Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document E2015C0110

EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 110/15/KOL af 8. april 2015 om uforeneligheden af den yderligere støtte på 16 mio. NOK fra Innovasjon Norge til Finnfjord AS (Norge) [2016/905]

OJ L 152, 9.6.2016, p. 47–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/905/oj

9.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 152/47


EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING

Nr. 110/15/KOL

af 8. april 2015

om uforeneligheden af den yderligere støtte på 16 mio. NOK fra Innovasjon Norge til Finnfjord AS (Norge) [2016/905]

[ikkefortrolig version]  (*)

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (»TILSYNSMYNDIGHEDEN«) HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS-aftalen«), særlig artikel 61 og protokol 26,

under henvisning til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (herefter »tilsyns- og domstolsaftalen«), særlig artikel 24,

under henvisning til protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen (herefter »protokol 3«), særlig artikel 7, stk. 5, i del II, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

1.   Sagsforløb

(1)

I 2011 modtog virksomheden Finnfjord AS (herefter »Finnfjord«) 175 mio. NOK i statsstøtte fra energifondsordningen (se nedenfor) til opførelse af et energiindvindingssystem på sit ferrosiliciumproduktionsanlæg. Denne tildeling af støtte blev godkendt af Tilsynsmyndigheden i beslutning nr. 39/11/KOL (1).

(2)

Som følge af drøftelserne forud for anmeldelsen, der blev indledt i november 2012, anmeldte de norske myndigheder ved brev af 26. juni 2013 den yderligere støtte fra Innovasjon Norge (herefter »IN«) til Finnfjord, jf. artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (2). Det er denne foranstaltning, der er genstand for den foreliggende beslutning.

(3)

Ved brev af 5. juli 2013 (3) udbad Tilsynsmyndigheden sig yderligere oplysninger fra de norske myndigheder. De norske myndigheder svarede ved brev af 19. august 2013 (4). Ved brev af 28. august 2013 (5) fremsatte Tilsynsmyndigheden en yderligere anmodning om oplysninger. De norske myndigheder svarede ved brev af 18. september 2013 (6). Ved brev af 13. november 2013 (7) underrettede Tilsynsmyndigheden de norske myndigheder om, at den havde vedtaget beslutning nr. 445/13/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den anmeldte foranstaltning.

(4)

De norske myndigheder fremsatte deres bemærkninger til beslutningen ved e-mail af 21. februar 2014 (8). Efter langvarige drøftelser med de norske myndigheder og Finnfjord om fortrolige oplysninger blev beslutningen den 10. april 2014 offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og EØS-tillægget (9). Finnfjord var den eneste tredjepart, der fremsatte bemærkninger (10). Disse bemærkninger blev fremsendt til de norske myndigheder ved brev af 13. maj 2014 (11). Ved brev af 6. juni 2014 (12) fremsendte de norske myndigheder bemærkninger til tredjepartens bemærkninger. Finnfjord fremsendte yderligere bemærkninger ved e-mail af 25. september 2014 (13). Ved e-mail af 8. oktober 2014 (14) anmodede Tilsynsmyndigheden Finnfjord om yderligere oplysninger. Finnfjord svarede ved e-mail af 24. og 27. oktober 2014 (15). De yderligere bemærkninger og oplysninger blev fremsendt til de norske myndigheder ved brev af 27. oktober 2014 (16). De norske myndigheder svarede ved brev af 12. november 2014 (17). Mellem november 2014 og januar 2015 havde Tilsynsmyndigheden uformelle kontakter med de norske myndigheder og Finnfjord pr. e-mail og telefon.

2.   Den anmeldte foranstaltning — tilskuddet på 16 mio. NOK

(5)

Den anmeldte foranstaltning er et direkte tilskud på 16 mio. NOK fra IN til Finnfjord. Det har til formål at dække stigningen i projektomkostningerne fra [680-720] mio. NOK til [ca. 800] mio. NOK.

(6)

Ved brev af 10. december 2012 underrettede IN Finnfjord om sin beslutning om at yde det anmeldte tilskud.

3.   Lån fra IN og SNN

(7)

IN har oplyst, at Finnfjord havde behov for yderligere [80-95] mio. NOK til at fuldføre energiindvindingsprojektet. De 16 mio. NOK dækkede derfor kun en del af omkostningsstigningerne.

(8)

Samtidig med at IN ydede 16 mio. NOK i direkte tilskud til Finnfjord, ydede det også Finnfjord et lån på 18 mio. NOK. På det tidspunkt havde Finnfjord allerede lånt 100 mio. NOK af IN i forbindelse med samme projekt. Ingen af lånene er blevet anmeldt til Tilsynsmyndigheden. IN gør gældende, at de er blevet ydet på markedsvilkår og derfor ikke udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk.1.

(9)

Sideløbende med lånet på 18 mio. NOK fra IN skaffede Finnfjord et lån på [45-60] mio. NOK fra den finansielle institution SpareBank 1 Nord-Norge (herefter »SNN«). Finnfjords eksisterende lån fra SNN i forbindelse med projektet beløb sig til i alt [300-325] mio. NOK.

(10)

Tilsammen dækkede det direkte tilskud på 16 mio. NOK og de to lån på henholdsvis 18 mio. NOK og [45-60] mio. NOK omkostningsstigningerne på [80-95] mio. NOK.

4.   Innovasjon Norge (herefter »IN«)

(11)

IN er et offentligt organ, der er oprettet ved lov om Innovasjon Norge (18). Det ejes af den norske stat gennem Ministeriet for Lokalstyre og Regionaludvikling (51 %) og af alle de 19 norske amter (49 %). IN finansieres af statsmidler.

5.   Enova SF (herefter »Enova«)

(12)

Enova SF (»Enova«) er en statsejet virksomhed (19), der fuldt ud ejes af den norske stat gennem Olie- og Energiministeriet. Den er ansvarlig for forvaltningen af energifondsordningen, en statsstøtteordning til fremme af miljøbeskyttelse, der blev godkendt af Tilsynsmyndigheden ved beslutning nr. 125/06/KOL (20) og nr. 248/11/KOL (21). Enova finansieres af statsmidler.

(13)

Inden for rammerne af energifondsordningen tilrettelægger Enova indkaldelser af støtteansøgninger; de vindende projekter er dem med det bedste energiresultat pr. norsk støttekrone (22).

