6.3.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/21

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's fredsopbyggende rolle i de eksterne forbindelser: god praksis og perspektiver

2012/C 68/04

Ordfører: Jane MORRICE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på sin plenarforsamling den 19. og 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

EU's fredsopbyggende rolle i de eksterne forbindelser: god praksis og perspektiver.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 15. december 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 19. januar, følgende udtalelse med 190 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Fredsopbygning er en del af EU's dna. Unionen er i sig selv en fredsopbyggende proces – det vidner både dens grundlæggelse, dens udvidelse og dens overlevelse i krisetider om. Som et fællesskab af nationer, der fremmer demokrati, menneskerettigheder, lighed og tolerance er EU moralsk forpligtet til at støtte fredsopbygning verden over, og har nu også traktatfæstet mandat til at gøre det. Som verdens største bistandsyder med årelang erfaring i konfliktområder og en lang række redskaber til sin rådighed bør EU tage føringen inden for international fredsopbygning. Men EU formår ikke at udnytte sit potentiale tilstrækkeligt i den internationale indsats for fredsopbygning. De kræfter, som den bruger på at skabe positive forandringer, har derfor ikke så stor en effekt, som de burde eller kunne have. Trods oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil – som en del af bestræbelserne på at forbedre samhørigheden – mangler der stadig en fælles europæisk tilgang. Uden en klart defineret strategi for fredsopbygning og uden at trække på de erfaringer, man har samlet gennem alle EU's fredsopbyggende operationer, og uden et effektivt samarbejde med medlemsstaterne, de internationale bistandsydere, ngo'erne og de civilsamfundsorganisationer, der arbejder på at gennemføre fredsprocessen lokalt, kan EU's potentiale for at gøre en konkret og varig forskel i de mest konfliktplagede områder i verden ikke virkeliggøres fuldt ud. Udfordringen er stor, men belønningen endnu større. Et fredeligt Europa står bedre i en fredelig verden.

1.2   På baggrund af disse konklusioner anbefaler EØSU følgende:

Strategi og politik

1.2.1   Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør udarbejde en strategi for fredsopbygning, der omfatter civile, diplomatiske, militære, politiske og humanitære initiativer, en hurtig reaktionsindsats, langsigtet udviklingsbistand, nødhjælp, klimaændringer, handels- og investeringspolitik samt alle andre EU-foranstaltninger, der kan gøre en forskel i kriseområder.

1.2.2   Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør opstille en taskforce, hvor repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Kommissionen, Regionsudvalget, EØSU, Den Europæiske Investeringsbank og fredsopbyggende ngo'er inddrages i udarbejdelsen af strategien.

1.2.3   EU-politikker og -programmer – navnlig vedrørende konfliktområder – bør underkastes en konfliktfølsom konsekvensanalyse for at sikre, at de er på linje med EU's normer og værdier, og at de kan garantere den mest omkostningseffektive anvendelse af EU's bistand.

Operationelle spørgsmål

1.2.4   Der bør opstilles en principkodeks for alle EU-operationer i konfliktområder og potentielle konfliktområder.

1.2.5   Alle projekter for fredsopbygning bør omfatte fremme af god forvaltningspraksis og demokratiske principper (menneskerettigheder, ytringsfrihed, lighed, politiske og fagforeningsrelaterede friheder) samt miljøbeskyttelsesstandarder.

1.2.6   Der bør opstilles mål for overvågning af reformernes fremskridt, og overvågningssystemerne bør forbedres, så de omfatter repræsentanter fra civilsamfundet, garanterer en jævn kønsfordeling i overvågningsorganerne og sikrer forpligtelsen til at gennemføre reformer. Der bør være større fokus på forebyggelse af konflikter med særlig vægt på den rolle, som uddannelse og medier, herunder sociale medier, spiller i kriseområder, og man bør aktivt opfordre til og bakke op omkring tiltag til fremme af forsoning, herunder interkulturel dialog og fredsmægling.

1.2.7   EU's engagement i det organiserede civilsamfund i kriseområder bør styrkes gennem øget støtte til organisationer, der deler EU's værdier og fremmer tolerance, pluralisme og andre initiativer for fredsopbygning. EØSU's arbejde på dette område bør lettes.

