11.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 292/61


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/2201

af 10. november 2022

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 13. november 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/2074 (1) om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela.

(2)

I betragtning af den igangværende politiske, økonomiske, sociale og humanitære krise i Venezuela og de vedvarende handlinger, der underminerer demokratiet, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne, vedtog Rådet den 11. november 2021 afgørelse (FUSP) 2021/1965 (2), der forlængede de gældende restriktive foranstaltninger, herunder alle udpegningerne, indtil den 14. november 2022.

(3)

Rådet har taget de gældende restriktive foranstaltninger op til fornyet overvejelse i overensstemmelse med artikel 13 i afgørelse (FUSP) 2017/2074. På grundlag af denne fornyede overvejelse bør de restriktive foranstaltninger, herunder alle udpegningerne, forlænges indtil den 14. november 2023, og begrundelsen for 17 personer bør ajourføres.

(4)

Disse foranstaltninger påvirker ikke den brede befolkning og kan ophæves, i takt med at der gøres fremskridt med at genindføre demokratiet, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne i Venezuela.

(5)

Afgørelse (FUSP) 2017/2074 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2017/2074 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 13, stk. 1, affattes således:

»Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 14. november 2023.«

2)

Bilag I ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2022.

På Rådets vegne

M. BEK

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2074 af 13. november 2017 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela (EUT L 295 af 14.11.2017, s. 60).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1965 af 11. november 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela (EUT L 400 af 12.11.2021, s. 148).


BILAG

Oplysningerne i bilag I til afgørelse (FUSP) 2017/2074 om de nedenfor anførte personer erstattes af følgende oplysninger:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse

»3.

Tibisay LUCENA RAMÍREZ

Fødselsdato: 26. april 1959

Køn: kvinde

Minister for universitetsuddannelse siden oktober 2021. Formand for det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral eller CNE) fra april 2006 til juni 2020. Hendes handlinger og politikker har undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, herunder ved at lette oprettelsen af den forfatningsgivende forsamling ved at undlade at sikre, at CNE forbliver en upartisk og uafhængig institution i overensstemmelse med den venezuelanske forfatning, og genvalget i maj 2018 af Nicolás Maduro ved et præsidentvalg, der hverken var frit eller fair.

22.1.2018

5.

Maikel José MORENO PÉREZ

Fødselsdato: 12. december 1965

Køn: mand

Dommer i appelafdelingen for straffesager ved Venezuelas højesteret (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)). Tidligere præsident og vicepræsident for højesteret. I disse funktioner har han støttet og lettet regeringsindgreb og politikker, som har undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, og han er ansvarlig for handlinger og udtalelser, der har krænket nationalforsamlingens myndighed, bl.a. ved udpegelse af det nationale valgråd (CNE) i juni 2020 og ved at suspendere og udskifte ledelsen i tre oppositionspartier i juni og juli 2020.

22.1.2018

15.

Freddy Alirio BERNAL ROSALES

Fødselsdato: 16. juni 1962

Fødested: San Cristóbal, delstaten Táchira, Venezuela

Køn: mand

Guvernør for delstaten Táchira efter at have vundet valget i november 2021. Tidligere chef for det nationale kontrolcenter under udvalget for lokal forsyning og produktion (National Control Centre of the Committee for Local Supply and Production (CLAP)) og tidligere protektor for delstaten Táchira. Også generalkommissær for den bolivariske nationale efterretningstjeneste (SEBIN). Som chef for CLAP og protektor for delstaten Táchira havde han mulighed for at trække på specialstyrkerne (FAES) og påvirke udnævnelsen af dommere og anklagere. Ansvarlig for at undergrave demokratiet gennem manipulering af uddelinger under CLAP-programmet blandt vælgere. Derudover er han som generalkommissær for SEBIN ansvarlig for SEBIN's aktiviteter, herunder alvorlige menneskerettighedskrænkelser, såsom vilkårlig tilbageholdelse.

25.6.2018

22.

