31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/66

Ordfører:

Cristian PÎRVULESCU

1.1.

Den europæiske dagsorden for migration bør udformes, så den tager det fulde omfang af det humanitære aspekt i betragtning, og således at EU ikke glemmer sine grundlæggende forpligtelser til og juridisk bindende regler om at beskytte liv og menneskerettigheder, især for mennesker i fare.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter den vision, der tog form på topmødet i Valletta, der fandt sted i november 2015, og hvis hovedsigte var at finde en langsigtet løsning på migration ved at tage hånd om de underliggende årsager til migration og etablere en dialog med tredjelande, som er baseret på samarbejde og delt ansvar. EØSU håber, at EU's og Afrikas migrations- og udviklingsproces (»Rabatprocessen«) og Khartoumprocessen vil bidrage til en hurtig gennemførelse af Vallettahandlingsplanen.

1.3.

EØSU støtter de skræddersyede og specifikke aftaler med de enkelte lande under fuld overholdelse af menneskerettighederne. Fleksibilitet sikrer det rette perspektiv og den rette kombination af aktioner og incitamenter.

1.4.

Samtidig med at der er et klart behov for koordinering og ensretning af politikker, ser det ud til, at dagsordenen for migration er ved at blive en overordnet politik, hvis aktioner og målsætninger har forrang for andre politikker (f.eks. naboskabs-, udviklingsbistands- og handelspolitikkerne). EØSU erkender vigtigheden af migrationspolitikken, men mener, at andre politikker er lige så vigtige og værd at forfølge, og anbefaler, at deltagelse i migrationspolitikken ikke bruges som en betingelse for samarbejde inden for andre politikområder. Hovedformålet med koordinering er at fremme synergier, komplementaritet og sammenhæng mellem de forskellige politikområder.

1.5.

Der bør skelnes mellem manglende samarbejde med tredjelande, som skyldes, at der ikke er politisk vilje, og manglende samarbejde som følge af, at der mangler kapacitet og ressourcer. Der skal gøres noget ved begge, men på forskellige måder. Af hensyn til bæredygtigheden og modstandsdygtigheden bør der først sættes ind for at opbygge kapacitet. Bistanden må under ingen omstændigheder være betinget af tilbagetagelse og grænsekontrol.

1.6.

Økonomien er af afgørende betydning for at fjerne de underliggende årsager til migration, men det bør ikke være ensbetydende med, at de politiske, institutionelle og administrative aspekter af stabilitet og velstand ignoreres. Strategien bør revideres, så den kommer til at omfatte mere øremærket og målrettet bistand på tre områder: konfliktløsning og statsopbygning, fremme af demokrati og menneskerettigheder og udvikling af civilsamfundet.

1.7.

For at kunne håndtere de underliggende årsager til migration på langt sigt har et land brug for en levedygtig og legitim regering, stærke repræsentative institutioner, effektive partier, massemedier og civilsamfundsorganisationer. EU bør overveje et reelt fokus på og støtte til demokratisk bistand og ikke blot behandle demokratispørgsmål som »almindelige erhvervsbetingelser«, idet disse i dag nævnes i den tredje søjle i den eksterne investeringsplan.

1.8.

Udvikling af lovlige kanaler for migration og institutionel kapacitet til at støtte den lovlige migration bør være en prioritet under rammen for partnerskaber med tredjelande og for EU, medlemsstaterne og tredjelande.

1.9.

Civilsamfundsorganisationer spiller en vigtig rolle for at gøre migranters og flygtninges genbosættelse, rejse og modtagelse mere sikker og human. Forslaget bør genoverveje betydningen af og støtten til deres aktiviteter, lige fra lokale organisationer i hjem- og transitlandene til de organisationer, der deltager i redningsaktioner og forestår modtagelsen og integrationen. Civilsamfundsorganisationerne bør endvidere deltage i overvågningen og evalueringen af de tiltag, der iværksættes af alle de kompetente myndigheder, som medvirker til at håndtere migrationen.

1.10.

EØSU opfordrer de offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt niveau til at deltage i gennemførelsen af migrations- og asylpolitikken i overensstemmelse med internationale retlige forpligtelser og med det sigte at beskytte menneskerettighederne og gøre integrationen lettere.

1.11.

EU og medlemsstaterne skal direkte og indirekte respektere menneskerettighederne og overholde nonrefoulementprincippet på grundlag af Genevekonventionen, når de gennemfører disse aktioner og procedurer.

