forud for den flyvning, som brændstofforbruget overvåges for, kan luftfartøjsoperatøren erstatte »brændstofmængde i luftfartøjets tanke ved afslutningen af luftfartøjets foregående aktivitet« med »brændstofmængde i luftfartøjets tanke ved ankomsttidspunktet ved afslutningen af den foregående flyvning« ifølge registreringen i de tekniske logbøger.

2. EMISSIONSFAKTORER FOR STANDARDBRÆNDSTOFFER

Tabel 1

CO2-faktorer for fossile flybrændstoffer (foreløbige emissionsfaktorer)

Brændstof	Emissionsfaktor (t CO2/t brændstof)
Flyvebenzin (AvGas)	3,10
Jet benzin (Jet B)	3,10
Jet kerosine (Jet A1 eller Jet A)	3,16

3. BEREGNING AF STORCIRKELAFSTAND

Flyvestrækning [km] = storcirkelafstand [km] + 95 km

Storcirkelafstanden defineres som den korteste flyvestrækning mellem to givne punkter på jordens overflade, hvilket tilnærmes med anvendelse af det system, som er omhandlet i artikel 3.7.1.1 i bilag 15 til Chicago-konventionen (WGS 84).

Flyvepladsers breddegrad og længdegrad hentes enten fra data for flyvepladsers beliggenhed som offentliggjort i Aeronautical Information Publications (AIP) i overensstemmelse med bilag 15 til Chicago-konventionen eller fra en kilde, der benytter sådanne AIP-data.

Flyvestrækninger, som beregnes med software eller af en tredjepart, må også anvendes, såfremt beregningsmetoden bygger på ovennævnte formel i dette afsnit, AIP-data og WGS 84-krav.

BILAG IIIa

Overvågningsmetoder for ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart (artikel 56a)

1. DEFINITIONER VEDRØRENDE IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

»flyveinformation«: som minimum kaldesignalet som omhandlet i denne forordnings artikel 51, dato og tidspunkt for luftfartøjets afgang og ankomst udtrykt i koordineret verdenstid (UTC) og ICAO-koderne og/eller Den Internationale Luftfartssammenslutnings (IATA's) identifikatorer for afgangs- og bestemmelseslufthavne med henblik på entydig identifikation af den givne flyvning

»flyvefaseinformation«: opdelingen af data (f.eks. luftfartøjets 4D-position og brændstofstrøm) efter operationelle flyvefaser (start, stigning, march, m.m.)

»operationelle begrænsninger«: grænserne for højde, luftfartøjets hastighed og lastfaktor for hver flyvefase

»egenfart«: luftfartøjets hastighed i forhold til den luftmasse, det flyver igennem, i meter pr. sekund (m/s)

»luftfartøjets 4D-position«: et luftfartøjs firedimensionale position defineret ved dets breddegrad, i decimaltal, længdegrad, i decimaltal, og højde i trykhøjde på ethvert givet tidspunkt mellem flyvningens begyndelse og afslutning

»tidsstempel«: et øjebliksbillede af data (f.eks. luftfartøjets 4D-position og brændstofstrøm), som svarer til ethvert givet tidspunkt, i sekunder, under flyvningen, som skal tages i betragtning sammen med tidsintervallet

»tidsinterval«: tiden i sekunder, der forløber mellem to tidsstempler under flyvningen, og som ikke overstiger 60 sekunder

»seneste flyveplan«: den seneste flyveplan, som er tilgængelig og anerkendt af den relevante luftfartstjeneste for en given flyvning, inden den finder sted. Den seneste flyveplan kan være Eurocontrols Regulated Tactical Flight Model (RTFM) eller alternativt Eurocontrols Filed Tactical Flight Model (FTFM) eller tilsvarende, hvad nøjagtighed angår

»fløjet flyvevej«: den vej, som luftfartøjet har fulgt fra dets oprindelsessted (afgangssted) til dets bestemmelsessted (ankomststed), og som udgøres af alle tidsstemplerne, som er registreret under flyvningen. Den fløjne flyvevej kan fastlægges på grundlag af data fra flyvedatarekorderudstyr eller fra tredjeparter. Nøjagtigheden bør, hvor det er muligt, svare til Eurocontrols Current Tactical Flight Model (CTFM)

10.

»flyvedatarekorderudstyr«: en specialiseret elektronisk enhed, der er installeret i luftfartøjet til at registrere forskellige parametre og hændelser under flyveoperationer. Disse parametre kan omfatte, men er ikke begrænset til kontrolinput, oplysninger om luftfartøjets præstationer, motordata og navigationsinformationer

11.

»tredimensionale strålingsvariabler«: et antal variabler som f.eks. strålingsfluxtæthed og strålingsvarmesatser, som beskriver, hvordan stråling varierer i rummet, herunder Jordens overflade og atmosfære, og hvordan den ændrer sig som funktion af tid

12.

»tryk«: den kraft, udtrykt i Pascal (Pa), som udøves af luftens vægt i atmosfæren over et givet punkt, hvor luftfartøjet befinder sig på et givet tidspunkt under flyvningen, idet der tages højde for tredimensionale strålingsvariabler

13.

»omgivende lufttemperatur«: temperaturen, i Kelvin (K), i den luft, der omgiver et luftfartøj på ethvert givet tidspunkt under flyvningen, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

14.

»specifik luftfugtighed«: forholdet vanddamp pr. kg. luftmasse i alt (kg/kg), der omgiver et luftfartøj på ethvert givet tidspunkt under flyvning, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

15.

»international standard atmosphere (international standardatmosfære – ISA)«: en standard, som den faktiske atmosfære sammenholdes med på et hvilket som helst tidspunkt, på grundlag af de specifikke værdier for tryk, tæthed og temperatur ved middelvandstanden, hver af hvilke falder som funktion af tiltagende højde

16.

»grundlæggende vejrdata«: den kategori af oplysninger, der for hver flyvning som minimum omfatter trykket, den omgivende lufttemperatur og den specifikke luftfugtighed, og som benyttes i moduler til estimering af brændstofforbrug og emissioner. Her kan disse værdier estimeres, som minimum, ved hjælp af standardiseret, højdeafhængig korrektion og/eller baseres på tredjeparters observationer efter flyvningen

17.

»relativ luftfugtighed over is«: koncentrationen af vanddamp, i procent, som er til stede i luften sammenholdt med vanddampens koncentration ved mætningspunktet for is

18.

»østgående og nordgående vind«: den horisontale hastighed af vind, der bevæger sig mod øst eller nord, i meter pr. sekund, på ethvert givet tidspunkt under flyvning, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

19.

»vertikal hastighed«: hastigheden af luftens bevægelse i opadgående eller nedadgående retning (i Pa/s), hvor negative værdier for vertikal hastighed angiver en opadgående bevægelse. Det er nødvendigt at beregne f.eks. advektion og vindvariation

20.

»specifikt isindhold af vand i skyer«: massen af ispartikler i skyer pr. kg. af den samlede masse af fugtig luft (kg/kg), der omgiver et luftfartøj på ethvert givet tidspunkt under flyvning, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

21.

»geopotentiale«: kraften af det tyngdefelt, som et luftfartøj udsættes for i forskellige højder, på et hvilket som helst tidspunkt under flyvningen, i kvadratmeter pr. sekund i anden (m2/s2), angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

22.

»udgående langbølget stråling«: den samlede stråling, der udledes i rummet af Jordens atmosfæres system, i W/m2, på et hvilket som helst tidspunkt under flyvningen, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

23.

»reflekteret solstråling«: den del af sollyset, som reflekteres tilbage i rummet af Jordens overflade, skyer, aerosoler og andre atmosfæriske partikler, i W/m2, på et hvilket som helst tidspunkt under flyvningen, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

24.

»direkte solstråling«: den del af sollyset, som når Jordens overflade direkte fra Solen uden at blive spredt eller reflekteret af atmosfæren eller skyer, i W/m2, på et hvilket som helst tidspunkt under flyvningen, angivet i forbindelse med tredimensionale strålingsvariabler

25.

»fælles referencemodel for numerisk vejrprognose (NWP)«: et beregningssystem, der anvendes inden for meteorologi, og som omfatter algoritmer og matematiske formularer, der er implementeret i software og beregnet til at simulere og forudsige atmosfæriske forhold for et defineret geografisk og tidsmæssigt område (geografisk kvadratnet). For så vidt angår forbedrede vejrdata, stiller Kommissionen en fælles referencemodel for numerisk vejrprognose til rådighed via NEATS

26.

»forbedrede vejrdata«: den kategori af oplysninger, der for hver flyvning omfatter trykket, den omgivende lufttemperatur, den specifikke luftfugtighed, den relative luftfugtighed over is, den østgående og nordgående vind, den vertikale hastighed, det specifikke isindhold af vand i skyer, geopotentialet, den udgående langbølgede stråling, reflekteret solstråling og direkte solstråling, taget som input fra en fælles referencemodel for numerisk vejrprognose, som Kommissionen stiller til rådighed via NEATS

27.

»motoridentifikator«: flymotorens unikke identifikationsnummer som opført i ICAO's motoremissionsdatabase eller tilsvarende, som gør det muligt på utvetydig vis at identificere de motorer, som er fastgjort til luftfartøjet ved hjælp af internationalt anerkendte standardiserede lister

28.

»luftfartøjets masse«: luftfartøjets masse i kg langs flyvevejen, hvilket er lig med startmassen fratrukket det brændstof, som er forbrændt på et givet tidspunkt. Hvis luftfartøjets masse ikke er tilgængelig, kan den fastslås tilnærmelsesvist på grundlag af enten startmasse eller lastfaktoren og enten den givne brændstofstrøm eller brændstofstrømmen som beregnet ved en simulering af luftfartøjets præstationer ved hjælp af modulet for brændstofforbrug

29.

»startmasse«: luftfartøjets masse ved startløbets påbegyndelse, herunder alt og alle, der befordres på det tidspunkt, i kg. Startmassen anvendes til at fastslå luftfartøjets omtrentlige masse, hvis denne ikke er angivet. Hvis startmassen ikke er tilgængelig, kan den omtrentlige startmasse fastslås på grundlag af lastfaktoren

30.

»maksimal startmasse«: den maksimal masse i kg med hvilken et luftfartøjs pilot må starte, som specificeret af luftfartøjsproducenten

31.

»maksimal nyttelastmasse«: den maksimale masse af passagerer og tilknyttet bagage, massen af fragt, herunder post og håndbagage, som et luftfartøj kan transportere. Værdier for maksimal nyttelast kan opnås ved hjælp af det anvendte modul for brændstofforbrug

32.

»lastfaktor«: vægten af passagerer, fragt og bagage, herunder post og håndbagage, udtrykt som fraktion af den maksimal nyttelastmasse. Lastfaktoren anvendes til at fastslå den omtrentlige startmasse, hvis denne ikke er angivet. Hvis lastfaktoren ikke er variabel, benyttes en konservativ standardværdi, i overensstemmelse med bilag IIIa, afsnit 5

33.

»brændstofstrøm«: massen af brændstof i kg, som passerer gennem luftfartøjets brændselssystem og ind i luftfartøjets motorer pr. sekund under flyvningen. Brændstofstrømmen kan simuleres under flyveplanlægning, måles under flyvningen eller estimeres ved hjælp af modulet for brændstofforbrug

34.

»luftfartøjets motoreffektivitet«: procentdelen af brugbar reaktionskraft, som genereres af en flymotor i forhold til energiinputtet fra brændstof

35.

»luftfartøjets præstationer«: den kategori af oplysninger, der omfatter brændstofstrøm og luftfartøjets motoreffektivitet ved hjælp af alle tidsstempler

36.

»brændstofs forhold mellem brint og kulstof pr. flyvning«: antallet af brintatomer (H) pr. kulstofatom (C) pr. molekyle brændstof, der bruges pr. flyvning

37.

»brændstoffets aromaindhold pr. flyvning«: procentdelen af aromatiske kulbrinter i det brændstof, der bruges, pr. flyvning

38.

»brændstofegenskaber pr. flyvning«: den kategori af oplysninger, der for hver flyvning omfatter det ombordværende brændstofs forhold mellem brint og kulstof, aromaindhold og nedre brændværdi.

2. SYSTEM TIL OVERVÅGNING AF IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART (NEATS)

For at minimere den administrative byrde stiller Kommissionen NEATS til rådighed for luftfartøjsoperatører, akkrediterede verifikatorer og kompetente myndigheder med henblik på at lette og så vidt muligt automatisere overvågning, rapportering og verifikation af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart.

NEATS er tilpasset principperne i denne forordnings artikel 75, stk. 1, og omfatter en særlig og sikret brugergrænseflade til hver luftfartøjsoperatør, verifikator og kompetent myndighed.

Overvågning:

NEATS strømliner overvågningsprocessen, idet den direkte indarbejder eller giver adgang til tilgængelige flyveje og vejrdata indsamlet af tredjeparter, hvilket gør det muligt at indskrænke luftfartøjsoperatørernes overvågning til luftfartøjsegenskaber og brændstofegenskaber, hvor det er nødvendigt, jf. bilag IIIa, afsnit 1, eller at gøre processen fuldt automatisk, afhængigt af om der anvendes standardværdier.

NEATS indarbejder tilgange til CO2(e)-beregning som anført i denne forordnings artikel 56a, stk. 4, og stiller en fælles NWP-referencemodel til rådighed, hvis der er behov for forbedrede vejrdata (metode C). Resultatet af dette er beregningen CO2(e) pr. flyvning som en del af de overvågede data.

Rapportering:

NEATS strømliner den rapportering, der er omhandlet i denne forordnings artikel 68, stk. 5. Ved afslutningen på hvert rapporteringsår genererer værktøjet automatisk XML-tabellen som omhandlet i bilag X, afsnit 2a, stk. 9, til denne forordning, hvilket mindsker den administrative byrde, der er forbundet med rapportering.

Verifikation:

NEATS strømliner den verifikation og krydskontrol, der udføres af henholdsvis verifikatoren og den kompetente myndighed. NEATS omfatter midler til at verificere CO2(e) pr. flyvning, samtidig med at fortrolige data beskyttes.

Lagring af data:

NEATS giver mulighed for at lagre alle data (fra luftfartøjsoperatører og tredjeparter), indkoder på sikker vis fortrolige data og beskytter dem mod at blive lækket, hvis luftfartøjsoperatøren uploader sådanne data til NEATS, så længe luftfartøjsoperatøren angiver, at de er fortrolige.

Gennemsigtighed:

NEATS benytter sig af avancerede modeller til beregningen af CO2(e) for ikke-CO2-relaterede virkninger. Luftfartøjsoperatører kan også udvikle egne værktøjer eller benytte tredjepartsværktøjer, forudsat at disse værktøjer er i overensstemmelse med kravene i dette bilag.

NEATS leverer data til et offentligt websted, hvor ikkefortrolige data og CO2(e) pr. flyvning og pr. luftfartøjsoperatør opsummeres.

3. MODULER FOR BRÆNDSTOFFORBRUG OG ESTIMERING AF EMISSIONER FOR IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

Modul for brændstofforbrug:

Modulet for brændstofforbrug er baseret på en kinetisk tilgang til simulering af luftfartøjers præstationer, som gør det muligt nøjagtigt at forudsige luftfartøjers flyvevej og dermed forbundne brændstofforbrug inden for de operationelle begrænsninger i alle faser af flyvningen og i alle faser af flyvningen. Modellen bearbejder det teoretiske grundlag for at beregne parametre for luftfartøjers præstationer, herunder oplysninger om modstand, opdrift, vægt, reaktionskraft, brændstofforbrug og hastighed ved luftfartøjets stignings-, march- og nedstigningsfaser, idet det antages, at luftfartøjet opererer normalt. Desuden udgør de luftfartøjsspecifikke koefficienter vigtige datainput for beregningen i forbindelse med specifikke luftfartøjstypers flyvevej.

Modul til estimering af emissioner:

Modulet til estimering af emissioner gør det muligt at beregne flymotorers emissioner af NOx, HC og CO ved hjælp af korrelationsligninger uden egne modeller for luftfartøjers og motorers præstationer sammen med egne karakteristikker for motorers emissioner. Dette modul anvender udstødningsemissionsindekser fra ICAO's motortypecertificering på på forhånd fastsatte referencebetingelser på jorden og estimerer de tilsvarende emissionsindekser under flyvning på grundlag af ISA-betingelser og med brug af korrektionsfaktorer for forskelle i ISA-betingelserne for temperatur, tryk og fugtighed.

4. CO2(e)-BEREGNINGSMODELLER FOR IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

Generelle kriterier:

I CO2(e)-beregningsmodellerne skal luftfartøjsoperatøren klimavirkningerne af alle ikke-CO2-agenser pr. flyvning i betragtning, herunder flyveveje (flyveplan og fløjet flyvevej), luftfartøjsegenskaber og brændstofegenskaber pr. flyvning. Emissionerne fra hver flyvning behandles som impulsemissioner. Når CO2(e)-beregningsmodellerne anvendes, benyttes af flyvevejen afhængige data om luftfartøjets emissioner til at beregne følgende elementer:

ændringer af sammensætningen af emissionerne

udviklingen over tid af strålingspåvirkning forårsaget af ændringer af sammensætningen

ændringer i temperaturen nær overfladen forårsaget af emissioner fra luftfartøjet, der er afhængige af flyvevejen.

Indsatsen til administration og beregning holdes på et lavt niveau for at sikre gennemførlighed for alle interessenter. Modellen eller modellerne skal være gennemsigtige og egnede til operativ brug.

