Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 75,

under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 2 ),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg ( 3 ),

og ud fra følgende betragtninger:

En større integration af Fællesskabets transportsektor er et vigtigt led i det indre marked; jernbanerne udgør en væsentlig del af Fællesskabets transportsektor;

det er vigtigt, at jernbanerne gøres mere effektive, så de kan integreres i et konkurrencemarked, idet der dog tages hensyn til deres særlige karakter;

for at gøre jernbanetransporten effektiv og konkurrencedygtig i forhold til de andre transportformer skal medlemsstaterne sikre jernbanevirksomhederne en status som selvstændige virksomheder, således at de kan drives forretningsmæssigt og tilpasse sig markedsbehovene;

den fremtidige udvikling og en effektiv drift af jernbanenettet kan fremmes ved en adskillelse mellem driften af transportydelserne og forvaltningen af infrastrukturen; under denne forudsætning er det nødvendigt, at disse områder obligatorisk har hver sit regnskab og kan forvaltes særskilt;

for at stimulere konkurrencen i forbindelse med drift af transportydelser, hvad angår bekvemmelighed og anvendelsesmuligheder, bør medlemsstaterne bevare det almindelige ansvar for udvikling af passende jernbaneinfrastrukturer;

da der ikke findes fælles regler for fordelingen af infrastrukturomkostninger, skal medlemsstaterne efter høring af infrastrukturforvalteren fastsætte regler for jernbanevirksomhedernes og sammenslutningernes betaling af afgifter for brug af jernbaneinfrastrukturen; disse afgifter skal overholde princippet om ikke-forskelsbehandling af jernbanevirksomheder;

medlemsstaterne skal især sørge for, at eksisterende offentlige jernbanevirksomheder har en sund økonomisk struktur, og samtidig sikre, at en eventuel nødvendig økonomisk omlægning gennemføres i overensstemmelse med de pågældende bestemmelser i Traktaten;

med henblik på at fremme transporten mellem medlemsstaterne skal jernbanevirksomhederne have frihed til at danne sammenslutninger med jernbanevirksomheder i andre medlemsstater;

disse internationale sammenslutninger skal indrømmes ret til adgang til infrastrukturen og til at udføre transittrafik ad denne i de medlemsstater, hvor de til sammenslutningen hørende virksomheder er etableret, samt ret til at udføre transittrafik i de andre medlemsstater, når den pågældende internationale forbindelse gør det påkrævet;

for at fremme kombineret transport er det vigtigt at give jernbanevirksomheder, der udfører international kombineret godstransport, adgang til de andre medlemsstaters jernbaneinfrastruktur;

det er nødvendigt at nedsætte et rådgivende udvalg, der skal bistå Kommissionen og overvåge gennemførelsen af dette direktiv;

Rådets beslutning 75/327/EØF af 20. maj 1975 om sanering af jernbanevirksomhedernes situation og om harmonisering af reglerne for det finansielle forhold mellem disse virksomheder og staterne ( 4 ) bør således ophæves —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

1. Dette direktiv gælder for forvaltninger af jernbaneinfrastrukturen og for jernbanetransportaktiviteter, som udøves af jernbanevirksomheder, der er etableret eller etablerer sig i en medlemsstat.

2. Jernbanevirksomheder, hvis aktiviteter kun omfatter byer og forstæder samt regional transport, er udelukket fra direktivets anvendelsesområde.

3. Virksomheder, hvis togaktivitet udelukkende omfatter pendultrafik med vejkøretøjer gennem tunnelen under Kanalen, er ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde, bortset fra artikel 6, stk. 1, artikel 10 og 10a.

4. Medlemsstaterne kan udelukke enhver jernbanebefordring i transit gennem Fællesskabet fra dette direktivs anvendelsesområde, når den begynder og ender uden for Fællesskabets område.

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at jernbanevirksomhederne med hensyn til ledelse, forvaltning, administration og intern administrativ økonomisk og regnskabsmæssig kontrol har en uafhængig status, som navnlig sikrer dem særskilt kapital, budget og regnskabsføring i forhold til staten.

