31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/1

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (1) (konkursforordningen),

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme af 2. maj 2006 (2), 10. september 2009 (3) og 21. januar 2010 (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0355/2011),

A.

der henviser til, at forskelle i medlemsstaternes insolvenslovgivning skaber konkurrencefordele eller -ulemper og vanskeligheder for virksomheder med aktiviteter på tværs af grænserne, der kan blive hindringer for en vellykket omstrukturering af insolvente virksomheder, der henviser til, at disse forskelle fremmer "forumshopping", der henviser til, at lige vilkår vil være til fordel for det indre marked;

B.

der henviser til, at der må træffes foranstaltninger til at forebygge misbrug og spredning af fænomenet "forumshopping" og til at undgå konkurrerende hovedinsolvensbehandlinger;

C.

der henviser til, at selv om det ikke er muligt at oprette et organ for materiel insolvenslovgivning på EU-plan, er der visse områder af insolvenslovgivningen, hvor harmonisering er umagen værd og opnåelig;

D.

der henviser til, at der sker en gradvis tilnærmelse mellem medlemsstaternes nationale insolvenslovgivninger;

E.

der henviser til, at konkursforordningen blev vedtaget i 2000 og har nu været i kraft i mere end ni år, der henviser til, at Kommissionen senest den 1. juni 2012 bør forelægge en rapport om dens anvendelse;

F.

der henviser til, at konkursforordningen var resultatet af en meget langvarig forhandlingsproces, hvilket bevirkede, at mange følsomme emner ikke blev medtaget, og at dens tilgang til en række spørgsmål allerede var forældet, da den blev vedtaget;

G.

der henviser til, at der siden konkursforordningens ikrafttræden har fundet mange ændringer sted, idet 12 nye medlemsstater er blevet medlemmer af Unionen, og fænomenet koncerner er vokset enormt;

H.

der henviser til, at en insolvens ikke kun har negative følger for de pågældende virksomheder, men også for medlemsstaters økonomi, og at formålet derfor må være at beskytte enhver økonomisk agent, skatteyder og arbejdsgiver mod konsekvenserne af insolvens;

I.

der henviser til, at tilgangen i insolvensbehandlinger nu er mere centreret om redning af virksomheden som et alternativ til likvidation;

J.

der henviser til, at insolvenslovgivningen bør være et redskab til at redde virksomheder på unionsplan; der henviser til, at denne form for redning, når den er mulig, er til fordel for skyldnere, kreditorer og arbejdstagere;

K.

der henviser til, at det må forhindres, at en kreditor misbruger insolvensbehandlingen til at forhindre fælles tiltag til inddrivelse af fordringer, og at det således er nødvendigt at indføre passende processuelle garantier;

L.

der henviser til, at der bør indføres en juridisk ramme, som er mere tilpasset til midlertidig insolvens i virksomheder;

M.

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (KOM(2010)2020), hvori Kommissionen henviser til den manglende sammenhæng og flaskehalse, som forhindrer opnåelsen af et indre marked for det 21. århundrede, og fastslår, at: "SMV'ers adgang til det indre marked skal forbedres. Iværksættervirksomhed skal udvikles gennem konkrete politiske initiativer, herunder en forenkling af selskabslovgivningen (konkursprocedurer, statut for private europæiske selskaber osv.), og initiativer, der giver iværksættere mulighed for at starte igen efter konkurs.";

N.

der henviser til, at insolvenslovgivningen også bør fastsætte regler for likvidation af en virksomhed på en måde, som er mindst skadelige og mest fordelagtige for alle parter, når det er blevet fastslået, at redningen af virksomheden formodentlig vil mislykkes eller er mislykket;

O.

der henviser til, at årsagerne til insolvens i en virksomhed i hvert konkret tilfælde skal undersøges, dvs. det skal vurderes, om virksomhedens finansielle vanskeligheder kun er af midlertidig karakter, eller om virksomheden er fuldstændig insolvent; der henviser til, at det primært drejer sig om at fastsætte værdien af alle en skyldners aktiver og forpligtelser for at kunne vurdere dennes solvens eller insolvens;

P.

der henviser til, at koncerner er et almindeligt fænomen, men at deres insolvens endnu ikke behandles på unionsplan; der henviser til, at insolvens i en koncern formentlig vil føre til, at der indledes flere separate insolvensbehandlinger i forskellige jurisdiktioner for hvert af de insolvente medlemmer af koncernen; der henviser til, at medmindre disse behandlinger kan koordineres, er det usandsynligt, at koncernen kan omstruktureres som helhed, og at der kan blive nødvendigt at dele den op i enkelte bestanddele med deraf følgende tab for kreditorer, aktionærer og arbejdstagere;

Q.

der henviser til, at en sanering i forbindelse med koncerners insolvens som følge af de forskellige ordninger i EU's medlemsstater kun vanskeligt kan gennemføres og dermed bringer tusinder af arbejdspladser i fare;

R.

der henviser til, at etablering af forbindelser mellem nationale insolvensregistre og oprettelse af en generelt tilgængelig omfattende ordning for søgning efter insolvensbehandlinger vil gøre det muligt for kreditorer, aktionærer, arbejdstagere, og retter at fastslå, hvorvidt der er blevet indledt insolvensbehandlinger i en anden medlemsstat, og få oplysninger om frister og detaljer for fremlæggelse af fordringer; der henviser til, at dette vil fremme en omkostningseffektiv forvaltning og øge gennemsigtigheden under behørig hensyntagen til databeskyttelsen;

S.

der henviser til, at grænseoverskridende genopretnings-/afviklingsplaner (livstestamenter) bør have retsvirkning for finansieringsinstitutter og bør overvejes for alle systematisk relevante selskaber, selv om det ikke drejer sig om finansieringsinstitutter, som et vigtigt skridt i hen imod fastlæggelsen af behørige rammer for grænseoverskridende insolvens;

T.

der henviser til, at bestemmelserne vedrørende insolvensbehandling skal give mulighed for særlige ordninger med henblik på udskillelse af levedygtige enheder, der tilbyder væsentlige tjenesteydelser, som f.eks. betalingssystemer og andre mekanismer defineret i genopretnings-/afviklingsplaner, samt at medlemsstaterne i denne forbindelse ligeledes bør sikre, at deres insolvenslove omfatter fyldestgørende bestemmelser, som giver mulighed for særlige ordninger på EU-plan med henblik på at skille levedygtige enheder ud fra insolvente grænseoverskridende konglomerater;

U.

der henviser til, at der i forbindelse med insolvensbehandling bør tages højde for koncerninterne transaktioner med henblik på at sikre en eventuel grænseoverskridende inddragelse af aktiver for at opnå et retfærdigt resultat;

V.

der henviser til, at en række investeringsselskaber, især forsikringsselskaber, ikke kan opløses hurtigt, og at der kræves en løsning, som indebærer en retfærdig fordeling af aktiver over et vist tidsrum; der henviser til, at koncerntransaktioner, afslutning eller videreførelse af virksomhedens aktiviteter bør være mulige og kan kræve en prioritering;

W.

der henviser til, at beslutningen om at involvere hele koncerner frem for enkeltstående juridiske enheder i insolvensbehandlinger bør være resultatorienteret og tage højde for alle yderligere følgevirkninger som f.eks. udløsning af andre saneringsværktøjer eller indvirkningen heraf på garantiordninger, som omfatter mange mærker inden for en koncern;

X.

der henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at undersøge definitionen af harmoniserede undsætningsprocedurer og normer for grænseoverskridende konglomerater, herunder især ombytning af gæld med aktier (debt-to-equity swaps);

Y.

der henviser til, at selv om arbejdsretten henhører under medlemsstaternes beføjelser, kan insolvensretten indvirke på arbejdsretten, og at harmoniseringen af procedurerne på baggrund af en øget globalisering og i særdeleshed den økonomiske krise skal ses ud fra et arbejdsretligt perspektiv, da forskellige definitioner på "ansættelse" og "arbejdstager" i medlemsstaterne ikke bør underminere arbejdstagernes rettigheder i tilfælde af insolvens; der imidlertid henviser til, at drøftelser af insolvensspørgsmålet ikke automatisk bør udgøre et påskud til at regulere beskæftigelseslovgivningen på EU-niveau;

Z.

der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (5) har som målsætning at sikre arbejdstagerne et minimum af beskyttelse i tilfælde af insolvens og samtidig opretholde tilstrækkelig fleksibilitet for medlemsstaterne; der henviser til, at der er forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen og opfordrer til, at der tages hensyn til disse forskelle;

AA.

der henviser til, at direktiv 2008/94/EF udtrykkeligt omfatter deltidsansatte, personer med tidsbegrænset ansættelse samt personer med vikaransættelsesforhold; der henviser til, at der i tilfælde af insolvens ligeledes bør ydes større beskyttelse til personer, som arbejder på atypiske kontrakter;

AB.

der henviser til, at der i øjeblikket ikke findes nogen harmonisering for så vidt angår kreditorrangorden, hvilket gør det mere vanskeligt at forudsige resultaterne af retssager; der henviser til, at det er nødvendigt at prioritere arbejdstagernes krav højere i forhold til andre kreditorers krav;

AC.

der henviser til, at anvendelsesområdet for direktiv 2008/94/EF, navnlig med hensyn til betydningen af begrebet "udestående fordringer", er for bredt, eftersom en række medlemsstater anvender en mere snæver definition af begrebet "vederlag" (f.eks. udelukkelse af fratrædelsesgodtgørelser, bonusser, godtgørelsesregler osv.), som kan resultere i manglende opfyldelse af betydelige fordringer;

AD.

der henviser til, at medlemsstaterne har kompetence til at definere begreberne "vederlag" og "løn", forudsat at de overholder de generelle principper om ligestilling og ikke-forskelsbehandling mellem arbejdstagere, med det resultat, at enhver insolvenssituation, som potentielt kan være til ulempe for sidstnævnte, skal tages i betragtning med henblik på udbetaling af erstatning i overensstemmelse med det sociale mål i direktiv 2008/94/EF og med henblik på fastlæggelse af tærskelværdier for erstatningen;

AE.

der henviser til, at ansættelseskontrakter er af varierende karakter rundt omkring i EU og også findes i bred mangfoldighed inden for de enkelte medlemsstater, og at det derfor på nuværende tidspunkt er umuligt at forsøge at definere begrebet "arbejdstager" på europæisk plan;

AF.

der henviser til, at undtagelser fra anvendelsesområdet for direktiv 2008/94/EF så vidt muligt bør undgås;

AG.

der henviser til, at de lovgivningsmæssige tiltag, der anmodes om i denne beslutning, bør baseres på detaljerede konsekvensanalyser, således som Parlamentet har anmodet om;

1.

anmoder Kommissionen om i henhold til artikel 50, artikel 81, stk. 2 eller artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte et eller flere forslag vedrørende EU's rammebestemmelser for virksomheders insolvens efter de detaljerede henstillinger, som findes i bilaget, for at sikre lige vilkår, som er baseret på en grundig analyse af alle brugbare alternative løsninger;

2.

konstaterer, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og subsidiaritetsprincippet;

3.

mener, at forslagets finansielle følgevirkninger bør dækkes af passende budgetbevillinger;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/9

—

der henviser til den 5. rapport om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed fra GD Regio, navnlig side 230-234,

—

der henviser til konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid, (KOM(2010)0642), og ledsagedokumentet hertil (SEK(2010)1348),

—

der henviser til GD Regio's arbejdsdokument fra november 2008 om regioner i 2020 - en vurdering af fremtidens udfordringer for EU's regioner (baggrundsdokument til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2008)2868)),

—

der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om de demografiske udfordringer og solidariteten mellem generationerne (1),

—

der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om den demografiske udvikling i Europa (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget fra 10. maj 2007 om fremme af solidaritet mellem generationerne (KOM(2007)0244),

—

der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om de demografiske udfordringer og solidariteten mellem generationerne (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. oktober 2006 om den demografiske udvikling i Europa - En udfordring, men også en chance (KOM(2006)0571),

—

der henviser til grønbogen "Demografiske ændringer - Behov for ny solidaritet mellem generationerne" (KOM(2005)0094) af 16. marts 2005,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0350/2011),

A.

der henviser til, at det er en kendsgerning, at der sker demografiske ændringer i EU og resten af verden, at en af de vigtigste opgaver i fremtiden er, hvordan man forholder sig til disse ændringer, og at EU's befolkning er den ældste i verden;

B.

der henviser til, at de demografiske ændringer er kendetegnet ved befolkningsaldring og stærke migrationsstrømme fra såvel tredjelande som fra øst til vest inden for EU og fra landdistrikter til byområder;

C.

der henviser til, at de demografiske ændringer navnlig stiller visse regioner over for nye opgaver, som imidlertid ikke blot skal opfattes som en trussel, men også som en chance;

D.

der henviser til, at Kommissionens GD Regio's undersøgelse om "regionerne i 2020" identificerede de demografiske ændringer som en central udfordring;

E.

der henviser til, at demografiske ændringer berører såvel landdistrikter som byområder og bl.a. har følger for muligheden for at sikre god infrastruktur og gode tjenesteydelser;

F.

der henviser til, at det principielt er op til medlemsstaterne at tage alle udfordringer i forbindelse med de demografiske ændringer op, men at regionerne må handle proaktivt og i den forbindelse har brug for støtte fra EU-side;

G.

der henviser til, at medlemsstaterne inden for rammerne af de operationelle programmer for 2007-2013 har afsat 30 milliarder EUR fra strukturfondene til foranstaltninger vedrørende demografiske ændringer, og til, at de regionale og lokale myndigheder spiller en central rolle for så vidt angår håndteringen af denne ændring, således at regionalpolitikken bliver et afgørende EU-instrument i denne forbindelse;

1.

betragter den stigende forventede levealder i Europa som noget glædeligt; mener, at offentligheden ofte kun ser farerne og ikke de muligheder, som de demografiske ændringer rummer;

2.

finder, at alle muligheder bør undersøges omhyggeligt og udnyttes på egnet vis, bl.a. med støtte fra samhørighedspolitikinstrumenterne;

3.

mener, at de demografiske ændringer har yderst forskellig indvirkning på regionerne, alt efter om de sker hurtigt eller langsomt, og om det drejer sig om regioner med nettotilvandring eller regioner med afvandring, og at der derfor er behov for en anderledes tilpasningsstrategi, som skal tackles på samordnet vis af alle europæiske, nationale og regionale myndigheder; konstaterer, at livskvalitet har en anden betydning i regioner med afvandring, dvs. hovedsagelig landdistrikter, end i regioner med stigende indbyggertal, og mener derfor, at der er brug for differentierede støttestrategier; er af den opfattelse, at afvandringen af arbejdskraft forstærker virkningerne af de demografiske ændringer, og at befolkningens aldring kun er en del af billedet;

4.

mener, at EFRU og ESF kan bidrage til opgaven med at tackle de udfordringer, der følger af de demografiske ændringer i EU, nemlig på den ene side det stigende antal ældre og, på den anden, det faldende antal unge; er tilhænger af at anvende EFRU-midler til at bidrage til at øge antallet af ældrevenlige boliger for at sikre de ældre en høj livskvalitet; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at anvende de midler, der er til rådighed inden for rammerne af EFRU og ESF, til hjælp til unge familier;

5.

mener, at politiske rammebetingelser for ligestilling mellem kønnene kan medvirke til at imødegå de demografiske udfordringer; kræver derfor, at spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene tages i betragtning i alle overvejelser vedrørende demografiske spørgsmål;

6.

mener, at den i øjeblikket stadigt dårligere demografiske situation i det mindste i nogle medlemsstater vil give anledning til drøftelser om en reform af pensionsordningerne i nær fremtid;

7.

opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at tage hensyn til regionernes forskellige udviklingsniveauer og demografiske indikatorer, f.eks. forsørgelsesbyrden, ved tildelingen og fordelingen af EU's strukturfondsmidler og ved defineringen af virkningsgraderne; erindrer om, at EU har verdens højeste antal ældre i forhold til den øvrige del af befolkningen; er af den opfattelse, at Kommissionen også bør foreslå andre metoder til imødegåelse af de demografiske ændringer på samlet europæisk plan; mener, at det såvel ud fra aspektet om adgang til infrastrukturer, tjenesteydelser og miljøbeskyttelsesaspektet er af afgørende betydning ikke blot at analysere arbejdstagerafvandringen, men også behovet for at sikre forudsætningerne for, at borgerne kan blive boende i deres hjemegn, for på denne måde at undgå befolkningskoncentrationer i bestemte bymæssigt bebyggede områder;

8.

er af den opfattelse, at gennemførelse af EU-politikker også kan føre til fælles løsninger og synergier, når det gælder demografiske ændringer; opfordrer Kommissionen til at integrere de demografiske ændringer som et horisontalt mål i den fremtidige samhørighedspolitik; opfordrer endvidere Kommissionen til at insistere på, at der tages hensyn til dette spørgsmål, når der indgås investeringspartnerskaber med medlemsstaterne;

9.

tilskynder medlemsstaterne og regionerne til i højere grad end hidtil at tage de demografiske ændringer og konsekvenserne heraf i betragtning samt til at iværksætte foranstaltninger til at tackle spørgsmålet som en horisontal målsætning i forbindelse med udformningen af nationale strategiske rammeprogrammer (eller ethvert tilsvarende dokument) og i deres operationelle programmer; mener i den forbindelse, at det er muligt at knytte flagskibsprojekterne i Europa 2020-strategien, herunder partnerskabet for en aktiv og sund aldring, sammen med parternes ønsker i disse programmer;

10.

efterlyser proaktive foranstaltninger til forebyggelse af de negative følger af demografiske ændringer og øget teknisk bistand til de regioner, der er hårdest ramt af faldende befolkningstal og aldring, for at sikre, at de bevarer deres absorptionskapacitet og muligheden for at få gavn af støttemidler fra strukturfondene;

11.

er af den opfattelse, at de offentlige og private aktører i Europa har mulighed for at gå forrest og bane vejen, bl.a. ved hjælp af social innovation, når det drejer sig om at tage de udfordringer op, der opstår som følge af befolkningsudviklingen og -aldringen; minder om, at man på såvel privat som offentligt plan i stadig stigende omfang skal beskæftige sig med de omkostninger, som aldringen forårsager; erkender, at dette område har et stadigt voksende potentiale for såvel iværksætteri som innovation;

12.

understreger, at demografiske ændringer og navnlig befolkningens aldring har tydelige konsekvenser for etableringen af en social infrastruktur som f.eks. pensionsordninger og syge- og sundhedspleje, hvor de regionale myndigheder skal dække den ændrede efterspørgsel fra forskellige befolkningsgrupper;

13.

opfordrer til, at de fremtidige ESF-bestemmelser bliver nemmere at forvalte, således at mindre organisationer i højere grad kan få adgang til støtte og kan udvikle og forvalte innovative sociale projekter; opfordrer Kommissionen til i den fremtidige ESF at øge støtten til transnationale pilotprojekter på EU-plan, der tackler sociale og beskæftigelsesmæssige spørgsmål, for at lette det innovative regionale, grænseoverskridende og overregionale samarbejde og dermed imødegå de fælles udfordringer i forbindelse med de demografiske forandringer;

14.

opfordrer regionerne til at udnytte strukturfondene til at hjælpe med at imødegå de demografiske udfordringer og forbedre adgangen til sociale og administrative tjenester, herunder i små og fjerntliggende byer og landsbyer, ved at fremme de enkelte regioners særlige potentiale og styrke de faktorer, der får folk til at ønske at blive boende;