Afhængigt af modellen er der to typer lister over krav:

Metode C:

For de vejrbaserede tilgange tages detaljerede oplysninger om klimavirkninger fra alle luftfartøjets ikke-CO2-emissioner på et specifikt sted og tidspunkt i betragtning under hensyntagen til aktuelle vejroplysninger med henblik på at beregne klimaoptimerede firedimensionale flyveveje for den individuelle flyveplanlægning. For at muliggøre detaljeret regnskabsføring over klimavirkninger med hensyn til aktuelle atmosfæriske forhold, skal forskellige luftfartøjer, fremdriftstyper og brændstofegenskaber udtrykkeligt tages i betragtning i modellerne. Der skal indgå estimater for dannelsen, livscyklus og klimavirkningerne af kondensstriber for de enkelte flyvninger og opholdstiden for udledningerne af H2O og NOx og deres indvirkning på atmosfærens sammensætning. For at kunne levere avancerede oplysninger til brug i den daglige flyveplanlægning skal modellen eller modellerne foretage beregningerne på effektiv vis.

Hver luftfartøjsoperatør skal overvåge følgende data for hver flyvning:

flyveinformation

flyvevej, som minimum defineret som den seneste flyveplan

forbedrede vejrdata

luftfartøjsegenskaber

(valgfrit) oplysninger om luftfartøjets præstationer. Der benyttes fortrinsvis planlagt brændselsstrøm med henblik på tilpasning til de seneste tilgængelige flyveplansoplysninger

brændstofegenskaber pr. flyvning.

Metode D:

Til den positionsbaserede forenklede tilgang skal luftfartøjsoperatøren benytte en eller flere klimaresponsmodeller til at estimere virkningen af alle ikke-CO2-relaterede virkninger pr. flyvning på et klimatologisk grundlag. Værktøjet eller værktøjerne skal benyttes til at vurdere klimafordelene ved generelle ruteføringsmuligheder, samtidig med at der tages højde for generelle forskelle mellem luftfartøjer, fremdriftstyper og brændstofegenskaber ved hjælp a deres fysiske parametriseringer. CO2(e) beregnet med den positionsbaserede forenklede tilgang skal udligne store afvigelser for individuelle flyvninger i løbet af en længere periode. Modellen eller modellerne bør sikre en mindsket indsats, hvad angår behov for og beregning og behandling af data sammenholdt med modellen eller modellerne for den vejrbaserede tilgang.

Som en undtagelse fra metode C, kan luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder som defineret i denne forordnings artikel 55, stk. 1, overvåge følgende data pr. flyvning:

flyveinformation

flyvevej, defineret ved den fløjne flyvevej

grundlæggende vejrdata

luftfartøjsegenskaber

(valgfrit) oplysninger om luftfartøjets præstationer under flyvningen

(valgfrit) brændstofegenskaber pr. flyvning.

5. ANVENDELSE AF STANDARDVÆRDIER FOR IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

Med forbehold af den kompetente myndigheds og Kommissionens yderligere granskning skal brugen af standardværdier altid resultere i højere CO2(e) pr. flyvning i forhold til, hvad der kan opnås med overvågede data.

Flyvevej:

Med henblik på at anvende metode C stilles den seneste flyveplan til rådighed. Hvis RTFM eller tilsvarende ikke er tilgængelig, benyttes FTFM eller tilsvarende som standard. I så fald kan data fra tidsstemplet, hvis disse ikke er tilgængelige, beregnes ved hjælp af lineær interpolering af målte data, der stammer fra det nærmeste måletidspunkt før og efter det pågældende tidsstempel inden for samme flyvefase, forudsat at dette resulterer i en ensartet flyvevej for den givne flyvefase, særlig i marchfasen.

Med henblik på anvendelse af metode D:

Den fløjne flyvevej angives altid. Hvis CTFM eller tilsvarende ikke er tilgængelig, kan RTFM eller FTFM anvendes.

ii)

Hvis data fra tidsstemplet ikke er tilgængelige, beregnes den ved hjælp af lineær interpolering af målte data, der stammer fra det nærmeste måletidspunkt før og efter det pågældende tidsstempel inden for samme flyvefase, forudsat at dette resulterer i en ensartet flyvevej for den givne flyvefase, særlig i marchfasen.

Luftfartøjsegenskaber

Motoridentifikator: Hvis en motoridentifikator eller tilsvarende ikke er angivet, benyttes konservative standardværdier pr. luftfartøjstype som defineret i bilag IIIb til denne forordning.

Luftfartøjets masse: Hvis luftfartøjets masse ikke er angivet, kan luftfartøjsoperatøren simulere luftfartøjets masse ved hjælp af startmassen. Hvis hverken luftfartøjets masse eller startmasse er tilgængelig, kan lastfaktoren benyttes til at fastslå den omtrentlige startmasse. Hvis der ikke er angivet en lastfaktor, benyttes en standardværdi på 1.

Luftfartøjets præstationer:

Brændstofstrøm: Hvis brændstofstrømmen ikke er tilgængelig fra flyvedatarekorderudstyret, kan luftfartøjsoperatøren benytte andre midler til at beregne brændstofstrømmen, jf. bilag IIIa, afsnit 1, til denne forordning, hvori brændstofstrømmen er defineret, under hensyntagen til reaktionskraften, som afhænger af luftfartøjets masse og egenfart.

Brændstofegenskaber pr. flyvning:

Hvis ingen brændstofegenskaber pr. flyvning er tilgængelige, benyttes de øvre grænser for Jet A-1-brændstof i overensstemmelse med ASTM's Standard Specification for Aviation Turbine Fuels:

Aromaindhold: 25 % volumen

Svovl: 0,3 % masse

Naftalen: 3,0 % volumen.

BILAG IIIb

Konservative standardmotoridentifikatorer pr. luftfartøjstype

ICAO	Første UID
A148	13ZM003
A19N	01P22PW163
A20N	01P22PW163
A21N	01P20CM132
A306	1PW048
A30B	1GE007
A310	1PW027
A318	7CM049
A319	1IA001
A320	1IA001
A321	3IA008
A332	4PW067
A333	4PW067
A337	3RR029
A338	04P24RR146
A339	02P23RR141
A343	2CM015
A346	8RR045
A358	01P18RR125
A359	01P21RR125
A35K	01P21RR125
A388	9EA001
A3ST	1GE021
AN72	1ZM001
B38M	01P20CM138
B39M	01P20CM138
B463	1TL003
B701	1PW001
B703	1PW001
B721	1PW008
B731	01P20CM138
B732	1PW008
B733	1CM007
B734	1CM007
B735	1CM007
B736	3CM031
B737	2CM015
B738	2CM015
B739	3CM034
B741	8PW088
B742	1RR011
B743	1PW029
B744	1RR010
B748	13GE157
B74S	8PW088
B752	1RR011
B753	3RR034
B762	1PW026
B763	5GE085
B764	5GE085
B772	3GE060
B773	2RR024
B77L	01P21GE217
B77W	01P21GE217
B778	01P21GE217
B779	01P21GE217
B788	02P23RR138
B789	02P23RR138
B78X	02P23RR138
BCS1	16PW111
BCS3	16PW111
C550	1PW037
C560	1PW037
C650	1AS002
C680	7PW077
C68A	7PW077
C700	01P18HN013
C750	6AL024
CL30	11HN003
CL35	01P14HN011
CL60	10GE130
CRJ2	01P05GE189
CRJ7	01P11GE202
CRJ9	01P08GE190
CRJX	01P08GE193
E135	01P10AL033
E145	6AL006
E170	01P08GE197
E190	10GE130
E195	10GE130
E290	04P20PW200
E295	04P20PW201
E35L	6AL006
E545	11HN003
E550	01P14HN016
E55P	01P14HN016
E75L	01P08GE197
E75S	01P08GE197
F100	1RR020
F2TH	01P07PW146
F900	1AS001
FA10	1AS002
FA50	1AS002
FA7X	03P16PW192
FA8X	03P15PW193
G280	01P11HN012
GA5C	01P22PW142
GA6C	01P22PW141
GALX	7PW077
GL5T	4BR004
GL7T	21GE185
GLEX	4BR004
GLF4	11RR048
GLF5	4BR004
GLF6	4BR004
H25B	1AS001
H25C	7PW077
HA4T	01P07PW146
IL62	1KK001
IL86	1KK003
LJ35	1AS001
LJ45	1AS002
LJ55	1AS002
MD11	5GE085
MD90	1IA001
RJ85	1TL004
SU95	01P11PJ004
T154	1KK001

BILAG IV

Aktivitetsspecifikke overvågningsmetoder for stationære anlæg (artikel 20, stk. 2)

1. SPECIFIKKE OVERVÅGNINGSREGLER FOR EMISSIONER FRA FORBRÆNDINGSPROCESSER

A. Anvendelsesområde

Driftsledere overvåger emissionen af CO2 fra alle typer forbrændingsprocesser, der finder sted under alle aktiviteter anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF eller er omfattet af EU-systemet i henhold til artikel 24 i direktivet, herunder relaterede røggasvaskprocesser i henhold til forskrifterne i dette bilag. Enhver emission fra brændsel anvendt til proces betragtes som forbrændingsemission med hensyn til overvågnings- og rapporteringsmetoder, med forbehold for andre klassificeringer for emissioner.

Driftslederen overvåger og rapporterer ikke emissioner fra forbrændingsmotorer til transportformål. Driftslederen tilskriver alle emissioner fra forbrænding af brændsler ved et anlæg til dette anlæg, uanset om der eksporteres varme eller el til andre anlæg. Driftslederen tilskriver ikke emissioner i tilknytning til frembringelse af varme eller el, som overføres fra andre anlæg, til det anlæg, som modtager den.

Driftslederen inkluderer som minimum følgende emissionskilder: kedler, brændere, turbiner, varmeaggregater, industriovne, forbrændingsovne, brændingsovne, ovne, tørreovne, motorer, gasflaring, brændselsceller, kemisk looping forbrænding, gasflaring, termiske eller katalytiske efterbrændere og gasvaskere (procesemissioner) og enhver anden type udstyr eller maskineri, der anvender brændsel, undtagen udstyr eller maskineri med forbrændingsmotorer, der anvendes til transport.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrændingsprocesser beregnes i henhold til artikel 24, stk. 1, medmindre brændslerne er omfattet af en massebalance i henhold til artikel 25. De i bilag II, afsnit 2, definerede metodetrin anvendes. Ydermere overvåges procesemissioner fra røggasvask ifølge forskrifterne fastlagt i underafsnit C.

For emissioner fra gasflaring gælder særlige krav som fastlagt i underafsnit D i dette afsnit.

Forbrændingsprocesser, der finder sted i gasbehandlingsterminaler kan overvåges ved hjælp af en massebalance i henhold til artikel 25.

C. Røggasvask

C.1. Afsvovlling

CO2-procesemissioner fra brugen af karbonat til syregasvask fra røggasstrømmen beregnes i henhold til artikel 24, stk. 2, på grundlag af forbrugt karbonat (metode A) eller fremstillet gips (metode B). Uanset afsnit 4 i bilag II gælder følgende.

Metode A: Emissionsfaktor

Metodetrin 1: Emissionsfaktoren bestemmes ud fra støkiometriske forhold som fastlagt i afsnit 2 i bilag VI. Mængden af CaCO3 og MgCO3 eller andre karbonater i det relevante tilførte materiale bestemmes ved anvendelse af industriens retningslinjer for bedste praksis.

Metode B: Emissionsfaktor

Metodetrin 1: Emissionsfaktoren er det støkiometriske forhold af tør gips (CaSO4 × 2H2O) i forhold til udledt CO2: 0,2558 t CO2/t gips.

Omregningsfaktor:

Metodetrin 1: Der anvendes en omregningsfaktor på 1.

C.2. De-NOx

Uanset afsnit 4 i bilag II, skal procesemissioner af CO2 fra anvendelse af urinstof til skrubning af røggasstrømmen beregnes i henhold til artikel 24, stk. 2, idet følgende metodetrin anvendes.

Emissionsfaktor:

Metodetrin 1: Mængden af urinstof i hvert relevant tilført materiale, ovnen tilføres, bestemmes ud fra industriens retningslinjer for bedste praksis. Emissionsfaktoren skal bestemmes ved hjælp af et støkiometrisk forhold på 0,7328 t CO2/t urinstof.

Omregningsfaktor:

Der anvendes udelukkende metodetrin 1.

D. Afbrænding af gas uden nyttiggørelse

Ved beregning af emission fra gasflaring medregner driftslederen rutinemæssig flaring og driftsmæssig flaring (»trips«, opstart og nedlukning samt nødudslip). Driftslederen inkluderer også indeholdt CO2 i henhold til artikel 48.

Uanset bilag II, afsnit 2.1, defineres metodetrin 1 og 2b for emissionsfaktoren som følger:

Metodetrin 1: Driftslederen anvender en referenceemissionsfaktor på 0,00393 t CO2/Nm3 udledt fra forbrændingen af ren ethan, der anvendes som konservativ reference for flaregasser.

Metodetrin 2b: Anlægsspecifikke emissionsfaktorer udledes af et overslag over flarestrømmens molekylvægt ved procesmodellering på grundlag af industriens standardmodeller. Ved indregning af strømmens sammensætning og molekylvægten af hver delstrøm i den, opnås et vægtet årsgennemsnit for flaregassens molekylvægt.

Uanset bilag II, afsnit 2.3, anvendes kun metodetrin 1 og 2 for oxidationsfaktoren for flaregas.

2. ►M5 RAFFINERING AF OLIE SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF ◄

A. Anvendelsesområde

Driftslederen overvåger og rapporterer al CO2-emission fra forbrænding og produktionsprocesser, der finder sted på raffinaderier.

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: kedler, procesvarmeanlæg/-forarbejdningsanlæg, forbrændingsmotorer/turbiner, anlæg til katalytisk og termisk oxidation, kokskalcineringsovne, brandvandpumper, nød-/reservegeneratorer, flaring, forbrændingsovne, katalysatorer til krakning, anlæg til fremstilling af brint, Claus-procesanlæg, regenerering af katalysatorer (ved katalytisk krakning og andre katalytiske processer) og koksanlæg (fleksibel forkoksning, forsinket forkoksning).

B. Specifikke overvågningsregler

Overvågningen af raffinering af mineralolie udføres i henhold til afsnit 1 af dette bilag for forbrændingsemissioner, herunder røggasvask. Driftslederen kan vælge at benytte massebalancemetoden i henhold til artikel 25 for hele raffinaderiet eller for individuelle procesenheder, f.eks. forgasning af tung olie eller kalcineringsanlæg. Såfremt der anvendes kombinationer af standardmetode og massebalance, fremlægger driftslederen dokumentation for den kompetente myndighed, der beviser fuldstændigheden i omfattede emissioner, samt at der ikke sker nogen dobbelttælling af emissioner.

Emissioner fra dedikerede hydrogenproduktionsenheder overvåges i overensstemmelse med afsnit 19 i dette bilag.

Uanset artikel 24 og 25 overvåges emission fra regenerering af katalysatorer til katalytisk krakning, anden katalysatorregenerering og fleksibel forkoksningsanlæg ved massebalance, hvor der tages højde for tilførselsluften og røggassens tilstand. Al CO i røggassen regnes som CO2 ved anvendelse af følgende masseforhold: t CO2 = t CO * 1,571. Analysen af tilført luft og røggasser samt valget af metodetrin sker efter bestemmelserne i artikel 32-35. Den anvendte beregningsmetode skal godkendes af den kompetente myndighed.

3. FREMSTILLING AF KOKS SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: råmaterialer (inklusive kul eller oliekoks), traditionelle brændsler (inklusive naturgas), procesgasser (inklusive højovnsgas), andre brændsler og røggasvask.

B. Specifikke overvågningsregler

Til overvågning af emissioner fra fremstilling af koks kan driftslederen vælge at anvende en massebalance i henhold til artikel 25 og bilag II, afsnit 3, eller anvende standardmetoden i henhold til artikel 24 samt bilag II, afsnit 2 og 4.

4. RISTNING OG SINTRING AF MALM SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: råmaterialer (kalcinering af kalksten, dolomit og karbonatholdig jernmalm, inklusive FeCO3), traditionelle brændsler (inklusive naturgas og koks/kokssmuld), procesgasser (inklusive koksovnsgas og højovnsgas), restprodukter fra processen, der anvendes som råmateriale, herunder filtreret støv fra sintringsanlægget, konverteren og højovn, andre brændsler og røggasvask.

B. Specifikke overvågningsregler

Til overvågning af emissioner fra ristning, sintring eller pelletering af malm kan driftslederen vælge at anvende en massebalance i henhold til artikel 25 og bilag II, afsnit 3, eller anvende standardmetoden i henhold til artikel 24 samt bilag II, afsnit 2 og 4.

5. ►M5 FREMSTILLING AF JERN OG STÅL SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF ◄

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: råmaterialer (kalcinering af kalksten, dolomit og karbonatholdig jernmalm, inklusive FeCO3), traditionelle brændsler (naturgas, kul og koks), reduktionsmidler (inklusive koks, kul og plastik), procesgasser (koksovnsgas, højovnsgas og LD-gas), forbrug af grafikelektroder, andre brændsler og røggasvask.

B. Specifikke overvågningsregler

Til overvågning af emissioner fra fremstilling af ►M5 jern ◄ og stål kan driftslederen vælge at bruge en massebalance i henhold til artikel 25 og bilag II, afsnit 3, eller anvende standardmetoden i henhold til artikel 24 samt bilag II, afsnit 2 og 4, for mindst en del af kildestrømmene, men det er vigtigt at undgå mangler eller dobbelttælling af emission.

Uanset bilag II, afsnit 3.1, defineres metodetrin 3 for kulstofindholdet som følger:

Metodetrin 3: Driftslederen udleder kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme efter bestemmelserne i artikel 32-35, hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion. Driftslederen baserer kulstofindholdet i produkter eller halvfabrikata på årsanalyser i henhold til artikel 32-35 i denne forordning eller beregner dette ud fra middelværdierne for de pågældende sammensætninger, som specificeres i relevante internationale eller nationale standarder.

6. FREMSTILLING ELLER BEARBEJDNING AF FERROMETALLER OG NONFERROMETALLER SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen anvender ikke bestemmelserne i dette afsnit til overvågning og rapportering af CO2-emissioner fra fremstilling af jern og stål og primær aluminium.