6.   Afslutning af energiindvindingsprojektet og udbetaling af den sidste støtterate fra Enova

(14)

Enova udbetaler først de sidste 20 % af en individuel støtteforanstaltning, når den har godkendt en endelig projektrapport (23). Ifølge en pressemeddelelse fra Finnfjord (24) var energiindvindingssystemet oprettet og i drift den 30. oktober 2012. Den 22. november 2012 godkendte Enova den endelige rapport fra Finnfjord. Den 23. november 2012 udbetalte Enova de sidste 35 mio. NOK af støtten (20 % af det samlede støttebeløb på 175 mio. NOK).

7.   Støttemodtageren — Finnfjord AS (herefter »Finnfjord«)

(15)

Finnfjord er et familieejet selskab med begrænset ansvar. Anlægget, der modtager den foreslåede støtte, ligger i Finnsnes i Troms amt, det næstnordligste amt i Norge.

8.   Omkostningsstigninger

(16)

I den anmeldelse, der førte til Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 39/11/KOL af 9. februar 2011 om godkendelse af støtten på 175 mio. NOK fra Enova til Finnfjord, blev budgettet for Finnfjords energiindvindingsprojekt anslået til 511,66 mio. NOK. Støtten blev ydet til udskiftning af det eksisterende kølesystem med et energiindvindingsanlæg. Hensigten var årligt at producere 224 GWh el og genindvinde 125 GWh procesdamp. Den anslåede årlige energiproduktion udgjorde således til 349 GWh.

(17)

Ifølge den aktuelle anmeldelse var det anslåede budget allerede blevet forhøjet med 190 mio. NOK fra 511,66 mio. NOK til 700 mio. NOK pr. februar 2011. Trods denne betydelige stigning besluttede Finnfjords bestyrelse den 7. februar 2011 at gå videre med projektet. Finnfjord ansøgte ikke om yderligere støtte på dette tidspunkt. Den anmeldte støtte har ikke til formål at dække de omkostningsstigninger, der førte til skønnet på 700 mio. NOK.

(18)

Omkostningsstigningen skyldes i vid udstrækning Finnfjords beslutning om, at projektet udelukkende skulle fokusere på elproduktion fra damp (og ikke genindvinding af procesdamp) ved at anskaffe en kraftigere dampturbine. Turbinen blev bestilt den 7. januar 2011. Der blev indgået en retligt bindende kontrakt om turbinen den 23. februar 2011. Ved brev af 16. februar 2011 meddelte Finnfjord Enova, at virksomheden havde bestilt den stærkere turbine, der ville give en årlig elproduktion på 344,5 GWh. Denne højere elproduktion lå således tæt på den skønnede samlede produktion på 349 GWh el og damp. På grundlag heraf anmodede Finnfjord om, at dampproduktionen blev udelukket fra det støttede projekt. Ved brev af 17. februar 2011 godkendte Enova ændringen af projektet.

(19)

Finnfjord har i hele projektfasen sendt situationsrapporter til Enova. I sin rapport af 30. april 2012 gjorde Finnfjord opmærksom på yderligere omkostningsstigninger i forbindelse med turbinebygningen, damp- og kondensationsrør og grøfter. De supplerende omkostninger blev anslået til ca. 5 mio. NOK. Finnfjord sigtede stadig mod at holde de samlede projektomkostninger under de skønnede 700 mio. NOK.

(20)

I situationsrapporten af 29. juni 2012 blev de samlede omkostninger fortsat anslået til 700 mio. NOK. På dette tidspunkt blev det imidlertid skønnet, at projektet ville medføre yderligere omkostninger på [5-10] mio. NOK. Denne omkostningsstigning blev drøftet af Finnfjords bestyrelse på et møde den 19. juni 2012. De norske myndigheder har ikke forklaret, hvorfor den samlede omkostningsstigning på [10-15] mio. NOK ([…]) ikke gav anledning til en tilpasning af det samlede omkostningsskøn på 700 mio. NOK i situationsrapporten af 29. juni 2012.

(21)

De norske myndigheder har forklaret, at Finnfjord på et tidspunkt i foråret 2012 indledte uformelle drøftelser med Enova om yderligere støtte til at dække de øgede projektomkostninger. Efter de uformelle kontakter ansøgte Finnfjord den 5. juli 2012 formelt om yderligere støtte fra Enova. Finnfjord havde på dette tidspunkt revideret sine samlede skønnede omkostninger til [730-760] mio. NOK.

(22)

Det fremgår af de oplysninger, der blev sendt til Tilsynsmyndigheden, at Finnfjord på grundlag af en budgetgennemgang, der blev afsluttet den 31. juli 2012, havde konkluderet, at projektet ville medføre yderligere omkostninger, og det samlede omkostningsskøn blev forhøjet til mellem [740] mio. NOK og [ca. 800] mio. NOK. Omkostningsstigningerne skyldtes tilpasninger af de eksisterende maskiner, tilpasninger af tre eksisterende ovne, tilpasninger af røgkanaler, installationer i turbinebygningen og andre bygninger, produktionsnedgang af længere varighed end forventet og færdiggørelsen af arbejdet og installationerne. Finnfjord anmodede om yderligere støtte fra Enova for at sikre, at projektet ville opfylde de interne rentabilitetskrav. Finnfjord redegjorde nærmere for årsagerne til omkostningsstigningerne i sin situationsrapport af 12. september 2012.

(23)

I begyndelsen af august 2012 drøftede Finnfjord uformelt med Enova en eventuel udsættelse af arbejdet med den tredje ovn og klassificerede det som et særskilt projekt med henblik på at ansøge om yderligere støtte fra Enova med den begrundelse, at det var tale om et nyt projekt.

(24)

Enova afviste støtteansøgningen ved brev af 20. august 2012.

(25)

På Finnfjords bestyrelsesmøde den 25. september 2012 blev de samlede anslåede omkostninger fastsat til [ca. 800] mio. NOK. På dette møde overvejede Finnfjords bestyrelse tre alternative løsningsmodeller:

i)

færdiggøre projektet ved at finansiere omkostningsstigningerne gennem virksomhedens generelle likviditetsstrøm

ii)

udsætte arbejdet med den tredje ovn og klassificere det som et særskilt projekt og ansøge om yderligere støtte fra Enova

iii)

opnå yderligere finansiering på [80-95] mio. NOK fra Enova (støtte), SNN (lån) og IN (lån og støtte) til at fuldføre projektet.

