Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 63, nr. 3) og 4),

under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 2 ),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 3 ),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget ( 4 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der ifølge traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedtages foranstaltninger, der skal sikre fri bevægelighed for personer, og i forbindelse hermed ledsageforanstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl og indvandring samt foranstaltninger vedrørende asyl og indvandring og beskyttelse tredjelandsstatsborgeres rettigheder.

(2)

Under sit ekstraordinære møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 erklærede Det Europæiske Råd, at tredjelandsstatsborgeres retsstilling bør tilnærmes EU-borgeres retsstilling, og at en person, der har opholdt sig lovligt i en medlemsstat i en given periode, og som er i besiddelse af en tilladelse til længerevarende ophold, i den pågældende medlemsstat bør indrømmes en række ensartede rettigheder, der ligger så tæt som muligt på unionsborgernes rettigheder.

(3)	I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i bl.a. den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(4)	Integrationen af tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne, er en meget vigtig faktor til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed, som er en af Fællesskabets grundlæggende målsætninger i overensstemmelse med traktaten.

(5)

Medlemsstaterne bør gennemføre bestemmelserne i dette direktiv uden forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller ideologi, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formue, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.

(6)

Hovedkriteriet for meddelelse af status som fastboende udlænding bør være varigheden af opholdet på medlemsstatens område. Opholdet skal have været lovligt og uden afbrydelse som vidnesbyrd om personens tilknytning til landet. Der bør fastsættes en vis fleksibilitet, så der kan tages hensyn til omstændigheder, der medfører, at en person midlertidigt må forlade det pågældende lands område.

(7)

For at opnå status som fastboende udlænding bør tredjelandsstatsborgeren bevise, at han råder over de nødvendige midler og en sygeforsikring, så han ikke falder medlemsstaten til byrde. Medlemsstaterne kan, når de vurderer, om der rådes over faste og regelmæssige indtægter, tage hensyn til faktorer såsom bidrag til en pensionsordning og opfyldelse af skattemæssige forpligtelser.

(8)	Tredjelandsstatsborgere, som ønsker at erhverve eller opretholde status som fastboende udlænding bør ikke udgøre en trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. Begrebet »den offentlige orden« kan omfatte en dom som følge af, at der er begået grov kriminalitet.

(9)	Økonomiske forhold bør ikke være en begrundelse for at nægte en person status som fastboende udlænding og bør ikke anses for at berøre de relevante betingelser.

(10)

Der bør udarbejdes et system af procedureregler for behandlingen af ansøgninger om opnåelse af status som fastboende udlænding. Procedurerne bør være effektive og mulige at administrere inden for rammerne af medlemsstaternes normale administration. De bør desuden være gennemsigtige og retfærdige for således at give de pågældende en passende retssikkerhed. De bør ikke udgøre et middel til at hindre udøvelse af opholdsretten.

(11)

Opnåelsen af status som fastboende udlænding bør attesteres ved en opholdstilladelse, hvorved den pågældende umiddelbart og let beviser sin retsstilling. Opholdstilladelsen bør samtidig opfylde en række avancerede tekniske standarder, navnlig vedrørende sikring mod forfalskning, så misbrug undgås i den medlemsstat, hvor status som fastboende udlænding er opnået, og i de medlemsstater, hvor opholdsretten udøves.

(12)

For at udgøre et virkeligt integrationsredskab i det samfund, hvor den fastboende udlænding har slået sig ned, bør denne status som fastboende udlænding sikre, at den pågældende behandles på lige fod med medlemsstatens egne borgere på en lang række økonomiske og sociale områder i henhold til de relevante betingelser i dette direktiv.

(13)

Begrænsningen af ligebehandlingen med hensyn til social bistand og social beskyttelse til centrale ydelser skal forstås således, at begrebet centrale ydelser mindst omfatter en minimal indkomststøtte, bistand ved sygdom og graviditet, bistand til forældre og langtidspleje. De nærmere bestemmelser for tildeling af sådan bistand bør fastsættes efter national lovgivning.

(14)	Medlemsstaterne bør fortsat være underkastet forpligtelsen til at give mindreårige adgang til undervisningssystemet på samme betingelser, som dem der gælder for deres egne statsborgere.