Alexis Enrique ESCALONA MARRERO

Fødselsdato: 12. oktober 1962

Køn: mand

Ansvarshavende chef for det nationale kontor til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og finansiering af terrorisme (ONDOFT) fra januar 2018 til maj 2019. Pensioneret generalmajor, tidligere viceminister for forebyggelse og offentlig sikkerhed i indenrigsministeriet (udnævnt i 2017 af præsident Maduro) og tidligere national øverstbefalende for den nationale kommando til bekæmpelse af afpresning og kidnapning (Comando Nacional Antiextorsión y Secuestro (CONAS)) (mellem 2014 og 2017). Ansvarlig for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur, overdreven magtanvendelse og mishandling af fanger, begået af medlemmer af CONAS under hans kommando. Også ansvarlig for undertrykkelse af civilsamfundet begået af medlemmer af CONAS under hans kommando.

27.9.2019

27.

Gladys DEL VALLE REQUENA

Fødselsdato: 9. november 1952

Fødested: Puerto Santo, Sucre, Venezuela

ID-nummer: V-4114842

Køn: kvinde

Generalinspektør for domstolene siden den 27. april 2022. Tidligere medlem af den udemokratisk valgte nationalforsamling og tidligere medlem og andennæstformand for den ikkeanerkendte nationale forfatningsgivende forsamling. I sin ledende rolle i den ikkeanerkendte nationale forfatningsgivende forsamling har hun undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, herunder ved at underskrive det dekret, der fratog Juan Guaidó, formand for Venezuelas nationalforsamling, hans parlamentariske immunitet.

29.6.2020

30.

Juan José MENDOZA JOVER

Fødselsdato: 11. marts 1969

Fødested: Trujillo, Venezuela

Adresse: Arnoldo Gabaldón, Candelaria, Edo. Trujillo

ID-nummer: V-9499372

Køn: mand

Tidligere andenvicepræsident for Venezuelas højesteret (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)) og tidligere formand for højesterets forfatningskammer (februar 2017-april 2022). Hans handlinger har undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, herunder ved en række retsafgørelser i de seneste to år, som har begrænset eller undergravet de forfatningsmæssige beføjelser for Venezuelas demokratisk valgte lovgivende organ, nationalforsamlingen.

29.6.2020

37.

Remigio CEBALLOS ICHASO

Fødselsdato: 1. maj 1963

ID-nummer: V-6557495

Køn: mand

Siden august 2021 Venezuelas indenrigs- og justitsminister og næstformand for regeringen med ansvar for borgernes sikkerhed. Tidligere øverstbefalende for den operationelle og strategiske kommando i Venezuelas bolivariske nationale væbnede styrker (Comando Estratégico Operacional Fuerzas Armadas Nacionales Bolivarianas (CEOFANB)), Venezuelas væbnede styrkers højeste organ (juni 2017 – juli 2021). CEOFANB kontrollerer de bolivariske nationale væbnede styrker (FANB) og den bolivariske nationalgarde. CEOFANB er også ansvarlig for at koordinere FANB-interventioner i demonstrationer. Han var i sin stilling som øverstbefalende for CEOFANB ansvarlig for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder overdreven magtanvendelse og umenneskelig og nedværdigende behandling foretaget af FANB-tjenestemænd og af underordnede styrker under hans kommando, bl.a. den bolivariske nationalgarde. Ifølge forskellige kilder, herunder den uafhængige internationale undersøgelsesmission vedrørende Den Bolivariske Republik Venezuela, står FANB og den bolivariske nationalgarde bag menneskerettighedskrænkelser.

22.2.2021

38.

Omar José PRIETO FERNÁNDEZ

Fødselsdato: 25. maj 1969

ID-nummer: V-9761075

Køn: mand

Tidligere guvernør for delstaten Zulia (2017-2021). I denne stilling har han undergravet demokratiet og retsstaten i delstaten Zulia. Han blev taget i ed af den ikkeanerkendte nationale forfatningsgivende forsamling (ANC), efter at den legitime vinder af valget nægtede at blive taget i ed af ANC. Omar José Prieto Fernández fremmede aktivt det udemokratiske valg til nationalforsamlingen, som fandt sted den 6. december 2020. I delstaten Zulia truede han desuden oppositionsledere med »husbesøg« og udtalte, at han ville erklære delstaten Zulia uafhængig, hvis en midlertidig regering ledet af Juan Guaidó skulle komme til magten.

22.2.2021

42.