15.

opfordrer Kommissionen til at skabe mere fleksible vilkår for at fremme krydsfinansiering mellem EFRU og ESF i forbindelse med udviklingen og gennemførelsen af planer og strategier for integreret byudvikling;

16.

mener, at det med henblik på at forhindre affolkning er nødvendigt at udvikle børne- og familievenlige byer, der også er indrettet efter behovene hos handicappede og bevægelseshæmmede; er af den opfattelse, at det, når som helst dette er muligt, bør sikres, at der ikke er for stor afstand mellem arbejdspladser, boliger og rekreative områder; opfordrer regionerne til i forbindelse med byplanlægning at være opmærksomme på, at bolig- og erhvervsområder samt grønne områder blandes og udvikles på en afbalanceret og harmonisk måde, og at forbindelserne til forstæder, der er øremærket til at være nye boligområder, forbedres; mener desuden, at der bør skabes bedre muligheder for telearbejde;

17.

konstaterer, at navnlig små byer i afvandringsregioner udfylder en vigtig funktion som centre for tjenesteydelser; kræver, at der i de fremtidige strukturfonde tages hensyn til denne centrale funktion, navnlig ved at forbedre koordineringen af ELFUL med EFRU og ESF; konstaterer, at affolkningen af landdistrikterne har negative følgevirkninger for byområder, og at økonomisk og socialt blomstrende landdistrikter er et offentligt gode, som bør anerkendes i form af et adækvat finansieret program for udvikling af landdistrikterne; opfordrer medlemsstaterne, regionerne og kommunerne til at stille et omfattende og velfungerende tjenesteydelsesnet til rådighed for borgere i alle aldre med henblik på at forhindre affolkning af landdistrikter og udvandring;

18.

påpeger, at EFRU-midler også kan anvendes til at forebygge social udstødelse af ældre, f.eks. ved at etablere infrastrukturer og tjenesteydelser, der navnlig er bestemt til denne aldersgruppe og sikrer tilgængelighed for alle;

19.

mener, at tilpasningsstrategier bør støttes økonomisk i de regioner, som oplever en befolkningsnedgang; er af den opfattelse, at by- og regionalplanlægningen i højere grad skal tage højde for ændringer i infrastrukturanvendelsen, herunder ved at skabe nyt liv i og udforme det indre af byerne på en ny måde, i hvilken forbindelse det er meget vigtigt at samarbejde med private aktører; påpeger, at der i bypolitikken skal fokuseres på udviklingen af ældrevenlige byer; slår til lyd for hensyntagen til og højnelse af byers og kulturarvsmåls turismepotentiale som en mulighed for at gøre afvandringstruede områder attraktive for nye indbyggere;

20.

opfordrer regionerne til at udvikle innovative koncepter for den offentlige nærtransport for bl.a. at tackle udfordringerne i forbindelse med det svindende passagerantal, navnlig i landdistrikterne; foreslår Kommissionen at yde finansiel støtte til sådanne projekter;

21.

er tilhænger af tanken om at gøre anvendelsen af lavtforrentede lån til opførelsen af flere ældrevenlige boliger til en prioritering inden for rammerne af EFRU; foreslår, at det på visse betingelser gøres muligt at afsætte finansielle midler til beskyttede boliger og flergenerationsboliger for at undgå, at ældre isoleres, og for at udnytte deres kreative potentiale med det mål at sikre den aldrende befolkning en bedre livskvalitet;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at social- og sundhedsydelser i stigende grad tilpasses alles behov, især familiers og børns, og at der afsættes midler til fortsat at sikre ældre mennesker hjemmepleje og lægebehandling overalt uanset deres indkomst, alder og sociale status for at undgå afvandringen fra landdistrikter og randområder;

23.

mener, at offentlige investeringer i sundheds- og plejesektoren er vigtige for den sociale samhørighed i Europa; opfordrer medlemsstaterne til at sikre god sundhedspleje, også i landdistrikterne, f.eks. gennem regionale internetklinikker og sundhedstjenester, hvilket gør det muligt at modvirke den stigende mangel på læger i disse områder samt i grænseregionerne gennem et tættere grænseoverskridende samarbejde mellem klinikker og aktører og ved at overveje muligheden af at anvende strukturfondsmidler til at fremme yderligere foranstaltninger inden for telemedicin og pleje samt at aktivere ældre mennesker; opfordrer Kommissionen til at finde innovative måder, hvorpå sådanne foranstaltninger kan støttes finansielt;

24.

advarer om risikoen for specifikke regionale problemer med at levere tjenesteydelser af almen interesse, navnlig manglende kvalificeret arbejdskraft inden for plejerelaterede erhverv i visse regioner; mener, at disse regioner bør udvikle specifikke regionale løsninger på behovene og vanskelighederne i forbindelse med tjenesteydelser og anvende ESF-midler til at uddanne plejepersonale med henblik på at sikre, at en høj kvalitet af pleje er sikret, og at nye job bliver skabt, herunder gennem omskolingsprogrammer for arbejdsløse; påpeger, at man dermed bidrager direkte til at nå målet i Europa 2020-strategien om at skabe flere arbejdspladser;

25.

understreger betydningen af at skabe de nødvendige betingelser for, at mennesker kan forene arbejdsliv, familieliv og privatliv på en afbalanceret måde, og f.eks., hvor det er muligt, stille pålidelige heldagstilbud af høj kvalitet til rådighed overalt for børn i alle aldre, herunder strukturer og muligheder for førskoleindlæring, med henblik på at forhindre affolkning; anerkender samtidig den vigtige rolle, som den bredere familiekreds spiller for børnepasning;

26.

anser det for vigtigt, at der findes tilstrækkelig med økonomisk overkommeligt boligareal til rådighed for familier, således at det bliver nemmere at forene familie og arbejde, eftersom hjælp til unge familier kan bidrage til at øge fødselstallet i medlemsstaterne;

27.

understreger, at migrationen kan give anledning til visse integrationsproblemer;

28.

påpeger, at kvalificerede arbejdstageres udvandring fra de nye til de gamle medlemsstater udgør et af de største demografiske problemer for de nye medlemsstater og har negative følger for deres respektive befolkningers aldersstruktur; understreger endvidere, at denne udvandring også vedrører en del fagfolk inden for sundhedssektoren og dermed udgør en fare for sundhedssystemernes bæredygtighed i de mindre udviklede regioner;

29.

anerkender dog, at indvandring navnlig giver regioner med nettoudvandring mulighed for at afbøde de negative følger af de demografiske ændringer, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at anerkende integrationen af indvandrere som en strategisk vigtig politisk foranstaltning;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at blive enige om en fælles strategi for lovlig indvandring, ikke mindst idet Europa som følge af den demografiske udvikling, især i visse givne sektorer, er afhængig af indvandring af kvalificeret arbejdskraft (både mellem medlemsstaterne og fra lande uden for EU, navnlig dem, som grænser op til EU); er af den opfattelse, at medlemsstaterne skal bestræbe sig på at fastholde kvalificeret arbejdskraft for at bidrage til en afbalanceret udvikling af regionerne og mildne følgerne af de demografiske ændringer;

31.

foreslår, at der afsættes flere midler til integration af indvandrere med henblik på at overvinde fordomme, og mener, at man dermed kan fremme undervisning og fælles udvekslingsarrangementer;

32.

opfordrer Kommissionen til at målrette ESF i retning af at sikre, at der tages hensyn til mennesker i alle deres forskellige livsfaser, og for at sikre, at der gøres øget brug af det professionelle og frivillige potentiale for så vidt angår udfordringerne i forbindelse med de demografiske ændringer; bemærker, at den ældre generations erfaringer og knowhow bør udnyttes, f.eks. i forbindelse med coachingprojekter, for at gøre generationsskift lettere, hvortil der er behov for hensigtsmæssige løsninger; mener, at kommunikationen mellem generationerne er en gunstig mulighed, som man bør benytte sig af;

33.

mener, at regionerne bør anvende ESF-midler målrettet til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed for at sikre de unges sociale integration og give dem mulighed for at kunne vælge et egnet erhverv; påpeger, at dette f.eks. kan opnås ved at støtte uddannelsesforanstaltninger og iværksætteri for unge mennesker;

34.

mener, at man bør sikre kontinuitet i foranstaltningerne til at øge andelen af erhvervsaktive kvinder; kræver derfor, at flere kvinder får adgang til kvalificeret beskæftigelse og mulighed for at deltage i programmerne for livslang læring under forudsætning af, at de kvalifikationer, som opnås, svarer til arbejdsmarkedets behov; anbefaler medlemsstaterne at udvikle systemer, som tilskynder arbejdstagerne til at deltage i særlige projekter, hvis formål er at forene arbejdsliv og privatliv;

35.

understreger, at den væsentligste forudsætning for at skabe nye beskæftigelsesmuligheder på tværs af generationerne for de regioner i EU, som står over for demografiske problemer, er at etablere et gunstigt miljø for en konkurrencedygtig og innovativ privat sektor;

36.

mener, at den demografiske udvikling i regionerne bør sammenfattes statistisk; opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag til, hvorledes lokale, regionale og nationale databaser over den demokratiske udvikling kan gøres sammenlignelige, således at dataene kan evalueres og bedømmes på europæisk plan, samt udarbejde forslag til, hvordan udveksling af bedste praksis mellem stater, regioner og kommuner kan fremmes;

37.

opfordrer Kommissionen til at forbedre Demography Vulnerability Index og beregne det hvert femte år for at fastslå, hvilke regioner i Europa der er særligt sårbare over for de demografiske ændringer; opfordrer Kommissionen til at udvikle pilotmetoder med henblik på at kortlægge de praksisser, der anvendes i de mest krævende regioner;

38.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at forbedre samarbejdet med de lokale og regionale aktører om problemerne i forbindelse med de demografiske ændringer; er af den opfattelse, at der i forbindelse med dette samarbejde i grænseregionerne også skal tages højde for ønsker om og anvendelsesområdet for grænseoverskridende initiativer; anbefaler, at der udvikles uddannelsesprogrammer inden for dette område med henblik på at skabe en bedre forståelse for og øge bevidstheden om denne problematik; opfordrer regionerne til at udveksle bedste praksis vedrørende de udfordringer, som er knyttet til aldring;

39.

henstiller, at Kommissionen inden for rammerne af det territoriale samarbejde fremmer europæiske netværk, hvori regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets aktører kan drage nytte af hinandens erfaringer i forbindelse med deres bestræbelser på at løse de problemer, der opstår som følge af de demografiske ændringer;

40.

opfordrer Kommissionen til at finde en ny og passende måde at udforme ideen om "Erasmus for lokal- og regionalpolitikere" og gøre nærmere rede for sin idé om at etablere et "sommer- eller vinteruniversitet", således at repræsentanter fra de europæiske regioner kan udveksle gode erfaringer med og mulige løsninger på demografiske problemer;

41.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en samlet oversigt over bedste praksis-metoder, analysere dem og i samarbejde med medlemsstaterne og deres regioner anvende dem, således at de kan tjene som forbillede ved udarbejdelsen af foranstaltninger til at klare de demografiske udfordringer;

42.

opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at udveksle erfaringer, bedste praksis og nye metoder til at undgå negative følger af de demografiske ændringer;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/15

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (1),

—

der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om oprettelse af et europæisk erhvervspas til tjenesteudbydere (2),

—

der henviser til Domstolens dom af 19. januar 2006 i sag C-330/03, Colegio de Ingenieros de Caminos, Canales y Puertos (samling af afgørelser 2006),

—

der henviser til rapport om unionsborgerskab 2010 - Afskaffelse af hindringerne for unionsborgernes rettigheder (KOM(2010)0603),

—

der henviser til den offentlige høring iværksat af Europa-Kommissionen i marts 2011 om direktiv 2005/36/EF,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010, "EUROPA 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Mario Montis rapport til Kommissionen af 9. maj 2010 med titlen "En ny strategi for det indre marked",

—

der henviser til høringen med de nationale parlamenter den 26. oktober 2010 om gennemførelse og anvendelse af direktiv 2005/36/EF,

—

der henviser til den undersøgelse, det har ladet foretage om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (PE 447.514),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 med titlen "På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne" (KOM(2010)0608),

—

der henviser til SOLVIT-rapporten fra 2010 "SOLVIT-nettets udvikling og resultater",

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om et indre marked for europæere (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid " (KOM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 22. juni 2011 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (KOM(2011)0367),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 5. juli 2011 med en sammenfatning af reaktionerne inden for rammerne af høringen om modernisering af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (4),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 5. juli 2011 om evalueringen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og 119, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0373/2011),

A.

der henviser til, at de demografiske ændringer vil gøre det stadig vigtigere, at erhvervsudøvere er mobile i hele Den Europæiske Union;

B.

der henviser til, at de ændrede arbejdsmarkeder kræver mere gennemsigtighed, forenkling og fleksibilitet i bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer;

C.

der henviser til, at erhvervsmobilitet er en central faktor for den økonomiske udvikling og for en bæredygtig økonomisk genopretning;

D.

der henviser til, at efterspørgslen efter højt uddannede arbejdstagere ifølge Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) forventes at stige med over 16 mio. job i Den Europæiske Union frem til 2020;

E.

der henviser til, at retten til sikker beskæftigelse og til at udbyde tjenester i en anden medlemsstat er fastlagt i traktaterne og er et konkret eksempel på, hvordan borgerne nyder godt af det indre marked;

F.

der henviser til, at den fri bevægelighed for personer inden for EU og retten til anerkendelse af fortjenstfuldhed og erhvervsmæssige kompetencer kun kan eksistere, hvis de nuværende usynlige barrierer begrænses til et minimum og visse nationale regler, der i dag i uforholdsmæssig grad hindrer anvendelsen af retten til kvalificerede job, er fjernet;

G.

der henviser til, at en optimal udformning af anerkendelsen af erhvervsmæssige kvalifikationer er en forudsætning for, at alle fuldt ud kan nyde godt af fordelene ved den fri bevægelighed;

H.

der henviser til, at akten for det indre marked har understreget, at en modernisering af systemet for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer er afgørende for at øge den økonomiske vækst og styrke erhvervsudøvernes og borgernes tillid;

I.

der henviser til, at en af de vigtigste årsager til vanskelighederne i forbindelse med anerkendelse af uddannelsestitler og erhvervsmæssige kvalifikationer er manglen på tillid til oprindelseslandets kriterier for godkendelse og tildeling af eksamensbeviser, og at det derfor er vigtigt at fastlægge foranstaltninger for automatisk anerkendelse ved at fjerne fordomme og formelle nationale hindringer for anerkendelse;

J.

der henviser til, at der siden 2007 er truffet omkring 100 000 afgørelser under direktivet, hvilket har muliggjort 85 000 erhvervsudøveres mobilitet (6);

K.

der henviser til, at erhvervsudøvere i sundhedssektoren er de mest mobile blandt de regulerede erhverv i EU, idet omkring 57 200 læger, sygeplejersker, tandlæger, farmaceuter, jordmødre og dyrlæger opnåede anerkendelse mellem 2007 og 2010;

L.

der henviser til, at der stadig er en kløft mellem borgernes forventninger og virkeligheden, idet over 16 % af SOLVIT-sagerne i 2010 vedrørte anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (7);

M.

der henviser til, at det er vanskeligt at fastslå, hvilken der er den kompetente myndighed for godkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, og at sådanne myndigheders procedurer er komplekse;

N.

der henviser til, at der i direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser stilles krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger om retten til at praktisere for fagfolk i sundhedssektoren, der er opført i nationale eller lokale registre, på deres område, stilles til rådighed for myndigheder i andre medlemsstater, og at udvekslingen af oplysninger skal finde sted via informationssystemet for det indre marked;

O.

der henviser til, at der i 2010 var 220 SOLVIT-sager om erhvervsmæssige kvalifikationer, og at to tredjedele af disse sager stammer fra blot fire medlemsstater;

P.

der henviser til, at der i direktiv 2005/36/EF konsolideres regler fra 15 tidligere direktiver fra 1960'erne og fremefter;

Q.

der henviser til, at direktiv 2005/36/EF ikke blev gennemført rettidigt i alle medlemsstater og først var fuldt gennemført tre år efter den oprindelige frist;

R.

der henviser til, at korrekt anvendelse af dette direktiv styrker den menneskelige dimension i det indre marked;

S.

der henviser til, at indførelsen af et europæisk erhvervspas vil kunne forenkle og fremskynde processen med anerkendelse af erhvervskvalifikationer;

1.

mener, at den frie bevægelighed for stadig flere højt kvalificerede personer og arbejdstagere er en af de grundlæggende fordele ved det europæiske samarbejde og et konkurrencedygtigt indre marked, og at det er en vigtig faktor i den økonomiske udvikling i hele EU og en rettighed for samtlige europæiske borgere; er overbevist om, at arbejdstagernes mobilitet for EU-borgere bør styrkes, og at indirekte hindringer bør fjernes på betingelse af, at der sikres balance mellem mobilitet og kvaliteten af faglige kvalifikationer;

2.

støtter alle initiativer, der har til formål at fremme grænseoverskridende mobilitet som et middel til at sikre, at arbejdsmarkederne kan fungere effektivt, og som et middel til at forbedre den økonomiske vækst og konkurrenceevnen i EU; erkender behovet for en modernisering af direktiv 2005/36/EF, der skal sikre et klart og styrket retsgrundlag;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme mobiliteten blandt erhvervsudøvere yderligere; mener, at det relativt lave antal mobile erhvervsudøvere giver anledning til bekymring, og foreslår, at der udarbejdes strategier til at takle dette problem; understreger resultatet af den seneste Eurobarometer-undersøgelse, som viser, at mere end 50 % af de unge i Europa er villige til eller endog ivrige efter at arbejde i udlandet (8);

4.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme kendskabet til fordelene ved direktivet blandt deres borgere og erhvervsudøvere;

5.

mener, at dialogen mellem aktørerne med henblik på en regelmæssig ajourføring af kravene til grunduddannelse, anerkendelse af erfaring og løbende faglig udvikling spiller en væsentlig rolle for harmoniseringen af uddannelserne; mener imidlertid ikke, at problemet med de uddannelsesmæssige forskelle vil kunne løses på en klar og tilfredsstillede måde ved, at der over de nationale ordninger indføres en "28. ordning";

6.

understreger, at princippet om delvis adgang af langt størstedelen af deltagerne i Kommissionens offentlige høring betragtes som uønsket og som vanskeligt at kontrollere i praksis og derfor må tydeliggøres; understreger imidlertid, at princippet om delvis adgang vil kunne indebære fordele, men kun for de erhverv, hvor opgaverne kan adskilles klart; opfordrer til en grundig evaluering af dette princip og mener, at anvendelsen af det bør overvejes fra sag til sag, idet man udelukker de regulerede erhverv, der har konsekvenser for sundhed og sikkerhed;

7.

glæder sig over den vellykkede automatiske anerkendelsesproces; understreger imidlertid, at anerkendelsesprocessen under det generelle system baseret på erhvervserfaring er overordentlig kompliceret og tidskrævende for både de kompetente myndigheder og de personer, der udøver visse erhverv;

8.

konstaterer, idet betydningen af ordningen med forudgående anmeldelse understreges, at der blev tilkendegivet adskillige bekymringer under Kommissionens offentlige høring i 2011, og at foranstaltninger til forbedring af den midlertidige mobilitet for erhvervsudøvere derfor bør udgøre et centralt aspekt af den kommende revision af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer; ønsker en yderligere tydeliggørelse af konceptet midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser, idet det dog vil være umuligt at foretage en definition, der dækker alle erhverv, hvilket også vil underminere subsidiariteten;

