02010R1092 — DA — 30.12.2019 — 001.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1092/2010

af 24. november 2010

om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici

(EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/2176 af 18. december 2019

  L 334

146

27.12.2019




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1092/2010

af 24. november 2010

om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici



KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Oprettelse

1.  Der oprettes et europæisk udvalg for systemiske risici (»ESRB«). Det har sit hjemsted i Frankfurt am Main.

2.  ESRB er en del af det europæiske finanstilsynssystem (ESFS), der har til formål at sikre tilsynet med Unionens finansielle system.

3.  ESFS omfatter:

a) 

ESRB

b) 

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010

c) 

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved forordning (EU) nr. 1094/2010

d) 

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved forordning (EU) nr. 1095/2010

e) 

Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder (»Det Fælles Udvalg«), nedsat i henhold til artikel 54 i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010

f) 

de kompetente eller tilsynsførende myndigheder i medlemsstaterne som beskrevet i de EU-retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010.

4.  I henhold til princippet om et loyalt samarbejde i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union samarbejder parterne i ESFS i tillid og fuld gensidig respekt, navnlig for at sikre, at informationsstrømmene imellem dem er hensigtsmæssige og pålidelige.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) 

»finansiel institution«: ethvert foretagende, som hører under anvendelsesområdet for den lovgivning, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010, samt ethvert andet foretagende og enhver anden enhed i Unionen, hvis hovedvirksomhed er af tilsvarende karakter

b) 

»finansielt system«: alle finansielle institutioner, markeder, produkter og markedsinfrastrukturer

▼M1

c) 

»systemisk risiko«: en risiko for forstyrrelse af det finansielle system med potentiale til at få alvorlige negative konsekvenser for realøkonomien i Unionen eller en eller flere af dens medlemsstater og for det indre markeds funktion. Alle typer finansielle formidlere, markeder og infrastrukturer kan potentielt være systemisk vigtige i en vis grad.

▼B

Artikel 3

Mission, målsætninger og opgaver

1.  ESRB er ansvarligt for makrotilsynet med det finansielle system i Unionen med det formål at bidrage til at forebygge eller reducere systemiske risici for den finansielle stabilitet i Unionen som følge af udviklinger i det finansielle system og under hensyn til de makroøkonomiske udviklinger, med henblik på at undgå perioder med omfattende finansiel uro. ESRB skal bidrage til, at det indre marked er velfungerende, og således sikre, at den finansielle sektor yder et bæredygtigt bidrag til den økonomiske vækst.

2.  Med henblik på stk. 1 har ESRB følgende opgaver:

a) 

at indkredse og/eller indsamle og analysere alle oplysninger, der er relevante og nødvendige for at nå de i stk. 1 beskrevne målsætninger

b) 

at afdække og prioritere systemiske risici

c) 

at udstede advarsler, hvis sådanne systemiske risici anses for betydelige, og offentliggøre disse advarsler, hvis det er relevant

d) 

at rette henstillinger med henblik på afhjælpende tiltag som svar på de afdækkede risici og offentliggøre disse henstillinger, hvis det er relevant

e) 

hvis ESRB fastslår, at der kan opstå en krisesituation i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010, at udstede en fortrolig advarsel til Rådet og forelægge Rådet en vurdering af situationen, for at gøre Rådet i stand til at vurdere, om der er behov for at vedtage en afgørelse rettet til ESA'erne, hvorved det fastslås, at der foreligger en krisesituation.

f) 

at overvåge opfølgningen af advarsler og henstillinger

g) 

at arbejde tæt sammen med alle de andre parter i ESFS; hvis det er relevant, at give ESA'erne de oplysninger om systemiske risici, der er nødvendige for udførelsen af deres opgaver; og navnlig i samarbejde med ESA'erne at udvikle et fælles sæt kvantitative og kvalitative indikatorer (en risikotavle) til at identificere og måle systemiske risici.

h) 

hvis det er relevant, at deltage i Det Fælles Udvalg

i) 

at koordinere sit arbejde med internationale finansielle organisationers arbejde, særlig IMF og FSB, samt relevante organer i tredjelande, i spørgsmål vedrørende makrotilsyn

j) 

at udføre andre relaterede opgaver som anført i EU-lovgivningen.