Driftslederen skal som minimum overveje følgende potentielle CO2-emissionskilder: traditionelle brændsler, alternative brændsler, inklusive granuleret plastikmateriale fra shredderanlæg, reduktionsmidler, inklusive koks, grafitelektroder, råmaterialer, inklusive kalksten og dolomit, kulstofholdig malm og koncentrater deraf samt sekundære råmaterialer.

B. Specifikke overvågningsregler

Såfremt kulstof, der stammer fra brændsel eller tilførte materialer anvendt af dette anlæg, forbliver i produkterne eller andre resultater af produktionen, anvender driftslederen en massebalance i henhold til artikel 25 og bilag II, afsnit 3. Såfremt dette ikke er tilfældet, beregner driftslederen forbrænding og procesemission separat ved anvendelse af standardmetoden i henhold til artikel 24 samt bilag II, afsnit 2 og 4.

Hvis der anvendes massebalance, kan driftslederen vælge at inkludere emissioner fra forbrændingsprocesser i massebalancen eller bruge standardmetoden i henhold til artikel 24 og afsnit 1 i dette bilag for en del af kildestrømmene, men det er vigtigt at undgå mangler eller dobbelttælling af emissioner.

7. ►M5 CO2-EMISSIONER FRA FREMSTILLING ELLER BEARBEJDNING AF PRIMÆR ALUMINIUM ELLER ALUMINIUMOXID SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF ◄

A. Anvendelsesområde

Driftslederen anvender bestemmelser fra dette afsnit til overvågning og rapportering af CO2-emissioner fra fremstillingen af aluminiumoxid ((Al2O3), fremstillingen af elektroder til primær aluminiumsmeltning, herunder uafhængige anlæg til fremstilling af disse elektroder og elektrodeforbrug i forbindelse med elektrolysen.

Driftslederen overvejer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: brændsel til produktion af varme eller damp, fremstilling af Al2O3, elektrodefremstilling, reduktion af Al2O3 under elektrolyse, der er relateret til elektrodeforbrug, brug af natriumkarbonat eller andre karbonater til røggasvask.

De forbundne emissioner af perfluorcarboner (PFC), der er resultatet af anodeeffekter, herunder fugitive emissioner, overvåges i henhold til afsnit 8 i dette bilag.

B. Specifikke overvågningsregler

Driftslederen fastsætter CO2-emissioner fra fremstilling eller forarbejdning af primær aluminium ved hjælp af massebalancemetoden i henhold til artikel 25. I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres, under blanding, formning, bagning og genanvendelse af elektroder samt fra elektrodeforbruget under elektrolysen. Når der anvendes prebake-anoder, kan der enten benyttes særskilte massebalancer for produktion og forbrug eller en fælles massebalance, som omfatter både produktion og forbrug af elektroder. Hvis der anvendes Søderberg-elektroder, skal driftslederen benytte én samlet massebalance.

Hvis der anvendes massebalance, kan driftslederen vælge at inkludere emissioner fra forbrændingsprocesser i massebalancen eller bruge standardmetoden i henhold til artikel 24 og afsnit 1 i dette bilag til en del af kildestrømmene, men det er vigtigt at undgå mangler eller dobbelttælling af emissioner.

8. PFC-EMISSIONER FRA FREMSTILLING ELLER BEARBEJDNING AF PRIMÆR ALUMINIUM SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen anvender følgende emissioner af perfluorcarboner (PFC), der er resultatet af anodeeffekter, herunder fugitive emissioner af PFC. For CO2-emissioner forbundet hermed, herunder emissioner fra elektrodefremstilling, anvender driftslederen afsnit 7 i dette bilag. Driftslederen skal desuden beregne PFC-emissioner, som ikke er forbundet med anodeeffekter, baseret på skønsmetoder i overensstemmelse med industriens bedste praksis og retningslinjer, som Kommissionen har offentliggjort til dette formål.

B. Bestemmelse af PFC-emissioner

PFC-emissioner beregnes ud fra de emissioner, der kan måles i en kanal eller skorsten (»punktemissionskilde«), de fugitive emissioner og kanalens opsamlingseffektivitet:

PFC-emissioner (i alt) = PFC-emissioner (kanal)/opsamlingseffektivitet

Opsamlingseffektiviteten måles, når de anlægsspecifikke emissionsfaktorer er bestemt. Dertil benyttes den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under metodetrin 3 i punkt 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006.

Driftslederen beregner emissioner af CF4 og C2F6 udledt gennem en kanal eller skorsten ved hjælp af en af følgende metoder:

Metode A, hvor anodeeffektminutter pr. celledag registreres

Metode B, hvor anodeeffektoverspænding registreres.

Beregningsmetode A — hældningsmetoden:

Driftslederen anvender følgende ligninger til opgørelse af PFC-emissioner:

CF4 emissioner [t] = AEM × (SEFCF4/1 000 ) × PrAl

C2F6-emissioner[t] = CF4-emissioner * FC2F6

hvor:

AEM = anodeeffektminutter / celledøgn

SEFCF4 = hældningsemissionsfaktor [(kg CF4/t produceret Al) / (anodeeffektminutter / celledøgn)]. Hvis der anvendes forskellige celletyper, kan der anvendes forskellige SEF-værdier efter behov.

PrAl = årlig produktion af primær aluminium [t]

FC2F6 = vægtandelen af C2F6 (t C2F6 / t CF4).

Anodeeffektminutter pr. celledøgn udtrykker hyppigheden af anodeeffekter (antal anodeeffekter/celledøgn) multipliceret med anodeeffekternes gennemsnitlige varighed [anodeeffektminutter / forekomst]:

AEM= hyppighed × gennemsnitsvarighed

Emissionsfaktor: Emissionsfaktoren for CF4 (hældningsemissionsfaktoren SEFCF4) udtrykker den mængde [kg] CF4, der udledes pr. ton produceret aluminium for hvert anodeeffektminut/celledøgn. Emissionsfaktoren (vægtandelen af FC2F6) for C2F6 udtrykker den mængde [t] C2F6, der udledes, i forhold til den mængde [t] CF4, der udledes.

Metodetrin 1: Driftslederen anvender teknologispecifikke emissionsfaktorer fra tabel 1 i dette afsnit af bilag IV.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 og C2F6, som er fastlagt på grundlag af kontinuerlige eller periodiske feltmålinger. Til at fastlægge disse emissionsfaktorer benytter driftslederen den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under metodetrin 3 i afsnit 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006 ( 17 ). Emissionsfaktoren skal også tage hensyn til emissioner i forbindelse med andre virkninger end anodeeffekter. Driftslederen bestemmer hver emissionsfaktor med en maksimal usikkerhed på ± 15 %.

Driftslederen fastsætter emissionsfaktorerne mindst en gang hvert tredje år eller oftere, hvis relevante anlægsændringer gør det nødvendigt. Ved relevante ændringer forstås en ændring i fordelingen af anodeeffekternes varighed og en ændring af reguleringsalgoritmen, der indvirker på fordelingen af forskellige anodeeffekttyper eller karakteren af rutinen for terminering af anodeeffekter.

Tabel 1

Teknologispecifikke emissionsfaktorer for aktivitetsdata til hældningsmetoden

Teknologi

Emissionsfaktor for CF4 (SEFCF4)

(kg CF4 / t Al)/(AE-min / celledøgn)

Emissionsfaktor for C2F6 (FC2F6)

[t C2F6/ t CF4]

Centre Worked Prebake (CWPB)

0,143

0,121

Vertical Stud Søderberg (VSS)

0,092

0,053

Beregningsmetode B — Overspændingsmetoden:

Hvis der måles anodeeffektoverspænding, anvender driftslederen følgende ligninger til at bestemme PFC-emissionerne:

CF4-emissioner [t] = OVC × (AEO/CE) × PrAl × 0,001

C2F6-emissioner [t] = CF4-emissioner × FC2F6

hvor:

OVC = overspændingskoefficient (»emissionsfaktor«) udtrykt som kg CF4 pr. ton produceret aluminium pr. mV overspænding

AEO = anodeeffektoverspænding pr. celle [mV] bestemt som integralet af (tid × spænding over målspændingen) divideret med dataindsamlingens varighed (tiden)

CE = gennemsnitligt strømudbytte af aluminiumfremstillingen [%]

PrAl = årlig produktion af primær aluminium [t]

FC2F6 = vægtandelen af C2F6 (t C2F6/t CF4).

Udtrykket AEO/CE (anodeeffektoverspænding/strømudbytte) betegner den tidsintegrerede gennemsnitlige anodeeffektoverspænding [mV overspænding] pr. gennemsnitligt strømudbytte [%].

Emissionsfaktor: Emissionsfaktoren for CF4 (»overspændingskoefficienten«, OVC) udtrykker den mængde [kg] CF4, der udledes pr. ton produceret aluminium pr. millivolt overspænding [mV]. Emissionsfaktoren for C2F6 (vægtandelen af FC2F6) udtrykker den mængde [t] C2F6, der udledes, i forhold til den mængde [t] CF4, der udledes.

Metodetrin 1: Driftslederen anvender teknologispecifikke emissionsfaktorer fra tabel 2 i dette afsnit af bilag IV.

Metodetrin 2: Driftslederen anvender anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 [(kg CF4 / t Al )/(mV)] og C2F6 [t C2F6/ t CF4], som er fastlagt på grundlag af kontinuerlige eller periodiske feltmålinger. Til at fastlægge disse emissionsfaktorer benytter driftslederen den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under metodetrin 3 i afsnit 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006. Driftslederen bestemmer emissionsfaktorer med en maksimal usikkerhed på ± 15 % hver.

Driftslederen fastsætter emissionsfaktorerne mindst en gang hvert tredje år eller oftere, hvis relevante anlægsændringer gør det nødvendigt. Ved relevante ændringer forstås bl.a. en ændring i fordelingen af anodeeffekternes varighed og en ændring af reguleringsalgoritmen, der indvirker på fordelingen af forskellige anodeeffekttyper eller karakteren af rutinen for terminering af anodeeffekter.

Tabel 2

Teknologispecifikke emissionsfaktorer for aktivitetsdata til overspændingsmetoden

Teknologi

Emissionsfaktor for CF4

[(kg CF4/t Al) / mV]

Emissionsfaktor for C2F6

[t C2F6/ t CF4]

Centre Worked Prebake (CWPB)

1,16

0,121

Vertical Stud Søderberg (VSS)

i.r.

0,053

C. Bestemmelse af CO2(e)-emission

Driftslederen beregner CO2(e)-emissioner fra CF4- og C2F6-emissioner som følger med potentialerne for global opvarmning som anført i bilag VI, afsnit 3, tabel 6:

PFC-emissioner [t CO2(e)] = CF4-emissioner [t] * GWPCF4 + C2F6-emissioner [t] * GWPC2F6

9. FREMSTILLING AF CEMENTKLINKER SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: kalcinering af kalksten i råmaterialerne, traditionelle fossile ovnbrændsler, alternative fossilt baserede ovnbrændsler og råmaterialer, biomasseovnbrændsler (biomasseaffald), andre brændsler end ovnbrændsler, andet kulstof end karbonat fra kalksten og skifer og råmaterialer anvendt til røggasvask.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrænding overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag. Procesemissioner fra råmaterialekomponenter overvåges i overensstemmelse med afsnit 4 i bilag II baseret på karbonatindhold i mængden frembragt ved processen af procesråmaterialet (beregningsmetode A) eller mængden af fremstillede klinker (beregningsmetode B). Karbonater, der skal tages i betragtning, omfatter som minimum CaCO3, MgCO3 og FeCO3. Anvendes metode B, skal driftslederen som minimum tage CaO og MgO i betragtning og forelægge den kompetente myndighed dokumentation for, i hvilket omfang yderligere kulstofkilder skal tages i betragtning.

CO2-emissioner forbundet med støv fjernet fra processen og andet kulstof end karbonat i råmaterialer føjes til i henhold til underafsnit C) og D) i dette afsnit.

Beregningsmetode A: Mængden af materiale, ovnen tilføres

Når cementovnstøv (elfilterstøv) og bypass-støv forlader ovnsystemet, medtager driftslederen ikke relateret råmateriale som materiale tilført ovnen, men beregner emissioner fra elfilterstøv i henhold til underafsnit C).

Medmindre råmaterialet som sådant er specificeret, anvender driftslederen usikkerhedskravene for aktivitetsdata særskilt for hvert af de relevante materialer, hvormed ovnen tilføres kulstof, idet det skal undgås at dobbelttælle eller udelade recirkulations- eller bypass-materiale. Hvis aktivitetsdata opgøres på basis af fremstillede klinker, kan nettomængden af råmateriale opgøres ved empirisk at opgøre et anlægsspecifikt forhold mellem råmateriale og klinker. Dette forhold skal ajourføres mindst en gang om året ud fra industriens retningslinjer for bedste praksis.

Beregningsmetode B: Baseret på klinkefremstilling

Driftslederen opgør aktivitetsdata som klinkefremstilling [t] for rapporteringsperioden ved hjælp af en af følgende metoder:

ved direkte vejning af klinkerne

ud fra mængden af leveret cement baseret på materialebalance ved indregning af afsendte og leverede klinker samt udsving i lagerbeholdning af klinker i følgende formel:

frembragte klinker [t]

((leveret cement [t] – ændring i cementbeholdning [t]) * forholdet mellem klinker og cement [t klinker / t cement]) – (leverede klinker [t]) + (afsendte klinker [t]) – (udsving i beholdning af klinker [t]).

Driftslederen bestemmer enten forholdet mellem klinker og cement for hvert af de forskellige cementprodukter efter bestemmelserne i artikel 32-35 eller beregner forholdet ud fra forskellen i cementleveringer og beholdningsudsving for cement og alle materialer, der anvendes som additiver til cementen, herunder bypass-støv og elfilterstøv.

Uanset afsnit 4 i bilag II defineres metodetrin 1 for emissionsfaktoren som følger:

Metodetrin 1: Driftslederen anvender en emissionsfaktor på 0,525 t CO2/t klinker.

C. Udledninger relateret til frasorteret støv

Driftslederen tilføjer CO2-emissioner fra bypass-støv eller elfilterstøv, der forlader ovnsystemet, korrigeret for et delvist kalcineringsforhold af elfilterstøv beregnet som procesemission i henhold til artikel 24, stk. 2. Uanset afsnit 4 i bilag II defineres metodetrin 1 og 2 for emissionsfaktoren som følger:

Metodetrin 1: Driftslederen anvender en emissionsfaktor på 0,525 t CO2/t støv.

Metodetrin 2: Driftslederen bestemmer emissionsfaktoren (EF) mindst en gang årligt i henhold til artikel 32-35 og anvender følgende formel:

hvor:

EFCKD = emissionsfaktor for delvist kalcineret elfilterstøv [t CO2/t CKD]

EFCli = anlægsspecifik emissionsfaktor for klinker ([CO2 / t klinker]

d = grad af elfilterstøvkalcinering (frigivet CO2 i % af samlet CO2 fra karbonater i råmaterialerne)

Metodetrin 3 for emissionsfaktoren finder ikke anvendelse.

D. Emissioner fra andre former for kulstof end karbonat i råmateriale

Driftslederen opgør emissioner fra andre former for kulstof end karbonat, som minimum fra kalksten, skifer eller alternative råmaterialer (f.eks. flyveaske), som ovnen tilføres, i henhold til artikel 24, stk. 2.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for emissionsfaktoren:

Metodetrin 1: Indholdet af andet kulstof end karbonat i det relevante råmateriale anslås ud fra industriens retningslinjer for bedste praksis.

Metodetrin 2: Indholdet af andet kulstof end karbonat i det relevante råmateriale anslås mindst en gang årligt efter bestemmelserne i artikel 32-35.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for omregningsfaktoren:

Metodetrin 1: Der anvendes en omregningsfaktor på 1.

Metodetrin 2: Omregningsfaktoren beregnes efter industriens retningslinjer for bedste praksis.

10. FREMSTILLING AF KALK ELLER KALCINERING AF DOLOMIT ELLER MAGNESIT SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen skal som minimum inkludere følgende potentielle CO2-emissionskilder: kalcinering af kalksten, dolomit eller magnesit i råmaterialerne, andet kulstof end karbonat i råmaterialerne, traditionelle fossile ovnbrændsler, alternative fossilt baserede ovnbrændsler og råmaterialer, biomasseovnbrændsler (biomasseaffald) og andre brændsler.

Når brændt kalk og CO2 fra kalkstenen anvendes til renselsesformål, anses mængden af CO2 for udledt, medmindre den er bundet i et produkt, som opfylder betingelser i denne forordnings artikel 49a, stk. 1.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrænding overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag. Procesemissioner fra karbonat i råmaterialer overvåges i henhold til afsnit 4 i bilag II. Karbonater af calcium og magnesium skal altid tages i betragtning. Andre karbonater og andet kulstof end karbonater i råmaterialerne skal medregnes, når de er relevante for beregningen af emissioner.

For metoden baseret på tilført materiale korrigeres karbonatindholdsværdier for indholdet af vand og gangbjergart i materialet. Ved magnesiafremstilling tages andre magnesiumbærende mineraler end karbonater i betragtning efter behov.

Dobbelttælling eller udeladelse af recirkulations- eller bypass-materiale skal undgås. Ved anvendelse af metode B anses kalkovnstøv for at være en separat kildestrøm, hvor dette er relevant.

C. Emissioner fra andet kulstof end karbonat i råmaterialer

Driftslederen opgør emissioner fra andet kulstof end karbonat som minimum fra kalksten, skiffer eller alternative råmaterialer, som ovnen tilføres, i henhold til artikel 24, stk. 2.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for emissionsfaktoren:

Metodetrin 1: Indholdet af andet kulstof end karbonat i det relevante råmateriale anslås ud fra industriens retningslinjer for bedste praksis.

Metodetrin 2: Indholdet af andet kulstof end karbonat i det relevante råmateriale anslås mindst en gang årligt efter bestemmelserne i artikel 32-35.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for omregningsfaktoren:

Metodetrin 1: Der anvendes en omregningsfaktor på 1.

