Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

Ved denne forordning indføres en europæisk procedure for småkrav (i det følgende benævnt »europæisk småkravsprocedure«), som har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og nedbringe omkostningerne. Den europæiske småkravsprocedure skal være til rådighed for parterne i en retssag som et alternativ til de procedurer, der findes i medlemsstaternes lovgivning.

Ved denne forordning afskaffes tillige de mellemliggende procedurer, der er nødvendige for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater af retsafgørelser truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure.

1. Denne forordning finder anvendelse i grænseoverskridende sager som defineret i artikel 3 på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art, når værdien af et krav ikke overstiger 5 000 EUR på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af den kompetente ret, eksklusive alle renter, udgifter og udlæg. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne

b) formueforholdet mellem ægtefæller eller mellem parterne i et forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs

c) underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab

d) arv efter loven eller testamente, herunder underholdspligt som følge af dødsfald

i) leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra søgsmål vedrørende pengekrav, eller

j) krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

1. I denne forordning forstås ved »grænseoverskridende sag« en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende.

2. Bopæl afgøres efter artikel 62 og 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 1 ).

3. Det relevante tidspunkt for afgørelsen af, hvorvidt en sag er grænseoverskridende, er den dato, hvor den kompetente ret modtager anmodningsformularen.

1. Fordringshaveren indleder den europæiske småkravsprocedure ved at udfylde anmodningsformular A, jf. bilag I, og indgive den til den kompetente ret direkte eller pr. brev eller ved anvendelse af ethvert andet kommunikationsmiddel som f.eks. fax eller e-mail, der accepteres af den medlemsstat, hvor proceduren indledes. Anmodningsformularen skal omfatte en beskrivelse af beviserne til støtte for kravet og vedlægges, hvis det er hensigtsmæssigt, eventuel relevant dokumentation.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kommunikationsmidler de kan acceptere. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

3. Falder kravet ikke ind under denne forordnings anvendelsesområde, underretter retten fordringshaveren herom. Medmindre fordringshaveren trækker kravet tilbage, fortsætter retten behandlingen af kravet efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

4. Finder retten, at de oplysninger, som fordringshaveren har fremlagt, ikke er fyldestgørende eller tilstrækkeligt klare, eller er anmodningsformularen ikke udfyldt korrekt, giver retten, medmindre kravet fremstår som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, fordringshaveren mulighed for at komplettere eller berigtige anmodningsformularen eller fremlægge supplerende oplysninger eller dokumenter eller trække kravet tilbage inden for en frist, som retten fastsætter. Retten anvender formular B, jf. bilag II, til dette formål.

Fremstår kravet som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, eller undlader fordringshaveren at komplettere eller berigtige anmodningsformularen inden for den fastsatte frist, afvises anmodningen. ►M2 Retten oplyser fordringshaveren om afvisningen og om, hvorvidt afvisningen kan appelleres. ◄

5. Medlemsstaterne sikrer, at anmodningsformular A er tilgængelig ved alle de retter, hvor den europæiske småkravsprocedure kan indledes, og at den er tilgængelig på relevante nationale websteder.

1a. Retten afholder kun et mundtligt retsmøde, hvis den finder, at det ikke er muligt at træffe en retsafgørelse på baggrund af det skriftlige bevismateriale, eller hvis en part anmoder herom. Retten kan afslå en sådan anmodning, hvis den ud fra sagens omstændigheder finder, at et mundtligt retsmøde ikke er nødvendigt for en retfærdig behandling af sagen. Afslaget begrundes skriftligt. Afslaget kan kun anfægtes i forbindelse med appel af selve retsafgørelsen.

2. Når retten har modtaget en behørigt udfyldt anmodningsformular, udfylder den del I af svarformular C, jf. bilag III.

En genpart af anmodningsformularen og, hvis det er relevant, den vedlagte dokumentation samt den udfyldte svarformular forkyndes for skyldneren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelse af den behørigt udfyldte anmodningsformular.

3. Skyldneren afgiver sit svar, senest 30 dage efter at anmodningsformularen og svarformularen er blevet forkyndt for ham, ved at udfylde del II af svarformular C, som, hvis det er hensigtsmæssigt, vedlægges eventuel relevant dokumentation, og returnere formularen til retten eller på enhver anden passende måde uden at anvende svarformularen.

4. Senest 14 dage efter modtagelse af svaret fra skyldneren fremsender retten en genpart af svaret sammen med eventuel relevant dokumentation til fordringshaveren.

