Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

om den fælles markedsordning for vin, om ændring af forordning (EF) nr. 1493/1999, (EF) nr. 1782/2003, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 3/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2392/86 og (EF) nr. 1493/1999

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 36 og 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 2 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Fællesskabsordningen for vinsektoren er fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin ( 3 ) samt i gennemførelsesforordningerne hertil.

(2)	Vinforbruget i Fællesskabet er jævnt faldende, og mængden af vin, der eksporteres fra Fællesskabet, er siden 1996 steget meget langsommere end importen. Dette har ført til ubalance mellem udbud og efterspørgsel, hvilket har øget presset på producenternes priser og indtægter.

(3)

Ikke alle de instrumenter, der i øjeblikket indgår i forordning (EF) nr. 1493/1999, har vist sig at være effektive til at orientere vinsektoren i retning af en konkurrencedygtig og bæredygtig udvikling. Markedsmekanismeforanstaltninger har ofte vist sig dårlige med hensyn til omkostningseffektivitet, da de har tilskyndet til strukturelle overskud uden at kræve strukturelle forbedringer. Herudover har nogle af de eksisterende reguleringsforanstaltninger begrænset konkurrencedygtige producenters virksomhed urimeligt.

(4)	Det nuværende regelsæt synes således ikke at kunne sikre, at målene i traktatens artikel 33 og navnlig en stabilisering af vinmarkedet og sikring af en rimelig levestandard for den berørte landbrugsbefolkning opfyldes på en bæredygtig måde.

(5)

På baggrund af de opnåede erfaringer bør fællesskabsordningen for vinsektoren derfor ændres gennemgribende med henblik på følgende: at forbedre Fællesskabets vinproducenters konkurrenceevne, at styrke Fællesskabets kvalitetsvines omdømme som verdens bedste, at generobre tidligere markeder og erobre nye i Fællesskabet og verden over, at etablere en vinordning med klare, enkle og effektive regler, der skaber balance mellem udbud og efterspørgsel, og at indføre en vinordning, der bevarer de bedste traditioner i Fællesskabets vinproduktion, styrker samfundsstrukturen i mange landdistrikter og sikrer, at al produktion respekterer miljøet. Forordning (EF) nr. 1493/1999 bør derfor ophæves og afløses af nærværende forordning.

(6)

Forud for forelæggelsen af denne forordning er der blevet gennemført en evaluerings- og høringsproces for bedre at afdække og imødekomme vinsektorens behov. Der blev bestilt en ekstern evalueringsrapport, som blev offentliggjort i november 2004. For at give de berørte parter lejlighed til at fremsætte deres synspunkter afholdt Kommissionen et seminar den 16. februar 2006. Den 22. juni 2006 blev Kommissionens meddelelse »Mod en bæredygtig europæisk vinsektor« offentliggjort sammen med en konsekvensanalyse, hvori var opregnet en række muligheder for reform af vinsektoren.

(7)

Fra juli til november 2006 fandt der drøftelser sted i Rådet. I december 2006 vedtog Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget rapporter om de forskellige muligheder for reform af vinsektoren, der var foreslået i Kommissionens meddelelse. Den 15. februar 2007 vedtog Europa-Parlamentet en initiativbetænkning om meddelelsen med konklusioner, som der er blevet taget hensyn til i denne forordning.

(8)

Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) ( 4 ) bør i sin endelige udformning også dække vinsektoren. Fusionsmarkedsordningen indeholder horisontale bestemmelser, bl.a. vedrørende handel med tredjelande, konkurrenceregler, kontrol og sanktioner samt udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne. De bestemmelser i nærværende forordning, der vedrører disse horisontale emner, bør så vidt muligt svare til bestemmelserne i fusionsmarkedsordningen, så de på et senere tidspunkt nemt kan indarbejdes heri.

(9)

Det er vigtigt at sørge for støtteforanstaltninger, der kan styrke konkurrencestrukturerne. Disse foranstaltninger bør finansieres og fastlægges af Fællesskabet, men det bør overlades til medlemsstaterne at vælge et passende sæt af foranstaltninger med henblik på at dække deres regionale organers behov, om nødvendigt under hensyntagen til deres særlige forhold, samt at integrere disse i de nationale støtteprogrammer. Medlemsstaterne bør have ansvaret for gennemførelsen af disse programmer.

(10)

Nøglen til fordeling af de finansielle midler på medlemsstaternes nationale støtteprogrammer bør være forbundet med deres historiske andel af vinbudgettet som hovedkriterium samt deres vindyrkningsareal og historiske produktion. Denne nøgle bør dog tilpasses hvad angår situationer, hvor brugen af den historiske andel af vinbudgettet som hovedkriterium ville føre til en urimelig fordeling af midlerne.

(11)

En vigtig foranstaltning i de nationale støtteprogrammer bør være salgsfremstød for og markedsføring af fællesskabsvine i tredjelande. Der bør fortsat være plads til omstrukturering og omstilling på grund af de positive strukturelle virkninger, disse aktiviteter har for vinsektoren. Der bør også være mulighed for støtte til investeringer i vinsektoren med henblik på at forbedre virksomhedernes egentlige økonomiske resultater. De medlemsstater, der ønsker at anvende destillation af biprodukter for at sikre vinkvaliteten og samtidig beskytte miljøet, bør have mulighed for at yde støtte hertil.

(12)	Som led i programmerne bør der desuden kunne ydes støtte til instrumenter til forebyggelse såsom høstforsikring, gensidige fonde og grøn høst for at tilskynde til en ansvarlig tilgang til krisesituationer.

(13)

Det er berettiget at bevare nogle traditionelle foranstaltninger i en overgangsperiode for at mildne den ellers bratte afslutning af de sædvanlige markedsforanstaltninger, der hidtil er blevet finansieret ved hjælp af EF-midler. De pågældende foranstaltninger er støtte til destillation af konsumalkohol, støtte til krisedestillation og støtte til brug af koncentreret druemost.

(14)

Endelig vil medlemsstaterne måske af forskellige årsager foretrække at yde afkoblet støtte til landbrugerne i henhold til enkeltbetalingsordningen. Medlemsstaterne bør derfor have denne mulighed, og på grund af enkeltbetalingsordningens særlige vilkår bør en sådan overførsel være endelig og medføre en tilsvarende reduktion af de budgetmidler, der er til rådighed for de nationale støtteprogrammer i de følgende år.

(15)	Fællesskabets finansiering af de støtteberettigede foranstaltninger bør, når det er praktisk muligt, være betinget af de berørte producenters overholdelse af visse gældende miljøbestemmelser. Hvis der påvises manglende overholdelse, bør betalingerne nedsættes tilsvarende.

(16)	Vinsektoren bør også støttes gennem de strukturforanstaltninger, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) ( 5 ).

(17)

Følgende foranstaltninger under forordning (EF) nr. 1698/2005 kan have interesse for vinsektoren: etablering af unge landbrugere og investeringer i teknisk udstyr og bedre markedsføring, erhvervsuddannelse, informations- og markedsføringsstøtte til producentorganisationer, der deltager i kvalitetsordninger, støtte til miljøvenligt landbrug samt førtidig pensionering for landbrugere, som beslutter at ophøre med kommerciel landbrugsvirksomhed for at overdrage bedriften til andre landbrugere.

(18)	For at øge de finansielle midler under forordning (EF) nr. 1698/2005 bør der sørges for en gradvis overførsel af midler til det budget, der er afsat til denne forordning, når de relevante beløb er tilstrækkelig store.

(19)	Visse reguleringsforanstaltninger bør finde anvendelse på vinsektoren, navnlig af hensyn til sundhed, kvalitet og forbrugernes forventninger.

(20)	Medlemsstater, der producerer over 50 000 hl årligt, bør fortsat have ansvaret for at klassificere de druesorter, der kan anvendes til vinfremstilling på deres respektive områder. Visse druesorter bør være undtaget herfra.

(21)	Visse produkter, som er omfattet af denne forordning, bør markedsføres i Fællesskabet i overensstemmelse med en specifik klassificering af vinavlsprodukter og de dertil svarende specifikationer.

(22)

Produkter, der er omfattet af denne forordning, bør fremstilles efter visse ønologiske fremgangsmåder og restriktioner, som sikrer, at sundhedshensyn og forbrugernes forventninger til kvalitet og produktionsmetoder imødekommes. Af hensyn til fleksibiliteten bør ajourføringen af de pågældende fremgangsmåder og godkendelsen af nye fremgangsmåder foretages på samme niveau som gennemførelsesforanstaltninger, undtagen på de politisk følsomme områder tilsætning og syring, hvor Rådet fortsat bør være kompetent for så vidt angår ændringer.

(23)

En forøgelse af vinens alkoholindhold bør være underlagt visse begrænsninger og bør i givet fald ske ved at tilsætte vinen koncentreret druemost eller rektificeret koncentreret druemost eller saccharose, hvor der er givet tilladelse hertil. Grænserne for tilsætningsforøgelser bør strammes i forhold til, hvad der hidtil har været tilfældet.

(24)	Da vin fremstillet ved fuldstændig udpresning af druerne er af ringe kvalitet, bør denne fremgangsmåde forbydes.

(25)	For at opfylde de internationale standarder på dette område bør Kommissionen som hovedregel basere sig på de ønologiske fremgangsmåder, der er anbefalet af Den Internationale Vinorganisation (OIV).

(26)

Forskæring af vin med oprindelse i et tredjeland med en vin fra Fællesskabet og forskæring mellem vine med oprindelse i tredjelande bør fortsat være forbudt i Fællesskabet. Tilsvarende bør visse typer druemost, druesaft og friske druer med oprindelse i tredjelande ikke anvendes til fremstilling af vin eller som tilsætning til vin på Fællesskabets område.

(27)

Begrebet kvalitetsvine er i Fællesskabet baseret på bl.a. de særlige kendetegn, der kan tilskrives vinens geografiske oprindelse. Disse vine identificeres over for forbrugerne gennem beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, men den nuværende ordning desangående er ikke fuldt udviklet. For at de pågældende produkters kvalitet kan gøres gældende på et gennemsigtigt og mere udbygget grundlag, bør der indføres en ordning, hvor ansøgninger om oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser behandles efter den metode, der anvendes i forbindelse med Fællesskabets horisontale kvalitetspolitik for andre fødevarer end vin og brændevin, jf. Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer ( 6 ).

(28)	For at sikre, at vine med oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse bevarer deres kvalitetskendetegn, bør medlemsstaterne kunne anvende strengere regler herfor.

(29)

For at kunne opnå beskyttelse i Fællesskabet bør geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser anerkendes og registreres på fællesskabsplan. For at sikre, at de pågældende navne opfylder betingelserne i denne forordning, bør ansøgninger behandles af den berørte medlemsstats nationale myndigheder, hvilket skal ske under overholdelse af nogle fælles minimumsbestemmelser, der bl.a. omfatter en national indsigelsesprocedure. Kommissionen bør derefter gennemgå afgørelserne for at sikre, at ansøgningerne opfylder betingelserne i denne forordning, og at tilgangen er den samme i alle medlemsstaterne.

(30)	Der bør også ydes beskyttelse til tredjelandes oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, hvis disse er beskyttet i oprindelseslandet.

(31)	Registreringsproceduren bør gøre det muligt for enhver fysisk eller juridisk person i en medlemsstat eller et tredjeland, der har en legitim interesse, at gøre sine rettigheder gældende ved at gøre indsigelse.

(32)

Registrerede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser bør beskyttes mod anvendelser, der giver uberettigede fordele af det omdømme, der er forbundet med produkter, som overholder kravene. For at fremme loyal konkurrence og undgå at vildlede forbrugerne bør denne beskyttelse også omfatte produkter og tjenesteydelser, som ikke er dækket af denne forordning, herunder varer uden for traktatens bilag I.

(33)	Der bør indføres procedurer for ændring af produktspecifikationer, efter at de er blevet beskyttet, og for annullering af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, navnlig hvis den dertil svarende produktspecifikation ikke længere er overholdt.

(34)

Oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er beskyttet i Fællesskabet, bør underkastes kontrol, om muligt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes ( 7 ), herunder en kontrolordning for at sikre, at de pågældende vine overholder produktspecifikationerne.

(35)	Medlemsstaterne bør kunne opkræve et gebyr til dækning af pådragne udgifter, herunder udgifter i forbindelse med behandling af ansøgninger om beskyttelse, indsigelser, ændringsansøgninger og annulleringsanmodninger i henhold til denne forordning.

(36)

Eksisterende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i Fællesskabet bør af hensyn til retssikkerheden være undtaget fra den nye behandlingsprocedure. De berørte medlemsstater bør imidlertid give Kommissionen de grundlæggende oplysninger og dokumenter, i henhold til hvilke de pågældende betegnelser er blevet anerkendt på nationalt plan; sker det ikke, bør deres beskyttelse som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser bortfalde. Mulighederne for annullering af eksisterende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser bør være begrænsede af hensyn til retssikkerheden.

(37)	Kvalitetspolitik reguleres nationalt i visse medlemsstater i henhold til nationale bestemmelser og sædvaner. Sådanne bestemmelser og sædvaner kan fortsat finde anvendelse.

(38)

Nogle benævnelser anvendes traditionelt i Fællesskabet og giver forbrugerne oplysninger om vinens særlige egenskaber og kvalitet, der supplerer de oplysninger, som oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser giver. For at sikre det indre markeds funktion og fair konkurrence samt for at undgå, at forbrugerne vildledes, bør disse traditionelle benævnelser kunne beskyttes i Fællesskabet.

