2005D0681 — DA — 01.09.2014 — 001.001
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
RÅDETS AFGØRELSE 2005/681/RIA af 20. september 2005 om oprettelse af Det Europæiske Politiakademi (Cepol) og om ophævelse af afgørelse 2000/820/RIA (EFT L 256, 1.10.2005, p.63) |
Ændret ved:
|
|
Tidende |
||
No |
page |
date |
||
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 543/2014 af 15. maj 2014 |
L 163 |
5 |
29.5.2014 |
RÅDETS AFGØRELSE 2005/681/RIA
af 20. september 2005
om oprettelse af Det Europæiske Politiakademi (Cepol) og om ophævelse af afgørelse 2000/820/RIA
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 30, stk. 1, litra c), og artikel 34, stk. 2, litra c),
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 1 ), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Det Europæiske Råd vedtog på mødet den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors, at der bør oprettes et europæisk politiakademi, i det følgende benævnt »Cepol«, til efteruddannelse af ledende politifolk. |
(2) |
Det Europæiske Politiakademi blev oprettet ved Rådets afgørelse 2000/820/RIA ( 2 ). |
(3) |
Det er blevet klart, at Cepol kunne fungere bedre, hvis det blev finansieret over EU’s almindelige budget, og hvis vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne gjaldt for direktøren og personalet ved Cepol-sekretariatet. |
(4) |
I Rådets konklusioner af 24. februar 2005 blev der derfor opfordret til, at ovennævnte ændringer gennemføres, hvilket gør det nødvendigt at ophæve afgørelse 2000/820/RIA og erstatte den med en ny rådsafgørelse om Cepol. |
(5) |
Cepol bør fortsat fungere som et netværk, der forbinder nationale uddannelsesinstitutioner, som bl.a. har til opgave at uddanne ledende politifolk i medlemsstaterne, i overensstemmelse med de generelle principper i afgørelse 2000/820/RIA. |
(6) |
Det er vigtigt, at Cepol i stigende grad udfører sine opgaver på baggrund af de mål, der fastsættes i de årlige arbejdssprogrammer, og under behørigt hensyn til de disponible midler. |
(7) |
En række tekniske ændringer er nødvendige for at bringe Cepols struktur på linje med de procedurer, der skal følges inden for rammerne af EU’s almindelige budget og vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne. |
(8) |
De øvrige bestemmelser bygger så vidt muligt på Rådets afgørelse 2000/820/RIA. |
(9) |
De tekniske ændringer indebærer ændringer i bestemmelserne vedrørende forbindelserne med tredjelande, bestyrelsens funktioner, direktørens opgaver, Cepol-sekretariatets personale, de finansielle krav, adgang til dokumenter og evaluering. |
(10) |
Af hensyn til kontinuiteten er specifikke overgangsbestemmelser nødvendige — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
KAPITEL I
OPRETTELSE, STATUS SOM JURIDISK PERSON OG HJEMSTED
Artikel 1
Oprettelse
1. Der oprettes herved et europæisk politiakademi, i det følgende benævnt »Cepol«. Det anses som afløser for det Cepol, der blev oprettet ved afgørelse 2000/820/RIA.
2. Med forbehold af den fremtidige udvikling skal Cepol fungere som et netværk, der samler de nationale uddannelsesinstitutioner i medlemsstaterne, hvis opgaver omfatter uddannelse af ledende politifolk; disse arbejder tæt sammen herom.
3. Cepols opgave er at gennemføre de programmer og initiativer, som bestyrelsen træffer afgørelse om.
Artikel 2
Status som juridisk person
1. Cepol har status som juridisk person.
2. Cepol nyder i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, som den nationale lovgivning tillægger juridiske personer. Cepol kan navnlig erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre samt optræde som part i retssager.
3. Direktøren repræsenterer Cepol i forbindelse med alle juridiske handlinger og forpligtelser.
Artikel 3
Privilegier og immuniteter
Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter finder anvendelse på Cepols direktør og Cepol-sekretariatets personale, bortset fra personale, der er udstationeret af medlemsstaterne.