5. Såfremt skyldneren i sit svar påstår, at værdien af et ikke-pengekrav overstiger det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, afgør retten senest 30 dage efter at have fremsendt svaret til fordringshaveren, om kravet falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. En sådan afgørelse kan ikke anfægtes separat.

6. Et eventuelt modkrav, der indgives ved anvendelse af formular A, og eventuel relevant dokumentation forkyndes for fordringshaveren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelsen.

Fordringshaveren har 30 dage regnet fra datoen for forkyndelsen til at svare på et eventuelt modkrav.

7. Overstiger modkravet det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, behandles hovedkravet og modkravet ikke efter den europæiske småkravsprocedure, men efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

Artikel 2 og 4 samt denne artikels stk. 3, 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på modkrav.

1. Anmodningsformularen, svaret, et eventuelt modkrav, et eventuelt svar på et modkrav og en eventuel beskrivelse af relevant dokumentation indgives på det sprog eller et af de sprog, der anvendes af retten.

2. Er eventuelle andre dokumenter, som retten modtager, ikke affattet på det sprog, proceduren føres på, må retten kun kræve en oversættelse af sådanne dokumenter, hvis en oversættelse forekommer nødvendig, for at retten kan træffe afgørelse.

3. Såfremt en part har nægtet at acceptere et dokument, fordi det ikke er affattet på et af følgende sprog:

a) modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes, eller

underretter retten modparten herom, således at denne kan tilvejebringe en oversættelse af dokumentet.

1. Senest 30 dage efter at have modtaget skyldnerens eller fordringshaverens svar inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, skal retten træffe afgørelse, eller den skal

a) anmode om yderligere oplysninger vedrørende kravet fra parterne inden for et nærmere angivet tidsrum, dog højst 30 dage

c) indkalde parterne til et mundtligt retsmøde, der holdes senest 30 dage efter indkaldelsen.

2. Retten træffer afgørelse enten senest 30 dage efter et eventuelt mundtligt retsmøde, eller efter at den har modtaget alle oplysninger, der er nødvendige, for at den kan træffe afgørelse. Retsafgørelsen forkyndes for parterne efter artikel 13.

3. Har retten ikke modtaget et svar fra den relevante part inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, træffer den afgørelse vedrørende kravet eller modkravet.

1. Hvis et mundtligt retsmøde anses for nødvendigt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1a, afholdes det ved at anvende enhver form for hensigtsmæssig fjernkommunikationsteknologi, såsom videokonference eller telekonference, når en sådan teknologi er tilgængelig for retten, medmindre anvendelse af sådan teknologi på grund af sagens særlige omstændigheder ikke er hensigtsmæssig med henblik på en retfærdig behandling af sagen.

Hvis den person, der skal afhøres, har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende, tilrettelægges denne persons deltagelse i et mundtligt retsmøde via videokonference, telekonference eller andre former for hensigtsmæssig fjernkommunikationsteknologi under anvendelse af de procedurer, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 ( 2 ).

2. En part, der er indkaldt til at være fysisk til stede ved et mundtligt retsmøde, kan anmode om, at der anvendes fjernkommunikationsteknologi, forudsat at retten råder over en sådan teknologi, med den begrundelse, at foranstaltningerne med henblik på at kunne være fysisk til stede, navnlig hvad angår de mulige omkostninger denne part pådrager sig, ville være uforholdsmæssige i forhold til kravet.

3. En part, der er indkaldt til at deltage i et mundtligt retsmøde via fjernkommunikationsteknologi, kan anmode om at være fysisk til stede ved dette retsmøde. Anmodningsformular A og svarformular C, der fastlægges efter proceduren i artikel 27, stk. 2, skal oplyse parterne om, at godtgørelse af eventuelle omkostninger, der afholdes af en part som følge af fysisk tilstedeværelse ved det mundtlige retsmøde efter anmodning fra denne part, er underlagt betingelserne i artikel 16.

4. Rettens afgørelse om en anmodning som omhandlet i stk. 2 og 3 kan kun anfægtes i forbindelse med appel af selve retsafgørelsen.

1. Retten bestemmer bevismidlerne og omfanget af den bevisoptagelse, der er nødvendig for rettens afgørelse, i henhold til de regler, der gælder for bevismidlers lovlighed. Den anvender den enkleste og mindst byrdefulde metode til bevisoptagelse.

