Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0026

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/26 af 8. januar 2019 om supplering af EU-typegodkendelseslovgivningen for så vidt angår Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen (EØS-relevant tekst.)

PE/67/2018/REV/1

OJ L 8I , 10.1.2019, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/26/oj

10.1.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 8/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/26

af 8. januar 2019

om supplering af EU-typegodkendelseslovgivningen for så vidt angår Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen, dvs. fra og med den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd, efter aftale med Det Forenede Kongerige, ved enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

(2)

Udtrædelsesaftalen som aftalt mellem forhandlerne indeholder ordninger, der gør det muligt at anvende EU-retlige bestemmelser på og i Det Forenede Kongerige efter den dato, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige. Hvis denne aftale træder i kraft, vil EU-typegodkendelseslovgivningen finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden i overensstemmelse med denne aftale, og den vil ophøre med at finde anvendelse ved afslutningen af denne periode.

(3)

Der blev fastlagt en omfattende retlig ramme for EU-typegodkendelse ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (3), Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 167/2013 (4), Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 168/2013 (5) og Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) 2016/1628 (6).

(4)

Disse retsakter giver fabrikanter mulighed for at vælge, fra hvilken typegodkendelsesmyndighed, de ønsker at opnå en typegodkendelse, som gør det muligt for dem at markedsføre køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder på EU-markedet.

(5)

Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ville i manglen af særlige bestemmelser medføre, at EF- typegodkendelser og EU-typegodkendelser, som tidligere er meddelt af den typegodkendende myndighed i Det Forenede Kongerige (»UK-typegodkendende myndighed«) i henhold til Unionens retsforskrifter, ikke længere ville kunne sikre adgangen til EU-markedet. Også fabrikanter, der er etableret i andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige har sådanne typegodkendelser. Mens køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, som er typegodkendt af Det Forenede Kongerige i henhold til Unionens retsforskrifter, kan markedsføres på EU-markedet, indtil EU-typegodkendelseslovgivningen ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, er det nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser for at lette markedsføringen af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder på EU-markedet efter denne dato.

(6)

På nuværende tidspunkt giver EU-typegodkendelseslovgivningen ikke mulighed for at foretage fornyet godkendelse af typer, som allerede er godkendt andetsteds i Unionen. Imidlertid bør fabrikanter være i stand til fortsat at fremstille køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der tidligere har været baseret på typegodkendelser meddelt af den UK-typegodkendende myndighed, og at fortsætte med at markedsføre sådanne køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder på EU-markedet. Det er derfor nødvendigt, at fabrikanterne får mulighed for at opnå nye typegodkendelser fra typegodkendende myndigheder i andre af Unionens medlemsstater end Det Forenede Kongerige.

(7)

Denne forordning bør også sikre størst mulig frihed for fabrikanterne til fortsat at vælge den nye EU-typegodkendende myndighed. Navnlig bør fabrikantens valg ikke afhænge af samtykke fra den UK-typegodkendende myndighed eller eksistensen af eventuelle aftaler mellem den UK-typegodkendende myndighed i Det Forenede Kongerige og den nye EU-typegodkendende myndighed.

(8)

For at sikre den nødvendige retssikkerhed for alle de interesserede parter og sikre lige konkurrencevilkår for fabrikanterne er det nødvendigt på en gennemskuelig måde at fastsætte lige vilkår, der gælder i alle medlemsstaterne.

(9)

For at muliggøre fortsat produktion og markedsføring af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder bør de krav, som deres typer skal overholde for at blive godkendt af den typegodkendende myndighed i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige, være dem, der finder anvendelse på markedsføring af nye køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder og ikke dem, der finder anvendelse på nye typer.

(10)

Kravene til nye køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder gælder ligeledes for fabrikanter, der er i besiddelse af typegodkendelser meddelt af andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige. Formålet med at fastsætte samme krav til godkendelse af typer i denne forordning som til markedsføring af nye køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder er således at sikre lige vilkår for fabrikanter, der rammes af Det Forenede Kongeriges udtræden, og fabrikanter, der er indehavere af typegodkendelser meddelt af andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige.