1.2.8   Man bør opmuntre til, at FN's resolution nr. 1325 om kvinder, fred og sikkerhed bliver overholdt, lige som man bør øge støtten til kvindegrupper, der arbejder lokalt, og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

1.2.9   Konfliktofre, navnlig børn, bør have mere målrettet opmærksomhed samt større anerkendelse og støtte fra EU's side.

1.2.10   Man bør opmuntre, lette og fremme programmer til støtte af udsatte unge – navnlig drenge – for at give dem en chance for at spille en fyldestgørende og konstruktiv rolle i samfundet.

1.2.11   Man bør udvide og forbedre udvælgelsesproceduren og uddannelsen af civilt personale til missioner, og missionernes fokus bør ændres fra militærorienteret til civilorienteret krisestyring.

1.2.12   Der bør etableres en database over europæiske eksperter i fredsopbygning og kandidater til civile missioner, herunder jurister, advokater, politifolk, ngo'er, der er aktive inden for fredsopbygning, mediatorer, administratorer og politikere, der har erfaring på området.

God praksis og udveksling af erfaringer

1.2.13   EU-institutioner, medlemsstater og internationale organer bør udveksle de vigtigste erfaringer. Et kompendium over bedste praksis inden for fredsopbygning samt yderligere undersøgelser af anvendelsen af EØSU's redskaber til konfliktløsning (1) kan lette denne proces.

1.2.14   Der bør lægges større vægt på at koordinere de erfaringer, man har samlet gennem EU's interne arbejde for fredsopbygning, herunder EU's Fredsprogram i Nordirland, samt gennem den eksterne indsats.

1.2.15   Man bør alvorligt overveje at oprette et europæisk ekspertisecenter/-institut for fredsopbygning, som knytter an til og bygger videre på eksisterende strukturer samt følger op på andre institutioners og eksperters idéer og anbefalinger.

1.2.16   Der bør afholdes en stor konference om fredsopbygning, hvor man samler alle trådene for en ny strategi for fredsopbygning, og hvor man fastlægger anbefalinger om, hvordan man bedst kan udveksle erfaringer.

2.   Baggrund

2.1   Denne udtalelse er en opfølgning på initiativudtalelsen om EU's rolle i fredsprocessen i Nordirland, der blev vedtaget af EØSU i oktober 2008 (2) og understreger EU's pligt til at gøre fredsopbygning til et helt centralt element i sin strategi for fremtiden. Undersøgelsesmaterialet rækker ud over EU's grænser, og udtalelsen vurderer de redskaber for fredsopbygning, der er til rådighed (navnlig efter oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil) og analyserer, hvorvidt man har delt erfaringer. Endelig fremsættes der anbefalinger for det fremtidige arbejde på dette område.

3.   Indledning

3.1   EU beskrives ofte som verdens mest succesrige overnationale fredsopbygningsprojekt og kan betragtes som en rollemodel for andre på dette område. Unionens egen erfaring med at forene gamle fjender i kølvandet på Anden Verdenskrig må være dens største bedrift nogensinde. At holde sammen på dem i et fællesskab af nationer, øge antallet af medlemmer og udbrede deres indflydelse på verdensplan er endnu en sejr udi fredsopbygning. Det vil være en enorm udfordring at fortsætte denne fremdrift midt i finanskrisen.

3.2   Indtil nu har EU imidlertid ikke været tilstrækkeligt rustet til at bære sit moralske ansvar, hverken som rollemodel eller som førende aktør inden for fredsopbygning verden over. I sin indsats i konfliktområderne gør EU brug af en lang række forskellige redskaber, der er til rådighed, fra krisestyring over humanitær hjælp og militær bistand til udviklingshjælp. Denne tilgang har dog været præget af manglende sammenhæng, manglende koordination og manglende troværdige forbindelser til civilsamfundets græsrodsorganisationer.

3.3   Med Lissabontraktatens ikrafttræden har EU fået et nyt mandat til fredsopbygning (artikel 21), en ny struktur, der støtter det (Tjenesten for EU's Optræden Udadtil) og en ny leder (EU's højtstående repræsentant Catherine Ashton), der skal gennemføre det. Der er derfor ikke længere nogen grund til, at EU ikke skulle kunne overtage føringen og få reel indflydelse på fredsopbygning i hele verden.