KAPITEL II

ORGANISATION

Artikel 4

Struktur

1.  ESRB har et almindeligt råd, en styringskomité, et sekretariat, et rådgivende videnskabeligt udvalg og et rådgivende teknisk udvalg.

2.  Det Almindelige Råd træffer de beslutninger, der er nødvendige for udførelsen af de opgaver, der er betroet ESRB, jf. artikel 3, stk. 2.

▼M1

2a.  Når Det Almindelige Råd høres om udpegelsen af lederen af sekretariatet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010 ( 1 ), vurderer det på grundlag af en åben og gennemsigtig procedure, om personerne på den afgrænsede liste over kandidater til stillingen som leder af sekretariatet har de egenskaber, den upartiskhed og den erfaring, der kræves for at lede sekretariatet. Det Almindelige Råd underretter i tilstrækkelig detaljeret grad Europa-Parlamentet og Rådet om vurderings- og høringsproceduren.

▼B

3.  Styringskomitéen bistår med beslutningstagningen i ESRB, idet den forbereder møderne i Det Almindelige Råd og gennemgår de dokumenter, der skal drøftes, og overvåger de fremskridt, der sker i ESRB's løbende arbejde.

▼M1

3a.  Når formanden og Styringskomitéen giver vejledning til lederen af sekretariatet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010, kan de tage følgende op:

a) 

den daglige ledelse af sekretariatet

b) 

administrative og budgetmæssige spørgsmål i relation til sekretariatet

c) 

koordineringen og forberedelsen af arbejdet og beslutningstagningen i Det Almindelige Råd

d) 

forberedelsen af det årlige ESRB-programforslag og gennemførelsen heraf

e) 

forberedelsen af den årlige rapport om ESRB’s aktiviteter og rapporteringen om gennemførelsen af det årlige program til Det Almindelige Råd.

▼B

4.  Sekretariatet er ansvarligt for ESRB's daglige arbejde. Det yder analytisk, statistisk, administrativ og logistisk støtte af høj kvalitet til ESRB under ledelse af formanden og Styringskomitéen i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010 ( 2 ). Det trækker også på teknisk rådgivning fra ESA'erne, nationale centralbanker og nationale tilsynsmyndigheder.

5.  Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg og Det Rådgivende Tekniske Udvalg, der er omhandlet i artikel 12 og 13, yder rådgivning og bistand i spørgsmål af relevans for ESRB's arbejde.

Artikel 5

ESRB's formandskab og næstformandskab

▼M1

1.  Formandskabet for ESRB varetages af formanden for ECB.

2.  Første næstformand vælges for en periode på fem år af og blandt de nationale medlemmer af Det Almindelige Råd med stemmeret under hensyntagen til behovet for en ligelig repræsentation af medlemsstaterne mellem dem, der er deltagende medlemsstater som defineret i artikel 2, nr. 1), i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 ( 3 ), og dem, der ikke er. Første næstformand kan genvælges én gang.

▼B

3.  Anden næstformand er formanden for Det Fælles Udvalg, der er udpeget i henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010.

4.  Formanden og næstformændene redegør over for Europa-Parlamentet ved en offentlig høring for, hvordan de agter at udøve deres hverv i henhold til denne forordning.

5.  Formanden leder møderne i Det Almindelige Råd og Styringskomitéen.

6.  Næstformændene leder efter rangfølge møderne i Det Almindelige Råd og/eller Styringskomitéen, når formanden ikke er i stand til at deltage i et møde.

7.  Hvis mandatperioden for et medlem af ECB's Generelle Råd, der er valgt som første næstformand, slutter inden udløbet af den femårige periode, eller hvis den første næstformand af en eller anden grund er ude af stand til at udøve sit hverv, vælges en ny første næstformand i overensstemmelse med stk. 2.