(26)

Bestyrelsen besluttede at arbejde videre med den tredje mulighed.

(27)

IN har sendt Tilsynsmyndigheden et uddrag af protokollen fra bestyrelsesmødet vedrørende den tredje mulighed. Med hensyn til ansøgningerne til Enova og IN om yderligere støtte fremgår følgende af uddraget:

»Potentielle tilskud/lån fra Enova og [IN] vil blive anvendt direkte til at reducere det likviditetslån, der er ansøgt om, [fra SNN]« (25).

(28)

Ifølge IN konkluderede bestyrelsen, at den første model i alt væsentligt ville betyde, at projektet ville blive finansieret på bekostning af Finnfjords kreditorer, hvilket retligt set ikke ville være tilrådeligt og ikke være en holdbar løsning på lang sigt. Ifølge IN betragtede bestyrelsen endvidere ikke den anden mulighed som en farbar model, da den konkluderede, at det ville være meget dyrt at udsætte arbejdet med den tredje ovn.

(29)

De norske myndigheder har i deres bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure præciseret, at de samlede endelige omkostninger beløb sig til [ca. 800] mio. NOK. De norske myndigheder har ikke præciseret, hvornår dette blev endeligt afklaret.

9.   Oversigt over omkostningsstigningerne

Dato, hændelse

Anslået budget i mio. NOK

Oprindeligt budget som beskrevet i beslutning nr. 39/11/KOL af 9. februar 2011

511,66

7. februar 2011, bestyrelsesmøde i Finnfjord

[680-720]

5. juli 2012, Finnfjord ansøger Enova om yderligere støtte

[730-760]

31. juli 2012, budgetgennemgang i Finnfjord

[740-790]

25. september 2012, bestyrelsesmøde i Finnfjord

[740-790]

Endelige omkostninger i alt

[ca. 800]

10.   IN's tildeling af støtte og finansieringspakken på [80-95] mio. EUR

(30)

Den 28. august 2012 indledte Finnfjord en uformel dialog med IN og SNN med henblik på at tilvejebringe de [80-95] mio. NOK, der krævedes for at finansiere afslutningen af projektet.

(31)

Ved brev af 1. oktober 2012 ansøgte Finnfjord formelt om yderligere lån fra SNN. Finnfjord ansøgte om yderligere lån og tilskud fra IN den 11. oktober 2012 uden at anføre et støttebeløb.

(32)

Det ser ud til, at SNN inden midten af oktober 2012 havde tilbudt Finnfjord et lån på [80-95] mio. NOK. Imidlertid gjorde SNN tilbuddet betinget af sikkerhedsstillelse på bekostning af sikkerhedsstillelsen for et allerede eksisterende lån fra IN (26). IN accepterede ikke denne løsning. Finnfjord, SNN og IN forhandlede i stedet om følgende finansieringspakke på [80-95] mio. NOK:

i)

Støtten i form af tilskud fra IN på 16 mio. NOK.

ii)

Et kortfristet lån på 18 mio. NOK fra IN til en rente på [5-9] % (som skal tilpasses i overensstemmelse med IN's politik for risikofyldte lån), med ligestillet sikkerhed i et allerede eksisterende lån på 100 mio. NOK fra IN.

iii)

Et kortfristet lån på [45-60] mio. NOK fra SNN til en rente på [] måneders NIBOR (27) + [300-600] basispoint med ligestillet sikkerhed i et allerede eksisterende lån på [300-325] mio. NOK fra SNN.

(33)

Finansieringspakken på [80-95] mio. NOK blev formaliseret og godkendt af Finnfjord ved en supplerende koordineringsaftale, der blev underskrevet af SNN, IN og Finnfjord den 12. december 2012. Denne aftale, hvis formål var at regulere forholdet mellem de tre parter, omfattede låneaftalen mellem Finnfjord og SNN af 12. december 2012 og låneaftalen mellem Finnfjord og IN af 10. december 2012.

(34)

Mens lånene fra IN og SNN er blevet udbetalt, vil støtten på 16 mio. NOK til Finnfjord kun vil blive udbetalt med Tilsynsmyndighedens godkendelse.

11.   Bemærkninger

11.1.    Bemærkninger fra de norske myndigheder som reaktion på indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure

(35)

IN understreger, at det på det tidspunkt, hvor man besluttede at yde tilskuddet på 16 mio. NOK på visse betingelser, ikke overvejede at låne penge til Finnfjord, da virksomheden ikke havde tilstrækkelig sikkerhed til dækning af nye lån på op til [80-95] mio. NOK.

(36)

Med hensyn til, hvorfor Finnfjord ikke ansøgte om mere støtte fra Enova i februar 2011, præciserer IN, at Enova ensidigt nedsatte beløbet fra 200 mio. NOK, og understregede, at tildelingen på 175 mio. NOK udgjorde en usædvanlig høj støtteintensitet, og at intet andet projekt kunne forvente at opnå en tilsvarende støtte. Finnfjord fandt derfor, at en ansøgning om yderligere støtte ville være forgæves. Virksomheden ændrede imidlertid sin strategi, da den blev klar over Enovas beslutning om at tildele 350 mio. NOK i støtte til et næsten identisk projekt, der udføres af Elkem AS (28).

(37)

IN har fremlagt et revideret regneark, hvori der tages hensyn til bemærkninger fra Tilsynsmyndigheden i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. På grundlag af de endelige projektomkostninger på [ca. 800] mio. NOK, en projektlevetid på 15 år og en dokumenteret gradvis stigning i elproduktionen over de første tre år til en maksimal årlig kapacitet på 344,5 GWh efter Enova-modellen er den årlige forrentning uden støtten på 16 mio. NOK beregnet til [ca. 9] %. Med støtten ville forrentningen være på [ca. 11] %. IN har gjort gældende, at projektet derfor ikke er rentabelt på grundlag af Finnfjords generelle investeringspolitik, der går ud på at kræve en forrentning på mellem [10-20] % for sådanne investeringer uden for virksomhedens kerneaktiviteter.

(38)

IN understreger, at Finnfjord baserede beslutningen om at igangsætte projektet på sine interne beregninger, som adskiller sig fra de beregninger, der er vist ovenfor (baseret på Enova-modellen). IN bemærker, at den ikke har fået forelagt Finnfjords interne beregninger. IN bemærker, at IN's og Enovas tilsyneladende modstridende synspunkter højst sandsynligt skyldes forskellen mellem Enovas og IN's interne regler og praksis.