1.12.

EU må være sikker, når den giver hjem- og transitlande status af »sikkert land«, så det ikke overtræder nonrefoulementprincippet (1).

1.13.

Kommissionen har fremlagt sin strategiske vision for, hvordan EU's optræden udadtil kan forbedre tvangsfordrevne menneskers modstandsevne og muligheder for at klare sig selv på steder, der er så tæt som muligt på flygtningenes hjemlande. Denne vision har bestemt nogle fordele, men det skal bemærkes, at EU som en ansvarlig og ressourcestærk international aktør også har en moralsk og juridisk forpligtelse til at hjælpe mennesker, der søger international beskyttelse i overensstemmelse med internationale traktater.

1.14.

EØSU støtter det stigende antal tilbagesendelser og tilbagetagelser, men ser helst, at der er tale om frivillige tilbagesendelser, og at der er fokus på reintegration. Frivillig tilbagesendelse med fokus på reintegration bør være et af de vigtigste strategiske valg, som EU og medlemsstaterne træffer i forbindelse med håndteringen af migrationsprocessen.

1.15.

I alle pagter og aftaler bør EU sikre, at der anvendes overvejende positive incitamenter, at bistanden er godt planlagt og organiseret, og at den også rettes mod regeringens institutionelle og administrative kapacitet, fremmer demokrati og menneskerettigheder og inkluderer civilsamfundsorganisationer i alle processer, specielt dem på lokalt og regionalt niveau.

1.16.

EØSU opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og regeringerne i tredjelande til at inkludere og støtte diasporasamfund så meget som muligt. De kunne repræsentere en værdifuld ressource for udviklingen af hjem- og transitlandene på langt sigt og desuden tilføre et værdifuldt bidrag til det europæiske samfund og den europæiske økonomi. Fremme af mangfoldighed og åbenhed over for verden har været en grundpille i det europæiske samfund, og migrationspolitikken skal være i overensstemmelse med disse to principper.

1.17.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at deltage i bestræbelserne for at koordinere EU-politikken for migration. Solidaritet og samarbejde mellem medlemsstaterne er to forudsætninger for en effektiv gennemførelse af rammen for partnerskaber med tredjelande.

1.18.

EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere den planlagte platform for dialog, hvor erhvervslivet, fagforeninger og andre arbejdsmarkedsparter kan bidrage med ideer, således at migrationens fordele for EU's økonomi og for migranterne selv kan udnyttes bedst muligt (2). EØSU er indstillet på at samarbejde om dens etablering og om at sikre, at den fungerer efter hensigten.

2.1.

Der er blevet opnået meget, siden den europæiske dagsorden for migration blev vedtaget, ikke mindst uden for EU's grænser. Hundredtusindvis af mennesker er blevet reddet i land (3). Vallettatopmødet i november 2015 gjorde migration til et centralt spørgsmål for EU's forbindelser med afrikanske lande.

2.2.

Der forestår dog endnu et stort arbejde. EU står stadig over for en humanitær krise. Tredjelande og EU's partnere huser flygtninge, hvoraf mange er uledsagede mindreårige, der har været tvunget til at forlade deres hjem, såvel som økonomiske migranter, der ønsker at komme til Europa.

2.3.

Det endelige mål med partnerskabsrammen er et sammenhængende og skræddersyet engagement, hvor Unionen og medlemsstaterne agerer på koordineret vis og sammenkobler instrumenter, værktøjer og indflydelse for at nå frem til omfattende partnerskaber (pagter) med tredjelande med henblik på bedre at kunne styre migrationen med fuld respekt for vores humanitære forpligtelser og menneskerettighedsforpligtelser.

2.4.

I samarbejde med vigtige partnere bør der øjeblikkeligt træffes tiltag på følgende områder, hvor der bør fastsættes specifikke og målbare mål: samarbejde med vigtige partnere om at forbedre de lovgivningsmæssige og institutionelle rammer for migration; konkret bistand til kapacitetsopbygning om grænse- og migrationsforvaltning, herunder beskyttelse af flygtninge; stadig flere tilbagesendelser og tilbagetagelser, idet tilbagesendelser helst skal være frivillige, og der skal være fokus på reintegration; standsning af de irregulære strømme ved at tilbyde kanaler for lovlig migration, herunder en optrappet indsats vedrørende genbosætning.

3.1.

