EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020L0700

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/700 af 25. maj 2020 om ændring af direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 for så vidt angår forlængelsen af deres gennemførelsesperioder (EØS-relevant tekst)

PE/14/2020/REV/1

OJ L 165, 27.5.2020, p. 27–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2020/700/oj

27.5.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/27


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2020/700

af 25. maj 2020

om ændring af direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 for så vidt angår forlængelsen af deres gennemførelsesperioder

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter høring af Regionsudvalget,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 57, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (2) og artikel 33, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 (3) skulle medlemsstaterne have sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme de relevante bestemmelser i de nævnte direktiver senest den 16. juni 2019. I henhold til artikel 57, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 33, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/798 havde medlemsstaterne dog mulighed for at forlænge gennemførelsesperioden med ét år.

(2)

17 medlemsstater har underrettet Kommissionen og Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (»agenturet«) om en forlængelse af fristerne for gennemførelse af direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 til den 16. juni 2020.

(3)

Som følge af den udsædvanlige og uforudselige situation forårsaget af covid-19-udbruddet har nogle af disse medlemsstater haft svært ved at færdiggøre lovgivningsarbejdet inden for de angivne gennemførelsesfrister og risikerer derfor ikke at overholde dem. En sådan manglende overholdelse kunne skabe retsusikkerhed for jernbanesektoren, de nationale myndigheder og agenturet med hensyn til den lovgivning, der finder anvendelse på jernbanesikkerhed og interoperabiliteten i jernbanesystemet. Det forhold, at visse medlemsstater ikke er i stand til at gennemføre direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 som følge af covid-19-udbruddet, har skadelige virkninger for jernbanesektoren.

(4)

Det er vigtigt at skabe retlig klarhed og retssikkerhed i jernbanesektoren ved, hvor det er relevant, at give medlemsstaterne mulighed for i en begrænset periode fra den 16. juni 2020 fortsat at anvende Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (4) og 2008/57/EF (5).

(5)

Eftersom covid-19-udbruddet indtraf under sidste fase af vedtagelsen af de nationale gennemførelsesforanstaltninger for direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798, bør medlemsstaterne gives en yderligere frist til at afslutte gennemførelsesprocessen.

(6)

Gennemførelsesfristerne i direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 bør forlænges indtil den 31. oktober 2020. Ophævelsesdatoerne for direktiv 2004/49/EF og 2008/57/EF som fastsat i henholdsvis artikel 58 i direktiv (EU) 2016/797 og artikel 34 i direktiv (EU) 2016/798 bør tilpasses i overensstemmelse hermed.

(7)

Der er på grundlag af direktiv (EU) 2016/798 vedtaget en række delegerede retsakter, der afspejler tidligere gennemførelsesfrister. I lyset af den nuværende situation er det nødvendigt at tilpasse disse delegerede retsakter til den nye gennemførelsesfrist.

(8)

I betragtning af den tidsnød, som følger af de ekstraordinære omstændigheder forårsaget af udbruddet af covid-19, bør der ske fravigelse af den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(9)

Målet for nærværende direktiv, nemlig at ændre direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 i lyset af covid-19-udbruddet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(10)

Direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

For at sikre omgående anvendelse af foranstaltningerne i dette direktiv, bør det som følge af den hastende karakter træde i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv (EU) 2016/797

I direktiv (EU) 2016/797 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 54, stk. 4, affattes således:

»4.   Fra senest den 16. juni 2019 udfører agenturet de godkendelsesrelaterede opgaver i henhold til artikel 21 og 24 og de opgaver, der er nævnt i artikel 19 for så vidt angår anvendelsesområder i de medlemsstater, der ikke har underrettet agenturet og Kommissionen i overensstemmelse med artikel 57, stk. 2. Uanset artikel 21 og 24 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 57, stk. 2, fortsat udstede godkendelser i overensstemmelse med direktiv 2008/57/EF indtil den 16. juni 2020. Uanset artikel 21 og 24 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 57, stk. 2a, fortsat udstede godkendelser i overensstemmelse med direktiv 2008/57/EF indtil den 31. oktober 2020.«

2)

I artikel 57 indsættes følgende stykke:

»2a.   De medlemsstater, der har forlænget gennemførelsesperioden i overensstemmelse med stk. 2, kan yderligere forlænge den indtil den 31. oktober 2020. Deres gennemførelsesforanstaltninger finder anvendelse fra denne dato. Disse medlemsstater underretter agenturet og Kommissionen herom senest den 29. maj 2020.«

3)

I artikel 58, stk. 1, ændres datoen »16. juni 2020« til »31. oktober 2020«.

Artikel 2

Ændring af direktiv (EU) 2016/798

I direktiv (EU) 2016/798 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Tilpasning af fælles sikkerhedsmetoder til reviderede frister

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 for at tilpasse anvendelsesdatoerne for delegerede retsakter vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 6, til den gennemførelsesfrist, der er fastsat i artikel 33, stk. 2a. Proceduren i artikel 27a finder anvendelse for delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til nærværende artikel.«

2)

I artikel 27 tilføjes følgende stykke:

»7.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 6a, tillægges Kommissionen fra den 28. maj 2020 til den 31. oktober 2020.«

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 27a

Hasteprocedure

1.   Delegerede retsakter vedtaget i henhold til denne artikel træder i kraft straks og finder anvendelse, så længe der ikke er gjort indsigelse i henhold til stk. 2. I meddelelsen til Europa-Parlamentet og Rådet af en delegeret retsakt anføres begrundelsen for anvendelse af hasteproceduren.

2.   Europa-Parlamentet eller Rådet kan efter proceduren i artikel 27, stk. 6, gøre indsigelse mod en delegeret retsakt. I så fald skal Kommissionen ophæve retsakten straks efter Europa-Parlamentets eller Rådets meddelelse af afgørelsen om at gøre indsigelse.«

4)

Artikel 31, stk. 3, affattes således:

»3.   Fra senest den 16. juni 2019 udfører agenturet de certificeringsrelaterede opgaver i henhold til artikel 10 for så vidt angår operationsområder i de medlemsstater, der ikke har underrettet agenturet og Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2. Uanset artikel 10 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 2, fortsat udstede certifikater i overensstemmelse med direktiv 2004/49/EF indtil den 16. juni 2020. Uanset artikel 10 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 2a, fortsat udstede certifikater i overensstemmelse med direktiv 2004/49/EF indtil den 31. oktober 2020.«

5)

I artikel 33 indsættes følgende stykke:

»2a.   De medlemsstater, der har forlænget gennemførelsesperioden i overensstemmelse med stk. 2, kan yderligere forlænge den indtil den 31. oktober 2020. Deres gennemførelsesforanstaltninger finder anvendelse fra denne dato. Disse medlemsstater underretter agenturet og Kommissionen herom senest den 29. maj 2020.«

6)

I artikel 34, stk. 1, ændres datoen »16. juni 2020« til »31. oktober 2020«.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. maj 2020.

På Europa-Parlamentets vegne

D. M. SASSOLI

Formand

På Rådets vegne

A. METELKO-ZGOMBIĆ

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 15.5.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 25.5.2020.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (»jernbanesikkerhedsdirektivet«) (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).


Top