▼M1

8.  Formanden repræsenterer ESRB udadtil. Formanden kan delegere opgaver, såsom opgaver vedrørende ESRB’s repræsentation udadtil, herunder forelæggelse af arbejdsprogrammet, til første næstformand, eller, hvis første næstformand ikke er til stede, og hvor dette er relevant, til anden næstformand eller lederen af sekretariatet. Opgaver vedrørende ESRB’s ansvarlighed og rapporteringsforpligtelser, jf. artikel 19, stk. 1, 4 og 5, kan ikke delegeres.

▼B

Artikel 6

Det Almindelige Råd

1.  Medlemmerne af Det Almindelige Råd med stemmeret omfatter:

a) 

formanden og næstformanden for ECB

▼M1

b) 

cheferne for de nationale centralbanker. Medlemsstater, hvori den nationale centralbank ikke er en udpeget myndighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU ( 4 ) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 ( 5 ), og hvori den udpegede myndighed har den ledende rolle i forbindelse med finansiel stabilitet inden for sit kompetenceområde, kan alternativt udnævne en højtstående repræsentant for en udpeget myndighed i henhold til direktiv 2013/36/EU eller forordning (EU) nr. 575/2013

c) 

en repræsentant for Kommissionen

▼B

d) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

e) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

f) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

g) 

formanden og de to næstformænd for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg

h) 

formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg.

2.  Medlemmerne af Det Almindelige Råd uden stemmeret omfatter:

▼M1

a) 

med forbehold af hver medlemsstats beslutning i overensstemmelse med stk. 1, litra b), og i overensstemmelse med stk. 3, én højtstående repræsentant pr. medlemsstat for de nationale tilsynsmyndigheder, for en national myndighed, der har fået til opgave at føre makroprudentiel politik, eller for den nationale centralbank, med mindre chefen for den nationale centralbank ikke er medlemmet af Det Almindelige Råd med stemmeret som omhandlet i stk. 1, litra b), i hvilket tilfælde en højtstående repræsentant for den nationale centralbank er medlemmet af Det Almindelige Råd uden stemmeret

▼B

b) 

formanden for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC).

▼M1

c) 

formanden for ECB’s tilsynsråd

d) 

formanden for Den Fælles Afviklingsinstans oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 ( 6 ).

▼M1

3.  De i stk. 2, litra a), omhandlede respektive højtstående repræsentanter roterer, alt efter hvilket spørgsmål der behandles, medmindre en medlemsstats nationale myndigheder har udpeget en fælles repræsentant.

▼B

4.  Det Almindelige Råd fastsætter forretningsordenen for ESRB.

Artikel 7

Upartiskhed

▼M1

1.  Når medlemmerne af ESRB deltager i Det Almindelige Råds og Styringskomitéens aktiviteter eller udfører anden virksomhed i forbindelse med ESRB, udøver de deres hverv upartisk og udelukkende i Unionens interesse som helhed. De hverken søger eller modtager instrukser fra nogen regering, EU-institutionerne eller noget andet offentligt eller privat organ.

▼B

2.  Ingen medlemmer af Det Almindelige Råd (med eller uden stemmeret) varetager nogen funktion i den finansielle sektor.

3.  Hverken medlemsstaterne, EU-institutionerne eller noget andet offentligt eller privat organ søger at øve indflydelse på medlemmerne af ESRB, når disse udfører opgaverne i artikel 3, stk. 2.

▼M1

4.  Medlemmer af Det Almindelige Råd (uanset om de er med eller uden stemmeret) må ikke have en funktion i en medlemsstats centralregering.

▼B

Artikel 8

Tavshedspligt

1.  Medlemmerne af Det Almindelige Råd og andre personer, der arbejder eller har arbejdet for eller i tilknytning til ESRB (herunder det relevante personale i centralbankerne, Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg, Det Rådgivende Tekniske Udvalg, ESA'erne og medlemsstaternes kompetente nationale tilsynsmyndigheder), må ikke videregive oplysninger, der er underlagt tavshedspligt, selv efter at deres hverv er ophørt.

▼M1

Dette stykke berører ikke de fortrolige, mundtlige drøftelser, der føres i overensstemmelse med artikel 19, stk. 5.