(15)

Tilskud og stipendier i forbindelse med erhvervsuddannelse omfatter ikke foranstaltninger, der finansieres i henhold til sociale bistandsordninger. En forudsætning for at modtage tilskud og stipendier kan endvidere være, at den person, der ansøger om sådanne tilskud og stipendier, opfylder betingelserne for at opnå status som fastboende udlænding. For så vidt angår stipendier kan medlemsstaterne tage hensyn til, at unionsborgerne kan opnå samme fordel i oprindelseslandet.

(16)	Fastboende udlændinge bør omfattes af en forstærket beskyttelse mod udvisning. Beskyttelsen bør baseres på de kriterier, der er fastsat i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. For at sikre beskyttelse mod udvisning bør medlemsstaterne give reel mulighed for at klage til domstolene.

(17)

Harmoniseringen af betingelserne for at opnå status som fastboende udlænding fremmer den gensidige tillid mellem medlemsstaterne. I nogle medlemsstater udstedes permanente eller tidsubegrænsede opholdstilladelser på betingelser, der er gunstigere end fastsat ved dette direktiv. Traktaten udelukker ikke muligheden af at anvende gunstigere betingelser, men inden for rammerne af dette direktiv bør det dog fastsættes, at tilladelser, der er udstedt på gunstigere og dermed ikke-harmoniserede betingelser, ikke giver adgang til opholdsret i de andre medlemsstater.

(18)

Fastlæggelsen af de betingelser, der skal være opfyldt, for at fastboende tredjelandsstatsborgere kan opholde sig i en anden medlemsstat, bør bidrage til den faktiske gennemførelse af det indre marked som et område, hvor alle personer er sikret fri bevægelighed. Det kunne også i høj grad bidrage til mobiliteten, især på Unionens arbejdsmarked.

(19)	Det bør fastsættes, at retten til ophold i en anden medlemsstat kan udnyttes til at arbejde som lønmodtager eller selvstændig, til at studere eller til at slå sig ned uden at udøve erhvervsmæssig virksomhed.

(20)

Familiemedlemmer bør kunne etablere sig i den anden medlemsstat sammen med den fastboende udlænding for at bevare familiens enhed og for ikke at hindre den fastboende udlændings udøvelse af opholdsretten. Med hensyn til familiemedlemmer, som måtte have tilladelse til at ledsage eller slutte sig til fastboende udlændinge, bør medlemsstaterne tage særligt hensyn til handicappede voksne børn og slægtninge i første led i den direkte opstigende linje, der er afhængige af dem.

(21)

Den medlemsstat, hvor den fastboende udlænding agter at udøve sin opholdsret, bør have mulighed for at kontrollere, at den pågældende person opfylder de betingelser, der gælder for ophold på dens område. Den bør ligeledes have mulighed for at kontrollere, at den pågældende person ikke udgør en umiddelbar risiko for den offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundheden.

(22)

For ikke at gøre udøvelsen af opholdsretten virkningsløs, bør den fastboende udlænding i den anden medlemsstat have de samme rettigheder som i den medlemsstat, hvor han har opnået status som fastboende udlænding. Det forhold, at den pågældende har fået tilkendt sociale bistandsydelser, er ikke til hinder for at medlemsstaten inddrager opholdstilladelsen, hvis den pågældende ikke længere opfylder kravene i dette direktiv.

(23)	Tredjelandsstatsborgere bør have mulighed for at opnå status som fastboende udlænding i den medlemsstat, som de er flyttet til og har besluttet at bosætte sig i, på tilsvarende vilkår som dem, der gælder for at opnå denne status i den første medlemsstat.

(24)

Målene for det foreslåede tiltag, nemlig at fastlægge betingelserne for meddelelse og inddragelse af status som fastboende udlænding og de dertil knyttede rettigheder samt fastlægge betingelserne for fastboende udlændinges udøvelse af opholdsretten i de andre medlemsstater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang eller virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(25)

I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager disse stater ikke i vedtagelsen af dette direktiv og er ikke bundet af det og skal ikke anvende det, medmindre andet følger af protokollens artikel 4.

(26)

I henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, der ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

1. Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på en medlemsstats område.

3. Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelse af gunstigere bestemmelser, der måtte gælde i henhold til:

1. Medlemsstaterne meddeler tredjelandsstatsborgere, der har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse på deres område i fem år umiddelbart forud for indgivelsen af den relevante ansøgning, status som fastboende udlænding.