9.

mener, at de kompetente myndigheder oplever problemer i forbindelse med anvendelsen af ordningen med forudgående anmeldelse, idet der ikke er nogen sammenhængende strategi for vurderingen af midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser, og idet det er yderst vanskeligt at overvåge tjenesteyderens aktiviteter på stedet; opfordrer Kommissionen til at evaluere de nugældende bestemmelser i direktivets artikel 7 og give yderligere forklaringer vedrørende retspraksis, og navnlig vedrørende erhverv, der har betydning for folkesundhed og sikkerhed; opfordrer Kommissionen til at forelægge sine konklusioner for Parlamentet;

10.

understreger, at artikel 7, stk. 4, i direktivet, som giver medlemsstaterne mulighed for forudgående at kontrollere de erhvervsmæssige kvalifikationer inden for de erhverv, som er knyttet til sundhed og sikkerhed, og som ikke allerede er omfattet af automatisk anerkendelse, betragtes som afgørende af et stort flertal af aktører; påpeger imidlertid, at medlemsstaterne for at øge gennemsigtigheden bør præcisere, hvilke erhverv de mener, har sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser;

11.

er enig med Kommissionen i, at definitionen af "lovreguleret uddannelse" er for snæver og i uønsket grad kan påvirke erhvervsudøveres midlertidige mobilitet; mener, at definitionen bør omfatte alle uddannelser, som giver mulighed for at udøve et erhverv i oprindelsesmedlemsstaten;

12.

opfordrer Kommissionen til at gøre det klart, at en anmeldelse i forbindelse med midlertidig mobilitet principielt skal være gyldig på hele en medlemsstats område, og at vurdere, om der er behov for en årlig anmeldelse;

13.

opfordrer kraftigt til, at tjenesteydere, der udelukkende leverer deres tjenesteydelser til forbrugere, som de ledsager til en anden medlemsstat, og som derfor ikke har kontakt med lokale forbrugere i værtsmedlemsstaten (f.eks. rejseledere, trænere, sundhedspersoner, der ledsager idrætsudøvere), fritages fra pligten til forudgående anmeldelse i artikel 7; går ind for dette i forbindelse med alle tjenesteydelser, som ikke vedrører folkesundhed og sikkerhed;

14.

opfordrer Kommissionen til at koordinere og konsolidere de forskellige disponible kilder til information i spørgsmål om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer - inklusive nationale kontaktpunkter og faglige organer - med webportalen Dit Europa, der henviser til de kvikskranker, der i øjeblikket findes inden for rammerne af tjenesteydelsesdirektivet; mener, at dette vil give de erhvervsudøvende adgang til en offentlig hjemmeside - på deres eget sprog - hvor de kan oploade dokumenter, få adgang til og udskrive deres erhvervspas, og erhverve ajourførte oplysninger om anerkendelsesprocessen og administrative oplysninger om de kompetente myndigheder, faglige organer og de dokumenter, der skal indgives;

15.

mener, at dialogen og udvekslingen af oplysninger inden for hvert enkelt erhverv samt samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og de nationale kontaktpunkter må forbedres, såvel i som mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at fremme netværk mellem kompetente myndigheder og faglige organer for de mest mobile erhverv med henblik på at udveksle generelle oplysninger om nationale fremgangsmåder og uddannelseskrav, udveksle bedste praksis og undersøge muligheden af et mere indgående samarbejde, f.eks. fælles platforme; mener, at de offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter bør indgå i en struktureret dialog om, hvordan man kan sikre de unge en bedre erhvervsmæssig integration;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre effektiviteten af de offentlige myndigheders formidling af oplysninger om såvel arbejdstageres rettigheder som procedurerne for anerkendelse af faglige kvalifikationer med henblik på at begrænse enhver form for afskrækkende bureaukrati, der hæmmer mobiliteten;

17.

opfordrer derfor medlemsstaterne til at anvende moderne kommunikationsteknologier, inklusive databaser og online-registreringsprocedurer, for at sikre, at de deadlines, der er fastsat under det generelle system, overholdes, og at der gøres betragtelige fremskridt, for så vidt angår adgang til information om og kendskab til procedurerne;

18.

opfordrer til, at der indføres et obligatorisk krav om, at de kompetente myndigheder leverer aktuelle kontaktoplysninger til alle andre kompetente myndigheder for de forskellige erhverv;

19.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge retningslinjer for, hvornår en person, der har indgivet en komplet sagsmappe, bør kunne forvente en afgørelse fra den kompetente myndighed; mener, at en begrænsning af denne periode gennem øget anvendelse af IMI og optimering af procedurerne også vil fremme mobiliteten; opfordrer medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at sikre anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for en rimelig frist;

20.

opfordrer medlemsstaterne, de kompetente myndigheder og Kommissionen til at sikre mere gennemsigtighed, således at ansøgere og berørte personer kan få en udtømmende forklaring på årsagerne til afslag på anerkendelse af deres eksamensbevis eller erhvervskvalifikationer;

21.

anfører, at den nuværende procedure for anmeldelse af nye eksamensbeviser er for kompleks; opfordrer Kommissionen til at forenkle anmeldelsen af nye eksamensbeviser og til at ajourføre bilag V til direktivet mere rettidigt;

22.

opfodrer medlemsstaterne, de kompetente myndigheder og Kommissionen til at sikre, at anerkendelsen af eksamensbeviser og certifikater er på niveau med anerkendelsen af erhvervskvalifikationer, således at der kan blive skabt et egentligt indre marked på europæisk og internationalt plan, og for at undgå at regulere, hvad der allerede er reguleret;

23.

understreger, at udligningsforanstaltningerne, der gør det muligt for de kompetente myndigheder at kræve en egnethedsprøve eller en prøvetid på maksimalt tre år, og som spiller en uvurderlig rolle i forbindelse med sikring af forbruger- og patientsikkerheden, bør gås efter med henblik på at vurdere, om de er hensigtsmæssige, og på at løse eksisterende problemer; kræver bedre forklaringer og en evaluering af adfærdskodeksen for at hjælpe de kompetente myndigheder;

24.

opfordrer til, at der i samarbejde med de kompetente myndigheder, faglige organer, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet udstikkes ikke-bindende EU-retningslinjer om anvendelsen af udligningsforanstaltninger;

25.

understreger, at det er særlig vanskeligt og omkostningstungt for myndighederne at kontrollere kvalifikationsniveauerne i artikel 11, og at de er meget vanskelige for borgerne at sætte sig ind i; gør opmærksom på, at de fem kvalifikationsniveauer i artikel 11 ofte fører til forveksling med de otte niveauer i den europæiske referenceramme for kvalifikationer; er enig med Kommissionen i, at en udeladelse af artikel 11 og bilag II og III vil betyde, at de kompetente myndigheder ikke længere skal tage stilling til, om en ansøger opfylder de uddannelsesmæssige krav på grundlag af forud fastlagte kvalifikationsniveauer, men kan koncentrere sig om at fastslå, om der er væsentlige uddannelsesmæssige forskelle, og om der er behov for udligningsforanstaltninger; fastslår dermed, at det vil forenkle anerkendelsesprocessen betragteligt, hvis kvalifikationsniveauerne ophæves, inklusive bilag II og III;

26.

henviser til, at der stadig er væsentlige forskelle mellem uddannelsessystemerne i medlemsstaterne; mener, at der derfor i forbindelse med krav om en minimumsvarighed af uddannelsesforløbet for bestemte uddannelser også skal medregnes de perioder, der i flerstrengede uddannelsessystemer normalt fuldføres på lærlingeuddannelsesinstitutioner;

27.

opfordrer medlemsstaterne og de kompetente myndigheder til med støtte fra Kommissionen til at iværksætte undersøgelser med henblik på at fastlægge en europæisk taksonomi for kompetencer, kvalifikationer og erhverv, der skal gøre det muligt at skabe klarhed over, om formelle kvalifikationer og erhverv omfatter de samme kompetencer og kvalifikationer i de forskellige medlemsstater og for at udvikle et europæisk analyseredskab;

28.

mener, at adfærdskodeksen bør udbredes mere for at sikre, at direktivet gennemføres mere effektivt, da dette vil fremme en ensartet fortolkning af bestemmelserne;

29.

opfordrer Kommissionen til at genindføre mekanismerne for dialog mellem medlemsstaterne, de kompetente myndigheder og de faglige organer med henblik på så regelmæssigt som muligt og i overensstemmelse med den videnskabelige og tekniske udvikling at ajourføre minimumkravene til sektorerhvervene, så de afspejler den aktuelle erhvervsmæssige praksis, at ajourføre den nuværende klassificering af de økonomiske aktiviteter baseret på erhvervserfaring, og at indføre en enkel mekanisme til løbende ajourføring af minimumskravene for uddannelse; opfordrer under hensyntagen til den fremtidige udvikling af Bologna- og Københavnprocesserne Kommissionen til at overveje indførelse af en kompetencebaseret fremgangsmåde ved at definere minimumuddannelseskrav ikke kun hvad angår varighed, men også hvad angår læringsresultaterne;

30.

opfordrer Kommissionen til ikke at opsplitte processen med modernisering af den automatiske anerkendelse, som det foreslås i grønbogen, og til at sikre, at Parlamentet får tilstrækkelig indsigt, hvis der foretages væsentlige ændringer af direktivet;

31.

glæder sig over de seneste reformer, der er gennemført som led i Bolognaprocessen, og de gavnlige virkninger af denne proces for de europæiske studerendes mobilitet og beskæftigelsesmuligheder; opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne med at gøre det europæiske meritoverførselssystem (ECTS) mere gennemsigtigt og sammenligneligt, således at ECTS kan blive et vigtigt redskab til fremme af den gensidige anerkendelse af kvalifikationer og i sidste ende mobiliteten;

32.

opfordrer Kommissionen til at overveje betydningen af standardiserede læringsresultater og kliniske kompetencer, når den fastsætter mindstekrav til uddannelse;

33.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden af at udvide anvendelsesområdet for automatisk anerkendelse yderligere i fremtiden;

34.

ønsker yderligere klarhed om den foreslåede forlængelse af varigheden af den generelle udannelse som adgangskrav til uddannelsen til sygeplejerske og jordemoder;

35.

ønsker en yderligere forklaring på den foreslåede ophævelse af artikel 21, stk. 4, i direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde en sammenligning af minimumskravene til uddannelse og til mere regelmæssigt at foretage udveksling indbyrdes og med de kompetente myndigheder med henblik på en tilnærmelse af minimumskravene til uddannelse;

37.

påpeger, at det til vurderingen af gennemførelsen af direktiv 2005/36/EF er nødvendigt at fastlægge en liste over certifikater eller andre beviser for formelle kvalifikationer, som er anerkendt i en eller flere medlemsstater, men som ikke er anerkendt i andre medlemsstater; denne liste bør også omfatte tilfælde, hvor borgere, der har erhvervet en eksamen i en anden medlemsstat end deres oprindelsesmedlemsstat, nægtes anerkendelse i deres egen medlemsstat, når de vender tilbage;

38.

understreger det store antal regulerede erhverv i Den Europæiske Union og opfordrer medlemsstaterne til at genoverveje klassificeringen af visse erhverv for at gøre det muligt at skabe klarhed over, om formelle kvalifikationer og erhverv omfatter de samme kompetencer og kvalifikationer i alle medlemsstaterne; mener, at en reduktion af det samlede antal regulerede erhverv i EU vil øge mobiliteten; mener imidlertid, at klassificering kan være velbegrundet af hensyn til forbrugerbeskyttelsen, navnlig hvad angår de sundhedsfaglige, retslige og tekniske erhverv;

39.

mener, at den mest effektive måde til at muliggøre fri bevægelighed for erhvervsudøvere vil være at begrænse antallet af regulerede erhverv i EU; opfordrer Kommissionen til i et revideret direktiv at indføje en mekanisme, med hvilken medlemsstaterne kan kontrollere deres reguleringsbestemmelser med undtagelse af dem, der vedrører sundhedserhverv, og fjerne dem, hvis de ikke er forholdsmæssige;

40.

mener, at beskyttelse af forbruger- og patientsikkerheden er et vigtigt mål i forbindelse med revisionen af direktivet, og at dette direktivs effektivitet i høj grad afhænger af, at der sikres mobilitet samtidig med sikkerhed; henleder opmærksomheden på den særlige status, som beskæftigede i sundhedssektoren har;

41.

understreger, at der har været alvorlige problemer med personer, der fortsat har praktiseret i EU, efter at de er blevet suspenderet eller frataget deres autorisation;

42.

ønsker inden for rammerne af informationssystemet for det indre marked (IMI) og for de erhvervsudøvere, der ikke allerede er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, oprettelse af en proaktiv advarselsordning, der gør det obligatorisk at udsende en advarsel til alle medlemsstater, når der er truffet regulatoriske foranstaltninger mod erhvervsudøveres autorisation eller deres ret til at levere tjenester, forudsat at dette advarselssystem ikke indeholder andre oplysninger, respekterer uskyldsformodningen og overholder de gældende databeskyttelsesbestemmelser;

43.

påpeger, at befolkningen og patienterne har brug for bedre sikkerhed for, at erhvervsudøvere i sundhedssektoren, der er blevet anerkendt, har ajourført deres kvalifikationer og viden;

44.

understreger, at aktørerne ønsker større vægt på løbende faglig udvikling, inklusive (livslang) formel, ikke-formel og uformel læring, samt på at evaluere denne; påpeger, at global konkurrence og tendensen mod videnbaserede økonomier skaber nye udfordringer i henseende til udvikling af kvalifikationer og uddannelse; opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge metoder til at dokumentere al uddannelse, f.eks. via europæiske kvalifikationspas og den europæiske referenceramme for kvalifikationer samt IMI, og til at udforme en sammenligningstabel over de forskellige ordninger for løbende faglig udvikling i medlemsstaterne; opfordrer endvidere Kommissionen til for sundhedserhvervenes vedkommende at undersøge, om udligningsforanstaltninger kan være en passende løsning på de forskellige niveauer inden for løbende faglig uddannelse i medlemsstaterne; opfordrer de kompetente myndigheder til at give oplysninger om løbende faglig udvikling under anerkendelsesprocessen, til at udveksle bedste praksis på dette område og til at udveksle oplysninger om løbende faglig udvikling, navnlig inden for de sektorer og i de medlemsstater, hvor løbende faglig udvikling er obligatorisk;

45.

understreger betydningen af, at løbende faglig uddannelse afpasses efter arbejdsmarkedets behov i de enkelte lande for dermed at sikre en bedre udnyttelse af uddannelsesressourcerne for de beskæftigede;

46.

understreger, at en udvidelse af anerkendelsesproceduren til også at omfatte kvalifikationer fra tredjelande kan medføre misbrug af systemet i form af "forum shopping" og vil være yderst farligt for de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaterne;

47.

fastholder, at evnen til at kommunikere med kolleger og patienter er afgørende for erhvervsudøvere i sundhedssektoren for at undgå farlige eller potentielt livstruende situationer;

48.

mener, at artikel 53 i direktiv 2005/36/EF, der vedrører sprogkrav, bør præciseres, da der løbende er uenighed om fortolkningen af denne bestemmelse mellem Kommissionen, Domstolen og medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at revidere sprogkravene for erhvervsudøvere inden for sundhedssektoren ved at give de kompetente myndigheder den nødvendige fleksibilitet til at fastlægge og, om nødvendigt, teste erhvervsudøvernes tekniske og sproglige kundskaber som led i anerkendelsesprocessen; mener, med forbehold for arbejdsgivernes evne til selv at dække deres behov i henseende til erhvervsudøveres sprogkundskaber i forbindelse med besættelse af en bestemt stilling, at proportionalitetsprincippet gennemgående bør anvendes, således at tests ikke bliver en yderligere hindring;

49.

mener, at sprogkundskaber er helt afgørende for at lette erhvervsudøvernes integration i et andet land, for sikring af kvaliteten af de leverede tjenester og for at beskytte forbruger- og patientsikkerheden;

50.

understreger, at erhvervsudøvere, der leverer e-sundhedsydelser, for at beskytte patienterne skal garantere de samme kvalitets- og sikkerhedsstandarder som ved levering af ikke-elektroniske sundhedsydelser; mener, at det derfor bør præciseres, at kravene i dette direktiv og om fornødent i supplerende direktiver gælder for leverandører af e-sundhedsydelser;

51.

påpeger, at udviklingen af e-sundhed og et sundhedssystem med fjernbehandling kræver, at sygeplejersker og læger efter endt uddannelse er i stand til at tage sig af patienter af forskellig nationalitet, og at det derfor vil være nødvendigt at fremme samarbejdet mellem uddannelsescentre, hospitaler og universiteter i forskellige lande, for så vidt angår de fagfolk og kandidater, der skal tage sig af patienterne via disse instrumenter;

52.

glæder sig til resultaterne af det erhvervspas-projekt, der i Krakow blev varslet på forummet for det indre marked; fastholder, at et erhvervspas skal være frivilligt, skal dokumentere uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig erfaring, og skal være forbundet med IMI-systemet; mener, at et erhvervspas vil kunne være et nyttigt redskab til at øge mobiliteten inden for visse erhverv, forenkle de administrative procedurer og øge sikkerheden; opfordrer Kommissionen til, inden noget kort indføres, at dokumentere den mulige merværdi for anerkendelsesprocessen; understreger, at ethvert kort, der indføres, skal opfylde specifikke betingelser vedrørende sikkerhed og databeskyttelse, og fastholder, at de nødvendige sikkerhedselementer mod misbrug og svindel skal være til stede;

53.

gentager, at alle medlemsstater skal have mere tillid til og tro på hinandens systemer, hvis EU skal kunne begrænse den ujævne gennemførelse og håndhævelse af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer overalt i EU 27;

54.

støtter udvidelsen af IMI til også at omfatte erhverv, der endnu ikke er omfattet af dette informationssystem, som fastsat i forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om administrativt samarbejde i informationssystemet for det indre marked (9) ("IMI"-forordningen"), og erhverv, som ikke er omfattet af direktiv 2005/36/EF;

55.