(11)

Intet i denne forordning bør forhindre køretøjsfabrikanten i på frivilligt grundlag at ansøge om EU-godkendelse af en køretøjstype, der tidligere er godkendt i Det Forenede Kongerige, på grundlag af visse krav til nye typer af systemer, komponenter eller separate tekniske enheder, hvis køretøjstypen i øvrigt er identisk med den, som er godkendt i Det Forenede Kongerige.

(12)

Ansøgninger om godkendelse af helt nye typer af køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder bør ikke falde inden for denne forordnings anvendelsesområde.

(13)

Det bør være muligt at basere typegodkendelser meddelt efter denne forordning på prøvningsrapporter, som allerede har været forelagt med henblik på at opnå typegodkendelse i Det Forenede Kongerige, hvis de krav, der danner grundlag for sådanne prøvningsrapporter, er uændrede. For at sikre en sådan fortsat brug af prøvningsrapporter udstedt af den tekniske tjeneste, som Det Forenede Kongerige har givet underretning om, bør der ved denne forordning fastsættes en undtagelse fra kravet om, at en sådan teknisk tjeneste skal være udpeget af den myndighed, der udsteder typegodkendelsen, og at Kommissionen skal være underrettet herom af medlemsstaten. For også at omfatte den tid, hvor EU-typegodkendelseslovgivningen er ophørt med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, bør denne forordning desuden fastsætte en undtagelse fra de specifikke krav vedrørende udpegelse og underretning af tekniske tjenester i tredjelande.

(14)

Endvidere bør de EU-typegodkendende myndigheder, eftersom de er fuldt ansvarlige for de nye EU-typegodkendelser, de meddeler, have mulighed for at kræve nye prøvninger for ethvert element i typegodkendelsen, hvis de skønner det nødvendigt.

(15)

For så vidt som denne forordning ikke bestemmer andet, vil de generelle regler om EF-typegodkendelse og EU-typegodkendelse fortsat finde anvendelse.

(16)

Der bør tages hensyn til, at den rolle, som de typegodkendende myndigheder tildeles, ikke ophører ved fremstillingen eller markedsføringen af et køretøj, et system, en komponent eller separat teknisk enhed, men strækker sig over flere år efter markedsføringen af sådanne køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder. Dette gælder navnlig forpligtelser vedrørende overensstemmelse efter ibrugtagning af køretøjer, der er omfattet af direktiv 2007/46/EF, og forpligtelser vedrørende reparations- og vedligeholdelsesinformationer og potentielle tilbagekaldelser af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er omfattet af direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 eller forordning (EU) 2016/1628. Det er derfor nødvendigt, at den myndighed, der meddeler EU-typegodkendelse, overtager disse forpligtelser også for køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er baseret på den samme type og allerede er markedsført på EU-markedet, på grundlag af UK-typegodkendelsen for at sikre, at der er en ansvarlig typegodkendende myndighed.

(17)

Når fabrikanter anvender de procedurer, der er fastsat i denne forordning, kan deres UK-typegodkendelse blive ugyldig, før EU-typegodkendelseslovgivning ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige som følge af meddelelsen af en EU-typegodkendelse for samme type. Da fabrikanter ikke bør stilles ringere, fordi de har gjort brug af denne forordning, bør beholdningen af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er fremstillet på grundlag af en gyldig UK-typegodkendelse, kunne markedsføres, registreres og ibrugtages, så snart fabrikanten har fået en ny EU-typegodkendelse, og så længe EU-typegodkendelseslovgivningen fortsat finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, forudsat at disse køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder fortsat opfylder de generelle krav i de retsakter, der er omhandlet i artikel 1. Eftersom tidspunktet for markedsføring, registrering og ibrugtagning kan variere, bør det tidspunkt, hvor det første af disse trin er taget, anvendes for at fastsætte de frister, der er fastlagt i denne forordning.