1a. Medlemsstaterne tildeler ikke status som fastboende udlænding på grundlag af international beskyttelse i tilfælde af tilbagekaldelse eller afslutning af international beskyttelse eller afslag på forlængelse heraf, jf. artikel 14, stk. 3, og artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/83/EF.

2. Perioder med ophold af de årsager, der er nævnt i artikel 3, stk. 2, litra e) og f), medregnes ikke ved beregningen af den i stk. 1 nævnte periode.

Med hensyn til de tilfælde, der er nævnt i artikel 3, stk. 2, litra a), hvor den pågældende tredjelandsstatsborger har fået en opholdstilladelse, som vil sætte ham/hende i stand til opnå status som fastboende udlænding, kan perioder, hvori den pågældende har opholdt sig i landet med henblik på studier eller erhvervsuddannelse, medregnes, dog kun med halvdelen, ved beregningen af den i stk. 1 nævnte periode.

For så vidt angår personer, der har fået tildelt international beskyttelse, tages der ved beregningen af det i stk. 1 omhandlede tidsrum hensyn til mindst halvdelen af tidsrummet mellem datoen for indgivelsen af den ansøgning om international beskyttelse, der ligger til grund for tildelingen af international beskyttelse, og datoen for udstedelsen af den opholdstilladelse, der er omhandlet i artikel 24 i direktiv 2004/83/EF, eller til hele dette tidsrum, hvis det overstiger 18 måneder.

3. Perioder, hvor personen har været fraværende fra den pågældende medlemsstats område, afbryder ikke varigheden af den i stk. 1 nævnte periode og medregnes ikke ved beregningen, såfremt de er kortere end seks på hinanden følgende måneder og ikke overstiger ti måneder i alt inden for den i stk. 1 nævnte periode.

I specifikke eller usædvanlige tilfælde af midlertidig karakter og i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale ret, kan disse acceptere, at en længere fraværsperiode end den, der omhandles i første afsnit, ikke afbryder varigheden af den i stk. 1 nævnte periode. I sådanne tilfælde medregner medlemsstaterne ikke den pågældende fraværsperiode ved beregningen af den i stk. 1 nævnte periode.

Uanset andet afsnit kan medlemsstaterne ved beregningen af den i stk. 1 nævnte periode medregne fraværsperioder i forbindelse med udstationering af arbejdsmæssige grunde, herunder som led i levering af grænseoverskridende tjenesteydelser.

1. Medlemsstaterne kræver af tredjelandsstatsborgere bevis for, at de til sig selv og de familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, råder over:

2. Medlemsstaterne kan kræve, at tredjelandsstatsborgere opfylder integrationsbetingelser i overensstemmelse med national ret.

1. Medlemsstaterne kan nægte en person status som fastboende udlænding, hvis det er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

Når medlemsstaterne træffer en sådan afgørelse, skal de tage hensyn til grovheden eller arten af personens krænkelse af den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed eller til den fare, der er forbundet med vedkommende, samtidig med at de tager behørigt hensyn til varigheden af opholdet og tilknytningen til opholdslandet.

1. For at opnå status som fastboende udlænding skal den pågældende tredjelandsstatsborger indgive en ansøgning til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor vedkommende opholder sig. Tredjelandsstatsborgeren vedlægger den i henhold til national ret fastsatte dokumentation for, at vedkommende opfylder betingelserne i artikel 4 og 5, samt, hvis det er påkrævet, gyldig rejselegitimation eller en bekræftet kopi heraf.

Den dokumentation, der er omhandlet i første afsnit, kan også omfatte dokumentation vedrørende passende boligforhold.

2. De kompetente nationale myndigheder giver den person, der har indgivet ansøgningen, skriftlig meddelelse om den afgørelse, der er truffet, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest seks måneder efter ansøgningsdatoen. Afgørelsen meddeles den pågældende tredjelandsstatsborger efter procedurerne i den relevante nationale lovgivning.

Den tidsfrist, der er omhandlet i første afsnit, kan forlænges i særlige tilfælde, hvis behandlingen af en ansøgning er kompliceret.

Endvidere orienteres den pågældende person om sine rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv.

Eventuelle konsekvenser af, at der ikke foreligger en afgørelse ved udløbet af den frist, der er omhandlet i denne bestemmelse, afgøres efter den pågældende medlemsstats nationale lovgivning.

