2009R0272 — DA — 21.03.2013 — 003.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 272/2009

af 2. april 2009

om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed som fastlagt i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008

(EFT L 091, 3.4.2009, p.7)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 297/2010 af 9. april 2010

  L 90

1

10.4.2010

 M2

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 720/2011 af 22. juli 2011

  L 193

19

23.7.2011

►M3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1141/2011 af 10. november 2011

  L 293

22

11.11.2011

►M4

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 245/2013 af 19. marts 2013

  L 77

5

20.3.2013




▼B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 272/2009

af 2. april 2009

om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed som fastlagt i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008



KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 ( 1 ), særlig artikel 4, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 300/2008 skal Kommissionen som et supplement vedtage generelle foranstaltninger til ændring af ikke-væsentlige elementer i de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed, der er fastlagt i bilaget til den nævnte forordning.

(2)

I artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008 fastsættes det endvidere, at Kommissionen skal vedtage detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed, der er fastlagt i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008, som de er suppleret ved de generelle foranstaltninger, der er vedtaget af Kommissionen på grundlag af artikel 4, stk. 2.

(3)

Der bør derfor vedtages generelle foranstaltninger til supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed på områderne screening, adgangskontrol og anden sikkerhedskontrol samt på områderne forbudte genstande, anerkendelse af tilsvarende sikkerhedsnormer i tredjelande, ansættelse og uddannelse af personale, særlige sikkerhedsprocedurer og undtagelser fra sikkerhedskontrol.

(4)

Disse generelle foranstaltninger er nødvendige for at opnå et luftfartssikkerhedsniveau i EU, som svarer til de normer, der var gældende ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 ( 2 ), der blev ophævet ved forordning (EF) nr. 300/2008.

(5)

I overensstemmelse med artikel 24 i forordning (EF) nr. 300/2008 anvendes bilaget til ovennævnte forordning fra den dato, der fastsættes i gennemførelsesbestemmelserne, dog ikke senere end 24 måneder efter, at forordning (EF) nr. 300/2008 er trådt i kraft. Derfor bør anvendelsen af de generelle foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 300/2008, udsættes, indtil der er vedtaget gennemførelsesbestemmelser i henhold til artikel 4, stk. 3, dog ikke længere end til den 29. april 2010.

(6)

Hurtigst muligt og senest den 29. april 2010 bør metoder og herunder teknologier til at spore flydende sprængstoffer udbredes i lufthavne i hele EU, således at passagerer kan medbringe harmløse væsker uden begrænsninger. Skulle det ikke være muligt at udbrede metoder og herunder teknologier til at spore flydende sprængstoffer i hele EU i rette tid, vil Kommissionen fremsætte forslag til den nødvendige udvidelse af de kategorier af genstande, der kan forbydes (bilagets afsnit B). Hvis udbredelsen af metoder og herunder teknologier af sagligt rimelige grunde ikke er mulig i nærmere bestemte lufthavne, fastsætter Kommissionen i kraft af gennemførelsesbestemmelser regler for, hvordan væsker kan medbringes, uden at sikkerhedsnormerne bringes i fare.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:



Artikel 1

Denne forordning fastlægger generelle foranstaltninger til supplering af de fælles grundlæggende normer, der er fastlagt i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008, med henblik på at:

a) tillade metoder til screening, som fastlagt i bilagets afsnit A

b) forbyde kategorier af genstande, som fastlagt i bilagets afsnit B

c) opstille kriterier for at tillade adgang til airside og security-beskyttede områder, som fastlagt i bilagets afsnit C

d) tillade metoder til eftersyn af køretøjer, flysikkerhedscheck og flysikkerhedseftersyn, som fastlagt i bilagets afsnit D

e) fastlægge kriterier for anerkendelse af tilsvarende sikkerhedsnormer i tredjelande, som fastlagt i bilagets afsnit E

f) opstille betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol af fragt og post samt fastlægge proceduren for godkendelse eller udpegelse af sikkerhedsgodkendte fragtagenter, kendte afsendere og registrerede afsendere, som fastlagt i bilagets afsnit F

