10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/1

Ordfører:

Thierry LIBAERT

1.1.

Denne udtalelse afspejler EØSU's ønske om at se samfundet undergå en økonomisk omstillingsproces for at gå fra en fase med overudnyttelse af ressourcerne og spild til en mere bæredygtig og mere beskæftigelsesorienteret fase, hvor der lægges vægt på kvalitet frem for kvantitet. EØSU fastholder sit ønske om et Europa, der tager initiativ til udviklingen af nye former for økonomi.

1.2.

EØSU mener, at den funktionelle økonomi bør fremmes, da den kan udgøre en løsning på visse eller alle de fremførte problemstillinger. Den er ikke et mål i sig selv, men et middel til opnåelse af de nye målsætninger for forbrugsmønstrene.

1.3.

Eftersom der er en del usikkerhed og ukendte faktorer forbundet med den funktionelle økonomis formodede økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter, bør der foretages en fuldstændig evaluering af de tilbudte produkt- og tjenestetyper for at kortlægge fordelene ved og eventuelt betingelserne for en effektiv udvikling af den funktionelle økonomi.

1.4.

Derefter skal der sættes fokus på at fremme oplysning om konsekvenserne (miljømæssige, sociale, økonomiske mm.) af den vare eller den tjenesteydelse, der erhverves inden for rammerne af en funktionel økonomi, dvs. »adgang« eller »brug« i stedet for »besiddelse«. Med sådanne oplysninger vil forbrugeren kunne vælge, om det er bedre at købe den pågældende vare eller tjeneste, og foretage et informeret valg. Kvaliteten og troværdigheden af den information, der leveres af virksomheder, er i denne sammenhæng af afgørende betydning. Der skal derfor udpeges myndigheder og mekanismer, der garanterer dette over for forbrugerne.

1.5.

EØSU henstiller, at medlemsstaterne og interessenterne fremmer ansvarligt forbrug, særligt i uddannelsesfasen, idet der lægges vægt på funktionel økonomi. Hvis den indføres på intelligent vis, kan den bidrage til at overvinde adskillige aktuelle udfordringer forbundet med forbrug.

1.6.

På et mere generelt plan anbefaler EØSU at fremskynde forskning og resultater vedrørende nye produktions- og forbrugsmønstre i forbindelse med funktionel økonomi:

1.7.

En europæisk lovpakke kunne være en måde at strukturere den funktionelle økonomis tilbud på, særligt i forbindelse med de nye problemstillinger vedrørende forbrug — fælles forbrug, forældelse, forbrugerens forståelse af disse modeller, såvel som juridiske og skattemæssige rammer, der er mere fordelagtige for innovative virksomheder.

1.8.

Decentraliseringen af den funktionelle økonomi gør det muligt at tackle de nye udfordringer forbundet med bæredygtig regional udvikling ved at eksperimentere med nye økonomiske og sociale modeller. Den funktionelle økonomi er et nyttigt middel til at fremhæve de forskellige regioners styrker, gå væk fra den standardisering, der følger af masseproduktion, der er delvist ansvarlig for den desillusionering, som kan konstateres i det aktuelle forbrug, og betragte de eksterne effekter af produktionssystemet som helhed. Desuden udgør byerne med deres befolkningstæthed, der virker befordrende for delingsordninger, et af de mest gunstige områder for udvikling af løsninger baseret på funktionel økonomi.

1.9.

For at være klar til den grundlæggende omstilling til en ny økonomisk model med store og systemiske konsekvenser på mange områder anbefales det, at der i EØSU etableres en ny permanent horisontal struktur, der skal have til opgave at analysere denne udvikling.

1.10.

En udvekslingsplatform, der kan synliggøre initiativer i den funktionelle økonomi i hele Europa, ville være hensigtsmæssig i en sammenhæng, hvor gode eksempler endnu er sjældne og ikke altid er så synlige, som de fortjener at være. En sådan platform kan integreres i projektet om en europæisk platform for cirkulær økonomi, der fik opbakning fra EØSU i forbindelse med vedtagelsen af udtalelsen om pakken om cirkulær økonomi forelagt af Kommissionen.

1.11.

Den funktionelle økonomi kan bidrage til, at de forskellige værdier, der tilsammen udgør en vares værdi, kommer til udtryk på ny. Der bør derfor findes en måde, hvorpå både brugsværdien og arbejdsværdien vægtes i den funktionelle økonomi.

1.12.

Det er afgørende at klarlægge og mindske de forsikringsmæssige udfordringer forbundet med modellerne for funktionel økonomi, og de bør derfor gøres mere eksplicitte for den endelige forbruger, når der udvikles nye tilbud baseret på funktionel økonomi.

2.1.

Den funktionelle økonomis sigte er at gøre brug snarere end ejerskab af produkter mere almindeligt. Det drejer sig imidlertid ikke blot om en simpel tilføjelse af tjenesteydelser til et produkt, men om at tage samtlige ændringer i forbrugsmønstret i betragtning for bedre at tage hensyn til slutbrugeren og mere ressourceeffektive økonomiske modeller, og endog produktion af følgefordele for regionerne. I den optik sælger virksomhederne ikke et produkt, men derimod en funktion, som afregnes alt efter brug. Følgeligt har de industrielle aktører en interesse i inden for rammerne af deres forretningsmodel at udvikle solide og reparationsegnede produkter, der er nemme at vedligeholde, og etablere en tilpasset produktions- og logistikkæde.

2.1.1.

Det underliggende økonomiske paradigme er fortsat, at værdien ikke blot består i de fordele, der afledes af anvendelsen, dvs. brugsværdien, men også i varen eller tjenesteydelsen i sig selv eller i andres vurdering af produktet, dvs. dets arbejds- eller handelsværdi.

2.1.2.

I den traditionelle økonomiske model er det producenterne, der skaber værdien og forbrugerne, der ødelægger den med deres forbrug. I den funktionelle økonomi skal begge parters interesser derimod være sammenfaldende eller i det mindste nærme sig hinanden, således at hver part bevarer og om muligt skaber værdi. Produktion og udnyttelse af data, der genereres på grundlag af brug og kendskab, er i den igangværende digitale revolution et eksempel på en ny ressource og værdi, der skabes af begge parter.

2.1.3.

De nye dynamikker, der opstår omkring det indtil videre rent teoretiske begreb »prosument« (en ny samlebetegnelse for de to historisk adskilte roller som producent og forbruger), illustrerer denne omstrukturering af meget lineære eller vertikale økonomiske modeller i mere finmaskede eller horisontale mønstre eller organisationer.

2.1.4.

Den funktionelle økonomi kan fremme dematerialiseringen af økonomien ved at indlemme samtlige omkostninger i slutprisen. Den skal åbne mulighed for at bryde forbindelsen mellem den økonomiske aktivitet og indvirkningen på miljøet.

2.2.

To teoretiske skoler henviser til to mere eller mindre gennemførte modeller for funktionel økonomi. Den første tager udgangspunkt i en tjenesteydelse baseret på brug og knytter an til den overordnede idé om en serviceøkonomi. Den tager ejendomsforhold op til fornyet overvejelse, men beskæftiger sig stort set ikke med produkter. Den anden sætter fokus på de af den funktionelle økonomis eksterne effekter, der gør det muligt at udvikle nye løsninger, hvor salg af varer og tjenester opfattes som en integreret pakke (ved at forholde sig kritisk til arbejde eller endog produktion af immaterielle ressourcer, navnlig for lokalområdet), og hvor forbrugeren indgår i den udarbejdede løsning.

2.3.

Den af EØSU anbefalede tilgang bør være afbalanceret. Formålet er ikke at fremme den funktionelle økonomi på hvert eneste område, men på de områder, hvor den giver svar på de nye udfordringer.

3.1.

Den funktionelle økonomi er interessant for så vidt den i teorien eller i hvert fald under visse betingelser kan afhjælpe de forskellige aktuelle udfordringer forbundet med forbrug, det være sig af økonomisk, social, miljømæssig eller kulturel art.

3.2.

Navnlig i regionerne kan den funktionelle økonomi som led i en integreret strategi afføde følgefordele og positive eksterne effekter. Ved at anvende kooperative og tværgående arbejdsmetoder medtager myndigheder for eksempel ved leveringen af offentlig belysning overvejelser om økonomiske resultater, sikkerheden i det offentlige rum, mindskelse af lysforurening og nedsættelse af energiforbruget. Integration af disse forskellige målsætninger snarere end optimeringen af et enkelt parameter giver mulighed for at imødekomme de mange udfordringer med kontrol over omkostningerne.

3.2.1.

Gennem sammenlægning af investeringer er den funktionelle økonomi et middel til at fremme innovation inden for bæredygtig udvikling, især af rene og grønne teknologier. Disse teknologier er ofte mere kapitalkrævende end klassiske løsninger og vil således være en økonomisk model, der fremmer deres udbredelse via forbrugere, der individuelt ikke ville have de nødvendige økonomiske ressourcer. En kontrakt om energiydelse kan for eksempel give brugeren adgang til ofte dyre energieffektive teknologier og tjenesteydelser mod en beskeden, månedlig betaling.

3.3.

I et miljømæssigt perspektiv betyder de aktuelle forbrugsmønstre, der bygger på den individuelle ejendomsret, at produkter underudnyttes og fører dermed til et betydeligt spild af naturressourcer (i dag står en bil for eksempel ubenyttet hen 95 % af tiden, og i byen anvendes den som regel kun af lidt over en person i gennemsnit (1,2).

3.3.1.

Erhvervelsen af en mobilitetsservice (et sæde til et vist antal kilometers rejse, en bil til rådighed for et vist tidsrum og et fastsat kilometertal etc.) gør det muligt at intensivere udnyttelsen af disse ressourcer. Den funktionelle økonomi kan derfor intensivere anvendelsen af mange forbrugsgoder og derved skabe mere værdi med færre miljøkonsekvenser.

3.3.2.

En prissætning af tjenester i den funktionelle økonomi, hvori indgår de samlede omkostninger ved produktet eller tjenesteydelsen og ikke kun marginalomkostningerne, giver en bedre forståelse af de reelle omkostninger pr. bruger. Dette afgiver et prissignal, der ligger tættere på produktionens reelle indvirkninger, og som således tilskynder forbrugerne til en mere ansvarlig opførsel (for eksempel ved køb af en times bildeling, hvor brugeren betaler køretøjets afskrivning, forsikring, parkering, benzin etc., dvs. de samlede omkostninger beregnet på et pro rata-grundlag. Forbrugeren vil derfor være mere opmærksom på at bruge køretøjet fornuftigt, sammenlignet med en ejers brug, hvor det ofte kun er benzin, der opfattes som en brugsomkostning).

3.4.

Fra et samfundsmæssigt perspektiv kan den funktionelle økonomi gennem en nedbringelse af adgangsomkostningerne til et produkt eller en tjeneste — enten gennem sammenlægning af kollektive investeringer eller ved at begrænse brugsomkostningerne til adgangsomkostningerne, give et bredere udsnit af forbrugere adgang til tjenesteydelser, de ikke før kunne nyde godt af. Fra et økonomisk, juridisk og forsikringsmæssigt perspektiv er det afgørende spørgsmål, hvem der er investor, og hvem der er ejer af den kapital, der stilles til rådighed for brugerne. Her bliver den nye lovgivning, der skal udformes, afgørende.

3.4.1.

De sociale problemstillinger er talrige, og ligesom for de miljømæssige udfordringer bør der foretages en grundig undersøgelse af dem med henblik på at afgøre, om en funktionel økonomi vil være hensigtsmæssig eller ej på området, og især med henblik på at fastlægge betingelserne for indførelse af en funktionel økonomi, der kan udmønte sig i sociale fremskridt.

3.5.

Overgangen fra »ejendom« til »adgang« forudsætter et paradigmeskift, der ikke skal undervurderes. Det danner grundlaget for omlægningen fra en forbrugsmodel, der bygger på fremvisning af goder og mimetisk begær, til et forbrug, der er mere nedtonet og i mindre grad opbygget omkring en tvangslogik, og under alle omstændigheder mindre afhængigt af besiddelsen af materielle ejendomme.

3.6.

Digitaliseringen kan muliggøre en udvidelse af den funktionelle økonomis anvendelsesområde, så den ikke længere er begrænset til det oprindelige område, B2B. Ved især at nedbringe transmissions- og anvendelsesomkostningerne kan digitale løsninger tilbyde alle og enhver løsninger baseret på funktionel økonomi på yderst forskellige områder (musik, mobilitet, udstyr, bolig osv.). Med henblik herpå og for at fremme sameksistensen med den eksisterende økonomiske model bør hensigtsmæssige skatte- og lovgivningsmæssige rammer udformes og tages i anvendelse snarest.

3.7.

De seneste resultater og feedback viser, at praksis med funktionel økonomi lykkes og accepteres, når løsningerne forbedrer brugernes oplevelse og forbrugernes livskvalitet, snarere end på grundlag af strengt økonomiske eller miljømæssige kriterier. Eksempler på dette er bildeling, som løser det vigtige spørgsmål om parkering i bycentre, og streaming, som giver øjeblikkelig adgang til et overdådigt katalog.

4.1.

Den funktionelle økonomi kan i visse tilfælde føre til en øget forbrugshastighed og en hyppigere udskiftning af produkter. Således er det inden for mobiltelefoni og salg af langtidsudlejede køretøjer umiddelbart tvivlsomt, om disse modeller (som tilbydes til langtidsudlejning med købsoption) bidrager til at forlænge produkternes levetid eller fremmer deres genanvendelse, når de er udtjente.

4.2.

Selv om det oftest er de store industrikoncerner, der forbindes med gennemførelsen af konkrete eksempler, har de mere traditionelle sektorer såsom landbruget (f.eks. med fælles indkøb) og nystartede virksomheder også en rolle at spille i forbindelse med konsolidering og formidling af den funktionelle økonomi i samfundet. Det ser i øvrigt ud til, at også SMV'er med gennemførelsen af denne model vil kunne finde nye løsninger til deres kunder. Strukturer som andelsforetagender kan ligeledes fremme mere horisontale forvaltningsmodeller, hvor brugeren deltager fuldt ud.

4.3.

Ved at reducere adgangsomkostningerne til et produkt eller en tjenesteydelse kan den funktionelle økonomi få væsentlig betydning for de mindst bemidlede borgere. Den skaber bl.a. større smidighed og fleksibilitet i adgangen til tjenesteydelser og produkter. Dog er der samtidig en risiko for, at disse borgere bliver mere sårbare, hvis de ikke længere kan betale for adgangs-, brugs- og abonnementsrettigheder til en tjenesteydelse. Set i dette lys og på baggrund af den stigende usikkerhed i mange europæiske lande kan ejendom forekomme bedre og mere betryggende for mere udsatte personer. Med hensyn til adgang til visse varer og tjenesteydelser er ulige adgang i øvrigt ikke kun et spørgsmål om økonomiske midler (økonomiske ressourcer), men også om kulturelle og uddannelsesmæssige midler (socialt miljø, uddannelse).

4.4.

I et samfundsmæssigt perspektiv kan den funktionelle økonomi gøre forbrugerne og dermed borgerne endnu mere afhængige af økonomiske organisationer eller af et givet teknisk eller økonomisk system. Når brugeren først er tilmeldt en bestemt tjeneste, er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt at få det tilgængeliggjorte produkt repareret, forbedret, ændret etc. Den funktionelle økonomi kan således styrke heteronomien, hvis brugerne ikke inddrages tilstrækkeligt i udformningen af de produkter og løsninger, der udvikles. Derfor bør økonomiske modeller og forvaltningsmodeller, der fremmer forbrugerens selvbestemmelse (med hensyn til valg, vaner og brug) identificeres og fremmes.

4.5.

Digitaliseringen kan muliggøre en udbredelse af den funktionelle økonomis anvendelsesområde til samtlige forbrugere. Den rejser imidlertid også adskillige spørgsmål: visse platformes værditilranelse, skatteoptimering eller -unddragelse, respekt for privatlivets fred (bl.a. via anvendelsen af indsamlede oplysninger), økonomisk koncentration (platformes monopolvirksomhed) og beskæftigelsesrelaterede spørgsmål (som nævnt i punkt 1.6).

4.6.

Med alle disse risici og bremseklodser vil en simpel overgang til en »serviceøkonomi« ikke sikre den funktionelle økonomi mod disse risici. Det vil derimod en mere integreret strategi for den funktionelle økonomi, hvor der både sættes spørgsmålstegn ved virksomhedsledelse, beskæftigelse, regionale forhold, og forbrugeren tages i betragtning helt fra tjenesteydelsens udformning og under hele produktets livscyklus.

4.7.

På flere af disse punkter særligt vedrørende konkurrence og respekt for privatlivets fred er der et uomtvisteligt behov for juridiske foranstaltninger.

5.1.

Der er adskillige grunde til, at Den Europæiske Union skal beskæftige sig med den funktionelle økonomi. De er af miljømæssig, social, kulturel og økonomisk art. Det er desuden vigtigt, at overvejelserne kommer til at omfatte de digitale udfordringer og helt generelt, hvordan de står i forbindelse med de nye økonomiske modeller såsom fælles forbrug, cirkulær økonomi etc., navnlig hvad angår den hastighed, ændringerne gennemføres med.

5.2.

I Europa synes den funktionelle økonomi at give virksomhederne et middel til igen at skabe merværdi og fremme jobintensive løsninger (særligt opstrøms inden for vedligeholdelse og reparation etc., men også nedstrøms i udviklingen af nye økonomiske modeller og tilknyttede tjenesteydelser) og især til at styrke visse sektorers konkurrenceevne. Ved at udvikle tjenesteudbud så tæt som muligt på forbrugernes behov snarere end en standardiseret og ikke særligt tilpasset produktion kan den funktionelle økonomi bidrage til at genskabe et tillidsforhold mellem virksomheder og forbrugere og tillægge forbrug en ny mening.

5.3.

Mens innovationsspecialister i store virksomheder, regionale myndigheder og et stort antal eksperter involverer sig i at fremme den funktionelle økonomi, sker der forbløffende lidt på området på EU-niveau. Skønt den funktionelle økonomi udgør et centralt element i den cirkulære økonomi, er den ikke nævnt i Kommissionens nylige rapport herom »Kredsløbet lukkes«.

5.3.1.

På trods af usikkerhedsfaktorerne og begrænsningerne er den funktionelle økonomi i den uvisse politiske og økonomiske situation, der præger Europa i dag, en mulighed for at udvikle og forhøje værdien af de mange aktørers ekspertise og kompetencer.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/6

Ordfører:

Antonio GARCÍA DEL RIEGO

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at udvikle politiske forslag, der har til formål at fremme skabelsen af innovative og højvækstvirksomheder, og anbefaler, at disse initiativer udføres, ledes og koordineres af en enkelt enhed, der er ansvarlig for at vurdere, overvåge og skabe synergier mellem innovative politikker, der leveres af forskellige GD'er. Disse forslag til politikker bør styrke det indre marked, forstærke de klynger og økosystemer, hvori nye innovative virksomheder er blevet skabt, udvikle de europæiske kapitalmarkeders egenkapitalelement, sætte gang i en akademisk dagsorden med fokus på fremtidens jobs og minimere de omkostninger og det bureaukrati, der er forbundet med at starte et nyt iværksætterprojekt.

1.1.1.

Kommissionen bør fortsætte sit arbejde med at håndhæve det indre markeds eksisterende regler: langsigtede harmoniseringsprojekter såsom bogførings- og insolvensstandarder, automatisk anerkendelse af faglige og akademiske kvalifikationer, fremskyndet gennemførelse af strategien for det digitale indre marked og fuld udnyttelse af kapitalmarkedsunionen (1) ville hjælpe EU meget med at drage fordel af det fulde potentiale ved et reelt indre marked. Enkle og effektive grænseoverskridende kontraktregler bør booste grænseoverskridende e-handel ved at reducere fragmenteringen af forbrugerlovgivningen og virksomhedernes udgifter til regeloverholdelse.

1.1.2.

Der er behov for at udvide egenkapitalfinansiering yderligere for at støtte nyetablerede virksomheder (start-up-virksomheder) i deres udviklingsfase. Dette indebærer bl.a. et mere neutralt skattesystem, som behandler låne- og egenkapitalfinansiering ens ved at muliggøre fradrag for udgifter for både rente- og udbyttebetalinger (2). Nyetablerede virksomheder skal kunne bruge aktieoptionspakker til at tiltrække og fastholde talent.

1.1.3.

Man bør skabe og fremme en egenkapitalkultur, bl.a. gennem uddannelsesmæssige og ikkelovgivningsmæssige initiativer. Det europæiske finansieringssystem skal udvikle likvide investeringsprodukter, der passer til detailinvestorer for at tilskynde dem til at investere i innovative små virksomheder.

1.1.4.

Bortskæring af unødigt bureaukrati og reducering af overregulering er også afgørende for at minimere administrative byrder og undgå unødvendige omkostninger og ineffektivt tidsforbrug for iværksættere.

1.1.5.

Udviklingen af nye samarbejdsformer mellem universiteter og virksomheder, som inddrager både store og mindre virksomheder, skal styrkes og fremskyndes i alle medlemsstater, som træffer nye politiske foranstaltninger, der har til formål at omdanne EU til en magnet for talent.

1.1.5.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fjerne lovgivningsmæssige hindringer for udveksling af studerende og unge iværksættere (3), f.eks. ved at oprette et Erasmusprogram for unge iværksættere.

1.1.5.2.

For at øge kendskabet til lovende virksomheder slår EØSU til lyd for at oprette en platformsbaseret informationsdatabase, som integreres i Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning (EIAH) og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter (EIPP) (4). Denne skulle omfatte EU's højvækstvirksomheder i forskellige sektorer udvalgt på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier og med mulighed for sammenligning på tværs af virksomheder og benchmarking.

1.1.6.

EØSU mener, at udveksling og vurdering af god praksis giver en værdifuld indsigt til at eksperimentere med nye politikker (5).

1.2.

Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) opfordres til at støtte innovative virksomheder med specifik venture- og startkapital for at lette overførsel af teknologi fra universiteter og forskningscentre. Dette kan have form af første lånegarantier, som vil bidrage til at overvinde den initiale modvilje mod privat finansiering.

1.3.

Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), der er en fond på 21 mia. EUR bestående af EU-garantier og kapital fra Den Europæiske Investeringsbank, bør spille en central rolle og hjælpe innovative projekter med at nå en vis størrelse og nå ud på markedet. EFSI kan desuden blive en model for fremtidige EU-budgetter med et skifte fra en traditionel tilskudsbaseret metode til finansiering af projekter til en mere effektiv investeringsorienteret model til at tiltrække midler til projekter. EFSI har med succes finansieret relativt risikable områder, som let kunne være blevet overset (6).

1.4.

EØSU slår til lyd for at sammensætte en større investeringsværktøjskasse til at stimulere investering i vækstfasen, herunder »asymmetriske fonde«, der leverer forskellige afkast til investorer fra forskellige aktivklasser, og alternative finansieringsinstrumenter som crowdfunding (7). Etableringen af delmarkeder bør også overvejes for at lette adgangen til markederne for de europæiske SMV'er.

1.5.

Kommissionen bør se på reguleringsmæssige forskelle mellem EU og USA med hensyn til behandlingen af investeringer i software og fjerne reguleringsmæssige begrænsninger, der hæmmer den europæiske finanssektors investeringer i digital udvikling.

2.1.

Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) er en central del af den europæiske økonomi og bidrager betydeligt til jobskabelse og økonomisk vækst (8).

2.1.1.

