Konsolideret TEKST: 31980L1268 — DA

RÅDETS DIREKTIV

af 16. december 1980

om motorkøretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug

(80/1268/EØF)

▼B

RÅDET FOR EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100,

under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 2 ),

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg ( 3 ), og

ud fra følgende betragtninger:

De tekniske forskrifter, som motorkøretøjer skal overholde i henhold til visse nationale lovgivninger, omhandler bl. a. den målemetode for brændstofforbrug, som skal anvendes til angivelse af en køretøjstypes brændstofforbrug;

disse forskrifter er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat; resultatet heraf er, at der opstår tekniske hindringer for samhandelen, og for at fjerne disse må samtlige medlemsstater — enten som tillæg til eller i stedet for deres nugældende bestemmelser — vedtage ensartede bestemmelser, særligt med henblik på, at fremgangsmåden for EØF-standardtypegodkendelse i henhold til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil, ( 4 ) senest ændret ved direktiv 80/1267/EØF, ( 5 ) kan anvendes for alle køretøjstyper;

det er vigtigt, at fællesskabsforskrifterne først og fremmest indeholder en metode til måling af motorkøretøjers brændstofforbrug;

en EF-målemetode for brændstofforbrug er ligeledes og i særdeleshed nødvendig for at sikre objektive og præcise oplysninger for købere og brugere;

bestemmelserne i dette direktiv finder kun anvendelse på motorkøretøjer af klasse M1 ifølge den internationale klassificering af motorkøretøjer, der er anført i direktiv 70/156/EØF; for andre kategorier af motorkøretøjer vil en målemetode for brændstofforbruget blive udarbejdet, så snart visse tekniske vanskeligheder er overvundet —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ved køretøjer forstås i dette direktiv alle motordrevne køretøjer, med eller uden karrosseri, der er bestemt til færdsel på vej, og som har mindst fire hjul og en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mere en 25 km/h, skinnekøretøjer samt landbrugstraktorer og -arbejdsredskaber dog undtaget.

Artikel 2

Medlemsstaterne kan ikke nægte EØF-standardtypegodkendelse eller national godkendelse af et køretøj eller nægte eller forbyde salg, indregistrering, ibrugtagning eller brug af et køretøj under henvisning til CO2-emissionerne og brændstofforbruget, der som værdierne for emission og brændstofforbrug er bestemt i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I og II og er anført i et dokument, som udleveres til bilisten ved købet ifølge de eventuelle retningslinjer, som fastlægges af hver enkelt medlemsstat.

▼B

Artikel 3

De ændringer, som er nødvendige for at tilpasse forskrifterne i bilagene til den tekniske udvikling, vedtages i overensstemmelse med den i artikel 13 i Rådets direktiv 70/156/EØF fastsatte fremgangsmåde.

Artikel 4

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden 18 måneder efter dets meddelelse. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne drager omsorg for at meddele Kommissionen ordlyden af de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

BILAG I

BESTEMMELSE AF CO2-EMISSIONER OG BRÆNDSTOFFORBRUG

1. ANVENDELSESOMRÅDE

Dette direktiv finder anvendelse på måling af CO2-emissionerne og brændstofforbruget for motorkøretøjer af kategori M1 og N1.

Direktivet finder ikke anvendelse på en N1-køretøjstype, hvis:

— den motortype, der er monteret i denne type køretøj, er typegodkendt i henhold til direktiv 88/77/EØF, og

— fabrikantens samlede årlige produktionsmængde på verdensplan af N1-køretøjer er under 2 000 enheder.

2. ANSØGNING OM EF-TYPEGODKENDELSE

2.1.	Ansøgning om EF-typegodkendelse i henhold til direktiv 70/156/EØF, artikel 3, stk. 4, af en køretøjstype, når det gælder CO2-emissioner og brændstofforbrug, indsendes af fabrikanten.

2.2.