Artikel 4
Hjemsted
Cepol har hjemsted i Budapest, Ungarn.
KAPITEL II
FORMÅL, MÅL OG OPGAVER
Artikel 5
Formål
Cepol har til formål at bidrage til uddannelsen af medlemsstaternes ledende politifolk ved en optimering af samarbejdet mellem Cepols forskellige bestanddele. Cepol støtter og udvikler en europæisk strategi over for de vigtigste problemer i medlemsstaterne inden for bekæmpelse og forebyggelse af kriminalitet, opretholdelse af lov og orden og af den offentlige sikkerhed, navnlig på tværs af grænserne.
Artikel 6
Mål
Cepol har følgende mål:
1) at uddybe kendskabet til de øvrige medlemsstaters nationale politisystemer og -strukturer og til det grænseoverskridende politisamarbejde i Den Europæiske Union
2) at forbedre kendskabet til internationale instrumenter og EU-instrumenter, navnlig inden for følgende sektorer:
a) EU-institutionerne, deres funktion og deres rolle samt Den Europæiske Unions beslutningsmekanismer og retlige instrumenter, specielt med hensyn til deres betydning for samarbejdet om retshåndhævelse
b) Europols mål, struktur og funktion samt mulighederne for at maksimere samarbejdet mellem Europol og de relevante retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne om bekæmpelse af organiseret kriminalitet
c) Eurojusts formål, struktur og funktion
3) at formidle en passende uddannelse for så vidt angår respekten for de demokratiske rettigheder, navnlig forsvarets rettigheder.
Artikel 7
Opgaver
For at nå disse mål kan Cepol bl.a. iværksætte følgende foranstaltninger:
a) afholde uddannelseskurser for ledende politifolk, på grundlag af fælles standarder
b) bidrage til udarbejdelsen af harmoniserede kursusprogrammer for politifolk på mellemlederniveau, for politifolk på mellemlederniveau i marken og for politifolk i marken vedrørende grænseoverskridende samarbejde mellem politistyrkerne i Europa samt bidrage til udarbejdelsen af relevante videreuddannelsesprogrammer og udarbejde og afholde kurser for undervisere
c) afholde specialkurser for politikfolk med nøglefunktioner inden for bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, med særlig fokus på organiseret kriminalitet
d) formidle bedste praksis og forskningsresultater
e) udarbejde og afholde kurser med henblik på at forberede politistyrkerne i Den Europæiske Union på deltagelse i ikke-militær krisestyring
f) udvikle og afholde kurser for politimyndighederne fra kandidatlandene, herunder uddannelse af politifolk, der bestrider nøglefunktioner
g) lette relevante udvekslinger og udstationeringer af politifolk i uddannelsesøjemed
h) udvikle et elektronisk netværk til støtte for Cepol i udførelsen af dets opgaver, idet det sørger for, at der træffes de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger
i) gøre det muligt for de ledende politifolk i medlemsstaterne at erhverve sig de nødvendige sprogkundskaber.
Artikel 8
Samarbejde med andre organer
1. Cepol kan samarbejde med de relevante EU-organer inden for retshåndhævelse og andre relaterede områder og med relevante uddannelsesinstitutioner i Europa.
2. Cepol kan samarbejde med de nationale uddannelsesinstitutioner i lande uden for EU, især med institutioner i kandidatlandene, samt i Island, Norge og Schweiz.
3. Bestyrelsen kan bemyndige Cepols direktør til at føre forhandlinger om samarbejdsaftaler med et hvilket som helst af de organer, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Sådanne samarbejdsaftaler kan kun indgås med bestyrelsens bemyndigelse.
Samarbejdsaftaler med institutioner i lande uden for EU kan kun indgås efter Rådets godkendelse.
4. Cepol kan tage hensyn til henstillinger fra Europol og/eller Taskforcen af EU-medlemsstaternes politichefer, uden at dette dog berører reglerne for vedtagelse af Cepols arbejdsprogram.