I 2015 udgjorde mere end 22,3 mio. SMV'er i EU 99,8 % af alle ikkefinansielle virksomheder, beskæftigede 90 mio. personer (66,9 % af den samlede beskæftigelse), genererede 57,8 % af den samlede værditilvækst (9) og sørgede for 85 % af de nye jobs. Europa har behov for at sikre, at nye SMV'er skabes som erstatning for de 200 000, der årligt går konkurs (10), hvilket påvirker 1,7 mio. arbejdstagere. Imidlertid betyder de virksomheder, som gerne vil innovere, vækste og eksportere, mere for den fremtidige økonomiske vækst.

2.2.

Nyetablering af virksomheder med høje vækstrater er af afgørende betydning på grund af disses fokus på innovation i hurtigt voksende sektorer med høj værditilvækst. Det er disse virksomheder, der vil skabe jobs i fremtiden og drive produktivitetsvæksten, hvilket er centralt for at øge levestandarden. Mens Europa melder om fremskridt på nogle områder, halter kontinentet bagefter, når det gælder skiftet fra nyetablerings- til scale-up-fasen, der i sidste ende skal føre til den vækst og jobskabelse, som Europa har brug for (11).

2.3.

Denne udtalelse vil fokusere på »scale-up-virksomheder«: højvækstvirksomheder med en gennemsnitlig årlig vækst i ansatte (eller omsætning), der er større end 20 % igennem en treårig periode, og som har ti eller flere ansatte i begyndelsen af observationsperioden (12). Et centralt kendetegn ved scale-up-virksomheder er, at de anvender forretningsmodeller, som er meget skalerbare. Skalerbarhed er evnen til at opnå vækst for så vidt angår markedsadgang, indtægter og struktur, for eksempel udløst af hurtig genbrug af samme forretningsmodel på forskellige markeder eller nye ledelsespraksisser.

2.3.1.

En studie af 11 lande (13) udarbejdet af OECD konstaterede, at scale-up-virksomheder udgjorde mindre end 10 % af virksomhederne i alle 11 lande, men skabte op til to tredjedele af alle nye jobs (14).

2.4.

Nyetablerede virksomheder har tendens til at være mindre rentable på kort sigt og er afhængige af ekstern finansiering. Hvis disse innovative virksomheder ikke er i stand til at finansiere deres ekspansionsplaner, kan de ikke opskalere, og så vil det underliggende potentiale for produktivitetsvækst og jobskabelse sandsynligvis hæmmes.

2.4.1.

En analyse udarbejdet af Verdensbanken (15) skønner, at gennemsnitssatsen i 2007 for SMV'ers misligholdte lån på udviklede markeder var 6,93 %, hvilket er mere end dobbelt så meget som gennemsnitssatsen for store virksomheders lån, som er 2,54 %. Misligholdte lån steg dramatisk i løbet af krisen i Portugal, Spanien, Italien og Irland til mellem 10 % og 25 %.

2.4.1.1.

Politikker, som tilskynder banker til at yde lån til mere risikobehæftede virksomheder, navnlig nyetablerede virksomheder med begrænset sikkerhed, kan skabe en række risikobehæftede banker, kreditstramning og tiltagende finansiel ustabilitet (16).

2.5.

Europa må fokusere på, at »finansieringsovergangen« skal fungere smidigt, mens den i øjeblikket er afbrudt.

2.5.1.

Finansieringsovergangen består af fire faser: nyetableringsfasen (finansieret af tilskud, startkapital, familie og venner), fasen med vækst i egenkapitalen (crowdfunding, mikrofinansiering, business angels), fasen med fastholdt vækst (securisation, privat egenkapital, venturekapital, institutionelle investorer, privat gældsplacering) og exit-fasen (tilegnelse, offentlige aktiemarkeder).

3.1.

Succesfulde innovationsøkosystemer, som giver næring til scale-up-virksomheder, karakteriseres af stærke forbundne netværk med forsknings- og uddannelsesinstitutioner, store virksomheder, venturekapitalinvestorer og tilstedeværelsen af talent for kreativitet og iværksætteri (17).

3.1.1.

Normalt skabes nye virksomheder i teknologicentre, der er opbygget omkring førsteklasses universiteter, som fungerer som centrale aktører i udviklingen af et dynamisk erhvervsklima, fordi de er en talentkilde, hvad angår både studerende og akademikere. Magtfulde og godt forbundne klynger forbedrer virksomhedernes produktivitet, bestemmer retningen for og hastigheden af innovation og stimulerer skabelsen af nye virksomheder. USA og Kina fører sammen med visse centre i Europa en langsigtet kamp om at tiltrække talent og kapital og om at fremme innovation.

3.1.2.

Men fragmenteringen af det europæiske arbejdsmarked hæmmer overgangen fra nyetablerede virksomheder (start-up-virksomheder) til vækstvirksomheder (scale-up-virksomheder). Det er i den henseende afgørende vigtigt at lette arbejdskraftsmobilitet i EU og at tiltrække talent fra tredjelande, der fungerer som en magnet, for på den måde at skabe en god cirkel.

3.1.3.

Man kunne fremme et Erasmusprogram for unge iværksættere. Et sådant initiativ passer fint ind i det vejledende princip om vækst og beskæftigelse, kunne lette mobilitet og ville blive godt modtaget af virksomhederne.

3.1.3.1.

Nogle politikker er for nylig blevet vedtaget for at tiltrække talent fra tredjelande. Det blå kort, der blev indført i 2009, har fremskyndet indrejse for faglærte arbejdstagere med en arbejdsgiver i EU (18). På nationalt plan har visse europæiske lande allerede oprettet særlige visumprocedurer for iværksættere, og andre er i færd med at indføre dem (19).

3.1.4.

Oxbridge, som er den indflydelsesrige region, der omfatter universiteterne Oxford og Cambridge i Storbritannien, er et eksempel på et teknologicenter, der er mere end almindeligt succesfuldt. Højteknologisamfundet i Storbritannien fortsatte med at vækste og innovere i løbet af den langvarige periode med økonomisk afmatning og stagnation mellem 2008 og 2012 (20).

3.1.4.1.

Mange af Europas universiteter har imidlertid hverken status, struktur eller tendens til at skabe betingelserne for fremvækst af iværksætterprojekter på universitetsområdet eller kæmpe for denne dagsorden over for myndighederne (21). Universitetsledere og regeringer bør udvikle forbindelser med industrien og investere i kontorer for teknologioverførsel på universiteterne og undervisning i iværksætteri (22).

3.1.5.

Spin-off-virksomheder, der er skabt som resultat af overførsler af teknologier fra universiteter, har vanskeligt ved at opskalere på grund af mangel på penge og specialiseret ledelse. Det er derfor afgørende, at spin-off-virksomheder kan regne med offentlig institutionel støtte til at overvinde den første modvilje hos leverandører af privat finansiering mod at investere i spin-off-virksomheder med en teknisk profil, fordi disse anses for at være for tekniske og risikable og derfor ofte møder ringe forståelse.

3.2.

Europæiske borgere etablerer markant sjældnere nye virksomheder end amerikanere, selv om de har et tilsvarende uddannelsesniveau. Blandt de talrige årsager hertil indgår høje niveauer af risikoaversion, administrative byrder, manglende udvikling af en kultur, hvor der tilbydes en ny chance, manglende udvikling af iværksætterrelaterede uddannelsesprogrammer og mangel på en privat egenkapitalkultur. Der bør også fokuseres på tidlig udvikling af en iværksætterkultur i skoler på primær- og sekundærtrinnet.

3.2.1.

Faktisk er risikoen for konkurs det, som europæerne frygter mest ved at starte ny virksomhed: 43 % i Europa i forhold til 19 % i USA. I USA (23) bidrager det ganske effektive og ikkestraffende system for virksomhedskonkurser samt en generelt større accept af konkurser til en større villighed til at tage risici. Det bør blive en prioritet for de politiske beslutningstagere og uddannelsesinstitutionerne at udvikle en mere iværksætterorienteret kultur.

3.2.1.1.

En ny undersøgelse viser, at de virksomheder, der grundlægges af personer, der har startet en virksomhed før, har en højere omsætning, en større vækst i beskæftigelsen og en større chance for at opnå ekstern finansiering (24). I Spanien lykkes kun 20 % af de iværksættere, som opretter en virksomhed for første gang, hvorimod succesraten for dem, som forsøger anden gang, ligger på forbløffende 80 %.

3.3.

Det er ofte mere sandsynligt, at innovative og højvækstvirksomheder afvises i forbindelse med banklånsfinansiering, fordi de mangler kapital, hvilket udgør en central del af bankernes kreditvurderinger (25). Egenkapitalfinansiering er derfor grundlæggende for nyetablerede virksomheder og virksomheder med ambitiøse ekspansionsplaner, men usikre eller negative prognoser for pengestrømme. Banklån bør således suppleres med større diversitet og fleksibilitet i finansieringskilderne med særlig vægt på egenkapitalfinansieringens rolle.

3.4.

En privat egenkapitalkultur bør skabes og fremmes i Europa, og de europæiske finansielle systemer skal udvikle investeringsprodukter, som passer til detailinvestorer, og tilvejebringe den nødvendige likviditet til disse, så de kan investerer i innovative små virksomheder.

3.4.1.

På grund af manglen på finansiering i en senere fase kan nyetablerede europæiske virksomheder ikke holde den samme stigningstakt som deres amerikanske modstykker, og de er nødt til enten at generere indtægter hurtigere for at holde sig i live eller sælge for tidligt til en discountpris. I 2009 var kun 5 % af de europæiske virksomheder, som var blevet skabt fra bunden siden 1980, i top 1 000 hvad angår markedsværdi. I USA var andelen 22 % (26).

3.4.1.1.

Det er påfaldende, at over halvdelen af al venturekapital på verdensplan bevilges i USA og kun 15 % i Europa. I 2013 blev der stillet 26 mia. EUR til rådighed i venturekapital i USA og 5 mia. EUR i Europa, samtidig med at business angel-investorer stillede 6 mia. EUR til rådighed for nyetablerede europæiske virksomheder og 20 mia. EUR i USA.

3.4.1.2.

Europa lider således under et stort underskud på finansiering fra business angels og venturekapital, som er henholdsvis tre og fem gange større i USA. Dette er en afgørende forskel, da det er den form for kapital, der er nødvendig for at omdanne små virksomheder til større og mere succesfulde virksomheder.

3.4.1.3.

Hovedårsagen hertil er den store fragmentering i EU's venturekapitalsektor, der er delt op af nationalgrænser. Med ca. 60 mio. EUR er en gennemsnitlig europæisk venturekapitalfond kun halv så stor som en gennemsnitlig amerikansk, og 90 % af EU's venturekapitalinvesteringer er koncentreret i kun otte EU-medlemsstater (Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Spanien, Sverige og Storbritannien) (27). På grund af de mange forskellige regler i medlemsstaterne er det forbundet med høje udgifter for venturekapitalfirmaer at rejse kapital i Europa. De er derfor små og har mindre kapital til at støtte virksomheder i vækst. Hvis Europas venturekapitalmarkeder var lige så dybe som de amerikanske, ville finansieringsvirksomhederne have haft adgang til ekstra 90 mia. EUR mellem 2008 og 2013 (28).

3.4.1.4.

Den utilstrækkelige inddragelse af private investorer er ligeledes problematisk. I løbet af det sidste årti er den europæiske venturekapitalsektor blevet stadig mere afhængig af den offentlige sektors institutioner, som bidrog med 31 % (29) af de samlede investeringer i 2015 i forhold til kun 15 % i 2007 (30). Målet er ikke færre offentlige midler, men flere private kilder. Investorgrundlaget bør bredes ud og differentieres, hvis sektoren skal blive selvbærende i det lange løb.

3.4.1.5.

Asymmetriske fonde kan overvejes for at fremme offentlig-private partnerskaber. Disse er venturekapitalfonde, hvor investorerne får forskellige betingelser og afkast afhængigt af deres investeringsmål i erkendelse af, at partnerne har forskellige interesser i forskellige former for samarbejde. De findes allerede i Finland, Grækenland, Storbritannien og Nederlandene.

3.4.2.

Etableringen af delmarkeder bør også overvejes for at lette adgangen til markederne for de europæiske SMV'er. De bør muliggøre lave udgifter til børsnotering og have en fleksibel skræddersyet tilgang til mindre, dynamiske virksomheders behov. Gode eksempler er Londons Alternative Investment Market (AIM), Paris' Nouveau Marché eller Madrids Mercado Alternativo Bursatil (MAB). Et sådant fleksibelt reguleringssystem kan være et tveægget sværd. Små virksomheder kan have lettere adgang til at blive noteret på børsen, men på den anden side kan uerfarne investorer få svært ved at vurdere en virksomheds risikoprofil præcist.

3.4.3.

Specifik sektorregulering hæmmer nogle gange EU-virksomheders evne til at investere i teknologisk udvikling sammenlignet med de amerikanske virksomheder. F.eks. er der reguleringsmæssige forskelle mellem europæiske, amerikanske og schweiziske finansielle enheder, når det gælder de nødvendige investeringer i software og andre immaterielle aktiver, der er afgørende for digital udvikling.

3.4.3.1.

Banksektoren er langt den største IT-sektor i verden: 700 mia. USD bruges på IT-innovation, hvoraf 1 ud af 5 EUR bruges af den finansielle sektor og 5-10 % af investeringerne kommer herfra (31). Bankerne er derfor både en stor aktør i den digitale omstilling og den digitale økonomis vigtigste finansieringsyder.

3.4.3.2.

Reguleringsrammerne straffer imidlertid bankernes meget tiltrængte investeringer i IT. Finansiel regulering bør behandle software som et almindeligt aktiv og ikke tvinge EU-bankerne til at trække denne investering fra med henvisning til kapitalkrav.

3.5.

Forskellig skattemæssig behandling på tværs af medlemsstaterne og mellem forskellige typer finansiering udgør en hindring for udviklingen af fælles europæiske kapitalmarkeder, hvilket har en indvirkning på både investorer og udstedere.

3.5.1.

De fleste selskabsskattesystemer i Europa favoriserer lånefinansiering frem for egenkapitalfinansiering ved at give et fradrag for renteomkostninger. Der er ikke noget fradrag for udbyttebetalinger i forbindelse med egenkapital. En sådan præference for lånefinansiering kunne rettes op ved hjælp af et skattefradrag for omkostningerne ved både låne- og egenkapitalfinansiering (32).

3.5.1.1.

Skatteincitamenter varetager en vigtig funktion i forbindelse med tilvejebringelsen af finansiering til højvækstvirksomheder i en tidlig fase, og flere regeringer verden rundt giver skattefradrag til enkeltpersoner og virksomheder, der investerer i højteknologiske nyetablerede virksomheder eller kvalificerede venturekapitalfonde (33).

3.5.1.2.

Et traditionelt og attraktivt gode for ansatte og nyetablerede iværksættere er aktieoptionsprogrammer, som får mange af disse til at give afkald på lønudligningstillæg. I de fleste medlemsstater straffes aktieoptioner hårdt skattemæssigt, idet de behandles som almindelig indkomst og beskattes med en marginalsats. En præferencebehandling af aktieoptioner i skattemæssig henseende bør tilskyndes på samme måde som Incentive Stock Options (ISOs) (34) i USA.

3.5.2.

Det er dyrt for virksomheder at overholde momsforpligtelser, navnlig hvis virksomheden sælger varer eller tjenesteydelser på tværs af grænser. EØSU er glad for at høre, at Kommissionen som del af sin strategi for det digitale indre marked har meddelt, at den vil fremsætte lovforslag inden udgangen af 2016 med henblik på at mindske de administrative byrder for virksomheder, der skyldes forskellige momssystemer. Som en af disse foranstaltninger foreslår Kommissionen at indføre en momsfri grænseværdi for at hjælpe nyetablerede virksomheder og mikrovirksomheder (35).

3.6.

Det er afgørende at åbne op for det indre markeds fulde potentiale, således at nyetablerede virksomheder kan tilbyde deres tjenesteydelser og produkter i hele EU i en tidlig fase og hurtigt opskalere til at konkurrere på de globale markeder.

3.6.1.

Enkle og effektive grænseoverskridende kontraktregler for forbrugere og virksomheder er en prioritet i strategien for det digitale indre marked. De vil virke befordrende for grænseoverskridende e-handel i EU ved at elimere lovgivningsmæssig fragmentering inden for forbrugerkontraktlovgivningen. Fjernelsen af hindringer som følge af forskelle i kontraktlovgivningen ville booste forbruget i EU med 18. mia. EUR og øge bruttonationalproduktet med 4 mia. EUR i forhold til det nuværende niveau (36).

3.7.

Unødige administrative byrder er endvidere årsag til ekstra omkostninger og ineffektivt tidsforbrug for iværksættere.

3.7.1.

I 2013-2015 var gennemsnitsomkostningerne ved at starte en virksomhed i EU 4,1 % af BNP pr. indbygger, mens de i USA var 1,17 % (37).

3.7.2.

For så vidt angår den tid, som det tager at oprette en virksomhed i EU, så blev registreringen i EU i gennemsnit afsluttet inden for 11,6 dage. I USA tager det kun seks dage at starte en virksomhed.

3.8.

Forskelle i adgangen til informationer er en anden grund til, at Europa ikke producerer nok virksomheder med høj vækst. Investorer mangler fuldt overblik over alle investeringsmulighederne. Investorer fra tredjelande møder yderligere begrænsninger, når de prøver at forstå de særlige forhold på de forskellige nationale markeder. En særlig portal, der er integreret i Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning (EIAH) og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter (EIPP) (38), ville bidrage til at skabe synlighed til højvækstprojekter og reducere forskelle i adgang til information.

4.1.

Flere lande har udviklet god praksis, når det gælder støtte til nyetablerede virksomheder og scale-up-virksomheder. EØSU anbefaler Kommissionen nøje at undersøge mulighederne for at implementere disse på europæisk plan.

4.1.1.

Tyskland kræver, at virksomhederne tilslutter sig et tysk industri- og handelskammer (IHK), som til gengæld leverer støtte og rådgivning (39).

4.1.2.

Statslige lånegarantiordninger som dem i Italien, Storbritannien, Polen og Frankrig og offentlig medfinansiering som i Tyskland og Sverige bør undersøges (40).

4.1.3.

Storbritannien har indført skatteincitamentsordninger for at øge strømmen af finansiering til mere risikobehæftede aktiver med sine EIS-, SEIS-, og VCT-ordninger (41).

4.1.4.

Piemonte-regionen i Italien har i 12 industriklynger udviklet netværk, som samler virksomheder, universiteter og lokale myndigheder (42).

4.1.5.

I Baskerregionen i Spanien tilskynder Elkar-Lan, som selv er et kooperativ, til dannelsen af andre kooperativer ved hjælp af en fuldstændig analyse af projektets levedygtighed, uddannelse og adgang til tilskud og økonomisk bistand (43).

4.1.6.

Digitalisering af statslige tjenesteydelser, som Estland har gode erfaringer med, kunne skabe et gennembrud, når det gælder fremme af højteknologiske og innovative virksomheders vækst. På et fælleseuropæisk niveau vil udvikling af e-forvaltning få stor indvirkning.

4.1.7.

I en tid med datadreven økonomi kan en konkurrencemæssig fordel afhænge af immaterielle aktiver, som er vanskelige at vurdere og værdisætte ved hjælp af traditionelle finansieringsmekanismer. Intellectual Property Office i Storbritannien har udviklet metoder til at identificere og måle disse aktiver i henseende til pengestrømme (44).

4.1.8.

I Storbritannien støtter en særlig gruppe kaldet Future Fifty i Tech City UK digitale virksomheder i vækstfasen, der er på landets top 50-liste. Programmet giver adgang til ekspertise i statsapparatet og den private sektor, bygger bro til Storbritanniens institutionelle investorbase og tilbyder skræddersyet hjælp til virksomheder, der ønsker hurtig vækst og at lægge grunden til en børsintroduktion (IPO (45)), fusioner/overtagelser og global vækst (46).

4.1.9.

I 2015 indførte den amerikanske forbundsregering STEM-ordningen, som har til formål at inspirere børn til at studere videnskab, teknologi, ingeniørstudier og matematik. En central bestanddel er at forberede de studerende til arbejdsmarkedets fremtidige behov (47). Der er stigende fokus på færdigheder, der kan overføres, og på STEAM, hvor »A« står for Arts (kunst).

5.1.

Kommissionen har i de senere år gjort en stor indsats for at støtte iværksættere ved at igangsætte mange forskellige initiativer, hvor en række forskellige GD'er har ført an i processen: GD for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi (48), GD for Uddannelse og Kultur (49), GD for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV’er (50), GD for Forskning og Innovation (51) og GD for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen (52).

5.2.

Mange af disse initiativer er nye, og det er stadig for tidligt at vurdere deres effekt. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen er på rette vej, og tilskynder den til at fortsætte sit arbejde i den retning i løbende dialog med de relevante europæiske og nationale aktører.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/14

Ordfører:

Vladimíra DRBALOVÁ

1.1.

EØSU finder det vigtigt, at virksomheder er gennemsigtige, og støtter ethvert initiativ, som bidrager til at gøre forretningsaktiviteter bæredygtige og forudsigelige på længere sigt. Gennemsigtighed er vigtig for alle parter, for virksomhederne selv, og for at forbedre deres image og øge medarbejdernes, forbrugernes og investorernes tillid.

1.2.

Udvalget anerkender, at de fleste virksomheder, som opererer i EU, faktisk er gennemsigtige. Alligevel har en række skandaler for nylig vist, at gennemsigtigheden skal forbedres for generelt at blive en del af virksomhedernes bæredygtige strategier. Investorer og aktionærer lægger i stigende grad vægt på ikke blot virksomhedernes rentabilitetsindikatorer, men også på kvalitative VSA (1) indikatorer, der kan bidrage til at mindske de sociale risici og sikre, at virksomhederne kan udvikles på en bæredygtig måde. For at opfylde erhvervslivets og andre aktørers behov skal oplysningerne være konkrete, og indsamlingen heraf skal være omkostningseffektiv.

1.3.

EØSU bemærker, at medlemsstaternes regeringer bør motivere og tilskynde virksomhederne til at opfatte gennemsigtighed som et aktiv, da det også udgør en god forretningsmulighed, samt støtte dem med henblik på at opfylde disse krav.

1.4.

Udvalget finder det vigtigt, at man på én og samme tid fokuserer på såvel effektiviteten som omfanget af de oplysninger, der registreres, samt deres kvalitet og pålidelighed. Forbedring af gennemsigtigheden bør handle om såvel de opnåede resultater som processen for rapportering og offentliggørelse af oplysninger. Rapporteringen bør være fremadskuende og samtidig indeholde oplysninger om tidligere resultater.

1.5.

Udvalget anbefaler, at Kommissionen at træffe flere foranstaltninger, så virksomhederne får mulighed for at opfylde deres gennemsigtighedsforpligtelser og forbliver konkurrencedygtige på globalt plan.

1.6.

EØSU har generelt forståelse for, at små og mellemstore virksomheder opererer under forskellige betingelser. Derfor bør de regler, der gælder for dem, forenkles for at gøre det muligt for medlemsstaterne at rapportere på en mere passende måde for at sikre fuld gennemsigtighed. EØSU bifalder det kapacitetsopbyggende projekt til at hjælpe SMV'er med at tage disse udfordringer op.

1.7.

Udvalget mener, at eventuelle yderligere initiativer om videregivelse af oplysninger bør fokusere på de oplysninger, som de berørte parter reelt har brug for, hvilket bør omfatte et sæt fælles indikatorer og samtidig bør tage hensyn til arten af den pågældende virksomhed og den sektor, hvori den driver virksomhed.

1.8.

Udvalget understreger, at virksomhedernes sociale ansvar (VSA) og politik om åbenhed i virksomheden kan kun blive effektiv, hvis medarbejderne engagerer sig, og de bør derfor inddrages i høringer mellem arbejdsmarkedets parter.