11.2.    Tredjepartsbemærkninger fra Finnfjord som reaktion på offentliggørelsen af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure

(39)

Finnfjord henviser til, hvad den opfatter som en klar selvmodsigelse i Tilsynsmyndighedens beslutning, idet Tilsynsmyndigheden på den ene side ikke direkte udelukker, at støtten kunne have en tilskyndelsesvirkning i den foreliggende sag, men samtidig rejser det spørgsmål, om Finnfjord overvejede at indstille, begrænse eller afbryde projektet. Finnfjord understreger, at selv om dens bestyrelse lige indtil bestyrelsesmødet den 25. september 2012 havde en ambition om at fuldføre projektet, bør dette ikke betragtes som et udtryk for et ønske om eller en mulighed for at fuldføre projektet for enhver pris. Ifølge virksomheden viser de fakta og tal, der er stillet til rådighed for Tilsynsmyndigheden, klart, at Finnfjord ikke ville være i stand til at betale for fuldførelsen af projektet uden yderligere finansiering. Finnfjord kunne ikke tilbyde yderligere sikkerhedsstillelse, hvorfor det ikke kunne have opnået yderligere lånefinansiering. Finnfjord afviser derfor Tilsynsmyndighedens foreløbige vurdering, hvorefter støtten vil blive opfattet som et kærkomment, men ikke strengt nødvendigt element i finansieringspakken.

(40)

Ligesom IN understreger Finnfjord, at nedsættelsen af Enovas støtte fra 200 mio. NOK til 175 mio. NOK var en ensidig politisk beslutning fra Enovas bestyrelse. Finnfjord peger på, hvad den betragter som en række uoverensstemmelser i Enovas erklæringer om tilskyndelsesvirkningen af yderligere støtte til projektet, og understreger, at Enovas og IN's tilsyneladende modstridende syn på støttens tilskyndelsesvirkning er uden betydning, da Enovas politik er mere restriktiv, end hvad retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (herefter »miljøretningslinjerne«) (29) giver mulighed for.

(41)

Med hensyn til vurderingen af, om støtte er det mest hensigtsmæssige instrument, synes Finnfjord at forkaste tanken om, at denne vurdering bør foretages på grundlag af de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, og henviser i stedet til beslutning nr. 39/11/KOL, hvor Tilsynsmyndigheden fandt, at det oprindelige tilskud på 175 mio. NOK var et hensigtsmæssigt instrument til at udløse investeringen i projektet forud for dets gennemførelse.

(42)

Med hensyn til spørgsmålet om proportionalitet understreger virksomheden, at projektet er blevet mere end dobbelt så dyrt som oprindeligt anslået. Forrentningen på 12,35 % lå i den lavere ende af det rentabilitetsinterval, som Finnfjord havde krævet. Det forklares, at den opdaterede forrentning på [ca. 9] % uden støtten på 16 mio. NOK er langt lavere, end Finnfjord ville have accepteret, »hvis den kunne have handlet af egen fri vilje«. Selv forrentningen på [ca. 11] % med støtten på 16 mio. NOK anses for at være en temmelig beskeden forrentning. Finnfjord anser støttetildelingen for at være en rimelig byrdefordeling mellem IN og SNN og understreger, at projektets lånekapital er steget betydeligt. Risikoen for misligholdelse bæres af virksomheden alene. Efter Finnfjords opfattelse fører støtten helt klart ikke til overkompensation.

(43)

Finnfjord er af den opfattelse, at yderligere støtte fra IN ikke vil undergrave konkurrenceelementet i energifondsordningen. Finnfjord understreger, at konkurrenceelementet i energifondsordningen blot forhindrer, at de mindst effektive projekter kan modtage støtte, når de beløb, der er ansøgt om, overstiger ordningens budget. Virksomheden opfordrer Tilsynsmyndigheden til at overveje, om en præference for konkurrenceelementet i energifondsordningen kunne gribe ind i de norske myndigheders ret til at tilrettelægge deres forvaltning af offentlige midler. I den forbindelse har Finnfjord anført, at den tvivler på, at Tilsynsmyndigheden, ud over kumulationsreglerne, har et gyldigt retsgrundlag for at sikre, at individuelle støttetildelinger ikke griber ind i den måde, hvorpå en støtteordning fungerer. Finnfjord har forklaret, at den anmeldte støtte fordeles på en åben og gennemsigtig måde.

11.3.    Anden omgang tredjepartsbemærkninger fra Finnfjord

(44)

I løbet af den formelle undersøgelse modtog Tilsynsmyndigheden en anden omgang tredjepartsbemærkninger fra Finnfjord, hvori virksomheden uddybede, hvordan dens manglende likviditet i efteråret 2012 ville have ført til, at projektet ville være blevet indstillet uden den supplerende finansieringspakke, der igen blev udløst af IN's tildeling af støtte. Finnfjord henviser til Tilsynsmyndighedens beslutning i sagen om Helguvík-aluminiumssmelteværket (30) som begrundelse for, hvorfor den anmeldte støtte til Finnfjord har tilskyndelsesvirkning.

(45)

Virksomheden fremlagde erklæringer fra SNN, Finnfjords revisor og bestyrelsesformand som dokumentation for støttens nødvendighed. Virksomheden har endvidere fremsendt et regneark med en ajourført beregning af projektets nettonutidsværdi (kontrolleret af IN), der viser en [marginalt negativ forrentning] med støtten. Finnfjord henviser til Tilsynsmyndighedens og Kommissionens praksis (31) i tilfælde af uforudsete omkostninger ved innovative projekter, hvor støtten i form af tilskud, ikke udtrykt som et fast beløb, men som en procentdel af de ukendte samlede omkostninger, blev anset for at være forenelig med statsstøttereglerne.

(46)

Efter anmodning fra Tilsynsmyndigheden fremlagde Finnfjord efterfølgende kopier af de to finansieringsaftaler, der blev indgået af SNN, IN og Finnfjord den 14. juni 2011 og den 12. december 2012, samt dokumentation for manglende tilsagn om sikkerhedsstillelse.