3. Hvis betingelserne i artikel 4 og 5 er opfyldt, og den pågældende ikke udgør en trussel som omhandlet i artikel 6, meddeler medlemsstaten den pågældende tredjelandsstatsborger status som fastboende udlænding.

2. Medlemsstaterne udsteder EF-opholdstilladelse for fastboende udlændinge til fastboende udlændinge. Tilladelsen er gyldig i mindst fem år. Ved udløbet forlænges den automatisk efter ansøgning, hvis det er påkrævet.

3. EF-opholdstilladelsen for fastboende udlændinge udstedes i form af en selvklæbende mærkat eller et særskilt dokument. Den udformes efter reglerne og standardmodellen i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere ( 7 ). Under rubrikken »Tilladelsens art« anfører medlemsstaterne »Fastboende udlænding — EF«.

4. Når en medlemsstat udsteder en EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge til en tredjelandsstatsborger, som den har tildelt international beskyttelse, indsætter den følgende bemærkning i den berørte fastboende udlændings EU-opholdstilladelse under »bemærkninger«: »International beskyttelse tildelt af [medlemsstatens navn] den [dato]«.

5. Når en EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge udstedes af en anden medlemsstat til en tredjelandsstatsborger, der allerede har en EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge udstedt af en anden medlemsstat, der indeholder den i stk. 4 omhandlede bemærkning, anfører den anden medlemsstat samme bemærkning i den fastboende udlændings EU-opholdstilladelse.

Inden den anden medlemsstat anfører den i stk. 4 omhandlede bemærkning, anmoder den den medlemsstat, der er nævnt i den pågældende bemærkning, om at oplyse, hvorvidt den fastboende udlænding stadig er omfattet af international beskyttelse. Den medlemsstat, der er nævnt i bemærkningen, svarer senest en måned efter at have modtaget anmodningen om oplysninger. Hvis international beskyttelse er blevet inddraget ved en endelig afgørelse, anfører den anden medlemsstat ikke bemærkningen.

6. Hvis ansvaret for international beskyttelse af den fastboende udlænding i overensstemmelse med relevante internationale instrumenter eller national lovgivning er blevet overført til den anden medlemsstat efter udstedelsen af den i stk. 5 omhandlede EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge, ændrer den anden medlemsstat den i stk. 4 omhandlede bemærkning i overensstemmelse hermed senest tre måneder efter overførslen.

1. Fastboende udlændinge har ikke længere ret til at beholde deres status som fastboende udlændinge i følgende tilfælde:

2. Uanset stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte, at fravær, der overstiger tolv på hinanden følgende måneder, eller fravær af specifikke eller usædvanlige grunde ikke medfører inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en fastboende udlænding ikke længere har ret til at beholde sin status som fastboende udlænding, hvis den pågældende udgør en trussel mod den offentlige orden som følge af grovheden af de lovovertrædelser, vedkommende har begået, men denne trussel ikke begrunder udvisning efter artikel 12.

3a. Medlemsstaterne kan inddrage en status som fastboende udlænding i tilfælde af tilbagekaldelse af, afslutning af eller afslag på forlængelse af international beskyttelse, jf. artikel 14, stk. 3, og artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/83/EF, hvis den pågældende status som fastboende udlænding blev opnået på grundlag af international beskyttelse.

4. En fastboende udlænding, der har haft ophold i en anden medlemsstat i overensstemmelse med kapitel III, har ikke længere ret til at beholde sin status som fastboende udlænding i den første medlemsstat, hvis en sådan status meddeles i en anden medlemsstat, jf. artikel 23.

Under alle omstændigheder har den pågældende ikke længere ret til at bevare sin status som fastboende udlænding i den pågældende medlemsstat efter seks års fravær fra den medlemsstat, der meddelte status som fastboende udlænding.

Uanset andet afsnit kan den pågældende medlemsstat fastsætte, at den fastboende udlænding af specifikke grunde kan bevare sin status som fastboende udlænding i den pågældende medlemsstat i tilfælde af fravær i en periode, der overstiger seks år.

5. For så vidt angår de i stk. 1, litra c), og stk. 4 omhandlede tilfælde fastsætter medlemsstater, der har meddelt en sådan status, bestemmelser om en forenklet procedure for generhvervelse af status som fastboende udlænding.

Denne procedure gælder især for personer, der har haft ophold i en anden medlemsstat for at gennemføre studier.