(39)	Beskrivelsen, betegnelsen og præsentationen af produkter, der er omfattet af denne forordning, kan have stor indflydelse på deres afsætningsmuligheder. Forskelle i medlemsstaternes lovgivning vedrørende mærkning af vinavlsprodukter kan forhindre det indre marked i at fungere korrekt.

(40)	Der bør derfor fastsættes bestemmelser, der tager hensyn til forbrugernes og producenternes legitime interesser. I den forbindelse er det hensigtsmæssigt med fællesskabsregler for mærkning.

(41)	Disse regler bør bl.a. omfatte obligatorisk anvendelse af visse udtryk med henblik på at identificere produktet i forhold til salgskategorierne og give forbrugerne vigtige oplysninger. Anvendelsen af andre fakultative angivelser bør også være omfattet af bestemmelser på fællesskabsplan.

(42)

Medmindre der gælder andre bestemmelser, bør mærkningsreglerne i vinsektoren supplere de regler, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler ( 8 ), og som gælder horisontalt. Erfaringen har vist, at en differentiering af mærkningsreglerne efter kategori af vinavlsprodukter ofte er uhensigtsmæssig. Reglerne bør derfor i princippet gælde for alle vinkategorier, herunder importerede produkter. De bør bl.a. give mulighed for angivelse af druesort og årgang på vine uden oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, dog med forbehold af visse krav og undtagelser vedrørende mærkningens pålidelighed og overvågningen heraf samt risikoen for vildledning af forbrugerne.

(43)

Producentorganisationer — både eksisterende og nye — vil fortsat kunne bidrage til at opfylde de mål, der er fastsat på fællesskabsplan for vinsektoren. Nytteværdien af deres arbejde bør ligge i omfanget og effektiviteten af de tjenesteydelser, de tilbyder deres medlemmer. Det samme gælder for brancheorganisationerne. Medlemsstaterne bør derfor anerkende organisationer, der opfylder visse krav, som fastsættes på fællesskabsplan.

(44)	For at markedet for vine kan fungere bedre, bør medlemsstaterne kunne iværksætte beslutninger, som træffes af brancheorganisationerne. Disse beslutninger må imidlertid ikke indbefatte fremgangsmåder, der kan forvride konkurrencen.

(45)

Indførelsen af et enhedsmarked i Fællesskabet forudsætter, at der etableres en ordning for samhandelen med tredjelande. Denne ordning bør bl.a. omfatte importtold og bør i princippet stabilisere Fællesskabets marked. Handelsordningen bør baseres på Fællesskabets internationale forpligtelser, især de forpligtelser, der følger af aftaler indgået i Verdenshandelsorganisationens regi (WTO-aftalerne).

(46)

Overvågning af handelsstrømme er først og fremmest et spørgsmål om forvaltning, der bør håndteres fleksibelt. Kommissionen bør derfor træffe en afgørelse vedrørende indførelsen af licenskrav under hensyntagen til behovet for import- og eksportlicenser med henblik på forvaltning af markederne og især med henblik på overvågning af importen af de pågældende produkter. De generelle vilkår for sådanne licenser bør imidlertid fastlægges i denne forordning.

(47)	I forbindelse med indførelsen af import- og eksportlicenser bør der kræves en sikkerhedsstillelse for, at de transaktioner, som licenserne udstedes for, gennemføres.

(48)

Importtoldordningen gør det muligt at give afkald på alle andre beskyttelsesforanstaltninger ved Fællesskabets ydre grænser. I exceptionelle tilfælde kan ordningen for det indre marked og toldordningen dog vise sig at være utilstrækkelige. For at Fællesskabets marked i sådanne tilfælde ikke skal være forsvarsløst over for eventuelle forstyrrelser, bør Fællesskabet have mulighed for hurtigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger. Disse foranstaltninger bør være i overensstemmelse med Fællesskabets internationale forpligtelser.

(49)	For at undgå eller afhjælpe skadelige virkninger for Fællesskabets marked af import af navnlig druesaft og druemost bør importen af disse produkter pålægges en tillægsimporttold, hvis visse betingelser er opfyldt.

(50)

For at sikre, at vinmarkedet fungerer efter hensigten, og især for at undgå markedsforstyrrelser bør det være muligt at forbyde proceduren for aktiv og passiv forædling. Hvis denne type markedsforvaltningsinstrument skal have den ønskede virkning, skal det normalt anvendes uden større forsinkelser. Kommissionen bør derfor have de relevante beføjelser.

(51)	Produkter, der importeres fra tredjelande, bør underkastes Fællesskabets regler vedrørende produktkategorier, mærkning samt oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser. De bør desuden ledsages af en analyseerklæring.

(52)	Kommissionen bør på visse betingelser have beføjelse til at åbne og forvalte toldkontingenter, der følger af internationale aftaler indgået i overensstemmelse med traktaten eller af Rådets retsakter.

(53)	Overskudsproduktionen af vin i Fællesskabet er blevet forværret på grund af overtrædelser af det midlertidige forbud mod nyplantning. Der findes således i Fællesskabet et stort antal ulovlige beplantninger, som er en kilde til illoyal konkurrence og skærper vinsektorens problemer.

(54)

Der bør skelnes mellem ulovlige arealer beplantet før og efter den 31. august 1998, når det drejer sig om producenternes forpligtelser i forbindelse med disse arealer. Ulovlige arealer fra før den 1. september 1998 bør have en sidste mulighed for at blive legaliseret i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1493/1999. Den dertil svarende bestemmelse i nærværende forordning bør derfor have tilbagevirkende kraft.

(55)

Indtil videre er ulovlige arealer fra før den 1. september 1998 ikke omfattet af en rydningsforpligtelse. De berørte producenter bør forpligtes til at legalisere dem mod betaling af et gebyr. Hvis de pågældende arealer ikke er legaliseret senest den 31. december 2009, bør producenterne forpligtes til at rydde dem for egen regning. Manglende overholdelse af denne rydningsforpligtelse bør udløse bøder.

(56)	Arealer, der er blevet beplantet i strid med det relevante forbud efter den 31. august 1998, bør ryddes, hvilket er den i forordning (EF) nr. 1493/1999 fastsatte sanktion. Manglende overholdelse af denne rydningsforpligtelse bør udløse bøder.

(57)

Indtil legaliserings- og rydningsforanstaltningerne er gennemført, bør vin fra arealer, der er beplantet i strid med forbuddet, og som ikke er legaliseret i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1493/1999, kun bringes på markedet med henblik på destillation for den berørte producents regning. Producenterne bør fremlægge destillationskontrakter, så denne regel kan overvåges bedre, end det hidtil har været tilfældet.

(58)	Det midlertidige forbud mod nyplantning har haft en vis indflydelse på balancen mellem udbud og efterspørgsel på vinmarkedet, men har samtidig været en hindring for konkurrencedygtige producenter, der ønsker at imødekomme en øget efterspørgsel på en fleksibel måde.

(59)

Da der endnu ikke er opnået markedsligevægt, og da det tager tid for ledsageforanstaltningerne som f.eks. rydningsordningen at slå igennem, er det hensigtsmæssigt at opretholde forbuddet mod nyplantning indtil den 31. december 2015, men på denne dato bør det ophæves endeligt, så konkurrencedygtige producenter kan indrette sig frit efter markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør dog have mulighed for at forlænge forbuddet på deres område indtil den 31. december 2018, hvis de finder det nødvendigt.

(60)	Den bestående tilladelse til nyplantning i forbindelse med podningsgartneri, jordfordeling og ekspropriation samt vindyrkningsforsøg har vist sig ikke at forstyrre vinmarkedet urimeligt og bør derfor videreføres med den fornødne kontrol.

(61)	Der bør fortsat tildeles genplantningsrettigheder til producenter, der forpligter sig til at rydde tilsvarende arealer med vinstokke, da nettovirkningen af sådanne beplantninger for produktionen normalt er nul.

(62)

Endvidere bør medlemsstaterne under streng kontrol kunne tillade overførsel af genplantningsrettigheder til en anden bedrift, hvis overførslen sker som led i kvalitetspolitikken, i forbindelse med podningsgartneri eller i tilknytning til overdragelse af en del af bedriften. Disse overførsler bør holdes inden for samme medlemsstat.

(63)	For at forbedre forvaltningen af vinproduktionskapaciteten og fremme den effektive udnyttelse af plantningsrettigheder og dermed yderligere afbøde virkningen af de midlertidige plantningsrestriktioner bør ordningen med nationale eller regionale reserver opretholdes.

(64)

Medlemsstaterne bør med den fornødne kontrol i vidt omfang kunne disponere over reserverne, så de bedre kan afpasse udnyttelsen af plantningsrettighederne fra disse reserver efter de lokale behov. De bør i den forbindelse kunne opkøbe plantningsrettigheder for at lade dem indgå i reserven og sælge rettigheder fra reserven. I den forbindelse bør medlemsstaterne fortsat kunne undlade at anvende reserveordningen, hvis de kan bevise, at de har en anden effektiv ordning til forvaltning af plantningsrettighederne.

(65)	Hvis unge vinproducenter indrømmes særlige fordele, kan det lette ikke blot deres etablering, men også den strukturelle tilpasning af deres bedrifter efter den første etablering, og disse producenter bør derfor kunne opnå rettigheder fra reserverne uden modydelse.

(66)

For at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne og for bedre at afpasse udbuddet efter efterspørgslen bør plantningsrettighederne anvendes af indehaverne inden for en rimelig frist. Ellers bør de tilføres eller tilbageføres til reserverne. Af samme årsager bør rettigheder i reserverne tildeles inden for en rimelig frist.

(67)	Medlemsstater, hvor ordningen med plantningsrettigheder ikke fandt anvendelse pr. 31. december 2007, bør være undtaget fra det midlertidige forbud mod nyplantning.

(68)

Som en yderligere ledsageforanstaltning med det formål at skabe en vinsektor, som er afstemt efter markedsbetingelserne, bør der indføres en rydningsordning. Når producenterne vurderer, at betingelserne for en levedygtig produktion ikke er til stede på visse arealer, bør de have mulighed for at nedbringe deres omkostninger og tage de pågældende arealer endeligt ud af vinproduktionen, ligesom de bør have mulighed for at drive anden virksomhed på det område, der er tale om, eller helt at ophøre med landbrugsproduktion.

(69)

Erfaringen har vist, at hvis det overlades til medlemsstaterne at give tilladelse til rydning mod betaling af en præmie, risikerer man, at foranstaltningen ikke slår igennem og ikke får de ønskede virkninger for udbuddet. I modsætning til den nuværende ordning bør producenterne derfor generelt være berettigede til at anvende rydningsordningen og selv beslutte, om de vil indgive en ansøgning. De bør til gengæld modtage en præmie for hver hektar, der ryddes for vinstokke. Medlemsstater, hvis vinproduktion er under 50 000 hl om året, bør dog ikke have adgang til rydningsordningen, da de ikke har nogen væsentlig betydning for produktionen i Fællesskabet.

(70)	Medlemsstaterne bør på grundlag af objektive kriterier og efter satser, der fastsættes af Kommissionen, kunne bestemme, hvor store specifikke beløb der skal udbetales i rydningspræmie.

(71)	For at sikre en forsvarlig behandling af de ryddede arealer bør retten til præmien være betinget af, at de pågældende producenter overholder de gældende miljøbestemmelser. Hvis der påvises manglende overholdelse, bør det føre til en tilsvarende nedsættelse af rydningspræmien.

(72)

For at undgå miljøproblemer bør medlemsstaterne kunne udelukke rydning i bjergområder, på stejle skråninger og på visse mindre øer samt af hensyn til miljøet, når bestemte betingelser er opfyldt. I overensstemmelse med politikken for Fællesskabets fjernområder finder rydningsordningen ikke anvendelse på Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer. Medlemsstaterne bør kunne indstille rydningen, når det samlede ryddede areal når op på 8 % af deres vindyrkningsarealer (10 % på regionalt plan).

(73)

Når det ryddede areal i en medlemsstat overstiger 15 % af det samlede vindyrkningsareal, bør der gives mulighed for at lægge et loft på 15 % på rydningen i denne medlemsstat for at undgå en uforholdsmæssig stor koncentration af rydningsressourcerne på bekostning af andre medlemsstater. Der bør endvidere gives mulighed for at standse rydningen i et givet år, når det ryddede areal i det år når op på 6 % af det samlede vindyrkningsareal.

(74)	Et landbrugsareal, der har været benyttet til vinavl, bør efter rydning være berettiget til støtte under enkeltbetalingsordningen og give anledning til en afkoblet direkte betaling svarende til det regionale gennemsnit, der dog af budgetmæssige grunde ikke bør overstige et bestemt beløb.

(75)

Der er risiko for, at det indre marked ikke fungerer efter hensigten, hvis der ydes statsstøtte uden betingelser. Derfor bør traktatens bestemmelser om statsstøtte i princippet gælde for de produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for vin. Bestemmelserne om rydningspræmien og visse foranstaltninger under støtteprogrammerne bør imidlertid ikke i sig selv udelukke, at der ydes statsstøtte til samme formål.