(18)

Det er også nødvendigt, at en EU-typegodkendende myndighed overtager visse forpligtelser med hensyn til køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, som er markedsført på EU-markedet på baggrund af UK-typegodkendelser, som enten ikke længere er gyldige i medfør af artikel 17 i direktiv 2007/46/EF, artikel 32 i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 37 i forordning (EU) nr. 168/2013 eller artikel 30 i forordning (EU) 2016/1628, eller for hvilke der ikke er søgt om EU-typegodkendelse. For at sikre, at der er en ansvarlig EU-typegodkendende myndighed, bør fabrikanter pålægges at anmode den EU-typegodkendende myndighed, der skal godkende typer, som tidligere er godkendt i Det Forenede Kongerige, om at påtage sig forpligtelser vedrørende tilbagekaldelse, reparations- og vedligeholdelsesinformationer og overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning for deres køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, som er baseret på andre typer og allerede er markedsført på EU-markedet. For at begrænse omfanget af overtagne forpligtelser for den EU-typegodkendende myndighed, bør disse forpligtelser kun vedrøre køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder baseret på UK-typegodkendelser, der blev meddelt efter 1. januar 2008.

(19)

Nationale myndigheders afgørelser, der er truffet i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i direktiv 2007/46/EF, artikel 39, stk. 3, i forordning (EU) nr. 167/2013 eller artikel 44, stk. 3, i forordning (EU) nr. 168/2013, mens EU-typegodkendelseslovgivningen stadig finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, og som tillader tilgængeliggørelse på markedet, registrering, salg eller ibrugtagning af restkøretøjer, der er af en type, hvis UK-typegodkendelse er blevet ugyldig før den dato, hvor EU-typegodkendelseslovgivningen ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, bør fortsat være gældende.

(20)

De undtagelser og overgangsbestemmelser, der gælder for motorer eller køretøjer og mobile ikkevejgående maskiner, hvori sådanne motorer er monteret, jf. artikel 10, stk. 7, i direktiv 97/68/EF, artikel 34, stk. 7 og 8, eller artikel 58, stk. 5-11, i forordning (EU) 2016/1628 og retsakter, der er vedtaget på grundlag af artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 8, artikel 28, stk. 6, og artikel 53, stk. 12, i forordning (EU) nr. 167/2013, der tillader markedsføring af sådanne motorer, køretøjer og mobile ikkevejgående maskiner uden krav om en gyldig typegodkendelse, bør fortsat finde anvendelse.

(21)

Målet for denne forordning, nemlig at supplere direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 og forordning (EU) 2016/1628 med særlige regler vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(22)

For at give fabrikanterne mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at straks at forberede sig på Det Forenede Kongeriges udtræden med hensyn til EU-typegodkendelseslovgivningen, bør denne forordning træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Denne forordning supplerer direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 og forordning (EU) 2016/1628 ved at fastsætte særlige bestemmelser for EU-typegodkendelse og markedsføring af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er blevet typegodkendt af den typegodkendende myndighed i Det Forenede Kongerige (»UK-typegodkendende myndighed«), mens EU-typegodkendelseslovgivningen omhandlet i nærværende forordnings artikel 2, stk. 1, stadig finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder omfattet af direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 eller forordning (EU) 2016/1628, og deres typer, der er blevet godkendt af den UK-typegodkendende myndighed på grundlag af disse retsakter eller en EU-retsforskrift, som er opført i bilag IV til direktiv 2007/46/EF, eller enhver EU-retsforskrift, der er ophævet ved disse EU-retsforskrifter.