Metodetrin 2: Omregningsfaktoren beregnes efter industriens retningslinjer for bedste praksis.

11. FREMSTILLING AF GLAS, GLASFIBER ELLER MINERALULDSISOLERINGSMATERIALE SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen anvender også bestemmelserne i dette afsnit for anlæg til produktion af vandglas og stenuld.

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: nedbrydning af alkaliske og jordalkaliske karbonater som følge af smeltning af råmaterialer, traditionelle fossile brændsler, alternative fossilt baserede brændsler og råmaterialer, biomassebrændsler (biomasseaffald), andre brændsler, kulstofholdige additiver, herunder koks- og kulstøv og grafit, efterbrænding af røggasser og røggasvask.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrænding, herunder røggasvask, overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag. Procesemissioner fra andre ikke-karbonatholdige råmaterialer, herunder koks, grafit og kulstøv, overvåges i henhold til afsnit 4 i bilag II. Karbonater, der skal medregnes, skal som minimum omfatte CaCO3, MgCO3, Na2CO3, NaHCO3, BaCO3, Li2CO3, K2CO3 og SrCO3. Kun metode A kan anvendes.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for emissionsfaktoren for karbonatholdige råmaterialer:

Metodetrin 1: Støkiometriske forhold anført i afsnit 2 i bilag VI anvendes. Renheden af relevante, tilførte materialer bestemmes efter industriens bedste praksis.

Metodetrin 2: Mængden af relevante karbonater i hvert enkelt relevant, tilført materiale bestemmes i overensstemmelse med artikel 32-35.

Uanset afsnit 4 i bilag II finder kun metodetrin 1 for omregningsfaktoren anvendelse på alle procesemissioner fra råmaterialer, hvad enten de indeholder karbonat eller ikke indeholder karbonat.

12. FREMSTILLING AF KERAMISKE PRODUKTER SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: ovnbrændsler, kalcinering af kalksten/dolomit og andre karbonater i råmaterialet, kalksten og andre karbonater til nedbringelse af mængden af luftforurenende stoffer og andre former for røggasrensning, fossile eller biomassebaserede additiver, som anvendes til at fremkalde porøsitet, inklusive polystyrol, papirfremstillingsrester eller savsmuld, andet kulstof end karbonat i ler og andre råmaterialer.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrænding, herunder røggasvask, overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag. Procesemissioner fra råmaterialekomponenter og additiver overvåges i henhold til afsnit 4 i bilag II. Hvad angår keramik baseret på renset eller syntetisk ler kan driftslederen anvende enten metode A eller metode B. Hvad angår keramiske produkter baseret på uforarbejdet ler, og hvis ler eller additiver med betydeligt indhold af andet kulstof end karbonat anvendes, anvender driftslederen metode A. Karbonater i kalcium skal altid medregnes. Andre karbonater og andet kulstof end karbonater i råmaterialerne skal medregnes, når de er relevante for beregningen af emissioner.

Aktivitetsdata for tilførte materialer i metode A kan bestemmes ved hjælp af en egnet tilbageberegning, som er baseret på industriens bedste praksis og godkendt af den kompetente myndighed. Ved denne tilbageberegning skal der tages hensyn til, hvilke målere der står til rådighed for tørrede grønne produkter eller brændte produkter, og egnede datakilder for fugtindholdet af ler og additiver samt afhærdningstab (glødetab) af de berørte materialer.

Uanset afsnit 4 i bilag II anvendes følgende definitioner af metodetrin for emissionsfaktorer for procesemissioner af karbonatholdige råmaterialer:

Metode A (baseret på tilført materiale):

Metodetrin 1: En konservativ værdi på 0,2 ton CaCO3 (svarer til 0,08794 ton CO2) pr. ton tørler anvendes til beregning af emissionsfaktoren i stedet for resultater af analyser. Alt uorganisk og organisk kulstof i lermaterialet anses for at indgå i denne værdi. Additiver anses ikke for at indgå i denne værdi.

Metodetrin 2: Der bestemmes en emissionsfaktor for hver kildestrøm, der ajourføres mindst en gang om året efter industriens bedste praksis, tilpasset anlæggets særlige forhold og produktsammensætning.

Metodetrin 3: Bestemmelsen af sammensætningen af de relevante råmaterialer udføres i henhold til artikel 32-35. Sammensætningsdata omregnes til emissionsfaktorer ved anvendelse af de støkiometriske forhold i bilag VI, afsnit 2, hvis det er relevant.

Metode B (baseret på produktion):

Metodetrin 1: I stedet for at anvende analyseresultater beregnes emissionsfaktoren med en konservativ værdi på 0,123 ton CaO (svarende til 0,09642 ton CO2) pr. ton produkt. Alt uorganisk og organisk kulstof i lermaterialet anses for at indgå i denne værdi. Additiver anses ikke for at indgå i denne værdi.

Metodetrin 2: Der bestemmes en emissionsfaktor, der ajourføres mindst en gang om året efter industriens bedste praksis, tilpasset anlæggets særlige forhold og produktsammensætning.

Metodetrin 3: Bestemmelsen af sammensætningen af produkterne udføres i henhold til artikel 32-35. Støkiometriske forhold, jf. bilag VI, afsnit 2, tabel 3, anvendes til at omregne sammensætningsdata til emissionsfaktorer under den forudsætning, at alle de relevante metaloxider er blevet udledt fra de pågældende karbonater, hvis det er relevant.

Uanset afsnit 1 i dette bilag anvendes for røggasvask følgende metodetrin for emissionsfaktoren:

Metodetrin 1: Driftslederen anvender det støkiometriske forhold for CaCO3 som vist i afsnit 2 i bilag VI.

For røggasvask finder intet andet metodetrin og ingen omregningsfaktor anvendelse. Det skal undgås at dobbelttælle kalksten, der genanvendes som råmateriale ved samme anlæg.

13. FREMSTILLING AF GIPSPRODUKTER OG GIPSPLADER SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum alle CO2-emissioner fra alle typer forbrændingsaktiviteter.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrænding overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag.

14. FREMSTILLING AF PAPIRMASSE OG PAPIR SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: kedler, gasturbiner og andre forbrændingsenheder, der producerer damp eller el, genvindingskedler og andre enheder, som afbrænder sort slam, forbrændingsovne, kalkovne og kalcineringsudstyr, røggasvask og tørreapparater, der drives ved hjælp af fossile brændsler (f.eks. apparater til infrarød tørring).

B. Specifikke overvågningsregler

Overvågningen af emissioner fra forbrænding, der inkluderer røggasvask, udføres i henhold til afsnit 1 i dette bilag.

Procesemissioner fra råmaterialer anvendt som tilskudskemikalier, herunder som minimum kalksten eller natriumkarbonat, overvåges ved hjælp af metode A i overensstemmelse med afsnit 4 i bilag II. CO2-emissioner fra genvinding af kalkstenslam i papirmassefremstilling antages at være genanvendt biomasse-CO2. Kun mængden af CO2 svarende til tilførslen af tilskudskemikalier antages at øge mængden af udledt, fossilt CO2.

For emissioner fra tilskudskemikalier anvendes følgende definitioner på metodetrin for emissionsfaktoren:

Metodetrin 1: Støkiometriske forhold anført i afsnit 2 i bilag VI anvendes. Renheden af relevante, tilførte materialer bestemmes efter industriens bedste praksis. De udledte værdier korrigeres for indholdet af fugt og gangbjergart i de anvendte karbonatholdige materialer.

Metodetrin 2: Mængden af relevante karbonater i hvert enkelt relevant, tilført materiale bestemmes i overensstemmelse med artikel 32-35. Sammensætningsdata omregnes til emissionsfaktorer ved anvendelse af de støkiometriske forhold i bilag VI, afsnit 2, hvis det er relevant.

Til omregningsfaktoren finder kun metodetrin 1 anvendelse.

15. FREMSTILLING AF CARBON BLACK SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen medregner som minimum alle brændsler til forbrænding og brændsler anvendt som procesmateriale som kilder til CO2-emissioner.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra carbon black-fremstilling kan overvåges enten som forbrændingsprocesser, herunder røggasvask, i henhold til afsnit 1 af dette bilag, eller ved hjælp af en massebalance i henhold til artikel 25 samt afsnit 3 i bilag II.

16. OPGØRELSE AF EMISSION AF DINITROGENOXID (N2O) FRA FREMSTILLING AF SALPETERSYRE, ADIPINSYRE, CAPROLACTAM, GLYOXAL OG GLYOXYLSYRE SOM ANGIVET I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

For hver aktivitet, der medfører N2O-emission, medregner driftslederen samtlige kilder, der udleder N2O fra produktionsprocesser, også når N2O-emissionerne fra produktion ledes gennem rensningsudstyr. Dette omfatter følgende:

fremstilling af salpetersyre — N2O-emissioner fra katalytisk oxidation af ammoniak og/eller fra NOx/N2O-rensningsenheder

fremstilling af adipinsyre — N2O-emissioner, også fra oxidationsreaktionen, al direkte procesudluftning og/eller alt rensningsudstyr

fremstilling af glyoxal og glyoxylsyre — N2O-emissioner, også fra procesreaktionerne, al direkte procesudluftning og/eller alt rensningsudstyr

fremstilling af caprolactam — N2O-emissioner, også fra procesreaktionerne, al direkte procesudluftning og/eller alt rensningsudstyr.

Disse bestemmelser anvendes ikke på N2O-emissioner fra forbrænding af brændsler.

B. Bestemmelse af N2O-emissioner

B.1. Årlige N2O-emissioner

Driftslederen overvåger emissioner af N2O fra fremstilling af salpetersyre med kontinuerlig emissionsmåling. Driftslederen overvåger emissioner af N2O fra fremstilling af adipinsyre, caprolactam, glyoxal og glyoxylsyre med en målingsbaseret metode for rensede emissioner og en beregningsbaseret metode (baseret på en massebalancemetode) for kortvarige tilfælde af urensede emissioner.

For hver emissionskilde, hvor der anvendes kontinuerlig emissionsmåling, beregner driftslederen den samlede årlige emission som summen af alle timeemissioner efter ligning 1 i afsnit 3 i bilag VIII.

B.2. N2O-timeemissioner

Driftslederen beregner årsgennemsnittet for timeemissioner af N2O fra hver kilde, hvor der anvendes kontinuerlig emissionsmåling, efter ligning 2 i afsnit 3 i bilag VIII.

Driftslederen bestemmer N2O-timekoncentrationer i røggassen fra hver emissionskilde ved hjælp af en målingsbaseret metode ved et repræsentativt punkt efter NOx/N2O-rensningsudstyret, hvis et sådant findes. Driftslederen anvender teknikker, der kan måle N2O-koncentrationer for alle emissionskilder, rensede som urensede. Er usikkerheden højere i sådanne perioder, skal driftslederen tage højde herfor ved usikkerhedsvurderingen.

Driftslederen henfører alle målinger til tør gas, hvor det er nødvendigt, og rapporterer dem på ensartet måde.

B.3. Bestemmelse af røggasstrømning

Driftslederen anvender metoder til overvågning af røggasstrømning i artikel 43, stk. 5, i denne forordning til måling af røggasstrømning med henblik på overvågning af N2O-emissioner. Ved fremstilling af salpetersyre anvender driftslederen metoden i overensstemmelse med artikel 43, stk. 5, litra a), medmindre dette ikke er teknisk muligt. I dette tilfælde og efter godkendelse fra den kompetente myndighed anvender driftslederen en alternativ metode, herunder en massebalancemetode baseret på væsentlige parametre, f.eks. tilført ammoniakmængde, eller strømningsbestemmelse ved kontinuerlig strømningsmåling af emissionerne.

Røggasstrømningen beregnes efter følgende formel:

Vrøggasstrømning [Nm3/h] = Vluft * (1 - O2, luft) / (1 - O2, røggas)

hvor:

Vluft = samlet tilført luftmængde i Nm3/h ved standardbetingelser

O2, luft = volumenbrøkdel af O2 i tør luft [= 0,2095]

O2, røggas = volumenbrøkdel af O2 i røggas.

Vluft beregnes som summen af alle luftstrømme, der føres ind i salpetersyrefremstillingsenheden.

Driftslederen anvender følgende formel, medmindre andet er anført i overvågningsplanen:

Vluft = Vprim + Vsec + Vseal

hvor:

Vprim = primær tilført luftmængde i Nm3/h ved standardbetingelser

Vsec = sekundær tilført luftmængde i Nm3/h ved standardbetingelser

Vseal = tilført afspærringsluft i Nm3/h ved standardbetingelser.

Driftslederen bestemmer Vprim ved konstant strømningsmåling, inden blanding med ammoniak finder sted. Driftslederen bestemmer Vsec ved kontinuerlig strømningsmåling, herunder hvis målingen foretages inden varmegenvindingsenheden. For Vseal skal driftslederen medregne den udluftede mængde internt i salpetersyrefremstillingsprocessen.

For lufttilførselsstrømme, der tilsammen tegner sig for mindre end 2,5 % af den samlede luftmængde, kan den kompetente myndighed acceptere, at disse strømmes størrelse bestemmes skønsmæssigt efter metoder, som driftslederen foreslår på grundlag af industriens bedste praksis.

Driftslederen skal ved hjælp af målinger, der er foretaget under normale driftsforhold, dokumentere, at røggasstrømmen er tilstrækkelig homogen til, at de foreslåede målemetoder er gyldige. Bliver det ved disse målinger konstateret, at røggasstrømmen ikke er homogen, tager driftslederen dette i betragtning ved fastlæggelse af hensigtsmæssige overvågningsmetoder og ved beregning af usikkerheden på N2O-emissionerne.

Driftslederen henfører alle målinger til tør gas og rapporterer dem på ensartet måde.

B.4. Oxygenkoncentrationer (O2)

Driftslederen måler oxygenkoncentrationer i røggassen, hvis det er nødvendigt for beregning af røggasstrømning i henhold til underafsnit B.3 i dette afsnit af bilag IV. I denne forbindelse skal driftslederen overholde kravene til koncentrationsmålinger i artikel 41, stk. 1 og 2. Driftslederen tager usikkerheden ved O2-koncentrationsmålinger i betragtning ved bestemmelse af usikkerheden på N2O-emissioner.

Driftslederen henfører alle målinger til tør gas, hvor det er nødvendigt, og rapporterer dem på ensartet måde.

B.5. Beregning af N2O-emissioner

For specifikke perioder med urensede emissioner af N2O fra fremstilling af adipinsyre, caprolactam, glyoxal og glyoxylsyre, herunder urensede emissioner fra sikkerhedsbetinget udluftning og svigt i det forureningsbekæmpende udstyr, kan driftslederen, hvis kontinuerlig emissionsovervågning af N2O ikke er teknisk muligt og efter godkendelse af den specifikke metode fra den kompetente myndighed, beregne N2O-emissioner ved hjælp af en massebalancemetode. Til dette formål skal den samlede usikkerhed svare til resultater fra anvendelse af metodetrinkravene i artikel 41, stk. 1 og 2. Driftslederen baserer beregningsmetoden på den maksimale potentielle N2O-emissionsrate fra den kemiske reaktion, der forløber på det pågældende tidspunkt, og emissionens varighed.

Driftslederen tager usikkerheden ved alle beregnede emissioner fra en specifik emissionskilde i betragtning ved bestemmelse af årsgennemsnittet for timeusikkerheden ved emissionskilden.

B.6. Opgørelse af produktionstal for aktiviteten

Produktionstallene beregnes ud fra de daglige produktionsrapporter og antallet af driftstimer.

B.7. Prøvetagningshyppighed

Der beregnes gyldige timegennemsnit eller gennemsnit for kortere referenceperioder i henhold til artikel 44 for:

N2O-koncentration i røggassen

samlet røggasstrømning, hvis den måles direkte, og hvis det er påkrævet

alle gasstrømme og oxygenkoncentrationer, der er nødvendige for indirekte opgørelse af den samlede røggasstrømning.

C. Bestemmelse af årlige CO2-ækvivalenter (CO2(e))

Driftslederen omregner den samlede, årlige N2O-emissionsmængde fra alle emissionskilder målt i ton med tre decimaler til årlig mængde CO2 i afrundede ton ved hjælp af følgende formel og GWP-værdierne i bilag VI, afsnit 3:

CO2(e) [t] = N2Oårligt[t] * GWPN2O

hvor:

N2Oårligt = de samlede årlige N2O-emissioner beregnet i henhold til ligning 1 i afsnit 3 i bilag VIII.

Den samlede årlige CO2(e)-mængde fra alle emissionskilder og alle direkte CO2-emissioner fra andre emissionskilder medregnet i drivhusgasemissionstilladelsen skal lægges til de samlede årlige CO2-emissioner fra anlægget og benyttes til rapportering og returnering af kvoter.

De samlede årlige emissioner af N2O rapporteres i ton med tre decimaler og som CO2(e) i afrundede ton.

17. FREMSTILLING AF AMMONIAK SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen medregner som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: forbrænding af brændsler, der leverer varme til omdannelse eller delvis oxidation, brændsler, der anvendes til proces i ammoniakfremstillingsprocessen (omdannelse eller delvis oxidation), brændsler, der bruges til andre forbrændingsprocesser, herunder med det formål at fremstille varmt vand eller damp.

B. Specifikke overvågningsregler

Til overvågning af emissioner fra forbrændingsprocesser og fra brændsler, der anvendes til proces, anvendes standardmetoden i henhold til artikel 24 samt afsnit 1 i dette bilag.

