Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 260/2012

af 14. marts 2012

om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009

(EØS-relevant tekst)

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

Ved denne forordning fastsættes bestemmelser om kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner i euro inden for Unionen, hvor både betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i Unionen, eller hvor den eneste betalingstjenesteudbyder i forbindelse med betalingstransaktionen er etableret i Unionen.

Denne forordning finder ikke anvendelse på følgende:

betalingstransaktioner gennemført mellem og internt hos betalingstjenesteudbydere, herunder deres agenter eller filialer, for deres egen regning

betalingstransaktioner behandlet og afviklet ved hjælp af betalingssystemer for store beløb, bortset fra betalingstransaktioner ved direkte debitering, hvor betaleren ikke udtrykkeligt har anmodet om, at transaktionen sendes via et betalingssystem for store beløb

betalingstransaktioner ved hjælp af et betalingskort eller lignende anordning, herunder hævning af kontanter, medmindre betalingskortet eller den lignende anordning kun benyttes til at frembringe de oplysninger, der er nødvendige for direkte at foretage en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer

betalingstransaktioner ved hjælp af et telekommunikations-, digital- eller informationsteknologiredskab, hvis sådanne betalingstransaktioner ikke fører til en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved et BBAN- eller IBAN-nummer

pengeoverførselstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 13), i direktiv 2007/64/EF

betalingstransaktioner, hvor der overføres elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed ( 1 ), medmindre sådanne transaktioner resulterer i en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer.

Hvis betalingsordninger er baseret på betalingstransaktioner ved hjælp af kreditoverførsler eller direkte debiteringer, men har yderligere valgfrie egenskaber eller tjenester, finder denne forordning kun anvendelse på de underliggende kreditoverførsler eller direkte debiteringer.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

»kreditoverførsel« : en indenlandsk eller grænseoverskridende betalingstjeneste med henblik på at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto, foretaget af den betalingstjenesteudbyder, som forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af instruks fra betaleren

▼M2

1a)	»strakskreditoverførsel« : en kreditoverførsel, der gennemføres straks, 24 timer i døgnet og på en hvilken som helst kalenderdag

1b)

»betalingsinitieringskanal« : enhver metode, anordning eller procedure, hvorigennem betalere kan afgive betalingsordrer hos deres betalingstjenesteudbyder med henblik på en kreditoverførsel, herunder netbank, en mobilbankapplikation, en pengeautomat eller på anden måde i betalingstjenesteudbyderens lokaler

1c)	»betalingsinitieringstjenesteudbyder« : en betalingsinitieringstjenesteudbyder som defineret i artikel 4, nr. 18), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 ( 2 )

1d)	»betalingsmodtagerens navn« : for en fysisk person fornavn og efternavn og for en juridisk person kommercielt navn eller firmanavn

1e)

»målrettede finansielle restriktive foranstaltninger« : en indefrysning af aktiver, der er pålagt en fysisk eller juridisk person, et organ eller en enhed eller et forbud mod, at der direkte eller indirekte stilles midler eller økonomiske ressourcer til rådighed for en fysisk eller juridisk person, et organ eller en enhed eller til fordel for vedkommende, i henhold til restriktive foranstaltninger vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF

1f)	»identifikator for juridiske enheder« : eller »LEI«: en alfanumerisk referencekode baseret på ISO 17442-standarden, som er tildelt en juridisk enhed

▼B

2)	»direkte debitering« : en indenlandsk eller grænseoverskridende betalingstjeneste med henblik på at debitere en betalers betalingskonto, hvor en betalingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke

3)	»betaler« : en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre til en betalingsmodtagers betalingskonto

4)	»betalingsmodtager« : en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto, og som er den tiltænkte modtager af midler, der indgår i en betalingstransaktion

▼M2

5)	»betalingskonto« : en betalingskonto som defineret i artikel 4, nr. 12), i direktiv (EU) 2015/2366

▼B

6)	»betalingssystem« : et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede rutiner og fælles regler for behandling, clearing eller afvikling af betalingstransaktioner

»betalingsordning« : et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer vedtaget af betalingstjenesteudbydere for gennemførelse af betalinger mellem ordningens deltagere i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der adskiller sig fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens funktion

»udbyder af betalingstjenester/betalingstjenesteudbyder« : enhver udbyder af betalingstjenester, som tilhører en af de kategorier, som er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2007/64/EF, og fysiske eller juridiske personer som omhandlet i samme direktivs artikel 26, men ikke de organer, som er angivet i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut ( 3 ), og som har modtaget dispensation i henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 2007/64/EF

9)	»bruger« : en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som betaler eller som betalingsmodtager

10)	»betalingstransaktion« : handling, der initieres af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at overføre midler mellem betalingskonti i Unionen, uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren

11)	»betalingsordre« : en instruktion fra en betaler eller betalingsmodtager til vedkommendes udbyder af betalingstjenester om at gennemføre en betalingstransaktion

12)	»interbankgebyr« : et gebyr, der betales mellem betalerens udbyder af betalingstjenester og betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester for direkte debiteringstransaktioner

13)	»multilaterale interbankgebyr« : et interbankgebyr, som er genstand for en ordning mellem mere end to udbydere af betalingstjenester

14)

»BBAN-nummer« : et nummer til identifikation af en betalingskonto, som utvetydigt identificerer en individuel betalingskonto hos en udbyder af betalingstjenester i en medlemsstat, og som kun kan anvendes i forbindelse med indenlandske betalingstransaktioner, idet den samme betalingskonto identificeres ved IBAN-nummer i forbindelse med grænseoverskridende betalingstransaktioner

15)	»IBAN-nummer« : et internationalt nummer til identifikation af en betalingskonto, som utvetydigt identificerer en individuel betalingskonto i en medlemsstat, og hvis bestanddele er fastsat af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO)

16)	»BIC-kode« : en forretningsidentifikationskode, som utvetydigt identificerer en udbyder af betalingstjenester, og hvis bestanddele er fastsat af ISO

17)

»ISO 20022 XML« : en standard til udvikling af elektroniske finansielle meddelelser som defineret af ISO, der omfatter den fysiske beskrivelse med XML-syntaks af betalingstransaktionerne i overensstemmelse med forretningsregler og gennemførelsesbestemmelserne for EU-dækkende ordninger vedrørende betalingstransaktioner, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde

18)	»betalingssystem for store beløb« : et betalingssystem, hvis hovedformål er at behandle, cleare eller afvikle enkeltstående betalingstransaktioner, der har høj prioritet og haster meget, og primært vedrører store beløb

19)	»afviklingsdato« : den dato, hvor forpligtelser i forbindelse med overførslen af midler indfries mellem betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

20)	»opkrævning« : en del af en direkte debiteringstransaktion, der begynder med betalingsmodtagerens initiering og slutter med normal debitering af betalerens betalingskonto

21)

»mandat« : betalerens samtykke og bemyndigelse til betalingsmodtageren og (direkte eller indirekte via betalingsmodtageren) til betalerens betalingstjenesteudbyder om at tillade betalingsmodtageren at initiere en opkrævning med henblik på at debitere betalerens specificerede betalingskonto og at tillade betalerens betalingstjenesteudbyder at følge disse instrukser

▼M2

22)	»detailbetalingssystem« : et betalingssystem, hvis hovedformål er at behandle, cleare eller afvikle kreditoverførsler eller direkte debiteringer, der primært vedrører mindre beløb, og som ikke er et betalingssystem for store beløb

▼B

23)	»mikrovirksomhed« : en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor aftalen om betalingstjenesten indgås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF ( 4 )

24)	»forbruger« : en fysisk person, der deltager i en aftale om betalingstjeneste med andet formål end handel, forretning eller profession

25)	»R-transaktion« : en betalingstransaktion, som en betalingstjenesteudbyder ikke kan gennemføre korrekt eller som vil resultere i undtagelsesbehandling, blandt andet på grund af manglende midler, tilbagekaldelse, forkert beløb eller forkert dato, manglende mandat eller forkert eller lukket konto

26)	»grænseoverskridende betalingstransaktion« : en betalingstransaktion initieret af en betaler eller betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i forskellige medlemsstater

27)	»indenlandsk betalingstransaktion« : en betalingstransaktion initieret af en betaler eller betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i samme medlemsstat

28)	»reference« : en fysisk eller juridisk person, på vegne af hvilken betaleren foretager en betaling, eller betalingsmodtageren modtager en betaling.