(76)

Med henblik på en bedre forvaltning af vinproduktionskapaciteten bør medlemsstaterne tilsende Kommissionen en opgørelse over deres produktionskapacitet. Oplysningerne heri bør baseres på fortegnelsen over vindyrkningsarealer, der bør opretholdes og ajourføres regelmæssigt. De nærmere enkeltheder i fortegnelsen bør fastsættes i Kommissionens gennemførelsesforordning. Rådets forordning (EØF) nr. 2392/86 af 24. juli 1986 om udarbejdelse af en fællesskabsfortegnelse over vindyrkningsarealer ( 9 ) bør derfor ophæves. For at tilskynde medlemsstaterne til at fremsende opgørelsen bør støtten til omstrukturering og omstilling være forbeholdt de medlemsstater, der har fremsendt opgørelsen.

(77)

Producenter af druer til vinfremstilling, af most og af vin bør indsende høstanmeldelser, så de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe de relevante politikmæssige og administrative valg, er til rådighed. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at forhandlere af druer til fremstilling af vin hvert år anmelder, hvor store mængder af den seneste høst der er afsat. Most- og vinproducenterne samt de handlende, bortset fra detailhandlere, bør anmelde størrelsen af deres lagre af most og vin.

(78)	Med henblik på at sørge for et tilfredsstillende sporbarhedsniveau for de pågældende produkter, særlig af hensyn til forbrugerbeskyttelsen, bør der for alle de produkter, der er omfattet af denne forordning, og som omsættes inden for Fællesskabet, udstedes et ledsagedokument.

(79)

Med henblik på velbegrundede krisetilfælde bør medlemsstaterne, også efter at overgangsforanstaltningen i form af krisedestillationsstøtte i henhold til støtteprogrammerne er afsluttet i 2012, kunne yde bistand til krisedestillation inden for en samlet budgetramme på 15 % af værdierne af det relevante årsbudget for medlemsstatens nationale støtteprogram. Kommissionen bør altid underrettes om en sådan bistand, og den bør godkendes i henhold til denne forordning, inden den bevilges.

(80)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ( 10 ).

(81)	Medlemsstaternes udgifter i forbindelse med de forpligtelser, der følger af anvendelsen af nærværende forordning, bør finansieres af Fællesskabet i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik ( 11 ).

(82)	Medlemsstaterne og Kommissionen bør udveksle de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af nærværende forordning.

(83)

For at sikre overholdelse af de i denne forordning fastsatte forpligtelser er det nødvendigt med kontrol og — i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne — sanktioner. Der bør derfor gives Kommissionen beføjelse til at indføre regler herfor, herunder regler for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb og for indberetningskrav til medlemsstaterne.

(84)	Medlemsstaternes myndigheder bør have ansvaret for overholdelsen af denne forordning, og der bør træffes foranstaltninger, som gør det muligt for Kommissionen at overvåge og sikre denne overholdelse.

(85)

For at vinsektoren kan komme ind under enkeltbetalingsordningen, bør alle aktivt dyrkede vinområder kunne opnå støtte under enkeltbetalingsordningen i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere ( 12 ).

(86)

Vinavlere i Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet bør nyde godt af medtagelsen af vinkomponenten i enkeltbetalingsordningen på de samme betingelser som vinavlerne i Fællesskabet i dets sammensætning pr. 30. april 2004. Vinkomponenten i enkeltbetalingsordningen bør derfor ikke underlægges planen for stigninger i artikel 143a i forordning (EF) nr. 1782/2003.

(87)	Forordning (EF) nr. 1782/2003 og Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 af 17. december 2007 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande ( 13 ) bør ændres i overensstemmelse hermed.

(88)

Overgangen fra ordningerne i forordning (EF) nr. 1493/1999 og de øvrige vinforordninger til ordningerne i nærværende forordning kan volde problemer, som ikke er behandlet i nærværende forordning. Hvis sådanne problemer opstår, bør Kommissionen kunne vedtage de nødvendige overgangsforanstaltninger. Kommissionen bør også bemyndiges til at løse særlige praktiske problemer —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

1. I denne forordning fastsættes der særlige regler for produktion og markedsføring af de produkter, der er omhandlet i bilag I, del XII, til forordning (EF) nr. 1234/2007.

I dette kapitel fastsættes der regler for tildeling af fællesskabsmidler til medlemsstaterne og for medlemsstaternes anvendelse af disse midler i forbindelse med nationale støtteprogrammer (i det følgende benævnt »støtteprogrammer«) til finansiering af specifikke foranstaltninger til støtte for vinsektoren.

1. Støtteprogrammer skal være forenelige med fællesskabsretten og konsistente med Fællesskabets aktiviteter, politikker og prioriteter.

2. Medlemsstaterne er ansvarlige for støtteprogrammerne og sikrer, at de er internt konsistente og udarbejdes og gennemføres på en objektiv måde under hensyntagen til de berørte producenters økonomiske situation og nødvendigheden af undgå uberettiget forskelsbehandling af producenterne.

Medlemsstaterne er ansvarlige for tilvejebringelsen og gennemførelsen af de nødvendige kontrolforanstaltninger og sanktioner, hvis støtteprogrammerne ikke overholdes.

1. Alle de i bilag II opførte producentmedlemsstater forelægger, første gang senest den 30. juni 2008, Kommissionen et udkast til et femårigt støtteprogram, der indeholder foranstaltninger i overensstemmelse med dette kapitel.

Støtteforanstaltningerne i støtteprogrammerne udarbejdes på det geografiske niveau, som medlemsstaterne finder mest hensigtsmæssigt. Inden støtteprogrammet forelægges Kommissionen, gøres det til genstand for høringer med de kompetente myndigheder og organisationer på det relevante geografiske niveau.

Hver medlemsstat forelægger et enkelt udkast til støtteprogram, hvori der kan tages hensyn til særlige regionale forhold.

2. Støtteprogrammerne iværksættes tre måneder efter, at de er blevet forelagt Kommissionen.

Hvis det forelagte støtteprogram ikke opfylder betingelserne i dette kapitel, underretter Kommissionen medlemsstaten herom. I så fald forelægger medlemsstaten Kommissionen et ændret støtteprogram. Det ændrede støtteprogram iværksættes to måneder efter, at det er blevet anmeldt, medmindre det fortsat ikke opfylder betingelserne i dette kapitel, i hvilket tilfælde dette afsnit finder anvendelse.

3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på ændringer i de af medlemsstaterne forelagte støtteprogrammer.

4. Artikel 6 finder ikke anvendelse, når en medlemsstats eneste foranstaltning som led i et støtteprogram er overførslen til den i artikel 9 nævnte enkeltbetalingsordning. Artikel 21 finder i så tilfælde kun anvendelse med hensyn til stk. 1 heri og i relation til det år, hvor overførslen finder sted.

1. Støtteprogrammerne skal indeholde én eller flere af følgende foranstaltninger:

2. Støtteprogrammerne må ikke indeholde andre foranstaltninger end foranstaltningerne i artikel 9-19.

1. Fordelingen af de disponible fællesskabsmidler og budgetgrænserne er fastsat i bilag II.

2. Fællesskabet yder kun støtte til støtteberettigede udgifter, der afholdes efter forelæggelsen af det relevante støtteprogram, jf. artikel 5, stk. 1.

3. Medlemsstaterne bidrager ikke til omkostningerne i forbindelse med de foranstaltninger, der finansieres af Fællesskabet under støtteprogrammerne.

4. Uanset stk. 3 kan medlemsstaterne i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler yde statsstøtte til de i artikel 10, 14 og 15 nævnte foranstaltninger.

Den maksimale støttesats, der er fastsat i de relevante fællesskabsregler for statsstøtte, finder anvendelse på den samlede offentlige finansiering, hvori indgår både Fællesskabets og medlemsstaternes midler.

1. Medlemsstaterne kan yde støtte til vinavlere ved at bevilge dem betalingsrettigheder som omhandlet i forordning (EF) nr. 1782/2003, afsnit III, kapitel 3, i overensstemmelse med bilag VII, litra O, i samme forordning.

2. Medlemsstater, der agter at gøre brug af den i stk. 1 nævnte mulighed, skal tage højde for en sådan støtte i deres støtteprogrammer, herunder for så vidt angår efterfølgende overførsler af midler til enkeltbetalingsordningen ved ændringer af disse programmer i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3.

1. Der ydes støtte i henhold til denne artikel til dækning af oplysningsforanstaltninger og salgsfremmende foranstaltninger for fællesskabsvine i tredjelande med det formål at forbedre disses konkurrenceevne i de pågældende lande.

2. De i stk. 1 nævnte foranstaltninger gælder vine med beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse eller vine med angivelse af druesort.

4. Fællesskabets tilskud til salgsfremstød må højst udgøre 50 % af de støtteberettigede udgifter.

1. Formålet med foranstaltningerne til omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer er at øge vinproducenternes konkurrenceevne.

2. Der ydes kun støtte til omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer i henhold til denne artikel, hvis medlemsstaterne forelægger opgørelsen over deres produktionskapacitet i overensstemmelse med artikel 109.

3. Støtten til omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer kan kun dække en eller flere af følgende aktiviteter:

Der ydes ikke støtte til den normale fornyelse af udtjente vindyrkningsarealer.

4. Støtten til omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer kan kun ydes som:

5. Den i stk. 4, litra a), nævnte godtgørelse til producenterne for indkomsttab kan dække indtil 100 % af det pågældende tab og ydes i form af:

6. Fællesskabets tilskud til de faktiske omkostninger i forbindelse med omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer må højst udgøre 50 %. I regioner, der er klassificeret som konvergensregioner i henhold til forordning (EF) nr. 1083/2006 ( 14 ), må Fællesskabets tilskud til omstrukturerings- og omstillingsomkostninger højst udgøre 75 %.

1. I denne artikel forstås ved grøn høst fuldstændig destruktion eller fjernelse af endnu ikke modne drueklaser, der bringer udbyttet af det pågældende areal ned på nul.

2. Der ydes støtte til grøn høst for at bidrage til at genoprette balancen mellem udbud og efterspørgsel på Fællesskabets vinmarked og dermed forebygge markedskriser.

3. Støtten til grøn høst kan ydes som godtgørelse i form af et fast beløb pr. hektar, som skal fastsættes af den berørte medlemsstat.

Der kan dog højst udbetales 50 % af summen af de direkte omkostninger til destruktion eller fjernelse af drueklaser og indkomsttabet som følge af destruktion eller fjernelse af drueklaser.

4. De berørte medlemsstater etablerer en ordning baseret på objektive kriterier for at sikre, at grøn høst-foranstaltningen ikke medfører, at de enkelte vinproducenter modtager godtgørelse, som overstiger det i stk. 3, andet afsnit, fastsatte loft.

1. Der ydes støtte til oprettelse af gensidige fonde for at bistå producenter, der ønsker at forsikre sig mod markedssvingninger.

2. Støtten til oprettelse af gensidige fonde kan ydes i form af midlertidig og degressiv støtte til dækning af fondenes administrative omkostninger.

1. Der ydes støtte til høstforsikring for at bidrage til at beskytte producenternes indtægter, når disse berøres af naturkatastrofer, ugunstige vejrforhold, sygdomme eller skadedyrsangreb.

2. Støtten til høstforsikring kan ydes i form af et finansielt tilskud fra Fællesskabet, som dog højst må svare til:

3. Der kan kun ydes støtte til høstforsikring, hvis forsikringserstatningerne ikke dækker mere end 100 % af producenternes indkomsttab, idet der tages hensyn til eventuelle udbetalinger fra andre støtteordninger i forbindelse med den forsikrede risiko.

4. Støtten til høstforsikring må ikke forvride konkurrencen på forsikringsmarkedet.

1. Der kan ydes støtte til materielle og/eller immaterielle investeringer i forarbejdningsfaciliteter, vinbedriftinfrastruktur og markedsføring af vin, der generelt forbedrer virksomhedens resultater og vedrører et eller flere af følgende punkter:

2. Maksimalsatsen for støtten i henhold til stk. 1 ydes kun til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, jf. Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder ( 15 ). For Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer, de mindre øer i Det Ægæiske Hav, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1405/2006 af 18. september 2006 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav ( 16 ), og de franske oversøiske departementer gælder der ingen begrænsning for virksomhedens størrelse i forbindelse med maksimalsatsen. For virksomheder, der ikke er omfattet af artikel 2, stk. 1, i afsnit I i bilaget til henstilling 2003/361/EF, med under 750 medarbejdere eller med en omsætning på under 200 mio. EUR halveres den maksimale støtteintensitet.

Der ydes ikke støtte til virksomheder i vanskeligheder i den betydning, der er angivet i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

3. De støtteberettigede udgifter omfatter ikke de poster, der er nævnt i artikel 71, stk. 3, litra a)-c), i forordning (EF) nr. 1698/2005.

4. Der anvendes følgende maksimalsatser for Fællesskabets bidrag i forbindelse med støtteberettigede investeringsudgifter:

5. Artikel 72 i forordning (EF) nr. 1698/2005 finder tilsvarende anvendelse på den støtte, der er nævnt i stk. 1.

1. Der kan ydes støtte til frivillig eller obligatorisk destillation af biprodukter fra vinfremstilling, der opfylder betingelserne i bilag VI, litra D.

Støttebeløbet fastsættes pr. volumenprocent og pr. hl produceret alkohol. Der ydes ikke støtte til alkoholindholdet i biprodukter, der skal destilleres, hvis det overstiger 10 % af alkoholindholdet i den producerede vin.