Hvis CO2 fra ammoniakfremstilling bruges som råmateriale til fremstilling af urinstof eller andre kemikalier eller overføres ud af anlægget til enhver brug, der ikke er omfattet af denne forordnings artikel 49, stk. 1, anses den relaterede mængde af CO2 for udledt af det anlæg, der genererer den pågældende CO2, medmindre den er bundet i et produkt, som opfylder betingelser i denne forordnings artikel 49a, stk. 1

18. FREMSTILLING AF ORGANISKE MASSEKEMIKALIER SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen tager som minimum højde for følgende kilder til CO2-emissioner: krakning (katalytisk og ikke-katalytisk), reformering, delvis eller fuldstændig oxidation, lignende processer, der fører til CO 2 -emissioner fra kulstof indeholdt i kulbrintebaserede råmaterialer, forbrænding af røggasser og flaring samt forbrænding af brændsel i andre forbrændingsprocesser.

B. Specifikke overvågningsregler

Hvis fremstillingen af organiske massekemikalier er teknisk integreret i et mineralolieraffinaderi, anvender driftslederen af det pågældende anlæg i stedet de relevante forskrifter i afsnit 2 i dette bilag.

Uanset første underafsnit overvåger driftslederen emissioner fra forbrændingsprocesser, hvor de anvendte brændsler ikke er en del af eller stammer fra kemiske reaktioner til fremstilling af organiske massekemikalier, ved hjælp af standardmetoden i henhold til artikel 24 samt afsnit 1 i dette bilag. I alle andre tilfælde kan driftslederen vælge at overvåge emissioner fra produktion af organiske massekemikalier ved anvendelse af en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller standardmetoden i henhold til artikel 24. Ved anvendelse af standardmetoden skal driftslederen over for den kompetente myndighed dokumentere, at den valgte metode omfatter alle relevante emissioner, der også ville være omfattet af en massebalancemetode.

Til bestemmelse af kulstofindholdet under metodetrin 1 anvendes referenceemissionsfaktorerne som anført i tabel 5 i bilag VI. For stoffer, der hverken er anført i tabel 5 i bilag VI eller i andre bestemmelser i denne forordning, beregner driftslederen kulstofindholdet ud fra det rene stofs støkiometriske kulstofindhold og stoffets koncentration i den tilførte eller producerede strøm.

19. FREMSTILLING AF BRINT OG SYNTESEGAS SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

Driftslederen medregner som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: brændsler, der bruges i processen til fremstilling af brint eller syntesegas (reformering eller delvis oxidation), og brændsler, der bruges til andre forbrændingsprocesser, herunder med det formål at fremstille varmt vand eller damp. Fremstillet syntesegas anses for en kildestrøm ifølge massebalancemetoden.

B. Specifikke overvågningsregler

Til overvågning af emissioner fra forbrændingsprocesser og fra brændsler, der anvendes til proces i brintfremstilling, anvendes standardmetoden i henhold til artikel 24 samt afsnit 1 i dette bilag.

Til overvågning af emissioner fra fremstillingen af syntesegas anvendes en massebalancemetode i henhold til artikel 25. For emissioner fra separate forbrændingsprocesser kan driftslederen vælge at inkludere disse i massebalancen eller anvende standardmetoden i henhold til artikel 24 i det mindste for en del af kildestrømmene og undgå mangler eller dobbelttælling i emissionerne.

Hvis der fremstilles brint og syntesegas på det samme anlæg, beregner driftslederen CO2-emissioner enten ved hjælp af separate metoder for brint og for syntesegas, som angivet i de første to afsnit i dette underafsnit, eller ved hjælp af en fælles massebalance.

20. FREMSTILLING AF NATRIUMKARBONAT OG NATRIUMHYDROGENKARBONAT SOM ANFØRT I BILAG I TIL DIREKTIV 2003/87/EF

A. Anvendelsesområde

På anlæg til fremstilling af natriumkarbonat og natriumhydrogenkarbonat omfatter emissionskilder og kildestrømme for CO2-emissioner:

brændsel, der forbruges i forbrændingsprocesser, herunder til produktion af varmt vand eller damp

råmaterialer, herunder udluftningsgas fra kalcinering af kalksten

spildgasser fra vaske- eller filtreringsprocesser efter karbonering.

B. Specifikke overvågningsregler

Emissioner fra forbrændingsprocesser, herunder røggasvask, overvåges i overensstemmelse med afsnit 1 i dette bilag. Procesemissioner fra råmaterialekomponenter og additiver overvåges i henhold til afsnit 4 i bilag II til denne forordning.

CO2 som mellemprodukt til fremstillingen af natriumkarbonat anses for udledt af det anlæg, der genererer den pågældende CO2, medmindre den er bundet i et produkt, der opfylder betingelserne i denne forordnings artikel 49a, stk. 1.

21. BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASEMISSIONER FRA CO2-OPSAMLINGSAKTIVITETER MED HENBLIK PÅ TRANSPORT OG GEOLOGISK LAGRING I ET LAGRINGSANLÆG MED TILLADELSE I HENHOLD TIL DIREKTIV 2009/31/EF

A. Anvendelsesområde

CO2-opsamling kan foretages enten af dedikerede anlæg, der modtager CO2 ved overførsel fra et eller flere andre anlæg, eller på samme anlæg, som selv udfører de aktiviteter, der udleder den CO2, der skal opsamles, i henhold til samme tilladelse til drivhusgasemission. Alle dele af anlægget, der vedrører CO2-opsamling og overførsel af CO2-drivhusgasemissioner til en CO2-transportinfrastruktur eller til et geologisk anlæg til lagring af CO2, herunder funktionelt tilknyttede hjælpeanlæg som f.eks. mellemliggende lagring, booster-, fortætnings-, forgasnings- og rensningsstationer eller varmeapparater, skal medtages i tilladelsen til drivhusgasemission og medregnes i den tilknyttede overvågningsplan. Hvis anlægget udfører andre aktiviteter, som er omfattet af direktiv 2003/87/EF, overvåges emissionen fra disse aktiviteter i overensstemmelse med andre relevante afsnit i dette bilag.

Driftslederen af en CO2-opsamlingsaktivitet inkluderer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder:

CO2, der overføres til opsamlingsanlægget

forbrænding og andre beslægtede aktiviteter på anlægget, der er opsamlingsrelaterede, herunder anvendelse af brændsel og råmateriale.

B. Kvantificering af overførte og udledte CO2-mængder

B.1. Kvantificering på anlægsniveau

Hver enkelt driftsleder beregner emissionerne ved at tage højde for de potentielle CO2-emissioner fra alle emissionsrelevante processer på anlægget samt den mængde CO2, der er opsamlet og overført til CO2-infrastrukturen, ved hjælp af følgende formel:

hvor:

E opsamlingsanlæg

opsamlingsanlæggets samlede drivhusgasemission

Ttilført

mængde CO2 overført til opsamlingsanlægget, bestemt enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 40-46 og artikel 49.

Euden opsamling

emissioner fra anlægget, hvis der ikke blev opsamlet CO2, dvs. summen af emissioner fra alle andre aktiviteter på anlægget, overvåget i overensstemmelse med de relevante afsnit i bilag IV, herunder metode B i bilag IV, afsnit 22, til denne forordning for alle funktionelt tilknyttede hjælpeanlæg

Ttil lagring

mængde CO2 overført til en CO2-transportinfrastruktur eller et lagringsanlæg, bestemt enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 40-46 og artikel 49.

Hvis CO2-opsamlingen udføres af det samme anlæg, som den opsamlede CO2 stammer fra, anvender driftslederen nul for Ttilført.

Hvis der er tale om stand-alone-opsamlingsanlæg, skal disse anlægs driftsleder tage følgende i betragtning:

Driftslederen anser Euden opsamling for at udgøre den mængde emissioner, der stammer fra andre kilder end den CO2, der er overført til anlægget med henblik på opsamling. Driftslederen fastsætter disse emissioner i overensstemmelse med denne forordning.

uanset den overvågningsmetode, der er beskrevet i dette afsnit, kan driftslederen overvåge emissionerne fra anlægget ved at benytte metode B som beskrevet i bilag IV, afsnit 22, til denne forordning.

Hvis der er tale om stand-alone-opsamlingsanlæg, skal anlæggets driftsleder ved overførsel af CO2 til opsamlingsanlægget trække mængden Tinput fra sit anlægs emissioner på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 49.

B.2. Bestemmelse af overført CO2

Hver driftsleder bestemmer mængden af CO2 overført fra og til opsamlingsanlægget, enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 40-46 og artikel 49.

22. BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASEMISSIONER FRA CO2-TRANSPORT TIL GEOLOGISK LAGRING PÅ ET LAGRINGSANLÆG MED TILLADELSE I HENHOLD TIL DIREKTIV 2009/31/EF

A. Anvendelsesområde

Afgrænsningen af overvågning og rapportering af emissioner fra CO2-transport er fastlagt i CO2-transportinfrastrukturens tilladelse til drivhusgasemission, herunder alle hjælpeanlæg, der funktionelt er forbundet til transportinfrastrukturen, som f.eks. mellemliggende lagring af CO2, booster-, fortætnings-, forgasnings- og rensningsstationer eller varmeapparater. Hver transportinfrastruktur skal som minimum have et startpunkt og et slutpunkt, som hver især er forbundet til andre anlæg eller CO2-transportinfrastrukturer, der udfører en eller flere af følgende aktiviteter: opsamling, transport eller geologisk lagring af CO2. Start- og slutpunkter kan fastsættes til at være ved forgreninger af transportinfrastrukturen og ved nationale grænser. Start- og slutpunkter samt de anlæg eller den CO2-transportinfrastruktur, de er forbundet til, fastlægges i tilladelsen til drivhusgasemission.

Hver driftsleder af en CO2-transportinfrastruktur overvejer som minimum følgende potentielle CO2-emissionskilder: forbrænding og andre processer på anlæg, der funktionelt er forbundet til transportinfrastrukturen, herunder boosterstationer og fortætningsstationer, forbrændingsenheder, herunder enheder med indre forbrænding i køretøjer til transport af CO2, i det omfang emissionerne ikke er omfattet af returneringsforpligtelser knyttet til aktiviteter opført i bilag I eller II til direktiv 2003/87/EF i samme rapporteringsår, fugitive emissioner fra transportinfrastrukturen, udluftningsemissioner fra transportinfrastrukturen og emissioner fra udsivningsuheld i transportinfrastrukturen.

CO2, der transporteres til andre formål end geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF, er ikke omfattet af afgrænsningen for overvågning og rapportering af emissioner fra CO2-transportinfrastrukturen. I tilfælde, hvor den samme infrastruktur benyttes til transport af CO2 til forskellige formål, herunder til geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF, på en måde, hvor de forskellige forsendelser ikke kan skelnes fra hinanden, anfører driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur dette i tilladelsen til drivhusgasemission og fastsætter en metoder til registrering og dokumentation af mængderne af CO2, der transporteres til andre formål end geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF. Driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur overvåger emissionerne fra den samlede mængde CO2, der transporteres, men rapporterer som udledt den andel af emissionerne, der svarer til mængden af CO2, der transporteres til geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF, divideret med den samlede mængde CO2, der transporteres.

B. Kvantificeringsmetoder for CO2

Driftslederen af CO2-transportinfrastrukturen opgør emissioner ved hjælp af en af følgende metoder:

Metode A (overordnet massebalance af alle tilførte og producerede strømme) anført i underafsnit B.1

Metode B (overvågning af de individuelle emissionskilder) anført i underafsnit B.2.

Driftslederen skal anvende metode B, medmindre vedkommende over for den kompetente myndighed kan dokumentere, at anvendelsen af metode A vil medføre mere pålidelige resultater med lavere usikkerhed for den samlede emission ved at anvende den bedste tilgængelige teknologi og viden på tidspunktet for ansøgning om tilladelse til drivhusgasemission og godkendelse af overvågningsplanen, uden at det medfører urimelige omkostninger. Hvis metode B anvendes, skal hver driftsleder over for den kompetente myndighed dokumentere, at den samlede usikkerhed for det årlige emissionsniveau af drivhusgasser for driftslederens transportinfrastruktur ikke overskrider 7,5 %.

Driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur, der anvender metode B, føjer ikke CO2 modtaget fra et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur tilladt i henhold til direktiv 2003/87/EF til det beregnede emissionsniveau og trækker ikke CO2 overført til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur tilladt i henhold til direktiv 2003/87/EF fra det beregnede emissionsniveau.

Hver driftsleder af en CO2-transportinfrastruktur anvender metode A til validering af resultaterne af metode B mindst en gang årligt. Til denne validering må driftslederen benytte lavere metodetrin til anvendelsen af metode A.

B.1. Metode A

Hver driftsleder opgør emissioner i overensstemmelse med følgende formel:

Emissioner [t CO2]=Etransportinfrastruktur +ΣiTIND,i – ΣiTUD,i– ΔEi transit

hvor:

Emissioner

Samlede CO2-emissioner fra transportinfrastrukturen [t CO2]

Etransportinfrastruktur

mængde CO2 [t CO2] fra transportinfrastrukturens egen aktivitet, dvs. emissioner, der ikke stammer fra transporteret CO2, men udledes fra forbrænding eller andre processer, som funktionelt er forbundet til transportinfrastrukturen, overvåget i overensstemmelse med de relevante afsnit i bilag IV til denne forordning

TIND,i

Mængde CO2 overført til transportinfrastrukturen ved indgangsstedet i, bestemt enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 40-46 og artikel 49.

TUD,i

mængde CO2 overført ud af transportinfrastrukturen ved udgangsstedet i, bestemt enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller på grundlag af en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 40-46 og artikel 49.

ΔEi transit

mængde CO2 overført til transportinfrastrukturen ved indgangsstedet i, og som ikke overføres til andre anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur i den samme rapporteringsperiode, men senest ved fristen i denne forordnings artikel 49, stk. 7, i året efter rapporteringsperioden. Tilsvarende mængder tages ikke i betragtning for TUD,i for den efterfølgende rapporteringsperiode.

B.2. Metode B

Hver driftsleder bestemmer emissioner ved at tage højde for alle emissionsrelevante processer på anlægget samt mængden af CO2, der er opsamlet og overført til transportinfrastrukturen, ved hjælp af følgende formel:

Emissioner [t CO2]= Efugitiv + Eudluftet + Eudsivningsuheld + Etransportinfrastruktur

hvor:

Emissioner

Samlede CO2-emissioner fra transportinfrastrukturen [t CO2]

Efugitiv

Mængde fugitive emissioner [t CO2] fra CO2 transporteret i transportinfrastrukturen, herunder fra pakninger, ventiler, mellemliggende kompressorstationer og mellemliggende lagringsfaciliteter

Eudluftet

Mængde udluftningsemissioner [t CO2] fra CO2 transporteret i transportinfrastrukturen

Eudsivningsuheld

Mængde CO2 [t CO2] transporteret i transportinfrastrukturen, der udledes som følge af svigt i en eller flere af transportinfrastrukturens komponenter

Etransportinfrastruktur

B.2.1. Fugitive emissioner fra transportinfrastrukturen

Driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur tager højde for fugitive emissioner fra, som minimum, følgende typer udstyr:

pakninger

måleanordninger

ventiler

mellemliggende kompressorstationer

mellemliggende lagringsfaciliteter omfatter dem, der er monteret på køretøjer til transport af CO2.

Driftslederen bestemmer gennemsnitlige emissionsrater (ER) (udtrykt i g CO2/tidsenhed) pr. forekomst, hvor fugitive emissioner kan forventes ved driftsstart og senest ved udgangen af det første rapporteringsår, hvor transportinfrastrukturen er i drift. Driftslederen reviderer disse rater mindst hvert femte år under anvendelse af de bedste foreliggende teknikker og viden på området.

Driftslederen beregner de fugitive emissioner ved at multiplicere antallet af udstyrsdele i hver kategori med emissionsraten og indregne resultaterne for de enkelte kategorier, som vist i ligningen nedenfor:

Antallet af forekomster (Nforekomst) angiver antallet af dele af det pågældende udstyr pr. kategori multipliceret med antallet af tidsenheder pr. år.

B.2.2. Emissioner fra udsivningsuheld

Driftslederen af CO2-transportinfrastrukturen skal dokumentere infrastrukturens integritet ved hjælp af repræsentative (rum- og tidsrelaterede) temperatur- og trykdata. Hvis dataene indikerer, at en udsivning har fundet sted, skal driftslederen beregne mængden af udsivet CO2 ved hjælp af en passende metode, som er dokumenteret i overvågningsplanen og baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis, herunder ved at sammenholde forskellene i temperatur- og trykdata med de integritetsrelaterede gennemsnitlige tryk- og temperaturværdier.

B.2.3. Udluftningsemission

Hver driftsleder af en CO2-transportinfrastruktur skal i overvågningsplanen fremlægge en analyse af potentielle situationer, hvor der kan forekomme emission i forbindelse med udluftning, herunder ved vedligeholdelse eller nødsituationer, samt en hensigtsmæssig og dokumenteret metode til beregning af mængden af udluftet CO2, som er baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis.

23. GEOLOGISK LAGRING AF CO2 PÅ ET LAGRINGSANLÆG TILLADT I HENHOLD TIL DIREKTIV 2009/31/EF

A. Anvendelsesområde

Den kompetente myndighed baserer afgrænsningen for overvågning og rapportering af emissioner fra geologisk lagring af CO2 på den afgrænsning af lagringsanlægget og lagringskomplekset, som er angivet i tilladelsen i henhold til direktiv 2009/31/EF og alle hjælpeanlæg, som er funktionelt tilknyttet lagringskomplekset, som f.eks. mellemliggende lagring af CO2, booster-, fortætnings-, forgasnings- og rensningsstationer eller varmeapparater. Hvis udsivninger fra lagringskomplekset konstateres, og disse fører til emission eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen, gør driftslederen straks alt følgende:

underretter den kompetente myndighed

inkluderer udsivningen som en kildestrøm eller en emissionskilde for det pågældende anlæg

overvåger og rapporterer emissionerne.

Først når der er truffet udbedrende foranstaltninger i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og når der ikke længere kan spores emission eller frigivelse til vandsøjlen fra den pågældende udsivning, sletter driftslederen den som emissionskilde i overvågningsplanen og indstiller overvågningen og rapporteringen af disse emissioner.