Artikel 3

Sikring af adgang

Giver en betalingsmodtagers betalingstjenesteudbyder adgang for en indenlandsk kreditoverførsel i henhold til en betalingsordning, skal udbyderen, i overensstemmelse med reglerne for en EU-dækkende betalingsordning, give adgang for kreditoverførsler, der initieres af en betaler via en betalingstjenesteudbyder etableret i en hvilken som helst medlemsstat.

Giver en betalers betalingstjenesteudbyder adgang for en indenlandsk direkte debitering i henhold til en betalingsordning, skal udbyderen, i overensstemmelse med reglerne for en EU-dækkende betalingsordning, give adgang for direkte debiteringer, der initieres af en betalingsmodtager via en betalingstjenesteudbyder etableret i en hvilken som helst medlemsstat.

Stk. 2 finder kun anvendelse på direkte debiteringer, som forbrugere som betalere har adgang til i henhold til betalingsordningen.

Artikel 4

Interoperabilitet

Betalingsordninger, som skal anvendes af betalingstjenesteudbydere til gennemførelse af kreditoverførsler og direkte debiteringer, skal opfylde følgende betingelser:

de har de samme regler for indenlandske og grænseoverskridende kreditoverførselstransaktioner inden for Unionen og tilsvarende for indenlandske og grænseoverskridende direkte debiteringstransaktioner inden for Unionen, og

deltagerne i betalingsordningen repræsenterer et flertal af betalingstjenesteudbyderne i et flertal af medlemsstaterne og udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne inden for Unionen, idet der kun medregnes betalingstjenesteudbydere, der udbyder henholdsvis kreditoverførsler eller direkte debiteringer.

Er hverken betaleren eller betalingsmodtageren en forbruger, medregnes der med henblik på første afsnit, litra b), kun de medlemsstater, hvor sådanne tjenester udbydes af betalingstjenesteudbyderne, og kun de betalingstjenesteudbydere, der udbyder sådanne tjenester.

Operatøren, eller i mangel af en formel operatør deltagerne i et detailbetalingssystem inden for Unionen, sikrer, at deres betalingssystem er teknisk interoperabelt med andre detailbetalingssystemer inden for Unionen ved brug af standarder udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer. Endvidere må de ikke vedtage forretningsregler, der begrænser interoperabiliteten med andre detailbetalingssystemer inden for Unionen. Betalingssystemer betegnet som systemer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer ( 5 ) skal kun forpligtes til at sikre teknisk interoperabilitet med andre betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til samme direktiv.

Tekniske barrierer må ikke hindre behandling af kreditoverførsler og direkte debiteringer.

Ejeren af betalingsordningen, eller i mangel af en formel ejer af betalingsordningen den ledende deltager i en ny detailbetalingsordning, der har deltagere fra mindst otte medlemsstater, kan anmode de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor betalingsordningens ejer eller ledende deltager er etableret, om midlertidig fritagelse fra betingelserne i stk. 1, første afsnit, litra b). Efter samråd med de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater, hvor den nye betalingsordning har en deltager, Kommissionen og ECB kan disse kompetente myndigheder tillade en sådan fritagelse i maksimalt tre år. Disse kompetente myndigheder skal basere deres afgørelse på den nye betalingsordnings potentiale til at udvikle sig til en fuldt udviklet paneuropæisk betalingsordning og dens bidrag til forbedring af konkurrencen eller fremme af innovation.

Denne artikel har virkning fra den 1. februar 2014, undtagen for betalingstjenester, der er omfattet af en fritagelse i henhold til artikel 16, stk. 4.

Artikel 5

Krav til kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner

Betalingstjenesteudbydere skal gennemføre kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner i overensstemmelse med følgende krav:

de skal anvende den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til at identificere betalingskonti, uanset hvor den pågældende betalingstjenesteudbyder er etableret

de skal anvende de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater ved videresending af betalingstransaktioner til en anden betalingstjenesteudbyder eller via et detailbetalingssystem

de skal sikre, at brugere anvender den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til identificering af betalingskonti, uanset om betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder involveret i betalingstransaktionen er etableret i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater

de skal sikre, at de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater anvendes, hvor en bruger, der ikke er en forbruger eller mikrovirksomhed, initierer eller modtager individuelle kreditoverførsler eller individuelle direkte debiteringer, der ikke overføres individuelt, men videresendes samlet.

Uden at det berører første afsnit, litra b), skal betalingstjenesteudbydere efter konkret anmodning fra en bruger anvende de meddelelsesformater, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra b), i deres kommunikation med den pågældende bruger.

Betalingstjenesteudbyderne skal gennemføre kreditoverførsler i overensstemmelse med følgende krav, jf. dog eventuelle forpligtelser fastsat i national lovgivning til gennemførelse af direktiv 95/46/EF:

betalerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at betaleren oplyser de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra a)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra b), til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse eller stille de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra d), til rådighed for betalingsmodtageren.

Betalingstjenesteudbyderne skal gennemføre direkte debiteringer i overensstemmelse med følgende krav, jf. dog eventuelle forpligtelser fastsat i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 95/46/EF:

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at:

betalingsmodtageren oplyser de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra a), sammen med den første direkte debiteringstransaktion og en enkeltstående direkte debiteringstransaktion og med hver efterfølgende betalingstransaktion

ii)

betaleren giver sit samtykke til både betalingsmodtageren og sin betalingstjenesteudbyder (enten direkte eller indirekte via betalingsmodtageren), at mandaterne, såvel som senere modifikationer eller annulleringer, opbevares af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren, og at betalingsmodtageren oplyses om denne forpligtelse af betalingstjenesteudbyderen i overensstemmelse med artikel 41 og 42 i direktiv 2007/64/EF

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra b), til betalerens betalingstjenesteudbyder

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra c), til eller stille dem til rådighed for betaleren

betaleren skal have ret til at give sin betalingstjenesteudbyder instruks om:

at begrænse en direkte debiteringsopkrævning til et bestemt beløb, en bestemt periodicitet eller begge dele

ii)

i tilfælde af, at et betalingsordningsmandat ikke giver ret til refusion, at verificere hver enkelt direkte debiteringstransaktion og til at kontrollere, hvorvidt beløbet og periodiciteten vedrørende den indgivne direkte debiteringstransaktion svarer til det beløb og den periodicitet, der er aftalt i mandatet i henhold til de mandatrelaterede oplysninger, før betalingskontoen debiteres

iii)

at blokere alle direkte debiteringer af betalerens betalingskonto eller blokere alle direkte debiteringer, som er initieret af en eller flere nærmere angivne betalingsmodtagere, eller kun at godkende direkte debiteringer, som er initieret af en eller flere nærmere angivne betalingsmodtagere.

I tilfælde, hvor hverken betaleren eller betalingsmodtageren er en forbruger, er betalingstjenesteudbyderne ikke forpligtet til at opfylde kravene i litra d), nr. i), ii) eller iii).

Betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse betaleren om de i litra d) omhandlede rettigheder i overensstemmelse med artikel 41 og 42 i direktiv 2007/64/EF.

I forbindelse med den første direkte debiteringstransaktion eller en enkeltstående direkte debiteringstransaktion samt ved alle efterfølgende direkte debiteringstransaktioner skal betalingsmodtageren sende de mandatrelaterede oplysninger til sin betalingstjenesteudbyder, som skal videresende disse mandatrelaterede oplysninger til betalerens betalingstjenesteudbyder i forbindelse med hver enkelt direkte debiteringstransaktion.