En gengivelse af oplysningsskemaet findes i direktiv 70/220/EØF, bilag II. Foreligger der allerede et typegodkendelsesnummer, skal dette også opgives. Eksemplarer af eventuelle andre typegodkendelser forelægges sammen med de relevante oplysninger, for at godkendelserne kan udvides i overensstemmelse med afsnit 11. Efter anmodning fra den tekniske tjeneste, som foretager afprøvningerne, eller fra fabrikanten, kan supplerende tekniske oplysninger komme i betragtning i forbindelse med særlige køretøjer med særlig høj brændstofnyttevirkning.

2.3.

2.3. Til den prøvning, der er beskrevet i punkt 6, leveres der et køretøj, der er repræsentativt for den køretøjstype, der skal godkendes, når den for typegodkendelsesprøvningerne ansvarlige tekniske tjeneste selv udfører prøvningerne. For så vidt angår M1-køretøjer og N1-køretøjer, der er typegodkendt med hensyn til deres emissioner i henhold til direktiv 70/220/EØF, kontrollerer den tekniske tjeneste under prøvningen, at dette køretøj overholder de grænseværdier, der gælder for denne type, som beskrevet i direktiv 70/220/EØF.

3. EF-TYPEGODKENDELSE

3.1.	Opfyldes de relevante krav, udstedes EF-typegodkendelse i henhold til direktiv 70/156/EØF, artikel 4, stk. 3.

3.2.	EF-typegodkendelsesattesten er gengivet i bilag II.

3.3.	Et typegodkendt køretøj får tildelt et typegodkendelsesnummer i overensstemmelse med direktiv 70/156/EØF, bilag VII. Den samme medlemsstat kan ikke give et andet køretøj det samme nummer.

4. GENERELLE FORSKRIFTER

4.1.

CO2-emissionerne måles under den prøvecyklus, der er beskrevet i bilag III, tillæg 1, i direktiv 70/220/EØF som ændret og simulerer kørsel i og uden for byområder.

4.2.

Prøveresultaterne udtrykkes som CO2-emissioner i g/km afrundet til nærmeste hele tal.

4.3.	Brændstofforbruget beregnes i overensstemmelse med afsnit 7 ved hjælp af carbonbalancemetoden på grundlag af de målte emissioner af CO2 og andre carbonforbindelser (CO og HC). Resultatet angives med en decimal.

4.4. Prøvebrændstof

4.4.1. Benzin- og dieselkøretøjer

Til afprøvningerne benyttes de relevante referencebrændstoffer, som er defineret i bilag IX til direktiv 70/220/EØF som ændret.

4.4.2. LPG- og naturgaskøretøjer

Der benyttes det brændstof, som fabrikanten har valgt til måling af nettoeffekt efter bilag I til direktiv 80/1269/EØF som ændret. Det valgte brændstof skal anføres i oplysningsdokumentet som fastsat i bilag II.

4.4.3.

Til beregningerne i punkt 4.3 benyttes følgende brændstofkarakteristik:

a) massefylde: måles på brændstoffet ifølge ISO 3675 eller en tilsvarende metode; for benzin og autodiesel benyttes den målte massefylde; for LPG og naturgas benyttes følgende referencemassefylde:

0,538 kg/liter for LPG

0,654 kg/m3 for naturgas ( 6 )

b) hydrogen/carbon-forhold: der benyttes følgende faste værdier:

1,85 for benzin

1,86 for autodiesel

2,525 for LPG

4,00 for naturgas

2,93 for naturgas (andre kulbrinter end methan).

5. PRØVEBETINGELSER

5.1. Prøvekøretøjet

5.1.1.

Køretøjet præsenteres i god mekanisk stand. Det skal være tilkørt og have kørt mindst 3 000 km, men ikke over 15 000 km inden prøven.

5.1.2.

Motor og betjeningsorganer indstilles som angivet af fabrikanten. Det gælder især tomgangsindstillingen, koldstartanordningen og det system, som begrænser udstødningsgassens indhold af luftforurenende stoffer.

5.1.3.

