Dommen fastsætter et generelt princip1 i Fællesskabets (i dag EU’s) lovgivning: EU-rettens forrang, som sikrer dens suverænitet over medlemsstaternes nationale lovgivninger.
Princippet om forrang sikrer, at EU-retten beskytter borgerne på en ensartet måde i hele EU.
Til forskel fra de almindelige internationale traktater indførte EØF-traktaten en særlig retsorden, der er integreret i medlemsstaternes retssystemer, og som er bindende for dem.
Med oprettelsen af EØF overførte medlemsstaterne rettigheder og forpligtelser i henhold til traktatens bestemmelser fra deres nationale retsorden til fordel for Fællesskabets retsorden, begrænsede deres suverænitet og skabte et regelsæt, som finder anvendelse på deres statsborgere og på dem selv.
Følgelig kan medlemsstaterne ikke vedtage nationale love, der er i strid med EU-retten, uden at bringe selve retsgrundlaget for EU i fare. Skulle de alligevel gøre det, bør EU-retten have forrang for nationale lovgivninger (dvs. tilsidesætte dem) ved det pågældende lands nationale domstole.
Udvikling før og efter dommen
I en anden skelsættende sag fra 1963 havde Domstolen allerede fastslået et lige så vigtigt og supplerende generelt princip om EU-retten: princippet om direkte virkning.
Domstolen afklarede efterfølgende omfanget af princippet om forrang i sin retspraksis3.
uanset art (love, reguleringer, afgørelser, bekendtgørelser, cirkulærer osv.), eller om de er udstedt af en medlemsstats myndighedsbeføjelser eller lovgivningsmæssige beføjelser
I en erklæring om forrang, der ledsager slutakten fra regeringskonferencen, som vedtog Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde:
erindrede konferencen om princippet om EU-rettens forrang over national lovgivning
fremhævede konferencen, at det er et hovedprincip i EU-retten, uanset at det ikke er medtaget i traktaten.
VIGTIGE BEGREBER
Generelle principper. De kaldes også »supplerende lovgivning«, udarbejdes primært af EU-Domstolen og er en af de ikke-skriftlige kilder til EU-retten, i modsætning til den primære og afledte ret.
Præjudiciel afgørelse. En afgørelse fra EU-Domstolen vedrørende et spørgsmål fra en national domstol om fortolkning eller gyldighed af europæisk lovgivning, som dermed bidrager til ensartet anvendelse af EU-retten.
Retspraksis. Anvendelse af lovgivningen fastlagt i tidligere domme.
HOVEDDOKUMENT
Domstolens Dom af , Flaminio Costa mod ENEL, sag 6-64 (engelsk specialudgave 1964 00585).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Konference, der vedtog Lissabontraktaten, undertegnet den — A. Erklæringer vedrørende traktatens bestemmelser — 17. Erklæring om forrang (EUT C 115 af , s. 344).
Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af — konsolideret udgave (EUT C 202 af , s. 47-360).
Domstolens Dom (Første Afdeling) af . Wünsche Handelsgesellschaft GmbH & Co. mod Forbundsrepublikken Tyskland. Anmodning om præjudiciel afgørelse: Verwaltungsgericht Frankfurt am Main — Tyskland. Champignonkonserves — beskyttelsesforanstaltninger. Sag 345/82 (Samling af Afgørelser 1984 01995).
Domstolens Dom af , Amministrazione delle Finanze dello Stato mod Simmenthal SpA. Anmodning om præjudiciel afgørelse: Pretura di Susa — Italien. En national ret skal ikke anvende nationale love, der strider mod fællesskabsretten. Sag 106/77 (Samling af Afgørelser 1978 00629).
Domstolens Dom af , Internationale Handelsgesellschaft mbH mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel. Anmodning om præjudiciel afgørelse: Verwaltungsgericht Frankfurt am Main — Tyskland. Sag 11-70 (Samling af Afgørelser 1970 01125).