2. De maksimale støtteniveauer baseres på indsamlings- og forarbejdningsomkostningerne og fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

3. Den alkohol, der fremkommer ved støttet destillation som nævnt i stk. 1, anvendes udelukkende til industri- eller energiformål for at undgå konkurrenceforvridning.

1. Der kan indtil den 31. juli 2012 ydes støtte til producenter for vin, der destilleres til konsumalkohol, i form af hektarstøtte.

2. De relevante kontrakter vedrørende destillation af vin samt de relevante beviser for levering til destillation skal forelægges, inden der kan ydes støtte.

1. Der kan indtil den 31. juli 2012 ydes støtte til frivillig eller obligatorisk destillation af overskydende vin, som medlemsstaterne træffer afgørelse om i begrundede krisetilfælde, for at mindske eller fjerne overskuddet og samtidig sikre kontinuitet i leveringen fra den ene høst til den anden.

2. De maksimale støtteniveauer fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

3. Den alkohol, der fremkommer ved støttet destillation som nævnt i stk. 1, anvendes udelukkende til industri- eller energiformål for at undgå konkurrenceforvridning.

4. Den del af de disponible budgetmidler, der anvendes til krisedestillationsforanstaltningen, må ikke overskride følgende procentdel af de samlede disponible midler, der er fastsat i bilag II, pr. medlemsstat i det pågældende regnskabsår:

5. Medlemsstaterne kan øge de disponible midler til krisedestillationsforanstaltningen ud over de årlige lofter i stk. 4 ved at bidrage med nationale midler i overensstemmelse med følgende grænser (udtrykt som procentdele af de respektive årlige lofter i stk. 4):

Medlemsstaterne underretter i givet fald Kommissionen om de ekstra nationale midler, der er nævnt i første afsnit, og Kommissionen skal godkende transaktionen, inden midlerne stilles til rådighed.

1. Der kan indtil den 31. juli 2012 ydes støtte til vinavlere, der anvender koncentreret druemost, herunder rektificeret koncentreret druemost, til at øge produkternes naturlige alkoholindhold i overensstemmelse med betingelserne i bilag V.

2. Støttebeløbet fastsættes pr. volumenprocent potentielt alkoholindhold og pr. hl most, der anvendes som tilsætning.

3. De maksimale støtteniveauer for denne foranstaltning i de forskellige vindyrkningszoner fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

Har en landbruger på et hvilket som helst tidspunkt inden for tre år efter en betaling under støtteprogrammerne for omstrukturering og omstilling eller på et hvilket som helst tidspunkt inden for et år efter en betaling under støtteprogrammerne for grøn høst ikke overholdt de lovgivningsbestemte forvaltningskrav og betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. artikel 3-7 i forordning (EF) nr. 1782/2003, på sin bedrift, og skyldes den manglende overholdelse en handling eller undladelse, der direkte kan tilskrives landbrugeren, nedsættes eller annulleres betalingen helt eller delvist, afhængigt af, hvor alvorlig, omfattende, varig og hyppig den konstaterede manglende overholdelse er, og landbrugeren pålægges i givet fald at betale den tilbage efter betingelserne i disse bestemmelser.

1. Medlemsstaterne forelægger hvert år senest den 1. marts, og første gang senest den 1. marts 2010, Kommissionen en rapport om gennemførelsen i det foregående regnskabsår af foranstaltningerne i deres støtteprogrammer.

I disse rapporter opregnes og gøres der rede for de foranstaltninger, til hvilke der er ydet fællesskabsstøtte som led i støtteprogrammerne, og der gives navnlig oplysninger om gennemførelsen af de i artikel 10 omhandlede salgsfremmende foranstaltninger.

2. Medlemsstaterne forelægger inden den 1. marts 2011 og igen senest den 1. marts 2014 Kommissionen en evaluering af omkostninger og gevinster ved støtteprogrammerne og angiver, hvordan de kan gøres mere effektive.

Kommissionen forelægger inden den 31. december 2011 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af de i artikel 10 omhandlede salgsfremmende foranstaltninger.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Fra regnskabsåret 2009 skal de i stk. 2 anførte beløb, der er baseret på de historiske udgifter under forordning (EF) nr. 1493/1999 til interventionsforanstaltninger til regulering af landbrugsmarkederne, jf. artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1290/2005, være til rådighed som supplerende fællesskabsmidler til foranstaltninger i vinproducerende områder som led i den programmering af udviklingen af landdistrikterne, der finansieres over forordning (EF) nr. 1698/2005.

3. De i stk. 2 anførte beløb fordeles på medlemsstaterne i overensstemmelse med bilag III.

Medlemsstater, som ikke har nogen beløb opført i den nuværende tabel i bilag III på grund af den ringe størrelse af de beløb, der følger af den finansielle nøgle for fastlæggelsen af beløbene i bilag III (under 2,5 mio. EUR til overførsel i 2009), kan beslutte at overføre de beløb, der nu er opført i bilag II, helt eller delvis til bilag III til anvendelse i deres programmer for udvikling af landdistrikterne. I så tilfælde underretter de pågældende medlemsstater Kommissionen om denne overførsel inden den 30. juni 2008, og Kommissionen ændrer stk. 2 samt bilag II og III i overensstemmelse hermed.

1. Med forbehold af stk. 2 klassificerer medlemsstaterne de druesorter til vinfremstilling, der må plantes, genplantes eller podes på deres respektive områder med henblik på produktion af vin.

Medlemsstaterne må kun klassificere druesorter, der opfylder følgende betingelser:

Hvis en druesort til vinfremstilling udgår af klassificeringen i første afsnit, skal den ryddes senest 15 år efter, at den er udgået.

2. Medlemsstater med en vinproduktion, der ikke overtiger 50 000 hl. pr. produktionsår, beregnet på grundlag af den gennemsnitlige produktion i de sidste fem produktionsår, fritages fra klassificeringsforpligtelsen i stk. 1.

I de medlemsstater, der er nævnt i første afsnit, er det imidlertid kun druesorter som omhandlet i stk. 1, andet afsnit, litra a) og b), der må plantes, genplantes eller podes med henblik på vinproduktion.

3. Uanset stk. 1, første og andet afsnit, og stk. 2, andet afsnit, tillades plantning, genplanting eller podning af følgende druesorter med henblik på videnskabelig forskning og i forsøgsøjemed:

4. Arealer med druesorter til vinfremstilling, der er plantet i strid med stk. 1-3, skal ryddes.

Der er dog ingen pligt til at rydde sådanne arealer, når den pågældende produktion udelukkende er beregnet til vinproducentens privatforbrug.

5. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at kontrollere, at producenterne overholder stk. 1-4.

1. De i bilag IV opførte produkter skal i Fællesskabet fremstilles af de druesorter til vinfremstilling, der kan klassificeres i henhold til artikel 24, stk. 1.

2. En betegnelse for en kategori af vinavlsprodukter, jf. bilag IV, må kun anvendes i Fællesskabet til markedsføring af et produkt, der overholder de hertil svarende betingelser, som er fastsat i samme bilag.

Uanset artikel 59, stk. 1, litra a), kan medlemsstaterne dog tillade brugen af betegnelsen »vin«, hvis

Enhver forveksling med produkter, der svarer til vinkategorierne i bilag IV, skal undgås.

3. Vinavlsproduktkategorierne i bilag IV kan ændres i overensstemmelse med proceduren i artikel 113, stk. 2.

4. Bortset fra aftappet vin, for hvilken det kan godtgøres, at aftapningen er sket inden den 1. september 1971, må vin, der er fremstillet af druesorter til vinfremstilling opført i de i henhold til artikel 24, stk. 1, første afsnit, udarbejdede klassificeringer, men som ikke opfylder betingelserne for en af kategorierne i bilag IV, kun anvendes til vinproducentens privatforbrug, til produktion af vineddike eller til destillation.

Dette kapitel vedrører de tilladte ønologiske fremgangsmåder og de gældende restriktioner for produktion og afsætning af de produkter, der er omfattet af denne forordning, samt den procedure, hvorved der kan træffes afgørelse om disse fremgangsmåder og restriktioner.

1. Til produktion og konservering i Fællesskabet af de produkter, der er omfattet af denne forordning, anvendes udelukkende ønologiske fremgangsmåder, der er tilladt i henhold til fællesskabsretten som fastsat i bilag V eller i overensstemmelse med artikel 28 og 29.

2. De tilladte ønologiske fremgangsmåder tjener udelukkende til at sikre korrekt vinfremstilling, korrekt konservering og korrekt forarbejdning af produktet.

3. Produkter, der er omfattet af denne forordning, skal være fremstillet i Fællesskabet i overensstemmelse med de i bilag VI fastsatte relevante restriktioner.

4. Produkter omfattet af denne forordning, der har været genstand for ønologiske fremgangsmåder, der ikke er tilladt i Fællesskabet, eller for eventuelle ikke tilladte nationale ønologiske fremgangsmåder, eller som overtræder restriktionerne i bilag VI, må ikke markedsføres i Fællesskabet.

Medlemsstaterne kan indskrænke eller udelukke anvendelsen af visse ønologiske fremgangsmåder, som er tilladt i henhold til fællesskabsretten, og indføre strengere begrænsninger for vine, der fremstilles på deres område, med henblik på bedre at bevare de væsentlige kendetegn ved vine med beskyttet oprindelsesbetegnelse eller beskyttet geografisk betegnelse og ved mousserende vine og hedvine.

Medlemsstaterne meddeler disse indskrænkninger, udelukkelser og begrænsninger til Kommissionen, som underretter de øvrige medlemsstater herom.

1. Bortset fra de ønologiske fremgangsmåder i forbindelse med tilsætning, syring og afsyring, der er fastsat i bilag V for de specifikke produkter, der er omfattet heraf, samt restriktionerne i bilag VI, træffes der afgørelse om tilladelse af ønologiske fremgangsmåder og restriktioner for produktion og konservering af produkter, der er omfattet af denne forordning, efter proceduren i artikel 113, stk. 2.

2. Medlemsstaterne kan tillade anvendelse i forsøgsøjemed af ikke-tilladte ønologiske fremgangsmåder på betingelser, der skal fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 2.

Kommissionen giver tilladelse til ønologiske fremgangsmåder efter proceduren i artikel 113, stk. 2, idet den:

Hvad angår analyser til bestemmelse af sammensætningen af produkter omfattet af denne forordning og regler for konstatering af, om disse produkter har undergået en behandling, der er i strid med de tilladte ønologiske fremgangsmåder, anvendes de metoder og regler, der er anbefalet og offentliggjort af OIV.

I tilfælde, hvor der ikke findes metoder og regler, som er anbefalet og offentliggjort af OIV, vedtages dertil svarende metoder og regler efter proceduren i artikel 113, stk. 2.

I afventning af vedtagelsen af sådanne regler anvendes de metoder og regler, som den pågældende medlemsstat tillader.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel og bilag V og bilag VI, vedtages, medmindre andet er fastsat i disse bilag, efter proceduren i artikel 113, stk. 2.

1. De bestemmelser om oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og traditionelle benævnelser, der findes i kapitel IV og V, finder anvendelse på de produkter, der er nævnt i bilag IV, punkt 1, 3-6, 8, 9, 11, 15 og 16.

2. Visse traditionelt anvendte betegnelser udgør oprindelsesbetegnelser, hvis de:

3. Oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, herunder sådanne som vedrører geografiske områder i tredjelande, kan beskyttes i Fællesskabet efter reglerne i dette kapitel.

1. Ansøgninger om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser skal bl.a. indeholde et teknisk dossier med følgende:

2. Produktspecifikationen skal gøre det muligt for interesserede parter at verificere de relevante produktionsvilkår for oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse.

1. Vedrører ansøgningen om beskyttelse et geografisk område i et tredjeland, skal den ud over de i artikel 35 anførte elementer også indeholde bevis for, at den pågældende betegnelse er beskyttet i oprindelseslandet.

2. Ansøgeren sender ansøgningen til Kommissionen direkte eller via det pågældende tredjelands myndigheder.

3. Ansøgningen om beskyttelse indgives på et af Fællesskabets officielle sprog eller ledsages af en autoriseret oversættelse til et af disse sprog.

1. Enhver producentorganisation eller i exceptionelle tilfælde en individuel producent kan ansøge om beskyttelse af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse. Andre interesserede parter kan deltage i ansøgningen.

3. Hvis en betegnelse dækker et geografisk område på tværs af en grænse, eller en traditionel betegnelse er knyttet til et geografisk område på tværs af en grænse, kan der indgives en fælles ansøgning.

1. Ansøgninger om beskyttelse af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, jf. artikel 34, for vine med oprindelse i Fællesskabet underkastes en forudgående national procedure efter nærværende artikel.

2. Ansøgningen om beskyttelse indgives i den medlemsstat, til hvis område oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse er knyttet.

3. Medlemsstaten undersøger, om ansøgningen om beskyttelse opfylder betingelserne i dette kapitel.

Medlemsstaten gennemfører en national procedure, der bl.a. omfatter passende offentliggørelse af ansøgningen og et tidsrum på mindst to måneder fra datoen for offentliggørelsen, hvori enhver fysisk eller juridisk person med en legitim interesse, som er etableret eller har bopæl på medlemsstatens område, kan gøre indsigelse mod den foreslåede beskyttelse ved at indgive en behørigt begrundet erklæring til medlemsstaten.