g) opstille betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol af luftfartsselskabers post og materialer, som fastlagt i bilagets afsnit G

h) opstille betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol af forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer samt fastlægge proceduren for godkendelse eller udpegelse af sikkerhedsgodkendte leverandører og kendte leverandører, som fastlagt i bilagets afsnit H

i) opstille kriterier for definition af kritiske dele af security-beskyttede områder, som fastlagt i bilagets afsnit I

j) opstille kriterier for ansættelse af personale, der skal udføre eller får ansvaret for udførelsen af screening, adgangskontrol eller anden sikkerhedskontrol, og af instruktører samt fastlægge metoder til uddannelse af dette personale og personer, der får udstedt et lufthavns- eller flybesætnings-id-kort, som fastlagt i bilagets afsnit J, og

k) fastlægge betingelser for anvendelse af særlige sikkerhedsprocedurer eller undtagelser fra sikkerhedskontrol, som fastlagt i bilagets afsnit K.

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

1)

»lufthavnsleverancer« : alle genstande, der er bestemt til at sælges, bruges eller stilles til rådighed i security-beskyttede områder af lufthavne

2)

»forsyninger til flyvningen« :

alle genstande ud over

a) håndbagage

b) genstande, der bæres af andre personer end passagerer, og

c) luftfartsselskabers post og materialer

der er bestemt til at tages med om bord på et fly med henblik på passagerers eller besætningsmedlemmers brug, fortæring eller køb under flyvningen.

3)

»sikkerhedsgodkendt leverandør af forsyninger til flyvningen« : en leverandør, hvis procedurer opfylder sådanne fælles sikkerhedsregler og -normer, at levering af forsyninger direkte til fly kan tillades

4)

»kendt leverandør af forsyninger til flyvningen« : en leverandør, hvis procedurer opfylder sådanne fælles sikkerhedsregler og -normer, at der kan leveres forsyninger til et luftfartsselskab eller en sikkerhedsgodkendt leverandør, men ikke direkte til fly

5)

»sikkerhedsgodkendt leverandør af lufthavnsleverancer« : en leverandør, hvis procedurer opfylder sådanne fælles sikkerhedsregler og -normer, at levering af lufthavnsleverancer til security-beskyttede områder kan tillades.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den dato, der fastsættes i de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages efter proceduren i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, dog ikke senere end den 29. april 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG

AFSNIT A

Tilladte metoder til screening

De gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, kan tillade brug af følgende metoder til screening, enten enkeltvis eller i kombination, som primært eller sekundært middel og under nærmere fastlagte betingelser:

1. Til screening af personer:

a) manuelt eftersyn

b) metaldetektorkarme

c) bombehunde og

d) håndholdte metaldetektorer

e) spordetektionsudstyr (ETD — Explosive Trace Detection).

▼M3

f) securityscannere, som ikke benytter ioniserende stråling.

▼M4

2. Til screening af håndbagage, genstande, der bæres af andre personer end passagerer, luftfartsselskabers post og materialer, medmindre disse skal lastes i et flys lastrum, forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer:

a) manuelt eftersyn

b) visuel kontrol

c) røntgenudstyr

d) EDS-udstyr (Explosive Detection Systems) til sporing af eksplosive stoffer

e) bombehunde (EDD)

f) spordetektionsudstyr (ETD — Explosive Trace Detection) og

g) LEDS-udstyr til sporing af flydende eksplosive stoffer (LEDS = liquid explosive detection systems).

▼B

3. Til screening af indskrevet bagage, fragt og post samt luftfartsselskabers post og materialer, der skal lastes i et flys lastrum:

a) manuelt eftersyn

b) visuel kontrol

c) røntgenudstyr

d) EDS-udstyr (Explosive Detection Systems) til sporing af eksplosive stoffer

e) bombehunde

▼M1

f) sprængstofpartikeltester (ETD — Explosive Trace Detection)

g) simulatorkammer og

▼M1

h) metaldetektorer.