1.9.

Mens læserskaren af virksomhedsrapporter vokser, ønsker flere interessentgrupper at blive sat ind i flere aspekter af virksomhedsanliggender. Derfor er det efter udvalgets mening vigtigt at evaluere den nuværende model for rapportering og at gøre den egnet til formålet.

2.1.

I 2010 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med halvtreds forslag til forbedring af det indre marked. Deraf fremgik det, at erhvervslivet også er nødt til at spille en rolle i den fælles indsats ved at udvise ansvarlighed og gennemsigtighed, såvel over for deres ansatte og aktionærer, men også over for samfundet som helhed. Kommissionen understregede, at der er plads til forbedringer i virksomhedsledelse, navnlig med hensyn til bestyrelsers sammensætning og diversitet, herunder repræsentationen af kvinder, for at fremme beskæftigelse, erhvervsliv og handel (2). Virksomhedernes etik og værdier er blevet anerkendt som et bidrag til den økonomiske genopretning.

2.2.

I 2011 offentliggjorde Kommissionen en ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar (VSA) (3), hvori den foreslog en ny definition, nemlig »virksomhedernes ansvar for deres indflydelse på samfundet«. Et element i strategien var en handlingsplan, hvis mål det er at integrere økonomiske og social rapportering.

2.3.

I 2012 vedtog udvalget en udtalelse om EU's nye VSA-strategi (4), hvori det understreges, at i et økonomisk og politisk vanskeligt klima udgør initiativet om VSA-politik en mulighed for at samarbejde positivt med erhvervslivet. Det er vigtigt at anerkende de forskellige bevæggrunde, der ligger bag VSA-aktiviteter. I meddelelsen nævnes adskillige fordele, og disse bør fremmes yderligere sammen med eksempler på god praksis for at informere virksomhederne om — og opmuntre dem til at engagere sig mere i — VSA.

2.4.

EØSU har i de senere år udarbejdet mange andre udtalelser, der er omtalt i denne udtalelse. Disse udtalelser understreger betydningen af virksomhedernes sociale ansvar, deres gennemsigtighed og offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og inddragelse af relevante aktører — investorer, forbrugere, medarbejdere, deres fagforeninger og ngo'er — i processen. I denne udtalelse ønsker udvalget at fokusere på en passende ramme for hele processen.

3.1.

Den økonomiske krise i 2008 og dens sociale konsekvenser har i et vist omfang skadet borgernes tillid til erhvervslivet, og offentlighedens og investorernes opmærksomhed har fokuseret på virksomhedernes sociale og etiske adfærd. Flere interessentgrupper udviser nu interesse i flere aspekter af erhvervslivet.

3.2.

Investorerne ønsker gennemsigtighed og kontrol over deres investeringer og ønsker at vide, hvordan deres penge påvirker miljø og samfund på en negativ eller positiv måde. De vigtigste kilder til ikke-finansielle oplysninger for investorer er bæredygtigheds-/VSA-rapporter samt årsberetninger. Kvalitative politikerklæringer er vigtige til at vurdere finansiel fortjeneste, men kvantitative nøgleresultatindikatorer betragtes som altafgørende.

3.3.

Arbejdstagerne er de første ofre for de virksomheder, der ikke tillægger juridiske regler særlig megen opmærksomhed, og som mangler gennemsigtighed. Alligevel udgør arbejdstagerne et omdrejningspunkt for udviklingen af de virksomheder, de arbejder i: deres jobsikkerhed, deres løn, deres sundhed og arbejdsvilkår afhænger af dette. De har ret til at forlange gennemsigtighed og at blive informeret samt inddraget i beslutninger, der vedrører virksomhedens finansielle situation og de sociale, miljømæssige og økonomiske politikker, den fører.

3.4.

Forbrugerne vil have gennemsigtighed og forventer det på specifikke områder, der er af betydning for dem. Det er i høj grad i virksomhedernes interesse, for så vidt angår deres relationer til andre aktører (arbejdstagere, borgere og forbrugere), at der føres en politik for gennemsigtighed. Det indebærer ofte blot at oplyse kunderne om fakta og hjælpe dem til at træffe beslutninger om køb på et informeret grundlag. Det er i sidste ende disse virksomheder, der vil nyde godt af loyale kunder, der er bedre informeret  (5). Fødevareindustrien er i den forbindelse et yderst følsomt område. De seneste undersøgelser fra Centre for Food Integrity (CFI) (6) viser, at øget gennemsigtighed fører til større tillid blandt forbrugerne til fødevarer, og anviser en tydelig vej for at opnå det.

3.5.

Med globaliseringen vil et stort antal forretningspartnere og interessenter gerne have flere oplysninger om en bredere vifte af aspekter i erhvervslivet fra en lang række lande.

3.6.

Gennemsigtighed skaber tillid, og virksomheder har brug for samfundets tillid. Ikke desto mindre er der ofte en kløft mellem, hvad borgerne forventer, og hvordan de oplever, at erhvervslivet handler. Denne kløft opstår dels på grund af visse virksomheders uansvarlige adfærd, dels på grund af tilfælde, hvor visse virksomheder overdriver deres miljømæssige eller sociale indsats. Offentlighedens utilstrækkelige kendskab til virksomhedernes resultater og de begrænsninger, de arbejder under, bidrager også til dette modsætningsforhold.

3.7.

Dette var årsagen til, at Kommissionen i 2009 indledte en række workshops om virksomheders gennemsigtighed. Europæisk erhvervsliv glædede sig over initiativet, der kom på det helt rigtige tidspunkt — lige midt i krisen, hvor gennemsigtighed og virksomhedernes sociale ansvar (VSA) i almindelighed måske kunne være med til at genoprette borgernes tillid til erhvervslivet, som også i et vist omfang havde lidt under den igangværende krise. Initiativet var rettet mod de forskellige grupper af aktører (arbejdsgivere, fagforeninger, ngo'er og medier), og undersøgelsen skulle fungere som en ledetråd for, hvilke yderligere foranstaltninger Kommissionen bør tage.

3.7.1.

De erfaringer, der blev draget af initiativet:

4.1.

I EU's strategi for VSA har Kommissionen anført, at en offentliggørelse af sociale og miljømæssige oplysninger, herunder klimarelaterede oplysninger, kan fremme relationerne til aktørerne og gøre det lettere at identificere konkrete risici i forhold til bæredygtigheden. Det udgør et vigtigt element af ansvarlighed og kan bidrage til at opbygge offentlighedens tillid til erhvervslivet. For at opfylde virksomhedernes og andre aktørers behov bør oplysningerne være konkrete.

4.1.1.

Kommissionen erkender også, at et stigende antal virksomheder offentliggør sociale og miljømæssige oplysninger. SMV'er fremlægger ofte disse oplysninger uformelt og på frivillig basis. Ifølge en kilde offentliggør ca. 2 500 europæiske virksomheder VSA- eller bæredygtighedsrapporter, hvilket bringer EU i en global førerposition (7).

4.2.

I 2013 fremlagde Kommissionen på Europa-Parlamentets initiativ et lovgivningsforslag om gennemsigtigheden i de sociale og miljømæssige oplysninger, der fremlægges af virksomheder inden for alle sektorer  (8). Formålet med ændringen af »regnskabsdirektiverne« var at opstille et krav om, at visse store virksomheder (på nuværende tidspunkt ca. 6 000 virksomheder og enheder i EU) skal offentliggøre relevante ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om diversitet i deres årsrapporter.

4.2.1.

I nogle lande omsættes direktivet i national lovgivning efter samråd med erhvervslivet, således at gennemførelsen drager nytte af den fleksibilitet, der er indbygget i et direktiv, ikke falder uden for direktivets anvendelsesområde, yder retssikkerhed for virksomheder og opfylder deres reelle behov. EØSU har i den sammenhæng udarbejdet en udtalelse (9), hvori udvalget fremhæver retten til at drage nytte af en fleksibel og passende mekanisme til at forbedre kommunikationen mellem aktionærer, investorer, medarbejdere og øvrige interessenter og glæder sig over, at dette forslag kun er rettet mod store selskaber.

4.2.2.

Kommissionen er netop ved at udarbejde ikke-bindende retningslinjer om ikke-finansiel rapportering på grundlag af resultaterne af den offentlige høring. For at lette opfølgningshøringen af interessenterne (10) har Kommissionen indført et illustrativt baggrundspapir, der kortlægger de vigtigste principper for offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger. De indberettede ikke-finansielle oplysninger bør være konkrete, pålidelige, afbalancerede og forståelige, omfattende og koncise, strategiske og fremsynede, rettet mod interessenterne, virksomheds-/sektorspecifikke, kvalitative, kvantitative og ikke mindst konsekvente.

4.3.

I overensstemmelse med Europa 2020-strategien, hvori der opfordres til en forbedring af erhvervsklimaet i EU, offentliggjorde Kommissionen i 2014 et forslag til et direktiv, der har til formål at støtte opbygningen af en moderne og effektiv ramme for virksomhedsledelse for europæiske virksomheder, investorer og ansatte  (11), som svarer til behovet i dagens samfund og en økonomi i stadig forandring.

4.3.1.

Forslaget skulle bidrage til den langsigtede bæredygtighed for EU's virksomheder og et mere langsigtet perspektiv for aktionærer, der sikrer bedre driftsbetingelser for virksomheder, hvis aktier handles på regulerede markeder i EU. I sin udtalelse (12) understregede EØSU, at forslaget ville medføre en mere stabil og bæredygtig virksomhedsledelse og et mere stabilt og bæredygtigt investeringsmiljø i Europa og bemærkede ligeledes, at Kommissionen i sin konsekvensanalyse hævder, at dens forslag kun vil føre til en marginal stigning i de børsnoterede selskabers administrative byrder. Det vil være vigtigt at vurdere denne balance under evalueringen af direktivet.

4.4.

I oktober 2015 offentliggjorde Kommissionen en ny strategi under overskriften: »Handel for alle — En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik«, der giver et billede af EU-politik, der afspejler et behov for en mere ansvarlig og mere gennemsigtig handelspolitik.

4.4.1.

I kapitlet »En handels- og investeringspolitik baseret på værdier« bebuder Kommissionen en styrkelse af forbrugernes rettigheder ved at styrke initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar og due diligence i produktionskæden med fokus på overholdelse af menneskerettighederne og de sociale aspekter, herunder arbejdstagerrettighederne, samt de miljømæssige aspekter af værdikæderne. Kommissionen ønsker at gå videre ved at forbedre dimensionerne for bæredygtig udvikling i frihandelsaftaler.

4.4.2.

I sin udtalelse (13), der omhandler anstændigt arbejde i globale forsyningskæder, anfører udvalget, at »EØSU har lang erfaring inden for bæredygtighed, har deltaget i gennemførelsen og overvågningen af særlige kapitler i frihandelsaftalerne og er involveret i en lang række civilsamfundsudvalg, som sætter det i stand til at foreslå en rimelig balance mellem nødvendige lovmæssige krav, hvad angår menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, gennemsigtighed, korruptionsbekæmpelse og den nødvendige fleksibilitet for multinationale selskaber til at organisere og udvikle deres globale forsyningskæder på en effektiv måde, der er tilpasset de forskellige lokale forhold.«

4.4.3.

Højere standarder for offentliggørelse af rapporter om ikke-finansielle oplysninger kunne være et vigtigt emne i handelspolitikken. Regulering på globalt plan, herunder handelsaftaler, bør øge gennemsigtigheden af offentliggørelsen af ikke-finansielle oplysninger i lande som USA og Kina for at sikre lige konkurrencevilkår for europæiske virksomheder.

4.4.4.

Kommissionen har til hensigt at styrke incitamenterne, navnlig for multinationale selskaber, til at fremlægge oplysninger om due diligence-praksis, en mere ambitiøs tilgang til mineraludvinding i konfliktramte områder  (14), søgen efter nye områder for et styrket partnerskab for ansvarlige værdikæder og offentliggørelse af en oversigt over virksomhedernes rapporter om den ansvarlige værdikæde.

4.4.5.

For så vidt angår Kommissionens krav om etisk handel og fremme og beskyttelse af menneskerettighederne, kan man også forvente nye krav til virksomhederne som følge af gennemførelsen af handlingsplanen for menneskerettigheder 2015-2018 (15). I sine konklusioner (juni 2016) understregede Rådet for Udenrigsanliggender den kritiske rolle, erhvervslivets gennemsigtighed spiller med hensyn til at sætte markederne i stand til at anerkende, skabe incitamenter for og belønne overholdelsen af menneskerettighederne.

4.5.

I januar 2016 fremlagde Kommissionen sin pakke om bekæmpelse af skatteundgåelse, med henblik på at sikre effektiv og mere gennemsigtig beskatning.

4.5.1.

Et af de områder, der undersøges grundigt, og som vil påvirke multinationale virksomheder og koncerner er landeopdelt rapportering (forpligtelsen til at afgive en opgørelse over alle de transaktioner, der er foretaget i koncernen, oplysninger om omsætning, overskud, indbetalt selskabsskat og så fremdeles, og fremsende denne til skattemyndighederne). På nuværende tidspunkt omfatter pakken udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes skattemyndigheder.

4.6.

I begyndelsen af april 2016 (16) foreslog Kommissionen, at multinationale selskaber offentliggør en særskilt erklæring om den indkomstskat, de betaler, sammen med andre skatteoplysninger. Multinationale selskaber med en konsolideret nettoomsætning på over 750 mio. EUR vil skulle opfylde disse supplerende krav om gennemsigtighed, uanset om de er hjemmehørende i EU eller ej. Denne forpligtelse gælder også for deres filialer og datterselskaber. I denne forbindelse har udvalget netop vedtaget en udtalelse om bekæmpelse af skatteunddragelse (17), hvori det tilskynder Kommissionen til at være mere ambitiøs i sine krav om skattemæssig gennemsigtighed i virksomheder ved at sænke omsætningstærsklen på 750 mio. EUR eller ved at etablere en plan for en gradvis sænkning af tærsklen.

4.6.1.

Kommissionen bør ikke desto mindre tage hensyn til principperne for EU's indre marked og konkurrenceevnen i EU. Ensidige krav inden for EU kunne føre til utilsigtede konsekvenser, hvis virksomheder uden for EU er fritaget fra denne forpligtelse. Virksomheder uden for EU bør derfor være omfattet af denne forpligtelse gennem forhandling af internationale handelsaftaler.

4.7.

Kommissionen samarbejder med andre internationale organisationer, som for eksempel Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) samt Verdensbanken og øger synergierne med deres instrumenter for god virksomhedsledelse, gennemsigtighed og virksomhedernes ansvar (18). Disse instrumenter revideres regelmæssigt og fastlægger kravene til ansvarlighed og gennemsigtighed hos virksomhederne med hensyn til deres social-, miljø- og menneskerettighedspolitikker. De tilskynder desuden til risikoforebyggelse og -analyse og fastlægger foranstaltninger om pligt til at udvise due diligence. Instrumenterne er primært tiltænkt multinationale selskaber, men de er også tænkt som retningslinjer for virksomheder, der opererer på nationalt plan. Enhver revision af sådanne instrumenter bør især fokusere på en bedre gennemførelse.

4.8.

Den stigende globale og europæiske efterspørgsel efter virksomheders gennemsigtighed overføres til virksomheder, der opererer i medlemsstaterne. Det bør være EU's rolle at vejlede og koordinere medlemsstaternes politikker og dermed nedbringe risikoen for modstridende strategier (19).

4.8.1.

Kommissionens strategi vedrørende ansvarlig forretningsdrift og henstillingerne til medlemsstaterne fører ofte til den antagelse på nationalt plan, at ansvarlig iværksætterkultur og gennemsigtighed udelukkende bør administreres og overvåges af staten.

4.8.2.

Erhvervslivet opfatter sig selv som drivkraft for en gennemsigtig og ansvarlig adfærd. Dette blev også anerkendt i Kommissionens meddelelse om Gennemførelse af partnerskabet for vækst og beskæftigelse: at gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar (20).

4.8.3.

Det er enhver virksomheds primære ansvar at skabe værdi, ikke kun for aktionærerne, men også for sine medarbejdere, miljøet og lokalsamfundet, samt at skabe og bevare arbejdspladser. Medlemsstaterne bør skabe de rette betingelser for at lette dette og støtte virksomhedernes bestræbelser på at være ansvarlige og gennemsigtige.

5.1.

Udvalget erkender, at ikke-finansiel rapportering er meget vigtig for virksomhedsrapportering, da det er med til at danne et komplet billede af virksomhedernes anliggender.

5.2.

De lovgivningsmæssige rammer for at drive virksomhed, bliver mere og mere komplekse for erhvervslivet. For bedre at imødekomme interessenternes behov bør der fastsættes en passende ramme for virksomhedsrapportering og samtidig bør unødvendige administrative og økonomiske byrder undgås. VSA og gennemsigtighed bør også fremmes og ses som en mulighed for virksomhederne for at undgå sociale risici og sikrer deres egen bæredygtige udvikling.

5.3.

I løbet af det seneste årti, er der kommet større og større fokus på forskellige aspekter af ikke-finansielle oplysninger. Der findes en række internationale regelsæt for fremlæggelse af sociale og miljømæssige oplysninger, såsom Global Reporting Initiative (GRI).

5.4.

Spørgsmålet er, om alle disse interessenter kan være tjent med den samme rapport, eller om der er behov for en række rapporter. Skal der stykkes flere rapporter sammen, eller blot udarbejdes en enkelt — som det eksempelvis er tilfældet i Core&More konceptet (21), foreslået af Den Europæiske Revisororganisation (FEE) i 2015?

5.5.

I debatten om fremtidens virksomhedsrapportering skal man tage hensyn til de respektive interessentgruppers forskellige informationsbehov, afhængigt af den indberettende enheds størrelse og karakter.

5.6.

Som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg påpeger i sin udtalelse om Offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger, anmodes Kommissionen om at iværksætte eller fremme en proces, der samler de »mange interessenter« (22) for bedre at kunne fastlægge vejledende principper og benchmarks, som vil gøre det nemmere at sammenligne og, på længere sigt, at standardisere«.

5.6.1.

Udvalget har i denne forbindelse allerede understreget behovet for en korrigerende indsats som værn mod den udhuling af virksomhedsværdier, der følger af kortsigtet tænkning. Udvalget understregede også i sin udtalelse om inddragelse af arbejdstagerne (23), at der med virksomhedernes langsigtede udvikling for øje, er behov for via en bredere opfattelse af virksomheden som en bæredygtig virksomhed (»sustainable company«) at pege på muligheder for gennem EU-politikken at vende den fremherskende tendens til, at indsigten i virksomheden ensidigt forbeholdes aktionærerne.

5.7.

Selv om fremtiden for bæredygtige virksomheder vil hænge tæt sammen med det sociale miljø og respekt for forbrugerne, bør ethvert yderligere initiativ om offentliggørelse af oplysninger fokusere på interessenternes reelle behov.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/21

Ordfører:

Simo TIAINEN

1.1.

Igennem et halvt århundrede har den fælles landbrugspolitik bidraget til skabelsen af Den Europæiske Union. På nuværende tidspunkt bør en tilbagevenden til de grundlæggende principper være en lejlighed til at udforme en ny langsigtet vision for den fælles landbrugspolitik, der kan være en klar og konkret vejviser for ikke blot landmænd, men også millioner af borgere. Udvalget har gang på gang gjort gældende, at den fremtidige fælles landbrugspolitik bør værne om den europæiske landbrugsmodel, der bygger på principper om fødevaresuverænitet, bæredygtighed og evne til at tilpasse sig EU-borgernes virkelige behov, uanset om de er landmænd, landbrugsmedarbejdere eller forbrugere.

1.2.

EØSU bifalder de indledende drøftelser og overvejelser om den fremtidige fælles landbrugspolitik efter 2020. Målene for den fælles landbrugspolitik, som de uforandret har været fastlagt i traktaten siden 1957, og de nye udfordringer som den fælles landbrugspolitik står over for, har aldrig været mere relevante end nu, og det er uhyre vigtigt, at der foretages en tilbundsgående analyse af den nuværende fælles landbrugspolitik og virkningerne af den tidligere reform. Formålet med denne udtalelse er at fremsætte nogle forslag og deltage i overvejelserne om den fremtidige fælles landbrugspolitik.

1.3.

I betragtning af landbrugspolitikkens komplekse karakter og vanskelighederne med at implementere den seneste reform har landmændene som det allervigtigste brug for politisk stabilitet og en langsigtet vision for landbrugspolitikken. Især i medfør af Lissabontraktaten vil det uvægerligt være nødvendigt med flere år til at reflektere, dele mål, drøfte udfordringerne og finde løsninger. EU-institutionerne bør derfor hurtigt nå til enighed om en forlængelse af den nuværende landbrugspolitik med mindst to år.

1.4.

Unge og nye landbrugere, som ønsker at etablere sig, bør i højere grad kunne støtte sig på den fælles landbrugspolitik ikke kun i form af specifikke værktøjer, men også i form af en reel stabil politik. Landbrugere har således brug for større stabilitet for at kunne foretage investeringer over årtier og påtage sig udfordringen forbundet med generationsskifte.

1.5.

I den fremtidige fælles landbrugspolitik bør der på den ene side tages hensyn til de forskellige landbrugsmodeller og regionale karakteristika og på den anden side de forskellige mål — økonomiske, sociale og miljømæssige — for politikken. Egen fødevareproduktion og eget landbrug er vigtigt og en del af kulturen i hvert eneste land i verden. Den europæiske fødevarepolitik bør baseres på sunde fødevarer af god kvalitet og skabe synergier med den fælles landbrugspolitik. Et af den fælles landbrugspolitiks væsentligste principper bør være at bevare et leve- og bæredygtigt landbrug i alle EU's regioner.

1.6.

Forenkling bør være den primære underliggende prioritet for den næste reform af den fælles landbrugspolitik. Gennemførelsen af politikken skal være mere smidig, og der skal udvikles mere rimelige kontrol- og sanktionssystemer. Det er yderst vigtigt, at landmændene har garanti for rettidige betalinger.

1.7.

Eftersom den fælles landbrugspolitik omfatter direkte intervention på EU-niveau, og udvandingen af fællesskabspræferencen medfører et fald i producentpriserne, skal den fremtidige politik kunne tackle alle de kommende udfordringer, herunder markedsturbulens. Det er derfor nødvendigt at reformere den politiske ramme for at imødegå alle disse nye udfordringer og stille hensigtsmæssige værktøjer til rådighed på europæisk plan.

1.8.

I 2017 vil Kommissionen fremme arbejdet og foretage brede høringer vedrørende forenklingen og moderniseringen af den fælles landbrugspolitik. Det er vigtigt, at det europæiske civilsamfund får en aktiv rolle i denne proces. EØSU bør nedsætte en studiegruppe og bidrage til processen.

2.1.

Landbruget har afgørende betydning for de fremtidige strategiske, økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer. Den fælles landbrugspolitik har været en succeshistorie for Europa, hovedsageligt eftersom gevinsten for de europæiske forbrugere har været sikrere fødevarer til faldende priser i de seneste årtier. På nogle områder står vi imidlertid overfor problemer set i relation til biodiversitet, miljø og landskaber. Et bæredygtigt landbrug, der producerer fødevarer af høj kvalitet, er helt centralt for borgerne og forbrugerne. For at imødekomme disse forventninger er der behov for en fælles landbrugspolitik, som kan garantere sunde og sikre fødevarer, høj kvalitet til en rimelig pris, miljøbeskyttelse, landskabspleje og en dynamisk økonomi i landdistrikter.

2.2.