2.   Henvisninger til separate tekniske enheder i denne forordning læses som henvisninger omfattende motorer i forordning (EU) 2016/1628.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »EU-typegodkendende myndighed«: en typegodkendende myndighed i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige

2)   »UK-typegodkendelse«: en EF-typegodkendelse eller EU-typegodkendelse meddelt af den UK-typegodkendende myndighed

3)   »EU-typegodkendelse«: en EU-typegodkendelse meddelt af en EU-typegodkendende myndighed i overensstemmelse med denne forordning.

Artikel 4

Ansøgning om EU-typegodkendelse

1.   Som undtagelse fra artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF, artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 26, stk. 2, i forordning (EU) nr. 168/2013 og artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1628 kan en fabrikant, der er i besiddelse af en UK-typegodkendelse, der ikke er blevet ugyldig i henhold til artikel 17 i direktiv 2007/46/EF, artikel 32 i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 37 i forordning (EU) nr. 168/2013 eller artikel 30 i forordning (EU) 2016/1628, indtil den dato, hvor EU-typegodkendelseslovgivningen i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 1, ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, indgive en ansøgning til en EU-typegodkendende myndighed om en EU-typegodkendelse af samme type.

2.   For at kunne godkendes skal typen opfylde kravene til markedsføring, registrering eller ibrugtagning af nye køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder, der finder anvendelse, når EU-typegodkendelsen får virkning.

3.   Ved at indgive ansøgningen i henhold til stk. 1 er fabrikanten forpligtet til at betale tilstrækkelige gebyrer, fastsat af den EU-typegodkendende myndighed, for eventuelle omkostninger som følge af udøvelsen af beføjelser og opfyldelsen af den EU-typegodkendende myndigheds forpligtelser vedrørende EU-typegodkendelsen.

4.   Når fabrikanten indgiver sin ansøgning i henhold til denne artikels stk. 1, forelægger vedkommende på anmodning af den EU-typegodkendende myndighed enhver form for dokumentation og information, som myndigheden anser for nødvendige for at beslutte, om der skal udstedes en EU-typegodkendelse i henhold til artikel 5.

Den i første afsnit omhandlede dokumentation og information kan omfatte den oprindelige UK-typegodkendelse, herunder alle ændringer, informationsmappen og prøvningsrapporterne. For køretøjers vedkommende kan en sådan anmodning også omfatte enhver EF-typegodkendelse, EU-typegodkendelse eller FN-typegodkendelse og dens bilag som en del af den fuldstændige typegodkendelse af køretøjet.

Artikel 5

Betingelser for meddelelse af EU-typegodkendelse og dennes virkninger

1.   Uanset artikel 8, stk. 2, artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2007/46/EF, artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 7, stk. 2 og artikel 18, i forordning (EU) nr. 168/2013 og artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1628, kan den typegodkendende myndighed, der har modtaget en ansøgning i overensstemmelse med artikel 4 i nærværende forordning, meddele EU-typegodkendelse for et køretøj, et system, en komponent eller en separat teknisk enhed, hvis den pågældende type på tidspunktet, hvor EU-typegodkendelsen får virkning, opfylder de krav, der gælder for markedsføring, registrering eller ibrugtagning af nye køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder.

2.   For så vidt som ingen nye krav finder anvendelse, og uden at dette berører denne artikels stk. 3, kan der meddeles EU-typegodkendelse på grundlag af de samme prøvningsrapporter, som tidligere blev benyttet til meddelelse af UK-typegodkendelse i overensstemmelse med de gældende bestemmelser, uanset om den tekniske tjeneste, der udstedte prøvningsrapporten, er blevet udpeget og underrettet af den medlemsstat, der meddeler EU-typegodkendelsen i overensstemmelse med direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 eller forordning (EU) 2016/1628, og selv efter at EU-typegodkendelseslovgivningen i henhold til nærværende forordnings artikel 2, stk. 1, ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.