Laboratoriet kan kontrollere, at køretøjets specifikationer er som angivet af fabrikanten, at det kan benyttes til normal kørsel, og især at det kan starte i kold og varm tilstand.

5.1.4.

Inden prøven udføres, skal køretøjets opbevares i et lokale, hvis temperatur ligger forholdsvis konstant mellem 293 og 303 K (20 og 30 °C). Denne konditionering skal vare mindst 6 timer og i hvert fald indtil motoroliens og kølemidlets temperatur kun afviger ± 2 K fra lokalets. På fabrikantens anmodning kan prøven udføres senest 30 timer efter, at køretøjet har været benyttet ved normal temperatur.

På fabrikantens anmodning kan køretøjer med motor med styret tænding prækonditioneres efter proceduren i bilag VI, punkt 5.2.1, i direktiv 70/220/EØF, som ændret; køretøjer med kompressionstænding kan prækonditioneres efter fremgangsmåden i samme direktivs bilag III, punkt 5.3.

5.1.5.

Kun det udstyr, som er nødvendigt for køretøjets funktion under prøven, må være i brug. Er karburatorindtaget forsynet med et manuelt betjeningsorgan til luftopvarmning, skal dette være indstillet på »sommer«. Hjælpeudstyr, som kræves til køretøjets normale drift, skal i almindelighed også være i brug.

5.1.6.

Hvis ventilatoren er temperaturreguleret, skal den fungere om normalt ved køretøjets drift. Kabineopvarmningssystemet og luftkonditioneringssystemet må ikke være igang, men kompressoren skal fungere som normalt.

5.1.7.

Er køretøjet forsynet med tryklader, skal den fungere som normalt.

5.2. Smøremidler

Smøremidlerne skal være de midler, fabrikanten har anbefalet, og angives i prøverapporten.

5.3. Dæk

Dækkene skal være en af de typer, fabrikanten har angivet som oprindeligt tilbehør, og dæktrykket skal være det, der anbefales til prøvens belastning og hastigheder (eventuelt tilpasset betingelserne for afprøvning på prøvebænk). Dæktrykket skal opgives i prøverapporten.

6. MÅLING AF EMISSIONER AF CO2 OG CARBONFORBINDELSER

6.1. Prøvecyklus

Prøvecyklussen er beskrevet i bilag III, tillæg 1, i direktiv 70/220/EØF som ændret og omfatter både del 1 (kørsel i byområder) og del 2 (kørsel uden for byområder). Alle kørselsforskrifterne i dette tillæg skal overholdes ved måling af CO2.

Køretøjer, som ikke når op på de i prøvecyklussen krævede accelerations- og maksimumshastighedsværdier, skal køres med speederen trykket helt ned, indtil de igen når den krævede arbejdskurve. Afvigelser fra prøvecyklussen skal registreres i prøvningsrapporten.

6.2. Definition

6.2.1. Referencemasse

Køretøjets masse i køreklar stand minus en standardmasse på 75 kg for føreren plus en standardmasse på 100 kg.

6.3. Indstilling af standen

6.3.1.

Standens effektabsorption og inerti indstilles som angivet i bilag III til direktiv 70/220/EØF som ændret.

▼M3 —————

6.4. Beregning af emissionerne

6.4.1. Almindelige bestemmelserne

6.4.1.1.

Emissionen af forurenende gasser beregnes ved hjælp af følgende ligning:Mi = Vmix · Qi · Ci · 10−6d (1)

hvor

Mi = det forurenende stof i's masse i gram pr. kilometer

Vmix = den fortyndende udstødningsgas volumen udtrykt i liter pr. prøve og korrigeret til standardbetingelserne (273,2 K og 101,33 kPa)

Qi = det forurenende stof i's massefylde i gram pr. liter ved normal temperatur og normalt tryk (273,2 K og 101,33 kPa)

Ci = det forurenende stof i's koncentration i den fortyndede udstødningsgas udtrykt i ppm og korrigeret med det forurenende stof i's mængde i den fortyndede luft. Udtrykkes Ci i % vol. erstattes faktoren 10− 6 med 10− 2

d = den kørte afstand under prøvecyklusen i kilometer.