Foruden de krav, der er omhandlet i stk. 1, fremsender den betalingsmodtager, der accepterer kreditoverførsler, sin betalingskontoidentifikationskode, jf. bilagets punkt 1, litra a), og, indtil den 1. februar 2014 for indenlandske betalingstransaktioner og indtil den 1. februar 2016 for grænseoverskridende betalingstransaktioner, dog kun i nødvendigt omfang, sin betalingstjenesteudbyders BIC-kode til sine betalere ved anmodning om en kreditoverførsel.

En betaler skal inden den første direkte debiteringstransaktion oplyse sin betalingskontoidentifikationskode, jf. bilagets punkt 1, litra a). Betaleren oplyser sin betalingstjenesteudbyders BIC-kode indtil den 1. februar 2014 for indenlandske betalingstransaktioner og indtil den 1. februar 2016 for grænseoverskridende betalingstransaktioner, dog kun i nødvendigt omfang.

I tilfælde af at rammeaftalen mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder ikke giver ret til refusion, verificerer betalerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af stk. 3, litra a), nr. ii), hver enkelt direkte debiteringstransaktion med henblik på at kontrollere, om beløbet for den indgivne direkte debiteringstransaktion svarer til det beløb og den periodicitet, som er aftalt i mandatet i henhold til de mandatrelaterede oplysninger, inden betalerens betalingskonto debiteres.

Efter den 1. februar 2014 for indenlandske betalingstransaktioner, og efter den 1. februar 2016 for grænseoverskridende betalingstransaktioner, må betalingstjenesteudbyderne ikke længere pålægge brugerne at oplyse en betalers betalingstjenesteudbyders eller en betalingsmodtagers betalingstjenesteudbyders BIC-kode.

Betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere må ikke opkræve yderligere gebyrer eller andre afgifter for den udlæsningsproces, hvormed der automatisk genereres et mandat for de betalingstransaktioner, som initieres via eller ved hjælp af et betalingskort på salgsstedet, og som resulterer i en direkte debitering.

▼M2

Artikel 5a

Strakskreditoverførselstransaktioner

Betalingstjenesteudbydere, der tilbyder deres brugere en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage kreditoverførsler, skal tilbyde alle deres brugere en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler.

Betalingstjenesteudbydere som omhandlet i første afsnit skal sikre, at der for alle de betalingskonti, hvortil der er adgang for kreditoverførsler, også er adgang for strakskreditoverførsler 24 timer i døgnet og på en hvilken som helst kalenderdag.

Uanset stk. 1 og med forbehold af forudgående tilladelse fra betalingstjenesteudbyderens kompetente myndigheder på grundlag af disse myndigheders vurdering af dennes adgang til likviditet i euro er en betalingstjenesteudbyder, der er etableret i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, ikke forpligtet til at tilbyde brugere betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro ud over en grænse pr. transaktion, fra betalingskonti denomineret i den pågældende medlemsstats nationale valuta, i det tidsrum, hvor den pågældende betalingstjenesteudbyder hverken sender eller modtager traditionelle kreditoverførselstransaktioner i euro med hensyn til sådanne betalingskonti. Denne grænse fastsættes af de kompetente myndigheder og må ikke være lavere end 25 000 EUR. De kompetente myndigheder kan efter anmodning fra betalingstjenesteudbyderen give forudgående tilladelse for en periode på ét år. Efter anmodning fra betalingstjenesteudbyderen kan de kompetente myndigheder forlænge denne forudgående tilladelse med yderligere perioder på ét år efter de kompetente myndigheders revurdering af betalingstjenesteudbyderens adgang til likviditet i euro. De kompetente myndigheder underretter årligt Kommissionen om de forudgående tilladelser og forlængelser, der er meddelt i henhold til dette stykke.

ECB og de nationale centralbanker kan, når de ikke handler i egenskab af monetære myndigheder eller andre offentlige myndigheder, begrænse deres tilbud om en betalingstjeneste, der består i at sende strakskreditoverførsler, til den periode, hvor de tilbyder en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage traditionelle kreditoverførsler.

Uanset artikel 78, stk. 1, andet afsnit, i direktiv (EU) 2015/2366 er tidspunktet for modtagelse af en betalingsordre om en strakskreditoverførsel det tidspunkt, hvor den er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset klokkeslæt eller kalenderdag.

Uanset artikel 78, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 gælder det, at hvis betaleren og betalerens betalingstjenesteudbyder er enige om, at gennemførelsen af betalingsordren om en strakskreditoverførsel skal finde sted på et bestemt tidspunkt på en bestemt dag eller på det tidspunkt, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteudbyderen, anses tidspunktet for modtagelse af betalingsordren om en strakskreditoverførsel for at være det aftalte tidspunkt, uanset klokkeslæt eller kalenderdag.

Uanset dette stykkes første og andet afsnit er tidspunktet for modtagelse af betalingsordren om en strakskreditoverførsel:

for en ikkeelektronisk betalingsordre om en strakskreditoverførsel: det tidspunkt, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder har indført betalingsordreoplysningerne i sit interne system, hvilket skal ske, hurtigst muligt efter at betaleren har afgivet den ikkeelektroniske betalingsordre om en strakskreditoverførsel hos betalerens betalingstjenesteudbyder

for en individuel betalingsordre om en strakskreditoverførsel, der er en del af en pakke som omhandlet i denne artikels stk. 7, hvor konverteringen af denne pakke til individuelle betalingstransaktioner foretages af betalerens betalingstjenesteudbyder: det tidspunkt, hvor den efterfølgende betalingstransaktion er blevet pakket ud af betalerens betalingstjenesteudbyder; betalerens betalingstjenesteudbyder påbegynder konverteringen af pakken, umiddelbart efter at betaleren har afgivet den hos betalerens betalingstjenesteudbyder, og afslutter konverteringen hurtigst muligt

for en betalingsordre om en strakskreditoverførsel fra betalingskonti, der ikke er denomineret i euro: det tidspunkt, hvor betalingstransaktionens beløb er blevet vekslet til euro; en sådan valutaveksling skal finde sted, umiddelbart efter at betaleren har afgivet betalingsordren om en strakskreditoverførsel hos betalerens betalingstjenesteudbyder.

Når betalingstjenesteudbydere gennemfører strakskreditoverførsler, skal de ud over kravene i artikel 5 opfylde følgende krav:

betalingstjenesteudbydere skal sikre, at betalere er i stand til at afgive en betalingsordre om en strakskreditoverførsel via alle de samme betalingsinitieringskanaler som dem, hvorigennem disse betalere er i stand til at afgive en betalingsordre om andre kreditoverførsler

uanset artikel 83 i direktiv (EU) 2015/2366 skal betalerens betalingstjenesteudbyder straks efter tidspunktet for modtagelse af en betalingsordre om en strakskreditoverførsel kontrollere, om alle de nødvendige betingelser for behandling af betalingstransaktionen er opfyldt, og om de nødvendige midler er til rådighed, reservere eller debitere betalingstransaktionens beløb på betalerens konto og straks sende betalingstransaktionen til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

uanset artikel 83 og artikel 87, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder inden for ti sekunder efter tidspunktet for modtagelsen af betalingsordren om en strakskreditoverførsel fra betalerens betalingstjenesteudbyder stille betalingstransaktionens beløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalingskonto i den valuta, som betalingsmodtagerens konto er denomineret i og bekræfte gennemførelsen af betalingstransaktionen til betalerens betalingstjenesteudbyder

uanset artikel 87, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikre, at valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto er den samme som den dato, hvor betalingsmodtagerens betalingskonto krediteres af betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder for betalingstransaktionens beløb, og

straks efter modtagelse af bekræftelsen af gennemførelsen som omhandlet i litra c), eller hvis betalerens betalingstjenesteudbyder ikke modtager en sådan bekræftelse af gennemførelse inden for ti sekunder efter tidspunktet for modtagelsen af betalingsordren om en strakskreditoverførsel, skal betalerens betalingstjenesteudbyder gratis oplyse betaleren samt, hvor det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen om, hvorvidt betalingstransaktionens beløb er blevet stillet til rådighed på betalingsmodtagerens betalingskonto.

