|
2.12.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 315/50 |
DET EUROPÆISKE RÅDS AFGØRELSE
af 1. december 2009
om udøvelsen af formandskabet for Rådet
(2009/881/EU)
DET EUROPÆISKE RÅD HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 16, stk. 9,
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 236, litra b), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ifølge erklæring (nr. 9) knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, vedtager Det Europæiske Råd på datoen for traktatens ikrafttrædelse den afgørelse, hvis tekst findes i den pågældende erklæring. |
|
(2) |
Denne afgørelse bør derfor vedtages — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Formandskabet for Rådet, undtagen i sammensætningen udenrigsanliggender, varetages af på forhånd sammensatte grupper på tre medlemsstater i en periode på 18 måneder. Disse grupper sammensættes ved ligelig rotation mellem medlemsstaterne under hensyn til deres forskelligartethed og den geografiske balance i Unionen.
2. Hvert medlem af gruppen varetager på skift i en periode på seks måneder formandskabet for alle rådssammensætninger, undtagen udenrigsanliggender. De øvrige medlemmer af gruppen bistår formandskabet på alle dets ansvarsområder på grundlag af et fælles program. Medlemmerne af gruppen kan indbyrdes træffe afgørelse om alternative ordninger.
Artikel 2
Formandskabet for Komitéen af Faste Repræsentanter for Medlemsstaternes Regeringer varetages af en repræsentant for den medlemsstat i gruppen, der varetager formandskabet for Rådet for Almindelige Anliggender.
Formandskabet for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité varetages af en repræsentant for Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
Formandskabet for de organer, der forbereder arbejdet i de forskellige rådssammensætninger, undtagen udenrigsanliggender, påhviler den medlemsstat i gruppen, der varetager formandskabet for den pågældende rådssammensætning, medmindre der i henhold til artikel 4 træffes anden afgørelse.
Artikel 3
Rådet for Almindelige Anliggender sikrer sammenhæng og kontinuitet i de forskellige rådssammensætningers arbejde inden for rammerne af en flerårig planlægning i samarbejde med Kommissionen. De medlemsstater, der har formandskabet, træffer med bistand fra Generalsekretariatet for Rådet alle nødvendige foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelsen og en hensigtsmæssig afvikling af Rådets arbejde.
Artikel 4
Rådet vedtager en afgørelse om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltningerne til nærværende afgørelse.
Artikel 5
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 2009.
På Det Europæiske Råds vegne
H. VAN ROMPUY
Formand