KAPITEL III
ORGANER, PERSONALE OG KONTAKTPUNKTER
Artikel 9
Organer
Cepol har følgende organer:
1) bestyrelsen
2) direktøren, der leder Cepols sekretariat.
Artikel 10
Bestyrelsen
1. Bestyrelsen består af en delegation fra hver medlemsstat. Hver delegation har én stemme.
2. Medlemmerne af bestyrelsen skal helst være ledere af nationale uddannelsesinstitutioner. Når der er flere ledere fra én medlemsstat, udgør de sammen en delegation. Bestyrelsens formandskab varetages af repræsentanten for den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet.
3. Repræsentanter for Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union samt Europol indbydes til at deltage i møderne som observatører uden stemmeret.
4. Medlemmerne af bestyrelsen kan ledsages af eksperter.
5. Cepols direktør deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.
6. Bestyrelsen mødes mindst to gange om året.
7. Medmindre andet er fastsat i denne afgørelse, træffes bestyrelsens afgørelser med et flertal på to tredjedele af medlemmernes stemmer.
8. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.
9. Bestyrelsen vedtager:
a) fælles læseplaner, uddannelsesmoduler, undervisningsmetoder og alle andre lærings- og undervisningsredskaber
b) afgørelsen om udnævnelse af direktøren
c) budgetforslaget, der forelægges for Kommissionen, med enstemmighed
d) arbejdsprogrammet, efter høring af Kommissionen; det forelægges derefter for Rådet til godkendelse
e) årsrapporten og Cepols femårsrapport, der forelægges Kommissionen og Rådet, således at Rådet kan tage dem til efterretning og godkende dem
f) gennemførelsesbestemmelserne for Cepols personale, på forslag af direktøren og efter at have indhentet Kommissionens godkendelse.
10. Bestyrelsen kan, hvis det er strengt nødvendigt, beslutte at nedsætte arbejdsgrupper blandt sine medlemmer med henblik på at fremsætte henstillinger, udvikle og foreslå strategier, uddannelseskoncepter og uddannelsesredskaber eller udføre andre rådgivende opgaver, som bestyrelsen anser for nødvendige. Bestyrelsen udarbejder reglerne for nedsættelse af arbejdsgrupper og for deres arbejde.
11. Bestyrelsen udøver de beføjelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 3, over for direktøren.
12. Med forbehold af stk. 9, litra d) og e), sendes arbejdsprogrammet, årsrapporten om Cepols aktiviteter og Cepols femårsrapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen til orientering og offentliggøres.
Artikel 11
Direktøren
1. Direktøren udpeges af bestyrelsen fra en liste over mindst tre ansøgere, der er fremlagt af en udvælgelseskomité; direktøren udpeges for en fireårig periode, der kan forlænges én gang.
Bestyrelsen fastlægger reglerne for udvælgelse af ansøgere. Disse regler godkendes af Rådet inden ikrafttrædelsen.
2. Bestyrelsen kan beslutte at forlænge direktørens embedsperiode.
3. Bestyrelsen kan beslutte at afsætte direktøren.
4. Direktøren er ansvarlig for den daglige administration af Cepols arbejde. Han/hun støtter bestyrelsens arbejde og
a) udøver over for personalet de beføjelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 3
b) tager alle nødvendige skridt, herunder vedtagelse af interne administrative bestemmelser og offentliggørelse af meddelelser, for at sikre, at Cepol fungerer i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afgørelse
c) udarbejder det foreløbige budgetforslag, det foreløbige udkast til den årlige rapport og det foreløbige udkast til arbejdsprogram, som skal forelægges for bestyrelsen
d) gennemfører budgettet
e) opretholder kontakter med de relevante tjenester i medlemsstaterne
f) koordinerer gennemførelsen af arbejdsprogrammet
g) udfører alle andre opgaver, som bestyrelsen pålægger ham/hende.