Betingelserne og proceduren for generhvervelse af status som fastboende udlænding fastsættes i henhold til national ret.

6. Udløb af en fastboende udlændings EF-opholdstilladelse må under ingen omstændigheder medføre inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding.

7. Hvis inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding ikke medfører udsendelse, tillader medlemsstaten, at den pågældende person fortsat kan opholde sig på dens område, hvis vedkommende opfylder de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning, og/eller hvis den pågældende ikke udgør en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

1. Enhver afgørelse om afslag på en ansøgning om opnåelse af status som fastboende udlænding eller om at inddrage denne status skal begrundes behørigt. Afgørelsen meddeles den pågældende tredjelandsstatsborger efter procedurerne i den relevante nationale lovgivning. I meddelelsen angives eventuelle klagemuligheder og fristen herfor.

2. Hvis der gives afslag på ansøgningen om opnåelse af status som fastboende udlænding, eller hvis denne status inddrages eller fortabes, eller hvis opholdstilladelsen ikke fornyes, har den pågældende ret til domstolsprøvelse i den pågældende medlemsstat.

1. En fastboende udlænding har samme rettigheder som medlemsstatens statsborgere med hensyn til følgende:

2. For så vidt angår stk. 1, litra b), d), e), f) og g), kan den pågældende medlemsstat begrænse ligebehandling til de tilfælde, hvor det registrerede eller sædvanlige opholdssted for den fastboende udlænding eller de familiemedlemmer, som vedkommende ansøger om ydelser til, ligger inden for den pågældende medlemsstats område.

3. Medlemsstaterne kan begrænse ligebehandling med den pågældende medlemsstats statsborgere i følgende tilfælde:

4. Medlemsstaterne kan begrænse ligebehandling med hensyn til social bistand og social beskyttelse til centrale ydelser.

4a. For så vidt angår den medlemsstat, der tildelte international beskyttelse, berører stk. 3 og 4 ikke direktiv 2004/83/EF.

5. Medlemsstaterne kan beslutte at tildele yderligere ydelser på de områder, der er omhandlet i stk. 1.

Medlemsstaterne kan endvidere beslutte at give ligebehandling på områder, der ikke er omfattet af stk. 1.

1. Medlemsstaterne kan kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

3. Før der træffes afgørelse om udvisning af en fastboende udlænding, skal medlemsstaterne tage hensyn til følgende forhold:

3a. Når en medlemsstat beslutter at udvise en fastboende udlænding, hvis EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge indeholder den bemærkning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, anmoder den den medlemsstat, der er nævnt i den pågældende bemærkning, om at oplyse, hvorvidt den berørte person stadig er omfattet af international beskyttelse i denne medlemsstat. Den medlemsstat, der er nævnt i bemærkningen, svarer senest en måned efter at have modtaget anmodningen om oplysninger.

3b. Hvis den fastboende udlænding stadig er omfattet af international beskyttelse i den medlemsstat, der er nævnt i bemærkningen, udvises vedkommende til denne medlemsstat, som med forbehold af den gældende EU-lovgivning eller nationale lovgivning og af princippet om familiens enhed straks og uden formaliteter tager den berørte person og dennes familiemedlemmer tilbage.

3c. Uanset stk. 3b bevarer den medlemsstat, der traf afgørelsen om udvisning, retten til i overensstemmelse med dens internationale forpligtelser at udsende den fastboende udlænding til et andet land end den medlemsstat, der tildelte international beskyttelse, hvis den berørte person opfylder betingelserne i artikel 21, stk. 2, i direktiv 2004/83/EF.

4. Når der er truffet afgørelse om udvisning, har den fastboende udlænding ret til at lade sagen prøve ved domstolene i den pågældende medlemsstat.

5. Fastboende udlændinge, der ikke råder over tilstrækkelige midler, har ret til retshjælp på samme vilkår som opholdsstatens egne statsborgere.

Medlemsstaterne kan udstede permanente eller tidsubegrænsede opholdstilladelser på gunstigere vilkår end fastsat i dette direktiv. Sådanne opholdstilladelser giver ikke adgang til opholdsret i andre medlemsstater som omhandlet i kapitel III i dette direktiv.

1. En fastboende udlænding opnår ret til at opholde sig i andre medlemsstater end den, der har givet vedkommende status som fastboende udlænding, i en periode på over tre måneder, forudsat at betingelserne i dette kapitel er opfyldt.