4. Hvis medlemsstaten finder, at oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse ikke opfylder de relevante krav eller er uforenelig med fællesskabsretten generelt, afviser den ansøgningen.

Disse oplysninger indsendes på et af Fællesskabets officielle sprog eller ledsages af en autoriseret oversættelse til et af disse sprog.

6. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme denne artikel inden den 1. august 2009.

7. Hvis en medlemsstat ikke har nogen national lovgivning vedrørende beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, kan den, dog kun midlertidigt, indrømme betegnelsen beskyttelse i henhold til dette kapitel på nationalt plan med virkning fra den dato, hvor ansøgningen indgives til Kommissionen. En sådan midlertidig national beskyttelse ophører på den dato, hvor der træffes afgørelse om registrering eller afvisning i henhold til dette kapitel.

1. Kommissionen offentliggør datoen for indgivelsen af ansøgningen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse.

2. Kommissionen undersøger, om de ansøgninger om beskyttelse, der er omhandlet i artikel 38, stk. 5, opfylder betingelserne i dette kapitel.

3. Finder Kommissionen, at betingelserne i dette kapitel er opfyldt, offentliggør den enhedsdokumentet, jf. artikel 35, stk. 1, litra d), og henvisningen til offentliggørelsen af produktspecifikationen, jf. artikel 38, stk. 5, i Den Europæiske Unions Tidende.

I modsat fald træffes der efter proceduren i artikel 113, stk. 2, afgørelse om at afvise ansøgningen.

Inden for to måneder fra datoen for offentliggørelsen i henhold til artikel 39, stk. 3, første afsnit, kan enhver medlemsstat eller ethvert tredjeland eller enhver fysisk eller juridisk person med en legitim interesse, som er etableret eller har bopæl i en anden medlemsstat end den, der ansøger om beskyttelse, eller i et tredjeland, gøre indsigelse mod den foreslåede beskyttelse ved at indgive en behørigt begrundet erklæring om betingelserne for adgang til beskyttelse som fastsat i dette kapitel til Kommissionen.

Fysiske eller juridiske personer, som er etableret eller har bopæl i et tredjeland, indgiver en sådan erklæring direkte eller via det pågældende tredjelands myndigheder inden for den i stk. 1 nævnte frist på to måneder.

På grundlag af de oplysninger, Kommissionen råder over, træffes der efter proceduren i artikel 113, stk. 2, afgørelse om enten at beskytte oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, hvis den opfylder betingelserne i dette kapitel og er forenelig med fællesskabsretten, eller at afvise ansøgningen, hvis disse betingelser ikke er opfyldt.

1. En betegnelse, som der er indgivet ansøgning om, og som er helt eller delvis enslydende med en betegnelse, der allerede er registreret i henhold til denne forordning, skal registreres med behørig hensyntagen til lokal skik og brug og risikoen for forveksling.

En enslydende betegnelse, der urigtigt får forbrugeren til at tro, at produkterne stammer fra et andet område, registreres ikke, selv om betegnelsen er helt korrekt med hensyn til det område, den region eller det lokale sted, hvor de pågældende produkter har deres oprindelse.

Anvendelsen af en registreret enslydende betegnelse er kun tilladt, såfremt der i praksis tydeligt kan skelnes mellem den senere registrerede enslydende betegnelse og den allerede registrerede betegnelse, idet de berørte producenter skal sikres en rimelig behandling, og forbrugerne ikke må vildledes.

2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en betegnelse, som der er indgivet ansøgning om, er helt eller delvis enslydende med en geografisk betegnelse, der allerede er beskyttet i henhold til medlemsstaternes lovgivning.

Medlemsstaterne foretager ikke beskyttelsesregistrering af ikke-identiske geografiske betegnelser i henhold til deres relevante lovgivning vedrørende geografiske betegnelser, hvis en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse er beskyttet i Fællesskabet i kraft af fællesskabsretten vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

3. Såfremt navnet på en druesort indeholder eller udgør en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, anvendes dette navn ikke til mærkning af produkter, der er omfattet af denne forordning, medmindre andet er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger.

4. Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som omhandlet i artikel 34 berører ikke de beskyttede geografiske betegnelser i forbindelse med spiritus i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus ( 18 ) og omvendt.

1. Navne, der er blevet artsbetegnelser, beskyttes ikke som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser.

I dette kapitel forstås ved et navn, der er blevet en artsbetegnelse, navnet på en vin, der, selv om det henviser til det sted eller det område, hvor produktet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for en vin i Fællesskabet.

For at fastslå, om et navn er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle relevante faktorer, herunder navnlig:

2. Et navn beskyttes ikke som oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, hvis beskyttelsen på grund af et varemærkes anseelse og omdømme vil kunne vildlede forbrugerne med hensyn til vinens virkelige identitet.

1. Hvis en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse er beskyttet i henhold til denne forordning, gives der afslag på registrering af et varemærke, der svarer til en af situationerne i artikel 45, stk. 2, og som vedrører et produkt, der henhører under en af kategorierne i bilag IV, hvis ansøgningen om registrering af varemærket indsendes efter datoen for indsendelsen til Kommissionen af ansøgningen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, og sidstnævnte ansøgning fører til beskyttelse af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse.

2. Et varemærke, hvis anvendelse svarer til en af situationerne i artikel 45, stk. 2, og som der er indgivet ansøgning for, som er registreret, eller som har vundet hævd, for så vidt denne mulighed er hjemlet i den pågældende lovgivning, på Fællesskabets område før datoen for indsendelsen til Kommissionen af ansøgningen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, kan fortsat anvendes eller fornyes uanset beskyttelsen af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, forudsat at varemærket ikke er erklæret ugyldigt, eller rettighederne dertil ikke er fortabt af de grunde, der er anført i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker ( 19 ) eller Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker ( 20 ), jf. dog artikel 43, stk. 2.

I sådanne tilfælde tillades anvendelsen af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse sideløbende med de relevante varemærker.

1. Beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser kan anvendes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører en vin, som er fremstillet i overensstemmelse med den dertil svarende produktspecifikation.

2. Beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser og de vine, der anvender de pågældende betegnelser i overensstemmelse med produktspecifikationen, er beskyttet mod:

3. Beskyttede oprindelsesbetegnelser eller beskyttede geografiske betegnelser bliver ikke til artsbetegnelser i Fællesskabet som omhandlet i artikel 43, stk. 1.

4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at bringe ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som omhandlet i stk. 2 til ophør.

Kommissionen opretter og fører et elektronisk register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for vin, som skal være offentligt tilgængeligt.

1. Medlemsstaterne udpeger den eller de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at kontrollere de forpligtelser, der er fastlagt i dette kapitel, i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 882/2004.

2. Medlemsstaterne sikrer, at alle erhvervsdrivende, der opfylder bestemmelserne i dette kapitel, er berettiget til at blive omfattet af en ordning for kontrol.

3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om den eller de i stk. 1 nævnte kompetente myndigheder. Kommissionen offentliggør deres navne og adresser og ajourfører disse oplysninger regelmæssigt.

1. For beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der vedrører et geografisk område i Fællesskabet, kontrolleres overholdelsen af produktspecifikationen under fremstillingen og under og efter aftapningen af vinen en gang om året af:

2. For beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der vedrører et geografisk område i et tredjeland, kontrolleres overholdelsen af produktspecifikationen under fremstillingen og under og efter aftapningen af vinen en gang om året af:

3. De i stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b), omhandlede certificeringsorganer skal overholde europæisk standard EN 45011 eller ISO/IEC-vejledning 65 (Generelle krav til organer, der udfører produktcertificering) og fra 1. maj 2010 være akkrediteret i overensstemmelse hermed.

4. Når den eller de i stk. 1, litra a), og stk. 2, litra a), omhandlede myndighed(er) kontrollerer overholdelsen af produktspecifikationen, skal de give tilstrækkelige garantier for objektivitet og uvildighed og råde over et kvalificeret personale og de nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver.

1. En ansøger, der opfylder betingelserne i artikel 37, kan ansøge om godkendelse af en ændring af en beskyttet oprindelsesbetegnelses eller geografisk betegnelses produktspecifikation, navnlig for at tage hensyn til den videnskabelige og tekniske udvikling eller for at foretage en ny afgrænsning af det geografiske område, der er nævnt i artikel 35, stk. 2, andet afsnit, litra d). I ansøgningen beskrives og begrundes de ønskede ændringer.

2. Medfører den foreslåede ændring en eller flere ændringer af enhedsdokumentet, jf. artikel 35, stk. 1, litra d), finder artikel 38-41 tilsvarende anvendelse på ændringsansøgningen. Er den foreslåede ændring imidlertid kun af mindre omfang, træffes der efter proceduren i artikel 113, stk. 2, afgørelse om, hvorvidt ansøgningen skal godkendes uden at følge proceduren i artikel 39, stk. 2, og artikel 40, og Kommissionen offentliggør de i artikel 39, stk. 3, omhandlede elementer, hvis ændringen godkendes.

3. Medfører den foreslåede ændring ikke ændringer af enhedsdokumentet, gælder følgende regler:

På Kommissionens initiativ eller efter behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, et tredjeland eller en fysisk eller juridisk person med en legitim interesse kan der træffes afgørelse efter proceduren i artikel 113, stk. 2, om at annullere beskyttelsen af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, hvis den dertil svarende produktspecifikation ikke længere er overholdt.

1. Vinbetegnelser, der er beskyttet i henhold til artikel 51 og 54 i forordning (EF) nr. 1493/1999 og artikel 28 i forordning (EF) nr. 753/2002, beskyttes automatisk i henhold til denne forordning. Kommissionen opfører dem i det i denne forordnings artikel 46 omhandlede register.

2. For de i stk. 1 omhandlede eksisterende beskyttede vinbetegnelser tilsender medlemsstaterne Kommissionen:

3. For de i stk. 1 omhandlede vinbetegnelser, for hvilke de i stk. 2 nævnte oplysninger ikke er indsendt senest den 31. december 2011, bortfalder beskyttelsen i henhold til denne forordning. Kommissionen træffer den tilsvarende formelle foranstaltning til fjernelse af sådanne betegnelser fra det i artikel 46 omhandlede register.

4. Artikel 50 finder ikke anvendelse på de eksisterende beskyttede vinbetegnelser, der er nævnt i stk. 1.

Der kan indtil den 31. december 2014 på Kommissionens initiativ træffes afgørelse efter proceduren i artikel 113, stk. 2, om at annullere beskyttelsen af de i stk. 1 omhandlede eksisterende vinbetegnelser, hvis de ikke opfylder betingelserne i artikel 34.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

Disse foranstaltninger kan bl.a. omfatte undtagelser fra bestemmelserne og kravene i dette kapitel:

Medlemsstaterne kan opkræve et gebyr til dækning af deres udgifter, herunder udgifter i forbindelse med behandling af beskyttelsesansøgninger, indsigelser, ændringsansøgninger og annulleringsanmodninger i henhold til denne forordning.

1. »Traditionel benævnelse«: en benævnelse, der traditionelt anvendes i medlemsstaterne om de produkter, der er nævnt i artikel 33, stk. 1, for at angive:

2. Traditionelle benævnelser skal anerkendes, defineres og beskyttes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. En beskyttet traditionel benævnelse må kun anvendes for et produkt, der er fremstillet i overensstemmelse med definitionen i artikel 54, stk. 2.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at bringe ulovlig anvendelse af beskyttede traditionelle benævnelser til ophør.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1, navnlig vedrørende:

Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder direktiv 89/104/EØF, Rådets direktiv 89/396/EØF af 14. juni 1989 om angivelser af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti ( 21 ), direktiv 2000/13/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007 om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter ( 22 ) anvendelse på mærkningen og præsentationen af de produkter, der falder ind under deres anvendelsesområde.

1. Mærkningen og præsentationen af de i punkt 1-11, 13, 15 og 16 i bilag IV omhandlede produkter, som markedsføres i Fællesskabet eller går til eksport, skal omfatte følgende obligatoriske angivelser:

2. Uanset stk. 1, litra a), kan kategorien af vinavlsprodukter udelades for vine, hvis etiket angiver navnet på en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse.

3. Uanset stk. 1, litra b), kan udtrykket »beskyttet oprindelsesbetegnelse« eller »beskyttet geografisk betegnelse« udelades i følgende tilfælde:

1. Mærkningen og præsentationen af de produkter, der er nævnt i artikel 59, stk. 1, kan bl.a. omfatte følgende fakultative angivelser:

2. Med forbehold af artikel 42, stk. 3, og i forbindelse med brugen af de i stk. 1, litra a) og b), omhandlede angivelser for vine uden en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse

1. Obligatoriske og fakultative angivelser som nævnt i artikel 59 og 60 anføres på et eller flere af Fællesskabets officielle sprog, hvis der er tale om sproglige udtryk.

2. Uanset stk. 1 skal navnet på en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse eller en traditionel benævnelse som omhandlet i artikel 54, stk. 1, litra a), dog anføres på etiketten på det eller de sprog, som beskyttelsen finder anvendelse på.

I tilfælde af beskyttede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser eller særlige nationale betegnelser, der bruger et ikke-latinsk alfabet, kan navnet også anføres på et eller flere af Fællesskabets officielle sprog.