5. Direktøren er ansvarlig for sine aktiviteter over for bestyrelsen.
6. Hvis Rådet anmoder om det, aflægger direktøren rapport om udførelsen af sine opgaver. Direktøren kan gøre det samme, hvis Europa-Parlamentet anmoder om det.
7. Direktøren fører forhandlinger om en hjemstedsaftale med værtsmedlemsstatens regering og forelægger den for bestyrelsen til godkendelse.
Artikel 12
Cepol-sekretariatet
Cepols sekretariat bistår Cepol med at varetage de administrative opgaver, der er nødvendige for dets funktion og for gennemførelsen af det årlige program og i givet fald for gennemførelsen af supplerende programmer og initiativer.
Artikel 13
Cepol-sekretariatets personale
1. Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og de regler, der er vedtaget i fællesskab af De Europæiske Fællesskabers institutioner med henblik på anvendelsen af denne vedtægt og disse ansættelsesvilkår, gælder for direktøren for Cepol og det personale på Cepol-sekretariatet, der er ansat efter denne afgørelses ikrafttræden.
2. Med henblik på gennemførelsen af Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen ( 3 ) sidestilles Cepol med et agentur som omhandlet i artikel 1a, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber.
3. Cepol udøver i overensstemmelse med denne afgørelses artikel 10, stk. 11, og artikel 11, stk. 4, litra a), over for sekretariatets ansatte de beføjelser, som vedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte tillægger ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har beføjelse til at indgå kontrakter.
4. Cepol-sekretariatets personale består af tjenestemænd, der er udstationeret af en institution som omhandlet i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, af eksperter, der er udstationeret af medlemsstaterne, samt af andre ansatte, der alt efter behov ansættes af Cepol, alle midlertidigt.
5. Udstationering af nationale eksperter fra medlemsstaterne i Cepol-sekretariatet sker i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2003/479/EF af 16. juni 2003 om ansættelsesvilkårene for udstationerede nationale eksperter og militærpersoner i Generalsekretariatet for Rådet ( 4 ), som finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 14
Kontaktpunkter
Der kan oprettes et nationalt Cepol-kontaktpunkt i hver medlemsstat. Uden at dette berører medlemsstaternes ret til at indrette dette kontaktpunkt, som de ønsker det, skal kontaktpunktet helst være medlemsstatens delegation i bestyrelsen. Det nationale kontaktpunkt sikrer et effektivt samarbejde mellem Cepol og uddannelsesinstitutionerne.
KAPITEL IV
FINANSIELLE KRAV
Artikel 15
Budget
1. Med forbehold af andre former for indtægter består Cepols indtægter af et tilskud fra Fællesskabet, der opføres på Den Europæiske Unions almindelige budget (Kommissionens sektion).
2. Cepols udgifter omfatter udgifter til personale, administration, infrastruktur og drift.
3. Direktøren udarbejder et overslag over Cepols indtægter og udgifter for det følgende regnskabsår og forelægger det for bestyrelsen sammen med en foreløbig stillingsfortegnelse.
4. Indtægter og udgifter skal balancere.
5. Bestyrelsen vedtager det foreløbige overslag, der omfatter den foreløbige stillingsfortegnelse, ledsaget af det foreløbige arbejdsprogram, og sender dem hvert år til Kommissionen senest den 31. marts. Hvis Kommissionen har indvendinger imod det foreløbige overslag, rådfører den sig med bestyrelsen senest 30 dage efter modtagelsen.
6. Kommissionen sender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (herefter kaldet »budgetmyndigheden«) sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions budget.
7. På grundlag af overslaget opfører Kommissionen de overslag, som den finder nødvendige for stillingsfortegnelsen, og det tilskud, der skal ydes over det almindelige budget, i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget, som den forelægger for budgetmyndigheden i overensstemmelse med artikel 272 i traktaten.
8. Budgetmyndigheden godkender bevillingerne til tilskuddet til Cepol. Budgetmyndigheden vedtager Cepols stillingsfortegnelse.