ønsker obligatorisk indførelse af IMI for kompetente myndigheder for at lette det proaktive administrative samarbejde og forenkle anerkendelsesprocedurerne; mener, at IMI kan styrkes yderligere, f.eks. ved at udvide de muligheder, der er til rådighed, for at lette de nationale myndigheders arbejde; opfordrer Kommissionen til at stille ledsagende uddannelsesforanstaltninger og tekniske støtteforanstaltninger til rådighed for at sikre, at de muligheder for effektivisering, som systemet indebærer, udnyttes fuldt ud;

56.

opfordrer til øget mobilitet for kandidater og overholdelse af afgørelsen i Morgenbesser-sagen (10); mener, at medlemsstaterne bør tilskynde til betalt arbejde under opsyn for kandidater fra andre medlemsstater, hvis deres egne statsborgere også har denne mulighed; understreger desuden, at erhvervserfaring, der er erhvervet under arbejde under opsyn, bør anerkendes i oprindelsesmedlemsstaten;

57.

understreger, at konceptet med fælles platforme, som anført i direktivets artikel 15, ikke har været vellykket, og at der i øjeblikket ikke findes sådanne platforme; mener, at disse har potentiale til at blive nyttige redskaber til fremme af mobiliteten, og at de bør defineres og kontrolleres af erhvervsudøverne selv; glæder sig over Kommissionens ønske om at forbedre dette koncept i en revideret artikel; opfordrer Kommissionen til at give medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet til at vælge, om de vil deltage i nogen fælles platform, og til at sænke tærsklen for medlemsstaternes deltagelse;

58.

mener, at indførelse af enhver form for fælles platforme bør gøres afhængig af en indre markedstest og af parlamentarisk kontrol;

59.

understreger, at dette direktiv bør integrere databeskyttelsesbestemmelserne i direktiv 95/46/EF, og at revisioner af dette direktiv også bør tage højde for udviklingen i databeskyttelsesbestemmelserne; konstaterer, at der bør være ajourførte kontaktoplysninger til rådighed for de kompetente myndigheder med ansvar for databehandling og en klar politik for lagring og anvendelse af erhvervsudøveres personoplysninger samt retningslinjer for rettelse af fejlagtige oplysninger;

60.

konstaterer, at forhandlingerne mellem EU og Schweiz har ført til en aftale om ændring af bilag III til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer med henblik på tilføjelse af direktiv 2005/36/EF; konstaterer, at der i aftalen indgår en midlertidig anvendelse af størstedelen af direktivet bortset fra afsnit II, hvilket kræver tilpasninger i Schweiz, og at Rådets afgørelse om den ovennævnte aftale bortfalder, hvis Schweiz undlader at meddele, at det har afsluttet de interne procedurer for gennemførelsen af afgørelsen senest 24 måneder efter vedtagelsen af afgørelsen; agter at følge udviklingen i denne sag nøje;

61.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle reviderede direktiver gennemføres korrekt inden for den fastsatte deadline; opfordrer medlemsstaterne til at give direktivet en passende prioritering;

62.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/25

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som indarbejdet i traktaterne ved artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (EUT),

—

der henviser til artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det hedder, at "det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne",

—

der henviser til artikel 3, stk. 3, i EUT, som forpligter EU til at arbejde for "en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten",

—

der henviser til artikel 9 i TEUF, hvori det hedder, at Unionen "ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager … hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed",

—

der henviser til artikel 11 i TEUF, hvorefter "miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling",

—

der henviser til artikel 12 i TEUF, hvorefter "forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Unionens politikker og aktiviteter",

—

der henviser til artikel 14 i TEUF og protokol nr. 26 hertil om tjenesteydelser af almindelig (økonomisk) interesse,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet med titlen "Europa 2020. En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af forordning (EF) nr. 1924/2006 og forordning (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af direktiv 87/250/EØF, 90/496/EØF, 1999/10/EF, 2000/13/EF, 2002/67/EF, 2008/5/EF og forordning (EF) nr. 608/2004 (1),

—

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 23. juni 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (2),

—

der henviser til Det Europæiske Netværk af Forbrugercentres årsrapport 2010, Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2011,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 7. april 2011 om forbrugernes indflydelse i EU (SEC(2011)0469),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 11. marts 2011 med titlen "Consumers at home in the single market", femte udgave af resultattavlen om forbrugerforhold (SEC(2011)0299),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 22. oktober 2010 med titlen "Making markets work for consumers", fjerde udgave af resultattavlen for forbrugermarkeder (SEC(2010)1257),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning) (3),

—

der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om endelig gennemførelse af det indre marked for e-handel (4),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om et mere effektivt og fair detailmarked (5),

—

der henviser til professor Mario Montis rapport af 9. maj 2010 til Kommissionen om en ny strategi for det indre marked,

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (6),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om forbrugerbeskyttelse (7),

—

der henviser til rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 2.juli 2009 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde") KOM(2009)0336,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om grænseoverskridende e-handel fra virksomhed til forbruger i EU (KOM(2009)0557),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juli 2009 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en harmoniseret metode til klassificering og indberetning af klager og forespørgsler fra forbrugere (KOM(2009)0346) og til ledsagedokumentet med udkast til Kommissionens henstilling (SEC(2009)0949),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2009 om håndhævelse af forbrugerlovgivningen (KOM(2009)0330),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked (8) og Kommissionens henstilling af 12. juli 2004 om gennemførelsen i national ret af direktiver af betydning for det indre marked (9),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF af 18. juni 2009 om sikkerhedskrav til legetøj (legetøjssikkerhedsdirektivet) (10),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter, der sigter mod at skabe et overordnet sæt regler og principper vedrørende akkreditering og markedsovervågning (11),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen "EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 - Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse" (KOM(2007)0099) og Parlamentets beslutning af 20. maj 2008 om EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 (12),

—

der henviser til beretning fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, om "Hindringer for det europæiske indre marked 2008" (13),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde") (14),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2006 om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et EF-handlingsprogram for forbrugerbeskyttelse (2007-2013) (15),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (16),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (17),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0369/2011),

A.

der henviser til, at EU-borgerne som forbrugere spiller en afgørende rolle for opnåelsen af Europa-2020 målene om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, eftersom privatforbruget genererer over halvdelen af EU's BNP;

B.

der henviser til, at 16,3 % af EU's befolkning i henhold til indekset for materielle mangler er truet af fattigdom, og at denne procentandel stiger til 17,1 % for kvinders vedkommende;

C.

der henviser til, således som det også fremgår af Eurobarometer nr. 342 fra april 2011 om forbrugernes indflydelse, at et væsentligt flertal af forbrugerne føler sig selvsikre og vidende, men en væsentlig andel af dem viser samtidig en mangel på viden om grundlæggende forbrugerlovgivning;

D.

der henviser til, at forbrugerne ikke danner én enkelt homogen gruppe, eftersom der er væsentlige forskelle mellem dem, for så vidt angår deres forbrugerkompetencer, kendskab til lovgivning, gennemslagskraft og villighed til at klage;

E.

der henviser til, at kvinder i henhold til Eurobarometer nr. 342 om forbrugernes indflydelse bruger mere tid på indkøb (3,7 timer i en typisk uge) end mænd (2,8 timer i en typisk uge);

F.

der henviser til, at forbrugere i henhold til den femte udgave af resultattavlen om forbrugerforhold fra marts 2001 stadig står over for meget forskellige vilkår i EU;

G.

henviser til forbrugernes utilfredshed med de finansielle tjenesteydelsers funktionsmåde, hvilket bl.a. skyldes dårlig rådgivning og det forhold, hvilket fremgår af resultattavlen for forbrugermarkeder, at de fleste forbrugere ikke kender deres grundlæggende rettigheder på området for finansielle tjenesteydelser, at over 98 % er ikke i stand til at vælge den mest hensigtsmæssige investeringsmulighed, og at omkostningerne herved anslås til 0,4 % af EU's BNP;

H.

understreger, at offentliggørelse af oplysninger er både vigtig og nødvendig i alle sektorer af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne; henviser til, at det i forbindelse med strategien skal erkendes, at det ikke er tilstrækkeligt at skabe konkurrencedygtige markeder, hvor forbrugerne kan træffe beslutninger i deres bedste interesse; henviser til, at det er vigtigt, oplysningerne gives på EU's officielle sprog og officielle regionale sprog, hvis denne offentliggørelse skal gøres mere effektiv;

I.

der henviser til, at grupper af personer, der er særligt sårbare på grund af psykisk, fysisk eller psykologisk svagheder, alder eller godtroenhed - som f.eks. børn, teenagere, ældre - eller som på grund af deres sociale og økonomiske situation er sårbare (som f.eks. personer med stor gæld) har brug for særlig beskyttelse;

J.

der henviser til, at EU har fastsat mål for sænkningen af CO2-emissioner og opfordret til mere bæredygtige forbrugsmønstre;

K.

der henviser til, at et indre marked, der fungerer efter hensigten, bør tilbyde forbrugerne et bredere udvalg af højkvalitetsvarer og højkvalitetstjenesteydelser til konkurrencedygtige priser og samtidig et højt niveau for forbruger- og miljøbeskyttelse;

L.

der henviser til, at det indre marked skal vokse på en sådan måde, at det ikke undergraver forbrugerbeskyttelsen, og til, at der, mens den fri bevægelighed for tjenesteydelser skal sikres, tages behørigt hensyn til beskyttelse af arbejdstagerne;

M.

der henviser til, at stærke forbrugere bedre vil være i stand til at finde de bedste priser, salgsbetingelser og den bedste kvalitet, og at de derfor vil fremme konkurrence og innovation;

N.

der henviser til de mange gavnlige virkninger for de europæiske forbrugere, som f.eks. lavere priser og et bredere udvalg af produkter og tjenesteydelser, der vil blive skabt gennem et fuldt integreret indre marked;

O.

der henviser til, at detailhandlere, således som det også fremgår af resultattavlen om forbrugerforhold fra marts 2011, mangler viden om grundlæggende forbrugerrettigheder i EU, hvilket både kan være til skade for forbrugerne og påvirke detailhandlernes vilje til at handle på tværs af grænserne;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt, at alle interessenter (herunder Kommissionen, de nationale håndhævelsesmyndigheder, forbrugerorganisationerne og den private sektor) intensiverer deres bestræbelser på at nå målsætningen om et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og en styrkelse af forbrugerne, eftersom effektiviteten af det offentliges markedsovervågning og håndhævelse er af afgørende betydning for at forhindre, at ulovlige og farlige produkters får adgang til det europæiske marked, eller sikre, at sådanne produkter fjernes fra det europæiske marked;

Q.

der henviser til, at stærk og konsekvent håndhævelse er endnu vigtigere i betragtning af den aktuelle konjunkturnedgang, eftersom krisen påvirker forbrugernes valg;

R.

der henviser til, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter skal bidrage til en mere effektiv gennemførelse og håndhævelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen ved fortsat at arbejde snævert sammen;

S.

der henviser til, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter bør beskytte borgernes sundhed og velfærd;

1.

glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at lancere en forbrugerdagsorden, og understreger behovet for, at Kommissionen foreslår en proaktiv politik for at definere intelligent regulering med det formål at opnå en sammenhængende retlig ramme; opfordrer endvidere til, at alle fremtidige forbrugerpolitiske foranstaltninger baseres på en holistisk tilgang, der placerer forbrugerne i centrum for det indre marked;

2.

understreger, at politiske prioriteter bør sammenkædes med og understøttes af statistikker fra resultattavlen om forbrugerforhold; opfordrer endvidere Kommissionen til at tage hensyn til den nylig offentliggjorte top 20 over borgeres og virksomheders største bekymringer vedrørende det indre marked og strategien for forbrugerpolitikken;

3.

glæder sig over forslaget i Kommissionens arbejdsprogram for 2012 om at gennemgå forbrugerpolitikken og den lovgivningsmæssige strategi og integrere initiativer i alle Kommissionens ansvarlige tjenestegrene; bemærker navnlig behovet for at sikre, at forbrugere i hele EU kan nyde godt af den fuldstændige beskyttelse, der følger af central lovgivning, såsom direktiverne om urimelig handelspraksis og forbrugerkredit;

4.

glæder sig over en strategisk tilgang til forbrugerbeskyttelse, der trækker på erfaringerne fra strategien 2007-2013; understreger, at der inden for rammerne af Europa 2020-strategien er behov for en bedre kobling mellem forbrugerpolitik og sociale og miljømæssige mål;

5.

understreger behovet for en korrekt gennemførelse og håndhævelse af eksisterende lovgivning (navnlig det seneste direktiv om forbrugerrettigheder), ledsaget af en hensigtsmæssig formidling af parternes rettigheder og pligter; understreger desuden behovet for at undersøge de gældende EU-bestemmelser efter vedtagelsen af direktivet om forbrugerrettigheder og planlagte nye initiativer;

6.

understreger behovet for sammenhæng i den måde, forbrugerbeskyttelsespolitikken gennemføres på, og foreslår i den forbindelse, at drøftelserne af fordelingen af dette sagsområde i Kommissionen genoptages;

7.

opfordrer Kommissionen til at sikre en bedre koordinering mellem dets forskellige politikker, som berører forbrugerne;

8.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke det internationale samarbejde og informationsudvekslingen med tredjelande på området for forbrugerbeskyttelse;

9.

henleder opmærksomheden på de talrige udfordringer for forbrugerdagsordenen, nemlig mere indflydelse til forbrugerne og mindskelse af uligheder, fremme af et bæredygtigt forbrug, begrænsning af forbrugernes eksponering for produkter, der ikke er sikre, og beskyttelse af forbrugerne og navnlig børn mod vildledende reklamer; opfordrer til, at de politiske beslutningstagere grundigt overvejer, hvorledes der kan udformes mere intelligente politikker, der sikrer forbrugerne de oplysninger, de har brug for og rent faktisk kan bruge, uden at der derved skabes øgede byrder for virksomhederne;

10.

opfordrer Kommissionen til at sikre en særlig beskyttelse for forbrugergrupper, der er særlig sårbare på grund af deres psykiske, fysiske eller psykologiske svagheder, alder eller godtroenhed, eller som på grund af deres sociale og økonomiske situation er sårbare; støtter Kommissionens arbejde vedrørende adfærdsmæssig økonomi, og finder, at det er af afgørende betydning for at sikre, at forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger er effektive i praksis;

11.

opfordrer Kommissionen til at forbedre kriterierne og forudsætningerne for at foretage flere konsekvensanalyser og i givet fald til at undersøge EU-lovgivning, som har konsekvenser for forbrugerpolitikken, samt etablere bedste praksis for medlemsstaternes korrekte gennemførelse af den gældende lovgivning;

12.

konstaterer, at der er sket en betydelig stigning i e-handelen, der nu er meget vigtig for forbrugere, da 40 % af EU-borgerne køber online; påpeger, at det er nødvendigt at øge forbrugernes og detailhandlernes tillid, navnlig til grænseoverskridende onlineindkøb og -handel, ved at sikre deres respektive rettigheder og forpligtelser på internettet;

13.

beklager den store kløft mellem niveauet i den indenlandske onlinedetailhandel og grænseoverskridende onlineindkøb; konstaterer, at 44 % af forbrugerne i henhold til forbrugerresultattavlen har udtalt, at usikkerhed om deres rettigheder afskrækkede dem fra at købe varer fra andre medlemsstater, og at en forsinket eller ingen levering og svig er de vigtigste faktorer, der er til hinder for grænseoverskridende køb; opfordrer derfor til, at EU's strategi for forbrugerpolitik understøtter vækst og innovation i detailsektoren og navnlig gennemførelsen af det digitale indre marked for at hjælpe forbrugerne i EU med grænseoverskridende handel;

14.

påpeger, at forbrugernes tillid er en drivende kraft i økonomien med hensyn til både indenlandsk og grænseoverskridende handel, hvad enten denne foregår online eller offline;

15.

understreger behovet for at orientere forbrugerne om deres rettigheder og pligter og for at sikre, at forbrugernes rettigheder respekteres i fuld udstrækning, når det gælder internetbrug og beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, samtidig med at deres personoplysninger og privatliv beskyttes;

16.

understreger, at forbrugernes personoplysninger har en væsentlig økonomisk værdi, f.eks. databaser med forbrugerprofiler med henblik på målrettet reklame; påpeger, at brugerne for det meste ikke er bevidste om værdien af de data, de frivilligt stiller til rådighed for virksomhederne; anmoder Kommissionen om at sikre en tilstrækkelig grad af konkurrence på markedet for onlinereklame og søgemaskiner og føre tilsyn med, hvordan oplysninger anvendes af de pågældende virksomheder i forhold til den gældende databeskyttelsesrammelovgivning;

17.

understreger behovet for at give forbrugerne og detailhandlerne mere gennemsigtige og sammenlignelige oplysninger, f. eks. gennem angivelse af prisen pr. enhed og korrekte og gennemsigtige websteder med prissammenligninger sammen med en effektiv mærkning af produkter;

18.

understreger betydningen af mærkning og opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at tage hensyn til forbrugernes stigende krav om f.eks. fair handel, CO-fodaftryk, mulighederne for og typer af genanvendelse samt oprindelsesmærkning;

19.

understreger behovet for at sikre alle adgang til hurtigt bredbånd og telenetværk og udbredt adgang til varer og tjenesteydelser online, ved bl.a. at fjerne distributionsbegrænsninger, takle geografisk markedssegmentering og udvikle elektroniske betalingstjenester;

20.

understreger behovet for, at forbrugerdagsordenen fokuserer på markedet for indholdet i digitale produkter, f.eks. e-bøger;

21.

understreger behovet for at styrke forbrugernes indflydelse ved at stille nyttig, målrettet og forståelig information til rådighed for dem; insisterer på, at EU og de nationale myndigheder samt forbrugerorganisationer og virksomheder øger deres bestræbelser på at forbedre forbrugeroplysningen; opfordrer Kommissionen til at foreslå "forbrugervenlig" lovgivning vedrørende det indre marked for at sikre, at forbrugerinteresserne er fuldt integrerede i det indre markeds mekanismer;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde passende støtte og kapacitetsopbygning til forbrugerorganisationer i de enkelte medlemsstater for på denne måde at styrke deres rolle og ressourcer, hvilket vil øge forbrugernes indflydelse;

23.

understreger behovet for at uddanne forbrugerne fra så tidlig en alder som muligt, således at de forstår og anvender de oplysninger, der er anført på varerne; opfordrer Kommissionen til at gøre EU-logoerne mere identificerbare og intuitive, idet de tilsyneladende stadig ikke genkendes i et tilfredsstillende omfang (jf. navnlig genkendelsesraten for CE-overensstemmelsesmærket, det europæiske miljømærke, Möbius-sløjfen for genanvendelse eller risikomærkningen);

24.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte informationskampagner i alle medlemsstaterne om den europæiske CE-betegnelse og betydningen heraf, og gøre det klart for forbrugerne, hvad den står for (og ikke står for), samt give dem flere fyldestgørende oplysninger og samtidig søge at øge bevidstheden om produktsikkerhed i fagkredse;

25.

mener, at civilsamfundet, sammen med forbrugerorganisationer og erhvervslivet bør kanalisere yderligere innovative løsninger til formidling af oplysninger om det indre marked, således at borgerne får mulighed for at drage fuld fordel af eksisterende muligheder; understreger den vigtige rolle, som civilsamfundet spiller i forbindelse med at bistå små og mellemstore virksomheder og forbrugerne, især de mest udsatte som f.eks. unge eller dem uden internetadgang, med at overvinde de eksisterende sproglige, teknologiske og administrative hindringer og restriktioner i medlemsstaterne;

26.

beklager, at det inden for visse sektorer stadigt er besværligt at skifte udbyder eller tarif, hvilket hindrer forbrugernes valgfrihed og skader konkurrencen; opfordrer Kommissionen til nærmere at undersøge dette spørgsmål for at sikre, at forbrugerne får det fulde udbytte af det indre marked;

27.

opfordrer Kommissionen til at se nærmere på de resterende hindringer for, at forbrugerne kan skifte bank, og overveje løsninger for at fjerne dem, f.eks. ved at indføre et system med nummerportabilitet for bankkonti i hele EU;

28.

understreger betydningen for forbrugerne af gennemsigtige bankgebyrer, hurtigere transaktionstider og nemmere procedurer for at flytte bankkonti;

29.

bemærker, at omkring 30 millioner europæere ikke har adgang til grundlæggende bankydelser, og opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag, som den bebudede i akten om det indre marked og i Kommissionens arbejdsprogram for 2011;

30.