3.4   Der har aldrig været et bedre tidspunkt for EU til at udvise lederskab end nu. EU's nærmeste naboer oplever store politiske, økonomiske og sociale omvæltninger. Det er et afgørende historisk vendepunkt for dem, og de har brug for konkret støtte. Med iværksættelsen af den »nye og ambitiøse« naboskabspolitik har EU vist sit beredskab og sin vilje til at foregå med et godt eksempel. Men her – lige som i al anden fredsopbygning verden over – siger handling mere end ord.

3.5   EU har et »enormt potentiale« til at knytte alle aspekterne af sin indflydelse sammen og gøre en sammenhængende og omfattende indsats for fredsopbygning, og EU har også ressourcerne til at gøre det. I sidste ende står og falder succesen imidlertid med medlemsstaternes politiske vilje, deres evne til at tale med én stemme samt deres ønske om at bakke fuldt og helt op om en ambitiøs fælles strategi for fredsopbygning, der ikke kun vil give EU større troværdighed på den internationale scene, men også vil være med til at skabe positive forandringer i hele verden.

4.   Baggrund

4.1   Termen »fredsopbygning« er et relativt nyt udtryk i det internationale diplomatiske ordforråd. Det blev brugt første gang af Boutros Boutros-Ghali, FN's daværende generalsekretær, i den globale Dagsorden for Fred fra 1992 til at beskrive en indsats, der identificerer og støtter strukturer, der kan forstærke og konsolidere freden for at hindre, at en konflikt genoptages. I 2006 nedsatte FN en fredsopbygningskommission til at støtte fredsbestræbelserne i lande, der netop har overstået en væbnet konflikt, og i 2009 oprettede OECD et internationalt netværk vedrørende konflikt og struktursvaghed (INCAF).

4.2   I europæisk sammenhæng finder man den første specifikke henvisning til fredsopbygning inden for EU's Eksterne Forbindelser i Göteborg-programmet til forebyggelse af voldelige konflikter, der blev vedtaget i 2001. Den nyeste henvisning findes i Lissabontraktatens artikel 21, der nævner princippet om menneskerettigheder og demokrati, forebyggelse af konflikter og fredsbevarelse som centrale mål for EU's optræden udadtil.

4.3   Lissabontraktaten fastsætter også en ny rammelovgivning for EU i de eksterne relationer. Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik kombinerer de kompetencer, der tidligere har været delt op mellem Rådet og Kommissionen. Den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, har Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i ryggen. Tjenestens ansvarsområde er udvikling, diplomati og forsvar, der alle kan anvendes til fredsopbygning.

4.4   Med Tjenesten og de relevante GD'er i Kommissionen råder EU over en lang række redskaber, der kan bruges inden for fredsopbygning. Disse redskaber omfatter:

—

Civile og militære FSFP-missioner, med fokus på politik, retsstatsprincippet, civil forvaltning og civil beskyttelse. FSFP-missionerne vanskeliggøres ofte af manglen på uddannet personale. Den sikkerhedsmæssige og logistiske dimension betragtes som en forudsætning for et stabilt og sikkert miljø for fredsopbygning.

—	Stabilitetsinstrumentet (IfS) – den vigtigste finansieringskilde til fredsopbygning. Mere end 70 % af de tilgængelige midler (2 mia. euro for perioden 2007-13) anvendes til kriseberedskab for at fylde »hullet« mellem kortsigtet humanitær bistand og langsigtet udviklingsstøtte.

—

Fredsopbyggende partnerskaber, etableret inden for rammerne af stabilitetsinstrumentet for at forbedre kommunikationen med vigtige partnere i kriseberedskabet. De støtter arbejdet med civilsamfundsorganisationer, medvirker til at udbrede god praksis og letter adgangen til logistisk og teknisk støtte.