6.4.1.2.

Bestemmelse af volumen

6.4.1.2.1.

Beregning af volumen, når der benyttes et variabelt fortyndingssystem med konstant strømningsregulering ved hjælp af blænder eller venturi. Parametrene for volumenstrømmen registreres løbende, og det samlede volumen for hele prøvens varighed beregnes.

6.4.1.2.2.

Beregning af volumen, når der benyttes en positiv fortrængningspumpe. I systemer, som omfatter en positiv fortrængningspumpe, beregnes den fortyndede udstødningsgas' volumen ved hjælp af følgende formel:

hvor:

V = den fortyndede udstødningsgas' volumen i liter pr. prøve (før korrektion)

Vo = gasvolumen, som under prøvebetingelserne transporteres af den positive fortrængningspumpe, i liter pr. omdrejning

N = antal omdrejninger pr. prøve.

6.4.1.2.3.

Korrektion af den fortyndede udstødningsgas' volumen til standardbetingelserne. Korrektionen af den fortyndede udstødningsgas' volumen foretages ved hjælp af følgende formel:Vmix = V · K1 · PpTp (2)

hvor:K1 = 273,2101,33 = 2,6961 K · kPa− 1 (3)

hvor:

Pp = absolut tryk ved den positive fortrængningspumpes sugeside i kPa,

Tp = den fortyndede udstødningsgas gennemsnitstemperatur ved indsugning i den positive fortrængningspumpe under prøven (K).

6.4.1.3.

Beregning af den korrigerede koncentration af forurenende stoffer i udtagnigssækken

Ci = Ce − Cd1 − 1DF (4)

hvor:

Ci = det forurenende stof i's koncentration i den fortyndede udstøgningsgas udtrykt i ppm eller % vol. og korrigeret med mængden af i fortyndingsluften

Ce = den målte koncentration af det forurenende stof i den fortyndede udstødningsgas i ppm eller % vol.

Cd = den målte koncentration af det forurenende stof i i fortyndingsluften i ppm eller % vol.

DF = fortyndingsfaktor.

Fortyndingsfaktoren beregnes således:

For benzin og diesel :

For LPG :

For naturgas :

hvor:

CCO 2 = CO2-koncentrationen i den fortyndede udstødningsgas i udtagningssækken i % vol.

CHC = HC-koncentrationen i den fortyndede udstødningsgas i udtagningssækken i ppm-carbonækvivalent

CCO = CO-koncentrationen i den fortyndede udstødningsgas i udtagningssækken i ppm.

6.4.1.4.

Eksempel

6.4.1.4.1. Data

6.4.1.4.1.1.

Den omgivende luft:

temperatur: 23 °C = 296,2 K

barometerstand: PB = 101,33 kPa

6.4.1.4.1.2.

Det målte volumen reduceret til standardbetingelser:

6.4.1.4.1.3.

Analysatoraflæsninger:

	Fortyndet udstødningsgas	Fortyndingsluft
HC (1)	92 ppm	3,0 ppm
CO	470 ppm	0 ppm
CO2	1,6 vol. %	0,03 vol. %
(1) i ppm-carbonækvivalent

6.4.1.4.2. Beregning

6.4.1.4.2.1.

Fortyndingsfaktor (DF) (se formel (5))

6.4.1.4.2.2.