11.4.    Bemærkninger fra de norske myndigheder til tredjepartsbemærkningerne

(47)

De norske myndigheder har fremsendt bemærkninger til de to rækker af tredjepartsbemærkninger fra Finnfjord. De norske myndigheder er enige med Finnfjord og har præciseret nogle mindre faktuelle spørgsmål vedrørende finansieringskilden til det foreslåede tilskud på 16 mio. NOK. Da udbetalingen af midler fra de relevante kilder finder sted på ensartet vis, har disse præciseringer ikke vist sig at være afgørende for Tilsynsmyndighedens vurdering af den anmeldte foranstaltning.

II.   VURDERING

1.   Statsstøtte

(48)

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«

(49)

Dette indebærer, at en foranstaltning udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvis følgende betingelser alle er opfyldt: Foranstaltningen i) er ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler, ii) giver en selektiv økonomisk fordel til den begunstigede, iii) kan påvirke samhandelen mellem de kontraherende parter og fordreje konkurrencen.

(50)

Støtteforanstaltningen skal ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler. I denne forbindelse erindres der om, at IN er et offentligt organ. Dets tilskud finansieres af den norske stat. Den anmeldte foranstaltning finansieres derfor ved hjælp af statsmidler og overføres til Finnfjord under kontrol af en statskontrolleret offentlig enhed. Tilsynsmyndigheden finder derfor, at der er involveret statsmidler.

(51)

For at udgøre statsstøtte skal den anmeldte foranstaltning give Finnfjord fordele, der fritager den for udgifter, som normalt afholdes over dens budget. Foranstaltningen skal derfor være selektiv i den forstand, at den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. Det direkte tilskud på 16 mio. NOK er en overførsel af likviditet, som Finnfjord ikke ville have modtaget som led i sin normale forretningsførelse. Den anmeldte støtte er udelukkende bestemt til Finnfjord. Tilsynsmyndigheden konkluderer derfor, at dette direkte tilskud giver Finnfjord en selektiv økonomisk fordel.

(52)

Foranstaltningen skal kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter, for at den kan betragtes som statsstøtte efter artikel 61, stk. 1. Ifølge fast retspraksis anses den blotte omstændighed, at en foranstaltning styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for EØS, for at være tilstrækkelig til at konkludere, at foranstaltningen kan påvirke samhandelen mellem de kontraherende parter og fordreje konkurrencen mellem virksomheder, der er etableret i andre EØS-stater (32). Finnfjord producerer ferrosilicium og mikrosilica, som virksomheden sælger på det europæiske marked (33). Derfor konkluderer Tilsynsmyndigheden, at støtten påvirker samhandelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter og fordrejer konkurrencen i EØS, da støttemodtageren er aktiv i en sektor, hvor der finder samhandel sted mellem de kontraherende parter.

(53)

På grundlag af ovenstående konkluderer Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte foranstaltning i form af et direkte tilskud på 16 mio. NOK fra IN til Finnfjord udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

2.   Procedurekrav

(54)

I henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 skal »EFTA-Tilsynsmyndigheden […] underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil (…). Den pågældende stat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte procedure har ført til endelig beslutning«.

(55)

De norske myndigheder anmeldte støtteforanstaltningen på 16 mio. NOK ved brev af 26. juni 2013. Støtten er ydet med forbehold af Tilsynsmyndighedens godkendelse og er derfor ikke udbetalt.

(56)

Med henvisning til de indkomne oplysninger ser det ud til, at støtten er ydet på grundlag af en støtteordning, som ikke er anmeldt til Tilsynsmyndigheden, da de norske myndigheder anså den for at være omfattet af den daværende generelle gruppefritagelsesforordning (herefter »gruppefritagelsesforordningen«) (34). Tilskuddene fra Enova og IN udgør investeringsstøtte til den samme virksomhed og til samme investeringsprojekt. De norske myndigheder har derfor konkluderet, at støtten til Finnfjord skulle anmeldes individuelt, da den sammen med støtten fra Enova oversteg tærsklen for, hvornår individuel ydelse af støtte er omfattet af anmeldelsespligten (35).

(57)

På grundlag af ovenstående konkluderer Tilsynsmyndigheden, at de norske myndigheder har overholdt deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

3.   Forenelighed — Retsgrundlag

(58)

IN hævder, at støtten til Finnfjord er forenelig med artikel 1, stk. 3, litra c), i EØS-aftalen som støtte til miljøbeskyttelse. IN understreger, at støtten ikke udgør en form for redningsstøtte.

(59)

På grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kan »støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner« betragtes som forenelig med EØS-aftalens funktion, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i EØS i et omfang, der strider mod den fælles interesse.

(60)

Ved beslutning nr. 39/11/KOL godkendte Tilsynsmyndigheden den oprindelige støtte fra energifondsordningen til Finnfjords energiindvindingsprojekt efter at have foretaget en detaljeret vurdering af støtten i overensstemmelse med kapitel 5 i miljøretningslinjerne. Tilsynsmyndigheden konkluderede, at den anmeldte støtte fra Enova bidrog til beskyttelsen af miljøet ved at tilskynde Finnfjord til at gennemføre en energibesparelsesforanstaltning, som den ikke ville have gennemført uden støtten.

(61)

Den 16. juli 2014 vedtog Tilsynsmyndigheden efter at have indledt den formelle undersøgelsesprocedure et nyt sæt retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 (herefter »miljø- og energiretningslinjerne«) (36), der erstatter miljøretningslinjerne (37). Tilsynsmyndigheden anvender miljø- og energiretningslinjerne fra datoen for deres vedtagelse (38), også til tildeling af individuel støtte, der er anmeldt før vedtagelsen af miljø- og energiretningslinjerne, når den skal træffe afgørelse efter vedtagelsen (39).

(62)

Tilsynsmyndigheden godkendte støtten fra Enova som en energibesparelsesforanstaltning. Miljøbeskyttelses- og energiretningslinjerne indeholder ikke et kapitel om energibesparelser, men der er i stedet blevet indsat et kapitel om energieffektivitet (40). Tilsynsmyndigheden vurderer foreneligheden af den anmeldte støtte på grundlag af kapitlet om energieffektivitet i miljø- og energiretningslinjerne.

(63)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at dens vurdering af foreneligheden af den anmeldte foranstaltning i det foreliggende tilfælde ikke ville have været materielt anderledes, hvis den havde anvendt miljøretningslinjerne. For at påvise dette henvises der i det følgende til de relevante principper i såvel miljø- og energiretningslinjerne som i miljøretningslinjerne.