2. Infrastrukturforvalteren er ansvarlig for egen ledelse, forvaltning, administration og intern kontrol under overholdelse af de rammer og særlige regler for opkrævning og tildeling, som medlemsstaterne indfører.

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at jernbanevirksomhederne kan tilpasse deres aktiviteter til markedet og forvalte dem under deres ledelsesorganers ansvar med henblik på effektive og hensigtsmæssige transportydelser med de mindst mulige omkostninger for den krævede kvalitet.

Jernbanevirksomhederne skal drives efter de principper, som gælder for kommercielle virksomheder, hvilket også omfatter de forpligtelser til offentlig tjeneste, som staten pålægger dem, og de kontrakter om offentlig tjeneste, som de indgår med medlemsstatens kompetente myndigheder.

2. Jernbanevirksomhederne vedtager selv deres aktivitetsprogrammer, herunder investerings- og finansieringsplaner. Disse programmer udformes med henblik på at opnå finansiel ligevægt i virksomhederne og at nå de øvrige mål for den tekniske, kommercielle og finansielle forvaltning; de skal desuden fastsætte midlerne til gennemførelse af disse mål.

3. Inden for de generelle politiske retningslinjer, som staten fastsætter, og under hensyn til de nationale planer eller kontrakter, eventuelt flerårige, herunder investerings- og finansieringsplaner, kan jernbanevirksomhederne navnlig frit:

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der føres og offentliggøres særskilte driftsregnskaber og balancer for aktiviteter i forbindelse med jernbanevirksomheders udførelse af transport og for aktiviteter i forbindelse med forvaltning af jernbaneinfrastrukturen. Statsstøtte, der ydes til et af disse to aktivitetsområder, må ikke overføres til det andet.

Regnskaberne vedrørende de to aktivitetsområder skal føres således, at dette forbud kommer til udtryk heri.

2. Medlemsstaterne kan desuden bestemme, at denne adskillelse skal indebære, at der skal være særskilte organisatoriske afdelinger i samme virksomhed, eller at forvaltningen af infrastrukturen skal varetages af en særskilt enhed.

3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at fastlæggelse af retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til infrastruktur som opført på listen i bilag II overdrages organer eller selskaber, der ikke selv udfører nogen form for jernbanetransport. Uanset strukturform skal det fremgå, at denne målsætning er opfyldt.

Medlemsstaterne kan imidlertid overdrage opkrævningen af afgifter og ansvaret for jernbaneinfrastrukturen, herunder investeringer, vedligeholdelse og finansiering, til jernbanevirksomheder eller ethvert andet organ.

4. Anvendelsen af stk. 3 behandles i en rapport som Kommissionen forelægger senest den 15. marts 2006 i overensstemmelse med artikel 10b.

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at udvikle den nationale jernbaneinfrastruktur, idet de i nødvendigt omfang tager hensyn til Fællesskabets samlede behov.

3. Medlemsstaterne kan desuden under overholdelse af traktatens artikel 73, 87 og 88 tildele infrastrukturforvalteren tilstrækkelige finansielle midler i forhold til opgaverne, dimensionen og de finansielle behov, navnlig til dækning af nyinvesteringer.

4. Inden for rammerne af medlemsstaternes overordnede politik udarbejder infrastrukturforvalteren en virksomhedsplan, som omfatter investerings- og finansieringsprogrammer. Planen skal udformes med henblik på at sikre optimal og effektiv udnyttelse og udvikling af infrastrukturen og samtidig sikre finansiel balance og omfatte de nødvendige midler til opfyldelsen af disse målsætninger.

Infrastrukturforvalteren opkræver en afgift for brug af den pågældende infrastruktur, som jernbanevirksomhederne og de internationale sammenslutninger skal betale for at benytte infrastrukturen. Efter høring af forvalteren vedtager medlemsstaterne de nærmere regler for fastsættelse af denne afgift.