Når landmænd producerer fødevarer i vores markedsorienterede samfund og således garanterer fødevaresikkerheden, indvirker det på den mængde vand, der er til rådighed, på kvaliteten af vandet og på luft- og jordkvaliteten samt naturens beskaffenhed, og samtidig skaber de arbejdspladser i landdistrikter og bevarer landområderne. Mange af disse biprodukter bør opfattes som offentlige goder.

2.3.

Landbrug og skovbrug er tæt forbundne, da de tegner sig for en meget stor del af arealudnyttelsen i EU. Skovbrug bidrager derfor ofte til leveringen af offentlige goder.

2.4.

Den fælles landbrugspolitik efter 2020 vil først og fremmest blive formet af de udfordringer, som landbruget skal tackle, men også af at den er et EU-anliggende, som er underlagt en særlig reformproces, at den har et særskilt budget og især af, at der skal være en klar vision for politikken for de kommende årtier.

2.5.

Den fælles landbrugspolitik har altid været en af EU's centrale politikker. Overordnet set er den fælles landbrugspolitik i det europæiske civilsamfunds interesse. Derfor er det for EØSU vigtigt at være proaktiv i sine forberedelser til den næste reform af politikken, som skal gælde perioden efter 2020.

3.1.

Bliver den globale demografiske udvikling som forventet, vil omkring 9 milliarder mennesker skulle brødfødes i 2050. Som en følge af de forbedrede levevilkår i adskillige regioner rundt omkring i verden ses en stigning i fødevareefterspørgslen og en kostændring i retning af flere animalske produkter. Disse udviklingstendenser vil betyde, at efterspørgslen efter fødevarer vil være dobbelt så stor i 2050. EU må påtage sig et ansvar for fødevaresikkerheden i verden, men eksporten af europæiske landbrugsprodukter vil imidlertid ikke løse problemet med sult på verdensplan. Det er værd at bemærke, at fødevaresikkerhed bør baseres på bæredygtige lokale fødevaresystemer. Hvert land må tage ansvar for sin egen fødevaresikkerhed, hvilket også anbefales af FAO. EØSU finder det nødvendigt, at EU også koncentrerer sig om overførsel af viden og erfaringsudveksling om, hvordan der på lokalt plan i andre dele af verden kan produceres flere og bedre fødevarer på bæredygtig vis.

3.2.

Samtidig er det forventningen, at fødevareefterspørgslen i Europa vil forblive relativt stabil, men varieret med hensyn til kvalitet, sundhed, etik, oprindelse mv.

3.3.

Der er meget tætte og mange forskellige forbindelser mellem landbrug og miljø i alle regioner. Landbrug og skovbrug er afgørende for bevarelse af naturen, beskyttelse af biodiversiteten, vand- og jordkvaliteten samt mindre forurening.

3.4.

I EU's klima- og energiramme er der fastlagt et mål om at øge andelen af vedvarende energi til mindst 27 % af energiforbruget inden 2030. Denne andel vil blive endnu større i fremtiden. Landbruget og skovbruget kan levere biomasse til opfyldelse af dette mål i en grøn vækstøkonomi, men skal også forbedre deres egen energieffektivitet.

3.5.

Den 20. juli 2016 fremlagde Kommissionen en pakke af lovforslag med detaljerede bestemmelser for EU's klima- og energipolitiske ramme frem mod 2030. Pakken er EU's modvirkningsforanstaltninger over for klimaændringerne i henhold til COP21-aftalen fra december 2015. Land- og skovbruget er en del af løsningen for at nedbringe emissionerne og lagre kulstof i jord eller træ. For at løfte udfordringen forbundet med fødevaresikkerhed og modvirke klimaændringerne vil grøn vækst, en omstilling til økologisk landbrug og en bæredygtig intensivering af en effektiv landbrugsproduktion, være nødvendig. Derudover får klimatilpasning afgørende betydning for fremtidens landbrug.

3.6.

Land- og skovbrug samt alle former for bioøkonomi, der er forbundet hermed, er afgørende for dynamikken i landdistrikter og som støtte for en afbalanceret landdistriktudvikling. De spiller en vigtig rolle hvad angår beskæftigelse, kultur, territorial samhørighed og turisme i landdistrikter overalt i EU. I mange afsidesliggende områder, bjergregioner og ugunstigt stillede områder er affolkning og aldring fortsat den altovervejende demografiske tendens. Offentlige politikker, især den fælles landbrugspolitik, bør bidrage til landbrugets og producenternes bevarelse overalt i EU, herunder i regioner med særlige problemer. Betalinger til bedrifter i landdistrikter med naturbetingede ulemper er afgørende for landdistriktudviklingen. Uden dem ville landbruget i disse områder ikke være rentabelt.

3.7.

Synergier mellem landbrugspolitikkens to søjler er vigtige og bør forstærkes. Den seneste reform har styrket forbindelsen og sammenhængen mellem alle ESI-fondene, hvilket bør fortsættes.

3.8.

EØSU går ind for en udvidet og obligatorisk anvendelse af lokaludvikling styret af lokalsamfundet inden for rammerne af samtlige ESI-fonde med henblik på en afbalanceret udvikling af landdistrikterne. Anvendelsen af lokale aktionsgrupper som lokale partnerskaber med deltagelse af landbrugere til identificering og finansiering af lokale projekter har en positiv indvirkning på befolkningens livskvalitet. Dette muliggør en effektiv bekæmpelse af affolkning og befolkningsaldring i EU's landdistrikter.

3.9.

For at bevare landbruget er generationsskifte af afgørende betydning, og alle de til rådighed værende værktøjer bør bruges til at støtte unge og/eller nye landbrugeres etablering. Koblede betalinger er også nødvendige for de sektorer og de regioner, hvor specifikke typer landbrug eller specifikke landbrugssektorer har særlig betydning af økonomiske, sociale eller miljømæssige årsager. Den fælles landbrugspolitik bør også have et klart fokus på at opmuntre aktive landmænd og produktion.

3.10.

Landbrug er en særlig økonomisk aktivitet, som ikke følger almindelig økonomisk lov. I en markedsøkonomi er udsving i priser og indtjening et resultat af ændringer i udbud og efterspørgsel. Men fødevarers karakter af en grundlæggende nødvendighed betyder, at de pr. definition ikke er priselastiske. Udbuddet af fødevarer kan heller ikke hurtigt tilpasses prisændringer. Derfor er det ved uforudsete ændringer i produktionsmængden ofte nødvendigt med længere tid og større prisændringer, før markedsligevægten er genoprettet. Disse forhold gør, at landbrugsmarkederne betragtes som meget flygtige. Andre innovative markedsmekanismer kan afprøves.

3.11.

Forbrugerne efterspørger sikre, bæredygtige og nærende fødevarer af høj kvalitet. De ønsker også fødevarer til overkommelige priser, hvilket er blevet forstærket af den økonomiske krise. Mange forbrugere sætter pris på sporbarhed og lokalt producerede fødevarer. Særligt Eurobarometer 410 viser, at et stort flertal af respondenterne i alle medlemsstater anser viden om køds oprindelse for nødvendig. Det påhviler alle interessenter i fødevarekæden at løfte denne udfordring.

3.12.

Den næste fælles landbrugspolitik bør som alle øvrige EU-politikker være forenelig med målene for bæredygtig udvikling. Landbrugspolitikken er af betydning for mange af målene, men allermest for mål nr. 2 om at »udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug«.

3.13.

Betydningen af international handel vil uden tvivl tage til i fremtiden. Ikke desto mindre har det nylige russiske forbud mod import af fødevarer fra EU ført til større usikkerhed i den internationale handel. Ruslands embargo har lagt et enormt pres på EU's landbrugsmarkeder, navnlig i nogle medlemsstater. Tackling af udfordringerne i forbindelse med usikkerheden i den internationale handel vil være af afgørende betydning for landbruget.

3.14.

I de seneste år er der sket en forskydning i forhandlingspositionerne i forsyningskæden, hvilket fortrinsvis har været til fordel for detailhandelen og visse multinationale virksomheder og til skade for leverandørerne, navnlig landmændene. Den fremtidige fælles landbrugspolitik bør styrke landmændenes forhandlingsposition.

4.1.

Landbrug er et vigtigt spørgsmål for EU. Målene for den fælles landbrugspolitik blev fastlagt i den oprindelige Romtraktat i 1957. De gælder stadig. Nye udfordringer som f.eks. miljøanliggender, spørgsmål vedrørende landdistrikternes udvikling, kvalitets- og sundhedsspørgsmål samt det verdensomspændende sultproblem er kommet til, uden at traktaten hidtil er blevet ajourført.

4.2.

Den fælles landbrugspolitik er en grundlæggende EU-politik og en integreret politik, hvis forbindelse til andre politikker som beskæftigelse, miljø, klima, konkurrence, budget, handel og forskning bliver stadig tættere og tilfører en konkret europæisk merværdi.

4.3.

Den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for et indre marked inden for fødevaresektoren i EU. Den europæiske fødevareindustri er den største industrisektor i EU med over fem millioner arbejdspladser.

4.4.

Kompleksitet og subsidiaritet er nøgleord ved tilpasning til alle sektorer og områder. Disse aspekter er blevet forstærket med den seneste reform. Udfærdigelse og forhandling af fælles bestemmelser i henhold til Lissabontraktaten med inddragelse af 28 medlemsstater og Europa-Parlamentet var en særlig kompleks opgave.

4.5.

Der er endnu ikke foretaget evalueringer af de nuværende politiske foranstaltninger. Vurderingen af gennemførelsen af det første år med forgrønnelsesforpligtelser er endnu ikke afsluttet. Det samme gælder miljøfokusområderne. Det er vigtigt ikke at forhaste sig med iværksættelse af endnu en reform af landbrugspolitikken, inden der foreligger en klar og grundig evaluering af den nuværende fælles landbrugspolitik, som gør det muligt at kortlægge, i hvilket omfang de politiske foranstaltninger har opfyldt de politiske målsætninger. Dette kræver en egentlig evaluering, især af de foranstaltninger, hvor der er brug for længere tid, før resultaterne viser sig, f.eks. forgrønnelsesforpligtelserne.

4.6.

Den seneste reform blev indledt i 2010, og gennemførelsen påbegyndtes i 2015, hvilket vil sige, at det tog fem år at afslutte reformen. I Kommissionens og Europa-Parlamentets aktuelle mandatperiode vil der ikke være tilstrækkelig tid til at afslutte reformen af landbrugspolitikken, så den kan gennemføres i 2021. Der er derfor behov for en overgangsperiode, hvor den nuværende fælles landbrugspolitik videreføres i tilstrækkelig lang tid efter 2020.

4.7.

Den fælles landbrugspolitik har siden 1962 bygget på tre grundlæggende principper: markedsenhed, fællesskabspræference og økonomisk solidaritet. Det indre marked er i dag en realitet, men fra politisk hold skal det slås fast, at fællesskabspræference og økonomisk solidaritet stadig gælder.

4.8.

I den globaliserede verden bruger USA økonomisk støtte til gennem forbrugerne at fremme landbruget med fødevarekuponprogammet og »køb amerikansk«-loven. Den Europæiske Union bør indføre tilsvarende foranstaltninger og kunne skabe opmærksomhed om den strategiske betydning af europæisk præference med en »køb europæisk«-lov.

5.1.

Brexit vil få store konsekvenser for EU, især for det indre marked og den internationale handel og dermed for den fremtidige fælles landbrugspolitik. Hvis Det Forenede Kongerige forlader EU's toldunion, bør de nuværende handelsstrømme under Brexitforhandlingerne bruges som det vigtigste kriterium for fordelingen af EU-28's WTO-kontingenter mellem Det Forenede Kongerige og det nye EU.

5.2.

Siden 1992-reformen er konkurrenceevne blevet den vigtigste prioritet under landbrugspolitikken med indførelsen af direkte betalinger. Hvis der fortsat skal være fokus på konkurrenceevne, produktivitet og bæredygtighed, er der behov for nye incitamenter, så der kan satses på fremme af innovation (udvikling, udbredelse og ibrugtagning af nye teknologier).

5.3.

Landbrugssektoren har brug for store investeringer, som vil kunne realiseres, hvis den forventede indtjening er tilstrækkelig stor og de økonomiske risici overskuelige. Støtte til bedrifternes indtjening i form af direkte betalinger er i den nuværende situation nødvendige.

5.4.

EU-producenter er ikke længere afskærmet fra verdensmarkedet med de større udsving i priser. Dertil kommer, at landbruget udsættes for ekstreme naturpåvirkninger og flere sundhedsmæssige problemer som følge af varers og menneskers øgede mobilitet (pandemier) med betydelige produktionstab. Den fælles landbrugspolitik bør indeholde specifikke redskaber, som sætter landbrugssektoren i stand til at begrænse og styre disse risici.

5.5.

Der findes nogle risikostyringsredskaber under den nuværende fælles landbrugspolitik. Interventionspriser, privat oplagring, salgsfremmende foranstaltninger og terminsmarkeder og redskaberne under den fælles markedsordning for landbrugsprodukter bør bevares eller videreudvikles.

5.6.

Men der er et klart behov for udvikling af nye værktøjer:

5.7.

Bekymringer vedrørende miljøet er klart en prioritet i landbruget, og derfor blev der indført forgrønnelse med den seneste reform. Politikerne fremhæver igen og igen denne markante udvikling under den fælles landbrugspolitik. Den fælles landbrugspolitiks miljødimension er både global og kompleks, da landbrug handler om jord, vand, biodiversitet, skovbrug og CO2-udledning. En mere effektiv politik bør være mere forståelig, lettere at gennemføre og enklere for landmændene.

5.8.

Der er et behov for betalinger, som kompenserer landmænd for at levere offentlige goder (især økosystemtjenester).

5.9.

Navnlig det nederlandske EU-formandskab har støttet ideen om en fælles fødevarepolitik. Med den nye fælles landbrugspolitik erkender EU, at europæisk landbrug er nødt til at nå op på et højere niveau for bæredygtig produktion af sikre kvalitetsfødevarer. Den fælles landbrugspolitik fremmer frugt- og mælkeordninger i skolen, der har til formål at fremme gode kostvaner fra en tidlig alder. Den tilskynder også til økologisk produktion ved at sikre mulighed for et informeret valg med klare mærkningsregler og særlige støtteordninger under politikken for udvikling af landdistrikter.

5.10.

For nærværende er fremme af folkesundheden, sund kost og en sund livsstil en national kompetence. Men Den Europæiske Union skal sikre adgang til sunde fødevarer af god kvalitet for alle Europas borgere ved hjælp af bæredygtige fødevaresystemer. Samtidig med at EU's foranstaltninger supplerer og koordinerer medlemsstaternes indsats bør der udvikles flere synergier mellem den fælles landbrugspolitik og den fremtidige europæiske fødevarepolitik.

5.11.

I betragtning af borgernes forventninger og forbrugerefterspørgslen bør der gøres en særlig indsats for at udvikle territoriale fødevaresystemer og dermed korte fødevareforsyningskæder, ikke mindst i storkøkkener.

5.12.

Siden 1990 er landbrugets miljøaftryk blevet mindre. Alligevel er der stadig et behov for at mindske landbrugets emissioner inden 2030. Dette skal realiseres i overensstemmelse med den europæiske landbrugsmodel og ved hjælp af en politik for omkostningseffektiv reduktion af emissioner. Der er et potentiale for at øge jordens kulstofindhold og erstatte fossil energi og petrokemikalier med landbrugs- og skovbrugsprodukter.

5.13.

De mange forskellige målsætninger for landbrugs- og arealanvendelsessektoren, med deres mindre modvirkningspotentiale, samt behovet for at sikre sammenhæng mellem EU's mål for fødevaresikkerhed og klimaændringer bør anerkendes (1).

5.14.

På bedriftsniveau, forsøgsstationer og i laboratorier frembringes der hele tiden vigtige innovationer. Forsknings- og udviklingsindsatsen bør intensiveres for at bistå landbrugets udvikling i retning af mere bæredygtige systemer. Det er helt afgørende, at andre aktører får kendskab til disse innovationer. Konsulenttjenester, samarbejde mellem aktører og andre metoder til udbredelse af innovation og udveksling af bedste praksis bør fremmes.

5.15.

EU's landbrugsforskningsprogram bør styrkes i den næste programmeringsperiode for at tage højde for udfordringerne på fødevareområdet og fødevarers geostrategiske betydning i det 21. århundrede. Den digitale økonomi kan blive den næste »landbrugsrevolution« efter det 20. århundredes grønne revolution.

5.16.

Der er klar dokumentation for, at forsyningskæden fungerer dårligt i næsten alle medlemsstater på grund af en stærk koncentration i aftagerledet. Værditilvæksten er ikke rimeligt fordelt blandt aktørerne i fødevareforsyningskæden.

5.17.

Da kompetencen vedrørende konkurrence og det indre marked ligger hos EU, bør problemet løses på EU-niveau. Kommissionen bør fremlægge forslag om EU-reguleringsrammer for kontraktforhold inden for kæden og landmændenes muligheder for legalt at organisere faglige aktioner. Producentorganisationerne er således vigtige aktører i fødevareforsyningskæden og bidrager til at styrke producenternes stilling. Den næste fælles landbrugspolitik bør styrke producentorganisationernes forhandlingsposition. Der bør tages hensyn til resultaterne af det arbejde, der udføres af taskforcen vedrørende landbrugsmarkederne (AMTF).

5.18.

Den fælles landbrugspolitik skal tilpasses realiteterne og hastigheden af de økonomiske forandringer. Som led i den fælles landbrugspolitik må artikel 219-222 i forordning (EU) nr. 1308/2013 udvikles, så de bliver anvendelige og realiserbare for Kommissionen og producenten.

5.19.

Verdenshandelen og åbne markeder styrker konkurrenceevnen og kan bringe priserne på fødevarer ned. Ikke desto mindre er fair handel af allerstørste betydning for EU for at kunne konkurrere med tredjelande med samme produktionsmetoder og -regler. Ikketoldmæssige hindringer kan bringe den internationale udvikling i fare. I de utallige og forskellige løsningsmodeller for opnåelse af fødevaresikkerhed i verden spiller handel en rolle med hensyn til at øge landbrugseksporten.

5.20.

Den fælles landbrugspolitik og handelspolitikken bør sætte de europæiske producenter i stand til at konkurrere på lige vilkår med importerede produkter. EU bør derfor kræve, at importerede produkter opfylder samme standarder.

5.21.

Hidtil er den fælles landbrugspolitik blevet finansieret på EU-niveau. Landbrugspolitikken tegner sig for en stor andel af EU-budgettet (38 % i 2015), som dog kun udgør omkring 0,4 % af de europæiske offentlige udgifter. Budgettet til den fælles landbrugspolitik er mindre end de tilsvarende budgetter i USA og Kina. Dertil kommer, at det i adskillige år har været stabilt eller faldende trods EU's udvidelse. Den fælles landbrugspolitik skal kunne tackle mange betydelige udfordringer i fremtiden. Det er derfor nødvendigt at øge budgettet til landbrugspolitikken på EU-niveau.

5.22.

Særlige aspekter ved EU-budgettet, bl.a. dets etårighed, skaber betydelige begrænsninger for udformningen af den fælles landbrugspolitik. På grund af disse begrænsninger er der nogle lofter for gensidige fonde og kriseforanstaltninger. Derudover er budgetfordelingen en kilde til politiske spændinger og kan indebære en mangel på effektivitet.

5.23.

Forenkling har været en prioritet for den fælles landbrugspolitik i mange år og især i de første år af gennemførelsen af reformen fra 2013. Ikke desto mindre bør forenkling være den primære underliggende prioritet for den næste reform. Især bør der foretages forbedringer af systemerne for rimelig kontrol og forholdsmæssige sanktioner. For øjeblikket er nedsættelserne af betalingerne til forgrønnelse og krydsoverensstemmelsesforanstaltninger undertiden urimelige og uforholdsmæssige. Det er yderst vigtigt, at den direkte støtte udbetales rettidigt.

5.24.

I de seneste årtier har to søjler udgjort strukturen i den fælles landbrugspolitik. Mens søjle I udelukkende finansieres med EU-midler, samfinansieres søjle II og tilpasses de enkelte medlemsstaters behov ved hjælp af flerårige programmer. Da medlemsstaterne og regionerne er forskellige og har forskellige behov er det nødvendigt at bibeholde strukturen med to søjler i den fremtidige fælles landbrugspolitik.

5.25.

Kommissionen anfører i sit arbejdsprogram for 2017, der blev offentliggjort den 25. oktober 2016, at den vil arbejde for og foretage brede høringer vedrørende en forenkling og modernisering af den fælles landbrugspolitik for at maksimere bidraget til Kommissionens ti prioriteter og til målene for bæredygtig udvikling. Det er vigtigt, at det europæiske civilsamfund aktivt inddrages i denne proces.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/28

Ordfører:

Thierry LIBAERT

1.1.

Nudging udgør et offentligt politisk redskab, som supplerer dem, der allerede anvendes af europæiske offentlige myndigheder (oplysningsaktiviteter, økonomiske incitamenter, lovgivning og eksemplarisk adfærd). De er imidlertid et redskab, som er særlig nyttigt til at imødegå visse sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer.

1.2.

Fremme af brugen af nudges i offentlige politikker som supplement til de traditionelle redskaber og navnlig den ændrede tilgang til enkeltpersoners adfærd, som de muliggør. Nudges kunne således integreres i de overordnede offentlige politikker og fremskynde gennemførelsen heraf med lavere omkostninger til følge. Deres smidighed og enkelhed gør dem anvendelige i forskellige sammenhænge og for forskellige grupper af aktører samtidigt: for et mellemstatsligt organ, for interne instanser i de enkelte ministerier, for lokale og regionale myndigheder, for NGO'er, for private aktører osv.

1.3.

Særlig fokus på nudges, som opfylder miljømæssige, sociale og andre mål (energiomstilling/grøn omlægning, bekæmpelse af ressourcespild, social velfærd, forbedring af befolkningens sundhedstilstand osv.). Sådanne nudges kan således indgå i rækken af foranstaltninger til opfyldelse af forud fastsatte fælles mål, for hvilke de offentlige politikkers traditionelle redskaber viser sig at være ineffektive og/eller for dyre.

1.4.

Fremme af udvekslingen af informationer og god praksis vedrørende nudges blandt alle kategorier af potentielt berørte aktører (offentlige myndigheder, lokalsamfund, virksomheder, foreninger, NGO'er osv.) på europæisk niveau. Man kunne f.eks. overveje en platform, der identificerer initiativerne, og/eller et særligt observatorium.

1.5.

En nærmere undersøgelse af de forskellige virkninger af nudges på baggrund af kulturer, socioøkonomiske profiler, geografiske områder osv. Dette vil give en bedre forståelse af fordelene og begrænsningerne ved udbredelsen og gennemførelsen af nudges i forskellige lande, sektorer osv. Navnlig spørgsmålet om, hvor længe nudges påvirker adfærden, bør undersøges nærmere.

1.6.

En identifikation af de generelle betingelser for anvendelse af nudges, som gør det muligt at reducere deres negative følger og sikre deres etiske forsvarlighed. Betingelserne kan inddeles i grupper i et charter for god praksis, der etableres i samarbejde med de forskellige deltagere, vedtages på europæisk plan og dernæst tilpasses af medlemsstaterne. Der kan også offentliggøres en vejledning, som uddeles til de berørte aktører.

1.7.

Indførelse af informationsprocedurer for anvendelsen af de forskellige typer nudges, hvilket sikrer deres gennemsigtighed for de personer, der bliver nudget. For at opnå størst mulig accept af nudges, skal de forstås, drøftes og udveksles. Dermed undgås misbrug og risici for manipulation i forbindelse med brugen af nudges.

1.8.