fremhæver behovet for at udforme forbrugerpolitikker, der tager hensyn til sårbare forbrugergruppers særlige kendetegn;

31.

opfordrer til en eksplicit sammenkædning mellem strategien og programmet for konkurrencepolitikken og en fælles indsats for at opnå dette, så forbrugerne får en bedre service, der er bedre tilpasset deres behov og tilbydes på bedre vilkår;

32.

understreger, at der er et presserende behov for at hæve det generelle sikkerhedsniveau for forbrugerprodukter i EU, især i forbindelse med den kommende revision af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de ansvarlige EU-agenturer at se nærmere på spørgsmålene om kemikaliers indvirkning på forbrugernes helbred, antibiotisk resistens og nanoteknologi på grundlag den gældende EU-lovgivning på disse områder;

33.

understreger endvidere behovet for at højne sikkerhedsstandarderne for legetøj og opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at omsætte og gennemføre det nye legetøjsdirektiv fuldt ud;

34.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en fælles evaluerings- og mærkningsordning, som anført i Parlamentets beslutning om det indre marked for virksomheder og vækst, på grundlag af produktets fuldstændige livscyklus, særlig med henblik på at forenkle og harmonisere ordningerne og overvinde omkostningerne ved fragmentering for virksomhederne og forbrugerne samt forhindre vildledende reklame;

35.

efterlyser bedre produktsikkerhedsgarantier, navnlig inden for e-handel på det indre marked;

36.

opfordrer til, at Rapex (fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger om farer i forbindelse med anvendelse af forbrugsgoder) styrkes og gøres mere effektivt og gennemsigtigt for forbrugerne for at sikre en bedre generel bevidsthed om risiciene ved bestemte forbrugerprodukter og sætte virksomheder og toldmyndigheder i stand til at træffe hurtige og passende foranstaltninger;

37.

påpeger i den forbindelse vigtigheden af, at markederne er gennemsigtige og pålidelige, at faglige standarder forbedres, og at interessekonflikter i forbindelse med levering af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne undgås, og påpeger endvidere den finansielle uddannelses afgørende rolle;

38.

understreger vigtigheden af adgang til finansiel uddannelse og rådgivning og opfordrer til mere regulering i rådgivningssektoren;

39.

påpeger, at den nye Europæiske Tilsynsmyndighed (ESA) har udtrykkelige beføjelser i forbindelse med og et udtrykkeligt ansvar for forbrugerbeskyttelse inden for finansielle tjenesteydelser, og forventer, at strategien afspejler dette og styrker ESA's muligheder for at beskytte forbrugerne, idet der tages udgangspunkt i de nationale myndigheders eksisterende bedste praksis og sikres tilstrækkelig inddragelse af de interesserede parter, herunder navnlig forbrugerrepræsentanter;

40.

kræver et højt niveau af forbrugerbeskyttelse i hele EU, for at det indre marked kan styrkes yderligere på området for finansielle tjenesteydelser, og protektionistisk praksis bekæmpes;

41.

efterlyser målrettet støtte, der bør tildeles forbrugerforskningsprojekter, især inden for forbrugeradfærd og indsamling af data, med henblik på at bidrage til at udforme politikker, der imødekommer forbrugernes behov;

42.

foreslår at udvide den europæiske støtte til forskning inden for nye sektorer, som f.eks. grønt og etisk forbrug, og til fælles udnyttelse af daglige forbrugsgoder (biler, cykler, elektriske husholdningsapparater m.m.);

43.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde om spørgsmål vedrørende salg af varer og uretfærdige aftalevilkår, revision af bestemmelserne om urimelig handelspraksis, forbrugerkreditdirektivet og direktivet om vildledende reklame, og det bredere spørgsmål om, hvorvidt bestemmelserne om urimelig handelspraksis også skal finde anvendelse på forbindelserne mellem virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre reglerne og lovgivningen om det indre marked fuldt ud og korrekt, særlig direktivet om forbrugerrettigheder, direktivet om elektronisk handel og forordningen om fødevareinformation til forbrugerne;

44.

opfordrer Kommissionen til i forbrugerdagsordenen at belyse betydningen af standardisering med henblik på at forenkle komplekse processer og komplekse forbrugeroplysninger om f.eks. tjenesteydelser, og at sikre, at både forbrugerorganisationerne og de nationale myndigheder inddrages i dette vigtige arbejde;

45.

opfordrer Kommissionen til at medtage et punkt om forbrugeradgang i forbrugerdagsordenen for at sikre, at udsatte grupper får adgang til de basale varer og tjenesteydelser, som de har brug for; påpeger, at dette klart vil vise forbrugerpolitikkens sociale dimension;

46.

påpeger, at ældre og handicappede stadig står over for sikkerheds- og adgangsproblemer i forbindelse med standardvarer og -tjenesteydelser; påpeger i den forbindelse, at standarder med fordel kan bruges til at gøre varer og tjenesteydelser tilgængelige for så mange forbrugere som muligt, uanset alder eller førlighed;

47.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til kønsperspektivet i forbrugerdagsordenen i overensstemmelse med sit tilsagn om at gennemføre kønsaspektet som en integreret del af sin politik; opfordrer Kommissionen til at sikre, at forbrugerdagsordenen udelukker enhver form for diskrimination på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser;

48.

opfordrer Kommissionen til at tage fat på spørgsmålet om, hvorledes det private forbrug kan blive mere bæredygtigt med henblik på at fremme innovation, økonomisk vækst og en lavemissionsøkonomi i tråd med målsætningerne i Europa 2020-strategien; mener, at der bør lægges særlig vægt på intelligente energisystemer; understreger, at anvendelsen af nye teknologier bør gøre det muligt for alle brugere af nettet at deltage i det indre marked for energi med henblik på at spare energi og nedbringe eller dæmpe energiudgifterne, samtidig med at energiforsyningen til sårbare forbrugere sikres;

49.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de interesserede parter til at koordinere deres indsats for bedre at informere forbrugerne om mere effektive måder at købe og forbruge fødevarer på, med henblik på at forebygge og bekæmpe fødevarespild;

50.

understreger betydningen af en evaluering af konsekvenserne af liberaliseringen for forbrugernes tilfredshed og opfordrer i den forbindelse til en evaluering af, hvordan energimarkedet fungerer;

51.

opfordrer Kommissionen til yderligere at støtte og oplyse om netværket af europæiske forbrugercentre (ECC-netværket), som bør spille en central rolle i at informere forbrugerne om deres rettigheder og støtte dem i tilfælde af en klage; understreger den centrale rolle, som den grænseoverskridende retshåndhævelse og netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC-netværket) har med henblik på at sikre, at forbrugerbeskyttelseslovgivning håndhæves korrekt, og at samarbejdet mellem de kompetente nationale myndigheder fremmes;

52.

opfordrer Kommissionen til at anvende samtlige beføjelser, som den har i medfør af traktaterne, til at forbedre gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelse af al forbrugerrelateret EU-lovgivning; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af bestemmelserne i denne lovgivning;

53.

efterlyser mere tilgængelige og mere effektive klagemekanismer som f.eks. alternativ tvistbilæggelse, kollektive søgsmål eller onlinetvistbilæggelse for at øge forbrugernes indflydelse i hele EU; konstaterer med bekymring, at den nuværende mangel på erstatning er et stort smuthul i lovgivningssystemet, eftersom det gør det muligt for erhvervsdrivende at tilbageholde ulovlig fortjeneste;

54.

opfordrer til tilgængelige og effektive klageordninger for de europæiske forbrugere, hvilket er af afgørende betydning for fjernelsen af hindringer i det indre marked, navnlig med henblik på e-handel, og anmoder Kommissionen om at fremlægge et eller flere forslag efter den almindelige lovgivningsprocedure for at sikre Europa-Parlamentets deltagelse;

55.

glæder sig over det igangværende arbejde med at udvikle en europæisk ordning for alternativ tvistbilæggelse ved at anvende nationale systemer og virksomhedssystemer for derigennem at kombinere et højt forbrugerbeskyttelsesniveau med rimelige handelsbetingelser for erhvervsdrivende;

56.

opfordrer Kommissionen til at anvende bedste praksis i medlemsstaterne som f.eks. den nordiske ombudsmandsmodel og overveje at give Nettet af Europæiske Forbrugercentre retlig kompetence til at løse forbrugertvister;

57.

mener, at en sådan ordning vil styrke det indre marked og føre til et retfærdigt system, der giver forbrugerne klageadgang i grænseoverskridende tvister, og som opbygger tilliden mellem forbrugeren og erhvervslivet og forhindrer dyre retssager for både erhvervslivet og forbrugerne;

58.

opfordrer Kommissionen til at indlede en interinstitutionel debat om den rette vej fremad for yderligere at styrke retsbeskyttelsen af forbrugerne i forbindelse med deres markedstransaktioner under behørig hensyntagen til den metode, der er fastsat i direktivet om forbrugerrettigheder;

59.

understreger behovet for, at den flerårige finansielle ramme for årene efter 2013 indeholder tilstrækkelige bevillinger til gennemførelsen af den målsætning, der er indeholdt i denne beslutning og i den kommende forbrugerdagsorden; påpeger, at forbrugerorganisationers mulighed for at repræsentere forbrugerne i alle EU-medlemsstater kræver en tilstrækkelig og garanteret finansiering fra EU's side;

60.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/35

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. marts 2011"Grønbog om onlinespil i det indre marked" (KOM(2011)0128),

—

der henviser til artikel 51, 52 og 56, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til den protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som er knyttet til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til EU-Domstolens hertil hørende retspraksis (1),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 og statusrapporterne fra det franske, svenske, spanske og ungarske formandskab om rammen for spil og væddemål i EU’s medlemsstater,

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om onlinespils integritet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 8. maj 2008 om hvidbogen om sport (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2011 med titlen "Bekæmpelse af korruption i EU" (KOM(2011)0308),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 med titlen "Udvikling af sportens europæiske dimension" (KOM(2011)0012),

—

der henviser til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (10),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (11),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel i det indre marked (12),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Retsudvalget (A7-0342/2011),

A.

der henviser til, at sektoren for onlinespil er stadigt stigende, og at denne vækst i vidt omfang ikke kontrolleres af de nationale regeringer for de borgere, som disse spilletjenester leveres til, samt at den er forskellig fra andre markeder på grund af de involverede risici, for så vidt angår forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet;

B.

der henviser til, at der i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet ikke findes nogen specifik europæisk retsakt om regulering af onlinespil på internettet;

C.

der henviser til, at spilletjenester er underlagt en række EU-retsakter, som f.eks. direktivet om audiovisuelle medier, direktivet om illoyal handelspraksis, fjernsalgsdirektivet, direktivet om hvidvaskning af penge, databeskyttelsesdirektivet, direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation og direktivet om det fælles merværdiafgiftssystem;

D.

der henviser til, at spillesektoren er reguleret forskelligt i de forskellige medlemsstater, og at dette ikke blot gør det vanskeligt for de regulerede udbydere at udbyde lovlige spilletjenester på tværs af landegrænserne, men også for de regulerende myndigheder at beskytte forbrugerne og bekæmpe ulovlige omline-spil og den dermed forbundne mulige kriminalitet på EU-plan;

E.

der henviser til, at merværdien ved en fælles europæisk model for bekæmpelse af kriminalitet og svig er betydelig, navnlig med sigte på at bevare sportens integritet og beskytte spillere og forbrugere;

F.

der henviser til, at artikel 56 i TEUF garanterer fri udveksling af tjenesteydelser, men at onlinespil på grund af deres særlige art blev undtaget fra e-handels-, tjenesteydelses- og forbrugerrettighedsdirektivet;

G.

der henviser til, at der, selv om EU-Domstolen har afklaret en række vigtige spørgsmål vedrørende onlinespil i EU, stadig hersker retsusikkerhed med hensyn til en række andre spørgsmål, som kun kan løses på politisk niveau; der henviser til, at denne retsusikkerhed har ført til en betydelig stigning i antallet af ulovlige spilletilbud og de dermed forbundne store risici;

H.

der henviser til, at onlinespil, hvis de ikke reguleres tilstrækkeligt, rummer en større fare for afhængighed end traditionelle, fysiske spil med direkte kontakt, hvilket bl.a. skyldes lettere adgang og mangel på social kontrol;

I.

der henviser til, at forbrugerne skal oplyses om de mulige skadevirkninger af onlinespil og beskyttes mod farerne på dette område, navnlig ludomani, svig, svindel og mindreåriges spil;

J.

der henviser til, at spil er en betydelig indtægtskilde, som de fleste medlemsstater anvender til almennyttige og velgørende formål, som for eksempel sport;

K.

der henviser til, at det er absolut nødvendigt at sikre sportens integritet ved at intensivere bekæmpelsen af korruption og aftalt spil;

L.

der henviser til, at det for at nå disse mål er vigtigt at indføre mekanismer til på EU-niveau at kontrollere sportskonkurrencer og finansielle strømme, sammen med fælles tilsynsmekanismer;

M.

der henviser til, at samarbejde på internationalt niveau mellem alle interessenter (institutioner, sportsorganisationer og væddemålsoperatører) også er vigtigt for at samle god praksis;

1.

glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at iværksætte offentlige høringer i forbindelse med sin grønbog om onlinevæddemål og -spil, hvilket vil gøre det lettere at se pragmatisk og realistisk på fremtiden for denne sektor i Europa;

2.

glæder sig over Kommissionens præcisering af, at hensigten med den politiske proces, som indledes med grønbogen, på ingen måde er at deregulere eller liberalisere onlinespil;

3.

minder om den stigende økonomiske betydning af sektoren for onlinespilletjenester, hvis årlige indtægter i 2008 beløb sig til over 6 mia. EUR, hvilket svarer til 45 % af verdensmarkedet; mener ligesom EU-Domstolen, at der er tale om en økonomisk aktivitet af særlig karakter; minder om, at denne stigning også medfører stigende omkostninger for samfundet som følge af ludomani og ulovlige metoder;

4.

mener, at en effektiv regulering af markedet for onlinespil navnlig bør:

5.

mener, at en sådan lovgivning har potentiale til at sikre, at sportskonkurrencer er attraktive for forbrugerne og offentligheden, at sportsresultaterne er troværdige, og at konkurrencerne bevarer deres prestige;

6.

understreger EU-Domstolens synspunkt (13) om, at internettet blot er en kanal til at udbyde spil med sofistikerede teknologier, som kan anvendes til at beskytte offentligheden og opretholde den offentlige orden, men at dette dog ikke påvirker medlemsstaternes beføjelse til at fastsætte deres specifikke regulatoriske model for onelinespil og til at begrænse eller udelukke udbud af visse tjenester til deres forbrugere;

7.

understreger, at enhver regulering af spillesektoren er underlagt og skal understøttes af nærhedsprincippet på baggrund af de forskellige traditioner og kulturer i medlemsstaterne, hvilket skal opfattes som "aktiv subsidiaritet" i form af et samarbejde mellem de nationale forvaltninger; mener imidlertid, at dette princip medfører overholdelse af bestemmelserne på det indre marked, i den udstrækning disse kan anvendes i overensstemmelse med Domstolens praksis vedrørende spil;

8.

mener, at et attraktivt, velreguleret udbud af spilletjenester, både på internettet og via traditionelle fysiske spillekanaler, er nødvendigt for at sikre, at forbrugerne ikke benytter operatører, som ikke opfylder nationale licenskrav;

9.

afviser derfor en europæisk retsakt om fælles regulering af hele spillemarkedet, men mener dog, at et fælles europæisk initiativ på visse områder som supplement til den nationale regulering vil give en klar merværdi på grund af spilletjenesternes grænseoverskridende karakter;

10.

anerkender medlemsstaternes ret til at beslutte, hvordan spil skal organiseres under overholdelse af de grundlæggende principper i EU-traktaten om ikke-diskriminering og proportionalitet; respekterer i denne forbindelse en række medlemsstaters beslutning om at forbyde alle eller bestemte typer af onlinespil eller at bevare det offentlige monopol i denne sektor i overensstemmelse med Domstolens praksis, når de blot vedtager en sammenhængende tilgang;

11.

påpeger, at Domstolen i en række afgørelser har accepteret, at tildeling af eksklusive rettigheder til en enkelt operatør under tæt myndighedskontrol kan være et middel til at forbedre beskyttelsen af forbrugerne mod svig og bekæmpe kriminalitet inden for onlinespillesektoren mere effektivt;

12.

påpeger, at der ved onlinespil er tale om en økonomisk virksomhed af særlig art, som ikke ubetinget kan være omfattet af reglerne om det indre marked, navnlig om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser; anerkender imidlertid Domstolens faste praksis, der understreger, at nationale kontroller bør vedtages og anvendes på en konsistent, forholdsmæssig og ikke-diskriminerende måde;

13.

understreger dels, at udbydere af onlinespil til enhver tid skal efterleve den nationale lovgivning i de lande, hvor de pågældende spil udbydes, og dels, at medlemsstaterne bevarer retten til at træffe foranstaltninger for at kunne gribe ind over for ulovlige onlinespil med det formål at håndhæve national lovgivning og spærre adgangen til markedet for ulovlige spil;

14.

mener, at princippet om gensidig anerkendelse af licenser ikke finder anvendelse i spillesektoren, men kræver i overensstemmelse med principperne for det indre marked dog, at medlemsstater, der åbner sektoren for onlinespil for konkurrence for alle eller visse typer af spil, sikrer gennemskuelighed og muliggør ikke-diskriminatorisk konkurrence; foreslår i denne forbindelse, at medlemsstaterne indfører en licensmodel, der gør det muligt for de europæiske udbydere af spil, der opfylder værtsmedlemsstatens betingelser, at ansøge om en licens; mener, at procedurer til ansøgning om licens, der reducerer de administrative byrder ved at undgå den unødvendige duplikering af krav og kontroller udført i andre medlemsstater, kan gennemføres i de medlemsstater, der har indført et licenssystem, idet det sikres, at tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgningen er indgivet, spiller en styrende rolle; mener derfor, at den gensidige tillid blandt de nationale tilsynsmyndigheder skal forbedres gennem et tættere administrativt samarbejde; respekterer medlemsstaternes afgørelse om at fastlægge antallet af udbydere samt af typer og mængder af spil, der udbydes for at beskytte forbrugerne og hindre kriminalitet, forudsat at disse begrænsninger er proportionale og afspejler et ønske om at begrænse aktiviteterne i denne sektor på konsistens og systematisk vis;

15.

opfordrer - i overensstemmelse med princippet om "aktiv subsidiaritet" - Kommissionen til at undersøge alle mulige redskaber og foranstaltninger, der på EU-plan sigter mod at beskytte sårbare forbrugere, hindre ludomani og bekæmpe ulovlige udbydere af spil, herunder et formaliseret samarbejde mellem de nationale regulerende myndigheder, fælles standarder for udbydere og et rammedirektiv; mener, at en fælles europæisk adfærdskodeks for onlinespil, aftalt mellem regulerende myndigheder og udbyderne, vil kunne være et første skridt;

16.

mener, at en fælles europæisk adfærdskodeks for onlinespil bør omhandle både udbydernes og forbrugernes rettigheder og forpligtelser; mener, at denne adfærdskodeks bør bidrage til at sikre ansvarlige spil, et højt beskyttelsesniveau for spillerne, navnlig for mindreårige og andre sårbare personer, støtte mekanismer til bekæmpelse af internetkriminalitet, svig og vildledende reklame både på EU-niveau og nationalt og i sidste ende skabe en ramme af principper og regler, som sikrer, at forbrugerne er ens beskyttet i hele EU;