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at et produkt som nævnt i artikel 59, stk. 1, der ikke er mærket i overensstemmelse med dette kapitel, ikke bringes i omsætning eller trækkes tilbage fra markedet.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

2. Producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999, betragtes som anerkendte producentorganisationer i henhold til denne artikel.

2. Organisationer, der opfylder kriterierne i stk. 1, og som medlemsstaterne har anerkendt, betragtes som brancheorganisationer i henhold til denne artikel.

1. Ansøgninger om anerkendelse som producentorganisation eller brancheorganisation indgives til og behandles i den medlemsstat, hvor organisationen har sit hovedkvarter.

2. Medlemsstaten træffer afgørelse om at anerkende eller ikke anerkende organisationen senest fire måneder efter indgivelsen af ansøgningen.

1. For at det fælles marked for vine — herunder de druer og den most og de vine, som vinene hidrører fra — kan fungere bedre og mere stabilt, kan producentmedlemsstaterne, især ved iværksættelse af beslutninger truffet af brancheorganisationerne, fastlægge markedsføringsregler med henblik på at regulere udbuddet.

De pågældende regler skal stå i et rimeligt forhold til formålet og må ikke:

2. De regler, der er nævnt i stk. 1, skal meddeles de erhvervsdrivende i deres helhed ved offentliggørelse i en officiel publikation i den pågældende medlemsstat.

Senest den 1. marts hvert år og første gang senest den 1. marts 2009 sender medlemsstaterne Kommissionen en rapport om de afgørelser og foranstaltninger, de har truffet i henhold til artikel 66, 67 og 68 i det foregående kalenderår.

1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder toldsatserne i den fælles toldtarif anvendelse på de produkter, der er omfattet af denne forordning.

2. Medmindre andet er fastsat i denne forordning eller vedtaget i henhold til en af dens bestemmelser, er følgende forbudt i samhandelen med tredjelande:

De almindelige regler for fortolkning af den kombinerede nomenklatur og de særlige regler for dens anvendelse gælder ved tarifering af de produkter, der er omfattet af denne forordning. Den toldnomenklatur, der følger af anvendelsen af denne forordning, herunder eventuelt definitionerne og kategorierne i bilag I og bilag IV, indarbejdes i den fælles toldtarif.

1. Der kan efter proceduren i artikel 113, stk. 1, træffes afgørelse om, at der ved import til Fællesskabet eller eksport fra Fællesskabet af et eller flere produkter henhørende under KN-kode 2009 61, 2009 69 og 2204 skal fremlægges en import- eller eksportlicens.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 tages der hensyn til behovet for licenser til forvaltning af de pågældende markeder og især, når der er tale om importlicenser, til overvågning af importen af de pågældende produkter.

Medlemsstaterne udsteder import- og eksportlicenser til enhver, der ansøger herom, uanset hvor i Fællesskabet vedkommende er etableret, medmindre andet er fastsat i en af Rådets forordninger eller andre af Rådets retsakter, uden at dette i øvrigt indskrænker anvendelsen af kapitel IV.

1. Medmindre andet er fastsat efter proceduren i artikel 113, stk. 1, er udstedelsen af import- og eksportlicenser betinget af, at der stilles sikkerhed for opfyldelsen af forpligtelsen til at gennemføre importen eller eksporten inden for licensens gyldighedsperiode.

2. Sikkerheden fortabes helt eller delvis, hvis transaktionen ikke eller kun delvis finder sted inden for licensens gyldighedsperiode, medmindre der foreligger force majeure.

1. For druesaft og druemost henhørende under KN-kode 2009 61, 2009 69 og 2204 30, for hvilke anvendelsen af toldsatserne i den fælles toldtarif afhænger af produktets importpris, skal korrektheden af denne pris efterprøves enten på grundlag af en kontrol af de enkelte partier eller ved anvendelse af en fast importværdi, som Kommissionen beregner på grundlag af prisnoteringerne for de pågældende produkter i oprindelseslandene.

Er den oplyste indgangspris for det pågældende parti højere end en eventuel fast importværdi forhøjet med en margen, der fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1, og som ikke må overstige den faste importværdi med mere end 10 %, skal der stilles sikkerhed svarende til importtolden beregnet på grundlag af den faste importværdi.

Oplyses indgangsprisen for det pågældende parti ikke, afhænger anvendelsen af toldsatserne i den fælles toldtarif af den faste importværdi eller af anvendelsen af de relevante bestemmelser i toldforskrifterne på betingelser, der fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

2. Hvis Rådet indrømmer undtagelser, jf. bilag VI, litra B, punkt 5, eller litra C, for importerede produkter, skal importørerne stille sikkerhed for disse produkter hos de udpegede toldmyndigheder på tidspunktet for varens overgang til fri omsætning. Sikkerheden frigives, når importøren har forelagt toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor varen er overgået til fri omsætning, tilfredsstillende bevis for, at druemosten er blevet omdannet til druesaft, er anvendt i andre produkter uden for vinsektoren eller, hvis den er anvendt til vinfremstilling, er blevet behørigt mærket.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Kommissionen træffer beskyttelsesforanstaltninger over for import til Fællesskabet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 519/94 af 7. marts 1994 om den fælles ordning for indførsel fra visse tredjelande ( 23 ) og Rådets forordning (EF) nr. 3285/94 af 22. december 1994 om den fælles importordning ( 24 ) på de i stk. 3 anførte betingelser.

2. Medmindre andet er fastsat i andre af Rådets retsakter, træffer Kommissionen i overensstemmelse med stk. 3 beskyttelsesforanstaltninger over for import til Fællesskabet, der sker i henhold til internationale aftaler, som er indgået i henhold til traktatens artikel 300.

3. Kommissionen kan træffe de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat. Hvis Kommissionen modtager en anmodning fra en medlemsstat, træffer den afgørelse herom senest fem arbejdsdage efter modtagelsen.

Enhver medlemsstat kan indbringe en i henhold til stk. 1 og 2 af Kommissionen truffet afgørelse for Rådet inden for fem arbejdsdage efter datoen for underretningen herom. Rådet træder omgående sammen. Rådet kan med kvalificeret flertal ændre eller ophæve den pågældende afgørelse senest en måned efter den dato, hvor den blev indbragt for det.

4. Finder Kommissionen, at en i henhold til stk. 1 eller 2 truffet beskyttelsesforanstaltning bør ophæves eller ændres, gør den følgende:

1. Importen af druesaft og druemost, som i aftalen om landbrug indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i forbindelse med Uruguayrunden er omfattet af en særlig beskyttelsesklausul, pålægges en tillægsimporttold ud over den i artikel 70, stk. 1, fastsatte told for at undgå eller afhjælpe de skadelige virkninger, der kan opstå for markedet i Fællesskabet, hvis:

Den i litra b) omhandlede mængde fastlægges på basis af afsætningsmulighederne, der i givet fald defineres som importen i procent af det tilsvarende indenlandske forbrug i de tre foregående år.

2. Tillægsimporttolden pålægges ikke, hvis det er usandsynligt, at importen skaber forstyrrelser på Fællesskabets marked, eller hvis virkningerne ikke står i forhold til det tilstræbte mål.

3. Ved anvendelsen af stk. 1, litra a), fastlægges importpriserne på grundlag af cif-importpriserne for det pågældende parti.

Cif-importpriserne kontrolleres på grundlag af de repræsentative priser for det pågældende produkt på verdensmarkedet eller Fællesskabets importmarked.

1. Hvis Fællesskabets marked forstyrres eller trues af forstyrrelser på grund af proceduren for aktiv eller passiv forædling, kan der efter anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens initiativ træffes afgørelse efter proceduren i artikel 113, stk. 1, om helt eller delvis at suspendere anvendelsen af proceduren for aktiv eller passiv forædling for de produkter, der er omfattet af denne forordning. Hvis Kommissionen modtager en anmodning fra en medlemsstat, træffes der afgørelse herom senest fem arbejdsdage efter modtagelsen.

Enhver medlemsstat kan indbringe en i henhold til første afsnit truffet foranstaltning for Rådet inden for fem arbejdsdage efter datoen for underretningen herom. Rådet træder omgående sammen. Rådet kan med kvalificeret flertal ændre eller ophæve den pågældende foranstaltning senest en måned efter den dato, hvor den blev indbragt for det.

2. I det omfang det er nødvendigt, for at den fælles markedsordning for vin kan fungere efter hensigten, kan anvendelsen af proceduren for aktiv eller passiv forædling af de produkter, der er omfattet af denne forordning, helt eller delvis forbydes af Rådet efter proceduren i traktatens artikel 37, stk. 2.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Bestemmelserne om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser og om mærkning i afsnit III, kapitel III og IV, i denne forordning, når det er relevant, samt artikel 25, stk. 2, i denne forordning finder anvendelse på produkter henhørende under KN-kode 2009 61, 2009 69 og 2204, som importeres til Fællesskabet, medmindre andet er fastsat, navnlig i aftaler indgået i henhold til traktatens artikel 300.

2. Medmindre andet er fastsat i aftaler indgået i henhold til traktatens artikel 300, fremstilles de i stk. 1 i nærværende artikel omhandlede produkter i overensstemmelse med de ønologiske fremgangsmåder, der er anbefalet og offentliggjort af OIV eller godkendt af Fællesskabet i medfør af denne forordning og gennemførelsesforanstaltningerne hertil.

1. Toldkontingenter, der følger af aftaler indgået i henhold til traktatens artikel 300 eller af andre af Rådets retsakter, for import af produkter, der er omfattet af denne forordning, åbnes og forvaltes efter proceduren i artikel 113, stk. 1, i denne forordning.

2. Toldkontingenterne forvaltes på en sådan måde, at de erhvervsdrivende ikke forskelsbehandles, ved anvendelse af en af følgende metoder eller en kombination heraf eller en anden passende metode:

3. Metoden til forvaltning af toldkontingenterne skal, hvor det er relevant, tage behørigt hensyn til fællesskabsmarkedets forsyningsbehov og nødvendigheden af at sikre balance på dette marked.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Producenter, der efter den 31. august 1998 har plantet vinstokke på arealer, som ikke er omfattet af en plantningsrettighed, rydder disse for egen regning.

2. Indtil rydningen i henhold til stk. 1 er gennemført, må druer og produkter fremstillet af druer fra de i nævnte stykke omhandlede arealer kun bringes i omsætning med henblik på destillation for producentens egen regning. Produkterne fra destillationen må ikke anvendes til fremstilling af alkohol med et virkeligt alkoholindhold på 80 % vol. eller derunder.

3. Uden at dette berører eventuelle tidligere sanktioner, som medlemsstaterne har pålagt, pålægger medlemsstaterne fra 31. december 2008 producenter, der ikke har overholdt denne rydningsforpligtelse, sanktioner, som differentieres efter, hvor alvorlig, omfattende og varig den manglende overholdelse er.

4. Medlemsstaterne giver hvert år senest den 1. marts Kommissionen underretning om de arealer, hvor der er plantet vinstokke efter den 31. august 1998, og som ikke er omfattet af en plantningsrettighed, samt om de i overensstemmelse med stk. 1 ryddede arealer.

5. Udløbet af det midlertidige forbud mod nyplantning den 31. december 2015, jf. artikel 90, stk. 1, berører ikke de i nærværende artikel fastsatte forpligtelser.

1. Producenter, der før den 1. september 1998 har plantet vinstokke på arealer, som ikke er omfattet af en plantningsrettighed, skal i givet fald legalisere disse mod betaling af et gebyr senest den 31. december 2009.

Med forbehold af procedurerne i forbindelse med regnskabsafslutning finder første afsnit ikke anvendelse på arealer, som er legaliseret på grundlag af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1493/1999.

2. Det i stk. 1 nævnte gebyr fastsættes af medlemsstaterne. Det skal være på mindst det dobbelte af den gennemsnitlige værdi af den tilsvarende plantningsrettighed i det pågældende område.

3. Indtil legaliseringen i henhold til stk. 1 er gennemført, må druer og produkter fremstillet af druer fra de i nævnte stykke omhandlede arealer kun bringes i omsætning med henblik på destillation for producentens egen regning. Produkterne fra destillationen må ikke anvendes til fremstilling af alkohol med et virkeligt alkoholindhold på 80 % vol. eller derunder.

4. Ulovlige arealer som nævnt i stk. 1, som ikke er legaliseret i henhold til nævnte stykke senest den 31. december 2009, ryddes for egen regning af de berørte producenter.

Medlemsstaterne pålægger producenter, der ikke overholder denne rydningsforpligtelse, sanktioner, som differentieres efter, hvor alvorlig, omfattende og varig den manglende overholdelse er.

I afventning af den rydning, der er nævnt i første afsnit, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.

5. Medlemsstaterne giver senest den 1. marts hvert relevant år Kommissionen underretning om:

Medlemsstaterne giver, første gang senest den 1. marts 2010, Kommissionen underretning om de arealer, der er ryddet i overensstemmelse med stk. 4, første afsnit.

6. Udløbet af det midlertidige forbud mod nyplantning den 31. december 2015, jf. artikel 90, stk. 1, berører ikke de i stk. 3, 4 og 5 fastsatte forpligtelser.

1. I de i artikel 85, stk. 2, og artikel 86, stk. 3 og 4, omhandlede tilfælde skal medlemsstaterne kræve dokumentation for, at de pågældende produkter ikke er bragt i omsætning, eller, såfremt de pågældende produkter er blevet destilleret, dokumentation i form af forelæggelse af destillationskontrakter.