▼B

Med henblik på evaluering af metoder til screening baseret på ny teknologi, der ikke er kendt på tidspunktet for vedtagelsen af denne forordning, kan de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, tillade brug af andre metoder på forsøgsbasis, for et begrænset tidsrum og på betingelse af, at sådanne forsøg ikke har en negativ indflydelse på sikkerheden som helhed.

AFSNIT B

Kategorier af genstande, der kan forbydes

De gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, kan under nærmere fastlagte betingelser forbyde, at en eller samtlige af følgende kategorier af genstande medbringes i security-beskyttede områder og om bord på fly:

a)  skydevåben og andre anordninger til affyring af projektiler — anordninger, der kan, eller ser ud til at kunne bruges til at forårsage alvorlig personskade ved affyring af et projektil

b)  elektrochokapparater — anordninger, der er konstrueret med det særlige formål at bedøve eller lamme offeret

c)  spidse og skarpe genstande — spidse og skarpe genstande, der kan bruges til at forårsage alvorlig personskade

d)  værktøj — værktøj, der kan bruges til enten at forårsage alvorlig personskade eller til at udøve en trussel mod flysikkerheden

e)  stumpe redskaber — genstande, der kan forårsage alvorlig personskade, når de bruges til at slå med, og

f)  eksplosive og brændbare stoffer og anordninger — eksplosive og brændbare stoffer og anordninger, der kan, eller ser ud til at kunne bruges til at forårsage alvorlig personskade eller til at udøve en trussel mod flysikkerheden.

▼M4

AFSNIT B1

Væsker, aerosoldåser og geléer

Det er tilladt at medbringe væsker, aerosoldåser og geléer i security-beskyttede områder, forudsat at de er screenet eller undtaget fra screening i overensstemmelse med kravene i de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008.

▼B

AFSNIT C

Adgangskontrol: Kriterier for indrømmelse af adgang til airside og security-beskyttede områder

Der gives adgang til airside og security-beskyttede områder på grundlag af følgende kriterier:

1. Personer og køretøjer må kun få adgang til airside, hvis de har en legitim grund til at opholde sig der.

For at få adgang til airside skal en person være i besiddelse af en tilladelse.

For at få adgang til airside skal et køretøj have en køretilladelse.

2. Personer og køretøjer må kun få adgang til security-beskyttede områder, hvis de har en legitim grund til at opholde sig der.

For at få adgang til security-beskyttede områder skal en person forevise en tilladelse.

For at få adgang til security-beskyttede områder skal et køretøj fremvise en køretilladelse.

AFSNIT D

Tilladte metoder til eftersyn af køretøjer, flysikkerhedscheck og flysikkerhedseftersyn

De gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, kan tillade brug af følgende metoder til eftersyn af køretøjer, flysikkerhedscheck og flysikkerhedseftersyn, enten enkeltvis eller i kombination, som primært eller sekundært middel og under nærmere fastlagte betingelser:

a) manuelt eftersyn

b) visuel kontrol

c) bombehunde og

d) spordetektionsudstyr (ETD — Explosive Trace Detection).

Med henblik på evaluering af eftersynsmetoder baseret på ny teknologi, der ikke er kendt på tidspunktet for vedtagelsen af denne forordning, kan de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, tillade brug af andre metoder på forsøgsbasis, for et begrænset tidsrum og på betingelse af, at sådanne forsøg ikke har en negativ indflydelse på sikkerheden som helhed.