17.

understreger, at medlemsstaterne bør gøre mere for at hindre ulovlige spiludbydere i at tilbyde deres tjenester online, f.eks. ved at sortliste ulovlige spiludbydere; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at forelægge retligt bindende instrumenter, der forpligter banker, kreditkortselskaber og andre udbydere af betalingssystemer i EU til, på grundlag af nationale sorte lister, at blokere transaktioner mellem deres kunder og spiludbydere, der ikke har licens på deres retsområde, men uden at hindre lovlige transaktioner;

18.

respekterer medlemsstaternes ret til at anvende en bred vifte af repressive foranstaltninger mod ulovlige onlinespilletilbud; støtter, at der for at gøre bekæmpelsen af disse ulovlige udbud mere effektiv indføres et reguleringsprincip, hvorefter en spiloperatør kun kan virke (eller søge om den obligatoriske statslige licens) i en medlemsstat, hvis den pågældende ikke virker i strid med loven i nogen medlemsstat;

19.

opfordrer Kommissionen, som "traktaternes vogter", og medlemsstaterne til fortsat at udføre effektive at kontroller af, at EU-retten overholdes;

20.

konstaterer, at der kunne være gjort større fremskridt i de traktatbrudssager, der har været under behandling, siden 2008, og at ingen medlemsstater hidtil er blevet indbragt for EU-Domstolen; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte undersøgelsen af eventuelle uoverensstemmelser mellem medlemsstaternes lovgivning om spil (offline og online) og TEUF og om nødvendigt fortsætte de traktatbrudsprocedurer, der har verseret siden 2008, for at sikre sådan overensstemmelse; minder Kommissionen om, at den som "traktaternes vogter" har pligt til at handle hurtigt, når den modtager klager over overtrædelser af frihedsrettighederne i traktaterne;

21.

mener, at samarbejdet mellem de nationale reguleringsmyndigheder skal udvides betragteligt, idet disse tildeles tilstrækkelige beføjelser og med Kommissionen som koordinator, med henblik på at udvikle fælles standarder og gennemføre fælles aktioner mod udbydere af onlinespil, som virker uden den krævede nationale licens; fastslår, at rent nationale løsninger ikke er tilstrækkelige til at identificere sortlistede spillere og bekæmpe hvidvaskning af penge, svindel og andre, ofte organiserede kriminalitetsformer; i denne forbindelse: mener, at det vil være nødvendigt at etablere en regulerende myndighed med passende beføjelser i hver medlemsstat for at opnå et mere effektivt reguleringsmæssigt samarbejde; mener, at informationssystemet for det indre marked vil kunne tjene som grundlag for et mere effektivt samarbejde mellem de nationale reguleringsmyndigheder; noterer sig de nationale reguleringsmyndigheders initiativer med sigte på et tættere samarbejde, f.eks. GREF-netværket (Gaming Regulators European Forum) og "European Regulatory Platform"; opfordrer til tættere samarbejde og bedre koordination mellem EU's medlemsstater, Europol og Eurojust i bekæmpelsen af ulovligt spil, svig, hvidvaskning af penge og andre finansielle forbrydelser I forbindelse med onlinespil;

22.

mener, at forskellige former for onlinespil - f.eks. hurtige interaktive hasardspil, som afvikles med sekundfrekvens, væddemål og lottospil med ugentlige trækninger - er meget forskellige fra hinanden og derfor kræver forskellige løsninger, eftersom mulighederne for svindel er større inden for nogle spilformer end andre; bemærker navnlig, at mulighederne for hvidvaskning af penge afhænger af identifikationens pålidelighed, spiltypen og de anvendte betalingsformer, hvorfor det for nogle spilformer er nødvendigt at overvåge spilafviklingen i realtid og at føre en skrappere kontrol end det er tilfældet med andre spilformer;

23.

understreger, at det er nødvendigt at overveje beskyttelse af de konti, som kunderne åbner for at kunne spille online, for det tilfælde, at tjenesteudbyderen bliver insolvent; foreslår derfor, at enhver fremtidig lovgivning skal tilstræbe at beskytte indsatserne i tilfælde, hvor spillewebsteder pålægges bøder, eller der indledes retsforfølgelse af dem;

24.

opfordrer Kommissionen til at hjælpe forbrugere, der er ofre for ulovlige metoder, og tilbyde dem juridisk bistand;

25.

anbefaler indførelse af fælles europæiske mindstestandarder for elektronisk identifikation; mener, at registreringen bør gennemføres på en sådan måde, at spillernes identitet fastslås, og det samtidig sikres, at spillerne råder over højst en spillekonto pr. spilleselskab; understreger, at solide registrerings- og verifikationssystemer er centrale redskaber til at forhindre svindel med onlinespil, f.eks. pengehvidvaskning;

26.

Mener, at EU for effektivt at beskytte forbrugerne, navnlig sårbare og unge spillere, mod onlinespillenes negative konsekvenser bør vedtage fælles standarder for forbrugerbeskyttelse; understreger i denne forbindelse, at kontrol- og beskyttelsesprocesserne skal være etableret, inden der indledes nogen form for spilleaktiviteter, og bl.a. vil kunne omfatte aldersverifikation, begrænsninger for elektronisk betaling og overførsler af beløb mellem spillerkonti samt et krav om, at udbyderne på deres spilleplatforme skal anføre oplysninger om lovpligtig alder, risikoadfærd, ludomani og nationale kontaktsteder;

27.

opfordrer til, at der anvendes effektive metoder til at håndtere problematisk spilleadfærd, bl.a. ved hjælp af spilleforbud og obligatoriske grænser for udgifterne i en vis periode, om end fastsat af spilleren selv; understreger, at det, hvis en udgiftsgrænse kan hæves, skal ske med en tidsforsinkelse, før det kan træde i kraft;

28.

understreger, at afhængighed af hasardspil er en patologisk spilleadfærd, hvis udbredelse menes at nå op på 2 % af befolkningen i nogle lande; ønsker derfor, at der foretages en undersøgelse af udbredelsen af spilleafhængighed i EU's medlemsstater som grundlag for en samlet strategi til beskyttelse af forbrugerne mod denne form for afhængighed; mener, at der, så snart der er åbnet en spillerkonto, bør tilbydes udtømmende og sandfærdig information om hasardspil, ansvarlig spilleadfærd og mulighederne for behandling mod spilafhængighed;

29.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på allerede gennemførte undersøgelser på dette område, at fokusere på forskning i forekomst, udvikling og behandling af ludomani og indsamle og offentliggøre statistiske data om alle (online- og offline-) spillemarkederne og om ludomani med henblik på at samle omfattende data om hele spillemarkedet i EU; understreger behovet for statistikker fra uafhængige kilder navnlig vedrørende ludomani;

30.

opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af et netværk af nationale organisationer, som beskæftiger sig med ludomaner, for at muliggøre en udveksling af erfaringer og bedste praksis;

31.

konstaterer, at spillesektoren ifølge en for nylig offentliggjort undersøgelse (14) blev udpeget som den sektor, hvor der hyppigst savnes en mekanisme til alternativ tvistbilæggelse; foreslår derfor, at de nationale reguleringsinstanser skal kunne oprette mekanismer til alternativ tvistbilæggelse i onlinespillesektoren;

32.

konstaterer, at risikoen for svindel i sportskampe - selv om den har været til stede fra begyndelsen - er øget efter at onlinespilsektoren er kommet til og derfor udgør en risiko for sportens integritet; mener derfor, at der bør udvikles en fælles definition af svindel og snyd i forbindelse med sportskampe og at svindel i forbindelse med væddemål bør gøres strafbart i hele Europa;

33.

ønsker instrumenter, som kan øge det grænseoverskridende politi- og retssamarbejde, og som omfatter alle medlemsstaternes kompetente myndigheder for forebyggelse, opdagelse og efterforskning af aftalt spil i forbindelse med sportsvæddemål; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at overveje særlige retsforfølgningstjenester med særligt ansvar for at efterforske tilfælde af aftalt spil; ønsker en ramme for samarbejdet med arrangører af sportskonkurrencer med henblik på at lette udveksling af oplysninger mellem sportens disciplinære organer og staternes efterforsknings- og påtalemyndigheder, f.eks. ved at oprette særlige nationale netværk og kontaktpunkter til at tage sig at tilfælde af aftalt spil; dette bør, hvor det er hensigtsmæssigt, ske i samarbejde med spiludbyderne;

34.

mener derfor, at der bør indføres en fælles definition af svindel i forbindelse med sport på europæisk niveau, som bør inkluderes i alle medlemsstaternes straffelove;

35.

udtrykker sin bekymring over forbindelserne mellem kriminelle organisationer og udviklingen af aftalt spil i forbindelse med onlinevæddemål, hvor overskuddet anvendes til andre kriminelle aktiviteter;

36.

konstaterer, at flere europæiske lande allerede har vedtaget streng lovgivning mod hvidvaskning af penge gennem sportsvæddemål, svig inden for sport (som klassificeres som en specifik straffelovsovertrædelse) og interessekonflikter mellem væddemålsoperatører og sportsklubber, hold eller aktive atleter;

37.

konstaterer, at onlineoperatører med licens i EU allerede spiller en rolle i forbindelse med udpegning af potentielle tilfælde af korruption inden for sporten;

38.

understreger betydningen af uddannelse for beskyttelse af integriteten inden for sporten; opfordrer medlemsstaterne og sportsorganisationerne til i passende grad at oplyse og uddanne sportsfolk og forbrugere allerede i en ung alder og på alle niveauer (både amatører og professionelle);

39.

er opmærksom på den særlige betydning af det bidrag, som indtægterne fra spil yder til finansiering af alle niveauer inden for professionel sport og amatørsport i medlemsstaterne, inklusive foranstaltninger til at sikre sportskonkurrencernes integritet mod manipulation; anmoder Kommissionen om, idet den respekterer praksis i medlemsstaterne, at overveje alternative finansieringsmåder, hvorpå indtægter fra sportsvæddemål rutinemæssigt kan blive brugt til at beskytte sportskonkurrencers integritet mod manipulerende væddemål, og om samtidig at sikre, at ingen finansieringsmekanisme fører til en situation, som kun nogle få professionelle sportsgrene, der i vidt omfang transmitteres i tv, drager fordel af, mens andre sportsgrene, især breddeidrætten, oplever, at finansieringen fra sportsvæddemål mindskes;

40.

gentager sin holdning, at sportsvæddemål er en kommerciel udnyttelse af sportskonkurrencer; anbefaler, at sportskonkurrencer beskyttes mod al uautoriseret kommerciel udnyttelse, navnlig ved at anerkende sportsorganisationernes ejendomsret til de konkurrencer, de organiserer, ikke kun for at sikre et fair økonomisk afkast til gavn for alle sportens niveauer, professionelle som amatører, men også som et middel til at styrke bekæmpelsen af svindel inden for sport, især aftalt spil;

41.

understreger, at det vil sikre et mere afbalanceret forhold mellem arrangører af sportskonkurrencer og onlinespiloperatører, hvis der indgås retsligt bindende aftaler mellem dem;

42.

fremhæver betydningen af gennemsigtighed i sektoren for onlinespil; gør i denne forbindelse opmærksom på behovet for en årlig rapport, som bl.a. skal afdække, hvilke aktiviteter af offentlig interesse og/eller sportsbegivenheder der finansieres og/eller sponsoreres med indtægter fra spil; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for obligatorisk årlig rapportering.

43.

understreger nødvendigheden af at skabe et pålideligt alternativ til de ulovlige spiltjenester; understreger nødvendigheden af pragmatiske løsninger, for så vidt angår onlinespiludbyderes annoncering for og sponsorering af sportskonkurrencer; mener, at der bør vedtages fælles standarder for reklame, som i tilstrækkelig grad beskytter svage forbrugere, men som samtidig gør det muligt at sponsorere internationale arrangementer;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med alle sportens interessenter med henblik på at finde de egnede og nødvendige mekanismer til at bevare sportens integritet og finansieringen af breddeidrætten;

45.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/43

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i biavlssektoren (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2010 om honningbiers sundhed (KOM(2010)0714),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 17. maj 2011 om honningbiers sundhed,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. maj 2011"Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020" (KOM(2011)0244),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (2), som fastsætter de særlige bestemmelser for biavlssektoren i Den Europæiske Union,

—

der henviser til EFSA's videnskabelige rapport af 11. august 2008, og den videnskabelige rapport, der blev bestilt og vedtaget af EFSA den 3. december 2009, som begge omhandler bidødelighed og tilsyn med bier i Europa,

—

der henviser til EU-Domstolens afgørelse i sag C-442/09 (3), vedrørende mærkning af honning, der indeholder genetisk modificeret materiale,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats med henblik på bæredygtig anvendelse af pesticider (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011"EU's proteinunderskud: Hvad er løsningen på et langvarigt problem?" (6),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0359/2011),

A.

der henviser til, at biavl spiller en afgørende rolle som en økonomisk og social aktivitet for den bæredygtige udvikling i landområder og skaber beskæftigelse samt udgør en vigtig økosystemtjeneste gennem bestøvning, hvilket bidrager til en forbedring af biodiversiteten, idet den opretholder planternes genetiske diversitet;

B.

der henviser til, at biavl og biodiversitet er indbyrdes afhængige; der henviser til, at bikolonier gennem bestøvning skaber vigtige miljømæssige, økonomiske og sociale offentlige goder, og derved sikrer fødevaresikkerheden og bevarer biodiversiteten, og der henviser til, at biavlere udfører en miljømæssig tjenesteydelse af afgørende betydning ved at forvalte deres bikolonier, samtidig med at de sikrer en bæredygtig produktionsmodel i landdistrikterne; der henviser til, at biernes "trækområder", forskellige fødeområder og visse afgrøder (raps, solsikker osv.) giver bierne den rige næring, de har brug for, for at opretholde deres immunforsvar og forblive sunde;

C.

der henviser til, at der er givet udtryk for bekymring over, at der - på grund af de høje omkostninger ved at oprette en biavlervirksomhed - er færre, der går ind i branchen, hvilket medfører et underskud i det antal bistader, der er nødvendige for at bestøve afgørende landbrugsafgrøder;

D.

der henviser til, at der er konstateret et fald i antallet af bikolonier, både i EU og i andre dele af verden; der henviser til, at bestøvende arter, som bidrager til landbrugets produktivitet, er i tilbagegang; der henviser til, at i tilfælde af en markant intensivering af denne tendens vil landbrugere i både EU og andre dele af verden måske skulle skride til menneskeligt assisteret bestøvning, hvilket ville medføre en fordobling i udgifterne til bestøvning; der henviser til, at videnskab og dyrlægepraksis næppe på nuværende tidspunkt effektivt kan forbygge eller bekæmpe visse skadegørere og sygdomme som følge af utilstrækkelig forskning og udvikling af nye lægemidler i forbindelse med biers sundhed de sidste årtier, hvilket er et resultat af markedets begrænsede størrelse og dermed de store medicinalfirmaers begrænsede interesse for dette; der henviser til, at det begrænsede antal lægemidler til bekæmpelse af Varroa destructor-miden i mange tilfælde ikke længere er effektivt;

E.

der henviser til, at de enkelte bier og koloniers sundhed påvirkes af adskillige letale og subletale faktorer, hvoraf mange er forbundne; der henviser til, at det begrænsede antal markedsførte lægemidler til bekæmpelse af Varroa destructor-miden i mange tilfælde ikke længere er tilstrækkeligt effektivt på grund af fremkomsten af resistens; der henviser til, at anvendelse af pesticider, skiftende klimatiske og miljømæssige forhold, tab af plantebiodiversitet, ændringer i arealanvendelse, dårlig biavlspraksis og forekomst af invasive arter svækker koloniernes immunsystemer og favoriserer opportunistiske sygdomme; der henviser til, at honningbier kan udsættes for plantebeskyttelsesprodukter direkte og indirekte, f.eks. gennem vind, overfladevand, dråbedannelse, nektar og pollen;

F.

der henviser til, at biavlerne kan bidrage til og hjælpe med at opretholde deres biers sundhed og velbefindende, selv om kvaliteten af deres omgivelser spiller en stor rolle for, hvor vellykkede, de er;

G.

der henviser til, at begrænset brug af veterinærlægemidler og aktive stoffer samt bevarelse af et sundt koloniimmunsystem anbefales, men henviser til, at der forekommer problemer med resistens; der henviser til, at aktive stoffer og veterinærlægemidler ikke nedbrydes i biernes stofskifte, og at europæiske producenter er afhængige af ren honning af høj kvalitet uden reststoffer,

H.

der henviser til, at et stort antal europæiske biavlere er amatører og ikke professionelle biavlere;

1.

opfordrer Kommissionen til at øge niveauet for forskning i honningbiers sundhed under den næste finansielle ramme (FP8) og at fokusere på forskning i teknologiske udviklinger, sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse, især på de miljømæssige faktorers indvirkning på bikoloniernes immunsystem og deres interaktion med patalogier, på at udvikle bæredygtige landbrugsmetoder og fremme ikke-kemiske alternativer (f.eks. forebyggende landbrugsmetoder såsom vekseldrift og anvendelse af biologisk beskyttelse) og generelt yderligere at tilskynde til integreret skadedyrsbekæmpelse og udvikling af veterinærlægemidler til aktuelle smitstoffer i EU, der skader honningbierne, navnlig Varroa destructor-miden, da den er det vigtigste patogen, og nødvendiggør en bredere vifte af aktive stoffer til bekæmpning på grund af dets stærke evne til at udvikle resistens, samt at bekæmpe endoparasitter og andre opportunistiske patalogier;

2.

betragter det som vigtigt, at der træffes umiddelbare foranstaltninger for at beskytte biernes sundhed under hensyntagen til biavlens særlige karakter, de involverede parters forskellighed og principperne om proportionalitet og subsidiaritet;

3.

giver på ny udtryk for bekymring over, at øget dødelighed blandt honningbier og vilde bestøvere i Europa vil få alvorlige negative konsekvenser for landbruget, fødevareproduktionen og -sikkerheden, biodiversiteten, miljøets bæredygtighed og økosystemet, hvis der ikke tages fat på problemet;

4.

opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af passende nationale overvågningssystemer i tæt samarbejde med biavlerforeningerne og udvikle harmoniserede standarder på EU-plan, således at der kan foretages sammenligninger; understreger behovet for ensartet identificering og registrering af bistader på nationalt plan med årlig revision og ajourføring; insisterer på, at finansieringen af identificering og registrering ikke bør hentes fra eksisterende programmer til forbedring af produktionen og afsætningen af honning i Den Europæiske Union (Rådets forordning (EF) nr. 1221/97 (7));

5.

opfordrer Kommissionen til at støtte et europæisk netværk af "referencebistader" til overvågning af indvirkningen af miljømæssige forhold og af biavls- og landbrugspraksis på biers sundhed;

6.

opfordrer Kommissionen til at opstille treårsprogrammer, der er baseret på samtlige medlemsstaters oplysninger om de bistader, der rent faktisk er omfattet, og ikke på skøn;

7.

bifalder oprettelsen af EU-referencelaboratoriet for biers sundhed, der bør fokusere på aktiviteter, der ikke er dækket af eksisterende ekspertnetværk eller nationale laboratorier, og sammenfatte den overordnede viden fra deres forskning;

8.

understreger behovet for at støtte diagnoselaboratorier og afprøvning i marken på nationalt plan, og påpeger, at overlapninger i finansieringen bør undgås;

