1972R0574 — DA — 28.02.2006 — 012.001

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

Ændret ved:

Ændret ved:

▼B

RÅDETS FORORDNING (EØF) Nr. 574/72

af 21. marts 1972

om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

(Konsolideret udgave — EFT nr. L 28 af 30. 1. 1997, s. 1 ( 2 ))

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne forordning:

Artikel 2

Blanketter — meddelelser vedrørende lovgivning — vejledninger

▼M10

1.  Standarderne for de dokumenter, der er nødvendige for anvendelsen af forordningen og gennemførelsesforordningen, udarbejdes af Den Administrative Kommission.

Disse dokumenter kan overføres mellem institutionerne enten i papirform, i anden form eller via telematiktjenester som standardiserede elektroniske meddelelser i henhold til afsnit VIa. Dataudveksling ved hjælp af telematiktjenester er betinget af en aftale mellem de kompetente myndigheder eller organer udpeget af disse myndigheder i afsender- og modtagermedlemsstaten.

▼B

2.  Den administrative Kommission kan til brug for de kompetente myndigheder i hver medlemsstat indsamle oplysninger om de nationale lovbestemmelser, hvorpå forordningen finder anvendelse.

3.  Den administrative Kommission udarbejder vejledninger, der tager sigte på at underrette de pågældende om deres rettigheder samt om de administrative formaliteter, de skal iagttage for at gøre disse rettigheder gældende.

Disse vejledninger skal fastlægges efter forhandling med Det Rådgivende Udvalg.

Artikel 3 (7)

Kontaktorganer — Forbindelse mellem institutionerne indbyrdes samt mellem institutionerne og de berettigede

1.  De kompetente myndigheder kan udpege kontaktorganer, der er berettiget til at træde i direkte forbindelse med hinanden.

2.  Enhver institution i en medlemsstat samt enhver person, der er bosat eller opholder sig på en medlemsstats område, kan — enten direkte eller gennem kontaktorganerne — rette henvendelse til en anden medlemsstats institution.

3.  Afgørelser og andre dokumenter fra en medlemsstats institution, som vedrører en person, der er bosat eller opholder sig på en anden medlemsstats område, kan meddeles vedkommende direkte pr. anbefalet brev.

Artikel 4 (9)

Bilag

1.  Bilag 1 angiver den eller de kompetente myndigheder i de enkelte medlemsstater.

2.  Bilag 2 angiver de kompetente institutioner i de enkelte medlemsstater.

3.  Bilag 3 angiver bopælsstedets og opholdsstedets institutioner i de enkelte medlemsstater.

4.  Bilag 4 angiver de kontaktorganer, der er udpeget i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 3, stk. 1.

5.  Bilag 5 angiver de bestemmelser, som omhandles i gennemførelsesforordningens artikel 5, artikel 53, stk. 3, artikel 104, artikel 105, stk. 2, artikel 116 og artikel 121.

6.  Bilag 6 angiver den fremgangsmåde ved betaling af ydelser, der i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 53, stk. 1, er valgt af de forpligtede institutioner i de enkelte medlemsstater.

7.  Bilag 7 angiver navn og hjemsted for de i gennemførelsesforordningens artikel 55, stk. 1, nævnte banker.

8.  Bilag 8 angiver de medlemsstater, på hvis gensidige forhold gennemførelsesforordningens artikel 10a, stk. 1, litra d), finder anvendelse.

9.  Bilag 9 angiver de ordninger, der skal tages i betragtning ved beregningen af de gennemsnitlige årlige udgifter til naturalydelser i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 94, stk. 3, litra a), og artikel 95, stk. 3, litra a).

10.  Bilag 10 angiver de institutioner eller organer, der er udpeget af de kompetente myndigheder, navnlig i medfør af følgende bestemmelser:

▼M12 —————

▼B

AFSNIT II

GENNEMFØRELSE AF FORORDNINGENS ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Gennemførelse af forordningens artikel 6 og 7

Artikel 5

Anvendelse af gennemførelsesforordningen i stedet for administrative aftaler om gennemførelse af overenskomster

Gennemførelsesforordningens bestemmelser træder i stedet for bestemmelserne i de administrative aftaler om gennemførelse af de overenskomster, der er nævnt i forordningens artikel 6; de træder ligeledes i stedet for bestemmelserne om gennemførelse af de overenskomster, der er nævnt i forordningens artikel 7, stk. 2, litra c), for så vidt disse gennemførelsesbestemmelser ikke er anført i bilag 5.

Gennemførelse af forordningens artikel 9

Artikel 6

Adgang til frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring

1.  Såfremt den pågældende under hensyntagen til forordningens artikel 9 og artikel 15, stk. 3, opfylder betingelserne for adgang til frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring i tilfælde af invaliditet, alderdom og dødsfald (pensioner) inden for flere ordninger i medfør af en medlemsstats lovgivning, og såfremt han ikke i medfør af sin seneste lønnede eller selvstændige beskæftigelse har været omfattet af den tvungne forsikring inden for en af disse ordninger, har han på grundlag af de nævnte bestemmelser adgang til frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring inden for den ordning, der er fastsat i lovgivningen i denne medlemsstat eller, såfremt der ikke er fastsat nogen ordning, inden for en af ham selv valgt ordning.

2.  For at opnå ydelser efter bestemmelserne i forordningens artikel 9, stk. 2, skal den pågældende for vedkommende medlemsstats institution fremlægge attest for de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat. Denne attest udstedes efter den pågældendes anmodning af den eller de institutioner, der anvender de lovgivninger, hvorefter han har tilbagelagt disse perioder.

Gennemførelse af forordningens artikel 12

Artikel 7 (11)

Almindelige regler om gennemførelse af bestemmelserne om undgåelse af dobbeltydelse

1.  Når de ydelser, der kan kræves udbetalt efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater, samtidig vil kunne nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, divideres de ydelsesbeløb, som ikke udbetales ved en streng anvendelse af den i berørte medlemsstaters lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, med det antal ydelser, som skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde.

2.  Ved anvendelsen af forordningens artikel 12, stk. 2, 3 og 4, artikel 46a, 46b og 46c, meddeler de kompetente institutioner på begæring hinanden alle nødvendige oplysninger.

Artikel 8 (5)

Regler, der anvendes i tilfælde af samtidig ret til ydelser ved sygdom eller moderskab efter lovgivningen i flere medlemsstater

1.  Dersom en arbejdstager, en selvstændig erhvervsdrivende eller et af hans familiemedlemmer har ret til moderskabsydelser efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater, tilkendes disse ydelser alene efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område fødslen har fundet sted, eller — såfremt fødslen ikke har fundet sted på en af disse medlemsstaters område — alene efter lovgivningen i den medlemsstat, hvoraf den pågældende arbejdstager eller selvstændige erhvervsdrivende senest har været omfattet.

2.  Dersom en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende har ret til ydelser ved sygdom efter lovgivningen i Irland og i Det Forenede Kongerige for den samme uarbejdsdygtighedsperiode, tilkendes disse ydelser alene efter lovgivningen i den medlemsstat, hvoraf den pågældende senest har været omfattet.

▼M3

3.  Dersom en person eller et af hans familiemedlemmer i de i forordningens artikel 14c, litra b), og artikel 14f omhandlede tilfælde har ret til naturalydelser ved sygdom eller moderskab efter to af de pågældende lovgivninger, gælder følgende regler:

▼B

Artikel 8a

Regler, der gælder i tilfælde af samtidig ret til ydelser ved sygdom, arbejdsulykker eller erhvervssygdomme efter den græske lovgivning og efter lovgivningen i en eller flere andre medlemsstater

Såfremt en arbejdstager, en selvstændig erhvervsdrivende eller et af hans familiemedlemmer for samme periode har ret til ydelser ved sygdom, arbejdsulykker eller erhvervssygdomme efter den græske lovgivning og efter lovgivningen i en eller flereandre medlemsstater, tilkendes disse ydelser alene efter den lovgivning, som den pågældende senest har været omfattet af.

Artikel 9 (5)

Regler, der anvendes i tilfælde af samtidig ret til ydelser ved dødsfald efter lovgivningen i flere medlemsstater

1.  Indtræder et dødsfald på en medlemsstats område, er det alene den efter denne medlemsstats lovgivning erhvervede ret til begravelseshjælp, der bevares, medens den ret, der er erhvervet efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, bortfalder.

2.  Indtræder et dødsfald på en medlemsstats område, medens retten til begravelseshjælp er erhvervet efter lovgivningen i to eller flere andre medlemsstater, eller indtræder et dødsfald uden for medlemsstaternes område, medens retten er erhvervet efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater, er det alene den ret, der er erhvervet i den medlemsstat, af hvis lovgivning afdøde senest har været omfattet, der bevares, medens den efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat erhvervede ret bortfalder.

▼M3

3.  Uanset stk. 1 og 2 bevares retten til begravelseshjælp, der er erhvervet efter lovgivningen i de berørte medlemsstater, i de i forordningens artikel 14c, litra b), og artikel 14f omhandlede tilfælde.

▼B

Artikel 9a

Regler, der anvendes i tilfælde af samtidig ret til ydelser ved arbejdsløshed

Såfremt en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der har ret til ydelser ved arbejdsløshed efter den medlemsstats lovgivning, som han i henhold til forordningens artikel 69 var omfattet af under sin seneste lønnede eller selvstændige beskæftigelse, vender tilbage til Grækenland, hvor han ligeledes har ret til arbejdsløshedsydelser i medfør af en tidligere tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperiode eller periode med selvstændig virksomhed under græsk lovgivning, stilles ydelserne efter den græske lovgivning i bero i den i forordningens artikel 69, stk. 1, litra c), omhandlede periode.

Artikel 10 (12) (13)

Regler, der anvendes i tilfælde af samtidig ret til familieydelser eller børnetilskud til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende

1.  

2.  Hvis en arbejdstager, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har ret til familieydelser på grundlag af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt efter græsk lovgivning, suspenderes denne ret, når der for den samme periode og for det samme familiemedlem består ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte medlemsstat i medfør af forordningens artikel 73 og 74, med indtil et beløb svarende til disse ydelser.

3.  Hvis der for samme periode og for samme familiemedlem kan kræves udbetalt familieydelser af to medlemsstater i henhold til forordningens artikel 73 og/eller 74, udbetaler den kompetente institution i den medlemsstat, i hvis lovgivning det højeste ydelsesbeløb er fastsat, det fulde ydelsesbeløb med forpligtelse for den kompetente institution i den anden medlemsstat til at refundere halvdelen af det nævnte beløb, idet det refunderede beløb dog ikke kan overstige det beløb, der er fastsat i sidstnævnte medlemsstats lovgivning.

Artikel 10a (8)

Regler, der anvendes, når arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende successivt har været omfattet af lovgivningen i flere medlemsstater i samme periode eller del af en periode

Dersom en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende successivt har været omfattet af lovgivningen i to medlemsstater i løbet af en udbetalingsperiode, således som denne er fastsat i lovgivningen om familieydelser i den ene eller begge de pågældende stater, gælder følgende regler:

AFSNIT III

GENNEMFØRELSE AF FORORDNINGENS BESTEMMELSER OM, HVILKEN LOVGIVNING DER SKAL ANVENDES

Gennemførelse af forordningens artikel 13 til 17

Artikel 10b (9)

Formaliteter i medfør af forordningens artikel 13, stk. 2, litra f)

Datoen og betingelserne for, hvornår en i forordningens artikel 13, stk. 2, litra f), omhandlet person ikke længere er omfattet af en medlemsstats lovgivning, afgøres i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovgivning. Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, af hvis lovgivning den pågældende bliver omfattet, retter henvendelse til den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i førstnævnte medlemsstat for at få oplyst denne dato.

▼M12

Artikel 10c

Formaliteter i forbindelse med anvendelse af artikel 13, stk. 2, litra d), i forordningen for så vidt angår tjenestemænd og dermed ligestillede personer

Med hensyn til anvendelse af artikel 13, stk. 2, litra d), udsteder den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, en attest, hvori det bekræftes, at tjenestemanden eller dermed ligestillede personer er omfattet af denne lovgivning.

▼B

Artikel 11

Formaliteter ved udstationering af en arbejdstager i henhold til forordningens artikel 14, stk. 1, og artikel 14b, stk. 1, og ved aftaler indgået i henhold til forordningens artikel 17

1.  Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning fortsat finder anvendelse, skal

udlevere arbejdstageren en attest, der bekræfter, at han fortsat er omfattet af denne lovgivning indtil et nærmere angivet tidspunkt.

2.  Samtykke i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 14, stk. 1, litra b), og artikel 14b, stk. 1, skal indhentes af arbejdsgiveren.

Artikel 11a

Formaliteter i henhold til forordningens artikel 14a, stk. 1, og 14b, stk. 2, og ved aftaler indgået i henhold til forordningens artikel 17 ved udøvelse af virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende normalt udøver selvstændig virksomhed

1.  Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning fortsat finder anvendelse, skal

udlevere den selvstændige erhvervsdrivende en attest, der bekræfter, at han fortsat er omfattet af denne lovgivning indtil en nærmere angivet tidspunkt.

2.  Samtykke i de tilfælde, der er omhandlet i forordningens artikel 14a, stk. 1, litra b), og artikel 14b, stk. 2, skal indhentes af den selvstændige erhvervsdrivende.

Artikel 12

Særlige bestemmelser om arbejdstageres medlemskab af den tyske ordning for social sikring

Såfremt tysk lovgivning i medfør af forordningens artikel 13, stk. 2, litra a), artikel 14, stk. 1 og 2, eller artikel 14b, stk. 1, eller i medfør af en aftale indgået i henhold til forordningens artikel 17 finder anvendelse på en arbejdstager, der er beskæftiget af en virksomhed eller en arbejdsgiver, hvis hjemsted eller bopæl ikke er beliggende på Tysklands område, og arbejdstageren ikke har noget fast arbejdssted på tysk område, finder denne lovgivning anvendelse, som om arbejdstageren var beskæftiget på sit bopælssted på tysk område.

Hvis arbejdstageren ikke har bopæl på tysk område, finder den tyske lovgivning anvendelse, som om han var beskæftiget på et sted, for hvilket Allgemeine Ortskrankenkasse Bonn (den almindelige stedlige sygekasse for Bonn), er kompetent.

Artikel 12a (5)

▼M12

Bestemmelser vedrørende de i forordningens artikel 14, stk. 2 og 3, artikel 14a, stk. 2, 3 og 4, og artikel 14c omhandlede personer, som normalt har lønnet eller selvstændig beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område

Ved anvendelsen af forordningens artikel 14, stk. 2 og 3, artikel 14a, stk. 2, 3 og 4, og artikel 14c gælder følgende regler:

▼B

▼M12

▼B

▼M3

Artikel 12b

Regler gældende for de i forordningens artikel 14e og 14f omhandlede personer

Bestemmelserne i artikel 12a, stk. 1, 2, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på de i forordningens artikel 14e og 14f omhandlede personer. I de tilfælde, der er omfattet af forordningens artikel 14f, underretter de institutioner, der er udpeget af de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvis lovgivning finder anvendelse, gensidigt hinanden herom.

▼B

Artikel 13

Udøvelse af retten til at vælge for personale, der gør tjeneste ved diplomatiske missioner og konsulater

1.  Den i forordningens artikel 16, stk. 2, fastsatte ret til at vælge skal udøves første gang inden tre måneder efter det tidspunkt, da arbejdstageren blev ansat ved den pågældende diplomatiske mission eller det pågældende konsulat eller trådte i privat tjeneste hos embedsmænd i denne mission eller dette konsulat. Valget får virkning fra datoen for tiltrædelsen af den pågældende stilling.

Dersom arbejdstageren ved udgangen af et kalenderår påny gør brug af sin ret til at vælge, har valget virkning fra den første dag i det følgende kalenderår.

2.  En arbejdstager, som gør brug af sin ret til at vælge, underretter den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, af hvis lovgivning, han har valgt at være omfattet, og underretter samtidig sin arbejdsgiver. Den nævnte institution underretter om fornødent alle de øvrige institutioner i den samme medlemsstat i overensstemmelse med de af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat udstedte forskrifter.

3.  Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren har valgt at være omfattet, skal forsyne ham med en attest, der bekræfter, at han er omfattet af denne medlemsstats lovgivning, så længe han er beskæftiget ved den pågældende diplomatiske mission eller det pågældende konsulat eller er i privat tjeneste hos embedsmænd ved denne mission eller dette konsulat.

4.  Har arbejdstageren valgt at være omfattet af tysk lovgivning, finder denne lovgivnings bestemmelser anvendelse, som om arbejdstageren var beskæftiget på det sted, hvor den tyske regering har sit sæde. Den kompetente myndighed udpeger den kompetente institution for sygeforsikring.

Artikel 14

Udøvelse af retten til at vælge, for så vidt angår De Europæiske Fællesskabers hjælpeansatte

1.  Den i forordningens artikel 16, stk. 3, fastsatte ret til at vælge skal benyttes ved ansættelseskontraktens oprettelse. Den myndighed, der er beføjet til at afslutte denne kontrakt, underretter den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, af hvis lovgivning den hjælpeansatte har valgt at være omfattet. Den nævnte institution underretter, om fornødent, alle de øvrige institutioner i den samme medlemsstat.