Lourdes Benicia SUÁREZ ANDERSON

Fødselsdato: 7. marts 1965

Køn: kvinde

Dommer i højesterets forfatningskammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)) siden december 2005 og næstformand for højesterets forfatningskammer siden april 2022. Tidligere formand for højesterets forfatningskammer og tidligere førstevicepræsident for højesteret. Som medlem af højesterets forfatningskammer er hun ansvarlig for handlinger, udtalelser og afgørelser, som har krænket nationalforsamlingens forfatningsmæssige beføjelser og undergravet oppositionens valgrettigheder, herunder højesterets ensidige udnævnelse af det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) i juni 2020 og suspensionen og den ensidige udskiftning af ledelsen af tre af de vigtigste demokratiske oppositionspartier i juni og juli 2020 samt forlængelsen af afgørelsen om Acción Democrática med endnu et år i maj 2021. Hendes handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, og hun har støttet og lettet den udøvende magts undergravning af demokratiet og retsstaten.

22.2.2021

44.

René Alberto DEGRAVES ALMARZA

Køn: mand

Dommersuppleant i højesterets forfatningskammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)) siden april 2022. Tidligere dommer i højesterets forfatningskammer. Som medlem af højesterets forfatningskammer har han været ansvarlig for handlinger, udtalelser og afgørelser, som har krænket nationalforsamlingens forfatningsmæssige beføjelser og undergravet oppositionens valgrettigheder, herunder højesterets ensidige udnævnelse af det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) i juni 2020 og suspensionen og den ensidige udskiftning af ledelsen af tre af de vigtigste demokratiske oppositionspartier i juni og juli 2020 samt forlængelsen af afgørelsen om Acción Democrática med endnu et år i maj 2021. Hans handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, og han har støttet og lettet den udøvende magts undergravning af demokratiet og retsstaten.

22.2.2021

45.

Arcadio DELGADO ROSALES

Fødselsdato: 23. september 1954

Køn: mand

Tidligere dommer i og næstformand for højesterets forfatningskammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)). Som medlem af højesterets forfatningskammer har han været ansvarlig for handlinger, udtalelser og afgørelser, som har krænket nationalforsamlingens forfatningsmæssige beføjelser og undergravet oppositionens valgrettigheder, herunder højesterets ensidige udnævnelse af det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) i juni 2020 og suspensionen og den ensidige udskiftning af ledelsen af tre af de vigtigste demokratiske oppositionspartier i juni og juli 2020 samt forlængelsen af afgørelsen om Acción Democrática med endnu et år i maj 2021. Hans handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, og han har støttet og lettet den udøvende magts undergravning af demokratiet og retsstaten.

22.2.2021

46.

Carmen Auxiliadora ZULETA DE MERCHÁN

Fødselsdato: 13. december 1947

Køn: kvinde

Tidligere dommer i højesterets forfatningskammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)). Som medlem af højesterets forfatningskammer har hun været ansvarlig for handlinger, udtalelser og afgørelser, som har krænket nationalforsamlingens forfatningsmæssige beføjelser og undergravet oppositionens valgrettigheder, herunder højesterets ensidige udnævnelse af det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) i juni 2020 og suspensionen og den ensidige udskiftning af ledelsen af tre af de vigtigste demokratiske oppositionspartier i juni og juli 2020 samt forlængelsen af afgørelsen om Acción Democrática med endnu et år i maj 2021. Hendes handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela, og hun har støttet og lettet den udøvende magts undergravning af demokratiet og retsstaten.

22.2.2021

47.

Indira Maira ALFONZO IZAGUIRRE

Fødselsdato: 29. april 1968

Fødested: La Guaira, delstaten La Guaira, Venezuela

ID-nummer: V-6978710

Køn: kvinde

Tidligere formand for højesterets valgkammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)). Tidligere forkvinde for det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)), udnævnt den 13. juni 2020. Tidligere medlem af valgkammeret og plenarkammeret i højesteret, anden næstforkvinde for højesteret fra 2015 til den 24. februar 2017, næstforkvinde for højesteret fra den 24. februar 2017 til den 12. juni 2020. Som medlem af højesterets valgkammer er Indira Maira Alfonzo Izaguirre ansvarlig for de handlinger, der i december 2015 blev foretaget mod den da nyvalgte nationalforsamling, og som førte til, at nationalforsamlingen ikke kunne udøve sine lovgivningsbeføjelser. Desuden accepterede hun, at højesteret i juni 2020 udnævnte hende til forkvinde for CNE, selv om nationalforsamlingen har denne beføjelse. I denne rolle forberedte hun og førte tilsyn med det udemokratiske valg til nationalforsamlingen, som blev afholdt den 6. december 2020, og deltog i ændringen den 30. juni 2020 af reglerne for disse valg uden formelt at forlade højesteret (midlertidig tilladelse til at integrere CNE). Efter fornyelsen af CNE i maj 2021 vendte hun tilbage til højesteret. Hendes handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

22.2.2021

48.