9.

opfordrer Kommissionen til at nedsætte en styringskomité, der sammen med repræsentanter for biavlssektoren skal bistå Kommissionen med at udarbejde det årlige arbejdsprogram for EU-referencelaboratoriet; beklager, at det første årlige arbejdsprogram for EU-referencelaboratoriet blev forelagt uden forudgående høring af de berørte parter;

10.

opfordrer Kommissionen til at fortsat at støtte videnskabelig forskning i honningbiers sundhed med udgangspunkt i de gode eksempler fra COST-aktionen COLOSS samt BeeDoc- og STEP-initiativerne, og til at tilskynde medlemsstaterne til at støtte videnskabelig forskning på dette område; understreger dog, at samarbejdet med biavlere og biavlerorganisationer bør styrkes;

11.

opfordrer Kommissionen til at udelukke overlapninger med hensyn til anvendelsen af ressourcer med henblik på at øge deres effektivitet ved at garantere økonomisk og økologisk merværdi for både biavlere og landbrugere; opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at øge deres finansiering af forskningsaktiviteter;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til og føre tilsyn med oprettelsen af nationale netværk til overvågning af honningydende planters fænologi;

13.

opfordrer Kommissionen til aktivt at tilskynde til en mere omfattende informationsudveksling mellem medlemsstater, laboratorier, biavlere, landbrugere, industri og forskere om økotoksikologiske undersøgelser, der påvirker honningbiers sundhed, med henblik på at muliggøre oplyste, uafhængige videnskabelige undersøgelser; opfordrer Kommissionen til at fremme denne proces ved at gøre sin relevante webside tilgængelig på de officielle sprog i de berørte medlemsstater;

14.

bifalder Kommissionens initiativ "Bedre uddannelse - større fødevaresikkerhed", men opfordrer til at programmet forlænges ud over 2011, og at antallet af deltagere fra de nationale myndigheder øges;

15.

efterlyser støtte til uddannelsesprogrammer for biavlere om sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse samt for landbrugere og skovbrugere om botanisk viden, bi-venlig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, pesticiders indvirkning og kemifrie landbrugsmetoder til at forhindre ukrudt; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med biavlerforeningerne at fremlægge retningslinjer for veterinærbehandling af stader;

16.

opfordrer medlemsstaternes myndigheder og repræsentative organisationer til at støtte udbredelsen af relevant videnskabelig og teknisk viden om biers sundhed blandt biavlere; understreger, at der er behov for en vedvarende dialog mellem biavlere, landbrugere og de relevante myndigheder;

17.

understreger behovet for at sikre en passende uddannelse for veterinærer samt at give biavlere mulighed for dyrlægekonsultation og biavlsspecialisters deltagelse i de nationale veterinære myndigheder;

18.

erkender, at udviklingen af innovative og effektive behandlinger mod Varroa-miden, som har været medvirkende til ca. 10 % af de årlige tab, er af stor betydning; mener, at der er behov for at øge støtten til godkendte veterinærbehandlinger med henblik på at begrænse sygdomme og plagers skadelige indvirkning; anmoder Kommissionen om at indføre fælles retningslinjer for veterinærbehandlinger i biavlssektoren, idet nødvendigheden af korrekt gennemførelse heraf understreges; opfordrer til, at der indføres retningslinjer for anvendelsen af molekyler og/eller formler med en grundstruktur bestående af organiske syrer, æteriske olier og andre stoffer, der er tilladt til biologisk plantebeskyttelse;

19.

opfordrer medlemsstaterne til, set i lyset af biavlssektorens bidrag til biodiversiteten og de offentlige goder i form af bestøvning, at yde finansiel støtte, især til SMV'er, til forskning, udvikling og afprøvning i marken i forbindelse med nye veterinærlægemidler til biers sundhed, under hensyntagen til de høje udgifter til dyrlægebehandling, som biavlere i øjeblikket afholder sammenlignet med de sundhedsmæssige omkostninger i andre husdyrsektorer;

20.

fremhæver behovet for at give medicinalindustrien incitamenter til at udvikle nye lægemidler, der er beregnet til at bekæmpe bisygdomme;

21.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde mere fleksible regler for tilladelse til og tilgængeligheden af veterinærlægemidler til honningbier, herunder naturlægemidler og andre lægemidler, der ikke har indvirkning på insekters sundhed; bifalder Kommissionens forslag om en revision af direktivet om veterinærmedicinske præparater, men bemærker, at den nuværende begrænsede rådighed af sådanne produkter ikke bør lægges til grund for registrering/markedsføring af antibiotika til behandling af andre opportunistiske sygdomsmanifestationer i honningbikolonier, i betragtning af deres indvirkning på kvaliteten af biavlsprodukter og resistens;

22.

glæder sig over Kommissionens forsæt om at indføre maksimalgrænseværdier for anvendelse af medicinalvarer ved brug af "kaskadeproceduren" for at fjerne den nuværende juridiske usikkerhed, som besværliggør behandlingen af syge bier;

23.

anmoder om en ændring af de lovgivningsmæssige rammer, således at Det Europæiske Lægemiddelagentur, i overensstemmelse med de intellektuelle ejendomsrettigheder, kan sikre eksklusivitet ved fremstilling og markedsføring af nye aktive stoffer inden for veterinærmedicinske produkter til honningbier i løbet af en bestemt overgangsperiode;

24.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvide EU's veterinærfonds område til at omfatte bisygdomme, næste gang fonden skal revideres;

25.

glæder sig over Kommissionens planer om at foreslå en omfattende dyresundhedslovgivning; opfordrer Kommissionen til at tilpasse anvendelsesområdet for og finansieringen af EU's veterinærpolitik til de specifikke særtræk ved bier og biavl, således at bisygdomme kan bekæmpes mere effektivt ved hjælp af tilstrækkelig adgang til virkningsfulde, standardiserede lægemidler i alle medlemsstater og finansiering af biers sundhed inden for rammerne af EU's veterinærpolitik; opfordrer Kommissionen til at sikre endnu større harmonisering blandt medlemsstater ved at koncentrere sine bestræbelser om at bekæmpe og styre varroatose i EU;

26.

støtter avlsprogrammer, der koncentrerer sig om modstandsdygtighed over for sygdomme og skadedyr, særlig hvad angår varroase;

27.

fremhæver, at EU først for nylig, med Parlamentets ihærdige medvirken, har vedtaget nye, strengere bestemmelser for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler og bæredygtig anvendelse af samme for at sikre, at de er uskadelige for mennesker og miljø; bemærker, at disse bestemmelser omfatter supplerende, strenge kriterier vedrørende biers sikkerhed; opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet underrettet om den vellykkede gennemførelse af disse nye bestemmelser;

28.

opfordrer Kommissionen til at forbedre risikovurderingsmetoden for pesticider for at beskytte koloniernes sundhed og bestandens udvikling og sikre passende adgang til resultaterne af og metoderne for de økotoksikologiske undersøgelser, som indgår i godkendelsessagerne;

29.

understreger betydningen af bæredygtigt landbrug og opfordrer medlemsstaterne til snarest muligt at gennemføre og anvende direktiv 2009/128/EF om bæredygtig anvendelse af pesticider i national ret, og navnlig artikel 14 heraf, der fremhæver, at alle landbrugere i EU vil blive pålagt at anvende integreret skadedyrsbekæmpelse fra og med 2014, og være særligt opmærksomme på, at anvendelse af disse pesticider kan have negative konsekvenser for biers og koloniers sundhed;

30.

opfordrer Kommissionen til på grundlag af pålidelige og virkningsfulde forsøg i marken med harmoniserede produkter, at overveje kronisk toksicitet, larvetoksicitet og subletal toksicitet ved risikovurdering af pesticider, som fastsat i forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, som har fundet anvendelse siden 14. juni 2011; opfordrer endvidere Kommissionen til at være særlig opmærksom på anvendelsen af specifikke pesticider, der under visse omstændigheder har haft skadelig virkning på biers og koloniers sundhed; opfordrer ligeledes Kommissionen til at styrke forskning i de mulige vekselvirkninger mellem dels stoffer og sygdomsfremkaldende stoffer, dels stoffer; noterer sig, at anvendelsesmetoder ligeledes bør overvejes;

31.

glæder sig over, at eksperter fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet foretager en uafhængig vurdering af de krav, som industrien pålægges vedrørende indsendelse af data om forskellige plantebeskyttelsesmidler;

32.

opfordrer til, med henblik på en dialog mellem biavlere, interessenter fra landbruget og offentlige myndigheder, at der oprettes et system med henblik på tilskyndelse til forudgående informering af biavlere i alle medlemsstater forud for anvendelse af pesticider, især foranstaltninger med luftbårne insekticider (f.eks. bekæmpelse af myg), og et system, der på anmodning herom giver oplysninger om placering af stader, når sådanne foranstaltninger finder sted; opfordrer endvidere til en forbedret videregivelse af oplysninger via en internetbaseret database mellem biavlere og landbrugere med hensyn til f.eks. opstilling af stader i nærheden af marker;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje, om det er nødvendigt at gøre biavl og biers sundhed til en del af landbrugsuddannelsen;

34.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre objektiv forskning i gmo-afgrøder og monokulturers negative konsekvenser for honningbiers sundhed, særligt med hensyn til EFSA-projektet fra 2009 om bidødelighed og tilsyn med bier i Europa;

35.

opfordrer Kommissionen til konstant at føre tilsyn med dyresundhedssituationen i producentlandene, at anvende de strengeste krav om dyresundhed, samt at oprette et passende overvågningssystem for plantemateriale fra tredjelande for at undgå indførelse af eksotiske bisygdomme/parasitter som f.eks Aethina tumida-biller og Tropilaelaps-mider i EU; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med biavlerforeninger at øge gennemsigtigheden vedrørende hyppigheden, procentdelen, fremgangsmåderne og frem for alt resultaterne af de kontroller, der foretages ved grænsekontrolsteder;

36.

opfordrer til at der fastsættes en midlertidig grænseværdi (referencegrundlag) på 10 ppb for veterinærlægemidler, der er godkendt i EU, set i lyset af de forskellige analysemetoder, der anvendes i de forskellige medlemsstater;

37.

anmoder Kommissionen om at lade No Action Levels eller referencegrundlag for foranstaltninger eller maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer indgå i honning og andre biavlsprodukter gældende for stoffer, der ikke kan tillades i EU's biavlssektor, og at harmonisere den veterinære grænsekontrol og kontrol på det indre marked, eftersom det, hvad honning angår, forholder sig således, at importvarer af ringe kvalitet, fortynding og surrogatvarer forvrider markedet og lægger et konstant pres på priser og den endelige kvalitet af produktet på EU's indre marked, og det er nødvendigt, at der består lige konkurrencebetingelser for varer/producenter fra EU og fra tredjelande; noterer sig, at systemet af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer skal tage hensyn til restkoncentrationer fra god veterinærpraksis;

38.

anmoder Kommissionen om at indføre eller ændre bilagene til Rådets direktiv 2001/110/EF (8) (honningdirektivet) med henblik på at forbedre standarderne for EU's produktion ved at fastsætte klare juridiske definitioner på alle biavlsprodukter, herunder honningsorter, og ved at definere de vigtige parametre for kvaliteten af honning, som f.eks. prolin- og sakkaroseindhold, lavt HMF-niveau eller fugtighed, og fortynding (f.eks. glycerinindhold, sukker-isotopforhold (C13/C14), pollenspektrum og aroma- og sukkerindhold i honning); anmoder om støtte til forskning i effektive metoder til påvisning af forfalskning af honning; opfordrer Kommissionen til at sikre tilsyn med de naturlige egenskaber ved honning, gældende både for EU-varer og varer fra tredjelande;

39.

opfordrer Kommissionen til at harmonisere reglerne for mærkning med bestemmelserne i forordningen om landbrugskvalitetsordninger og indføre obligatorisk mærkning med oprindelsesland af importerede og EU-producerede honningprodukter eller, i tilfælde af blanding af produkter med forskellig oprindelse, obligatorisk mærkning med hvert enkelt oprindelsesland;

40.

opfordrer i tråd med EU's nye kvalitetspolitik biavlerne, deres repræsentative organisationer og kommercielle virksomheder til at udnytte EU's mærkningsordninger for oprindelse (BOB og BGB) på biavlsprodukter bedre, hvilket kan gøre omkostningerne ved biavlsaktivitet mere overkommelige, og opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med biavlerforeningerne at foreslå kvalitetsbetegnelser og fremme direkte salg af biavlsprodukter på lokale markeder;

41.

opfordrer til tiltag, der skal øge forbruget af honning og andre biavlsprodukter fra EU, blandt andet ved at promovere honning med særtræk, der er typiske for bestemte varianter eller oprindelsessteder;

42.

understreger behovet for høring af biavlere fra EU's og de nationale myndigheders side under udarbejdelsen af biavlsprogrammer og lovgivning i forbindelse hermed for at sikre, at disse programmer bliver virkningsfulde og gennemføres rettidigt; opfordrer Kommissionen til at stille væsentligt større finansielle ressourcer til rådighed ved at forhøje den nuværende støtte til biavl under FLP i tiden efter 2013 og garantere den fortsatte eksistens og forbedring af de eksisterende støtteprogrammer (forordning (EF) nr. 1221/97) til biavlssektoren og fremme udviklingen af fælles projekter, og opfordrer medlemsstaterne til at yde teknisk assistance til biavlssektoren; opfordrer Kommissionen til at sikre, at samfinansieringsordningen er forenelig med indførelsen af direkte støtte under FLP's første søjle (valgfri gennemførelse, jf. FLP's nugældende artikel 68) for de medlemsstater, der finder det nødvendigt; understreger ligeledes, at det er nødvendigt at opmuntre unge biavlere til at gå ind i branchen; opfordrer Kommissionen til at skabe et sikkerhedsnet eller et fælles forsikringssystem for biavl med henblik på at mindske krisesituationers konsekvenser for biavlere;

43.

opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for rammerne af EU's nye strategi for biodiversitet at stille finansielle ressourcer til rådighed for biavl, enten ved prioritering eller ved en højere sats for alle projekter og tiltag, der er indsendt på basis af FLP, og som udelukkende vedrører underarter og økotyper af Apis mellifera hjemmehørende i hver region;

44.

opfordrer Kommissionen til i den kommende reform af FLP at afklare de støttetiltag og den bistand, der afsættes til EU's biavlssektor, under hensyntagen til de miljømæssige og sociale offentlige goder, som honningbikolonier skaber gennem bestøvning, og til de miljøfunktioner, som biavlerne udfører ved at tage sig af deres bikolonier;

45.

bemærker, at ifølge Kommissionens rapport af 28. maj 2010 er antallet af biavlere i EU steget en anelse sammenlignet med 2004; gør opmærksom på, at denne stigning ifølge rapporten udelukkende skyldes Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU, og havde det ikke været for biavlerne i disse lande, ville der være sket et betydeligt fald i antallet af biavlere i EU; anser dette som et klart udtryk for situationens alvor inden for EU's biavlssektor og for behovet for at yde bistand og træffe konkrete foranstaltninger for at holde biavlerne beskæftiget med biavl;

46.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at etablere en særlig støtteordning for biavlere inden for rammerne af den direkte støtteordning, f.eks. via bikoloni-betalinger, hvilket vil bidrage til at sikre biavlssektoren i EU, holde biavlere til faget, tilskynde unge til at blive biavlere og sikre, at bier fortsat fungerer som bestøvere;

47.

opfordrer Kommissionen til at fremme bæredygtige landbrugsmetoder i den fælles landbrugspolitik, til at tilskynde alle landbrugere til at anvende enkle landbrugsmetoder i overensstemmelse med direktiv 2009/128/EF og styrke landbrugsmiljøforanstaltninger specielt til biavlersektoren i tråd med EU's nye biodiversitetsstrategi; opfordrer medlemsstaterne til i deres programmer for udvikling af landdistrikter at træffe miljøvenlige landbrugsforanstaltninger beregnet på biavl og tilskynde landbrugerne til at anvende miljøvenlige landbrugsforanstaltninger, der støtter honningbi-venligt græsland på markbræmmer, og anvende et mere avanceret niveau af integreret produktion ved en mere helhedsbaseret indgangsvinkel til landbrug og at anvende biologiske metoder, hvor dette er muligt;

48.

bekræfter, at Kommissionen betragter honningbier som en domesticeret art og derfor som en del af husdyrsektoren, hvilket gør det lettere at træffe sundheds-, velfærds- og beskyttelsesforanstaltninger (9) og bidrager til bedre information om bevarelse af vilde bestøvere; opfordrer derfor til, at der etableres en strategi for beskyttelse af biernes sundhed, og til, at biavlersektoren indarbejdes i landbrugslovgivningen og veterinærlovgivningen under hensyn til dens særlige karakter, specielt hvad angår kompensation for biavlernes tab i deres bestande;

49.

opfordrer alle biavlssektorens interessenter til at drage fordel af de muligheder, der gives med den aktuelle fælles landbrugspolitik og den kommende reform heraf, der i behørig grad tager producentorganisationer i hele landbrugssektoren i betragtning;

50.

opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for rammerne af Rådets direktiv 92/43/EØF (10) (habitatdirektivet) at definere bevaringsstatus for arten Apis mellifera og i givet fald at inkludere den i bilagene til direktivet; opfordrer Kommissionen til i betragtning af det presserende behov for at bevare arten Apis mellifera og de forskellige underarter, der forekommer i Den Europæiske Union, at undersøge muligheden for at oprette et specifikt program eller indføre lovgivning inden for det finansielle instrument Life +, der vil gøre det muligt at etablere et pan-europæisk projekt for at genoprette vilde bestande af denne art;

51.

opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for rammerne af Rådets direktiv 92/65/EØF (11) at forbyde, i det mindste midlertidigt, indførsel fra tredjelande af levende bier og arter af slægten Bombus sp. med henblik på at forebygge indslæbning af eksotiske sygdomme, især i betragtning af at der ikke er nogen mangel på genetiske ressourcer for biavlen i Den Europæiske Union med tanke på de vigtigste underarter, hvorfra de racer og sorter, som i øjeblikket anvendes til biavl, stammer;

52.

minder om, at foranstaltninger til fremme af biodiversitet også er af vital betydning uden for landbrugssektoren; minder om, at grønne strækninger langs veje og jernbaner, skovrydninger til energitransmissionsnet og offentlige og private haver udgør et betragteligt areal, hvor rationelle fremgangsmåder i betydeligt omfang kan forøge pollen- og nektarressourcerne for bier og andre bestøvende insekter; mener, at en sådan udvikling skal fremmes i forbindelse med en harmonisk arealplanlægning, som især opretholder trafiksikkerheden;

53.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/51

—

der henviser til artikel 14 og 106 samt til protokol nr. 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 23. marts 2011 - Reform af EU's statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (KOM(2011)0146).