2. En fastboende udlænding kan opholde sig i en anden medlemsstat med følgende begrundelse:

3. I tilfælde af udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, jf. stk. 2, litra a), kan medlemsstaterne undersøge situationen på deres arbejdsmarked og anvende deres nationale procedurer vedrørende krav i forbindelse med henholdsvis besættelse af en ledig stilling eller udøvelse af en sådan virksomhed.

Af arbejdsmarkedspolitiske årsager kan medlemsstaterne foretrække EU-borgere, tredjelandsstatsborgere, hvis dette fremgår af EF-lovgivningen, samt tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold og modtager arbejdsløshedsunderstøttelse i den pågældende medlemsstat.

4. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne begrænse det samlede antal personer, der har ret til opholdstilladelse, forudsat at gældende lovgivning på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv allerede sætter sådanne grænser for tredjelandsstatsborgeres adgang.

5. Dette kapitel vedrører ikke en fastboende udlændings ophold på medlemsstaternes område:

Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning fastsætte de betingelser, hvorunder fastboende personer, der ønsker at flytte til en anden medlemsstat med henblik på at udøve erhvervsmæssig aktivitet som sæsonarbejder, kan opholde sig i denne medlemsstat. Grænsearbejdere kan også være omfattet af særlige bestemmelser i den nationale lovgivning.

6. Dette kapitel anfægter ikke den relevante EF-lovgivning om social sikring for så vidt angår tredjelandsstatsborgere.

1. Den fastboende udlænding skal hurtigst muligt og senest tre måneder efter sin indrejse til den anden medlemsstats område indgive en ansøgning om opholdstilladelse til denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne kan acceptere, at den fastboende udlænding indgiver ansøgning om opholdstilladelse til de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat, mens vedkommende stadig har ophold i den første medlemsstat.

2. Den anden medlemsstat kan af de pågældende kræve bevis for, at de råder over:

3. Medlemsstaterne kan kræve, at tredjelandsstatsborgere efterlever integrationsforanstaltninger i overensstemmelse med national ret.

Denne betingelse finder ikke anvendelse, hvis det kræves, at de pågældende tredjelandsstatsborgere for at opnå status som fastboende udlændinge har skullet opfylde integrationsbetingelser i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2.

Med forbehold af andet afsnit kan det kræves, at de pågældende personer følger sprogkurser.

4. Ansøgningen skal ledsages af den i henhold til national ret fastsatte dokumentation for, at de pågældende opfylder de relevante betingelser, samt af deres opholdstilladelse som fastboende udlænding og gyldig rejselegitimation eller bekræftede kopier heraf.

Den dokumentation, der er omhandlet i første afsnit, kan også omfatte dokumentation vedrørende passende boligforhold.

1. Hvis en fastboende udlænding udøver sin opholdsret i en anden medlemsstat, og hvis familien allerede levede sammen i den første medlemsstat, har de familiemedlemmer, der opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/86/EF, ret til at ledsage eller slutte sig til den fastboende udlænding.

2. Hvis en fastboende udlænding udøver sin opholdsret i en anden medlemsstat, og hvis familien allerede levede sammen i den første medlemsstat, har andre familiemedlemmer end dem, der er omfattet af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/86/EF, ret til at ledsage eller slutte sig til den fastboende udlænding.

3. For så vidt angår indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse finder bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, anvendelse.

4. Den anden medlemsstat kan kræve, at de pågældende familiemedlemmer sammen med ansøgningen om opholdstilladelse forelægger:

5. Hvis familien ikke levede sammen i den første medlemsstat, finder bestemmelserne i direktiv 2003/86/EF anvendelse.

1. Medlemsstaterne kan nægte en fastboende udlænding eller hans familiemedlemmer opholdstilladelse, hvis den pågældende udgør en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

Når medlemsstaterne træffer en sådan afgørelse, skal de tage hensyn til alvoren eller arten af personens eller dennes familiemedlems/familiemedlemmers krænkelse af den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed eller til den fare, der er forbundet med vedkommende.

2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse må ikke begrundes med økonomiske forhold.

1. Medlemsstaterne kan nægte en fastboende udlænding eller hans familiemedlemmer opholdstilladelse, hvis den pågældende udgør en trussel mod folkesundheden.