EØSU mener, at migration, der forvaltes godt, repræsenterer en mulighed for EU, hjemlandene og for migranterne og deres familier. Migration er et naturligt forekommende fænomen i vores samfund. I de europæiske folks nyere historie er migration meget vigtig.

3.2.

Problemerne opstår, når den ikke er frivillig, når mange migranter tvinges til at forlade det sted, de bor på grund af ekstrem fattigdom, krig eller naturkatastrofer. Disse mennesker er yderst sårbare. Hvis de europæiske lande undlader at indføre forvaltningsprocedurer og love, der gør det nemmere at kanalisere migrationen gennem lovlige og transparente procedurer, vil mange mennesker, der rejser via irregulære ruter, der ofte indebærer en alvorlig fare for deres liv, blive udnyttet af kriminelle netværk involveret i smugling og menneskehandel.

3.3.

EØSU advarer om, at de i forbindelse med udarbejdelsen af politikker og lovgivning om styring af migration og grænsekontrol fuldt ud skal overholde menneskerettighedskonventioner og EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.4.

Kommissionens forslag sikrer en stærkt tiltrængt koordinering og harmonisering af de procedurer og instrumenter, der anvendes til forvaltningen af den stadigt mere komplekse migrationsproces. I lyset af karakteren af og udviklingen i de seneste migrationstendenser er det glædeligt med en revision af dagsordenen med klarere prioriteter.

3.5.

EØSU mener, at fokus på at redde mennesker i fare under rejse er fuldt ud berettiget. Dette bør være en absolut prioritet for både EU og medlemsstaterne. Selvom menneskeliv stadig går tabt på havet, roser udvalget den rolle, som almindelige mennesker, civilsamfundsorganisationer og militært og civilt personel spiller i forbindelse med redningsaktionerne.

3.5.1.

I tillæg til de angivne kortsigtede mål med pagterne: at redde liv i Middelhavet, at øge antallet af tilbagesendelser til hjem- og transitlandene, at skabe muligheder for, at migranter og flygtninge kan forblive tæt på deres hjem og undgå at skulle begive sig ud på farefulde rejser, opfordrer EØSU Kommissionen til at medtage beskyttelse af migranter langs den såkaldte Balkanrute, hvor der kan være fare for deres liv og sikkerhed, og etablering af lovlige ruter for migration.

3.6.

EØSU gentager, at EU og medlemsstaterne tilsammen er verdens største yder af udviklingsbistand og humanitær bistand, og at EU yder betydelig støtte til flygtninge, internt fordrevne mennesker og værtssamfundene, f.eks. på Afrikas Horn og i områderne omkring Tchadsøen (Kenya, Somalia, Uganda, Etiopien og Sudan).

3.6.1.

Dagsordenen for migration bør udformes, således at det fulde omfang af det humanitære aspekt tages i betragtning. EU har vanskeligheder med at håndtere de nuværende migrant- og flygtningestrømme. Det må imidlertid ikke glemme sine grundlæggende forpligtelser til og juridisk bindende regler om at beskytte liv og menneskerettigheder, særligt for mennesker i fare.

3.7.

Dagsordenen for migration vil kun blive en succes, i det omfang tredjelande er villige og i stand til at samarbejde tæt med EU og medlemsstaterne. Hvert land har sin egen profil hvad angår migration. Mange af dem er hjemlande med konflikter, spændinger og alvorlig fattigdom, mens andre er transitlande, som er mere stabile, men også mere sårbare. Nogle af dem modtager et uforholdsmæssigt stort antal flygtninge og migranter, der søger sikkerhed og hjælp på deres territorium. Det gælder først og fremmest Libanon, Tyrkiet og Jordan. Deres vilje og kapacitet til at gennemføre foranstaltninger, der følger af dette migrationspartnerskab afhænger af forskellige og komplekse historiske, politiske, økonomiske, sikkerhedsrelaterede og kulturelle faktorer. Det er derfor nødvendigt at finde det rette perspektiv og den rette kombination af aktioner og incitamenter i forhold til det enkelte land. Samtidig bør pagterne have et fælles fokus, der fremmer institutionel, demokratisk, social og økonomisk udvikling i tredjelande.

3.8.