Leonardo Enrique MORALES POLEO

Køn: mand

Tidligere næstformand for det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) og formand for kommissionen for politisk deltagelse og finansiering (august 2020-maj 2021). Leonardo Enrique Morales Poleo blev den 7. august 2020 udnævnt til næstformand for CNE og formand for kommissionen for politisk deltagelse og finansiering af højesteret (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)), selv om nationalforsamlingen har denne beføjelse. Lige inden sin udnævnelse gjorde han desuden tjeneste i det progressive fremskridtsparti (Avanzada Progresista). Som medlem (rektor) af og næstformand for CNE deltog han fuldt ud i CNE's beslutningsproces. Han har støttet og lettet tilsynet med valgprocessen, som førte til det udemokratiske valg til nationalforsamlingen den 6. december 2020. Hans handlinger har derfor yderligere undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela. Leonardo Enrique Morales Poleo accepterede at blive udnævnt til CNE og forblev i sin stilling som næstformand for CNE, mens demokratiet blev alvorligt undergravet i Venezuela.

22.2.2021

49.

Tania D'AMELIO CARDIET

Fødselsdato: 5. december 1971

Fødested: Italien

Nationalitet: venezuelansk

ID-nummer: V-11691429

Køn: kvinde

Dommer i højesterets forfatningskammer (Tribunal Supremo de Justicia (TSJ)) siden april 2022. Tidligere medlem (rektor) af det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral (CNE)) i perioden 2016-2023. Tidligere medlem (rektor) af CNE i perioden 2010-2016. Som rektor for CNE siden 2010 bidrog Tania d'Amelio Cardiet direkte gennem sine funktioner til undergravningen af demokratiet og retsstaten i Venezuela, herunder ved at forberede det udemokratiske valg til nationalforsamlingen i 2020, deltage i ændringen den 30. juni 2020 af reglerne for disse valg og deltage i tilrettelæggelsen og afviklingen af præsidentvalget i 2018. Desuden accepterede Tania d'Amelio Cardiet, at højesteret i 2016 udnævnte hende til CNE, selv om nationalforsamlingen har denne beføjelse.

22.2.2021

52.

Jesús Emilio VÁSQUEZ QUINTERO

ID-nummer: V-7422049

Køn: mand

Præsident for krigsretten og de militære domstole siden den 17. september 2021. Generalmajor siden den 5. juli 2019 og tidligere statsadvokat i den militære anklagers kontor december 2017-17. september 2021). Er som statsadvokat i den militære anklagers kontor ansvarlig for at undergrave demokratiet og retsstatsprincippet i Venezuela. Den militære anklagers kontor er blevet sammenkædet med intern retsforfølgning i de væbnede styrker og mangler i forbindelse med undersøgelse af hændelser, herunder kaptajn Acostas død i 2019. Desuden anvendes militær ret på civile.

22.2.2021

54.

Manuel Eduardo PÉREZ URDANETA

Fødselsdato: 29. december 1960 eller 26. maj 1962

Fødested: Cagua, delstaten Aragua

ID-nummer: V-6357038

Pasnummer: 001234503 (udløbet 2012)

Køn: mand

Tidligere viceindenrigs- og justitsminister. I Venezuelas Indenrigs- og Justitsministerium var brigadegeneral Manuel Eduardo Pérez Urdaneta en af de fem viceministre. Hans ansvarsområder omfattede forebyggende sikkerhed og offentlig sikkerhed (Viceministro de prevención y Seguridad Ciudadana). Brigadegeneral Manuel Eduardo Pérez Urdaneta var inden da direktør for det nationale bolivariske politi. I denne rolle var han ansvarlig for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder voldsom fysisk magtanvendelse over for fredelige demonstranter begået af tjenestemænd i det nationale bolivariske politi under hans myndighed.

22.2.2021«