AFSNIT E

Kriterier for anerkendelse af tilsvarende sikkerhedsnormer i tredjelande

Kommissionen anerkender tilsvarende sikkerhedsnormer i tredjelande på grundlag af følgende kriterier:

a) Tredjelandet har hidtil haft et godt samarbejde med Fællesskabet og dets medlemsstater

b) Kommissionen har verificeret, at tredjelandet anvender tilfredsstillende normer for luftfartssikkerhed, herunder kvalitetskontrol, og

c) Kommissionen har verificeret, at der:

 for så vidt angår passagerer og håndbagage anvendes sikkerhedsforanstaltninger svarende til dem, der er beskrevet i afsnit 1, 3, 11 og 12 samt punkt 4.1 og 4.2 i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008 og dertil hørende gennemførelsesretsakter

 for så vidt angår indskrevet bagage anvendes sikkerhedsforanstaltninger svarende til dem, der er beskrevet i afsnit 1, 3, 5, 11 og 12 i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008 og dertil hørende gennemførelsesretsakter

 for så vidt angår fragt og post anvendes sikkerhedsforanstaltninger svarende til dem, der er beskrevet i afsnit 1, 3, 6, 11 og 12 i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008 og dertil hørende gennemførelsesretsakter, og/eller

 for så vidt angår flysikkerhed anvendes sikkerhedsforanstaltninger svarende til dem, der er beskrevet i afsnit 1, 3, 11 og 12 samt punkt 4.1 og 4.2 i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008 og dertil hørende gennemførelsesretsakter.

AFSNIT F

Fragt og post

1.    Fragt og post: betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol

Fragt og post, der skal lastes på et fly, skal screenes, medmindre:

a) en sikkerhedsgodkendt fragtagent har gennemført sikkerhedskontrol af forsendelsen, og forsendelsen har været beskyttet mod uautoriseret adgang, siden denne sikkerhedskontrol blev udført, eller

b) en kendt afsender har gennemført sikkerhedskontrol af forsendelsen, og forsendelsen har været beskyttet mod uautoriseret adgang, siden denne sikkerhedskontrol blev udført, eller

c) en registreret afsender har gennemført sikkerhedskontrol af forsendelsen, og forsendelsen har været beskyttet mod uautoriseret adgang, siden denne sikkerhedskontrol blev udført, og fragten transporteres med et rent fragtfly eller posten med et rent postfly, eller

d) der er gennemført sikkerhedskontrol af transferfragt og transferpost, jf. punkt 6.1.2 i bilaget til forordning (EF) nr. 300/2008.

2.    Fragt og post: procedure for godkendelse eller udpegelse af sikkerhedsgodkendte fragtagenter, kendte afsendere og registrerede afsendere

Sikkerhedsgodkendte fragtagenter, kendte afsendere og registrerede afsendere godkendes eller udpeges efter følgende procedure:

1. Sikkerhedsgodkendte fragtagenter godkendes af den nationale myndighed.

For at blive godkendt som sikkerhedsgodkendt fragtagent skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed, og der skal gennemføres en inspektion af ansøgerens lokaler for at sikre, at de fastlagte normer er opfyldt.

2. Kendte afsendere godkendes af den nationale myndighed.

For at blive godkendt som kendt afsender skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed, og der skal gennemføres en inspektion af ansøgerens lokaler for at sikre, at de fastlagte normer er opfyldt.

Som alternativ til godkendelse kan den nationale myndighed tillade, at en kendt afsender udpeges af en sikkerhedsgodkendt fragtagent, indtil en dato, der fastlægges i de gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008.

3. Registrerede afsendere udpeges af en sikkerhedsgodkendt fragtagent.

For at blive udpeget som registreret afsender skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed for en sikkerhedsgodkendt fragtagent, som skal validere dokumentationen.

AFSNIT G

Luftfartsselskabers post og materialer: betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol

Luftfartsselskabers post og materialer, der skal lastes i et flys lastrum, skal enten screenes som indskrevet bagage eller underkastes samme sikkerhedskontrol som fragt og post.

Luftfartsselskabers post og materialer, der skal lastes i en hvilken som helst anden del af et fly end lastrummet, skal screenes som håndbagage.