Ved beregning af brugsafgiften, der foretages således, at enhver form for forskelsbehandling mellem jernbanevirksomheder undgås, kan der navnlig tages hensyn til det samlede antal kørte togkilometer, togets sammensætning og andre særlige forhold, der skyldes faktorer som for eksempel hastighed, akseltryk samt kørselsfrekvens og -perioder.

1. Medlemsstaterne iværksætter sammen med de eksisterende offentlige jernbanevirksomheder passende ordninger til nedbringelse af disse virksomheders gæld til et niveau, der ikke hindrer en sund økonomisk forvaltning, og til gennemførelse af en sanering af deres finansielle situation.

2. Med henblik herpå kan medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til, at der inden for disse virksomheders bogholderi oprettes en særlig konto for gældsnedbringelse.

Til denne kontos passiver kan, indtil de er afviklet, overføres alle de lån, som virksomheden har optaget både til finansiering af investeringer og til dækning af for store driftsudgifter som følge af jernbanetransporten eller jernbaneinfrastrukturforvaltningen. Gæld fra datterselskabers aktiviteter kan ikke tages i betragtning.

3. Medlemsstaternes støtte til afvikling af den i denne artikel omhandlede gæld ydes under overholdelse af traktatens artikel 73, 87 og 88.

4. For jernbanevirksomheder føres og offentliggøres der driftsregnskaber og enten balancer eller årsopgørelser over aktiver og passiver for aktiviteterne i forbindelse med jernbanegodstransport. Midler, der udbetales til aktiviteter i forbindelse med passagerbefordring som led i offentlig tjeneste, skal figurere særskilt i de relevante regnskaber, og de må ikke overføres til aktiviteter i forbindelse med anden transportform eller anden form for aktivitet.

1. Internationale sammenslutninger har ret til adgang til samt ret til at udføre transittrafik i de medlemsstater, hvor de til sammenslutningerne hørende jernbanevirksomheder er etableret; de har endvidere ret til at udføre transittrafik i andre medlemsstater med henblik på udførelse af international transport mellem de medlemsstater, hvor de til sammenslutningerne hørende virksomheder er etableret.

2. Jernbanevirksomheder, der hører under anvendelsesområdet for artikel 2, tildeles på rimelige vilkår ret til adgang til andre medlemsstaters infrastruktur med henblik på udførelse af international kombineret godstransport.

3. Jernbanevirksomheder, der hører under anvendelsesområdet for artikel 2, tildeles på retfærdige vilkår adgang til det transeuropæiske jernbanegodstransportnet, jf. artikel 10a og bilag I, og senest den 1. januar 2006 til hele jernbanenettet med henblik på udførelse af internationale godstransporttjenester.

Endvidere tildeles jernbanevirksomheder, der hører under anvendelsesområdet for artikel 2, senest den 1. januar 2007 adgang på retfærdige vilkår til alle medlemsstaters infrastruktur med henblik på udførelse af alle former for jernbanegodstransport.

3a. Jernbanevirksomheder, som er omfattet af artikel 2, får senest den 1. januar 2010 ret til adgang til infrastrukturen i samtlige medlemsstater med henblik på at udføre international personbefordring. Under en international personbefordring har jernbanevirksomhederne ret til at medtage passagerer fra én station til en anden undervejs på den internationale rute, herunder på strækningen mellem to stationer i en og samme medlemsstat.

Senest den 1. januar 2012 indrømmes der ret til adgang til infrastrukturen i de medlemsstater, hvor international personbefordring med jernbane udgør over halvdelen af den del af jernbanevirksomhedernes omsætning, der vedrører passagerer.

Om hovedformålet er passagerbefordring mellem to stationer i forskellige medlemsstater afgøres af det eller de relevante tilsynsorganer, jf. artikel 30 i direktiv 2001/14/EF, efter anmodning fra de relevante kompetente myndigheder og/eller berørte jernbanevirksomheder.