Beregning af den korrigerede koncentration af forurenende stoffer i udtagningssækken:

HC-emissioner (se formel (4) og (1))Ci = Ce − Cd1 − 1DF (4)

MHC = CHC · Vmix · QHC · 1d · 10− 6 (1)

CO-emissioner (se formel (1))MCO = CCO · Vmix · QCO · 1d · 10− 6 (1)

CO2-emissioner (se formel (1))Ci = Ce − Cd1 − 1DF (4)

MCO2 = CCO2 · Vmix · QCO2 · 10− 2 · 1d (1)

6.4.2. Særlige forskrifter for køretøjer med motor med kompressionstænding

Måling af HC fra motorer med kompressionstænding

Den gennemsnitlige HC-koncentration, der benyttes ved bestemmelse af HC-emissionerne fra motorer med kompressionstænding, beregnes ved hjælp af følgende formel:Ce = ∫t1t2 CHC · dtt2 − t1 (7)

hvor:

= integralet af det opvarmede FID-apparaturs registreringer under prøven t1 (t2 − t1)

Ce = HC koncentrationen i den fortyndede udstødningsgasprøve beregnet på grundlag af det integrerede HC-sporelement i ppm-carbonækvivalent.

6.5. Fortolkning af resultaterne

6.5.1.

Den CO2-værdi, der benyttes som typegodkendelsesværdi, er den værdi, fabrikanten har opgivet, hvis den værdi, den tekniske tjeneste har målt, ikke overskrider den opgivne værdi med mere end 4 %. Den målte værdi kan uden begrænsning være lavere.

6.5.2.

Hvis den målte CO2-værdi overskrider den CO2-værdi, fabrikanten har opgivet, med mere end 4 %, foretages endnu en prøve på det samme køretøj.

Hvis de to prøveresultaters gennemsnitsværdi ikke overskrider den værdi, fabrikanten har opgivet, med mere end 4 %, benyttes den opgivne værdi som typegodkendelsesværdi.

6.5.3.

Hvis gennemsnittet stadig overskrider den opgivne værdi med mere end 4 %, foretages en sidste prøve på det samme køretøj. De tre prøveresultaters gennemsnit benyttes som typegodkendelsesværdi.

7. BEREGNING AF BRÆNDSTOFFORBRUGET

7.1.	Brændstofforbruget beregnes på grundlag af emissionerne af carbonhydrider, carbonmonoxid og carbondioxid beregnet i overensstemmelse med afsnit 6.

7.2.

Brændstofforbruget udtrykt i liter pr. 100 km (benzin, LPG og diesel) eller m3 pr. 100 km (naturgas) beregnes ved hjælp af følgende formler ( 7 ):

a) for køretøjer med benzindrevet motor med styret tænding: ►C2

b) for køretøjer med LPG-drevet motor med styret tænding:

Hvis det brændstof, der er benyttet til afprøvningen, har en anden sammensætning end den, der er forudsat ved beregningen af standardforbruget, kan fabrikanten kræve, at der anvendes en korrektionsfaktor, cf. Det sker ved følgende formel:FCnorm = 0,1212/0,538 × cf × [(0,825 × THC) + 0,429 × CO + 0,273 × CO2)]

Korrektionsfaktoren c

beregnes således:

hvor:

nactual = det faktiske H/C-forhold i den benyttede brændstof

c) for køretøjer med naturgasdrevet motor med styret tænding:

d) for køretøjer med motor med kompressionstænding:

I disse formler er:

FC = brændstofforbruget i liter pr. 100 km (benzin, LPG og diesel) eller m3 pr. 100 km (naturgas)

THC = den målte emission af kulbrinter i alt i g/km

CO = den målte emission af carbonmonoxid i g/km

CO2 = den målte emission af carbondioxid i g/km

D = prøvebrændstoffets massefylde ved 15 ° C.

8. ÆNDRING AF TYPEGODKENDELSE

8.1.	Ændring af en typegodkendelse, som er udstedt i henhold til dette direktiv, sker efter bestemmelserne i direktiv 70/157/EØF, artikel 5.

9. PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE, NÅR DET GÆLDER CO2-EMISSIONER

9.1.

De målinger, der skal sikre produktionens overensstemmelse, når det drejer sig om køretøjers CO2-emissioner, kontrolleres normalt på grundlag af den typegodkendelsesattest, som er gengivet i dette direktivs bilag II, og efter bestemmelserne i direktiv 70/156/EØF, artikel 10.