Dagsordenen for migration skal styrkes yderligere, og der skal være en tættere koordinering med andre relevante politikområder. Kommissionens forslag lægger op til dette inden for tre politikker: naboskab, udviklingsbistand og handel. Under den europæiske naboskabspolitik vil rundt regnet halvdelen af midlerne blive øremærket til migrationsrelaterede spørgsmål. Under udviklingspolitikken omtaler forslaget indførelse af positive og negative incitamenter med belønning til de lande, der opfylder deres internationale forpligtelser til at tilbagetage deres statsborgere, de lande der samarbejder om at styre strømmene af irregulære migranter fra tredjelande, samt de lande, der træffer foranstaltninger for at sikre egnede forhold til husning af mennesker, der flygter fra konflikter og forfølgelse. Der lægges også op til konsekvenser for dem, som ikke samarbejder om tilbagetagelses- og tilbagesendelsespolitikker. Med hensyn til handelspolitikken, hvorunder EU kan give sine partnere præferencebehandling, foreslår Kommissionen, at samarbejde om migrationspolitikkerne bør være en faktor, der medgår ved evalueringen af handelspræferencerne under »GSP+«.

3.9.

Ud over disse politikker, bør alle politikområder, herunder uddannelse, forskning, klima, energi, miljø og landbrug, i princippet være en del af en pakke, betragtes som migrationsfølsomme og udnyttes maksimalt under til drøftelserne.

3.10.

Behovet for politikkoordinering og -ensretning er bestemt klart, men strategien giver anledning til en vis bekymring. Dagsordenen for migration er tilsyneladende ved at blive en overordnet politik, hvis aktiviteter og målsætninger har forrang for andre politikker. Dette kan have virkning for disse øvrige politikker, der hver især har helt berettigede mål og rækkevidde. Naboskabspolitikken skulle skabe mere stabilitet og større velstand ved EU's grænse, og et uforholdsmæssigt stort fokus på migration kan betyde, at andre relevante områder får sekundær betydning. Der er også en række mål for udviklingspolitikken, herunder hjælp til sårbare samfund og skabelse af bedre økonomiske og sociale udsigter for mange millioner mennesker. Handelspolitikken har også en vigtig udviklingsdimension, idet den skaber flere muligheder for både EU-borgere og tredjelandsstatsborgere.

3.11.

Selvom EØSU erkender, at dagsordenen for migration er vigtig, opfatter det de enkelte politikker som lige så vigtige og værd at forfølge. Hovedformålet med koordinering er at fremme synergier, komplementaritet og sammenhæng mellem de forskellige politikområder.

3.12.

Til dette knytter der sig, at de specifikke rammer for politikkoordineringen tyder på, at der vil blive pålagt betingelser og tvangsforanstaltninger: tredjelande skal samarbejde med EU og medlemslandene om tilbagetagelse og tilbagesendelse af deres egne statsborgere, forvalte migrationsstrømmene på deres territorium og over grænserne og huse mennesker, der flygter fra konflikter og forfølgelse, ellers kan adgangen til EU-midler og -bistand og EU-markedet komme i fare. Denne løsning kan vise sig problemfyldt og i sidste ende ineffektiv. Samarbejdet med tredjelande under dagsordenen for migration er bestemt af interne problemer og intern kapacitet. Der bør skelnes mellem manglende samarbejde som skyldes, at der ikke er politisk vilje, og manglende samarbejde som følge af, at der mangler kapacitet og ressourcer. Der skal gøres noget ved begge dele, men på forskellige måder. Af hensyn til bæredygtigheden og modstandsdygtigheden bør der først sættes ind for at opbygge kapacitet. Det er også yderst vigtigt at skelne mellem udviklingsbistand og migrationssamarbejde. Det sidste må ikke under nogen omstændigheder gøres til en betingelse for det første.

3.13.

Når det gælder de underliggende årsager til migration omtaler Kommissionens forslag nærmest kun økonomien. Den rolle, som private investorer, der søger nye investeringsmuligheder på vækstmarkeder, kan spille, understreges også. Det hedder således i forslaget: »Irregulære migranter må ikke risikere livet i forsøget på at nå de europæiske arbejdsmarkeder. I stedet bør Europa mobilisere private og offentlige midler til investeringer i oprindelseslande uden for EU«.

3.14.

Kommissionen påtænker tillige en ambitiøs ekstern investeringsplan med tre søjler: »Den første søjle vil gøre det muligt at anvende de knappe offentlige midler på en innovativ måde for at mobilisere private investeringer ved at tilbyde supplerende garantier og koncessionelle midler. Den anden søjle skal fokusere på teknisk bistand til lokale myndigheder og virksomheder, således at de kan udarbejde et større antal finansierbare projekter og gøre de internationale investorer opmærksomme på dem. Den tredje søjle skal være rettet mod det generelle erhvervsklima og fremme god forvaltning, bekæmpe korruption og fjerne hindringer for investeringer samt markedsforvridninger.«

3.15.