9. Bestyrelsen vedtager Cepols budget og stillingsfortegnelsen. De bliver endelige, når Den Europæiske Unions almindelige budget er endeligt vedtaget. Om nødvendigt tilpasses de i overensstemmelse hermed.
10. Enhver ændring af budgettet, herunder stillingsfortegnelsen, foretages efter proceduren i stk. 5-9.
11. Bestyrelsen underretter hurtigst muligt budgetmyndigheden om ethvert projekt, som den agter at gennemføre, og som kan få betydelige finansielle følgevirkninger for finansieringen af dens budget, navnlig projekter vedrørende fast ejendom, såsom leje eller erhvervelse af ejendomme. Den underretter Kommissionen herom.
12. Når en af budgetmyndighedens parter har meddelt, at den agter at fremsætte en udtalelse, sender den bestyrelsen denne senest seks uger efter underretningen om projektet.
Artikel 16
Gennemførelse af og kontrol med budgettet
1. Direktøren gennemfører Cepols budget.
2. Senest den 1. marts efter hvert regnskabsår sender Cepols regnskabsfører det foreløbige årsregnskab ledsaget af en beretning om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i det pågældende regnskabsår til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige regnskaber for institutionerne og de decentraliserede organer i overensstemmelse med artikel 128 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 5 ) (finansforordningen).
3. Senest den 31. marts efter hvert regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører Cepols foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i det pågældende regnskabsår til Revisionsretten. Beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning sendes ligeledes til Europa-Parlamentet og Rådet.
4. Efter modtagelse af Revisionsrettens bemærkninger om Cepols foreløbige årsregnskab opstiller direktøren i medfør af artikel 129 i finansforordningen på eget ansvar Cepols endelige årsregnskab og sender det til bestyrelsen til udtalelse.
5. Bestyrelsen afgiver udtalelse om Cepols endelige årsregnskab.
6. Senest den 1. juli det følgende år sender direktøren det endelige årsregnskab sammen med bestyrelsens udtalelse til Kommissionen, Revisionsretten, Europa-Parlamentet og Rådet.
7. Det endelige årsregnskab offentliggøres.
8. Direktøren sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Dette svar sendes ligeledes til bestyrelsen.
9. Efter henstilling fra Rådet meddeler Europa-Parlamentet senest den 30. april i år n + 2 Cepols direktør decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsår n.
Artikel 17
Finansiel bestemmelse
De finansielle bestemmelser vedrørende Cepol vedtages af bestyrelsen med enstemmighed efter høring af Kommissionen. De må kun afvige fra Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 23. december 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 6 ), såfremt dette er nødvendigt som følge af Cepols særlige behov, og kun hvis Kommissionen på forhånd har givet sit samtykke. Budgetmyndigheden underrettes om sådanne afvigelser.
Artikel 18
Bekæmpelse af svig
1. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) ( 7 ), finder ubegrænset anvendelse med henblik på bekæmpelse af svig, korruption og andre retsstridige handlinger.
2. Cepol tiltræder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og indfører straks passende bestemmelser, som finder anvendelse på Cepols direktør og personalet i Cepols sekretariat.
3. I finansieringsafgørelserne samt enhver aftale eller ethvert instrument til gennemførelse heraf fastsættes det udtrykkeligt, at Revisionsretten og OLAF om nødvendigt kan foretage kontrol på stedet hos modtagerne af midler fra Cepol og hos de ansatte, som fordeler disse.
KAPITEL V
FORSKELLIGE BESTEMMELSER
Artikel 19
Sprog
Bestemmelserne i forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område ( 8 ), finder anvendelse på Cepol. Den årsrapport til Rådet, der er nævnt i artikel 10, stk. 9, litra e), affattes på EU-institutionernes officielle sprog.
Artikel 20
Aktindsigt
På grundlag af et forslag fra direktøren vedtager bestyrelsen, senest seks måneder efter at denne afgørelse har fået virkning, regler for aktindsigt i Cepols dokumenter under hensyntagen til de principper og begrænsninger, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter ( 9 ).