Mener myndighederne ikke, at fabrikantes kontrolprocedure er tilstrækkelig, finder direktiv 70/156/EØF, bilag X, punkt 2.4.2 og 2.4.3, anvendelse.

9.1.1.

Er typegodkendelsen af en køretøjstype blevet udvidet en eller flere gange, foretages prøverne på det køretøj (de køretøjer), som er beskrevet i den informationspakke, som ledsager den første typegodkendelsesansøgning.

9.1.1.1.

Køretøjets overensstemmelse ved CO2-prøve

9.1.1.1.1.

Tre vilkårligt udvalgte køretøjer fra serien afprøves som beskrevet i dette bilag afsnit 6.

9.1.1.1.2.

Kan myndighederne acceptere den produktionsstandardafvigelse, som fabrikanten har opgivet i henhold til direktiv 70/156/EØF, bilag X, udføres prøverne i overensstemmelse med dette bilag punkt 9.2.

Kan myndigherne ikke acceptere den produktionsstandardafvigelse, som fabrikanten har opgivet i henhold til direktiv 70/156/EØF, bilag X, udføres prøverne i overenstemmelse med dette bilags punkt 9.3.

9.1.1.1.3.

På grundlag af den afprøvning af de tre vilkårligt udvalgte køretøjer, betragtes en produktionsseries overensstemmelse eller mangel på overensstemmelse som fastslået, når CO2-prøven er bestået eller ikke bestået i overensstemmelse med prøvekriterierne i den relevante tabel.

Hvis CO2-prøven hverken kan betragtes som bestået eller ikke bestået, udføres prøven på endnu et køretøj (se figur 1/8).

FIGUR 1/8

9.1.1.2.

Uanset forskrifterne i dette bilags punkt 5.1.1, foretages prøverne ikke på køretøjer, der endnu ikke har været benyttet til kørsel.

9.1.1.2.1.

På fabrikantes anmodning kan prøverne imidlertid foretages på køretøjer, som er blevet tilkørt med maksimalt 15 000 km.

I så fald forestås tilkøringsproceduren af fabrikanten, der forpligter sig til ikke at foretage tillempninger af køretøjerne.

9.1.1.2.2.

Anmoder fabrikanten om en tilkøringsprocedure (»x« km, hvor x ≤ 15 000 km), udføres proceduren således:

— CO2-emissionen måles ved 0 og ved »x« km på det første afprøvende køretøj (som kan være type-godkendelseskøretøjewt)

— emissionens udviklingskoefficient mellem 0 og »x« km beregnes således:EC = emissioner »x« kmemissioner 0 km

— Den kan være under 1.

— de følgende køretøjer underkastes ikke tilkøringsproceduren, men deres emissioner ved 0 km omregnes ved hjælp af udviklingskoefficienten EC.

— I så fald benyttes følgende værdier:

—

— værdierne ved »x« km for det første køretøj

— værdierne ved 0 km ganget med udviklingskoefficienten for de følgende køretøjer.

9.1.1.2.3.

Som alternativ til denne procedure kan fabrikanten benytte en fast udviklingskoefficient EC på 0,92 og gange alle de målte CO2-værdier ved 0 km med denne faktor.

9.1.1.2.4.

Til denne prøve benyttes de referencebrændstoffer, som beskrives i direktiv 70/220/EØF, bilag IX og IXa, som ændret.

9.2.

Produktionens overensstemmelse, når der foreligger statistiske data fra fabrikanten

9.2.1.

I dette afsnit beskrives den procedure, som skal benyttes ved kontrol af CO2-overensstemmelse med produktionsforskrifterne, når fabrikantens produktionsstandardafvigelse er tilfredsstillende.

9.2.2.

Med udtagning af mindst tre stikprøver udføres prøveudtagningsproceduren således, at sandsynligheden for, at et parti kan bestå prøven med en fejlprocent på 40 er 0,95 (producentens risiko = 5 %), mens sandsynligheden for, at et parti godkendes med en fejlprocent på 65 er 0,1 (forbrugerens risiko = 10 %).