Når der tages fat på de underliggende årsager til migration, er økonomien centralt placeret. De politiske, institutionelle, administrative og sociale aspekter af stabilitet og velstand bør ses i tæt sammenhæng hermed. Erfaringerne fra bistands- og udviklingsarbejdet gennem flere tiår viser, at institutioner er helt afgørende, og at den ønskede dynamik ikke kommer i gang uden ordentlige rammer og infrastrukturer. Private investorer vil ikke investere i oprindelseslande transitlande, hvis de er ustabile. Finansiering af investeringer, udvikling og andre politikområder bør fortsat holdes adskilt, men have komplementære målsætninger.

3.16.

Mange tredjelande, især dem, som nu er oprindelseslande for flygtninge og migranter, har grundlæggende problemer med stabilitet og effektiv regeringsførelse. Deres infrastruktur og økonomi er svage og deres administrative systemer, underudviklede. Derfor bør der overvejes fornyede bestræbelser på konfliktløsning og statsopbygning. Dette gælder ikke kun i Syrien og Libyen, men også i mange andre lande. En erkendelse af denne kendsgerning kan bidrage til at prioritere foranstaltninger og aktioner og tage fat på de egentlige årsager til, at mennesker ender med at flygte fra eller gennem disse områder. Snævert definerede interventioner som f.eks. uddannelse af grænsevagter eller overførsel af teknologi til dem, opløsning af smuglernetværk eller incitamenter til at vende tilbage vil have en positiv, men begrænset effekt. Migration er et fænomen, som følger med staternes svagheder og svigt af forskellig art og omfang.

3.17.

Medtagelsen af regeringsførelse i den tredje søjle i den eksterne investeringsplan som »generelle erhvervsbetingelser« er ikke tilstrækkelig til at omfatte hele rækken af problemer, der skal løses. For at kunne håndtere de underliggende årsager til migration på langt sigt har et land brug for en levedygtig og legitim regering, stærke repræsentative institutioner, effektive partier, massemedier og civilsamfundsorganisationer. EU bør overveje et reelt fokus på og støtte til demokratisk bistand. Dette er relevant ikke kun i forbindelse med migration, men også på andre politikområder såsom naboskab og handel.

3.18.

I Kommissionens forslag får civilsamfundets rolle ikke tilstrækkelig anerkendelse og støtte. Civilsamfundsorganisationer har en vigtig rolle at spille mht. at gøre migranters og flygtninges genbosættelse, rejse og modtagelse mere sikker og mere human. Fra flygtningelejrene til migrantruterne, herunder på havet, til modtagelsecentrene i EU yder de et værdifuldt om ikke uundværligt bidrag. Forslaget bør genoverveje betydningen af og støtten til deres aktiviteter, lige fra lokale organisationer i hjem- og transitlandene til de organisationer, der deltager i redningsaktioner og forestår modtagelsen og integrationen. Civilsamfundsorganisationerne bør endvidere deltage i overvågningen og evalueringen af de tiltag, der iværksættes af alle de kompetente myndigheder, der medvirker til at håndtere migrationen. Deres arbejde og feedback kan bringe hele processen nærmere til de menneskerettighedsstandarder, som de internationale traktater og EU-traktaterne anerkender og beskytter.

4.1.

Ved gennemførelsen af alle aktioner og procedurer bør EU og medlemsstaterne direkte og indirekte respektere menneskerettighederne og overholde nonrefoulementprincippet i medfør af Genevekonventionen.

4.2.

EU er dybt bekymret over aftalen mellem EU og Tyrkiet og dens konsekvenser for de grundlæggende rettigheder for de mennesker, som er omfattet af den. Erklæringen mellem EU og Tyrkiet kritiseres af civilsamfundsgrupper og menneskerettighedsforkæmpere, fordi den refererer til Tyrkiet som et »sikkert land«. EU skal være sikker i sin sag, når den giver hjem- og transitlande status af »sikkert land«, så nonrefoulementprincippet ikke overtrædes.

4.3.