▼B

2.  De oplysninger, medlemmerne af ESRB modtager, anvendes kun i forbindelse med deres hverv og ved udførelsen af de i artikel 3, stk. 2, fastsatte opgaver.

▼M1

2a.  Medlemmer af ESRB fra nationale centralbanker, nationale tilsynsmyndigheder og nationale myndigheder, der har fået til opgave at føre makroprudentiel politik, kan i deres egenskab af medlemmer af ESRB give nationale myndigheder eller organer, der er ansvarlige for det finansielle systems stabilitet i overensstemmelse med EU-retten eller nationale ordninger, oplysninger vedrørende udførelsen af de opgaver, der er betroet ESRB, og som er nødvendige for udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers lovbestemte opgaver, forudsat at der er truffet tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger for at sikre fuld overholdelse af den relevante EU-ret og nationale ordninger.

2b.  Hvis oplysningerne stammer fra andre myndigheder end dem, der er omhandlet i stk. 2a, anvender medlemmerne af ESRB fra nationale centralbanker, nationale tilsynsmyndigheder og nationale myndigheder, der har fået til opgave at føre makroprudentiel politik, kun disse oplysninger til udførelse af deres lovbestemte opgaver med disse myndigheders udtrykkelige samtykke.

▼B

3.  Fortrolige oplysninger, som de i stk. 1 nævnte personer modtager i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, videregives ikke til nogen anden person eller myndighed, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at individuelle finansielle institutioner ikke kan identificeres, jf. dog artikel 16 og anvendelsen af straffelovgivningen.

4.  ESRB fastlægger og indfører sammen med ESA'erne specifikke fortrolighedsprocedurer for at beskytte oplysninger vedrørende individuelle finansielle institutioner og oplysninger, ud fra hvilke individuelle finansielle institutioner kan identificeres.

Artikel 9

Møder i Det Almindelige Råd

1.  Formanden for ESRB indkalder til Det Almindelige Råds ordinære plenarmøder, der holdes mindst fire gange om året. Der kan indkaldes til ekstraordinære møder på initiativ af formanden ESRB eller efter anmodning fra mindst en tredjedel af de stemmeberettigede medlemmer af Det Almindelige Råd.

2.  Medlemmerne skal være personligt til stede på møderne i Det Almindelige Råd og må ikke lade sig repræsentere.

3.  Uanset stk. 2 kan et medlem, der er forhindret i at deltage i møderne i en periode på mindst tre måneder, udpege en suppleant. Et sådant medlem kan også afløses af en person, der er formelt udpeget i henhold til den pågældende institutions bestemmelser om midlertidige stedfortrædere.

▼M1

4.  Højtstående repræsentanter fra internationale finansielle organisationer, som udfører aktiviteter, der er direkte beslægtede med ESRB’s opgaver, jf. artikel 3, stk. 2, eller Europa-Parlamentets formand eller en repræsentant for Europa-Parlamentet for så vidt angår emner vedrørende EU-ret inden for makroprudentiel politik kan, hvis det er relevant, indbydes til at deltage i møder i Det Almindelige Råd.

5.  I ESRB’s arbejde kan deltage højtstående repræsentanter fra de relevante myndigheder i tredjelande, når det er relevant for Unionen. ESRB kan udforme ordninger, der navnlig fastsætter arten og omfanget og de proceduremæssige aspekter af disse tredjelandes deltagelse i ESRB’s arbejde. Sådanne ordninger kan omhandle repræsentation efter behov som observatør i Det Almindelige Råd og bør kun vedrøre emner af relevans for Unionen, undtagen sager, hvor situationen i individuelle finansielle institutioner eller medlemsstater måtte blive drøftet.

6.  Møderne er fortrolige. Det Almindelige Råd kan beslutte at offentliggøre et mødereferat med forbehold af gældende krav om fortrolighed og på en måde, som ikke giver mulighed for at identificere individuelle medlemmer af Det Almindelige Råd eller individuelle institutioner. Det Almindelige Råd kan også beslutte at afholde pressekonferencer efter sine møder.