9.2.3.

Der benyttes følgende procedurer (se figur I/8).

L er den naturlige logaritme til værdien for CO2-typegodkendelse

xi = er den naturlige logaritme til målene for det i'ende køretøj i stikprøven

s = er et skøn over produktionsstandardafvigelsen (efter bestemmelse af den naturlige logaritme til de målte værdier)

n = er det pågældende antal stikprøver.

9.2.4.

Prøvestatistikken for prøven beregnes ved at bestemme summen af standardafvigelserne i forhold til grænsen ved hjælp af definitionen:

9.2.5.

Derpå gælder følgende:

— hvis prøvestatistikken er større end antallet af beståede ved den i tabellen (I/ - /9.2.5) angivne stikprøvestørrelse, er prøven bestået

— hvis prøvestatistikken er mindre end antallet af ikke-beståede ved den i tabellen (I/ - /9.2.5) angivne stikprøvestørrelse, er prøven ikke bestået

— ellers afprøves endnu et køretøj i overensstemmelse med dette bilags afsnit 6, og proceduren udføres på en stikprøve, som er en enhed større.

9.3.

Produktionens overensstemmelse, når der ikke foreligger statistiske data fra fabrikanten, eller når de er utilstrækkelige

9.3.1.

I dette afsnit beskrives den procedure, som skal benyttes ved kontrol af CO2-overensstemmelsen med produktionsforskrifterne, når fabrikantens bevis på roduktionsstandardafvigelsen er utilfresstillende eller ikke foreligger.

9.3.2.

9.3.3.

Den målte CO2-værdi betragtes som den logaritmiske normalfordeling og omformes først ved at bestemme den naturlige logaritme. m0 og m angiver henholdsvis den minimale og maksimale stikprøvestørrelse (m0 = 3 og m = 32) og n angiver det pågældende antal stikprøver.

9.3.4.

Hvis den naturlige logaritme til de målte værdier i serien x1, x2, …, xj og L er den naturlige logaritme til typegodkendelsesværdien for CO2, bestemmes:

9.3.5.

Tabel I/ - /9.3.5 viser værdierne for antal beståede (An) og ikke-beståede (Bn) i forhold til det pågældende antal stikprøver. Prøvestatistikken er forholdet

/Vn og benyttes på følgende måde til bestemmelse af, om serien har bestået prøven eller ikke:

for m0 ≤ n ≤ m:

— serien hr bstået, hvis

— /Vn ≤ An

— serien har ikke bestået, hvis

— /Vn ≥ Bn

— endnu en måling foretages, hvis An <

— /Vn < Bn.

9.3.6.

Bemærkninger

Følgende rekursive formler er nyttige ved beregning af prøvestatistikkens succesive værdier:

10. SÆRLIGE BESTEMMELSER

10.1.

Køretøjer med særligt brændstofudnyttende teknologier, som eventuelt præsenteres i fremtiden, kan underkstes supplerende afprøvningsprogrammer. Udarbejdelse af sådanne programmer finder sted på et senere stadium, men kan forlanges af fabrikanten, for at den pågældende løsnings fordele kan påvises.

11. UDVIDELSE AF TYPEGODKENDELSEN

11.1.

Typegodkendelsen kan udvides til køretøjer af samme type eller en anden type, der er forskellig med hensyn til følgende specifikationer i bilag II, hvis de CO2-emissioner, der måles af den tekniske tjeneste, ikke overskrider typegodkendelsesværdien for køretøjer af kategori M1 med mere end 4 % og for køretøjer af kategori N1 med mere end 6 %:

— referencemasse

— tilladt totalmasse

— karosseritype:

—

for M1: sedan, hatchback, stationcar, coupé, åbne biler, MPV-køretøjer

for N1: lastvogn, varevogn

— total udvekslingsforhold

— motorudstyr og -tilbehør.

11.2.

Udvidet godkendelse af køretøjer af kategori N1 fra samme familie.

11.2.1.