Kommissionen har fremlagt sin strategiske vision for, hvordan EU's optræden udadtil kan forbedre tvangsfordrevne menneskers robusthed og muligheder for at klare sig selv på steder, der er så tæt som muligt på flygtningenes hjemlande (4). Denne vision har bestemt nogle fordele, men det skal bemærkes, at EU som en ansvarlig og ressourcestærk international aktør også har en moralsk og juridisk forpligtelse til at hjælpe mennesker, der søger international beskyttelse.

4.4.

De operationelle skridt til bekæmpelse migrantsmugling hilses velkomne. Smuglerne tager sig godt betalt for at hjælpe migranterne og udsætter dem for alvorlige farer. På den anden side vil bekæmpelse af smugleri ikke løse de strukturelle migrationsproblemer. Igen er skabelsen af lovlige migrationsveje nøglen til en løsning, og det ville mindske migranters afhængighed af smuglernetværk.

4.5.

Der er behov for at indføre en koordineringsmekanisme mellem EU- og medlemsstatsniveauet til gennemførelse af pagterne. Hvis nogle medlemsstater har historiske bånd med tredjelande, kunne de eventuelt inddrages for at sikre bedre samarbejde.

4.6.

EØSU ser frem til det forventede forslag til et struktureret genbosætningssystem, som skal sikre en fælles tilgang til, hvordan personer med behov for international beskyttelse sikkert og lovligt kan komme ind i EU via genbosættelse, som et konkret udtryk for EU's tilsagn om at hjælpe de hårdest tyngede lande (5). Vallettahandlingsplanen omfattede et tilsagn fra EU's og medlemsstaternes side om at iværksætte pilotprojekter, der tilbyder muligheder for lovlig migration som en samlet pakke. Imidlertid burde forslaget være meget klarere og nævne konkrete projekter, som skal gennemføres.

4.7.

EØSU bifalder reformen af det blå kort (6), der blev fremlagt den 7. juni 2016, og som har til formål at tiltrække højt kvalificerede migranter til EU's arbejdsmarked.

4.8.

EØSU hilser pagternes udformning velkommen. Den sigter mod at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv og bæredygtig og yde passende finansiel støtte til tilbagetagende lande og især til de samfund, som skal reintegrere de hjemvendte. Incitamenter til myndigheder og enkeltpersoner er helt afgørende for at sikre en effektiv proces.

4.9.

EØSU støtter det stigende antal tilbagesendelser og tilbagetagelser, men foretrækker helt klart frivillige tilbagesendelser og et fokus på reintegration. Dette bør være et af de vigtigste strategiske valg, som EU og medlemsstaterne træffer i forbindelse med håndteringen af migrationsprocessen. Det øger chancen for, at alle involverede vil samarbejde og — vigtigst af alt — gør migration til en mulig drivkraft for lokal udvikling.

4.10.

EU's og medlemsstaternes indsats bør koordineres på globalt plan. EØSU er enigt i Kommissionens henstilling om støtte til indførelse af en FN-støttet genbosættelsesordning for at give mulighed for hurtig og effektiv genbosættelse i sikre lande. EU har både ressourcer og erfaring med at gøre en forskel ved at trække i retning af en mere global og multilateral tilgang til håndtering af migration.

4.11.

EØSU støtter generelt kursen i de særlige partnerskaber med tredjelande: indgåelse af pagter med Jordan og Libanon; videreførelse af samarbejdet mellem EU og Tunesien til det næste niveau; lancering og indgåelse af aftaler med Niger, Nigeria, Senegal, Mali og Ethiopien samt støtte til Libyens samlingsregering. I alle disse pagter og aftaler bør EU sikre, at der anvendes overvejende positive incitamenter, at bistanden er godt planlagt og organiseret, og at den også rettes mod regeringens institutionelle og administrative kapacitet, fremmer demokrati og menneskerettigheder og inkluderer civilsamfundsorganisationer i alle processer, specielt dem på lokalt og regionalt niveau.

4.12.

EØSU anerkender de bestræbelser, der er udfoldet fra alle sider for at gøre partnerskabsrammen operationel og effektiv som beskrevet i Kommissionens første statusrapport (7). Lanceringen af projekter finansieret af EU-trustfonden for Afrika i de fem prioriterede lande er et tegn på, at samarbejde er muligt. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at arbejde for en hurtig vedtagelse af forordningen om Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling — et nøgleinstrument i indsatsen for at fremme bæredygtig udvikling, inkluderende vækst, økonomisk og social udvikling og regional integration uden for Europa.