▼B

Artikel 10

Afstemningsregler i Det Almindelige Råd

1.  Hvert stemmeberettiget medlem af Det Almindelige Råd har én stemme.

2.  Med forbehold af afstemningsprocedurerne i artikel 18, stk. 1, træffer Det Almindelige Råd beslutning med simpelt flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer. Ved stemmelighed er ESRB-formandens stemme afgørende.

3.  Uanset stk. 2, kræver det et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer at vedtage en henstilling eller at offentliggøre en advarsel eller en henstilling.

4.  Quorum for enhver afstemning i Det Almindelige Råd er to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer. Hvis dette ikke er opfyldt, kan formanden for ESRB indkalde til et ekstraordinært møde, på hvilket der kan træffes beslutning med et quorum på en tredjedel. Den i artikel 6, stk. 4, nævnte forretningsorden fastsætter en passende frist for indkaldelse til et ekstraordinært møde.

Artikel 11

Styringskomitéen

1.  Styringskomitéen består af:

a) 

formanden og den første næstformand for ESRB

▼M1

b) 

det medlem af ECB’s direktion, der har ansvaret for finansiel stabilitet og makroprudentiel politik

c) 

fire nationale medlemmer af Det Almindelige Råd med stemmeret under hensyntagen til behovet for en ligelig repræsentation af medlemsstaterne mellem dem, der er deltagende medlemsstater som defineret i artikel 2, nr. 1), i forordning (EU) nr. 1024/2013, og dem, der ikke er. De vælges af og blandt nationale medlemmer af Det Almindelige Råd med stemmeret for en periode på tre år

d) 

en repræsentant for Kommissionen

▼B

e) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

f) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

g) 

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

h) 

formanden for EFC

i) 

formanden for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg og

j) 

formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg.

Bliver et valgt medlems mandat i Styringskomitéen ledigt, besættes det med et nyt medlem, som vælges af Det Almindelige Råd.

▼M1

2.  Formanden og første næstformand for ESRB indkalder i fællesskab til møderne i Styringskomitéen mindst en gang hvert kvartal forud for de enkelte møder i Det Almindelige Råd. Formanden og første næstformand kan også i fællesskab indkalde til ad hoc-møder.

▼B

Artikel 12

Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg

▼M1

1.  Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg består af formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg og 15 eksperter, der repræsenterer en bred vifte af kvalifikationer, erfaringer og viden vedrørende alle relevante finansmarkedssektorer, og som er foreslået af Styringskomitéen og godkendt af Det Almindelige Råd for en mandatperiode på fire år med mulighed for fornyelse. De udnævnte må ikke være medlemmer af ESA’erne og skal vælges på grundlag af deres generelle kompetence og deres forskellige erfaring i akademiske kredse eller andre sektorer, navnlig i små og mellemstore virksomheder eller fagforeninger eller i deres egenskab af leverandører eller forbrugere af finansielle tjenesteydelser.

2.  Formanden og de to næstformænd for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg udpeges af Det Almindelige Råd efter forslag fra formanden for ESRB, og de skal hver især have et højt niveau af relevant ekspertise og viden, f.eks. i kraft af en relevant akademisk og professionel baggrund inden for sektorerne bankvæsen, værdipapirmarkeder eller forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger. Formandskabet for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg går på skift mellem disse tre personer.

3.  Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg yder ESRB rådgivning og bistand i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, efter anmodning fra formanden for ESRB eller Det Almindelige Råd.

▼B

4.  ESRB's sekretariat støtter arbejdet i Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg, og lederen af sekretariatet deltager i møderne.

▼M1

5.  Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg gennemfører i relevant omfang høringer på et tidligt tidspunkt med interessenter såsom markedsdeltagere, forbrugerorganisationer og akademiske eksperter på en åben og gennemsigtig måde, samtidig med at der tages hensyn til kravet om fortrolighed. Sådanne høringer skal have så bredt et format som muligt for at tilsikre en inklusiv tilgang over for alle interesserede parter og relevante finansielle sektorer og skal give interessenterne god tid til at give tilbagemeldinger.

▼B

6.  Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg får stillet alle midler til rådighed, der er nødvendige for, at det kan udføre sine opgaver tilfredsstillende.