Sikring af reelle fagetiske regler for nudging med henblik på at undgå, at instrumentet udnyttes til opfyldelse af uforsvarlige mål. Ved indførelse af nudging bør fire betingelser være opfyldt. Processen skal være gennemsigtig, der skal være fleksibilitet for de berørte personer, som altid frit skal kunne handle, som de ønsker, oplysningerne, de får, skal være pålidelige, og det skal sikres, at enkeltpersoner ikke får skyldfølelse.

1.9.

Udvikling af et system for opfølgning og evaluering af nudges på baggrund af forskellige kriterier (sociale, miljømæssige og økonomiske). Dette kan forudsætte en indledende testfase for at forstå den nøjagtige indvirkning af nudging, alt efter art, målgruppe, baggrund osv. En sådan fase giver mulighed for en hurtig tilpasning, hvis resultaterne af det anvendte nudge er skuffende, og dette kan endog opgives, hvis det skønnes ineffektivt.

1.10.

Opfordring til undervisning i adfærdsøkonomi under uddannelsesforløb (grund- og videreuddannelse). Dette vil gøre det muligt at forbedre kendskabet til redskabet og opfordre forskellige grupper (offentligt ansatte, lønmodtagere i virksomheder, folkevalgte politikere osv.) til at anvende det fornuftigt og kritisk. Dette kræver i øvrigt en tværfaglig universitetsundervisning, idet nudging bygger på en tværgående tilgang.

1.11.

Sikring af en vis fleksibilitet i forbindelse med anvendelsen af nudging for at udnytte redskabets potentiale bedst muligt. I lighed med andre af de redskaber, som de offentlige myndigheder har til rådighed, er nudging hverken et mirakelredskab eller et helt nyt redskab, men det kan vise sig at være et godt supplement og yderst nyttigt til at ændre visse former for adfærd. Hovedformålet med nudging er at tilskynde til at tage højde for adfærdens psykologiske dimension og ikke kun dens »økonomiske interesse« under udformningen af offentlige politikker.

1.12.

Tilrettelæggelse på EØSU's initiativ af den første europæiske konference om nudges, som vil være en enestående lejlighed for de berørte aktører til at udveksle erfaringer inden for EU om dette redskab.

1.13.

For at klare det grundlæggende skift til en ny økonomisk model med betydelige konsekvenser for systemet på mange områder, bør EØSU oprette et nyt tværgående og permanent organ for at analysere disse udviklinger, herunder nudging og andre relaterede emner, såsom cirkulær økonomi, deleøkonomi, funktionel økonomi.

2.1.

De offentlige myndigheder råder typisk over fire typer af redskaber til at ændre enkeltpersoners adfærd: oplysnings- og bevidstgørelseskampagner, økonomiske incitamenter, lovgivning (forbud eller påbud) og eksemplarisk adfærd. Disse fire redskaber har imidlertid vist sig at have visse begrænsninger, navnlig hvad angår adfærd og ansvarligt forbrug, dvs. et mindre forbrug af naturressourcer. Der forekommer rent faktisk ofte stadig en kløft mellem bevidstgørelsen af enkeltpersoner og deres daglige adfærd.

2.2.

Årsagerne til en sådan forskel mellem intention og handling er blevet analyseret inden for økonomi og adfærdsvidenskab, som er specialiseret i forståelsen af de faktorer, som påvirker enkeltpersoners adfærd. Ifølge forskere på dette område afhænger de individuelle handlinger af flere faktorer. Vi er komplekse individer med begrænset rationalitet, er yderst emotionelle og påvirkes af andre og af sociale interaktioner, men også af sammenhængen og det miljø, vi træffer beslutninger i.

2.3.

I sidste ende er vores beslutninger og adfærd primært baseret på det, som Daniel Kahneman, modtager af Nobelprisen i økonomi, betegner som vores »system 1«: en tankegang, der i høj grad er ubevidst, automatisk, ultrahurtig, og som gør os i stand til at træffe mange beslutninger dagligt med et minimum af bestræbelser og uden at bruge mange opmærksomhedsressourcer, men som drives af stereotyper og associationer og ofte bringer os væk fra en matematisk rationalitet.

3.1.

I henhold til adfærdsøkonomien (Behavioral Economics) kan de offentlige politikkers traditionelle drivkræfter være utilstrækkelige til at ændre adfærden, idet de ikke tager hensyn til de forskellige dimensioner, som kan påvirke beslutningstagningen. På grundlag af denne kendsgerning offentliggjorde to amerikanske professorer, Richard Thaler (professor i økonomi i Chicago og fortaler for adfærdsøkonomi) og Cass Sunstein (professor i jura ved Harvard), i 2008 det første værk om nudges (1), som bygger på den grundtanke, at adfærdsændringer kræver »bløde incitamenter«. Forfatterne definerer nudging som ethvert aspekt af valgstrukturen, som på forudsigelig vis ændrer folks adfærd uden at udelukke noget valg og uden at ændre de økonomiske incitamenter væsentligt. For at blive betragtet som et simpelt nudge skal handlingen let kunne undgås, idet nudges ikke på nogen måde har karakter af tvang.

3.2.

Nudging sigter mod at skabe »valgstrukturer«, som fremhæver det valg, der betragtes som fordelagtigt for den enkelte og/eller fællesskabet, uden at antallet eller arten af valgmuligheder ændres. Det handler om at tilskynde forbrugeren eller brugeren til at træffe det valg, der anses for at være det bedste. Der angives tre kendetegn: fuld valgfrihed for den enkelte, enkel indførelse og begrænsede omkostninger i forbindelse hermed.

3.3.

I visse lande viser de offentlige myndigheder stigende interesse for nudges, fordi de er forbundet med to store fordele: De begrænser ikke den enkeltes frihedsrettigheder, og de medfører begrænsede omkostninger, selv om deres indvirkning kan være betydelig. De kan således udgøre et supplerende redskab, hvis de integreres i de offentlige politikker, der sigter mod at gøre enkeltpersoners adfærd mere »ansvarlig« i forhold til sundhed, miljø mm. For den enkelte person giver nudging forenklede valgmuligheder, hvilket gør det lettere at træffe beslutninger.

4.1.

Standardoptioner. Der foreslås automatisk de standardoptioner, som af den myndighed, der indfører dem, skønnes at være de mest hensigtsmæssige og samtidig de mest enkle at gennemføre. Optionerne baseres på enkeltpersonernes inertikræfter. Det er for eksempel tilfældet med indkomstselvangivelser i Frankrig, hvor husholdningerne siden 2005 som en standardoption ejer et tv. Dette har reduceret det anslåede svig fra 6 til 1 %. Standardoptioner anvendes også i stigende grad af banker, energileverandører og andre virksomheder, der som standard anvender elektroniske fakturaer i stedet for fakturaer i papirformat, automatisk dobbeltsidet udskrivning osv.

4.2.

Styrken af sociale normer, der af nudging-tilhængere betragtes som en vigtig adfærdsfaktor. Denne styrke kan således anvendes til at motivere enkeltpersoner til at handle på en bestemt måde. Det handler især om at fremhæve en adfærd, som udvises af hovedparten af personerne i de nære omgivelser (naboer, kolleger m.fl.). Budskabet har til formål at tilskynde enkeltpersoner til at udvise samme adfærd for at tilpasse sig de sociale normer. I 2011 gennemførte energileverandøren OPOWER et forsøg i USA. På baggrund af oplysninger om 600 000 husholdningers elforbrug blev der sendt breve til husholdningerne, hvori der f.eks. stod: »I sidste måned forbrugte du 15 % mere elektricitet end dine mest energieffektive naboer«. Diagrammer gav mulighed for at sammenligne husholdningens energiforbrug med naboernes og de øvrige forbrugeres, og der blev tildelt en smilende »smiley« i tilfælde af fald i forbruget. Ifølge OPOWER er der som følge af disse breve registreret fald i elforbruget på gennemsnitligt 2 % i de deltagende husholdninger, hvilket har medført en besparelse på i alt 250 mio. US-dollars (2). Mange lignende forsøg har givet resultater med fald i energiforbruget på 1-20 %.

4.3.

Risikoen for tab, der har til formål at belyse de tab (navnlig økonomiske), som den enkelte risikerer, hvis vedkommende ikke ændrer adfærd, f.eks. med hensyn til energiforbrug. Der kan f.eks. være tale om at angive et vejledende beløb, som vedkommende mister, hvis han/hun ikke ændrer sin praksis, eller omvendt, et beløb, som han/hun kan tjene ved at ændre sin praksis. En sådan visualisering af tabet kan ligeledes fremføres med ikkeøkonomiske indikatorer (kalorier, CO2-emissioner osv.).

4.4.

Rivaliseren, der f.eks. består i at arrangere konkurrencer for at tilskynde til visse former for praksis såsom bekæmpelse af spild. Den franske NGO »Prioriterre« ønsker således at øge bevidstheden om energibesparelser. Derfor arrangerer den hvert år udfordringen »Familles à énergie positive« (familier med positiv energi), som i 2014 omfattede ca. 7 500 familier, der skulle reducere deres energiforbrug med 8 % for at opnå forskellige former for belønninger (3).

4.5.

Anvendelse af leg og underholdende præsentationer. Et af de mest kendte nudges findes i lufthavnen i Amsterdam. Der er malet falske fluer på indersiden af urinalerne for at tilskynde mændene til at sigte nøjagtigt. I Stockholm ændrede Volkswagen i 2009 trappen, der fører til udgangen på stationen Odenplan, til et kæmpemæssigt pianoklaviatur. Hvert tryk på et trin aktiverede en node (4). Formålet var at tilskynde brugerne til at benytte sig af trappen frem for rulletrappen. I Sydkorea angiver markeringer på gulvet risikoen for overvægt for personer, der anvender rulletrappen.

4.6.

Nudging kan også sigte mod at ændre præsentationen af valgmuligheder eller visse produkters fremtoning, således at dem, der betragtes som de sundeste, de mest økologiske osv. fremhæves. Denne form for nudging kan til tider ligge tæt op ad varemærkeprincippet. Der er i øvrigt foretaget flere forsøg i kantiner for at få kunderne til at indtage sunde fødevarer. I den forbindelse blev sådanne fødevarer anbragt forrest i montren, hvilket i visse tilfælde medførte en fordobling af forbruget af disse i forhold til en placering i midten eller bagerst. Andre kantiner har forsøgt at reducere spild ved at mindske tallerknernes størrelse. Tallerknerne er lige så fyldte, men den serverede mængde er begrænset (vel vidende, at kunderne altid kan tage en ny portion, hvis de ønsker det) (5).

5.1.

Siden 2008 er stadigt flere lande begyndt at interessere sig for potentialet i de offentlige politikkers redskaber, der henhører under nudges, og har tre store fordele: de accepteres bedre af offentligheden end normer og afgifter, og de er billige og effektive. Nedenfor følger en ikkeudtømmende liste af eksempler.

5.2.

I 2010 oprettede den britiske regering under David Cameron et »Behavioural Insights Team« under ledelse af David Halpern, som blev pålagt at anvende adfærdsvidenskab i de britiske offentlige politikker. Teamet har for eksempel ændret regeringens websted, så der er mulighed for at lade sig registrere som organdonor. Teamet angav følgende på webstedet: »Hver dag beslutter tusindvis af mennesker, som ser denne side, sig for at lade sig registrere«, og placerede logoet for NHS (National Health Service), den britiske sociale sikringsordning, på siden. I løbet af et år steg andelen af programdeltagere fra 2,3 til 3,2 % (en stigning på 96 000 personer). Siden 2014 har »Nudge Unit« fungeret uafhængigt og rådgiver udenlandske regeringer, lokale myndigheder, virksomheder osv. (6).

5.3.

Obamas regering iværksatte i 2014 ligeledes sin »Nudge Squad« under ledelse af Maya Shankar. I et dekret, som blev offentliggjort i september 2015, »opfordrede« præsident Obama ministerier og regeringsorganer til at anvende bidrag fra adfærdsvidenskaben (»behavioral science«) (7). Regeringerne i Singapore, Australien og Tyskland har også nedsat grupper af eksperter i adfærdsøkonomi.

5.4.

I Frankrig har generalsekretariatet for modernisering af offentlige foranstaltninger (SGMAP) og generaldirektoratet for offentlige finanser (DGFIP) (8) siden 2013 gennemført adskillige forsøg vedrørende nudges.

5.5.

Europa-Kommissionen har under Det Fælles Forskningscenter oprettet et kontor »Fremtidsanalyse og bidrag fra adfærdsvidenskaberne« under ledelse af Xavier Troussard. Det har bl.a. offentliggjort en rapport i 2016, som understreger, at de offentlige politikker i EU i stigende grad integrerer bidrag fra adfærdsøkonomien (9). Ifølge kontoret vil det være hensigtsmæssigt at fremme udveksling vedrørende dette emne mellem politikere og universiteter. Kontoret anbefaler især at intensivere anvendelsen af adfærdsøkonomiens redskaber i alle faser af de offentlige politikker og samtidig forbedre kommunikationen vedrørende deres anvendelse og kendskabet til deres indvirkning.

6.1.

Nudging har sine begrænsninger. Konceptet kræver stor omhyggelighed i forbindelse med udformning og indførelse og rejser spørgsmål af både teknisk og etisk karakter. Det erstatter hverken behovet for at informere borgerne og indføre pædagogiske tiltag, der sigter mod at skabe klarhed om deres valg, eller de offentlige myndigheders klassiske virkemidler som f.eks. lovgivning og instrumenter til økonomiske incitamenter. Endvidere bør de risici og begrænsninger, som er forbundet med deres anvendelse, ikke undervurderes.

6.2.

På nuværende tidspunkt er der kun gennemført få undersøgelser vedrørende effektiviteten af nudging, især på mellemlang og lang sigt. Nogle lægger vægt på de forskellige reaktioner over for dette redskab. Af OPOWERs forsøg fremgik det således, at husholdninger, hvis elforbrug allerede var mindre end gennemsnittet, havde tendens til at lade deres forbrug stige, efter at de var blevet informeret om deres placering. Omvendt kan nudging skabe en følelse af skyld eller mindreværd for borgere, som erfarer, at de har et væsentligt større elforbrug end deres naboer. I henhold til visse undersøgelser kan modtageligheden over for nudges desuden variere i forhold til den enkeltes værdier og holdninger (10) samt i forhold til den politiske og kulturelle sammenhæng. Mere generelt fremhæver undersøgelserne de forskellige konsekvenser af nudges, alt efter målgruppe, kulturer og sammenhænge. Det er derfor nødvendigt at evaluere virkningerne af nudges direkte eller stikprøvevis.

6.3.

Et andet spørgsmål går på, hvor længe virkningen af nudges holder. På området vand- og elforbrug har undersøgelser vist, at sociale normers vedvarende virkning har tendens til at falde med tiden, også selv om den kan opretholdes i let grad gennem flere år (11). Den langsigtede virkning af nudges afhænger af deres evne til at ændre vaner væsentligt. Når en standardoption først er ændret, og hvis den bevares således, er der ingen grund til at antage, at adfærden ikke fortsætter. Spørgsmålet går mere på, om det er muligt at nå længere eller tilpasse den trufne foranstaltning. Det forekommer således nemmere gradvist at tilpasse en afgift eller en norm end en standardoption.

6.4.

Nudges kan have negative konsekvenser, idet en person kan have tendens til at udvise en bedre adfærd efter at have udvist en dårlig og omvendt. For eksempel har forsøg vist, at køb af »grønne« forbrugsgoder under visse omstændigheder kan efterfølges af en stigning i hyppigheden af negative handlinger såsom snyd eller tyveri (12). Bestræbelserne på at opmuntre til fornuftige holdninger på visse områder kan således have negative konsekvenser på andre. Sådanne utilsigtede virkninger gør det — hvis de bekræftes — meget vanskeligt at vurdere den samlede indvirkning af nudges. De er sandsynligvis meget sjældne og sår ikke tvivl om hensigtsmæssigheden af at indføre nudging. Der bør imidlertid ikke ses bort fra, at sådanne konsekvenser kan forekomme.

6.5.

Effektiviteten af nudging afhænger af den ønskede adfærd, hvilket rejser spørgsmålet om definition og måling af, hvad der er ønskeligt. Det kan være meget vanskeligt at få kendskab til borgernes vurdering af egen lykke. Nudging rejser tillige spørgsmålet om, hvem der beslutter, hvilket mål der skal forfølges, dvs. hvad der er ønskeligt for personen og/eller samfundet. Offentlige beslutningstagere kan af opportunistiske årsager føre mål og nudging i en bestemt retning, men også mindre bevidst, for eksempel på grund af manglende information.

6.6.

Endelig er det til tider vanskeligt at trække grænsen mellem information, kommunikation og manipulation. For eksempel kan det konstateres, at blandt de mange hoteller, der opfordrer deres kunder til at genbruge deres håndklæde, »oppuster« visse bevidst andelen af gæster, som allerede gør dette (13). Formålet med sådanne angivelser er ikke at vildlede modtagerne, men derimod at skabe en form for selvopfyldende profeti ved at sørge for, at det angivne reelt kommer til at ske. Kunderne baserer imidlertid deres adfærd på en løgn. En sådan anvendelse af løgn, også selv om det medfører en bedre adfærd, synes ikke moralsk acceptabel, navnlig ikke for en offentlig beslutningstager. Løgnen kan desuden skade beslutningstagerens omdømme og på sigt gøre nudges mindre effektive, idet forbrugerne »stikkes blår i øjnene«.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/33

Ordfører:

Carlos TRIAS PINTÓ

Medordfører:

Mihai MANOLIU

1.1.

Det scenarie, der så småt er ved at tegne sig, med en decentraliseret digital økonomi, tyder på, at en væsentlig del af de nye typer økonomiske peer-to-peer-transaktioner vil være tæt forbundet med de sociale relationer og forankret i lokalsamfundene, hvilket vil vende op og ned på, hvad det i dag vil sige at være iværksætter eller have et job, i tråd med tendensen til at »demokratisere den måde, hvorpå vi producerer, forbruger, styrer og løser sociale problemer«. I denne forbindelse må det for alt i verden undgås, at der medfølger usikre ansættelsesforhold og skatteunddragelse, samt at værditilvæksten i altovervejende grad flyttes bort fra de industrielle aktører og over til ejerne af private digitale platforme (1).

1.2.

På baggrund af dette paradigmeskift opfordrer EØSU Kommissionen til at foretage en mere præcis og omfattende begrebsmæssig indkredsning af den kollaborative økonomi for at undgå meningsforvridninger, som sidestiller den kollaborative økonomi med den digitale. Den kollaborative økonomi, der ligesom socialøkonomien er kendetegnet ved demokratiske og deltagerbaserede dynamikker, har følgende karakteristika:

1.3.

Kort sagt omfatter den kollaborative økonomi forskellige former for økonomisk aktivitet med specifikke fordele og udfordringer. For eksempel bringer »adgangsøkonomien« underudnyttede goder i omsætning og skaber således et større udvalg for forbrugerne og en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, men den risikerer at stimulere den samlede produktion gennem boomerangeffekten. I »on-demand-økonomien« sker der en spredning af arbejdskraften, så der skabes større fleksibilitet, men samtidig øges risikoen for mere usikre ansættelsesforhold. Og »gaveøkonomien«, hvor varer eller tjenesteydelser deles uden forventning om modydelse, gør det muligt at styrke lokalsamfundene, men den forbliver ofte usynlig for myndighederne.

1.4.

De digitale platforme, især dem, der understøtter en profitbaseret aktivitet, fortjener Kommissionens fulde opmærksomhed for at regulere og harmonisere deres aktiviteter og sikre lige konkurrencevilkår på grundlag af gennemsigtighed, information, uhindret adgang, ikke-forskelsbehandling og passende udnyttelse af data. Nærmere bestemt er det nødvendigt at omdefinere begrebet juridisk underordnelsesforhold på baggrund af arbejdstagernes økonomiske afhængighed og garantere deres rettigheder, uanset hvilken form aktiviteten antager.

1.5.

Udfordringen består således i at afgrænse de forskellige former for kollaborativ økonomi og foreslå differentierede reguleringstilgange (2), hvor der gives forrang til digitale initiativer, som er baseret på en demokratisk, solidarisk og inkluderende styring og indebærer social innovation. Der opstår således et behov for at informere forbrugerne om disse initiativers idegrundlag og organisations- og ledelsesform. I denne forbindelse anbefaler EØSU, at der foretages en kvalitativ undersøgelse i det netværk af relationer, som de kollaborative aktører har etableret i den kollaborative økonomis eget miljø.

1.6.

Følgelig går EØSU ind for udarbejdelse af en specifik metode til regulering og kvantitativ evaluering af denne nye økonomi med anvendelse af nye standarder. Set i dette perspektiv indtager værdien af tillid — på grundlag af informationssymmetri — en central plads. Kriterier som gennemsigtighed, hæderlighed og objektivitet ved evalueringen af produktet eller tjenesten bør også styrkes, så man ikke længere automatisk forlader sig på algoritmer.

1.7.

EØSU anbefaler ligeledes, at der oprettes et uafhængigt europæisk certificeringsagentur for digitale platforme med ensartede kompetencer i alle medlemsstater for at vurdere deres forvaltning med hensyn til konkurrence, beskæftigelse og beskatning.

1.8.

Endvidere skal det påpeges, at meddelelsen i sin fremstilling af den kollaborative økonomi forbigår vigtige spørgsmål f.eks. vedrørende anvendelsen af virtuelle og sociale valutaer som operationelle værktøjer i denne økonomi, muligheden for, at den kollaborative økonomi kan dreje sig om viden, information og energi, og den rolle, som samskabelse og teknologisk innovation spiller i den kollaborative økonomi.

1.9.

I lyset af den komplekse tilgang til kollaborativ økonomi i den aktuelle situation anbefaler EØSU, at man lader de forskellige modeller eksistere side om side, så de kan udfolde sig uden at påføre markedet negative eksterne omkostninger, især for så vidt angår konkurrence, beskatning og beskæftigelse af høj kvalitet. Med dette for øje er det nødvendigt at udforme en passende ramme for opfølgning og overvågning af den kollaborative økonomis nye parametre med deltagelse af de berørte parter (arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, forbrugersammenslutninger osv.).

1.10.

Endelig anbefales det, at EØSU for at styre overgangen til denne nye økonomi med store systemiske konsekvenser opretter en permanent struktur af horisontal karakter med henblik på at analysere disse nye fænomener i samarbejde med Kommissionen, Regionsudvalget og Europa-Parlamentet.

2.1.

Samfundskulturen, forbrugsvanerne og den måde, hvorpå forbrugernes behov dækkes, er inde i en udvikling, hvor forbruget gennemgribende forandres, tages op til revision og rationaliseres ud fra en mere inklusiv synsvinkel, og hvor prisfaktoren spiller sammen med produkternes og tjenesternes miljøpåvirkning og sociale fodaftryk. Hertil skal føjes internettets og de sociale netværks flimrende indflydelse.

2.2.

Besiddelsen af produkter til personlig brug, stærke valutaer og fast, lønnet beskæftigelse in situ vil tabe terræn over for virtuel handel, delt adgang, digitale penge og en mere fleksibel arbejdskraft.

2.3.

I omstillingen til nye former for produktion og forbrug har bestemte erhvervssektorer oplevet at blive revet med af en kraftig tsunami, som er fremprovokeret af nye aktører, hvoraf nogle er motiverede af samarbejde og engagement over for samfundet, mens andre blot vejrer mulighed for at gøre forretning (ikke altid med respekt for de fælles spilleregler).

2.4.