3.   Før meddelelse af EU-typegodkendelse kan den EU-typegodkendende myndighed anmode om, at specifikke prøvninger gentages. I så fald foretages prøvningen af en teknisk tjeneste, som er blevet udpeget og underrettet af medlemsstaten for den EU-typegodkendende myndighed i overensstemmelse med direktiv 2007/46/EF, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 eller forordning (EU) 2016/1628.

4.   For den type, der er godkendt efter denne artikels stk. 1, udfærdiges en EU-typegodkendelsesattest med et nummer bestående af kendingsnummeret for den medlemsstat, hvis typegodkendende myndighed meddelte EU-typegodkendelse, og nummeret på den relevante retsakt, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1. Den skal også indeholde nummeret på den seneste ændringsretsakt om krav til typegodkendelse, efter hvilken der meddeles EU-typegodkendelse. For køretøjer skal typegodkendelsesattesten og typeattesten under punktet »Bemærkninger:« indeholde angivelsen »Tidligere typegodkendt som« og henvise til nummeret og datoen på den EU-typegodkendelsesattest, der blev tildelt efter UK-typegodkendelsen. For systemer, komponenter eller separate tekniske enheder skal typegodkendelsesattesten indeholde angivelsen »Tidligere typegodkendt og mærket som« og henvise til det typegodkendelsesmærke, som er tildelt efter UK-typegodkendelsen.

5.   EU-typegodkendelsen får virkning på meddelelsesdatoen eller en deri fastlagt senere dato. UK-typegodkendelsen bliver ugyldig dagen før den dato, hvor EU-typegodkendelseslovgivningen får virkning. Den bliver under alle omstændigheder ugyldig senest på den dato, hvor EU-typegodkendelseslovgivningen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.

6.   En EU-typegodkendelse betragtes som værende en EF- typegodkendelse eller en EU-typegodkendelse efter betydningen i direktiv 2007/46/EF eller enhver retsakt opført i bilag IV til nævnte direktiv, forordning (EU) nr. 167/2013, forordning (EU) nr. 168/2013 eller forordning (EU) 2016/1628. Alle bestemmelser i disse retsakter, som der ikke undtages fra i nærværende forordning, finder fortsat anvendelse. Den EU-typegodkendende myndighed påtager sig det fulde ansvar for forpligtelser som følger af EU-typegodkendelsen.

Fra det tidspunkt, hvor EU-typegodkendelsen får virkning, udøver den EU-typegodkendende myndighed desuden alle den UK-typegodkendende myndigheds beføjelser og forpligtelser for så vidt angår følgende:

a)

køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder fremstillet på grundlag af en UK-typegodkendelse, der allerede er markedsført, registreret eller taget i brug i Unionen

b)

køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder fremstillet på grundlag af en UK-typegodkendelse, der skalmarkedsføres, registreres eller tages i brug i Unionen i overensstemmelse med tredje afsnit.

Køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder, der er fremstillet på grundlag af en UK-typegodkendelse, som er blevet ugyldig som følge af udstedelsen af en EU-typegodkendelse, kan markedsføres, registreres og tages i brug i Unionen indtil EU-typegodkendelseslovgivningen som omhandlet i nærværende forordnings artikel 2, stk. 1, ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, eller, såfremt EU-typegodkendelsen bliver ugyldig før denne dato i medfør af artikel 17 i direktiv 2007/46/EF, artikel 32 i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 37 i forordning (EU) nr. 168/2013 eller artikel 30 i forordning (EU) 2016/1628, indtil den dato, hvor EU-typegodkendelsen bliver ugyldig. For køretøjer angiver fabrikanten EU-typegodkendelsesnummeret i et tillæg til typeattesten, før sådanne køretøjer markedsføres, registreres eller tages i brug i Unionen.

Den EU-typegodkendende myndighed er ikke ansvarlig for den UK-typegodkendende myndigheds eventuelle handlinger eller undladelser.

