Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0121

Sag T-121/15: Sag anlagt den 6. marts 2015 — Fortischem mod Kommissionen

OJ C 178, 1.6.2015, p. 15–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/15


Sag anlagt den 6. marts 2015 — Fortischem mod Kommissionen

(Sag T-121/15)

(2015/C 178/17)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Fortischem a.s. (Nováky, Slovakiet) (ved advokaterne C. Arhold, P. Hodál og M. Staroň)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, 3, 4 og 5 i Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2014 om Slovakiets statsstøtte SA.33797 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2011/CP) til fordel for NCHZ annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved sin afgørelse har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF ved at anse erklæringen om, at selskabet Novácke chemické závody, a.s. v konkurze (herefter »NCHZ«) var et strategisk selskab som omhandlet i den slovakiske lov af 5. november 2009 om visse strategiske foranstaltninger vedrørende strategiske selskaber under insolvensbehandling (herefter »loven«) for statsstøtte i henhold til ovennævnte artikel, eftersom ikke alle artiklens betingelser er opfyldt.

Sagsøgeren har gjort gældende, at erklæringen ikke medførte en overførsel af statslige midler, eftersom der ikke forelå nogen yderligere byrde for staten i forhold til den situation, der ville være opstået, såfremt de sædvanlige insolvensbestemmelser var blevet anvendt. Erklæringen gav heller ikke NCHZ en økonomisk fordel, eftersom kreditorerne for det første under alle omstændigheder ville have tilstræbt, at virksomheden blev fortsat, og at det midlertidige forbud mod afskedigelser kun var til fordel for staten og ikke for selskabet. For det andet består anvendelsen af loven den markedsøkonomiske test, eftersom den var økonomisk fordelagtig for de offentlige kreditorer.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at selv hvis Kommissionen skulle have ret, og anvendelsen af loven skulle anses for statsstøtte til fordel for NCHZ, anlagde Kommissionen et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af statsstøttebeløbet.

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af forpligtelsen til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen havde pligt til for det første at underrette den slovakiske regering om den omstændighed, at detaljeringsgraden i den efterfølgende analyse, der blev foretaget af denne, ifølge Kommissionen ikke var tilstrækkelig og for det andet at oplyse om, hvilke yderligere informationer eller præciseringer den slovakiske regering skulle tilvejebringe. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke anmodede om at få oplysninger om de endelige tal, inden den traf sin afgørelse om tilbagebetaling.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og af begrundelsespligten.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for, hvorfor NCHZ i denne særlige sag ikke ville have fortsat sin virksomhed uden anvendelsen af loven, og ikke besvarede den slovakiske regerings argumenter vedrørende de offentlige kreditorers økonomiske interesser i en fortsat virksomhed.

4.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF og af procedureforordningens artikel 14, stk. 1, idet tilbagesøgningen blev udvidet til at omfatte sagsøgeren.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke forelå statsstøtte i forhold til denne, eftersom salgsprisen lå på markedsprisniveau. Ifølge sagsøgeren er Kommissionens argumenter og tvivl med hensyn til, om de priser, som blev betalt af Via Chem og efterfølgende af Fortischem for NCHZ’s aktiver, udgjorde markedsprisen, behæftet med mangler af flere grunde. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at eftersom bevisbyrden påhviler Kommissionen, er det ikke tilstrækkeligt for Kommissionen at udtrykke tvivl. For det andet består der, eftersom salget blev foretaget inden for rammerne af en insolvensbehandling under kontrol af en domstol, der havde pligt til at handle i det insolvente selskabs kreditorers interesse, en formodning for, at aktiverne blev solgt til den højst mulige pris. For det tredje var udbudsproceduren åben, gennemsigtig og ubetinget og sikrede derfor den højeste pris, der kunne opnås på markedet. Optionen med forpligtelser havde ingen indvirkning på salgsprisen. For det fjerde skal den salgspris, der blev aftalt mellem private markedsøkonomiske operatører, på trods af den omstændighed, at betingelserne for salget mellem Via Chem og Fortischem er uden betydning, eftersom det første salg blev foretaget til markedspris, anses for at være markedsprisen selv uden en udbudsprocedure.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det er åbenlyst, at overdragelsen af NCHZ’s aktiver til Via Chem og efterfølgende til sagsøgeren ikke kan anses for et forsøg på at omgå Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling af to grunde. For det første er denne sag så langt fra en typisk omgåelsessag, at selv Kommissionen har medgivet ikke at have beviser for en hensigt om at undgå tilbagebetaling. For det andet har Kommissionen ikke desto mindre konkluderet, at der foreligger økonomisk kontinuitet, således at den kan udvide tilbagebetalingspligten til at omfatte sagsøgeren. Kommissionens konklusion følger imidlertid en fejlagtig bedømmelse, der er støttet på en fejlagtig fortolkning af de enkelte kriterier, den tager ikke hensyn til bevisbyrden, og den hviler på en forkert forståelse af det overordnede begreb økonomisk kontinuitet i statsstøttesager.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens tilgang er økonomisk destruktiv og unødvendig set fra et konkurrenceretligt perspektiv. Ifølge sagsøgeren forsøger Kommissionen at skabe en ny og meget strengere retspraksis i henhold til hvilken transaktionens omfang skal være det afgørende kriterium, mens salgsprisen højst, om overhovedet, skal udgøre et støttekriterium.

5.

Femte anbringende, der er subsidiært, vedrører tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF og procedureforordningens artikel 14, stk. 1, idet udvidelsen af afgørelsen om tilbagebetaling ikke blev begrænset til 60 % af den påståede statsstøtte.

6.

Sjette anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 296 TEUF idet der blev givet en utilstrækkelig begrundelse vedrørende den økonomiske kontinuitet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at det følger af bemærkningerne i forbindelse med det første anbringende, at Kommissionens begrundelse er utilstrækkelig til at give Retten mulighed for at foretage en prøvelse af den anfægtede afgørelse, og at det er umuligt for sagsøgeren at forstå de grunde, som førte til, at Kommissionen fastslog, at der forelå økonomisk kontinuitet.


Top