Eftersom der fra mange sider er blevet rejst krav om en ny reguleringsramme (3) for den kollaborative økonomi (som kan fremme anvendelsen af den digitale teknologi til at udnytte den decentraliserede ledige kapacitet i stedet for at skabe nye centraliserede monopoler), har Kommissionen besluttet at lancere »En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi« efter at have observeret, at de nationale og lokale myndigheder i EU har håndteret situationen ved hjælp af en mosaik af forskellige lovgivningsmæssige foranstaltninger. Dette skyldes, at den kollaborative økonomi har forskellige træk, alt efter hvilken sektor det drejer sig om.

2.5.

Denne splittelse i de nye forretningsmodellers fokus skaber usikkerhed (på det økonomiske eller lovgivningsmæssige plan, i forhold til arbejdskraften osv.) og uvished (mht. tillid, nye digitale værktøjer såsom blockchains, sikkerhedsnet og privatlivets fred) blandt de traditionelle erhvervsdrivende, de nye tjenesteleverandører og forbrugerne, hvilket begrænser innovation, jobskabelse og vækst.

2.6.

Kommissionen har således fremlagt følgende retningslinjer for at hjælpe markedsdeltagerne og de offentlige myndigheder i de forskellige medlemsstater:

3.1.

Kommissionen skaber forvirring ved at sætte lighedstegn mellem digitale platforme og den kollaborative økonomi uden at foretage en begrebsmæssig definition, som relaterer denne økonomi til almenvellet og anerkender dens positive eksternaliteter, idet den bygger på samarbejde og solidaritet.

3.2.

I sin meddelelse forfejler Kommissionen det mål, som burde være dens vigtigste, og den reagerer ikke på interessenternes berettigede forventninger — såsom fastlæggelse af den model og de parametre, der kendetegner en klar og gennemsigtig lovramme, inden for hvilken den kollaborative økonomis mange forskellige former kan udvikles og trives på europæisk område og få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid.

3.3.

Den digitale økonomi har på sin side fire karakteristika: udflytning af aktiviteter, de digitale platformes centrale rolle, vigtigheden af netværk og den massive udnyttelse af data (4). Skønt der er tale om forskelligartede områder har den noget til fælles med den kollaborative økonomi, eftersom de to modeller ofte opererer i lignende miljøer: deltagelsesbaserede netværk med diffuse grænser mellem det personlige og professionelle, mellem fast og lejlighedsvist arbejde, mellem selvstændig og lønnet virksomhed osv.

3.4.

For at lette denne begrebsmæssige afgrænsning foreslår EØSU, at Kommissionen bruger begrebet »ikke-gensidig prosocial adfærd« i forbindelse med den kollaborative økonomi, hvorved der fastlægges en klar differentiering af delt brug uden gevinst for øje og skabes et interaktionsrum for kollaborativt forbrug og kollaborativ produktion, finansiering og viden.

3.5.

Når alt kommer til alt indebærer den kollaborative økonomi i sig selv en transformation, som ikke kun er af økonomisk, men også samfunds- og miljømæssig art. Meddelelsen kommer ind herpå i forbindelse med sin omtale af bæredygtigheden og omstillingen til en cirkulær økonomi og i sin beskrivelse af de socialøkonomiske markeder som den kollaborative økonomis domæne.

3.6.

Hvis man ser bort fra disse kendsgerninger vil det billede, der tegnes af de kollaborative initiativers betydning i dag, være ufuldstændigt, og det vil det også være, hvis man begrænser analysen til udveksling af tjenesteydelser eller kollaborative platforme uden at tage hensyn til aspekter såsom recirkulering og udveksling af varer, optimering af brugen af aktiver og opbygning af sociale kontakter.

3.7.

Med hensyn til spørgsmålene vedrørende den usikkerhed, der omgærder anvendelsen af de eksisterende retlige rammer til regulering af initiativer inden for den kollaborative økonomi, er de vanskeligheder, som Kommissionen peger på, reelle nok, men det skinner også igennem, at den gerne vil »standardisere« og »tilpasse« en ny økonomisk model til »traditionelle vurderingskriterier«. Dette kan gøre det nødvendigt at udvikle nye kriterier og standarder for den juridiske, arbejdsmarkedsmæssige og skattemæssige behandling af den kollaborative økonomi, især når det betænkes, at der er tale om en ny model for produktion og forbrug, som indebærer en omdefinering af de berørte aktører.

3.8.

På samme måde kan man kun tale om en ny og mere inklusiv økonomi, som skaber social samhørighed, hvis alle borgere råder over de nødvendige digitale og økonomiske færdigheder til at kunne få adgang til denne økonomi og begå sig i den. Desuden bør det offentlige sikre, at de personer, der er mest udsatte for digital udstødelse, navnlig handicappede, har fuld adgang.

3.9.

Endelig kan EØSU ikke se bort fra følgende aspekter, som ikke omtales i Kommissionens meddelelse:

4.1.1.

EØSU erkender, at i henhold til EU's gældende lovgivning, navnlig servicedirektivet og e-handelsdirektivet, skal medlemsstaterne fremme adgangen til de kollaborative markeder, da et mere varieret udbud stimulerer forbruget, og de skal om nødvendigt fastlægge behørigt begrundede begrænsninger, som udelukkende er motiverede af hensynet til den offentlige interesse. Man kan forvente, at der opstår en lovkonflikt, eftersom den kollaborative økonomi skaber nye måder at tilbyde kendte tjenesteydelser på, som traditionelt set har været stærkt regulerede.

4.1.2.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at eftersom den kollaborative økonomi er et sammensurium af initiativer, som ikke er begrænsede i hverken rum eller tid, bør man sørge for en åben og ikke fysisk forankret behandling, da en begrænsning baseret på restriktive territoriale kriterier kan føre til en skattemæssig og social konkurrence, som forvrider den kollaborative økonomis positive effekter.

4.1.3.

I stedet for at man griber til argumentet om tværnational adgang til markedet, bør den kollaborative økonomi derfor snarere ses som et udtryk for en styrkelse af borgernes handlekraft (gevinst med hensyn til menneskelig kapital). Dette skal ses i lyset af to grundlæggende spørgsmål: på den ene side et princip om harmonisering, hvorved man undgår uens behandling, som skaber nye asymmetrier på markedet, på den anden side behovet for at bevæge sig hen imod fælles reguleringsmæssig praksis (5) (eksempler: peer-to-peer-regulering, selvregulerende organer og delegeret regulering vha. data).

4.1.4.

Ligesom Kommissionen går EØSU også ind for en mere fleksibel regulering af markedet for tjenesteydelser (nye definitioner af arbejdet inden for den kollaborative økonomi), og udvalget opfordrer derfor til, at lovgivningen om den kollaborative økonomi evaluereres i de enkelte medlemsstater med hensyn til, hvorvidt den er begrundet og er tilpasset de offentlige mål (regulering rettet mod markedssvigt, og som skal fremme tilliden), set i lyset af de særlige karakteristika for de forskellige forretningsmodeller og instrumenter for så vidt angår adgang, kvalitet og sikkerhed.

4.1.5.

EØSU understreger ligeledes, at modellens særegenhed resulterer i rating- og bedømmelsesværktøjer i forhold til udbyderne, som selv om de opfylder målet af offentlig interesse om at reducere forbrugernes risici i forbindelse med informationsasymmetri, også kan føre til »ugunstig udvælgelse« og »moral hazard«. I den forbindelse bør de offentlige myndigheder og forvalterne af de digitale platforme sikre kvaliteten og pålideligheden af oplysningerne, bedømmelserne og ratingerne, når det gælder de kollaborative platforme, ved at benytte sig af uafhængige tilsynsmyndigheder.

4.1.6.

EØSU er enig i, at fastsættelse af grænseværdier med henblik på, sektor for sektor, at afgrænse ydelsen af professionelle tjenester og ikke-professionelle tjenester kan føre til en metode, som kan afhjælpe fragmentationen af markederne i EU. Det er imidlertid muligt, at dette ikke vil være så effektivt som forventet i forhold til at integrere de ikke-professionelle peer-to-peer- aktiviteter.

4.2.1.

EØSU mener, at opretholdelse af den nuværende ordning for formidleransvar (6) har afgørende betydning for udviklingen af den digitale økonomi i Den Europæiske Union.

4.2.2.

For at styrke troværdigheden og tilliden, som er afgørende elementer for den kollaborative økonomis udvikling, opfordrer EØSU, ligesom Kommissionen gør i sin meddelelse, til, at der indføres frivillige restriktive foranstaltninger med henblik på bekæmpelse af illegalt onlineindhold via tilknyttede eller underliggende aktiviteter, uden at der dermed gives afkald på fordelene ved ansvarsfritagelse.

4.2.3.

EØSU påpeger imidlertid endnu en gang, at det vil være hensigtsmæssigt at have en bred tilgang til de kollaborative aktiviteter, uanset at de digitale platforme tilkendes en central plads heri, så man ikke mister den ånd af borgerfællesskab, som har inspireret disse aktiviteter.

4.3.1.

Da der tale om et nyt scenario, hvor grænsen mellem producent og forbruger udviskes (styrkelse af borgernes handlekraft, medskabere, crowdfunding, peers, kunder), går EØSU ind for en ordning, som sikrer forbrugernes rettigheder. I betragtning af den kollaborative økonomis særlige kendetegn bør den mangfoldighed af initiativer, den tilbyder, imidlertid ikke hæmmes for meget.

4.3.2.

I tillæg til de multilaterale forbindelser, den kollaborative økonomi skaber, skal der derfor tages højde for de forbindelser, der følger af fremkomsten af prosumenter (der er det vigtigste økonomiske bidrag til den kollaborative økonomi, hvorfor de bør beskyttes, sikres og defineres nærmere), som må forventes at komme til at spille en markant rolle i den kollaborative økonomi ligesom skabelsen af fælles værdi, ikke mindst set i lyset af den cirkulære økonomi og funktionalitet.

4.3.3.

EØSU har altid været fortaler for lige konkurrencevilkår. I overensstemmelse med principperne for urimelig handelspraksis vil de faktorer, der bør kigges nærmere på med henblik på at afgøre, hvem der er forbruger, og hvem der er erhvervsdrivende, bl.a., men ikke udelukkende (7), være følgende: tjenesteydelsens hyppighed, profitorienteret motiv og omsætningsstørrelse.

4.3.4.

EØSU tilslutter sig denne tilgang, men advarer om, at det vil være nødvendigt at revidere den og overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at inddrage andre faktorer i forbindelse med anvendelsen af kriterier for en passende kategorisering; man kan ikke forvente at få alle faktorer med, da den kollaborative økonomi er kompleks og forskelligartet, og det er vanskeligt at vide, hvordan den kommer til at udvikle sig i fremtiden (en model, som skal være uafhængig, mulig at overføre, universel og virke fremmende for innovation).

4.3.5.

EØSU gentager, at den bedste måde at øge forbrugernes tillid på er at øge troværdigheden og tilliden til tjenesteydelser, der tilbydes på peer-to-peer-basis (en sikker indgang til særlige kollaborative platforme, som giver mulighed for ydelser, uddannelse, forsikring og andre former for beskyttelse), ved hjælp af egnede tjenester (8) til online-evaluering, ekstern rating (kvalitetsmærkning) og et nyt system med »civilretlig voldgift«. Dette udsagn hænger tæt sammen den kollaborative økonomis omdømme og med tilliden til dens harmoniske udvikling i et nyt system af økonomiske, sociale og miljømæssige koordinater.

4.4.1.

I forbindelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder støtter EØSU ubetinget revisionen af lovgivningen med henblik på at sikre rimelige arbejdsvilkår og tilstrækkelig social beskyttelse med udgangspunkt i de — kumulative — kriterier vedrørende subordination af den person, som tilbyder tjenesten, arbejdets art og aflønning.

4.4.2.

Mere konkret bør der i respekt for de nationale kompetencer fastlægges en juridisk ramme for arbejdstagerne, som præcist fastlægger de relevante beskæftigelsesstatusser: en anstændig løn og retten til at deltage i kollektive forhandlinger, beskyttelse mod vilkårlighed og retten til at »logge af« for at holde den digitale arbejdstid på et rimeligt niveau osv.

4.4.3.

Desuden er EØSU fortaler for en nærmere analyse af den kollaborative økonomis arbejdsmønstre, som er forbundet med ikke-gensidig prosocial adfærd.

4.4.4.

Den kollaborative økonomis særlige rolle som drivkraft for beskæftigelse bør behandles på samme måde i alle medlemsstaterne for at undgå, at politiske foranstaltninger underminerer den deleøkonomiske praksis, og således at der anspores til en mere udpræget iværksætterånd, når det gælder opstart, selvstændighed og infrastruktur.

4.5.1.

EØSU er bevidst om risikoen for aggressiv skatteplanlægning og skattemæssig uigennemsigtighed inden for den digitale økonomi og opfordrer til, at der indføres en ordning for overvågning af handelsstrømmene gennem de digitale platforme, da disse kan spore produktet eller tjenesteydelsen og lette skattefastsættelsen. De platforme for delebiler, der findes i Estland, er et eksempel til efterfølgelse for resten af medlemsstaterne.

4.5.2.

Tilpasningen af skatte- og afgiftstyperne, navnlig momsen, til de deleøkonomiske modeller, kræver reformer af et vist omfang. De digitale platforme — hvis fortjeneste i vidt omfang kommer fra salg af oplysninger om enkeltpersoner til kommercielle virksomheder — bør ligeledes have pligt til at betale fuld selskabsskat der, hvor aktiviteten finder sted, så man undgår skattekonkurrence medlemsstaterne imellem.

4.5.3.

EØSU er bevidst om betydningen af god forvaltning på skatteområdet og går ind for, at der oprettes ad hoc-instrumenter (kvikskranker og elektronisk udveksling af oplysninger) samt træffes foranstaltninger til administrativ forenkling, harmonisering, gennemsigtighed og samarbejde mellem skatteforvaltningerne.

4.6.1.

De overvågningsaktiviteter, Kommissionen foreslår i meddelelsen, er velegnede til det tilstræbte mål. Navnlig går EØSU ind for at styrke dialogen mellem interessenterne (fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, forbrugersammenslutninger osv.) for at fastlægge god praksis og udvikle initiativer til selvregulering og samregulering for så vidt angår den kollaborative økonomis (9) nye parametre på europæisk plan (f.eks. inden for boliger, transport, erhvervsejendomme, sundhedspleje og energiforsyning).

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/40

Ordfører uden studiegruppe:

Elżbieta SZADZIŃSKA

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg glæder sig over det årlige EU-arbejdsprogram for europæisk standardisering for 2017, som indgår i en omfattende standardiseringspakke.

1.2.

Det årlige program, som Kommissionen har fremlagt, er en fortsættelse af og tilføjelse til de foranstaltninger, der er planlagt i programmet for 2016, som EØSU allerede har kommenteret i tidligere udtalelser (1).

1.3.

Det er ikke første gang, at udvalget understreger vigtigheden af standarder for at styrke det indre markeds konkurrenceevne, udvikle innovative produkter og tjenesteydelser og forbedre kvaliteten og sikkerheden af disse, hvilket indebærer fordele for forbrugere, arbejdstagere, virksomheder og miljøet.

1.4.

Som repræsentant for det organiserede civilsamfund støtter udvalget et standardiseringssystem, der lever op til både samfundets og erhvervslivets behov.

1.5.

Udvalget minder igen om, at sikring af et pluralistisk europæisk standardiseringssystem med inddragelse af organisationer, som er omfattet af definitionen i bilag III til forordning (EU) nr. 1025/2012, vil sikre mere gennemsigtighed og en bedre adgang til dette system. Inddragelsen af repræsentanter fra samfundet i standardiseringssystemet skal ikke begrænses til EU-niveau. Interessenterne skal også kunne inddrages i de nationale standardiseringssystemer.

1.6.

Der udvikles standarder til støtte for EU-lovgivning og -politikker (»ny lovgivningsmæssig tilgang«, tilknyttede standarder, energiunionen osv.). Dertil kommer, at udviklingen af digitaliseringen i industrien, forsyningskæderne og servicesektoren medfører, at IKT- og tjenesteydelsesstandarder er af væsentlig betydning for virksomhedernes aktiviteter inden for alle sektorer af økonomien. Derfor har Kommissionen særligt prioriteret foranstaltninger inden for disse to områder, hvilket udvalget glæder sig over.

1.7.

Samtidig gør udvalget opmærksom på, at det er nødvendigt, at SMV'ers konkurrenceevne fremmes ved at inddrage dem i udviklingen og gennemførelsen af standarder og ved hjælp af relevante oplysningsforanstaltninger, der peger på fordelene ved standarderne.

1.8.

De forhandlinger, som Kommissionen for tiden fører i forbindelse med TTIP, og de afsluttede CETA-forhandlinger viser, at standardiseringen indgår som et centralt emne i drøftelserne på grund af parternes forskellige systemer. Derfor er det udvalgets opfattelse, at interessenterne skal informeres om forskellene mellem forhandlingsparternes standardiseringssystemer, og at mulige risici og fordele, som kan opstå heraf, skal udpeges.

1.9.

Udvalget støtter forslaget om oprettelse af en interinstitutionel dialog om standardisering, hvilket det allerede har givet udtryk for i sin forudgående udtalelse (2).

1.10.

Udvalget anser også Kommissionens forslag om at undersøge standardernes konsekvenser for erhvervslivet og samfundet for positivt.

2.1.

I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012 har Kommissionen fremlagt det årlige EU-arbejdsprogram for europæiske standardisering for 2017 i sin meddelelse.

2.2.

Det årlige arbejdsprogram indgår i en større standardiseringspakke, som desuden omfatter Kommissionens meddelelse med titlen »Europæiske standarder til det 21. århundrede«, et arbejdsdokument fra Kommissionen om standardisering af tjenesteydelser og meddelelsen om rapporten i henhold til artikel 24 om gennemførelsen af forordningen.

2.3.

Det årlige EU-arbejdsprogram for standardisering for 2017 supplerer de foranstaltninger, der indgik i programmet for 2016, hvoraf de fleste nu er under gennemførelse.

2.4.

Blandt de strategiske prioriteter for europæisk standardisering i 2017 er følgende:

2.5.

Desuden vil Kommissionen iværksætte følgende to tiltag for at udvide evidensgrundlaget for den årlige forvaltningscyklus i forbindelse med EU's standardiseringspolitik:

3.1.

Udvalget glæder sig over det aktuelle arbejdsprogram for standardisering, idet anvendelsen af standarder inden for produktion og inden for servicesektoren bidrager til at styrke konkurrenceevnen på det indre marked, hvilket udvalget allerede har understreget flere gange.

3.2.

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen viderefører foranstaltningerne fra det forudgående årsprogram, hvilket muliggør kontinuitet i og gennemførelse af prioriteterne i strategien for det indre marked.

3.2.1.

I det årlige arbejdsprogram for 2017 præciseres og suppleres de prioriteter, der er ved at blive gennemført nu, for at tilpasse det europæiske standardiseringssystem til de internationale rammebetingelser, der er under forandring, og udfordringerne på det globale marked.

4.1.

I en tidsalder, hvor informationsteknologierne udvikler sig med lynets hast, er det uomgængeligt at opstille egnede standarder for at sikre interoperabilitet og cybersikkerhed.

4.1.1.

Teknologier som 5G-kommunikation, cloudcomputing, tingenes internet (Internet of Things, IoT) eller big data-teknologier finder blandt andet anvendelse inden for elektroniske sundhedstjenester, intelligent energi, intelligente byer, avancerede teknologier og intelligente fabrikker, samt ved forbundne og automatiserede køretøjer og gør det nødvendigt med cybersikkerhedsstandarder, risikostyring og kontrolretningslinjer for tilsynsmyndigheder.

4.1.2.

Med henblik på sikkerhedsniveau, databeskyttelse og tilgængelighed inden for tingenes internet er der stadig behov for forbedringer. Standardiseringen inden for dette område kunne skabe forudsætningerne for interoperabilitet i tingenes internet samt for at sikre cybersikkerhed, databeskyttelse og tilgængelighed for forbrugerne.

4.2.

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen derfor vil anmode de europæiske standardiseringsorganisationer om at undersøge de allerede eksisterende egnede standarder, inden den kræver, at der udvikles nye standarder for tjenesteydelser.

4.2.1.

Samtidig mener udvalget, at det med henblik på arbejdet fremover vil være god praksis at informere interessenterne om, hvilke af de opgaver, som Kommissionen har tildelt, endnu er under udarbejdelse, og hvilke der allerede er færdige eller er blevet udsat.

4.2.2.

I forbindelse med vurderingen af de eksisterende standarder skal det undersøges, om de tager højde for sårbare gruppers særlige behov, f.eks. mennesker med funktionsnedsættelse. Således lever f.eks. standarderne for den elektroniske signatur ikke op til de behov, som forbrugere med funktionsnedsættelse har. I dette tilfælde ville det være berettiget at henstille til, at der blev udarbejdet en ny standard.

4.2.3.

Når der indledes nye standardiseringsprocesser, skal der tages hensyn til de særlige behov hos sårbare grupper, f.eks. personer med handicap, når det er relevant, som en del af definitionen af vilkårene gældende for standardiseringsprocessen. Der bør vedtages en ny procedure, der gør det muligt for eksperter i adgangsforhold og handicaporganisationer at deltage gratis i standardiseringsprocesserne, når det er relevant.

4.3.

Udvalget har gentagne gange påpeget de betragtelige følgevirkninger, som standarder har for kvaliteten af produkter og tjenesteydelser på det indre marked. Derfor glæder det sig over Kommissionens planer om at forbedre udviklingen af standarder for tjenesteydelser og i den forbindelse overvåge de nationale standarder og markedets krav for at udpege områder, hvor der skal udarbejdes europæiske standarder.

4.3.1.

Udvalget tilslutter sig Kommissionens henstilling om, at de nationale standardiseringsorganer, når de afgør, om der skal udvikles en national standard for tjenesteydelser, tager hensyn til den europæiske dimension og overvejer, om det i stedet vil være at foretrække at udvikle en europæisk standard. Dette kunne muligvis bidrage til, at hindringer og potentielle konflikter på området for tjenesteydelser reduceres.

4.4.

Den tiltagende udbredelse af både private og offentlige onlinetjenester (hospitaler, plejeinstitutioner, intelligent trafik og lign.) skaber behov for tekniske løsninger, der sikrer forbrugerne mere anonymitet og begrænser risikoen for, at deres data bliver overudnyttet.

4.5.

Fremtidigt standardiseringsarbejde skal bidrage til forbedring af kvaliteten, tilgængeligheden og sikkerheden i trafiktjenesteydelser samt til reduktion af den forurening, som skyldes trafikken.

4.6.

Inden for energiområdet sigter Kommissionens foranstaltninger på at forbinde netværkets infrastrukturer, diversificere energikilderne, nedsætte energiforbruget og fremme klimavenlige teknologier.

4.6.1.

Udvalget deler den opfattelse, at udvikling af ensartede standarder for intelligente energinet forbedrer interoperabiliteten mellem netværk, og at optimering af alle deres bestanddele bidrager til at sænke omkostningerne samt øge effektiviteten og integrationen af decentrale energikilder, herunder også vedvarende energikilder. I sidste ende vil dette gøre det muligt for de endelige forbrugere i fuldt omfang at gøre brug af intelligente energisystemer.

4.7.

Udvalget glæder sig over, at følgende problemer behandles i Kommissionens dokument: nedbrydelighed af plastmaterialer, der anvendes i emballager, bæredygtige kemiske stoffer, der er fremstillet af sekundære råmaterialer, og metoder til vurdering af risikoen forbundet med materialer, der ikke er anført i de relevante lister, men som anvendes i produktionen af plastartikler, som er beregnet til at komme i berøring med fødevarer.

4.7.1.

I betragtning af den store risiko bør standarderne for de ovennævnte områder indeholde strenge krav både til beskyttelse af forbrugernes sundhed og miljøet.

5.1.