Artikel 13

Det Rådgivende Tekniske Udvalg

1.  Det Rådgivende Tekniske Udvalg består af:

a) 

en repræsentant for hver af de nationale centralbanker og en repræsentant for ECB

b) 

én repræsentant pr. medlemsstat for de kompetente nationale tilsynsmyndigheder

c) 

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

d) 

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

e) 

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

▼M1

f) 

en repræsentant for Kommissionen

▼M1

fa) 

en repræsentant for ECB’s tilsynsråd

fb) 

en repræsentant for Den Fælles Afviklingsinstans

▼B

g) 

en repræsentant for EFC og

h) 

en repræsentant for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg.

Tilsynsmyndighederne i hver medlemsstat vælger en repræsentant til Det Rådgivende Tekniske Udvalg. Med hensyn til repræsentationen af nationale tilsynsmyndigheder, jf. første afsnits litra b), roterer de respektive repræsentanter, alt efter hvilket spørgsmål der behandles, medmindre en medlemsstats nationale tilsynsmyndigheder har udpeget en fælles repræsentant.

2.  Formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg udpeges af Det Almindelige Råd efter forslag fra formanden for ESRB.

▼M1

3.  Det Rådgivende Tekniske Udvalg yder ESRB rådgivning og bistand i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, efter anmodning fra formanden for ESRB eller Det Almindelige Råd.

▼B

4.  ESRB's sekretariat støtter arbejdet i Det Rådgivende Tekniske Udvalg, og lederen af sekretariatet deltager i dets møder.

▼M1

4a.  Det Rådgivende Tekniske Udvalg gennemfører i relevant omfang høringer på et tidligt tidspunkt med interessenter såsom markedsdeltagere, forbrugerorganisationer og akademiske eksperter på en åben og gennemsigtig måde, samtidig med at der tages hensyn til kravet om fortrolighed. Sådanne høringer skal have så bredt et format som muligt for at tilsikre en inklusiv tilgang til alle interesserede parter og relevante finansielle sektorer og skal give interessenterne god tid til at give tilbagemeldinger.

▼B

5.  Det Rådgivende Tekniske Udvalg får stillet alle midler til rådighed, der er nødvendige for, at det kan udføre sine opgaver tilfredsstillende.

▼M1

Artikel 14

Andre kilder til rådgivning

Ved udførelsen af opgaverne i artikel 3, stk. 2, hører ESRB, hvis det er relevant, relevante interessenter i den private sektor. Sådanne høringer skal have så bredt et format som muligt for at tilsikre en inklusiv tilgang til alle interesserede parter og relevante finansielle sektorer og skal give interessenterne god tid til at give tilbagemeldinger.

▼B



KAPITEL III

OPGAVER

Artikel 15

Indsamling og udveksling af oplysninger

1.  ESRB giver ESA'erne de oplysninger om risici, der er nødvendige for udførelsen af deres opgaver.

2.  ESA'erne, Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), Kommissionen, de nationale tilsynsmyndigheder og nationale statistikmyndigheder arbejder tæt sammen med ESRB og giver ESRB alle de oplysninger, der er nødvendige for udførelsen af dets opgaver i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

3.  ESRB kan anmode ESA'erne om oplysninger, som regel i summarisk eller sammenfattet form, således at de individuelle finansielle institutioner ikke kan identificeres, jf. dog artikel 36, stk. 2, i forordning(EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010.

4.  Inden ESRB fremsætter anmodning om oplysninger i overensstemmelse med denne artikel, tager det først hensyn til de eksisterende statistikker, som det europæiske statistiske system og ESCB har produceret, formidlet og udviklet.

5.  Hvis de ønskede oplysninger ikke er til rådighed eller ikke stilles til rådighed rettidigt, kan ESRB anmode om oplysningerne hos ESCB, de nationale tilsynsmyndigheder eller de nationale statistikmyndigheder. Hvis disse oplysninger vedbliver med ikke at være til rådighed, kan ESRB anmode om dem hos den berørte medlemsstat, uden at dette berører de beføjelser, der er tillagt henholdsvis Rådet, Kommissionen (Eurostat), ECB, Eurosystemet og ESCB med hensyn til statistik og indsamling af data.