4.5   Der er mange andre EU-værktøjer, som ikke er specifikke for fredsopbygning, men som kan anvendes til at støtte EU i denne rolle. De omfatter Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO), Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), udviklingsstøtte under Den Europæiske Udviklingsfond (AVS/oversøiske lande og territorier) samt udviklingssamarbejdsinstrumentet (Latinamerika, Asien, Golfstaterne og Sydafrika).

4.6   EU-politikker for handel, EIB-investeringer, miljø, energi og landbrug kan også anvendes inden for fredsopbygning, og EU's udvidelsespolitik indeholder et fredsopbyggende element, fordi den foreskriver, at kandidatlandene tilslutter sig EU's grundlæggende værdier (3). EU's naboskabspolitik (ENP), der omfatter 16 af EU's nærmeste naboer, er desuden blevet »genoplivet« i kølvandet på det »arabiske forår«, så det nu også indeholder en fredsopbyggende dimension for at medvirke til at udvikle et »velforankret og bæredygtigt demokrati«. I EU's nye »dagsorden for forandring« foreslås det, at EU's rolle inden for fredsopbygning styrkes på en række forskellige måder.

4.7   Skønt størstedelen af EU's fredsopbygning foregår inden for politikområdet eksterne forbindelser, har EU også iværksat et unikt fredsinitiativ inden for sine egne grænser. Det særlige støtteprogram for fred og forsoning i Nordirland og de tilgrænsende områder i Irland blev iværksat i 1996, og er i skrivende stund i sin tredje finansieringsperiode (4).

5.   Udfordringer for fredsopbygning

5.1   At finde en definition og en strategi

5.1.1   Selvom fredsopbygning efterhånden er alment anerkendt som en værdifuld ny tilgang til intervention i konfliktområder, findes der ingen klar definition på termen. Nogle mener, at fredsopbygning kun bør bruges i postkonfliktsituationer til stabilisering og genopbygning. Andre ser fredsopbygning som et middel til at slå bro over kløften mellem forsvars- og udviklingspolitikker. Andre igen definerer fredsopbygning som »en katalytisk proces«, der anvendes i hele den sammenhængende helhed, der omfatter konfliktforebyggelse, fredsskabelse og fredsbevarelse samt postkonfliktstabilisering.

5.1.2   Hvis man ser nærmere på de forskellige områder, drejer fredsbevarelse sig om sikkerhed og forsvar, fredsskabelse om at bruge diplomati til politiske aftaler, mens fredsopbygning omfatter begge aspekter og flere til. Ideelt set er fredsopbygning en indsats, der begynder inden den fredsbevarende eller fredsskabende indsats. Hvis indsatsen lykkes og situationen kan opretholdes, er der muligvis slet ikke behov for fredsbevarelse og fredsskabelse. Fredsopbygning er altomfattende, altfavnende, langsigtet og foregår under fuld høring af alle parter. Fredsopbygning kan muligvis beskrives som en åben proces, der er med til at bilægge uoverensstemmelser ved at skabe åbne døre og åbne sind.

5.2   Behovet for fælles tænkning

5.2.1   Uanset definitionen er eksperterne enige om, at fredsopbygning er en yderst kompleks proces, der omfatter en lang række aktører på områder som militær og civil intervention og omfatter diplomatiske tiltag samt finansiel og teknisk støtte på kort og lang sigt – både på lokalt, nationalt og internationalt niveau. Den største udfordring ligger i at finde en metode, der kan skabe »sammenhæng, koordinering og komplementaritet« inden for det enorme spektrum af politikker, aktører og redskaber både i og uden for EU, der alle er aktive inden for samme område. Det største problem er, at forskellige medlemsstater og forskellige eksterne donorer har forskellige prioriteter, og der kan opstå spændinger, når de enkelte aktørers behov og interesser trækker i hver sin retning.

5.2.2   Inden for EU medfører de komplekse strukturer, der kendetegner institutionerne og direktoraterne, at den praktiske koordinering mellem de ansvarlige bliver en yderligere udfordring. Ligeledes er der et stort behov for at sikre sammenhæng mellem de politikker, der har et særligt fokus på kriseområder, såsom udviklingsstøtte, samt politikker, der kan have en større indvirkning på disse områder, særligt politikker for handel, investering, klimaændringer og energi. Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil betragtes som en reel mulighed for at skabe en politisk og praktisk sammenhæng EU's institutioner imellem og mellem EU, medlemsstaterne og andre større donorer, såsom FN, USA, Kina og andre aktører.