Kommissionen opfordrer de europæiske standardiseringsorganer til at engagere sig globalt for at fremme internationale og europæiske standarder for at støtte den europæiske industri og lette adgangen til markedet.

5.2.

På baggrund af, at der i medlemsstaterne hersker delte meninger om CETA-aftalen, som er blevet forhandlet med Canada, og at TTIP-forhandlingerne endnu ikke er afsluttet, skal standardernes betydning i den internationale varehandel fremhæves løbende.

5.2.1.

Dialogen med ikke-europæiske partnere (Kina, Indien …) skal ikke kun medføre en fordel i form af reduktion af tekniske handelshindringer, men også bidrage til udbredelse af det europæiske standardiseringssystem, informationsudveksling mellem europæiske og nationale standardiseringsorganisationer og gennemførelse af ISO- og IEC-standarderne, samt bidrage til udvikling og gennemførelse af de europæiske standarder i brancher, hvor den internationale standardisering mangler eller er utilstrækkelig.

6.1.

Udvalget glæder sig over forslaget om at støtte standardiseringsbestræbelser ved hjælp af forskning og at lade ny viden indgå i standarder.

6.2.

Dialogen mellem forskningsinstitutioner og de tekniske udvalg CEN og Cenelec samt ETSI inden for rammerne af programmet Horisont 2020 skal føre til øget innovation.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/44

Hovedordfører:

Daniel MAREELS

1.1.

EØSU kan, i lyset af omstændighederne og de betingelser, der er anført nedenfor, acceptere Kommissionens forslag om, at ikrafttrædelsen af PRIIP (1)-forordningen udsættes et år indtil den 1. januar 2018.

1.2.

PRIIP-forordningen indeholder foranstaltninger med det mål at forbedre beskyttelsen af detailkunder og -investorer samt at genoprette forbrugertilliden til sektoren for finansielle tjenesteydelser ved at gøre markedet for detailinvesteringer mere gennemsigtigt. Forordningen forpligter navnlig producenter af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter (PRIIP'er) til at udarbejde et dokument med central information (KID) (2).

1.3.

Udsættelsen er kommet på tale efter anmodning fra Europa-Parlamentet og et flertal af medlemsstaterne, efter at en »delegeret retsakt« (3) fra Kommissionen vedrørende PRIIP'er blev forkastet af Parlamentet den 14. september 2016. Den delegerede retsakt havde til formål at definere nogle reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende dokumentet med central information til PRIIP'er på grundlag af udkast udarbejdet i fællesskab af de europæiske tilsynsmyndigheder.

1.4.

EØSU har i en tidligere udtalelse (4) forholdt sig positiv til etableringen af PRIIP-produkter, og har derved understreget betydningen af denne lovgivningsmæssige retsakt, der for første gang regulerer alle typer komplekse finansielle produkter og sikrer, at de er sammenlignelige uanset typen af investeringsproduktudvikler — (banker, forsikringsselskaber eller investeringsselskaber).

1.5.

Ved samme lejlighed opfordrede udvalget til, at der på dette område skabes et indre finansielt marked med klare, præcise, forståelige og sammenlignelige informationer. Udvalget plæderede også for et ensartet, forenklet og harmoniseret system, der gør det muligt at forstå og sammenligne oplysninger, hvilket gør markedet mere gennemsigtigt og effektivt (5).

1.6.

Såfremt man ikke vælger en udsættelse, mener udvalget, at det kan risikere at gå ud over de vigtigste målsætninger på området (jf. ovenstående og nedenstående), hvilket absolut ikke kan være ønskeligt. Udvalget er enig i, at den større gennemsigtighed, som PRIIPS-forordningen medfører, samt harmoniseringen af pligten til at stille information til rådighed er til gavn for det indre marked for finansielle tjenesteydelser ved at skabe lige vilkår for de forskellige produkter og distributionskanaler. Den foreliggende forordning vil således ikke blot være til gavn for forbrugere og investorer, men også bidrage til fortsat genopretning af forbrugernes tillid til sektoren for finansielle tjenesteydelser. Derudover ville en forkastelse af den delegerede retsakt mindre end 4 måneder før teksternes ikrafttrædelse stille markedsaktørerne over for retsusikkerhed og meget alvorlige problemer med gennemførelsen.

1.7.

Med hensyn til valget af en etårig periode mener EØSU af de samme grunde, at denne kan accepteres, så meget desto mere da ikrafttrædelsen sker samtidig med den nye MiFID II-forordnings ikrafttrædelse. Det er vigtigt for EØSU, at udsættelsen forbliver et enkeltstående tilfælde, og at den mellemliggende periode benyttes til at vedtage den endelige delegerede retsakt og dette så hurtigt som muligt. Det drejer sig helt klart om hurtigst muligt at skabe klarhed og sikkerhed for markedsaktørerne samt for detailkunder og investorer.

1.8.

Det er afgørende for udvalget, at dette ikke fører til, at PRIIP-forordningens målsætninger og resultater bliver truet. Derfor skal eventuelle ændringer i den delegerede retsakt være forenelige med disse rammer. Dette gælder så meget desto mere nu, hvor evalueringen af PRIIP-forordningen vil finde sted allerede efter et år, og eventuelle spørgsmål kan behandles på det tidspunkt, under hensyntagen til de første praktiske og tilsynsmæssige erfaringer. Ovennævnte justeringer bør fra starten bidrage til en effektiv genopretning af forbrugernes tillid. Samtidig bør de fortsat være i overensstemmelse med bestemmelserne i den fremtidige MiFID-forordning.

2.1.

Med Europa-Parlamentets og Rådets (6) (PRIIP-)forordning (EU) nr. 1286/2014 indføres der foranstaltninger for at forbedre gennemsigtigheden på detailinvesteringsmarkedet. Nærmere bestemt pålægger denne forordning PRIIP-producenter at udarbejde et dokument med central information.

2.2.

Denne forordning giver de europæiske tilsynsmyndigheder (7) (ESA'erne) beføjelser til at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende elementerne i dokumentet med central information.

2.3.

Efter at de europæiske tilsynsmyndigheder havde fremsat deres fælles udkast til disse standarder for Kommissionen vedtog denne ved udgangen af juni 2016 den delegerede retsakt for at gennemføre de reguleringsmæssige tekniske standarder.

2.4.

Europa-Parlamentet gjorde i en beslutning af 14. september 2016 indsigelse mod den delegerede retsakt vedtaget af Kommissionen (8). Europa-Parlamentet opfordrede Kommissionen til at tage bestemmelserne om PRIIP'er med flere optioner, resultatscenarier og advarslen vedrørende forståelighed op til revision.

2.5.

Desuden har Europa-Parlamentet sammen med et stort flertal af medlemsstaterne anmodet om udsættelse af forordningens ikrafttræden.

2.6.

Med det foreliggende forslag til forordning foreslås det, at datoen for ikrafttrædelsen af hele forordningen udskydes et år indtil den 1. januar 2018.

3.1.

Samlet set tager PRIIP-forordningen sigte på en bedre beskyttelse af detailkunder og -investorer, især dem, der investerer i PRIIP. Den planlagte større gennemsigtighed og harmoniseringen af pligten til at stille information til rådighed gavner endvidere det indre marked for finansielle tjenesteydelser ved at skabe lige vilkår for de forskellige produkter og distributionskanaler. Herved sikres også en yderligere genopretning af forbrugernes tillid til sektoren for finansielle tjenesteydelser.

3.2.

For at opfylde disse mål kræves det, at PRIIP-producenter opfylder ensartede produktinformationskrav, og at detailinvestorer modtager dokumentet med central information om de udbudte PRIIP'er. På denne måde skulle detailinvestorer kunne få bedre indblik i et bestemt produkts økonomiske karakter og de risici, der er forbundet med produktet, og kunne sammenligne forskellige tilbud.

3.3.

Den oprindelige udgave af forordningen forventes at træde i kraft ved udgangen af 2016. Denne dato gælder i princippet også for de »gennemførelsesforanstaltninger«, som Kommissionen ved hjælp af en delegeret retsakt vedtog midt på året på grundlag af de europæiske tilsynsmyndigheders forslag til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse standarder vedrører udformningen og indholdet af dokumentet med central information, standardformatet af dette dokument, den metode, der ligger til grund for angivelsen af risici og afkast og beregningen af omkostninger, samt betingelserne for og mindstehyppigheden af gennemgangen af oplysningerne i dokumentet og betingelserne for opfyldelse af kravet om, at dokumentet med central information skal stilles til rådighed for detailinvestorer.

3.4.

Rådet gjorde ikke indsigelser i undersøgelsesperioden mod Kommissionens delegerede retsakt, men i sin beslutning af 14. september 2016 forkastede Europa-Parlamentet teksten (9).

3.5.

Selv om den gælder umiddelbart fra udgangen af 2016, og der ikke er nogen kobling mellem udarbejdelse af et dokument med central information og vedtagelsen af den delegerede retsakt, har Europa-Parlamentet samtidig anmodet om en udsættelse af PRIIP-forordningens ikrafttrædelse. Et stort flertal af medlemsstaterne har også fremlagt en lignende anmodning om udsættelse. I den forbindelse henvistes der til, at manglen på tekniske standarder ville være til hinder for en smidig anvendelse af forordningen.

3.6.

I de givne omstændigheder kan EØSU gå ind for princippet om udskydelse af forordningens ikrafttræden. I modsat fald ville der opstå risiko for, at de vigtigste erklærede mål (jf. ovenstående og nedenstående) ikke i tilstrækkelig grad eller slet ikke ville blive opfyldt. Endvidere kom forkastelsen af den delegerede retsakt mindre end 4 måneder før teksternes ikrafttrædelse, hvorfor markedsaktørerne ville blive stillet over for retsusikkerhed og alvorlige problemer med gennemførelsen.

3.7.

I øvrigt henviser EØSU til sin tidligere udtalelse om PRIIP'er, hvor udvalget stillede sig positiv over for de fremsatte forslag og den valgte kurs (10). Udvalget understregede i den forbindelse betydningen af en lovgivningsmæssig retsakt, der for første gang regulerer alle typer komplekse finansielle produkter og sikrer, at de er sammenlignelige uanset typen af investeringsproduktudvikler (banker, forsikringsselskaber eller investeringsselskaber).

3.8.

Endvidere opfordrede udvalget til på dette område at skabe et indre finansielt marked med klar, præcis, forståelig og sammenlignelig information (11). Det fremhævede, at et ensartet, forenklet og harmoniseret system vil gøre det muligt at forstå og sammenligne oplysninger, hvilket gør markedet mere gennemsigtigt og effektivt (12). Hertil tilføjer udvalget nu, at de fremtidige reguleringsmæssige tekniske standarder fra første færd bør kunne bidrage effektivt til at øge forbrugernes tillid. Det skal således gøres klart, hvilke produkter der er komplekse, og sikres, at forbrugerne træffer velfunderede beslutninger og er opmærksomme på omkostninger og afkast. For at undgå uoverensstemmelser bør der her tages hensyn til de fremtidige bestemmelser i MiFID-forordningen (13).

3.9.

EØSU mener endvidere, at valget af en etårig periode kan accepteres på betingelse af, at udsættelsen forbliver et enkeltstående tilfælde, og at den mellemliggende periode benyttes til at fastlægge og offentliggøre den endelige delegerede retsakt. Dette bør ske inden for kortest mulig tid for snarest muligt at skabe klarhed og sikkerhed for markedsaktørerne, detailkunderne og detailinvestorerne.

3.10.

Valget af en etårig periode betyder i øvrigt, at PRIIP'ernes ikrafttrædelse igen falder sammen med MiFID II-forordningens ikrafttrædelse (14), hvilket ligeledes kommer forbrugerne til gode. Også MiFID II's ikrafttrædelse er tidligere blevet udsat med et år (15), hvilket EØSU støttede (16).

3.11.

Dette må ikke gå ud over ovennævnte mål, som udvalget støtter. Derfor skal eventuelle ændringer i den delegerede retsakt være forenelige med de nuværende rammer for PRIIP.

3.12.

I øvrigt forekommer det mere hensigtsmæssigt så vidt muligt at afvente evalueringen af PRIIP-forordningen, som på grund af den nu foreslåede udskudte ikrafttrædelse vil finde sted allerede et år efter forordningens ikrafttrædelse (17). Derved kan der tages hensyn til de første erfaringer med initiativets praktiske gennemførelse og overvågning.

A.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at forbrugeroplysninger om investeringsprodukter er sammenlignelige med henblik på at fremme lige konkurrencevilkår på markedet, uanset hvilken type finansiel formidler der producerer eller markedsfører dem;

B.

der henviser til, at det ville være vildledende over for investorer at fjerne kreditrisikoen fra beregningen af forsikringsprodukters risikoklassificering;

C.

der henviser til, at behandlingen af produkter med flere optioner stadig skal præciseres, navnlig med hensyn til den udtrykkelige undtagelse, som gælder for investeringsinstitutter i henhold til forordning (EU) nr. 1286/2014;

D.

der henviser til, at den delegerede retsakt, som Kommissionen har vedtaget, indeholder fejl i metoden til beregning af fremtidige resultatscenarier og derfor ikke opfylder kravet i forordning (EU) nr. 1286/2014 om at forelægge oplysninger, som er nøjagtige, redelige, klare og ikke vildledende, og viser navnlig ikke i forbindelse med visse PRIIP'er — selv i det negative scenarie og endda for produkter, der regelmæssigt har ført til tab i løbet af den anbefalede korteste holdeperiode — at investorerne kan miste penge;

E.

der henviser til, at der i den delegerede forordning mangler en detaljeret vejledning om »advarslen vedrørende forståelighed«, hvilket skaber en alvorlig risiko for inkonsekvent gennemførelse af dette element i dokumentet med central information i hele det indre marked;

F.

der henviser til, at Parlamentet fortsat er af den opfattelse, at en yderligere standardisering af, hvornår advarslen vedrørende forståelighed skal anvendes, bør indføres som et supplerende mandat for reguleringsmæssige tekniske standarder;

G.

der henviser til, at der, såfremt den delegerede forordning ikke ændres, er en risiko for, at reglerne i den delegerede forordning vil være i strid med ånden i og formålet med lovgivningen, som er at give klare, sammenlignelige, forståelige og ikke-vildledende oplysninger om PRIIP'er til detailinvestorer;

H.

der henviser til, at Parlamentets forhandlingsteam i en skrivelse af 30. juni 2016, som blev sendt til Kommissionen af formanden for Økonomi- og Valutaudvalget, anmodede Kommissionen om at vurdere, om gennemførelsen af forordning (EU) nr. 1286/2014 burde udsættes«.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/48

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Medordfører:

Michael IKRATH

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder, at Kommissionen og medlemsstaterne i de senere år har gjort en indsats for at overvinde den økonomiske stagnation. Alligevel må udvalget opfordre EU-institutionerne til at udvise større beslutsomhed hvad angår udformningen og gennemførelsen af en omfattende strategi for finansiering af realøkonomien.

1.2.

EØSU mener, at det er vigtigt at sikre, at de europæiske investeringer først og fremmest gavner den realøkonomi, der er kendetegnet ved innovation, vækst og socialt ansvar.

1.3.

Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) er rygraden i den europæiske økonomi. Sikring af en tilfredsstillende adgang til finansiering for SMV'er og hurtigt voksende virksomheder er derfor en afgørende forudsætning for såvel udviklingen af disse virksomheder som for innovation, økonomisk vækst, jobskabelse, opretholdelse af Europas konkurrenceevne og varetagelse af det sociale ansvar. I EU er lånefinansiering den vigtigste finansieringskilde for SMV'er. I lyset af behovet for at udvikle nye vækstområder og gøre Europa til en innovativ leder er det nødvendigt at finde nye metoder til finansiering af nystartede virksomheder, innovative SMV'er og hurtigt voksende virksomheder (Scale-ups).

1.4.

EØSU opfordrer til udbygning af de europæiske venturekapitalfonde (EuVECA) og de europæiske sociale iværksætterfonde (EuSEF) og påpeger, at investorbeskyttelsen skal sikres.

1.5.

EØSU er overbevist om, at den traditionelle lånefinansiering til de i punkt 1.2 nævnte virksomheder må suppleres med alternative finansieringsformer, såsom venturekapital, crowdfunding, privat egenkapital osv. EU bliver derfor nødt til at træffe konkrete og konsekvente foranstaltninger for på den ene side igen at give bankerne mulighed for at genoptage deres hovedopgave, nemlig finansiering af realøkonomien, og på den anden side forbedre mulighederne for egenkapital- og kapitalmarkedsfinansiering væsentligt og reducere de eksisterende hindringer herfor i forbindelse med etableringen af kapitalmarkedsunionen.

1.6.

EØSU bifalder og støtter derfor Kommissionens initiativ til at fremskynde revisionen af forordningerne om henholdsvis europæiske venturekapitalfonde (EuVECA) og europæiske sociale iværksætterfonde (EuSEF).

1.7.

EØSU er af den opfattelse, at en forordning som instrument tendentielt begrænser risikoen for forskellige fortolkninger på nationalt niveau og derved fremmer etableringen af en kapitalmarkedsunion. Udvalget støtter desuden udryddelsen af de eksisterende forskelle i fortolkningen af reglerne på nationalt niveau.

1.8.

EØSU opfordrer desuden EU til at arbejde for at styrke synergien mellem målene i Europa 2020-strategien, såsom det digitale indre marked, og energiunionen/COP 21 samt FN's 17 mål for bæredygtig udvikling for at sikre langsigtede investeringer med en stor indvirkning. En uddybning af den økonomiske integration til sikring af EU's globale konkurrenceevne skal også have første prioritet i alle investeringsstrategier.

1.9.

EØSU bemærker, at dele af den finansielle sektor foretrækker alternative investeringsmål frem for at investere i realøkonomien. Disse investeringer møntet på at maksimere afkastet er i mange tilfælde forbundet med en betydelig spekulationsrisiko. De europæiske bankers regler for egenkapital bidrager også hertil, idet disse klart begunstiger investeringer i værdipapirer, navnlig obligationer, fremfor långivning til virksomheder. Det kan desuden konstateres, at EU-lovgivningen hidtil har gjort bekymrende lidt for at regulere rent spekulative finansielle virksomheder, (hedge fonde, skyggebanker). EØSU anbefaler derfor, at EU-institutionerne konsekvent begunstiger produktive investeringer i realøkonomien og modvirker finansiel spekulation med en høj risikoprofil. Et aktuelt eksempel på denne udvikling: Ved IMF's møde i Washington dette år var det centrale tema finansieringen af den grønne økonomi »Green Finance«. Kineserne har allerede tidligt opdaget dette nye område, som de også har fremmet i forbindelse med deres G20-formandskab. EU opfordres derfor også til inden for rammerne af EuVECA/EuSEF at træffe foranstaltninger, der fremmer og styrker finansieringen af Green Economy (som opfølgning på COP21), med sigte på at imødegå tidlige finansielle spekulationer på dette område (green finance) (1).

1.10.

I det konkrete tilfælde med den foreliggende forordning vil EØSU gerne understrege, at der i mellemtiden findes et stort antal vigtige finansieringskilder på EU-niveau, såsom InnovFin under Horisont 2020, COSME og EaSI for blot at nævne de vigtigste ud over ESI-fondene og EFSI. EØSU forventer derfor, at der foretages en tæt koordinering i forbindelse med reformen af EuVECA og EuSEF. Det bør sikres, at de hidtil meget restriktive adgangskriterier samt andre begrænsende betingelser lempes væsentligt af Kommissionen for at sikre en effektiv udnyttelse af fondene i overensstemmelse med de opstillede mål. En høj grad af fleksibilitet skal være udgangspunktet.

1.11.

EØSU håber, at revisionen også vil resultere i ændringer af reglerne for långivning i Basel III-aftalerne, således at der ud over den såkaldte faktor til støtte for SMV'er (SME Supporting Factor) også indføres en faktor til støtte for sociale virksomheder (Social Enterprises Supporting Factor). Dermed kan kapitalgrundlagskravene til dækning af risikoen ved et finansielt engagement i sociale virksomheder reduceres.

1.12.

For at udvide deltagelsen i investeringsfonde opfordrer EØSU til, at det bliver muligt at oprette såkaldte »fund of funds«. Disse kan bidrage til at øge inddragelsen af ikkeinstitutionelle investorer, herunder i form af interesseorganisationer, idet der oprettes »garantifonde« der finansieres med offentlige midler, og som forvaltes på europæisk plan. Sådanne fonde bør investere i virksomheder og institutioner med en stærk social dimension.

1.13.

EØSU anser det for mindst lige så vigtigt at skabe rammebetingelser, hvor finansieringsmålene for sociale investeringsfonde som f.eks. sociale virksomheder (SE) og organisationer i den sociale sektor (SSO) kan trives. Dette kræver, at de hindringer, der gør det meget vanskeligt for disse aktører at agere i et »level market environment« fjernes. Der er især behov for innovative instrumenter, der giver den offentlige sektor mulighed for at iværksætte sociale initiativer i et samarbejde med SE/SSO.

1.14.

Desuden opfordrer EØSU i tråd med udtalelsen TEN/584 »E-seniorer, et potentiale« også til at lette adgangen til finansiering for økonomien i tilknytning til »det grå guld« inden for rammerne af EuVECA og EuSEF. Efterfølgende vil dette også have en positiv indvirkning på medlemsstaternes budgetter, hvor pensionssystemet aflastes som følge af aktive ældre iværksættere. Der skabes en ny værdikæde, der giver staten nye indtægtskilder. Det samme gælder for kvinder (2) som iværksættere, grundlæggere af nystartede virksomheder, sociale iværksættere mm.

2.1.

Forslaget har til formål at samordne EuVECA- og EuSEF-fondene med foranstaltninger, der allerede er vedtaget på EU-plan for at stimulere den økonomiske genopretning (dvs. investeringsplanen for Europa, handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer).

2.2.

Ifølge Kommissionen er adgang til venturekapital og social iværksætterkapital nøglen til finansiering af vækst i nystartede virksomheder, innovative SMV'er og sociale virksomheder i EU.

2.3.

Imidlertid øges EU's efterslæb set i forhold til USA på venturekapitalmarkedet.

2.4.

Derfor ændrer Kommissionen rammerne for de europæiske venturekapitalfonde (EuVECA) og de europæiske sociale iværksætterfonde (EuSEF) selv før den planlagte revision (2017) for at sikre, at de sammen med andre foranstaltninger yder et større bidrag til fremme af venturekapital og sociale investeringer i hele EU.

2.5.

Ændringsforslaget fokuserer på følgende regler i) hvordan fondene skal investere i aktiver; ii) hvordan forvalterne skal drive fondene; iii) hvordan de to forordninger spiller sammen med anden eksisterende lovgivning om investeringsfonde og iv) de krav, fondene skal opfylde for at nyde godt af den frie bevægelighed på tværs af grænserne.

2.6.

Kommissionens forslag er baseret på artikel 114 i TEUF og en grundig konsekvensanalyse (3).

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens initiativ til at fremskynde revisionen af forordningerne om europæiske venturekapitalfonde (EuVECA) og europæiske sociale iværksætterfonde (EuSEF). Udvalget har allerede udtalt sig positivt om begge fonde i forbindelse med de første forslag til deres etablering i 2012 i udtalelserne »Europæiske venturekapitalfonde« (4) og »Europæiske sociale iværksætterfonde« (5). Navnlig også i lyset af »EU's handlingsplan for etablering af en kapitalmarkedsunion« (6).

3.2.