Uanset artikel 89 i direktiv (EU) 2015/2366 skal betalerens betalingstjenesteudbyder, hvis betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har modtaget en meddelelse fra betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder om, at midlerne er blevet stillet til rådighed på betalingsmodtagerens betalingskonto inden for ti sekunder efter tidspunktet for modtagelsen, straks føre betalerens betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis transaktionen ikke var blevet gennemført.

Efter anmodning fra brugeren skal en betalingstjenesteudbyder give en bruger mulighed for at fastsætte en grænse for et maksimumsbeløb, der kan sendes ved hjælp af strakskreditoverførsler. Denne grænse kan fastsættes enten pr. dag eller pr. transaktion efter brugerens eget skøn. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at brugere er i stand til at ændre dette maksimumsbeløb på et hvilket som helst tidspunkt forud for afgivelsen af en betalingsordre om en strakskreditoverførsel. Hvis en brugers betalingsordre om en strakskreditoverførsel overskrider eller fører til en overskridelse af maksimumsbeløbet, gennemfører betalerens betalingstjenesteudbyder ikke betalingsordren om strakskreditoverførslen, og denne skal underrette brugeren herom samt oplyse brugeren om, hvordan maksimumsbeløbet kan ændres.

Når betalingstjenesteudbydere tilbyder en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler, skal de tilbyde deres brugere mulighed for at afgive flere betalingsordrer som en pakke, hvis betalingstjenesteudbyderne tilbyder deres brugere en sådan mulighed for andre kreditoverførsler.

Betalingstjenesteudbydere må ikke fastsætte grænser for antallet af betalingsordrer, der kan afgives i en pakke af strakskreditoverførsler, der er lavere end de grænser, som de fastsætter for pakker af andre kreditoverførsler.

De i stk. 1 omhandlede betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, som har euroen som valuta, skal tilbyde brugere betalingstjenester, der består i at modtage strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. januar 2025 og betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. oktober 2025.

▼C2

De i stk. 1 omhandlede betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, som ikke har euroen som valuta, skal tilbyde brugere betalingstjenester, der består i at modtage strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. januar 2027 og betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. juli 2027.

▼M2

Uanset nærværende stykkes andet afsnit er de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, som ikke har euroen som valuta, indtil den 9. juni 2028 ikke forpligtet til at tilbyde brugere betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro fra betalingskonti denomineret i den pågældende medlemsstats nationale valuta, i det tidsrum, hvor de pågældende betalingstjenesteudbydere hverken sender eller modtager traditionelle kreditoverførselstransaktioner i euro med hensyn til sådanne konti.

Uanset dette stykkes første afsnit skal betalingstjenesteudbydere, der er e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF eller betalingsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 4), i direktiv (EU) 2015/2366 og etableret i en medlemsstat, der har euroen som valuta, tilbyde brugere en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. april 2027.

Uanset dette stykkes andet afsnit skal betalingstjenesteudbydere, der er e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF eller betalingsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 4), i direktiv (EU) 2015/2366 og etableret i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, tilbyde brugere betalingstjenester, der består i at modtage strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. april 2027 og betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro, som fastsat i denne artikel, senest den 9. juli 2027.

Artikel 5b

Gebyrer i forbindelse med kreditoverførsler og verifikation af betalingsmodtageren

Eventuelle gebyrer, som en betalingstjenesteudbyder opkræver fra betalere og betalingsmodtagere i forbindelse med afsendelse og modtagelse af strakskreditoverførsler, må ikke være højere end de gebyrer, som betalingstjenesteudbyderen opkræver i forbindelse med afsendelse og modtagelse af andre kreditoverførsler af tilsvarende type.

De i artikel 5c omhandlede tjenester skal leveres gratis til samtlige brugere.

Betalingstjenesteudbydere, som er etableret i en medlemsstat, der har euroen som valuta, skal overholde denne artikel senest den 9. januar 2025.

Betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, skal overholde denne artikel senest den 9. januar 2027.

Artikel 5c

Verifikation af betalingsmodtageren i tilfælde af kreditoverførsler

En betalers betalingstjenesteudbyder skal tilbyde betaleren en tjeneste, der sørger for verifikation af den betalingsmodtager, som betaleren har til hensigt at sende en kreditoverførsel til (tjeneste, der sørger for verifikation). Betalerens betalingstjenesteudbyder skal udføre tjenesten, der sørger for verifikation, umiddelbart efter at betaleren har givet relevante oplysninger om betalingsmodtageren, og inden betaleren får mulighed for at godkende den pågældende kreditoverførsel. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal tilbyde tjenesten, der sørger for verifikation, uanset hvilken betalingsinitieringskanal betaleren anvender til at afgive en betalingsordre om kreditoverførsel. Tjenesten, der sørger for verifikation, leveres i overensstemmelse med følgende:

hvis betalingsmodtagerens betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), og betalingsmodtagerens navn er angivet af betaleren i betalingsordren om kreditoverførsel, skal betalingstjenesteudbyderen levere en tjeneste, som holder betalingskontoidentifikationskoden, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), op mod betalingsmodtagerens navn. Ved anmodning herom fra betalerens betalingstjenesteudbyder skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder verificere, at betalingskontoidentifikationskoden, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), og navnet på betalingsmodtageren, som betaleren har angivet, stemmer overens. Hvis de ikke stemmer overens, skal betalerens betalingstjenesteudbyder på grundlag af oplysninger fra betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder underrette betaleren herom og oplyse betaleren om, at godkendelse af kreditoverførslen kan føre til, at midlerne overføres til en betalingskonto, som ikke indehaves af den betalingsmodtager, som betaleren har angivet. Hvis betalingsmodtagerens navn, som betaleren har angivet, og den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), næsten stemmer overens, skal betalerens betalingstjenesteudbyder oplyse betaleren om navnet på den betalingsmodtager, der er knyttet til den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), og som betaleren har angivet

hvis betalingsmodtageren er en juridisk person, og betalerens betalingstjenesteudbyder tilbyder en betalingsinitieringskanal, som gør det muligt for betaleren at afgive en betalingsordre ved at angive den betalingskontoidentifikationskode for betalingsmodtageren, der er fastsat i punkt 1), litra a), i bilaget til nærværende forordning, sammen med andre dataelementer end betalingsmodtagerens navn, som utvetydigt identificerer betalingsmodtageren, såsom et skattenummer, en europæisk unik identifikator som omhandlet i artikel 16, stk. 1, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 ( 6 ) eller en LEI, og hvis de samme dataelementer er tilgængelige i betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders interne system, skal den pågældende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder verificere, om den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i punkt 1), litra a), i bilaget til nærværende forordning, og det dataelement, som betaleren har angivet, stemmer overens. Hvis den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i punkt 1), litra a), til nærværende forordning, og det dataelement, som betaleren har angivet, ikke stemmer overens, skal betalerens betalingstjenesteudbyder på grundlag af oplysninger fra betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder underrette betaleren herom

hvis en betalingskonto, der er identificeret ved hjælp af en betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), og som betaleren har angivet, forvaltes af en betalingstjenesteudbyder på vegne af flere betalingsmodtagere, kan betaleren give betalerens betalingstjenesteudbyder yderligere oplysninger, der gør det muligt utvetydigt at identificere betalingsmodtageren. Den betalingstjenesteudbyder, der fører denne betalingskonto på vegne af flere betalingsmodtagere, eller, hvor det er relevant, den betalingstjenesteudbyder, der forvalter denne betalingskonto, skal efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder bekræfte, om den betalingsmodtager, som betaleren har angivet, er blandt de betalingsmodtagere, på hvis vegne betalingskontoen føres eller forvaltes. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal underrette betaleren, hvis den betalingsmodtager, som betaleren har angivet, ikke er blandt de betalingsmodtagere, på hvis vegne betalingskontoen føres eller forvaltes

i andre tilfælde end dem, der er beskrevet i dette stykkes litra a), b) og c), og navnlig hvis en betalingstjenesteudbyder stiller en betalingsinitieringskanal til rådighed, som ikke kræver, at betaleren angiver både den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), og betalingsmodtagerens navn, skal betalingstjenesteudbyderen sikre, at den betalingsmodtager, som betaleren har til hensigt at sende en kreditoverførsel til, identificeres korrekt. Med henblik herpå skal betalingstjenesteudbyderen underrette betaleren på en måde, der gør det muligt for betaleren at validere betalingsmodtageren, inden kreditoverførslen godkendes.

