(1)

Det Europæiske Råd har ved flere lejligheder givet udtryk for, at der er behov for at styrke og udvide Erasmus+-programmet. Herudover blev der i forbindelse med høringerne om midtvejsevalueringen af Erasmus+-programmet (2014-2020), der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 (3), og om det program, der skal erstatte dette program (4), konstateret et behov for kontinuitet i Erasmus+-programmets anvendelsesområde, arkitektur og gennemførelsesmekanismer. Samtidig blev der konstateret et behov for en række forbedringer, f.eks. at gøre Erasmus+-programmet mere inkluderende, enklere og lettere at håndtere for støttemodtagerne.

(2)

Både forordningen om Erasmus+ og forordningen om Det Europæiske Solidaritetskorps fastsætter, at Kommissionen skal udarbejde en ramme for inklusionsforanstaltninger for personer med færre muligheder (5). I betragtning af lighederne mellem programmerne Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps for så vidt angår nogle af de målgrupper, der er omfattet (personer med færre muligheder i Erasmus+-programmet og unge med færre muligheder i Det Europæiske Solidaritetskorps), den fælles karakter af gennemførelsesstrukturerne for de to programmer og lighederne i finansieringsstrukturen, bør der etableres en fælles ramme for inklusionsforanstaltninger.

(3)

Rammen for inklusionsforanstaltninger bør tage hensyn til indsatsområder for globale udfordringer som fastsat i bilag III, punkt 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/947 (6) samt EU-arbejdsplanen for sport 2021-2024. Organisationer, såsom de enheder, der modtager tilskud under programmerne, spiller en central rolle med hensyn til at gøre inklusion til virkelighed, navnlig med hensyn til organisatorisk udvikling, erhvervelse og opbygning af større kapacitet til at håndtere inklusionsprojekter og tilgængelighedskrav, med hensyn til at fremme inklusion på tværs af organisationen og med hensyn til opsøgende arbejde og støtte til deltagerne før, under og efter projektet.

(4)

I nogle tilfælde er personer med færre muligheder mindre tilbøjelige til at deltage i programmet af finansielle årsager, enten på grund af deres økonomiske situation eller de højere deltagelsesomkostninger, som deres særlige situation medfører, som det ofte er tilfældet for personer med handicap. I sådanne tilfælde vil målrettet finansiel støtte kunne gøre det lettere for dem at deltage.

(5)

Manglende kendskab til tilgængeligheden af særlige foranstaltninger for personer med færre muligheder kan føre til mindre deltagelse blandt disse målgrupper. Der er behov for en større indsats for at udbrede kendskabet og øge deres viden om og opmærksomhed på, hvilke muligheder der findes, og hvordan man gør brug af dem.

(6)

Organisationer opfordres til at tage hensyn til inklusion og mangfoldighed i overensstemmelse med deres og deres samfunds behov. Personale, der specifikt beskæftiger sig med inklusion og mangfoldighed og med deltagere med færre muligheder i deres organisationer, kan drage fordel af at samarbejde med modparter fra andre organisationer med henblik på at støtte personer med færre muligheder. Forskellige former for støtte, såsom kurser, udveksling af erfaringer med peerlæring og følordninger, kan arrangeres med henblik på at bidrage til at øge deres kapacitet på dette område.

(7)

En stærk støttende tilgang til deltagere med færre muligheder er afgørende for at hjælpe med at fjerne hindringerne for deres fulde deltagelse i programmerne.

(8)

I begge programmer indgår inklusion og mangfoldighed i kriterierne for udvælgelse af ansøgninger om finansiering og tildeling af finansiel støtte. Projekter af høj kvalitet, som aktivt beskæftiger sig med inklusion og mangfoldighed, og som direkte involverer deltagere med færre muligheder, kan prioriteres i tilskudstildelingsprocessen.

(9)

Personer med færre muligheder bør opsøges i deres respektive personlige miljøer ved at skræddersy tilgangen til deres specifikke informations- samt tilgængelighedsbehov. En vigtig succesfaktor for formidling af information til underrepræsenterede grupper er samarbejdet med interessenter, der arbejder med disse målgrupper samt involvere brugere på lokalt og regionalt plan.

(10)

Særlige overvågningsaktiviteter, hvor der anvendes et sæt specifikke indikatorer, bør give kvalitative og kvantitative data til gradvist at støtte en endnu mere strategisk og målrettet anvendelse af det budget, der er til rådighed under programmerne.

(11)

Inklusionsforanstaltninger kan allerede være indført i den nationale kontekst. Komplementaritet og synergi med de foranstaltninger, der iværksættes inden for denne ramme, kan bidrage til at opnå en større virkning med hensyn til at nå ud til og støtte deltagere med færre muligheder.

(12)

Denne afgørelse og de efterfølgende inklusionshandlingsplaner bør overholde de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (7). De bør også sikre fuld respekt for retten til ikke at blive diskrimineret og fremme anvendelsen af chartrets artikel 21.

(13)

De aktører, der er involveret i processen med at gøre programmerne Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps mere inkluderende og mangfoldige, er heterogene og bidrager til udviklingen af idéer og nye eller forbedrede mekanismer samt fungerer som vigtige multiplikatorer for indsatsen for inklusion og mangfoldighed —