3b. Medlemsstaterne kan begrænse den i stk. 3a fastsatte ret til adgang på de strækninger mellem afgangs- og bestemmelsesstedet, der er omfattet af en eller flere kontrakter om offentlig tjeneste i overensstemmelse med gældende fællesskabsret. En sådan begrænsning kan kun føre til en begrænsning af retten til at medtage passagerer fra én station til en anden undervejs på den internationale rute, herunder på strækningen mellem to stationer i en og samme medlemsstat, i de tilfælde, hvor udøvelsen af denne ret ville skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste.

Det eller de relevante tilsynsorganer, jf. artikel 30 i direktiv 2001/14/EF, afgør om der er opstået ubalance i den økonomiske ligevægt på grundlag af en objektiv økonomisk analyse og efter forud fastlagte kriterier efter anmodning fra:

De kompetente myndigheder og de jernbanevirksomheder, der varetager den offentlige tjeneste, forelægger det eller de relevante tilsynsorganer de oplysninger, der med rimelighed kan kræves for at nå til en afgørelse. Det relevante tilsynsorgan vurderer de forelagte oplysninger og hører om nødvendigt alle relevante parter og underretter de relevante parter om sin begrundede afgørelse inden for en forud fastsat rimelig frist og under alle omstændigheder senest to måneder efter at have modtaget alle relevante oplysninger. Det relevante tilsynsorgan begrunder sin afgørelse og præciserer, hvornår, hvor længe og på hvilke betingelser:

3c. Medlemsstaterne kan endvidere begrænse retten til at optage og afsætte passagerer på stationer i samme medlemsstat på en rute for international passagerbefordring, hvis der er indrømmet eneret til at befordre passagerer mellem de pågældende stationer i en koncessionskontrakt, der er indgået inden den 4. december 2007. Indsæt venligst datoen for dette direktivs ikrafttræden.på grundlag af en retfærdig udbudsprocedure på konkurrencevilkår og i overensstemmelse med de relevante principper i fællesskabsretten. Denne begrænsning kan gælde for kontraktens oprindelige løbetid eller 15 år, alt efter hvilken frist der er kortest.

3d. Dette direktivs bestemmelser kræver ikke af en medlemsstat, at den før den 1. januar 2010 indrømmer den i stk. 3a omhandlede ret til adgang til jernbanevirksomheder, herunder virksomheder under disses direkte eller indirekte kontrol, der har licens i en medlemsstat, hvor ret til adgang af lignende art ikke indrømmes.

3e. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i stk. 3b, 3c og 3d omhandlede beslutninger er undergivet domstolskontrol.

3f. Med forbehold af stk. 3b kan medlemsstaterne på de i denne artikel fastsatte betingelser bemyndige den myndighed, der har ansvar for personbefordring med jernbane, til at opkræve en afgift af jernbanevirksomheder, der udfører personbefordring på strækninger, der henhører under denne myndigheds kompetence, og hvor driften finder sted på strækningen mellem to stationer i den pågældende medlemsstat.

I dette tilfælde er jernbanevirksomheder, der udfører national eller international personbefordring, omfattet af samme afgift for driften af de strækninger, der henhører under denne myndigheds kompetence.

Afgiften har til formål at yde myndigheden kompensation for forpligtelsen til at yde offentlig tjeneste, der er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste, som er indgået i overensstemmelse med fællesskabsretten. Det afgiftsprovenu, der udbetales som kompensation, må ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af de relevante forpligtelser til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af nævnte forpligtelser.

Afgiften skal pålægges i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, navnlig principperne om rimelighed, gennemsigtighed, ikke-forskelsbehandling og proportionalitet, især mellem gennemsnitsprisen for personbefordringen og afgiftens størrelse. De samlede pålagte afgifter i henhold til dette stykke må ikke bringe den økonomiske bæredygtighed i fare for den personbefordring, som pålægges afgiften.

De relevante myndigheder skal opbevare oplysninger, således at afgifternes oprindelse og deres anvendelse kan spores. Medlemsstaterne videregiver disse oplysninger til Kommissionen.