6.  Hvis ESRB anmoder om oplysninger, som ikke er i summarisk eller sammenfattet form, skal der i den begrundede anmodning redegøres for, hvorfor data om den pågældende individuelle institution anses for at være systemisk relevante og nødvendige i betragtning af den foreliggende markedssituation.

▼M1

7.  Inden hver anmodning om oplysninger af tilsynsmæssig karakter, som ikke er i summarisk eller sammenfattet form, rådfører ESRB sig behørigt med den relevante europæiske tilsynsmyndighed for at sikre, at anmodningen er begrundet og forholdsmæssigt afpasset. Hvis den relevante europæiske tilsynsmyndighed ikke finder anmodningen begrundet og forholdsmæssigt afpasset, sender den straks anmodningen tilbage til ESRB med anmodning om yderligere begrundelse. Når ESRB har forelagt den relevante europæiske tilsynsmyndighed denne yderligere begrundelse, sendes de ønskede oplysninger til ESRB fra anmodningens adressater, forudsat at disse har lovlig adgang til de relevante oplysninger.

▼B

Artikel 16

Advarsler og henstillinger

1.  Hvis der afdækkes betydelige risici for opfyldelsen af målsætningen i artikel 3, stk. 1, advarer ESRB herom og retter om nødvendigt henstillinger om afhjælpende tiltag, herunder om nødvendigt om lovgivningsinitiativer.

▼M1

2.  Advarsler eller henstillinger fra ESRB i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3, stk. 2, litra c) og d), kan være enten af generel eller specifik karakter og rettes navnlig til Unionen, til en eller flere medlemsstater, til en eller flere ESA’er, til en eller flere nationale tilsynsmyndigheder, til en eller flere nationale myndigheder, der er udpeget til gennemførelse af foranstaltninger, som tager sigte på at imødegå systemiske risici eller risici på makroplan, til ECB for så vidt angår de opgaver, der er overdraget til ECB i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013, til afviklingsmyndigheder udpeget af medlemsstater i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU ( 7 ) og til Den Fælles Afviklingsinstans. Hvis en advarsel eller en henstilling er rettet til en eller flere af de nationale tilsynsmyndigheder, orienteres den eller de berørte medlemsstater også herom. Til henstillingerne skal være knyttet en nærmere angivet frist for gennemførelse af politisk respons. Henstillinger kan også rettes til Kommissionen for så vidt angår den relevante EU-lovgivning.

3.  Samtidig med at advarsler eller henstillinger fremsendes til adressaterne i overensstemmelse med stk. 2, fremsendes de i overensstemmelse med strenge fortrolighedsregler til Europa-Parlamentet, til Rådet, til Kommissionen og til ESA’erne. Når fortrolige eller ikkeoffentlige advarsler eller henstillinger videregives, kræver Det Almindelige Råd, hvis det er relevant, at der indgås en aftale for at sikre fortrolighed.

▼B

4.  For at skabe øget bevidsthed omkring risici i Unionens økonomi og prioritere disse risici udarbejder ERSB i tæt samarbejde med de andre parter i ESFS en farvekodeordning, der afspejler situationerne på de forskellige risikoniveauer.

Når kriterierne for denne klassifikation er blevet udarbejdet, skal ESRB's advarsler og henstillinger i hvert enkelt tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt, indikere, hvilken kategori risikoen henhører under.

Artikel 17

Opfølgning af ESRB's henstillinger

▼M1

1.  Er en henstilling som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra d), rettet til en af adressaterne angivet i artikel 16, stk. 2, meddeler adressaten Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og ESRB, hvilke handlinger den har foretaget som svar på henstillingen, og begrunder eventuel manglende handling. I relevante tilfælde underretter ESRB under overholdelse af strenge fortrolighedsregler straks ESA’erne om de modtagne svar.

2.  Hvis ESRB finder, at dets henstilling ikke er blevet fulgt, eller at adressaterne ikke har begrundet behørigt, at de ikke har truffet nogen foranstaltninger, underretter ESRB under overholdelse af strenge fortrolighedsregler adressaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og de relevante ESA’er herom.