Driftslederen for et geologisk lagringsanlæg skal som minimum overveje følgende potentielle CO2-emissionskilder: brændselsanvendelse på tilknyttede boosterstationer og andre forbrændingsaktiviteter, herunder strømgeneratorer på anlægget, udluftning i forbindelse med injektionsaktiviteter eller ved forbedret kulbrinteindvinding, fugitive emissioner ved injektion, undsluppet CO2 i forbindelse med forbedret kulbrinteindvinding og udsivninger.

B. Kvantificering af CO2-emission

Driftslederen for en geologisk lagringsaktivitet føjer ikke CO2 modtaget fra et andet anlæg til det beregnede emissionsniveau, og trækker ikke CO2, som lagres geologisk på lagringsanlægget, eller som overføres til et andet anlæg, fra det beregnede emissionsniveau. Driftslederen overvåger emissionerne fra alle hjælpeanlæg, som er funktionelt knyttet til oplagringskomplekset i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag IV, afsnit 22, til denne forordning.

B.1. Udluftningsemission og fugitiv emission fra injektion

Driftslederen bestemmer emissioner fra udluftning og fugitive emissioner som følger:

udledt CO2 [t CO2 ] = V CO2 [t CO2] + F CO2 [t CO2]

hvor:

V CO2 = mængde af udluftet CO2

F CO2 = mængde af CO2 fra fugitive emissioner.

Hver driftsleder bestemmer V CO2 enten på grundlag af en eller flere kildestrømme som i en massebalancemetode i henhold til artikel 25 eller ved at benytte en målingsbaseret metode i henhold til denne forordnings artikel 41-46. Uanset det første punktum og efter godkendelse fra den kompetente myndighed kan driftslederen medtage en hensigtsmæssig metode i overvågningsplanen til bestemmelse af V CO2 baseret på industriens bedste praksis, hvis anvendelsen af de i første punktum omhandlede overvågningsmetoder vil føre til urimelige omkostninger, eller driftslederen kan påvise, at metoden baseret på industriens bedste praksis gør det muligt at bestemme mængderne med mindst samme nøjagtighed som med målingsbaserede metoder.

Driftslederen betragter F CO2 som en kilde, hvilket betyder, at usikkerhedskravene i forbindelse med metodetrinene i overensstemmelse med afsnit 1 i bilag VIII finder anvendelse på den samlede værdi i stedet for på de enkelte emissionspunkter. Hver driftsleder fremlægger i overvågningsplanen en analyse af potentielle kilder til fugitive emissioner samt en hensigtsmæssig og dokumenteret metode til beregning eller måling af mængden af F CO2, baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis. Til bestemmelse af F CO2 kan driftslederen anvende data, der er indsamlet i henhold til artikel 32-35 og bilag II, afsnit 1.1, litra e) til h), til direktiv 2009/31/EF i forbindelse med injektionsanlægget, for så vidt de opfylder kravene i denne forordning.

B.2. Udluftningsemission og fugitive emissioner fra forbedret kulbrinteindvinding

Hver driftsleder overvejer som minimum følgende potentielle yderligere emissionskilder fra forbedret kulbrinteindvinding:

olie-gas-separationsenheder

flareskorstenen, hvor der kan forekomme emissioner pga. anvendelsen af kontinuerlige positive udluftningssystemer og under trykudligning af kulbrinteproduktionsanlægget

CO2-udluftningssystemet, som skal undgå flareslukning pga. høje CO2-koncentrationer.

Hver driftsleder opgør fugitive emissioner eller udluftet CO2 i overensstemmelse med underafsnit B.1 i dette afsnit af bilag IV.

Hver driftsleder bestemmer emissioner fra flareskorstenen i overensstemmelse med underafsnit D i afsnit 1 i dette bilag, idet der tages højde for potentielt indeholdt CO2 i flaregassen i henhold til artikel 48.

B.3. Udsivning fra lagringskomplekset

Emission og frigivelser til vandsøjlen kvantificeres som følger:

hvor:

L CO

masse af udledt eller frigivet CO2 pr. kalenderdag på grund af udsivningen i henhold til nedenstående:

for hvert kalenderår udsivningen overvåges, skal driftslederen beregne L CO2 som den gennemsnitlige udsivning pr. time [t CO2/h] multipliceret med 24

driftslederen bestemmer massen af udsivningen pr. time i overensstemmelse med bestemmelserne i den godkendte overvågningsplan for lagringsanlægget og udsivningen

for hver kalenderdag forud for overvågningens påbegyndelse sætter driftslederen den udsivede masse pr. dag lig med den udsivede daglige masse den første overvågningsdag og sikrer, at der ikke sker en undervurdering

start

den senest forekommende af følgende:

den seneste dato, hvor der ikke blev rapporteret emission eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen fra den undersøgte kilde

den dato, hvor CO2-injektionen blev påbegyndt

en anden dato, hvor det over for den kompetente myndighed kan godtgøres, at emissionen eller frigivelsen til vandsøjlen ikke kan være startet før den dato.

Tslut = den dato, hvor der er truffet udbedrende foranstaltninger i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og hvor der ikke længere kan konstateres emission eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen.

Den kompetente myndighed godkender og tillader anvendelsen af andre metoder til kvantificering af emission eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen fra udsivninger, hvis driftslederen over for den kompetente myndighed kan dokumentere, at sådanne metoder fører til en højere grad af præcision end den beskrevne metode i dette underafsnit.

Driftslederen kvantificerer mængden af emissioner som følge af udsivning fra lagringskomplekset for hvert udsivningsuheld med en maksimal samlet usikkerhed i rapporteringsperioden på 7,5 %. Hvis den samlede usikkerhed for den anvendte kvantificeringsmetode overstiger 7,5 %, anvender hver driftsleder følgende tilpasning:

CO2,rapporteret [t CO2] = CO2,kvantificeret [t CO2] * (1 + (UsikkerhedSystem [%]/100) – 0,075)

hvor:

CO2,rapporteret = mængde CO2, der skal medtages i den årlige emissionsrapport, for så vidt angår det pågældende udsivningsuheld

CO2,kvantificeret = mængde CO2 bestemt gennem den anvendte kvantificeringsmetode for det pågældende udsivningsuheld,

UsikkerhedSystem = den grad af usikkerhed, der forbindes med kvantificeringsmetoden, som anvendes for det pågældende udsivningsuheld.

BILAG V

Minimumskrav til metodetrin til beregningsbaserede fremgangsmåder i forbindelse med anlæg i kategori A som omhandlet i artikel 19, stk. 2, litra a), og enheder i kategori A som omhandlet i artikel 75e, stk. 2, litra a), og beregningsfaktorer for standardhandelsbrændsler, der anvendes af anlæg i kategori B og C som omhandlet i artikel 19, stk. 2, litra b) og c), og enheder i kategori B som omhandlet i artikel 75e, stk. 2, litra b)

Tabel 1

Minimumsmetodetrin, der skal anvendes ved beregningsbaserede metoder for anlæg i kategori A, og for så vidt angår beregningsfaktorer for standardhandelsbrændsel for alle anlæg i henhold til artikel 26, stk. 1, litra a)

Aktivitets-/kildestrømstype	Aktivitetsdata		Emissionsfaktor (1)	Kompositionsdata (kulstofindhold) (1)	Oxidations-faktor	Omregnings-faktor
Aktivitets-/kildestrømstype	Mængde af brændsel eller materiale	Nedre brændværdi
Forbrænding af brændsler
Standardhandelsbrændsel	2	2a/2b					2a/2b	i.r.	1	i.r.
Andre brændsler i gasholdig form eller flydende form	2	2a/2b	2a/2b	i.r.	1	i.r.
▼M4
Fast brændsel, undtagen affald	1	2a/2b	2a/2b	i.r.	1	i.r.
▼M4
Affald	1	2a/2b	2a/2b	i.r.	1	i.r.
▼B
Massebalancemetode for gasbehandlingsterminaler	1	i.r.	i.r.	1	i.r.	i.r.
Afbrænding af gas uden nyttiggørelse	1	i.r.	1	i.r.	1	i.r.
Røggasvask (karbonat)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Røggasvask (gips)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Skrubning (urinstof)	1	1	1	i.r.	1	i.r.
▼M5
Raffinering af olie
▼B
Regenerering af katalysatorer til katalytisk krakning	1	i.r.	i.r.	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling af koks
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Brændsel anvendt til proces	1	2	2	i.r.	i.r.	i.r.
Ristning og sintring af malm
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Tilført karbonat	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Fremstilling af jern og stål
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Brændsel anvendt til proces	1	2a/2b	2	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller, herunder sekundær aluminium
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Procesemissioner	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
▼M5
Fremstilling af primær aluminium eller aluminiumoxid
▼B
Massebalance for CO2-emissioner	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Emissioner af perfluorcarboner (hældningsmetoden)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Emissioner af perfluorcarboner (overspændingsmetoden)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling af cementklinker
Mængde af materiale, ovnen tilføres (metode A)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Klinkerfremstilling (metode B)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Elfilterstøv	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Andet tilsat kulstof end karbonat	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Fremstilling af kalk og kalcinering af dolomit og magnesit
Karbonat (metode A)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Andre tilførte procesmaterialer	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Jordalkaliske oxider (metode B)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Fremstilling af glas og mineraluld
Tilført karbonat	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Andre tilførte procesmaterialer	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Fremstilling af keramiske produkter
Tilført karbonat (metode A)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Andre tilførte procesmaterialer	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Alkaliske oxider (metode B)	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	1
Røggasvask	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling af gips og gipsplader: se forbrænding af brændsler
Fremstilling af papirmasse og papir
Tilskudskemikalier	1	i.r.	1	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling af carbon black
Massebalancemetode	1	i.r.	i.r.	1	i.r.	i.r.
Fremstilling af ammoniak
Brændsel anvendt til proces	2	2a/2b	2a/2b	i.r.	i.r.	i.r.
Fremstilling af organiske massekemikalier
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Fremstilling af brint og syntesegas
Brændsel anvendt til proces	2	2a/2b	2a/2b	i.r.	i.r.	i.r.
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Fremstilling af natriumkarbonat og natriumhydrogencarbonat
Massebalance	1	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
▼M5
Opsamling, overførsel og geologisk lagring af CO2 på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF
Massebalance af overført CO2	2	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
Udluftning, udsivning og fugitive emissioner af CO2	2	i.r.	i.r.	2	i.r.	i.r.
(1) Metodetrin for emissionsfaktoren er relateret til den foreløbige emissionsfaktor, kulstofindholdet er relateret til det samlede kulstofindhold. For blandede materialer bestemmes biomassefraktionen særskilt. Metodetrin 1 skal være det minimumsmetodetrin, der skal anvendes for biomassefraktionen for kategori A-anlæg, og for så vidt angår standardhandelsbrændsel for alle anlæg i henhold til artikel 26, stk. 1, litra a). (»i.r.« betyder »ikke relevant«).

Tabel 2

Minimumsmetodetrin, der skal anvendes ved beregningsbaserede metoder for enheder i kategori A, og for så vidt angår beregningsfaktorer for standardhandelsbrændsel for regulerede enheder i henhold til artikel 75e, stk. 2, litra a)

Brændselsstrømtype	Frigivet brændselsmængde	Omregningsfaktor	Emissionsfaktor (1)
Standardhandelsbrændsel	2	2a/2b	2a/2b
Andre brændsler i gasholdig form eller flydende form	2	2a/2b	2a/2b
Fast brændsel	1	2a/2b	2a/2b
(1) Metodetrin for emissionsfaktoren vedrører den foreløbige emissionsfaktor. For blandede materialer bestemmes biomassefraktionen særskilt. Metodetrin 1 skal være det minimumsmetodetrin, der skal anvendes for biomassefraktionen for kategori A-enheder, og for så vidt angår standardhandelsbrændsel for alle regulerede enheder i henhold til artikel 75e, stk. 2, litra a).

BILAG VI

Referenceværdier for beregningsfaktorer (artikel 31, stk. 1, litra a)

1. BRÆNDSELSEMISSIONSFAKTORER I FORHOLD TIL NEDRE BRÆNDVÆRDI (NCV)

Tabel 1

Brændslers emissionsfaktorer relateret til nedre brændværdi (NCV) og nedre brændværdi pr. brændselsmasse.

Beskrivelse af brændselstype	Emissionsfaktor (t CO2/TJ)	Nedre brændværdi (TJ/Gg)	Kilde
Råolie	73,3	42,3	IPCC 2006 GL
Orimulsion	77,0	27,5	IPCC 2006 GL
Naturligt forekommende flydende gas	64,2	44,2	IPCC 2006 GL
Motorbenzin	69,3	44,3	IPCC 2006 GL
Petroleum (andet end jetkerosine)	71,9	43,8	IPCC 2006 GL
Skiferolie	73,3	38,1	IPCC 2006 GL
Benzin/dieselolie	74,1	43,0	IPCC 2006 GL
Restbrændselsolie	77,4	40,4	IPCC 2006 GL
Flaskegas (LPG)	63,1	47,3	IPCC 2006 GL
Ethan	61,6	46,4	IPCC 2006 GL
Nafta	73,3	44,5	IPCC 2006 GL
Tjære	80,7	40,2	IPCC 2006 GL
Smøremidler	73,3	40,2	IPCC 2006 GL
Petroleumskoks	97,5	32,5	IPCC 2006 GL
Raffinaderiråmateriale	73,3	43,0	IPCC 2006 GL
Raffinaderigas	57,6	49,5	IPCC 2006 GL
Paraffinvoks	73,3	40,2	IPCC 2006 GL
Mineralsk terpentin og industrisprit (SBP)	73,3	40,2	IPCC 2006 GL
Andre mineralolieprodukter	73,3	40,2	IPCC 2006 GL
Antracit	98,3	26,7	IPCC 2006 GL
Kokskul	94,6	28,2	IPCC 2006 GL
Andet bituminøst kul	94,6	25,8	IPCC 2006 GL
Subbituminøst kul	96,1	18,9	IPCC 2006 GL
Brunkul	101,0	11,9	IPCC 2006 GL
Olieskifer og asfaltsand	107,0	8,9	IPCC 2006 GL
Stenkulsbriketter	97,5	20,7	IPCC 2006 GL
Koksovnskul og brunkulskoks	107,0	28,2	IPCC 2006 GL
Gaskoks	107,0	28,2	IPCC 2006 GL
Kultjære	80,7	28,0	IPCC 2006 GL
Gasværksgas	44,4	38,7	IPCC 2006 GL
Koksværksgas	44,4	38,7	IPCC 2006 GL
Højovnsgas	260	2,47	IPCC 2006 GL
Gas fra oxygenblæsningsstålværker	182	7,06	IPCC 2006 GL
Naturgas	56,1	48,0	IPCC 2006 GL
Industriaffaldsprodukter	143	i.r.	IPCC 2006 GL
Spildolie	73,3	40,2	IPCC 2006 GL
Tørv	106,0	9,76	IPCC 2006 GL
Træ/træaffald	—	15,6	IPCC 2006 GL
Andre typer primær fast biomasse	—	11,6	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Trækul	—	29,5	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Biobenzin	—	27,0	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Biodiesel	—	27,0	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Andre flydende biobrændsler	—	27,4	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Lossepladsgas	—	50,4	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Gas fra slam	—	50,4	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Anden biogas	—	50,4	IPCC 2006 GL (kun NCV)
Brugte dæk	85,0 (1)	i.r.	WBCSD CSI
▼M4
Kommunalt affald (undtagen biomassefraktionen)	91,7	i.r.	IPCC 2006 GL
▼B
Carbonmonoxid	155,2 (2)	10,1	J. Falbe and M. Regitz, Römpp Chemie Lexikon, Stuttgart, 1995
Methan	54,9 (3)	50,0	J. Falbe and M. Regitz, Römpp Chemie Lexikon, Stuttgart, 1995
(1) Dette er den foreløbige emissionsfaktor, dvs. før anvendelsen af en biomassefraktion, hvis relevant. (2) Baseret på NCV på 10,12 TJ/t (3) Baseret på NCV på 50,01 TJ/t

2. EMISSIONSFAKTOR RELATERET TIL PROCESEMISSIONER

Tabel 2

Støkiometrisk emissionsfaktor for procesemissioner fra karbonatnedbrydning (metode A)

Karbonat	Emissionsfaktor [t CO2/t karbonat]
CaCO3	0,440
MgCO3	0,522
Na2CO3	0,415
BaCO3	0,223
Li2CO3	0,596
K2CO3	0,318
SrCO3	0,298
NaHCO3	0,524
FeCO3	0,380
Generelt	Emissionsfaktor = [[M(CO2)] / {Y * [M(x)] + Z *[M(CO3 2-)]} X = metal M(x) = molekylvægt på X i [g/mol] M(CO2) = molekylvægt på CO2 i [g/mol] M(CO3 2-) = molekylvægt på CO3 2- i [g/mol] Y = det støkiometriske tal for X Z = det støkiometriske tal for CO3 2-

Tabel 3

Støkiometrisk emissionsfaktor for procesemissioner fra karbonatnedbrydning baseret på jordalkaliske oxider (metode B)

Oxid	Emissionsfaktor [t CO2/t oxid]
CaO	0,785
MgO	1,092
BaO	0,287
generelt: XYOZ	Emissionsfaktor = [M(CO2)] / {Y * [M(x)] + Z * [M(O)]} X = jordalkalisk eller alkalisk metal M(x) = molekylvægt på X i [g/mol] M(CO2) = molekylvægt på CO2 i [g/mol] M(O) = molekylvægt på O [g/mol] Y Ydet støkiometriske tal for X= 1 (for jordalkaliske metaller)= 2 (for alkaliske metaller) det støkiometriske tal for X = 1 (for jordalkaliske metaller) = 2 (for alkaliske metaller) Z = det støkiometriske tal for O = 1

Tabel 4

Emissionsfaktorer for procesemissioner fra andre procesmaterialer (fremstilling af jern og stål og bearbejdning af ferrometaller) (1)

Tilført eller produceret materiale	Kulstofindhold (t C/t)	Emissionsfaktor (t CO2/t)
Direkte reduceret jern (DRI)	0,0191	0,07
Kulelektroder til lysbueovne	0,8188	3,00
Proceskul til lysbueovne	0,8297	3,04
Råjernsbriketter	0,0191	0,07
Gas fra oxygenblæsningsstålværker	0,3493	1,28
Petroleumskoks	0,8706	3,19
Støbejern	0,0409	0,15
Jern / skrot af jern	0,0409	0,15
Stål / skrot af stål	0,0109	0,04
(1) IPCC-retningslinjerne af 2006 for nationale opgørelser af drivhusgasser.