5.2.3   Den overordnede strategis »hellige gral« er endnu uklar, men der er blevet gjort en indsats for at anvende EU's redskaber på en mere sammenhængende måde. Som eksempel kan nævnes, at Rådet for Udenrigsanliggender i juni 2011 vedtog en samlet tilgang til Sudan og Sydsudan, der spænder fra politisk dialog over civil kapacitetsopbygning til udviklingsbistand og handelssamarbejde. EU's nye »dagsorden for forandring«, der omprioriterer udviklingspolitikken, er endnu et eksempel på en ny tilgang til fredsopbygning. I forslagene lægges der øget vægt på menneskerettigheder, demokrati, lighed, god regeringsførelse og forbindelser med civilsamfundet. I nogle kredse ses dette som en værdifuld form for nytænkning, mens andre mener, at der er lang vej endnu.

5.3   Civilsamfundets styrkede rolle i konfliktløsning

5.3.1   Der er behov for grundlæggende holdnings- og adfærdsændringer i konfliktløsningsprocessen. Inklusion, engagement og dialog er våben, der indsættes i kampen mod frygt, had, intolerance og uretfærdighed, og de udgør det nødvendige fundament for konfliktforebyggelse og fredsopbygning. Dette arbejde skal udføres på græsrods- og gadeniveau – der, hvor fredsopbygning gør den største forskel. Inddragelsen af civilsamfundsorganisationer, der deler EU's værdier som lighed, menneskerettigheder, inklusion og tolerance, kan ikke længere overlades til tilfældigheder. Støtten til sårbare og udsatte mennesker og dem, der ikke har mulighed for at komme til orde, skal prioriteres højt.

5.3.2   Det er bredt accepteret, at civilsamfundsorganisationer spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at sikre effektiviteten og den langsigtede bæredygtighed i enhver strategi for fredsopbygning. Samarbejde og høringer med »ikke-statslige aktører« er ikke kun med til at øge EU's forståelse for en konfliktsituation nedefra og op, men sikrer også græsrøddernes engagement i processen. Desuden medvirker det til en mere »konfliktfølsom« fredsopbygning og fungerer som en positiv styrkelse af den fredsopbyggende indsats.

5.3.3   Hidtil har det fokus, der har været på fredsopbygning – både på politisk og operationelt niveau – haft en tendens til at overse grupper, der kan få en afgørende indflydelse på processen. Kvinder, der ofte er med til at holde sammen på selve samfundets struktur, deltager sjældent i beslutningsprocessen. Den »business as usual«-holdning, der præger de lokale erhvervsfolk i konfliktområder, vidner om en ukuelig holdning, der fortjener støtte. Fagforeningsaktiviteter som freds- og solidaritetsdemonstrationer, der ofte kan ses på gaden i det, der nu er EU, er endnu en vigtig faktor i støtten til fredsopbygning. De unge har brug for støtte til at kanalisere deres energi over i konstruktive tiltag. Udsatte grupper – navnlig ofre – skal have målrettet opmærksomhed fra eksperter.

5.3.3.1   Forebyggelse af konflikter og forsoning mellem splittede grupper anerkendes i stigende grad som områder, der fortjener større opmærksomhed i forbindelse med fredsopbyggende initiativer. Uddannelse spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng, da unge kan lære ikke blot at acceptere, men også at respektere forskellighed. Medierne er en anden vigtig aktør at have i tankerne, særligt den rolle, de sociale medier kan spille i forbindelse med tilskyndelse til positive forandringer. En anden vigtig del af arbejdet er at fremme specifikke strategier, der kan bringe grupper sammen, såsom interkulturel dialog og mægling.