▼B

3.  Hvis ESRB har truffet en beslutning om en offentlig henstilling i henhold til stk. 2 og i overensstemmelse med proceduren i artikel 18, stk. 1, kan Europa-Parlamentet opfordre formanden for ESRB til at forelægge den, og adressaterne kan anmode om at måtte deltage i en udveksling af synspunkter.

Artikel 18

Offentlige advarsler og henstillinger

1.  Det Almindelige Råd afgør i hvert enkelt tilfælde, efter at have underrettet Rådet i tilstrækkelig god tid til, at det kan reagere, om en advarsel eller en henstilling skal offentliggøres. Uanset artikel 10, stk. 3, kræves der altid et quorum på to tredjedele for beslutninger, der træffes af Det Almindelige Råd i medfør af dette stykke.

2.  Beslutter Det Almindelige Råd at offentliggøre en advarsel eller en henstilling, underretter det på forhånd adressaterne.

3.  Adressaterne for advarsler og henstillinger offentliggjort af ESRB skal også have ret til at offentliggøre deres synspunkter og begrundelser som svar herpå.

▼M1

4.  Beslutter Det Almindelige Råd ikke at offentliggøre en advarsel eller en henstilling, træffer adressaterne og i givet fald Europa-Parlamentet, Rådet og ESA’erne alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte denne advarsel eller henstillings fortrolige karakter.

▼B



KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 19

Ansvarlighed og rapporteringsforpligtelser

▼M1

1.  Mindst en gang om året, og oftere i tilfælde af omfattende uro på de finansielle markeder, indbydes ESRB’s formand af det kompetente udvalg til en høring i Europa-Parlamentet som en markering af offentliggørelsen af ESRB’s årlige rapport til Europa-Parlamentet og Rådet. Denne høring afholdes adskilt fra den monetære dialog mellem Europa-Parlamentet og formanden for ECB.

2.  Den i denne artikels stk. 1 omhandlede årlige rapport indeholder de oplysninger, som Det Almindelige Råd i overensstemmelse med denne forordnings artikel 18 beslutter at offentliggøre. Den årlige rapport gøres offentligt tilgængelig og skal indeholde en redegørelse for de ressourcer, der stilles til rådighed for ESRB i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1096/2010.

▼B

3.  ESRB undersøger endvidere specifikke spørgsmål på foranledning af Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen.

4.  Europa-Parlamentet kan anmode formanden for ESRB om at deltage i en høring i Europa-Parlamentets kompetente udvalg.

5.  Formanden for ESRB fører fortrolige mundtlige drøftelser mindst to gange om året og oftere, hvis det skønnes nødvendigt, bag lukkede døre med formanden og næstformændene for Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg om ESRB's igangværende aktivitet. Der indgås en aftale mellem Europa-Parlamentet og ESRB om de nærmere enkeltheder for afholdelsen af disse møder med henblik på at sikre fuld fortrolighed i overensstemmelse med artikel 8. ESRB sender Rådet en kopi af denne aftale.

▼M1

6.  ESRB besvarer mundtligt eller skriftligt spørgsmål, som Europa-Parlamentet eller Rådet stiller det. Det besvarer disse spørgsmål uden unødig forsinkelse. Når der videregives fortrolige oplysninger, sikrer Europa-Parlamentet fuld fortrolighed for så vidt angår disse oplysninger i overensstemmelse med artikel 8 og nærværende artikels stk. 5.

▼M1

Artikel 20

Revision

Senest den 31. december 2024 aflægger Kommissionen efter at have hørt ESRB’s medlemmer rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvorvidt det er nødvendigt at revidere ESRB’s opgaver eller organisation, idet den overvejer mulige alternative modeller til den nuværende.

▼B

Artikel 21

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010 af 17. november 2010 om overdragelse til Den Europæiske Centralbank af specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis funktionsmåde (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 162).

( 2 ) Se side 162 i denne EUT.

( 3 ) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).

( 4 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).

( 5 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1).

( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).