2.  Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, af hvis lovgivning den hjælpeansatte har valgt at være omfattet, skal forsyne ham med en attest, der bekræfter, at han er omfattet af denne stats lovgivning, så længe han er ansat ved De Europæiske Fællesskaber.

3.  De kompetente myndigheder i medlemsstaterne udpeger om fornødent de institutioner, hvorunder De Europæiske Fællesskabers hjælpeansatte skal henhøre.

4.  Dersom en hjælpeansat, der er beskæftiget i en anden medlemsstat end Tyskland, har valgt at være omfattet af tysk lovgivning, finder denne lovgivnings bestemmelser anvendelse, som om den pågældende var beskæftiget på det sted, hvor den tyske regering har sit sæde. Den kompetente myndighed udpeger den kompetente institution for sygeforsikring.

AFSNIT IV

GENNEMFØRELSE AF FORORDNINGENS SÆRLIGE BESTEMMELSER PÅ DE ENKELTE ARTER AF YDELSER

KAPITEL 1

ALMINDELIGE REGLER OM SAMMENLÆGNING AF PERIODER

Artikel 15 (A) (5) (11)

1.  I de i forordningens artikel 18, stk. 1, artikel 38, artikel 45, stk. 1, 2 og 3, artikel 64 og artikel 67, stk. 1 og 2, omhandlede tilfælde sker sammenlægningen af perioder efter følgende regler:

2.  Forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt i en medlemsstat efter en af forordningen ikke omfattet lovgivning, men som medregnes i henhold til en anden lovgivning i denne medlemsstat, som er omfattet at forordningen, anses for forsikrings- eller bopælsperioder, der skal medregnes med henblik på sammenlægning.

3.  Hvor forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, udtrykkes i andre tidsenheder end dem, der anvendes i en anden medlemsstats lovgivning, sker den for sammenlægningen nødvendige omregning efter følgende regler:

Hvis forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, udtrykkes i måneder, anses de dage, der i henhold til de i dette stykke anførte omregningsregler svarer til en brøkdel af en måned, for en hel måned.

KAPITEL 2

SYGDOM OG MODERSKAB

Gennemførelse af forordningens artikel 18

Artikel 16

Attestation af forsikringsperioder

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 18 er betinget af, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for den kompetente institution fremlægger attest for de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, hvoraf han tidligere senest har været omfattet.

2.  Denne attest udstedes efter arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes anmodning af institutionen eller institutionerne i den medlemsstat, af hvis lovgivning han tidligere senest har været omfattet. Dersom han ikke fremlægger den nævnte attest, retter den kompetente institution henvendelse til den eller de pågældende institutioner for at fremskaffe den.

3.  Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis det er nødvendigt at tage hensyn til forsikringsperioder, der tidligere er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, for at de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser kan opfyldes.

Gennemførelse af forordningens artikel 19

Artikel 17 (14)

Naturalydelser i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 19 skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende lade sig selv og sine familiemedlemmer registrere ved bopælsstedets institution og herved forevise dokumentation for, at han har ret til disse naturalydelser for sig selv og sine familiemedlemmer. Denne attest udstedes af den kompetente institution eventuelt på grundlag af de af arbejdsgiveren meddelte oplysninger. Dersom arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller hans familiemedlemmer ikke foreviser den nævnte attest, retter bopælsstedets institution henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den.

2.  Denne attest er gældende, så længe bopælsstedets institution ikke har modtaget meddelelse om, at den ikke længere er gyldig. Når denne attest udstedes af en tysk, italiensk eller portugisisk institution, er den dog kun gyldig i ét år, regnet fra datoen for dens udstedelse, og skal fornyes hvert år.

3.  Såfremt den pågældende er sæsonarbejder, er den i stk. 1 nævnte attest gyldig, så længe sæsonarbejdet vedvarer, medmindre den kompetente institution i mellemtiden har underrettet bopælsstedets institution om, at den ikke længere er gyldig.

4.  Bopælsstedets institution underretter den kompetente institution om enhver registrering, der har fundet sted i henhold til bestemmelserne i stk. 1.

5.  Ved enhver begæring om naturalydelser skal den pågældende fremlægge de bevisligheder, der i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, kræves for tilkendelse af naturalydelser.

▼M10 —————

▼B

8.  Arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller hans familiemedlemmer er forpligtet til at underrette bopælsstedets institution om enhver forandring i deres forhold, der kan berøre deres ret til naturalydelser, navnlig om ethvert arbejdsophør eller overgang til anden lønnet eller selvstændig beskæftigelse for den pågældendes vedkommende eller om enhver forandring af bopæls- eller opholdssted, for så vidt angår arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller et af hans familiemedlemmer. Den kompetente institution underretter ligeledes bopælsstedets institution om ophør af arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes tilknytning til forsikringen eller om bortfald af hans ret til naturalydelser. Bopælsstedets institution kan når som helst afkræve den kompetente institution oplysning om arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes tilknytning til forsikringen eller hans ret til naturalydelser.

9.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter indhentet udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Artikel 18

Kontantydelser i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå kontantydelser i medfør af forordningens artikel 19, stk. 1, litra b), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende inden tre dage efter uarbejdsdygtighedens indtræden rette henvendelse til bopælsstedets institution og herved fremlægge en meddelelse om arbejdsophør eller — dersom dette er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for den kompetente institution eller bopælsstedets institution — en erklæring om uarbejdsdygtighed udstedt af den behandlende læge.

2.  Hvor de behandlende læger i bopælslandet ikke udsteder erklæringer om uarbejdsdygtighed, retter den pågældende direkte henvendelse til bopælsstedets institution inden for den frist, der er foreskrevet i den lovgivning, der gælder for dem.

Denne institution foranlediger straks den pågældende undersøgt af en læge til konstatering af hans uarbejdsdygtighed, hvorefter den i stk. 1 omhandlede erklæring udstedes. Denne erklæring, som skal angive den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes straks til den kompetente institution.

3.  I de tilfælde, hvor stk. 2 ikke finder anvendelse, skal bopælsstedets institution snarest muligt, og i hvert fald inden tre dage efter, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har rettet henvendelse til den, lade foretage en lægelig kontrolundersøgelse af den pågældende, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Den erklæring, der udstedes af den kontrollerende læge, og som navnlig skal angive den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes af bopælsstedets institution til den kompetente institution inden tre dage efter datoen for kontrolundersøgelsen.

4.  Bopælsstedets institution skal senere, om fornødent, underkaste arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende en administrativ eller lægelig kontrol, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Så snart den konstaterer, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende påny er arbejdsdygtig, underretter den straks den pågældende samt den kompetente institution herom med angivelse af datoen for ophøret af uarbejdsdygtigheden. Meddelelsen til den pågældende anses for en afgørelse truffet på den kompetente institutions vegne, jf. dog bestemmelserne i stk. 6.

5.  Den kompetente institution bevarer under alle omstændigheder retten til at lade den pågældende undersøge af en af den selv udpeget læge.

6.  Beslutter den kompetente institution af afslå udbetaling af kontantydelser, fordi arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende ikke har opfyldt de i bopælsstedets lovgivning foreskrevne formaliteter, eller konstaterer den, at den pågældende påny er arbejdsdygtig, underretter den ham om sin afgørelse og sender samtidig en genpart heraf til bopælsstedets institution.

7.  Når arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende genoptager sit arbejde, underretter han den kompetente institution herom, hvis dette er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for denne institution.

8.  Den kompetente institution udbetaler kontantydelserne på enhver egnet måde, fortrinsvis ved international postanvisning, og underretter bopælsstedets institution og arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende herom. Dersom kontantydelserne udbetales af bopælsstedets institution for den kompetente institutions regning, underretter den sidstnævnte institution den pågældende om hans rettigheder, samtidig med at den underretter bopælsstedets institution om størrelsen af kontantydelserne, tidspunkterne for deres udbetaling, samt for hvor lang tid de højst kan ydes, i overensstemmelse med reglerne i den kompetente stats lovgivning.

9.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter indhentet udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Gennemførelse af forordningens artikel 20

Artikel 19

Særlige bestemmelser for grænsearbejdere og deres familiemedlemmer

Når det drejer sig om grænsearbejdere eller deres familiemedlemmer, kan lægemidler, bandager, briller, mindre proteser samt laboratorieundersøgelser kun udleveres eller foretages på den medlemsstats område, hvor de er ordineret, efter bestemmelserne i denne medlemsstats lovgivning, medmindre den lovgivning, der gælder for den kompetente institution, eller en overenskomst indgået mellem de pågældende medlemsstater eller disse medlemsstaters kompetente myndigheder indeholder mere gunstige regler.

Gennemførelse af forordningens artikel 21, stk. 2, andet afsnit

Artikel 19a (15)

Naturalydelser under ophold i den kompetente stat — Familiemedlemmer, som har bopæl i en anden medlemsstat end arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 21 skal familiemedlemmerne for opholdsstedets institution fremlægge en attest om, at de har ret til disse ydelser. Denne attest, som udstedes af institutionen på familiemedlemmernes bopælssted, om muligt før de forlader den medlemsstat, hvor de er bosat, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne højst kan tilkendes efter denne medlemsstats lovgivning. Såfremt familiemedlemmerne ikke fremlægger denne attest, retter opholdsstedets institution henvendelse til institutionen på bopælsstedet for at fremskaffe den.

▼M10

2.  Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

▼B

Gennemførelse af forordningens artikel 22

▼M10 —————

▼M10

Artikel 21

Naturalydelser ved ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for behandleren fremlægge et dokument udstedt af den kompetente institution, som bekræfter, at han har ret til disse naturalydelser. Dette dokument udfærdiges i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2. Kan den berørte ikke fremlægge dette dokument, retter han henvendelse til opholdsstedets institution, som anmoder den kompetente institution om en attest, der bekræfter, at den pågældende har ret til naturalydelserne.

For behandleren har et dokument, der er udstedt af den kompetente institution, vedrørende retten til de ydelser, som i det konkrete tilfælde kommer i betragtning i medfør af forordningens artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), samme gyldighed som et nationalt dokument, der beviser rettighederne for de personer, der er forsikret ved opholdsstedets institution.

2.  Gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

▼B

Artikel 22

Naturalydelser til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som flytter eller som vender tilbage til bopælslandet, samt til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der har fået tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat med henblik på behandling

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 22, stk. 1, litra b), nr. i), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for bopælsstedets institution fremlægge attest om, at han fortsat har ret til disse ydelser. Denne attest, der udstedes af den kompetente institution, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne endnu kan udredes i henhold til den kompetente stats lovgivning. Attesten kan også udstedes efter arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes afrejse og efter dennes anmodning, dersom den på grund af force majeure ikke har kunnet udfærdiges tidligere.

▼M10

2.  Gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

▼B

3.  Bestemmelserne i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på udredelse af naturalydelser i det i forordningens artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), omhandlede tilfælde.

Artikel 23

Naturalydelser til familiemedlemmer

Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 21 eller 22 finder tilsvarende anvendelse ved tilkendelse af naturalydelser til de i forordningens artikel 22, stk. 3, omhandlede familiemedlemmer.

▼M10

I de i forordningens artikel 22, stk. 3, andet afsnit, omhandlede tilfælde betragtes imidlertid institutionen på familiemedlemmernes bopælssted og lovgivningen i familiemedlemmernes bopælsland som henholdsvis den kompetente institution og den kompetente stats lovgivning ved anvendelse af gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, samt artikel 21 og 22.

▼B

Artikel 24

Kontantydelser til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende ved ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

For opnåelse af kontantydelser i medfør af forordningens artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), finder bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 18 tilsvarende anvendelse. En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der opholder sig på en medlemsstats område uden at være erhvervsmæssigt beskæftiget der, er dog ikke forpligtet til at fremlægge den i gennemførelsesforordningens artikel 18, stk. 1, omhandlede meddelelse om arbejdsophør; dette berører ikke forpligtelsen til at fremlægge en erklæring om uarbejdsdygtighed.

Gennemførelse af forordningens artikel 23, stk. 3

Artikel 25

Attestation vedrørende familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved beregning af kontantydelser

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 23, stk. 3, er betinget af, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for den kompetente institution fremlægger attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

2.  Denne attest udstedes af institutionen på familiemedlemmernes bopælssted.

Den er gyldig i tolv måneder regnet fra datoen for dens udstedelse. Den kan fornyes; i så fald gælder den fra datoen for dens fornyelse.

Den pågældende skal straks underrette den kompetente institution om ethvert forhold, der nødvendiggør en ændring af den nævnte attest. En sådan ændring får virkning fra den dato, da dette forhold er opstået.

3.  I stedet for den i stk. 1 foreskrevne attest kan den kompetente institution afkræve den pågældende dokumenter, der indeholder personlige oplysninger af nyere dato om de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

Gennemførelse af forordningens artikel 25, stk. 1

Artikel 26

Ydelser til arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat for at søge arbejde

▼M10

1.  For at opnå naturalydelser i medfør afforordningens artikel 25, stk. 1, litra a) og stk. 1a, skal den arbejdsløse eller et familiemedlem, der ledsager ham, for behandleren fremlægge et dokument udstedt af den kompetente institution, som bekræfter, at han har ret til disse naturalydelser. Dokumentet udfærdiges i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2. Kan den berørte ikke fremlægge dette dokument, retter han henvendelse til opholdsstedets institution, som anmoder den kompetente institution om en attest, der bekræfter, at den pågældende har ret til naturalydelserne.

For behandleren har et dokument, der er udstedt af den kompetente institution, vedrørende retten til de ydelser, som i det konkrete tilfælde kommer i betragtning i medfør af forordningens artikel 25, stk. 1, litra a), samme gyldighed som et nationalt dokument, der beviser rettighederne for de personer, der er forsikret ved institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst.

▼M10

1a.  For at opnå kontantydelser i medfør af forordningens artikel 25, stk. 1, litra b), for sig selv og sine familiemedlemmer skal den arbejdsløse for forsikringsinstitutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, som skal indhentes fra den kompetente forsikringsinstitution før hans afrejse. Fremlægger den arbejdsløse ikke denne attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Attesten skal bekræfte, at han har ret til de pågældende ydelser på de i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a), angivne betingelser, anføre, i hvor lang tid han er berettiget til ydelserne under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 69, stk. 1, litra c), og i tilfælde af uarbejdsdygtighed eller hospitalsindlæggelse nærmere angive størrelsen af de kontantydelser, der i det nævnte tidsrum skal udbetales, eventuelt som sygeforsikringsydelser.

▼B

2.  Arbejdsløshedsforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, bekræfter på en genpart af den i gennemførelsesforordningens artikel 83 omhandlede attest, der skal tilstilles sygeforsikringsinstitutionen på det samme sted, at de i forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), angivne betingelser er til stede med angivelse af det tidspunkt, fra hvilket de er opfyldt, samt det tidspunkt, fra hvilket den arbejdsløse modtager ydelser fra arbejdsløshedsforsikringen for den kompetente institutions regning.

Denne attest er gældende i det i forordningens artikel 69, stk. 1, litra c), fastsatte tidsrum, så længe betingelserne er opfyldt. Arbejdsløshedsforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, skal inden tre dage underrette den nævnte sygeforsikringsinstitution, dersom betingelserne ikke længere er opfyldt.

▼M10

3.  Gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

▼B

4.  For at opnå kontantydelser i medfør af den kompetente stats lovgivning skal den arbejdsløse inden tre dage for sygeforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en af den behandlende læge udstedt erklæring om, at han er uarbejdsdygtig. Den pågældende skal oplyse, indtil hvilken dato han har modtaget ydelser fra arbejdsløshedsforsikringen, samt sin adresse i opholdslandet.

5.  Sygeforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, skal inden tre dage underrette den kompetente sygeforsikringsinstitution, den kompetente institution for arbejdsløshedsforsikring samt den institution, som den arbejdsløse er tilmeldt som arbejdssøgende, om tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtræden og ophør.

6.  I de i forordningens artikel 25, stk. 4, nævnte tilfælde skal sygeforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, meddele den kompetente sygeforsikringsinstitution samt den kompetente institution for arbejdsløshedsforsikring, at institutionen anser betingelserne for fortsat udredelse af kontant- og naturalydelser for opfyldt med angivelse af begrundelsen herfor; meddelelsen til den kompetente sygeforsikringsinstitution skal ledsages af en udførlig erklæring fra den læge, der har foretaget kontrolundersøgelsen, om den syges tilstand med angivelse af, hvor længe betingelserne for anvendelse af artikel 25, stk. 4, skønnes at være til stede. Afgørelsen af, hvorvidt der fortsat kan udredes ydelser til den arbejdsløse i anledning af hans sygdom, træffes af den kompetente sygeforsikringsinstitution.

7.  Gennemførelsesforordningens artikel 18, stk. 2 til 6 og stk. 8 og 9, finder tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 25, stk. 3

Artikel 27

Naturalydelser til arbejdsløses familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat

Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 17 finder tilsvarende anvendelse ved tilkendelse af naturalydelser til arbejdsløses familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat. Ved registrering af familiemedlemmer til arbejdsløse, der modtager ydelser efter bestemmelserne i forordningens artikel 69, stk. 1, skal den i gennemførelsesforordningens artikel 26, stk. 1, omhandlede attest fremlægges. Denne attest gælder, så længe der udredes ydelser efter forordningens artikel 69, stk. 1.