Hvis den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1), litra a), eller betalingsmodtagerens navn angives af en betalingsinitieringstjenesteudbyder i stedet for af betaleren, skal denne betalingsinitieringstjenesteudbyder sikre, at oplysningerne om betalingsmodtageren er korrekte.

Betalingstjenesteudbydere skal med henblik på stk. 1, litra d), og betalingsinitieringstjenesteudbydere skal med henblik på stk. 2 opretholde solide interne procedurer for at sikre, at oplysningerne om betalingsmodtagere er korrekte.

Ved papirbaserede betalingsordrer skal betalerens betalingstjenesteudbyder udføre den tjeneste, der sørger for verifikation, på tidspunktet for modtagelsen af betalingsordren, medmindre betaleren ikke er til stede på tidspunktet for modtagelsen.

Betalingstjenesteudbyderne skal sikre, at udførelsen af den tjeneste, der sørger for verifikation, og af den tjeneste, der beskrives i stk. 2, ikke forhindrer betalere i at godkende den pågældende kreditoverførsel.

Betalingstjenesteudbydere skal give brugere, der ikke er forbrugere, mulighed for at fravælge at modtage den tjeneste, der sørger for verifikation, når de afgiver flere betalingsordrer som en pakke.

Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at de brugere, der har fravalgt at modtage den tjeneste, der sørger for verifikation, til enhver tid har ret til at vælge at modtage denne tjeneste.

Når betalerens betalingstjenesteudbyder underretter betaleren i overensstemmelse med stk. 1, litra a), b) eller c), skal betalingstjenesteudbyderen samtidig oplyse betaleren om, at godkendelse af kreditoverførslen kan føre til, at midlerne overføres til en betalingskonto, som ikke indehaves af den betalingsmodtager, som betaleren har angivet. En betalingstjenesteudbyder skal give disse oplysninger til en bruger, der ikke er en forbruger, når denne bruger fravælger at modtage den tjeneste, der sørger for verifikation, ved afgivelse af flere betalingsordrer som en pakke. Betalingstjenesteudbyderne skal oplyse deres brugere om konsekvenserne for betalingstjenesteudbyderens ansvar og brugerens ret til refusion, hvis brugeren vælger at ignorere en underretning som omhandlet i stk. 1, litra a), b) og c).

En betalingstjenesteudbyder holdes ikke ansvarlig for gennemførelsen af en kreditoverførsel til en forkert betalingsmodtager på grundlag af en ukorrekt entydig identifikationskode, jf. artikel 88 i direktiv (EU) 2015/2366, forudsat at denne har opfyldt kravene i nærværende artikel.

Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder ikke overholder nærværende artikels stk. 1, eller hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen ikke overholder nærværende artikels stk. 2, og hvis denne manglende overholdelse resulterer i en mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, skal betalerens betalingstjenesteudbyder uden forsinkelse refundere betaleren det overførte beløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis transaktionen ikke var blevet gennemført.

Hvis den manglende overholdelse sker, fordi betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller betalingsinitieringstjenesteudbyderen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne artikel, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller, hvor det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen holde betalerens betalingstjenesteudbyder skadesløs for det økonomiske tab, som denne manglende overholdelse har påført betalerens betalingstjenesteudbyder.

Ethvert yderligere økonomisk tab, der påføres betaleren, kan godtgøres i overensstemmelse med den ret, der finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og den relevante betalingstjenesteudbyder.

Betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, der har euroen som valuta, skal overholde denne artikel senest den 9. oktober 2025.

▼C2

Betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, som ikke har euroen som valuta, skal overholde denne artikel senest den 9. juli 2027.

▼M2

Artikel 5d

Screening af brugere foretaget af betalingstjenesteudbydere, der tilbyder strakskreditoverførsler, for at verificere, om en bruger er en person eller enhed, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger

Betalingstjenesteudbydere, der tilbyder strakskreditoverførsler, skal verificere, om nogen af deres brugere er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger.

Betalingstjenesteudbyderne skal foretage en sådan verifikation umiddelbart efter ikrafttrædelsen af eventuelle nye målrettede finansielle restriktive foranstaltninger og umiddelbart efter ikrafttrædelsen af eventuelle ændringer af sådanne målrettede finansielle restriktive foranstaltninger og mindst én gang hver kalenderdag.

Under gennemførelsen af en strakskreditoverførsel skal betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, der er involveret i gennemførelsen af den pågældende strakskreditoverførsel, ikke verificere, om den betaler eller den betalingsmodtager, hvis betalingskonti anvendes til gennemførelsen af den pågældende strakskreditoverførsel, er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, ud over at foretage verifikation i henhold til denne artikels stk. 1.

Dette stykkes første afsnit berører ikke foranstaltninger truffet af betalingstjenesteudbydere for at overholde andre målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF, restriktive foranstaltninger, der ikke er vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF, eller EU-retten om forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Betalingstjenesteudbydere skal overholde denne artikel senest den 9. januar 2025.

▼B

Artikel 6

Slutdatoer

Senest pr. 1. februar 2014 gennemføres kreditoverførsler i overensstemmelse med de tekniske krav, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, 2 og 4, og i bilagets punkt 1 og 2.

Senest pr. 1. februar 2014 gennemføres direkte debiteringer i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2 og 3, og med de krav, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, 3, 5, 6 og 8, og bilagets punkt 1 og 3.

Med forbehold af artikel 3 gennemføres direkte debiteringer i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, senest pr. 1. februar 2017 for indenlandske betalinger og senest pr. 1. november 2012 for grænseoverskridende betalinger.

For så vidt angår indenlandske betalingstransaktioner, kan en medlemsstat eller, med den berørte medlemsstats tilladelse, betalingstjenesteudbyderne i en medlemsstat, efter at have taget i betragtning og evalueret, i hvilken grad borgerne er forberedte og parate, fastsætte tidligere datoer end dem, der er omhandlet i stk. 1 og 2.

Artikel 7

Mandaters gyldighed og retten til refusion

En gyldig bemyndigelse til en betalingsmodtager til at opkræve tilbagevendende direkte debiteringer via en traditionel ordning som er afgivet før den 1. februar 2014, er fortsat gyldig efter denne dato og antages at udgøre samtykket til betalerens betalingstjenesteudbyder til at udføre de tilbagevendende direkte debiteringer, som betalingsmodtageren opkræver i overensstemmelse med denne forordning, i mangel af nationale lovbestemmelser eller af kundeaftaler om videreførelse af gyldigheden af direkte debiteringsmandater.

Mandater som omhandlet i stk. 1 skal give mulighed for ubetinget refusion og for tilbagedatering heraf til datoen for den refunderede betaling, hvis en sådan refusionsmulighed er fastsat inden for rammerne af det eksisterende mandat.

Artikel 8

Interbankgebyrer for direkte debiteringstransaktioner

Multilaterale interbankgebyrer pr. direkte debiteringstransaktion og andre aftalte vederlag med samme formål eller virkning finder ikke anvendelse på direkte debiteringstransaktioner, jf. dog stk. 2.