Artikel 21
Evaluering
1. Senest fem år efter, at denne afgørelse har fået virkning, og derefter hvert femte år bestiller bestyrelsen en uafhængig ekstern evaluering af gennemførelsen af denne afgørelse samt de aktiviteter, som Cepol har udført.
2. I hver evaluering vurderes virkningen af denne afgørelse og Cepols nytte, relevans, effektivitet og arbejdsmetoder.
3. Bestyrelsen modtager evalueringen og fremsætter henstillinger vedrørende Cepols struktur og arbejdsmetoder til Kommissionen. Både resultaterne af evalueringen og henstillingerne indgår i den femårsrapport, der skal udarbejdes i overensstemmelse med proceduren i artikel 10, stk. 9, litra e).
Artikel 21a
Revision
Den 30. november 2015 forelægger Kommissionen en rapport om effektiviteten af denne afgørelse, idet der tages hensyn til behovet for at sikre Cepols status som uafhængigt EU-agentur. Rapporten ledsages om nødvendigt af et lovgivningsforslag om ændring af denne afgørelse efter en grundig cost-benefit-analyse og konsekvensanalyse.
Artikel 22
Rådets afgørelser
I forbindelse med artikel 8, stk. 3, artikel 10, stk. 9, litra d) og e), artikel 11, stk. 1, og artikel 16, stk. 9, træffer Rådet afgørelse med et kvalificeret flertal af sine medlemmers stemmer.
KAPITEL VI
OVERGANGSBESTEMMELSER
Artikel 23
Generel retlig kontinuitet
1. Cepol, som oprettet ved denne afgørelse, er den generelle retlige efterfølger for så vidt angår alle aftaler indgået af, forpligtelser, der påhviler, og ejendom erhvervet af Cepol, som oprettet ved afgørelse 2000/820/RIA.
2. Med forbehold af artikel 11, stk. 7, forbliver den hjemstedsaftale, der er indgået på grundlag af artikel 4, stk. 1, i afgørelse 2000/820/RIA, i kraft for det Cepol, der er oprettet ved nærværende afgørelse, indtil den ophæves.
Artikel 24
Direktøren og personalet
1. Direktøren, der er udnævnt på grundlag af artikel 4, stk. 2, i afgørelse 2000/820/RIA, forbliver i den resterende del af sin embedsperiode direktør, som omhandlet i nærværende afgørelses artikel 11.
2. Såfremt han ikke ønsker eller ikke er i stand til at handle i overensstemmelse med stk. 1, udnævner bestyrelsen en midlertidig direktør for en periode på højst 18 måneder, så længe den udnævnelsesprocedure, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, står på.
3. Ansættelseskontrakter, der er indgået før vedtagelsen af denne afgørelse, respekteres.
4. Udstationerede nationale eksperter, der er placeret ved det Cepol, der er oprettet på grundlag af Rådets afgørelse 2000/820/RIA, har ret til at fortsætte deres udstationering ved Cepol i overensstemmelse med artikel 13, stk. 5, i nærværende afgørelse.
Artikel 25
Budget
1. Dechargeproceduren med hensyn til de budgetter, der er opstillet på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA, gennemføres i overensstemmelse med den finansforordning, der er vedtaget på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA.
2. Alle udgifter, som er en følge af forpligtelser indgået af Cepol i overensstemmelse med den finansforordning, der er vedtaget på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA, inden nærværende afgørelses ikrafttræden, og som endnu ikke er betalt på det tidspunkt, dækkes af Cepols budget som fastlagt ved nærværende afgørelse.
3. Inden udløbet af en nimånedersperiode efter denne afgørelses ikrafttræden fastlægger bestyrelsen med enstemmighed beløbet til dækning af de udgifter, der er omhandlet i stk. 2. Et tilsvarende beløb, der finansieres af det kumulerede overskud fra de budgetter, der er godkendt på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA, overføres til budgettet for 2006 fastlagt ved denne afgørelse og udgør en formålsbestemt indtægt til dækning af disse udgifter.
