European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2719

25.10.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2719

af 24. oktober 2024

om at gøre importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Egypten, Indien, Japan og Vietnam til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,

efter at have informeret medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 8. august 2024 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Egypten, Indien, Japan og Vietnam.

(2)

Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage, som blev indgivet den 24. juni 2024 af EUROFER på vegne af producenter, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål.

1.   VARE, DER SKAL GØRES TIL GENSTAND FOR REGISTRERING

(3)

Den vare, der skal gøres til genstand for registrering (»den pågældende vare«) er visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, også i oprullet stand (herunder »afkortede produkter« og »smalt båndjern«), kun varmvalsede, ikke pletterede, belagte eller overtrukne.

(4)

Følgende varer er ikke omfattet:

produkter af rustfrit stål og kornorienteret silicium-elektrisk stål

produkter af værktøjsstål og hurtigstål

produkter, ikke i oprullet stand, uden reliefmønster, af tykkelse over 10 mm og af bredde 600 mm og derover, samt

produkter, ikke oprullet, uden reliefmønster, af tykkelse 4,75 mm og derover, men ikke over 10 mm og af bredde 2 050 mm og derover.

(5)

Den pågældende vare er i øjeblikket henhørende under KN-kode 7208 10 00 , 7208 25 00 , 7208 26 00 , 7208 27 00 , 7208 36 00 , 7208 37 00 , 7208 38 00 , 7208 39 00 , 7208 40 00 , 7208 52 10 , 7208 52 99 , 7208 53 10 , 7208 53 90 , 7208 54 00 , 7211 13 00 , 7211 14 00 , 7211 19 00 , ex 7225 19 10 (Taric-kode 7225 19 10 90), 7225 30 90 , ex 7225 40 60 (Taric-kode 7225 40 60 90), 7225 40 90 , ex 7226 19 10 (Taric-kode 7226 19 10 91, 7226 19 10 95), 7226 91 91 og 7226 91 99 . KN- og Taric-koderne angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.

2.   REGISTRERING

(6)

I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen fører til indførelse af antidumpingtold, kan denne told opkræves med tilbagevirkende kraft på den registrerede import i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, såfremt de nødvendige betingelser er opfyldt.

(7)

Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, hvorved der indføres en eventuel endelig told.

(8)

Enhver fremtidig forpligtelse udspringer af resultaterne af undersøgelsen.

(9)

Hvad angår importen af den pågældende vare fra Egypten og Japan i perioden fra januar til december 2023, antages der i de påstande i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, at være tale om dumpingmargener på henholdsvis mellem 30 % og 40 % og mellem 10 % og 20 % samt en gennemsnitlig skadestærskel på henholdsvis 26 % og 29,3 %. Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til det laveste af disse to niveauer, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2.

(10)

Hvad angår importen af den pågældende vare fra Indien og Vietnam i perioden fra januar til december 2023, antages der i de påstande i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, at være tale om dumpingmargener på henholdsvis omtrent 10 % og mellem 5 % og 15 % samt en gennemsnitlig skadestærskel på henholdsvis 27,3 % og 34,7 %. Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til det laveste af disse to niveauer, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2. Hvis Kommissionen i løbet af undersøgelsen finder beviser for fordrejninger af råvarepriserne i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil beløbet for en eventuel fremtidig betalingsforpligtelse blive fastsat til niveauet for dumpingmargenen, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2b, hvis det konkluderes, at en told, der er lavere end dumpingmargenen, ikke vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

3.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(11)

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (3) om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Toldmyndighederne pålægges herved i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 at tage de nødvendige skridt til at registrere importen til Unionen af visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, også i oprullet stand (herunder »afkortede produkter« og »smalt båndjern«), kun varmvalsede, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7208 10 00 , 7208 25 00 , 7208 26 00 , 7208 27 00 , 7208 36 00 , 7208 37 00 , 7208 38 00 , 7208 39 00 , 7208 40 00 , 7208 52 10 , 7208 52 99 , 7208 53 10 , 7208 53 90 , 7208 54 00 , 7211 13 00 , 7211 14 00 , 7211 19 00 , ex 7225 19 10 (Taric-kode 7225 19 10 90), 7225 30 90 , ex 7225 40 60 (Taric-kode 7225 40 60 90), 7225 40 90 , ex 7226 19 10 (Taric-kode 7226 19 10 91, 7226 19 10 95), 7226 91 91 og 7226 91 99 , med oprindelse i Egypten, Indien, Japan og Vietnam.

2.   Følgende varer er udelukket fra den vare, der er beskrevet i artikel 1, stk. 1:

produkter af rustfrit stål og kornorienteret silicium-elektrisk stål

produkter af værktøjsstål og hurtigstål

produkter, ikke i oprullet stand, uden reliefmønster, af tykkelse over 10 mm og af bredde 600 mm og derover, samt

produkter, ikke oprullet, uden reliefmønster, af tykkelse 4,75 mm og derover, men ikke over 10 mm og af bredde 2 050 mm og derover.

3.   Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(2)   EUT C, C/2024/4995, 8.8.2024, http://data.europa.eu/eli/C/2024/4995/oj.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2719/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)