4.   Omfanget af den formelle undersøgelsesprocedure

(64)

I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og vurdere den anmeldte foranstaltning på grundlag af de dagældende miljøretningslinjer understregede Tilsynsmyndigheden, at eftersom den allerede havde vurderet foreneligheden af støtten fra Enova til Finnfjords energiindvindingsprojekt, var den ikke i tvivl om, at den supplerende støtte på grund af dens relativt beskedne størrelse sammenlignet med den oprindelige støtte havde til formål at korrigere et markedssvigt. Ud fra den antagelse, at støtten skulle have en tilskyndelsesvirkning og ville være nødvendig, var Tilsynsmyndigheden endvidere ikke i tvivl om, at konkurrencefordrejningerne og påvirkningen af samhandelen ville være så begrænsede, at det samlede resultat ville være positivt. Disse spørgsmål vil herefter blive behandlet i det følgende.

(65)

Genstanden for den efterfølgende vurdering er, om den anmeldte støtte har tilskyndelsesvirkning og er nødvendig.

5.   Vurdering af foreneligheden

5.1.    Støtten har ingen tilskyndelsesvirkning og er heller ikke nødvendig

(66)

Ifølge miljø- og energiretningslinjerne (41) skal støtten have en tilskyndelsesvirkning for at være forenelig med EØS-aftalen. Spørgsmålet om, hvorvidt den anmeldte støtte er nødvendig for at skabe en reel tilskyndelse til at foretage investeringer, der ellers ikke ville blive gennemført, er et afgørende element i vurderingen af foreneligheden. Det skal undersøges, om støtten er nødvendig for at skabe en tilskyndelsesvirkning for investeringen, dvs. om støtten reelt bidrager til at ændre modtagerens adfærd, således at miljøbeskyttelsesniveauet øges (42).

(67)

Som hovedregel vil Tilsynsmyndigheden gå ud fra, at der ikke findes nogen tilskyndelsesvirkning, hvis projektet er påbegyndt, før støttemodtageren har indgivet en støtteansøgning (43). Da den foreliggende sag vedrører spørgsmålet om supplerende støtte til dækning af øgede omkostninger i forbindelse med et igangværende projekt, kan Tilsynsmyndigheden ikke basere sig på en formodning om eksistensen af en tilskyndelsesvirkning for støtteansøgninger, der er indgivet inden påbegyndelsen af arbejdet. I februar 2011 påbegyndte Finnfjord projektet til 700 mio. NOK på grundlag af en støtte på 175 mio. NOK.

(68)

Tilsynsmyndigheden udelukker dog ikke, at støtten har tilskyndelsesvirkning for et projekt, som er blevet påbegyndt, når ydelsen af støtte klart sikrer afslutningen af projekter, der ellers ikke ville være blevet afsluttet, eller at den øger miljøbeskyttelsen i et omfang, der ellers ikke ville have fundet sted (44). Ved vurderingen af støttens tilskyndelsesvirkning på denne baggrund skal den kontrafaktiske situation, dvs. hvad virksomheden ville gøre uden støtte, undersøges nøje.

(69)

Virksomheden afsluttede projektet i oktober 2012, uden at der var blevet udbetalt støtte. På grundlag af de oplysninger og den dokumentation, der var blevet fremsendt, mener Tilsynsmyndigheden ikke, at Finnfjord realistisk set overvejede at indstille, begrænse eller afbryde projektet efter februar 2011 og indtil dets afslutning i oktober 2012. Mere specifikt og med henvisning til de konklusioner, der blev draget på bestyrelsesmødet den 25. september 2012, ser det ud til, at virksomheden på grund af de meget høje omkostninger ikke seriøst overvejede helt eller delvist at indstille eller udsætte projektet eller begrænse dets omfang. Det fremgår af protokollen fra bestyrelsesmødet den 25. september 2012, at Finnfjord havde til hensigt at søge yderligere lånefinansiering fra SNN og yderligere støtte fra Enova og IN, og at enhver potentiel støtte ville blive anvendt direkte til at reducere det lån, Finnfjord ville ansøge om hos SNN.

(70)

Det må antages, at virksomheden har henvist til denne konklusion i sine bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Selv om virksomheden gør opmærksom på et yderligere finansieringsbehov på [80-95] mio. NOK og synes at hævde, at netop den situation, som virksomheden befandt sig i, viser, at virksomheden overvejede at opgive projektet, modsiges dette af andre erklæringer fra virksomheden, hvori der henvises til den manglende »fri vilje« (se betragtning 42 ovenfor) og frem for alt af, at Finnfjord afsluttede projektet, uden at støtten var blevet udbetalt.

(71)

Hvis virksomheden ikke selv mente, at den havde andre muligheder end at fortsætte projektet, ville støtten ikke give virksomheden nogen tilskyndelse, fordi virksomheden ville have afsluttet projektet — med eller uden støtte. Med andre ord er det kontrafaktiske scenarie, at Finnfjord også uden støtten ville afslutte projektet uden forsinkelser og uden at begrænse dets omfang.

(72)

Tilsynsmyndigheden er ikke overbevist af argumentet om, at støtten var den udløsende faktor for finansieringspakken på [80-95] mio. NOK og navnlig var nødvendig for lånet fra SNN på 45-60] mio. NOK. Selv om det var en betingelse for lånet fra SNN, at IN skulle yde støtten 16 mio. NOK, blev midlerne (fra såvel SNN som IN) udbetalt uden Tilsynsmyndighedens forudgående godkendelse af den supplerende støtte. Dette viser, at lånene ikke hang sammen med støtten. En kreditor, der gør den faktiske udbetaling af støtte til en betingelse for yderligere finansiering, ville have afventet Tilsynsmyndighedens godkendelse inden udbetalingen af yderligere lånekapital, hvis dette var afgørende for eksistensen af finansieringspakken. Endvidere fremgår det ikke af de oplysninger, der blev fremsendt til Tilsynsmyndigheden, at Finnfjord ville skulle tilbagebetale lånene straks i tilfælde af, at Tilsynsmyndigheden ikke godkendte støtten.

(73)

Støtten skal være nødvendig for at være forenelig med EØS-aftalen. Støtten må ikke dække omkostninger ved en aktivitet, som en virksomhed under alle omstændigheder ville skulle afholde, og må ikke kompensere for den normale forretningsmæssige risiko ved en økonomisk aktivitet (45). Støtte til supplerende omkostninger, som skyldes uforudsete eksterne faktorer, der ikke kan betragtes som en del af den normale forretningsmæssige risiko ved den pågældende økonomiske virksomhed, kan dog anses for at være forenelig med EØS-aftalen (46).