2. Retten kan tillade bevisoptagelse ved skriftlige erklæringer fra vidner, sagkyndige eller parter.

3. Hvis bevisoptagelsen omfatter afhøring af den pågældende person, gennemføres denne afhøring i overensstemmelse med betingelserne i artikel 8.

4. Retten må kun optage bevis i form af forklaring fra sagkyndige eller mundtlig vidneforklaring, hvis det ikke er muligt at træffe retsafgørelsen på baggrund af andet bevismateriale.

1. Medlemsstaterne sørger for, at parterne har mulighed for at få både praktisk bistand til at udfylde formularerne og generelle oplysninger om anvendelsesområdet for den europæiske småkravsprocedure samt generelle oplysninger om, hvilke retter i den pågældende medlemsstat der har kompetence til at træffe en retsafgørelse som led i den europæiske småkravsprocedure. Denne bistand skal være gratis. Intet i dette stykke forpligter medlemsstaterne til at yde retshjælp eller juridisk bistand i form af en juridisk vurdering af en specifik sag.

2. Medlemsstaterne sørger for, at oplysninger om myndigheder eller organisationer med kompetence til at yde bistand, jf. stk. 1, er tilgængelige ved alle de retter, hvor den europæiske småkravsprocedure kan indledes, og er tilgængelige på relevante nationale websteder.

3. Retten tilstræber i alle tilfælde, hvor det er relevant, at bringe et forlig i stand mellem parterne.

1. De dokumenter, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2 og 6, og retsafgørelser, der er truffet i overensstemmelse med artikel 7, forkyndes:

i) sådanne midler er teknisk tilgængelige og tilladte i overensstemmelse med procedurereglerne i den medlemsstat, hvor den europæiske småkravsprocedure gennemføres, og hvis den part, over for hvilken et dokument skal forkyndes, har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, i overensstemmelse med procedurereglerne i nævnte medlemsstat, og

ii) den part, over for hvilken et dokument skal forkyndes, udtrykkeligt på forhånd har accepteret, at dokumenter kan forkyndes for vedkommende med elektroniske midler, eller i henhold til procedurereglerne i den medlemsstat, hvor denne part har bopæl eller sædvanligt opholdssted, er retligt forpligtet til at acceptere denne særlige forkyndelsesform.

2. Al skriftlig kommunikation, der ikke er omhandlet i stk. 1, mellem retten og parterne eller øvrige personer, der er involveret i retssagen, foretages med elektroniske midler og attesteres ved et modtagelsesbevis, når sådanne midler er teknisk tilgængelige og tilladte i overensstemmelse med procedurereglerne i den medlemsstat, hvor den europæiske småkravsprocedure gennemføres, forudsat at parten eller personen på forhånd har accepteret sådanne kommunikationsmidler, eller at denne i henhold til procedurereglerne i den medlemsstat, hvor den pågældende part eller person har bopæl eller sædvanligt opholdssted, er retligt forpligtet til at acceptere sådanne kommunikationsmidler.

3. Ud over ethvert andet middel, der i henhold til medlemsstaternes procedureregler er til rådighed til at tilkendegive den forhåndsaccept, der kræves i henhold til stk. 1 og 2, til anvendelse af elektroniske midler, skal det være muligt at tilkendegive en sådan accept ved hjælp af anmodningsformular A og svarformular C.

4. Er det ikke muligt at foretage forkyndelse i overensstemmelse med stk. 1, kan forkyndelse ske på en af de måder, der er angivet i artikel 13 eller 14 i forordning (EF) nr. 1896/2006.

Er det ikke muligt at kommunikere i overensstemmelse med stk. 2, eller hvis det på grund af sagens særlige omstændigheder ikke er hensigtsmæssigt, kan kommunikationen foregå på enhver anden måde, der er tilladt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den europæiske småkravsprocedure gennemføres.

1. Når retten fastsætter en frist, underrettes den berørte part om konsekvenserne af ikke at overholde fristen.

2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder forlænge de frister, der er fastsat i artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 3 og 6, og artikel 7, stk. 1, hvis det er nødvendigt for at beskytte parternes rettigheder.

3. Hvis det under ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt for retten at overholde de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 2-6, og artikel 7, tager retten snarest muligt de skridt, der er nødvendige i medfør af nævnte bestemmelser.

1. Retsafgørelsen er eksigibel uanset en eventuel appel. Der kan ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse.

2. Artikel 23 finder også anvendelse, hvis retsafgørelsen skal fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor den blev truffet.