EØSU bifalder og støtter bestræbelserne på at styrke finansieringen af nye virksomheder. Målgruppen er SMV'er, især nyetablerede virksomheder og enkeltpersonsvirksomheder med innovationspotentiale. Finansieringsbehovet vedrører ikke kun opstartsfasen, men først og fremmest anden og tredje vækstfase. Der skal navnlig fokuseres på de SMV'er, som kan vokse hurtigt, men som er for små til kapitalmarkedet, og som ikke opfylder kriterierne for lån. Lige så vigtigt er det at holde fokus på virksomheder med sociale mål og en bæredygtig forretningsmodel (sociale iværksættere).

3.3.

EØSU anser det for nødvendigt, at EU-institutionerne og medlemsstaterne træffer foranstaltninger til udvikling af kapitaliserings-, investerings- og finansielle instrumenter møntet på erhvervsaktiviteter, der kan supplere bankfinansiering. Samtidig må det imidlertid erkendes, at mange europæiske banker, især regionale banker som f.eks. andelsbanker og sparekasser i medlemsstaterne, har truffet foranstaltninger til støtte for nye virksomheder, og derfor hører til blandt de vigtigste långivere til sociale iværksættere og innovative nystartede virksomheder (7).

3.4.

Det kan dog konstateres, at det ofte ikke kun er SMV'er, men også sociale iværksættere og nystartede virksomheder, som råder over en alt for begrænset kapital. Dermed kan de ikke opfylde de meget strenge kriterier for banklån, der især skyldes CRD IV/CRR. Der er en risiko for, at denne utilfredsstillende situation vil blive skærpet som følge af Basel IV.

3.5.

I den forbindelse mener EØSU, at en ajourføring af EuVECA- og EuSEF-forordningerne vil være hensigtsmæssig, men ikke den eneste påkrævede foranstaltning. Ud over en forbedring af disse forordninger skal der iværksættes yderligere tiltag for at skabe en mere dynamisk investeringskultur, der tager hensyn til alle de virksomhedsformer, der i øjeblikket findes på markedet. Dette styrker på den ene side iværksætterkulturen og bidrager på den anden side til at realisere EU's sociale søjle.

3.6.

Set med kritiske øjne må det konstateres, at en del af den finansielle verden ikke har nogen interesse i en bæredygtig finansiering af realøkonomien, men udelukkende investerer, hvor der kan forventes et højt afkast ofte inden for en meget kort periode, f.eks. i forbindelse med køb og videresalg af virksomheder. EU-institutionerne har gjort meget lidt for at begrænse virkningerne af aktiviteterne hos sådanne rent spekulativt baserede investeringsfonde/-banker (hedgefonde, skyggebanker) og opstille en lovgivningsramme på området.

3.7.

EU-institutionerne bør også ved hjælp af incitamenter gøre det stadig mere attraktivt at investere i erhvervsaktiviteter i realøkonomien — og ikke kun i finansielle instrumenter — og fremlægge en ambitiøs udviklingsdagsorden.

3.8.

EØSU er enig med Kommissionen i, at en yderligere udvikling af EuVECA- og EuSEF-fondene kan sikre, at innovative virksomheder og sociale iværksættere samt SMV'er i det hele taget får adgang til banklån, og at finansieringen fra lån og venturekapital kan kombineres med henblik på en positiv løftestangseffekt. EØSU anbefaler, at der udarbejdes en »European way of Venture capital fundings«.

3.9.

I forbindelse med analysen af den europæiske venturekapitalfond kan det desuden konstateres, at 8 ud af de 11 mest aktive fonde støttes med offentlige midler eller har en betydelig deltagelse af offentlige institutioner. De enkelte medlemsstater forholder sig imidlertid forskelligt til denne problemstilling. EØSU anbefaler derfor, at der tages hensyn til vigtige europæiske projekter såsom handlingsplanen for det digitale indre marked, energiunionen og etableringen af EU's sociale søjle ved udformningen af fondene.

3.10.

Det er nødvendigt hurtigt at koordinere reformen af EuVECA- og EuSEF-foranstaltningerne med følgende instrumenter: a) Den Europæiske Investeringsfond, b) initiativet til kapitalmarkedsunionen og c) Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (som får stadig større betydning, men som der måske burde tages bedre højde for i de nationale økonomier og banksystemer, som endnu ikke udnytter fondens potentiale fuldt ud).

3.11.

Forslaget om revision af EuVECA- og EuSEF-forordningerne bidrager til realiseringen af et centralt mål for EU's politik: at forbedre adgangen til långivning for SMV'er og sociale virksomheder. EØSU er derfor overbevist om, at de relevante regler for långivning i Basel III-aftalen, der gennemføres i EU ved hjælp af et direktiv (CRD 4) og en forordning (CRR), må ændres. I den forbindelse skal der ud over den såkaldte faktor til støtte for SMV'er (»SME Supporting Factor«) også indarbejdes en faktor til støtte for sociale virksomheder (»Social Enterprises Supporting Factor«) i CRR med det formål at sænke kravene til egenkapital og dermed risikoen i forbindelse med investeringer i sociale virksomheder. Der er tale om koefficienter, som det er nemt at finde frem til, og som ikke medfører omkostninger for de offentlige finanser i medlemsstaterne. EØSU anser dette for at være absolut nødvendigt, eftersom SMV'erne er rygraden i EU's økonomi og sikrer EU's globale konkurrenceevne. De er nøglen til vækst og beskæftigelse.

3.12.

Det påpeges, at det i mange tilfælde ikke blot er de sociale virksomheder, men også forskellige SMV'er, som er kendetegnet ved en stærk tilknytning til lokalsamfundene. Disse kan have interesse i at investere i f.eks. sociale institutioner eller i kooperativ energiforsyning baseret på vedvarende energikilder (8). Den nuværende udformning af forordningerne for EuVECA- og EuSEF-fondene giver kun mulighed for at inddrage professionelle investorer. Hvis investeringerne skal øges, finder EØSU det ønskeligt, at antallet af potentielt interesserede investorer udvides.

3.13.

Uden at det berører behovet for at sikre et passende niveau for investorbeskyttelse, kunne der gives mulighed for, at interesserede men ikkeinstitutionelle investorer kan bidrage til disse fonde. Alternative »finansieringsmetoder« som f.eks. crowdfunding bliver stadig mere populære, ofte på et uformelt grundlag og uden et klart regelsæt. En moderat åbenhed i EuVECA- og EuSEF-fondene også over for ikkeinstitutionelle investorer kan derfor have interesse, eventuelt med mulighed for at ikkeinstitutionelle investorer samles i homogene grupper.

3.14.

Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at der fokuseres på mellemstore virksomheder (med op mod 499 medarbejdere). De må under ingen omstændigheder overses, således at deres vækst — der er ofte tale om virksomheder, der startede som SMV'er — kan konsolideres og styrkes yderligere.

3.15.

Forslaget tager på passende vis hensyn til nærhedsprincippet. Foranstaltninger på EU-niveau (frem for på nationalt niveau) med støtte fra EuVECA- og EuSEF-fondene bifaldes derfor med det formål at sikre harmoniserede rammevilkår på europæisk niveau, uden at medlemsstaternes beslutningsfrihed vedrørende den generelle tilgang til emnet venturekapital begrænses unødigt. I den forbindelse bifalder EØSU valget af en forordning. En mere harmoniseret ramme kan være med til at forhindre, at venturekapitalen koncentreres i et lille antal medlemsstater og føre til en bredere geografisk spredning samt en større gennemslagskraft. I øjeblikket udgør investeringerne i form af venturekapital kun 0,1 % af EU's BNP, og de er koncentreret i enkelte medlemsstater.

3.16.

Det virker som en hensigtsmæssig løsning at give forvaltere af alternative investeringsfonde ifølge direktiv 2011/61/EU adgang til EuVECA- og EuSEF-fondene med henblik på at sikre anvendelsen og gennemslagskraften af disse fonde gennem en henvisning til eksisterende bestemmelser på europæisk plan.

3.17.

Den kvalitative og kvantitative udvidelse af virksomhedernes adgang til fonden er derfor helt i overensstemmelse med Kommissionens generelle tilgang til en styrkelse af de to fonde.

3.18.

Beslutningen om at fastholde en minimumsinvesteringstærskel for adgang til fondene forekommer også hensigtsmæssig. Samtidig bør mekanismer til en udvidet deltagelse imidlertid fremmes: et forslag kunne være at skabe mulighed for oprettelsen af en såkaldt »fund-of-funds«, en mulighed som i øvrigt også nævnes i den analyse fra Kommissionen, der er vedlagt forslaget til revision af de to forordninger.

3.19.

Meget prisværdig er den foreslåede reduktion af de administrative omkostninger i forbindelse med registrering, navnlig for så vidt den vedrører fjernelse af bureaukratiske hindringer for den fulde udnyttelse af de foranstaltninger, der støttes af Kommissionen, så det undgås, at adgangsomkostningerne har en afskrækkende virkning på potentielt interesserede investorer. Sidstnævnte bør kunne fokusere på udviklingspotentialet i de virksomheder, der kan få adgang til venturekapital, frem for at have fokus på omkostningerne ved adgangen til et overdrevent komplekst system.

3.20.

Udarbejdelsen af de tekniske regler, vedrørende det kapitalgrundlag som investorerne skal råde over for at få adgang til fondene, overlades med rette til en teknisk myndighed som ESMA. ESMA har de bedste forudsætninger for at sikre et reguleringsniveau af høj kvalitet på et meget teknisk område. EØSU forventer, at denne afledte lovgivning for gennemførelsen kan udformes i en dialog med de berørte parter og under inddragelse af arbejdsmarkedets parter, således at disse får mulighed for at fremsætte synspunkter og bemærkninger til en foreløbig udgave af teksten, navnlig med hensyn til en forenkling af de undertiden unødvendigt strenge regler.

3.21.

I tråd med Kommissionens løbende prioritering kan EuVECA- og EuSEF-fondene navnlig spille en vigtig rolle på områderne innovation, social innovation og miljømæssig bæredygtighed set i relation til investeringernes udformning og fordeling. I den forbindelse kunne det være meget nyttigt at indføre »garantifonde« til støtte og fremme af investeringer på områder med en meget høj social, beskæftigelsespolitisk og miljømæssig værdi, der finansieres med offentlige midler, og som forvaltes bedst på europæisk plan. EØSU understreger endelig, at Kommissionen må arbejde på omfattende og udviklingsfremmende foranstaltninger med henblik på at udvikle en overordnet og holistisk strategi. En række enkeltstående foranstaltninger er ikke længere tilstrækkelige til at forbedre de europæiske økonomiers konkurrenceevne i et stadig mere komplekst globalt miljø.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/53

Ordfører:

Petru Sorin DANDEA

1.1.

EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag om at forlænge det nuværende europæiske statistiske program (ESP) til at omfatte perioden 2018-2020.

1.2.

EØSU mener, at den foretrukne løsningsmodel, som Kommissionen har valgt, bedst opfylder databrugernes behov, og at den også vil bidrage til udvikling af statistiske produkter, der er nyttige for beslutningstagerne, som dermed vil have bedre statistisk støtte ved udformningen af politikker inden for rammerne af det europæiske semester.

1.3.

EØSU mener, at det er nødvendigt at forbedre de eksisterende produkter og udvikle nye med henblik på at måle EU's fremskridt for så vidt angår de 17 overordnede mål og de 169 delmål for FN's strategi for bæredygtig udvikling, og at dette skal være en prioritet for det europæiske statistiske system (ESS).

1.4.

EØSU gentager et forslag, som udvalget tidligere har fremsat (1), og henstiller til, at Kommissionen griber den mulighed, der er i forordningen til at indføre foranstaltninger til udvikling af statistisk forskning på EU- og medlemsstatsplan, så den økonomiske værdi af frivilligt arbejde kan måles. EØSU mener, at den metodemæssige tilgang skal være baseret på den vejledning i måling af frivilligt arbejde, som ILO har forfattet.

1.5.

EØSU mener, at de nye statistiske produkter til måling af globalisering, som Kommissionen har foreslået, bør omfatte statistiske undersøgelser, der måler de positive eller negative virkninger for det indre marked, som f.eks. virkningen af udflytninger på EU's arbejdsmarked eller presset fra illoyal konkurrence, der skyldes billig arbejdskraft og manglende overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) standarder for ansættelsesforhold, særligt i den europæiske industri- og servicesektor.

1.6.

EØSU støtter Kommissionens forslag om at påbegynde forberedelserne til en fremtidig europæisk undersøgelse på det sociale område. Denne undersøgelse bør også omfatte oplysninger om socialsikringssystemernes hensigtsmæssighed og bæredygtighed i den nye demografiske situation.

1.7.

I lyset af de øgede migrationsstrømme henstiller EØSU til, at manglerne ved de statistiske undersøgelser om migration og asyl hurtigt kortlægges, og at der rettes op på dem. Programmet vedrørende integration af migrationsstatistikken bør gennemføres fuldt ud i samarbejde med de nationale statistiske tjenester.

1.8.

EØSU henstiller til, at medlemsstaterne øger investeringen i udvikling af ESS, så dette kan klare den voksende efterspørgsel efter statistikker, som det også skal være i stand til at udvikle og formidle hurtigt.

1.9.

EØSU gentager det forslag, der er blevet fremsat i tidligere udtalelser (2), og som opfordrer Eurostat samt de nationale statistiske institutioner til at sikre sig de ressourcer, hvad angår personale, økonomi og it, som er nødvendige for at kunne opfylde de stadig mere krævende opgaver, der er en del af at skulle levere statistisk information af høj kvalitet på stadig kortere tid.

1.10.

EØSU påpeger, at Kommissionens og ESS's indsats for at forbedre kvaliteten af statistikkerne og udvikle nye statistiske produkter ikke i overdreven grad må øge den administrative byrde for dataleverandører, husholdninger eller virksomheder.

1.11.

Da arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne kan give et vigtigt bidrag til at forbedre de statistiske produkter, så de bedre svarer til de efterspurgte data, støtter EØSU Kommissionens forslag for så vidt angår den regelmæssige dialog, som bør finde sted mellem databrugerne og ESS.

2.1.

Kommissionens forslag til forordning (3) ændrer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 99/2013 om det europæiske statistiske program 2013-17 ved at forlænge det til 2018-2020.

2.2.

Forordning (EF) nr. 223/2009 foreskriver, at det europæiske statistiske program skal udgøre rammerne for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker for en periode svarende til den flerårige finansielle ramme. Forordning (EU) nr. 99/2013 omfatter kun perioden fra 2013 til 2017, mens den flerårige finansielle ramme kører indtil 2020. Som følge heraf skal det europæiske statistiske program udvides til 2020.

2.3.

Formålet med forslaget er at forlænge det europæiske statistiske program til at omfatte perioden 2018-2020 og yde den finansielle støtte, der skal sætte ESS i stand til at:

2.4.

Efter at have udarbejdet en konsekvensanalyse og hørt interessenterne (4) har Kommissionen valgt en foretrukken politisk løsningsmodel blandt de fem, der oprindeligt blev opstillet. Løsningsmodel 2c, som er blevet valgt, vil have de mest fordelagtige konsekvenser for, hvor hurtigt statistikker kan udarbejdes, idet den indeholder nye foranstaltninger, hvor der er fokus på hurtigere statistikker om ulighed, fattigdom og materielle afsavn samt for energi- og miljømæssige data.

2.5.

Det allokerede budget til forlængelsen af programmet for perioden 2018-2020 er på 218,1 mio. EUR.

3.1.

Da der er behov for at tilpasse det europæiske statistiske program til den periode, der er dækket af den flerårige finansielle ramme, bifalder og støtter EØSU Kommissionens forslag om at udvide det nuværende ESP til at omfatte perioden 2018-2020.

3.2.

Den foretrukne løsningsmodel, som Kommissionen har valgt, tilpasser de statistiske indikatorer, så de i højere grad er på linje med Kommissionens 10 politiske prioriteter, ved at forbedre de nuværende statistiske instrumenter og udvikle nye produkter. EØSU mener, at denne løsningsmodel bedst opfylder databrugernes behov, og at den også vil bidrage til udvikling af statistiske produkter, der er nyttige for beslutningstagerne, som dermed vil have bedre statistisk støtte ved udformningen af politikker inden for rammerne af det europæiske semester.

3.3.

EØSU støtter initiativet om at medtage undersøgelser, der måler fremskridt for så vidt angår FN's mål for bæredygtig udvikling, i de nye statistiske produkter. Det bør være en prioritet for det europæiske statistiske system (ESS) at forbedre de eksisterende produkter og udvikle nye med henblik på at måle EU's fremskridt for så vidt angår de 17 overordnede mål og de 169 delmål for FN's strategi for bæredygtig udvikling.

3.4.

BNP (bruttonationalproduktet) blev i lang tid brugt over hele verden som en statistisk indikator til at måle udvikling. Kommissionen erkendte i en meddelelse fra 2009 (5) denne indikators begrænsninger for så vidt angår korrekt vurdering af social udvikling eller miljøudvikling. EØSU gentager de forslag, der er blevet fremsat i flere udtalelser, både på dette tidspunkt og efterfølgende (6), idet udvalget mener, at de har høj relevans for Kommissionens forslag til forordning.

3.5.

EØSU gentager et forslag, som udvalget tidligere har fremsat (7), og henstiller til, at Kommissionen griber den mulighed, der er i forordningen til at indføre foranstaltninger til udvikling af statistisk forskning på EU- og medlemsstatsplan, så den økonomiske værdi af frivilligt arbejde kan måles. Den metodemæssige tilgang skal være baseret på den vejledning i måling af frivilligt arbejde, som ILO har forfattet. Den indeholder en beskrivende definition af frivilligt arbejde, som fremhæver tre grundlæggende karakteristika: frivilligt arbejde er en produktiv aktivitet, der er ulønnet, sker på frivillig basis og ikke betjener den frivillige arbejders husholdning.

3.6.

Nationalregnskaberne skal i højere grad medregne sociale indikatorer og miljøindikatorer. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsætte sin indsats på dette område under ESP 2018-2020.

3.7.

For så vidt angår de nye statistiske produkter til måling af globalisering mener EØSU, at disse bør omfatte statistiske undersøgelser, der måler de positive eller negative virkninger for det indre marked, f.eks. virkningen af udflytninger på EU's arbejdsmarked eller presset fra illoyal konkurrence, der skyldes billig arbejdskraft og manglende overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) standarder for ansættelsesforhold, særligt i den europæiske industri- og servicesektor.

3.8.

EØSU mener, at brugernes tillid til statistiske data kan styrkes, hvis medlemsstaternes regeringer implementerer de anbefalinger (8), som Det Rådgivende Organ for Statistisk Styring på Europæisk Plan (ESGAB) har formuleret vedrørende indsatsen for tillid til statistik.

3.9.

EØSU støtter Kommissionens forslag om at påbegynde forberedelserne til en fremtidig europæisk undersøgelse på det sociale område. I lyset af den aldrende befolkning i Europa bør denne undersøgelse også omfatte oplysninger om socialsikringssystemernes hensigtsmæssighed og bæredygtighed i den nye demografiske situation. Endvidere bør manglerne i de statistiske undersøgelser om migration og asyl hurtigt kortlægges og afhjælpes.

3.10.

EØSU gentager det forslag, der er blevet fremsat i tidligere udtalelser (9), og som opfordrer Eurostat samt de nationale statistiske institutioner til at sikre sig de bedst mulige ressourcer, hvad angår personale, økonomi og it, da dette er grundlæggende for at kunne opfylde de stadig mere krævende opgaver, der er en del af at skulle levere statistisk information af høj kvalitet på stadig kortere tid. EØSU henstiller til, at medlemsstaterne øger investeringen i udvikling af ESS, så systemet kan klare den voksende efterspørgsel efter statistikker, som det også skal være i stand til at udvikle og formidle hurtigt.

3.11.

EØSU påpeger, at Kommissionens og ESS's indsats for at forbedre kvaliteten af statistikkerne og udvikle nye statistiske produkter ikke i væsentlig grad må øge den administrative byrde for dataleverandører, husholdninger eller virksomheder.

3.12.

EØSU støtter Kommissionens forslag for så vidt angår den regelmæssige dialog, som bør finde sted mellem databrugerne og ESS. Civilsamfundsorganisationerne kan give et vigtigt bidrag til at forbedre de statistiske produkter, så de bedre svarer til de efterspurgte data. ESGAB fremsatte et forslag i denne retning i sin årsrapport for 2016.

10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/57

Ordfører:

Alberto MAZZOLA

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bakker kraftigt op om Kommissionens initiativ til at forlænge varigheden og forhøje finansieringen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og tilslutter sig dens formål og dens betydning for at sikre stabilitet og sikkerhed for investorer og projektledere. Udvalget går desuden ind for at udvide EFSI's tidsrammer og finansiering til at omfatte et endnu mere langsigtet perspektiv for at sikre, at støtten foregår systematisk og uden afbrydelse.

1.2.

EØSU glæder sig over de positive resultater i løbet af EFSI's første år, når det gælder omgående mobilisering af investeringsprognosernes værdi, og vurderer, at især »investeringsvinduet« for SMV'er er vellykket. EØSU's Observatorium for Det Indre Marked bør foretage løbende kontrol af EFSI's iværksættelse for SMV'er ved hjælp af resultatindikatorer.

1.3.

Efter udvalgets opfattelse bør EFSI 2.0 sigte mod en stadig større inddragelse af privat kapital og endda overstige de 62 %, der er opnået i løbet af det første år. Udvalget foreslår i den forbindelse, at man nøje overvejer udvidelsen af anvendelsesområdet til også at omfatte andre finansieringskilder ud over banker: obligationsmarkedet, forsikrings- og pensionsfonde. Europæiske og internationale forsikrings- og pensionsfonde kunne spille en meget vigtig rolle i investeringerne.

1.4.

EØSU understreger, at det er vigtigt at bevare en markedsdrevet fokus, hvor der tages udstrakt hensyn til EFSI's beskæftigelsesmæssige og sociale virkninger, og dermed styrke EFSI's additionalitet i forhold til andre EU-instrumenter og sædvanlig EIB-virksomhed. EØSU beklager, at det i forbindelse med EFSI ikke sikres, at midlerne investeres i de lande, der har mest behov. Udvalget opfordrer til, at EFSI sikrer en geografisk afbalanceret dækning i hele EU, idet der tages hensyn til den samlede økonomiske aktivitet i hvert enkelt land, skabelsen af nye arbejdspladser og initiativets efterspørgsels- og markedsstyrede karakter uden at fastsætte kvoter på forhånd og ved at bibeholde tilstrækkelig fleksibilitet blandt de sektorer, hvor det anvendes.

1.5.

Udvalgets synspunkt er, at EFSI 2.0 bør koncentrere sin egen indsats om fremtidens sektorer såsom Industri 4.0, intelligent energi, digitalt infrastrukturnet og transportinfrastrukturnet samt miljøbeskyttelse, grænseoverskridende projekter, herunder større europæiske projekter i sektorer med de højeste økonomiske BNP-multiplikatorer baseret på beløbet for investeringspotentiale, uden at man glemmer landbruget, for at maksimere indvirkningen på vækst og beskæftigelse — herunder muligheden for at åbne op for andre EU-midler og bl.a. medtage teknologier med dobbelt anvendelsesformål inden for sikkerheds- og forsvarsindustrien og i overensstemmelse dermed ændre listen over sektorer, der er udelukket fra EIB.

1.6.

EØSU anbefaler en styrkelse af det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning (EIAH), der bør intensivere sine egne aktiviteter i de forskellige lande og spille en proaktiv rolle, navnlig i de mindst begunstigede regioner samt styrke den rolle, som nationale erhvervsfremmende banker spiller, og støtte oprettelsen af regionale platforme for bistand. Man bør også overveje muligheden for at anvende de europæiske struktur- og investeringsfonde til at medfinansiere EFSI-projekter problemfrit og uden bureaukratiske hindringer og sikre en bedre dialog med de lokale og regionale myndigheder.