5.3.4   En »struktureret dialog« mellem EU og civilsamfundsorganisationerne i konfliktområder kan skabe varige forbindelser og varig forståelse i marken. På grund af de tætte forbindelser med organiserede civilsamfund har EØSU gode forudsætninger for at spille en større rolle i EU's dialog med græsrodsorganisationer i disse områder. EØSU samarbejder allerede med erhvervslivet, fagforeninger og andre aktører i områder som Kina, Tibet, Nordafrika og AVS-landene og er parat til at udbygge og dele ud af disse erfaringer for at »underbygge og styrke« civilsamfundsorganisationernes indsats og at samarbejde med EU om fredsopbygningsprojekter.

5.4   Større anerkendelse af værdien af udveksling af erfaringer

5.4.1   Som et fællesskab af 27 nationer, der har sluttet sig sammen til gavn for alle, er EU i stand til at dele sine egne særlige erfaringer med andre. Fra beslutningsprocesserne til udvidelsesstrategien tilbyder EU eksempler på en praksis, der kan anvendes af regionale sammenslutninger i andre dele af verden. Den Afrikanske Union er én af de organisationer, der efterligner EU's tilgang – og andre er parat til at gøre det samme. Der findes andre vellykkede eksempler på lande og regioner, der har formået at opnå forandringer uden konflikt – og det er værd at fremhæve dem i politik og praksis for fredsopbygning.

5.4.2   Fordi EU har arbejdet med fredsopbygning i de eksterne forbindelser siden sin opståen, har Unionen også samlet en enorm mængde erfaring, vi kan dele med andre, fra områder som Sydøstasien, Mellemøsten, Centralamerika, Balkan og Afrika syd for Sahara. Noget af dette arbejde har givet meget vellykkede resultater, andet har ikke. Faktisk har EU's resultater i visse konfliktområder været genstand for alvorlig kritik, men også disse erfaringer kan bruges til i politikrådgivning, hvis de formidles ordentligt.

5.4.3   Med hensyn til at udveksle positive erfaringer er der meget at tage ved lære af. Aceh-fredsprocessen i Indonesien, genetableringen af kloaksystemet i den delte by Nicosia (5) samt EU's støtte til fredsopbygningen i Nordirland er alle eksempler, der i større udstrækning kan indgå i EU's »håndbog« i erfaringer fra fredsopbygning. Selv om der ikke er noget patentløsninger, er der dog visse centrale principper, der går igen i mange konfliktområder, og som man ikke bør overse.

5.4.4   Undersøgelser har dog vist, at udveksling af erfaringer ikke er nogen veletableret praksis i EU's politikker, navnlig hvis det går på tværs af interne og eksterne indsatser. Hvad Fredsprogrammet i Nordirland angår, mangler der en systematisk tilgang til at sammenligne erfaringer, der er samlet i andre konfliktområder. Set i lyset af, at EU får æren for at bidrage til fred i området, at Barrosos taskforce for Nordirland anbefalede, at man udvekslede erfaringer med andre konfliktområder, og at der blev oprettet et »fredsnetværk« til at gennemføre dette i praksis, er den åbenlyse mangel på analogislutninger herfra og til den eksterne indsats en forspildt chance og en alvorlig politisk fejl.

5.5   På vej mod et center for fredsopbygning

5.5.1   Der er derfor lang vej endnu, før EU kan opbygge sit ry som verdens førende strategiske fredsopbygger og sikre, at indsatsen på området har større rækkevidde og virkning. Et af de forslag, der står til diskussion, er oprettelsen af et Europæisk Institut for Fred, som Finlands forhenværende præsident og den svenske udenrigsminister har opfordret til for at sikre større »sammenhæng, koordinering og komplementaritet« i EU's indsats for fredsopbygning. Nordirlands ledere har selv foreslået, at der oprettes et internationalt ekspertisecenter med fokus på fredsopbygning uden for Belfast. De har ansøgt om midler fra EU's PEACE-fonde, og Europa-Parlamentet har iværksat en debat og udarbejdet et politisk dokument med titlen »A Blue Print for an Institute for Peace«.

5.5.2   Muligheden for at skabe et nyt institut/center, der er knyttet til andre organer inden for området – herunder Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS) og EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør overvejes nøje. Hvis en sådan organisation kan danne en ramme for uafhængig ekspertrådgivning, dialog, undervisning, studier og erfaringsudveksling mellem personer, der arbejder inden for området, kan det blive et værdifuldt aktiv og en støtte for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil på dette afgørende europæiske indsatsområde.