Gennemførelse af forordningens artikel 26

Artikel 28

Naturalydelser til pensions- eller renteansøgere og deres familiemedlemmer

1.  En pensions- eller renteansøger skal for at opnå naturalydelser i den medlemsstat, hvor han er bosat, i medfør af forordningens artikel 26, stk. 1, lade sig selv og sine familiemedlemmer registrere ved bopælsstedets institution under fremlæggelse af attest om, at han har ret til de nævnte ydelser for sig selv og for sine familiemedlemmer i medfør af en anden medlemsstats lovgivning. Denne attest udstedes af den institution i denne anden medlemsstat, som det påhviler at udrede naturalydelser.

2.  Bopælsstedets institution underretter den institution, der har udstedt attesten, om enhver registrering, der har fundet sted i henhold til bestemmelserne i stk. 1.

Gennemførelse af forordningens artikel 28 og 28a

Artikel 29

Naturalydelser til pensions- eller rentemodtagere og deres familiemedlemmer, der ikke er bosat i en medlemsstat, efter hvis lovgivning de modtager pension eller rente og har ret til ydelser

1.  En pensions- eller rentemodtager skal for at opnå naturalydelser på den medlemsstats område, hvor han er bosat, i medfør af forordningens artikel 28, stk. 1, og 28a, ►M2  lade sig selv og de familiemedlemmer, der er bosat i samme medlemsstat, registrere ◄ ved bopælsstedets institution under fremlæggelse af attest om, at han har ret til disse ydelser for sig selv og sine familiemedlemmer i medfør af den lovgivning eller en af de lovgivninger, hvorefter han modtager pension eller rente.

2.  Denne attest udstedes efter pensions- eller rentemodtagerens anmodning af den institution eller en af de institutioner, som det påhviler at udbetale pension eller rente, eller eventuelt af den institution, der er beføjet til at træffe afgørelse vedrørende ret til naturalydelser, så snart den pågældende opfylder betingelserne for opnåelse af ret til disse ydelser. Fremlægger den pågældende ikke denne attest, fremskaffes den af bopælsstedets institution ved henvendelse til den eller de institutioner, som det påhviler at udbetale pension eller rente, eller eventuelt til den institution, der er beføjet til at udstede attesten. Medens bopælsstedets institution afventer modtagelsen af denne attest, kan den foretage en foreløbig registrering af pensions- eller rentemodtageren og ►M2  de familiemedlemmer, der er bosat i samme medlemsstat, ◄ på grundlag af bevisligheder, den har godkendt. Denne registrering er kun bindende for den institution, som det påhviler at udrede naturalydelser, når den har udstedt den i stk. 1 foreskrevne attest.

3.  Bopælsstedets institution underretter den institution, som har udstedt den i stk. 1 foreskrevne attest, om enhver registrering, den har foretaget i medfør af den nævnte bestemmelse.

4.  Ved enhver begæring om naturalydelser skal det godtgøres over for bopælsstedets institution, at modtageren fortsat er berettiget til pension eller rente, ved forelæggelse af en kvittering eller anvisningstalon for den seneste udbetaling af pensionen eller renten.

5.  Modtageren eller ►M2  de familiemedlemmer, der er bosat i samme medlemsstat, ◄ har pligt til at underrette bopælsstedets institution om enhver forandring i deres forhold, der kan berøre deres ret til naturalydelser, navnlig midlertidig inddragelse eller bortfald af pensionen eller renten samt enhver bopælsforandring. De institutioner, som det påhviler at udbetale pension eller rente, underretter ligeledes institutionen på modtagerens bopælssted om enhver sådan forandring.

6.  Den administrative Kommission fastsætter, om fornødent, de nærmere regler for afgørelse af, hvilken institution der skal udrede naturalydelser i det i forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde.

Gennemførelse af forordningens artikel 29

Artikel 30 (14)

►M2  Naturalydelser til familiemedlemmer, der er bosat uden for den kompetente medlemsstat, i en anden medlemsstat end den, hvor pensions- eller rentemodtageren er bosat ◄

1.  Familiemedlemmerne skal for at opnå naturalydelser på den medlemsstats område, hvor de er bosat, i medfør af forordningens artikel 29, stk. 1, lade sig registrere ved institutionen på deres bopælssted og herved fremlægge de bevisligheder, der efter den lovgivning, som gælder for denne institution, kræves, for at sådanne ydelser kan tilkendes en pensions- eller rentemodtagers familiemedlemmer, samt en attest, der bekræfter, at pensions- eller rentemodtageren har ret til naturalydelser for sig selv og sine familiemedlemmer. ►M2  Denne attest, der udstedes af en af de institutioner, som det påhviler at udrede pension eller rente, eller i givet fald af den institution, der har beføjelse til at træffe afgørelse om retten til naturalydelser, gælder så længe institutionen på familiemedlemmernes bopælssted ikke har modtaget meddelelse om, at den ikke længere er gyldig. ◄ ►M2  Hvis familiemedlemmerne ikke fremlægger en attest, skal institutionen på bopælsstedet for at få den henvende sig til den eller de institutioner, som det påhviler at udrede pension eller rente, eller i givet fald til den institution, der har beføjelse hertil. ◄ Når denne attest udstedes af en tysk, italiensk eller portugisisk institution, er den dog kun gyldig i ét år, regnet fra datoen for dens udstedelse, og skal fornyes hvert år.

2.  Ved enhver begæring om naturalydelser skal familiemedlemmerne for institutionen på deres bopælssted fremlægge den i stk. 1 nævnte attest, dersom det er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for denne institution, at en sådan begæring skal være ledsaget af dokumentation for modtagelse af pension eller rente.

▼M2

3.  Den institution, som har udstedt den i stk. 1 anførte attest, underretter institutionen på familiemedlemmernes bopælssted, dersom pensionen eller renten stilles i bero eller bortfalder. Institutionen på familiemedlemmernes bopælssted kan når som helst anmode den institution, som har udstedt attesten, om enhver oplysning om ret til naturalydelser.

▼B

4.  Familiemedlemmerne har pligt til at underrette institutionen på deres bopælssted om enhver forandring i deres forhold, der kan antages at berøre deres ret til naturalydelser, navnlig om enhver bopælsforandring.

▼M2

5.  Institutionen på bopælsstedet underretter den institution, som har udstedt den i stk. 1 anførte attest, om enhver form for registrering, den har foretaget i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.

▼B

Gennemførelse af forordningens artikel 31

▼M10

Artikel 31

Naturalydelser til pensions- eller rentemodtagere og deres familiemedlemmer ved ophold i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 31 fremlægger en pensions- eller rentemodtager for behandleren et dokument udstedt af bopælsstedets institution, som bekræfter, at han har ret til naturalydelserne. Dokumentet udfærdiges i overensstemmelse med artikel 2. Kan den berørte ikke fremlægge dette dokument, retter han henvendelse til opholdsstedets institution, som anmoder institutionen på bopælsstedet om en attest, der bekræfter, at den pågældende har ret til naturalydelserne.

For behandleren har et dokument, der er udstedt af den kompetente institution, vedrørende retten til de ydelser, som i det konkrete tilfælde kommer i betragtning i medfør af forordningens artikel 31, samme gyldighed som et nationalt dokument, der beviser rettighederne for de personer, der er forsikret ved opholdsstedets institution.

2.  Gennemførelsesforordningens artikel 17, stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

3.  Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår tilkendelse af naturalydelser til de i forordningens artikel 31 omhandlede familiemedlemmer. Hvis de er bosat på en anden medlemsstats område end pensions- eller rentemodtageren, udstedes det i stk. 1 omtalte dokument af institutionen på deres bopælssted.

▼B

Gennemførelse af forordningens artikel 35, stk. 1

Artikel 32

De institutioner, hvortil arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder samt deres familiemedlemmer kan rette henvendelse i tilfælde af ophold eller bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  I de i forordningens artikel 35, stk. 1, omhandlede tilfælde kan arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder samt deres familiemedlemmer rette henvendelse til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor de opholder sig eller er bosat, og som er angivet i bilag 3 til gennemførelsesforordningen, selv om denne er en institution, der administrerer ordningen for arbejdere i stålindustrien, forudsat at de ydelser, der i opholds- eller bopælslandet udredes i henhold til den ordning vedrørende syge- og moderskabsforsikring, der gælder for arbejdere i stålindustrien, svarer til de ydelser, der udredes efter den særlige ordning for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder. Denne institution er i så fald forpligtet til at udrede ydelserne.

2.  Når ydelserne i henhold til den særlige ordning for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder er mere gunstige, er disse arbejdstagere eller deres familiemedlemmer berettiget til at henvende sig enten til den institution, som det påhviler at administrere denne ordning, eller til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor de opholder sig eller er bosat, og som administrerer ordningen for arbejdere i stålindustrien. I sidstnævnte tilfælde skal denne institution gøre den pågældende opmærksom på, at han vil opnå mere gunstige ydelser ved at henvende sig til den institution, som det påhviler at administrere den førnævnte særlige ordning; den skal endvidere underrette ham om denne institutions benævnelse og adresse.

Gennemførelse af forordningens artikel 35, stk. 2

▼M12 —————

▼B

Gennemførelse af forordningens artikel 35, stk. 4

Artikel 33

Medregning af den periode, hvori der allerede er udredet ydelser af en anden medlemsstats institution

Ved anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 35, stk. 4, kan den institution i en medlemsstat, som skal udrede ydelserne, afkræve en anden medlemsstats institution oplysninger om, i hvilken periode den sidstnævnte institution allerede har udredet ydelser for det samme sygdoms- eller moderskabstilfælde.

Refusion fra den kompetente institution i en medlemsstat af udgifter, der er udlagt under ophold i en anden medlemsstat

Artikel 34 (12)

1.  Dersom de i gennemførelsesforordningens artikel 20, stk. 1 og 4, samt artikel 21, 23 og 31 foreskrevene formaliteter ikke har kunnet opfyldes under ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat, refunderes de udlagte beløb efter arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes anmodning af den kompetente institution efter de satser, der anvendes af opholdsstedets institution.

2.  Opholdsstedets institution skal efter anmodning underrette den kompetente institution om disse satser.

Dersom opholdsstedets institution og den kompetente institution er omfattet af en overenskomst, der enten foreskriver afkald på enhver refusion eller refusion med et fikseret beløb af ydelser udredet i medfør af forordningens artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 31, er opholdsstedets institution endvidere forpligtet til at overføre det beløb, som i medfør af stk. 1 skal refunderes den pågældende, til den kompetente institution.

3.  Hvor det drejer sig om større udgifter kan den kompetente institution yde den pågældende et passende forskud, når han til nævnte institution har indgivet begæring om refusion.

4.  Uanset bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 kan den kompetente institution foretage refusion af de afholdte udgifter efter de satser, denne institution anvender, når der kan foretages refusion efter disse satser, når udgifterne ikke overstiger et af Den administrative Kommission fastsat beløb, og når arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende eller pensions- eller rentemodtageren har givet sit samtykke til, at denne bestemmelse anvendes. Refusionsbeløbet kan under ingen omstændigheder overstige størrelsen af de faktisk afholdte udgifter.

▼M7

5.  Hvis der i opholdslandets lovgivning ikke er fastsat refusionssatser, kan den kompetente institution foretage refusion efter de for institutionen gældende satser, uden at den pågældendes samtykke er nødvendigt. Refusionsbeløbet må under ingen omstændigheder overstige de udgifter, der faktisk er afholdt.

▼B

KAPITEL 3

INVALIDITET, ALDERDOM OG DØDSFALD (PENSIONER)

Indgivelse og behandling af begæring om ydelser

Artikel 35 (11)

Begæring om ydelser ved invaliditet i tilfælde, hvor arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende udelukkende har varet omfattet af de i bilag IV, afsnit A, til forordningen anførte lovgivninger, samt i det i forordningens artikel 40, stk. 2, omhandlede tilfælde

1.  For at opnå ydelser i medfør af forordningens artikel 37, 38 og 39 samt i de i forordningens artikel 40, stk. 2, artikel 41, stk. 1, og artikel 42, stk. 2, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende indgive begæring enten til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning han var omfattet, da uarbejdsdygtigheden med efterfølgende invaliditet eller en forværring af denne invaliditet indtrådte, eller til bopælsstedets institution, som da sender begæringen til den førstnævnte institution med angivelse af datoen for dens indgivelse; denne dato anses for datoen for begæringens indgivelse til den førstnævnte institution. Har der været tilkendt kontantydelser efter reglerne om sygeforsikring, skal den dag, da udbetalingen af disse kontantydelser ophører, i givet fald anses for datoen for indgivelse af begæring om pension.

2.  I det i forordningens artikel 41, stk. 1, litra b), omhandlede tilfælde underretter den institution, som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende senest har været tilsluttet, den institution, som det oprindeligt påhvilede at udrede ydelserne, om størrelsen af de ydelser, der skal udredes efter den lovgivning, som gælder for institutionen, samt om, fra hvilket tidspunkt ydelserne skal udredes. Fra dette tidspunkt bortfalder de ydelser, der blev udredet før forværringen indtrådte, eller de nedsættes indtil det i forordningens artikel 41, stk. 1, litra c), omhandlede tillæg.

3.  I det i forordningens artikel 41, stk. 1, litra d), omhandlede tilfælde finder bestemmelserne i stk. 2 ikke anvendelse. I dette tilfælde retter den institution, som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende senest har været tilsluttet, henvendelse til den nederlandske institution for at få oplyst størrelsen af det beløb, som skal udbetales af denne institution.

Artikel 36

Begæringer om ydelser ved alderdom, ydelser til efterladte (med undtagelse af ydelser til børn, der har mistet begge forældre eller en af dem) samt ydelser ved invaliditet i tilfælde, der ikke er omfattet af gennemførelsesforordningens artikel 35

1.  For at opnå ydelser i medfør af forordningens artikel 40 til 51 bortset fra de i gennemførelsesforordningens artikel 35 omhandlede tilfælde, skal ansøgeren indgive begæring til bopælsstedets institution efter reglerne i den lovgivning, som gælder for denne institution. Dersom arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende ikke har været omfattet af denne lovgivning, sender bopælsstedets institution begæringen til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning den pågældende senest har været omfattet, med angivelse af datoen for begæringens indgivelse. Denne dato anses for datoen for begæringens indgivelse til den sidstnævnte institution.

2.  Er ansøgeren bosat i en medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende ikke har været omfattet, kan den pågældende indgive begæringen til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende senest har været omfattet.

3.  Er ansøgeren bosat i en ikke-medlemsstat, skal han indgive sin begæring til den kompetente institution i den af medlemsstaterne, af hvis lovgivning han senest har været omfattet.

Dersom ansøgeren indgiver sin begæring til institutionen i den medlemsstat, hvor han er statsborger, sender denne institution begæringen til den kompetente institution.

4.  En begæring om ydelser, der indgives til en medlemsstats institution, medfører automatisk samtidig fastsættelse af ydelser efter lovgivningen i samtlige de medlemsstater, hvis betingelser ansøgeren opfylder, medmindre han i medfør af forordningens artikel 44, stk. 2, fremsætter ønske om, at fastsættelsen af de ydelser ved alderdom, der måtte være erhvervet ret til i medfør af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, udsættes.

Artikel 37

Bevisligheder og oplysninger, der skal vedlægges de i gennemførelsesforordningens artikel 36 omhandlede begæringer om ydelser

For indgivelse af de i gennemførelsesforordningens artikel 36 omhandlede begæringer gælder følgende regler:

Artikel 38

Attestation vedrørende familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af ydelsens størrelse

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 39, stk. 4, eller artikel 47, stk. 3, er betinget af, at ansøgeren fremlægger attest vedrørende de af hans familiemedlemmer (bortset fra hans børn), der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den institution, som det påhviler at fastsætte ydelserne, er beliggende.

Denne attest udstedes af sygeforsikringsinstitutionen på familiemedlemmernes bopælssted eller af en anden institution udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 25, stk. 2, andet og tredje afsnit, finder tilsvarende anvendelse.

I stedet for den i første afsnit foreskrevne attest kan den institution, som det påhviler at fastsætte ydelserne, afkræve ansøgeren dokumenter, der indeholder personlige oplysninger af nyere dato om de af hans familiemedlemmer (bortset fra hans børn), der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

2.  Dersom det efter den lovgivning, som gælder for den pågældende institution, i det i stk. 1 omhandlede tilfælde kræves, at familiemedlemmerne bor hos pensions- eller rentemodtageren, skal den omstændighed, at disse familiemedlemmer, når de ikke opfylder nævnte betingelse, dog i overvejende grad forsørges af ansøgeren, godtgøres ved bevisligheder, hvoraf det fremgår, at ansøgeren regelmæssigt sender dem en del af sin indtjening.

Artikel 39 (11)

Behandling af begæringer om ydelser ved invaliditet i tilfælde, hvor arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende udelukkende har været omfattet af de i bilag IV, afsnit A, til forordningen anførte lovgivninger

1.  Dersom arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har indgivet begæring om ydelser ved invaliditet, og institutionen har konstateret, at bestemmelserne i forordningens artikel 37, stk. 1, skal anvendes, retter den, om fornødent, henvendelse til den institution, som den pågældende senest har været tilsluttet, for at fremskaffe attest om de forsikringsperioder, han har tilbagelagt efter den lovgivning, som gælder for sidstnævnte institution.