Multilaterale interbankgebyrer kan finde anvendelse på R-transaktioner, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

ordningen sigter mod en effektiv tildeling af omkostningerne til den betalingstjenesteudbyder eller dennes bruger, alt efter hvad der er relevant, der er årsag til R-transaktionen, under hensyntagen til transaktionsomkostninger, og sikrer, at betaleren ikke automatisk pålægges omkostningerne, og at betalingstjenesteudbyderen ikke må pålægge brugere omkostninger, for så vidt angår en given type R-transaktion, der overstiger de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderen afholder for sådanne transaktioner

gebyrerne er udelukkende omkostningsbaserede

gebyrerne overstiger ikke de faktiske omkostninger, der er forbundet med en R-transaktion, som håndteres af den mest omkostningseffektive sammenlignelige betalingstjenesteudbyder, der er en repræsentativ part i ordningen for så vidt angår transaktionsvolumen og tjenesteydelsernes art

gebyrer anvendt i overensstemmelse med litra a), b) og c) forhindrer betalingstjenesteudbyderen i at opkræve yderligere gebyrer i forbindelse med de omkostninger, som dækkes af interbankgebyrerne, af deres respektive brugere

der findes ikke noget praktisk og rentabelt alternativ til ordningen, som ville indebære en tilsvarende eller mere effektiv håndtering af R-transaktioner med tilsvarende eller lavere omkostninger for forbrugerne.

Med henblik på første afsnit tages der ved beregning af gebyrer for R-transaktioner kun hensyn til omkostningskategorier, som er direkte og entydigt relevante for R-transaktionens håndtering. Disse omkostninger defineres nøje. En specificering af omkostningsbeløbet, hvor de enkelte bestanddele identificeres hver for sig, indgår som led i ordningen for at lette verificering og overvågning.

Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en betalingstjenesteudbyders ensidige ordninger og på bilaterale ordninger mellem betalingstjenesteudbydere, som har et mål eller en virkning, der svarer til en multilateral ordning.

Artikel 9

Adgang til betalinger

En betaler, som foretager en kreditoverførsel til en betalingsmodtager, der har en betalingskonto placeret inden for Unionen, må ikke specificere, i hvilken medlemsstat denne betalingskonto skal være placeret, forudsat at der er adgang til betalingskontoen i overensstemmelse med artikel 3.

En betalingsmodtager, som accepterer en kreditoverførsel eller anvender en direkte debitering til opkrævning af midler fra en betaler, der er indehaver af en betalingskonto placeret inden for Unionen, må ikke specificere, i hvilken medlemsstat denne betalingskonto skal være placeret, forudsat at der er adgang til betalingskontoen i overensstemmelse med artikel 3.

Artikel 10

Kompetente myndigheder

Medlemsstaterne udpeger offentlige myndigheder, organer, som er anerkendt ved national lovgivning, eller offentlige myndigheder, som udtrykkeligt er bemyndiget hertil ved national lovgivning, herunder nationale centralbanker, som de kompetente myndigheder, der bærer ansvaret for at sikre, at denne forordning overholdes. Medlemsstaterne kan udpege eksisterende organer til at fungere som kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de kompetente myndigheder, der udpeges i henhold til stk. 1, senest den 1. februar 2013. De underretter straks Kommissionen og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA) om senere ændringer med hensyn til disse myndigheder.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, har alle de beføjelser, der er nødvendige for at kunne varetage deres opgaver. Hvis der findes mere end én kompetent myndighed for de forhold, som omfattes af denne forordning, på medlemsstaternes område, sikrer medlemsstaterne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, således at de kan varetage deres respektive opgaver effektivt.

De kompetente myndigheder overvåger på effektiv vis, at betalingstjenesteudbyderne overholder denne forordning samt træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre dens overholdelse. De samarbejder med hinanden i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv 2007/64/EF og artikel 31 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 11

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter senest den 1. februar 2013 regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. Disse sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler disse regler og foranstaltninger til Kommissionen senest den 1. august 2013 og giver den omgående besked om enhver ændring af dem.

▼M2

1a.

Uanset denne artikels stk. 1 fastsætter medlemsstaterne senest den 9. april 2025 regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af artikel 5a-5d og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 9. april 2025 Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.

1b.

Med hensyn til sanktioner for overtrædelse af artikel 5d sikrer medlemsstaterne, at sådanne sanktioner omfatter:

for juridiske personer, administrative maksimumbøder på mindst 10 % af den juridiske persons samlede nettoårsomsætning i det foregående regnskabsår

for fysiske personer, administrative maksimumbøder på mindst 5 000 000 EUR eller det tilsvarende beløb i national valuta i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta den 8. april 2024.

Med henblik på dette stykkes litra a) er den relevante omsætning, hvis den juridiske person er en dattervirksomhed af en modervirksomhed som defineret i artikel 2, nr. 9), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU ( 7 ) eller af enhver virksomhed, der faktisk udøver bestemmende indflydelse over den pågældende juridiske person, den omsætning, der fremgår af den øverste modervirksomheds konsoliderede regnskab for det foregående regnskabsår.

1c.

De sanktioner, der er omhandlet i denne artikels stk. 1a, finder ikke anvendelse i forbindelse med overtrædelser af kravet om sikring af adgang i artikel 5a, stk. 1, andet afsnit, hvis der ikke er adgang for strakskreditoverførsler til de betalingskonti, som betalingstjenesteudbyderne fører, på grund af planlagt vedligeholdelse, hvor perioder med manglende adgang er både forudsigelige og korte, eller en planlagt nedetid for alle strakskreditoverførsler under den relevante betalingsordning, forudsat at brugerne på forhånd er blevet oplyst om disse perioder med planlagt vedligeholdelse eller planlagt nedetid.

1d.

Uanset stk. 1b kan denne artikel, hvis medlemsstatens retssystem ikke indeholder bestemmelser om administrative sanktioner, anvendes på en sådan måde, at sanktionen iværksættes af den kompetente myndighed og pålægges af judicielle myndigheder, idet det samtidig sikres, at sanktionen er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og har afskrækkende virkning og har tilsvarende virkning som de administrative sanktioner, der pålægges af de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvis retssystem indeholder bestemmelser om administrative sanktioner. De pålagte sanktioner skal under alle omstændigheder være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. De medlemsstater, hvis retssystem ikke indeholder bestemmelser om administrative sanktioner, meddeler deres sanktioner til Kommissionen senest den 9. april 2025 og giver den omgående besked om enhver ændring af dem.

▼B

De i stk. 1 omhandlede sanktioner finder ikke anvendelse på forbrugere.

Artikel 12

Udenretslige klage- og erstatningsprocedurer

Medlemsstaterne indfører tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser, der følger af denne forordning, mellem brugere og deres udbydere af betalingstjenester. Medlemsstaterne udpeger med henblik herpå eksisterende organer eller opretter, hvor det er hensigtsmæssigt, nye organer.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de organer, der er omhandlet i stk. 1, senest den 1. februar 2013. De underretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn til disse organer.

Medlemsstaterne kan træffe bestemmelse om, at denne artikel kun finder anvendelse på brugere, der er forbrugere, eller kun på de brugere, der er forbrugere og mikrovirksomheder. Medlemsstaterne underretter senest den 1. august 2013 Kommissionen om sådanne bestemmelser.

Artikel 13

Delegerede beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 14 for at ændre bilaget med henblik på at tage hensyn til tekniske fremskridt og markedsudviklingen.

Artikel 14

Udøvelse af de delegerede beføjelser

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte betingelser.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 13, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 31. marts 2012. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

Den i artikel 13 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning fra dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 13, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

▼M2

Artikel 15

Evaluering

Senest den 1. februar 2017 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, ECB og EBA en rapport om anvendelsen af denne forordning som, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af et forslag.

Senest den 9. oktober 2028 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, som, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af et lovgivningsforslag. Rapporten skal indeholde en evaluering af:

udviklingen i gebyrer for betalingskonti samt for indenlandske og grænseoverskridende kreditoverførsler og strakskreditoverførsler i euro og i den nationale valuta i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, siden den 26. oktober 2022, herunder indvirkningen af artikel 5b, stk. 1, på disse gebyrer, og

anvendelsesområdet for artikel 5d og dens effektivitet med hensyn til at forhindre unødvendige hindringer for strakskreditoverførsler.

Betalingstjenesteudbydere foretager indberetning til deres kompetente myndigheder om:

gebyrniveauet for kreditoverførsler, strakskreditoverførsler og betalingskonti

andelen af afslag, særskilt for indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner, som følge af anvendelsen af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger.