4. På anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ behandler Kommissionen i det konkrete tilfælde anvendelsen og gennemførelsen af denne artikel og træffer to måneder efter modtagelse af sådan en anmodning og efter at have hørt det i artikel 11a, stk. 2, omtalte udvalg, afgørelse om, hvorvidt den pågældende foranstaltning fortsat kan finde anvendelse. Kommissionen meddeler sin afgørelse til Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne.

Med forbehold af traktatens artikel 226 kan alle medlemsstater henvise Kommissionens afgørelse til Rådet inden for en frist på en måned. Rådet kan i ganske særlige tilfælde med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for en frist på en måned.

5. Jernbanevirksomheder, der udfører jernbanetransport, indgår de nødvendige offentligretlige eller privatretlige aftaler med forvalterne af den benyttede jernbaneinfrastruktur. Aftalebetingelserne skal være ikke-diskriminerende og gennemsigtige i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering ( 9 ).

6. Spor, der fører til terminaler og havne, samt levering af tjenesteydelser i terminaler og havne, som er knyttet til de former for jernbanedrift, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, og som mere end én slutbruger benytter eller kunne benytte, stilles til rådighed for alle jernbanevirksomheder på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde, og anmodninger fra jernbanevirksomheder må kun underlægges begrænsninger, hvis der foreligger levedygtige jernbanealternativer på markedsvilkår.

7. Med forbehold af Fællesskabets og medlemsstaternes regler om konkurrencepolitik og de beføjelser som institutioner med ansvar på dette område har, overvåger det efter artikel 30 i direktiv 2001/14/EF oprettede tilsynsorgan eller et andet organ, som er uafhængigt i samme omfang, konkurrencesituationen på markederne for jernbanetransportydelser, herunder markedet for jernbanegodstransport.

Dette organ er oprettet i henhold til artikel 30, stk. 1, i ovennævnte direktiv . Enhver ansøger eller berørt part kan indgive klage til dette organ, hvis de mener, at de er blevet uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller krænket på anden måde. Tilsynsorganet træffer hurtigst muligt på grundlag af en klage eller, hvor det er nødvendigt, på eget initiativ afgørelse om passende foranstaltninger til afhjælpning af en negativ udvikling på disse markeder. For at sikre, at der er mulighed for domstolskontrol og det nødvendige samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder, finder artikel 30, stk. 6, og artikel 31 i samme direktiv anvendelse

8. Senest den 1. januar 2009 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om gennemførelse af dette direktiv.

9. Senest den 31. december 2012 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen af stk. 3, litra a)-f).

Gennemførelsen af dette direktiv evalueres på grundlag af en rapport fra Kommissionen, som forelægges to år efter åbningen af markedet for international personbefordring.

Denne rapport skal også indeholde en vurdering af udviklingen på markedet, herunder en status over forberedelserne af en yderligere åbning af jernbanemarkedet. Kommissionen analyserer ligeledes i rapporten de forskellige markedsordningsmodeller og indvirkningen af dette direktiv på kontrakter om offentlig tjeneste og deres finansiering. Kommissionen tager i den forbindelse hensyn til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej ( 10 ) og de iboende forskelle mellem medlemsstaterne (netværkstæthed, passagerantal, gennemsnitlig rejseafstand). Kommissionen fremsætter i rapporten, hvis det er relevant, forslag til ledsageforanstaltninger til fremme af en sådan markedsåbning og vurderer virkningerne af sådanne foranstaltninger.

2. De i stk. 1, litra c) og d), nævnte fødelinjer kan med 50 km lægges til rejsen ved dens begyndelse eller slutning eller beregnes med 20 % af jernbanerejsen som omhandlet i stk. 1, litra a), idet der vælges den længste afstand.

Belgien og Luxembourg er medlemsstater med relativt små eller koncentrerede net og kan derfor begrænse fødelinjernes længde i det første år efter den 15. marts 2003 til mindst 20 km og indtil udgangen af det andet år til 40 km.

1. Senest den 15. september 2001 træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger til nøje at følge de tekniske og økonomiske vilkår og markedsudviklingen for europæisk jernbanetransport. Kommissionen sikrer, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for at skabe en effektiv overvågning i denne sektor.