2.  Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, dersom det er nødvendigt at medregne forsikringsperioder, der tidligere er tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, for at de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser kan opfyldes.

3.  I det i forordningens artikel 39, stk. 3, omhandlede tilfælde sender den institution, som har behandlet arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes begæring, denne til den institution, som den pågældende senest har været tilsluttet.

4.  Gennemførelsesforordningens artikel 41 til 50 finder ikke anvendelse ved behandlingen af de i denne artikel omhandlede begæringer.

Artikel 40

Fastsættelse af invaliditetsgraden

En medlemsstats institution skal ved fastsættelse af invaliditetsgraden tage sådanne lægelige dokumenter og erklæringer samt administrative oplysninger i betragtning, som institutionen har indhentet fra enhver anden medlemsstat. Bortset fra det tilfælde, hvor bestemmelserne i forordningens artikel 40, stk. 4, finder anvendelse, bevarer enhver institution dog retten til at lade ansøgeren undersøge af en af den selv udpeget læge.

Behandling af begæringer om ydelser ved invaliditet og alderdom samt til efterladte i de i gennemførelsesforordningens artikel 36 omhandlede tilfælde

Artikel 41

Bestemmelse af, hvilken institution der er behandlende institution

1.  Begæringer om ydelser behandles af den institution, hvortil de er indgivet eller sendt i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 36. Denne institution betegnes »den behandlende institution«.

2.  Den behandlende institution skal straks ved anvendelse af en blanket, der er udfærdiget i dette øjemed, underrette alle de berørte institutioner om indkomne begæringer om ydelser, for at disse kan blive behandlet samtidig og uden forsinkelse i alle disse institutioner.

Artikel 42

Blanketter, der skal benyttes til behandling af begæringer om ydelser

1.  Ved behandling af begæringer om ydelser skal den behandlende institution anvende en blanket, der specielt indeholder en opgørelse og oversigt over de forsikrings- eller bopælsperioder, som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har tilbagelagt efter lovgivningen i samtlige berørte medlemsstater.

2.  Oversendelse af disse blanketter til enhver anden medlemsstats institution træder i stedet for oversendelse af bevisligheder.

Artikel 43

Den fremgangsmåden, der skal følges af de berørte institutioner ved begæringens behandling

1.  Den behandlende institution anfører på den i gennemførelsesforordningens artikel 42, stk. 1, foreskrevne blanket de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, som gælder for institutionen, og fremsender et eksemplar af blanketten til enhver medlemsstats institution for ydelser ved invaliditet, alderdom og dødsfald (pensioner), som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været tilsluttet, i givet fald bilagt de af ansøgeren fremlagte arbejdsattester.

2.  Dersom kun en yderligere institution er berørt, supplerer denne institution den omhandlede blanket med angivelse af:

Den således supplerede blanket tilbagesendes til den behandlende institution.

Dersom der er erhvervet ret til ydelser alene på grundlag af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, der gælder for institutionen i den anden medlemsstat, og dersom størrelsen af den ydelse, der svarer til disse perioder, kan fastsættes straks, medens de under litra c) omhandlede beregninger kræver betydeligt længere tid, tilbagesendes blanketten til den behandlende institution med de i litra a) og b) omhandlede oplysninger; de i litra c) omhandlede oplysninger fremsendes snarest muligt til den behandlende institution.

3.  Såfremt to eller flere andre institutioner er berørt, skal hver af institutionerne supplere den nævnte blanket med angivelse af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den lovgivning, der gælder for den pågældende institution, og tilbagesende den til den behandlende institution.

Dersom der er erhvervet ret til ydelser alene på grundlag af de forsikrings- eller bopælsperioder tilbagelagt efter den lovgivning, der gælder for en eller flere af disse institutioner, og dersom størrelsen af den ydelse, der svarer til disse perioder, kan fastsættes straks, underrettes den behandlende institution om dette beløb samtidig med underretning om forsikrings- eller bopælsperioderne; kræver fastsættelsen af de nævnte beløb en vis tid, underrettes den behandlende institution om beløbet, så snart det er fastsat.

Efter modtagelsen af samtlige blanketter med oplysning om forsikrings- eller bopælsperioderne og i givet fald om det eller de beløb, der skal udbetales efter lovgivningen i en eller flere af de berørte medlemsstater, sender den behandlende institution et eksemplar af de således udfyldte blanketter til hver af de berørte institutioner, som deri anfører ydelsernes teoretiske og faktiske beløb, beregnet efter bestemmelserne i forordningens artikel 46, stk. 2, og tilbagesender blanketten til den behandlende institution.

4.  Så snart den behandlende institution efter modtagelsen af de i stk. 2 eller 3 omhandlede oplysninger har konstateret, at bestemmelserne i forordningens artikel 40, stk. 2, eller artikel 48, stk. 2 eller 3, skal anvendes, underretter den de øvrige berørte institutioner herom.

5.  I det i gennemførelsesforordningens artikel 37, litra d), omhandlede tilfældeangiver institutionerne i de medlemsstater, af hvis lovgivning ansøgeren har været omfattet, men som han har anmodet om at udsætte fastsættelsen af ydelserne, på den i gennemførelsesforordningens artikel 42, stk. 1, foreskrevne blanket kun de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt af ansøgeren efter den lovgivning, der gælder for dem.

Artikel 44

Den institution, der er beføjet til at træffe afgørelse om invaliditetsgraden

1.  Alene den behandlende institution er beføjet til at træffe den i forordningens artikel 40, stk. 4, omhandlede afgørelse med hensyn til ansøgerens invaliditet, jf. dog bestemmelserne i stk. 2 og 3. Den træffer denne afgørelse, så snart den er i stand til at fastslå, om de betingelser for ret til ydelser, der er fastsat i den lovgivning, som gælder for den, er opfyldt, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i forordningens artikel 45. Den underretter straks de øvrige berørte institutioner om denne afgørelse.

2.  Dersom de betingelser for erhvervelse af ret til ydelser — bortset fra betingelsen vedrørende invaliditet — der er fastsat i den lovgivning, som gælder for den behandlende institution, ikke er opfyldt under iagttagelse af bestemmelserne i forordningens artikel 45, underretter den straks den institution, der er kompetent vedrørende invaliditet i den af de øvrige berørte medlemsstater, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende senest har været omfattet. Den sidstnævnte institution er beføjet til at træffe afgørelse om ansøgerens invaliditet, såfremt de betingelser for ret til ydelser, der er fastsat i den lovgivning, som gælder for den, er opfyldt; den underretter straks de øvrige berørte institutioner om denne afgørelse.

3.  I givet fald kan det under de samme betingelser være nødvendigt at gå tilbage til den institution, der er kompetent vedrørende invaliditet i den medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende først har været omfattet.

Artikel 45

Udbetaling af foreløbige ydelser samt forskud på ydelser

1.  Dersom den behandlende institution konstaterer, at ansøgeren har ret til ydelser efter den lovgivning, der gælder for institutionen, uden at det er nødvendigt at medregne forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter andre medlemsstaters lovgivning, udbetaler institutionen straks disse ydelser som foreløbige ydelser.

2.  Dersom ansøgeren ikke har ret til ydelser i medfør af stk. 1, men hvor det fremgår af de oplysninger, der er tilgået den behandlende institution i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 43, stk. 2 eller 3, at han har ret til ydelser efter lovgivningen i en anden medlemsstat, alene på grundlag af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter nævnte lovgivning, gælder ydelserne som foreløbige ydelser, så snart institutionen har modtaget underretning fra den behandlende institution om, at den er forpligtet hertil.

3.  Dersom ansøgeren i det i stk. 2 omhandlede tilfælde hat ret til ydelser efter lovgivningen i flere medlemsstater, alene på grundlag af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i hver af disse stater, påhviler udbetalingen af foreløbige ydelser den institution, som først har underrettet den behandlende institution om, at der består en sådan ret; det påhviler den behandlende institution at underrette de øvrige berørte institutioner.

4.  Den institution, som det påhviler at udbetale ydelser i medfør af stk. 1, 2 eller 3, underretter straks ansøgeren herom og gør ham samtidig udtrykkeligt opmærksom på, at afgørelsen er af foreløbig karakter og ikke kan påklages.

5.  Dersom der ikke kan udbetales ansøgeren en foreløbig ydelse i medfør af stk. 1, 2 eller 3, men hvor det fremgår af de modtagne oplysninger, at der er erhvervet ret til ydelser i medfør af forordningens artikel 46, stk. 2, udbetaler den behandlende institution ham et passende forskud, der kan kræves tilbagebetalt, og hvis størrelse så vidt muligt svarer til det beløb, der må antages at blive fastsat i henhold til forordningens artikel 46, stk. 2.

6.  To medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan aftale andre regler for udbetaling af foreløbige ydelser i tilfælde, hvor alene institutionerne i disse medlemsstater er berørt. Den administrative Kommission skal underrettes om de aftaler, der træffes herom.

Artikel 46 (11)

Ydelser, der svarer til forsikringsperioder i henhold til en frivillig eller frivillig fortsat ordning, og som ikke skal medregnes i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 15, stk. 1, litra b)

Ved beregningen af ydelsens teoretiske og faktiske beløb efter forordningens artikel 46, stk. 2, litra a) og b), finder reglerne i gennemførelsesforordningens artikel 15, stk. 1, litra b), c) og d), anvendelse.

Det faktiske beløb, der er beregnet i henhold til forordningens artikel 46, stk. 2, forhøjes med det beløb, der svarer til forsikringsperioderne i henhold til en frivillig eller frivillig fortsat ordning, som ikke er blevet medregnet i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 15, stk. 1, litra b). Dette tillæg beregnes ifølge bestemmelserne i den medlemsstats lovgivning, hvorefter forsikringsperioderne for en frivillig eller frivillig fortsat ordning er tilbagelagt.

Den i forordningens artikel 46, stk. 3, omhandlede sammenligning foretages under hensyntagen til det nævnte tillæg.

Artikel 47 (11)

Beregning af de ydelsesbeløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning

Institutionen i hver medlemsstat beregner i henhold til den for denne institution gældende lovgivning det beløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning, som i henhold til forordningens artikel 46a, stk. 3, litra c), ikke er undergivet reglerne om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser i en anden medlemsstat.

Artikel 48 (11)

Meddelelse til ansøgeren om institutionernes afgørelser

1.  De endelige afgørelser, der er truffet af de enkelte berørte institutioner, meddeles til den behandlende institution. Hver af disse afgørelser skal angive den i den pågældende lovgivning fastsatte klageadgang samt fristerne for klage. Efter modtagelsen af alle disse afgørelser underretter den behandlende institution ansøgeren herom på hans eget sprog ved en sammenfattende meddelelse, ledsaget af de nævnte afgørelser. Klagefristerne løber først fra tidspunktet for ansøgernes modtagelse af den sammenfattende meddelelse.

2.  Samtidig med at den behandlende institution sender ansøgeren den i stk. 1 omhandlede sammenfattende meddelelse, sender den en genpart heraf til hver af de berørte institutioner, vedlagt en genpart af de øvrige institutioners afgørelser.

Artikel 49 (11)

Fornyet beregning af ydelser

1.  Ved anvendelsen af forordningens artikel 43, stk. 3 og 4, artikel 49, stk. 2 og 3, samt artikel 51, stk. 2, finder gennemførelsesforordningens artikel 45 tilsvarende anvendelse.

2.  I tilfælde af, at ydelsen nyberegnes, bortfalder eller stilles i bero, underretter den institution, som har truffet afgørelse herom, straks den pågældende samt hver af de institutioner, hvorfra den pågældende har ret til ydelser, eventuelt gennem den behandlende institution. Afgørelsen skal angive den i den pågældende lovgivning fastsatte klageadgang samt fristerne for klage. Disse frister begynder først at løbe fra den pågældendes modtagelse af afgørelsen.

Artikel 50

Foranstaltninger med henblik på at fremskynde fastsættelsen af ydelser

1.  

2.  De nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1 fastsættes af Den administrative Kommission.

Administrativ og lægelig kontrol

Artikel 51

1.  Når en person, der modtager ydelser, navnlig:

opholder sig eller er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den forpligtede institution er beliggende, foretages den administrative og lægelige kontrol efter denne institutions anmodning af institutionen på modtagerens opholds- eller bopælssted efter reglerne i den lovgivning, som gælder for den sidstnævnte institution. Den forpligtede institution bevarer dog retten til at lade modtageren undersøge af en af den selv udpeget læge.

2.  Dersom det konstateres, at modtageren af ydelser efter stk. 1 har beskæftigelse, udøver selvstændig virksomhed eller er i besiddelse af midler, der overstiger den foreskrevne grænse, samtidig med at han modtager disse ydelser, skal opholds- eller bopælsstedets institution indberette dette til den forpligtede institution, som har anmodet om, at der foretages kontrol. Denne indberetning skal især angive arten af beskæftigelsen eller den selvstændige virksomhed, indtjeningens størrelse eller størrelsen af de midler, som den pågældende har haft rådighed over i det senest forløbne kvartal, endvidere den normale indtjening for en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende på samme egn og samme niveau inden for det fag, hvori den pågældende var beskæftiget, før han blev uarbejdsdygtig, i løbet af en periode, der skal fastsættes af den forpligtede institution, samt eventuelt en erklæring afgivet af en lægelig sagkyndig om den pågældendes helbredstilstand.

Artikel 52

Når den pågældende, efter at de ydelser, han har modtaget, har været stillet i bero, generhverver sin ret til ydelser, medens han er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, udveksler de berørte institutioner alle fornødne oplysninger med henblik på fornyet udbetaling af de omhandlede ydelser.

Ydelsernes udbetaling

Artikel 53

Betalingsmåde

1.  Dersom den forpligtede institution i en medlemsstat ikke udbetaler ydelserne direkte til modtagere, der er bosat på en anden medlemsstats område, sker udbetalingen af disse ydelser efter den forpligtede institutions anmodning gennem kontaktorganet i den sidstnævnte stat eller gennem institutionen på de pågældende modtageres bopælssted efter reglerne i gennemførelsesforordningens artikel 54 til 58; udbetaler den forpligtede institution ydelserne direkte til disse modtagere, skal den underrette bopælsstedets institution herom. Den betalingsmåde, der anvendes af medlemsstaternes institutioner, er anført i bilag 6.

2.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan aftale andre regler for udbetaling af ydelser i tilfælde, hvor alene de kompetente institutioner i disse medlemsstater er berørt. Den administrative Kommission skal underrettes om de aftaler, der træffes herom.

3.  De overenskomstmæssige bestemmelser vedrørende udbetaling af ydelser, der er gældende dagen før forordningens ikrafttræden, forbliver i kraft, for så vidt de er anført i bilag 5.

Artikel 54

Fremsendelse af opgørelse over forfaldne beløb til det udbetalende organ

Den forpligtede institution sender en opgørelse over forfaldne beløb i to eksemplarer til kontaktorganet i den medlemsstat, på hvis område modtageren er bosat, eller til bopælsstedets institution, hvilke organer benævnes »det udbetalende organ«; opgørelsen skal være det nævnte organ i hænde senest 20 dage, før ydelserne forfalder til udbetaling.

Artikel 55

Indbetaling af forfaldne beløb på det udbetalende organs konto

1.  Ti dage før ydelserne forfalder til udbetaling, indbetaler den forpligtede institution i den medlemsstats valuta, på hvis område den er beliggendes den nødvendige sum til dækning af de forfaldne beløb, der er anført på den i gennemførelsesforordningens artikel 54 omhandlede opgørelse. Indbetalingen sker til nationalbanken eller en anden bank i den medlemsstat, på hvis område den forpligtede institution er beliggende på en konto, der er åbnet i nationalbankens eller en anden banks navn i den medlemsstat, på hvis område det udbetalende organ er beliggende, til ordre for dette organ. Denne indbetaling har frigørende virkning. Den forpligtede institution sender samtidig meddelelse om indbetalingen til det udbetalende organ.

2.  Den bank, på hvis konto indbetalingen er foretaget, krediterer det udbetalende organ for modværdien af indbetalingen i den medlemsstats valuta, på hvis område dette organ er beliggende.

3.  Navn og hjemsted for de stk. 1 omhandlede banker er anført i bilag 7.

Artikel 56

Det udbetalende organs betaling af forfaldne beløb til modtageren

1.  De forfaldne beløb, der er anført på den i gennemførelsesforordningens artikel 54 omhandlede opgørelse, udbetales den berettigede af det udbetalende organ til udgift for den forpligtede institution. Disse udbetalinger foretages efter reglerne i den lovgivning, som gælder for det udbetalende organ.

2.  Så snart det udbetalende organ eller ethvert andet af dette udpeget organ bliver bekendt med et forhold, der medfører, at ydelserne stilles i bero eller bortfalder, standser det enhver udbetaling. Det samme gælder, når modtageren flytter til en anden stats område.

3.  Det udbetalende organ underretter den forpligtede institution om årsagen eller årsagerne til indstillingen af udbetalingen. I tilfælde af, at modtageren eller hans ægtefælle afgår ved døden, eller en enke eller enkemand indgår nyt ægteskab, underretter det udbetalende organ den nævnte institution om datoen herfor.