Betalingstjenesteudbydere skal foretage en sådan indberetning hver 12. måned. Den første indberetning foretages den 9. april 2025 og skal indeholde oplysninger om gebyrniveauet og om afslag i perioden fra den 26. oktober 2022 indtil udgangen af det foregående kalenderår.

Senest den 9. oktober 2025 og derefter årligt skal de kompetente myndigheder forelægge Kommissionen og EBA de oplysninger, som betalingstjenesteudbyderne har indberettet til dem i henhold til stk. 3, og oplysninger om mængden og værdien af indenlandske og grænseoverskridende strakskreditoverførsler i euro, som betalingstjenesteudbydere etableret i deres medlemsstat har sendt i løbet af det foregående kalenderår.

EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for at fastlægge ensartede indberetningsskemaer, instrukser og metoder for, hvordan disse indberetningsskemaer skal anvendes, med henblik på indberetning som omhandlet i stk. 3.

EBA forelægger de udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, for Kommissionen senest den 9. juni 2024.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Senest den 9. april 2027 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om de resterende hindringer for tilgængeligheden og anvendelsen af strakskreditoverførsler. Rapporten skal vurdere standardiseringsniveauet for de teknologier, der er relevante for anvendelsen af strakskreditoverførsler. Rapporten kan, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af et lovgivningsforslag.

▼B

Artikel 16

Overgangsbestemmelser

▼M1

Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan betalingstjenesteudbydere fortsat, indtil den 1. august 2014, behandle betalingstransaktioner i euro på andre måder end dem, der skal anvendes i forbindelse med kreditoverførsler og direkte debiteringer i henhold til denne forordning.

Medlemsstaterne anvender først de regler om sanktioner for overtrædelse af artikel 6, stk. 1 og 2, der er fastsat i henhold til artikel 11, fra den 2. august 2014.

Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne tillade betalingstjenesteudbydere indtil den 1. februar 2016 at yde brugere konverteringstjenester i forbindelse med indenlandske betalingstransaktioner, således at brugere, der er forbrugere, fortsat vil kunne anvende BBAN-nummer i stedet for den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), på betingelse af, at interoperabiliteten sikres ved, at betalerens og betalingsmodtagerens BBAN-numre teknisk og sikkert konverteres til de tilsvarende betalingskontoidentifikationskoder, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a). Denne betalingskontoidentifikationskode leveres til den initierende bruger, om nødvendigt før betalingen gennemføres. I et sådant tilfælde må betalingstjenesteudbyderne ikke pålægge brugeren gebyrer eller andre afgifter, der er direkte eller indirekte forbundet med disses konverteringstjenester.

▼B

Betalingstjenesteudbydere, der udbyder betalingstjenester i euro, og som er etableret i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, skal ved udbud af betalingstjenester i euro opfylde kravene i artikel 3 senest pr. 31. oktober 2016. Hvis euroen imidlertid indføres som valuta i en sådan medlemsstat før den 31. oktober 2015, skal betalingstjenesteudbydere etableret i den pågældende medlemsstat opfylde kravene i artikel 3 inden for et år fra den dato, hvor den pågældende medlemsstat indtrådte i euroområdet.

Medlemsstaterne kan tillade deres kompetente myndigheder at fritage kreditoverførsels- eller direkte debiteringstransaktioner, som ifølge ECB's officielle årlige betalingsstatistikker har en kumulativ markedsandel på mindre end 10 % af det samlede antal af henholdsvis kreditoverførsels- eller direkte debiteringstransaktioner i den pågældende medlemsstat, fra alle eller nogle af kravene i artikel 6, stk. 1 og 2, indtil den 1. februar 2016.

Medlemsstaterne kan tillade deres kompetente myndigheder at fritage betalingstransaktioner, som genereres ved hjælp af et betalingskort på salgsstedet, og som fører til en direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer, fra alle eller nogle af kravene i artikel 6, stk. 1 og 2, indtil den 1. februar 2016.

Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne tillade, at deres kompetente myndigheder indtil den 1. februar 2016 fritager brugere, som initierer eller modtager individuelle kreditoverførsler eller direkte debiteringer, der videresendes samlet, fra det specifikke krav om anvendelse af de meddelelsesformater, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra b), og i artikel 5, stk. 1, litra d). Uanset en eventuel fritagelse skal betalingstjenesteudbyderne opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra d), hvis en bruger anmoder om en sådan tjeneste.

Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne udsætte de i artikel 5, stk. 4, 5 og 7, omhandlede krav vedrørende oplysning om BIC-kode for indenlandske betalingstransaktioner indtil den 1. februar 2016.

Agter en medlemsstat at gøre brug af en undtagelse i henhold til stk. 1, 3, 4, 5 eller 6, oplyser den Kommissionen herom senest den 1. februar 2013 og tillader efterfølgende sin kompetente myndighed at fritage de relevante betalingstransaktioner, som omhandlet i de respektive stykker og afsnit, fra nogle eller alle af de i artikel 5, artikel 6, stk. 1 eller 2, eller i bilaget fastsatte krav, alt efter hvad der er relevant, og for en periode, der ikke rækker ud over undtagelsesperioden. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de betalingstransaktioner, der er genstand for en fritagelse og om enhver senere ændring.

Betalingstjenesteudbydere, der er etableret i, og brugere, der gør brug af en betalingstjeneste i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, skal opfylde kravene i artikel 4 og 5 senest den 31. oktober 2016. Operatører af detailbetalingssystemer i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, skal opfylde kravene i artikel 4, stk. 2, senest den 31. oktober 2016.

Indføres euroen imidlertid som valuta i en sådan medlemsstat inden den 31. oktober 2015, skal betalingstjenesteudbyderne eller, hvor det er relevant, operatørerne af detailbetalingssystemer etableret i denne medlemsstat samt brugere af en betalingstjeneste i denne medlemsstat efterleve de relevante bestemmelser inden for et år efter den dato, hvor den pågældende medlemsstat tiltrådte euroområdet, men ikke tidligere end de respektive datoer, der er fastsat for de medlemsstater, der har euroen som valuta den 31. marts 2012.

▼M2

Indføres euroen som valuta i en medlemsstat inden den 9. april 2027, skal betalingstjenesteudbyderne i den pågældende medlemsstat efterleve artikel 5a, 5b og 5c inden for ét år efter den dato, hvor euroen blev indført som valuta i den pågældende medlemsstat og ikke senere end de respektive datoer, der er fastsat i nævnte artikler for betalingstjenesteudbydere i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta. Sådanne betalingstjenesteudbydere er dog ikke forpligtede til at efterleve artikel 5a, 5b og 5c tidligere end de respektive datoer, der er fastsat i nævnte artikler for betalingstjenesteudbydere i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

▼B

Artikel 17

Ændringer af forordning (EF) nr. 924/2009

I forordning (EF) nr. 924/2009 foretages følgende ændringer:

Artikel 2, nr. 10), affattes således:

»10)	»midler« : sedler og mønter, kontopenge og elektroniske penge som defineret i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed ( *1 ).

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.

Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger af betalingstjenester i forbindelse med grænseoverskridende betalinger skal være de samme som de gebyrer, som denne udbyder af betalingstjenester opkræver af brugere af betalingstjenester for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta.«

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

Stk. 2 udgår.

Stk. 3 affattes således:

»3.

Udbyderen af betalingstjenester kan opkræve yderligere gebyrer ud over dem, der opkræves i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, af brugeren af betalingstjenester, hvis denne bruger pålægger udbyderen af betalingstjenester at gennemføre den grænseoverskridende betaling uden at meddele IBAN og, i hensigtsmæssigt omfang og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 ( *2 ), den tilhørende BIC for betalingskontoen i den anden medlemsstat. Disse gebyrer skal være passende og stå i rimeligt forhold til omkostningerne. De skal være aftalt mellem udbyderen af betalingstjenester og brugeren af betalingstjenesten. Udbyderen af betalingstjenester skal oplyse brugeren af betalingstjenesten om størrelsen af de yderligere gebyrer i god tid før, at brugeren bindes af denne aftale.