2. I denne forbindelse inddrager Kommissionen repræsentanter for medlemsstaterne og de berørte sektorer, herunder brugerne, i sit arbejde, for at de bedre kan overvåge udviklingen i jernbanesektoren og på markedet, evaluere følgerne af de vedtagne foranstaltninger og analysere virkningerne af de foranstaltninger, Kommissionen har planlagt.

3. Kommissionen skal overvåge anvendelsen af nettet og udviklingen af rammebetingelserne i jernbanesektoren, navnlig infrastrukturafgifter, kapacitetstildeling, sikkerhedsregler og udstedelse af licenser samt det harmoniseringsniveau, der følger heraf. Den skal sikre et aktivt samarbejde mellem de berørte tilsynsorganer i medlemsstaterne.

1. Medlemsstaterne kan forelægge Kommissionen ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af dette direktiv. De relevante afgørelser træffes efter rådgivningsproceduren i artikel 11a, stk. 2.

2. Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, og som vedrører tilpasning af bilagene til direktivet, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11a, stk. 3.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Bestemmelserne i dette direktiv finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i Rådets direktiv 90/531/EØF af 17. september 1990 om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation ( 11 ).

Henvisningerne til den ophævede beslutning anses for være henvisninger til dette direktiv.

behøver ikke opfylde kravet om at overdrage et uafhængigt organ sikringen af en retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til infrastruktur som omhandlet i artikel 6, stk. 3, første afsnit, og udførelse af de i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, omhandlede opgaver, for så vidt disse bestemmelser forpligter medlemsstaterne til at etablere uafhængige organer til udførelse af de opgaver, der er omhandlet i disse artikler.

Senest et år efter modtagelsen af enten afgørelsen vedtaget efter rådgivningsproceduren i artikel 11a, stk. 2, jf. litra a), eller meddelelsen om den officielle ansøgning, jf. litra b), skal den/de pågældende medlemsstat(er) (Irland, Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, eller Grækenland) indføre den nødvendige lovgivning til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte artikler.

3. En undtagelse som omhandlet i stk. 1, første afsnit, kan fornys for perioder på højst fem år. Senest 12 måneder før udløbet af undtagelsens gyldighed kan en medlemsstat, der benytter sig af en sådan undtagelse, henvende sig til Kommissionen med anmodning om en fornyet undtagelse. En sådan anmodning skal begrundes. Kommissionen behandler anmodningen og vedtager en afgørelse efter rådgivningsproceduren i artikel 11a, stk. 2. Denne procedure anvendes på enhver afgørelse vedrørende anmodningen.

Når Kommissionen træffer afgørelse, tager den hensyn til udviklingen i den geopolitiske situation og til udviklingen på jernbanemarkedet i, til og fra den medlemsstat, der har anmodet om en fornyet undtagelse.

4. Luxembourg er en medlemsstat med et relativt lille jernbanenet og behøver derfor ikke før den 31. august 2004 at opfylde kravet om at overdrage et uafhængig organ sikringen af en retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til infrastruktur som omhandlet i artikel 6, stk. 3, første afsnit, for så vidt medlemsstaterne herved forpligtes til at etablere uafhængige organer til udførelse af de opgaver, der er omhandlet i denne artikel.

Efter at have hort Kommissionen vedtager medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national lovgivning gælder ikke for Cypern og Malta, så længe der ikke er noget jernbanenet på deres område.

( 9 ) EFT L 75 af 15.3.2001, s. 29. Ændret ved Kommissionens beslutning 2002/844/EF (EFT L 289 af 26.10.2002, s. 30).

		Tidende
		No	page	date
►M1	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2001/12/EF af 26. februar 2001	L 75	1	15.3.2001
►M2	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2004/51/EF af 29. april 2004	L 220	58	21.6.2004
►M3	RÅDETS DIREKTIV 2006/103/EF af 20. november 2006	L 363	344	20.12.2006
►M4	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2007/58/EF af 23. oktober 2007	L 315	44	3.12.2007