Artikel 57

Endelig afregning vedrørende de i gennemførelsesforordningens artikel 56 omhandlede udbetalinger

1.  Kontiene for de i gennemførelsesforordningens artikel 56 omhandlede udbetalinger er genstand for endelig afregning ved udløbet af enhver betalingsperiode med henblik på udarbejdelse af en opgørelse over de beløb, der faktisk er udbetalt til modtagerne eller til de personer, der efter lovgivningen eller ifølge fuldmagt repræsenterer dem, samt over ikke-udbetalte beløb.

2.  Det skal attesteres, at det samlede beløb, der er angivet i bogstaver og tal i den medlemsstats valuta, på hvis område den forpligtede institution er beliggende, stemmer med de udbetalinger, der er foretaget af det udbetalende organ, og denne bekræftelse skal underskrives af repræsentanten for dette organ.

3.  Det udbetalende organ garanterer for rigtigheden af de foretagne udbetalinger.

4.  Forskellen mellem de af den forpligtede institution udbetalte beløb, udtrykt i den medlemsstats valuta, på hvis område den er beliggende, og værdien — udtrykt i den samme valuta — af de udbetalinger, der er godkendt af det udbetalende organ, fradrages i de beløb, der senere på samme grundlag skal udbetales af den forpligtede institution.

Artikel58

Godtgørelse af udgifterne ved ydelsernes udbetaling

Det udbetalende organ kan i udbetalingerne til modtagerne fradrage de med ydelsernes udbetaling forbundne udgifter, navnlig portoudgifter og bankgebyrer, på de betingelser, der er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for dette organ.

Artikel 59

Meddelelse om bopælsforandring

Når en person, der modtager ydelser efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, flytter fra én stat til en anden, skal han underrette den eller de institutioner, der er forpligtet til at udrede disse ydelser, samt det udbetalende organ.

KAPITEL 4

ARBEJDSULYKKER OG ERHVERVSSYGDOMME

Gennemførelse af forordningens artikel 52 og 53

Artikel 60

Naturalydelser i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 52, litra a), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for bopælsstedets institution fremlægge attest om, at han har ret til disse naturalydelser. Denne attest udstedes af den kompetente institution, eventuelt på grundlag af oplysninger fra arbejdsgiveren. Dersom lovgivningen i den kompetente stat kræver det, skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende endvidere for bopælsstedets institution fremlægge et bevis fra den kompetente institution for modtagelse af anmeldelsen af ulykkestilfældet eller erhvervssygdommen. Fremlægger han ikke disse bevisligheder, retter bopælsstedets institution henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe dem, og i mellemtiden tilkender den ham naturalydelser som sygeforsikringsydelser, for så vidt han opfylder de nødvendige betingelser for ret til sådanne ydelser.

2.  Denne attest bevarer sin gyldighed, så længe bopælsstedets institution ikke har modtaget meddelelse om, at den ikke længere er gyldig. Når den nævnte attest er udstedt af en fransk institution, er den dog kun gyldig i et tidsrum af et år regnet fra datoen for dens udstedelse og skal fornyes hvert år.

3.  Dersom den pågældende er sæsonarbejder, er den i stk. 1 omhandlede attest gyldig, så længe sæsonarbejdet vedvarer, medmindre den kompetente institution i mellemtiden har meddelt bopælsstedets institution, at den ikke længere er gyldig.

4.  Ved enhver begæring om naturalydelser skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende fremlægge de bevisligheder, der kræves for tilkendelse af naturalydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat.

5.  I tilfælde af hospitalsindlæggelse underretter bopælsstedets institution — inden tre dage efter at den er bekendt hermed — den kompetente institution om datoen for hospitalsindlæggelsen, hospitalsopholdets forventede varighed samt udskrivningsdatoen.

6.  Bopælsstedets institution underretter på forhånd den kompetente institution om enhver afgørelse vedrørende tilkendelse af naturalydelser, når de forventede eller faktiske omkostninger overstiger er fast beløb, som fastsættes og revideres med jævne mellemrum af Den administrative Kommission.

Den kompetente institution kan, inden 15 dage efter afsendelsen af denne meddelelse, fremsende en begrundet indsigelse; har bopælsstedets institution ikke modtaget nogen indsigelse ved udløbet af denne frist, tilkender den naturalydelserne. Dersom det er tvingende nødvendigt at udrede sådanne naturalydelser straks, underretter bopælsstedets institution øjeblikkeligt den kompetente institution herom.

7.  Arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har pligt til at underrette bopælsstedets institution om enhver forandring i sine forhold, der må antages at berøre hans ret til naturalydelser, navnlig om ethvert arbejdsophør eller overgang til ny beskæftigelse eller selvstændig virksomhed eller enhver forandring af bopæls- eller opholdssted. Den kompetente institution underretter ligeledes bopælsstedets institution, dersom den pågældende ikke længere er forsikret eller hans ret til naturalydelser er bortfaldet. Bopælsstedets institution kan når som helst afkræve den kompetente institution alle oplysninger vedrørende den pågældendes forsikringsforhold eller ret til naturalydelser.

8.  Hvor det drejer sig om grænsearbejdere, kan lægemidler, bandager, briller, mindre proteser samt laboratorieundersøgelser kun udleveres eller foretages i den medlemsstat, hvor de er ordineret efter bestemmelserne i denne medlemsstats lovgivning.

9.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Artikel 61

Kontantydelser, bortset fra renter, i tilfælde af bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå kontantydelser (bortset fra renter) i medfør af forordningens artikel 52, litra b), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende inden tre dage efter uarbejdsdygtighedens indtræden rette henvendelse til bopælsstedets institution med en meddelelse om, at han er ophørt med at arbejde, eller — såfremt dette er foreskrevet i den lovgivning som gælder for den kompetente institution eller bopælsstedets institution — en erklæring om uarbejdsdygtighed udstedt af den behandlende læge.

2.  Dersom de behandlende læger i bopælslandet ikke udsteder attest om uarbejdsdygtighed, henvender den pågældende sig direkte til bopælsstedets institution inden for den frist, der er foreskrevet i den lovgivning, der gælder for den.

Denne institution foranlediger straks den pågældende lægeundersøgt med henblik på konstatering af hans uarbejdsdygtighed samt udfærdigelse af den i stk. 1 omhandlede erklæring. Denne erklæring, som skal angive den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes straks til den kompetente institution.

3.  I de tilfælde, hvor stk. 2 ikke finder anvendelse, skal bopælsstedets institution snarest muligt og under alle omstændigheder inden tre dage efter, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har henvendt sig til den, lade ham kontrolundersøge af en læge, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Den kontrollerende læges erklæring, der navnlig skal indeholde oplysning om den forventede varighed af uarbejdsdygtigheden, sendes af bopælsstedets institution til den kompetente institution inden tre dage efter datoen for kontrolundersøgelsen.

4.  Bopælsstedets institution iværksætter senere om fornødent en administrativ eller lægelig kontrol af den pågældende, som om det drejede sig om en af dens egne forsikrede. Så snart den har konstateret, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende på ny er arbejdsdygtig, underretter den straks den pågældende samt den kompetente institution herom med angivelse af datoen for uarbejdsdygtighedens ophør. Meddelelsen til arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende anses for en afgørelse, der er truffet på den kompetente institutions vegne, jf. dog bestemmelserne i stk. 6.

5.  Den kompetente institution bevarer under alle omstændigheder retten til at lade den pågældende undersøge af en af den selv udpeget læge.

6.  Dersom den kompetente institution beslutter at afslå begæringen om kontantydelser, fordi arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende ikke har overholdt den fremgangsmåde, der er foreskrevet i bopælsstedets lovgivning, eller den konstaterer, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende på ny er arbejdsdygtig, underretter den arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende om denne afgørelse og sender samtidig en genpart heraf til bopælsstedets institution.

7.  Når den pågældende genoptager sit arbejde, underretter han den kompetente institution herom, såfremt dette er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for denne institution.

8.  Den kompetente institution udbetaler kontantydelserne på enhver egnet måde, fortrinsvis ved international postanvisning, og underretter bopælsstedets institution samt den pågældende herom. Dersom kontantydelserne udbetales af bopælsstedets institution til udgift for den kompetente institution, underretter den kompetente institution arbejdstageren eller en selvstændige erhvervsdrivende om hans rettigheder samtidig med, at den underretter bopælsstedets institution om kontantydelsernes størrelse, hvornår de forfalder til udbetaling, samt for hvor lang tid de højst kan tilkendes efter lovgivningen i den kompetente stat.

9.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter indhentet udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Gennemførelse afforordningens artikel 55

Artikel 62

Naturalydelser i tilfælde af ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  For at opnå naturalydelser skal den i forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), omhandlede arbejdstager, der er beskæftiget ved international transport, og som under udførelsen af sit arbejde befinder sig i en anden medlemsstat end den kompetente stat, snarest muligt for opholdsstedets institution fremlægge en særlig attest udstedt af arbejdsgiveren eller dennes stedfortræder i samme kalendermåned eller inden for de to forudgående kalendermåneder. Denne attest skal især angive, hvornår arbejdstageren har tiltrådt sin beskæftigelse hos den nævnte arbejdsgiver, samt den kompetente institutions benævnelse og adresse. Når arbejdstageren har fremlagt denne attest, formodes han at opfylde betingelserne for ret til naturalydelser. Dersom det ikke er muligt for arbejdstageren at henvende sig til opholdsstedets institution før lægebehandlingen, har han alligevel ret til denne behandling ved fremlæggelse af den nævnte attest, som om han var forsikret i denne institution.

2.  Opholdsstedets institution retter inden tre dage henvendelse til den kompetente institution for at få oplyst, om den i stk. 1 omhandlede arbejdstager opfylder betingelserne for ret til naturalydelser. Den er forpligtet til at udrede naturalydelserne, indtil den modtager svar fra den kompetente institution, dog højst for et tidsrum af 30 dage.

3.  Den kompetente institution skal svare opholdsstedets institution inden ti dage efter modtagelsen af dens forespørgsel. Dersom svaret er bekræftende, angiver den kompetente institution i givet fald, for hvor lang tid naturalydelser højst kan tilkendes efter den for denne institution gældende lovgivning, og opholdsstedets institution udreder fortsat de nævnte ydelser.

4.  De naturalydelser, der udredes på grundlag af den i stk. 1 nævnte formodning, er genstand for refusion i henhold til forordningens artikel 36, stk. 1.

5.  I stedet for den i stk. 1 omhandlede attest kan i nævnte stk. omhandlede arbejdstager for opholdsstedets institution fremlægge den i stk. 6 omhandlede attest.

6.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra a), nr. i) — bortset fra de tilfælde, hvor ydelserne tilkendes på grundlag af den i stk. 1 nævnte formodning — skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for opholdsstedets institution fremlægge en attest, der bekræfter, at han har ret til naturalydelser. Denne attest, der udstedes af den kompetente institution, om muligt før arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende forlader den medlemsstats område, hvor han er bosat, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne højst kan tilkendes efter den kompetente stats lovgivning. Fremlægger den pågældende ikke denne attest, retter opholdsstedets institution henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den.

7.  Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 60, stk. 5, 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 63

Naturalydelser til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som flytter, eller som vender tilbage til bopælslandet, samt til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der har fået tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat med henblik på behandling

1.  For at opnå naturalydelser i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra b), nr. i), skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende for bopælsstedets institution fremlægge attest for, at han fortsat har ret til disse ydelser. Denne attest, der udstedes af den kompetente institution, skal i givet fald navnlig angive, for hvor lang tid naturalydelserne endnu kan udredes efter den kompetente stats lovgivning. Attesten kan udstedes efter arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes afrejse og på dennes anmodning, hvid den på grund af force majeure ikke har kunnet udfærdiges tidligere.

2.  Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 60, stk. 5, 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse.

3.  Bestemmelserne i denne artikel finder tilsvarende anvendelse ved udredelse af naturalydelser i de i forordningens artikel 55, stk. 1, litra c), nr. i) omhandlede tilfælde.

Artikel 64

Kontantydelser, bortset fra renter, ved ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat

Med hensyn til opnåelse af kontantydelser (bortset fra renter) i medfør af forordningens artikel 55, stk. 1, litra a), nr. ii), finder bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 61 tilsvarende anvendelse. En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der opholder sig på en medlemsstats område, uden at være erhvervsmæssigt beskæftiget der, er dog ikke forpligtet til at fremlægge den i gennemførelsesforordningens artikel 61, stk. 1, omhandlede anmeldelse om arbejdsophør. Dette berører ikke pligten til at fremlægge en erklæring om uarbejdsdygtighed.

Gennemførelse af forordningens artikel 52 til 56

Artikel 65

Anmeldelser, undersøgelser og udveksling af oplysninger mellem institutionerne vedrørende en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, der er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  Når en arbejdsulykke indtræffer eller en erhvervssygdom første gang lægeligt konstateres i en anden medlemsstat end den kompetente stat, skal anmeldelsen af ulykkestilfældet eller erhvervssygdommen foretages efter bestemmelserne i den kompetente stats lovgivning, uden at dette berører lovbestemmelser, der måtte gælde i den medlemsstater, hvor arbejdsulykken er indtruffet eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, og som fortsat finder anvendelse i et sådant tilfælde. Nævnte anmeldelse indgives til den kompetente institution samtidig med, at en genpart af den sendes til bopæls- eller opholdsstedets institution.

2.  Institutionen i den medlemsstat, på hvis område arbejdsulykken er indtruffet, eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, tilsender den kompetente institution i to eksemplarer de lægeerklæringer, der er udfærdiget i denne stat, samt alle relevante oplysninger, som den sidstnævnte institution måtte ønske at modtage.

3.  Såfremt det, hvor det drejer sig om et ulykkestilfælde indtruffet på vej til eller fra arbejdet i en anden medlemsstats end den kompetente stat, er påkrævet at foretage en undersøgelse på den førstnævnte medlemsstats område, kan den kompetente institution udpege en person til at forestå denne undersøgelse, og den skal i så fald underrette myndighederne i den pågældende medlemsstat herom. Disse myndigheder yder den pågældende bistand, navnlig ved at stille en medhjælp til rådighed for ham med henblik på at gennemgå rapporten og alle øvrige dokumenter vedrørende ulykkestilfældet.

4.  Efter behandlingens afslutning sendes en udførlig rapport med lægeerklæringer om de varige følger af ulykkestilfældet eller sygdommen, navnlig om den pågældendes øjeblikkelige tilstand samt om, hvorvidt læsionerne er helbredt eller konsolideret, til den kompetente institution. De hermed forbundne honorarer betales, alt efter omstændighederne, af bopælslandets institution eller af opholdsstedets institution efter den af den pågældende institution anvendte takst og til udgift for den kompetente institution.

5.  Den kompetente institution skal efter anmodning underrette bopæls- eller opholdsstedets institution, alt efter omstændighederne, om afgørelsen af, hvornår læsionerne er helbredt eller konsolideret samt — i givet fald — om afgørelsen vedrørende tilkendelse af rente.

Artikel 66

Bestridelse af, at ulykkestilfældet eller sygdommen er arbejdsbetinget

1.  Når den kompetente institution i de i forordningens artikel 52 eller artikel 55, stk. 1, omhandlede tilfælde bestrider, at ulykkestilfældet eller sygdommen er omfattet af lovgivningen om arbejdsulykker og erhvervssygdomme, skal den straks underrette bopælsstedets institution eller opholdsstedets institution, der har udredet naturalydelserne; disse ydelser betragtes derefter som sygeforsikringsydelser og udredes fortsat som sådanne på grundlag af de i gennemførelsesforordningens artikel 20 og 21 omhandlede attester.

2.  Når der er truffet endelig afgørelse om dette spørgsmål, underretter den kompetente institution straks bopælsstedets institution eller opholdsstedets institution, der har udredet naturalydelserne. Dersom der ikke er tale om en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, skal denne institution fortsat udrede disse naturalydelser som sygeforsikringsydelser, såfremt arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende i øvrigt er berettiget hertil. I modsat fald betragtes denaturalydelser, som den pågældende har modtaget i henhold til sygeforsikringen, som ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Gennemførelse af forordningens artikel 57

Artikel 67 (7)

Fremgangsmåden i tilfælde af, at den pågældende i flere medlemsstater har været udsat for at pådrage sig en erhvervssygdom

1.  I det i forordningens artikel 57, stk. 1, omhandlede tilfælde indgives anmeldelsen af en erhvervssygdom enten til den institution, der er kompetent vedrørende erhvervssygdomme i den medlemsstat, hvor en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende sygdom, eller til bopælsstedets institution, som sender anmeldelsen til den nævnte kompetente institution.

2.  Dersom den i stk. 1 omhandlede kompetente institution konstaterer, at en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, under lovgivningen i en anden medlemsstat, sender den anmeldelsen med bilag til den tilsvarende institution i denne medlemsstat.

3.  Når institutionen i den medlemsstat, under hvis lovgivning en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, konstaterer, at den pågældende eller hans efterladte ikke opfylder betingelserne i denne medlemsstats lovgivning under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 57, stk. 2, 3 og 4, skal den nævnte institution:

4.  Det kan i givet fald være nødvendigt efter samme fremgangsmåde at gå tilbage til den tilsvarende institution i den medlemsstat, hvor den pågældende først har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom.