For køretøjer af kategori N1, der er typegodkendt som medlemmer af en køretøjsfamilie under anvendelse af proceduren i bilag I, punkt 12.2, kan typegodkendelsen kun udvides til at omfatte køretøjer fra samme familie, såfremt den tekniske tjeneste mener, at det nye køretøjs brændstofforbrug ikke ligger over det køretøjs brændstofforbrug, som ligger til grund for familiens brændstofforbrug.

Godkendelserne kan også udvides til at omfatte køretøjer, som:

— er op til 110 kg tungere end de familiemedlemmer, der er afprøvet, forudsat at de højst er 220 kg tungere end de letteste medlemmer af familien, og

— alene på grund af en ændret dækstørrelse har en lavere total transmissionsudveksling end de medlemmer af familien, der er afprøvet, og

— stemmer overens med familien i alle andre henseender.

11.2.2.

For køretøjer af kategori N1, der er typegodkendt som medlemmer af en køretøjsfamilie under anvendelse af proceduren i bilag I, punkt 12.3, kan typegodkendelsen kun udvides til at omfatte køretøjer fra samme familie uden yderligere afprøvning, såfremt den tekniske tjeneste mener, at det nye køretøjs brændstofforbrug ligger inden for de grænser, der dannes af de to køretøjer i familien, der har henholdsvis det største og det mindste brændstofforbrug.

12. TYPEGODKENDELSE AF KØRETØJER AF KATEGORI N1 INDEN FOR EN FAMILIE

Køretøjer af kategori N1 kan typegodkendes inden for en familie som defineret i punkt 12.1 under anvendelse af én af de alternative metoder beskrevet i punkt 12.2 og 12.3.

12.1. N1-køretøjer kan grupperes i en køretøjsfamilie i dette direktivs betydning, hvis følgende parametre er identiske eller holder sig inden for nærmere fastsatte grænser:

12.1.1. Ved identiske parametre forstås:

— fabrikant og type som defineret i bilag II, afsnit I, punkt 0.2

— motorvolumen

— emissionskontrolsystem

— brændstofsystem som defineret i bilag II, punkt 1.5.2.

12.1.2. Følgende parametre skal holdes inden for følgende grænser:

— total udvekslingsforhold (højst 8 % af den lavest gearede) som defineret i bilag II, punkt 1.6.3

— referencemasse (højst 220 kg lettere end den tungeste)

— frontareal (højst 15 % mindre end det største)

— motoreffekt (højst 10 % mindre end den højeste værdi).

12.2. En køretøjsfamilie som defineret i punkt 12.1 kan typegodkendes med data vedrørende CO2-emissioner og brændstofforbrug, der er fælles for alle medlemmer af familien. Den tekniske tjeneste skal til afprøvning vælge det medlem af familien, som tjenesten anser for at have den højeste CO2-emission. Målingerne udføres som beskrevet i punkt 6, og resultaterne i henhold til den metode, der er beskrevet i punkt 6.5 anvendes som typegodkendelsesværdier, der er fælles for alle medlemmer af familien.

12.3. Køretøjer, som er grupperet i en familie som defineret i punkt 12.1, kan typegodkendes med individuelle data for CO2-emissioner og brændstofforbrug for hvert af familiens medlemmer. Den tekniske tjeneste udvælger de to køretøjer til afprøvning, som tjenesten anser for at have henholdsvis den højeste og den laveste CO2-emission. Målingerne udføres som beskrevet i punkt 6. Hvis fabrikantens data for disse to køretøjer ligger inden for den tolerance, der er beskrevet i punkt 6.5, kan de CO2-emissioner, som fabrikanten har opgivet for alle medlemmer af køretøjsfamilien, anvendes som typegodkendelsesværdier. Hvis fabrikantens data ikke ligger inden for tolerancen, anvendes resultaterne i henhold til den metode, der er beskrevet i punkt 6.5, som typegodkendelsesværdier, og den tekniske tjeneste skal vælge et passende antal andre familiemedlemmer til yderligere afprøvninger.