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 23. marts 2011 om EU's statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse siden 2005 og resultaterne af den offentlige høring herom (SEK(2011)0397),

—

der henviser til den offentlige høring, som Kommissionen afholdt i 2010 om "statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse",

—

der henviser til vejledningen af 7. december 2010 i anvendelse af Den Europæiske Unions regler om statsstøtte, offentlige indkøb og det indre marked på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig socialydelser af almen interesse (SEK(2010)1545),

—

der henviser til Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder (1),

—

der henviser til Kommissionens beslutning 2005/842/EF af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlige tjenester til visse virksomheder, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (2),

—

der henviser til rammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (3),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 19. januar 2001 om europæiske tjenesteydelser af almen interesse (4),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 26. september 1996 om europæiske tjenesteydelser af almen interesse (5),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 1. juli 2011 - Reform af EU's statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (6),

—

der henviser til udtalelse af 15. juni 2011 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om reform af EU's statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (7),

—

der henviser til Domstolens dom af 24. juli 2003 i sagen Altmark Trans GmbH og Regierungspräsidium Magdeburg mod Nahverkehrsgesellschaft Altmark GmbH (8),

—

der henviser til sine beslutninger af 5. juli 2011 om fremtiden for sociale tjenesteydelser af almen interesse (9), af 14. marts 2007 om socialydelser af almen interesse i Den Europæiske Union (10), af 27. september 2006 om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser (11), af 14. januar 2004 om grønbogen om forsyningspligtydelser (12), af 13. november 2001 om Kommissionens meddelelse om forsyningspligtsydelser i Europa (13) og af 17. december 1997 om grønbogen om forsyningspligtydelser (14),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og til udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0371/2011),

A.

der henviser til, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse indtager en fremtrædende plads i Unionens fælles værdinormer og fremmer den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed, og er således afgørende for bekæmpelsen af social ulighed og i stigende grad også for en bæredygtig udvikling;

B.

der henviser til, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse yder et væsentligt bidrag til medlemsstaternes økonomiske formåen og konkurrenceevne, og dermed tjener de ikke kun til forebyggelse og overvindelse af økonomiske kriser men bidrager også til den samlede velstand;

C.

der henviser til, at en vellykket gennemførelse af EU 2020-strategien er bedre sikret ved gode betingelser for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og der henviser til, at disse tjenesteydelser kan bidrage til, at vækstmålene for beskæftigelse, uddannelse og navnlig social integration nås, således at det høje niveau for produktivitet, beskæftigelse og social samhørighed, der er blevet fastsat, i sidste ende vil kunne opnås;

D.

der henviser til, at private virksomheders omkostningseffektive løsninger er nødvendige, idet de er i borgernes interesse og er uundværlige i betragtning af den aktuelle budgetsituation;

E.

der henviser til, at det i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse drejer sig om tjenesteydelser, som ikke altid eller kun i utilstrækkelig grad ville kunne tilbydes uden indgreb fra det offentliges side;

F.

der henviser til, at sociale tjenesteydelser af almen interesse spiller en vigtig rolle i sikringen af de grundlæggende rettigheder og bidrager væsentligt til lige muligheder;

G.

der henviser til, at den nuværende EU-lovgivning tillader fritagelse fra anmeldelseskravet for hospitaler og socialt boligbyggeri, dvs. tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til opfyldelse af grundlæggende sociale behov;

H.

der henviser til, at artikel 106 og 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde danner det retsgrundlag, i henhold til hvilket principperne og vilkårene for den måde, hvorpå tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer, navnlig de økonomiske og finansielle, fastlægges af Europa-Parlamentet og Rådet ved forordninger efter den almindelige lovgivningsprocedure, uden at det berører medlemsstaternes kompetence;

I.

der henviser til, at der med protokol nr. 26 i Lissabontraktaten fastlægges et højt niveau for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, ligebehandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder, og deres centrale rolle anerkendes klart;

J.

der henviser til, at medlemsstaterne og myndighederne har bedst mulighed for at yde deres borgere assistance, og er dermed ansvarlige for at fastsætte det nøjagtige omfang af og fremgangsmåden ved levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og at artikel 1 i protokol nr. 26 til Lissabontraktaten udtrykkeligt anerkender de regionale og lokale myndigheders skønsbeføjelse til at forvalte, udlægge og tilrettelægge disse tjenesteydelser;

K.

der henviser til, at kompensationsstøtte omfatter alle de fordele, der ydes af staten eller gennem statsmidler i enhver form;

1.

tager til efterretning, at målene i Kommissionens planlagte reform er at skabe større klarhed om anvendelsen af statsstøttereglerne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse under hensyntagen til deres forskelligartethed;

2.

Kræver, at Kommissionen fremkommer med en tydeliggørelse af forholdene mellem reglerne for det indre marked og leveringen af offentlige tjenesteydelser, og at Kommissionen sikrer anvendelsen af nærhedsprincippet ved fastsættelsen, organiseringen og finansieringen af offentlige tjenesteydelser;

3.

betoner de forbedringer, for så vidt angår anvendelse og forståelighed, der har været mulige takket være de foranstaltninger, kendt som Altmark-pakken, der blev truffet i 2005; gør opmærksom på, at offentlige høringer ikke desto mindre har vist, at retlige instrumenter skal gøres endnu klarere og mere direkte, proportionelle og virkningsfulde;

4.

fremhæver, at høringerne også har vist, at andre faktorer, foruden den administrative byrde, muligvis har modarbejdet anvendelsen af statsstøttereglerne på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, nemlig usikkerhed og misforståelser, især hvad angår en række nøglebegreber indeholdt i reglerne som f.eks. "overdragelse af opgaver", "rimelig fortjeneste", "virksomhed", "økonomiske og ikke-økonomiske tjenesteydelser" eller "relevans for det indre marked";

5.

glæder sig over Kommissionens skridt til yderligere at tydeliggøre forskellen mellem økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter, for så vidt angår tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, med henblik på at skabe større, generel juridisk sikkerhed og for at undgå, at der indbringes sager for EU-Domstolen eller at Kommissionen må påbegynde overtrædelsesprocedurer; opfordrer Kommissionen til yderligere at tydeliggøre det fjerde kriterium, som Domstolen nævnte i Altmark-dommen, og til at sikre, at metoden til udregning af rimelig fortjeneste er tilstrækkelig klar og passende for mangfoldigheden af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; opfordrer derfor Kommissionen til at undgå en lukket liste; foreslår, at Kommissionen under udførelsen heraf ikke begrænser sig til kun at gengive Domstolens retspraksis, men på grundlag af relevante kriterier hjælper til med at forstå og anvende de principper, der benyttes; anmoder Kommissionen om at beskrive sin forståelse af en ægte tjenesteydelse af almen økonomisk interesse;

6.

Er bekymret over de yderligere krav, som Kommissionen ønsker at indføre for at sikre, at udviklingen af handel ikke påvirkes i et omfang, der strider mod Unionens interesser, og mener, at de vil resultere i retsusikkerhed;

7.

understreger, at "overdragelsesakten" er en sikkerhed for gennemsigtighed, der skal bibeholdes for, at borgerne kan få bedre indsigt, men at rækkevidden af mandatet (overdragelsesakten) bør udvides, især i form af en mere fleksibel anvendelse af reglerne; opfordrer til, at det overvejes at gøre projekter med en "formålskontrakt" berettiget til en overdragelsesakt;

8.

understreger, at reformen af EU’s statsstøtteregler kun kan finde sted under hensyntagen til den særlige funktion, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har, og kun under streng overholdelse af subsidiaritetsprincippet, da de i første række påhviler medlemsstaterne og deres nationale, regionale og lokale myndigheder at tilrettelæge, levere, finansiere og organisere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i henhold til protokol nr. 26 i Lissabontraktaten, hvilket giver dem en bred handlingsmargin;

9.

understreger, at der ved gennemgangen af reglerne skal være særlig opmærksomhed om at sikre, at de anvendte Fællesskabsbegreber og -termer er klart tilpassede typen af offentlige tjenesteydelser og de meget forskelligartede typer af organisationer og interessehavere, der er involverede, og at der tages behørigt hensyn til den faktiske risiko for en indvirkning på samhandlen mellem medlemsstaterne;

10.

påpeger, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på regionalt og lokalt plan har særlige kendetegn, som ikke indvirker på konkurrencen på det indre marked, hvorfor der burde være mulighed for en forenklet og gennemsigtig procedure, som kan fremme små og mellemstore virksomheders innovation og deltagelse;

11.

støtter begrebet tærskelværdier for fritagelsen for anmeldelsespligten i forbindelse med statslig kompensation for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og den dertil knyttede mindskelse af den administrative byrde; tilskynder som følge af resultaterne af de gennemførte høringer til, at de tærskelværdier forhøjes, som er afgørende for anvendelsen af beslutningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

12.

understreger, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har en særstatus, som er anerkendt i artikel 14 i TEUF og i protokol nr. 26 til Lissabontraktaten, og anerkender de nationale, regionale og lokale myndigheders særlige rolle i denne forbindelse; understreger, at reformen af EU’s statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kun udgør en del af den nødvendige tydeliggørelse af de retlige bestemmelser, der er gældende for disse tjenesteydelser igennem en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme; bemærker, at eventuelle juridiske instrumenter skal sikre en tilfredsstillende retssikkerhed; opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2011 at forelægge en meddelelse med foranstaltninger, der sikrer, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og sociale tjenesteydelser af almen interesse har en ramme, der gør det muligt for dem at udføre deres opgaver, som den gav tilsagn om at gøre i akten for det indre marked;

13.

understreger, at de virksomheder, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, kun er underkastet bestemmelserne om forbuddet mod og kontrollen med statsstøtte, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som de nationale, regionale eller lokale myndigheder har overdraget dem; understreger i denne forbindelse, at det i artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde hedder, at Unionen og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af traktaternes anvendelsesområde sørger for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver; opfordrer derfor til, at der ved reformen af EU’s statsstøtteregler tages hensyn til begge artikler, og at der gives garanti for, at kompensationstilskud til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke medfører en voldsom byrde for de offentlige finanser eller forringet kvalitet af de leverede tjenesteydelser;

14.

finder, at det kommende forslag fra Kommissionen om 2020-projektobligationer kan og bør være en fremtrædende drivkraft i udviklingen af tjenesteydelser af almen interesse i medlemsstaterne såvel som på EU-niveau; mener, at procedurer, som er indført med dette formål for øje, bør fastsættes eksplicit i form af rammer for projektberettigelse, der skal fastlægges efter den almindelige lovgivningsprocedure;

15.

anser det for yderst vigtigt, at kompensationstilskud til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke forvrider konkurrencen eller skader andre, ikke-kompenserede virksomheder, der opererer inden for samme sektor eller markeder;

16.

gør opmærksom på, at adgangen til kompensation for nettoomkostningerne ved levering af offentlige tjenesteydelser er blandt de økonomiske og finansielle vilkår, der er nødvendige for de virksomheder, der har fået overdraget udførelsen af offentlige tjenesteydelser, for at de på korrekt vis kan udføre de specifikke opgaver, de er blevet pålagt af de offentlige myndigheder, navnlig i krisetider, hvor offentlige tjenesteydelser spiller en central rolle som en automatisk stabiliseringsfaktor, der beskytter de mest udsatte dele af befolkningen og således bidrager til at afdæmpe krisens sociale effekter;

17.

skal i denne forbindelse understrege, at udbygningen af samarbejdet mellem de offentlige myndigheder i kraft af samling af ressourcer potentielt indebærer store effektiviseringsgevinster i anvendelsen af de offentlige midler og muligheder for modernisering af de offentlige tjenester som svar på borgernes behov i lokalområdet; understregede også betydningen af grænseoverskridende samarbejde;

18.

understreger kraftigt, at de offentlige tjenesteydelser skal være af høj kvalitet og tilgængelige for alle befolkningslag; er i denne forbindelse bekymret over den restriktive holdning hos Kommissionen, som kun klassificerer statsstøtte til sociale boligselskaber som sociale tjenesteydelser af almen interesse, når ydelserne udelukkende er forbeholdt forfordelte borgere eller socialt svage grupper, da en sådan indskrænket tankegang er stik imod det primære mål med en social blanding og universel adgang;

19.

er af den opfattelse, at tjenesteydelser af god kvalitet skal være baserede på EU-borgernes menneskerettigheder; og at denne rettighedsbaserede tilgang bør styrkes;

20.

påpeger, at der er behov for betydelige investeringer for at opgradere infrastrukturen, særlig i de regioner, hvor manglen er størst og især på områderne energi, telekommunikation og offentlig transport, for at muliggøre levering af tjenesteydelser som fremtidens intelligente energi eller bredbåndstjenester;

21.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med de udgifter, der kan komme på tale til kompensation, at inddrage investeringer i den infrastruktur, som er påkrævet, hvis tjenesteydelser af almen økonomisk interesse skal fungere; minder Kommissionen om, at leveringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse sommetider er baseret på langsigtede offentlige investeringer og ikke blot på årlige driftstilskud;

22.

opfordrer Kommissionen til i forhandlinger om bilaterale handelsaftaler at acceptere offentlig levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og sociale ydelser af almen interesse i partnerlandene;

23.

glæder sig over Kommissionens hensigt i forbindelse med en stærkere diversificeret tilgang til en forenkling af anvendelsen af statsstøttereglerne på en sådan måde, at myndighedernes og tjenesteudbydernes administrative byrde står i et hensigtsmæssigt forhold til de potentielle følger af foranstaltningen for konkurrencen på det indre marked;

24.

opfordrer derfor til, at der for det første gives garanti for en korrekt anvendelse og for det andet, at de offentlige myndigheder og foretagender, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, i omfattende grad kan udføre de særlige opgaver, som de har fået overdraget; anmoder i denne sammenhæng Kommissionen om at gøre det nemmere at forstå reglerne og forudse forpligtelserne vedrørende offentlig kompensationsstøtte for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og dermed opnå større retssikkerhed for offentlige myndigheder og tjenesteudbydere;

25.

opfordrer Kommissionen til som et led i den planlagte forenkling af statsstøttereglerne at udforme bestemmelserne for kontrollen med overkompensation mere fleksibelt, navnlig på basis af præventive foranstaltninger mod overkompensation; foreslår derfor i forbindelse med flerårige kontrakter, at der kun foretages en kontrol med overkompensation ved kontraktens udløb, og i alle tilfælde mindst hvert tredje år, og at der fastlægges gennemsigtige kriterier for udregningen af kompensationsstøtte for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, idet dette vil være tids- og omkostningsbesparende både for tjenesteudbyderne og myndighederne;

26.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere hos myndigheder og tjenesteudbydere, om "Vejledning i anvendelse af Den Europæiske Unions regler om statsstøtte, offentlige indkøb og det indre marked på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig socialydelser af almen interesse" af 7. december 2010 opfylder sin funktion på effektiv vis; anmoder Kommissionen om, hvis det viser sig nødvendigt, at stille et læringsredskab til rådighed for myndigheder og tjenesteudbydere, så de få vejledning, der kan lede dem i retning af en korrekt anvendelse af disse regler;

27.

opfordrer Kommissionen til at forenkle reglerne vedrørende bemyndigelse; anmoder om, at en indkaldelse af forslag ledsaget af en målrettet kontrakt anses for at udgøre en bemyndigelse;

28.

opfordrer Kommissionen til at finde frem til en sektorspecifik de minimis-ordning for sociale tjenesteydelser af almen interesse, hvor der ikke forventes væsentlige hindringer i samhandelen mellem medlemsstaterne; foreslår derfor, at der fastsættes hensigtsmæssige, forhøjede tærskelværdier for sociale tjenesteydelser;

29.

støtter videreførelsen af den aktuelle undtagelse uden tærskelværdi gældende for hospitaler og socialt boligbyggeri; glæder sig over Kommissionens meddelelse om, at yderligere områder inden for sociale tjenesteydelser af almen interesse vil blive fritaget for anmeldelsespligten; opfordrer Kommissionen til at sikre, at kompensationsstøtte til alle tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der opfylder væsentlige sociale behov som defineret af medlemsstaterne, såsom pleje af ældre og handikappede, pleje og social inddragelse af sårbare grupper, børne- og ungdomsvelfærd, sundhedspleje og adgang til arbejdsmarkedet vil blive fritaget for anmeldelsespligten;

30.

mener, at den særlige opgave for og arten af sociale tjenesteydelser af almen interesse bør beskyttes og defineres klart; opfordrer derfor Kommissionen til at vurdere, hvad der vil være den mest effektive måde til at nå dette mål, med opmærksomhed på muligheden for sektorspecifikke regler;

31.

glæder sig over, at Kommissionen bestræber sig på i forbindelse med statsstøtte til de virksomheder, der skal udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, at finde frem til en de-minimis-regel, for så vidt som der på grund af det lokalt begrænsede aktivitetsområde kun kan forventes særdeles ringe følger for samhandelen mellem medlemsstaterne, og at der kan gives garanti for, at kompensationen kun anvendes til gennemførelsen af de pågældende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; anmoder Kommissionen om at undersøge, om også tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på kultur- og uddannelsesområdet bør medtages i en sektorspecifik ordning;

32.

opfordrer Kommissionen til at forelægge passende tærskelværdier for denne de-minimis-regel for kompensationsstøtte til foretagender, der har til opgave at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, således at disse tjenesteydelser kan behandles ved en forenklet procedure og den betydelige administrative byrde for tjenesteudbyderne i betragtelig grad kan mindskes, uden at det får en negativ effekt på det indre marked; foreslår som eventuelt udgangspunkt en kombination af kompensationens størrelse og den virksomheds omsætning, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse af de lokale myndigheder; mener desuden, at en tærskel for en periode på tre regnskabsår kan være mere passende for at sikre den nødvendige fleksibilitet;

33.

minder om, at udbydere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har en række forskellige status, såsom sammenslutninger, stiftelser, frivillige eller lokalbaserede organisationer, almennyttige organisationer eller sociale foretagender; minder om, at nogle af disse udelukkende opererer på lokalt plan, ikke er indblandede i kommercielle aktiviteter og at de geninvesterer enhver fortjeneste fra tjenesteydelserne på lokalt plan;

34.

understreger den særlige betydning af den høje kvalitet af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og nødvendigheden af, at der gives adgang hertil for alle; henviser i denne forbindelse til, at Kommissionens beføjelser i henhold til konkurrencereglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde alene er begrænset til kontrol med statsstøtte ved udførelse af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og at disse ikke udgør en lovgivningsmæssig ramme for at etablere kvalitets- og effektivitetskriterier på EU-niveau; mener, at kvalitets- og effektivitetskriterier for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse bør etableres for under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

31.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 153/57

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3, stk. 3, og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 9, 148, 160 og 168,

—

der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 16, 21, 23, 24, 25, 30, 31 og 34,

—

der henviser til den reviderede europæiske socialpagt, særlig artikel 30 (ret til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse), artikel 31 (ret til en bolig) og artikel 16 (familiens ret til social, juridisk og økonomisk beskyttelse),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1098/2008/EF af 22. oktober 2008 om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (3),

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 8. juni 2010 om: "Lighed og sundhed i alle politikker: Solidaritet på sundhedsområdet" (4),

—

der henviser til Rådets erklæring af 6. december 2010 om "Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse: Samarbejde om at bekæmpe fattigdom i 2010 og fremover" (5),

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 7. marts 2011 (6),

—

der henviser til udtalelse af 15. februar 2011 fra Udvalget for Social Beskyttelse om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse, der er et flagskibsinitiativ under Europa 2020-strategien (7),

—

der henviser til rapporten af 10. februar 2011 fra Udvalget for Social Beskyttelse med evalueringen af Europa 2020-strategiens sociale dimension (8),

—

der henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse om "Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU" (9),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (10),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (11),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 3. oktober 2008 om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet (12),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU" (KOM(2009)0567),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder (KOM(2010)0573),

—

der henviser til den europæiske handicapstrategi 2010-2020: et nyt tilsagn om et Europa uden barrierer (KOM(2010)0636),