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.

Med virkning fra den 1. februar 2016 ophæver medlemsstaterne de nationale forpligtelser for udbydere af betalingstjenester til at foretage indberetninger til brug for afregningsbaserede betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner.«

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

I stk. 1 ændres datoen »1. november 2012« til »1. februar 2017«.

I stk. 2 ændres datoen »1. november 2012« til »1. februar 2017«.

I stk. 3 ændres datoen »1. november 2012« til »1. februar 2017«.

Artikel 8 udgår.

Artikel 18

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

BILAG

TEKNISKE KRAV (ARTIKEL 5)

1) Ud over de væsentlige krav, der er fastsat i artikel 5, finder følgende tekniske krav anvendelse på kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner:

Den betalingskontoidentifikationskode, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a) og c), skal være et IBAN-nummer.

Den standard for meddelelsesformat, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra b) og d), skal være ISO 20022 XML-standarden.

Datafeltet skal ved overførsler have plads til 140 tegn. Betalingsordninger kan have plads til flere tegn, medmindre det redskab, der anvendes til at overføre oplysninger, har tekniske begrænsninger med hensyn til antal tegn; i så fald finder redskabets teknisk betingede grænse anvendelse.

De oplysninger, der vedrører overførslen, og alle andre dataelementer, som angives i overensstemmelse med dette bilags punkt 2 og 3, skal videresendes i fuldt omfang og uden ændringer mellem betalingstjenesteudbydere i betalingskæden.

Når de fornødne data foreligger i elektronisk form, skal betalingstransaktionerne give mulighed for en fuldt automatiseret, elektronisk behandling på alle behandlingsstadier i hele betalingskæden (uafbrudt behandling), således at hele betalingsprocessen kan foregå elektronisk uden behov for ny indlæsning eller manuel intervention. Det gælder også for usædvanlig håndtering af kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner, hvis det er muligt.

Betalingsordninger må ikke fastsætte en minimumsgrænse for betalingstransaktionens beløbsstørrelse og giver mulighed for kreditoverførsler og direkte debiteringer, men er dog ikke forpligtede til at behandle betalingstransaktioner med nulbeløb.

Betalingsordninger er ikke forpligtet til at gennemføre kreditoverførsler og direkte debiteringer, som overstiger 999 999 999,99 EUR.

2) Følgende krav finder i tillæg til de krav, der er nævnt i punkt 1, anvendelse på kreditoverførselstransaktioner:

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra a), er følgende:

betalerens navn og/eller IBAN-nummeret på betalerens betalingskonto

ii)

kreditoverførslens beløbsstørrelse

iii)

IBAN-nummeret på betalingsmodtagerens betalingskonto

iv)

betalingsmodtagerens navn, hvis det kendes

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen.

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), er følgende:

betalerens navn

ii)

IBAN-nummeret på betalerens betalingskonto

iii)

kreditoverførslens beløbsstørrelse

iv)

IBAN-nummeret på betalingsmodtagerens betalingskonto

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen

vi)

eventuel identifikationskode for betalingsmodtageren

vii)

navnet på betalingsmodtagerens eventuelle reference

viii)

kreditoverførslens eventuelle formål

ix)

kreditoverførslens eventuelle formålskategori.

Endvidere har betalerens betalingstjenesteudbyder pligt til at oplyse betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder om følgende dataelementer:

BIC-koden for betalerens betalingstjenesteudbyder (medmindre andet aftales af de betalingstjenesteudbydere, der er involveret i betalingstransaktionen)

ii)

BIC-koden for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (medmindre andet aftales af de betalingstjenesteudbydere, der er involveret i betalingstransaktionen)

iii)

betalingsordningens identifikationskode

iv)

kreditoverførslens afviklingsdato

betalerens betalingstjenesteudbyders referencenummer til kreditoverførselsmeddelelsen.

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra c), er følgende:

betalerens navn

ii)

kreditoverførslens beløbsstørrelse

iii)

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen.

3) Følgende krav finder i tillæg til de krav, der er nævnt i punkt 1, anvendelse på direkte debiteringstransaktioner:

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra a), nr. i), er følgende:

type direkte debitering (tilbagevendende, enkeltstående, første, sidste eller retur)

ii)

betalingsmodtagerens navn

iii)

IBAN-nummeret på betalingsmodtagerens betalingskonto, som skal krediteres for det opkrævede beløb

iv)

betalerens navn, hvis det kendes

IBAN-nummeret på betalerens betalingskonto, som skal debiteres for det opkrævede beløb

vi)

entydig mandatreference

vii)

såfremt betalerens mandat er udstedt efter 31. marts 2012, datoen for mandatets undertegnelse

viii)

det opkrævede beløbs størrelse

ix)

såfremt mandatet er blevet overtaget af en anden betalingsmodtager end den, der udstedte mandatet, entydig mandatreference fra den oprindelige betalingsmodtager, som udstedte mandatet

betalingsmodtagerens identifikationsnummer

xi)

såfremt mandatet er blevet overtaget af en anden betalingsmodtager end den, der udstedte mandatet, identifikationsnummer på den oprindelige betalingsmodtager, som udstedte mandatet

xii)

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen fra betalingsmodtageren til betaleren

xiii)

opkrævningens eventuelle formål

xiv)

opkrævningens eventuelle formålskategori.

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra b), er følgende:

BIC-koden for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (medmindre andet aftales af de betalingstjenesteudbydere, der er involveret i betalingstransaktionen)

ii)

BIC-koden for betalerens betalingstjenesteudbyder (medmindre andet aftales af de betalingstjenesteudbydere, der er involveret i betalingstransaktionen)

iii)

navnet på betalerens reference (hvis det findes i det dematerialiserede mandat)

iv)

identifikationskoden for betalerens reference (hvis det findes i det dematerialiserede mandat)

navnet på betalingsmodtagerens reference (hvis det findes i det dematerialiserede mandat)

vi)

identifikationskoden for betalingsmodtagerens reference (hvis det findes i det dematerialiserede mandat)

vii)

betalingsordningens identifikationskode

viii)

det opkrævede beløbs afviklingsdato

ix)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders reference til opkrævningen

mandattype

xi)

type direkte debitering (tilbagevendende, enkeltstående, første, sidste eller retur)

xii)

betalingsmodtagerens navn

xiii)

IBAN-nummeret på betalingsmodtagerens betalingskonto, som skal krediteres for det opkrævede beløb

xiv)

betalerens navn, hvis det kendes

xv)

IBAN-nummeret på betalerens betalingskonto, som skal debiteres for det opkrævede beløb

xvi)

entydig mandatreference

xvii)

datoen for undertegnelsen af mandatet, såfremt mandatet er udstedt af betaleren efter den 31. marts 2012

xviii)

det opkrævede beløbs størrelse

xix)

entydig mandatreference fra den oprindelige betalingsmodtager, som udstedte mandatet (hvis mandatet overtages af en anden betalingsmodtager end den, som udstedte mandatet)

xx)

betalingsmodtagerens identifikationsnummer

xxi)

identifikationsnummeret på den oprindelige betalingsmodtager, som udstedte mandatet (hvis mandatet overtages af en anden betalingsmodtager end den, som udstedte mandatet)

xxii)

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen fra betalingsmodtageren til betaleren.

De dataelementer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra c), er følgende:

entydig mandatreference

ii)

betalingsmodtagerens identifikationsnummer

iii)

betalingsmodtagerens navn

iv)

det opkrævede beløbs størrelse

eventuelle oplysninger vedrørende overførslen

vi)

betalingsordningens identifikationskode.

( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).

( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

		Tidende
		nr.	side	dato
►M1	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 248/2014 af 26. februar 2014	L 84	1	20.3.2014
►M2	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/886 af 13. marts 2024	L 886	1	19.3.2024

C1	Berigtigelse, EUT L 90265, 25.4.2024, s. 1 (2024/886)
►C2	Berigtigelse, EUT L 90252, 19.3.2025, s. 1 (2024/886)