EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D2366

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2366 af 2. december 2022 om fastsættelse af specifikationer for en teknisk løsning til lettelse af medlemsstaternes og Europols indsamling af oplysninger til generering af statistikker om adgangen til VIS-oplysninger med henblik på retshåndhævelse

C/2022/8394

EUT L 312 af 5.12.2022, p. 109–112 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/2366/oj

5.12.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 312/109


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/2366

af 2. december 2022

om fastsættelse af specifikationer for en teknisk løsning til lettelse af medlemsstaternes og Europols indsamling af oplysninger til generering af statistikker om adgangen til VIS-oplysninger med henblik på retshåndhævelse

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold, visa til længerevarende ophold og opholdstilladelser (VIS-forordningen) (1), særlig artikel 50, stk. 4, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 767/2008 indførtes visuminformationssystemet (VIS) til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om ansøgninger om visa til kortvarigt ophold, visa til længerevarende ophold og opholdstilladelser og om afgørelsen om at annullere, inddrage eller forlænge visummet.

(2)

I forordning (EF) nr. 767/2008 fastsættes betingelserne for adgang til oplysninger i VIS med henblik på forebyggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger. Der bør udarbejdes en teknisk løsning, som stilles til rådighed for medlemsstaterne og Europol, for at lette indsamlingen af oplysninger til generering af statistikker med henblik på måling af effektiviteten af en sådan adgang til retshåndhævelsesformål.

(3)

Det er nødvendigt at fastsætte specifikationer for udviklingen af den tekniske løsning, så indsamlingen af visse oplysninger og statistikker gøres lettere.

(4)

Hvad angår den valgte tekniske løsning til gennemførelse af VIS bør der tages hensyn til behovet for en bedre integration af allerede eksisterende og kommende EU-grænseforvaltningssystemer samt disse systemers interoperabilitet. Den tekniske løsning bør være skalérbar og kunne videreudvikles for om nødvendigt at kunne integrere yderligere funktioner, forvalte et større antal operationer og lagre flere oplysninger. Derfor bør den tekniske løsning til lettelse af indsamlingen af visse oplysninger og statistikker udvikles med udgangspunkt i den tekniske løsning, der er omhandlet i artikel 72, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2226 (2) og artikel 92, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 (3), og om nødvendigt tilpasses.

(5)

I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 767/2008 bør Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) være ansvarligt for udformningen og udviklingen af VIS.

(6)

Den tekniske løsning bør være i overensstemmelse med principperne om databeskyttelse gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger. Oplysningerne til generering af statistikker bør stilles til rådighed på en sådan måde, at der sikres korrekt anonymisering af resultaterne, samtidig med at der anvendes effektiv dataminimering for at forebygge risikoen for at udlede oplysninger fra de registrerede.

(7)

Da Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1134 (4) bygger på Schengenreglerne, har Danmark i medfør af artikel 4 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, meddelt, at forordning (EU) 2021/1134 er gennemført i Danmarks nationale lovgivning. Danmark er derfor bundet af denne afgørelse.

(8)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i (5). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(9)

For så vidt angår Island og Norge, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (6), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (7).

(10)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (8), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (9).

(11)

For så vidt angår Liechtenstein, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (10), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (11).

(12)

Denne afgørelse udgør en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011.

(13)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (12) og afgav udtalelse den 8. juni 2022.

(14)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelsen fra Udvalget for Intelligente Grænser —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Teknisk løsning til lettelse af indsamlingen af oplysninger med henblik på generering af statistikker

1.   eu-LISA udvikler den tekniske løsning, der er omhandlet i artikel 50, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 767/2008, og tilpasser den i overensstemmelse med specifikationerne i artikel 2 i nærværende afgørelse.

2.   eu-LISA stiller den tekniske løsning til rådighed for det eller de centrale adgangspunkter, der er omhandlet i artikel 22l i forordning (EF) nr. 767/2008, og for den specialiserede enhed med behørigt bemyndigede Europolansatte, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 22m.