Artikel 68 (7)

Udveksling af oplysninger mellem institutioner i tilfælde af klage over afslag på begæring om ydelser. Ydelse af forskud i tilfælde af en sådan klage

1.  I tilfælde af klage over en afgørelse, hvorved der gives afslag på begæring om ydelser, truffet af institutionen i en af de medlemsstater, hvor en person har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, skal denne institution underrette den institution, hvortil anmeldelsen efter den i gennemførelsesforordningens artikel 67, stk. 3, fastsatte fremgangsmåde er sendt, og skal senere underrette den om den endelige afgørelse i sagen.

2.  Såfremt der under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 57, stk. 2, 3 og 4, er erhvervet ret til ydelser efter den for den sidstnævnte institution gældende lovgivning, udbetaler denne institution forskud med et beløb, der i givet fald fastsættes efter høring af den institution, hvis afgørelse er påklaget. Den sidstnævnte institution refunderer det ydede forskudsbeløb, hvis den som følge af klageinstansens afgørelse er forpligtet til at udbetale ydelserne. Dette beløb indeholdes derefter i de ydelser, der tilkommer den pågældende.

Artikel 69 (7)

Fordeling af udgifterne ved kontantydelser i anledning af scierogen pneumoconiose

For så vidt angår anvendelsen af forordningens artikel 57, stk. 5, gælder følgende regler:

Gennemførelse af forordningens artikel 58, stk. 3

Artikel 70

Attestation vedrørende de familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved beregningen af kontantydelser herunder renter

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 58, stk. 3, er betinget af, at ansøgeren fremlægger attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor institutionen, som det påhviler at fastsætte kontantydelser, er beliggende.

Denne attest udstedes af sygeforsikringsinstitutionen på familiemedlemmernes bopælssted eller af en anden institution, på hvis område familiemedlemmerne er bosat. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 25, stk. 2, andet og tredje afsnit, finder tilsvarende anvendelse.

I stedet for den i første afsnit omhandlede attest kan institutionen, som det påhviler at fastsætte kontantydelser, afkræve ansøgeren dokumenter, der indeholder personlige oplysninger af nyere dato om de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

2.  Dersom det efter den lovgivning, som gælder for den pågældende institution, i det i stk. 1 omhandlede tilfælde kræves, at familiemedlemmerne bor hos ansøgeren, skal den omstændighed, at disse familiemedlemmer, når de ikke opfylder nævnte betingelse, dog i overvejende grad forsørges af ansøgeren, godtgøres ved dokumenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren regelmæssigt sender dem en del af sin indtjening.

Gennemførelse af forordningens artikel 60

Artikel 71

Forværring af en erhvervssygdom

1.  I de i forordningens artikel 60, stk. 1, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende meddele den institution i en medlemsstat, over for hvilken han gør krav på ydelser, alle oplysninger vedrørende tidligere tilkendte ydelser i anledning af den pågældende erhvervssygdom.

Denne institution kan rette henvendelse til enhver anden institution, der tidligere har været kompetent, for at fremskaffe de oplysninger, som den anser for nødvendige.

2.  I det i forordningens artikel 60, stk. 1, litra c), omhandlede tilfælde underretter den kompetente institution, som det påhviler at udbetale kontantydelserne, under vedlæggelse af fornøden dokumentation den anden berørte institution om det beløb, som den sidstnævnte institution skal afholde som følge af den indtrådte forværring, med henblik på godkendelse. Ved udløbet af hvert kalenderår sender den førstnævnte institution den anden institution en opgørelse over de kontantydelser, der er udbetalt i løbet af det pågældende regnskabsår, med angivelse af det beløb, som skal afholdes af den sidstnævnte institution, der refunderer beløbet snarest muligt og senest inden tre måneder.

3.  I det i forordningens artikel 60, stk. 2, litra b), første punktum, omhandlede tilfælde underretter den for udbetaling af kontantydelseransvarlige institution under vedlæggelse af fornøden dokumentation de berørte institutioner om de ændringer, der er foretaget i den tidligere fordeling af udgifterne, med henblik på godkendelse.

4.  I det i forordningens artikel 60, stk. 2, litra b), andet punktum, omhandlede tilfælde finder bestemmelserne i stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 61, stk. 5 og 6

Artikel 72

Fastsættelse af invaliditetsgraden i tilfælde af en tidligere eller senere indtruffet arbejdsulykke eller erhvervssygdom

1.  Med henblik på fastsættelse af invaliditetsgraden, af retten til ydelser eller af disses størrelse i de i forordningens artikel 61, stk. 5 og 6, omhandlede tilfælde skal arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende meddele den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning han var omfattet, da arbejdsulykken indtraf, eller erhvervssygdommen først blev konstateret, alle oplysninger vedrørende arbejdsulykker eller erhvervssygdomme, som tidligere eller senere måtte være overgået ham, medens han var omfattet af lovgivningen i enhver anden medlemsstat, uanset hvilken invaliditetsgrad disse tidligere eller senere tilfælde har medført.

2.  Med henblik på erhvervelse af ret til ydelser og fastsættelse af disses størrelse tager den kompetente institution i overensstemmelse med bestemmelserne i den for institutionen gældende lovgivning, hensyn til den invaliditetsgrad, som disse tidligere eller senere tilfælde har medført.

3.  Den kompetente institution kan rette henvendelse til enhver anden institution, der tidligere eller senere har været kompetent, for at fremskaffe de oplysninger, som den anser for nødvendige.

Når den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed er forårsaget af det ulykkestilfælde, der er indtruffet, medens den pågældende var omfattet af lovgivningen i en medlemsstat, der ikke foretager nogen sondring efter uarbejdsdygtighedens årsag, skal den institution, der er kompetent vedrørende den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed, eller det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat, efter anmodning af den kompetente institution i en anden medlemsstat tilvejebringe oplysninger om, om den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed var en følge af et ulykkestilfælde efter den lovgivning, der gjaldt for institutionen i den anden medlemsstat. Er dette tilfældet, finder bestemmelserne i stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 62, stk. 1

Artikel 73

De institutioner, hvortil arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomhed kan rette henvendelse i tilfælde af ophold eller bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  I de i forordningens artikel 62, stk. 1, omhandlede tilfælde kan arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder henvende sig til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor de pågældende opholder sig eller er bosat, og som er anført i bilag 3 til gennemførelsesforordningen, selv om nævnte institution hører under ordningen for arbejdere i stålindustrien, under forudsætning af, at de ydelser, der i opholds- eller bopælslandet er fastsat i den for arbejdere i stålindustrien etablerede ordning vedrørende arbejdsulykker og erhvervssygdomme, svarer til ydelserne efter særordningen for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder. Den pågældende institution er i så fald pligtig at udrede ydelserne.

2.  Når ydelserne efter særordningen for arbejdstagere beskæftiget i miner og lignende virksomheder er mere gunstige, kan de pågældende arbejdstagere henvende sig enten til den institution, som det påhviler at administrere denne ordning, eller til den nærmeste institution på den medlemsstats område, hvor de opholder sig eller er bosat, og som administrerer ordningen for arbejdere i stålindustrien. I sidstnævnte tilfælde skal den pågældende institution gøre den pågældende opmærksom på, at han kan opnå mere gunstige ydelser ved at henvende sig til den institution, som det påhviler at administrere den nævnte særordning, og skal endvidere oplyse ham om denne institutions betegnelse og adresse.

Gennemførelse af forordningens artikel 62, stk. 2

Artikel 74

Medregning af den periode, hvori der allerede er udredet ydelser af institutionen i en anden medlemsstat

For så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 62, stk. 2, kan institutionen i en medlemsstat, der skal udrede ydelser, afkræve institutionen i en anden medlemsstat oplysninger om den periode, hvori den sidstnævnte institution allerede har udredet ydelser for det samme ulykkestilfælde eller den samme erhvervssygdom.

Indgivelse og behandling af begæringer om renter, bortset fra renter i anledning af de i forordningens artikel 57 omhandlede erhvervssygdomme

Artikel 75

1.  For at få rente eller tillæg til en rente efter lovgivningen i en medlemsstat skal arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller hans efterladte, der er bosat på en anden medlemsstats område, indgive begæringen enten til den kompetente institution eller til bopælsstedets institution, der sender den til den kompetente institution. For begæringens indgivelse gælder følgende regler:

2.  Den kompetente institution underretter ansøgeren om sin afgørelse enten direkte eller gennem den kompetente stats kontaktorgan; samtidig sender den en genpart af afgørelsen til kontaktorganet i den medlemsstat, på hvis område ansøgeren er bosat.

Administrativ og lægelig kontrol

Artikel 76

1.  Den administrative og lægelige kontrol samt de lægeundersøgelser, der er foreskrevet i tilfælde af en ændring af renterne, foretages på den kompetente institutions anmodning af institutionen i den medlemsstat, på hvis område modtageren befinder sig, efter reglerne i den lovgivning, som gælder for den sidstnævnte institution.

Den kompetente institution bevarer dog retten til at lade modtageren undersøge af en af den udpeget læge.

2.  Enhver, der modtager rente — til sig selv eller til et barn, der har mistet begge forældre eller en af dem — skal underrette den forpligtede institution om enhver forandring i sine eller barnets forhold, som kan berøre retten til rente.

Udbetaling af renter

Artikel 77

Renter, som en medlemsstats institution skal udrede til personer, der er bosat på en anden medlemsstats område, udbetales efter reglerne i gennemførelsesforordningens artikel 53 til 58.

KAPITEL 5

YDELSER VED DØDSFALD

Gennemførelse af forordningens artikel 64, 65 og 66

Artikel 78

Indgivelse af begæring om ydelser

For at opnå en ydelse ved dødsfald i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, på hvis område han er bosat, skal ansøgeren indgive sin begæring enten til den kompetente institution eller til bopælsstedets institution.

Begæringen skal være ledsaget af de bevisligheder, der er foreskrevet i den lovgivning, som gælder for den kompetente institution.

Rigtigheden af de af ansøgeren givne oplysninger skal godtgøres ved officielle dokumenter, der vedlægges begæringen eller bekræftes af de kompetente organer i den medlemsstat, på hvis område ansøgeren er bosat.

Artikel 79

Attestation af perioder

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 64 er betinget af, at ansøgeren for den kompetente institution fremlægger attest om de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt af arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende efter den lovgivning, hvoraf han senest har været omfattet.

2.  Denne attest udstedes efter ansøgerens anmodning af henholdsvis den sygeforsikringsinstitution eller den alderdomsforsikringsinstitution, som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende senest har været tilsluttet. Dersom ansøgeren ikke fremlægger den nævnte attest, retter den kompetente institution henvendelse til den pågældende institution for at fremskaffeden.

3.  Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, dersom det er nødvendigt at medregne forsikrings- eller bopælsperioder, der tidligere er tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, for at de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser kan opfyldes.

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 67

Artikel 80

Attestation af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 67, stk. 1, 2 eller 4, er betinget af, at den pågældende for den kompetente institution fremlægger attest om de forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, han har tilbagelagt som arbejder efter den lovgivning, hvoraf han tidligere senest har været omfattet, samt alle sådanne supplerende oplysninger, som måtte være foreskrevet i den lovgivning, som gælder for denne institution.

2.  Denne attest udstedes efter den pågældendes anmodning enten af vedkommende arbejdsløshedsinstitution i den medlemsstat, af hvis lovgivning han tidligere senest har været omfattet, eller af en anden institution udpeget af den kompetente myndighed i den nævnte medlemsstat. Dersom den pågældende ikke fremlægger den nævnte attest, retter den kompetente institution henvendelse til den pågældende institution for at fremskaffe den.

3.  Bestemmelserne i denne artikel finder tilsvarende anvendelse, dersom det er nødvendigt at medregne forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, han tidligere som arbejdstager har tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, for at de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser kan opfyldes.

Gennemførelse af forordningens artikel 68

Artikel 81

Attestation med henblik på beregning af ydelser

Med henblik på beregning af ydelser, der påhviler en i forordningens artikel 68, stk. 1, omhandlet institution i tilfælde, hvor den pågældendes seneste beskæftigelse på den medlemsstats område, hvor denne institution er beliggende, ikke har været af mindst fire ugers varighed, skal han for denne institution fremlægge en attest, der angiver arten af den senest udøvede beskæftigelse af mindst fire ugers varighed på en anden medlemsstats område, samt det faglige område, inden for hvilket denne beskæftigelse har været udøvet. Dersom den pågældende ikke fremlægger denne attest, retter den nævnte institution henvendelse enten til vedkommende arbejdsløshedsinstitution i den sidstnævnte medlemsstat, som han senest har været tilsluttet, eller til en anden af den kompetente myndighed i denne medlemsstat udpeget institution.

Artikel 82

Attestation vedrørende familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved beregning af ydelser

1.  Anvendelse af bestemmelserne i forordningens artikel 68, stk. 2, er betinget af, at den pågældende for den kompetente institution fremlægger attest vedrørende de af hans familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den nævnte institution er beliggende.

2.  Denne attest udstedes af den institution, der er udpeget hertil af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område de pågældende familiemedlemmer er bosat. Attesten skal bekræfte, at disse familiemedlemmer ikke tages i betragtning ved beregning af ydelser ved arbejdsløshed til en anden person i henhold til den nævnte stats lovgivning.

Attesten er gyldig i 12 måneder fra datoen for dens udstedelse. Den kan fornyes; i så fald er den gyldig fra datoen for dens fornyelse. Den pågældende skal straks underrette den kompetente institution om ethvert forhold, der nødvendiggør en ændring af den nævnte attest. En sådan ændring får virkning fra den dag, da forholdet er opstået.

3.  Dersom den institution, der udsteder den i stk. 1 omhandlede attest, ikke er i stand til at bekræfte, at familiemedlemmerne ikke tages i betragtning ved beregning af ydelser ved arbejdsløshed til en anden person i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de pågældende familiemedlemmer er bosat, skal den pågældende supplere attesten med en erklæring herom, når han fremlægger attesten for den kompetente institution.

Bestemmelserne i stk. 2, andet afsnit, finder tilsvarende anvendelse på denne erklæring.

Gennemførelse af forordningens artikel 69

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1.  For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:

2.  En arbejdsløs, der agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal før sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest. Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3.  Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente institution om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst.

Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen. Den underretter den kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra e), så snart den er blevet bekendt hermed, og standser straks udbetaling af ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, fortsat en nedsat ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den kompetente institutions svar.

4.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Gennemførelse af forordningens artikel 71

Artikel 84

Arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.  I de i forordningens artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii) og b), nr. ii), første punktum, omhandlede tilfælde anses bopælsstedets institution for den kompetente institution, for så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 80.

2.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), er betinget af, at den arbejdsløse arbejdstager — foruden den i gennemførelsesforordningens artikel 80 omhandlede attest — for institutionen på sit bopælssted fremlægger attest fra institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning han senest har været omfattet, om, at han ikke har ret til ydelser efter forordningens artikel 69.

3.  Med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 2, afkræver bopælsstedets institution den kompetente institution alle oplysninger vedrørende denarbejdsløse arbejdstagers rettigheder over for den sidstnævnte institution.

KAPITEL 7 (8)

FAMILIEYDELSER

Gennemførelse af forordningens artikel 72

Artikel 85 (A)

Attestation af beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed

1.  Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 72 er betinget af, at den pågældende for den kompetente institution fremlægger attest om de forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter den lovgivning, hvoraf han tidligere senest har været omfattet.

2.  Nævnte attest udstedes efter den pågældendes anmodning enten af den i en medlemsstat kompetente institution for familieydelser, som han tidligere senest har været tilsluttet, eller af en anden institution udpeget af den kompetente myndighed i denne medlemsstat. Fremlægger den pågældende ikke den nævnte attest, retter den kompetente institution henvendelse til den ovennævnte institution for at fremskaffe den, medmindre sygeforsikringsinstitutionen er i stand til at sende den en genpart af den i gennemførelsesforordningens artikel 16, stk. 1, nævnte attest.

3.  Bestemmelserne i denne artikel finder tilsvarende anvendelse, dersom det er nødvendigt at medregne forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der tidligere er tilbagelagt efter lovgivningen i enhver anden medlemsstat, for at de i den kompetente stats lovgivning foreskrevne betingelser kan opfyldes.

Gennemførelse af forordningens artikel 73 og artikel 75, stk. 1 og 2

Artikel 86 (8)

1.  For at opnå familieydelser i medfør af forordningens artikel 73 skal arbejdstageren indgive begæring til den kompetente institution, eventuelt gennem sin arbejdsgiver.

2.  Til støtte for sin begæring skal arbejdstageren fremlægge en attest om de familiemedlemmer, der har deres bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor den kompetente institution er beliggende. Denne attest udstedes enten af vedkommende folkeregister i de pågældende familiemedlemmers bopælsland, eller af den kompetente institution for sygeforsikring på de pågældende familiemedlemmers bopælssted, eller af en anden institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område de pågældende familiemedlemmer har deres bopæl. Denne attest fornyes en gang om året.

