Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

Ved denne forordning indføres en europæisk procedure for småkrav (i det følgende benævnt »europæisk småkravsprocedure«), som har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og nedbringe omkostningerne. Den europæiske småkravsprocedure skal være til rådighed for parterne i en retssag som et alternativ til de procedurer, der findes i medlemsstaternes lovgivning.

Ved denne forordning afskaffes tillige de mellemliggende procedurer, der er nødvendige for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater af retsafgørelser truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure.

1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, uanset domsmyndighedens art, når værdien af et krav ikke overstiger 2 000 EUR på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af den kompetente ret, eksklusive alle renter, udgifter og udlæg. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

1. I denne forordning forstås ved »grænseoverskridende sag« en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag er grænseoverskridende, afgøres på det tidspunkt, hvor den kompetente ret modtager anmodningsformularen.

1. Fordringshaveren indleder den europæiske småkravsprocedure ved at udfylde anmodningsformular A, jf. bilag I, og indgive den til den kompetente ret direkte eller pr. brev eller ved anvendelse af ethvert andet kommunikationsmiddel som f.eks. fax eller e-mail, der accepteres af den medlemsstat, hvor proceduren indledes. Anmodningsformularen skal omfatte en beskrivelse af beviserne til støtte for kravet og vedlægges, hvis det er hensigtsmæssigt, eventuel relevant dokumentation.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kommunikationsmidler de kan acceptere. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

3. Falder kravet ikke ind under denne forordnings anvendelsesområde, underretter retten fordringshaveren herom. Medmindre fordringshaveren trækker kravet tilbage, fortsætter retten behandlingen af kravet efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

4. Finder retten, at de oplysninger, som fordringshaveren har fremlagt, ikke er fyldestgørende eller tilstrækkeligt klare, eller er anmodningsformularen ikke udfyldt korrekt, giver retten, medmindre kravet fremstår som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, fordringshaveren mulighed for at komplettere eller berigtige anmodningsformularen eller fremlægge supplerende oplysninger eller dokumenter eller trække kravet tilbage inden for en frist, som retten fastsætter. Retten anvender formular B, jf. bilag II, til dette formål.

Fremstår kravet som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, eller undlader fordringshaveren at komplettere eller berigtige anmodningsformularen inden for den fastsatte frist, afvises anmodningen.

5. Medlemsstaterne sikrer, at anmodningsformularen kan fås ved alle retter, hvor den europæiske småkravsprocedure kan indledes.

1. Den europæiske småkravsprocedure er en skriftlig procedure. Retten holder et mundtligt retsmøde, hvis den finder dette nødvendigt, eller hvis en part anmoder herom. Retten kan afslå en sådan anmodning, hvis den ud fra sagens omstændigheder finder et mundtligt retsmøde åbenbart unødvendigt for en retfærdig behandling af sagen. Afslaget begrundes skriftligt. Afslaget kan ikke anfægtes separat.

2. Når retten har modtaget en behørigt udfyldt anmodningsformular, udfylder den del I af svarformular C, jf. bilag III.

En genpart af anmodningsformularen og, hvis det er relevant, den vedlagte dokumentation samt den udfyldte svarformular forkyndes for skyldneren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelse af den behørigt udfyldte anmodningsformular.

3. Skyldneren afgiver sit svar, senest 30 dage efter at anmodningsformularen og svarformularen er blevet forkyndt for ham, ved at udfylde del II af svarformular C, som, hvis det er hensigtsmæssigt, vedlægges eventuel relevant dokumentation, og returnere formularen til retten eller på enhver anden passende måde uden at anvende svarformularen.

4. Senest 14 dage efter modtagelse af svaret fra skyldneren fremsender retten en genpart af svaret sammen med eventuel relevant dokumentation til fordringshaveren.

5. Såfremt skyldneren i sit svar påstår, at værdien af et ikke-pengekrav overstiger det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, afgør retten senest 30 dage efter at have fremsendt svaret til fordringshaveren, om kravet falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. En sådan afgørelse kan ikke anfægtes separat.

6. Et eventuelt modkrav, der indgives ved anvendelse af formular A, og eventuel relevant dokumentation forkyndes for fordringshaveren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelsen.

Fordringshaveren har 30 dage regnet fra datoen for forkyndelsen til at svare på et eventuelt modkrav.

7. Overstiger modkravet det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, behandles hovedkravet og modkravet ikke efter den europæiske småkravsprocedure, men efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

Artikel 2 og 4 samt denne artikels stk. 3, 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på modkrav.