2. Medlemsstaterne kontrollerer, at omsætningsforbuddet og destillationspligten, som nævnt i stk. 1, er overholdt. I modsat fald pålægger de sanktioner.

3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke arealer der er omfattet af destillation, og hvor store mængder alkohol det drejer sig om.

De i artikel 86, stk. 1, første afsnit, nævnte arealer, der ikke er legaliseret, samt de i artikel 85, stk. 1, nævnte arealer kan ikke komme i betragtning til støtteforanstaltninger på nationalt plan eller på fællesskabsplan.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Uden at dette berører artikel 24 og navnlig stk. 3 heri, er det indtil den 31. december 2015 forbudt at plante vinstokke af druesorter, der kan klassificeres efter artikel 24, stk. 1.

2. Indtil den 31. december 2015 er det ligeledes forbudt at dobbeltpode druesorter, der kan klassificeres efter artikel 24, stk. 1, på andre druesorter end dem, der er omhandlet i den pågældende artikel.

3. Uanset stk. 1 og 2 er plantning og dobbeltpodning som omhandlet i nævnte stykker tilladt, hvis der foreligger:

6. Medlemsstaterne kan beslutte at opretholde det forbud, der er nævnt i stk. 1, på deres område eller på dele af deres område indtil senest den 31. december 2018. I så tilfælde finder bestemmelserne vedrørende den overgangsordning for plantningsrettigheder, der er omhandlet i dette kapitel, herunder i denne artikel, anvendelse i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse hermed.

1. Medlemsstaterne kan tildele producenterne nyplantningsrettigheder for arealer:

1. Medlemsstaterne tildeler genplantningsrettigheder til producenter, der har ryddet et vindyrkningsareal.

Ryddede arealer, for hvilke der er givet rydningspræmie i overensstemmelse med kapitel III, kan dog ikke tildeles genplantningsrettigheder.

2. Medlemsstaterne kan tildele genplantningsrettigheder til producenter, der forpligter sig til at rydde et vindyrkningsareal. I så fald ryddes det pågældende areal senest ved udgangen af det tredje år efter, at de nye vinstokke, som genplantningsrettighederne gælder, er blevet plantet.

3. Genplantningsrettigheder tildeles for et areal, der svarer til det ryddede areal i renkultur.

4. Genplantningsrettighederne udøves på den bedrift, som har fået dem tildelt. Medlemsstaterne kan endvidere bestemme, at disse genplantningsrettigheder kun må udøves på det areal, der er blevet ryddet.

5. Uanset stk. 4 kan medlemsstaterne fastsætte, at genplantningsrettigheder helt eller delvis kan overføres til en anden bedrift i samme medlemsstat i følgende tilfælde:

Medlemsstaterne sørger for, at anvendelsen af undtagelserne i første afsnit ikke fører til en samlet forøgelse af produktionskapaciteten på deres område, især i forbindelse med overførsler fra ikke-kunstvandede arealer til kunstvandede arealer.

6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på rettigheder, der kan sidestilles med genplantningsrettigheder, og som er erhvervet i henhold til tidligere fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser.

7. Genplantningsrettigheder, der er tildelt i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes inden for de deri fastsatte frister.

1. For at forbedre forvaltningen af produktionskapaciteten opretter medlemsstaterne en national reserve eller regionale reserver af plantningsrettigheder.

2. Medlemsstater, der har oprettet nationale eller regionale reserver af plantningsrettigheder i henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999, kan bevare disse reserver, så længe de anvender overgangsordningen for plantningsrettigheder i overensstemmelse med dette kapitel.

3. Følgende plantningsrettigheder tilføres den nationale eller de regionale reserver, hvis de ikke er anvendt inden for den fastsatte frist:

4. Producenterne kan overføre genplantningsrettigheder til de nationale eller regionale reserver. Betingelserne for en sådan overførsel, om nødvendigt mod en økonomisk godtgørelse fra medlemsstaten, bestemmes af medlemsstaten under hensyntagen til parternes legitime interesser.

5. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende en ordning med reserver, hvis de kan godtgøre, at der findes en anden effektiv ordning for forvaltning af plantningsrettigheder på hele deres område. Den alternative ordning kan om nødvendigt afvige fra de relevante bestemmelser i dette kapitel.

Første afsnit finder også anvendelse på medlemsstater, der ophører med at anvende nationale eller regionale reserver i henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999.

Medlemsstaterne opstiller kriterier for fastsættelse af den i litra b) nævnte betaling, hvis størrelse kan variere afhængigt af det endelige produkt fra de pågældende vindyrkningsarealer og af den resterende varighed af det midlertidige forbud mod nyplantning, jf. artikel 90, stk. 1 og 2.

2. Når der udnyttes plantningsrettigheder fra en reserve, sikrer medlemsstaterne:

3. Plantningsrettigheder fra en reserve, som ikke er udnyttet inden udgangen af det andet produktionsår efter det produktionsår, hvor de blev tildelt, fortabes og føres tilbage til reserven.

4. Plantningsrettigheder i en reserve, som ikke er udnyttet inden udgangen af det femte produktionsår efter, at de er tilført reserven, går tabt.

5. Hvis der findes regionale reserver i en medlemsstat, kan den pågældende medlemsstat fastsætte regler for overførsel af plantningsrettigheder mellem de regionale reserver. Hvis der findes både regionale og nationale reserver i en medlemsstat, kan den pågældende medlemsstat også tillade overførsler disse reserver imellem.

Dette kapitel finder kun anvendelse i de medlemsstater, hvor Fællesskabets ordning for plantningsrettigheder fandt anvendelse den 31. december 2007.

Medlemsstaterne kan vedtage strengere nationale regler for tildeling af nyplantningsrettigheder eller genplantningsrettigheder. De kan foreskrive, at ansøgninger herom og de relevante oplysninger, der ledsager disse, skal suppleres med yderligere angivelser, der måtte være nødvendige for at overvåge udviklingen i produktionskapaciteten.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

I dette kapitel fastlægges betingelserne for udbetaling til vinavlere af en præmie som modydelse for rydning af vinstokke (i det følgende benævnt »rydningspræmie«).

Der kan kun ydes rydningspræmie, hvis det berørte areal opfylder følgende betingelser:

Uanset litra e) kan der ydes rydningspræmie til arealer, som er legaliseret i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1493/1999 og artikel 86, stk. 1, i nærværende forordning.

1. Satserne for de rydningspræmier, der skal ydes, fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

2. Det specifikke beløb, der skal udbetales i rydningspræmie, fastsættes af medlemsstaterne inden for rammerne af de i stk. 1 nævnte satser og på grundlag af den pågældende bedrifts historiske udbytter.

1. Interesserede producenter indsender ansøgninger om rydningspræmie til de respektive myndigheder i medlemsstaterne senest den 15. september hvert år. Medlemsstaterne kan fastsætte en tidligere dato end den 15. september, forudsat at denne ligger efter den 30. juni, og at de, når det er relevant, tager hensyn til deres anvendelse af de undtagelser, der er fastsat i artikel 104.

2. Medlemsstaterne gennemfører administrativ kontrol med de modtagne ansøgninger, behandler de ansøgninger, der kan komme i betragtning, og meddeler hvert år senest den 15. oktober Kommissionen det samlede areal og de samlede beløb, der svarer til disse ansøgninger, opdelt efter områder og udbytteintervaller.

4. Hvert år senest den 15. november fastsættes der efter proceduren i artikel 113, stk. 1, en bestemt procentsats for antagelse af de anmeldte beløb, hvis det samlede beløb, som medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, overstiger de disponible budgetmidler, idet der, når det er relevant, skal tages hensyn til anvendelsen af artikel 104, stk. 2 og 3.

Medlemsstaterne meddeler hvert år senest den 1. marts Kommissionen, hvilke ansøgninger der er antaget, opdelt efter områder og udbytteintervaller, og hvilket samlet beløb der er udbetalt i rydningspræmier, opdelt efter områder.

6. For det foregående produktionsår meddeler medlemsstaterne hvert år senest den 1. december Kommissionen:

Har en landbruger på et hvilket som helst tidspunkt inden for tre år efter betaling af rydningspræmien ikke overholdt de lovgivningsbestemte forvaltningskrav og betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. artikel 3-7 i forordning (EF) nr. 1782/2003, på sin bedrift, og skyldes den manglende overholdelse en handling eller undladelse, der direkte kan tilskrives landbrugeren, nedsættes eller annulleres betalingen helt eller delvist afhængigt af, hvor alvorlig, omfattende, varig og hyppig den manglende overholdelse er, og landbrugeren pålægges i givet fald at betale den tilbage efter betingelserne i de nævnte bestemmelser.

1. En medlemsstat kan beslutte at afvise yderligere ansøgninger som nævnt i artikel 102, stk. 1, når det samlede ryddede areal når op på 8 % af dens vindyrkningsarealer, jf. bilag VIII.

En medlemsstat kan beslutte at afvise yderligere ansøgninger som nævnt i artikel 102, stk. 1, for en region, når det samlede ryddede areal i denne region når op på 10 % af regionens vinarealer.

2. Der kan efter proceduren i artikel 113, stk. 1, træffes beslutning om at standse anvendelsen af rydningsordningen i en medlemsstat, hvis fortsat rydning under hensyntagen til de ikke-færdigbehandlede ansøgninger ville medføre, at det samlede ryddede areal når op på mere end 15 % af medlemsstatens samlede vindyrkningsareal, jf. bilag VIII.

3. Der kan efter proceduren i artikel 113, stk. 1, træffes beslutning om at standse anvendelsen af rydningsordningen i en medlemsstat i et bestemt år, hvis fortsat rydning under hensyntagen til de ikke-færdigbehandlede ansøgninger ville medføre et ryddet areal på mere end 6 % af medlemsstatens samlede vindyrkningsareal i det bestemte år af ordningen, jf. bilag VIII.

4. Medlemsstaterne kan udelukke vinarealer i bjergområder og på stejle skråninger fra rydningsordningen på betingelser, der skal fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

5. Medlemsstaterne kan udelukke arealer fra rydningsordningen, hvis dens anvendelse er uforenelig med hensynet til miljøet. De arealer, der således udelukkes, må højst udgøre 3 % af de samlede vindyrkningsarealer, jf. bilag VIII.

6. Grækenland kan erklære, at vindyrkningsarealer på De Ægæiske Øer og de græske Joniske Øer med undtagelse af Kreta og Evia er udelukket fra rydningsordningen.

7. Den rydningsordning, der er fastlagt i dette kapitel, finder ikke anvendelse på Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer.

8. Medlemsstater, der beslutter at gøre brug af den i stk. 4-6 nævnte mulighed, meddeler hvert år senest den 1. august og første gang den 1. august 2008 Kommissionen, hvad angår den rydningsforanstaltning, der skal iværksættes:

9. Medlemsstaterne giver producenter på de arealer, der er udelukket eller erklæret udelukket i henhold til stk. 4-7, forrang i forbindelse med andre støtteforanstaltninger i denne forordning, navnlig, hvis det er relevant, i forbindelse med omstrukturerings- og omstillingsforanstaltningen under støtteprogrammerne og foranstaltningerne til udvikling af landdistrikter.

Dette kapitel finder kun anvendelse i de medlemsstater, hvor vinproduktionen overstiger 50 000 hl pr. produktionsår. Denne produktion beregnes på grundlag af den gennemsnitlige produktion i de foregående fem produktionsår.

Medlemsstaterne kan ud over den tildelte rydningspræmie yde supplerende national støtte, som ikke overstiger 75 % af den gældende rydningspræmie.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette kapitel, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

1. Medlemsstaterne fører en fortegnelse over vindyrkningsarealer, der indeholder ajourførte oplysninger om produktionskapaciteten.

2. Medlemsstater, i hvilke det samlede vindyrkningsareal med druesorter, der kan klassificeres efter artikel 24, stk. 1, er mindre end 500 ha, er ikke underlagt forpligtelsen i stk. 1.

Hvert år senest den 1. marts, første gang senest den 1. marts 2009, forelægger de medlemsstater, der medtager foranstaltningen »omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer« i deres støtteprogrammer i henhold til artikel 11, Kommissionen en ajourført opgørelse over deres produktionskapacitet på grundlag af fortegnelsen over vindyrkningsarealer, jf. artikel 108.

Det kan efter proceduren i artikel 113, stk. 1, fastsættes, at artikel 108 og 109 ikke længere finder anvendelse fra en dato efter den 1. januar 2016.

1. Producenterne af druer til fremstilling af vin samt producenterne af most og vin anmelder hvert år til de kompetente nationale myndigheder, hvor store mængder der er produceret af den seneste høst.

2. Medlemsstaterne kan kræve, at forhandlere af druer til fremstilling af vin hvert år anmelder, hvor store mængder af den seneste høst der er afsat.

3. Most- og vinproducenterne samt de handlende bortset fra detailhandlere anmelder hvert år til de kompetente nationale myndigheder størrelsen af deres lagre af most og vin, uanset om de stammer fra indeværende eller tidligere års høst. Most og vin, der er importeret fra tredjelande, anføres separat.

1. De af denne forordning omfattede produkter bringes kun i omsætning i Fællesskabet, når de ledsages af et dokument, der er godkendt af myndighederne.