Tabel 5

Støkiometriske emissionsfaktorer for procesemissioner fra andre procesmaterialer (organiske massekemikalier) (1)

Stof	Kulstofindhold (t C/t)	Emissionsfaktor (t CO2 / t)
Acetonitril	0,5852	2,144
Acrylonitril	0,6664	2,442
Butadien	0,888	3,254
Carbon black	0,97	3,554
Ethylen	0,856	3,136
Ethylendichlorid	0,245	0,898
Ethylenglycol	0,387	1,418
Ethylenoxid	0,545	1,997
Hydrogencyanid	0,4444	1,628
Methanol	0,375	1,374
Methan	0,749	2,744
Propan	0,817	2,993
Propylen	0,8563	3,137
Vinylchloridmonomer	0,384	1,407
(1) IPCC-retningslinjerne af 2006 for nationale opgørelser af drivhusgasser.

3. GLOBALT OPVARMNINGSPOTENTIALE FOR ANDRE DRIVHUSGASSER END CO2

Tabel 6

Potentiale for global opvarmning

Gas	Potentiale for global opvarmning
N2O	265 t CO2(e)/t N2O
CF4	6 630 t CO2(e)/t CF4
C2F6	11 100 t CO2(e)/t C2F6

BILAG VII

Mindstehyppighed for analyser (artikel 35)

Brændsel/materiale	Mindstehyppighed for analyse
Naturgas	Mindst en gang om ugen
▼M5
CO2 overført	Mindst en gang om ugen
Røggas med henblik på artikel 43, stk. 4	For hver 50 000 ton samlet CO2, dog mindst én gang om måneden
▼B
Andre gasser, især syntesegas og procesgasser såsom raffinaderigas, koksovnsgas, højovnsgas og konvertergas samt gas fra olie- og gasfelter	Mindst en gang om dagen ved anvendelse af passende procedurer på forskellige tidspunkter af dagen
Brændselsolier (f.eks. let, middelsvær, tung brændselsolie, bitumen)	For hver 20 000 ton brændsel, dog mindst seks gange om året
Kul, koksegnet kul, koks, oliekoks, tørv	For hver 20 000 ton brændsel/materiale, dog mindst seks gange om året
Andre brændsler	For hver 10 000 ton brændsel, dog mindst fire gange om året
Ubehandlet fast affald (rent fossilt eller blandet biomasse/fossilt)	For hver 5 000 ton affald, dog mindst fire gange om året
Flydende affald, forbehandlet fast affald	For hver 10 000 ton affald, dog mindst fire gange om året
Karbonatmineraler (inklusive kalksten og dolomit)	For hver 50 000 ton materiale, dog mindst fire gange om året
Ler og skifer	Materialemængder svarende til 50 000 ton CO2, dog mindst fire gange om året
Andre materialer (primær-, mellemprodukter og endelige produkter)	Afhængigt af materialetypen og variationen heraf, materialemængder svarende til 50 000 ton CO2, dog mindst fire gange om året

BILAG VIII

Målingsbaseret metode (artikel 41)

1. DEFINITION AF METODETRIN FOR MÅLINGSBASEREDE METODER

Målingsbaserede metoder skal godkendes i henhold til metodetrin med følgende største tilladte usikkerheder for årlige gennemsnitlige timeemissioner beregnet i overensstemmelse med ligning 2 anført i afsnit 3 til dette bilag.

Tabel 1

Metodetrin for systemer til kontinuerlig måling (tilladt tolerance for hvert metodetrin)

For så vidt angår CO2, den usikkerhed, der skal benyttes for den samlede målte mængde CO2. Hvis biomassefraktionen bestemmes ved en målingsbaseret metode, benyttes samme definition af metodetrin som for CO2 til biomassefraktionen.

	Metodetrin 1	Metodetrin 2	Metodetrin 3	Metodetrin 4
CO2-emissionskilder	± 10 %	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %
N2O-emissionskilder	± 10 %	± 7,5 %	± 5 %	i.r.
CO2-overførsel	± 10 %	± 7,5 %	± 5 %	± 2,5 %

2. MINIMUMSKRAV TIL METODETRIN FOR KATEGORI A-ANLÆG

Tabel 2

Minimumsmetodetrin, der skal anvendes for kategori A-anlæg for målingsbaserede metoder i henhold til artikel 41, stk. 1, litra a)

Drivhusgas	Minimumskrav for metodetrin
CO2	2
N2O	2

3. BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASSER VED HJÆLP AF MÅLINGSBASEREDE METODER

Ligning 1: Beregning af årlige emissioner i henhold til artikel 43, stk. 1:

Ligning 2: Bestemmelse af gennemsnitlige timeemissioner

Ligning 2a: Bestemmelse af gennemsnitlig drivhusgaskoncentration pr. time med henblik på rapportering i henhold til afsnit 1, punkt 9, litra b), i bilag X:

Ligning 2b: Bestemmelse af gennemsnitlig røggasstrømning pr. time med henblik på rapportering i henhold til afsnit 1, punkt 9, litra b), i bilag X:

Ligning 2c: Beregning af årlige emissioner med henblik på den årlige emissionsrapport i henhold til afsnit 1, punkt 9, litra b), i bilag X:

Følgende forkortelser anvendes i ligning 1 til 2c:

Indekset i henviser til den individuelle driftstime. Anvender en driftsleder kortere referenceperioder i henhold til artikel 44, stk. 1, anvendes denne referenceperiode i stedet for timer i forbindelse med disse beregninger.

DHG Emi alt = samlede drivhusgasemissioner i ton

DHG-koncpr. time, i = timekoncentration af drivhusgasemissioner i g/Nm3 i røggasstrømmen ved drift for timen i

Vpr. time, i = røggasmængden i Nm3 for timen i (dvs. integreret flow i løbet af den pågældende time eller en kortere referenceperiode);

DHG Emgns = årlig gennemsnitlig emission pr. time i kg/h fra kilden

Driftstimer = det samlede antal timer, for hvilke den målingsbaserede metode anvendes, herunder timer, for hvilke data er blevet erstattet i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2-4

DHG koncgns = årlige gennemsnitlige timekoncentrationer af drivhusgasemissioner i g/Nm3

Flowgns = årlig gennemsnitlig røggasstrøm i Nm3/h.

4. BEREGNING AF KONCENTRATIONEN VED HJÆLP AF INDIREKTE KONCENTRATIONSMÅLING

Ligning 3: Beregning af koncentrationen

5. ERSTATNING FOR MANGLENDE KONCENTRATIONSDATA VED MÅLINGSBASEREDE METODER

Ligning 4: Erstatning for manglende data ved målingsbaserede metoder

hvor:

= det aritmetiske gennemsnit af koncentrationen af den specifikke parameter i hele rapporteringsperioden, eller hvis specifikke omstændigheder gjorde sig gældende, da data blev mistet, en hensigtsmæssig periode, der afspejler de specifikke omstændigheder

σ C_ = det bedste skøn af standardafvigelsen for koncentrationen for den specifikke parameter i hele rapporteringsperioden, eller hvis specifikke omstændigheder gjorde sig gældende, da data blev mistet, en hensigtsmæssig periode, der afspejler de specifikke omstændigheder.

BILAG IX

Minimumsdata og information, der skal opbevares i henhold til artikel 67, stk. 1

Driftsledere, luftfartøjsoperatører og regulerede enheder skal som minimum opbevare følgende:

1. FÆLLES ELEMENTER FOR ANLÆG, LUFTFARTØJSOPERATØRER OG REGULEREDE ENHEDER

Overvågningsplanen, der er godkendt af den kompetente myndighed.

Dokumentation, der begrunder valget af overvågningsmetode og midlertidige eller permanente ændringer af overvågningsmetoder, samt når det er relevant de metodetrin, som er godkendt af den kompetente myndighed.

Alle relevante opdateringer af overvågningsplaner, der er meddelt til den kompetente myndighed i henhold til artikel 15, samt den kompetente myndigheds svar.

Alle skriftlige procedurer, der henvises til i overvågningsplanen, herunder prøvetagningsplanen, hvis relevant, procedurerne for datastrømsaktiviteter og procedurerne for kontrolaktiviteter.

En liste over alle anvendte versioner af overvågningsplanen og alle relaterede procedurer.

Dokumentation for ansvarsfordelingen i forbindelse med overvågning og rapportering.

Risikovurderingen udført af driftslederen, luftfartøjsoperatøren eller den regulerede enhed, hvis relevant.

Forbedringsrapporterne i henhold til artikel 69.

Den verificerede årlige emissionsrapport,

10)

Verifikationsrapporten.

11)

Eventuelle andre oplysninger, der kræves til verifikation af den årlige emissionsrapport.

2. ►M5 SPECIFIKKE ELEMENTER FOR STATIONÆRE ANLÆG: ◄

Tilladelsen til drivhusgasemission og eventuelle opdateringer heraf.

Eventuelle usikkerhedsvurderinger, hvis relevant.

For beregningsbaserede metoder anvendt på anlæg:

de aktivitetsdata, der er anvendt til enhver beregning af emissioner for hver kildestrøm, kategoriseret efter proces og brændsels- eller materialetype

en liste over alle standardværdier, der er anvendt som beregningsfaktorer, hvis relevant

det komplette sæt af prøvetagnings- og analyseresultater til bestemmelsen af beregningsfaktorer

dokumentation for alle ineffektive procedurer, der er udbedret, og udbedrende foranstaltninger truffet i henhold til artikel 64

eventuelle resultater af kalibrering og vedligeholdelse af måleinstrumenter.

Følgende yderligere elementer opbevares for målingsbaserede metoder på anlæg:

dokumentation, der begrunder valget af en målingsbaseret metode,

de data, der er anvendt til analyse af usikkerhedsmomenterne emissionerne fra hver emissionskilde, kategoriseret efter proces,

de data, der er anvendt til den underbyggende beregning, samt resultaterne af beregningerne,

en detaljeret teknisk beskrivelse af systemet til kontinuerlig måling, herunder dokumentation for godkendelse fra den kompetente myndighed,

rådata og aggregerede data fra systemet til kontinuerlig måling, herunder dokumentation for tidsmæssige ændringer, logbogen over prøvekørsler, nedetid, kalibreringer, service og vedligeholdelse,

dokumentation for eventuelle ændringer af systemet til kontinuerlig måling,

eventuelle resultater af kalibrering og vedligeholdelse af måleinstrumenter.

hvis relevant, masse- eller energibalancemodellen, der er anvendt med henblik på bestemmelse af surrogatdata i henhold til artikel 45, stk. 4, og underliggende forudsætninger.

Hvis der anvendes en alternativ metode, jf. artikel 22: alle nødvendige data til bestemmelse af emissioner fra emissionskilderne og kildestrømme, for hvilke denne metode anvendes, samt indirekte data for aktivitetsdata, beregningsfaktorer og andre parametre, der ville blive rapporteret om, hvis der anvendtes en metodetrinstilgang.

►M5 Følgende yderligere elementer opbevares for fremstilling af primær aluminium eller aluminiumoxid: ◄

dokumentation for resultaterne af målekampagner til bestemmelse af de anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 og C2F6

dokumentation for resultaterne af bestemmelse af effektiviteten af opsamling af fugitive emissioner

alle relevante data vedrørende fremstillingen af primær aluminium samt hyppigheden af anodeeffekter og deres varighed eller overspændingsdata.

Følgende yderligere elementer opbevares, hvis relevant, for aktiviteter vedrørende CO2-opsamling, -transport og geologisk lagring:

dokumentation for mængden af CO2, som anlæg, der foretager geologisk lagring af CO2, har injiceret i lagringskomplekset

repræsentativt sammenlagte tryk- og temperaturdata fra en transportinfrastruktur

en kopi af lagringstilladelsen, herunder den godkendte overvågningsplan, i henhold til artikel 9 i direktiv 2009/31/EF

de indsendte rapporter skal være i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 2009/31/EF

rapporter om resultaterne af de inspektioner, der er udført i medfør af artikel 15 i direktiv 2009/31/EF

dokumentation for udbedrende foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF.

For CO2, der er permanent kemisk bundet, i givet fald følgende yderligere elementer:

dokumentation for mængden af CO2, der er permanent kemisk bundet

de produkttyper, hvori CO2 blev kemisk bundet, de mængder der er fremstillet af dem og produkternes respektive anvendelser.

3. SPECIFIKKE ELEMENTER FOR LUFTFARTSAKTIVITETER

En liste over egne, leased-in og leased-out luftfartøjer og den nødvendige dokumentation for, at listen er fyldestgørende for hvert luftfartøj den dato, hvor det føjes til eller fjernes fra luftfartøjsoperatørens flåde

En liste over omfattede flyvninger for hver rapporteringsperiode, herunder ICAO-designatorkoden for de to flyvepladser for hver flyvning, og den nødvendige dokumentation for, at denne liste er fyldestgørende.

Relevante data, der er anvendt til bestemmelse af brændstofforbrug og emissioner.

Med henblik på overvågning af emissioner, dokumentation af metoden i tilfælde af manglende data, antallet af flyvninger, for hvilke data manglede, de data, der er anvendt til at lukke datahuller, hvor disse forekom, og, i de tilfælde, hvor antallet af flyvninger med manglende data oversteg 5 % af de rapporterede flyvninger, årsagerne til, at data manglede, samt dokumentation for trufne korrigerende foranstaltninger

Med henblik på overvågning og rapportering af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, alle data, som overvåges af luftfartøjsoperatøren i henhold til denne forordnings artikel 56b, stk. 2, hvis sådanne data benyttes til at beregne CO2(e) pr. flyvning i henhold til metoden i denne forordnings artikel 56a

Med henblik på overvågningen af ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, og hvis luftfartøjsoperatøren ikke anvender NEATS, antallet af flyvninger, hvor der manglede data, og hvor egnede standardværdier fra bilag IIIa, afsnit 5, og bilag IIIb til denne forordning benyttes i stedet for de manglende data.

4. SPECIFIKKE ELEMENTER FOR REGULEREDE ENHEDER

En liste over brændselsstrømme for hver rapporteringsperiode og den nødvendige dokumentation for, at denne liste er fyldestgørende, herunder med hensyn til kategoriseringen af brændselsstrømme

de måder, hvorpå brændslerne som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF overgår til forbrug, og hvis oplysningerne foreligger, de typer forbrugere i mellemleddene, for hvem dette ikke medfører uforholdsmæssige administrative byrder

typen af endelig anvendelse, herunder den relevante CRF-kode for de endelige sektorer, hvor brændslet som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF forbruges, på det tilgængelige aggregeringsniveau

relevante data, der anvendes til at bestemme de frigivne brændselsmængder for hver brændselsstrøm

en liste over anvendte standardværdier og beregningsfaktorer, hvis det er relevant

anvendelsesfaktor for hver brændselsstrøm, herunder en identifikation af hver sektor for endeligt forbrug og alle denne identifikations relevante underliggende data

de anvendte metodetrin, herunder begrundelser for afvigelser fra de påkrævede metodetrin

det komplette sæt af prøvetagnings- og analyseresultater til bestemmelsen af beregningsfaktorer

dokumentation for alle ineffektive procedurer, der er udbedret, og udbedrende foranstaltninger truffet i henhold til artikel 64

10)

eventuelle resultater af kalibrering og vedligeholdelse af måleinstrumenter.

11)

en liste over anlæg, hvortil brændsel som defineret i artikel 3, nr. af), i direktiv 2003/87/EF overgår til forbrug, herunder navn, adresse og tilladelsesnummer og frigivne brændselsmængder, der er leveret til disse anlæg i rapporteringsperioderne.

BILAG X

Minimumsindhold i den årlige rapport (artikel 68, stk. 3)

1. ►M5 ÅRLIG EMISSIONSRAPPORT FOR STATIONÆRE ANLÆG ◄

Et anlægs årlige emissionsrapport skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

(1)

De identifikationsdata for anlægget, som anføres i bilag IV til direktiv 2003/87/EF, og det entydige nummer på anlæggets tilladelse undtagen for anlæg til forbrænding af kommunalt affald.

(2)

Navn og adresse på verifikatoren af rapporten.

(3)

Rapporteringsåret.

(4)

Henvisning til og udgavenummer af den seneste godkendte overvågningsplan og den dato, fra hvilken den er gældende, samt henvisning til og udgavenummer af andre overvågningsplaner, der er relevante for rapporteringsåret.

(5)

Relevante ændringer i driften af et anlæg og ændringer såvel som midlertidige afvigelser, der er forekommet i rapporteringsperioden, i forhold til den overvågningsplan, som er godkendt af den relevante myndighed, herunder midlertidige eller permanente ændringer i metodetrin, årsager til disse ændringer, startdato for ændringerne, samt start- og slutdato for midlertidige ændringer.