Artikel 6

EU-typegodkendende myndighed, som er ansvarlig for køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder af typer, som ikke er godkendt i henhold til denne forordning

1.   Ved ansøgning om en EU-typegodkendelse i henhold til artikel 4 skal en fabrikant også anmode den pågældende EU-typegodkendende myndighed om at overtage den UK-typegodkendende myndigheds forpligtelser for fabrikantens andre køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder, der er markedsført, registreret eller ibrugtaget i Unionen på grundlag af UK-typegodkendelser, som enten er blevet ugyldige i medfør af artikel 17 i direktiv 2007/46/EF, artikel 32 i forordning (EU) nr. 167/2013, artikel 37 i forordning (EU) nr. 168/2013, artikel 30 i forordning (EU) 2016/1628, eller for hvilke der ikke søges om EU-typegodkendelse i henhold til nærværende forordning.

En sådan anmodning foretages for alle køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder fremstillet på grundlag af UK-typegodkendelser, som fabrikanten er i besiddelse af, og som blev meddelt efter 1. januar 2008, medmindre fabrikanten over for den EU-typegodkendende myndighed godtgør, at han har en aftale med en anden EU-typegodkendende myndighed, der omfatter disse køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder.

2.   Den EU-typegodkendende myndighed må først meddele EU-typegodkendelse i overensstemmelse med artikel 5, når den har godkendt anmodningen i medfør af denne artikels stk. 1, og efter at fabrikanten har indvilliget i at dække de omkostninger, som den EU-typegodkendende myndighed lider som følge af udøvelsen af sine beføjelser og opfyldelsen af sine forpligtelser for så vidt angår de berørte køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder.

3.   Efter modtagelse af den i denne artikels stk. 1 omhandlede anmodning og meddelelse af EU-typegodkendelsen i overensstemmelse med artikel 5, udøver den EU-typegodkendende myndighed alle den UK-typegodkendende myndigheds beføjelser og opfylder alle dennes forpligtelser for så vidt angår alle de køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder, der er fremstillet på grundlag af UK-typegodkendelserne som omhandlet i denne artikels stk. 1 vedrørende tilbagekaldelser, reparations- og vedligeholdelsesinformationer og overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning. Den EU-typegodkendende myndighed er ikke ansvarlig for den UK-typegodkendende myndigheds eventuelle handlinger eller undladelser.

4.   Den EU-typegodkendende myndighed informerer de typegodkendende myndigheder i de øvrige medlemsstater samt Kommissionen om de typer, for hvilke den har overtaget den UK-typegodkendende myndigheds forpligtelser i overensstemmelse med stk. 1.

Artikel 7

Særlige bestemmelser om mobile ikkevejgående maskiner

Denne forordning er ikke til hinder for markedsføring, tilgængeliggørelse på markedet, registrering eller ibrugtagning af motorer eller køretøjer og mobile ikkevejgående maskiner, i hvilke der er monteret sådanne motorer, som er i overensstemmelse med en type, hvis UK-typegodkendelse er blevet ugyldig, mens EU-typegodkendelseslovgivningen i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 1, stadig finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 10, stk. 7, i direktiv 97/68/EF, artikel 34, stk. 7, artikel 34, stk. 8, eller artikel 58, stk. 5-11, i forordning (EU) 2016/1628, og retsakter vedtaget på grundlag af artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 8, artikel 28, stk. 6, og artikel 53, stk. 12, i forordning (EU) nr. 167/2013.

Artikel 8

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. januar 2019.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand


(1)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 95.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 11.12.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.12.2018.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 167/2013 af 5. februar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugstraktorer (EUT L 60 af 2.3.2013, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 af 15. januar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler (EUT L 60 af 2.3.2013, s. 52).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1628 af 14. september 2016 om krav vedrørende emissionsgrænser for forurenende luftarter og partikler for og typegodkendelse af forbrændingsmotorer til mobile ikkevejgående maskiner, om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 og (EU) nr. 167/2013 og om ændring og ophævelse af direktiv 97/68/EF (EUT L 252 af 16.9.2016, s. 53).


Top