(74)

Tilsynsmyndigheden bemærker, at Finnfjord i februar 2011, da virksomheden stod over for omkostningsstigningen fra 511,66 mio. NOK til 700 mio. NOK, besluttede at gå videre med projektet uden at ansøge om yderligere støtte. De omkostninger, der er relevante for denne undersøgelse, er stigningen på [80-95] mio. NOK fra 700 mio. NOK til [ca. 800] mio. NOK. Dette svarer til en stigning på ca. […] %.

(75)

På grundlag af de fremsendte oplysninger, jf. betragtning 22 ovenfor, skyldtes omkostningsstigningerne tilpasninger af de eksisterende maskiner, tilpasninger af tre eksisterende ovne, tilpasninger af røgkanaler, installationer i turbinebygningen og andre bygninger, produktionsnedgang af længere varighed end forventet og færdiggørelsen af arbejdet og installationerne. Disse udgør de typer omkostningsstigninger, som virksomheden måtte forventes at tage i betragtning ved planlægningen af denne projekttype, og udgør den normale forretningsmæssige risiko ved den omhandlede økonomiske virksomhed. De kan ikke anses for at være forårsaget af eksterne faktorer og synes ikke at være uforudsigelige. Den foreliggende sag adskiller sig således fra sagen om Helguvík-aluminiumssmelteværket (47), som Finnfjord henviser til. I denne sag havde støttemodtageren vanskeligheder med at opnå finansiering under den ekstraordinære finansielle krise i 2008 i Island, en omstændighed, der med rette kan betegnes som en uforudsigelig ekstern faktor. På grundlag af ovenstående er det Tilsynsmyndighedens opfattelse, at det, som de norske myndigheder foreslår med den anmeldte støtteforanstaltning, er at kompensere Finnfjord for den normale forretningsmæssige risiko ved projektet, som den påtog sig.

(76)

Tilsynsmyndigheden anerkender, at resultatet af dens vurdering potentielt kunne have været anderledes, hvis de norske myndigheder i stedet for at foreslå to faste udbetalinger af støttebeløb (fra Enova og senere fra IN), ydede støtte til dækning af en vis procentdel af de støtteberettigede omkostninger ved projektet. Dette vil især være tilfældet, hvis omfanget af de uforudsete ekstra omkostninger er betydeligt og skyldes, at projektet er innovativt, og at de dermed forbundne omkostninger i sagens natur er vanskelige at vurdere på forhånd. Denne påstand er ikke relevant for det sæt af faktiske omstændigheder, som Tilsynsmyndigheden står over for i den foreliggende sag.

(77)

Tilsynsmyndigheden understreger, at det er op til de norske myndigheder at godtgøre, at betingelserne for at fravige artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen er opfyldt (48). De faktiske omstændigheder og argumenter, som de norske myndigheder (og Finnfjord) har fremlagt, har ikke overbevist Tilsynsmyndigheden om, at den anmeldte støtte fra IN har tilskyndelsesvirkning, eller at den er nødvendig.

(78)

På grundlag af ovenstående har Tilsynsmyndigheden konkluderet, at den anmeldte støtte fra IN til Finnfjord mangler tilskyndelsesvirkning, og at den ikke er nødvendig. Da støtten alene af disse grunde ikke er forenelig med EØS-aftalen funktion, vil Tilsynsmyndigheden ikke vurdere hensigtsmæssigheden af støtten eller dens proportionalitet.

6.   Konklusion — Støtten ikke er forenelig

(79)

På grundlag af oplysningerne fra de norske myndigheder har Tilsynsmyndigheden konkluderet, at det foreslåede kontante tilskud på 16 mio. NOK fra IN til Finnfjord udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(80)

Tilsynsmyndigheden har konkluderet, at denne støtte ikke er forenelig med EØS-aftalen. Følgelig har de norske myndigheder har ikke tilladelse til at gennemføre den.

(81)

Tilsynsmyndigheden anmoder de norske myndigheder om straks at fremsende en kopi af denne beslutning til Finnfjord —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1.   Det direkte tilskud på 16 mio. NOK til Finnfjord, som de norske myndigheder anmeldte den 26. juni 2013, er uforeneligt med EØS-aftalen.

2.   Det kan derfor ikke gennemføres.

3.   Den formelle undersøgelsesprocedure er hermed afsluttet.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Norge.

Artikel 3

Kun den engelske udgave af denne beslutning er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. april 2015.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Oda Helen SLETNES

Formand

Helga JÓNSDÓTTIR

Medlem af kollegiet


(*)  I denne ikkefortrolige version af beslutningen er oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, blevet udeladt. Hvor der er udeladt oplysninger, er dette markeret med […]. Hvor der er slettet tal, er det interval, inden for hvilket det pågældende tal findes, i givet fald blevet markeret.

(1)  EUT C 278 af 22.9.2011, s. 6, og EØS-tillæg nr. 51 af 22.9.2011, s. 1.

(2)  Ref. nr. 676810, 676812, 676814-676816, 676819, 676822, 676823, 676825-676827, 676829 og 676832-676834.

(3)  Ref. nr. 677212.

(4)  Ref. nr. 680603-680605 og 680866-680868.

(5)  Ref. nr. 681073.

(6)  Ref. nr. 683806, 683807, 683809, 683810, 683813, 683814, 683817 og 683819.

(7)  Ref. nr. 686086.

(8)  Ref. nr. 700230.

(9)  EUT C 108 af 10.4.2014, s. 2, og EØS-tillæg nr. 22 af 10.4.2014, s. 19.

(10)  Udateret brev fra Finnfjord registreret af Tilsynsmyndigheden den 16. april 2014 (ref. nr. 705906).

(11)  Ref. nr. 708022.

(12)  Ref. nr. 710453.

(13)  Ref. nr. 723413-723421 og 723424.

(14)  Ref. nr. 725001.

(15)  Ref. nr. 726975-726980 og 726985.

(16)  Ref. nr. 726981.

(17)  Ref. nr. 729928.

(18)  LOV 2003-12-19-130 Lov om Innovasjon Norge.

(19)  På norsk: Statsforetak. Enova er organiseret i henhold til lov nr. 71 af 30.8.1991 om statslige virksomheder.