(6)

Oplysninger for alle emissionskilder og kildestrømme, der mindst omfatter:

de samlede emissioner udtryk som t CO2(e), herunder CO2 fra biomassekildestrømme, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 38, stk. 5, eller fra RFNBO- eller RCF-kildestrømme, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 3, eller fra kildestrømme af syntetiske kulstoffattige brændstoffer, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 4

hvis der udledes andre drivhusgasser end CO2: den samlede emission udtrykt som t

hvorvidt den målingsbaserede metode eller beregningsmetoden omtalt i artikel 21 anvendes

de anvendte metodetrin

aktivitetsdata:

for brændsel: mængden heraf (udtrykt som ton eller Nm3) og den nedre brændværdi (GJ/t eller GJ/Nm3) rapporteret separat

ii)

for alle andre kildestrømme: mængden heraf udtrykt som ton eller Nm3

emissionsfaktorer, udtrykt i overensstemmelse med de krav, der er fastlagt i denne forordnings artikel 36, stk. 2, biomassefraktion, biomassefraktion med nulsats, RFNBO- eller RCF-fraktion, RFNBO- eller RCF-fraktion med nulsats, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats samt oxidations- og omregningsfaktorer, udtrykt som dimensionsløse fraktioner

hvis emissionsfaktorer for brændsler er relateret til masse eller mængde i stedet for energi: værdier bestemt i henhold til artikel 26, stk. 5, for den respektive kildestrøms nedre brændværdi.

Hvis en kildestrøm er en affaldstype, de relevante affaldskoder i henhold til Kommissionens afgørelse 2014/955/EU ( 18 ).

Hvis en massebalancemetode anvendes: massestrømmen og kulstofindholdet for hver kildestrøm ind i og ud af anlægget biomassefraktion, biomassefraktion med nulsats, RFNBO- eller RCF-fraktion, RFNBO- eller RCF-fraktion med nulsats, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof, fraktion af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats samt nedre brændværdi, hvis det er relevant

Oplysninger, der skal rapporteres som memorandumposter, bestående af som minimum:

mængder af forbrændt biomasse og forbrændt biomasse med nulsats eller mængder af forbrændt RFNBO eller RCF og forbrændt RFNBO eller RCF med nulsats eller mængder af forbrændte syntetiske kulstoffattige brændstoffer og forbrændte syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats, udtrykt i TJ eller anvendt i processer, udtrykt i t eller Nm3

CO2-emissioner fra biomasse og fra biomasse med nulsats eller emissioner fra RFNBO eller RCF og fra RFNBO eller RCF med nulsats, eller emissioner fra syntetiske kulstoffattige brændstoffer og fra syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats udtrykt i t CO2, hvor den målingsbaserede metode anvendes til at bestemme emissionerne

en tilnærmelse for den nedre brændværdi af kildestrømmene af biomasse eller RFNBO eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer, hvis relevant

emissioner, mængder og energiindhold for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, RFNBO'er eller RCF'er eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer, som forbrændes, udtrykt i t og TJ, og oplysninger om, hvorvidt biomassebrændslerne og de flydende biobrændsler eller RFNBO eller RCF og syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 38, stk. 5, eller artikel 39a, stk. 3 eller 4

CO2 eller N2O overført til et anlæg eller modtaget fra et anlæg samt al CO2 i transit, hvor denne forordnings artikel 49 eller 50 finder anvendelse, udtrykt i t CO2(e)

indeholdt CO2 overført til et anlæg eller modtaget fra et anlæg, hvor artikel 48 finder anvendelse, udtrykt i t CO2

hvis relevant, navnet på anlægget og dets identifikationskode som defineret i henhold til de retsakter, som er vedtaget i medfør af artikel 19, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF:

af det eller de anlæg, som CO2 eller N2O overføres til i henhold til punkt 8, litra e) og f)

ii)

af det eller de anlæg, hvorfra CO2 eller N2O modtages i henhold til punkt 8, litra e) og f)

Hvis det pågældende anlæg ikke har en sådan identifikationskode, angives navn og adresse på anlægget samt relevante kontaktoplysninger for en kontaktperson.

overført CO2 fra biomasse, udtrykt i t CO2

mængde CO2, der er kemisk bundet i produkter i overensstemmelse med denne forordnings artikel 49a, stk. 1., udtrykt i t CO2

de typer og mængder af fremstillede produkter, hvori CO2 er blevet kemisk bundet i henhold til denne forordnings artikel 49a, stk. 1, udtrykt i ton produkt.

(9)

Hvis en målingsbaseret metode anvendes:

hvis CO2 måles som de årlige fossile CO2-emissioner og de årlige CO2-emissioner fra anvendelse af biomasse

driftstimer for det kontinuerlige emissionsmålingssystem (CEMS), de målte drivhusgaskoncentrationer og røggasstrømme, udtrykt som årligt gennemsnit pr. time og som årlig samlet værdi.

hvis det er relevant, et indirekte mål for energiindholdet fra fossile brændsler og materialer, fra biomassebrændsler og -materialer og fra RFNBO eller RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer.

(10)

Hvis der anvendes en metode som omtalt i artikel 22: alle nødvendige data til bestemmelse af emissionerne fra emissionskilderne og kildestrømme, for hvilke denne metode anvendes, samt indirekte data for aktivitetsdata, beregningsfaktorer og andre parametre, der ville blive rapporteret om, hvis der anvendtes en metodetrinstilgang.

(11)

Hvis der er forekommet huller i dataene, som er blevet lukket med surrogatdata i henhold til artikel 66, stk. 1:

kildestrømmen eller emissionskilden, som hver datamangel gælder for

grundene til hver datamangel

start- og slutdatoen for hver datamangel

de beregnede emissioner, baseret på surrogatdata.

hvis skønsmetoden for surrogatdataene endnu ikke er medtaget i overvågningsplanen: en detaljeret beskrivelse af skønsmetoden, herunder dokumentation for, at den anvendte metode ikke fører til en undervurdering af emissionerne i den respektive tidsperiode.

(12)

Andre eventuelle ændringer på anlægget i rapporteringsperioden, der er relevante for dette anlægs emission af drivhusgasser i rapporteringsåret.

(13)

I relevante tilfælde den producerede mængde primær aluminium, hyppigheden af anodeeffekter i rapporteringsperioden og deres varighed eller data for anodeeffektoverspænding i rapporteringsperioden, samt resultaterne af den seneste bestemmelse af de anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 og C2F6, som er beskrevet i bilag IV, og af den seneste bestemmelse af kanalernes opsamlingseffektivitet.

Emissioner fra forskellige emissionskilder eller kildestrømme af samme type i et enkelt anlæg, som har relation til samme aktivitetstype, kan rapporteres samlet for aktivitetstypen.

Hvis metodetrinet er blevet ændret inden for en rapporteringsperiode, beregner og rapporterer driftslederen emissionerne som separate afsnit i den årlige rapport for de respektive dele af rapporteringsperioden.

Driftsledere af CO2-lagringsanlæg kan anvende forenklede emissionsrapporter efter lukning af lagringsanlægget i henhold til artikel 17 i direktiv 2009/31/EF, der som minimum indeholder elementerne nævnt under punkt 1 til 5, under forudsætning af, at tilladelsen til drivhusgasemission ikke indeholder nogen emissionskilder.

2. ÅRLIGE EMISSIONSRAPPORTER FOR LUFTFARTØJSOPERATØRER

Emissionsrapporten for en luftfartøjsoperatør indeholder som minimum følgende oplysninger:

(1)

Data til identifikation af luftfartøjsoperatøren, som fastlagt i bilag IV til direktiv 2003/87/EF, og det kaldesignal eller andre entydige designatorkoder, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, samt relevante kontaktoplysninger.

(2)

Navn og adresse på verifikatoren af rapporten.

(3)

Rapporteringsåret.

(4)

Henvisning til og udgavenummer af den seneste godkendte overvågningsplan og den dato, fra hvilken den er gældende, henvisning til og udgavenummer af andre overvågningsplaner, der er relevante for rapporteringsåret.

(5)

Relevante ændringer i driften og afvigelser fra den godkendte overvågningsplan i rapporteringsperioden.

(6)

Registreringsnumre for og typer af luftfartøjer, der er anvendt i rapporteringsperioden til udførelse af de luftfartsaktiviteter, som er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som er udført af luftfartøjsoperatøren.

(7)

Det samlede antal flyvninger opdelt på par af stater, der er omfattet af rapporten.

(8)

Masse af rent brændstof (i ton) pr. brændstoftype opdelt på par af stater, herunder alle følgende oplysninger:

om det alternative flybrændstof er tildelt nulsats i overensstemmelse med denne forordnings artikel 54c

om brændstoffet er et støtteberettiget flybrændstof

for støtteberettiget flybrændstof, brændstoftypen som defineret i artikel 3c, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF

(9)

Samlet mængde CO2-emissioner i ton CO2, der udregnes med både den foreløbige emissionsfaktor og emissionsfaktoren, opdelt på afgangs- og ankomstmedlemsstat

(10)

Hvis emissioner beregnes ved hjælp af en emissionsfaktor eller kulstofindhold relateret til masse eller volumen: indirekte data for brændslets nedre brændværdi.

(11)

Hvis der er forekommet huller i dataene, som er blevet lukket med surrogatdata i henhold til artikel 66, stk. 2:

antallet af flyvninger, udtrykt som procent af antallet af årlige flyvninger (afrundet til nærmeste 0,1 %), for hvilke manglende data forekom, og omstændighederne for og grundene til manglende data

den anvendte skønsmetode til surrogatdata

de beregnede emissioner, baseret på surrogatdata.

(12)

Memorandumposter:

mængde alternative flybrændstoffer, der er anvendt i rapporteringsåret (i ton), angivet pr. brændstoftype, og hvorvidt brændstofferne er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordnings artikel 54c

den nedre brændværdi af alternative brændstoffer

(12a)

den samlede mængde støtteberettiget flybrændstof, der er anvendt i rapporteringsåret (i ton), angivet pr. brændstoftype, jf. artikel 3c, stk. 6, i direktiv 2003/87/EF.

(13)

Som bilag til den årlige emissionsrapport vedlægger luftfartøjsoperatøren de årlige emissioner og årlige antal flyvninger pr. flyvepladspar. Hvis det er relevant, angives mængden af alternativt flybrændstof og støtteberettiget flybrændstof (i ton) pr. flyvepladspar. På anmodning fra luftfartøjsoperatøren behandler den kompetente myndighed disse oplysninger som fortrolige.

2a. LUFTFARTØJSOPERATØRERNES ÅRLIGE RAPPORTER OM IKKE-CO2-RELATEREDE VIRKNINGER AF LUFTFART

For så vidt angår ikke-CO2-relaterede virkninger af luftfart, skal den særskilte rapport i denne forordnings artikel 68, stk. 5, som minimum indeholde følgende oplysninger:

Data til identifikation af luftfartøjsoperatøren og det kaldesignal eller andre entydige designatorkoder, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, samt relevante kontaktoplysninger

Navn og adresse på verifikatoren af rapporten.

Rapporteringsåret.

Relevante ændringer i driften og afvigelser fra den godkendte overvågningsplan i rapporteringsperioden.

Det samlede antal flyvninger opdelt på par af stater, der er omfattet af rapporten.

Den samlede mængde CO2(e) fra luftfartøjsoperatørens overvågede flyvninger pr. flyvepladspar, udtrykt i de klimamæssige målestandarder som omhandlet i denne forordnings artikel 56a, stk. 2.

En XML-tabel, som pr. flyvning og efter definitionerne i bilag IIIa, afsnit 1, til denne forordning, omfatter flyveinformation, luftfartøjstype, motoridentifikator og CO2(e), udtrykt i de klimamæssige målestandarder som omhandlet i denne forordnings artikel 56a, stk. 2

10.

Hvis luftfartøjsoperatøren ikke benytter NEATS til at beregne CO2(e), men egne eller tredjeparters IT-værktøjer, jf. denne forordnings artikel 56a, stk. 7, litra b), en beskrivelse af, hvordan virkningsfuldhed er anvendt i disse værktøjer, i overensstemmelse med denne forordning og NEATS, til at forfine GWP. Hvis virkningsfuldhed ikke er anvendt i disse værktøjer, anfører luftfartøjsoperatøren en beskrivelse, hvori der redegøres for grundene til ikke at anvende virkningsfuldhed.

▼M4 —————

4. ÅRLIGE EMISSIONSRAPPORTER FOR REGULEREDE ENHEDER

Den regulerede enheds årlige emissionsrapport skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

De identifikationsdata for den regulerede enhed, som anføres i bilag IV til direktiv 2003/87/EF, og det entydige nummer på dens drivhusgasemissionstilladelse.

Navn og adresse på verifikatoren af rapporten.

Rapporteringsåret.

Relevante ændringer i den regulerede enheds drift samt afvigelser og midlertidige afvigelser, der fandt sted i løbet af rapporteringsperioden, i forhold til den overvågningsplan, der er godkendt af den kompetente myndighed, herunder midlertidige eller permanente ændringer af metodetrin, begrundelser for disse ændringer, dato for ændringernes ikrafttræden samt start- og slutdatoer for midlertidige ændringer.

Oplysninger for alle brændselsstrømme, der mindst omfatter:

de samlede emissioner udtrykt som t CO2, herunder CO2 fra biomassebrændselsstrømme, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 38, stk. 5, eller fra RFNBO- eller RCF-kildestrømme, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 3, eller fra kildestrømme af syntetiske kulstoffattige brændstoffer, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39a, stk. 4

de anvendte metodetrin

frigivne brændselsmængder (udtrykt i ton, Nm3 eller TJ) og omregningsfaktoren, udtrykt i relevante enheder, rapporteret særskilt, hvis det er relevant

emissionsfaktorer, udtrykt i henhold til de krav, der er fastlagt i denne forordnings artikel 75f, biomassefraktionen, fraktionen af biomasse med nulsats, RFNBO- eller RCF-fraktionen, fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats, fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof og fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats, udtrykt som dimensionsløse fraktioner

hvis emissionsfaktorer for brændsler er relateret til masse eller mængde i stedet for energi oplyses værdier, der er bestemt i henhold til artikel 75h, stk. 3, for den respektive kildestrøms omregningsfaktor

de metoder, hvormed brændslet overgår til forbrug

slutanvendelse(er) af den brændselsstrøm, der overgår til forbrug, herunder CRF-koden, i den tilgængelige detaljeringsgrad

anvendelsesfaktoren, udtrykt som dimensionsløs fraktion med op til tre decimaler. Hvis der for en brændselsstrøm anvendes mere end én metode til at bestemme anvendelsesfaktoren oplyses om hver metodetype, den dermed forbundne anvendelsesfaktor, den frigivne brændselsmængde og CRF-koden i den tilgængelige detaljeringsgrad

hvis anvendelsesfaktoren er nul i henhold til artikel 75l, stk. 1:

En liste over alle enheder, der er omfattet af kapitel II og III i direktiv 2003/87/EF, med angivelse af deres navn, adresse og, hvor det er relevant, entydigt tilladelsesnummer

ii)

De frigivne brændselsmængder, der er leveret til hver enhed, der er omfattet af kapitel II og III i direktiv 2003/87/EF, for den relevante rapporteringsperiode, udtrykt som t, Nm3 eller TJ, samt de tilsvarende emissioner.

Oplysninger, der skal rapporteres som memorandumposter, bestående af som minimum:

en tilnærmelse for den nedre brændværdi af brændselsstrømmene af biomasse, RFNBO eller RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer, hvis relevant

emissioner, mængder og energiindhold for biobrændstoffer, flydende biobrændsler, biomassebrændsler, RFNBO'er og RCF'er og syntetiske kulstoffattige brændstoffer, der er overgået til forbrug, udtrykt i t og TJ, og oplysninger om, hvorvidt de overholder bestemmelserne i denne forordnings artikel 38, stk. 5, eller artikel 39a, stk. 3 eller 4

Hvis der er forekommet huller i dataene, som er blevet lukket med surrogatdata i henhold til artikel 66, stk. 1:

brændselsstrømmen, som hver datamangel gælder for

grundene til hver datamangel

start- og slutdatoen for hver datamangel

de beregnede emissioner, baseret på surrogatdata.

Andre eventuelle ændringer i den regulerede enhed i rapporteringsperioden, der er relevante for den regulerede enheds emission af drivhusgasser i rapporteringsåret.

BILAG Xa

Rapporter om leverandører af brændsel og stationære anlægs anvendelse af brændsel og, hvor det er relevant, luftfartøjsoperatører og rederier

Sammen med oplysningerne i den årlige emissionsrapport i henhold til bilag X til denne forordning forelægger driftslederen følgende oplysninger for hvert indkøbt brændsel som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF:

navn, adresse og entydigt tilladelsesnummer på den leverandør af brændsel, der er registreret som reguleret enhed. I tilfælde, hvor leverandøren af brændsel ikke er en reguleret enhed, indsender driftslederen, hvis oplysningerne er tilgængelige, en liste over alle leverandører af brændsel fra direkte leverandører op til den regulerede enhed, herunder deres navn, adresse og entydige tilladelsesnummer

de typer og mængder af brændsler, der er erhvervet fra hver leverandør, jf. litra a), i den relevante rapporteringsperiode

den mængde brændsel, der er anvendt til de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF, fra hver leverandør af brændsel i den relevante rapporteringsperiode.

BILAG Xb

Rapporter om regulerede enheders frigivne brændsler

Sammen med oplysningerne i den årlige emissionsrapport i henhold til bilag X til denne forordning forelægger den regulerede enhed følgende oplysninger for hvert indkøbt brændsel som defineret i artikel 3, litra af), i direktiv 2003/87/EF:

navn, adresse og entydigt tilladelsesnummer på driftslederen og, hvis det er relevant, den luftfartøjsoperatør og det rederi, som brændslet frigives til. I andre tilfælde, hvor brændslet er beregnet til endelig anvendelse i sektorer, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, indsender den regulerede enhed, hvis oplysningerne er tilgængelige, en liste over alle forbrugere af brændsel fra direkte køber og ned til driftslederen, herunder, hvis dette ikke medfører uforholdsmæssige administrative byrder, deres navn, adresse og entydige tilladelsesnummer

de typer og mængder af brændsler, der er solgt til hver køber, jf. litra a), i den relevante rapporteringsperiode

den mængde brændsel, der i rapporteringsåret er anvendt til de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF, for hver køber, jf. litra a), i den relevante rapporteringsperiode.