3.  Dersom familieydelserne efter den kompetente stats lovgivning kan eller skal udbetales til en anden person end arbejdstageren, skal arbejdstageren ligeledes, til støtte for sin begæring, tilvejebringe de fornødne oplysninger, der gør det muligt at identificere den person, til hvem familieydelserne skal udbetales i bopælslandet (efternavn, fornavn, fuldstændig adresse).

4.  De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan aftale særlige regler for udbetaling af familieydelser, navnlig med henblik på at lette anvendelsen af forordningens artikel 75, stk. 1 og 2. Sådanne aftaler skal sendes til Den administrative Kommission.

5.  Arbejdstageren skal, eventuelt gennem sin arbejdsgiver, underrette den kompetente institution om:

Artikel 87 (8)

…

Gennemførelse af forordningens artikel 74

Artikel 88 (8)

Bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 86 finder tilsvarende anvendelse på de i forordningens artikel 74 omhandlede arbejdsløse arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Artikel 89 (8)

…

KAPITEL 8

YDELSER TIL BØRN AF PENSIONS- ELLER RENTEMODTAGERE OG TIL BØRN, DER HAR MISTET BEGGE FORÆLDRE ELLER EN AF DEM

Gennemførelse af forordningens artikel 77 til 79

Artikel 90

1.  For at opnå ydelser i medfør af forordningens artikel 77 eller 78 skal ansøgeren indgive begæring til institutionen på sit bopælssted efter reglerne i den lovgivning, som gælder for denne institution.

2.  Dersom ansøgeren ikke er bosat på den medlemsstats område, hvor den kompetente institution er beliggende, kan han indgive begæringen enten til den kompetente institution eller til institutionen på sit bopælssted, der i så fald sender begæringen til den kompetente institution med angivelse af datoen for dens indgivelse. Denne dato anses for datoen for begæringens indgivelse til den kompetente institution.

3.  Dersom den i stk. 2 omhandlede kompetente institution konstaterer, at ansøgeren ikke har ret til ydelser efter den lovgivning, der gælder for institutionen, sender den straks begæringen, ledsaget af alle fornødne dokumenter og oplysninger, til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været omfattet længst.

I givet fald kan det under de samme betingelser være nødvendigt at gå tilbage til institutionen i den medlemsstat, efter hvis lovgivning den pågældende har tilbagelagt den korteste af sine forsikrings- eller bopælsperioder.

4.  Den administrative Kommission fastsætter, om fornødent, de nødvendige supplerende regler for indgivelse af begæring om ydelser.

Artikel 91

1.  Udbetaling af ydelser i medfør af forordningens artikel 77 eller 78 sker i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 53 til 58.

2.  De kompetente myndigheder i medlemsstaterne udpeger, om fornødent, den institution der er kompetent med hensyn til udbetaling af ydelser i medfør af forordningens artikel 77 eller 78.

Artikel 92

Enhver, der modtager ydelser i medfør af forordningens artikel 77 eller 78 for børn af en pensions- eller rentemodtager eller for børn, der har mistet begge forældre eller en af dem, skal underrette den institution, der udbetaler disse ydelser:

AFSNIT V

FINANSIELLE BESTEMMELSER

Artikel 93

Refusion af ydelser i henhold til syge- og moderskabsforsikringen, bortset fra de i gennemførelsesforordningens artikel 94 og 95 omhandlede ydelser

▼M7

1.  Naturalydelser, som i medfør af forordningens artikel 19, stk. 1 og 2, er udredt til arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og til medlemmer af deres familie, der er bosat på den samme medlemsstats område, samt naturalydelser, som er udredt i medfør af forordningens artikel 21, stk. 2, artikel 22, 22a og 22b, artikel 25, stk. 1, 3 og 4, artikel 26, 31, 34a eller 34b, skal af den kompetente institution refunderes den institution, der har udredt de nævnte ydelser, med de faktiske udgifter, således som disse fremgår af sidstnævnte institutions regnskaber.

▼B

2.  I de i forordningens artikel 21, stk. 2, andet afsnit, artikel 22, stk. 3, andet afsnit, ►M2  ————— ◄ og artikel 31 omhandlede tilfælde og med henblik på anvendelse af stk. 1 anses institutionen på henholdsvis familiemedlemmets, pensionistens ellerrentemodtagerens bopælssted for den kompetente institution.

3.  Når den faktiske størrelse af de i stk. 1 nævnte ydelser ikke fremgår af regnskaberne for den institution, der har udredet dem, og der ikke er truffet nogen aftale i medfør af stk. 6, skal refusionsbeløbet fastsættes til et fikseret beløb på grundlag af alle relevante oplysninger, der kan udledes af de foreliggende data. Den administrative Kommission afgør, hvilket grundlag der skal anvendes ved beregningen af de fikserede beløb, og fastsætter disses størrelse.

4.  Der kan ikke til grund for refusionen lægges højere takster end dem, der finder anvendelse på naturalydelser til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er omfattet af den lovgivning, der gælder for den institution, som har udredet de i stk. 1 omhandlede ydelser.

5.  Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på refusion af kontantydelser, der er udbetalt i henhold til bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 18, stk. 8, andet punktum.

6.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan, efter indhentet udtalelse fra Den administrative Kommission, aftale andre regler for opgørelse af refusionsbeløbene, navnlig på grundlag af fikserede beløb.

Artikel 94

Refusion af naturalydelser i henhold til syge- og moderskabsforsikringen til en arbejdstagers eller selvstændig erhvervsdrivendes familiemedlemmer, der ikke er bosat i samme medlemsstat som arbejdstageren

1.  Udgifterne ved naturalydelser, der i medfør af forordningens artikel 19, stk. 2, er udredet til familiemedlemmer, der ikke er bosat på samme medlemsstats område, som arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende, skal af de kompetente institutioner refunderes de institutioner, der har udredet disse ydelser, på grundlag af et fikseret beløb, som fastsættes for hvert kalenderår, og som i videst muligt omfang skal svare til de faktiske udgifter.

2.  Det fikserede beløb fås ved at multiplicere den gennemsnitlige årlige udgift pr. familie med det gennemsnitlige antal familier, der årligt kommer i betragtning, og nedsætte det herved fremkomne beløb med 20 %.

3.  De nødvendige faktorer for ansættelsen af dette fikserede beløb fastlægges efter følgende regler:

4.  Antallet af familier, der skal tages i betragtning i medfør af bestemmelserne i stk. 3, litra b), opgøres ved hjælp af en fortegnelse, der i dette øjemed føres af bopælsstedets institution, på grundlag af de af den kompetente institution tilvejebragte bevisligheder for de pågældendes ret til ydelser. I tilfælde af uenighed forelægges de pågældende institutioners bemærkninger for det i gennemførelsesforordningens artikel 101, stk. 3, omhandlede revisionsudvalg.

5.  Den administrative Kommission fastsætter de metoder og regler, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de i stk. 3 og 4 nævnte faktorer.

6.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan, efter udtalelse fra Den administrative Kommission, aftale andre regler for fastsættelse af refusionsbeløbene.

Artikel 95 ( 3 )

Refusion af naturalydelser i henhold til syge- og moderskabsforsikringen til pensionister eller rentemodtagere og deres familiemedlemmer, der ikke er bosat i en medlemsstat, efter hvis lovgivning de modtager pension eller rente og har ret til ydelser

1.  Udgifterne ved naturalydelser, der er udredet i medfør af forordningens artikel 28, stk. 1, og artikel 28a, skal af de kompetente institutioner refunderes de institutioner, der har udredet disse ydelser, på grundlag af et fikseret beløb, der i videst muligt omfang svarer til de faktiske udgifter.

2.  Det fikserede beløb fås ved at multiplicere den gennemsnitlige årlige udgift pr. pensions- eller rentemodtager med det gennemsnitlige antal pensions- eller rentemodtagere, der årligt kommer i betragtning, og nedsætte det herved fremkomne beløb med 20 %.

3.  De nødvendige faktorer for ansættelsen af dette fikserede beløb, fastlægges efter følgende regler:

4.  Antallet af pensions- eller rentemodtagere, der skal tages i betragtning i medfør af bestemmelserne i stk. 3, litra b), opgøres ved hjælp af en fortegnelse, der i dette øjemed føres af bopælsstedets institution på grundlag af de af den kompetente institution tilvejebragte bevisligheder for de pågældendes ret til ydelser. I tilfælde af uenighed forelægges de pågældende institutioners bemærkninger for det i gennemførelsesforordningens artikel 101, stk. 3, omhandlede revisionsudvalg.

5.  Den administrative Kommission fastsætter de metoder og regler, der skal anvendes ved fastlæggelsen af de i stk. 3 og 4 nævnte faktorer.

6.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan, efter udtalelse fra Den administrative Kommission, aftale andre regler for fastsættelse af refusionsbeløbene.

Gennemførelse af forordningens artikel 63, stk. 2

Artikel 96

Refusion af naturalydelser i henhold til forsikringen mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der er udredet af en medlemsstats institution til udgift for en anden medlemsstats institution

For så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 63, stk. 2, finder bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 93 tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af forordningens artikel 70, stk. 2

Artikel 97

Refusion af arbejdsløshedsydelser til arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat for at søge arbejde der

1.  Ydelser, der er udbetalt i henhold til forordningens artikel 69, skal af den kompetente institution refunderes den institution, der har udbetalt de nævnte ydelser, med det beløb, der fremgår af den sidstnævnte institutions regnskaber.

2.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan:

Artikel 98 (8)

…

Fælles refusionsregler

Artikel 99

Administrationsudgifter

To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 84, stk. 2, tredje punktum, aftale, at de i gennemførelsesforordningens artikel 93 til 98 omhandlede ydelser forhøjes med en bestemt procentsats til dækning af administrationsomkostninger. Denne procentsats kan variere efter de forskellige ydelser.

Artikel 100

Ikke-afregnede krav

1.  Ved afregningen mellem medlemsstaternes institutioner behøver den forpligtede institution ikke at imødekomme refusionskrav vedrørende ydelser, der er udredet i et kalenderår, der ligger mere end tre år forud for tidspunktet for fremsættelsen af disse krav, enten over for et kontaktorgan eller over for den forpligtede institution i den kompetente stat.

2.  For så vidt angår refusionskrav, der er udregnet på et fikseret grundlag, løber treårsfristen fra datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af de årlige gennemsnitlige udgifter for naturalydelser fastsat i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 94 og 95.

Artikel 101 (8)

Opgørelse over refusionskrav

1.  Den administrative Kommission udarbejder i henhold til forordningens artikel 36, 63 og 70 en opgørelse over refusionskrav for hvert kalenderår.

2.  Den administrative Kommission kan lade foretage enhver revision, der kan tjene til kontrol af det statistiske og regnskabsmæssige materiale, der ligger til grund for den i stk. 1 nævnte opgørelse over refusionskrav, for at sikre navnlig, at dette materiale er i overensstemmelse med de i dette afsnit fastsatte regler.

3.  Den administrative Kommission træffer de i denne artikel omhandlede afgørelser efter indstilling af et revisionsudvalg, der afgiver en begrundet udtalelse til Den administrative Kommission. Denne fastsætter det nævnte revisionsudvalgs forretningsorden og sammensætning.

Artikel 102 (8)

Revisionsudvalgets opgaver — Refusionsregler

1.  Det påhviler Revisionsudvalget:

2.  De i forordningens artikel 36, 63 og 70 omhandlede refusioner til de refusionsberettigede institutioner i en anden medlemsstat sker, for så vidt angår samtlige kompetente institutioner i en medlemsstat, gennem organer udpeget af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. De organer, hvorigennem refusionerne sker, underretter Den administrative Kommission om størrelsen af de refunderede beløb under iagttagelse af de tidsfrister og regler, der er fastsat af nævnte kommission.

3.  Når refusionerne fastsættes på grundlag af de faktiske udgifter ved de udredede ydelser, således som disse fremgår af institutionernes regnskaber, afregnes de for hvert kalenderhalvår i løbet af det følgende kalenderhalvår.

4.  Når refusionerne fastsættes på grundlag af fikserede beløb, afregnes de for hvert kalenderår, i så fald yder de kompetente institutioner de refusionsberettigede institutioner forskud den første dag i hvert kalenderhalvår efter de af Den administrative Kommission fastsatte regler.

5.  De kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater kan aftale andre refusionsfrister eller andre regler for ydelse af forskud.

Artikel 103

Indsamling af statistiske og regnskabsmæssige oplysninger

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i dette afsnit, navnlig hvad angår de bestemmelser, der forudsætter indsamling af statistiske og regnskabsmæssige oplysninger.

Artikel 104 (8)

Optagelse i bilag 5 af overenskomster om refusioner indgået mellem medlemsstater eller medlemsstaternes kompetente myndigheder

1.  Bestemmelser svarende til de i forordningens artikel 36, stk. 3, artikel 63, stk. 3, og artikel 70, stk. 3, samt i gennemførelsesforordningens artikel 93, stk. 6, artikel 94, stk. 6, og artikel 95, stk. 6, indeholdte bestemmelser, som er i kraft dagen før forordningens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed, for så vidt de er optaget i bilag 5 til gennemførelsesforordningen.

2.  Bestemmelser svarende til de i stk. 1 nævnte, der efter forordningens ikrafttræden måtte komme til anvendelse i forholdet mellem to eller flere medlemsstater, skal optages i bilag 5 til gennemførelsesforordningen. Det samme gælder bestemmelser, der måtte blive aftalt i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 97, stk. 2.

Udgifter ved administrativ og lægelig kontrol

Artikel 105

1.  Udgifterne ved den administrative kontrol samt ved de lægeundersøgelser, indlæggelser til observation, lægerejser og kontrolundersøgelser af enhver art, der er nødvendige for tilkendelse, udredelse eller ændring af ydelser, skal af den institution, for hvis regning de er foretaget, refunderes den institution, som det har påhvilet at foretage dem, på grundlag af de af sidstnævnte institution anvendte takster.

2.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan dog aftale andre refusionsregler, navnlig på grundlag af fikserede beløb, eller give afkald på enhver refusion mellem institutionerne.

Sådanne aftaler skal optages i bilag 5 til gennemførelsesforordningen. De aftaler, der er i kraft dagen før forordningens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed, for så vidt de er opført i det nævnte bilag.

Fælles bestemmelser om udbetaling af kontantydelser

Artikel 106

De kompetente myndigheder i de enkelte medlemsstater underretter Den administrative Kommission, under iagttagelse af de af denne kommission fastsatte tidsfrister og regler, om størrelsen af de kontantydelser, der af de under disse myndigheder hørende institutioner er udbetalt til personer, der er bosat eller opholder sig på enhver anden medlemsstats område.

Artikel 107 (9) (11) (12) (14)

Omregning af valuta

▼M7

1.  Ved anvendelse af følgende bestemmelser:

sker omregningen til en given valuta af beløb udtrykt i en anden valuta til den kurs, der i løbet af den i stk. 2 fastsatte referenceperiode beregnes af Kommissionen på grundlag af det månedlige gennemsnit af de referencekurser for omregning af valutaer, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank.

▼B

2.  Referenceperioden er:

▼M7 —————

▼B

4.  Den administrative Kommission fastsætter på forslag af Revisionsudvalget den dato, som skal benyttes ved fastsættelsen af de omregningskurser, der skal anvendes i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

5.  De omregningskurser, der skal anvendes i de i stk. 1 nævnte tilfælde offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende i løbet af den næstsidste måned forud for den måned, fra hvis første dag kurserne skal anvendes.

6.  I andre end de i stk. 1 nævnte tilfælde sker omregningen til den officielle valutakurs på betalingsdagen, såvel ved udbetaling af ydelser som ved refusion.

AFSNIT VI

FORSKELLIGE BESTEMMELSER

Artikel 108

Godtgørelse af, at en arbejdstager er sæsonarbejder

Den i forordningens artikel 1, litra c), omhandlede arbejdstager skal, for at godtgøre sin egenskab af sæsonarbejder, fremlægge sin arbejdskontrakt forsynet med påtegning af arbejdsformidlingen i den medlemsstat, på hvis område han skal udføre eller har udført sit arbejde. Såfremt der i denne medlemsstat ikke anvendes arbejdskontrakter ved sæsonarbejde, skal beskæftigelseslandets institution, i givet fald ved begæring om ydelser, udstede en attest, hvori det på grundlag af de af arbejdstageren meddelte oplysninger bekræftes, at arbejdstageren er eller har været beskæftiget ved et arbejde af sæsonmæssig art.

Artikel 109

Aftale om betaling af bidrag

En arbejdsgiver, der ikke har nogen virksomhed i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er beskæftiget, kan aftale med arbejdstageren, at denne opfylder de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiveren med hensyn til betaling af bidrag.

Arbejdsgiveren skal underrette den kompetente institution eller i givet fald den af den kompetente myndighed i den førstnævnte medlemsstat udpegede institution om en sådan aftale.

Artikel 110

Gensidig administrativ bistand med hensyn til tilbagesøgning af uberettiget modtagne ydelser

Agter en medlemsstats institution, der har udredet ydelser, at gøre erstatningskrav gældende mod en person, der uberettiget har modtaget disse ydelser, yder institutionen på den pågældendes bopælssted eller den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område den pågældende er bosat, den førstnævnte institution bistand.

