EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D2334

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2334 af 14. december 2017 om forlængelse af godkendelsen af creosot til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 (EØS-relevant tekst. )

C/2017/8353

OJ L 333, 15.12.2017, p. 64–65 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/2334/oj

15.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/64


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/2334

af 14. december 2017

om forlængelse af godkendelsen af creosot til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 14, stk. 5,

efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aktivstoffet creosot blev opført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (2) til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8, og i henhold til artikel 86 i forordning (EU) nr. 528/2012 anses det derfor for at være godkendt i henhold til nævnte forordning, idet godkendelsen er underlagt de specifikationer og betingelser, der er fastsat i bilag I til nævnte direktiv.

(2)

Godkendelsen af creosot udløber den 30. april 2018. Der blev i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af dette aktivstof den 27. oktober 2016.

(3)

Det Forenede Kongerige, der er den kompetente vurderingsmyndighed, oplyste den 14. juli 2017 Kommissionens tjenestegrene om, at det er nødvendigt at foretage en fuldstændig vurdering. Der er fastsat en frist på 365 dage til at foretage en fuldstændig vurdering, jf. artikel 14, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012. Under denne vurdering kan den kompetente vurderingsmyndighed, hvis det er relevant, anmode ansøgeren om at fremlægge tilstrækkelige data til at foretage vurderingen, jf. nævnte forordnings artikel 8, stk. 2. I så fald stilles fristen på 365 dage i bero for en periode, der ikke må overstige 180 dage i alt, medmindre det er begrundet i arten af de ønskede oplysninger eller særlige omstændigheder.

(4)

Senest 270 dage efter modtagelsen af en anbefaling fra den kompetente vurderingsmyndighed skal Det Europæiske Kemikalieagentur (i det følgende benævnt »agenturet«) udarbejde en udtalelse om fornyet godkendelse af aktivstoffet og fremlægge den for Kommissionen, jf. nævnte forordnings artikel 14, stk. 3.

(5)

Da creosot er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 1B og opfylder kriterierne for at være persistent, bioakkumulerende og toksisk (PBT) eller meget persistent og meget bioakkumulerende (vPvB) (PBT eller vPvB) i henhold til bilag XIII i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (3), opfylder det desuden udelukkelseskriterierne i artikel 5, stk. 1, litra a) og e), i forordning (EU) nr. 528/2012. Det er derfor nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser for at fastslå, hvorvidt mindst én af betingelserne i nævnte forordnings artikel 5, stk. 2, første afsnit, er opfyldt, og hvorvidt godkendelsen af creosot derfor kan fornys.

(6)

Det må derfor antages, at godkendelsen af creosot af årsager, der ikke kan tilskrives ansøgeren, vil udløbe, inden der er truffet afgørelse om fornyelse heraf. Derfor bør den gældende godkendelse af creosot forlænges i tilstrækkelig lang tid til, at ansøgningen kan behandles. I betragtning af fristerne for den kompetente vurderingsmyndigheds vurdering og for agenturets udarbejdelse og fremlæggelse af sin udtalelse — og i betragtning af den tid, der er nødvendig for at træffe beslutning om, hvorvidt mindst én af betingelserne i nævnte forordnings artikel 5, stk. 2, første afsnit, er opfyldt, og hvorvidt godkendelsen af creosot derfor kan fornys — bør godkendelsen af creosot forlænges til den 31. oktober 2020.

(7)

Uden hensyn til godkendelsens udløbsdato bør creosot fortsat være godkendt, under forudsætning af at specifikationerne og betingelserne i bilag I til direktiv 98/8/EF overholdes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godkendelsen af creosot til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 forlænges indtil den 31. oktober 2020.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).


Top