2. Fysiske eller juridiske personer eller sammenslutninger af sådanne personer, som ligger inde med produkter, der er omfattet af denne forordning, i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv, navnlig producenter, aftapningsvirksomheder og forarbejdningsvirksomheder samt forhandlere, der skal bestemmes nærmere efter proceduren i artikel 113, stk. 1, skal føre ind- og udgangsbøger for disse produkter.

1. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 195, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 anvendelse.

De i afsnit II, kapitel I, fastsatte foranstaltninger bortset fra den foranstaltning, der er nævnt i artikel 7, stk. 1, litra a), samt de i afsnit V, kapitel III, fastsatte foranstaltninger udgør interventioner til regulering af landbrugsmarkederne, jf. artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1290/2005.

1. Medlemsstaterne og Kommissionen meddeler hinanden alle oplysninger, der er nødvendige for at anvende denne forordning, navnlig for at overvåge og analysere markedet og opfylde de internationale forpligtelser for de af denne forordning omfattede produkter.

2. Der fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 1, detaljerede bestemmelser om, hvilke oplysninger der er nødvendige for at anvende stk. 1 i nærværende artikel, samt om disses form og indhold, såvel som om tidspunkter, frister og procedurer for at sende eller gøre oplysninger og dokumenter tilgængelige.

Med henblik på anvendelsen af denne forordning sikrer medlemsstaterne, at de forvaltnings- og kontrolprocedurer, der vedrører arealer, er forenelige med det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IACS) for så vidt angår følgende elementer:

Disse procedurer skal kunne fungere sammen med eller tillade udveksling af data med IACS uden problemer eller konflikter.

Bortset fra det spørgsmål, der er omhandlet i artikel 145, litra na), i forordning (EF) nr. 1782/2003, vedtages følgende efter proceduren i artikel 113, stk. 1, i denne forordning:

1. Medlemsstaterne udpeger en eller flere myndigheder, som de pålægger at føre kontrol med, at fællesskabsbestemmelserne for vinsektoren overholdes, jf. dog artikel 47. Medlemsstaterne udpeger bl.a. de laboratorier, der bemyndiges til at foretage officielle analyser i vinsektoren. De udpegede laboratorier skal opfylde generelle kriterier for prøvningslaboratoriers virksomhed som fastlagt i ISO/IEC 17025.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navne og adresser på de i stk. 1 omhandlede myndigheder og laboratorier. Kommissionen offentliggør disse oplysninger.

1. Fra den 1. august 2012 kan medlemsstaterne yde national støtte til vinproducenter med henblik på frivillig eller obligatorisk destillation af vin i begrundede krisetilfælde.

2. Den støtte, der er nævnt i stk. 1, skal være afpasset efter forholdene og gøre det muligt at løse krisen.

3. Det samlede støttebeløb i en medlemsstat må for et givet år ikke overstige 15 % af de samlede midler, der er til rådighed pr. medlemsstat, som fastlagt i bilag II for det pågældende år.

4. De medlemsstater, der ønsker at anvende den støtte, der er nævnt i stk. 1, forelægger Kommissionen en behørigt begrundet meddelelse herom. Beslutningen om godkendelse af foranstaltningen og tildeling af støtten kan vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

5. Den alkohol, der fremkommer ved destillation som nævnt i stk. 1, anvendes udelukkende til industri- eller energiformål for at undgå konkurrenceforvridning.

Kommissionen udarbejder inden udgangen af 2012 en rapport, hvori der navnlig tages hensyn til de erfaringer, der er gjort med gennemførelsen af reformen.

De foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette afsnit, vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 1.

I artikel 2, stk. 3, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1493/1999 ændres datoen »den 31. juli 2002« til:

»2. Kommissionen fastsætter de beløb, der i henhold til artikel 10, stk. 2, artikel 143d og artikel 143e i forordning (EF) nr. 1782/2003, artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 378/2007 af 27. marts 2007 om regler for frivillig graduering af direkte betalinger som fastsat i forordning (EF) nr. 1782/2003 ( 26 ) og artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 479 af 29. april 2008 om den fælles markedsordning for vin ( 27 ) stilles til rådighed for ELFUL.

1. Traktatens artikel 87, 88 og 89 finder anvendelse på produktion af og handel med de af denne forordning omfattede produkter, jf. dog stk. 2.

1. Forordning (EØF) nr. 2392/86 og (EF) nr. 1493/1999 ophæves, jf. dog stk. 2 og 3.

►C1 2. Forordning (EØF) nr. 2392/86 samt afsnit V, kapitel I og II, afsnit VI, artikel 18 og artikel 70 ◄ samt de dertil svarende bestemmelser navnlig i de relevante bilag til forordning (EF) nr. 1493/1999 finder fortsat anvendelse, indtil de dertil svarende kapitler i denne forordning begynder at finde anvendelse i henhold til artikel 129, stk. 2, litra e).

3. Hvis der påbegyndes eller gennemføres foranstaltninger, som er støtteberettigede i henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999, inden den 1. august 2008, finder følgende foranstaltninger i nævnte forordning fortsat anvendelse:

4. Henvisninger til den ophævede forordning (EF) nr. 1493/1999 betragtes, hvor det er relevant, som henvisninger til denne forordning.

1. Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

i 1000 EUR
Regnskabsår	2009	2010	2011	2012	2013	2014 og derefter
BG	15 608	21 234	22 022	27 077	26 742	26 762
CZ	2 979	4 076	4 217	5 217	5 151	5 155
DE	22 891	30 963	32 190	39 341	38 867	38 895
EL	14 286	19 167	19 840	24 237	23 945	23 963
ES	213 820	284 219	279 038	358 000	352 774	353 081
FR	171 909	226 814	224 055	284 299	280 311	280 545
IT (1)	238 223	298 263	294 135	341 174	336 736	336 997
CY	2 749	3 704	3 801	4 689	4 643	4 646
LT	30	37	45	45	45	45
LU	344	467	485	595	587	588
HU	16 816	23 014	23 809	29 455	29 081	29 103
MT	232	318	329	407	401	402
AT	8 038	10 888	11 313	13 846	13 678	13 688
PT	37 802	51 627	53 457	65 989	65 160	65 208
RO	42 100	42 100	42 100	42 100	42 100	42 100
SI	3 522	4 820	4 987	6 169	6 091	6 095
SK	2 938	4 022	4 160	5 147	5 082	5 085
UK	160	221	227	284	280	280
(1) De nationale lofter i bilag VIII til forordning (EF) nr. 1782/2003 for Italien svarende til 2008, 2009 og 2010 reduceres med 20 mio. EUR, og disse beløb er medtaget i budgettets beløb for Italien for 2009, 2010 og 2011, som fastsat i denne tabel.

Vin er det produkt, som fremstilles udelukkende ved alkoholisk fuldstændig eller delvis gæring af friske druer, knuste eller ikke knuste, eller af druemost.

»Retsina« er vin, som udelukkende fremstilles på Grækenlands geografiske område af druemost, hvortil der er tilsat aleppofyrharpiks. Anvendelsen af aleppofyrharpiks er kun tilladt til fremstilling af retsinavin og på betingelser, der er fastsat i gældende græsk lovgivning.

Ung ikke-færdiggæret vin er det produkt, hvis alkoholiske gæring endnu ikke er færdig, og hvis bærme endnu ikke er udskilt.

Specifikke regler om andre supplerende kendetegn eller krav til fremstilling og omsætning vedtages efter proceduren i artikel 113, stk. 2.

Druemost er det flydende produkt, der fremstilles af friske druer på naturlig måde eller ved fysiske processer. Der tillades et virkeligt alkoholindhold i druemost på højst 1 % vol.

Delvis gæret druemost er det ved gæring af druemost fremkomne produkt, som har et virkeligt alkoholindhold på over 1 % vol., men under tre femtedele af det totale alkoholindhold udtrykt i volumen.

Delvis gæret druemost af let tørrede druer er det ved delvis gæring af druemost af let tørrede druer fremkomne produkt, hvis totale sukkerindhold inden gæring er mindst 272 g/l, og hvis naturlige og virkelige alkoholindhold skal være på mindst 8 % vol. Visse vine, som skal fastsættes efter proceduren i artikel 113, stk. 2, der opfylder disse krav, betragtes dog ikke som delvis gæret druemost af let tørrede druer.

Koncentreret druemost er ikke-karamelliseret druemost, som er fremstillet ved delvis inddampning af druemost under anvendelse af enhver anden godkendt metode end direkte opvarmning, således at refraktometret, anvendt efter en metode, der skal fastlægges i overensstemmelse med artikel 31, ved 20 oC ikke viser under 50,9 %.

Der tillades et virkeligt alkoholindhold i koncentreret druemost på højst 1 % vol.

Rektificeret koncentreret druemost er det flydende ikke-karamelliserede produkt:

Der tillades et virkeligt alkoholindhold i rektificeret koncentreret druemost på højst 1 % vol.

Medmindre Rådet træffer anden afgørelse i overensstemmelse med Fællesskabets internationale forpligtelser, er forskæring af en vin med oprindelse i et tredjeland med en vin fra Fællesskabet og forskæring mellem vine med oprindelse i tredjelande forbudt i Fællesskabet.

Arealer, som medlemsstater kan erklære ikke-støtteberettigede under rydningsordningen

( 3 ) EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1).

( 4 ) EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 248/2008 (EUT L 76 af 19.3.2008, s. 6).

( 5 ) EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 146/2008 (EUT L 46 af 21.2.2008, s. 1).

( 6 ) EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12. Ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

( 7 ) EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1. Berigtiget i EUT L 191 af 28.5.2004, s. 1. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 301/2008 (EUT L 97 af 9.4.2008, s. 85).

( 8 ) EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2007/68/EF (EUT L 310 af 28.11.2007, s. 11).

( 9 ) EFT L 208 af 31.7.1986, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1631/98 (EFT L 210 af 28.7.1998, s. 14).

( 10 ) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

( 11 ) EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1437/2007 (EUT L 322 af 7.12.2007, s. 1).

( 12 ) EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 293/2008 (EUT L 90 af 2.4.2008, s. 5).

( 14 ) Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25). Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1989/2006 (EUT L 411 af 30.12.2006, s. 6).

( 17 ) EUT L 42 af 14.2.2006, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1276/2007 (EUT L 284 af 30.10.2007, s. 11).

( 19 ) EFT L 40 af 11.2.1989, s. 1. Ændret ved beslutning 92/10/EØF (EFT L 6 af 11.1.1992, s. 35).

( 20 ) EFT L 11 af 14.1.1994, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1891/2006 (EUT L 386 af 29.12.2006, s. 14).

( 21 ) EFT L 186 af 30.6.1989, s. 21. Senest ændret ved direktiv 92/11/EØF (EFT L 65 af 11.3.1992, s. 32).

( 23 ) EFT L 67 af 10.3.1994, s. 89. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 427/2003 (EUT L 65 af 8.3.2003, s. 1).

( 24 ) EFT L 349 af 31.12.1994, s. 53. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2200/2004 (EUT L 374 af 22.12.2004, s. 1).

INDHOLDSFORTEGNELSE
AFSNIT I	INDLEDENDE BESTEMMELSER
AFSNIT II	STØTTEFORANSTALTNINGER
Kapitel I	Støtteprogrammer
Afdeling 1	Indledende bestemmelser
Afdeling 2	Forelæggelse af støtteprogrammerne og disses indhold
Afdeling 3	Specifikke støtteforanstaltninger
Afdeling 4	Almindelige bestemmelser
Kapitel II	Finansielle overførsler
AFSNIT III	REGULERINGSFORANSTALTNINGER
Kapitel I	Almindelige bestemmelser
Kapitel II	Ønologiske fremgangsmåder og restriktioner
Kapitel III	Oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og traditionelle benævnelser
Kapitel IV	Oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser
Afdeling 1	Definitioner
Afdeling 2	Ansøgning om beskyttelse
Afdeling 3	Procedure for beskyttelse
Afdeling 4	Særtilfælde
Afdeling 5	Beskyttelse og kontrol
Afdeling 6	Almindelige bestemmelser
Kapitel V	Traditionelle benævnelser
Kapitel VI	Mærkning og præsentation
Kapitel VII	Producent- og brancheorganisationer
AFSNIT IV	SAMHANDEL MED TREDJELANDE
Kapitel I	Fælles bestemmelser
Kapitel II	Import- og eksportlicenser
Kapitel III	Beskyttelse og aktiv og passiv forædling
Kapitel IV	Importregler
AFSNIT V	PRODUKTIONSKAPACITET
Kapitel I	Ulovlige beplantninger
Kapitel II	Overgangsordning for plantningsrettigheder
Kapitel III	Rydningsordning
AFSNIT VI	ALMINDELIGE BESTEMMELSER
AFSNIT VII	ÆNDRINGER, OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Kapitel I	Ændringer
Kapitel II	Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser

i ha
Medlemsstat	Samlet vindyrkningsareal	Arealer omhandlet i artikel 104, stk. 5
BG	135 760	4 073
CZ	19 081	572
DE	102 432	3 073
EL	69 907	2 097
ES	1 099 765	32 993
FR	879 859	26 396
IT	730 439	21 913
CY	15 023	451
LU	1 299	39
HU	85 260	2 558
MT	910	27
AT	50 681	1 520
PT	238 831	7 165
RO	178 101	5 343
SI	16 704	501
SK	21 531	646