1. Retsafgifter, der opkræves i en medlemsstat i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure, må ikke være uforholdsmæssige og ikke være højere end de retsafgifter, der opkræves i forbindelse med nationale forenklede domstolsprocedurer i den pågældende medlemsstat.

2. Medlemsstaterne sikrer, at parterne har adgang til at betale retsafgifterne ved hjælp af fjernbetalingsmetoder, der giver parterne mulighed for også at foretage betalingen fra en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor retten er beliggende, ved at tilbyde mindst én af følgende betalingsmetoder:

Den tabende part bærer sagsomkostningerne. Retten tilkender dog ikke den vindende part omkostninger, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi.

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvorvidt deres processuelle regler hjemler appel af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, og inden for hvilken frist en sådan appel skal indgives. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

1. En skyldner, der ikke giver møde, har ret til at anmode om prøvelse af en retsafgørelse truffet som led i den europæiske småkravsprocedure ved den kompetente ret i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er truffet, hvis:

a) anmodningsformularen ikke er forkyndt for skyldneren eller, hvis der er tale om et mundtligt retsmøde, skyldneren ikke er indkaldt til retsmødet i så god tid og på en sådan måde, at skyldneren har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller

b) skyldneren var forhindret i at bestride kravet på grund af force majeure eller ekstraordinære omstændigheder, denne ikke selv var skyld i,

medmindre skyldneren undlod at anfægte retsafgørelsen, da vedkommende havde mulighed for at gøre det.

2. Fristen for at anmode om prøvelse er 30 dage. Den løber fra den dag, hvor skyldneren reelt fik kendskab til indholdet af retsafgørelsen, og hvor vedkommende havde mulighed for at reagere, og senest fra den dag, hvor der første gang blev truffet en fuldbyrdelsesforanstaltning, hvorved vedkommende helt eller delvist blev berøvet rådigheden over sine aktiver. Denne frist kan ikke forlænges.

3. Afviser retten anmodningen om prøvelse som omhandlet i stk. 1 under henvisning til, at der ikke foreligger nogen af de grunde til prøvelse, der er omhandlet i nævnte stykke, bevarer retsafgørelsen sin retskraft.

Finder retten, at prøvelse er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, kendes den retsafgørelse, der er truffet som led i den europæiske småkravsprocedure, for ugyldig. Fordringshaver mister dog ikke de fordele, der følger af afbrydelse af forældelsesfristerne, hvis en sådan afbrydelse finder anvendelse i henhold til national lov.

Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning er den europæiske småkravsprocedure underlagt de processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

1. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

2. På anmodning af en af parterne udsteder retten uden ekstra omkostninger en attest vedrørende en retsafgørelse truffet som led i den europæiske småkravsprocedure ved anvendelse af formular D, jf. bilag IV. Efter anmodning udsteder retten attesten til parten på et hvilket som helst andet af EU-institutionernes officielle sprog under anvendelse af den flersprogede dynamiske formular, der findes på den europæiske e-justiceportal. Intet i denne forordning forpligter retten til at tilvejebringe en oversættelse og/eller translitteration af teksten i attestens felter til fri tekst.

1. Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter fuldbyrdelsesstatens lov.

En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure fuldbyrdes på samme vilkår som en retsafgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten.

a) en genpart af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed, og

b) den attest, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, og om nødvendigt en oversættelse heraf til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere.

3. En part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, er ikke forpligtet til at have:

i fuldbyrdelsesstaten, ud over hos den repræsentant, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelsesproceduren.

4. Det kan ikke pålægges en part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.

1. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere i forbindelse med den attest, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2.

2. Enhver oversættelse af oplysninger om sagens realitet, der er indeholdt i attesten som omhandlet i artikel 20, stk. 2, oversættes af en person, der er beføjet til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

1. Fuldbyrdelse afslås på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, af den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten, hvis den retsafgørelse, der er truffet i den europæiske småkravsprocedure, er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er blevet truffet i en medlemsstat eller i et tredjeland, forudsat:

a) at den tidligere retsafgørelse havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var mellem samme parter

b) at den tidligere retsafgørelse blev truffet i fuldbyrdelsesstaten eller opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten, og

c) at uforeneligheden ikke blev og ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen i den europæiske småkravsprocedure er truffet.

2. En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure kan under ingen omstændigheder efterprøves i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til sagens realitet.