2. De eneste sygdomme, der kan begrunde nægtelse af indrejse eller opholdstilladelse på den anden medlemsstats område, er de sygdomme, der er omhandlet i Verdenssundhedsorganisationens gældende relevante instrumenter, samt andre smitsomme infektions- eller parasitsygdomme, som der i værtslandet er truffet beskyttelsesforanstaltninger imod af hensyn til landets egne borgere. Medlemsstaterne må ikke indføre nye og mere restriktive bestemmelser eller former for praksis.

3. Sygdomme, som vedkommende har pådraget sig i den anden medlemsstat efter meddelelsen af den første opholdstilladelse, kan ikke begrunde afslag på fornyelse af opholdstilladelsen eller udsendelse.

4. En medlemsstat kan kræve, at personer, der er omfattet af dette direktiv, underkastes en helbredsundersøgelse for at få fastslået, at de ikke lider af de i stk. 2 nævnte sygdomme. Anvendelsen af sådanne, eventuelt gratis, helbredsundersøgelser må ikke være systematisk.

1. De kompetente nationale myndigheder behandler ansøgningen inden for fire måneder efter den dato, hvor den blev indgivet.

Hvis ansøgningen ikke er ledsaget af den dokumentation, der er nævnt i artikel 15 og 16, eller i særlige tilfælde, hvis behandlingen af ansøgningen er kompliceret, kan den tidsfrist, der er omhandlet i første afsnit, forlænges i en periode på højst tre måneder. I sådanne tilfælde underretter de kompetente nationale myndigheder ansøgeren herom.

2. Hvis betingelserne i artikel 14, 15 og 16 er opfyldt, meddeler den anden medlemsstat den fastboende udlænding en opholdstilladelse, der kan fornyes, jf. dog bestemmelserne om offentlig orden, offentlig sikkerhed og folkesundhed i artikel 17 og 18. Opholdstilladelsen fornyes om nødvendigt efter ansøgning, når den udløber. Den anden medlemsstat underretter den første medlemsstat om sin afgørelse.

3. Den anden medlemsstat giver familiemedlemmer til den fastboende udlænding en opholdstilladelse, der kan fornyes, og som har samme gyldighedsperiode som den opholdstilladelse, den har givet den fastboende udlænding.

1. Når en fastboende udlændings EU-opholdstilladelse indeholder den i artikel 8, stk. 4, omhandlede bemærkning, og når ansvaret for international beskyttelse af den fastboende udlænding i overensstemmelse med relevante internationale instrumenter eller national lovgivning overføres til en anden medlemsstat, inden denne medlemsstat udsteder den i artikel 8, stk. 5, omhandlede EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge, anmoder den anden medlemsstat den medlemsstat, der har udstedt den fastboende udlændings EU-opholdstilladelse, om at ændre den omhandlede bemærkning i overensstemmelse hermed.

2. Får en fastboende udlænding international beskyttelse i den anden medlemsstat, inden denne medlemsstat udstedte den i artikel 8, stk. 5, omhandlede EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge, anmoder denne medlemsstat den medlemsstat, der har udstedt den fastboende udlændings EU-opholdstilladelse, om at ændre den ved at indsætte den i artikel 8, stk. 4, omhandlede bemærkning.

3. Efter den i stk. 1 og 2 omhandlede anmodning udsteder den medlemsstat, der har udstedt den fastboende udlændings EU-opholdstilladelse, den ændrede EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge senest tre måneder efter modtagelsen af anmodningen fra den anden medlemsstat.

1. Enhver afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse skal begrundes. Afgørelsen meddeles den pågældende tredjelandsstatsborger efter procedurerne i den relevante nationale lovgivning. I meddelelsen angives eventuelle klagemuligheder og fristen herfor.

Eventuelle konsekvenser af, at der ikke foreligger en afgørelse ved udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, afgøres af den pågældende medlemsstats nationale lovgivning.

2. Hvis der gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, eller hvis opholdstilladelsen ikke fornys eller inddrages, har den pågældende ret til domstolsprøvelse i den pågældende medlemsstat.

1. Så snart en fastboende udlænding får opholdstilladelse i den anden medlemsstat i henhold til artikel 19, skal den pågældende i denne medlemsstat have ligebehandling på de områder og på de betingelser, der er nævnt i artikel 11.