3.   Medlemsstaterne og Europol kan selv vælge, om de vil anvende den tekniske løsning.

Artikel 2

Specifikationer for den tekniske løsning til lettelse af indsamlingen af oplysninger med henblik på generering af statistikker

1.   Hvis den tekniske løsning i artikel 50, stk. 4, i forordning (EF) nr. 767/2008 anvendes, er hver medlemsstat og Europol ansvarlige for dens gennemførelse.

2.   Medlemsstaterne og Europol er ansvarlige for deres tekniske og driftsmæssige forvaltning af den tekniske løsning.

3.   Kun autoriserede brugere må have adgang til de oplysninger, der stilles til rådighed via den tekniske løsning.

4.   Den tekniske løsning skal gøre det muligt at indsamle følgende oplysninger for hver anmodning om adgang til oplysninger, der er lagret i VIS:

a)

udpeget myndighed, centralt adgangspunkt og operativ enhed, der har iværksat anmodningen, jf. artikel 22l, stk. 5, i forordning (EF) nr. 767/2008, og Europol, hvis denne har iværksat anmodningen, jf. nævnte forordnings artikel 22r

b)

det nøjagtige formål med søgningen, herunder hvilke typer terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger der var tale om, jf. artikel 4, nr. 22) og 23), i forordning (EF) nr. 767/2008, og som førte til søgningen, ved at vælge en værdi fra en kodetabel

c)

en rimelig begrundelse for den begrundede mistanke om, at en mistænkt, en gerningsmand eller et offer er omfattet af forordning (EF) nr. 767/2008

d)

antallet af anmodninger om adgang til VIS med henblik på retshåndhævelse og adgang til oplysninger om børn under 14 år

e)

antallet og karakteren af tilfælde, hvor hasteprocedurer, der er omhandlet i artikel 22n, stk. 2, i forordning (EF) nr. 767/2008 blev anvendt, herunder de tilfælde, hvor tilfældets hastende karakter ikke blev accepteret ved den efterfølgende kontrol, der gennemførtes af det centrale adgangspunkt

f)

antallet og karakteren af tilfælde, der har ført til korrekt identifikation.

5.   For at lette indsamlingen af de oplysninger, hvor hasteproceduren i artikel 22n, stk. 2, i forordning (EF) nr. 767/2008 blev anvendt, skal de tilfælde, der vedrører den procedure, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4, litra e), markeres.

6.   De centrale adgangspunkter eller Europol lagrer de oplysninger, der er anført i nærværende artikels stk. 4, lokalt og anvender dem til støtte for genereringen af de statistikker, der er omhandlet i artikel 50, stk. 4, i forordning (EF) nr. 767/2008.

Artikel 3

Ikrafttræden og anvendelse

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende med undtagelse af følgende bestemmelser, som finder anvendelse fra datoen for idriftsættelsen af visuminformationssystemet i henhold til artikel 11 i forordning (EU) 2021/1134:

a)

artikel 1, for så vidt som den vedrører forordning (EF) nr. 767/2008

b)

artikel 2, for så vidt som den vedrører forordning (EF) nr. 767/2008.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. december 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2226 af 30. november 2017 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011 (EUT L 327 af 9.12.2017, s. 20).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 af 12. september 2018 om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399 (EU) 2016/1624 og (EU) 2017/2226 (EUT L 236 af 19.9.2018, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1134 af 7. juli 2021 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008, (EF) nr. 810/2009, (EU) 2016/399, (EU) 2017/2226, (EU) 2018/1240, (EU) 2018/1860, (EU) 2018/1861, (EU) 2019/817 og (EU) 2019/1896 og om ophævelse af Rådets beslutning 2004/512/EF og Rådets afgørelse 2008/633/RIA, med henblik på reform af visuminformationssystemet (EUT L 248 af 13.7.2021, s. 11).

(5)  Denne afgørelse er ikke omfattet af anvendelsesområdet for de foranstaltninger, der er fastsat i Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).

(6)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(7)  Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengenreglerne (EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31).

(8)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(9)  Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1).

(10)  EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21.

(11)  Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


Top