32000R2477

Kommissionens forordning (EF) nr. 2477/2000 af 10. november 2000 om fastsættelse af den rentesats, der skal anvendes ved beregningen af finansieringsomkostninger i forbindelse med interventioner i form af opkøb, oplagring og afsætning

EF-Tidende nr. L 286 af 11/11/2000 s. 0023 - 0023


Kommissionens forordning (EF) nr. 2477/2000

af 10. november 2000

om fastsættelse af den rentesats, der skal anvendes ved beregningen af finansieringsomkostninger i forbindelse med interventioner i form af opkøb, oplagring og afsætning

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 1883/78 af 2. august 1978 om de almindelige regler for finansiering af interventioner gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1259/96(2), særlig artikel 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 3 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 411/88 af 12. februar 1988 om den metode og den rentesats, der skal anvendes ved beregning af finansieringsomkostninger i forbindelse med interventioner i form af opkøb, oplagring og afsætning(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2623/1999(4), er det fastsat, at den ensartede rentesats, der anvendes til beregning af finansieringsomkostningerne i forbindelse med interventioner, svarer til de Euribor-satser for tremånederslån og 12-månederslån med en vægtning af disse på henholdsvis en tredjedel og to tredjedele.

(2) Kommissionen fastsætter rentesatsen inden begyndelsen af hvert regnskabsår for EUGFL, Garantisektionen, på grundlag af de rentesatser, som er konstateret i en periode på seks måneder inden fastsættelsen.

(3) I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 411/88 fastsættes der en særlig rentesats for en medlemsstat, hvis satsen for den pågældende medlemsstats renteudgifter i mindst seks måneder er lavere end den ensartede rentesats, der er fastsat for Fællesskabet. Medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om udgifterne inden regnskabsårets afslutning. Da der fra en medlemsstat ikke foreligger nogen underretning, er den renteudgift, som skal anvendes, fastsat på grundlag af den referencerentesats, der er anført i bilaget til nævnte forordning.

(4) Det er nødvendigt at fastsætte rentesatser for regnskabsåret 2001 efter disse bestemmelser.

(5) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra EUGFL-komitéen -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

For de udgifter, der skal afholdes for regnskabsåret 2001 af EUGFL, Garantisektionen:

1) fastsættes den rentesats, som er omhandlet i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 411/88, til 4,6 %

2) fastsættes den særlige rentesats, som er omhandlet i artikel 4 i forordning (EØF) nr. 411/88, til

- 3,8 % for Sverige

- 4 % for Irland

- 4,1 % for Frankrig, Østrig og Finland

- 4,5 % for Italien.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. oktober 2000.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2000.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 216 af 5.8.1978, s. 1.

(2) EFT L 163 af 2.7.1996, s. 10.

(3) EFT L 40 af 13.2.1988, s. 25.

(4) EFT L 318 af 11.12.1999, s. 14.