AFSNIT H

Forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer

1.    Forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer: betingelser for screening og anden sikkerhedskontrol

1. Forsyninger til flyvningen, der skal lastes på et fly, skal screenes, medmindre:

a) et luftfartsselskab, der leverer disse forsyninger til sit eget fly, har gennemført sikkerhedskontrol af forsyningerne, og disse har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil leveringen ved flyet, eller

b) en sikkerhedsgodkendt leverandør har gennemført sikkerhedskontrol af forsyningerne, og disse har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil leveringen ved flyet eller i givet fald til luftfartsselskabet eller en anden sikkerhedsgodkendt leverandør, eller

c) en kendt leverandør har gennemført sikkerhedskontrol af forsyningerne, og disse har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil leveringen ved flyet eller til en sikkerhedsgodkendt leverandør.

2. Lufthavnsleverancer skal screenes, inden de kan indføres i security-beskyttede områder, medmindre en kendt leverandør har gennemført sikkerhedskontrol af leverancerne, og disse har været beskyttet mod uautoriseret adgang fra det tidspunkt, hvor denne sikkerhedskontrol blev udført, og indtil de blev indført i det security-beskyttede område.

2.    Forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer: procedure for godkendelse eller udpegelse af sikkerhedsgodkendte leverandører og kendte leverandører

1. Sikkerhedsgodkendte leverandører af forsyninger til flyvningen godkendes af den nationale myndighed inden en dato, der fastlægges i de gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008.

For at blive godkendt som sikkerhedsgodkendt leverandør af forsyninger til flyvningen skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed, og der skal gennemføres en inspektion af ansøgerens lokaler for at sikre, at de fastlagte normer er opfyldt.

2. Kendte leverandører af forsyninger til flyvningen udpeges af den operatør eller enhed, som de leverer forsyningerne til.

For at blive udpeget som kendt leverandør af forsyninger til flyvningen skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed, som skal valideres af den operatør eller enhed, som der leveres til.

3. Kendte leverandører af lufthavnsleverancer udpeges af lufthavnsoperatøren.

For at blive udpeget som kendt leverandør af lufthavnsleverancer skal ansøgeren forelægge dokumentation vedrørende normer for luftfartssikkerhed for en lufthavnsoperatør, som skal validere dokumentationen.

AFSNIT I

Kriterier for definition af kritiske dele af security-beskyttede områder

Definitionen af kritiske dele af security-beskyttede områder skal sikre, at der ikke sker »forurening« af eftersete afrejsende passagerer (både lokalt afrejsende og transferpassagerer) og deres håndbagage samt efterset afgående indskrevet bagage (både lokalt afgående og transferbagage).

AFSNIT J

Ansættelse af personale og uddannelsesmetoder

1.    Kriterier for ansættelse af personale

Der gælder følgende kriterier for ansættelse af både personer, der skal udføre eller får ansvaret for udførelsen af screening, adgangskontrol eller anden sikkerhedskontrol, og instruktører:

a) de skal have gennemgået en baggrundskontrol eller anden kontrol forud for ansættelsen i overensstemmelse med gældende nationale regler, og

b) de skal være i besiddelse af de kvalifikationer, der er nødvendige for, at de kan udføre de opgaver, de ansættes til.

2.    Uddannelsesmetoder

De gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, kan kræve, at

a) personer, der udfører eller er ansvarlige for udførelsen af screening, adgangskontrol eller anden sikkerhedskontrol

b) instruktører og

c) personer, der får udstedt et lufthavns- eller flybesætnings-id-kort

modtager teoretisk og/eller praktisk uddannelse og/eller oplæring (on-the-job training).

AFSNIT K

Betingelser for anvendelse af særlige sikkerhedsprocedurer eller undtagelser fra sikkerhedskontrol

De gennemførelsesbestemmelser, der skal vedtages i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, kan tillade, at der anvendes særlige sikkerhedsprocedurer eller gøres undtagelse fra sikkerhedskontrol på betingelse af, at:

a) proceduren eller undtagelsen er fastlagt af Kommissionen eller den nationale myndighed, og

b) der er en objektiv begrundelse for proceduren eller undtagelsen.



( 1 ) EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

( 2 ) EFT L 355 af 30.12.2002, s. 1.