Hvis overskuddet ikke er tilstrækkelig stort til at dække udgifterne i stk. 2, yder medlemsstaterne den nødvendige finansiering på grundlag af afgørelse 2000/820/RIA.
4. Den resterende del af overskuddet fra de budgetter, der er godkendt på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA, betales tilbage til medlemsstaterne. Det beløb, der skal betales til hver af medlemsstaterne, fastlagt på grundlag af medlemsstaternes årlige bidrag til Cepols budget fastsat på grundlag af artikel 5, stk. 2, i afgørelse 2000/820/RIA.
Førnævnte resterende del betales tilbage til medlemsstaterne inden tre måneder, efter at det i stk. 3 omhandlede beløb er beregnet og decharge-proceduren vedrørende de budgetter, der er godkendt på grundlag af artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2000/820/RIA, er afsluttet.
5. Cepol fortsætter med at gennemføre de fællesskabsfinansierede projekter, hvori det Cepol, der er oprettet på grundlag af afgørelse 2000/820/RIA, deltager, herunder projekter, der er vedtaget under Cards- og Meda-programmerne.
Artikel 26
Arbejdsprogram og årsrapport
1. Det årlige efteruddannelsesprogram, der er vedtaget på grundlag af artikel 3 i afgørelse 2000/820/RIA, skal betragtes som det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 10, stk. 9, litra d), med forbehold af eventuelle ændringer, der vedtages efter bestemmelserne i nærværende afgørelse.
2. Årsrapporten om Cepols aktiviteter i 2005 udarbejdes i overensstemmelse med proceduren i artikel 3 i afgørelse 2000/820/RIA.
Artikel 27
Institutionelle ordninger
1. Med henblik på gennemførelse af overgangsbestemmelserne i denne afgørelse indtræder den bestyrelse, der er nedsat på grundlag af denne afgørelses artikel 10, i stedet for den bestyrelse, der er nedsat på grundlag af afgørelse 2000/820/RIA.
2. Uanset denne afgørelses artikel 28 forbliver de relevante bestemmelser i afgørelse 2000/820/RIA og alle regler og forordninger, der er vedtaget med henblik på deres gennemførelse, i kraft med henblik på gennemførelse af overgangsbestemmelserne i nærværende afgørelse.
Artikel 28
Foranstaltninger, der skal træffes, inden afgørelsen træder i kraft
Den bestyrelse, der er nedsat på grundlag af afgørelse 2000/820/RIA, og den direktør, der er udnævnt på grundlag af nævnte afgørelse, forbereder vedtagelsen af følgende instrumenter:
a) bestyrelsens forretningsorden, jf. artikel 10, stk. 8
b) gennemførelsesbestemmelserne for Cepols personale, jf. artikel 10, stk. 9, litra f)
c) reglerne for udvælgelse af ansøgere, jf. artikel 11, stk. 1
d) de skridt, der er omhandlet i artikel 11, stk. 4, litra b)
e) de finansielle bestemmelser vedrørende Cepol, jf. artikel 17
f) de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 18, stk. 2, og
g) reglerne for aktindsigt i Cepols dokumenter, jf. artikel 20.
KAPITEL VII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 29
Ophævelse
Med forbehold af nærværende afgørelses kapitel VI ophæves afgørelse 2000/820/RIA.
Artikel 30
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft den 1. januar 2006. Dog anvendes artikel 28 fra dagen efter offentliggørelsen af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 31
Offentliggørelse
Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
( 1 ) Udtalelse af 12.4.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
( 2 ) EFT L 336 af 30.12.2000, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2004/567/RIA (EUT L 251 af 27.7.2004, s. 20).
( 3 ) EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 (EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1).
( 4 ) EUT L 160 af 28.6.2003, s. 72. Senest ændret ved afgørelse 2004/240/EF (EUT L 74 af 12.3.2004, s. 17).
( 5 ) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.
( 6 ) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
( 7 ) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.
( 8 ) EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
( 9 ) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.