(20)  EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 125/06/KOL af 3. maj 2006 om den norske energifond (Norge) (EUT L 189 af 17.7.2008, s. 36), og EØS-tillæg nr. 43 af 17.7.2008, s. 1.

(21)  EUT C 314 af 27.10.2011, s. 4, og EØS-tillæg nr. 58 af 27.10.2011, s. 2.

(22)  Indkaldelsen af ansøgninger om støtte inden for rammerne af energifondsordningen er beskrevet i Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 248/11/KOL (nævnt ovenfor), betragtning 27-36.

(23)  Se Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 248/11/KOL (nævnt ovenfor), betragtning 37.

(24)  Tilgængelig på Finnfjord websted: http://www.finnfjord.no/weve_got_the_power

(25)  Brev fra de norske myndigheder af 18. september 2013 (ref. nr. 683806). Tilsynsmyndighedens oversættelse fra norsk: »Eventuelle tilskudd/lån fra Enova og Innovasjon Norge, vil gå til direkte reduksjon av omsøkte likviditetslån.«

(26)  IN oplyste følgende: »Da Finnfjord […] ansøgte om finansiering på [80-95] mio. NOK, havde [SNN] allerede godkendt et lån på samme beløb, men med betingelser vedrørende sikkerhed, der var uacceptable for [IN]«. IN's brev til Tilsynsmyndigheden af 18. september 2013, s. 12.

(27)  Norwegian Inter Bank Offered Rate.

(28)  Denne støtte blev godkendt af Tilsynsmyndigheden ved beslutning nr. 304/13/KOL (EUT C 330 af 14.11.2013, s. 7, og EØS-tillæg nr. 63 af 14.11.2013, s. 5).

(29)  EUT L 144 af 10.6.2010, s. 1, og EØS-tillæg nr. 29 af 10.6.2010, s. 1.

(30)  Beslutning nr. 344/09/KOL, Helguvík-aluminiumssmelteværket (EUT C 294 af 3.12.2009, s. 17, og EØS-tillæg nr. 64 af 3.12.2009, s. 10).

(31)  Bl.a. Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 503/08/KOL, Test Centre Mongstad (EUT C 297 af 20.11.2008, s. 11, og EØS-tillæg nr. 69 af 20.11.2008, s. 2), og Kommissionens beslutning i sag N 117/2007, »57 Profi-Start GmbH«'s dekontaminering af produktionsstedet »Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH« (EUT C 275 af 16.11.2007, s. 2).

(32)  Sag E-6/98, Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, EFTA Court Report [1999], s. 76, præmis 59, og sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, EU:C:1980:209, præmis 11, hvor det er anført, at »Når en finansiel støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten«.

(33)  Jf. Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 39/11/KOL (nævnt ovenfor).

(34)  Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) (EUT L 214 af 9.8.2008, s. 3), der er inkorporeret i punkt 1j i bilag XV til EØS-aftalen.

Se artikel 6, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i den daværende generelle gruppefritagelsesforordning.

Artikel 6, stk. 1, litra b), er affattet således: »Denne forordning finder ikke anvendelse på individuel støtte, hvad enten den ydes som ad hoc-støtte eller i henhold til en ordning, hvis støttens bruttosubventionsækvivalent overstiger følgende tærskler: (…) b) investeringsstøtte til miljøbeskyttelse: 7,5 mio. EUR pr. virksomhed og pr. investeringsprojekt«.

(35)  Artikel 7, stk. 1, er affattet således: »Ved vurderingen af, om de tærskler for anmeldelse af individuel støtte, der er fastsat i artikel 6, og de maksimale støtteintensiteter, der er fastsat i kapitel II, er overholdt, skal der tages hensyn til det samlede offentlige støttebeløb i forbindelse med de støtteberettigede aktiviteter eller projekter, uanset om støtten ydes af lokale, regionale eller nationale finansieringskilder eller af Fællesskabet.«

(36)  Endnu ikke offentliggjort i EUT eller EØS-tillægget, men findes på Tilsynsmyndighedens websted: http://www.eftasurv.int/state-aid/legal-framework/state-aid-guidelines/

(37)  Punkt 237 i miljø- og energiretningslinjerne.

(38)  Punkt 237 i miljø- og energiretningslinjerne.

(39)  Punkt 238 i miljø- og energiretningslinjerne. Tilsynsmyndigheden bemærker, at den vil anvende miljøbeskyttelsesretningslinjerne på støtte, der er tildelt på grundlag af godkendte støtteordninger, når den skal træffe en afgørelse, efter at miljø- og energiretningslinjerne trådte i kraft. I den foreliggende sag er det imidlertid Tilsynsmyndighedens opfattelse, at den anmeldte støtte ikke er ydet på grundlag af en støtteordning, der er godkendt af Tilsynsmyndigheden.

(40)  I punkt 14, stk. 2, i miljø- og energiretningslinjerne er »energieffektivitet« defineret som en mængde sparet energi, der opgøres ved at måle og/eller anslå forbruget før og efter gennemførelsen af en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, idet der korrigeres for eksterne forhold, som påvirker energiforbruget.

(41)  Punkt 139 og 44 i miljø- og energiretningslinjerne. Se også punkt 171-173 i miljøretningslinjerne samt punkt 27-29.

(42)  Punkt 44 i miljø- og energiretningslinjerne. Se også punkt 142 i miljøretningslinjerne.

(43)  Punkt 45 i miljø- og energiretningslinjerne. Se også punkt 143 i miljøretningslinjerne.

(44)  Sag T-162/06, Kronoply mod Kommissionen, EU:T:2009:2, præmis 85. Stadfæstet i appelsag C-117/09 P, Kronoply mod Kommissionen, EU:C:2010:370.

(45)  Punkt 44 i miljø- og energiretningslinjerne.

(46)  Sag T-162/06, Kronoply mod Kommissionen, EU:T:2009:2, præmis 88.

(47)  Nævnt ovenfor.

(48)  Sag C-106/09 P, Kommissionen mod Government of Gibraltar samt Det Forenede Kongerige, EU:C:2011:732, præmis 147. Sag C-372/97, Italien mod Kommissionen, EU:C:2004:234, præmis 81. Sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, EU:C:1993:157, præmis 20. Sag T-68/03, Olympiaki Aeroporia Ypiresies AE mod Kommissionen, EU:T:2007:253, præmis 34.


Top