Artikel 111

De sociale sikringsinstitutioners tilbagesøgning af uberettiget modtagne beløb samt regreskrav fremsat af sociale forsorgsmyndigheder

1.  Dersom en medlemsstats institution ved fastsættelse eller fornyet fastsættelse af ydelser ved invaliditet, alderdom eller dødsfald (pensioner) i henhold til forordningens afsnit III, kapitel 3, har udbetalt modtageren af en ydelse et større beløb, end han er berettiget til, kan denne institution over for enhver anden medlemsstats institution, som det påhviler at udrede tilsvarende ydelser til den pågældende modtager, kræve det for meget udbetalte beløb tilbageholdt i de endnu ikke erlagte ydelser, der af den sidstnævnte institution skal udbetales den nævnte modtager. Den sidstnævnte institution overfører det tilbageholdte beløb til kreditorinstitutionen. For så vidt det for meget udbetalte beløb ikke kan tilbageholdes i de nævnte ydelser, finder bestemmelserne i stk. 2, anvendelse.

2.  Når en medlemsstats institution har udbetalt en modtager et større beløb, end han er berettiget til, kan denne institution, under iagttagelse af de betingelser og grænser, der er fastsat i den for institutionen gældende lovgivning, over for enhver anden medlemsstats institution, som det påhviler at udrede ydelser til den pågældende modtager, kræve det for meget udbetalte beløb tilbageholdt i de ydelser, der af sidstnævnte institution udbetales modtageren. Den sidstnævnte institution foretager tilbageholdelsen under iagttagelse af de betingelser og grænser, der er fastsat for en sådan modregning i den lovgivning, der gælder for institutionen, som om det drejede sig om beløb, den selv havde udbetalt for meget, og overfører det tilbageholdte beløb til kreditorinstitutionen.

3.  Har en af forordningen omfattet person modtaget forsorgshjælp på en medlemsstats område i et tidsrum, hvor den pågældende havde ret til ydelser efter en anden medlemsstats lovgivning, kan det organ, som har ydet forsorgshjælpen, for så vidt det efter lovgivningen har regreskrav på de ydelser, der tilkommer den pågældende, over for enhver anden medlemsstats institution, som det påhviler at udrede ydelser til den pågældende, kræve det beløb, der er udbetalt i forsorgshjælp, tilbageholdt i de beløb, den sidstnævnte institution udbetaler den pågældende.

Når et familiemedlem til en af forordningen omfattet person har modtaget forsorgshjælp på en medlemsstats område i et tidsrum, for hvilket den nævnte person havde ret til ydelser for det pågældende familiemedlem efter lovgivningen i en anden medlemsstat, kan det organ, som har ydet forsorgshjælpen, for så vidt det efter lovgivningen har regreskrav på de ydelser, der tilkommer den nævnte person for det pågældende familiemedlem, over for enhver anden medlemsstats institution, som det påhviler at udrede sådanne ydelser til denne person, kræve det beløb, der er udbetalt i forsorgshjælp, tilbageholdt i de beløb, som af sidstnævnte institution udbetales til den nævnte person for det pågældende familiemedlem.

Den forpligtede institution foretager tilbageholdelsen under iagttagelse af de betingelser og grænser, der er fastsat for en sådan modregning i den for institutionen gældende lovgivning, og overfører det tilbageholdte beløb til kreditororganet.

Artikel 112

Dersom en institution enten direkte eller gennem en anden institution, har foretaget udbetalinger med urette, og tilbagesøgning af de udbetalte beløb ikke er mulig, skal de pågældende beløb afholdes endeligt af den førstnævnte institution, undtagen hvor udbetalingen af det urigtigt udbetalte beløb er fremkaldt ved svigagtig adfærd.

Artikel 113

Tilbagesøgning af naturalydelser, der med urette er udredet til arbejdstagere beskæftiget ved international transport

1.  I tilfælde, hvor ret til naturalydelser ikke anerkendes af den kompetente institution, skal naturalydelser, der af opholdsstedets institution er udredt til en arbejdstager, der er beskæftiget ved international transport, på grundlag af den i gennemførelsesforordningens artikel 20, stk. 1, eller artikel 62, stk. 1, nævnte formodning, refunderes af den kompetente institution.

2.  De udgifter, der af opholdsstedets institution er afholdt for enhver arbejdstager, der er beskæftiget ved international transport, og som har modtaget naturalydelser ved fremlæggelse af den i gennemførelsesforordningens artikel 20, stk. 1, eller artikel 62, stk. 1, omhandlede attest, refunderes af den institution, der i den nævnte attest er anført som kompetent, eller af enhver anden institution, der i dette øjemed er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat, selv om den pågældende arbejdstager ikke i forvejen har henvendt sig til opholdsstedets institution og ikke har ret til naturalydelser.

3.  Den kompetente institution eller, i det i stk. 2 omhandlede tilfælde, den som sådan anførte eller den i dette øjemed udpegede institution bevarer over for modtageren et krav, svarende til størrelsen af de med urette udredede naturalydelser. De nævnte institutioner skal underrette det i gennemførelsesforordningens artikel 101, stk. 3, nævnte revisionsudvalg om sådanne krav, hvorefter udvalget foretager en opgørelse herover.

Artikel 114

Foreløbig udbetaling af ydelser i tilfælde af uenighed om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse, eller hvilken institution der skal udrede ydelserne

I tilfælde af uenighed mellem de kompetente institutioner eller myndigheder i to eller flere medlemsstater med hensyn til, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i medfør af forordningens afsnit II, eller med hensyn til, hvilken institution der skal udrede ydelserne, modtager den pågældende,som ville kunne gøre krav på ydelser, hvis en sådan uenighed ikke forelå, foreløbige ydelser efter den for bopælsstedet gældende lovgivning, eller — dersom den pågældende ikke er bosat på en af de berørte medlemsstaters område — efter den lovgivning, der gælder for den institution, hvortil begæringen først er indgivet.

Artikel 115

Regler for lægeundersøgelser foretaget i en anden medlemsstat end den kompetente stat

Opholds- eller bopælsstedets institution, som i medfør af forordningens artikel 87 skal lade foretage en lægeundersøgelse, følger reglerne i den for institutionen gældende lovgivning.

I mangel af sådanne regler retter institutionen henvendelse til den kompetente institution for at få oplyst, hvorledes den skal forholde sig.

Artikel 116

Aftaler om inddrivelse af bidrag

1.  De i medfør af forordningens artikel 92, stk. 2, indgående aftaler skal optages i bilag 5 til gennemførelsesforordningen.

2.  De aftaler, der er indgået med henblik på anvendelsen af artikel 51 i forordning nr. 3, forbliver i kraft, for så vidt de er anført i bilag 5 til gennemførelsesforordningen.

▼M1

AFSNIT VIa

BESTEMMELSER OM ELEKTRONISK DATABEHANDLING

▼M1

Artikel 117

Databehandling

▼M10

1.  På grundlag af undersøgelser og forslag fra Det Tekniske Udvalg, der er omhandlet i artikel 117c i gennemførelsesforordningen, tilpasser Den Administrative Kommission de standarder for dokumenter samt de kredsløb og procedurer for overførsel af data, der er nødvendige for forordningens og gennemførelsesforordningens anvendelse, til de nye databehandlingsteknikker.

▼M1

2.  Den Administrative Kommission træffer de fornødne foranstaltninger med henblik på en generel anvendelse af disse blanketter, kredsløb og procedurer under hensyntagen til udviklingen inden for databehandling i de enkelte medlemsstater.

▼M1

Artikel 117a

Telematiktjenester

1.  Medlemsstaterne vil gradvist anvende telematiktjenester til udveksling af de data mellem de sociale sikringsinstitutioner, der er nødvendige for forordningens og gennemførelsesforordningens anvendelse.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber vil støtte aktiviteter af fælles interesse fra det tidspunkt, hvor medlemsstaterne etablerer disse telematiktjenester.

2.  På grundlag af forslag fra Det Tekniske Udvalg, der er omhandlet i artikel 117c i gennemførelsesforordningen, fastsætter Den Administrative Kommission de fælles arkitekturregler for telematiktjenesterne, især med hensyn til sikkerhed og anvendelse af normer.

Artikel 117b

Telematiktjenesternes funktion

1.  Hver medlemsstat er ansvarlig for sin egen del af telematiktjenesterne under iagttagelse af fællesskabsbestemmelserne om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

2.  Den Administrative Kommission fastsætter bestemmelser om funktion af den fælles del af telematiktjenesterne

Artikel 117c

Det Tekniske Udvalg for Databehandling

1.  Den Administrative Kommission nedsætter et teknisk udvalg, der skal aflægge beretninger og forelægge en begrundet udtalelse, før der træffes de i artikel 117, 117a og 117b nævnte afgørelser. Den Administrative Kommission fastsætter reglerne for Det Tekniske Udvalgs virksomhed og sammensætning.

2.  Det Tekniske Udvalg skal

▼B

AFSNIT VII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 118 (6) (12)

Overgangsbestemmelser vedrørende pensioner og renter for arbejdstagere

1.  Når tidspunktet for sikringsbegivenhedens indtræden ligger forud for den 1. oktober 1972 eller for datoen for gennemførelsesforordningens anvendelse på den pågældende medlemsstats område, og når fastsættelsen af ydelsen på grundlag af pensions- eller rentebegæringen endnu ikke er sket inden denne dato, skal der foretages en dobbelt fastsættelse af ydelsen, for så vidt der på grundlag af sikringsbegivenheden skal tilkendes ydelser for et tidsrum, der ligger forud for den sidstnævnte dato:

Såfremt det beløb, der fremkommer ved beregningen efter litra a), er højere end det, der fremkommer ved beregningen efter litra b), skal den pågældende dog fortsat modtage det i henhold til litra a) beregnede beløb.

2.  Indgivelse efter den 1. oktober 1972 eller efter datoen for gennemførelsesforordningens anvendelse på den pågældende medlemsstats område eller en del heraf til en institution i en medlemsstat af en begæring om ydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte medfører automatisk, at ydelser, der af institutionerne i en eller flere medlemsstater er fastsat før dette tidspunkt for det samme tilfælde, omberegnes på grundlag af forordningen, idet omberegningen dog ikke kan medføre, at der udbetales et lavere ydelsesbeløb.

Artikel 119 (6) (12)

Overgangsbestemmelser vedrørende pensioner og renter for selvstændige erhvervsdrivende

1.  Når tidspunktet for sikringsbegivenhedens indtræden ligger forud for den 1. juli 1982 eller for datoen for gennemførelsesforordningens anvendelse på den pågældende medlemsstats område, og når fastsættelse af ydelsen på grundlag af pensions- eller rentebegæringen endnu ikke er sket inden denne dato, skal der foretages en dobbelt fastsættelse af ydelsen, for så vidt der på grundlag af sikringsbegivenheden skal tilkendes ydelser for et tidsrum, der ligger forud for den sidstnævnte dato:

Såfremt det beløb, der fremkommer ved beregningen efter litra a), er højere end det, der fremkommer ved beregningen efter litra b), skal den pågældende dog fortsat modtage det i henhold til litra a) beregnede beløb.

2.  Indgivelse efter den 1. juli 1982 eller efter datoen for gennemførelsesforordningens anvendelse på den pågældende medlemsstats område eller en del heraf af en begæring om ydelser ved invaliditet,alderdom eller til efterladte medfører automatisk, at ydelser, der af institutionen eller institutionerne i en eller flere medlemsstater er fastsat før dette tidspunkt, for det samme tilfælde, omberegnes på grundlag af forordningen, idet omberegningen dog ikke kan medføre, at der udbetales et lavere ydelsesbeløb.

Artikel 119a (5)

Overgangsbestemmelser vedrørende pensioner og renter i forbindelse med anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra a), in fine, i gennemførelsesforordningen

1.  Ligger tidspunktet for sikringsbegivenhedens indtræden forud for den 1. januar 1987, og er fastsættelse af ydelsen på grundlag af pensions- eller rentebegæringen endnu ikke sket inden denne dato, skal der foretages en dobbelt fastsættelse af ydelsen, for så vidt der på grundlag af sikringsbegivenheden skal tilkendes ydelser for et tidsrum, der ligger forud for denne dato:

Såfremt det beløb, der fremkommer ved beregningen efter litra a), er højere end det, som fremkommer ved beregningen efter litra b), skal den pågældende dog fortsat modtage det i henhold til litra a) beregnede beløb.

2.  Indgivelse efter den 1. januar 1987 til en institution i en medlemsstat af en begæring om ydelser ved invaliditet, alderdom eller til efterladte medfører automatisk, at ydelser, der af institutionen eller af institutionerne i en eller flere andre medlemsstater allerede er fastsat før dette tidspunkt, for det samme tilfælde, omberegnes på grundlag af bestemmelserne i forordningen, dog med forbehold af bestemmelserne i artikel 3.

3.  De rettigheder, der tilkommer personer, som inden den 1. januar 1987 i den pågældende medlemsstat har fået tillagt en pension eller rente, kan efter den pågældende anmodning tages op til revision under hensyn til bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 3811/86 ( 4 ).

4.  Fremsættes den i stk. 3 omhandlede anmodning inden for en frist på et år fra den 1. januar 1987, erhverves rettigheder i medfør af forordning (EØF) nr. 3811/86 med virkning fra den 1. januar 1987, eller fra datoen for erhvervelse af ret til pension eller rente, såfremt retten til disse ydelser er erhvervet senere end den 1. januar 1987, uden at nogen medlemsstats lovbestemmelser om bortfald eller forældelse af rettigheder kan gøres gældende over for den pågældende.

5.  Fremsættes den i stk. 3 omhandlede anmodning efter udløbet af en frist på et år fra den 1. januar 1987, erhverves rettigheder i medfør af forordning (EØF) nr. 3811/86 som ikke er bortfaldet eller forældet, fra datoen for anmodningens fremsættelse, medmindre der efter en medlemsstats lovgivning gælder gunstigere regler.

▼M4

Artikel 120

Personer, som studerer eller er under faglig uddannelse

Bestemmelserne i denne forordning med undtagelse af artikel 10 og 10a finder i givet fald tilsvarende anvendelse på studerende.

▼B

Artikel 121

Supplerende gennemførelsesaftaler

1.  To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan, om fornødent, træffe aftaler, der tager sigte på at supplere de administrative regler om forordningens gennemførelse. Sådanne aftaler skal optages i bilag 5 til gennemførelsesforordningen.

2.  Aftaler, der svarer til de i stk. 1 nævnte, og som er gældende dagen før den 1. oktober 1972, forbliver i kraft, for så vidt de er anført i bilag 5 til gennemførelsesforordningen.

▼M5

Artikel 122

Særlige bestemmelser vedrørende ændring af bilag

Efter anmodning fra den eller de pågældende medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan bilagene til gennemførelsesforordningen ændres ved en forordning udstedt af Kommissionen efter enstemmig udtalelse fra Den Administrative Kommission.

▼B

BILAG 1 (A) (B) (3) (4) (9) (13) (15)

KOMPETENTE MYNDIGHEDER

[Forordningens artikel 1, litra l), og gennemførelsesforordningens artikel 4, stk. 1 og artikel 122]

BILAG 2 (A) (B) (2) (3) (7) (8) (9) (13) (14) (15)

KOMPETENTE INSTITUTIONER

(Forordningens artikel 1, litra o), og gennemførelsesforordningens artikel 4, stk. 2)

A.   BELGIEN

▼A1

B.   DEN TJEKKISKE REPUBLIK

▼A1

C.   DANMARK

▼A1

D.   TYSKLAND

▼B

De tyske institutioners kompetence retter sig efter tysk lovgivning, medmindre andet er bestemt i det følgende

▼A1

E.   ESTLAND

▼A1

F.   GRÆKENLAND

▼B

▼A1

G.   SPANIEN

▼B

▼A1

H.   FRANKRIG

▼B

▼A1

I.   IRLAND

▼B

▼M11

J.   ITALIEN

▼M13

K.   CYPERN

L.   LETLAND

▼A1

M.   LITAUEN

▼A1

N.   LUXEMBOURG

▼B

▼A1

O.   UNGARN

P.   MALTA

▼A1

Q.   NEDERLANDENE

▼A1

R.   ØSTRIG

▼B

▼A1

S.   POLEN

▼A1

T.   PORTUGAL

▼A1

U.   SLOVENIEN

V.   SLOVAKIET

▼A1

W.   FINLAND

▼B

▼A1

X.   SVERIGE

▼B

▼A1

Y.   DET FORENEDE KONGERIGE

▼B

BILAG 3 (A)(B) (2) (3) (7) (9) (12) (13) (14) (15)

BOPÆLSSTEDETS INSTITUTIONER OG OPHOLDSSTEDETS INSTITUTIONER

(Forordningens artikel 1, litra p), og gennemførelsesforordningens artikel 4, stk. 3)

A.   BELGIEN

▼A1

B.   DEN TJEKKISKE REPUBLIK

▼A1

C.   DANMARK

▼B

▼A1

D.   TYSKLAND

▼M11

E.   ESTLAND

▼B

F.   GRÆKENLAND

▼A1

G.   SPANIEN

▼B

▼A1

H.   FRANKRIG

▼B

▼A1

I.   IRLAND

▼B

▼A1

J.   ITALIEN

▼B

▼M13

K.   CYPERN