Hvis en part har anfægtet en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, eller der stadig er mulighed for at anfægte den, eller hvis en part har indgivet anmodning om prøvelse som omhandlet i artikel 18, kan den kompetente ret eller myndighed i fuldbyrdelsesstaten på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse:

a) begrænse fuldbyrdelsesproceduren til sikrende retsmidler

b) gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten, eller

c) under særlige omstændigheder udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

Et retsforlig, som er godkendt af eller indgået for en ret som led i den europæiske småkravsprocedure, og som kan fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor proceduren blev gennemført, anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat på samme betingelser som en retsafgørelse, der er truffet som led i den europæiske småkravsprocedure.

Medlemsstaterne samarbejder for at sikre, at offentligheden og relevante fagkredse informeres om den europæiske småkravsprocedure, herunder om sagsomkostninger, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der blev oprettet i henhold til beslutning 2001/470/EF.

a) de retter, der er kompetente til at træffe en retsafgørelse som led i den europæiske småkravsprocedure

b) de kommunikationsmidler, der accepteres i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure og står til rådighed for retterne, jf. artikel 4, stk. 1

c) de myndigheder eller organisationer, der er kompetente til at yde praktisk bistand, jf. artikel 11

d) de elektroniske forkyndelses- og kommunikationsmidler, der er teknisk tilgængelige og er tilladte i henhold til deres procedureregler, jf. artikel 13, stk. 1, 2 og 3, og de midler til tilkendegivelse af forhåndsaccept af anvendelse af elektroniske midler som krævet i artikel 13, stk. 1 og 2, der i givet fald står til rådighed i henhold til deres nationale lov

e) de personer eller erhverv, der i givet fald er retligt forpligtede til at acceptere forkyndelse af dokumenter eller øvrig skriftlig kommunikation ved brug af elektroniske midler i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1 og 2

f) de retsafgifter, der opkræves i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure, eller hvordan de beregnes, samt hvilke betalingsmetoder der accepteres i forbindelse med betaling af retsafgifter, jf. artikel 15a

g) en eventuel hjemmel i deres procedureregler til appel af en retsafgørelse, jf. artikel 17, fristen for indgivelse af en sådan appel, og til hvilken ret appellen kan indgives

h) procedurerne for anmodning om prøvelse, jf. artikel 18, og de retter, der er kompetente til at gennemføre en sådan prøvelse

i) de sprog, som de accepterer, jf. artikel 21a, stk. 1, og

j) de myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, og de myndigheder, der er kompetente i forbindelse med anvendelsen af artikel 23.

Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.

2. Kommissionen gør de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, offentligt tilgængelige på enhver hensigtsmæssig måde, såsom den europæiske e-justiceportal.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 vedrørende ændring af bilag I-IV.

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 26, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 13. januar 2016.

3. Den i artikel 26 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 26 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1. Senest den 15. juli 2022 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning, herunder en evaluering af, om:

a) en yderligere forhøjelse af grænsen omhandlet i artikel 2, stk. 1, er hensigtsmæssig med henblik på at nå denne forordnings mål om at lette adgang til domstolsprøvelse for borgere og små og mellemstore virksomheder i grænseoverskridende sager, og

b) en udvidelse af anvendelsesområdet for den europæiske småkravsprocedure, navnlig for så vidt angår lønkrav, er hensigtsmæssig for at lette adgang til domstolsprøvelse for arbejdstagere i grænseoverskridende arbejdsretlige tvister med deres arbejdsgiver, efter at have vurderet den fulde virkning af en sådan udvidelse.

Med henblik herpå giver medlemsstaterne senest den 15. juli 2021 Kommissionen oplysninger om antallet af anmodninger i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure og antallet af anmodninger om fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet som led i den europæiske småkravsprocedure.

2. Senest den 15. juli 2019 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om formidlingen af oplysninger i medlemsstaterne om den europæiske småkravsprocedure, og Kommissionen kan fremsætte henstillinger med hensyn til, hvordan kendskabet til denne procedure kan forbedres.

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2009 med undtagelse af artikel 25, som anvendes fra den 1. januar 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

( 1 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).

( 2 ) Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1).

		Tidende
		nr.	side	dato
M1	RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 517/2013 af 13. maj 2013	L 158	1	10.6.2013
►M2	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2015/2421 af 16. december 2015	L 341	1	24.12.2015
►M3	KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/1259 af 19. juni 2017	L 182	1	13.7.2017