1. Anmodningsformularen, svaret, et eventuelt modkrav, et eventuelt svar på et modkrav og en eventuel beskrivelse af relevant dokumentation indgives på det sprog eller et af de sprog, der anvendes af retten.

2. Er eventuelle andre dokumenter, som retten modtager, ikke affattet på det sprog, proceduren føres på, må retten kun kræve en oversættelse af sådanne dokumenter, hvis en oversættelse forekommer nødvendig, for at retten kan træffe afgørelse.

3. Såfremt en part har nægtet at acceptere et dokument, fordi det ikke er affattet på et af følgende sprog:

a) modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes, eller

underretter retten modparten herom, således at denne kan tilvejebringe en oversættelse af dokumentet.

1. Senest 30 dage efter at have modtaget skyldnerens eller fordringshaverens svar inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, skal retten træffe afgørelse, eller den skal

2. Retten træffer afgørelse enten senest 30 dage efter et eventuelt mundtligt retsmøde, eller efter at den har modtaget alle oplysninger, der er nødvendige, for at den kan træffe afgørelse. Retsafgørelsen forkyndes for parterne efter artikel 13.

3. Har retten ikke modtaget et svar fra den relevante part inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, træffer den afgørelse vedrørende kravet eller modkravet.

Retten kan holde et mundtligt retsmøde ved videokonference eller anden kommunikationsteknologi, forudsat at de tekniske hjælpemidler forefindes.

1. Retten bestemmer bevismidlerne og omfanget af den bevisoptagelse, der er nødvendig for rettens afgørelse i henhold til de regler, der gælder for bevismidlers lovlighed. Retten kan tillade bevisoptagelse ved skriftlige erklæringer fra vidner, sagkyndige eller parter. Den kan også tillade bevisoptagelse ved videokonference eller anden kommunikationsteknologi, forudsat at de tekniske hjælpemidler forefindes.

2. Retten må kun optage bevis i form af forklaring fra sagkyndige eller mundtlig vidneforklaring, hvis dette er nødvendigt for rettens afgørelse. Retten tager i den forbindelse hensyn til omkostningerne.

3. Retten anvender den enkleste og mindst omstændelige metode til bevisoptagelse.

Medlemsstaterne sørger for, at parterne kan få praktisk bistand med at udfylde formularerne.

3. Retten tilstræber i alle tilfælde, hvor det er relevant, at bringe et forlig i stand mellem parterne.

1. Dokumenter forkyndes pr. post, og forkyndelsen attesteres ved et modtagelsesbevis, der angiver modtagelsesdatoen.

2. Er det ikke muligt at foretage forkyndelse i overensstemmelse med stk. 1, kan forkyndelse ske på en af de måder, der er angivet i artikel 13 eller 14 i forordning (EF) nr. 805/2004.

1. Når retten fastsætter en frist, underrettes den berørte part om konsekvenserne af ikke at overholde fristen.

2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder forlænge de frister, der er fastsat i artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 3 og 6, og artikel 7, stk. 1, hvis det er nødvendigt for at beskytte parternes rettigheder.

3. Hvis det under ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt for retten at overholde de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 2-6, og artikel 7, tager retten snarest muligt de skridt, der er nødvendige i medfør af nævnte bestemmelser.

1. Retsafgørelsen er eksigibel uanset en eventuel appel. Der kan ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse.

2. Artikel 23 finder også anvendelse, hvis retsafgørelsen skal fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor den blev truffet.

Den tabende part bærer sagsomkostningerne. Retten tilkender dog ikke den vindende part omkostninger, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi.

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvorvidt deres processuelle regler hjemler appel af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, og inden for hvilken frist en sådan appel skal indgives. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

1. Skyldneren har ret til at anmode om prøvelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure ved den kompetente ret i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er truffet, i tilfælde,

i) hvor anmodningsformularen eller indkaldelsen til et mundtligt retsmøde er blevet forkyndt på en måde, der ikke indebærer bevis for, at skyldneren personligt har modtaget de pågældende dokumenter, som omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. 805/2004, og

ii) forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at skyldneren har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra hans side

b) hvor skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet på grund af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra hans side,

2. Afslår retten prøvelse under henvisning til, at der ikke foreligger nogen af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, forbliver retsafgørelsen virksom.

Finder retten, at prøvelse er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, er retsafgørelsen truffet i den europæiske småkravsprocedure uvirksom.

Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning er den europæiske småkravsprocedure underlagt de processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

1. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

2. På anmodning af en part udsteder retten en attest vedrørende en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure ved anvendelse af formular D, jf. bilag IV, uden ekstra omkostninger.

1. Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter fuldbyrdelsesstatens lov.

En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure fuldbyrdes på samme vilkår som en retsafgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten.

b) en genpart af den attest, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, og om nødvendigt en oversættelse heraf til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure. Indholdet i formular D oversættes af en person, der er beføjet til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

3. En part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, er ikke forpligtet til at have:

i fuldbyrdelsesstaten, ud over hos den repræsentant, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelsesproceduren.

4. Det kan ikke pålægges en part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.

1. Fuldbyrdelse afslås på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, af den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten, hvis den retsafgørelse, der er truffet i den europæiske småkravsprocedure, er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er blevet truffet i en medlemsstat eller i et tredjeland, forudsat:

b) at den tidligere retsafgørelse blev truffet i fuldbyrdelsesstaten eller opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten, og

c) at uforeneligheden ikke blev og ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen i den europæiske småkravsprocedure er truffet.

2. En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure kan under ingen omstændigheder efterprøves i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til sagens realitet.

Hvis en part har anfægtet en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, eller der stadig er mulighed for at anfægte den, eller hvis en part har indgivet anmodning om prøvelse som omhandlet i artikel 18, kan den kompetente ret eller myndighed i fuldbyrdelsesstaten på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse:

Medlemsstaterne samarbejder for at sikre, at offentligheden og relevante fagkredse informeres om den europæiske småkravsprocedure, herunder om sagsomkostninger, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der blev oprettet i henhold til beslutning 2001/470/EF.

b) de kommunikationsmidler, der accepteres i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure og står til rådighed for retterne, jf. artikel 4, stk. 1

d) de elektroniske forkyndelses- og kommunikationsmidler, der er teknisk tilgængelige og er tilladte i henhold til deres procedureregler, jf. artikel 13, stk. 1, 2 og 3, og de midler til tilkendegivelse af forhåndsaccept af anvendelse af elektroniske midler som krævet i artikel 13, stk. 1 og 2, der i givet fald står til rådighed i henhold til deres nationale lov

e) de personer eller erhverv, der i givet fald er retligt forpligtede til at acceptere forkyndelse af dokumenter eller øvrig skriftlig kommunikation ved brug af elektroniske midler i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1 og 2

f) de retsafgifter, der opkræves i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure, eller hvordan de beregnes, samt hvilke betalingsmetoder der accepteres i forbindelse med betaling af retsafgifter, jf. artikel 15a

g) en eventuel hjemmel i deres procedureregler til appel af en retsafgørelse, jf. artikel 17, fristen for indgivelse af en sådan appel, og til hvilken ret appellen kan indgives

h) procedurerne for anmodning om prøvelse, jf. artikel 18, og de retter, der er kompetente til at gennemføre en sådan prøvelse

j) de myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, og de myndigheder, der er kompetente i forbindelse med anvendelsen af artikel 23.

Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.

2. Kommissionen gør de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, offentligt tilgængelige på enhver hensigtsmæssig måde, såsom den europæiske e-justiceportal.

Foranstaltninger til ændring af ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved supplering af den, vedrørende ajourføring eller teknisk ændring af formularerne i bilagene vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 27, stk. 2.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Senest den 1. januar 2014 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en udførlig rapport, der gennemgår, hvordan den europæiske småkravsprocedure fungerer, herunder ser på det i artikel 2, stk. 1, fastsatte loft over værdien af et krav. Rapporten skal omfatte en vurdering af proceduren, sådan som den har fungeret, og en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat.

Med henblik herpå og for at sikre, at der tages behørigt hensyn til god praksis i Den Europæiske Union, og at denne praksis stemmer overens med principperne om bedre lovgivning, giver medlemsstaterne Kommissionen oplysninger om den grænseoverskridende anvendelse af den europæiske småkravsprocedure. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om retsafgifter og om, hvor hurtigt proceduren afvikles, hvor effektiv den er, og hvor let den er at anvende, samt om medlemsstaternes interne småkravsprocedurer.

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2009 med undtagelse af artikel 25, som anvendes fra den 1. januar 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

		Tidende
		nr.	side	dato
►M1	RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 517/2013 af 13. maj 2013	L 158	1	10.6.2013
►M2	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2015/2421 af 16. december 2015	L 341	1	24.12.2015