5.6   En chance, der ikke bør forpasses

5.6.1   Denne udtalelse fokuserer på, hvorledes EU bedst kan tilrettelægge og spille en mere konstruktiv rolle inden for det, der er blevet den største udfordring for verden i dag – konfliktløsning. Det faktum, at der ikke er nogen definition på fredsopbygning, og at EU endnu ikke har formuleret en strategi for fredsopbygning betyder, at man har et næsten ubeskrevet ark at arbejde ud fra. Det er en enestående mulighed for EU på området eksterne forbindelser, og den kommer måske ikke igen.

5.6.2   Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør gøre EU i stand til at gribe denne chance og overtage føringen inden for international fredsopbygning. Udfordringen lige nu består i at udarbejde en særlig strategi for fredsopbygning, der ikke bare skaber sammenhæng mellem EU's programmer og politikker, men også mellem de værdier og interesser, som EU og medlemsstaterne har. Dette kan være svært at opnå uden en fælles udenrigspolitik med anerkendte principper for intervention og ikke-intervention i konfliktområder, men der er nogen, der mener, at en samlet EU-tilgang er den eneste måde, hvorpå man kan sikre, at fredsopbygning får en reel virkning i praksis.

5.6.3   EU har taget ved lære af historien. Vi har lært at sætte demokratiets værdier over diktaturet, vi har lært, hvor vigtig justits, lighed og menneskerettigheder er – og vi kender de farer, der er forbundet med intolerance, fremmedfjendskhed, diskriminering og fordomme. Fra Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald har EU konstant bevæget sig fremad ad fredsopbygningens vej, konsolideret sine resultater og banet vejen for andre. Vi har oplevet vanskelige tider, ikke mindst den nuværende finansielle krise, men de grundlæggende værdier fungerer som en rettesnor for EU's indsats – både hjemme og uden for EU – som vi aldrig må fravige.

5.6.4   I disse tider, der er præget af intern krise og selvransagelse, må EU ikke miste blikket for helheden og sit internationale ansvar. EU må ikke give afkald på sine eksterne politikker og forpligtelser og skal tildele sig selv en særlig rolle, som ingen anden nation eller gruppe af nationer kan måle sig med. Som fredsopbygger tilfører EU sin historie, sin moral og sit enestående brand – der er præget af intervention »nedefra og op« – til et område, hvor omdømme, forståelse, erfaring, generøsitet og tillid er de mest værdifulde faktorer. Som verdens førende kraft inden for fredsopbygning har EU også brug for sikkerhed, overbevisning og mod til at tage dette skridt fremad.

---

(1)  Se udtalelse SC/029, »EU's rolle i fredsprocessen i Nordirland« (ordfører: Jane Morrice, 2009), EUT C 100 af 30.4.2009, s. 100-108.

(2)  Se fodnote 1.

(3)  Jf. punkt 2 i Rådets konklusioner om udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen »Udvidelsesprocessen styrker fortsat freden, demokratiet og stabiliteten i Europa og sætter EU bedre i stand til at imødegå globale udfordringer. Udvidelsesprocessens forandringspotentiale skaber vidtrækkende politiske og økonomiske reformer i udvidelseslandene, som også gavner EU som helhed. Den vellykkede afslutning af tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien udgør et stærkt bevis på dette og sender et positivt signal til regionen som helhed«.

(4)  Se udtalelse CESE, »Udkast til notat til medlemsstaterne om retningslinjer for et initiativ i forbindelse med det særlige støtteprogram for fred og forsoning i Nordirland og de tilgrænsende counties i Irland« (SEK(95) 279 endelig)), EFT C 236/29 af 11.9.1995, og udtalelse CESE »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om finansielle bidrag fra Den Europæiske Union til Den Internationale Fond for Irland (2007-2010)«, KOM(2010) 12 – 2010/0004 (COD), EUT C 18/114 af 19.1.2011.

(5)  Jf. Regionsudvalgets udtalelse af 12. februar 2009 om »Diplomati mellem bymyndigheder« (EUT C 120/01 af 28.5.2009).

---

---