2. Fastboende udlændinge skal have adgang til arbejdsmarkedet i henhold til bestemmelserne i stk. 1.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i artikel 14, stk. 2, litra a), nævnte personer, i en periode på højst tolv måneder skal have begrænset adgang til anden virksomhed end den, der ligger til grund for deres opholdstilladelse, på de betingelser, der er fastsat i den nationale ret.

Medlemsstaterne kan i henhold til national ret fastsætte de betingelser, hvorunder de i artikel 14, stk. 2, litra b), eller c), nævnte personer kan udøve erhvervsmæssig virksomhed som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende.

3. Så snart familiemedlemmerne til en fastboende udlænding får meddelt opholdstilladelse i den anden medlemsstat i henhold til artikel 19, nyder de pågældende i denne medlemsstat godt af de samme rettigheder som dem, der er nævnt i artikel 14 i direktiv 2003/86/EF.

1. Indtil tredjelandsstatsborgeren har opnået status som fastboende udlænding, kan den anden medlemsstat afslå at forny eller beslutte at inddrage opholdstilladelsen og tvinge den pågældende og vedkommendes familiemedlemmer til at forlade dens område i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i national ret, herunder udsendelsesprocedurer, i følgende tilfælde:

2. Hvis den anden medlemsstat vedtager en af de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, tilbagetager den første medlemsstat øjeblikkeligt og uden formaliteter den fastboende udlænding og vedkommendes familiemedlemmer. Den anden medlemsstat underretter den første medlemsstat herom.

3. Indtil tredjelandsstatsborgeren har opnået status som fastboende udlænding, kan den anden medlemsstat med forbehold af den i stk. 2 omhandlede tilbagetagelsespligt i overensstemmelse med og under overholdelse af garantierne i artikel 12 vedtage en beslutning om at udsende tredjelandsstatsborgeren fra EU's område ud fra vægtige hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

I sådanne tilfælde hører den anden medlemsstat den første medlemsstat, når den træffer beslutningen.

Når den anden medlemsstat vedtager en beslutning om at udsende den pågældende tredjelandsstatsborger, tager den alle relevante foranstaltninger med henblik på en effektiv gennemførelse. I sådanne tilfælde giver den anden medlemsstat den første medlemsstat relevante oplysninger om gennemførelsen af beslutningen om udsendelse.

3a. Medmindre den internationale beskyttelse i mellemtiden er blevet inddraget, eller personen henhører under en af de kategorier, som er angivet i artikel 21, stk. 2, i direktiv 2004/83/EF, finder stk. 3 i denne artikel ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere, hvis EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge, der er udstedt af den første medlemsstat, indeholder den bemærkning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, i dette direktiv.

4. Beslutninger om udsendelse kan ikke ledsages af et permanent opholdsforbud i de i stk. 1, litra b) og c), nævnte tilfælde.

5. Tilbagetagelsespligten i stk. 2 berører ikke den mulighed, at den fastboende udlænding og vedkommendes familiemedlemmer flytter til en tredje medlemsstat.

1. Den anden medlemsstat giver efter ansøgning fastboende udlændinge den status, der er omhandlet i artikel 7, med forbehold af bestemmelserne i artikel 3, 4, 5 og 6. Den anden medlemsstat underretter den første medlemsstat om sin beslutning.

2. Med hensyn til indgivelse og behandling af ansøgninger om opnåelse af status som fastboende udlænding i den anden medlemsstat gælder den procedure, der er fastsat i artikel 7. Udstedelse af opholdstilladelse sker efter bestemmelserne i artikel 8. I tilfælde af afslag på ansøgningen gælder de proceduremæssige garantier, der er fastsat i artikel 10.

Kommissionen aflægger regelmæssigt og første gang senest den 23. januar 2011 rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af dette direktiv i medlemsstaterne og foreslår eventuelle nødvendige ændringer. Disse ændringsforslag skal først og fremmest vedrøre bestemmelserne i artikel 4, 5, 9 og 11 samt kapitel III.

Medlemsstaterne udpeger kontaktpunkter, der skal være ansvarlige for at modtage og videresende de oplysninger og den dokumentation, som er omhandlet i artikel 8, 12, 19, 19a, 22 og 23.

Medlemsstaterne samarbejder på en hensigtsmæssig måde ved den i stk. 1 omhandlede udveksling af oplysninger og dokumentation.

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 23. januar 2006. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

		Tidende
		No	page	date
►M1	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2011/51/EU EØS-relevant tekst af 11. maj 2011	L 132	1	19.5.2011